Friesia III, 5

RØD FLUESVAMP (AMANITA MUSCARIA)
OG BERSÆRKERGANGEN
AF POUL THORSEN
I mange Beskrivelser af R ø d F l u e s v a m p (Amanita muscaria)
angives, at Nydelse af denne Svamp kan have været Aarsagen
til vore nordiske Forfædres berømte saakaldte B e r s æ r k e r g a n g.
Opgivelserne er imidlertid som Regel meget vage, og ingen synes
endnu at have kunnet føre blot nogenlunde overbevisende historiske
Beretninger i Marken til Forsvar for Hypotesen. I det følgende skal
jeg forsøge at belyse Spørgsmaalet ved en Undersøgelse af de primære
Kilder. Disse deler sig naturligt i 3 Grupper: a) historiske,
b) etnografiske og c) mykologisk-kemiske.
a) H i s t o r i s k e K i l d er.
Selve Ordet B e r s æ r k er Oldnordisk (b e r s e r k r) og iflg.
N. M. P e t e r s e n: Islændernes Færd I, S. 295 "sammensat af b e r
eller bar og s e r k eller Pansersærk, Brynje, og udtrykker en Kriger,
der . . . . . frembød det blotte Bryst mod Fjendens Hug". "Ordbog
over det danske Sprog" giver ogsaa Betydningen B j ø r n e s æ r k.
Det ældste Citat her er fra M a t t h i a s M o 4t h's haandskrevne
Ordbog. M o t h (1647-1719) er vistnok den første, der anvender
Ordet paa Dansk.
I S a k s e's D a n e s a g a finder vi flere Gange Bersærker og
Bersærkergang omtalt. I Fortællingen om Haldan Bjærgram, oprindelig
en norsk Saga, hedder det (J ø r g e n O l r i k's Udgave, S. 343) :
"Han havde syv Sønner, der var saa kyndige i Trolddomskunster,
at de ofte m e d et blev vilde og gale, hylede og skreg i vilden Sky,
satte Tænderne i deres Skjolde, slugte gloende Kul og løb lige lukt
- 333 -