Prædiken til 1. søndag i advent 2011 - Smidstrup og Skærup Kirker

Prædiken til 1. søndag i advent 2011
Tekster: Esajas 42,1-9 - Romerbrevet 13,11-14 - Lukasevangeliet 4,16-30
SÅ er første lys tændt i adventskransen!
NU er det tid at synge: ”Vær velkommen, Herrens år!” Og så er det med at huske
det rigtige nummer. For det er der jo to salmer i vores salmebog, som hedder.
Der er den, som passer til kalenderens nytår. Den om alle udfordringerne, vi sætter
os for, og som vi ber Gud om hjælp til: liv i livet, oplysning, grøde og høst, fred og
glæde og gavn.
Men her i adventsudgaven af ”Vær velkommen, Herrens år”, synger vi om alt det,
GUD har sat sig for: julenat, påskemorgen og pinsedag og glæde til os hver eneste
dag.
Dét er en rigtig god måde at begynde på:
For det er jo noget usikkert noget, om vi nu får held med vores gode intentioner for
det nye kalenderår. Tit kan noget blive anderledes, end vi havde tænkt.
Men lige så usikkert dét er, lige så sikkert er det, at vi er skabt af en Gud, der elsker
os så meget, at vi var både julenat og langfredag og påskemorgen og pinsedag
værd… for at sikre os glæden og gå-på-modet til hver eneste dag året igennem.
Kirkeåret er én lang fortælling om Guds kærlighed og Guds kamp for, at intet skal stå
mellem ham og os.
Og den store fortælling står vi nu foran at få fortalt for os én gang til.
Nu er det første søndag i advent – nu begynder det – nu er det kirkens nytår.
/
Nu begynder julepynten også at blive fundet frem.
Efterhånden har vi derhjemme samlet utallige kasser af pynt til årets højtider.
Efterhånden er det også blevet svært at holde ordentligt styr på dem.
Måske burde vi skrive datoer på, så vi ved, hvornår de skal frem, hver især.
Så skulle jeg ikke rode dem alle sammen igennem for at finde Jesus frem til
julekrybben. Jeg kunne skrive: ”1. søndag i advent”, eller ”10. december”, eller
hvornår det nu passer bedst, at han kommer frem.
/
Hvor er det glædeligt, at det forholder sig anderledes med den ægte udgave af ham!

Tænk - hvis advent kun var glæden over, hvad vi bestemmer os for at finde frem. Og
glæden over vores styr på, hvornår det skal frem, hvor det skal placeres, og hvornår
det skal pakkes ned igen.
Så var det da en meget begrænset glæde!
Hvor er vi heldige – at vi har lov til at lade advent være meget mere end vores
kasser. At vi har en Gud, der lægger op til, at det skal være meget mere;
At advent det er den tid, hvor vi har lov at fyldes af forventning. Forventning, ikke
kun til os selv, men om, at Gud er med os også i det nye år.
Ja, forventning om, at Gud vil komme, også til os, med meget mere end bare vores
eget.
Hvor er det glædeligt.
Og hvor er det besværligt.
Fordi Gud kommer på SIN måde. Og til SIN tid – og ikke bare, når vi har skrevet det
på kalenderen eller kassen, at nu kan det godt passe os lidt, bare det bliver på vores
måde.
Måske er det lige præcis dér, det går skævt, da de opdager dét, folkene i synagogen i
Nazaret, i vores evangelium i dag.
Det begynder ellers så godt. God stemning og fred og fordragelighed, sådan som vi
godt kan li´ det.
Og Josefs og Marias ældste søn er hjemme og med i synagogen; han har altid
interesseret sig sådan for skrifterne, ja, han var ikke mere end 12, da de første gang
hørte om, at han havde snakket med. Der er bestemt ikke noget at sige til, at han er
den, der skal læse højt fra Esajas´ Bog i dag.
Og de nyder at høre ordene, som de kender så godt: godt budskab – syn - frigivelse
– nådeår. Åh ja, det er jo lige det, man sådan håber på skal ske engang.
Når Messias kommer.
Tak for de gode ord, Jesus.
Du må godt lukke bogrullen sammen igen. Nu har vi hørt det.
Men hvad er det, han nu siger: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i
opfyldelse.”
Kan det virkelig passe? Jamen, det er jo fantastisk! Hvor?
”Det er lige nu – og her”, svarer Jesus da han lader dem forstå, at det er ham, som er
kommet med det gode budskab og for at få dem til at åbne øjnene – og med
frigivelse, ja rent ud sagt: med et nådeår fra Herren.

Og det er ikke kun deres gave. Det er også de andres – ligesom de gamle profeter,
Jesus nævner, der hjalp andre folkeslag.
Og det er på en ny måde; Jesus standser Esajascitatet, lige før han kommer til verset
med Guds hævn over de andre.
Det er ikke med nu. Det er noget andet, der er på færde.
Det er nok lige dér, det går op for dem, at det med Messias, det er meget, meget
mere, end en bogrulle eller kasse, vi bestemmer os for, hvornår skal åbnes og
lukkes.
Det går op for dem, at det ikke bare er noget, de kan række ud efter, når det er
passende for dem; nej, det er noget, som griber ud efter DEM. NU. I det liv, der er
DERES, NU.
Og nu er det midt iblandt dem!
Nu er HAN midt iblandt dem!
Det er så overvældende, så de prøver at skubbe det væk fra sig – de prøver at
skubbe Jesus ud over klippen udenfor.
Men Gud er ikke en overkommelig Gud.
Og Messias sendes ikke til vores liv som et overkommeligt input i ny og næ.
Nej, han kommer for at udråbe et nådeår fra Herren.
Og vores glade advents-nytårssange synger med på glæden over det. Grundtvig
kaldte nådeåret et ”gyldenår”, i salmen, vi startede med:
”Højt bebude gyldenår (de) glade nytårssange.”
Men gyldenår – et nådeår fra Herren – hvad vil det egentlig sige? Hvad betyder det?
I den nye oversættelse ”Den Nye aftale”, dér oversættes ”et nådeår fra Herren” med
at: ”Guds tid er kommet”.
Det er en fin oversættelse. Den tid, der kommer, den er Guds. Det er det, der
indvarsles.
Det kan være foruroligende; Vores tid er så præget af ønsket om at have styr på,
hvad der sker – ligesom med kasserne, som vi bestemmer, hvornår skal frem.
En coach, Sofia Manning, har udtrykt længselen efter at bemægtige sig fremtiden
med ordene:
”Dette er din chance… du har kun ét liv. Hvad ønsker du dig i virkeligheden at få ud
af det? Hvis jeg tog dig 50 år ind i fremtiden, og du her kunne se, at du havde nået
dit nuværende mål, hvad ville dit næste skridt (så) være lige nu?”

Min fremtid har jeg selv ansvaret for, hævder hun. Jeg skal selv udkaste den drøm,
der skal styre det hele. Det er mig der bestemmer, hvad der skal op af kassen.
Og – tænker jeg: jeg vil til enhver tid kunne bebrejde mig selv, hvordan udfaldet
bliver.
Sådan kan vi tænke.
Og skubbe tanken om at det kunne være anderledes ud over kanten.
Eller vi kan lade os fylde af glæden over dét nådefulde, at den tid der kommer netop
IKKE er begrænset af, hvad vi nu er i stand til at drømme os til.
Og at tiden er Guds, fordi han i Kristus – Messias – går ind i den med hud og hår og
dermed giver os del i HANS fremtid, der er større, end vi kan begribe.
”I dag er dette gået i opfyldelse”, siger Jesus. Det er ikke i morgen – eller engang.
Det er nu!
Det er lige præcis dét, det kristne håb knytter til ved.
Den nye tid er brudt igennem. Der er noget at håbe på.
Håb kan også blive en flugt eller en undskyldning for ikke at gøre noget ved sit liv.
Men Jesus´ ”i dag” holder os fast på at det er nu, det sker. Håb er at vente på noget i
fremtiden. Men det er også at hente modet til at handle i dag. Åbne øjnene i dag,
være fri til at gå ind i dagen i dag. Alt sammen i den gode fortrøstning til, at Gud er
den, der både i dag og i morgen griber ud efter os og vil os og vil noget med os.
Meget mere end vi kunne drømme eller slide os frem til, selv.
Og fremtiden er hans. Dét er godt nyt! Godt nytår!