GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Mens jeg var på Ørnehøj, sendte min mor et box-kamera til mig. Over søgeren var der et buet
glas, så man bedre kunne se det, man ville fotografere. Det kamera fik jeg megen glæde af, og
jeg har en erindring om, at det kostede 25 kr.
Af alle de billeder, jeg tog er der især et, jeg husker. Jeg ville tage et billede af spisebordet
med sparebøssen og med haven i baggrunden.
Jeg lukkede havedørene op, satte kameraet på et fast underlag og holdt udløseren nede så
længe, at jeg var sikker på at man nu kunne se det hele. Resultatet blev ikke som jeg havde
forventet, men fotohandleren syntes, at det modlys-billede, jeg havde taget var så godt, at han
præmierede det med en gratis forstørrelse.
Jeg tror, jeg havde box-kameraet i en halv snes år, før jeg købte et nyt.
Fra 1955 og til omkring 1977 har jeg haft skiftende kamera typer og filmtyper, så jeg både
kunne tage sort-hvide billeder, farvebilleder og lysbilleder, og i nogle år havde jeg også et
film-kamera. Jeg anskaffede også et udstyr, så jeg selv kunne fremkalde forstørre og
farvelægge mine billeder.
Da jeg ikke længere selv kunne bruge udstyret overlod jeg det til en af mine venner.
Da min mor købte box-kameraet til mig, var 25 kr. mange penge og jeg ville ønske, at jeg
kunne skrive, at jeg fik sagt hende tak og fortalt hende, hvad det kamera kom til at betyde for
mig, men jeg har ingen erindring om, at jeg fik det gjort.
Lokalhistorisk arkiv i Vordingborg har sendt mig en kopi af en skrivelse om K.F.U.K.
spejderne i byen. I skrivelsen kan der blandt andet læses:
1939, den 5. september startede K. F. U. K. i Vordingborg de grønne pigespejdere. I spidsen
stod Edith Larsen og Vibeke Nielsen, der havde gennemgået en føreruddannelse. Troppen gav
de navnet Orthunga - Vordingborgs navn fra Valdemarernes tid - og til motto valgte de "Gud
kan". Det gjorde de blandt andet i håbet om, at de to ord måtte blive en realitet for de
spejdere, de i fremtiden kom i forbindelse med.
Jeg kom med i troppen gennem én, der var ansat på Ørnehøjs kontor. Hun var selv spejder, og
jeg ville ønske, at jeg kunne huske, hvad hun hed, for hun blev årsag ti1,at en helt ny verden
åbnede sig for mig.
I troppen var der 20 piger fordelt i patruljer. Om patruljerne havde særlige navne husker jeg
ikke, jeg husker kun 3 af dem, jeg var i patrulje med. De hed: Inge Fabricius, Martha Ravn og
Stine, hvis efternavn jeg ikke kan huske. De arbejdede på et rekreationshjem i Vordingborg,
og her havde personalet det så godt, at den der rejste selv skaffede en afløser.
Noget af det første der skete i patruljen var, at vi fik spejdernavne. Edith Larsens mor, der var
gift med en snedkermester blev kaldt Spejdermor. Selv blev hun kaldt Didder. Vibeke
Nielsen: Vibs. Om Stine havde et særligt navn, husker jeg ikke, men Inge Fabricius blev kaldt
Lange. Martha Ravn: Mads - og jeg blev kaldt Sus.
Patruljen havde en ugentlig mødeaften med sang og undervisning. Jeg kan huske, at vi lærte
om Dannebrog - blandt andet de rigtige mål. og den korrekte måde, når flaget skulle hejses og
15