GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

I 1941 blev ønsket om at forlade Ørnehøj og flytte til Vordingborg stærkere og stærkere, mest
fordi jeg var blevet endnu mere bange for at køre til spejdermøde når det var mørkt. Jeg vidste
ikke, hvordan jeg skulle få det sagt og blev mere og mere indesluttet. En dag kom Store
Todde og spurgte, hvad der var i vejen, og da jeg fortalte om mit ønske udbrød hun: "Er det
ikke andet". Hun var synlig lettet, og jeg tror, hun havde været bange for at jeg var kommet i
vanskeligheder.
Jeg husker ikke noget om min afsked med Ørnehøj, men jeg husker, hvordan det var at være
husassistent, men inden jeg begynder det afsnit, vil jeg gerne fortælle om Store Todde og Karl
Wiesners arbejde.
De børn, der voksede op på Ørnehøj, havde en god og tryg tilværelse, der bestod af både leg
og undervisning. De der ikke selv kunne klare det, lærte at klæde sig på og binde deres
snørebånd. Nogle af børnene lærte også at sy og strikke, og jeg kan huske, at en af pigerne
blev meget dygtig til at brodere. Alle lærte at være høflige og sidde pænt, når de skulle spise,
og de store børn lærte at spise med kniv og gaffel. Om sommeren havde de mindste børn
badedragt på, hvis vejret tillod det, og om vinteren havde alle børn blandt andet
hjemmestrikkede bluser på, og dem havde både piger og drenge været med til at strikke. Jeg
skulle også deltage, og da jeg prøvede at slippe sagde Store Todde, at jeg skulle gennemføre
at strikke en bluse der kunne passe et af de mindste børn.
Den bluse husker jeg fordi, det var meget svært for mig at gennemføre det. Den var af
mørkebrunt garn, og da det lykkedes mig at få den færdig, var jeg meget glad. Jeg prøvede
aldrig mere at strikke, men blev senere glad for at sy, og engang forærede jeg Store Todde og
Karl Wiesner en dug med Hardanger-syning. Denne dug fik jeg tilbage engang i 1970’erne
sammen med nogle andre ting.
18
Kommoden i Wiesner’s entre var lavet af Karl Wiesner selv i kirsebærtræ. Efter
Wuesner’s død i 1996 arvede Carsten Koch kommoden. (Foto: Carsten Koch)
Når børnene nåede en bestemt alder, kunne de ikke blive på Ørnehøj, og jeg kan huske, at jeg
har hørt, at man de steder, de kom til sagde, at man altid kunne kende børnene fra Ørnehøj,
for de spiste med kniv og gaffel.