GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

I 1978 talte han i løbet af få dage med Ellen Wiesner i telefonen, men han mødte hende aldrig.
Omkring Nytåret 1978-79 ramtes Bakkebølle-området af en voldsom storm, og en dag, han
var ude i haven, kom der en skiløber. Det var Karl Wiesner, der var på vej hjem fra
købmanden. De talte sammen og i de følgende 2 år blev det til flere samtaler, men det var
først efter Ellen Wiesners død i 1981, at han blev inviteret indenfor i hjemmet. Her fortalte
han om sig selv, om Ellen, om Ørnehøj og om deres arbejde der. Gennem deres samtaler
opstod der et venskab, der varede til Karl Wiesners død i 1996.
Karl Wiesner mødte Ellen på drengehjemmet Albisbrunn ved Hausen i Schweiz, hvor han
arbejdede, da hun og hendes far Niels Købmand Thomasen besøgte hjemmet. Karl Wiesner
var meget populær fordi han blandt andet underviste drengene i træsløjd, så de i stedet for at
være passive blev aktive mennesker.
Karl Wiesner og Ellen Thomasen aftalte, at han skulle komme til Danmark, så de kunne
mødes igen, men før det kunne lade sig gøre, havde han en aftale om at arbejde på Island, i
Norge og i Holsteinsminde på Sjælland.
Da Karl Wiesner rejste fra Albisbrunn, tog han dog først på en vandretur til Frankrig og
Spanien.
Som jeg har skrevet, husker jeg ikke noget om afskeden med Ørnehøj, men jeg husker
hvordan det var at være husassistent.
Jeg havde fået ansættelse i Vordingborg hos et ægtepar med en søn, der var 9-10 år gammel.
Da jeg aldrig havde lært noget om husholdning, blev det aftalt, at jeg skulle lære at lave mad,
men de havde ikke sagt, at fruen ikke var hjemmegående, så den måde jeg skulle lære at lave
mad bestod i, at fruen den første morgen kom med en kogebog og fortalte, hvad jeg skulle
lave. Den ene ret husker jeg. Det var Kærnemælkssuppe, der måtte laves om, fordi den var så
svedet, at den var uspiselig. Hvordan jeg ellers klarede madlavningen husker jeg ikke.
Da jeg dagen efter min første fridag, kom ud i køkkenet, oplevede jeg, at jeg skulle vaske alt
det op, der var brugt på min fridag, og sådan var det hver gang, jeg havde haft fri.
Jeg havde et dejligt værelse og ville gerne være der om aftenen, men så blev jeg bedt om at
komme ind i dagligstuen, hvor jeg skulle beskæftige sønnen eller stoppe strømper, og de
fortalte mig, at sådan havde hende jeg afløste gjort. Hun havde været hos dem i mange år, og
rejste kun fordi hun skulle giftes.
Jeg kunne slet ikke leve op til familiens forventninger, så jeg bad mine spejderkammerater på
rekreationshjemmet Brinken hjælpe mig med at få et arbejde der.
I spejderpatruljen fortsatte det gode spejderliv, og sammen med senior-væbnerne fra F.D.F.
kørte vi ofte ud til deres hytte ved Vintersbølle Skov. Den var sparsomt indrettet, og når vi
opholdt os der om natten, måtte vi sove på gulvet. Det meste af natten sang og spillede vi, og
da flere af os skulle på arbejde k1. 7 måtte vi tidligt af sted. Jeg tænker med glæde på de timer
vi tilbragte sammen, men jeg tror ikke vore arbejdsgivere troede på, at vi bare hyggede os.
En af de første måneder i 1942 fik jeg at vide, at jeg kunne få en stilling som stuepige på
Brinken, og jeg var glad for, at jeg kunne sige min stilling op. Nogle dage senere måtte jeg til
min læge Astrid Lundstein, der sagde til mig, at jeg havde Blindtarmsbetændelse og skulle
20