GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

og så skulle vi selv være parate til at stille os op bag de læger og sygeplejersker, der fulgte
ham.
Overlægen var venlig, men kunne godt blive vred, og det fik konsekvenser for en ung læge.
Den pågældende ville lave sjov med en aftenvagt. Han gik ned i kælderen og ind på en stue,
hvor der lå en død patient, og her trak han i klokkesnoren, der altid blev lagt i den dødes hånd.
Næste dag blev han bortvist!
I slutningen af krigen blev der indlagt en ung mand. Vi fik at vide, at han under sit arbejde på
en gård var faldet så uheldigt, at en høtyv havde ramt ham i brystet. Han var den første
patient, der blev behandlet med et nyt præparat som på en eller anden måde var skaffet fra
Amerika. Det hed Stryptomycin, og han fik 5 ml i en sprøjte hver fjerde time. Jeg husker ikke,
om han overlevede, men efter krigen kom det frem, at han havde været frihedskæmper og var
blevet såret af et pistolskud – ikke en høtyv.
Dagen efter, at vi i radioen havde hørt om tyskernes kapitulation, viste det sig, at der på
sygehuset var flere blandt personalet, der var frihedskæmpere. Det havde under krigen blandt
andet haft betydning for en af lægerne. Han havde en jødisk baggrund og blev under
jødeforfølgelsen hjulpet til Sverige.
Mens de fleste fejrede befrielsesdagen, blev en familie ramt af en tragedie. En ung mand var
kommet hjem fra tysk fangenskab, og mens familien fejrede hans hjemkomst, druknede hans
lille søn i et soppebassin i deres have.
Overlægen havde to sønner, der var frihedskæmpere. De var blevet taget af tyskerne og sendt
til Frøslevlejren. Da de efter krigen kom hjem, tog han dem med over på sygehuset, og jeg
kan stadig se for mig den glade og stolte far gå gennem afdelingerne med armene om sine
sønners skuldre. Overlægen havde også en datter. Hun gik i samme skole som min kusine
Kirsten, og de blev gode venner. Kirsten har fortalt mig, at de tre børns venner altid var
velkomne i hjemmet, at overlægen kunne være meget morsom, og at han indimellem –
sammen med sin frue – tog del i deres samvær.
Fra det sidste år af min elevtid husker jeg kun, at jeg var optaget af at læse det teoretiske stof.
I april måned 1946 var jeg til eksamen. Jeg kan ikke huske noget om den praktiske del, men
den teoretiske eksamen varede en time. Spørgsmålene husker jeg ikke, men jeg opnåede at få
ug-minus, og i maj måned modtog jeg fra Sundhedsstyrelsen min autorisation dateret
16.5.1946.
I mit arbejde som sygeplejerske har jeg altid været sikker på, at jeg ikke noget andet sted
havde kunnet få en bedre praktisk uddannelse. Men den teoretiske uddannelse var mangelfuld
og gav mig problemer, jeg gerne havde været foruden.
Mens jeg var elev, blev min moster Elly indlagt og fik konstateret kræft i livmoderen.
Sygdommen var så fremskreden, at overlægen mente, hun højst kunne leve i tre måneder. Hun
blev overflyttet til Odense Hospitals radiumafdeling. Her lå hun på en stor stue, og i den tid,
hun var dér, oplevede hun, at flere af hendes medpatienter døde. Hun blev selv rask, men
resten af sit liv var hun generet af, at hun indimellem pludselig ikke kunne åbne øjnene.
Hun var fuld af optimisme og gå-på-mod, og hun var hele sit liv optaget af musik. I sine unge
dage havde hun fået undervisning af en italiensk musiklærer. Hans undervisning resulterede i,
24