GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Om Fyrrestuens omgivelser har Lisbeth fortalt mig følgende:
Fyrrestuen lå på Lille Bautahøjvej. Fortsatte man til venstre, kom man til Baunehøj, som
Mariaforbundet havde lejet.
Gik man til højre, kom man først til Bautahøj, der nede ved stranden havde en badstue.
Bautahøj havde tidligere været et hotel, men blev nu brugt af Evnesvageforsorgen.
Fortsatte man forbi Bautahøj, kom man til Bendixens købmandshandel.
Ved indgangen til Fyrrestuen var der i venstre side en sten, hvor navnet var mejslet ind og
malet hvidt.
På et ca. 40 meter langt stykke med hjulspor boede der til højre en oberstløjtnant Bang.
Længere ind mod huset var der et sted, der blev kaldt Trekanten. Her var der lavet et
spisested med hvidmalede møbler og et to meter højt træværk på to af siderne.
Lidt længere fremme var der en garage, som blev benyttet til opbevaring af forskellige ting.
Til venstre for den lange indkørsel var der ribsbuske og æbletræer, og ved siden af disse var
der et to meter højt lysthus, dannet af træer, der var klippet som en hæk. Inde i lysthuset var
det et bord og en stol, og det var mest Lisbeths mormor, der brugte det. Blandt andet sad hun
her og ordnede kantareller fundet i Nordskoven, eller hun ordnede evighedsblomster, der blev
bundet og hængt op i Storstuens loftsbjælke.
Plantagen var et naturområde, og højdeforskellen mellem huset og Isefjorden var ret stor.
Når man gik et lille stykke ned mod stranden og lidt til højre, var der et fladt stykke med en
mindesten, hvori der var mejslet navnet Viggo, og til venstre for stenen var der en flagstang.
I venstre side af plantagen var der ugler i et træ oppe ved huset. Lidt længere nede var der et
træ, der blev kaldt Spætteværkstedet, fordi en flagspætte holdt til der. Spætten satte en kogle
fast i en sprække i træet, og når den havde spist frøene, lod den koglen falde til jorden og
satte derefter den næste fast – så efterhånden lå der omkring 100 afpillede kogler på jorden
under træet.
Det var meget svært for overlægen at være afhængig af en kørestol. Han havde altid været
glad for at færdes i naturen og havde, som sine to sønner, været en ivrig jæger.
På Fyrrestuen blev overlægeparret det naturlige midtpunkt, og alle gjorde, hvad de kunne, for
at opholdet kunne blive en god tid.
Når vejret tillod det, var overlægen på ture i omegnen i sin kørestol, og Annette og Viggo
Ramms datter Karen har fortalt mig, at der i forbindelse med disse ture var et ritual, der gik ud
på, at jeg skulle lade som om, jeg glemte at bremse kørestolen, og så kom hun med en halv
mursten og lagde den foran det ene hjul.
Da vi efter sommeropholdet på Fyrrestuen var tilbage på Drosselvej, begyndte overlægen igen
sin træning. Målet var, at han kunne blive uafhængig af kørestolen inde i huset, men så var det
nødvendigt at låsen på protesen kunne ændres.Jeg havde fået en idé til en anordning, der
kunne monteres på ydersiden af protesen og åbnes og lukkes ved et enkelt greb. Det blev
klaret af en finmekaniker, og det var en stor dag, da den ”nye” protese skulle prøves.
Når man spurgte overlægen om noget, svarede han mest med enstavelsesord, men den dag
han første gang sad ved sit skrivebord, og jeg spurgte, om overlægen var glad, svarede han
med gråd i stemmen ”Om jeg er glad for at sidde ved mit skrivebord.”
37