GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Urværket stod på en fast træplade, hvor der i midten var et hul til pendulet. Fru Elisabeth
Poulsens barnebarn Viggo Kristian Ramm har fortalt mig, at mens jeg arbejdede med
istandsættelsen, faldt urværket ned over min ryg. Det må være sket, da jeg ville udskifte de
gamle dyvler og troede, at urværket var sat fast til træpladen.
Den indvendige del af uret gjorde jeg ikke noget ved, på den udvendige side blev malingen
slebet med fint sandpapir og malet med en antik-hvid farve. Ornamenterne og en liste i den
aflange låge blev malet med en guldfarve. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før uret igen
måtte behandles, men Viggo Kristian Ramm har fortalt mig, at han og hans kone Karen siden
har ladet en fagmand restaurere det.
Efter skolernes sommerferie begyndte jeg at læse til realeksamen, og i de måneder, det
varede, arbejdede jeg om formiddagen som assistent på en medicinsk afdeling på
Diakonissestiftelsen.
Realskolen, der lå i København, var en aftenskole, og jeg kan huske, at jeg følte mig meget
privilegeret, når jeg cyklede derind. Fra undervisningen husker jeg særlig en lærer, fordi han
fik stor indflydelse på min eksamen. Han havde givet os en hjemmeopgave, der bestod i, at vi
skulle analysere den gamle folkevise Ebbe Skammelsøn.
Da han havde læst min analyse, sagde han, at den var forkert, og så fortalte han, hvad jeg
skulle have skrevet. Jeg blev så vred, at jeg begyndte en heftig diskussion, og jeg sagde, at jeg
troede, jeg skulle give udtryk for min opfattelse og ikke hans. Til sidst sagde han, at det skulle
jeg få betalt til eksamen, og på eksamensdagen var jeg meget nervøs og sikker på, at han ville
gøre alvor af sin trussel.
Da min lærer efter overhøringen kom ud fra lokalet, spurgte han, hvorfor jeg ikke tog imod
den hjælp, han havde prøvet at give mig. Jeg mindede ham om, hvad han havde sagt,
hvorefter han trak på skuldrene og sagde årh. Min karakter var så dårlig, at det syntes
nyttesløst at fortsætte. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte fru Elisabeth Poulsen om den
pågældende lærer, men i hvert fald tog hun ind på skolen og talte med dem.
Da jeg cyklede ind til den næste eksamen, tænkte jeg: Jeg skal vise dem. Hvilket fag, jeg
skulle op i, husker jeg ikke, men jeg var ikke nervøs, og da jeg efter overhøringen gik ud af
døren, hørte jeg min lærer sige: Det var sørens. Min karakter husker jeg ikke, men den var i
hvert fald god nok til at jeg kunne fortsætte med at gå op til eksamen.
Hvordan de andre kursister klarede sig, husker jeg ikke, men én af dem husker jeg, fordi hun
og jeg var de dygtigste til matematik. En dag fandt vores lærer på, at vi oppe ved tavlen skulle
dyste om, hvem der var den dygtigste, men jeg ville ikke prøve, om jeg kunne vinde over
hende.
Hvordan det gik os til eksamen, kan jeg ikke huske. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg
klarede resten af de fag, jeg skulle op i, men gennemsnittet af min karakterer var stort nok til,
at jeg i 1953 fik min realeksamen.
40