GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

1953 – 1959, på Sankt Lucas Stiftelsen
Jeg var nu blevet 32 år, og som sygeplejerske manglede jeg stadig en supplerende uddannelse
på en fødeafdeling – og nu ville jeg gerne tage den.
Jeg kunne blive boende på Drosselvej, så jeg søgte og fik ansættelse på en fødeklinik, der lå
på Martinsvej i København, det var ikke længere væk, end at jeg kunne cykle dertil. Fra min
tid på fødeklinikken har jeg kun vage erindringer, men jeg husker følgende:
Som nattevagt var man alene på afdelingen, og kl. 06 skulle en af dagvagterne komme og
hjælpe til med morgenarbejdet. Det hændte ofte, at dagvagten kom for sent, og efterhånden
måtte jeg regne med, at jeg også skulle gøre noget af hendes arbejde, indtil jeg en dag sagde,
at det ville jeg ikke mere.
Jeg var alene på Drosselvej, og en aften skete der det, at jeg vågnede for sent og var nødsaget
til at bestille en vogn for at nå ind på klinikken i rette tid, men ventetiden var for lang, og først
da jeg sagde, at jeg skulle ind på fødeklinikken, blev der sagt: Vi kommer med det samme.
Jeg nåede ind på klinikken i rette tid, og jeg kan huske, at jeg i vognen opdagede, at jeg havde
mine strømper i hånden.
Da jeg var færdig på fødeklinikken, ville jeg gerne fortsætte min uddannelse med et
videregående kursus for sygeplejersker på sygeplejehøjskolen ved Aarhus Universitet. Hvad
der var årsag til, at jeg fik afslag, kan jeg ikke huske, men en henvendelse fra fru Poulsen fik
ledelsen til at ændre deres beslutning, så jeg kunne begynde på kurset i 1954.
Jeg havde lejet et værelse i Aarhus, men da jeg ankom, opdagede jeg, at værelset – i forhold
til den øvrige lejlighed – lå på en sådan måde, at det var umuligt for mig at bo der. Jeg spiste
på KFUK og bad dem hjælpe mig, og de lod mig leje et værelse på øverste etage. Værelset
var lille med et tagvindue og en kakkelovn, men jeg var glad.
På den tid røg jeg, men jeg kan stadig huske, at jeg en dag kom ud på gaden med en cigaret i
hånden. I det øjeblik besluttede jeg mig for at holde op, så jeg gik tilbage på værelset og smed
resten af mine cigaretter i kakkelovnen. Jeg havde ikke svært ved at overholde min
beslutning, men det skyldes nok mest, at jeg aldrig inhalerede røgen.
På skolen var der over 50 kursister, men hvor mange vi var på det hold, jeg gik på, kan jeg
ikke huske. Jeg kan kun huske én af de andre, og det var, fordi hun blev årsag til, at de
måneder kurset varede, blev meget svære for mig.
Jeg har aldrig lagt skjul på min sociale baggrund, min skolegang eller uddannelse. Det gjorde
jeg heller ikke nu, men en dag oplevede jeg, at en af de toneangivende på holdet i en af
timerne sagde, at en person med min baggrund ikke burde være kommet ind på skolen. Jeg
kan stadig huske den ydmygelse, det var – og at ingen modsagde hende. Selv om jeg ikke lod
mig mærke med, hvad der var blevet sagt, var jeg knust, og næste dag meldte jeg mig syg.
Efter at have fortalt fru Poulsen, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle kunne fortsætte,
henvendte hun sig til skolen, og et par dage efter kom lederen hjem til mig. Selve samtalen
kan jeg ikke huske, men hun havde taget frugt med til mig, og i hvert fald fortsatte jeg på
skolen igen dagen efter. Mit forhold til de andre kursister ændrede sig ikke, og jeg fik en
41