GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Stiftelsens kirke, hvor vi tog afsked med hende. Hendes far kørte selv kisten til Gladsaxe
Kirkegaard, og her tog familien afsked med hende, da kisten blev sat ned i familiegravstedet.
Jeg havde hver måned (bortset fra en måned, hvor jeg ikke havde fået sat filmen rigtigt fast)
taget billeder af Ida i forskellige situationer. De billeder jeg havde, satte jeg ind i et album,
som jeg forærede til familien.
Idas forældre og søster blev ved med at komme på spædbørnehjemmet, fordi de gerne ville
adoptere en dreng. De blev godkendt som adoptivforældre, og sammen begyndte de nu at
besøge den dreng, der senere skulle blive deres søn , og da de var blevet fortrolige med
hinanden, blev han udskrevet. Det er en glæde at kunne skrive, at de alle fik et trygt
familieliv.
Spædbørnehjemmets elever havde et godt kammeratskab og et tillidsfuldt forhold til os, der
skulle hjælpe dem. Jeg kan huske, at en af eleverne, som var ordblind, klarede den teoretiske
del af uddannelsen ved, at én af hendes kammerater læste dét højt for hende, som hun skulle
lære.
Fra venstre; Hjørdis, Karin Christensen, Ester Grauog Ruth Strynø. Eleven i forgrunden
husker jeg ikke. Foto: Karin Christensens album
En anden elev, Annette Sano, ville gerne være sygeplejerske, men hun havde et stort problem
– hun turde ikke køre i elevator, fordi hun og hendes forældre havde siddet fast i en elevator
under Tysklands besættelse af Danmark. Jeg tog hende med over til Sankt Lukas Stiftelsens
hospitals-elevator, og efter mange forsøg lykkedes det hende at overvinde sin angst. Hun blev
sygeplejerske, og da hun blev gift og fik en søn, blev han døbt Erik.
Ester Grau var fra Sønderjylland, og da hun var færdig med den treårige uddannelse, ville hun
gerne på studieophold i England, og det ønske fik hun opfyldt. Dronning Ingrid uddelte hvert
45