GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Inger-Lises forældre var skilt, og hendes mor var sammen med sin samlever taget med
Bornholmerbåden, og efter et besøg på sygehuset rejste han hjem igen.
Den 24. ankom hendes bror Erik med Bornholmerbåden, han rejste hjem samme aften.
Den øvrige familie blev og boede hos Inger-Lises tante i Rønne.
Hendes veninde, Inger Daae Lie, rejste tilbage til spædbørnehjemmet, og jeg fik lov til at
blive på sygehuset, hvor man indrettede det, så jeg kunne være hos Inger-Lise hele døgnet.
Da hendes tilstand, efter mange blodtransfusioner, blev bedre, rejste hendes far hjem. Inden
han rejste, oplevede hun to ting, der gjorde hende glad. Gennem vinduet havde hun set sin
mor og far sidde sammen, og hun fortalte mig, hvor godt det gjorde hende. Da hun sammen
med forældrene (også jeg deltog) modtog nadveren af sygehusets præst, var hun lykkelig.
Nu lukkede hun for alvor op for de tanker, hun havde. Fortalte, at hun havde fundet den tro,
hun søgte, og fortalte om sine fremtidsplaner.
Da hendes tilstand pludselig forværredes, blev hendes far tilkaldt, og jeg kan se for mig,
hvordan han satte sig oppe ved hovedgærdet på hendes seng, lagde armen om hendes skulder
og puttede hende ind til sig.
Mens hun endnu kunne tale, fortalte hun mig, at hun ikke længere kunne se, men at hun kunne
høre, hvad jeg sagde. Tidligt om morgenen den 29. juli døde hun.
Familien rejste hjem, og efter aftale blev jeg på sygehuset og skulle følge kisten til
København. Den dag det skete, holdt præsten en kort andagt, hvorefter jeg til fods fulgte
kisten til Bornholmerbåden. Da vi næste morgen ankom til København, blev kisten kørt
gennem Sankt Lukasvej. Her holdt vognen stille ud for nr. 9, hvor spædbørnehjemmets
personale tog imod den.
Efter nogle minutters stilhed fulgte jeg kisten til Humlebæk Kirkes kapel, og jeg glemmer
aldrig det øjeblik, da hendes fem brødre og en søster i dyb sorg stod omkring kisten og så
deres søster for sidste gang. Få dage senere blev hun begravet fra Humlebæk Kirke af pastor
Porsberg og gravsat på kirkegården.
Efter begravelsen skrev jeg en artikel om Inger-Lise og sendte den til Kristeligt Dagblad, der
bragte den under overskriften:
Spørgsmål til de unge
af Søster Licie, Sct. Lukas Stiftelsen i Hellerup
Den 22. Juli – en strålende skøn dag – ramtes i Kæmpedalen ved Hasle en glad 19-årig ung
pige, Inger-Lise Olsen, af en ulykke, der 8 dage senere, trods en enestående indsats fra læger
og sygeplejersker, kostede hende livet.
Gennem det sidste år af denne unge piges liv havde jeg rig lejlighed til at følge hende og lære
hende at kende, idet hun i det år tog uddannelse som barneplejerske.
At hun havde valgt barnepleje af kærlighed til børn og i ønsket om at være noget for børn, var
hævet over enhver tvivl. Det kom klart til udtryk både i hendes færden blandt dem, og når man
talte med hende om den enkelte af de 4 børn, der var betroet til hendes omsorg. Hun havde et
godt og praktisk håndelag, var ærlig og pålidelig med et vågent blik for de ting, hun havde
med at gøre, og når man så hvordan ”hendes” børn var knyttet til hende, fortalte det én, at
47