GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

hun også havde den evne at kunne give disse børn en følelse af tryghed. Dertil kom, at hun
var loyal og ikke tålte udenforståendes kritik af hendes arbejdsplads. Hun var således ikke
alene en dygtig barneplejerske, men også en god barneplejerske.
De få af hendes kammerater som hun knyttede sig særlig til, mindes hendes som en
usædvanlig ven. Hun følte sig stærkt forpligtet i sit venskab, var hjælpsom mod alle og tro
mod det, hun mente var ret. En ven man kunne have fortrolighed til. I samværet med sine
venner søgte hun at finde et troens ståsted. Det var svært for hende og de mindes, hvorledes
hun i samtaler ud fra de vanskeligheder, hun syntes livet – og vi troens mennesker – bød
hende, kunne ramme så præcist, at de næsten selv blev tvivlere.
Selv mindes jeg – gennem breve og sludrestunder – hvordan hun på samme tid kunne føle
trang til og ligesom være angst for at lukke op for de tanker, hun gik med, og hvordan hun,
fordi man var hendes overordnede, næsten undskyldende holdt fast ved et synspunkt, hun ikke
mente, at hun kunne vige fra. På en tiltalende måde havde hun sine meningers mod.
Da ulykken ramte hende, gav hun for alvor efter for trangen til at lukke sig op. Hun var da
nået så langt i sin søgen, at hun havde fundet sit troens ståsted, og da hun sammen med sin
mor og far modtog nadveren, oplevede hun et af sit livs lykkeligste stunder. Hun var lykkelig.
Optaget af, hvad hun skulle nå gennem de evner, hun havde, og hvordan hun til hjælp for
andre, skulle leve den tro – det nye – der var kommet ind i hendes liv. Hvad hun bekendte sig
til, gav hun udtryk for den sidste søndag af sit liv, da hun fik lov at vælge morgensang og
valgte: ”Du Herre Krist, min frelser est”. Den følgende onsdag om morgenen døde hun!
Man har spurgt sig selv, hvorfor denne strålende, rigt udstyrede unge pige, som man heller
ikke syntes samfundet havde råd til at miste, skulle kaldes bort. Det man oplevede ved hendes
sygeseng, lod én forstå, at man ikke stod overfor noget, der var meningsløst og uden plan, og
man fyldtes af tak til de mennesker, hvis indsats forlængede hendes liv med nødvendige 8
dage.
Hendes død har gjort et smerteligt indtryk på mig og forpligtet os, der kendte til, hvad hun
var – og ville – og den har givet mig nogle spørgsmål til dig, der er ung som hun:
Hun valgte at sætte sin tid, sine evner og sine kræfter ind i en søgen efter det, der er
værdifuldt i livet. Gør du det?
Da hun blev klar over den vej, hun syntes måtte være hendes vej gennem livet, var hun
optaget af at gå den. Er du det?
Hun kommer ikke til at leve det, der var et af hendes mål. Ved sin færden at hjælpe andre til
tro på Gud. Vil du prøve at gøre det til hjælp for dem, du færdes blandt?
Søster Licie
Inger Daae Lie rejste efter sin uddannelse hjem til Norge.
Hun blev gift med Terje Ryngøye, og de bor i Bergen. De
har to børn og fire børnebørn. Det ældste af deres børn
hedder Inger-Lise og det yngste Eva.
I årenes løb besøgte de mange gange Inger-Lises mor,
Ester, ligesom hun også mange gange var på ferie hos dem.
Den sidste gang, de besøgte hende, var i 2003, da Ester
boede i en ældrebolig i Portugalsgade, hvor Musse – en af
48
Inger Daae Lie..
Foto: Inger og Terje Ryngøyes
album