GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Lidt højere oppe og til venstre for sygeplejestationen lå kirken, og til højre for denne lå
kirkegården. Om kirken fik jeg at vide, at Henrik Abelsen under Bolig- og Grønlandsminister
Johannes Kjærbøls besøg i 1955 havde sagt til ministeren, at befolkningen ønskede at få en
kirke, og da svaret var undvigende, havde han spurgt, om det ikke var ham, der var minister.
Resultatet blev, at de fik deres ønske opfyldt.
Når man gik fra sygeplejestationen og et stykke til højre, var der et sted, hvor man kunne
hente vand. Det kom op fra undergrunden, og fra vandhullet var der lavet en bred rende, så
vandet kunne løbe gennem udstedet og ud i fjorden nede ved havnen.
Selvom jeg havde taget nogle timer i grønlandsk, var det nødvendigt for mig at have en tolk.
Hun hed Kamilla og var meget dygtig. Hendes mand hed Jeremias og var ansat hos Ulrik
Lennert som førstemand i butikken.
Da jeg efter nogen tid mente, at jeg kunne klare mig selv i konsultationen, oplevede jeg en
dag følgende: Jeg hørte entredøren gå op og bad vedkommende komme ind. Da ingen
reagerede, gik jeg derud og så en ung pige stå og se sig om. Det viste sig, at jeg havde sagt til
hende, at hun skulle vaske sine hænder.
Sidst i oktober fik jeg post fra Danmark, og der skulle gå ca. fire måneder, før jeg igen fik
post. Den dag det skete, husker jeg tydeligt. Det var distriktslægen, der kom med posten. Han
stod med hænderne bag ryggen og spurgte mig, hvilken hånd jeg ville have. Efter mit valg fik
jeg nogle breve. Dette gentog sig, indtil jeg havde et bundt breve, som det tog mig en stor del
af natten at læse.
Vejret i Kungmiut kunne ændre sig på kort tid. Jeg kan huske, jeg var ude en dag solen
skinnede. Ved et af husene så jeg en mand gå og binde ting fast. Da jeg spurgte ham hvorfor,
svarede han, at fjeldet ryger og der kommer snart en Piteraq (en stærk storm). Jeg så op mod
fjeldet og kunne godt se, at sneen hvirvlede op fra toppen. Kort tid efter at jeg var kommet
hjem, ramte stormen udstedet.
Jeg oplevede andre storme og husker især en. Jeg skulle en dag i sne og storm ud til en fødsel
i et hus, der lå på den anden side af vandhullet. Jeg husker ikke noget om fødslen, men jeg
husker hjemturen ... Da jeg havde gået et stykke tid, stormede det så voldsomt, at jeg måtte
standse og støtte mig til min skistav. Men jeg stod og sundede mig, var der et ophold i
vindstødene, og da kunne jeg pludselig se, at jeg var standset på kanten af vandhullet!
Jeg startede mit arbejde i Kungmiut på den måde, at jeg gik ud i hjemmene og tilbød mødrene
hjælp til deres spæde børn, men da jeg mærkede en stigende modvilje, sammenkaldte jeg
mødrene og spurgte dem, om de hellere ville komme på sygeplejestationen. Det sagde de alle
ja til og tilføjede, at det også var lettere for mig. På det tidspunkt var der 25 børn under to år,
og de blev alle undersøgt en gang om måneden. Ved disse undersøgelser kunne jeg
konstatere, at ingen dansk mor kunne give sit spæde barn en mere omhyggelig pasning end
den, den grønlandske mor gav sit barn.
Fra arbejdet i Kungmiut husker jeg bl.a., at jeg den første vinter opdagede, at nogle af
beboerne havde fået gonorre. Da jeg spurgte de pågældende om deres kontakter, viste det sig,
at 16 personer levede sammen som i et ægteskab!
52