GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

Da jeg kom ind i huset, så jeg, at der sad nogle beboere på gulvet, og at den døde lå på et
bord. Der var meget varmt, dels på grund af en Petromax-lampe, der både lyste op og
varmede, dels på grund af det varme komfur. Min opgave var, at jeg ved hjælp af de
strygejern, der stod på komfuret, skulle tø mandens tøj op. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid
det tog, men det var en barsk oplevelse!
Vinteren 1960/61 døde Kungmiuts ældste beboer. Hun hed Emilie og havde været deltager i
den første konebådsfærd fra Vest- til Østgrønland (se nedenfor), men i modsætning til de
andre deltagere, var hun blevet i Kungmiut. Hun var blevet tynd, havde mange rynker, og ved
afslutningen af hendes liv må hendes alder have været 80-90 år.
Jeg blev bedt om at komme, og de timer, jeg var hos hende, tror jeg aldrig, jeg glemmer. Jeg
oplevede et menneske, der var fuldstændig afklaret og kun ønskede at få lov at dø i fred.
Efter sin død blev hun lagt på en hundeslæde, som nogle unge mænd trak op til kirken. Det
var en frostklar nat, og mange af hundene hylede. Da jeg gik hjem, var jeg taknemlig for,
hvad jeg havde fået lov til at opleve.
Søren Thalund, der er ansat i Grønlænderhusets Kultur- og Informationsafdeling, har fortalt
mig følgende om konebåden og den første konebådsfærd:
Konebåden havde en ramme af træ, der var beklædt med skind fra Grønlands største sæl,
klapmydsen. Båden blev roet af otte kvinder, og den blev styret af en kvinde, der sad bagest i
båden. Den første konebådsfærd fandt sted i 1884 og blev ledet af Gustav Holm.
De første, der tilbød at hjælpe mig på sygeplejestationen, var Ulrik og hans søster Amanda.
Det skete kort tid efter, at jeg var ankommet, og i en periode var det dem, der gjorde rent hos
mig og sørgede for, at jeg havde det vand, jeg skulle bruge.
De to søskende boede hos deres mor i et træhus, som Ulrik havde bygget. En dag kom han op
til mig og sagde, at hans mor var døende og ønskede, at jeg skulle komme. Da vi kom ind i
huset, så jeg moderen ligge på en briks, og på gulvet sad Amanda sammen med andre beboere
fra Kungmiut. Ulrik gik hen og satte sig hos sin mor, der var rolig og ikke havde brug for
hjælp, så jeg blev stående i baggrunden.
Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der gik, men pludselig sagde den døende noget, og Ulrik bad
mig komme hen til hende, for hun ville sige farvel til mig. Det var en bevægende oplevelse,
som jeg er taknemlig for. Jeg deltog i hendes begravelse og kan huske, at Ulrik gik foran
kisten med et stort trækors, som han havde lavet. Jeg kan også huske, at det gjorde indtryk på
mig, at der var vand i den grav, hvor kisten skulle sættes ned.
En dag kom der en ung pige op på sygeplejestationen, fordi en nål var knækket i hendes ene
håndflade, og nu skulle jeg fjerne nålen. Jeg kan tydeligt huske, hvor bange jeg var, og bad en
stille bøn om, at det måtte lykkes. Jeg desinficerede håndfladen, lokalbedøvede stedet og med
en skalpel (operationskniv) skar jeg et lille snit. Derefter tog jeg en pincet (gribetang), fik fat
på nålen og trak den ud. Da såret var syet sammen og hånden forbundet, fulgte jeg hende ud.
Der så jeg, at mange af Kungmiuts beboere stod uden for huset, og jeg var glad for at kunne
fortælle dem, at nålen var fjernet.
Engang kom der en mand fra et andet udsted, hvis navn jeg ikke kan huske. Han sagde, at han
skulle hente mig, fordi en af beboerne var syg. Det var lyst, da vi tog af sted. Solen skinnede
54