GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

på den frosne sne, og jeg kan huske, at den glimtede på isen, som om der var strøet diamanter
på den. Da vi kom til udstedet, var det blevet mørkt, og det viste sig, at der ikke var nogen,
der var syg. Hvordan vi overnattede, husker jeg ikke, men næste dag tog vi tilbage til
Kungmiut.
Hos Ulrik fik jeg at vide, at hvis man hentede hjælp, fik man det betalt, men at den
pågældende mand naturligvis ikke fik noget ud af det.
En anden gang kom der en båd fra det sted i Sermilikfjorden, hvor en del af Kungmiuts
beboere opholdt sig om sommeren for at fange ammassatter (hører til laksefamilien, og den,
man fangede i Sermilikfjorden, var ca. 12 cm lang). Nu var der en, der havde skåret sig i
hånden, og de ønskede, at jeg skulle komme.
Jeg ville nødig forlade Kungmiut, fordi en af fangerne dér var meget syg, så jeg spurgte, hvor
lang tid det ville tage at ro hen til et fjeld, som jeg syntes lå forholdsvis tæt på. Da jeg fik at
vide, at vi så var nået halvvejs, tog jeg af sted. Jeg var selv med til at ro, og det tog os otte
timer at komme ind til sommerpladsen, men alligevel var der ikke brug for min hjælp, fordi
en af de andre beboere havde syet såret sammen. På tilbageturen var jeg ikke med til at ro. Da
vi kom til Kungmiut, fik jeg at vide, at fangeren var død, og det blev jeg meget ked af.
Til højre for sygeplejestationen lå der et rødt hus. Her boede Bertel og Karola Sikivat. Bertel
var fanger og fisker. Desuden var det ham, der om søndagen og på andre flagdage hejste det
danske flag på den flagstang, der stod oppe ved kirkegården. Jeg kan huske, at jeg mange
gange har set ham gå derop. Han gik altid med rolige skridt og bar det sammenfoldede flag
med begge hænder.
Karola hjalp flere af Kungmiuts kvinder, når de skulle føde. Hun var kraftig og havde let til
smil, men kunne også blive meget vred, som dengang, der var en, der skældte et barn ud. Da
hørte jeg hende sige til den pågældende, at hun ikke skulle tale til et barn, som om det var et
voksent menneske.
Karola var også et roligt og tålmodigt menneske. Det blev jeg vidne til, da hun engang var hos
en fødende, og jeg blev tilkaldt, fordi kvindens livmoder ikke ville udvide sig nok. Med
hænderne prøvede hun ved rolige bevægelser at gøre åbningen større, og da jeg sagde til
hende, at jeg syntes, vi skulle bruge en saks, bad hun mig vente lidt. Da hendes anstrengelser
lykkedes, var jeg glad for, at jeg havde lyttet til det, hun bad mig om.
Karola blev min uundværlige Kiffaq (hushjælp), da hun afløste Amanda og Ulrik. Hun
sørgede for, at der altid var rent hos mig og hjalp mig også på andre måder, blandt andet da vi
prøvede at stoppe den luseplage, der var blevet et stort problem for mange af beboerne, især
for børn og unge.
Det første år Karola var hos mig, fødte hun en søn. Jeg var ikke med til fødslen, men blev
tilkaldt, fordi drengen holdt op med at trække vejret. Jeg fik vejrtrækningen i gang igen ved
mund-til-mund-metoden. Da jeg måtte gentage dette, tilkaldte jeg distriktslægen over radioen
hos Henrik Abelsen. Da lægen var ankommet til sygeplejestationen, kom der igen bud om, at
drengens vejrtrækning var stoppet. Hvad lægen gjorde for at redde drengens liv, husker jeg
ikke, men da han tog tilbage til Tasiilaq, var drengen tilsyneladende rask.
Drengen blev senere døbt Kristian, fordi Bertel og Karola ønskede, at han skulle have min
fars navn. De ønskede også, at jeg fremover skulle have leveren fra den sæl, der blev fanget i
55