GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

at der altid var vand nok i beholderen. Jeg kan ikke huske, hvor mange børn der mødte op,
men de, der kom, var glade for ”badet”.
Da jeg efter en ferie i Danmark i kom tilbage til Kungmiut, medbragte jeg læsestof om
fødsler. Grunden var, at Reginas sidste fødsel havde været meget problematisk med en
fastsiddende livmoderkage. Nu var hun gravid igen, og selvom lægen havde anbefalet, at hun
tog til Tasiilaq, ønskede hun at føde derhjemme. For at være godt forberedt til Reginas fødsel,
læste jeg de følgende måneder mange gange om de problemer, der kunne opstå under fødslen.
Den 2. januar 1962 fødte Regina en søn (Knud), men også denne gang sad moderkagen fast.
Jeg tog sterile handsker på, smurte den højre hånd ind i steril vaseline, første forsigtigt hånden
ind i livmoderen, og mellem to fingre ”klippede” jeg den streng, der holdt moderkagen fast,
hvorefter jeg hurtigt tog hånden ud igen. Jeg var meget lettet, glad og taknemlig, da jeg kunne
gå ned til Ulrik og fortælle ham, at Regina og hans nyfødte søn havde det godt.
Blandt de ting, jeg tog med til Kungmiut, var der en stor transistorradio, og gennem den
lykkedes det mig at høre nogle udsendelser fra DR. Det skete ved hjælp af en ledning fra
sygeplejestationens tag over til taget på Bertel og Karolas hus, derfra til taget på deres nabos
hus, videre til taget på min genbos hus og til sidst tilbage til sygeplejestationen. Jeg kan ikke
huske, hvordan jeg førte ledningen ind i huset.
En dag, hvor jeg tændte for radioen, hørte jeg et interview, hvor Sankt Lukas Stiftelsens
forstanderinde, Eva Lyngbye, fortalte om sit liv. Det var en god oplevelse. En udsendelse, jeg
glædede mig til at høre, var julehilsner fra Danmark til Grønland. Jeg ventede ikke selv at få
en hilsen, for jeg vidste, at det var forbeholdt ens familie. Men pludselig hørte jeg mit navn,
og til min store overraskelse og glæde fik også jeg en hilsen. Det viste sig, at Valdemar
Poulsens enke, Elisabeth Poulsen, var taget ind i Radiohuset og havde fortalt om min
tilknytning til familien, og derfor havde de givet hende tilladelse til at sende en hilsen.
Jeg tog også et 8 mm filmkamera med, men hvilke begivenheder jeg filmede, og hvem der fik
filmen, kan jeg ikke huske. Derimod kan jeg huske, at Danmarks Radio i 1961 sendte et
filmhold, ledet af Henrik Anthonsen, til Tasiilaq-distriktet for at optage en film om
forandringerne i fangersamfundet. De kom også til Kungmiut, hvor de blandt andet optog film
fra mit arbejde dels på sygebesøg og dels på sygeplejestationen. Desværre eksisterer
originalen ikke mere, og i den kopi, som Ulrik Lennerts datter Ane Sofie og hendes mand,
Peter Fr. Rosing, forærede mig, har jeg ved et uheld fået slettet indledningen.
Med i min bagage havde jeg også Bibelen, som jeg hver dag læste i, og på den måde fik jeg
læst alle kapitlerne. I Kungmiut købte jeg en grønlandsk salmebog, og hvis mit arbejde ikke
hindrede mig, gik jeg i kirke om søndagen. Under gudstjenesten oplevede jeg, at det ikke var
så svært at lære at synge med på salmerne.
En aften under en sammenkomst i skolens klasseværelse hørte jeg deltagerne flerstemmigt
synge grønlandske sange og salmer med stemmer, der passede så harmonisk sammen og var
så melodiøse, at det blev en oplevelse, jeg stadig kan huske og tænker tilbage på med stor
glæde.
I Kungmiut var det en tradition, at nogle af beboerne julenat gik fra hus til hus og sang
salmer, og det oplevede jeg julenatten 1959. Jeg kan huske, at det var klart vejr, og at jeg
indimellem om natten kunne høre salmesangen. Julemorgen nåede de frem til
57