GLIMT FRA MIT LIV - Jepsen.no

sygeplejestationen. Den sidste salme, de sang, var den grønlandske julehymne ”Guuterput”,
og siden har den salme betydet noget særligt for mig.
En dag i maj måned 1962 rejste jeg fra Kungmiut hjem til Danmark. Inden jeg rejste, havde
Kuitse spurgt mig, om han måtte komme med og bo hos mig. Det ønskede kunne jeg ikke
opfylde, for jeg havde ikke noget hjem at tilbyde ham. For hans trofaste hjælp forærede jeg
ham en riffel, jeg selv havde prøvet at lære at håndtere, og da han skulle konfirmeres, sendte
jeg konfirmationstøj op til ham.
Samme dag som jeg skulle rejse, ankom min afløser, og jeg var glad for, at jeg til hende
kunne aflevere en sygeplejestation, der var hovedrengjort og med nylakerede gulve. Den båd,
min afløser var ankommet med, skulle sejle mig til flyvepladsen ved Kulusuk nord for
Tasiilaq. Nede på havnen var der mange mennesker, og som afskedshilsen blev der affyret
geværskud op i luften, da båden sejlede. Det var en god oplevelse.
Jeg kan huske, at solen skinnede, at vejret var roligt, men den lille afstand, der var fra
vandoverfladen op til rælingen, bekymrede mig. Turen gik godt, og vi ankom i god behold til
flyvepladsen, hvor jeg sammen med andre skulle videre med fly til Søndre Strømfjord. Vi
kom ikke af sted til den fastsatte tid, fordi flyet skulle have udskiftet en motor, men så snart
det var sket, lettede vi.
Jeg kan ikke huske, hvor længe vi havde fløjet, da jeg gennem et vindue opdagede, at det så
ud som om flyet ville ramme et fjeld. Jeg blev fuldstændig paralyseret af skræk. En mand, der
sad foran mig, sov, men andre begyndte at skrige. Katastrofen blev afværget, men resten af
turen var jeg meget bange.
Da vi ankom til Søndre Strømfjord, måtte flyet kredse flere gangen over området, før det
kunne lande, og efter landingen så jeg, at der både var slukningskøretøjer og ambulancer på
landingsbanen. Samme dag skulle jeg flyve videre til København, Jeg var bange, men turen
gik godt, og vi landede uden problemer.
Jeg tog med bussen ind til lufthavnsterminalen i København og derfra i bil til Frederiksberg.
Solen skinnede, og jeg kan huske, at da jeg så blomsterne og det nyudsprungne løv udbrød:
Mit skønne land. Da forstod jeg den unge grønlænder, jeg havde set stå og skue ud over
Kungmiut og fjorden. Han havde været på et ophold i Danmark og fortalte mig, at han der
havde savnet sit hjemsteds særpræg.
Jeg skulle bo på Drosselvej 38, hvor overlæge Valdemar Poulsens enke, Elisabeth Poulsen,
havde åbnet sit hjem for mig, mens jeg søgte en ny stilling. Jeg fik igen stilling som
sygeplejeassistent på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup og dermed begyndte et nyt afsnit af
mit liv.
58