Jubilæumsskrift - Beredskabsforbundet

beredskab.dk

Jubilæumsskrift - Beredskabsforbundet

jubilæum

51934-2009


InDholDsfortegnelse

75 år til gavn for samfundet Af Bjarne Laustsen .............................................................. 3

frivillige på vej mod nye opgaver Af Søren Gade ............................................................. 4

Beredskabsforbundet – befolkningsorganisation i 75 år Af Bent Mortensen ........................... 6

Vellykket organisatorisk samarbejde Af Arne Christensen .................................................. 7

frivilligtanken har ingen udløbsdato Af Frederik Schydt .................................................... 8

større nyttiggørelse af frivillige Af Peter Staunstrup ........................................................ 9

samarbejde mellem beredskabsaktører er vigtigt Af Karsten Andersen ............................... 10

Vi kan aldrig få for mange frivillige Af Jan S. Norgaard og Ulrik Kragh .................................11

samarbejde giver fagligt udbytte Af Lars Vester Pedersen ................................................ 12

Beredskabsforbundets landskontor Af Per Kjærholt......................................................... 14

Befolkningskurser – en sikkerhed for alle! Af Steen Thomsen ........................................... 15

lederuddannelse Af Benthe Petersen ........................................................................... 16

Bedriftværn og bedriftværnsuddannelsen Af Niels Erik Bølling ......................................... 17

Danske Kvinders Beredskab Af Inga Christensen ............................................................ 18

samrådet Af Vibeke Kingo Pedersen ............................................................................ 19

samrådets Børneordning Af Inga Christensen ............................................................... 20

Kolding-kredsen gennem 73 år Af Else Højsager ............................................................21

Beredskabsforbundets Musikkorps Af Henning V. Eriksen ................................................22

Projekt Østbørn Af Lene Krüger Schade ........................................................................23

Barak h1 i frøslevlejren Af H.A.J. Larsen ..................................................................... 24

støtteforeningen Bf-Barakkens Venner Af Nina Lindhardt ...............................................25

oversigt over præsidenter, chefer og direktører ............................................................ 26

75 år Til gavn for samfundeT

De frivillige i Beredskabsforbundet har i 75 år løst en række opgaver, som er med

til at sikre borgerne og give dem større tryghed i deres hverdag

Det er blevet sagt, at Danmark er en

brugsforening. Næppe mange andre

steder i verden arbejder så mange

frivillige i forskellige foreninger for

at varetage helt specifikke områder.

Vi kender de store foreninger såvel

som de små. Vi kender grundejerforeningerne,

brev dueforeningerne og patientforening

erne – og store foreninger

som fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer,

landboforeninger, Lejernes

Landsorga nisation osv.

Alle har de bestyrelser, der arbejder

uegennyttigt for at varetage en række

specifikke områder. Det har den fordel,

at jo flere, der er med til at tage

et medansvar for at få tingene til at

hænge sammen, des mindre behøver

Folketing og regering at lovgive på bestemte

områder. Dernæst er det også

sådan, at regler, man selv har været

med til at lave, føler man sig også mere

forpligtet af.

Sådan er det også med 75­års jubilaren,

Beredskabsforbundet. De frivillige

medlemmer af Beredskabsforbundet

løser en lang række opgaver i samfundet

som fx brandslukning, redning og

førstehjælp. Det, der kendetegner de

frivillige, er, at det er folk med et fuldtidsarbejde,

som alligevel afser tid til at

hjælpe andre, når der er behov, som

ikke kan løses af det faste beredskab.

Det er en fantastisk ressource, samfundet

her har.

Det ville koste ekstremt meget, hvis

beredskabet skulle være dimensioneret

med fast ansat personel, der kunne

klare alle situationer til hver en tid. Derfor

er de frivillige et godt supplement

til det faste beredskab, især ved større

indsatser, og hvor det faste personel

har brug for en pause, kan de frivillige

gå ind og supplere.

Men det er utrolig vigtigt, hvis de frivillige

skal kunne vedligeholde deres

kompetencer og holde sig skarpe til at

løse de opgaver, som beredskabet stiller,

at det udstyr og materiel, som bliver

stillet til rådighed, er mindst af samme

beskaffenhed som de fastansattes.

De frivillige skal have deres del af de

udfordringer og muligheder, som de

fastansatte i beredskabet også har. Det

arbejde foregår ude i de enkelte kredse

og regioner, og det kendetegnes ved, at

beredskabet i den enkelte kommune

laver en samarbejdsaftale om, hvordan

man arbejder sammen med de frivillige

i kommunen. De steder, hvor man

respekterer og værdsætter de frivillige,

har man heller ikke problemer med at

rekruttere frivillige til beredskabet, men

vi oplever desværre, at enkelte kommuner

stort set ikke gør brug af frivillige.

Det er Beredskabsforbundet, der over

for offentlige myndigheder varetager de

frivilliges interesser ude i kredsene. For

tre år siden blev jeg opfordret til at stille

op som præsident for Beredskabsforbundet.

Det var en opfordring, jeg tog

imod uden dog helt præcis at vide, hvor

stor en arbejdsindsats, der fulgte med.

Men frivilligtanken har altid interesseret

mig, og generelt foreningsarbejde har

altid fyldt meget i mit liv – ikke mindst

arbejdet i fagforeningsregi og mit arbejde

i det politiske liv for Socialdemokraterne,

først ved byrådsarbejde og i de

sidste tretten år folketingsarbejde.

Da jeg sagde ja til jobbet som præsident,

var det ikke bare for at være kransekagefiguren

for en god organisation,

men det var også for at sætte mig ind

i arbejdet og komme ud og besøge de

enkelte kredse for at se, hvordan arbejdet

i beredskabet fungerer sammen

med de frivillige.

Det har givet mig en fantastisk god

indsigt i det arbejde, og dermed er jeg

også kommet til at sætte utrolig stor

pris på den uegennyttige indsats, som

alle de frivillige yder rundt omkring i

beredskabet. Det gør også, at jeg kan

tale med større styrke over for myndighederne,

når det drejer sig om, hvilke

vilkår Beredskabsforbundet og deres

frivillige skal have i eksempelvis beredskabsforliget.

Når man som nordjyde er valgt til et

eller andet job, går man ikke rundt og

praler med, at man eksempelvis er

stolt over at være præsident for Beredskabsforbundet,

nej, med nordjysk beskedenhed

er man taknemmelig over

at få lov til i en periode at være med

til at sætte fokus på de frivilliges sag

for derigennem at kunne løse en lang

række opgaver, der ellers ikke ville blive

løst i vores samfund.

For Beredskabsforbundet og de frivillige

udfører en række opgaver, som er med

til at sikre borgerne og give dem større

tryghed i hverdagen. Borgerne ved, at

der altid er hjælp at få, når nøden er

størst. Derfor er der god grund til fra

min side at ønske Beredskabsforbundet

tillykke med de første 75 år og samtidig

takke alle, der igennem tiden har gjort

det muligt, at vi stadigvæk har en organisation

for de frivillige i Danmark.

Tillykke.

Præsident

Bjarne Laustsen, MF

jubilæumsskrift 3


frivillige på vej

mod nye opgaver

Indledningsvis vil jeg gerne ønske

Beredskabsforbundet og dets med lemmer

tillykke med 75 års jubilæet.

Beredskabsforbundet er en vigtig samarbejdspartner

for rigtig mange aktører

i redningsberedskabet. Forsvars mini steriet

og Beredskabssty r elsen er i tæt

dialog med Beredskabs forbundet om

udviklingen og anven d elsen af frivillige

i rednings beredskabet – senest i forbindelse

med undersøg elserne af frivilligområdet

og dimen sioneringen af

det statslige rednings beredskab, to om ­

fattende undersøgelser, der blev afsluttet

i sensommeren 2008.

Når vi i Danmark i dag har et robust og

effektivt beredskab, skyldes det blandt

andet – men ikke mindst – de frivilliges

indsats. Dem kan vi ganske enkelt ikke

undvære i fremtidens beredskab. Beredskabsforbundet

fun gerer i den sammenhæng

godt som organisatorisk ståsted

for frivillige i redningsbered skabet.

Vi ved, at vi i dag i redningsberedskabet

står over for en stor udfordring inden for

frivilligområdet. Antallet af frivillige ude i

kommunerne er samlet set faldet med

en fjerdedel på blot fem år, så der i dag er

omkring 3.000 frivillige fordelt med ca.

2.500 i 62 kommuner og ca. 500 ved

Beredskabsstyrelsens centre. Denne

udvikling både kan og skal vi vende. At

blive bedre til at fastholde og tiltrække

nye frivillige i redningsberedskabet kræver

efter min mening, at vi nyt tiggør

de frivilliges engagement til løsning af

forebyggelsesområdet er vejen frem for de frivillige og Beredskabsforbundet

nye meningsfulde opgaver i redningsberedskabet.

I mange år har landspolitikerne haft

et ønske om at benytte de frivillige til

operative opgaver. Det førte blandt

andet til, at der i 2002 blev nedsat

en arbejdsgruppe – den såkaldte Frivilligenhed

– med deltagere fra alle

aktører i redningsberedskabet, som

skulle se på hele frivilligområdet. Frivilligenheden

fremsatte en lang række

initiativer til en øget anvendelse af

frivillige i redningsberedskabet. Når vi i

dag gør status – hvilket bl.a. For svarsministeriets

arbejdsgruppe vedrør ende

undersøgelse af frivilligområdet har

gjort i sin rapport fra 2008 – må vi

konstatere, at Frivilligenhedens initiativer

fik en noget blandet modtagelse

blandt frivilligområdets aktører.

På det statslige område blev Den Frivillige

Indsatsstyrke (DFI) etableret i 2004.

Med sine 100 statslige og kommunale

frivillige har denne styrke været et lokomotiv

inden for frivilligområdet. Den

har i sin korte levetid allerede bidraget

til adskillige nationale og internationale

indsatser. DFI’en bliver brugt til at løse

både spændende, meningsfulde og

efterspurgte opgaver. For eksempel

har dele af DFI’en været udsendt til

Indonesien i forbindelse med tsunamien

i 2004. Herudover har DFI’en deltaget

ved evakueringen af danske statsborgere

fra Libanon i 2006. Hertil kommer et

større antal indsatser i Danmark, som

DFI’en har deltaget i.

På den anden side er det ikke i nævneværdigt

omfang lykkedes at etablere

nye frivilligberedskaber i kommuner

uden frivillige, trods mange tilbud til

disse kommuner – og et stort og

for træffeligt arbejde ikke mindst fra

Beredskabsforbundets side – om praktisk

hjælp og rådgivning. Derfor må vi

nu prøve noget nyt. I stedet for flere

informationskampagner, der markedsfører

de frivillige som en overset ressource

over for kommunerne, bør vi

udvikle frivilligområdet i en tættere

dialog med kommunerne og med

større fokus på kommunernes faktiske

behov og ønsker. På den måde vil de

frivilliges potentiale nyttiggøres bedst og

mest effektivt til gavn for samfundet.

Jeg vil også gerne her nævne Beredskabsstyrelsens

Frivilligcenter med 300

frivillige i Hedehusene, som løser mange

operative opgaver, samt de knap 200

tidligere værnepligtige, der er tilknyttet

Beredskabsstyrelsens fem centre som

frivillige. Det er også en stor ressource,

som vi skal bevare, støtte og udvikle.

Vi bør også lytte til de ønsker, som

kommunerne har givet udtryk for i den

store undersøgelse af frivilligområdet. Her

har hovedparten af kommunerne i den

gennemførte spørgeskemaundersøgelse

oplyst, at de især ønsker at bruge de

frivillige til ikke­akutte opgaver. Det vil sige

opgaver, der kan varsles og planlægges i

god tid. En forudsætning for en frugtbar

dialog med kommunerne er derfor, at vi

flytter fokus fra de operative opgaver, hvor

de frivillige kun anvendes i begrænset

omfang, til forebyggelsesområdet, hvor

kommunernes efterspørgsel på ekstra

ressourcer er stigende. Her kan de

frivillige med deres store engagement

også yde et stort stykke arbejde. Hvilke

præcise opgaver inden for forebyggelsesområdet,

der kan komme på tale,

vil jeg dog overlade til det råd, som

arbejdsgruppen vedrørende frivilligområdet

har anbefalet nedsat.

Jeg både håber og tror, at såvel Beredskabsforbundet

som de frivillige i rednings

beredskabet er klar til at omstil le

sig og påtage sig nye opgaver, der har

lidt mindre med brandslukning og mere

med forebyggelse at gøre, således at

de frivillige fortsat kan yde et væsentligt

bidrag til et robust beredskab til gavn

for danskernes sikkerhed og tryghed.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang

ønske Beredskabsforbundet og de frivillige

i redningsberedskabet tillykke

med jubilæet. I er med jeres indsats og

store engagement med til at sikre, at

vi har et robust og sammenhængende

beredskab i Danmark, der på kompetent

og effektiv vis kan håndtere ulykker,

katastrofer eller terrorangreb.

Af Søren Gade,

forsvarsminister

4 jubilæumsskrift jubilæumsskrift 5


eredskabsforbundeT

– befolkningsorganisation i 75 år

Beredskabsforbundet har

nu eksisteret i 75 år – ikke

under samme navn, men

som samme organisation

og med samme formål

Det hele startede egentlig under 1.

verdenskrig, som havde vist to helt nye

trusler. Den ene var opfindelsen og

brugen af giftgas, den anden var flyvemaskinen.

I 1933 nedsatte regeringen

”Gaskommissionen”, men nogle fremsynede

mennesker havde set behovet

for at gøre beskyttelse af civilbefolkningen

til en folkesag, og den 8. juni 1934

blev der afholdt stiftende generalforsamling

i Dansk Luftværnsforening,

som havde til formål at hjælpe og støtte

civilbefolkningen og bistå myndighederne.

Senere afgav Gaskommissionen

betænkning, og Statens Civile Luftværn

(senere Civilforsvarsstyrelsen) blev

oprettet i 1938. På det tidspunkt var

Dansk Luftværnsforening allerede godt

i gang. Der var indgået aftale med Indenrigsministeriet,

og uddannelse af

instruktører var påbegyndt.

Da 2. verdenskrig brød ud, gav det store

udfordringer for luftværnsforeningen,

men de frivillige løste opgaverne. Under

krigen blev der uddannet 300.000

danske mænd og kvinder, og da krigen

sluttede i 1945, arbejdede 125.000 frivillige

under luftværnsforeningen. At der

var tale om en vigtig sag, vidner medlemstallet

om, men også den støtte,

som bl.a. Kongehuset gav til sagen.

HKH Kronprins Frederik var således

protektor for Luftværnsdagen fra 1941

og blev som konge protektor for Civilfor­

svars­Forbundet, et protektorat, der blev

overtaget af HM Dronning Margrethe,

og stadig er gældende.

Efter krigen blev luftværnet reorganiseret.

Udvalgsarbejdet varede indtil 1949,

hvor der blev vedtaget en civilforsvarslov.

Regeringen lagde stor vægt på det

frivillige element, og Dansk Luftværnsforening

skiftede navn til Civilforsvars­

Forbundet. I første halvdel af 50’erne,

gennemførte Civilforsvars­Forbundet en

massiv uddannelse af villaværnsledere,

karréværnsledere, bedriftværnsledere,

sogneværnsledere, hjælpestationsledere

og frivillige sygehjælpere, alt sammen

i skyggen af den kolde krig. Så fulgte

en periode, hvor der blev stadig færre

trusler (eller måske bare mindre synlige

trusler), stadig færre opgaver til

frivillige, og stadig færre frivillige. Med

civilforsvarsloven fra 1962 blev opgavesættet

revideret, så civilforsvaret også

skulle hjælpe i fredstid, og med beredskabsloven

af 1992 blev skridtet taget

fuldt ud. Civilforsvar og brandvæsen blev

sammenlagt til et redningsberedskab, og

planlægningsgrundlaget blev ændret fra

krigstrussel til trusler i fredstid. Samtidig

ændrede Civilforsvars­Forbundet navn til

Beredskabsforbundet.

Kvinderne har altid haft del i civilbeskyttelsen.

I 1940 opstod Danske Kvinders

Beredskab (DKB) med HKH Kronprinsesse

Ingrid som protektor. Danske Kvinders

Beredskab fik en stærk rolle i civilforsvaret/CivilbeskyttelsensUdrykningskolonner

(CBU) og blev i 1948 kendt som

”De Blå Piger”, efter at Indenrigsministeriet

godkendte, at unge DKB’er

kunne indgå i CBU­korpset. Danske

Kvinders Beredskab eksisterede i 50 år

og blev i 1990 sammenlagt med det

daværende Civilforsvars­Forbundet.

I 1962 fik Beredskabsforbundet tilført

en ny opgave, nemlig uddannelsen af

befolkningen i førstehjælp og brandslukning,

og Beredskabsforbundet har

indtil nu administreret uddannelsen af

mere end en halv million borgere i førstehjælp

og brandbekæmpelse.

Trods 75 år på bagen og ændring af

såvel trusselsbilledet som alle andre

forhold i samfundet, har Beredskabsforbundet

fortsat vigtige opgaver at løse.

En mærkesag er involvering af borgerne

i beredskab og forebyggelse. Vi skal

passe på hinanden. Beredskab og forebyggelse

må ikke blive en selvfølge –

noget som andre leverer, og som vi kun

bemærker, hvis det ikke virker. Frivillige i

Beredskabsforbundet er vigtige ambassadører

for den holdning, og det er en

vigtig opgave for os at sikre, at der fortsat

er frivillige i redningsberedskabet.

Borgerne skal ikke kun have viljen til

at hjælpe hinanden, de skal også have

viden og færdigheder. Andre af Beredskabsforbundets

vigtige formål er uddannelse

af såvel borgerne bredt set

som af de frivillige, samt information til

befolkningen om forebyggelse, beredskab

og sikkerhed.

I Beredskabsforbundet må vi blot konstatere,

at ”det var de første 75 år”. Men

vi har stadig en opgave, og vi fortsætter

uden at tænke på alderen.

Af Bent Mortensen,

landschef

i Beredskabsforbundet

vellykkeT organisaTorisk samarbejde

Indtil for 75 år siden var det kun de frivillige brandværn i sønderjylland og sønderjysk

frivillige Brandværnsforbund, der stod for det frivillige element inden for

beredskabet i Danmark – men så hørte det op

For i 1934 blev Dansk Luftværnsforening

(nu Beredskabsforbundet) oprettet, ligeledes

med arbejde inden for beredskabet,

og så var de søndejyske frivillige ikke

alene mere. Heldigvis kan man sige, for

frivillige hænder kan man stadigvæk ikke

få for mange af – og måske især ikke

i 2009. Ganske vist er Beredskabsforbundets

arbejdsopgaver lidt andre end

vores, men ud fra de samme hensigter

og i den samme ånd, som den der var

og er gældende inden for vores rækker.

En ånd, der i bund og grund går ud på at

hjælpe andre mennesker i nød, uden at

det skal gøres op i penge.

Til trods for de tætte arbejdsområder

må det siges, at vi stort set indtil nu hver

især ”har passet os selv”. Jeg vil endda

gå så vidt som at sige, at Beredskabsforbundet

måske har haft lidt svære

kår i Sønderjylland netop på grund af

os. Men det må for kunderne siges at

være et luksusproblem. Forstået på den

måde, at den mangfoldighed og på

mange måder styrke, som vi frivillige

brandværn besidder, har gjort, at alle

opgaverne nok var blevet løst alligevel.

Men det ændrer ikke ved, at der selvfølgelig

også inden for vores rækker igennem

alle årene har stået respekt om det

arbejde, som Beredskabsforbundet har

stået for. Samtidig med det konkurrenceelement,

som ikke i dette tilfælde helt

kan undgås: Bevæger de sig nu pludselig

ind på vores område; rekrutterer de

nu alle de unge mennesker, så der ikke

bliver nogen til os osv. Heldigvis aldrig

noget, der har udviklet sig til et problem,

men et arbejde, der har gjort, at vi ofte

har stået på de samme skadesteder og

udført hver vores job. Både til glæde for

os selv hver især og for de skadelidte.

Og på samme konto har vi lært nogle

mennesker at kende på en ny måde. Ny

måde, forstået på den måde, at man alt

andet lige i de mindre byer godt kender

de fleste på et eller andet plan. Men det

bliver mange gange forstærket, når man

pludselig står skulder ved skulder på et

skadested. Især når de grundlæggende

forudsætninger er helt ens.

Det samme element som med sikkerhed

gør sig gældende hos de enkelte

medlemmer i Beredskabsforbundet, så ­

v el som hos os. Vi har nogle til tider meget

krævende opgaver, der skal løses

– og det bliver de uanset størrelsen og

længden, målt på tid. Kræfterne til disse

opgaver findes i de sammenhold og

kammeratskaber, der uvilkårligt opstår

sådanne steder. Dette alene er motivationen,

frem for måske en krone mere.

Intet ævl og kævl om en ekstra time,

ligeløn, eller hvad der ellers findes på

lignende arbejdspladser. Også derfor er

respekten for kollegaen større her end

på en ”normal” arbejdsplads, og som

altid vil det gavne hele arbejdet.

Beredskabsforbundet har selvfølgelig

gennem alle årene været underlagt de

forandringer, som samfundet byder.

Ofte ensbetydende med nye udfordringer.

En af disse er den mere professionelle

indgang, der er til hele vores arbejde.

Hvor man før i tiden måske kunne

se igennem fingre med enkelte hop

over, hvor gærdet var lavest, er der nu

fuld fokus på alt, hvad vi laver, og der

er ikke plads til ¾ løsninger. Samtidig

er opgaverne blevet mere komplekse

og mangfoldige. Dette stiller store krav

til alle i en sådan organisation. I første

omgang hos ledelsen, men senere ud

til hvert enkelt medlem, som er et kapitel

for sig, da rekruttering af disse i høj

grad er noget for sig selv i den travle

hverdag, som alle ligger under for. Den

gør det bestemt ikke nemmere at få

unge mennesker til at binde sig til alt

for mange opgaver på en gang.

Disse krav må vi sige, at det samlede

Beredskabsforbund i høj grad honorerer.

Man har som en af de største forudsætninger

fået oparbejdet en stor

og stærk organisation, som står bag

det hele. Man har samtidig fået lavet et

uddannelsessystem, hvor man virkelig

kan blive klædt på til de udfordringer,

man som menig kan blive stillet overfor.

Men vigtigst af alt har man, trods disse

forandringer, forstået at bevare ånden,

der driver dette værk. Den er, trods de

øvrige store ændringer, den samme nu

som for 75 år siden, og det håber og

tror jeg også, at den er de næste 75.

Alle disse ting har bevirket, at det lå lige

til højrebenet for os i Sønderjysk Frivillige

Brandværnsforbund at indgå i et

tættere samarbejde med Beredskabsforbundet.

Noget der heldigvis også

blev en realitet i løbet af 2008. Man

kunne måske undre sig over, at det

ikke er sket tidligere. Det har også været

forsøgt, men da var tiden og folkene

ikke til det. Og de sidste er selvfølgelig

ikke de mindst vigtige. Derfor var det

også med meget stor glæde, at jeg

først oplevede stor opbakning i eget

bagland og siden blandt de menige i

Beredskabsforbundet. For så længe

indstillingen er sådan, er det ingen sag

for os i ledelserne at få et samarbejde

til at fungere. Af gode grunde endnu

ikke noget med store overskrifter, men

lad os nu se. Jeg er overbevist om, at

de udfordringer, som samfundet vil

byde os i fremtiden, står vi godt rustet

til at løse i fællesskabets tegn.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at

takke hvert enkelt medlem af Beredskabsforbundet

for samarbejdet i de

75 år, men især det sidste. Og samtidig

ønske alle hjertelig tillykke med det

flotte jubilæum, som 75 år er.

Af Arne Christensen,

formand i

Sønderjysk Frivillige

Brandværnsforbund

6 jubilæumsskrift

jubilæumsskrift 7


frivilligTanken har

ingen udløbsdaTo

frivillige er stadig en del af redningsberedskabet trods store forskelle på datidens

og nutidens trusler og risici

For 75 års siden blev det nuværende

Beredskabsforbund grundlagt under

navnet Dansk Luftværnsforening. Siden

har samfundet ændret sig radi kalt, og

det samme har trusselsbilled et. I 1934

var det udsigten til en ny ver denskrig,

der ville gøre civilbefolkningen til ofre

for luftbombardementer, der fik frivillige

til at engagere sig i Luftværns foreningen.

I dag er terror, pandemier og

klimaforandringer nogle af de trusler

og udfordringer, som beredskabet står

overfor. Til trods for de store forskelle

på datidens og nutidens trusler og risici

er de frivillige fortsat en del af det

danske redningsberedskab. Det er der

god grund til at fejre. Det vidner om, at

der ikke er udløbsdato på frivilligtanken

i Danmark. Der vil altid være mennesker,

for hvem hjælp er en æressag.

Samtidig kan man konstatere, at der

er en rød tråd fra 1934 og frem til i

dag, når det gælder brugen af frivillige

inden for redningsberedskabet. Luftværns

foreningen havde sit fokus på

forebyggelsesområdet. Som bekendt

blev der god brug for de frivillige i Dansk

Luftværnsforening under 2. verdenskrig.

Takket være medlemmernes foredrag

og kampagner blev danskerne i stand

til at håndtere og afhjælpe konsekvenserne

af de ulykker, som luftangrebene

forårsagede.

Forebyggelsesaktiviteter er fortsat – 75 år

efter – en vigtig opgave for bered skabet.

Det er i fasen, før en ulykke indtræffer,

at det robuste samfund skabes. Det er

samtidig i denne fase, at frivillige kan

8 jubilæumsskrift

gøre den største forskel til gavn for

danskernes sikkerhed og tryghedsfølelse.

Det er i hvert fald kon klusionen i en stor

undersøgelse af frivilligområdet fra 2008,

som Bered skabs forbundet har været

med til at udarbejde sammen med andre

centra le aktører på frivilligområdet. Under

s øgelsen kommer på den baggrund

med en række anbefalinger om, hvordan

de frivillige kan nyttiggøres inden

for forebyggelsesområdet. Det er op til

politikerne, om rapportens anbefalinger

skal føres ud i livet. Hvis det sker, vil de

frivillige snart være på vej tilbage til selve

grundlaget for Dansk Luftværnsforening

– nemlig beredskabets forebyggende

indsats.

Der er ingen grund til at tro, at det i givet

fald bliver en nem omstillingsproces. I

mange år har landspolitikerne haft et

stærkt ønske om at anvende de frivillige

til operative opgaver. Derfor forventer

mange frivillige, at de bliver

anvendt til operative opgaver som eksempelvis

brandslukningsopgaver og

red ningsaktioner. Den mulighed findes

i det statslige redningsberedskab og et

mindretal af landets kommuner. Men

trods ihærdige bestræbelser har det

været svært at overbevise flertallet af

landets kommuner om fordelene ved

et frivilligberedskab, der løser operative

opgaver. Holdningen er, at de frivillige

er mest velegnede til opgaver, der kan

planlægges i god tid – og det kan opgaver

på forebyggelsesområdet.

Uanset hvilken vej frivilligområdet udvikler

sig de kommende år, kommer

Beredskabsforbundet til at spille en

vigtig rolle som organisatorisk ståsted

for frivillige. Det er således i mødet med

andre frivillige, at den enkelte frivillig

motiveres til at uddanne sig med henblik

på at løse nye såvel som velkendte

opgaver inden for redningsberedskabet.

I sit værdigrundlag nævner Beredskabsforbundet

selv ”frivillighed” og

”fællesskab” som to centrale værdier for

sit virke. Jeg er meget enig. Det er ganske

enkelt svært at forestille sig fri villighed

uden et fællesskab. At være frivillig

handler ikke kun om at hjælpe andre,

men ligeså meget om kammeratskab og

om at være med i et socialt fællesskab.

I de forgangne 75 år har frivillige løst

mange og forskelligartede opgaver for

det danske beredskab, og i alle årene har

Beredskabsforbundet været det fællesskab,

hvor den enkelte kunne finde sit

ståsted og sin identitet som frivillig.

På vegne af det statslige redningsberedskab

ser jeg frem til et fortsat godt

samarbejde med Beredskabsforbundet

om at udvikle frivilligområdet, så det

både er attraktivt at være frivillig og til

gavn for det samlede beredskab.

Af Frederik Schydt,

direktør

i Beredskabsstyrelsen

sTørre nyTTiggørelse

af frivillige

når Beredskabsforbundet nu kan fejre sit jubilæum, vidner det om, at forbundet

hviler på en bæredygtig idé, og at forbundet gennem årene har kunnet fastholde

sin position blandt beredskabets aktører

Indledningsvis vil jeg på vegne af Foreningen

af Kommunale Beredskabschefer

(FKB) ønske Beredskabsforbundet

tillykke med jubilæet – og sende

de bedste ønsker for fremtiden.

Beredskabsforbundet er som bekendt

en interesseorganisation – og talerør –

for de frivillige i det danske redningsberedskab.

Med sin uafhængighed af

fagforeningsmæssige interesser har

forbundet arbejdet sagligt og positivt

for et godt samlet redningsberedskab

i Danmark. Og forbundet har ikke

mindst stædigt argumenteret for en

bedre uddannelse af de frivillige – og

ikke mindst en større anvendelse af de

frivillige i det daglige beredskab. Beredskabsforbundet

har gennem årene

holdt fokus på det borgernære, lokale

beredskab, og er som følge heraf repræsenteret

i beredskabskommissionerne

i mange af landets kommuner.

I en periode efter nedlæggelsen af det

krigsmæssige civilforsvarsberedskab var

det blandt kommunale beredskabschefer

den almindelige opfattelse, at

Beredskabsforbundet i en form for

hensigtsmæssig arbejdsdeling skulle

koncentrere sig om de to kerneopgaver:

Befolkningsoplysning og hvervning

af frivillige. Det er naturligvis utrolig

vigtigt med almindelig oplysning om

beredskabsforhold, herunder befolkningskurser

i førstehjælp og elementær

brandbekæmpelse. Hvervning af

frivillige er ligeledes en meget vigtig

opgave – de frivillige tegner som bekendt

typisk kontrakt med et kommu­

nalt redningsberedskab og/eller med

et af de to statslige frivilligcentre.

I dag, efter kommunesammenlægningerne

og gennemførelsen af den risikobaserede

beredskabsdimensionering,

tegner der sig et langt mere nuanceret

billede af kommunernes samarbejde

med Beredskabsforbundet. Fra

centralt hold opfordres der direkte til

en større nyttiggørelse af frivillige, og

mange kommunale redningsberedskaber

arbejder nu på større anvendelse

af frivillige som supplement til de mere

sjældent forekommende opgaver i redningsberedskabet.

De kommunale støttepunktberedskaber

har vist sig at være en helt ideel

opgave for frivillige beredskabsfolk. En

vagtforpligtelse med få udrykninger om

måneden kan udmærket varetages af

frivillige. Og praksis har vist, at frivillige

er i stand til at lave en professionel beredskabsmæssig

indsats – også ved

indsats af støttepunktberedskabernes

specialmateriel!

Mange frivillige ønsker at deltage i det

daglige, operative ”blå­blink­beredskab”.

Kravene til udrykningernes responstider

indebærer imidlertid, at det frivillige

mandskab typisk må affinde sig med

at udgøre en reserve for det daglige

indsatsberedskab i kommunerne, hvor

de må træde hjælpende til, når typisk

de lokale brandvæsener er fuldt indsat.

Ved større og ikke mindst langvarige

indsatser er de frivillige derfor en nyttig

mandskabsressource for kommunerne.

Men alt ændrer sig, og der tegner sig

nu en helt ny opgave for de frivillige i

kommunerne. Beredskabsmæssig forebyggelse

er et område, som er under

opprioritering i kommunerne, og her vil

veluddannede frivillige beredskabsfolk

kunne medvirke i en bred vifte af tiltag,

som har til formål at mindske ulykkelige

hændelser i lokalsamfundet, hvor liv og

værdier kan gå tabt eller blive skadet.

FKB har løbende en positiv dialog med

Beredskabsforbundet, og vi kan se tilbage

på et mangeårigt godt og tillidsfuldt

samarbejde, hvilket vi håber også

kan fortsætte fremover.

På det lokale plan i kommunerne ser

vi også fra FKB’s side frem til et fortsat

udviklende, konstruktivt samarbejde om

at øge borgernes sikkerhed og tryghed

– og hvis det alligevel skulle gå galt, da

ved fælles hjælp gennem velgennemførte

indsatser at mindske følgevirkningerne

bedst muligt.

Tillykke med jubilæet!

Af Peter Staunstrup,

formand for Foreningen

af Kommunale

Beredskabschefer

jubilæumsskrift 9


samarbejde mellem

beredskabsakTører er vigTigT

Med årene er samarbejdet

mellem landsklubben for

Deltidsansatte Brandfolk

og Beredskabsforbundet

blevet stærkere

I anledning af Beredskabsforbundets

75 års jubilæum vil Landsklubben for

Deltidsansatte Brandfolk ønske forbundet

hjertelig tillykke.

I forhold til Beredskabsforbundet er

Landsklubben en relativ ung organisation,

idet vi blev stiftet på en generalforsamling

på Sygeplejehøjskolen i

Aarhus den 19. november 1983. Ligesom

Beredskabsforbundet blev Landsklubben

stiftet med det formål at opnå

indflydelse på alle relevante områder.

Det vigtigste, i første omgang for os, var

naturligvis overenskomst med Kom munernes

Landsforening og Falck. Overenskomsterne

kom forholdsvis hurtigt,

og uden de helt store sværdslag, på

plads. Om det så er lykkedes at opnå

indflydelse som ønsket, er der naturligt

nok delte meninger om. Vi er af den

opfattelse, at det går lidt for trægt, men

må nok erkende, at andre ting som eksempelvis

arbejde ved hovederhverv

og familie trækker en smule i den anden

retning. Et stykke er vi dog nået.

Både Beredskabsforbundet og Landsklubben

er høringsparter på alle væsentlige

områder i forhold til beredskaberne

samt ikke mindst lovgivningen

på området. Ligeledes er vi, efter at

beredskaberne er overgået til Forsvarsministeriet,

i større udstrækning end før

blevet taget med på råd, når der skal

træffes beslutninger.

Når det så er sagt, må vi nok erkende,

at der stadig er lang vej tilbage, før må­

10 jubilæumsskrift

let er nået. Målet er naturligvis at være

med omkring bordet og opnå indflydelse,

når de vigtige ting i beredskaberne

drøftes og besluttes i ministeriet

og på Christiansborg. Desværre ser det

ud til, at også Forsvarsministeriet, ligesom

tidligere Indenrigsministeriet, stort

set udelukkende lytter til Beredskabsstyrelsen,

som det jo må være relativt

let at opnå enighed med, idet styrelsen

jo er ministeriets eget organ. Det ville

unægteligt, efter vores opfattelse, være

mere visionært og fagligt korrekt i langt

højere grad at lytte til andre aktører

på beredskabsområdet. Eksempelvis

Beredskabsforbundet, Foreningen af

Kommunale Beredskabschefer, Falck

og de faglige organisationer. Forhåbentlig

ser man lyset en dag.

Landsklubben har siden sin stiftelse

været meget aktiv omkring samarbejde

med alle de andre interessenter på beredskabsområdet.

Resultatet heraf er

blevet, at vi i dag har et velfungerende

samarbejde med stort set alle. Dog må

det nok konstateres, at særinteresser

omkring egne synspunkter er en barriere,

som er vanskelig, måske endda

umulig, at overstige.

I den forbindelse kan jeg berette om

det første forsøg på samarbejde mellem

forbundet og Landsklubben, som

blev gjort i december 1994 på et møde

mellem forbundets præsident Klaus

Hækkerup, direktør Ole Smedegaard

og undertegnede. Her fremlagde parterne

deres synspunkter, som egentlig

ikke gav anledning til uenighed, men

en udtalelse fra den daværende præsident

om, at når Landsklubben organiserede

ansatte ved både Falck og kommunale

brandvæsener, var der ingen

mulighed for et samarbejde med forbundet.

Da ingen havde indvendinger

mod udtalelsen, tog vi denne til efter­

retning, hvilket betød, at der i mange år

ikke var konstruktiv kontakt mellem de

to forbund. I løbet af de seneste år har

vi heldigvis erfaret, at denne holdning

ikke længere er til stede. Der er nu, udover

et årligt orienteringsmøde, indledt

et mere formelt samarbejde mellem

parterne. Dette samarbejde er blandt

andet en konsekvens af, at ingen interessenter

på beredskabsområdet opnår

noget ved at stå alene og udelukkende

fremføre egne synspunkter og holdninger.

En kendsgerning, som for andre

nok er vanskelig at erkende.

Et vigtigt element i det videre samarbejde

vil være fastholdelse og nyansættelse

af såvel frivillige som deltidsansatte

brandmænd, hvilket som bekendt ser

lidt vanskeligt ud for nuværende.

Senest har Beredskabsforbundet og

Landsklubben besluttet at samarbejde

formelt med henblik på at opnå indflydelse

på et fornuftigt og afbalanceret

politisk forlig om den kommende aftale

om beredskaberne, som skal gælde fra

2011 og en årrække frem. Landsklubben

glæder sig til dette samarbejde,

ligesom vi ser frem til et fortsat godt og

konstruktivt samarbejde i fremtiden.

Endnu engang vil vi gratulere Beredskabsforbundet

med de 75 år samt ønske

alt mulig held og lykke i fremtiden.

Af Karsten Andersen,

formand for

Landsklubben for

Deltidsansatte Brandfolk

vi kan aldrig få for

mange frivillige

ethvert land har brug for et robust beredskab for at kunne imødegå ulykker og

katastrofer af enhver art og derved skabe tryghed og sikkerhed i befolkningen

Under den kolde krig var der en na turlig

skarp opdeling mellem den mili tære

og den civile sektor, hvor Beredskabsforbundet

– det daværende Civilforsvar

– på fornem vis indgik i det civile

beredskab, samlede de frivillige, der

ønskede at deltage heri, og talte deres

sag. Tilsvarende samlede hjemmeværnet

de frivillige, der foretrak at indgå i

den militære del af beredskabet. De to

frivilligorganisationer har således mange

lighedspunkter, og forskellen ligger

primært i tilknytningsforholdet til henholdsvis

det civile beredskab og det

militære forsvar.

Med udgangspunkt i den aktuelle sikkerhedspolitiske

situation efter murens

fald og afslutningen på den kolde krig

har politikerne valgt, at forsvaret og beskyttelsen

af Danmark skal ydes i totalforsvarsregi,

hvor det militære og det

civile smelter tættere sammen.

Det skaber en naturlig forudsætning

for et nært samarbejde mellem Beredskabsforbundet

og hjemmevær net.

Det er vores opfattelse, at vi netop i jubilæumsåret

befinder os i en situation,

hvor dette samarbejde er præget af

åbenhed og respekt, og at divergerende

meninger på enkelte områder ikke hindrer

et generelt positivt og konstruktivt

samarbejde på alle niveauer.

Hjemmeværnet er glade for dette samarbejde

i bestræbelserne på at skabe et

trygt og sikkert samfund. Vi har forskellige

kompetencer og kan gensidigt støtte

hinanden, når egne ressourcer ikke er tilstrækkelige

til løsning af en given opgave.

Forsvarsminister Søren Gade udtalte

for nogen tid siden, at ”vi kan aldrig få

for mange frivillige”. Det er en udtalelse,

som både Beredskabsforbundet og

hjemmeværnet så absolut kan tilslutte

sig. I vore dages sårbare samfund kan

der aldrig blive for mange, der frivilligt

ønsker at stille deres ressourcer og

kompetencer til rådighed, når der er

brug for det.

Vi ser frem til det fortsatte samarbejde,

hvor dialog og gensidig respekt for hinandens

kompetencer og politisk bestemte

plads danner grundlaget for et

trygt og sikkert samfund i Danmark.

Hjemmeværnsledelsen ønsker Beredskabsforbundet

fortsat succes, så det

frivillige engagement får så gode vilkår

som muligt, og sender de hjerteligste

lykønskninger på jubilæumsdagen med

håbet om en fortsat positiv udvikling af

det gode samarbejde til gavn for det

frivillige element i forsvaret og beskyttelsen

af Danmark.

Af

Hjemmeværnsledelsen,

generalmajor

Jan S. Norgaard

Kommitteret

Ulrik Kragh

jubilæumsskrift 11


samarbejde giver

fagligT udbyTTe

falck og Beredskabsforbundet samarbejder bl.a. om projekt Bedre Ældresikkerhed,

og det er et område, der vil være stigende behov for at sætte fokus på

Det er med stor respekt for Beredskabsforbundets

frivillige arbejde og

vores gensidige samarbejde, at Falck

hermed kan lykønske Beredskabsforbundet

med dets 75 års jubilæum.

Falck og Beredskabsforbundet har gennem

årene samarbejdet på flere områder,

senest omkring Beredskabsforbundets

særlige fokus på de ældre

medborgeres sikkerhed.

Ældresamarbejdet består som bekendt

dels af en faglig grunduddannelse samt

den efterfølgende vedligeholdelse af

denne for de frivillige i Beredskabsforbundet.

Falcks viden og erfaring om kring

sikkerhedsmæssig risici og rådgivning

danner grundlag for uddannelsen af

de frivillige, der efterfølgende afholder

foredrag om ældresikkerhed.

Ligeledes indgår der i samarbejdet, at

de ældre efterfølgende tilbydes besøg

af en frivillig sikkerhedskonsulent fra

Beredskabsforbundet, som kan rådgive

om f.eks. indretning af boligen og

dermed sætte fokus på at begrænse

de særlige farer, der statistisk set truer

alle ældre. Det er Falcks overbevisning,

at der qua den demografiske udvikling

bliver større og større behov for at

12 jubilæumsskrift

sætte fokus på ældres sikkerhed, og vi

er således stolte over at kunne bidrage

og støtte Beredskabsforbundet i dette

frivillige arbejde.

Beredskabsområdet har gennem de

seneste år været inddraget i diskussionen

omkring anvendelse af de frivillige

ressourcer i forbindelse med

større hændelser og katastrofer. Falck

og Beredskabsforbundet nedsatte således

en arbejdsgruppe for at undersøge

mulighederne for at udarbejde et

koncept, hvor de frivillige fra Herning

i spidsbelastningsperioder kunne inddrages

i Falcks operative opgaveløsning

med baggrund i de kompetencer

og ressourcer, de frivillige allerede er i

besiddelse af.

På nuværende tidspunkt har der ”heldigvis”

ikke været behov for at inddrage

de frivillige i opgaveløsninger, men

Falck er trygge ved, at muligheden foreligger,

således at vi kan betjene borgerne

med hurtige og velkvalificerede

ressourcer.

Hvad fremtiden byder, kan vi kun gisne

om. Det er Falcks klare overbevisning,

at Beredskabsforbundets arbejde med

at udbrede befolkningens kendskab

til sikkerhed og forebyggelse også i

fremtiden ligger som en naturlig del

af det frivillige arbejde – et arbejde,

som styrker samfundets parathed til

at forhindre ulykker samt at minimere

skaderne i forbindelse med de ulykker,

der opstår.

Det er Falcks oplevelse, at samarbejdet

med både Beredskabsforbundets ansatte

og frivillige forløber upåklageligt

samt giver et fagligt udbytte, som er

med til at styrke begge organisationer i

deres daglige virke, og vi ser frem til at

fortsætte dette samarbejde i de kommende

år.

Af Lars Vester Pedersen,

Redningsdirektør

i Falck Danmark A/S


eredskabsforbundeTs landskonTor

Det første egentlige landskontor

blev etableret i 1949,

som et fælles landskontor

for Civilforsvars-forbundet

(Cff) og Danske Kvinders

Beredskab (DKB)

Forbundets medstifter og tidligere generalsekretær,

oberstløjtnant S.A. Andersen

blev ansat som direktør. Han

blev i 1953 afløst af brigadechef i Civilforsvarsstyrelsen,

civilingeniør O.P.

Petersen, og i den forbindelse blev der

etableret et fælles sekretariat for CFF og

DKB, en kursusafdeling, en regnskabsafdeling

og et bedriftværnskontor.

Forbundet har igennem årene haft flere

direktører, men de mest markante

er cand. jur. Arne Herskind og Palle Simonsen,

MF.

Arne Herskind tiltrådte stillingen som

direktør for CFF i 1963. På det tidspunkt

var der problemer i samarbejdet

med de kommunale civilforsvarsledere,

som mente, at CFF’s opgaver skulle

uddelegeres. Sådan gik det ikke. Den

aftale, der samme år blev indgået mellem

Indenrigsministeriet og forbundet

(som var den tredje aftale), lagde som

de tidligere vægt på information og uddannelse

af befolkningen og var samtidig

udformet sådan, at den kunne følges

op af lokale aftaler med de stedlige

CF­myndigheder for derved at kunne

opnå det bedst mulige samarbejde.

Forbundet fik imødekommet ønsket

om at få oprettet regioner svarende

til civilforsvarets regionsinddeling, og i

de følgende år blev der arbejdet med

opbygningen af regionerne, reorganisering

af kredsene samt en reorganisation

af landskontoret.

Arne Herskind fratrådte i 1966. Landsledelsen

besluttede at give sig tid til at

finde en ny direktør, der kunne skabe

den profil, man ønskede. DKB’s landssekretær

Ruth Langhoff fik til opgave at

14 jubilæumsskrift

lede landskontoret, indtil man fandt den

rette, og samtidig lykkedes det at få en

medarbejder fra kontoret for Civilt Beredskab

til at fungere som koordinator

for samarbejdet med myndighederne.

I 1970 blev Palle Simonsen, MF, ansat

som direktør. En stilling, han bestred

indtil september 1981, hvor han blev

minister og søgte orlov fra landskontoret,

indtil han i august 1984 tog sin

afsked. Han fik i sin direktørtid skabt

grundlaget for fornyelse, optimisme og

tillid til det frivillige arbejde. Det lykkedes

ham at bremse nedgangen i antallet

af frivillige og skabe fremgang. Med

en passende blanding af diplomati og

handlekraft kombineret med hans evne

til at skabe og vedligeholde gensidig tillid,

kom den ny DKB­ordning på plads,

og han indførte en effektiv konsulentordning,

ligesom der skete en stigning i

antallet af afholdte kurser i førstehjælp

og brandbekæmpelse. Det var også i

hans direktørtid, at der blev påbegyndt

egentlige lederkurser for DKB og forbundets

lederpersonel. Palle Simonsen

blev tildelt Civilforsvars­Forbundets hæderstegn

i 1982.

Nævnes bør også Ralph Schøndorff

Asmund, der i sin funktionsperiode fra

2000 til 2003 fik genoprettet de gode

relationer til forbundets samarbejdspartnere

og fik genskabt arbejdsglæden på

landskontoret efter et par turbulente år.

Ralph Schøndorff Asmund efterfulgtes

i 2003 af Torben Frederiksen, der var

kendt vidt i de frivilliges kredse fra sin

tid som lærer på højskolen i Tinglev

og senere fra tiden på Beredskabsstyr

elsens Uddannelseskontor. Efter en forholdsvis

kort periode valgte Torben

Frederiksen i 2004 at gå på pension

som en af Beredskabsforbundets mest

vellidte direktører blandt de frivillige.

I begyndelsen af 2005 startede jeg selv

i Beredskabsforbundet, og det har været

4 år, der i høj grad har været præget

af forandring og udvikling. Perioden

har været præget af dels en ambitiøs

landsledelse og dels betydelige forandringer,

såvel på det politiske som på

det opgavemæssige plan.

Beredskabsforbundet har også været

gennem en reorganisering som følge

af det nye kommunale danmarkskort

med følgeændringer af regions­ og

kredsstrukturer og en medlemsfusion

med de godt 1.600 mand i Sønderjysk

Frivillige Brandværnsforbund.

Infrastrukturen mellem organisationerne

i redningsberedskabet er blevet styrket i

årene. Vi har nu nået et niveau, hvor de

frivillige, de deltidsansatte, beredskabscheferne

og andre interesseorganisationer

taler bedre sammen end i mange

år. En udvikling, der er til alles bedste.

I perioden er der også blevet arbejdet

stærkt på en styrket profil af forbundet,

og der er blevet lagt vægt på indførelsen

af nyt logo og en klarere og mere

moderne markedsføringsprofil, ligesom

der har været gennemført et antal større

kampagner for sikkerhed og forebyggelse.

Alt sammen forhold, der har stillet

krav til landskontorets fleksibilitet og

evne til at udvikle sig. I perioden har kursusvirksomheden

udviklet sig betydeligt,

og vi har måttet udvikle indtjeningen på

flere fronter for at kunne understøtte

landsledelsens udviklingsplaner.

Set i bakspejlet har det været en spændende

tid for landskontoret, og fremadrettet

er det min tro, at vi i de kommende

år vil opleve endnu større forandringer,

som vil kræve en stadig øget omstillingsevne

af hele forbundets organisation.

På forbundets vegne ser jeg frem

til de spændende år, vi har foran os.

Af Per Kjærholt,

adm. direktør

i Beredskabsforbundet

befolkningskurser

– en sikkerhed for alle!

At uddanne befolkningen

til at kunne yde førstehjælp

til hinanden er en

af Beredskabsforbundets

hovedopgaver

Da jeg i slutningen af 1970’erne lærte

førstehjælp og siden begyndte at undervise

befolkningen i førstehjælp, var

opgaven og grundlaget for befolkningskurserne

et andet, end det er i dag.

Dengang var den kolde krig stadig varm,

og selv om den danske befolkning i

det daglige næppe tænkte over det

– ja, nogen tænkte nok aldrig over

det – var grundtanken dengang, at befolkningskurserne

skulle sikre, at den

enkelte dansker kunne hjælpe sig selv

og andre i en krigssituation med såvel

førstehjælp som brandbekæmpelse. I

dag er grundlaget for befolkningskurserne

et andet, selvom det fortsat er

forbundets opgave at sikre robusthed

og handlekraft hos den brede befolkning

– og det er stadig lige aktuelt til

trods for, at vi har et af verdens bedste

netværk af ambulancetjenester, helikoptere,

ambulancebehandlere, akutbiler og

læge ambulancer. Sammenlignet med

mange andre lande, selv vores naboer,

har vi et tæt net af sygehuse med akutmodtagelse

og høj lægefaglig standard.

Alligevel handler det stadig om, at liv

reddes i nuet, når det trues.

Liv reddes i nuet! For hvert minut hjernen

ikke får ilt, dør hjerneceller, og efter

4­5 minutter stopper livet uden effektiv

førstehjælp. Når livet trues, er alle lige,

her har vi alle brug for, at den, der er til

stede, kan, tør og vil hjælpe. Det handler

ikke kun om, at du kan førstehjælp,

men også om at de andre kan yde førstehjælp

til dig for at redde dit liv. Derfor

er befolkningskurset lige så aktuelt i

dag, som det var i 1970’erne.

Samfundet og den globale verden stiller

i dag en række udfordringer til den

danske borger. I takt med den øgede

velfærd lever vi længere, men alt for

mange af os lever også for ”godt”! Vi er

overvægtige, spiser for meget fedt, vi

ryger og motionerer for lidt, hvis vi da

overhovedet når de daglige 30 minutters

aktivitet i vores daglige stress. Trafikken

bliver stadig mere intens, og antallet

af kvæstede er stadig stigende. Alt

sammen til trods for, at teknologien og

informationen er udviklet med eksplosiv

kraft de sidste 25 år for at imødegå

trafikulykker. Vi ved bedre og kan bedre

end nogensinde før forebygge og beskytte

os i hverdagen, men ulykke og

sygdom rammer os stadig og i stadig

større omfang.

Livsstilssygdomme har øget risikoen for

akut livstruende sygdomme for store

dele af befolkningen. Og ikke kun den

ældre del af befolkningen har risiko for

at blive ramt pludseligt af en livstruende

og akut lidelse. Behovet for, at vi kan

hjælpe hinanden, når vi rammes af sygdom,

har aldrig været større, end det er

i dag.

Mit ønske til fremtidens befolkningskurser

i førstehjælp er, at der er penge og

kapacitet nok til at uddanne og vedligeholde

førstehjælpskompetencen hos

alle de borgere i Danmark, der ønsker

at tage ansvar – et ansvar for, at du og

jeg kan få den hjælp, vi har brug for i

nuet, når vores liv er truet.

Befolkningskurser er også elementær

brandbekæmpelse. Mennesket er på

en gang fascineret af ilden og skræmt

af den. Ilden er et af vores grundbehov

for at overleve, og gennem udvikling

har vi lært at kontrollere den. Vi skal

på en og samme gang kunne skabe

den, kontrollere den og bekæmpe

den. Der kan argumenteres længe og

bredt om emnet, men et faktum er, at

befolkningen ikke søger hen til kurser

i elementær brandbekæmpelse. Nutidens

miljøbevidsthed og miljølovgivning

sætter klare og skarpe grænser

for, hvordan og hvor brand må skabes

og bekæmpes i kursussammenhæng.

Beredskabsforbundet står med en konkret

udfordring i udvikling af fremtidens

brandbekæmpelseskurser for den brede

befolkning.

Udfordringen ligger på flere områder:

• Hvordan skaber vi de økonomiske

rammer til at udvikle kurser, der kendes

af og tiltrækker den brede befolkning?

• Hvordan opbygger vi rammer, der på

en gang tilgodeser de miljømæssige

forudsætninger og er nærværende/

lokale nok til at tillokke den moderne

familie som en aktivitet?

Vi kommer ikke uden om politisk vilje

og handlekraft, når fremtidens befolkningskurser

skal skabes på baggrund

af en lang historie med skiftende forudsætninger.

Der er en meget konkret

og nærværende opgave i at revitalisere

befolkningskurserne til at møde og

motivere den moderne dansker og de

danske familier.

Vi vil også i fremtiden som borgere

være afhængige af førstehjælp fra vores

medmennesker, når vi rammes af

sygdom og ulykke – vi har kun 4­5 minutter

til at redde og blive reddet – liv

reddes i nuet!

Jeg ønsker alle i Beredskabsforbundet

tillykke med jubilæet og alt godt for

fremtiden.

Af Steen Thomsen,

salgs- og kursuschef

i Beredskabsforbundet

jubilæumsskrift 15


lederuddannelse

når man tager et tilbageblik på Civilforsvars-/Beredskabsforbundets 75 års eksistens

med henblik på lederuddannelse, oplever man, at der ikke før omkring 1970

blev indført en egentlig obligatorisk uddannelse for lederne

Og uddannelsen var kun obligatorisk

for lederne ved DKB (Danske Kvinders

Beredskab). Lederne for Civilforsvars­

Forbundet (CFF) havde ikke krav om

nogen uddannelse, måske fordi de

ofte havde en lederuddannelse inden

for de tjenesterelaterede uddannelser.

Lederne ved DKB gennemgik tre kurser

benævnt: Leder A, Leder B samt

Leder C. Samtlige kurser afholdtes på

Civilforsvarets Tekniske Skole i Tinglev

med undervisere fra skolen samt fra

DKB’s ledelse. Uddannelsen blev gennemført

som internatkurser og havde

en varighed af ca. 35 timer pr. kursus.

Formålet med kurserne var at uddanne

eleven til at:

• Fungere som leder

• Have kendskab til CFF/DKB

• Have kendskab til kredsledelsen samt

civilforsvarskommissionen

• Have kendskab til kursus- og uddannelsestilrettelæggelse

• Have kendskab til CF-optræden og

uniformsbestemmelser

Herudover fik deltageren medietræning,

mødeledelsestræning og konfliktløsningstræning.

Når samtlige kurser var gennemgået,

kunne deltagerne varetage poster som

DKB­kredsleder eller regionsleder.

16 jubilæumsskrift

I 1990 – efter sammenlægningen

af Danske Kvinders Beredskab med

Civilforsvars­Forbundet – blev det obligatorisk,

at samtlige ledere i forbundet

skulle gennemføre den for funktionen

krævede uddannelse. Kurserne med

navn og indhold fortsatte uændret som

internatkurser og blev stadig afholdt på

Beredskabsstyrelsens skoler.

Med tiden er kurserne ændret i indhold,

så de er mere tidssvarende, men

formålet er stadig det samme. En navneændring

har også fundet sted, så

Leder A ændres til Beredskabsforbundets

Faglige Lederkursus, Leder B er

at sammenligne med Grundlæggende

Ledelse og Leder C med Ledelsesudvikling

og Problembehandling. For de

to sidstnævnte kurser gælder, at det er

åbne kurser, således at forstå, at deltagerne

ikke nødvendigvis har tilknytning

til Beredskabsforbundet.

Gennem de senere år er kurserne afviklet

på Bernstorff Slot, men desværre

med færre og færre deltagere. Specielt

Beredskabsforbundets Faglige Lederkursus

har lidt en krank skæbne. Gennem

flere år har det været nødvendigt

at aflyse kurserne på grund af for få

deltagere. Det er derfor besluttet, at

kurset i en overgangsperiode afholdes

som weekendkurser af Beredskabsforbundet.

Der er i 2007 og 2008 gen­

nemført fire kurser, tre er afholdt i Frøslevlejren,

og et enkelt er gennemført

på Sjælland.

Grundlæggende Ledelse og Ledelsesudvikling

samt Problembehandling har

ikke haft den store søgning, og der har

derfor ikke været afholdt kurser i 2007

og 2008.

Men hvordan bliver det så i fremtiden?

Som det ser ud nu, har Beredskabsforbundet

i samarbejde med Beredskabsstyrelsen

undersøgt muligheden for at

finde andre udbydere af kurserne. Der

er taget kontakt til hjemmeværnet, som

på skolen i Nymindegab afholder de

selv samme kurser. På disse kurser kommer

kursisterne fra mange forskellige

organisationer, men alle med det formål

at få en lederuddannelse. Derfor

gennemføres kurserne som civile kur ser

med civile cases. En god kombination

for Beredskabsforbundets ledere.

Af Benthe Petersen,

konsulent ved

Beredskabsforbundet

bedrifTværn og

bedrifTværnsuddannelsen

en af hovedopgaverne for Civilforsvars-forbundet var lige fra starten uddannelserne

inden for egenbeskyttelsen, især rettet mod dem, der skulle indgå som ledere

i de forskellige værn

Gennem de fem besættelsesår skete

der en løbende udvikling af beredskaberne

over alt i landet. Et af disse tiltag

var oprettelsen af fabriks luftværn, da

fabrikkerne ikke nødvendigvis kunne

regne med assistance fra byens brandvæsen

i tilfælde af angreb.

Den daværende Luftværnsforening uddannede

blandt mange andre 2.700

fa briksluftværnsledere og 450 gasmaskeinstruktører.

Derudover uddannede fabriksluftværnslederne

sammen med foreningens

instruktører næsten 300.000

husvagter og fabriksluftværnsfolk. Især

i de sidste år af besættelsen oplevede

man mange tilfælde, hvor borgernes

egen indsats over for opståede skader

havde haft en særdeles god virkning.

Dette førte til civilforsvarsloven i 1949,

som bl.a. videreførte Luftværnsforeningens

arbejde i Civilforsvars­Forbundet. I

loven blev der også indføjet en para graf

om egenbeskyttelse med fire elementer:

Sogneværn, villaværn, karréværn

og bedriftværn, som skulle videreføre

idéerne fra de hidtidige hus vagter og

fabriksluftværn.

En af hovedopgaverne for Civilforsvars­

Forbundet blev lige fra starten uddannelserne

inden for egenbeskyttelsen,

især rettet mod dem, der skulle indgå

som ledere i disse nye værn, men der

var dog også tænkt på uddannelsen

af bedriftværnenes personale: Civilforsvars­Forbundets

konsulenter stod i

mange tilfælde for uddannelsen, især

i elementær brandbekæmpelse og førstehjælp.

Landet over blev der afholdt

kurser for de personer, som var blevet

udpeget til at skulle fungere som bedriftværnsledere

og stedfortrædere. Det

var for Civilforsvars­Forbundet et stort og

krævende arbejde at få formuleret de

forskellige uddannelser så korte og alligevel

så gode, at de kommende ledere

kunne klare mange af de nye opgaver

selv.

I bedriftværnslederkurserne indgik:

• Love og regler. Bedriftværnet i det

samlede civilforsvar, samt bedriftværnets

opgaver

• Trussels- og skadebilledet

• Orientering om tjenestegrenene: Brand-,

rednings­, ordens­ og teknisk tjeneste

• Bedriftværnets kontakt med tilsynsmyndigheden

• Bedriftværnsplanen inkl. dimensionering

af materiel og personel

• Gruppeopgaver med planspiløvelser

ud fra ”X­købing maskinfabrik”

• Bedriftværnets indsats alene og i

samarbejde med andre CF­enheder

• Den praktiske gennemførelse: Besøg

på en bedriftværnspligtig virksomhed

• Orientering om det lokale civilforsvar

samt orientering om Civilforsvars­Forbundet

og mulige kursustilbud m.v.

Det var en ordentlig mundfuld til et

ugekursus, og mange kursister drog da

også hjem med en knugende usikkerhed

om, hvorvidt de kunne løfte opgaven,

og især om de kunne få den

fornødne opbakning hjemme i virksomheden.

Her var der dog også stor

hjælp at hente fra konsulenterne.

Det store hovedbrud var i første omgang

bedriftværnsplanen, som skulle

beskrive virksomheden og de krav, der

skulle opfyldes, for at bedriftværnet

kunne godkendes. Først når alt materiellet

var anskaffet, og personalet var

uddannet, kunne bedriftværnet afholde

en kontroløvelse på virksomheden. Hvis

den forløb godt, fik man godkendelsen

– og ellers var det bare ”om igen”.

Da beredskabsloven i 1992 afløste civilforsvarsloven,

blev bedriftværnsbekendtgørelsen

endevendt. Og efter nogle års

stilstand kom der endelig i 1998 en ny

bekendtgørelse, hvor bl.a. kriterierne for

oprettelse af bedriftværn var ændret, så

det nu var helt op til den enkelte kommune,

om man ville pålægge virksomheder

og institutioner bedriftværnspligten

eller ej. Resultatet udeblev ikke, for

de få bedriftværn, som ikke allerede

var ”puttet i mølpose” eller nedlagt, forsvandt

nu helt. Hermed forsvandt også

grundlaget for, at Beredskabsforbundet

fortsat kunne tilbyde at administrere

eller gennemføre bedriftværnslederuddannelsen.

I dag er der flere og flere interne beredskaber

på mange arbejdspladser –

heraf en del med egne hjælperøgdykkere.

Beredskabsforbundet har derfor i

mange kredse oplevet, at der stadig er

behov for dygtige instruktører og rådgivere

i forbindelse med opbygning og

vedligeholdelse af borgernes egen indsats

over for opståede skader.

Af Niels Erik Bølling,

tidligere

bedriftværnschef

på Slotsholmen

jubilæumsskrift 17


danske kvinders

beredskab

75 år er det foreløbig blevet til for Beredskabsforbundet, heraf 50 år med Danske

Kvinders Beredskab (DKB) som ledsager

DKB kom ind i civilforsvarsfamilien den

7. marts 1940 som en selvstændig

kvindeorganisation, der blev underlagt

Dansk Luftværnsforening (det nuværende

Beredskabsforbund), som allerede

havde set dagens lys 6 år før i 1934.

Danske Kvinders Beredskab fik en fly ­

v ende start, fordi de ydre omstændigheder

nødvendiggjorde, at DKB fra første

færd blev kastet ud i opgaverne. Ved

krigens afslutning i 1945 var 42.000

kvinder organiseret i Danske Kvinders

Beredskab. HKH Kronprinsesse Ingrid

blev organisationens protektrice.

Danske Kvinders Beredskab blev stiftet

med de finske lotter som forbillede,

hvorfor navnet ’Danske Lotter’ blev betegnelsen

for kvinderne i DKB. I 1946

overgik navnet ’Lotte’ til hjemmeværnets

nye kvindekorps, Danmarks Lottekorps,

og kvinderne i DKB fik i stedet

navnet DKB’ere.

Op igennem 50’erne og 60’erne fik

såvel DKB som Civilforsvars­Forbundet

vanskelige levevilkår. Befolkningen havde

efter krigen mistet interessen for beredskabet

og det på trods af den kolde

krig, som nu var truslen. DKB valgte bl.a.

at ændre på hele strukturen og uddannelserne,

så organisationen tilpassede

sig det samfund, man nu levede i, hvilket

der blev taget højde for i de nye

retningslinjer for DKB­arbejdet, der blev

vedtaget i 1971. Landsformand Ingrid

Holten Poulsen og direktør i Civilforsvars­Forbundet

Palle Simonsen gjorde

et kæmpe arbejde for at få den nye

organisation accepteret ude omkring i

18 jubilæumsskrift

kredse og regioner. Det var ikke en let

opgave, men det lykkedes, og DKB blev

en stærk, selvstændig organisation, som

stadigvæk var en underafdeling af Civilforsvars­Forbundet,

men med helt klare

retningslinjer og egne opgaver og egne

ledere. DKB’s landsformand var født vicepræsident

i Civilforsvars­Forbundet og

dermed medlem af forbundets forretningsudvalg,

der havde stor indflydelse

på hele det frivillige civilforsvarsarbejde.

Den nye DKB­ordning betød bl.a., at alle

kvindelige frivillige skulle gennemgå en

grundlæggende uddannelse hos DKB,

før de kunne gå videre inden for det

statslige eller kommunale civilforsvar.

Der havde i den grad manglet en basal

viden om civilforsvaret, om uniformering,

om førstehjælp og elementær

brandbekæmpelse. Det blev der rettet

op på nu. Denne uddannelse blev, ligesom

flere andre af DKB­uddannelserne,

videreført på et senere tidspunkt til de

mandlige frivillige, der kunne se, at det

var en mangelvare også hos dem. Også

idrætsarbejdet havde stor bevågenhed

i DKB. Der blev afholdt idrætskursus

hvert år i Frøslevlejren med mange deltagere

inden for såvel terrænsport som

selvforsvar. Selvforsvarsdisciplinen har

man fastholdt igennem de mange år.

I 1975 blev det første beløb fra DKBfonden

uddelt. Hvert år lige siden er

der givet penge fra fonden, som nu er

overgået til Foreningen Danske Kvinders

Beredskab.

Tiderne skifter, og igen i 1979 ændrede

man retningslinjerne for DKB­arbejdet.

Uddannelserne blev udbygget for især

lederpersonellet, ligesom lederbetegnelserne

og distinktioneringen blev ændret.

Personellet var kompetent til at påtage

sig de opgaver, som især Civilforsvarsstyrelsen

var interesseret i, vi skulle

klare. Bl.a. hvervningen og kursuslederfunktionen

af kvinderne til Den Statslige

Ambulancetjeneste. En spændende

opgave op igennem 1980’erne, som

mange kvinder valgte at melde sig til.

Sidst i 1980’erne blev det mere og

mere klart, at tiden nu var moden til, at

mænd og kvinder udførte de samme

opgaver i den samme organisation,

og efter et langt udvalgsarbejde blev

DKB så sammenlagt med Beredskabsforbundet

i juni 1990. Og en æra var

afsluttet med et fornemt forløb. Nu

ventede en fælles fremtid med Beredskabsforbundet.

De mange gode uddannelser

fortsatte til gavn og glæde

for det samlede beredskab.

I dag er navnet ’Danske Kvinders Beredskab’

bevaret, idet Foreningen Danske

Kvinders Beredskab blev stiftet i

juni 1990, og fra denne forening skal

derfor lyde et tillykke med de 75 år og

en tak for 50 års partnerskab.

Af Inga Christensen,

tidligere DKB-landschef

samrådeT

Da Danske frivillige Kvindekorps samråd stiftedes den 30. oktober 1951, var det

nok ikke en tilfældighed, at det skete på DKB’s landskontor

Initiativtageren var landsformand fru

Gautier Schmit, og såvel chefen for

Danmarks Lottekorps, som chefen for

Kvindeligt Marinekorps og senere chefen

for Kvindeligt Flyvekorps, havde alle

DKB som fælles udgangspunkt.

Samrådets formål var at ”øge kendskabet

til hinandens arbejde og opgaver

og at behandle spørgsmål af fælles interesse,

samt en fælles bestræbelse på

at vække danske kvinders ansvars­ og

pligtfølelse til – ved at indtræde i et af

korpsene – at gøre en personlig indsats

til værn for folk og fædreland”.

Den mest indlysende opgave, etablering

af ”Samrådets Børneordning”, er

behandlet andetsteds, men der var nok

at tage fat på endda. Begrebet ”Kvinder

i uniform” var, DKB’s store arbejde

under krigen ufortalt, ikke lige indlysende

over alt i samfundet. En fælles

holdning fra det øverste lederpersonel

i korpsene med hensyn til hvervning,

uddannelse og anvendelse af kvindeligt

personel var vigtig. Det var også

betydningsfuldt at se ud over landets

grænser først til Sverige og Norge og

senere til NATO­landene, for her at få

viden og inspiration.

På ’hjemmefronten’ sendte korpsene

elever på relevante kurser hos hinanden.

Dette skabte viden om og respekt

for de andre korps’ opgaver og arbejdsbetingelser.

Det skandinaviske samarbejde udmøntede

sig i deltagelse i de skandinaviske

Lotte­konferencer, som bragte ikke blot

Samrådets øverste ledelse, men også

lederpersonel fra alle fire korps i kontakt

med søsterorganisationerne i Norge og

Sverige. Ansvaret for tilrettelæggelse

og afvikling af konferencerne gik på

skift mellem landene og blandt korpsene

i de enkelte lande. Ser man på

de mødeprogrammer, som deltagerne

blev præsenteret for, står det klart, at

disse konferencer nød bevågenhed fra

allerhøjeste sted. Foredragsholderne var

ministre, militære chefer og kulturpersonligheder

på højt plan, som kunne

inspirere og støtte det frivillige arbejde

samt give oplæg til de interne drøftelser,

som var en vigtig del af disse konferencer.

Deltagerne blev indkvarteret

på kursusejendomme og militære tjenestesteder,

og i den sammenhæng

havde Civilforsvarets Højskole i Snekkersten

og Teknisk Skole i Tinglev en

fremtrædende plads. Samtidig benyttede

de respektive lande chancen for

at vise de nationale seværdigheder

frem, og her havde Nordsjælland og

Sønderjylland meget at byde på.

I 1961 arrangerede Samrådet, i samarbejde

med Atlantsammenslutningen,

konferencen ”The importance of Women

in the NATO Defence”, som blev

afholdt på Christiansborg med deltagere

fra USA, Canada, England, Holland,

Norge og Danmark.

I forbindelse med et studiebesøg i

Holland i 1963 fik chefen for Kvindeligt

Flyvekorps, oberst Else Martensen­

Larsen, mulighed for at overvære de

to sidste dage af Nijmegen­marchen.

Den oplevelse betød, at Kvindeligt Flyvekorps,

som det første uniformerede

hold fra Danmark, deltog i Nijmegenmarchen

1964 under korpschefens

ledelse. Det blev startskuddet til en

fremtid på de hollandske landeveje,

ikke blot for de fire kvindekorps, men

for totalforsvaret. Ingen steder har

samarbejdet mellem alle medlemmer

af totalforsvaret fejret så store triumfer

som netop i Nijmegen.

I 1973 blev oberst Else Martensen­

Larsen den første formand for NATO

Women’s Service Committee, som på

det tidspunkt omfattede ni lande. I dag

er det tal steget til 41; et tal, der fortæller,

at det samarbejde, som Samrådet,

de skandinaviske Lotte­konferencer og

NATO Women’s Service Committee var

udtryk for, fik endog meget stor betydning

for den personelgruppe, som de

alle kæmpede for: ”Kvinder i uniform”.

Af Vibeke Kingo Pedersen, major og tidligere

sektionschef Kvindeligt Flyvekorps

jubilæumsskrift 19


samrådeTs

børneordning

samrådets Børneordning

er i den grad en foranstaltning,

der har præg af, at

tiderne skifter!

Danske Frivillige Kvindekorps Samråd

blev oprettet i 1951 af de tre eksisterende

kvindekorps: Danmarks Lottekorps,

Kvindeligt Marinekorps og Danske

Kvinders Beredskab. I 1953 kom

Kvindeligt Flyvekorps til. Samrådets

ledere mødtes for at udveksle erfaringer

og drøfte fælles interesser, så det

faldt helt naturligt, at man gik sammen

for at løse den store opgave, det var

20 jubilæumsskrift

at få medlemmernes børn passet i en

mobiliseringssituation, hvor mødrene

var kontraktligt forpligtet til at møde til

tjeneste uden for hjemmet. I en tid,

hvor der ikke var ret mange vuggestuer

og børnehaver, blev det en kæmpe

opgave, især for DKB, der var den humanitære

organisation, og som derfor

kunne mobiliseres til denne funktion.

I februar 1955 blev der mellem Danske

Frivillige Kvindekorps Samråd og

Overinspektionen for Børneforsorgen

truffet aftale om adgang for medlemmerne

af de fire frivillige kvindekorps til

at få deres børn anbragt i eksisterende

børne­ og ungdomshjem i en beredskabssituation.

Dette, at Samrådets Bør­

neordning nu fik det blå stempel, gav

DKB muligheden for at få sat gang i arbejdet.

Alle korpsenes lokale afdelinger

fik henstilling om at nedsætte børnekomiteer

med DKB­repræsentanten som

’daglig leder’ der, hvor der var et behov.

Det samme skulle ske på regionsplan.

Den regionale DKB­børneordningsleder

havde den nære kontakt med børneordningerne

ude i områderne.

Alle DKB­børneordningslederne fik en tilpasset

uddannelse. De regionale børneordningsledere

havde derudover hvert

år et weekendseminar på Civilforsvarets

Højskole, hvor de regionale repræsentanter

fra de militære kvindekorps også

deltog. Det blev nok en af de største opgaver

for DKB, men det lykkedes.

I 1982 var vi parate til at give efter for

presset fra Luftmeldekorpset og enlige

fædre i hjemmeværnet og civilforsvaret.

Vi turde nu påtage os ansvaret for

at udvide. Heldigvis blev der ikke brug

for at iværksætte hele denne ordning.

Danmark kom ikke ud i den situation,

hvor forældrene skulle mobiliseres.

Ordningen er nedlagt. Det danske samfund

har i dag vuggestuer, børnehaver,

dagplejemødre og fritidsordninger. Der

er sket meget på de 54 år!

Af Inga Christensen,

tidligere DKB-landschef

kolding-kredsen

gennem 73 år

Den 27. maj 1936 afholdtes det stiftende møde i Dansk luftværnsforenings

Kolding-kreds

30 virksomheder, institutioner og enkeltpersoner

støttede op om sagen.

Gasfrygten var altovervejende dette år,

og uddannelserne blev hurtigt igangsat.

Krigens trussel prægede hele det forebyggende

arbejde, og allerede i 1938

blev samtlige husejere opfordret til at

udpege egnede personer til at gennemgå

uddannelsen som husvagter.

Blot en måned før de tyske tropper besatte

Danmark, stiftedes Danske Kvinders

Beredskab. Dette skete også i Kolding

den 7. marts 1940. Gennem alle

besættelsesårene havde Kolding omkring

2.500 frivillige mænd og kvinder,

som dels gennemgik alle relevante uddannelser,

men også forestod information

og hjælp til den lokale befolkning.

Kolding­kredsen fulgte med udviklingen

inden for såvel Luftværnsforeningen

som civilforsvaret med diverse

uddannelser af frivillige og løsning af

de påkrævede opgaver i kommunen.

Det tætte samarbejde mellem organisationerne

og forvaltningen har altid

resulteret i faste pladser i beredskabskommissionen

og ligeledes med et

godt kommunalt økonomisk tilskud til

organisationens arbejde. Da Kolding

også havde frivillige i regionens kommandocentral,

var der et stort behov

for frivillige. Således kunne vi i midten

af 70’erne tælle ca. 300 uddannede

frivillige inden for et meget bredt spekter

af tjenestegrene.

Der var altid planer for informationsarrangementer,

uddannelser og øvelsesaktiviteter.

Kort sagt var engagementet

i top, og dermed kunne vi altid finde

velmotiverede frivillige. I 1990 fusionerede

Civilforsvars­Forbundet og Danske

Kvinders Beredskab. Dette forløb

gnidningsfrit i Kolding, og udviklingen

fortsatte.

Efterhånden som det krigsmæssige beredskab

blev afløst af fredstidsberedskabet,

blev flere tjenestegrene lukket

ned. Dette kunne mærkes. Medlemstallet

faldt voldsomt. Der skulle findes

nye og andre områder at drage nytte

af medlemmerne på. Kolding fik Hvideruslandskomiteen,

ligesom vi også er

gået aktivt ind i Projekt Østbørn. Begge

dele er humanitært hjælpearbejde for

dårligt stillede børn og voksne i østlandene.

Ca. 30 af vores medlemmer deltager

i disse opgaver.

I takt med at trusselsbilledet ændrer

sig, ændres også opgavesættet for

frivillige. Uddannelserne skal tilpasses

den risikobaserede dimensionering og

behovet for andet udstyr. Uddannelserne

er professionelle og kræver meget

af de frivillige.

At vi kan bruges, når ulykken rammer,

kunne tydeligt ses ved de større hændelser,

Kolding har været ramt af. Ulykken

i Seest har alle hørt om. Frivillige

fra Kolding var med i første række. Men

frivillige strømmede også til fra mange

andre områder af landet. Befolkningen

oplevede her, hvad et velorganiseret

beredskab med mange frivillige kan

udrette, når der er et akut behov.

Forhåbentligt får vi aldrig en så alvorlig

hændelse igen i Kolding, men beredskabet

skal være på plads og parat, og

det sker kun ved at have veluddannede

frivillige, som hver især kender

deres funktion og er uddannede til at

varetage den.

Af Else Højsager,

frivillig i Kolding,

regionsleder

i Region Syddanmark

jubilæumsskrift 21


eredskabsforbundeTs musikkorps

tamburkorps blev genopbygget med instrumenter fra hele landet

I 1970 oprettedes et tamburkorps –

Civilforsvars­Forbundets Tamburkorps.

Det var aktivt frem til efteråret 1982,

hvorefter korpset blev opløst, formentlig

på grund af manglende tilgang til

korpset samt deraf følgende mindre

aktivitet. Meddelelsen herom blev givet

i bladet CIVILFORSVAR. Jeg var på det

tidspunkt konsulent i Civilforsvars­Forbundet

vest for Storebælt og besluttede

mig for at genstarte et tamburkorps,

men hvor og hvordan? Det nedlagte

korps var tilknyttet daværende Region

V. Jeg overvejede mulighederne for

en passende geografisk placering. Jeg

vidste, at man i Nordjylland havde talt

om at lave et sådant korps, og at man

på Fyn også havde haft tanken – man

havde endda anskaffet nogle trommer.

Horsens var en oplagt mulighed. Der

var en Horsensgarde – som var et aktivt

blæseorkester. Jeg kendte formanden

for turistforeningen – som selv var aktiv

musiker. Der herskede et godt forhold

til det lokale civilforsvar. Placeringen i

Horsens ville også gøre det nemt for

såvel konsulenten som et evt. tamburkorps

at skabe det nødvendige tætte

samarbejde.

Jeg kontaktede turistforeningen og fortalte

om idéen bag et tamburkorps og

fik øjeblikkelig en positiv accept. Formanden

ville kontakte Horsensgarden, som

han i øvrigt havde en tæt forbindelse til.

Der gik nu to dage, hvorefter der lå en

besked til mig, om jeg kunne komme

til et møde med repræsentanter for garden

dagen efter. Nu måtte jeg så overveje,

hvordan idéen skulle præsenteres

og hvilke spørgsmål, der ville blive stillet.

Med så kort et varsel valgte jeg at møde

op og se, hvordan mødet forløb.

Der mødte to af korpsets instruktører.

Den ene hed Preben Bosse, der havde

aftjent sin værnepligt i Livgardens Tamburkorps.

Det var en positiv start – så

jeg slappede af. De ville gerne vide,

hvad jeg ville med et tamburkorps,

22 jubilæumsskrift

og hvorledes jeg havde tænkt mig at

få det til at fungere. Jeg lagde kortene

på bordet – korpset skulle bære civilforsvarets

uniform og være tilknyttet

Civilforsvars­Forbundet, medlemmerne

skulle indgå kontrakt om frivillig tjeneste.

Vedtægter, retningslinjer for korpset

samt uniformsreglement skulle

godkendes af forbundet. Endvidere

skulle korpsets medlemmer betale

kontingent, og korpsets økonomi skulle

hvile i sig selv primært gennem den

betaling, man modtog for dets ydelser.

Det, syntes de, lød meget fornuftigt.

Så måtte jeg lægge de sidste kort i kabalen.

Jeg fortalte, at der ikke var efterladt

noget, som man kunne bygge

på – der var ingen penge, ingen instrumenter

og ingen uniformer. Det lød

noget barsk, men hvis de ville skaffe et

rimeligt antal nye medlemmer, så ville

jeg bare på et løfte herom undersøge

mulighederne for at få stillet uniformer

til rådighed og et øvelokale. Jeg ville

forsøge at få opsporet eventuelle instrumenter

fra det tidligere korps, samt

forsøge at få tilsagn om et rente­ og

afdragsfrit lån på 5.000 kr. – et beløb,

der skulle tilbagebetales, når der var

penge i kassen. Hvordan var reaktionen?

En klar melding fra Preben Bosse:

”Jeg vil gerne være behjælpelig med

etableringen af korpset.”

Så begyndte vi, og det gik pludselig

stærkt. Civilforsvarslederen stillede øvelokale

til rådighed og anskaffede uniformer.

Region III gav som ønsket et lån

på 5.000 kr. Instrumenterne blev fundet

i Helsingør, udlånt til et lokalt orkester.

Vi skulle jo have dem tilbage, men det

var man ikke særlig positiv overfor. Man

gjorde opmærksom på, at instrumenterne

nu var blevet ændret til brug i et

sækkepibeorkester, så de var næppe

anvendelige til vores formål. Vi gjorde

opmærksom på, at enten fik vi instrumenterne

tilbage i den oprindelige stand

– eller også måtte vi have et beløb, der

svarede til værdien af instrumenterne.

Det resulterede i et ikke ubetydeligt beløb.

Først købte vi de føromtalte trommer

fra Fyn – og derefter kunne vi vurdere

nyanskaffelser på instrumentområdet.

Blandt de effekter, der blev fundet, var

også et antal marchfløjter – desværre af

en anden type end ønsket. En annonce

fra FDF gav anledning til en byttehandel

– vi fik de ønskede fløjter. Prissætningen

blev til fordel for korpset. Der skulle også

forberedes vedtægter for korpset med

præcisering af forholdet til forbundet, og

der skulle laves administrative retningslinjer

samt et uniformsreglement.

Endelig skulle der findes emner til en

bestyrelse. Tilbage stod den almindelige

grunduddannelse af frivillige og derefter

afholdelse af en stiftende generalforsamling.

Den fandt sted den 3. maj

1983, hvor Preben Bosse blev valgt

som formand – en post, som han bevarede

i over tyve år. Allerede i efteråret

1983 havde korpset haft sine første opgaver,

og der har ikke manglet sådanne

siden. Nævnes kan bl.a. deltagelse ved

nytårsparoler, totalforsvarsudstillinger,

Hærvejsmarchen, Nijmegen­marchen,

byfester, åbning af nordisk CF­seminar,

Danske Dage i Rensburg, Airbornemarchen,

international musikfestival i

Holland, forbunds­ og korpsjubilæer,

Tulipan­fester i Ribe, dronningemodtagelser,

koncerter, Tatoo i Skotland osv.

Korpset består i dag af 50 aktive medlemmer

og ca. 35 passive medlemmer,

med både tamburkorps og messingorkester.

Repertoiret spænder fra traditionel

march­ og tamburmusik til glad jazz,

kirkekoncerter og egentlige orkesterstykker

med solister.

Af Henning V. Eriksen,

tidligere konsulent

ved Beredskabsforbundet

projekT øsTbørn

siden 1992 har Beredskabsforbundet, under Projekt Østbørn, arrangeret sommerlejre

i Danmark for børn fra Østeuropa

På daværende tidspunkt havde ingen

nok regnet med, at dette projekt ville

strække sig ind i næste årtusinde.

Vi fik på det tidspunkt en hen vendelse

fra bystyret i Katowiche, om det var

muligt at etablere sommerlejre for de

mange forældreløse børnehjemsbørn,

de havde i området ”Den sorte trekant”.

Det var ikke lange overvejelser, der skulle

til, da punktet kom på dagsordenen

i landsledelsen. Nu skulle der blot findes

lejrledere i de otte regioner. Det var

heller ikke noget problem, så nu blev

projektet lagt ud til den enkelte region,

mens alle tråde blev samlet på landskontoret,

som var en stor brik i kommunikationen

til myndighederne i Polen og

enkelte år i Rusland (Murmansk).

Der har været nogle justeringer for

projektet undervejs, da erfaringer er en

god læremester. Vi har nu et projekt,

som vi er stolte af, ser frem til hvert år

og med et engagement fra de frivillige,

som ikke kan beskrives med ord.

Ord er også fattige, når jeg skal beskrive,

hvad vores polske venner giver os i de

14 dage, deres ophold varer. Den tillid,

den glæde og det venskab, som gensidigt

opstår mellem os frivillige hjælpere

og børnene, rækker langt ud over en beredskabsmæssig

opgave, som skal løses.

Denne ’opgave’ løses ikke kun med det

fysiske arbejde, der skal også hjerte til.

Der ligger også et stort arbejde forud

for en lejr, da alle midler og naturalier

for afholdelse af lejrene udelukkende

sker ved frivillig sponsorstøtte, som opsøges

af den enkelte lejrs projektgruppe.

Et sådan forarbejde tager mere end

et halvt år, da der skal mange ansøgninger

til for at nå budgettet. Dermed

være også sagt, at vores sponsorer er

det vigtigste element for at få Projekt

Østbørn til at blive en succes – for

uden sponsorer ville det ikke være muligt

for selv de mest engagerede frivillige

at etablere en lejr.

Når sponsorerne har givet tilsagn om

støtte, er det næste meget vigtige element

de frivillige, der bruger 14 dage

af deres ferie eller andre fridage på

sommerlejren. Der skal en del frivillige

til for at få lejren til at fungere. Der er

alle de praktiske opgaver, men der er

også de sociale – som er en vigtig del

af lige netop vores projekt. Der skal

foregå aktiviteter både ude og inde

hele tiden, og i det omfang vores små

venner har lyst til at ’lege’ med os, står

vi til rådighed.

Børnene oplever meget forskelligt fra

lejr til lejr, men ens for alle er, at de

føler, der bliver gjort noget specielt for

dem. Hvad der også må pointeres over

for vores ’børn’ og deres ledere er, at

dette specielle, de oplever i Danmark,

ikke er vores børns hverdag – men det

vores børn oplever, når de har sommerferie.

Det er derfor også vigtigt at

orientere om den danske hverdag, og

hvordan det sociale system fungerer i

Danmark. Det kan være med til at give

dem en håndsrækning – til at finde noget

at stræbe efter i et voksent liv.

Der er heldigvis også sket en stor udvikling

for børnene i deres hjemland.

Tidligere var alle bosiddende på store

børnehjem (60­100 børn pr. hjem),

mens man nu prøver at etablere ”udslusningshjem”

– dvs. store lejligheder,

hvor der bor 10­15 børn og unge, der

lærer at leve som en almindelig familie,

med de pligter som deraf følger.

Udslusningshjem er gode, da de unge

mennesker får ejerskab for deres bolig

og sætter en ære i at vedligeholde og

rengøre deres eget domæne. Når man

ser på personlige ejendele, inventar

og møbler i disse hjem, er der stadig

brug for vores hjælp – og vi vil fortsat

gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem til

en bedre/nemmere hverdag eller blot

give dem en solstråle i en grå hverdag.

Af Lene Krüger Schade,

regionsleder

i Region Nordjylland

og lejrleder ved

Projekt Østbørn

jubilæumsskrift 23


arak h1 i frøslevlejren

– beredskabsforbundeTs informaTions- og udsTillingsbarak

Den 8. oktober 1987 tog det daværende Civilforsvars-forbunds forretningsudvalg

initiativ til, at der kunne oprettes en fond, der skulle forestå oprettelsen og driften

af Civilforsvars-forbundets ”Informationsbarak”

Det var væsentligt at fastholde navnet

”Informationsbarak”, da det drejede sig

om information og udstilling. Barak H1

skulle ikke være museum. Gruppen

bag dette initiativ var Otto W. Eriksen,

Aabenraa; Inga Christensen, Grenaa;

Lilli Rothmann, Hobro; Erik Jensen,

Vejle og Tønnes Wickmann, Rønne.

Fondens fundats blev godkendt den

15. oktober 1987.

Den nyindrettede barak brændte desværre

umiddelbart før åbningen i påsken

1989. Mange effekter gik tabt.

Frivillige, der var i gang med at male

værelser, opdagede røgen – desværre

for sent. Barakken brændte ned til

grunden på kort tid.

En ny udstilling blev ved hjælp af mange

frivilliges indsats hurtigt etableret.

Der åbnedes en lille udstilling i Barak

46 i maj 1989. Herefter gik man i gang

med genopbygningen af Barak H1.

Brandforsikringen dækkede opførelsen,

men det indvendige måtte fonden selv

afholde udgifterne til. Dette fordrede

kreativitet og velvillig bistand fra mange

sider, bl.a. solgte grænsekøbmand

”Calle” øl med en bemærkning om, at

et vist beløb pr. flaske gik til H1 – en

flot lokal gestus. Nye, brugte senge til

værelserne blev mulige med bistand

fra Bent Ansø, Århus og Hans Bøjlund,

Kolding.

Et stort arbejde blev gennemført i løbet

af efteråret og vinteren 1989­1990 med

Ellen Christensen, Tønder i spidsen. En

ny udstilling var klar i 1990 med temaet

24 jubilæumsskrift

”Danske Kvinders Beredskab” i anledning

af organisationens 50 års jubilæum. I maj

1990 fik Barak H1 overrakt statuetten

”Neuengammefangerne” af daværende

Civilforsvarsdirektør Ole Forsting. Civilforsvarsstyrelsen

havde fået statuetten

af Neuengammeforeningens formand,

Hans Bøjlund. Styrelsen ønskede, at gaven

skulle ses af flere i rette sammenhæng

ved at være udstillet i Barak H1.

I vinteren 2003­2004 blev en stor frivillig,

uegennyttig indsats anvendt til at

forberede en ny udstilling omfattende

redningsberedskabet gennem tiderne

fra før Statens Civile Luftværn og Civilbeskyttelsens

Udrykningskolonner over

civilforsvar og brandvæsen til det nuværende

redningsberedskab. Dette store

ændrings­ og klargøringsarbejde var

kun muligt med stor bistand og velvilje

fra Beredskabsstyrelsens skole i Tinglev

samt støtte via Beredskabsstyrelsens

informationspulje og en række sponsorater,

bl.a. fra Jørgen Pedersen, El

Dorado, Californien.

Udstillingen, der er grundlaget for den

nuværende udstilling, åbnede den 1. april

2004. Udstillingen viser redningsberedskabets

nationale og internationale

arbejde fra før 1939 gennem tiårs

perioder frem til i dag. Ligeledes viser

udstillingen samtidige nationale og internationale

begivenheder. Herudover

er udstillingen om ”Tyske flygtninge i

Danmark” fortsat som temaudstilling.

I 2005 indrettedes biblioteket med

baggrund i overtagelsen af Otto W.

Eriksens omfattende arkiv, og i 2006

blev der indrettet et særligt DKB­hjørne

med arkivalier og effekter fra Danske

Kvinders Beredskabs aktive periode.

Arbejdet med at ajourføre og forny udstillingen

udføres hver vinter af to frivillige

arbejdsgrupper, som hvert år ser

frem til at høre resultatet af ”Barakkens

Venner”s arbejde med at skaffe midler

til udstillingen og Barak H1, så der fortsat

kan komme nye tiltag, der gør et

besøg i H1 interessant og lærerigt.

Fonden bag Barak H1’s første formand

var Arne Herskind, Vejle. Han blev i oktober

1991 afløst af Inga Christensen,

Grenaa – en post hun varetog med stor

indsats frem til september 2002, hvor

den nuværende formand tog over.

Barak H1 kan ikke fungere uden frivillig,

uegennyttig medvirken, derfor skal der i

dette skrift også lyde en stor tak for støtte

og bistand til H1, især til Barak H1’s mange

hjælpere og kustoder, der bl.a. udfører

et stort arbejde med Caféen, samt ikke

mindst til ”Barakkens Venner” og dens

medlemmer – uden jer bliver ”en vandring

gennem redningsberedskabets historie”

mindre spændende, derfor: Støt

op om Barak H1, der hvert år besøges af

12­14.000 gæster.

Af fhv. skolechef,

kolonnechef H.A.J. Larsen,

formand for fonden bag

Barak H1

sTøTTeforeningen

bf-barakkens venner

støtteforeningen har hvert

år siden stiftelsen kunnet

overrække et kontant beløb

til Barak h1’s drift

Konsulent i Civilforsvars­Forbundet fra

1992­1994, Henning V. Eriksen, Horsens

kom i forbindelse med sit arbejde

rundt til mange kredse i landet. I den

forbindelse fik han kendskab til eksistensen

af effekter og papirer, som var

bevaringsværdige, men som kredsene

ikke havde mulighed for at opbevare

og til pengebeløb, som ikke var blevet

brugt samt penge fra kredse, der var

blevet nedlagt. Det gav ham idéen til

etableringen af et centralt sted, hvor

man kunne opbevare og fremvise historiske

effekter.

Efter en del drøftelser med bl.a. Civilforsvarsstyrelsen

blev der enighed om

at søge at etablere en fond, der skulle

tage vare på dette område. Den 8. oktober

1987 oprettede det daværende

forretningsudvalg i Civilforsvars­Forbundet

fonden ”Civilforsvars­Forbundets

Infobarak i Frøslev”.

Barakken skal efter fundatsen drives

som et informations­ og kursuscenter.

Ved information skal der lægges vægt

på såvel fortid, nutid som fremtid. Kursuscentret

skal virke til gavn både for

redningsberedskabets frivillige og give

mulighed for en udadvendt virksomhed

over for skoler, foreninger m.v.

Det kræver penge at drive sådan en barak,

og da fonden ikke selv måtte ansøge

om midler til driften, men alene måtte

modtage frivillige bidrag samt opkræve

brugerafgifter, og det ikke rakte, måtte

man finde andre veje. Det førte til stiftelse

af støtteforeningen ”CF­Barakkens

Venner” den 15. maj 1991. Den første

formand var Erik Jensen, Vejle. Han blev i

1999 afløst af Tage Nissen, Løgumkloster,

der i 2004 lod stafetten gå videre til mig.

Støtteforeningens formål er, at:

• Arbejde for driften af et informationscenter,

der rummer såvel informations­

og kursusvirksomhed som et

museum

• Medvirke ved fremskaffelse af frivillig

arbejdskraft

• Arbejde for udbredelsen af information

om centret

• Tilvejebringe økonomisk støtte til disse

aktiviteter

Støtteforeningen skal kort sagt bistå

fonden både moralsk og økonomisk.

Og det gør vi så. Vi skaffer:

• Frivillig arbejdskraft til vedligeholdelse

af barakken, der uden for åbningssæsonen

gennemgår et omfattende

praktisk vedligeholdelsesarbejde

• Kustoder til barakken i hele åbningstiden

fra den 1. april til 31. oktober

• Penge til fonden

Som eksempler på indtægtskilder kan

nævnes:

• Kontingenter. Det koster 75 kr. om

året for enkeltmedlemmer, 100 kr. for

par og 275 kr. for kredse/regioner

• Udlejning. Man kan leje en seng for

75 kr. pr. nat og kursuslokalet for 350 kr.

pr. døgn

• Donationer fra fonde

• Gaver f.eks. i forbindelse med Beredskabsforbundets

landsrådsmøde

Støtteforeningen har siden stiftelsen

hvert år kunnet overrække formanden

for fondsbestyrelsen et kontant beløb

til hjælp til barakkens drift. Ikke svimlende

beløb, men tilstrækkelige til, at

BF­Barakkens Venner lever op til navnet

”støtteforening”.

Barak H1 er et aktiv for redningsberedskabet.

Det gælder både informations­

og kursusafdelingen. Den har en standard,

som vi kan være tilfredse med.

Men det koster både mandetimer og

penge at drive barakken. Derfor vil

støtteforeningens arbejde stadig være

nødvendigt.

De læsere, som ikke har besøgt H1,

kan jeg varmt anbefale at foretage en

udflugt til Frøslevlejren. Jeg er sikker på,

at I vil blive ligeså begejstrede for denne

lille redningsberedskabsperle, som

vi, der har været der, er. Så begejstrede,

at I ikke kan lade være med at give et

bidrag til barakkens fortsatte drift enten

i form af praktisk arbejde eller som et

økonomisk tilskud.

Af Nina Lindhardt,

vicelandschef

i Beredskabsforbundet,

formand for

”BF-Barakkens Venner”

jubilæumsskrift 25


oversigT

over præsidenTer, chefer og direkTører

Præsidenter

1934 Professor S.P.L. Sørensen

1938 Hofjægermester Torben Foss

1951 Næstformand Johannes Kjærbøl

1952 Professor Anker Engelund

1962 Civilingeniør, MF, Ole Guldberg

1969 Borgmester, MF, Erhardt Jacobsen

1976 Borgmester, MF, Karl Johan Mortensen

1980 Amtmand Niels Elkjær­Hansen

1988 Borgmester John Winter

1993 MF, Klaus Hækkerup

1999 MF, Jens Vibjerg

2003 MF, Anders Samuelsen

2006 MF, Bjarne Laustsen

DKB landsformænd / DKB­chefer

1940 Landsformand Ellen la Cour Overgaard

1942 Landsformand Ingrid Dreyer

1946 Landsformand Inger Gautier Schmit

1951 Landsformand Majse de Neergaard

1959 Landsformand Ellen Poulsen

1969 Landsformand Ingrid Holten Poulsen

1979 DKB­chef Inga Christensen

1989 DKB­chef Ellen Egesberg

Landschefer

1990 Otto W. Eriksen

1995 Ellen Egesberg

1997 Nina Lindhardt

2003 Bent Mortensen

Direktører

1963 Arne Herskind

1970 Palle Simonsen

1982 Bo Andersson

1985 Ole Lund

1987 Ole Smedegaard

1995 Steen Thorbæk

1997 Palle Kristensen

2000 Ralph Schøndorff Asmund

2003 Torben Frederiksen

2005 Per Kjærholt

26 jubilæumsskrift


Hedelykken 10 • DK-2640 Hedehusene

Telefon +45 3524 0000 • Telefax +45 3524 0001

www.beredskab.dk • bf@beredskab.dk

Protektor: HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN

More magazines by this user
Similar magazines