Jubilæumsskrift - Beredskabsforbundet

jubilæum
51934-2009

InDholDsfortegnelse
75 år til gavn for samfundet Af Bjarne Laustsen .............................................................. 3
frivillige på vej mod nye opgaver Af Søren Gade ............................................................. 4
Beredskabsforbundet – befolkningsorganisation i 75 år Af Bent Mortensen ........................... 6
Vellykket organisatorisk samarbejde Af Arne Christensen .................................................. 7
frivilligtanken har ingen udløbsdato Af Frederik Schydt .................................................... 8
større nyttiggørelse af frivillige Af Peter Staunstrup ........................................................ 9
samarbejde mellem beredskabsaktører er vigtigt Af Karsten Andersen ............................... 10
Vi kan aldrig få for mange frivillige Af Jan S. Norgaard og Ulrik Kragh .................................11
samarbejde giver fagligt udbytte Af Lars Vester Pedersen ................................................ 12
Beredskabsforbundets landskontor Af Per Kjærholt......................................................... 14
Befolkningskurser – en sikkerhed for alle! Af Steen Thomsen ........................................... 15
lederuddannelse Af Benthe Petersen ........................................................................... 16
Bedriftværn og bedriftværnsuddannelsen Af Niels Erik Bølling ......................................... 17
Danske Kvinders Beredskab Af Inga Christensen ............................................................ 18
samrådet Af Vibeke Kingo Pedersen ............................................................................ 19
samrådets Børneordning Af Inga Christensen ............................................................... 20
Kolding-kredsen gennem 73 år Af Else Højsager ............................................................21
Beredskabsforbundets Musikkorps Af Henning V. Eriksen ................................................22
Projekt Østbørn Af Lene Krüger Schade ........................................................................23
Barak h1 i frøslevlejren Af H.A.J. Larsen ..................................................................... 24
støtteforeningen Bf-Barakkens Venner Af Nina Lindhardt ...............................................25
oversigt over præsidenter, chefer og direktører ............................................................ 26
75 år Til gavn for samfundeT
De frivillige i Beredskabsforbundet har i 75 år løst en række opgaver, som er med
til at sikre borgerne og give dem større tryghed i deres hverdag
Det er blevet sagt, at Danmark er en
brugsforening. Næppe mange andre
steder i verden arbejder så mange
frivillige i forskellige foreninger for
at varetage helt specifikke områder.
Vi kender de store foreninger såvel
som de små. Vi kender grundejerforeningerne,
brev dueforeningerne og patientforening
erne – og store foreninger
som fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer,
landboforeninger, Lejernes
Landsorga nisation osv.
Alle har de bestyrelser, der arbejder
uegennyttigt for at varetage en række
specifikke områder. Det har den fordel,
at jo flere, der er med til at tage
et medansvar for at få tingene til at
hænge sammen, des mindre behøver
Folketing og regering at lovgive på bestemte
områder. Dernæst er det også
sådan, at regler, man selv har været
med til at lave, føler man sig også mere
forpligtet af.
Sådan er det også med 75­års jubilaren,
Beredskabsforbundet. De frivillige
medlemmer af Beredskabsforbundet
løser en lang række opgaver i samfundet
som fx brandslukning, redning og
førstehjælp. Det, der kendetegner de
frivillige, er, at det er folk med et fuldtidsarbejde,
som alligevel afser tid til at
hjælpe andre, når der er behov, som
ikke kan løses af det faste beredskab.
Det er en fantastisk ressource, samfundet
her har.
Det ville koste ekstremt meget, hvis
beredskabet skulle være dimensioneret
med fast ansat personel, der kunne
klare alle situationer til hver en tid. Derfor
er de frivillige et godt supplement
til det faste beredskab, især ved større
indsatser, og hvor det faste personel
har brug for en pause, kan de frivillige
gå ind og supplere.
Men det er utrolig vigtigt, hvis de frivillige
skal kunne vedligeholde deres
kompetencer og holde sig skarpe til at
løse de opgaver, som beredskabet stiller,
at det udstyr og materiel, som bliver
stillet til rådighed, er mindst af samme
beskaffenhed som de fastansattes.
De frivillige skal have deres del af de
udfordringer og muligheder, som de
fastansatte i beredskabet også har. Det
arbejde foregår ude i de enkelte kredse
og regioner, og det kendetegnes ved, at
beredskabet i den enkelte kommune
laver en samarbejdsaftale om, hvordan
man arbejder sammen med de frivillige
i kommunen. De steder, hvor man
respekterer og værdsætter de frivillige,
har man heller ikke problemer med at
rekruttere frivillige til beredskabet, men
vi oplever desværre, at enkelte kommuner
stort set ikke gør brug af frivillige.
Det er Beredskabsforbundet, der over
for offentlige myndigheder varetager de
frivilliges interesser ude i kredsene. For
tre år siden blev jeg opfordret til at stille
op som præsident for Beredskabsforbundet.
Det var en opfordring, jeg tog
imod uden dog helt præcis at vide, hvor
stor en arbejdsindsats, der fulgte med.
Men frivilligtanken har altid interesseret
mig, og generelt foreningsarbejde har
altid fyldt meget i mit liv – ikke mindst
arbejdet i fagforeningsregi og mit arbejde
i det politiske liv for Socialdemokraterne,
først ved byrådsarbejde og i de
sidste tretten år folketingsarbejde.
Da jeg sagde ja til jobbet som præsident,
var det ikke bare for at være kransekagefiguren
for en god organisation,
men det var også for at sætte mig ind
i arbejdet og komme ud og besøge de
enkelte kredse for at se, hvordan arbejdet
i beredskabet fungerer sammen
med de frivillige.
Det har givet mig en fantastisk god
indsigt i det arbejde, og dermed er jeg
også kommet til at sætte utrolig stor
pris på den uegennyttige indsats, som
alle de frivillige yder rundt omkring i
beredskabet. Det gør også, at jeg kan
tale med større styrke over for myndighederne,
når det drejer sig om, hvilke
vilkår Beredskabsforbundet og deres
frivillige skal have i eksempelvis beredskabsforliget.
Når man som nordjyde er valgt til et
eller andet job, går man ikke rundt og
praler med, at man eksempelvis er
stolt over at være præsident for Beredskabsforbundet,
nej, med nordjysk beskedenhed
er man taknemmelig over
at få lov til i en periode at være med
til at sætte fokus på de frivilliges sag
for derigennem at kunne løse en lang
række opgaver, der ellers ikke ville blive
løst i vores samfund.
For Beredskabsforbundet og de frivillige
udfører en række opgaver, som er med
til at sikre borgerne og give dem større
tryghed i hverdagen. Borgerne ved, at
der altid er hjælp at få, når nøden er
størst. Derfor er der god grund til fra
min side at ønske Beredskabsforbundet
tillykke med de første 75 år og samtidig
takke alle, der igennem tiden har gjort
det muligt, at vi stadigvæk har en organisation
for de frivillige i Danmark.
Tillykke.
Præsident
Bjarne Laustsen, MF
jubilæumsskrift 3

frivillige på vej
mod nye opgaver
Indledningsvis vil jeg gerne ønske
Beredskabsforbundet og dets med lemmer
tillykke med 75 års jubilæet.
Beredskabsforbundet er en vigtig samarbejdspartner
for rigtig mange aktører
i redningsberedskabet. Forsvars mini steriet
og Beredskabssty r elsen er i tæt
dialog med Beredskabs forbundet om
udviklingen og anven d elsen af frivillige
i rednings beredskabet – senest i forbindelse
med undersøg elserne af frivilligområdet
og dimen sioneringen af
det statslige rednings beredskab, to om ­
fattende undersøgelser, der blev afsluttet
i sensommeren 2008.
Når vi i Danmark i dag har et robust og
effektivt beredskab, skyldes det blandt
andet – men ikke mindst – de frivilliges
indsats. Dem kan vi ganske enkelt ikke
undvære i fremtidens beredskab. Beredskabsforbundet
fun gerer i den sammenhæng
godt som organisatorisk ståsted
for frivillige i redningsbered skabet.
Vi ved, at vi i dag i redningsberedskabet
står over for en stor udfordring inden for
frivilligområdet. Antallet af frivillige ude i
kommunerne er samlet set faldet med
en fjerdedel på blot fem år, så der i dag er
omkring 3.000 frivillige fordelt med ca.
2.500 i 62 kommuner og ca. 500 ved
Beredskabsstyrelsens centre. Denne
udvikling både kan og skal vi vende. At
blive bedre til at fastholde og tiltrække
nye frivillige i redningsberedskabet kræver
efter min mening, at vi nyt tiggør
de frivilliges engagement til løsning af
forebyggelsesområdet er vejen frem for de frivillige og Beredskabsforbundet
nye meningsfulde opgaver i redningsberedskabet.
I mange år har landspolitikerne haft
et ønske om at benytte de frivillige til
operative opgaver. Det førte blandt
andet til, at der i 2002 blev nedsat
en arbejdsgruppe – den såkaldte Frivilligenhed
– med deltagere fra alle
aktører i redningsberedskabet, som
skulle se på hele frivilligområdet. Frivilligenheden
fremsatte en lang række
initiativer til en øget anvendelse af
frivillige i redningsberedskabet. Når vi i
dag gør status – hvilket bl.a. For svarsministeriets
arbejdsgruppe vedrør ende
undersøgelse af frivilligområdet har
gjort i sin rapport fra 2008 – må vi
konstatere, at Frivilligenhedens initiativer
fik en noget blandet modtagelse
blandt frivilligområdets aktører.
På det statslige område blev Den Frivillige
Indsatsstyrke (DFI) etableret i 2004.
Med sine 100 statslige og kommunale
frivillige har denne styrke været et lokomotiv
inden for frivilligområdet. Den
har i sin korte levetid allerede bidraget
til adskillige nationale og internationale
indsatser. DFI’en bliver brugt til at løse
både spændende, meningsfulde og
efterspurgte opgaver. For eksempel
har dele af DFI’en været udsendt til
Indonesien i forbindelse med tsunamien
i 2004. Herudover har DFI’en deltaget
ved evakueringen af danske statsborgere
fra Libanon i 2006. Hertil kommer et
større antal indsatser i Danmark, som
DFI’en har deltaget i.
På den anden side er det ikke i nævneværdigt
omfang lykkedes at etablere
nye frivilligberedskaber i kommuner
uden frivillige, trods mange tilbud til
disse kommuner – og et stort og
for træffeligt arbejde ikke mindst fra
Beredskabsforbundets side – om praktisk
hjælp og rådgivning. Derfor må vi
nu prøve noget nyt. I stedet for flere
informationskampagner, der markedsfører
de frivillige som en overset ressource
over for kommunerne, bør vi
udvikle frivilligområdet i en tættere
dialog med kommunerne og med
større fokus på kommunernes faktiske
behov og ønsker. På den måde vil de
frivilliges potentiale nyttiggøres bedst og
mest effektivt til gavn for samfundet.
Jeg vil også gerne her nævne Beredskabsstyrelsens
Frivilligcenter med 300
frivillige i Hedehusene, som løser mange
operative opgaver, samt de knap 200
tidligere værnepligtige, der er tilknyttet
Beredskabsstyrelsens fem centre som
frivillige. Det er også en stor ressource,
som vi skal bevare, støtte og udvikle.
Vi bør også lytte til de ønsker, som
kommunerne har givet udtryk for i den
store undersøgelse af frivilligområdet. Her
har hovedparten af kommunerne i den
gennemførte spørgeskemaundersøgelse
oplyst, at de især ønsker at bruge de
frivillige til ikke­akutte opgaver. Det vil sige
opgaver, der kan varsles og planlægges i
god tid. En forudsætning for en frugtbar
dialog med kommunerne er derfor, at vi
flytter fokus fra de operative opgaver, hvor
de frivillige kun anvendes i begrænset
omfang, til forebyggelsesområdet, hvor
kommunernes efterspørgsel på ekstra
ressourcer er stigende. Her kan de
frivillige med deres store engagement
også yde et stort stykke arbejde. Hvilke
præcise opgaver inden for forebyggelsesområdet,
der kan komme på tale,
vil jeg dog overlade til det råd, som
arbejdsgruppen vedrørende frivilligområdet
har anbefalet nedsat.
Jeg både håber og tror, at såvel Beredskabsforbundet
som de frivillige i rednings
beredskabet er klar til at omstil le
sig og påtage sig nye opgaver, der har
lidt mindre med brandslukning og mere
med forebyggelse at gøre, således at
de frivillige fortsat kan yde et væsentligt
bidrag til et robust beredskab til gavn
for danskernes sikkerhed og tryghed.
Afslutningsvis vil jeg endnu en gang
ønske Beredskabsforbundet og de frivillige
i redningsberedskabet tillykke
med jubilæet. I er med jeres indsats og
store engagement med til at sikre, at
vi har et robust og sammenhængende
beredskab i Danmark, der på kompetent
og effektiv vis kan håndtere ulykker,
katastrofer eller terrorangreb.
Af Søren Gade,
forsvarsminister
4 jubilæumsskrift jubilæumsskrift 5

eredskabsforbundeT
– befolkningsorganisation i 75 år
Beredskabsforbundet har
nu eksisteret i 75 år – ikke
under samme navn, men
som samme organisation
og med samme formål
Det hele startede egentlig under 1.
verdenskrig, som havde vist to helt nye
trusler. Den ene var opfindelsen og
brugen af giftgas, den anden var flyvemaskinen.
I 1933 nedsatte regeringen
”Gaskommissionen”, men nogle fremsynede
mennesker havde set behovet
for at gøre beskyttelse af civilbefolkningen
til en folkesag, og den 8. juni 1934
blev der afholdt stiftende generalforsamling
i Dansk Luftværnsforening,
som havde til formål at hjælpe og støtte
civilbefolkningen og bistå myndighederne.
Senere afgav Gaskommissionen
betænkning, og Statens Civile Luftværn
(senere Civilforsvarsstyrelsen) blev
oprettet i 1938. På det tidspunkt var
Dansk Luftværnsforening allerede godt
i gang. Der var indgået aftale med Indenrigsministeriet,
og uddannelse af
instruktører var påbegyndt.
Da 2. verdenskrig brød ud, gav det store
udfordringer for luftværnsforeningen,
men de frivillige løste opgaverne. Under
krigen blev der uddannet 300.000
danske mænd og kvinder, og da krigen
sluttede i 1945, arbejdede 125.000 frivillige
under luftværnsforeningen. At der
var tale om en vigtig sag, vidner medlemstallet
om, men også den støtte,
som bl.a. Kongehuset gav til sagen.
HKH Kronprins Frederik var således
protektor for Luftværnsdagen fra 1941
og blev som konge protektor for Civilfor­
svars­Forbundet, et protektorat, der blev
overtaget af HM Dronning Margrethe,
og stadig er gældende.
Efter krigen blev luftværnet reorganiseret.
Udvalgsarbejdet varede indtil 1949,
hvor der blev vedtaget en civilforsvarslov.
Regeringen lagde stor vægt på det
frivillige element, og Dansk Luftværnsforening
skiftede navn til Civilforsvars­
Forbundet. I første halvdel af 50’erne,
gennemførte Civilforsvars­Forbundet en
massiv uddannelse af villaværnsledere,
karréværnsledere, bedriftværnsledere,
sogneværnsledere, hjælpestationsledere
og frivillige sygehjælpere, alt sammen
i skyggen af den kolde krig. Så fulgte
en periode, hvor der blev stadig færre
trusler (eller måske bare mindre synlige
trusler), stadig færre opgaver til
frivillige, og stadig færre frivillige. Med
civilforsvarsloven fra 1962 blev opgavesættet
revideret, så civilforsvaret også
skulle hjælpe i fredstid, og med beredskabsloven
af 1992 blev skridtet taget
fuldt ud. Civilforsvar og brandvæsen blev
sammenlagt til et redningsberedskab, og
planlægningsgrundlaget blev ændret fra
krigstrussel til trusler i fredstid. Samtidig
ændrede Civilforsvars­Forbundet navn til
Beredskabsforbundet.
Kvinderne har altid haft del i civilbeskyttelsen.
I 1940 opstod Danske Kvinders
Beredskab (DKB) med HKH Kronprinsesse
Ingrid som protektor. Danske Kvinders
Beredskab fik en stærk rolle i civilforsvaret/CivilbeskyttelsensUdrykningskolonner
(CBU) og blev i 1948 kendt som
”De Blå Piger”, efter at Indenrigsministeriet
godkendte, at unge DKB’er
kunne indgå i CBU­korpset. Danske
Kvinders Beredskab eksisterede i 50 år
og blev i 1990 sammenlagt med det
daværende Civilforsvars­Forbundet.
I 1962 fik Beredskabsforbundet tilført
en ny opgave, nemlig uddannelsen af
befolkningen i førstehjælp og brandslukning,
og Beredskabsforbundet har
indtil nu administreret uddannelsen af
mere end en halv million borgere i førstehjælp
og brandbekæmpelse.
Trods 75 år på bagen og ændring af
såvel trusselsbilledet som alle andre
forhold i samfundet, har Beredskabsforbundet
fortsat vigtige opgaver at løse.
En mærkesag er involvering af borgerne
i beredskab og forebyggelse. Vi skal
passe på hinanden. Beredskab og forebyggelse
må ikke blive en selvfølge –
noget som andre leverer, og som vi kun
bemærker, hvis det ikke virker. Frivillige i
Beredskabsforbundet er vigtige ambassadører
for den holdning, og det er en
vigtig opgave for os at sikre, at der fortsat
er frivillige i redningsberedskabet.
Borgerne skal ikke kun have viljen til
at hjælpe hinanden, de skal også have
viden og færdigheder. Andre af Beredskabsforbundets
vigtige formål er uddannelse
af såvel borgerne bredt set
som af de frivillige, samt information til
befolkningen om forebyggelse, beredskab
og sikkerhed.
I Beredskabsforbundet må vi blot konstatere,
at ”det var de første 75 år”. Men
vi har stadig en opgave, og vi fortsætter
uden at tænke på alderen.
Af Bent Mortensen,
landschef
i Beredskabsforbundet
vellykkeT organisaTorisk samarbejde
Indtil for 75 år siden var det kun de frivillige brandværn i sønderjylland og sønderjysk
frivillige Brandværnsforbund, der stod for det frivillige element inden for
beredskabet i Danmark – men så hørte det op
For i 1934 blev Dansk Luftværnsforening
(nu Beredskabsforbundet) oprettet, ligeledes
med arbejde inden for beredskabet,
og så var de søndejyske frivillige ikke
alene mere. Heldigvis kan man sige, for
frivillige hænder kan man stadigvæk ikke
få for mange af – og måske især ikke
i 2009. Ganske vist er Beredskabsforbundets
arbejdsopgaver lidt andre end
vores, men ud fra de samme hensigter
og i den samme ånd, som den der var
og er gældende inden for vores rækker.
En ånd, der i bund og grund går ud på at
hjælpe andre mennesker i nød, uden at
det skal gøres op i penge.
Til trods for de tætte arbejdsområder
må det siges, at vi stort set indtil nu hver
især ”har passet os selv”. Jeg vil endda
gå så vidt som at sige, at Beredskabsforbundet
måske har haft lidt svære
kår i Sønderjylland netop på grund af
os. Men det må for kunderne siges at
være et luksusproblem. Forstået på den
måde, at den mangfoldighed og på
mange måder styrke, som vi frivillige
brandværn besidder, har gjort, at alle
opgaverne nok var blevet løst alligevel.
Men det ændrer ikke ved, at der selvfølgelig
også inden for vores rækker igennem
alle årene har stået respekt om det
arbejde, som Beredskabsforbundet har
stået for. Samtidig med det konkurrenceelement,
som ikke i dette tilfælde helt
kan undgås: Bevæger de sig nu pludselig
ind på vores område; rekrutterer de
nu alle de unge mennesker, så der ikke
bliver nogen til os osv. Heldigvis aldrig
noget, der har udviklet sig til et problem,
men et arbejde, der har gjort, at vi ofte
har stået på de samme skadesteder og
udført hver vores job. Både til glæde for
os selv hver især og for de skadelidte.
Og på samme konto har vi lært nogle
mennesker at kende på en ny måde. Ny
måde, forstået på den måde, at man alt
andet lige i de mindre byer godt kender
de fleste på et eller andet plan. Men det
bliver mange gange forstærket, når man
pludselig står skulder ved skulder på et
skadested. Især når de grundlæggende
forudsætninger er helt ens.
Det samme element som med sikkerhed
gør sig gældende hos de enkelte
medlemmer i Beredskabsforbundet, så ­
v el som hos os. Vi har nogle til tider meget
krævende opgaver, der skal løses
– og det bliver de uanset størrelsen og
længden, målt på tid. Kræfterne til disse
opgaver findes i de sammenhold og
kammeratskaber, der uvilkårligt opstår
sådanne steder. Dette alene er motivationen,
frem for måske en krone mere.
Intet ævl og kævl om en ekstra time,
ligeløn, eller hvad der ellers findes på
lignende arbejdspladser. Også derfor er
respekten for kollegaen større her end
på en ”normal” arbejdsplads, og som
altid vil det gavne hele arbejdet.
Beredskabsforbundet har selvfølgelig
gennem alle årene været underlagt de
forandringer, som samfundet byder.
Ofte ensbetydende med nye udfordringer.
En af disse er den mere professionelle
indgang, der er til hele vores arbejde.
Hvor man før i tiden måske kunne
se igennem fingre med enkelte hop
over, hvor gærdet var lavest, er der nu
fuld fokus på alt, hvad vi laver, og der
er ikke plads til ¾ løsninger. Samtidig
er opgaverne blevet mere komplekse
og mangfoldige. Dette stiller store krav
til alle i en sådan organisation. I første
omgang hos ledelsen, men senere ud
til hvert enkelt medlem, som er et kapitel
for sig, da rekruttering af disse i høj
grad er noget for sig selv i den travle
hverdag, som alle ligger under for. Den
gør det bestemt ikke nemmere at få
unge mennesker til at binde sig til alt
for mange opgaver på en gang.
Disse krav må vi sige, at det samlede
Beredskabsforbund i høj grad honorerer.
Man har som en af de største forudsætninger
fået oparbejdet en stor
og stærk organisation, som står bag
det hele. Man har samtidig fået lavet et
uddannelsessystem, hvor man virkelig
kan blive klædt på til de udfordringer,
man som menig kan blive stillet overfor.
Men vigtigst af alt har man, trods disse
forandringer, forstået at bevare ånden,
der driver dette værk. Den er, trods de
øvrige store ændringer, den samme nu
som for 75 år siden, og det håber og
tror jeg også, at den er de næste 75.
Alle disse ting har bevirket, at det lå lige
til højrebenet for os i Sønderjysk Frivillige
Brandværnsforbund at indgå i et
tættere samarbejde med Beredskabsforbundet.
Noget der heldigvis også
blev en realitet i løbet af 2008. Man
kunne måske undre sig over, at det
ikke er sket tidligere. Det har også været
forsøgt, men da var tiden og folkene
ikke til det. Og de sidste er selvfølgelig
ikke de mindst vigtige. Derfor var det
også med meget stor glæde, at jeg
først oplevede stor opbakning i eget
bagland og siden blandt de menige i
Beredskabsforbundet. For så længe
indstillingen er sådan, er det ingen sag
for os i ledelserne at få et samarbejde
til at fungere. Af gode grunde endnu
ikke noget med store overskrifter, men
lad os nu se. Jeg er overbevist om, at
de udfordringer, som samfundet vil
byde os i fremtiden, står vi godt rustet
til at løse i fællesskabets tegn.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at
takke hvert enkelt medlem af Beredskabsforbundet
for samarbejdet i de
75 år, men især det sidste. Og samtidig
ønske alle hjertelig tillykke med det
flotte jubilæum, som 75 år er.
Af Arne Christensen,
formand i
Sønderjysk Frivillige
Brandværnsforbund
6 jubilæumsskrift
jubilæumsskrift 7

frivilligTanken har
ingen udløbsdaTo
frivillige er stadig en del af redningsberedskabet trods store forskelle på datidens
og nutidens trusler og risici
For 75 års siden blev det nuværende
Beredskabsforbund grundlagt under
navnet Dansk Luftværnsforening. Siden
har samfundet ændret sig radi kalt, og
det samme har trusselsbilled et. I 1934
var det udsigten til en ny ver denskrig,
der ville gøre civilbefolkningen til ofre
for luftbombardementer, der fik frivillige
til at engagere sig i Luftværns foreningen.
I dag er terror, pandemier og
klimaforandringer nogle af de trusler
og udfordringer, som beredskabet står
overfor. Til trods for de store forskelle
på datidens og nutidens trusler og risici
er de frivillige fortsat en del af det
danske redningsberedskab. Det er der
god grund til at fejre. Det vidner om, at
der ikke er udløbsdato på frivilligtanken
i Danmark. Der vil altid være mennesker,
for hvem hjælp er en æressag.
Samtidig kan man konstatere, at der
er en rød tråd fra 1934 og frem til i
dag, når det gælder brugen af frivillige
inden for redningsberedskabet. Luftværns
foreningen havde sit fokus på
forebyggelsesområdet. Som bekendt
blev der god brug for de frivillige i Dansk
Luftværnsforening under 2. verdenskrig.
Takket være medlemmernes foredrag
og kampagner blev danskerne i stand
til at håndtere og afhjælpe konsekvenserne
af de ulykker, som luftangrebene
forårsagede.
Forebyggelsesaktiviteter er fortsat – 75 år
efter – en vigtig opgave for bered skabet.
Det er i fasen, før en ulykke indtræffer,
at det robuste samfund skabes. Det er
samtidig i denne fase, at frivillige kan
8 jubilæumsskrift
gøre den største forskel til gavn for
danskernes sikkerhed og tryghedsfølelse.
Det er i hvert fald kon klusionen i en stor
undersøgelse af frivilligområdet fra 2008,
som Bered skabs forbundet har været
med til at udarbejde sammen med andre
centra le aktører på frivilligområdet. Under
s øgelsen kommer på den baggrund
med en række anbefalinger om, hvordan
de frivillige kan nyttiggøres inden
for forebyggelsesområdet. Det er op til
politikerne, om rapportens anbefalinger
skal føres ud i livet. Hvis det sker, vil de
frivillige snart være på vej tilbage til selve
grundlaget for Dansk Luftværnsforening
– nemlig beredskabets forebyggende
indsats.
Der er ingen grund til at tro, at det i givet
fald bliver en nem omstillingsproces. I
mange år har landspolitikerne haft et
stærkt ønske om at anvende de frivillige
til operative opgaver. Derfor forventer
mange frivillige, at de bliver
anvendt til operative opgaver som eksempelvis
brandslukningsopgaver og
red ningsaktioner. Den mulighed findes
i det statslige redningsberedskab og et
mindretal af landets kommuner. Men
trods ihærdige bestræbelser har det
været svært at overbevise flertallet af
landets kommuner om fordelene ved
et frivilligberedskab, der løser operative
opgaver. Holdningen er, at de frivillige
er mest velegnede til opgaver, der kan
planlægges i god tid – og det kan opgaver
på forebyggelsesområdet.
Uanset hvilken vej frivilligområdet udvikler
sig de kommende år, kommer
Beredskabsforbundet til at spille en
vigtig rolle som organisatorisk ståsted
for frivillige. Det er således i mødet med
andre frivillige, at den enkelte frivillig
motiveres til at uddanne sig med henblik
på at løse nye såvel som velkendte
opgaver inden for redningsberedskabet.
I sit værdigrundlag nævner Beredskabsforbundet
selv ”frivillighed” og
”fællesskab” som to centrale værdier for
sit virke. Jeg er meget enig. Det er ganske
enkelt svært at forestille sig fri villighed
uden et fællesskab. At være frivillig
handler ikke kun om at hjælpe andre,
men ligeså meget om kammeratskab og
om at være med i et socialt fællesskab.
I de forgangne 75 år har frivillige løst
mange og forskelligartede opgaver for
det danske beredskab, og i alle årene har
Beredskabsforbundet været det fællesskab,
hvor den enkelte kunne finde sit
ståsted og sin identitet som frivillig.
På vegne af det statslige redningsberedskab
ser jeg frem til et fortsat godt
samarbejde med Beredskabsforbundet
om at udvikle frivilligområdet, så det
både er attraktivt at være frivillig og til
gavn for det samlede beredskab.
Af Frederik Schydt,
direktør
i Beredskabsstyrelsen
sTørre nyTTiggørelse
af frivillige
når Beredskabsforbundet nu kan fejre sit jubilæum, vidner det om, at forbundet
hviler på en bæredygtig idé, og at forbundet gennem årene har kunnet fastholde
sin position blandt beredskabets aktører
Indledningsvis vil jeg på vegne af Foreningen
af Kommunale Beredskabschefer
(FKB) ønske Beredskabsforbundet
tillykke med jubilæet – og sende
de bedste ønsker for fremtiden.
Beredskabsforbundet er som bekendt
en interesseorganisation – og talerør –
for de frivillige i det danske redningsberedskab.
Med sin uafhængighed af
fagforeningsmæssige interesser har
forbundet arbejdet sagligt og positivt
for et godt samlet redningsberedskab
i Danmark. Og forbundet har ikke
mindst stædigt argumenteret for en
bedre uddannelse af de frivillige – og
ikke mindst en større anvendelse af de
frivillige i det daglige beredskab. Beredskabsforbundet
har gennem årene
holdt fokus på det borgernære, lokale
beredskab, og er som følge heraf repræsenteret
i beredskabskommissionerne
i mange af landets kommuner.
I en periode efter nedlæggelsen af det
krigsmæssige civilforsvarsberedskab var
det blandt kommunale beredskabschefer
den almindelige opfattelse, at
Beredskabsforbundet i en form for
hensigtsmæssig arbejdsdeling skulle
koncentrere sig om de to kerneopgaver:
Befolkningsoplysning og hvervning
af frivillige. Det er naturligvis utrolig
vigtigt med almindelig oplysning om
beredskabsforhold, herunder befolkningskurser
i førstehjælp og elementær
brandbekæmpelse. Hvervning af
frivillige er ligeledes en meget vigtig
opgave – de frivillige tegner som bekendt
typisk kontrakt med et kommu­
nalt redningsberedskab og/eller med
et af de to statslige frivilligcentre.
I dag, efter kommunesammenlægningerne
og gennemførelsen af den risikobaserede
beredskabsdimensionering,
tegner der sig et langt mere nuanceret
billede af kommunernes samarbejde
med Beredskabsforbundet. Fra
centralt hold opfordres der direkte til
en større nyttiggørelse af frivillige, og
mange kommunale redningsberedskaber
arbejder nu på større anvendelse
af frivillige som supplement til de mere
sjældent forekommende opgaver i redningsberedskabet.
De kommunale støttepunktberedskaber
har vist sig at være en helt ideel
opgave for frivillige beredskabsfolk. En
vagtforpligtelse med få udrykninger om
måneden kan udmærket varetages af
frivillige. Og praksis har vist, at frivillige
er i stand til at lave en professionel beredskabsmæssig
indsats – også ved
indsats af støttepunktberedskabernes
specialmateriel!
Mange frivillige ønsker at deltage i det
daglige, operative ”blå­blink­beredskab”.
Kravene til udrykningernes responstider
indebærer imidlertid, at det frivillige
mandskab typisk må affinde sig med
at udgøre en reserve for det daglige
indsatsberedskab i kommunerne, hvor
de må træde hjælpende til, når typisk
de lokale brandvæsener er fuldt indsat.
Ved større og ikke mindst langvarige
indsatser er de frivillige derfor en nyttig
mandskabsressource for kommunerne.
Men alt ændrer sig, og der tegner sig
nu en helt ny opgave for de frivillige i
kommunerne. Beredskabsmæssig forebyggelse
er et område, som er under
opprioritering i kommunerne, og her vil
veluddannede frivillige beredskabsfolk
kunne medvirke i en bred vifte af tiltag,
som har til formål at mindske ulykkelige
hændelser i lokalsamfundet, hvor liv og
værdier kan gå tabt eller blive skadet.
FKB har løbende en positiv dialog med
Beredskabsforbundet, og vi kan se tilbage
på et mangeårigt godt og tillidsfuldt
samarbejde, hvilket vi håber også
kan fortsætte fremover.
På det lokale plan i kommunerne ser
vi også fra FKB’s side frem til et fortsat
udviklende, konstruktivt samarbejde om
at øge borgernes sikkerhed og tryghed
– og hvis det alligevel skulle gå galt, da
ved fælles hjælp gennem velgennemførte
indsatser at mindske følgevirkningerne
bedst muligt.
Tillykke med jubilæet!
Af Peter Staunstrup,
formand for Foreningen
af Kommunale
Beredskabschefer
jubilæumsskrift 9

samarbejde mellem
beredskabsakTører er vigTigT
Med årene er samarbejdet
mellem landsklubben for
Deltidsansatte Brandfolk
og Beredskabsforbundet
blevet stærkere
I anledning af Beredskabsforbundets
75 års jubilæum vil Landsklubben for
Deltidsansatte Brandfolk ønske forbundet
hjertelig tillykke.
I forhold til Beredskabsforbundet er
Landsklubben en relativ ung organisation,
idet vi blev stiftet på en generalforsamling
på Sygeplejehøjskolen i
Aarhus den 19. november 1983. Ligesom
Beredskabsforbundet blev Landsklubben
stiftet med det formål at opnå
indflydelse på alle relevante områder.
Det vigtigste, i første omgang for os, var
naturligvis overenskomst med Kom munernes
Landsforening og Falck. Overenskomsterne
kom forholdsvis hurtigt,
og uden de helt store sværdslag, på
plads. Om det så er lykkedes at opnå
indflydelse som ønsket, er der naturligt
nok delte meninger om. Vi er af den
opfattelse, at det går lidt for trægt, men
må nok erkende, at andre ting som eksempelvis
arbejde ved hovederhverv
og familie trækker en smule i den anden
retning. Et stykke er vi dog nået.
Både Beredskabsforbundet og Landsklubben
er høringsparter på alle væsentlige
områder i forhold til beredskaberne
samt ikke mindst lovgivningen
på området. Ligeledes er vi, efter at
beredskaberne er overgået til Forsvarsministeriet,
i større udstrækning end før
blevet taget med på råd, når der skal
træffes beslutninger.
Når det så er sagt, må vi nok erkende,
at der stadig er lang vej tilbage, før må­
10 jubilæumsskrift
let er nået. Målet er naturligvis at være
med omkring bordet og opnå indflydelse,
når de vigtige ting i beredskaberne
drøftes og besluttes i ministeriet
og på Christiansborg. Desværre ser det
ud til, at også Forsvarsministeriet, ligesom
tidligere Indenrigsministeriet, stort
set udelukkende lytter til Beredskabsstyrelsen,
som det jo må være relativt
let at opnå enighed med, idet styrelsen
jo er ministeriets eget organ. Det ville
unægteligt, efter vores opfattelse, være
mere visionært og fagligt korrekt i langt
højere grad at lytte til andre aktører
på beredskabsområdet. Eksempelvis
Beredskabsforbundet, Foreningen af
Kommunale Beredskabschefer, Falck
og de faglige organisationer. Forhåbentlig
ser man lyset en dag.
Landsklubben har siden sin stiftelse
været meget aktiv omkring samarbejde
med alle de andre interessenter på beredskabsområdet.
Resultatet heraf er
blevet, at vi i dag har et velfungerende
samarbejde med stort set alle. Dog må
det nok konstateres, at særinteresser
omkring egne synspunkter er en barriere,
som er vanskelig, måske endda
umulig, at overstige.
I den forbindelse kan jeg berette om
det første forsøg på samarbejde mellem
forbundet og Landsklubben, som
blev gjort i december 1994 på et møde
mellem forbundets præsident Klaus
Hækkerup, direktør Ole Smedegaard
og undertegnede. Her fremlagde parterne
deres synspunkter, som egentlig
ikke gav anledning til uenighed, men
en udtalelse fra den daværende præsident
om, at når Landsklubben organiserede
ansatte ved både Falck og kommunale
brandvæsener, var der ingen
mulighed for et samarbejde med forbundet.
Da ingen havde indvendinger
mod udtalelsen, tog vi denne til efter­
retning, hvilket betød, at der i mange år
ikke var konstruktiv kontakt mellem de
to forbund. I løbet af de seneste år har
vi heldigvis erfaret, at denne holdning
ikke længere er til stede. Der er nu, udover
et årligt orienteringsmøde, indledt
et mere formelt samarbejde mellem
parterne. Dette samarbejde er blandt
andet en konsekvens af, at ingen interessenter
på beredskabsområdet opnår
noget ved at stå alene og udelukkende
fremføre egne synspunkter og holdninger.
En kendsgerning, som for andre
nok er vanskelig at erkende.
Et vigtigt element i det videre samarbejde
vil være fastholdelse og nyansættelse
af såvel frivillige som deltidsansatte
brandmænd, hvilket som bekendt ser
lidt vanskeligt ud for nuværende.
Senest har Beredskabsforbundet og
Landsklubben besluttet at samarbejde
formelt med henblik på at opnå indflydelse
på et fornuftigt og afbalanceret
politisk forlig om den kommende aftale
om beredskaberne, som skal gælde fra
2011 og en årrække frem. Landsklubben
glæder sig til dette samarbejde,
ligesom vi ser frem til et fortsat godt og
konstruktivt samarbejde i fremtiden.
Endnu engang vil vi gratulere Beredskabsforbundet
med de 75 år samt ønske
alt mulig held og lykke i fremtiden.
Af Karsten Andersen,
formand for
Landsklubben for
Deltidsansatte Brandfolk
vi kan aldrig få for
mange frivillige
ethvert land har brug for et robust beredskab for at kunne imødegå ulykker og
katastrofer af enhver art og derved skabe tryghed og sikkerhed i befolkningen
Under den kolde krig var der en na turlig
skarp opdeling mellem den mili tære
og den civile sektor, hvor Beredskabsforbundet
– det daværende Civilforsvar
– på fornem vis indgik i det civile
beredskab, samlede de frivillige, der
ønskede at deltage heri, og talte deres
sag. Tilsvarende samlede hjemmeværnet
de frivillige, der foretrak at indgå i
den militære del af beredskabet. De to
frivilligorganisationer har således mange
lighedspunkter, og forskellen ligger
primært i tilknytningsforholdet til henholdsvis
det civile beredskab og det
militære forsvar.
Med udgangspunkt i den aktuelle sikkerhedspolitiske
situation efter murens
fald og afslutningen på den kolde krig
har politikerne valgt, at forsvaret og beskyttelsen
af Danmark skal ydes i totalforsvarsregi,
hvor det militære og det
civile smelter tættere sammen.
Det skaber en naturlig forudsætning
for et nært samarbejde mellem Beredskabsforbundet
og hjemmevær net.
Det er vores opfattelse, at vi netop i jubilæumsåret
befinder os i en situation,
hvor dette samarbejde er præget af
åbenhed og respekt, og at divergerende
meninger på enkelte områder ikke hindrer
et generelt positivt og konstruktivt
samarbejde på alle niveauer.
Hjemmeværnet er glade for dette samarbejde
i bestræbelserne på at skabe et
trygt og sikkert samfund. Vi har forskellige
kompetencer og kan gensidigt støtte
hinanden, når egne ressourcer ikke er tilstrækkelige
til løsning af en given opgave.
Forsvarsminister Søren Gade udtalte
for nogen tid siden, at ”vi kan aldrig få
for mange frivillige”. Det er en udtalelse,
som både Beredskabsforbundet og
hjemmeværnet så absolut kan tilslutte
sig. I vore dages sårbare samfund kan
der aldrig blive for mange, der frivilligt
ønsker at stille deres ressourcer og
kompetencer til rådighed, når der er
brug for det.
Vi ser frem til det fortsatte samarbejde,
hvor dialog og gensidig respekt for hinandens
kompetencer og politisk bestemte
plads danner grundlaget for et
trygt og sikkert samfund i Danmark.
Hjemmeværnsledelsen ønsker Beredskabsforbundet
fortsat succes, så det
frivillige engagement får så gode vilkår
som muligt, og sender de hjerteligste
lykønskninger på jubilæumsdagen med
håbet om en fortsat positiv udvikling af
det gode samarbejde til gavn for det
frivillige element i forsvaret og beskyttelsen
af Danmark.
Af
Hjemmeværnsledelsen,
generalmajor
Jan S. Norgaard
Kommitteret
Ulrik Kragh
jubilæumsskrift 11

samarbejde giver
fagligT udbyTTe
falck og Beredskabsforbundet samarbejder bl.a. om projekt Bedre Ældresikkerhed,
og det er et område, der vil være stigende behov for at sætte fokus på
Det er med stor respekt for Beredskabsforbundets
frivillige arbejde og
vores gensidige samarbejde, at Falck
hermed kan lykønske Beredskabsforbundet
med dets 75 års jubilæum.
Falck og Beredskabsforbundet har gennem
årene samarbejdet på flere områder,
senest omkring Beredskabsforbundets
særlige fokus på de ældre
medborgeres sikkerhed.
Ældresamarbejdet består som bekendt
dels af en faglig grunduddannelse samt
den efterfølgende vedligeholdelse af
denne for de frivillige i Beredskabsforbundet.
Falcks viden og erfaring om kring
sikkerhedsmæssig risici og rådgivning
danner grundlag for uddannelsen af
de frivillige, der efterfølgende afholder
foredrag om ældresikkerhed.
Ligeledes indgår der i samarbejdet, at
de ældre efterfølgende tilbydes besøg
af en frivillig sikkerhedskonsulent fra
Beredskabsforbundet, som kan rådgive
om f.eks. indretning af boligen og
dermed sætte fokus på at begrænse
de særlige farer, der statistisk set truer
alle ældre. Det er Falcks overbevisning,
at der qua den demografiske udvikling
bliver større og større behov for at
12 jubilæumsskrift
sætte fokus på ældres sikkerhed, og vi
er således stolte over at kunne bidrage
og støtte Beredskabsforbundet i dette
frivillige arbejde.
Beredskabsområdet har gennem de
seneste år været inddraget i diskussionen
omkring anvendelse af de frivillige
ressourcer i forbindelse med
større hændelser og katastrofer. Falck
og Beredskabsforbundet nedsatte således
en arbejdsgruppe for at undersøge
mulighederne for at udarbejde et
koncept, hvor de frivillige fra Herning
i spidsbelastningsperioder kunne inddrages
i Falcks operative opgaveløsning
med baggrund i de kompetencer
og ressourcer, de frivillige allerede er i
besiddelse af.
På nuværende tidspunkt har der ”heldigvis”
ikke været behov for at inddrage
de frivillige i opgaveløsninger, men
Falck er trygge ved, at muligheden foreligger,
således at vi kan betjene borgerne
med hurtige og velkvalificerede
ressourcer.
Hvad fremtiden byder, kan vi kun gisne
om. Det er Falcks klare overbevisning,
at Beredskabsforbundets arbejde med
at udbrede befolkningens kendskab
til sikkerhed og forebyggelse også i
fremtiden ligger som en naturlig del
af det frivillige arbejde – et arbejde,
som styrker samfundets parathed til
at forhindre ulykker samt at minimere
skaderne i forbindelse med de ulykker,
der opstår.
Det er Falcks oplevelse, at samarbejdet
med både Beredskabsforbundets ansatte
og frivillige forløber upåklageligt
samt giver et fagligt udbytte, som er
med til at styrke begge organisationer i
deres daglige virke, og vi ser frem til at
fortsætte dette samarbejde i de kommende
år.
Af Lars Vester Pedersen,
Redningsdirektør
i Falck Danmark A/S

eredskabsforbundeTs landskonTor
Det første egentlige landskontor
blev etableret i 1949,
som et fælles landskontor
for Civilforsvars-forbundet
(Cff) og Danske Kvinders
Beredskab (DKB)
Forbundets medstifter og tidligere generalsekretær,
oberstløjtnant S.A. Andersen
blev ansat som direktør. Han
blev i 1953 afløst af brigadechef i Civilforsvarsstyrelsen,
civilingeniør O.P.
Petersen, og i den forbindelse blev der
etableret et fælles sekretariat for CFF og
DKB, en kursusafdeling, en regnskabsafdeling
og et bedriftværnskontor.
Forbundet har igennem årene haft flere
direktører, men de mest markante
er cand. jur. Arne Herskind og Palle Simonsen,
MF.
Arne Herskind tiltrådte stillingen som
direktør for CFF i 1963. På det tidspunkt
var der problemer i samarbejdet
med de kommunale civilforsvarsledere,
som mente, at CFF’s opgaver skulle
uddelegeres. Sådan gik det ikke. Den
aftale, der samme år blev indgået mellem
Indenrigsministeriet og forbundet
(som var den tredje aftale), lagde som
de tidligere vægt på information og uddannelse
af befolkningen og var samtidig
udformet sådan, at den kunne følges
op af lokale aftaler med de stedlige
CF­myndigheder for derved at kunne
opnå det bedst mulige samarbejde.
Forbundet fik imødekommet ønsket
om at få oprettet regioner svarende
til civilforsvarets regionsinddeling, og i
de følgende år blev der arbejdet med
opbygningen af regionerne, reorganisering
af kredsene samt en reorganisation
af landskontoret.
Arne Herskind fratrådte i 1966. Landsledelsen
besluttede at give sig tid til at
finde en ny direktør, der kunne skabe
den profil, man ønskede. DKB’s landssekretær
Ruth Langhoff fik til opgave at
14 jubilæumsskrift
lede landskontoret, indtil man fandt den
rette, og samtidig lykkedes det at få en
medarbejder fra kontoret for Civilt Beredskab
til at fungere som koordinator
for samarbejdet med myndighederne.
I 1970 blev Palle Simonsen, MF, ansat
som direktør. En stilling, han bestred
indtil september 1981, hvor han blev
minister og søgte orlov fra landskontoret,
indtil han i august 1984 tog sin
afsked. Han fik i sin direktørtid skabt
grundlaget for fornyelse, optimisme og
tillid til det frivillige arbejde. Det lykkedes
ham at bremse nedgangen i antallet
af frivillige og skabe fremgang. Med
en passende blanding af diplomati og
handlekraft kombineret med hans evne
til at skabe og vedligeholde gensidig tillid,
kom den ny DKB­ordning på plads,
og han indførte en effektiv konsulentordning,
ligesom der skete en stigning i
antallet af afholdte kurser i førstehjælp
og brandbekæmpelse. Det var også i
hans direktørtid, at der blev påbegyndt
egentlige lederkurser for DKB og forbundets
lederpersonel. Palle Simonsen
blev tildelt Civilforsvars­Forbundets hæderstegn
i 1982.
Nævnes bør også Ralph Schøndorff
Asmund, der i sin funktionsperiode fra
2000 til 2003 fik genoprettet de gode
relationer til forbundets samarbejdspartnere
og fik genskabt arbejdsglæden på
landskontoret efter et par turbulente år.
Ralph Schøndorff Asmund efterfulgtes
i 2003 af Torben Frederiksen, der var
kendt vidt i de frivilliges kredse fra sin
tid som lærer på højskolen i Tinglev
og senere fra tiden på Beredskabsstyr
elsens Uddannelseskontor. Efter en forholdsvis
kort periode valgte Torben
Frederiksen i 2004 at gå på pension
som en af Beredskabsforbundets mest
vellidte direktører blandt de frivillige.
I begyndelsen af 2005 startede jeg selv
i Beredskabsforbundet, og det har været
4 år, der i høj grad har været præget
af forandring og udvikling. Perioden
har været præget af dels en ambitiøs
landsledelse og dels betydelige forandringer,
såvel på det politiske som på
det opgavemæssige plan.
Beredskabsforbundet har også været
gennem en reorganisering som følge
af det nye kommunale danmarkskort
med følgeændringer af regions­ og
kredsstrukturer og en medlemsfusion
med de godt 1.600 mand i Sønderjysk
Frivillige Brandværnsforbund.
Infrastrukturen mellem organisationerne
i redningsberedskabet er blevet styrket i
årene. Vi har nu nået et niveau, hvor de
frivillige, de deltidsansatte, beredskabscheferne
og andre interesseorganisationer
taler bedre sammen end i mange
år. En udvikling, der er til alles bedste.
I perioden er der også blevet arbejdet
stærkt på en styrket profil af forbundet,
og der er blevet lagt vægt på indførelsen
af nyt logo og en klarere og mere
moderne markedsføringsprofil, ligesom
der har været gennemført et antal større
kampagner for sikkerhed og forebyggelse.
Alt sammen forhold, der har stillet
krav til landskontorets fleksibilitet og
evne til at udvikle sig. I perioden har kursusvirksomheden
udviklet sig betydeligt,
og vi har måttet udvikle indtjeningen på
flere fronter for at kunne understøtte
landsledelsens udviklingsplaner.
Set i bakspejlet har det været en spændende
tid for landskontoret, og fremadrettet
er det min tro, at vi i de kommende
år vil opleve endnu større forandringer,
som vil kræve en stadig øget omstillingsevne
af hele forbundets organisation.
På forbundets vegne ser jeg frem
til de spændende år, vi har foran os.
Af Per Kjærholt,
adm. direktør
i Beredskabsforbundet
befolkningskurser
– en sikkerhed for alle!
At uddanne befolkningen
til at kunne yde førstehjælp
til hinanden er en
af Beredskabsforbundets
hovedopgaver
Da jeg i slutningen af 1970’erne lærte
førstehjælp og siden begyndte at undervise
befolkningen i førstehjælp, var
opgaven og grundlaget for befolkningskurserne
et andet, end det er i dag.
Dengang var den kolde krig stadig varm,
og selv om den danske befolkning i
det daglige næppe tænkte over det
– ja, nogen tænkte nok aldrig over
det – var grundtanken dengang, at befolkningskurserne
skulle sikre, at den
enkelte dansker kunne hjælpe sig selv
og andre i en krigssituation med såvel
førstehjælp som brandbekæmpelse. I
dag er grundlaget for befolkningskurserne
et andet, selvom det fortsat er
forbundets opgave at sikre robusthed
og handlekraft hos den brede befolkning
– og det er stadig lige aktuelt til
trods for, at vi har et af verdens bedste
netværk af ambulancetjenester, helikoptere,
ambulancebehandlere, akutbiler og
læge ambulancer. Sammenlignet med
mange andre lande, selv vores naboer,
har vi et tæt net af sygehuse med akutmodtagelse
og høj lægefaglig standard.
Alligevel handler det stadig om, at liv
reddes i nuet, når det trues.
Liv reddes i nuet! For hvert minut hjernen
ikke får ilt, dør hjerneceller, og efter
4­5 minutter stopper livet uden effektiv
førstehjælp. Når livet trues, er alle lige,
her har vi alle brug for, at den, der er til
stede, kan, tør og vil hjælpe. Det handler
ikke kun om, at du kan førstehjælp,
men også om at de andre kan yde førstehjælp
til dig for at redde dit liv. Derfor
er befolkningskurset lige så aktuelt i
dag, som det var i 1970’erne.
Samfundet og den globale verden stiller
i dag en række udfordringer til den
danske borger. I takt med den øgede
velfærd lever vi længere, men alt for
mange af os lever også for ”godt”! Vi er
overvægtige, spiser for meget fedt, vi
ryger og motionerer for lidt, hvis vi da
overhovedet når de daglige 30 minutters
aktivitet i vores daglige stress. Trafikken
bliver stadig mere intens, og antallet
af kvæstede er stadig stigende. Alt
sammen til trods for, at teknologien og
informationen er udviklet med eksplosiv
kraft de sidste 25 år for at imødegå
trafikulykker. Vi ved bedre og kan bedre
end nogensinde før forebygge og beskytte
os i hverdagen, men ulykke og
sygdom rammer os stadig og i stadig
større omfang.
Livsstilssygdomme har øget risikoen for
akut livstruende sygdomme for store
dele af befolkningen. Og ikke kun den
ældre del af befolkningen har risiko for
at blive ramt pludseligt af en livstruende
og akut lidelse. Behovet for, at vi kan
hjælpe hinanden, når vi rammes af sygdom,
har aldrig været større, end det er
i dag.
Mit ønske til fremtidens befolkningskurser
i førstehjælp er, at der er penge og
kapacitet nok til at uddanne og vedligeholde
førstehjælpskompetencen hos
alle de borgere i Danmark, der ønsker
at tage ansvar – et ansvar for, at du og
jeg kan få den hjælp, vi har brug for i
nuet, når vores liv er truet.
Befolkningskurser er også elementær
brandbekæmpelse. Mennesket er på
en gang fascineret af ilden og skræmt
af den. Ilden er et af vores grundbehov
for at overleve, og gennem udvikling
har vi lært at kontrollere den. Vi skal
på en og samme gang kunne skabe
den, kontrollere den og bekæmpe
den. Der kan argumenteres længe og
bredt om emnet, men et faktum er, at
befolkningen ikke søger hen til kurser
i elementær brandbekæmpelse. Nutidens
miljøbevidsthed og miljølovgivning
sætter klare og skarpe grænser
for, hvordan og hvor brand må skabes
og bekæmpes i kursussammenhæng.
Beredskabsforbundet står med en konkret
udfordring i udvikling af fremtidens
brandbekæmpelseskurser for den brede
befolkning.
Udfordringen ligger på flere områder:
• Hvordan skaber vi de økonomiske
rammer til at udvikle kurser, der kendes
af og tiltrækker den brede befolkning?
• Hvordan opbygger vi rammer, der på
en gang tilgodeser de miljømæssige
forudsætninger og er nærværende/
lokale nok til at tillokke den moderne
familie som en aktivitet?
Vi kommer ikke uden om politisk vilje
og handlekraft, når fremtidens befolkningskurser
skal skabes på baggrund
af en lang historie med skiftende forudsætninger.
Der er en meget konkret
og nærværende opgave i at revitalisere
befolkningskurserne til at møde og
motivere den moderne dansker og de
danske familier.
Vi vil også i fremtiden som borgere
være afhængige af førstehjælp fra vores
medmennesker, når vi rammes af
sygdom og ulykke – vi har kun 4­5 minutter
til at redde og blive reddet – liv
reddes i nuet!
Jeg ønsker alle i Beredskabsforbundet
tillykke med jubilæet og alt godt for
fremtiden.
Af Steen Thomsen,
salgs- og kursuschef
i Beredskabsforbundet
jubilæumsskrift 15

lederuddannelse
når man tager et tilbageblik på Civilforsvars-/Beredskabsforbundets 75 års eksistens
med henblik på lederuddannelse, oplever man, at der ikke før omkring 1970
blev indført en egentlig obligatorisk uddannelse for lederne
Og uddannelsen var kun obligatorisk
for lederne ved DKB (Danske Kvinders
Beredskab). Lederne for Civilforsvars­
Forbundet (CFF) havde ikke krav om
nogen uddannelse, måske fordi de
ofte havde en lederuddannelse inden
for de tjenesterelaterede uddannelser.
Lederne ved DKB gennemgik tre kurser
benævnt: Leder A, Leder B samt
Leder C. Samtlige kurser afholdtes på
Civilforsvarets Tekniske Skole i Tinglev
med undervisere fra skolen samt fra
DKB’s ledelse. Uddannelsen blev gennemført
som internatkurser og havde
en varighed af ca. 35 timer pr. kursus.
Formålet med kurserne var at uddanne
eleven til at:
• Fungere som leder
• Have kendskab til CFF/DKB
• Have kendskab til kredsledelsen samt
civilforsvarskommissionen
• Have kendskab til kursus- og uddannelsestilrettelæggelse
• Have kendskab til CF-optræden og
uniformsbestemmelser
Herudover fik deltageren medietræning,
mødeledelsestræning og konfliktløsningstræning.
Når samtlige kurser var gennemgået,
kunne deltagerne varetage poster som
DKB­kredsleder eller regionsleder.
16 jubilæumsskrift
I 1990 – efter sammenlægningen
af Danske Kvinders Beredskab med
Civilforsvars­Forbundet – blev det obligatorisk,
at samtlige ledere i forbundet
skulle gennemføre den for funktionen
krævede uddannelse. Kurserne med
navn og indhold fortsatte uændret som
internatkurser og blev stadig afholdt på
Beredskabsstyrelsens skoler.
Med tiden er kurserne ændret i indhold,
så de er mere tidssvarende, men
formålet er stadig det samme. En navneændring
har også fundet sted, så
Leder A ændres til Beredskabsforbundets
Faglige Lederkursus, Leder B er
at sammenligne med Grundlæggende
Ledelse og Leder C med Ledelsesudvikling
og Problembehandling. For de
to sidstnævnte kurser gælder, at det er
åbne kurser, således at forstå, at deltagerne
ikke nødvendigvis har tilknytning
til Beredskabsforbundet.
Gennem de senere år er kurserne afviklet
på Bernstorff Slot, men desværre
med færre og færre deltagere. Specielt
Beredskabsforbundets Faglige Lederkursus
har lidt en krank skæbne. Gennem
flere år har det været nødvendigt
at aflyse kurserne på grund af for få
deltagere. Det er derfor besluttet, at
kurset i en overgangsperiode afholdes
som weekendkurser af Beredskabsforbundet.
Der er i 2007 og 2008 gen­
nemført fire kurser, tre er afholdt i Frøslevlejren,
og et enkelt er gennemført
på Sjælland.
Grundlæggende Ledelse og Ledelsesudvikling
samt Problembehandling har
ikke haft den store søgning, og der har
derfor ikke været afholdt kurser i 2007
og 2008.
Men hvordan bliver det så i fremtiden?
Som det ser ud nu, har Beredskabsforbundet
i samarbejde med Beredskabsstyrelsen
undersøgt muligheden for at
finde andre udbydere af kurserne. Der
er taget kontakt til hjemmeværnet, som
på skolen i Nymindegab afholder de
selv samme kurser. På disse kurser kommer
kursisterne fra mange forskellige
organisationer, men alle med det formål
at få en lederuddannelse. Derfor
gennemføres kurserne som civile kur ser
med civile cases. En god kombination
for Beredskabsforbundets ledere.
Af Benthe Petersen,
konsulent ved
Beredskabsforbundet
bedrifTværn og
bedrifTværnsuddannelsen
en af hovedopgaverne for Civilforsvars-forbundet var lige fra starten uddannelserne
inden for egenbeskyttelsen, især rettet mod dem, der skulle indgå som ledere
i de forskellige værn
Gennem de fem besættelsesår skete
der en løbende udvikling af beredskaberne
over alt i landet. Et af disse tiltag
var oprettelsen af fabriks luftværn, da
fabrikkerne ikke nødvendigvis kunne
regne med assistance fra byens brandvæsen
i tilfælde af angreb.
Den daværende Luftværnsforening uddannede
blandt mange andre 2.700
fa briksluftværnsledere og 450 gasmaskeinstruktører.
Derudover uddannede fabriksluftværnslederne
sammen med foreningens
instruktører næsten 300.000
husvagter og fabriksluftværnsfolk. Især
i de sidste år af besættelsen oplevede
man mange tilfælde, hvor borgernes
egen indsats over for opståede skader
havde haft en særdeles god virkning.
Dette førte til civilforsvarsloven i 1949,
som bl.a. videreførte Luftværnsforeningens
arbejde i Civilforsvars­Forbundet. I
loven blev der også indføjet en para graf
om egenbeskyttelse med fire elementer:
Sogneværn, villaværn, karréværn
og bedriftværn, som skulle videreføre
idéerne fra de hidtidige hus vagter og
fabriksluftværn.
En af hovedopgaverne for Civilforsvars­
Forbundet blev lige fra starten uddannelserne
inden for egenbeskyttelsen,
især rettet mod dem, der skulle indgå
som ledere i disse nye værn, men der
var dog også tænkt på uddannelsen
af bedriftværnenes personale: Civilforsvars­Forbundets
konsulenter stod i
mange tilfælde for uddannelsen, især
i elementær brandbekæmpelse og førstehjælp.
Landet over blev der afholdt
kurser for de personer, som var blevet
udpeget til at skulle fungere som bedriftværnsledere
og stedfortrædere. Det
var for Civilforsvars­Forbundet et stort og
krævende arbejde at få formuleret de
forskellige uddannelser så korte og alligevel
så gode, at de kommende ledere
kunne klare mange af de nye opgaver
selv.
I bedriftværnslederkurserne indgik:
• Love og regler. Bedriftværnet i det
samlede civilforsvar, samt bedriftværnets
opgaver
• Trussels- og skadebilledet
• Orientering om tjenestegrenene: Brand-,
rednings­, ordens­ og teknisk tjeneste
• Bedriftværnets kontakt med tilsynsmyndigheden
• Bedriftværnsplanen inkl. dimensionering
af materiel og personel
• Gruppeopgaver med planspiløvelser
ud fra ”X­købing maskinfabrik”
• Bedriftværnets indsats alene og i
samarbejde med andre CF­enheder
• Den praktiske gennemførelse: Besøg
på en bedriftværnspligtig virksomhed
• Orientering om det lokale civilforsvar
samt orientering om Civilforsvars­Forbundet
og mulige kursustilbud m.v.
Det var en ordentlig mundfuld til et
ugekursus, og mange kursister drog da
også hjem med en knugende usikkerhed
om, hvorvidt de kunne løfte opgaven,
og især om de kunne få den
fornødne opbakning hjemme i virksomheden.
Her var der dog også stor
hjælp at hente fra konsulenterne.
Det store hovedbrud var i første omgang
bedriftværnsplanen, som skulle
beskrive virksomheden og de krav, der
skulle opfyldes, for at bedriftværnet
kunne godkendes. Først når alt materiellet
var anskaffet, og personalet var
uddannet, kunne bedriftværnet afholde
en kontroløvelse på virksomheden. Hvis
den forløb godt, fik man godkendelsen
– og ellers var det bare ”om igen”.
Da beredskabsloven i 1992 afløste civilforsvarsloven,
blev bedriftværnsbekendtgørelsen
endevendt. Og efter nogle års
stilstand kom der endelig i 1998 en ny
bekendtgørelse, hvor bl.a. kriterierne for
oprettelse af bedriftværn var ændret, så
det nu var helt op til den enkelte kommune,
om man ville pålægge virksomheder
og institutioner bedriftværnspligten
eller ej. Resultatet udeblev ikke, for
de få bedriftværn, som ikke allerede
var ”puttet i mølpose” eller nedlagt, forsvandt
nu helt. Hermed forsvandt også
grundlaget for, at Beredskabsforbundet
fortsat kunne tilbyde at administrere
eller gennemføre bedriftværnslederuddannelsen.
I dag er der flere og flere interne beredskaber
på mange arbejdspladser –
heraf en del med egne hjælperøgdykkere.
Beredskabsforbundet har derfor i
mange kredse oplevet, at der stadig er
behov for dygtige instruktører og rådgivere
i forbindelse med opbygning og
vedligeholdelse af borgernes egen indsats
over for opståede skader.
Af Niels Erik Bølling,
tidligere
bedriftværnschef
på Slotsholmen
jubilæumsskrift 17

danske kvinders
beredskab
75 år er det foreløbig blevet til for Beredskabsforbundet, heraf 50 år med Danske
Kvinders Beredskab (DKB) som ledsager
DKB kom ind i civilforsvarsfamilien den
7. marts 1940 som en selvstændig
kvindeorganisation, der blev underlagt
Dansk Luftværnsforening (det nuværende
Beredskabsforbund), som allerede
havde set dagens lys 6 år før i 1934.
Danske Kvinders Beredskab fik en fly ­
v ende start, fordi de ydre omstændigheder
nødvendiggjorde, at DKB fra første
færd blev kastet ud i opgaverne. Ved
krigens afslutning i 1945 var 42.000
kvinder organiseret i Danske Kvinders
Beredskab. HKH Kronprinsesse Ingrid
blev organisationens protektrice.
Danske Kvinders Beredskab blev stiftet
med de finske lotter som forbillede,
hvorfor navnet ’Danske Lotter’ blev betegnelsen
for kvinderne i DKB. I 1946
overgik navnet ’Lotte’ til hjemmeværnets
nye kvindekorps, Danmarks Lottekorps,
og kvinderne i DKB fik i stedet
navnet DKB’ere.
Op igennem 50’erne og 60’erne fik
såvel DKB som Civilforsvars­Forbundet
vanskelige levevilkår. Befolkningen havde
efter krigen mistet interessen for beredskabet
og det på trods af den kolde
krig, som nu var truslen. DKB valgte bl.a.
at ændre på hele strukturen og uddannelserne,
så organisationen tilpassede
sig det samfund, man nu levede i, hvilket
der blev taget højde for i de nye
retningslinjer for DKB­arbejdet, der blev
vedtaget i 1971. Landsformand Ingrid
Holten Poulsen og direktør i Civilforsvars­Forbundet
Palle Simonsen gjorde
et kæmpe arbejde for at få den nye
organisation accepteret ude omkring i
18 jubilæumsskrift
kredse og regioner. Det var ikke en let
opgave, men det lykkedes, og DKB blev
en stærk, selvstændig organisation, som
stadigvæk var en underafdeling af Civilforsvars­Forbundet,
men med helt klare
retningslinjer og egne opgaver og egne
ledere. DKB’s landsformand var født vicepræsident
i Civilforsvars­Forbundet og
dermed medlem af forbundets forretningsudvalg,
der havde stor indflydelse
på hele det frivillige civilforsvarsarbejde.
Den nye DKB­ordning betød bl.a., at alle
kvindelige frivillige skulle gennemgå en
grundlæggende uddannelse hos DKB,
før de kunne gå videre inden for det
statslige eller kommunale civilforsvar.
Der havde i den grad manglet en basal
viden om civilforsvaret, om uniformering,
om førstehjælp og elementær
brandbekæmpelse. Det blev der rettet
op på nu. Denne uddannelse blev, ligesom
flere andre af DKB­uddannelserne,
videreført på et senere tidspunkt til de
mandlige frivillige, der kunne se, at det
var en mangelvare også hos dem. Også
idrætsarbejdet havde stor bevågenhed
i DKB. Der blev afholdt idrætskursus
hvert år i Frøslevlejren med mange deltagere
inden for såvel terrænsport som
selvforsvar. Selvforsvarsdisciplinen har
man fastholdt igennem de mange år.
I 1975 blev det første beløb fra DKBfonden
uddelt. Hvert år lige siden er
der givet penge fra fonden, som nu er
overgået til Foreningen Danske Kvinders
Beredskab.
Tiderne skifter, og igen i 1979 ændrede
man retningslinjerne for DKB­arbejdet.
Uddannelserne blev udbygget for især
lederpersonellet, ligesom lederbetegnelserne
og distinktioneringen blev ændret.
Personellet var kompetent til at påtage
sig de opgaver, som især Civilforsvarsstyrelsen
var interesseret i, vi skulle
klare. Bl.a. hvervningen og kursuslederfunktionen
af kvinderne til Den Statslige
Ambulancetjeneste. En spændende
opgave op igennem 1980’erne, som
mange kvinder valgte at melde sig til.
Sidst i 1980’erne blev det mere og
mere klart, at tiden nu var moden til, at
mænd og kvinder udførte de samme
opgaver i den samme organisation,
og efter et langt udvalgsarbejde blev
DKB så sammenlagt med Beredskabsforbundet
i juni 1990. Og en æra var
afsluttet med et fornemt forløb. Nu
ventede en fælles fremtid med Beredskabsforbundet.
De mange gode uddannelser
fortsatte til gavn og glæde
for det samlede beredskab.
I dag er navnet ’Danske Kvinders Beredskab’
bevaret, idet Foreningen Danske
Kvinders Beredskab blev stiftet i
juni 1990, og fra denne forening skal
derfor lyde et tillykke med de 75 år og
en tak for 50 års partnerskab.
Af Inga Christensen,
tidligere DKB-landschef
samrådeT
Da Danske frivillige Kvindekorps samråd stiftedes den 30. oktober 1951, var det
nok ikke en tilfældighed, at det skete på DKB’s landskontor
Initiativtageren var landsformand fru
Gautier Schmit, og såvel chefen for
Danmarks Lottekorps, som chefen for
Kvindeligt Marinekorps og senere chefen
for Kvindeligt Flyvekorps, havde alle
DKB som fælles udgangspunkt.
Samrådets formål var at ”øge kendskabet
til hinandens arbejde og opgaver
og at behandle spørgsmål af fælles interesse,
samt en fælles bestræbelse på
at vække danske kvinders ansvars­ og
pligtfølelse til – ved at indtræde i et af
korpsene – at gøre en personlig indsats
til værn for folk og fædreland”.
Den mest indlysende opgave, etablering
af ”Samrådets Børneordning”, er
behandlet andetsteds, men der var nok
at tage fat på endda. Begrebet ”Kvinder
i uniform” var, DKB’s store arbejde
under krigen ufortalt, ikke lige indlysende
over alt i samfundet. En fælles
holdning fra det øverste lederpersonel
i korpsene med hensyn til hvervning,
uddannelse og anvendelse af kvindeligt
personel var vigtig. Det var også
betydningsfuldt at se ud over landets
grænser først til Sverige og Norge og
senere til NATO­landene, for her at få
viden og inspiration.
På ’hjemmefronten’ sendte korpsene
elever på relevante kurser hos hinanden.
Dette skabte viden om og respekt
for de andre korps’ opgaver og arbejdsbetingelser.
Det skandinaviske samarbejde udmøntede
sig i deltagelse i de skandinaviske
Lotte­konferencer, som bragte ikke blot
Samrådets øverste ledelse, men også
lederpersonel fra alle fire korps i kontakt
med søsterorganisationerne i Norge og
Sverige. Ansvaret for tilrettelæggelse
og afvikling af konferencerne gik på
skift mellem landene og blandt korpsene
i de enkelte lande. Ser man på
de mødeprogrammer, som deltagerne
blev præsenteret for, står det klart, at
disse konferencer nød bevågenhed fra
allerhøjeste sted. Foredragsholderne var
ministre, militære chefer og kulturpersonligheder
på højt plan, som kunne
inspirere og støtte det frivillige arbejde
samt give oplæg til de interne drøftelser,
som var en vigtig del af disse konferencer.
Deltagerne blev indkvarteret
på kursusejendomme og militære tjenestesteder,
og i den sammenhæng
havde Civilforsvarets Højskole i Snekkersten
og Teknisk Skole i Tinglev en
fremtrædende plads. Samtidig benyttede
de respektive lande chancen for
at vise de nationale seværdigheder
frem, og her havde Nordsjælland og
Sønderjylland meget at byde på.
I 1961 arrangerede Samrådet, i samarbejde
med Atlantsammenslutningen,
konferencen ”The importance of Women
in the NATO Defence”, som blev
afholdt på Christiansborg med deltagere
fra USA, Canada, England, Holland,
Norge og Danmark.
I forbindelse med et studiebesøg i
Holland i 1963 fik chefen for Kvindeligt
Flyvekorps, oberst Else Martensen­
Larsen, mulighed for at overvære de
to sidste dage af Nijmegen­marchen.
Den oplevelse betød, at Kvindeligt Flyvekorps,
som det første uniformerede
hold fra Danmark, deltog i Nijmegenmarchen
1964 under korpschefens
ledelse. Det blev startskuddet til en
fremtid på de hollandske landeveje,
ikke blot for de fire kvindekorps, men
for totalforsvaret. Ingen steder har
samarbejdet mellem alle medlemmer
af totalforsvaret fejret så store triumfer
som netop i Nijmegen.
I 1973 blev oberst Else Martensen­
Larsen den første formand for NATO
Women’s Service Committee, som på
det tidspunkt omfattede ni lande. I dag
er det tal steget til 41; et tal, der fortæller,
at det samarbejde, som Samrådet,
de skandinaviske Lotte­konferencer og
NATO Women’s Service Committee var
udtryk for, fik endog meget stor betydning
for den personelgruppe, som de
alle kæmpede for: ”Kvinder i uniform”.
Af Vibeke Kingo Pedersen, major og tidligere
sektionschef Kvindeligt Flyvekorps
jubilæumsskrift 19

samrådeTs
børneordning
samrådets Børneordning
er i den grad en foranstaltning,
der har præg af, at
tiderne skifter!
Danske Frivillige Kvindekorps Samråd
blev oprettet i 1951 af de tre eksisterende
kvindekorps: Danmarks Lottekorps,
Kvindeligt Marinekorps og Danske
Kvinders Beredskab. I 1953 kom
Kvindeligt Flyvekorps til. Samrådets
ledere mødtes for at udveksle erfaringer
og drøfte fælles interesser, så det
faldt helt naturligt, at man gik sammen
for at løse den store opgave, det var
20 jubilæumsskrift
at få medlemmernes børn passet i en
mobiliseringssituation, hvor mødrene
var kontraktligt forpligtet til at møde til
tjeneste uden for hjemmet. I en tid,
hvor der ikke var ret mange vuggestuer
og børnehaver, blev det en kæmpe
opgave, især for DKB, der var den humanitære
organisation, og som derfor
kunne mobiliseres til denne funktion.
I februar 1955 blev der mellem Danske
Frivillige Kvindekorps Samråd og
Overinspektionen for Børneforsorgen
truffet aftale om adgang for medlemmerne
af de fire frivillige kvindekorps til
at få deres børn anbragt i eksisterende
børne­ og ungdomshjem i en beredskabssituation.
Dette, at Samrådets Bør­
neordning nu fik det blå stempel, gav
DKB muligheden for at få sat gang i arbejdet.
Alle korpsenes lokale afdelinger
fik henstilling om at nedsætte børnekomiteer
med DKB­repræsentanten som
’daglig leder’ der, hvor der var et behov.
Det samme skulle ske på regionsplan.
Den regionale DKB­børneordningsleder
havde den nære kontakt med børneordningerne
ude i områderne.
Alle DKB­børneordningslederne fik en tilpasset
uddannelse. De regionale børneordningsledere
havde derudover hvert
år et weekendseminar på Civilforsvarets
Højskole, hvor de regionale repræsentanter
fra de militære kvindekorps også
deltog. Det blev nok en af de største opgaver
for DKB, men det lykkedes.
I 1982 var vi parate til at give efter for
presset fra Luftmeldekorpset og enlige
fædre i hjemmeværnet og civilforsvaret.
Vi turde nu påtage os ansvaret for
at udvide. Heldigvis blev der ikke brug
for at iværksætte hele denne ordning.
Danmark kom ikke ud i den situation,
hvor forældrene skulle mobiliseres.
Ordningen er nedlagt. Det danske samfund
har i dag vuggestuer, børnehaver,
dagplejemødre og fritidsordninger. Der
er sket meget på de 54 år!
Af Inga Christensen,
tidligere DKB-landschef
kolding-kredsen
gennem 73 år
Den 27. maj 1936 afholdtes det stiftende møde i Dansk luftværnsforenings
Kolding-kreds
30 virksomheder, institutioner og enkeltpersoner
støttede op om sagen.
Gasfrygten var altovervejende dette år,
og uddannelserne blev hurtigt igangsat.
Krigens trussel prægede hele det forebyggende
arbejde, og allerede i 1938
blev samtlige husejere opfordret til at
udpege egnede personer til at gennemgå
uddannelsen som husvagter.
Blot en måned før de tyske tropper besatte
Danmark, stiftedes Danske Kvinders
Beredskab. Dette skete også i Kolding
den 7. marts 1940. Gennem alle
besættelsesårene havde Kolding omkring
2.500 frivillige mænd og kvinder,
som dels gennemgik alle relevante uddannelser,
men også forestod information
og hjælp til den lokale befolkning.
Kolding­kredsen fulgte med udviklingen
inden for såvel Luftværnsforeningen
som civilforsvaret med diverse
uddannelser af frivillige og løsning af
de påkrævede opgaver i kommunen.
Det tætte samarbejde mellem organisationerne
og forvaltningen har altid
resulteret i faste pladser i beredskabskommissionen
og ligeledes med et
godt kommunalt økonomisk tilskud til
organisationens arbejde. Da Kolding
også havde frivillige i regionens kommandocentral,
var der et stort behov
for frivillige. Således kunne vi i midten
af 70’erne tælle ca. 300 uddannede
frivillige inden for et meget bredt spekter
af tjenestegrene.
Der var altid planer for informationsarrangementer,
uddannelser og øvelsesaktiviteter.
Kort sagt var engagementet
i top, og dermed kunne vi altid finde
velmotiverede frivillige. I 1990 fusionerede
Civilforsvars­Forbundet og Danske
Kvinders Beredskab. Dette forløb
gnidningsfrit i Kolding, og udviklingen
fortsatte.
Efterhånden som det krigsmæssige beredskab
blev afløst af fredstidsberedskabet,
blev flere tjenestegrene lukket
ned. Dette kunne mærkes. Medlemstallet
faldt voldsomt. Der skulle findes
nye og andre områder at drage nytte
af medlemmerne på. Kolding fik Hvideruslandskomiteen,
ligesom vi også er
gået aktivt ind i Projekt Østbørn. Begge
dele er humanitært hjælpearbejde for
dårligt stillede børn og voksne i østlandene.
Ca. 30 af vores medlemmer deltager
i disse opgaver.
I takt med at trusselsbilledet ændrer
sig, ændres også opgavesættet for
frivillige. Uddannelserne skal tilpasses
den risikobaserede dimensionering og
behovet for andet udstyr. Uddannelserne
er professionelle og kræver meget
af de frivillige.
At vi kan bruges, når ulykken rammer,
kunne tydeligt ses ved de større hændelser,
Kolding har været ramt af. Ulykken
i Seest har alle hørt om. Frivillige
fra Kolding var med i første række. Men
frivillige strømmede også til fra mange
andre områder af landet. Befolkningen
oplevede her, hvad et velorganiseret
beredskab med mange frivillige kan
udrette, når der er et akut behov.
Forhåbentligt får vi aldrig en så alvorlig
hændelse igen i Kolding, men beredskabet
skal være på plads og parat, og
det sker kun ved at have veluddannede
frivillige, som hver især kender
deres funktion og er uddannede til at
varetage den.
Af Else Højsager,
frivillig i Kolding,
regionsleder
i Region Syddanmark
jubilæumsskrift 21

eredskabsforbundeTs musikkorps
tamburkorps blev genopbygget med instrumenter fra hele landet
I 1970 oprettedes et tamburkorps –
Civilforsvars­Forbundets Tamburkorps.
Det var aktivt frem til efteråret 1982,
hvorefter korpset blev opløst, formentlig
på grund af manglende tilgang til
korpset samt deraf følgende mindre
aktivitet. Meddelelsen herom blev givet
i bladet CIVILFORSVAR. Jeg var på det
tidspunkt konsulent i Civilforsvars­Forbundet
vest for Storebælt og besluttede
mig for at genstarte et tamburkorps,
men hvor og hvordan? Det nedlagte
korps var tilknyttet daværende Region
V. Jeg overvejede mulighederne for
en passende geografisk placering. Jeg
vidste, at man i Nordjylland havde talt
om at lave et sådant korps, og at man
på Fyn også havde haft tanken – man
havde endda anskaffet nogle trommer.
Horsens var en oplagt mulighed. Der
var en Horsensgarde – som var et aktivt
blæseorkester. Jeg kendte formanden
for turistforeningen – som selv var aktiv
musiker. Der herskede et godt forhold
til det lokale civilforsvar. Placeringen i
Horsens ville også gøre det nemt for
såvel konsulenten som et evt. tamburkorps
at skabe det nødvendige tætte
samarbejde.
Jeg kontaktede turistforeningen og fortalte
om idéen bag et tamburkorps og
fik øjeblikkelig en positiv accept. Formanden
ville kontakte Horsensgarden, som
han i øvrigt havde en tæt forbindelse til.
Der gik nu to dage, hvorefter der lå en
besked til mig, om jeg kunne komme
til et møde med repræsentanter for garden
dagen efter. Nu måtte jeg så overveje,
hvordan idéen skulle præsenteres
og hvilke spørgsmål, der ville blive stillet.
Med så kort et varsel valgte jeg at møde
op og se, hvordan mødet forløb.
Der mødte to af korpsets instruktører.
Den ene hed Preben Bosse, der havde
aftjent sin værnepligt i Livgardens Tamburkorps.
Det var en positiv start – så
jeg slappede af. De ville gerne vide,
hvad jeg ville med et tamburkorps,
22 jubilæumsskrift
og hvorledes jeg havde tænkt mig at
få det til at fungere. Jeg lagde kortene
på bordet – korpset skulle bære civilforsvarets
uniform og være tilknyttet
Civilforsvars­Forbundet, medlemmerne
skulle indgå kontrakt om frivillig tjeneste.
Vedtægter, retningslinjer for korpset
samt uniformsreglement skulle
godkendes af forbundet. Endvidere
skulle korpsets medlemmer betale
kontingent, og korpsets økonomi skulle
hvile i sig selv primært gennem den
betaling, man modtog for dets ydelser.
Det, syntes de, lød meget fornuftigt.
Så måtte jeg lægge de sidste kort i kabalen.
Jeg fortalte, at der ikke var efterladt
noget, som man kunne bygge
på – der var ingen penge, ingen instrumenter
og ingen uniformer. Det lød
noget barsk, men hvis de ville skaffe et
rimeligt antal nye medlemmer, så ville
jeg bare på et løfte herom undersøge
mulighederne for at få stillet uniformer
til rådighed og et øvelokale. Jeg ville
forsøge at få opsporet eventuelle instrumenter
fra det tidligere korps, samt
forsøge at få tilsagn om et rente­ og
afdragsfrit lån på 5.000 kr. – et beløb,
der skulle tilbagebetales, når der var
penge i kassen. Hvordan var reaktionen?
En klar melding fra Preben Bosse:
”Jeg vil gerne være behjælpelig med
etableringen af korpset.”
Så begyndte vi, og det gik pludselig
stærkt. Civilforsvarslederen stillede øvelokale
til rådighed og anskaffede uniformer.
Region III gav som ønsket et lån
på 5.000 kr. Instrumenterne blev fundet
i Helsingør, udlånt til et lokalt orkester.
Vi skulle jo have dem tilbage, men det
var man ikke særlig positiv overfor. Man
gjorde opmærksom på, at instrumenterne
nu var blevet ændret til brug i et
sækkepibeorkester, så de var næppe
anvendelige til vores formål. Vi gjorde
opmærksom på, at enten fik vi instrumenterne
tilbage i den oprindelige stand
– eller også måtte vi have et beløb, der
svarede til værdien af instrumenterne.
Det resulterede i et ikke ubetydeligt beløb.
Først købte vi de føromtalte trommer
fra Fyn – og derefter kunne vi vurdere
nyanskaffelser på instrumentområdet.
Blandt de effekter, der blev fundet, var
også et antal marchfløjter – desværre af
en anden type end ønsket. En annonce
fra FDF gav anledning til en byttehandel
– vi fik de ønskede fløjter. Prissætningen
blev til fordel for korpset. Der skulle også
forberedes vedtægter for korpset med
præcisering af forholdet til forbundet, og
der skulle laves administrative retningslinjer
samt et uniformsreglement.
Endelig skulle der findes emner til en
bestyrelse. Tilbage stod den almindelige
grunduddannelse af frivillige og derefter
afholdelse af en stiftende generalforsamling.
Den fandt sted den 3. maj
1983, hvor Preben Bosse blev valgt
som formand – en post, som han bevarede
i over tyve år. Allerede i efteråret
1983 havde korpset haft sine første opgaver,
og der har ikke manglet sådanne
siden. Nævnes kan bl.a. deltagelse ved
nytårsparoler, totalforsvarsudstillinger,
Hærvejsmarchen, Nijmegen­marchen,
byfester, åbning af nordisk CF­seminar,
Danske Dage i Rensburg, Airbornemarchen,
international musikfestival i
Holland, forbunds­ og korpsjubilæer,
Tulipan­fester i Ribe, dronningemodtagelser,
koncerter, Tatoo i Skotland osv.
Korpset består i dag af 50 aktive medlemmer
og ca. 35 passive medlemmer,
med både tamburkorps og messingorkester.
Repertoiret spænder fra traditionel
march­ og tamburmusik til glad jazz,
kirkekoncerter og egentlige orkesterstykker
med solister.
Af Henning V. Eriksen,
tidligere konsulent
ved Beredskabsforbundet
projekT øsTbørn
siden 1992 har Beredskabsforbundet, under Projekt Østbørn, arrangeret sommerlejre
i Danmark for børn fra Østeuropa
På daværende tidspunkt havde ingen
nok regnet med, at dette projekt ville
strække sig ind i næste årtusinde.
Vi fik på det tidspunkt en hen vendelse
fra bystyret i Katowiche, om det var
muligt at etablere sommerlejre for de
mange forældreløse børnehjemsbørn,
de havde i området ”Den sorte trekant”.
Det var ikke lange overvejelser, der skulle
til, da punktet kom på dagsordenen
i landsledelsen. Nu skulle der blot findes
lejrledere i de otte regioner. Det var
heller ikke noget problem, så nu blev
projektet lagt ud til den enkelte region,
mens alle tråde blev samlet på landskontoret,
som var en stor brik i kommunikationen
til myndighederne i Polen og
enkelte år i Rusland (Murmansk).
Der har været nogle justeringer for
projektet undervejs, da erfaringer er en
god læremester. Vi har nu et projekt,
som vi er stolte af, ser frem til hvert år
og med et engagement fra de frivillige,
som ikke kan beskrives med ord.
Ord er også fattige, når jeg skal beskrive,
hvad vores polske venner giver os i de
14 dage, deres ophold varer. Den tillid,
den glæde og det venskab, som gensidigt
opstår mellem os frivillige hjælpere
og børnene, rækker langt ud over en beredskabsmæssig
opgave, som skal løses.
Denne ’opgave’ løses ikke kun med det
fysiske arbejde, der skal også hjerte til.
Der ligger også et stort arbejde forud
for en lejr, da alle midler og naturalier
for afholdelse af lejrene udelukkende
sker ved frivillig sponsorstøtte, som opsøges
af den enkelte lejrs projektgruppe.
Et sådan forarbejde tager mere end
et halvt år, da der skal mange ansøgninger
til for at nå budgettet. Dermed
være også sagt, at vores sponsorer er
det vigtigste element for at få Projekt
Østbørn til at blive en succes – for
uden sponsorer ville det ikke være muligt
for selv de mest engagerede frivillige
at etablere en lejr.
Når sponsorerne har givet tilsagn om
støtte, er det næste meget vigtige element
de frivillige, der bruger 14 dage
af deres ferie eller andre fridage på
sommerlejren. Der skal en del frivillige
til for at få lejren til at fungere. Der er
alle de praktiske opgaver, men der er
også de sociale – som er en vigtig del
af lige netop vores projekt. Der skal
foregå aktiviteter både ude og inde
hele tiden, og i det omfang vores små
venner har lyst til at ’lege’ med os, står
vi til rådighed.
Børnene oplever meget forskelligt fra
lejr til lejr, men ens for alle er, at de
føler, der bliver gjort noget specielt for
dem. Hvad der også må pointeres over
for vores ’børn’ og deres ledere er, at
dette specielle, de oplever i Danmark,
ikke er vores børns hverdag – men det
vores børn oplever, når de har sommerferie.
Det er derfor også vigtigt at
orientere om den danske hverdag, og
hvordan det sociale system fungerer i
Danmark. Det kan være med til at give
dem en håndsrækning – til at finde noget
at stræbe efter i et voksent liv.
Der er heldigvis også sket en stor udvikling
for børnene i deres hjemland.
Tidligere var alle bosiddende på store
børnehjem (60­100 børn pr. hjem),
mens man nu prøver at etablere ”udslusningshjem”
– dvs. store lejligheder,
hvor der bor 10­15 børn og unge, der
lærer at leve som en almindelig familie,
med de pligter som deraf følger.
Udslusningshjem er gode, da de unge
mennesker får ejerskab for deres bolig
og sætter en ære i at vedligeholde og
rengøre deres eget domæne. Når man
ser på personlige ejendele, inventar
og møbler i disse hjem, er der stadig
brug for vores hjælp – og vi vil fortsat
gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem til
en bedre/nemmere hverdag eller blot
give dem en solstråle i en grå hverdag.
Af Lene Krüger Schade,
regionsleder
i Region Nordjylland
og lejrleder ved
Projekt Østbørn
jubilæumsskrift 23

arak h1 i frøslevlejren
– beredskabsforbundeTs informaTions- og udsTillingsbarak
Den 8. oktober 1987 tog det daværende Civilforsvars-forbunds forretningsudvalg
initiativ til, at der kunne oprettes en fond, der skulle forestå oprettelsen og driften
af Civilforsvars-forbundets ”Informationsbarak”
Det var væsentligt at fastholde navnet
”Informationsbarak”, da det drejede sig
om information og udstilling. Barak H1
skulle ikke være museum. Gruppen
bag dette initiativ var Otto W. Eriksen,
Aabenraa; Inga Christensen, Grenaa;
Lilli Rothmann, Hobro; Erik Jensen,
Vejle og Tønnes Wickmann, Rønne.
Fondens fundats blev godkendt den
15. oktober 1987.
Den nyindrettede barak brændte desværre
umiddelbart før åbningen i påsken
1989. Mange effekter gik tabt.
Frivillige, der var i gang med at male
værelser, opdagede røgen – desværre
for sent. Barakken brændte ned til
grunden på kort tid.
En ny udstilling blev ved hjælp af mange
frivilliges indsats hurtigt etableret.
Der åbnedes en lille udstilling i Barak
46 i maj 1989. Herefter gik man i gang
med genopbygningen af Barak H1.
Brandforsikringen dækkede opførelsen,
men det indvendige måtte fonden selv
afholde udgifterne til. Dette fordrede
kreativitet og velvillig bistand fra mange
sider, bl.a. solgte grænsekøbmand
”Calle” øl med en bemærkning om, at
et vist beløb pr. flaske gik til H1 – en
flot lokal gestus. Nye, brugte senge til
værelserne blev mulige med bistand
fra Bent Ansø, Århus og Hans Bøjlund,
Kolding.
Et stort arbejde blev gennemført i løbet
af efteråret og vinteren 1989­1990 med
Ellen Christensen, Tønder i spidsen. En
ny udstilling var klar i 1990 med temaet
24 jubilæumsskrift
”Danske Kvinders Beredskab” i anledning
af organisationens 50 års jubilæum. I maj
1990 fik Barak H1 overrakt statuetten
”Neuengammefangerne” af daværende
Civilforsvarsdirektør Ole Forsting. Civilforsvarsstyrelsen
havde fået statuetten
af Neuengammeforeningens formand,
Hans Bøjlund. Styrelsen ønskede, at gaven
skulle ses af flere i rette sammenhæng
ved at være udstillet i Barak H1.
I vinteren 2003­2004 blev en stor frivillig,
uegennyttig indsats anvendt til at
forberede en ny udstilling omfattende
redningsberedskabet gennem tiderne
fra før Statens Civile Luftværn og Civilbeskyttelsens
Udrykningskolonner over
civilforsvar og brandvæsen til det nuværende
redningsberedskab. Dette store
ændrings­ og klargøringsarbejde var
kun muligt med stor bistand og velvilje
fra Beredskabsstyrelsens skole i Tinglev
samt støtte via Beredskabsstyrelsens
informationspulje og en række sponsorater,
bl.a. fra Jørgen Pedersen, El
Dorado, Californien.
Udstillingen, der er grundlaget for den
nuværende udstilling, åbnede den 1. april
2004. Udstillingen viser redningsberedskabets
nationale og internationale
arbejde fra før 1939 gennem tiårs
perioder frem til i dag. Ligeledes viser
udstillingen samtidige nationale og internationale
begivenheder. Herudover
er udstillingen om ”Tyske flygtninge i
Danmark” fortsat som temaudstilling.
I 2005 indrettedes biblioteket med
baggrund i overtagelsen af Otto W.
Eriksens omfattende arkiv, og i 2006
blev der indrettet et særligt DKB­hjørne
med arkivalier og effekter fra Danske
Kvinders Beredskabs aktive periode.
Arbejdet med at ajourføre og forny udstillingen
udføres hver vinter af to frivillige
arbejdsgrupper, som hvert år ser
frem til at høre resultatet af ”Barakkens
Venner”s arbejde med at skaffe midler
til udstillingen og Barak H1, så der fortsat
kan komme nye tiltag, der gør et
besøg i H1 interessant og lærerigt.
Fonden bag Barak H1’s første formand
var Arne Herskind, Vejle. Han blev i oktober
1991 afløst af Inga Christensen,
Grenaa – en post hun varetog med stor
indsats frem til september 2002, hvor
den nuværende formand tog over.
Barak H1 kan ikke fungere uden frivillig,
uegennyttig medvirken, derfor skal der i
dette skrift også lyde en stor tak for støtte
og bistand til H1, især til Barak H1’s mange
hjælpere og kustoder, der bl.a. udfører
et stort arbejde med Caféen, samt ikke
mindst til ”Barakkens Venner” og dens
medlemmer – uden jer bliver ”en vandring
gennem redningsberedskabets historie”
mindre spændende, derfor: Støt
op om Barak H1, der hvert år besøges af
12­14.000 gæster.
Af fhv. skolechef,
kolonnechef H.A.J. Larsen,
formand for fonden bag
Barak H1
sTøTTeforeningen
bf-barakkens venner
støtteforeningen har hvert
år siden stiftelsen kunnet
overrække et kontant beløb
til Barak h1’s drift
Konsulent i Civilforsvars­Forbundet fra
1992­1994, Henning V. Eriksen, Horsens
kom i forbindelse med sit arbejde
rundt til mange kredse i landet. I den
forbindelse fik han kendskab til eksistensen
af effekter og papirer, som var
bevaringsværdige, men som kredsene
ikke havde mulighed for at opbevare
og til pengebeløb, som ikke var blevet
brugt samt penge fra kredse, der var
blevet nedlagt. Det gav ham idéen til
etableringen af et centralt sted, hvor
man kunne opbevare og fremvise historiske
effekter.
Efter en del drøftelser med bl.a. Civilforsvarsstyrelsen
blev der enighed om
at søge at etablere en fond, der skulle
tage vare på dette område. Den 8. oktober
1987 oprettede det daværende
forretningsudvalg i Civilforsvars­Forbundet
fonden ”Civilforsvars­Forbundets
Infobarak i Frøslev”.
Barakken skal efter fundatsen drives
som et informations­ og kursuscenter.
Ved information skal der lægges vægt
på såvel fortid, nutid som fremtid. Kursuscentret
skal virke til gavn både for
redningsberedskabets frivillige og give
mulighed for en udadvendt virksomhed
over for skoler, foreninger m.v.
Det kræver penge at drive sådan en barak,
og da fonden ikke selv måtte ansøge
om midler til driften, men alene måtte
modtage frivillige bidrag samt opkræve
brugerafgifter, og det ikke rakte, måtte
man finde andre veje. Det førte til stiftelse
af støtteforeningen ”CF­Barakkens
Venner” den 15. maj 1991. Den første
formand var Erik Jensen, Vejle. Han blev i
1999 afløst af Tage Nissen, Løgumkloster,
der i 2004 lod stafetten gå videre til mig.
Støtteforeningens formål er, at:
• Arbejde for driften af et informationscenter,
der rummer såvel informations­
og kursusvirksomhed som et
museum
• Medvirke ved fremskaffelse af frivillig
arbejdskraft
• Arbejde for udbredelsen af information
om centret
• Tilvejebringe økonomisk støtte til disse
aktiviteter
Støtteforeningen skal kort sagt bistå
fonden både moralsk og økonomisk.
Og det gør vi så. Vi skaffer:
• Frivillig arbejdskraft til vedligeholdelse
af barakken, der uden for åbningssæsonen
gennemgår et omfattende
praktisk vedligeholdelsesarbejde
• Kustoder til barakken i hele åbningstiden
fra den 1. april til 31. oktober
• Penge til fonden
Som eksempler på indtægtskilder kan
nævnes:
• Kontingenter. Det koster 75 kr. om
året for enkeltmedlemmer, 100 kr. for
par og 275 kr. for kredse/regioner
• Udlejning. Man kan leje en seng for
75 kr. pr. nat og kursuslokalet for 350 kr.
pr. døgn
• Donationer fra fonde
• Gaver f.eks. i forbindelse med Beredskabsforbundets
landsrådsmøde
Støtteforeningen har siden stiftelsen
hvert år kunnet overrække formanden
for fondsbestyrelsen et kontant beløb
til hjælp til barakkens drift. Ikke svimlende
beløb, men tilstrækkelige til, at
BF­Barakkens Venner lever op til navnet
”støtteforening”.
Barak H1 er et aktiv for redningsberedskabet.
Det gælder både informations­
og kursusafdelingen. Den har en standard,
som vi kan være tilfredse med.
Men det koster både mandetimer og
penge at drive barakken. Derfor vil
støtteforeningens arbejde stadig være
nødvendigt.
De læsere, som ikke har besøgt H1,
kan jeg varmt anbefale at foretage en
udflugt til Frøslevlejren. Jeg er sikker på,
at I vil blive ligeså begejstrede for denne
lille redningsberedskabsperle, som
vi, der har været der, er. Så begejstrede,
at I ikke kan lade være med at give et
bidrag til barakkens fortsatte drift enten
i form af praktisk arbejde eller som et
økonomisk tilskud.
Af Nina Lindhardt,
vicelandschef
i Beredskabsforbundet,
formand for
”BF-Barakkens Venner”
jubilæumsskrift 25

oversigT
over præsidenTer, chefer og direkTører
Præsidenter
1934 Professor S.P.L. Sørensen
1938 Hofjægermester Torben Foss
1951 Næstformand Johannes Kjærbøl
1952 Professor Anker Engelund
1962 Civilingeniør, MF, Ole Guldberg
1969 Borgmester, MF, Erhardt Jacobsen
1976 Borgmester, MF, Karl Johan Mortensen
1980 Amtmand Niels Elkjær­Hansen
1988 Borgmester John Winter
1993 MF, Klaus Hækkerup
1999 MF, Jens Vibjerg
2003 MF, Anders Samuelsen
2006 MF, Bjarne Laustsen
DKB landsformænd / DKB­chefer
1940 Landsformand Ellen la Cour Overgaard
1942 Landsformand Ingrid Dreyer
1946 Landsformand Inger Gautier Schmit
1951 Landsformand Majse de Neergaard
1959 Landsformand Ellen Poulsen
1969 Landsformand Ingrid Holten Poulsen
1979 DKB­chef Inga Christensen
1989 DKB­chef Ellen Egesberg
Landschefer
1990 Otto W. Eriksen
1995 Ellen Egesberg
1997 Nina Lindhardt
2003 Bent Mortensen
Direktører
1963 Arne Herskind
1970 Palle Simonsen
1982 Bo Andersson
1985 Ole Lund
1987 Ole Smedegaard
1995 Steen Thorbæk
1997 Palle Kristensen
2000 Ralph Schøndorff Asmund
2003 Torben Frederiksen
2005 Per Kjærholt
26 jubilæumsskrift

Hedelykken 10 • DK-2640 Hedehusene
Telefon +45 3524 0000 • Telefax +45 3524 0001
www.beredskab.dk • bf@beredskab.dk
Protektor: HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN