Karlsson På Taget - ALS Gruppen Vestjylland

als.gruppen.vestjylland.dk

Karlsson På Taget - ALS Gruppen Vestjylland

Karlsson Taget

Jeg har ikke været i Stockholm siden 1989. Dengang var jeg der to gange; dels på gennemrejse på

vej til Finland og dels på en forlænget weekend. Jeg boede tre måneder i Gøteborg dengang og tog

meget ud på ture for at opleve noget, idet jeg var på et kombineret studie og arbejdsophold på

Chalmers Tekniska Högskola i Gøteborg, som er en pendant til vores DTU. Jeg tog dengang en

togtur tværs over Sverige, til Stockholm. Jeg kan huske at jeg boede på et sejlskib tæt på midtbyen.

Sejlskibet var lavet om til vandrehjem; et meget populært vandrehjem i Stockholm. den

forlængede weekend, så jeg alle Stockholms væsentligste seværdigheder og jeg var endda på en

smuttur til Uppsala for at se domkirken og universitetet.

Men det er unægteligt længe siden! I denne sommer måtte jeg droppe Tommy Pedersens Polen tur,

fordi det var umuligt at få tre hjælpere med omkring første september. Ligeledes måtte jeg droppe

den årlige Paris tur, da fysik konferencen igen i år skulle foregå på første sal, hvor der ikke er

adgang for kørestole. To gange skuffende! Så jeg besluttede at tage til Stockholm og gense alt hvad

denne by kunne fremvise og, ikke mindst, at få nye oplevelser og se nye steder.

Det var utroligt svært at få tre hjælpere med på Stockholm turen, selvom det var midt i

sommerferien og næsten alle mine hjælpere er studerende. Nogle hjælpere skulle selv på ferie, så

mærkelige steder som Norge og Spanien; ja, selv Det Vilde Harzen var der en der skulle til! De

andre hjælpere kom med alle mulige mærkelige undskyldninger for at måtte blive hjemme: Nogle

hjælpere måtte blive hjemme fordi de skulle plukke hår ud af næsen, andre hjælpere måtte blive

hjemme fordi de skulle blæse balloner op og endelig var der nogle hjælpere der måtte blive hjemme

fordi de skulle prutte i badekarret....

Så turen måtte udskydes flere gange og flyttes frem og tilbage i sommerferien, før det lykkedes mig

at finde tre hjælpere der kunne tage med: Kathrine, Katrine og Kasper. De er alle tre idræts og

sundheds studerende på universitetet, dog på forskellige årgange: Kathrine begynder på fjerde år,

Katrine begynder på femte år og Kasper begynder på andet år. Jeg var dog stærkt betænkelig ved at

rejse sammen med tre idræts og sundheds studerende, for de lever så forfærdeligt sundt hele tiden;

dyrker sport, spiser salat og drikker næsten ikke andet end vand. Jeg var alvorligt bange for at jeg

skulle dø af sundhed på denne tur!

Det var også meget svært at finde et hotel i Stockholm, fordi jeg med det samme opgav at bo på

sejlskibet. Jeg søgte som sædvanlig på Google efter "Handicap venlige hoteller i Stockholm"; det

plejer jeg at have held med. Jeg ville helst bo i nærheden af Gamla Stan, den gamle bydel i

Stockholm, men alle hotellerne i nærheden af Gamla Stan havde enten parkeringskælder eller

parkeringshus, som kun var to meter høje ved indgangen. Jeg måtte skrive sammen med flere

hoteller, men uden held; det var hele tiden parkeringen det strandede på. Til sidst tog jeg en chance

med et hotel, hvor alt andet var i orden, men de havde kun en eneste handicap parkeringsplads ude

på gaden foran hotellet. De sagde endda i en mail, at de havde en badestol på badeværelset, men

stol aldrig på folk der siger at de har en badestol!

En måned før afrejsen, skrev jeg til min gode ven i Stockholm, Bo Sundborg. Vi har kendt hinanden

siden 1989, da jeg var på ophold i Gøteborg. Bo var dengang post doc på Princeton, men kom

jævnligt til Gøteborg fordi han arbejdede sammen med nogen der. Vi arbejdede med de samme ting

dengang; strengteori på gruppe mangfoldigheder og coset mangfoldigheder. Siden hen har vi


mødtes utallige gange til store internationale fysik konferencer i Trieste, Los Angeles, Santa

Barbara, Amsterdam osv.

Vi mødtes sidste gang for præcis ti år siden, til en fysik konference i Kharkov i Ukraine. Dengang

vaklede jeg rundt med stok og fortalte alle mine venner og kollegaer at jeg havde en virus infektion

i benene. Det havde jeg fået at vide af min neurolog; diagnosen ALS blev stillet nogle måneder

senere. Jeg kan huske at vi var ude at spise en aften og at Bo kiggede på butikker for legetøj til sine

nevøer og niecer, men det var mest kopi Lego og andet skrammel man kunne få i legetøjs

butikkerne i Kharkov.

Så havde vi ingen kontakt i ca fem år, men pludselig fik jeg en mail fra Bo Sundborg i Stockholm.

Han havde i mellemtiden fået en spastisk lammet datter, Ami, og ledte efter kommunikations udstyr

på nettet til hende, og var tilfældigvis stødt på mit humoristiske foredrag fra Cogain konferencen i

2005. Han fortalte at han vidste at jeg havde ALS fra vores fælles bekendte i Gøteborg. Vi skrev vel

sammen i et års tid og udvekslede erfaringer mht kommunikations udstyr.

I min mail skrev jeg at jeg for første gang i mange år ville holde ferie i Sverige og endda i

Stockholm og jeg spurgte om jeg kunne besøge ham og hans datter? Svaret kom et par dage efter

(her oversat til dansk): Hej Arne, Jeg er glad for at høre fra dig. Men vi er utroligt uheldige. Mellem

anden og ottende august, præcist, er vi på ferie i Jylland! Første gang i Danmark, siden jeg ved ikke

hvornår. Så jeg tænkte, på et tidspunkt, på at kontakte dig, men jeg glemte det fordi jeg kom ind i

alle mulige praktiske forberedelser. Det ville være dejligt at møde dig, og jeg håber for en anden

gang. De bedste hilsner, Bo

Ærgerligt! Vi skulle af sted fra den anden til den syvende august. Jeg skrev tilbage at jeg ikke kunne

ændre datoerne for det var aftalt med tre hjælpere og vi havde fundet hotel, om han kunne ændre

datoerne for deres ferie? Men det kunne han selvfølgelig ikke! Vi skrev videre noget tid og jeg

fortalte ham om den ekstremt spastisk lammede pige, Asdis Astrådsdottir, som jeg mødte halvandet

år før i Reykjavik og som alligevel kunne bruge en øjenstyret Tobii computer. Og jeg opfordrede

ham selvfølgelig til at afprøve en Tobii computer på hans datter, Ami.

Vi fortsatte med at udveksle rejsetips, vejrudsigter osv. Bo opfordrede mig til at tage på bådture i

skærgården eller på Mälaren, søen ved Stockholm der støder ud til havet. Han undersøgte dog selv

nogle af bådene og det var naturligvis umuligt at komme ombord i en stor el-kørestol! Jeg

opfordrede dem til at tage til Skagen og at benytte de vestjyske strande, hvor man kan køre ud i bil,

hvis vejret tillod det.

Den sidste uge før afrejsen var igen helt kaotisk. Jeg nåede lige at komme på Grøn Koncert og jeg

kan lige så godt sige det lige ud; Tina Dickow kunne godt blive hjælper hos mig. I år sad vi hele

dagen i VIP området. Tue Kempf, ansvarlig for afviklingen af OB's hjemmekampe, kom flere gange

over at snakke med mig. Det overraskede mig ikke at han genkendte mig, efter sidste års møder og

avisartikler, men det overraskede mig at han havde fået VIP billetter? Hver gang der var koncert fik

vi lov til at komme ind skråt foran den store scene, lige foran de kæmpestore 600.000 watt

højttalere, mens fx Alphabeat trykkede den af: I could be dancing, I could be dancing all night. Jeg

fik flere gange øjenkontakt med Stine Bramsen; hun kunne også blive hjælper hos mig. En

fantastisk koncert og et fantastisk band! Jeg burde købe alle deres plader, alle burde købe alle deres

plader! Nå, hedder det ikke plader mere?


Men det regnede ud på aftenen på Grøn Koncert og jeg blev kold og et par dage efter fik jeg det

dårligt igen. Smerter i brystkassen og hjælperne sugede igen gult og grønt osv slim op af tuben og

også blod op af tuben. Jeg følte mig sløj og måtte blive hjemme fra universitetet og havde igen

fornemmelsen af at en lungebetændelse var ved at bygge sig op. Vi havde min læge ude og jeg blev

øjeblikkeligt sat på penicillin kur, den samme penicillin som efter Wien turen. Dagen efter måtte jeg

på sygehuset for de sædvanlige undersøgelser, røntgenbilleder, blodprøver osv. Det gik lynhurtigt

på sygehuset denne gang; der var næsten ingen ventetid så vi kom hjem efter halvanden time.

Resultaterne kom et par dage efter: Røntgenbillederne viste at jeg stadig havde væske i lungerne og

min læge opfordrede mig til at tage en konsultation på sygehuset efter Stockholm turen. Efter et par

dage følte jeg mig dog helt frisk igen.

Jeg havde længe glædet mig til at gense Stockholm. Stockholm kaldes Mälardrottingen, dronningen

af Mälaren. Byen kaldes ligeledes nordens Venedig, fordi der er vand overalt, Mälaren og

Østersøen. Det siges at Stockholm ligger på 30.000 øer, hvoraf dog de færreste er beboet og de

færreste er forbundet med broer. Stockholm kaldes også Skandinaviens hovedstad, fordi det er

Skandinaviens største by, fordi der er så utroligt meget at se, så mange kultur tilbud osv. Natten før

afrejsen havde jeg mareridt om Stockholm. Jeg drømte at hele Gamla Stan var blevet jævnet med

jorden og at der i stedet var blevet bygget verdens største IKEA! Jeg vågnede op med bankende

hjerte og gennemblødt af sved og hjælperen måtte tvinge mig ned i sengen, for ellers ville jeg

springe op. Det kan ikke være sandt, tænkte jeg bagefter....

afrejsedagen stod vi op klokken syv, selvom vi stod overfor vores hidtil korteste ferietur. Der er

kun 750 kilometer til Stockholm; det er jo ikke noget at tale om når vi er vant til at køre til Paris,

Prag, Wien osv. Vi klarede morgen rutinen, pakningen i kufferterne og pakningen af bilen på tre

timer, ligesom sidst. Det var dejligt kørevejr; ca 20 grader og solskin mellem skyerne. Vi plejer

næsten altid at køre sydpå på ferie, så det var helt dejligt for en gangs skyld at køre nordøst på.

Vi kørte med GPS, selvom jeg udmærket kendte vejen til Stockholm: Over Storebæltsbroen, over

Sjælland, over Øresundsbroen og så er der allerede motorvejs skilte mod Stockholm. Men det er slet

ikke sjovt at køre med GPS mere efter at jeg fået det rødhårede franske GPS system. Engang kørte

vi af motorvejen ud til Knudshoved med en ny hjælper. Denne tur kører vi ofte med en ny hjælper

på sin første oplæringsvagt; det er en god køretur for at den nye hjælper kan vænne sig til at køre

bilen. Vi fik kaffe og kage i cafeteriet og bagefter gik vi en tur i det gamle færgeleje. Det er dejligt

at gå i området; man kan gå ud på molen og man kan faktisk gå under Storebæltsbroen! Det er også

en god øvelse for den nye hjælper; at køre en lang tur med kørestolen, uden generende døre og

paneler man kan støde på.

hjemvejen valgte vi at køre ind til Nyborg og af landevejen hjem til Odense. Men GPS systemet

sad stadig på forruden og den sagde hele tiden "drej til venstre" for at komme ud på motorvejen.

Hver 500 meter ca, hele vejen til Odense sagde den "drej til venstre", "drej til venstre" osv. Det var

næsten synd for den rødhårede GPS kvinde. Nej, det er aldrig synd for de rødhårede; de rødhårede

er selv ude om det!

Nå, GPS systemet var forkert indstillet og hjælperne var uopmærksomme, så vi kørte mod

Helsingør i stedet for mod Malmø. Vi kørte af motorvejen et par gange for at vende om og for at

indstille GPS systemet rigtigt, men vi var efterhånden så langt nordpå på Sjælland at jeg besluttede

at vi skulle fortsætte mod Helsingør og tage færgen. Der var meget trafik på motorvejen nordpå og

meget trafik igennem Helsingør, men vi kørte direkte på færgen "Hamlet" med udsigt til Kronborg


ude til venstre og færgen sejlede efter bare ti minutter. I Helsingborg kørte hjælperen forkert og der

kom minder op fra Oslo turen for tre år siden, hvor vi også kom ufrivilligt over Helsingør og hvor

hjælperen også kørte forkert i Helsingborg, men jeg tror højst at vi spildte to timer ved at køre over

Helsingør Helsingborg denne gang.

Men endelig kom vi ud på motorvejen og snart så vi Stockholm skiltet; 550 kilometer til

Stockholm. Tænk at leve i et land der har 550 kilometer skilte? I Danmark har vi vel højst 200

kilometer skilte, skuffende! I Canada så jeg engang et 500 kilometer skilt, til næste tankstation! Lidt

udenfor Helsingborg overhalede vi en rocker bande med rygmærker, blafrende rævehaler bagud

osv, på Vespa scootere! Ja, de er skøre de svenskere....

Det var utroligt flot at køre tværs over Sverige fra Helsingborg til Stockholm. De første 25

kilometer var der gule kornmarker, de næste 525 kilometer var der skov og så var man i Stockholm.

Og det er ikke engang løgn! Overalt i skoven stak grundfjeldet frem, mange steder kørte vi over

større eller mindre elve og forbi større eller mindre søer og vi så masser af elge. skilte, der

advarede mod påkørsel af elge! Svenskerne har en fantasi om at der stadig findes elge i de store

svenske skove, men det er bare et trick for at lokke turister til. Ser man måske nogen ulve skilte?

Overalt kørte vi igennem skoven, til den ene eller den anden side og for det meste til begge sider.

Kun i Jönköbing kom vi igennem et større by område. Vi kørte længe langs den store sø Vättern; jo,

der er utroligt smukt i Sverige! I 1989 var jeg på fjeld vandring på Hunneberg og Hanneberg ved

tvillinge søen Vänern og jeg så adskillige halv tamme elge. Det er fantastisk at se elge i naturen,

man overraskes over hvor høje de er. Det er ligesom at se ulve i naturen, man overraskes over hvor

høje de er. Dengang var Hunneberg og Hanneberg konge familiens jagt område for nedskydning

(likvidering) af tam elge. Det bemærkes at 1989 var længe før konge familiens udryddelse af elgen i

Sverige....

Men det var et sidespring. Først på eftermiddagen tænkte jeg at nu kommer Bo Sundborg og hans

datter Ami snart i den modsatte vejbane. Bo havde lige fået sin bil indrettet til liftbus og det var

hans første tur med datteren i kørestol, så han var spændt på hvordan det ville gå. Jeg sad bare og

glædede mig over at jeg var på endnu en rejse i år. Jeg elsker at rejse!

Hjælperne underholdt sig med at snakke, spise slik og læse dameblade, Billedbladet og Se & Hør.

Ved det sidste læste de op på den svenske konge familie; alle mine tre hjælpere på denne tur er helt

vildt royale. Det var i øvrigt en anden grund til at jeg var betænkelig ved at rejse sammen med dem!

Specielt Kasper er ekstremt royal idet han har været garder, så han har ikke bare overtaget

monarkiet, han er delvist medskyldig i monarkiet. Det er sjovt at vi i Danmark har en fransk

prinsemand (prinsegemal)? Vi skulle tværtimod have lært af franskmændene hvordan man tager sig

af adelen.

I Linköbing, hvor Saab fabrikkerne ligger, havde de bombefly udstilling langs motorvejen. Er det

noget at reklamere for? Vi kørte også forbi en Vimmerby, kendt fra Astrid Lindgrens

barndomshjem og en eventyrpark, hvor man kan opleve miljøerne fra Astrid Lindgrens bøger og

endda møde personerne i fuld figur. Men svenskerne har sikkert oprettet adskillige Vimmerbyer

spredt ud over Sverige, bare for at tiltrække turister. Sådan er svenskerne jo....

Vi holdt meget få pauser på vej til Stockholm. Få spise pauser til mig, få tisse pauser til hjælperne

og en enkelt pause for at hælde diesel på bilen. Og jeg skulle ikke suges en eneste gang på hele


turen! Det må være noget nær Danmarks rekord for respiratorbrugere? Den minimale sugning holdt

også flere dage frem, så vi havde halvdelen af sugene med hjem igen.

Og snart var vi i Stockholm. Vi kørte over nogle broer og hjælperne så at der er vand overalt i

Stockholm. Ingen af mine tre hjælpere havde været i Stockholm før, men de så straks at det er en

fantastisk by. Og allerede klokken halv syv holdt vi foran det nybyggede fire stjernede luksus hotel

Clarion Hotel Sign, selvom vi havde spildt mere end to timer ved at køre over Helsingør

Helsingborg. Den ene handicap parkeringsplads foran hotellet var naturligvis optaget; nej, den var

ikke optaget og vi fik lov til at parkere der hele ugen! Ok, triptælleren stod på 760 kilometer, men vi

var kørt forkert tre gange så det passede præcist med de 750 kilometer.

Vi fik hurtigt ordnet check-in og vi så at det virkelig var et luksus hotel. Hele hotellet var arkitekt

tegnet og fremstod flot med den ydre glas og stål facade og alle møbler i hotellet skulle vise nordisk

design, Arne Jacobsen, Alvar Aalto, Hans Wegner osv. I lobbyen stod der fx masser af Arne

Jacobsen "Ægget" stole. Og der var to mænd der hjalp ved elevatorerne i lobbyen. Vi tog straks op

på syvende etage for at pakke det mest nødvendige ud. Handicap værelset var på 35 kvadratmeter,

inklusive et stort funktionelt badeværelse hvor jeg endda kunne komme ud i min store el-kørestol.

hotel værelset stod der naturligvis en grøn "Ægget" stol og på badeværelset en fast plastic

badestol, som jeg ikke kunne bruge til noget som helst. Ja, stol aldrig på dem der siger at de har en

badestol!

Bagefter gik vi ned i hotellets fine Aquavit Grill & Raw Bar for at spise. Restauranten var igen fyldt

med nordisk design møbler, moderne kunst på væggene, nordisk design vaser på bordene og endda

nordisk design blomster i vaserne! Forretten bestod naturligvis af lækkert brød, blandt andet

knækbrød, og smør. Bagefter fik hjælperne rigtig fin mad på nordisk design tallerkener og jeg fik

min sondemad og en pære cider. Under den fine middag, fortalte Kasper om sin nylige bestigen af

Mont Blanc. Hans gruppe havde dog taget turistruten, så skulle det være noget? Den skulle være så

let at man kan køre derop i kørestol.

Regningen for den fine mad blev på 900 svenske kroner, men heldigvis er svenske kroner intet værd

så det var billigt sluppet og vi gik op på værelset. Rejse alarmen var blevet repareret efter Wien

turen, men hjælperne fik den ikke samlet rigtigt eller noget var galt; farvel 6200 kroner (danske)! Så

hjælperen måtte op hver anden time for at se til mig. Alligevel sov jeg nogenlunde.

Tirsdag var vores første hele dag i Stockholm. Hjælperne var meget glade for at de kunne se TV2

Morgen TV i Stockholm, ligesom derhjemme. Jeg ser aldrig TV om morgenen; jeg mener at det er

skadeligt for intellektet. De fem morgener jeg så eller hørte Morgen TV i Stockholm, var af så

kvalitetsløs underholdning at jeg mener at min fordom blev bekræftet. Vi klarede morgen rutinen

lynhurtigt og var snart klar til eventyr. Vi tog straks op på ellevte etage for at se spa poolen på

tagetagen. Det viste sig at det var vanvittigt dyrt at benytte spa poolen, så hjælperne opgav hurtigt.

Senere skulle vi opleve at billet priser i Stockholm er vanvittigt høje, i svenske kroner. En museums

billet koster typisk 150 svenske kroner, men heldigvis kommer jeg og en hjælper normalt gratis ind

og heldigvis er svenske kroner intet værd. Da vi tog elevatoren ned var der kø, selvom der var fire

elevatorer. Det generer mig meget at unge og raske mennesker bruger elevatoren; de har bare at

tage trappen! Hver gang jeg selv kører i elevator, beder jeg altid hjælperen om at tage trappen og så

kan vi mødes oppe eller nede. De adlyder dog aldrig nogensinde....

I stedet gik vi ned mod Gamla Stan. Clarion Hotel Sign ligger lige ud til Olof Palmes Gatan og lige


ud til Norra Bantorget. Norra Bantorget er en lille park med græsplæner, blomster og høje træer.

Torvet er omgivet af dekorerede jugendstil huse; efter at jeg har været i Prag, ser jeg jugendstil huse

overalt. Hotellet ligger altså ideelt i et stille område, kun ca 500 meter fra Gamla Stan. I øvrigt

hedder tirsdag på svensk "tisdag"; ja, de er skøre de svenskere....

Vi gik ad en gågade ned mod det historiske centrum af Stockholm og pigerne var begejstrede for

indkøbs mulighederne på deres fridage: Jack & Jones, Zara, Hennes & Mauritz osv. I hele midtbyen

så vi overalt H & M skiltet; der er utroligt mange H & M butikker i Stockholm! Så var der H & M

Kvinde, så var der H & M Mænd, så var der H & M Børn, så var der H & M Sko, så var der H &

M Home, så var der H & M Møbler, så var der H & M Kædesave med varme i håndtaget osv. Vi

gik over en bro til øen Stadsholmen med den utroligt flotte Riksdags bygning og vi gik over endnu

en bro til verdens største IKEA!

Nej, til Kungliga Slottet, Kongeslottet med de over 600 værelser, intet mindre. Vi gik hele vejen

rundt om Kongeslottet for at købe billetter. Udefra ser det hverken pompøst eller overdådigt ud, en

stor firkantet grå klods, som forsvarsværk mod angribende fjender. Vi fik billetter til det hele og

begyndte med de kongelige lejligheder. Jeg fik, som sædvanlig, en sær rundvisning, da jeg ikke

kunne følge den sædvanlige rute for almindelige turister. Vi kom igennem de private gemakker og

ind i en mad elevator (mat hissen), som var den eneste elevator på slottet der var stor nok til min

store el-kørestol. Alligevel måtte vi tage fodstøtterne af kørestolen og diverse tasker af og alligevel

måtte den flinke (og tålmodige) vagt bære mine fødder hver gang jeg skulle ud af elevatoren. Vi fik

den store tur i Kongeslottet, med besøg i utallige rum med flotte malerier, gobeliner, møbler, vaser

osv. Hvad slottet ikke havde af pompøsitet og overdådighed udefra, havde mange af salene, fx

spejlsalen. Vi kom ind på alle tre etager, hvilket medførte mange elevator kørsler for den tålmodige

vagt. Vagterne troede i øvrigt at det var en far og hans tre børn, der besøgte Kongeslottet. Det er jeg

stærkt utilfreds med!

Under en af turene i de private gemakker, fortalte vagten at en eller anden prins havde været her for

en halv time siden og at konge familien kommer her dagligt, når de ikke lige har "ferie". Konge

familien bor jo på Drottingholm Slot, ca ti kilometer fra Stockholm, mens Kongeslottet officielt er

konge familiens "arbejdsplads". Det konge familien kalder arbejde, kalder vi andre jo ferie! Men

den svenske konge familie holder sikkert ferie hele året, ligesom den danske konge familie, når de

ikke lige har travlt med at udrydde elgen....

Kørestolen var tilsyneladende ikke blevet opladet om natten, så vi havde kun gammel strøm

hjemme fra Danmark, så vi måtte hurtigst muligt finde en frokost restaurant, hvor vi kunne låne en

stikkontakt for opladeren havde vi selvfølgelig med. Vi gik lidt rundt i de snævre gyder i Gamla

Stan; mange restauranter havde høje trin ved indgangen, så de var udelukket. Ned til Stortorget,

hvor det Stockholmske blodbad fandt sted i 1520. Stortorget var der masser af fortovs

restauranter, men vi måtte sidde indenfor for at være nær en stikkontakt. Endelig fandt vi en irsk

pub, hvor jeg kunne komme ind og hvor der var en stikkontakt. Hjælperne fik god mad og jeg fik

min sondemad. Vi måtte blive der så længe, for at få strøm på kørestolen, at jeg fik en øl som

dessert.

Det er meget frustrerende at min næsten ti år gamle kørestol har så lidt kørekraft på fuldt opladede

batterier. Når vi rejser, er vi jo i gang fra tidlig morgen til sen aften, og vi kører rundt i byen fra ti

formiddag til ti aften, kun afbrudt af måltiderne. I Stockholm måtte vi have strøm på kørestolen ved

samtlige frokoster og ved samtlige middage hele ugen! Når jeg får en ny kørestol, om forhåbentlig


kort tid, skal den kunne køre 100 kilometer på fuldt opladede batterier. Mindst!

Bagefter så vi Storkyrkan (Stockholms domkirke), hvor en eller anden kronprinsesse for nylig blev

gift med sin fitness træner. Mine tre royale hjælpere så det hele i fjernsynet, specielt Kasper. Det var

meget svært at komme ind i kirken og jeg måtte have en speciel side indgang for kørestole, men

alligevel var der et højt trin ind. Vi så den imponerende træ skulptur af Sankt Georg og Dragen, den

flotte altertavle og den smukke glas mosaik ovenover, men det slog mig at kirken ikke var ret stor

til et konge bryllup. Jeg er selvfølgelig ligeglad, men der var meget få sidde pladser. Det var endnu

sværere at komme ud af Storkyrkan igen, da der var et højere trin udad; det burde vi selvfølgelig

have bemærket da vi kørte ind. Hjælperen smadrede flere gange kørestolen ind i trinet, før den

anden hjælper fandt på at trække i fodstøtterne forfra. Så ateisten og republikaneren var snart ikke

kommet ud af konge familiens kirke....

Bagefter gik vi en større rundtur på øen. Gennem de smalle gyder i Gamla Stan, med deres antikvar

boghandler, cafeer, souvenir butikker osv. Ud til Slussen (slusen) mellem søen Mälaren og

Østersøen, for at forhøre om jeg kunne komme ombord på færgen til Djurgården, en anden af øerne

i Stockholm. Det kunne jeg! Tilbage langs Skeppsbron, med de flotte 16-17 hundredetals palæer og

tilbage til Kongeslottet.

Vi havde stadig billetter til flere ting på Kongeslottet, så vi valgte skattekammeret. Jeg måtte igen

med en alt for lille elevator 2-3 etager ned under jorden, men denne gang kunne mine hjælpere selv

bære mine fødder når jeg skulle ud af og ind i elevatoren. Skattekammeret havde dels kampestens

mure og dels munkestens mure og der var en kæmpe boks dør indtil alle skattene. Det var svært at

komme rundt med kørestolen, men vi fik set alle konge kronerne, scepterne, æblerne og andet der

var udstillet i skattekammeret, blandt andet Gustav Vasas sværd. Da vi skulle op af skattekammeret

kom vi i samtale med vagterne. Det viste sig at min hjælper havde købt fire almindelige voksen

billetter til Kongeslottet og jeg, som kørestolsbruger, skulle jo gratis ind. Vi sagde til vagterne at det

betød ingenting og at vi havde masser af penge, men de insisterede og pludselig fik vi 150 kroner

stukket i hænderne. Dem smed vi bare ud, for svenske penge er intet værd....

Vi havde endnu billetter til flere museer på Kongeslottet, men de var ved at lukke så vi gik endnu en

tur på kryds og tværs af Gamla Stan og ud til Slussen igen. Videre over broen til øen Södermalm.

Der er store niveau forskelle i selve Stockholm, da flere bydele ligger på høje fjelde. Bydelen på

Södermalm ligger således på et 30 meter højt fjeld, og allerede for mere end 100 år siden rejste man

en elevator her, Katarina Hissen, fordi de dumme svenskere snublede ned af de stejle gader eller

gled ned af de isglatte gader om vinteren og faldt i Mälaren, eller i Østersøen på den anden side.

Vi tog en nyere udgave af Katarina Hissen op, helt op på taget af den Michelin stjernede restaurant,

Gondolen, hvor der var en fantastisk udsigt over området og specielt Gamla Stan og Mälaren. Jeg

prøvede at forklare hjælperne at det var søen Mälaren på den ene side men Østersøen på den anden

side, men de fattede ingenting. Nå, det var blevet sent så vi tog Katarina Hissen ned igen og

begyndte at lede efter en restaurant til aftensmaden. Kørestolen havde næsten ikke batteri mere så vi

gik op mod hotellet, men lige da vi kom ind i gågaden gik kørestolen simpelthen i stå; den ville ikke

mere! Det var lige ud for en engelsk restaurant, så vi kunne bare komme ind, via en rampe, og jeg

satte mig ved en stikkontakt.

Hjælperne fik god mad og jeg fik en svensk Mariestads øl. Jeg prøvede at stave at jeg ville have en

Pripps Blå Special øl, som jeg havde minder om fra 1989, men mine hjælpere fik ikke fat i det.


Under middagen var hjælperne meget optagede af at Contador i dag havde skrevet kontrakt med

Bjarne Riis' cykelhold. Jeg interesserer mig ikke mere for ligegyldige bøssecykelløb: 150 svedige

mænd i tæt nærkontakt....

Undtagen under den afsluttende etape af Tour de France på Champs-Elysee! Det begyndte at

småregne mens vi var på restauranten. Da vi, ved ni tiden, gik tilbage mod hotellet havde kørestolen

tilsyneladende ikke ladet under middagen, for den kørte ufatteligt langsomt og gik nærmest i stå

hele tiden. Vi valgte simpelthen at slå kørestolen over på manuel styring og skubbe den hjem. Da vi

trissede hjem i små regnvejret, tænkte jeg på at jeg havde helt glemt hvor utroligt meget der er at se

i Stockholm!

Om natten måtte hjælperen igen op at se til mig hver anden time, fordi rejse alarmen ikke virkede.

Og klokken et opdagede hun at kørestolen ikke ladede, selvom den sad i stikkontakt. Nå, så måtte vi

tilbringe resten af natten med tændt lys, for ellers opladede kørestolen ikke. Mange moderne

hoteller har den defekt ved strømforsyningen, at hvis man slukker lyset ved sengetid, så slukker

man samtidig for stikkontakterne; det oplevede vi sidst i Wien. Det er angiveligt for at spare energi,

men det er livsfarligt for respiratorbrugere som har brug for strøm hele tiden!

Det havde regnet hele natten og fortsatte om morgenen, selvom vejrudsigten hjemmefra havde lovet

det fineste solskinsvejr netop om onsdagen. Så vi måtte lægge planerne om og søge indendørs

oplevelser. Jeg besluttede at vi skulle se Vasa Museet indtil vejret bedrede sig. Vasa Museet ligger

på øen Djurgården, ikke så langt fra hotellet. Vi kunne sagtens gå derned på en times tid, men med

regnvejr i luften tog vi bilen.

Vi kom hurtigt ud på Djurgården og parkerede, men havde svært ved at finde museet. Ingen af mine

tre idræts studerende hjælpere kunne læse kort; jeg troede egentlig at de lærte det i forbindelse med

orienteringsløb eller lignende, men hvad ved jeg? Så vi gik rundt i alle retninger inden vi fandt det.

Der var 200 meter kø foran museet, men den skred godt fremad. et tidspunkt spottede en

medarbejder min kørestol og så kom vi forrest i køen og vi kom hurtigt ind.

Jeg fik tårer i øjnene da jeg igen stod foran det utroligt velbevarede skib Vasa fra 1628. Da jeg så

skibet i 1989 syntes jeg at det var en af verdens største turist attraktioner. Det synes jeg stadig! I dag

er det Sveriges største turist attraktion. Historien er velkendt: Krigsskibet Vasa var det stolte

Sveriges stolthed; et højt smalt skib, næsten uden køl og med adskillige kanon dæk, søsat i 1628.

Det var ikke bare et krigsskib, men det skulle vise Sveriges pragt med fantastiske træ udskæringer

af romerske kejsere og krybende polske adelsmænd (fordi Sverige var i krig med Polen) osv. Det

sejlede kun i 20 minutter og så sank det.

Det var så pinligt for Sverige at Vasa hurtigt gik i glemmebogen. Det blev opdaget i 1959 og hævet

i 1961, efter 333 år, i vandet. Vasa var utroligt velbevaret, kun sejl og tovværk var stort set gået

tabt. Så fulgte et omfattende restaurerings arbejde i mange år og siden udstillingen i det

imponerende Vasa Museum. En af verdens største turist attraktioner!

Museet er bygget i 5-6 etager, fra køl til master, og på hver etage kan man se den del af skibet der er

ud for en og der er desuden udstillinger om blandt andet livet ombord, restaureringen, menneskene

ombord (der døde ca 30 sømænd) osv. Vi så alle etager, alle udstillinger, spiste frokost i museets

restaurant og så endelig en film om Vasa, om bjærgningen og om restaureringen. Et fantastisk

museum! Da vi kørte derfra, ved tre tiden, var der stadig ca 200 meter kø til museet.


Vi kørte tilbage til centrum for at se Operaen. Vi kørte et par gange rundt om bygningen for at finde

en parkeringsplads og snart fandt vi en. Nå, Operaen var lukket og havde kun en rundvisning om

dagen og det var klokken tolv. Skuffende! Operaen skulle ellers være fantastisk udsmykket og det

var en bygning jeg havde set frem til at se. Operaen skulle have mere end 1000 rum, altså langt flere

end Kongeslottet! I stedet gik vi den korte vej hen til Stadshuset, Stockholms rådhus. Stadshuset

ligger flot helt ud til vandet, med arkader ud til vandet og med det ca 100 meter høje tårn.

Jeg har naturligvis set Stadshuset før, men aldrig været på rundvisning. Vi spurgte om det var

muligt at komme rundt i rådhuset i kørestol og det kunne sagtens lade sig gøre. Vi fik at vide at

Stadshuset er bygget i nationalromantisk stil, så det ser ud til at være fra middelalderen, men i

virkeligheden er det færdiggjort så sent som i 1923. Stadshuset ligner et Venetiansk palads, hvilket

falder godt i hånd med at Stockholm kaldes nordens Venedig. Vi fik, som sædvanlig, en sær

rundvisning med en lille elevator for at komme rundt på de forskellige etager. Vi fik set mange

flotte sale, fx den blå sal som er rød fordi arkitekten ombestemte sig og ikke nænnede at male de

røde mursten over. I den blå sal holdes den årlige Nobel Banket. Vi så byrådssalen, hvor politikerne

holder møder, vi så "spejlsalen" med udsigt over vandet, vi så den gyldne sal som virkelig var

gylden og vi så mange andre pragtfulde sale.

Det var blevet godt vejr ud på eftermiddagen, varmt og solskin mellem skyerne. Vi gik hen til

Kungliga Dramatiska Teatern, i daglig tale blot kaldet Dramaten, med de gyldne søjler foran, en

fantastisk bygning. Og naturligvis bygget i jugendstil! Her havde Ibsen og Strindberg deres

storhedstid med deres dramaer og her var Ingmar Bergman instruktør i tresserne. Nå, de havde haft

deres eneste daglige rundvisning en time tidligere.

Det var blevet sent så vi begyndte at se efter restauranter. Vi gik hen til det berømte Sergels Torg,

bag de store springvand. Sergels torg er det moderne Stockholms centrum, med mange højhuse

bagved og Kulturhuset har en central placering, med mange spændende udstillinger. Sergels Torg er

et nedsænket torv formet som en superellipse, tegnet af Piet Hein. Jeg troede at der var masser af

fine restauranter omkring Sergels Torg, men det eneste spisested jeg så var en Burger King.

Skuffende! Vi ledte videre og fandt snart en rigtig barbeque og steakhouse restaurant. Og hjælperne

fik lækker mad og jeg afsluttede min penicillin behandling med at opløse to 500 milligram

penicillin kapsler i en svensk Falcon Export øl. Ja, alt er tilladt i Sverige! Da vi trissede hjem fra

barbeque og steakhouse restauranten, tænkte jeg på at jeg havde helt glemt hvor utroligt meget der

er at se i Stockholm!

vej hjem havde vi købt et batteri i en kiosk og fantastisk om ikke hjælperne fik rejse alarmen til

at virke! Men vi stolede ikke på den, så hjælperen måtte stå op hver anden time igen. Og vi måtte

sove med tændt lys hele natten for at kørestolen ladede, irriterende! Torsdag morgen stod vi op til

blå himmel og strålende solskin. Fantastisk vejr! Vi var igen klar til at gå klokken ti.

Det var mindst 25 grader varmt, så jeg fik brug for solcremen, solbrillerne og kasketten. Vi gik

straks ned mod Gamla Stan, forbi Riksdags bygningen, forbi Kongeslottet og ud langs kajen til

Slussen. Der var lang kø til færgerne til Djurgården, men de sejlede hver tiende minut, så vi kom

hurtigt til. Djurgården er en rigtig forlystelses ø, med tivoliet Gröna Lund, med et frilands museum

Skansen, med koncert steder, med mange museer fx Vasa Museet og med masser af grønne

områder, skov og park og det perfekte sted for en familie udflugt. Når det var sådan et fantastisk

vejr skulle alle, der havde mulighed for det, til Djurgården.


Det var en dejlig sejltur; vi stod udenfor på den halvåbne færge. Vi stod tætpakket; alle skulle til

Djurgården i dag, mest børnefamilier. Vi lagde ind lige ved Gröna Lund, som var hoved målet for

alle børnefamilierne og der var da også en kilometer lang kø. Vi kunne ikke bruge mit Visa kort til

at betale færge billetterne, idet en hjælper om onsdagen havde tastet min pinkode forkert tre gange,

så vi holdt en pause og ringede til banken. Den første bankdame ville ikke åbne kortet, da det ikke

var mig der personligt ringede, men efter en del ringen frem og tilbage fik mine hjælpere endelig

åbnet Visa kortet. Så vi kunne betale entre billetterne og få mad den dag osv....

Vi gik mod frilands museet Skansen; det ligger lige bagved Vasa Museet, men da idræts studerende

hjælpere ikke kan læse kort fik vi en større rundtur på næsten hele øen. En flot rundtur! Vi fik set at

Djurgården også er et rigmands kvarter med kæmpe pragtvillaer og vi så lystbådehavnen osv. Men

endelig, efter flere omveje og efter en halv times tid, nåede vi frem til Skansen. Det var frokost tid,

så vi spurgte billet manden om restauranter på området og han udpegede sin favorit restaurant på

Skansen. Skansen ligger på et højt fjeld på Djurgården og på vej op af en stejl bakke, lige indenfor

indgangen, blev kørestolen overbelastet og så slog hovedafbryderen fra! Det vil sige at al strøm

forsvandt og kørestolen stod fuldstændig død på bakken. Og da den stod på bakken, kunne vi ikke

slå den over på manuel styring og skubbe den op eller ned af bakken. Så gode råd var dyre! Jeg

kunne ikke, fra kørestolen, forklare hvordan man fik strømmen tilbage, men heldigvis eller

uheldigvis var det sket før at hovedafbryderen var slået fra. Så jeg fortalte hvilken hjælper mine

hjælpere skulle ringe til, og som kunne forklare hvordan man fik strømmen tilbage. Og heldigvis

tog hjælperen i Odense straks telefonen og der gik et lettelsens suk gennem os da strømmen kom

tilbage.

Nå, men mine idræts studerende hjælpere kunne ikke læse kort, så vi gik rundt i mere end en time

for at finde restauranten. Men så fik vi set det meste af Skansen: Skansen er et arbejdende frilands

museum, der viser huse fra 1800-1900, som vi også kender det fra Danmark. Der var masser af røde

svenske træhuse, bjælkehuse og en stor bjælkegård med stråtækt tag. Der var masser af byhuse, en

trækirke og huse med græs på taget. Der var fx arbejdende pottemagere og bagere osv. Men

svenskerne må have været tidligt ude for vi så både telefonbokse og benzintanke!

Men endelig fandt vi restauranten. En helt vidunderlig udendørs restaurant helt oppe på fjeldet, med

en fantastisk udsigt over Stockholm. Det var desuden 25 grader varmt og strålende solskin, en

vidunderlig eftermiddag! Der var rygende travlt på restauranten, tre unge kønne svenske piger for

rundt med tallerkenerne og ryddede op så snart et bord var ledigt. Jeg fik min sondemad og mine

hjælpere fik lækre sandwiches. Det vil sige at hjælperne fik alle ingredienserne til en sandwich, men

de skulle selv samle den. Kasper bemærkede at det var IKEA løsningen! Jeg måtte som sædvanlig

have strøm til kørestolen, så jeg tror at vi sad i solen et par timer og slappede af.

Bagefter gik vi lidt rundt på Skansen og over til afdelingen med nordiske dyr. I store naturlige

indhegninger viste Skansen de store nordiske dyr som ulv, bjørn, jærv, vildsvin, elg, los osv. Men i

de første mange indhegninger så vi ikke skyggen af dyr og vi så aldrig hverken ulve, bjørne, losser

eller jærve. Mine hjælpere mente at alle dyrene var på udflugt for at se mennesker i store naturlige

indhegninger! Senere så vi dog det ekstremt sjældne og farlige nordiske dyr hesten, og vi så et

vildsvin, nogle oddere og vi så en hornugle. Og vi så Sveriges fire eneste elge, indkøbt for 20.000

Zloty i Polen. Der var en stor elgtyr med et stort gevir, en elgmor med to kalve. De lå alle nede på

græsset, selvom hjælperne prøvede at skræmme elgtyren så vi kunne se hvor høj den var. Bagefter

gik vi forbi børne klappe afdelingen, hvor børnene kunne klappe små ulve, bjørne, jærve, losser osv,


men der var dyrene også på udflugt....

Vi sad en halv time ved en sø og nød solen og jeg fik mit vand og hjælperne fik en is. Vi havde set

alt af interesse på Skansen og gik ud. Vi gik forbi en dejlig park hvor folk solbadede, forbi endnu en

lystbådehavn og hen til Junibackens Museum. Museet er bygget op om Astrid Lindgrens

fortællinger og det er ethvert barns drøm at være her. Det vrimler med Pippi Langstrømpe og

Karlsson Taget hang oppe under loftet med propeller på ryggen. Mange af Astrid Lindgrens

eventyr foregår i Vimmerby eller deromkring, men Karlsson Taget foregår faktisk i Stockholm.

Nå, museet var mere barnligt end jeg troede og mindre end jeg troede, så efter en hurtig

gennemgang gik vi ud til sol terrassen helt ude ved vandet. Vi sad der nok en hel time og nød

udsigten over vandet og solen og varmen. vej ud, i boghandlen, købte jeg en "Känner du Pippi

Långstrump" bog på originalsproget, hvor Pippi bærer sin hest på forsiden. Det må være en

passende souvenir fra Stockholm turen!

Vi valgte at gå hjem i stedet for at tage færgen. Langs vandet på Djurgården, over broen og langs

kajen til Østersøen hjem. Vi gik altså på kajen til Strandvägen hjem, Strandvägen med de flotte og

imponerende 18 hundredtals palæer på den anden side. Vi gik også forbi sejlskibet, Af Chapman,

hvor jeg boede på vandrehjem i 1989. Vi havde allerede om tirsdagen udset os den perfekte udsøgte

restaurant til et aftenmåltid, på Skeppsbron ikke så langt fra Slussen og direkte ud til vandet. Vi

havde også set på menukortet og det var fin mad! Ved bordet og lænket til en stikkontakt fik jeg

endelig min Pripps Blå Special, som jeg havde drømt længselsfuldt om siden 1989. Og mine tre

hjælpere fik lækker mad; nej, de valgte alle tre en kæmpe burger med en kæmpe skål pommes fritter

og masser af ketchup og remoulade. Måske lever idræt og sundheds studerende slet ikke så sundt og

rigtig? Det beroligede mig meget! Da vi trissede hjem fra den fine restaurant, tænkte jeg på at jeg

havde helt glemt hvor utroligt meget der er at se i Stockholm!

Jeg tænkte videre om natten, at bare jeg dog boede i Stockholm hvor der er så meget at se. Nej, så

ville jeg være afgået ved døden for 4-5 år siden. Jeg elsker Sverige, men jeg hader Sverige fordi de

bare lader deres ALS-ramte dø, når de får vejrtræknings problemer. den måde er Sverige på linje

med afrikanske lande som Sudan og Eritrea! Svenskerne fatter ikke at ALS-ramte med respirator

har ufattelige resurser! Nogle af de mennesker jeg kender, der har flest resurser, er netop ALSramte

med respirator.

Fredag vågnede vi op til lige så varmt vejr, men dog med spredte skyer. Jeg har aldrig set

Drottingholm Slot, konge familiens residens ca ti kilometer fra Stockholm, så det var dagens første

udflugtsmål. Drottingholm kaldes Stockholms Versailles og efter at have set det rigtige Versailles

og Wiens Versailles, Schloss Schönbrunn, var jeg spændt på at se Stockholms Versailles. Vi kørte

ud af Stockholm og gennem et dejligt landligt område, over et par broer til øen Ekerö, hvor

Drottingholm Slot ligger.

Vi fik hurtigt parkeret og gik en runde om bygningerne, blandt andet teater bygningen inden vi gik

ned til slottet og forespurgte om billetter. Drottingholm ligger helt vidunderligt lige ud til vandet og

med en stor park bagved. Og man forstår godt hvorfor konge familien valgte at flytte herud frem for

at bo på Kungliga Slottet i Gamla Stan: Hvor der er titusinder af turister på Kongeslottet hver eneste

dag, er der overraskende nok kun hundreder af turister på Drottingholm Slot!

Der var masser at se inde i slottet og i andre bygninger fx teatret og Kina Huset, men der var ikke

kørestols adgang nogen steder, medmindre hjælperne kunne bære kørestolen og mig samtidig.


Skuffende! Jeg troede at vi skulle være der hele dagen og så kunne vi intet se! Grunden til at der var

adgang til selve slottet skyldes at konge familien kun bor i den sydlige del af slottet. Ved den

sydlige del var der da også ekstra soldater og afspærringer, hvorpå der stod "Stopp Skyddsobjekt".

Min hjælper spurgte om de virkelig ville skyde en handicappet hvis han kørte frem? Nej, de ville

kun skyde hjælperen....

Vi gik en tur i den smukke og imponerende park bagved slottet. Det var vidunderligt vejr at gå en

lang tur i. Parken kunne nogenlunde måle sig med parkerne ved Versailles og Schönbrunn, med

bassiner, skulpturer, bygningsværker, springvand, blomster osv. Vi kunne også se langt ude i

parken at Drottingholm tydeligvis havde Versailles som forbillede. Ved nærmere eftertanke vil jeg

nu ikke kalde Drottingholm for Stockholms Versailles, men for Stockholms Schönbrunn! Der er

mange ligheder mellem Drottingholm og Schönbrunn, blandt andet den gule farve.

Vi havde fået at vide at der var vagtskifte kvart over tolv, men vi vidste ikke hvor vagtskiftet skulle

finde sted. Vi havde allerede bemærket at nogle soldater havde antikvariske våben, mens andre efter

rang, havde rigtige maskingeværer. Tilbage ved slottet, stillede vi op til vagtskiftet og sandelig om

ikke vagtskiftet foregik lige foran os; et noget slattent vagtskifte med slatne svenske soldater. Vi

lagde mest mærke til at mere end halvdelen af soldaterne var piger. Det forklarer nok

slattenheden.....

Så var der frokost i en dejlig udendørs restaurant, med udsigt til vandet. Bagefter gik vi en tur langs

vandet, lige da en færge lagde ind foran slottet med passagerer. Man kunne sejle fra Stadshuset til

Drottingholm og det skulle være en meget smuk sejltur, men Bo havde undersøgt færgen og der var

et højt trin ombord.

Bagefter kørte vi hjem til hotellet. Det var stadig tidligt på eftermiddagen, så vi gik ned til

førnævnte Dramaten, det kongelige teater, for at følge rundvisningen. Vi måtte ind af en

bagindgang for at komme ind og med en alt for lille elevator for at komme rundt mellem etagerne,

men det var vi efterhånden vant til. Men vi kom rundt alle steder, men nogle rum kunne jeg kun

kigge ind i, ikke komme derind. Vi fik set teater salen, med de flotte loft malerier - hvoraf nogle var

malet opad i et spejl! Teater salen var overraskende lille for det kongelige teater, nærmest en intim

scene. Vi så også den kongelige loge. Videre til de andre rum og helt op til garderoben på øverste

etage, hvor der var store mængder tøj og sko opmagasineret. Pigerne drømte om at få en hel dag

heroppe og prøve alt tøjet. Og at stjæle noget af tøjet! Den time lange rundvisning sluttede i den

smukke foyer, med smukke malerier og skulpturer; jo, der er smukt i Dramaten!

Vi stoppede ved en cafe og hjælperne fik forfriskende colaer og jeg fik mit kedelige vand. Bagefter

gik vi i et supermarked for at købe brød, ost og skinke, grøntsager, frugt, sodavand og slik til

hjemturen. Men det er sidste gang der købes ind til hjemture for min regning, for hjælperne

provianterede til 2-3 uger! Fremover spiser hjælperne klamme sandwiches eller ulækre burgere,

indkøbt på tankstationer på alle fremtidige hjemture, koste hvad det koste vil!

Vi begyndte at lede efter restauranter til aftensmaden. Til pigernes begejstring fandt de hurtigt en

sushi restaurant, hvor man også kunne få andre ting. Det var i et hus med en masse restauranter af

alle mulige slags, tæt på hotellet. Der var selvfølgelig en alt for lille elevator til anden etage, hvor

sushi restauranten lå, så vi måtte tage alt muligt af kørestolen for at jeg kunne være der. Pigerne

valgte hver 16 risruller med rå fisk indeni, mens Kasper var en tøsedreng og bestilte friturestegte

rejer og grøntsager. Nej, pigerne var større tøsedrenge da de gik helt udenom store skiver af råt


oksekød! Tynde skiver af råt oksekød marineret i sake, eller bare dyppet i soya sovs, er ellers yderst

lækkert!

Jeg undgik at bryde min regel/tradition om at kun spise sushi i Japan! Jeg har spist masser af sushi,

men kun i Japan. sushi barer i Tokyo, hvor tallerkener med små sushi retter kom rundt på

transportbånd og hvor man betalte for det antal tallerkener man havde taget. Og specielt da jeg

boede privat i Fukuoka; da fik vi sushi hele tiden. Jeg har ingen regel/tradition om at jeg ikke må

drikke japansk udenfor Japan, så jeg fik en japansk Asahi øl.

Og pigerne var endnu større tøsedrenge for de kunne ikke engang spise op. Jeg begyndte at true

med at hvis de ikke spiste op, så skulle de selv betale og så gled de sidste seks risruller modvilligt

ned. Mange siger at det værste ved at have fremskreden ALS er at man ikke kan tale, men nogle

gange synes jeg at det værste er at man ikke kan spise. Regningen lød kun på 600 svenske kroner;

det var den billigste aften vi var ude at spise hele ugen! Så fremover spiser vi udelukkende på sushi

restauranter på mine rejser. Nåå pyt, jeg har jo masser af penge! Da vi trissede hjem fra sushi

restauranten, tænkte jeg på at jeg havde helt glemt hvor utroligt meget der er at se i Stockholm!

Lørdag stod vi op klokken syv for der var ingen hast, for der var jo ikke langt hjem, kun 750

kilometer. Vi ordnede morgen rutinen, pakkede og vi spiste morgenmad sammen og jeg fik set den

overdådige morgenmads buffet. Det er sjovt at vi altid helt tilfældigt bor på hoteller med overdådige

morgenmads buffeer? Alligevel spiste mine tre idræts og sundheds studerende hjælpere ikke andet

end müsli, hvad fanden er meningen? De burde fylde sig med wienerbrød, smør croissanter, pølser

og røræg og andet usundt stads!

Mens vi sad ved morgenmaden tænkte jeg på at hvor jeg dog elsker dette rejseliv! Før jeg fik ALS,

rejste jeg hele tiden rundt til fysik konferencer, boede på hoteller, spiste på restauranter osv. Hvor

jeg dog elsker det! Nu kan jeg sjældent rejse til fysik konferencer mere, fordi de ikke er handicap

venlige nok og fordi jeg ikke kan skaffe mobillift, badestol osv når jeg flyver. Nu bliver det kun til

et par ferier, en ALS konference og en sjælden gang en fysik konference. Om året! Det er alt for

lidt! Det er selvfølgelig dyrt når man skal betale for fire når man rejser selv, men jeg har masser af

penge. Bare jeg havde mere ferie....

Da vi kørte fra Stockholm ved ti tiden var det koldt, højst 10-15 grader, og der kom et par

regndråber. Vi kom hurtigt ud af byen og snart så vi Helsingborg skilte; 551 kilometer til

Helsingborg. Vi havde set skoven, alle søerne, alle elvene og alle elgene (på skilte) og kilometer

tallet til Helsingborg skred meget langsomt nedad. Jeg begyndte derfor, på autistisk vis, at samle på

motorvejs skilte før afkørsler og rastepladser, altså sorte skilte på hvid baggrund.

Der er fx telt skiltet, som viser at man kan slå telt op. Der er picnic skiltet med en bænk og en

parasol, som viser at man kan spise sin lumre madpakke på rastepladsen. Og der er gaffel og ske

skiltet, som viser at man kan spise på stedet. Selv Mc Donalds har gaffel og ske skiltet, men hvad

kan man spise med gaffel og ske på Mc Donalds? Så er der hytte skiltet med et træ ved siden af,

som viser at man kan overnatte, formentlig på motel. Der er også hus skiltet uden træ, som viser at

man kan overnatte, formentlig på motel men der er ingen træer i nærheden. Så var der barbeque

skiltet med en seng nedenunder, men det er ingen der forstår? Der er badevand skiltet med et hoved

over vandet, som viser at man kan bade. Og jeg så telefonrør skiltet, som viser at der er en

telefonboks på rastepladsen. Hvem bruger telefonboks i dag?


Der er også fabriks skiltet med sort røg fra fabrikken. Da jeg boede i Canada kørte jeg meget rundt

med mine russiske venner, som ikke selv havde bil. Når vi kørte forbi en stor fabrik spurgte jeg

russerne om hvad de lavede på den fabrik, da de havde boet der længere end jeg. Forurening, sagde

de altid! Det var de vant til fra Sovjetunionen; mange fabrikker lavede ikke andet end forurening.

Der var også værktøjs skiltet, som viser at man kan få repareret sin bil på stedet. Der er

campingvogn skiltet, som viser at der er campingplads. Så er der også kaffekop skiltet, som viser at

man kan få kaffe på rastepladsen. Der er også "i" skiltet, som viser at der er information om

området på stedet. Endelig er der golfsvinger skiltet, som viser at der er golfbane på rastepladsen.

Er det for resten ikke farligt? Værsgo, en næsten komplet samling af sydsvenske motorvejs skilte!

Omkring Jönköbing, ved Vättern, var der havggus eller søgus som det vel må hedde, så

sigtbarheden flere gange var under 100 meter. Men hen på eftermiddagen blev det faktisk godt vejr,

varmt og strålende solskin. Snart rundede vi Helsingborg; vi kørte direkte ombord på færgen og der

var kun syv biler ombord da vi sejlede. Dundrende underskud at sejle lørdag eftermiddag! Og

klokken seks var vi hjemme ved bolig komplekset i Odense; nej, det er ingen sag at køre til eller fra

Stockholm!

Det var en dejlig ferie i Stockholm og mine tre hjælpere Kathrine, Katrine og Kasper klarede det

fremragende! Mange advarede mig mod at tage på ferie med tre afløsere, som kun har en døgnvagt

om måneden, men jeg var helt rolig. Kathrine og Katrine havde endda ikke haft en ordinær

døgnvagt i flere måneder, da de begge skulle med på to rejser denne sommer, men det gav ingen

problemer. Hjælperne stod hele tiden parat til at hjælpe hinanden og ville gøre alt for at jeg fik en

perfekt ferie og der var ingen uenighed og splid. De gjorde selvfølgelig også alt for selv at få nogle

gode rejse oplevelser, få noget lækkert mad til alle måltider, få gode indkøb af kjoler og bluser

(mest pigerne) i H & M på deres fridage osv. Og det er dem vel undt!

Her bagefter tænker jeg på at jeg skal til Stockholm igen om nogle år. Der er flere museer jeg gerne

vil se nærmere på og jeg vil gerne på sejlture i skærgården, hvis det er muligt i kørestol. Og

Stockholm er absolut handicap venlig! Hver gang man skal over en fodgænger overgang er der en

blød nedgang ved siden af fodgænger overgangen, så man undgår høje trin. Og overalt i den indre

by er der masser af handicap parkeringspladser, det kunne Danmark lære noget af. Hvis man fx bor

udenfor Stockholm, kan man sagtens køre ind til byen og parkere her. Og ok, vi kunne ikke komme

ind på mange restauranter, men vi skulle på den anden side heller ikke gå langt for at finde en

restaurant vi kunne komme ind på. Alt i alt er Stockholm langt mere handicap venlig end fx

København og Odense.

Ja, her bagefter tænker jeg på at jeg havde helt glemt hvor utroligt meget der er at se i Stockholm!