gadejuristen - Hus Forbi

LYSBILLEDSHOW. Selvom Uffe har levet på gaden i
over 0 år, har han formået at arkivere 7 0 lysbilleder
i pinlig orden. De er alle taget på den arkitektur-rejse,
som Uffe og to af hans gode venner tog ud på i 1974.
BRYSTSVØMNING. Uffe og hans ven, Jenö Farkas, mø-
des hver onsdag for at træne fitness og gå i svømme-
hallen bagefter. De dage, hvor Jenö ikke kan komme,
bliver Uffe også hjemme. Han har ikke lyst til at træne
og svømme alene.
4
9. dag – Jeg møder Uffes bedste ven
Jeg står foran et fitnesscenter på Amager. Ikke
et sted, jeg havde forventet at møde Uffe, men
her kommer han åbenbart de fleste onsdage.
Uffe har en ven, der tager ham med, når han
går i fitnesscentret og svømmehallen.
Uffe og hans ven, fotografen Jenö Farkas,
dukker op med hver deres sportstaske. Jenös
få tynde hår er redt hen over issen, og han har
smarte spidse lædersko på. I modsætning til
Uffe taler han meget og med lidt accent fra Ungarn.
Han siger, at han ser sig selv som Uffes
lillebror, og klapper Uffe med en flad hånd på
låret. Uffe lyser op i et smil.
I fitnesscentret glider Uffes shorts hele tiden
ned, så han blotter en stor del af sin bagdel.
En ældre, forsvedt kvinde er tydeligvis irriteret
over at blive ufrivillig betragter af det,
og af og til trækker Uffe også op i shortsene,
men det er kun for at beholde dem på. Han er
ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg synes, at
han er sej.
Om aftenen ringer jeg til Jenö Farkas. For
otte år siden lavede han dokumentarfilmen
”Himlen er mit tag” om Uffe, så han ved en
masse, som jeg ikke ved. Jeg spørger Jenö,
hvorfor Uffe blev syg, og han kommer med en
interessant forklaring.
Han forklarer, at midten af tyverne er en
afgørende periode for psyken i resten af ens
18 | HUS FORBI | nr. 79 | november 008
SOFA. Jeg vil tro, at Uffe bruger tre fjerdedele af sin vågne tid siddende eller liggende i sin trepersoners læder-
sofa. Her kan han se fodbold i fjernsynet, kigge på mågerne uden for vinduet eller tage en lur.
liv. Mange mennesker rammes af depression
eller psykoser, når de nærmer sig den periode,
og det skete for Uffe, da han var 27 år.
Det var i sommeren 1975. Uffe havde gået
på arkitektstudiet i et år og var taget til England
for at tjene penge. Men da han kom hjem,
var han en anden. Han var blevet ramt af
skizofrent paranoia. To indbrud i hans atelier
styrkede hans idé om forfølgelse, og Uffe trak
sig langsomt væk fra studie, venner og familie.
En psykisk lidelse var stadig et tabu i
Danmark i 1975, og hverken Uffe eller hans
omgivelser formåede at få et behandlingsforløb
i gang. Han isolerede sig mere og mere fra
omverdenen og begyndte et liv for sig selv i
Københavns gader og parker.
Uffes historie er tragisk, men den er også
meget interessant for mig. Det store vendepunkt
i hans liv indtraf nemlig omkring den
alder, som jeg har nu. Uffe havde, som jeg, en
normal borgerlig tilværelse, indtil han blev 27
år. Derefter skete der noget i hans hoved, som
ændrede resten af hans liv.
10. dag – Det sidste møde
Uffe Helles er en speciel person med en kompliceret
og nogle gange utilgængelig fortid.
Men denne aften er helliget til at kigge på
lysbilleder fra en fjern tid.
Uffe ligger i sofaen og piller sig i hovedbun-
den, mens han ser et program, der handler om
en rig mand, der sælger store ejendomme til
andre rige mennesker.
- Skal vi ikke til at se billeder?, udbryder
han pludselig. Vi kæmper med at sætte lysbilledapparatet
op i det lille, rodede værelse. Ledninger,
en trappestige og en sofa er i spil, før
det til sidst lykkes at få placeret apparatet på
en stol oven på et bjerg af rod på sofabordet.
Uffe trækker en papkasse frem, hvor 720
lysbilleder er lagret i pinlig orden. Hvert
enkelt billede har sit eget klistermærke med
nummer, og hver kasse sin tekst med datoer og
stednavne.
Henne på væggen dukker ophavsmanden
op. Det er Uffe, og det er 34 år siden. Han har
lige afsluttet bygningskonstruktøruddannelsen
og glæder sig til at begynde på arkitektstudiet.
Vi ser ham bag rattet i en folkevogn,
mens han maler akvareller af interessante
bygninger. Vi ser ham, da han vågner på et
hotel i Marokko, og når han taler med lokalbefolkningen.
Han stråler af selvtillid og nysgerrighed.
Han er klar til at erobre verden, og han har et
spejlreflekskamera i hånden. På flere måder
ligner han mig. |