Nr. 55: Bodil Jørgensen - Glostrup Bio

glostrupbio.dk

Nr. 55: Bodil Jørgensen - Glostrup Bio

Film i Glostrup Bio

Medlemsblad for Sofarækken

Nr. 55 - september 2011

Bodil Bodil Jørgensen

Jørgensen

- et fødselsdagsinterview Interview

Interview

med

Jan Due

og

Lars Høimark


Se bladet i farver på www.glostrupbio.dk

Film i Glostrup Bio

Medlemsblad for

Biografforeningen

Sofarækken

Ansvarshavende:

Henning Richard Jensen

Redaktør:

Holger Pedersen

redaktionen@glostrupbio.dk

Tryk: Foreningsbureauet,

Glostrup Fritidscenter.

Oplag: 490

Indhold:

Biografforeningen Sofarækken

Formand : Henning Richard Jensen,

Brandsbjergvej 36, 2600 Glostrup

4494 6610 / formand@glostrupbio.dk

Glostrup Bio

Bryggergårdsvej 2

2600 Glostrup

Billetter: 4396 0201 og www.glostrupbio.dk

Biografleder Lotte Warming.

4396 0806 / glostrupbio@glostrupbio.dk

Formandens klumme

Kommende film

Bodil Jørgensen

- et fødselsdagsinterview

Det begyndte med Cirkus Fantaspastisk

Aarhus, Aalborg, København

Nogle af Bodils knapt 40 filmroller

Lige nu og den nærmeste fremtid

Forankring og alsidighed

Jan Due og Lars Høimark

- kommunen i bestyrelsen

Støt vores samarbejdspartnere

2

3

4

6

7

10

14

17

19

22


Formandens klumme

Hvis alt går vel, er vi i stand til at vise digitale film, når du får julenummeret af

dette blad. Det er en lang proces, fordi det ikke alene handler om de mange

penge og indkøb af nyt udstyr. Der skal bygges en del om i operatørrummet,

så vi i en periode også kan beholde 35 mm fremviserne. Dette er nødvendigt

bl.a. af hensyn til Filmklubben for Børn og Unge. Filmklubben indleder nu den

nye sæson, hvor der nu også er en række film for de mindste børn.

Med digitaliseringen får vi meget lettere ved at få fat i de nyeste film, ligesom

kvaliteten bliver i top. Digitaliseringen har kun været muligt med velvilje fra

kommunalbestyrelsen. I dette nummer bringer vi et lille interview med Lars

Høimark og Jan Due, der også er i biografens bestyrelse.

De mest aktuelle oplysninger om, hvad der sker i biografen, finder du på

www.glostrupbio.dk, og det anbefales at abonnere på det ugentlige nyhedsbrev.

Ikke mindst som medlem er det en god idé at abonnere på nyhedsbrevet,

så vi også kan holde dig orienteret om gratis film og den slags - som f.eks.

snigpremieren på filmen om DIRCH, hvorfra billedet herunder stammer. Som

noget nyt finder du os nu også på Facebook.

Vi har en gammel, traditionsrig biograf, som altid er med på noderne.

Henning Richard Jensen

Til snigpremiere på

DIRCH, der var gratis

for medlemmer.

Hanne, der har været

medlem i Sofarækken

helt fra

foreningens start,

er her flankeret af

sin mand og Flemming

(til venstre),

der er en af de ca.

75 aktive.

3


Kommende film

Smølferne

Troldmanden Gargamel jager de små blå

smølfer ud af deres landsby og ind i menneskenes

verden – nærmere bestemt det hektiske

New York. Filmen har dansk tale.

8-21. september.

Hanna

Hannas styrke, udholdenhed og kamptræning

er som en elitesoldats, hvilket er resultatet af

hendes opvækst alene sammen med sin far i

den finske vildmark. Hele sit liv har hun kun

kendt sin far, men da hun er 16 år, kastes hun

ud i de voldsomste udfordringer.

15-21. september.

Headhunterne

Headhunterne er en action thriller. Han er

Norges mest succesrige headhunter, men også

en charmerende svindler og kunsttyv. Danske

Nicolaj Coster-Waldau spiller hovedrollen

i den norske film, der er baseret på en roman

af Jo Nesbø.

22. september - 5. oktober. Danmarkspremiere.

Far til Fire - tilbage til naturen

Familien rejser på weekend i Sverige, for Far glæder

sig til at vise børnene, hvor han legede som dreng.

Onkel Anders griber chancen og trækker i sin gamle

spejdertrøje og finder kompasset frem.

6-23. oktober. Danmarkspremiere.

4


Ronal Barbaren

5

Peter Plys

Ronal Barbaren er den eneste af barbarerne,

der ikke kan fremvise kæmpestore muskler

og et stort vovemod, når det kommer til blodig

kamp og nedslagtning af monstre og andre

fjender. Men en dag får han lejlighed til at

vise, at han også kan være med …

13-26. oktober

Tintin

For alle fans af den honningglade

bjørn og hans venner. Der er fem små

originale historier i denne film, der er

tro mod den oprindelige bog. Animeret

film med dansk tale.

13-23. oktober

Tintin og hans venner går på jagt efter det forsvundne

skib Enhjørningen, som gik ned for en af Kaptajn Haddocks

fjerne slægtninge. Tintin er filmatiseret mange

gange, men denne gang er det Steven Spielberg, der

har stået for det.

27. oktober - 10. november

Niceville (The Help)

1960’erne. Adskillelsen mellem hvide og sorte

er ikke længere lovlig, men forfølgelserne

fortsætter. En modig, sort tjenestepige indvilger

i at fortælle sin historie til miss Skeeter,

en ung og forkælet hvid kvinde.

Fra 17. november. Danmarkspremiere


Bodil Jørgensen

- Et fødselsdagsinterview

Alle kender Bodil Jørgensen, men næppe for

det samme.

Hvis man jævnligt kommer i Det Kongelige Teater, vil man siden 1997 have

kunnet opleve hende i et hav af store og mindre roller. Hvis man er mere til

skæg og ballade, kender man hende sikkert fra Rytteriet, der har skaffet hende

mange yngre fans – ligesom de mange tv-julekalendere, hun har medvirket

i. På film og tv har hun ofte spillet den sindige – ofte jyske – kone, der ikke

just kan mistænkes for at være med på det helt vilde og nymodens.

Det er Bodil Jørgensen imidlertid. Hun er aktuel med et comedyshow

(sammen med Jacob Tychsen): Han Hun Vov & Pelsen. Vildt og Crazy – og anmelderne

elskede det. Hun er alle vegne på teater, film og tv, og hun får altid

det maksimale ud af rollen, uanset om det er en bærende hovedrolle eller en

markant birolle. Hun er efter eget udsagn langsom, sindig og mediterende,

men hun når utroligt meget. Måske netop derfor?

Nu sidder jeg overfor hende i hendes køkken på Nørrebro. Hun er slank, livlig,

intens og lattermild – og smuk. Ikke mindst hvis man har de tunge jyske koner

med det permanentede hår i tankerne.

Familien består af Bodil og hendes mand, filmfotografen Morten Søborg, og

deres tre børn: Bodils sønner Johannes og Østen og den fælles 3-årige Rigmor.

Den lille andelslejlighed er hyggelig, men forekommer ved første blik en

anelse overfyldt. Det er et sted, hvor mennesker skal kunne udfolde sig på

den smule plads, der nu er.

For nylig har familien købt en stor, tilstødende lejlighed på samme etage,

men rundt om hjørnet. Mellem køkkenet og den nye lejlighed er der simpelthen

hugget en grotteagtig gang, mens familien lige nu er ved at indrette de

mange nye kvadratmeter.

Et rart sted at være - også som gæst.

6

©

Privat foto


Morten Søborg er en meget anvendt fotograf

– 50 film er det blevet til siden

1988. Blandt andet har han været fotograf

på Susanne Biers film, herunder den

Oscarbelønnede Hævnen. Han er mange

gange nomineret som ”årets fotograf”,

en titel han fik i 2009 for Biers: Den, du

frygter. Morten har været nomineret til

Jeppe Michael Jensen © BT

Robert-prisen adskillige gange, og fik en

sval, hvid Bodil-statuette i 2005 – sjovt nok samme år, som han fik en meget

levende Bodil til kone. Her er parret fotograferet ved Bodilfesten i år.

Du har i et andet interview sagt, at alt er kommet sent til dig. Du kom lidt sent i gang med

skuespilleriet, og det er ikke så forfærdelig mange år, du har været kendt af alle. Du blev 50

i juni. Er det ugalant af mig at kalde dette et fødselsdagsinterview?

Overhovedet ikke, det skal du gøre! Jeg er så glad for at være 50. Jeg har aldrig

haft det bedre. Da jeg var omkring 30, fik jeg trykken for brystet i erkendelse

af, at det var nu, jeg skulle begynde at forstå alt det, det hele handler

om i det voksne liv. Alt det med krav og rudekuverter og den slags. Nu er jeg

igennem alle disse bekymringer – og er bare glad!

Det begyndte med Cirkus Fantaspastisk

Du er vokset op i Vejen, hvor begge dine forældre var lærere. En ganske almindelig opvækst.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at du skulle være skuespiller?

Nej! Man har drømme som barn om dit og dat,

men jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg

skulle være skuespiller. Jeg ville da gerne have

fine kjoler på, og danse og sådan … som alle andre

småpiger.

Jeg mødte det selvfølgelig lidt med skolekomedierne.

Da kunne jeg godt mærke en vis tiltrækningskraft.

Jeg syntes nærmest, at tiden stod stille, selv om

min første rolle vist nok var en sten. Altså, jeg

kom ind med en papskive, som jeg så lå bagved.

7

© Privat foto


Du har også studeret engelsk på Aarhus Universitet

i en periode.

Ja, og det er jeg egentlig glad for. Jeg kan

godt lide at læse, og jeg kan lide at tænke

tanker. At tænke tanker færdigt og at

finde sammenhænge og den slags. Og så

ligger det sproglige jo nok for mig.

Men hvordan var det nu lige, jeg fik lyst

til teatret. Jo! Jeg var handicaphjælper

hos en meget handicappet pige. Vi lavede

noget ”handicapteater”. F.eks. lavede

vi noget, vi kaldte Aarhus Krykkeensemble.

I 1984 rejste vi rundt i hele Danmark

med en cirkusforestilling, Cirkus Fantaspastisk.

Jeg spillede en cirkusdirektør,

der viste alle disse handicappede frem.

Det var meget satirisk, men jeg kunne mærke, at det var et godt ståsted for at

få sagt nogle ting – at få fortalt verden noget. På en måde mindede det mig

lidt om stilheden bag ved stenen, hvor jeg tænkte, at her står tiden stille. Jeg

behøvede ikke have nøjedes med at være en sten, men kunne have rejst mig

op og sagt hvad som helst. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for jeg var en pæn

og sød pige.

Det er måske noget af det, der driver dit engagement i dag. Det er ikke så meget det forfængelige

ved at blive set som skuespiller, men mere det at få lejlighed til at få udtrykt noget

vigtigt?

Ja, det har du helt ret i! Jeg er med på at fortælle den historie, der skal fortælles,

også hvis jeg skal smide kludene eller skal være grim.

Statens Teaterskole

Du blev uddannet på Statens Teaterskole i København 1986-90. Hvordan kom du så vidt?

Jeg boede jo i Aarhus, hvor jeg læste på universitetet samtidig med, at jeg var

handicapmedhjælper. Her begyndte jeg at læse hos skuespiller ved Aarhus

Teater, Marianne Flor.

8


Da jeg læste hos hende, var hun en fin, lidt

ældre dame, der boede i en stor, fin lejlighed

med sin racehund – det var vist en

mynde. Hos hende stod tiden ligesom stille.

Marianne Flor er en meget alsidig skuespiller, der

f.eks. både har spillet store alvorlige teaterroller,

lavet revy med Stig Lommer og indsunget plader

med viser.

Marianne Flor syntes, at jeg havde nogle

evner, og anbefalede mig at søge ind på

teaterskolen. Jeg gjorde så det, man nu

skulle gøre, til optagelsesprøverne.

I første omgang var jeg til prøve på to af

skolerne, men kom ikke ind. Året efter

flyttede jeg til København.

Her begyndte jeg at gøre noget rigtig ved det. Jeg arbejdede ved siden af, men gik

nu målrettet efter at blive skuespiller.

I København fik jeg Ellen Staal som lærer. Hun var også rigtig teaterskuespiller og

havde spillet på Det Kongelige Teater. Hun boede ligesom Marianne Flor i en

gammel, fin lejlighed, hvor man tænkte: ”Er her spøgelser?”

Jeg gik også hos Alexa Ther, som er instruktør i dag. (Den tysk/danske instruktør

har instrueret på såvel nationalscenen som mange af de små teatre. /Red.) Hun

havde set mig året før, da jeg ikke kom ind. Hun tog mig under sine vinger og sagde:

”Du skal altså ind!” Så kom jeg endelig ind på Statens Teaterskole. Jeg startede

som 26-årig og var 30, da jeg kom ud. Og det er jo noget sent. Alting har det

med at komme lidt sent til mig.

Lars Lunøe var min klasselærer, og jeg havde f.eks. også Joen Bille som lærer. Både

hos ham og Lars Lunøe havde jeg nogle store aha-oplevelser med hensyn til

teater. Jeg lærte, hvad det ”koster” at spille teater, og hvad man skal lægge i det.

Også det sproglige, som Joen er en mester i, var vigtigt for mig at udbygge.

Lone Hertz var rektor på skolen. Hun underviste ikke, men jeg var så tryg ved Lone.

Det er ligesom at møde en lille pige, en jævnaldrende og en gammel dame –

på én gang. Hun ved meget og har så mange erfaringer.

9


Aarhus, Aalborg, København

Da jeg var færdig på teaterskolen i 1990, kom

jeg til Aalborg, til Jomfru Ane Teatret. Det lille

teater havde et ret moderne og eksperimenterende

repertoire, men vi lavede også klassiske

ting, f.eks. af Schiller.

Vi lavede også nogle virkelig gakkede juleshows.

De var med Jens Albinus, Jesper Lohmann,

Thomas Bo Larsen, Kim Bodnia, Grethe

Tulinius og mig. Dengang var vi alle aldeles

ukendte, og ingen kunne vide, hvad der ville

blive af os.

Det var meget spændende at være på dette teater. Der turde jeg nogle nye

ting. F.eks. klippede jeg mig skaldet til en forestilling. Nej, det var nu ikke Ionescos

Den Skaldede Sangerinde, men den har jeg da også lavet. Det var allerede,

mens jeg gik på teaterskolen. Vi lånte Betty Nansen teatret til det.

Dit gennembrud kom netop på Betty Nansens lille scene. For at citere Politiken:

”Gennembruddet kom med Jean Cocteaus monolog Den menneskelige stemme på Betty

Nansen i 1992. Her sad en helt ung Bodil Jørgensen som kærlighedens sårede kvinde og

talte, så man især hørte stilheden. Henrik Sartou havde instrueret”.

Ja det var en monolog i form af en lang telefonsamtale med en mand, som

hun skulle forlade. Stykket handler om alt det, der kommer ud mellem sidebenene

i løbet af denne samtale. Det er en ret gribende historie.

Hvad i alverden lavede du mellem 1992 og 1997? Jeg kan kun finde nogle mindre roller.

Du har fuldstændig ret i, at der ikke skete så meget i disse år. Jeg var dog

f.eks. med i Tjekhovs Mågen på Aveny i 2003. Det var i den periode jeg blev

gift med Henrik Sartou, og vi fik den første, Johannes. Det var godt jeg mødte

Henrik Sartou, men vi blev desværre skilt. Og nu er han død – han blev kun

40. Hans bror døde tre år efter, kun 35 år gammel. Begge døde af kræft. Det

var frygteligt!

Vi havde farmor boende her i en periode, for det var jo forfærdeligt for hende

at miste sine to sønner.

10


Jeg begynder at tale om starten på Det Kongelige Teater, men det synes Rigmor

altså er for kedeligt, så hun blander sig i samtalen. Rigmor fortæller mig

om ”suttekloen”, som skal forsøge at vænne hende fra sutten. Bodil uddyber

med, at det er sådan en farlig klo som Rigmors far har lavet. Jeg foreslår et

”suttetræ” i stedet, hvilket Rigmor finder yderst interessant. Det overrasker jo

ikke, at hun formulerer sig charmerende og fejlfrit. Der bliver gjort et nyt forsøg

på at få hende til at interessere sig for tv’et inde ved siden af. Rigmor kommer

dog hurtigt tilbage og får et stykke brød med smør. Vi prøver igen … altså:

Det Kongelige Teater

Så kom der ellers gang i karrieren. Du blev fastansat på Det Kongelige Theater, hvor du er

endnu.

Jeg fik Johannes – den ældste – i 1996. Da han var ét år og kunne komme i

vuggestue, fik jeg fast job på Det Kongelige Teater. Der har jeg spillet både

stort og småt lige siden. Med lige stor glæde. Jeg er også glad for de mindre

roller.

11


© Det Kongelige Teater

I 2000 spillede du bl.a. den store flagrende rolle som Lucretia

– Den Vægelsindede – i Holbergs klassiker. Og året efter

den alvorlige titelrolle i Abells Anne Sofie Hedvig. Du fik

lov at være alsidig fra start.

Rollen som Lucretia delte jeg med Paprika Steen,

der havde rollen først. Vi skulle begge to noget

andet også, så vi spillede den på skift. Vi er ret

forskellige som skuespillere, men det gik fint. Jeg

var på turné med den.

Jeg kan godt lide disse klassiske roller i det hele

taget. Jeg er lidt gammeldags og langsom, så jeg

kan godt lide at lære sådanne roller og arbejde

mig ind i dem. Også Tjekhov, Molière – osv.

Men jeg kan også vældig godt lide det mere eksperimenterende, som det Det

Kongelige Teater spillede i Turbinehallerne, der desværre ikke findes mere.

Jeg gider ikke kede folk

Du er altid utrolig nærværende på teaterscenen. Da

du fik Lauritzenprisen i 2007 lød begrundelsen:

”For Bodil Jørgensen gør i høj grad brug af det

underspillede, det indadvendte, det uudsagte – og

kors, hvor hun gør det vidunderligt. Ikke mindst

fordi hun som få forstår at spille på mellemtonerne,

på tvivlen, på usikkerheden og på det fornægtende”.

Jeg tror, teatret kan utroligt meget – meget

mere end vi måske lige ved. Både det klassiske

og det moderne. Når man rejser udenlandsk,

f.eks. til Berlin, ser man også alle de

former, teatret kan tage. Det gælder om at

nå sit publikum.

Jeg gider jo heller ikke kede folk, vel. Man

skal altid være vågen og ”på”. Man må aldrig

lade det blive rutine, men skal være

vågen hvert sekund!

12

© Privat foto


Pludselig landskendt

Bodega-Bodil på Samsø

I mit oplæg til dette interview har jeg kaldt perioden indtil nu for Ukendt for de fleste. I oplægget

til det, vi skal tale om nu, brugte jeg overskriften Kendt af alle. Du bliver vel nærmest

landskendt som Bodega-Bodil i tv-serien Strisser på Samsø?

Du har da fuldstændig ret i, jeg var ukendt for de fleste. Sådan føler jeg det

egentlig stadigvæk, selv om jeg da godt kan mærke nu, at folk kigger mere

efter mig. F.eks. var vi i Skagen for nyligt, oppe i Betty Nansens Hus, som kan

tildeles skuespillere som feriebolig. Der har jeg aldrig været før. Jeg ville så

gerne vise børnene Skagen, og da en kollega gjorde mig opmærksom på muligheden,

var jeg så heldig af få lov at bo i huset. Det var så fedt!

© DR

13

Der i Skagen kunne

jeg især mærke,

at der blev kigget

efter mig. Det

er nok især Rytteriet,

folk kender

mig fra.

I Krøniken, Frygtelig Lykkelig og andre roller er du den der jyske kone, der ikke er særlig

munter. I Idioterne har du en grænseoverskridende rolle. Og så ser man dig pludselig i

Rytteriet eller sidst på Caféteatret i meget morsomme figurer. Oplever du ikke, at folk kender

dig for meget forskelligartede ting?

Jo! Det har du fuldstændig ret i. Det er jo altid fjernsynet, der gør, at man bliver

kendt af rigtig mange. Når folk genkender mig, smiler de og griner til mig.

Jeg kan også mærke, at der er mange børn, der genkender mig. De lidt større

børn, der kender mig fra Rytteriet, kan godt finde på at bede mig sige noget

på sønderjysk.

I Strisser på Samsø havde jeg bare en birolle som bodegadame, men folk kunne

godt lide den dame der. Det handler om, at man gider gøre noget, også i

en birolle. Man skal give rollen liv.

Birollerne er interessante, for det er dem, vi møder hver dag. De sidder jo lige

derovre. Det er dem, der ikke siger noget hele tiden. De katalyserer nogle

ting.


Krøniken og mange andre tv-serier

Siden har du spillet med i et dusin tv-serier. Herunder i Krøniken, Langt fra Las Vegas, Album,

Lærkevej, Lykke – samt adskillige julekalendere. Krøniken kom i 2003-6, og du var

med i en del afsnit. Sammen med Asger Reher spillede du Idas (Louise Hassing) forældre

fra Ringkøbing. I spillede meget skeptiske jyder som modvægt med alt det nymodens, der

skete med Ida i København.

Der kunne jeg hente noget i mine egne rødder i det jyske. Min mors og mormors

familie. De kjoler, jeg havde på i serien, var fuldstændig som taget ud af

min mormors klædeskab. Det var noget særligt stof, og forklæder havde de

altid på.

Du taler fejlfrit vestjysk i Krøniken, og i Frygtelig Lykkelig taler du fejlfrit sønderjysk. Og så

er der Samsø. Hvordan tilegner du dig dialekterne så præcist?

Jeg havde lyttet lidt til nogle optageler af sproget på Ringkøbing-egnen, og i

forbindelse med Frygtelig Lykkelig hørte vi da også nogle bånd, eller hvad det

nu var. Sønderjysk kan jeg i forvejen, fordi jeg er kommet der meget. Det med

dialekterne er kommet lidt efterhånden, og nu er det helt eksploderet med

Rytteriet på tv, hvor vi laver noget, vi kalder Dialektservice.

Nogle af Bodils knap 40 film

Sen debut

Din filmdebut i 1992 skete med roller i to eksperimenterende film, som ikke blev set af så

mange. Jytte Rex lavede Planetens Spejl, og makkerparret Wikke og Rasmussen lavede

Russian Pizza Blues.

Jytte Rex skaber et fantastisk og mærkværdigt univers i sine film. Det er filmkunst,

som man skal have tålmodighed til. Jeg har også senere arbejdet sammen

med hende i Silkevejen, hvor jeg spillede sammen med Ellen Hillingsø og

Jens Jørgen Spottag, som jeg lige nu filmer sammen med i Hvidsten Gruppen.

Wikke og Rasmussen har jeg arbejdet sammen med lige siden. For eksempel

spillede jeg den grumme figur ”Karin fra kommunen” i Der var engang en

dreng - som fik en lillesøster med vinger. Nu skal de lave en stor julekalender,

hvor jeg også er med.

Kun en pige (1995) (filmen om Lise Nørgaard) var den første af de film, jeg var

med i, som fik stor udbredelse.

14


Idioterne

Efter yderligere et par film

kom så dit store filmgennembrud

som Karen i dogmefilmen

Idioterne (1998) af

Lars von Trier. Du fik både

en Bodil og en Robert for

årets bedste hovedrolle.

Filmen, og ikke mindst din

rolle, er grænseoverskridende.

Hvordan var det at

arbejde sammen med Trier?

Det krævede en blanding

af tålmodighed og

hurtige reaktioner. Idioterne handler om, hvor langt man kan

gå. Det er helt Lars’ fortjeneste, at jeg fik så meget ud af rollen.

Han er ufattelig god til at se – han kan se igennem én! Han kan

se, når det er ægte, og når det ikke er det! Dette kan jo være

en skuespillers skræk, men samtidig er det så forløsende. Jeg

kan næsten ikke forklare det, men det strømmer frit, når det er

der. Lars kunne bringe mig helt ”derud”. Det var lange takes,

så man kunne nå at komme helt ”derud”. I denne rolle måtte

jeg kaste al almindelig æstetik af mig.

Der var endda scener i manuskriptet, som var endnu mere outrerede

og mærkværdige. Jeg sagde til ham, at jeg simpelthen

ikke syntes, at Karen kunne gøre det og det i den figur, vi havde

fundet frem til. Det blev lange og gode samtaler, og han

blev da både vred og sur undervejs. Men han gik med på det.

Han kunne faktisk godt påvirkes, hvilket vist overrasker nogle.

Han er et fint menneske – alt for fin til denne verden!

I slutscenen i Idioterne spasser jeg ud med lagkage og alt det der. Spørgsmålet

er: Får man noget ud af at gøre dette ekstreme? Det er det samme med

Lars og hans velkendte provokationer. Han afprøver noget for at finde ud af,

om han får noget ud af det. Det der nede i Cannes, hvor han sagde nogle rigtig

dumme ting. Det var mest af alt et dumt sted at sige det!

Det var lige så dumt, som spasserne og Karen i Idioterne!

15

© Rolf Konow


Frygtelig lykkelig

I Frygtelig Lykkelig (2008) har du en birolle af den slags, der på en måde katalyserer hele

filmens handling.

Jeg stod bag min bardisk og vidste alt om alt det onde, der skete i byen. Det

er en dejlig baggrund for mig at have været i sådan nogle stuer i Jylland. Man

kan bare høre uret tikke og alt det. Men man kan ikke kun hade det miljø,

man er nødt til at elske det også, for at kunne spille rollen. Også sladderen, og

alt det frygtelige. Man er nødt til at kunne forstå det, og holde af det på en

måde, for at kunne fremstille det.

Du synes ikke, du udleverer sønderjyderne for meget?

Nu har der jo været nogle slemme sager dernede. De har altså også godt af at

blive vækket af deres ”fladhed”. Nej, jeg synes ikke, jeg udleverer dem for

meget. F.eks. i Pusher-filmene udleverer man Københavnerne tilsvarende.

Man må på en eller anden måde raden rundt, der, hvor miljøerne nu er.

… og mange flere film

Efter disse markante roller kunne du vel vælge og vrage mellem filmrollerne?

16

Jeg fik mange tilbud. Jeg

fik f.eks. en hovedrolle i

Fruen på Hamre (2000),

der er baseret på en roman

af Morten Korch, men

forsøgt skrællet ind til benet.

Den gik jo ikke så godt, men den er noget særligt for mig – måske også fordi

jeg der mødte min mand, Morten, der var fotograf på den. Filmen, der vender

Morten Kochs banale idyl på hovedet, er faktisk ikke så dårlig. Den er lavet af

Katrine Wiedemann, der ellers er mest kendt som teaterinstruktør.

Hun er nu på vej med sin næste film (Viceværten med Lars Mikkelsen i hovedrollen/Red.).

I min næste film, Klinkevals, var det f.eks. sjovt at møde Mette

Lisby og Thomas Eje.


I De Grønne Slagtere spillede jeg sammen med bl.a. Mads Mikkelsen. Jeg kender

både Mads og Lars rigtig godt. Mads kender jeg særligt fra den gang,

Morten var fotograf på Valhalla Rising, der blev optaget i Skotland. Jeg var

med deroppe, fordi Rigmor lige var født. Det var en hård rolle for Mads, men

han snakkede meget med Morten, så han blev sådan en slags husven for os.

Han kom og spiste hos os, fordi hans familie jo befandt sig i Danmark. Han er

ualmindelig sympatisk. Både han og broderen har simpelthen så meget på

hjerte.

Du spillede mange små og store roller i disse år og i meget forskelige film. Der var f.eks.

Den fine og lidt oversete Oldboys, den pjattede Winnie & Karina og Susanne Biers verdenskendte

Hævnen. Du fik en Robert for bedste birolle i den dejlige episodefilm Smukke Mennesker.

Er det sådan, at du ligefrem opsøger mangfoldigheden, eller er det bare blevet sådan?

Mine roller ligger måske alligevel lidt i samme boldgade, når man kigger nærmere

efter.

Lige nu og den nærmeste fremtid

Den Gerrige

Lige nu er jeg ved at forberede en stor rolle i Den Gerrige af Molière. Stykket

er virkelig morsomt, og det er skrevet så godt. Der findes ikke meget revy,

som er lige så sjovt som Molière. Jeg spiller Frosine, en koblerske eller

”Kirsten Giftekniv”, der skal finde en kone til den gerrige mand. Frosine er en

rigtig sej kælling, der kan sno sig og se mulighederne alle vegne. Man må kunne

forstå denne kvinde i dette miljø for at kunne spille hende. Det er nok en

komisk rolle, men jeg vil gerne give rollen noget dimension, så man forstår, at

der er en grund til det, hun gør.

Søren Sætter-Lassen spiller titelrollen. Det er dejligt at spille sammen med

ham. Han er en strålende skuespiller. Vi spillede i sidste sæson sammen i Fanny

& Alexander – en dejlig forestilling. Det var godt, du så den! Der spillede

jeg også sammen med Ghita (Nørby). Ghita er på en måde min ”teatermor”.

Hendes garderobe på teatret er lige ved siden af min. Hun er god for mig at

kende, og vi har det så fint sammen.

Den Gerrige har premiere i Skuespilhuset den 8. september.

17


Hvidsten Gruppen

Det er en erklæret filmkøbmand

og en ny instruktør

med markante meninger,

der skal lave denne store

historie. Det lyder spændende.

Den produceres af Regner

Grasten. Oprindeligt

var det meningen,

at Peter Schrøder skulle

instruere, men nu er

det blevet til Anne-

Grethe Bjarup Riis, der

ikke har instrueret før.

Filmen optages delvist i Risby Studierne i Albertslund.

Albertslund Posten © Jacob Damkjær Nielsen

Det er en stor periodefilm fra 1940-erne om modstandsgruppen fra Hvidsten

Kro. Jens Jørgen Spottag og jeg spiller kroejerne, Marius og Gudrun Fiil.

Regner Grasten er kendt for at tjene sine penge på lette og ikke specielt fremragende

film, for så at sætte pengene overstyr igen på noget mere ambitiøst.

Det går ikke altid lige godt. Manuskriptet til denne film blev i første omgang

ikke godkendt af Filminstituttet. Så fik de et par forfattere til at reparere på

manuskriptet, og så fik filmen støtte alligevel. Det skal den altså også have,

for det er i hvert fald en god historie.

Det er en grum historie, der ender med, at gruppens mænd bliver henrettet

af tyskerne. Det er tilfældigt, at Marius kommer ind i modstandskampen, fordi

nogen beder ham gemme våben, der er kastet ned fra engelske fly. Han

bliver bidt af det, og han er klar til at gå i døden for sagen. Han har simpelthen

indset, at det var dér, han skulle gøre en indsats. Gudrun er også med på

det, der skal gøres. Hun er en stærk kvinde, der glæder sig over det, der er at

glæde sig over. De gode æg, hun kan finde til sin æggekage, og de små børn,

der leger på gårdspladsen. Selv der i mørket kan hun se de nære ting.

Det bliver en rigtig storfilm med masser af gamle biler, flyvere, miljøer, kostumer

og alt sammen. Jeg glæder mig meget til at komme rigtig i gang med den.

Filmen har premiere næste år.

18


Alt det andet, Bodil har gang i

… og alt det andet, du har gang i?

Som nævnt skal jeg lave julekalender med Wikke og Rasmussen. Optagelserne

strækker sig til november. Samtidigt er der her i efteråret optagelser af nye

afsnit af tv-serien Lykke, hvor jeg spiller Søren Pilmarks kone. Rytteriet fortsætter

også. Her har vi nogle planer, som du ikke må skrive om endnu.

© Caféteatret

19

Så er der Han, Hun, Vov & Pelsen,

et comedyshow, som jeg

lavede sammen med Jacob

Tychsen på Caféteatret sidste

vinter, og som vi havde meget

fornøjelse af.

Det kommer igen til januar på Frederiksbergscenen, så også du får en chance

mere for at se det.

Til foråret skal vi opføre et nyt stykke af Erling Jepsen på Det Kongelige. Han

har lavet en historie om nogle unge, der spærrer deres forældre inde i en kælder.

Sådan lidt ”Fritzl-agtig” – men med modsat fortegn. Vi er i Sønderjylland

igen, men det kunne sådan set foregå alle steder. Det er et fint stykke.

Forankring og alsidighed

Du har gang i alt muligt og vil gerne prøve noget nyt hele tiden. Men du er også et dybt

forankret menneske. Det gælder ikke alene som den meget professionelle skuespiller. Men

du er også forankret i det, du kommer fra. Og så er du et troende menneske. Du har travlt,

men elsker også at falde i staver. Er det forankrede en vigtig baggrund for alt det, du laver?

Ja, der vakler jeg ikke, men står på mine to ben. Sådan er det vel ikke for alle,

men det er vigtigt for mig at være forankret i noget. Jeg finder stor trøst i det,

og jeg fortæller også mine børn om det. Det er noget personligt og privat,

men jeg kunne ikke forestille mig et liv uden.

Jeg har det med at falde i staver. Det er en god vane jeg har. Bare at sidde og

glo ud i luften. Jeg er ikke noget stresset væsen, måske fordi jeg gør tingene

langsomt. I en verden, hvor alt går meget hurtigt, er det en god evne at kunne

gøre tingene lidt dvælende.


Rigmor kommer til med en babusjka-dukke. ”I skal lige se noget sjovt”. Dukkerne

bliver linet op og de to mindste puttet i ørerne. Det havde hun fundet

på at optræde med, da hun efterhånden syntes, at ham med spørgsmålene

havde lagt beslag på mors opmærksomhed lige længe nok.

Bodil siger: ”Nej, skal dukken bo derinde i dit hoved – det er næsten for farligt”.

Det mente Rigmor nu slet ikke. Hun er ikke bange for noget.

Den fjerde Bodil

Jeg tillader mig at konkludere, at du er den fjerde store Bodil i rækken, hvor de øvrige hedder

Ipsen, Kjær og Udsen. Er det helt ved siden af?

(Ler hjerteligt) Det er ikke helt tosset. Det er i hvert fald kvinder, jeg ser op til.

Men jeg er en rigtig Jørgensen!

20


Rigmor er gået i gang med et spil memory, som lægges på spisebordet, hvor

vi sidder. Bodil roder i nogle skuffer for at finde billeder til mig. Det ender

med en serie med hende som lille, samt et par professionelle portrætter, der

er taget i Frederiksberg Have af Gunnar fra Revymuseet for nylig. Morten er så

småt begyndt at rumstere med nogle gryder. Østen er stadig inde hos sig selv,

og den ældste, Johannes, er på besøg hos en ven. Bodils mobil ringer; det er

storesøster – men det må lige vente lidt.

En glad og foretagsom familie i en oase på Nørrebro – tæt på alt det livlige,

sjove og multietniske – men også det lidt farlige, der også findes i de nærliggende

gader. Der er fra vinduerne en flot udsigt over Nørrebroparken, der

normalt er så dejlig, men som nu er et støjende inferno, fordi der også skal

bygges Metro her.

Jeg ville slutte besøget med et billede af Bodil i døren ud til trappen. I sidste

øjeblik smuttede Rigmor ind foran hende – og jeg fik billedet, der var lige til

forsiden af medlemsbladet!

21


Jan Due og Lars Høimark

Hvorfor skal vi have en biograf her i Glostrup?

JAN: Glostrup Bio er en vigtig del af kulturlivet i Glostrup. Jeg er sikker på, at

andre glostruppere har det lige som jeg. Jeg er kommet i biografen fra starten

af 1960’erne. Biografen er en fast del af kulturlivet i Glostrup, en del af byens

identitet.

LARS: Jeg har også boet al min tid i Glostrup. Det var noget med at tage i biografen

sammen med kammeraterne eller familien, og det var faktisk ikke så

ofte, vi tog ind til København. Biografen er en vigtig del af bybilledet, og en

vigtig del af kulturarven i Glostrup. De mange frivillige er noget helt essentielt

for den måde, biografen bliver drevet på i dag. Det er dejligt, at der er så

mange, der faktisk vil det her. Vi kunne ikke drive biografen uden de frivillige.

JAN: Jeg tror heller ikke, der ville være nogen biograf i Glostrup uden de frivillige.

Nogle dyrker idræt, andre går på aftenskole osv. De frivillige i Glostrup

Bio har biografen som en fritidsinteresse, som mange andre har glæde af. De

sociale netværk, der kommer ud af det, er værdifulde. Det handler ikke kun

om biografen, men også om det liv, der er omkring biografen.

LARS: Det med det kulturelle og det sociale bindes sammen på en utrolig flot

måde i Sofarækken.

22

Medlemmer af kommunalbestyrelsen,

Jan Due (S) og

Lars Høimark (C), er kommunens

repræsentanter i

Sofarækkens bestyrelse. De

har dermed indflydelse på

alle større beslutninger

vedrørende biografen.

Vi mødtes en onsdag eftermiddag

i august for at få en

lille snak.


Så kommunens ledelse vil gerne støtte biografen

LARS: Jeg tror faktisk, der er en generel enighed om at støtte biografen. Men

når vi begynder at snakke økonomi, er vi da nødt til at se lidt skarpt på det.

Jeg synes, vi har lavet en fornuftig aftale, der giver noget perspektiv for biografen.

Aktuelt i forhold til digitaliseringen, men også derved, at driftsaftalen

går et stykke ud i fremtiden.

JAN: Jeg er sikker på, at biografen får en god fremtid med de aftaler, der nu

er lavet med kommunen. Digitaliseringen er der jo ingen tvivl om, mens vi har

diskuteret det med 3D en del i bestyrelsen. Vi sagde ja til aftalen, fordi biografen

er sikker på kommunens tilskud i hvert fald de næste seks år.

Vi havde et ønske om en lidt mere lempelig plan for tilbagebetalingen. Måske

noget procentbaseret, så biografen havde haft lidt flere penge til investeringer.

Biografen skal helst have en supplerende indtægt f.eks. ved at leje salen

ud. Filmene er det vigtigste, og vi skal være premierebiograf. Men vi skal også

have andre virksomheder gjort interesserede i at bruge biografens mange

faciliteter.

Hvad kan vi især gøre for at tjene nogle flere penge?

LARS: I bestyrelsen overvejer vi forskellige ting. Hvis vi skal ud i investeringer

for at fremme dette, kan biografen ikke løfte økonomien alene. Man er i så

fald nødt til at have hjælp fra kommunen. Jeg kan naturligvis ikke garantere

på forhånd, at vi vil imødekomme sådanne ønsker. Men der er ingen tvivl om,

at der skal penge ind ved andet end den almindelige biografdrift. Med driftsaftalen

bliver biografen presset lidt til at tænke kreativt for at tjene flere penge.

Hvis der kommer gode forslag fra biografens bestyrelse om ombygninger

og udvidelser, vil vi da se seriøst på det i kommunalbestyrelsen.

JAN: Det er måske at tage munden for fuld at ønske sig et kulturhus i biografen,

men vi er måske lidt på vej i den retning. Det handler om, at vi skal bruge

huset mere hen over døgnet, end vi gør det i dag. Hvis der kommer gode forslag

om, hvordan vi kan udvide biografens indtjeningsmuligheder, er man

nødt til at have kommunen med til investeringen. Jeg tror faktisk, vi kan få en

enig kommunalbestyrelse med på en sådan plan. Altså hvis idéerne er rigtig

gode, og der er perspektiv i dem. Alle i kommunalbestyrelsen ser gerne flere

kulturelle tilbud ud over idræt, som vi jo har en masse af.

23


Glostrup Bio viser mest mainstream film. Skulle vi vove noget mere?

LARS: Måske skal vi satse lidt mere en gang imellem. Måske skal vi lave nogle

kavalkader eller temaer. Sådanne initiativer kræver en god markedsføring. Vi

skal både ramme en efterspørgsel og have penge i kassen.

JAN: Vi har diskuteret i bestyrelsen, hvor meget vi skulle prøve af nyt. Med de

besøgstal, vi har, vil det ikke vælte læsset, hvis vi tager nogle risici en gang

imellem. Også med nogle af de mere smalle film. Det kunne da tænkes, at en

gruppe – også udenfor Glostrup – ville holde lidt mere øje med Glostrup Bio.

Og tænke, at de altså har altså nogle spændende tilbud i Glostrup. Hvis man

gør, som man altid har gjort, sker der det, der altid er sket. Vi skal ind imellem

afprøve nogle ting for at se, hvordan det kommer til at fungere.

LARS: jeg er meget enig. Det kunne være spændende at få fat i en anden

målgruppe – også.

Er det noget særligt at gå i biografen i Glostrup Bio?

JAN: Jeg synes, at Glostrup Bio er en utrolig rar biograf at komme ind i. Blandt

andet på grund af størrelsen. Det er altid hyggeligt i foyeren, og man møder

meget ofte nogen, man kender. Både blandt de aktive og de øvrige biografgængere.

Vi skal på et tidspunkt have udskiftet stolene, men på den korte

bane fungerer de jo udmærket. Der er komfortabelt - og så er der god plads.

LARS: Det er ligesom at komme over på stadion,

når man måske ikke har været der i

nogle år. Så er det som om, tiden har stået

stille. Så møder man dem, man kendte for

mange år siden.

På en måde er det lidt det samme i biografen.

Man møder glostrupperne og får en

hyggelig aften eller eftermiddag, før man ser

den film, man nu er kommet for at se.

Har vi en biograf i Glostrup om 10 år?

BEGGE: Helt klart! Det skal vi have!

Nimbus Film 24 © Per Arnesen

More magazines by this user
Similar magazines