Skillevej - Metro Litteratur

metro.litteratur.dk

Skillevej - Metro Litteratur

Skillevej

Da Schneider steg af Øresundstoget på Humlebæk station først på eftermiddagen den

14. juli forrige år, havde årtiets kraftigste prisfald på boligmarkedet netop kostet ham

hans job. Af den grund havde han fået lov til at tage tidligt hjem. Det lettede dog ikke

synderligt på hans humør. Senere på dagen skulle det også vise sig at koste ham livet, men

det var ikke så meget dét, der tyngede ham.

I godt ti minutter blev han stående, hvor han var, og overvejede sin situation. Hans

første træk var at modstille sin husstands månedlige indtægter - eksklusive den løn, han

nu måtte være foruden - med udgifterne, der som følge af tab på aktier og fald i

boligværdi var ganske betragtelige. Som (nu forhenværende) ejendomsmægler indså han

hurtigt, at han ville have en yderst begrænset levetid på sine nuværende 300

kvadratmeter med havudsigt og aftensol på terrassen. Den tanke bragte ham så meget ud

af fatning, at han måtte deponere sin vældige krop på en bænk og trække vejret dybt flere

gange for at bekæmpe et anfald af svimmelhed.

Så kom han til at tænke på sin kone. Han var ikke en overfladisk mand, og heller ikke

mere materialistisk end så mange andre. Han vidste godt, at intet økonomisk tab reelt

betød noget, så længe han nød Louises ubetingede kærlighed. Det gjorde han bare ikke, og

det vidste han også godt.

Han var tilbøjelig til at skyde skylden på hende, men ét eller andet sted vidste han også

godt, at han selv havde bidraget til tingenes tilstand. Der havde været travlt de seneste

par år. Rigeligt med kunder, mange salg, masser af penge. Måske havde han ladet det løbe

lidt af med sig. Måske burde han have spist til middag med hende og børnene lidt oftere.

Have vist lidt mere omsorg. Og lidt mere sexlyst. Men gjort var gjort, og hun havde jo nydt

godt af det nye køkken, de nye møbler og Porschen. Den slags var jo ikke det vigtigste, det

var han godt klar over. Men alligevel.

Schneider så fraværende på Per Kirkebys murstensskulptur ved siden af stationen. Han

nærede et gloende had til dette monstrum og havde ved flere lejligheder anført fejlslagne

kampagner for at få den revet ned. Men den dag kunne han ikke rigtig hidse sig op over

den. Han lagde knap nok rigtigt mærke til den. I stedet rejste hans sig op og begyndte

langsomt og i dybe tanker at bevæge sit fyldige legeme hjemad.

Det var omtrent halvandet år siden, at hans ægteskab var begyndt at køle ned. Han

havde først lagt mærke til det, da Louise stoppede med at kysse ham på kinden, når han

tog af sted om morgenen. Hun havde ikke haft lyst til ham, når han kom hjem. Selv

børnene var hun blevet irritabel overfor.

På et eller andet tidspunkt var hun så begyndt at søge adspredelse ovre hos naboen. Det

havde han fået at vide af Jørgensen overfor sidste vinter. Naboen, der hed Thorsen, var i

øvrigt en fin fyr. Familien Schneider havde ofte spist til middag med ham og hans kone.

De havde ingen børn og brugte i stedet tiden på at investere i kunst. I deres hus, der lå

endnu bedre end Schneiders, hang adskillige originaler af Asger Jorn og Miró, såvel som

en meget værdifuld Picasso-litografi. De arbejdede sammen i køkkenet og tilberedte de


mest fantastiske menuer. Sidst, de havde inviteret til middag – et godt stykke tid efter, at

Schneider havde fået besked om sin kones eskapader med hr. Thorsen – havde de serveret

en perfekt saltimbocca og hjemmelavet is med valnødder fra haven. Vinen havde

tydeligvis også været dyr. De to ægtefæller lo hjerteligt, kaldte hinanden ”skattemus” og

så på hinanden med så stor affektion, at ingen ville have troet, at der var noget galt med

deres forhold. Det var der måske heller ikke.

Schneider nikkede til en bekendt, der passerede ham, uden at ænse, hvem det var.

Egentlig burde han vel takke Thorsen. Omtrent ved den tid, da han skønnede, at

utroskaben – et begreb han vægrede sig mod at benytte – måtte være begyndt, var hans

ægteskab pludselig blusset op igen. Ikke i sengen, naturligvis. Det havde hun vel ikke

energi til. Men kindkyssene om morgenen var kommet tilbage, hun så ømt på ham over

middagsbordet (når han en gang imellem var hjemme til den tid) og børnene modtog

mere kærlighed end nogensinde før. Alt i alt havde de sidste otte-ni måneder været

ganske behagelige. Indtil økonomien begyndte at gå amok.

Hvad skulle der ske nu, når han ikke var i København hele dagen, så hende og Thorsen

kunne have deres affære i fred? Han kunne naturligvis bare tage ind til byen alligevel.

Sige, at han skulle til jobsamtale eller sådan noget, og så komme hjem, når de var færdige.

Men den strategi ville sikkert ikke holde i længden. Han var en elendig løgner. Alternativt

kunne han tilfredsstille fru Thorsen, mens hendes mand var i seng med Louise. På den

måde fik alle noget ud af situationen. Men selvom fru Thorsen var et elskværdigt

menneske, havde Schneider altid følt sig en smule frastødt ved hendes udseende, der mest

af alt mindede ham om Jørgensens tykke gamle golden retriever, Albert. Hun var slet ikke

som Louise, der selv i slutfyrrerne havde beholdt sine sensuelle kurver og sin

ungdommelige gnist. Han selv var naturligvis adskillige kilo over det sundhedsmæssigt

forsvarlige, men det var hr. Thorsen også, så fru Thorsen var næppe vant til andet. Hun

ville med andre ord ikke have noget at klage over ved hans selskab, men han selv kunne

ikke forestille sig andre nøgne kvindekroppe end sin kones.

Altså måtte han sætte en stopper for Louises mandebesøg og selv forsøge at gøre sin

ægteskabelige pligt, hvis hun altså ville tillade det. Ellers så han ingen anden udvej end

skilsmisse. Han forbandede boligkrakket i profane vendinger.

Ved Humlebæk Strandvej slog en tanke pludselig ned i ham, og han standsede brat op.

Klokken var jo ikke mere end to på en torsdag. De måtte være i gang lige nu. Han

kæmpede et øjeblik med sig selv, men til sidst indså han, at han ikke kunne vente længere.

Der måtte ske en afklaring allerede i dag. Han satte farten op for at nå det, inden de var

færdige.

For enden af Oscar Brunsvej (mens han trådte på en snegl, han ikke lagde mærke til)

gled hans tanker over på børnene. På trods af at han ikke havde haft tid til at vise det på

det seneste, elskede han dem mere end noget andet. Ville de slippe gennem en skilsmisse

uden traumer for livet? Og hvad med forældremyndigheden? Det var jo altid kvinderne,

der løb med den, og han kunne ikke bære tanken om kun at se dem nogle få timer om

ugen. Hans desperation var efterhånden til at tage og føle på, men han forsøgte at besinde


sig. Det var jo moderne tider, han levede i. Skilsmisse var efterhånden snarere reglen end

undtagelsen, og mænds rettigheder på forældreområdet var også blevet styrket en smule.

Desuden var der jo stadig håb om forsoning, et håb han desperat klamrede sig til.

Fuldstændig optaget af disse tanker drejede han ned ad Gl. Strandvej.

Her blev han påkørt af en olivengrøn Alfa Romeo, der drejede om hjørnet fra Ida Tesdorpfsvej

adskillige mål over fartgrænsen. Den knuste fuldstændig hans brystkasse og

dræbte ham på stedet.

Ved Kastanie Allé standsede han op og samlede sine tanker. Han kunne se både sit eget

og Thorsens hus. Nu måtte han overveje det videre forløb. Skulle han lede hos Thorsen

eller sig selv først? Svaret kom prompte; Louise klagede sig konstant over deres seng, så

de var nok hos Thorsen. Dernæst: Dagens stressende udvikling havde efterladt ham med

ildelugtende svedpletter under armene. Skulle han skifte først? Nej, der var ikke tid til

den slags. Men hvad skulle han sige? Han besluttede at overlade dét spørgsmål til sine

improvisationsevner. Han var jo trods alt en erfaren sælger. Dén del skulle nok løse sig.

Men da han stod ved havelågen, måtte han alligevel tænke det hele igennem en sidste

gang. Havde han nu truffet den rigtige beslutning? Det kunne jo ikke nytte noget at have

overvejet det hele så grundigt, føre sin plan ud i livet, og så glemme én eller anden lille

detalje, der fuldstændigt vendte situationen på hovedet. Og han havde netop

fornemmelsen af at have overset noget absolut vitalt. Men han viftede tvivlen til side og

skridtede resolut op mod døren, hvor han var sikker på, at hans livs mest skæbnesvangre

øjeblik ventede ham.

More magazines by this user
Similar magazines