Rehabilitering - Kræftens Bekæmpelse

Politikpapir 2011/2012 - Region | Kræftens Bekæmpelse
Rehabilitering
Rehabilitering af kræftpatienter blev på repræsentantskabsmødet i maj 2009 valgt som et politikområde
for regionsudvalgene. Rehabilitering af kræftpatienter er et vigtigt område, idet
mange kræftpatienter får problemer og symptomer efter behandling, som har indflydelse på
deres helbred og mulighed for at genoptage arbejde og deltagelse i familieliv. Dette reviderede
politikpapir giver et overblik over området, der kan drøftes og senere benyttes i det kræftpolitiske
arbejde. Regionsudvalget kan efterfølgende tilpasse og tilrettelægge arbejdet efter de
regionale forhold i samarbejde med områdechefen og konsulenterne.
Hvorfor er kræftrehabilitering vigtig?
Ca. 31.000 danskere får hvert år stillet diagnosen
kræft for første gang. 210.000 danskere
lever i dag med en kræftsygdom eller har haft
kræft.
Mange kræftpatienter får specifikke problemer
og symptomer, som har indflydelse på deres
helbred og mulighed for at genoptage arbejde
og deltagelse i familieliv efter den primære
behandling. Det kan dreje sig om psykiske
problemer som angst og depression eller om
kropslige problemer i form af smerter, føleforstyrrelser,
hævelse og en række andre problemer
relateret til den enkelte kræftsygdom.
Hvad er kræftrehabilitering?
Kræftrehabilitering har til formål at forebygge
funktionstab og at genopbygge kræftpatienters
fysiske, psykiske og sociale funktionsevne, så
de opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Der er tale om en målrettet og tidsbestemt
samarbejdsproces mellem patient, pårørende
1
Mål 4 i Kræftens Bekæmpelse frem
mod 2015:
”Alle kræftpatienter skal før, under og
efter kræftsygdomme tilbydes omsorg,
viden og handlemuligheder”.
Kræftens Bekæmpelses målsætning 2015
og fagfolk. Kræftrehabilitering baseres på hele
patientens livssituation og består af en koordineret,
sammenhængende og vidensbaseret
indsats.
Rehabilitering er både aktuel i den tidlige behandlingsfase,
og på vejen til at blive rask
igen. Den kan være aktuel i måneder og år
efter afsluttet behandling, hvor svære legemlige
følger efter behandlingen og samt angst- og
depressionsproblemer kan opleves. Der kan
desuden være problemer med at fungere i forhold
til familie, arbejde og fritidsinteresser.
Nogle problemer og senfølger kan opstå flere
år efter, at behandlingen er afsluttet.
En rehabiliteringsindsats skal omfatte og have
blik for alle disse behov. Som det fremgår af
boksen på næste side er fysisk genoptræning
blot ét element i rehabilitering. Rehabilitering
omfatter også psykosocial indsats, patientuddannelse
og kostvejledning.

Kræftens Bekæmpelses mål for rehabilitering
1. Behov for rehabilitering bør identificeres
allerede fra diagnosetidspunktet, og på relevante
tidspunkter i behandlingsforløbet.
Der bør desuden være fokus på rehabiliteringsbehov
og senfølger i forbindelse med
kontrolbesøg og besøg hos egen læge.
2. Alle kræftpatienter med behov for kræftrehabilitering
får et individuelt rehabiliteringstilbud.
3. Alle kræftpatienter screenes ved udskrivelsen
med henblik på, om der skal udfærdiges
en genoptræningsplan.
4. Alle sundhedsaftaler har detaljerede beskrivelser
af samarbejdet om kræftrehabilitering
– meget gerne for den enkelte kræftsygdom.
5. Regionen og kommunen skal opsamle viden
om effekt og kvalitet af rehabilitering.
2
Rehabilitering på sygehusene kan
eksempelvis bestå af følgende delelementer:
Fysisk træning under behandlingen,
”Krop og Kræft”
Tidlig fysioterapi til forebyggelse af
lymfødem
Psykosocial rådgivning med særlig
fokus på angst og depression
Diagnosespecifik rehabilitering,
eksempelvis i forhold til hovedhalskræft,
tarmkræft, hjernekræft mv.
Patientuddannelse
Kostvejledning
Specifik indsats over for senfølger,
eksempelvis lymfødem, inkontinens.
Hvilke rehabiliteringsbehov har kræftpatienter?
I undersøgelsen ”Kræftpatientens Verden” oplever
74 pct. af kræftpatienterne mindst et
symptom eller problem som følgevirkning af
kræftsygdommen og dens behandling. Blandt
kursusdeltagerne på RehabiliteringsCenter
Dallund oplever 96 pct. mindst et symptom
eller problem, og 62 pct. oplever, at det er alvorligt.
De hyppigste er generende og betydende
træthed (fatique) og seksuelle problemer.
Andre hyppige problemer er angst, nedtrykthed,
tørhed i munden og vægtændringer.
Det kan ikke på baggrund af kræftdiagnosen
alene forudsiges, hvilke kræftpatienter der har
et rehabiliteringsbehov. Behovet afhænger ofte
også af behandlingsforløbet, personens egne
forudsætninger, familienetværk og arbejde.
Generelt har alle kræftpatienter behov for
hjælp til at komme videre, men indsatsen skal
tilpasses den enkeltes behov, som vist i trekanten
nedenfor. Derfor skal der være tilbud,
der møder alle patientens behov, der følger
kræftsygdommen.
Særligt komplekse
Behov for
rehabilitering
Rehabilitering og senfølger
der kræver specialiseret
indsats
Begrænsede rehabiliteringsbehov
Støttet egenomsorg
5%
25%
70%
I 2009 var der kun registeret genoptræningsplaner
for ca. 19 pct. af alle kræftpatienter.
Selv om der kan være flere end de registrerede
genoptræningsplaner, synes der at være et
betydeligt antal patienter, som ikke får en plan.

Det er vigtigt, at patienter, som har behov, får
en genoptræningsplan på sygehuset, da den
er deres adgangsbillet til almen genoptræning/rehabilitering
i kommunen.
Har kræftrehabilitering effekt?
Undersøgelser viser, at kræftrehabilitering har
positiv effekt på blandt andet livskvalitet og
depression. Det er desuden påvist, at fysisk
aktivitet blandt kræftpatienter har gavnlig effekt
på livskvalitet, fysisk funktion og psykisk velbefindende.
Endvidere har undersøgelser vist, at
fysisk aktivitet kan mindske betydende træthed
(fatique), angst og depression.
I en dansk medicinsk teknologivurdering (MTV)
om kræftrehabilitering konkluderes det, at der
bør være en indsats i forhold til specifikke senfølger.
Ansvarsfordelingen mellem regioner og
kommuner
Ansvaret for den generelle genoptræning af
kræftpatienter ligger hos kommunerne, mens
den specialiserede genoptræning ligger hos
regionerne. Der er fortsat problemer med tydeligheden
af varetagelsen af regionale og kommunale
opgaver i rehabiliteringen. Der er et
stort behov for at sikre entydige regionale og
lokale aftaler om fordeling af opgaverne og for
at koordinere rehabiliteringsforløbene. At der i
forbindelse med kræft ofte er tale om komplicerede
forløb og flere forskellige individuelle rehabiliteringsbehov,
gør billedet endnu mere
komplekst.
3
”Jeg er opereret i spiserøret. Operationerne
har bevirket, at jeg ikke har
bølgebevægelser til at trække mad og
drikke ned, jeg har ingen lukkemuskel,
så jeg kan ikke bukke mig ned, ligge
fladt i min seng og har derfor problemer
med at sove. At spise efter operationen
er som at starte forfra. Det ville
have hjulpet, hvis jeg fik hjælp til
håndtering af senfølgerne af min sygdom.”
Citat: kræftpatient
Regionerne skal påtage sig et tydeligt ansvar
for, at rehabilitering iværksættes tidligt i patientforløbet
og det faglige ansvar for rehabilitering
ved komplekse behov og senfølger. Rehabilitering
skal derfor indarbejdes i pakkeforløbene
for kræft.
Ved hospitaler, der behandler kræft, bør der
være ekspertise i forhold til rehabilitering og
senfølger, for eksempel i form af rehabiliterings-
og senfølgeklinikker. Regionerne bør
påtage sig lederskab i forhold til den faglige
udvikling og uddannelse, der kan understøtte
den kommunale rehabilitering. Regionerne bør
overveje at etablere udgående rehabiliteringsteams,
som kan understøtte indsatsen lokalt.
I forbindelse med kontrol på sygehuset bør der
være fokus på rehabiliteringsbehov og mulige
senfølger.
Ved indførelse af nye behandlinger bør regionerne
vurdere behovet for at registrere senfølger.
Indsatsområder for regionsudvalgene
Regionsudvalgene kan være med til at sætte
fokus på og stille krav om
at regionen har specialiserede rehabiliteringsprogrammer
for kræftpatienter
at regionerne har kompetence vedrørende
behandling af specifikke senfølger som lymfødem,
inkontinens, tandproblemer med videre,
for eksempel i form af senfølgeenheder
at regionen/hospitalerne har retningslinjer
for, hvornår patientens genoptrænings- og
rehabiliteringsbehov identificeres
at regionen tilbyder fysisk træning til patienter
i behandling med kemoterapi
at regionen overvåger om de kræftpatienter,
som har behov, får en genoptræningsplan
ved udskrivelsen
at regionen og kommunen har kræftrehabilitering
som en del af den fælles sundhedsaftale

4
at regionen har et overblik over tilbud i de
relevante kommuner
at regionen har patientuddannelse under
behandling til relevante patientgrupper
at regionen i forbindelse med kontroller også
har fokus på genoptræningsbehov og
senfølger
at regionen bidrager med erfaringsopsamling
om rehabilitering for kræftpatienter.
Litteratur
1. Mogens Grønvold et al. Kræftpatientens
verden. Kræftens Bekæmpelse
2006.
2. TK Klær et al. Impact of symptom burden
on health related quality of life of
cancer survivors in a Danish cancer rehabilitation
program. A longitudinal
study. Acta Oncologica 2010.
3. Rehabilitering efter brystkræft, tyk- og
endetarmskræft og prostatakræft– en
medicinsk teknologivurdering. Sundhedsstyrelsen,
2010.
4. Kræftens Bekæmpelses Strategisk oplæg
om kræftrehabilitering, 2011.
Patientstøtte og Frivillig Indsats
Politik og Jura juni 2011