1. MAJ – DERFOR - LO

arbejdernes hovedorganisation at aftale
en ny overenskomst med en 8-timers
arbejdsdag eller en arbejdsuge på 48
timer fra 1. januar 1920. Kun landbrugets
arbejdere og søfolk var undtaget. Dermed
var arbejderorganisationernes vigtigste
krav fra 1890 indfriet.
Spørgsmålet, om 1. maj-møderne nu
skulle fortsætte, blev stillet af flere, men
1. maj var kommet for at blive. For det
første ønskede arbejdsgiverne at udvide
arbejdstiden igen, da der de efterfølgende
år kom økonomisk krise. Fagbevægelsen
måtte derfor forsvare og kæmpe
for at bevare 8-timers-dagen. På majmøderne
krævede man derfor 8-timersdagen
vedtaget ved lov. Lovgivning kom
dog aldrig på tale. Arbejdstiden vedblev
med at være en aftale mellem arbejdsmarkedets
parter.
For det andet var der ingen tegn på, at
andre lande ville ophæve 1. maj-dagen
som demonstrationsdag
Og for det tredje blev 1. maj en vigtig
demonstrationsdag for den nye Sovjetmagt
og dermed også for de europæiske
kommunistpartier. 1. maj trådte i stedet
ind i en ny fase.
1. maj i splittelsens tegn
I første del af 1920’erne var majmøderne
kun en skygge af sig selv. Fagbevægelsen
og socialdemokraterne ophørte med at
gå i procession i gaderne og nøjedes med
at samles på festpladserne. I 1925 blev
det anderledes. Der var nu en socialdemokratisk
regering med Thorvald
Stauning som statsminister, og der var
faglig konflikt på arbejdsmarkedet. I
Fælledparken i København var der samlet
over 100.000 mennesker. En kommunistisk
taler blev afvist fra tribunens talerstol,
hvilket gav en del uro. I Århus blev
kommunisterne drevet væk fra festpladsen,
hvorefter politiet sørgede for, at de
socialdemokratiske talere kunne tale
uforstyrret.
1. maj blev herefter et udstillingsvindue
for konflikten mellem socialdemokrater
og kommunister. Den uforsonlige holdning
mellem de to partier voksede i
1930’erne med den nazistiske magtovertagelse
i Tyskland i 1933 og den voksende
Sovjetmagt. 1. maj 1933 udtalte
den socialdemokratiske statsminister
En 48-timers arbejdsuge blev aftalt mellem
arbejdsmarkedets parter fra 1. januar 1920.
Dermed var 30 års kamp slut.
Den økonomiske krise i 1920’erne fik dog
arbejdsgiverne til at kræve arbejdstiden
forlænget, men uden held. (ABA)
Thorvald Stauning: ”Det kan være på
tide, at alle de mange fascistiske reaktionære
eller ’revolutionære’ fraktionsdannelser
med diktaturet som mål får
den styrke at se, som står bag Arbejdernes
Fællesorganisations (den socialdemokratiske)
kamp for demokratiet.”
I arbejderbevægelsen var der fortsat
mange mål at arbejde for, men den truende
udvikling i Øst (kommunismen) og
Syd (nazismen i Tyskland) måtte bekæmpes.
Et demokratisk samfund var en
forudsætning for, at reformer til gavn for
arbejderne kunne gennemføres. Derfor
måtte både det kommunistiske diktatur
og det nazistiske terrorregime bekæmpes.
Mens tonen på maj-møderne blev skærpet,
skete der mindre forandringer af
majdagens forløb.
Færre demonstrationer i gaderne førte til,
at man tidligt om morgenen samledes til
indendørsmøde for senere at tage sammen
til festpladsen. I 1931 indførte unge
socialdemokrater i Brønshøj en nyskabelse.
De mødte tidligt om morgenen for
at hejse det røde flag. Det blev hurtigt en
tradition, der bredte sig til andre
foreninger.
1. maj blev også regelmæssigt transmitteret
i radioen. Det skete første gang i
1926.
I 1938 afholdt de danske nazister første
gang 1. maj-møde. Det var en skare på
10 personer, der snart blev drevet væk fra
pladsen med æg og tomater. Danske
nazister kunne dermed ikke gøre deres
tyske forbillede efter, der fra 1933 havde
”stjålet” arbejdernes 1. maj. Men det var
et lille forvarsel om, hvad der ville ske, da
Danmark 9. april 1940 blev besat af det
nazistiske Tyskland.
Den sidste 1. maj inden 2. Verdenskrig i Tyskland i 1933 kom til at stå i nazismens tegn.
Den tyske fagbevægelse opfordrede sine medlemmer til at gå til 1. maj med nazisterne i deres
forsøg på at stå på god fod med nazi-styret. Men allerede fra 2. maj blev
fagbevægelsens ledere arresteret af nazisterne. (ABA)
5