www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang
www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang
www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Munkiana<br />
<strong>nr</strong>. <strong>36</strong> <strong>2007</strong> <strong>11.</strong> <strong>årgang</strong><br />
<strong>www</strong>.<strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong> <strong>issn</strong>: <strong>1397</strong>-<strong>7172</strong>
2<br />
Bestyrelse:<br />
Kaj Munk Selskabet<br />
Formand:<br />
Søren Dose<strong>nr</strong>ode, Elme Allé 8, 9000 Aalborg,<br />
tlf. 98 10 34 10, E-mail sd@ihis.aau.<strong>dk</strong><br />
Næstformand:<br />
Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg,<br />
tlf. 98 29 70 61, E-mail poe@hum.aau.<strong>dk</strong><br />
Kasserer:<br />
Jørgen Albretsen, Myrdalstræde 273, 9220 Aalborg Ø,<br />
tlf. 86 21 57 12 / 96 35 91 24, E-mail jalb@hum.aau.<strong>dk</strong><br />
Sekretær:<br />
Elsebeth Dyekjær Kruse, Strandbakken 67, 4400 Kalundborg,<br />
tlf. 59 51 55 58, E-mail elsebethkruse@hotmail.com<br />
Arkivar:<br />
Vagn Egetoft, Golfvænget 42, 7000 Fredericia,<br />
tlf. 75 56 22 12, E-mail avegetoft@mail.tele.<strong>dk</strong><br />
Hjemmeside: <strong>www</strong>.<strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong><br />
Det planlægges, at <strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong>, ud over at være normal hjemmeside for Kaj Munk<br />
Selskabet, vil indeholde supplerende materiale til artiklerne i de trykte numre af-<br />
Munkiana.<br />
Medlemsblad: Munkiana, <strong>issn</strong> <strong>1397</strong>-<strong>7172</strong>.<br />
Redaktør: Peter Øhrstrøm.<br />
Layout: Jørgen Albretsen.<br />
Cover: Suzanne Eide Knudsen.<br />
Munkiana <strong>nr</strong>. <strong>36</strong> er udgivet i samarbejde med Kaj Munk Forskningscentret.<br />
Kommende Munkiana:<br />
Nr. 37 bliver et særtryk med artikler fra Kaj Munk Forskningscentrets seminar i<br />
april <strong>2007</strong> om Kaj Munks dramatik.<br />
Forventes at u<strong>dk</strong>omme oktober <strong>2007</strong>.<br />
Nr. 38 bliver næste ordinære Munkiana. Deadline 01.<strong>11.</strong><strong>2007</strong>.<br />
Forventes at u<strong>dk</strong>omme december <strong>2007</strong>.<br />
Forsideillustrationen viser en scene fra “Ordet//07”, som blev opført på Statens<br />
Teaterskole i maj/juni <strong>2007</strong>. Det var en afgangsforestilling baseret på Kaj Munks<br />
“Ordet” med tilskriving af Andreas Garfield. Forestillingen havde Hei<strong>nr</strong>ich<br />
Christensen som instruktør og Nadia Nabil Nielsen som scenograf. På billedet ses<br />
Johanne/Johannes spillet af Gry Guldager Jensen. Se i øvrigt omtalen på side 8.
Indholdsfortegnelse<br />
Formanden har ordet 4<br />
Søren Dose<strong>nr</strong>ode: Fra Munk til Muhammed...,<br />
2. internationale Kaj Munk Seminar 5<br />
Peter Øhrstrøm: Ordet/07-08 6<br />
Marc Auchet: Kairos eller det gunstige øjeblik,<br />
et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab 10<br />
Jørgen Albretsen: Billede fra Lolland 31<br />
Arrangementskalender<br />
* 29. og 30. august:<br />
2. internationale Kaj Munk Seminar ved Kaj Munk<br />
Forskningscentret. Program og tilmelding på <strong>www</strong>.kajmunk.hum.aau.<strong>dk</strong><br />
* 3. oktober kl. 13-14.30:<br />
“Kaj Munk - hans tid og hans kritikere”. Debat<br />
mellem Henning Tjørnehøj og Svend Aage Nielsen. Arrangør Kaj Munk<br />
Forskningscentret.Yderligere info kommer på <strong>www</strong>.kajmunk.hum.aau.<strong>dk</strong><br />
* 7. november:<br />
Den Danske Skueplads opfører ”De Herrer Dommere” og<br />
”Før Cannae” i Vor Frelsers Kirke i Aalborg.<br />
<strong>www</strong>.dendanskeskueplads.<strong>dk</strong>/turne.htm<br />
* 31. december:<br />
Odense Teater har premiere på “Ordet”.<br />
0708.odenseteater.<strong>dk</strong>/01218/01680.<br />
På turné inden, 0708.odenseteater.<strong>dk</strong>/documents/00528.pdf<br />
* 16. april 2008:<br />
Det Kgl. Teater har premiere på ”Ordet”. Spilles indtil 7. juni 2008<br />
<strong>www</strong>.kglteater.<strong>dk</strong>/Forestillinger/Skuespil/Skuespil_07_08/Ordet.aspx<br />
Har du husket at betale for <strong>2007</strong>?<br />
Årskontingentet for medlemskab af Kaj Munk Selskabet er 150 kr. (hvilket også<br />
dækker abonnement på Munkiana).<br />
Biblioteker og organisationer kan tegne abonnement på Munkiana for 150 kr.<br />
Hvis du har glemt at betale årskontingent, kan beløbet indbetales på vedlagte<br />
girokort, som også kan benyttes til frivillig indbetaling af gaver til Kaj Munk<br />
Selskabets arbejde.<br />
Via netbank kan indbetaling ske på indbetalingskort type 73, <strong>nr</strong>. 89402859, eller<br />
til Lån & Spar Bank reg. <strong>nr</strong>. 0400, konto <strong>nr</strong>. 4011 7927 88. Husk at skrive navn og<br />
adresse i meddelelse til modtager.<br />
Ekstranumre af bladet Munkiana kan bestilles ved henvendelse til kassereren (se<br />
side 2). Pris pr. eksemplar er 25 kr. Mindste ordre tre stk.<br />
Jørgen Albretsen, kasserer.<br />
3
Formanden har ordet …<br />
Kære Medlem af Kaj Munk Selskabet!<br />
Efter generalforsamlingen i januar<br />
består bestyrelsen af Elsebeth D. Kruse,<br />
Vagn Egetoft, Jørgen Albretsen, Peter<br />
Øhrstrøm samt undertegnede. På vores<br />
første egentlige bestyrelsesmøde den<br />
17. april brugte vi størsteparten af vores<br />
tid på at drøfte Selskabets fremtid.<br />
Grundtonen på mødet var enigheden<br />
om, at et styrket samarbejde med Kaj<br />
Munk Forskningscentret (KMF) ville<br />
være til gavn for begge parter. Referatet<br />
fra bestyrelsesmødet kan ses på <strong>www</strong>.<br />
<strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong>.<br />
Dette nummer af Munkiana er et<br />
konkret resultat af diskussionen om et<br />
samarbejde med KMF. Vi blev enige<br />
om, at bladet, når der er materiale til<br />
det, udgives i samarbejde imellem<br />
Forskningscentret og Selskabet.<br />
Ideen er, at Munkiana ud over at<br />
bringe meddelelser og oplysninger til<br />
Selskabets medlemmer, også kan<br />
fungere som en mulighed for forskerne<br />
til at videregive nogle af deres analyser.<br />
Vi forventer, at arkivet, i takt med dets<br />
registrering, vil bidrage med spændende<br />
nyt. Den formidlingstradition, som Jens<br />
Kristian Lings har begyndt, fortsættes<br />
altså. Selskabets næstformand, Peter<br />
Øhrstrøm, blev valgt til ansvarshavende<br />
redaktør for Munkiana. Dermed blev det<br />
også bekræftet, at bestyrelsen ønsker at<br />
fortsætte udgivelsen af Munkiana, med<br />
2-3 numre om året.<br />
Ved Selskabets generalforsamling blev<br />
jeg spurgt, hvor generalforsamlingen<br />
skulle afholdes i 2008. I bestyrelsen er<br />
4<br />
vi enige om, at Vedersø er et rigtigt godt<br />
sted, så længe det er muligt.<br />
I bestyrelsen er vi også enige om,<br />
at en velfungerende hjemmeside er<br />
vigtig. Foreningens nye hjemmeside<br />
får adressen <strong>www</strong>.<strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong>.<br />
Hjemmesiden for KMF, <strong>www</strong>.kajmunk.<br />
hum.aau.<strong>dk</strong> vil også indeholde nyttig<br />
information.<br />
Der har de seneste år været afholdt<br />
højskoleseminarer med Kaj Munk og<br />
hans værker som tema. Bestyrelsen<br />
syntes, at traditionen skal fortsættes.<br />
Det store spørgsmål er, om man skulle<br />
overveje at forlægge seminaret til et<br />
mere centralt sted end Vestjylland? Vi<br />
overvejede både Odense og Roskilde,<br />
men nåede ikke frem til en konklusion.<br />
Den 7. november kl. 19.00 opføres ’De<br />
Herrer Dommere’ og ’Før Cannae’ i Vor<br />
Frelsers Kirke i Aalborg. Det er Den<br />
Danske Skueplads, der opfører de to<br />
enaktere. I den forbindelse overvejede<br />
bestyrelsen, om der ville være mulighed<br />
for at arrangere en seminareftermiddag<br />
eller aften, før opførelsen, hvor<br />
deltagerne ville kunne gå i dybden med<br />
fx ’mennesket Kaj Munk’ og ’Kaj Munk<br />
som dramatiker’. Nærmere information<br />
om denne ide vil blive lagt ud på<br />
Selskabets hjemmeside eller blive bragt<br />
i næste nummer af Munkiana.<br />
Og hvordan er ’Munksituationen’ så<br />
i dag? Kaj Munk er mere i vælten end<br />
længe! Både Det kgl. Teater og Odense<br />
Teater har ’Ordet’ på spilleplanen i<br />
sæsonen <strong>2007</strong>/2008 (se mere herom i<br />
Peter Øhrstrøms artikel om ’Ordet’ side<br />
6). I Danmarks Radio var der i februar et<br />
længere indslag om Kaj Munk; Aalborg
Universitet afholdt i april et seminar om<br />
Munks dramatik, KMF afholder det 2.<br />
internationale Munk-seminar den 29.<br />
og 30. august (se omtale neden for), og<br />
KMF har inviteret Svend Aage Nielsen<br />
og Henning Tjørnehøj til at ’krydse<br />
klinger’ den 3. 10. kl. 13 til 14.30 med<br />
temaet ’, ’Kaj Munk - hans tid og hans<br />
kritikere’. Se arrangementskalenderen.<br />
På denne fortrøstningsfulde baggrund<br />
ønsker bestyrelsen alle Selskabets<br />
medlemmer en god sommerferie!<br />
Søren Dose<strong>nr</strong>ode<br />
Formand<br />
Fra Munk til Muhammed –<br />
Pressefrihed, Censur, Selvcensur<br />
og presseetik<br />
Af Søren Dose<strong>nr</strong>ode<br />
Den 29. og 30. august i år afholder<br />
Kaj Munk Forskningscentret ved<br />
Aalborg Universitet sit 2. internationale<br />
Kaj Munk Seminar. Formålet med<br />
seminarerne er at sætte fokus på et<br />
samfundsrelevant tema, der også har<br />
relation til Kaj Munk. Sidste år var<br />
temaet ’Kristendom og Modstand – Fra<br />
Munk og Bonhoeffer til Tutu’, og dette<br />
års seminar drejer sig om pressefrihed.<br />
Presse- og i det hele taget ytringsfrihed er<br />
en af de mest centrale frihedsrettigheder,<br />
der er i et demokrati. Et demokrati,<br />
der knægter denne ret, er ikke værd at<br />
blive kaldt ved dette navn. Derfor er<br />
pressefriheden også noget af det første,<br />
der står for skud, når totalitære grupper<br />
får magten. Det ved enhver. Men hvor<br />
går grænserne, hvis der da er nogen,<br />
for pressefriheden? Hvordan overlever<br />
pressen i et diktatur? Hvor forsigtig skal<br />
man være med hensyn til at udtrykke sin<br />
mening over for fx. en stor nabostat? Og<br />
hvilket etisk ansvar påhviler der pressen,<br />
når den agerer som demokratiets vagthund?<br />
Det er de svære og centrale<br />
spørgsmål, der vil blive taget op på dette<br />
års seminar.<br />
Og hvor er så forbindelsen til Kaj Munk?<br />
I Kaj Munk Forskningscentrets arkiv<br />
befinder der sig i vært fald tre kortfattede<br />
breve og en notits, der viser den klare<br />
sammenhæng. I det første, fra ude<strong>nr</strong>igsministeriet<br />
(26. maj 1941) forbydes<br />
genoptrykket af et af Kaj Munks digte<br />
(’Nu kræver Danmark’), i det andet,<br />
dateret 6. oktober 1942, skriver Nyt<br />
Nordisk Forlag til forhandlerne, at ”Paa<br />
given foranledning anmoder vi Dem<br />
indtrængende om ikke at udstille mere<br />
end ét enkelt Eksemplar af Kaj Munk<br />
Erindringer og ’Snart kan vi vente<br />
den glimrende Sommer’ – ligesom De<br />
anmodes om ikke for Tiden at arrangere<br />
Udstillinger af Kaj Munks Bøger med<br />
Fotografier af ham og lignende.” Og<br />
pudsigt nok er der endnu en trykt notits<br />
uden afsender, men også klassificeret<br />
’fortroligt’: ”Efter Henstilling er titlen<br />
på Kaj Munks nye Bog ’Snart kan vi<br />
vente den glimrende Sommer’ blevet<br />
ændret til ’Med Sol og megen Glæde’.<br />
Paa given foranledning anmoder vi<br />
Dem indtrængende om ikke at udstille<br />
mere end ét Ekspl. af Bogen”. Det sidste<br />
brev er fra Jyllands-Posten til Kaj Munk<br />
personligt (se næste side), hvor Kaj<br />
Munk ikke får beskeden skjult, men<br />
direkte, så han ved, hvor han står.<br />
5
Seminaret tager altså afsæt i Kaj<br />
Munk (Arense Lund foredrager om<br />
’Journalisten Kaj Munk’, og Svend<br />
Aage Nielsen om ’Kaj Munk under og<br />
efter de to verdenskrige – officiel og<br />
uofficiel censur af Kaj Munk’), men det<br />
breder sig senere ud til at beskæftige<br />
sig med pressen under 2. Verdenskrig,<br />
under Den kolde Krig og i dag –<br />
herunder er der en rundbordsdiskussion<br />
med Flemming Rose (Jyllands-Posten),<br />
Erik Bjerager (Kristeligt Dagblad) og<br />
Herbert Pundik (Politiken). Seminaret<br />
afholdes på engelsk, er gratis, og åbent<br />
for interesserede (frokost den 29. kan<br />
købes via Kaj Munk Forskningscentrets<br />
hjemmeside, hvor programmet også kan<br />
ses <strong>www</strong>.kajmunk.hum.aau.<strong>dk</strong>). Råder<br />
du ikke over internet, er du velkommen<br />
til at ringe til centret (96 35 91 23 eller<br />
96 35 91 24 – i juli måned er centret<br />
lukket).<br />
Seminaret bliver sponsoreret af<br />
Morgenavisen Jyllands-Posten og Det<br />
Obelske Familiefond, hvilket KMF<br />
hermed udtrykker sin tak for!<br />
6<br />
Ordet/07-08<br />
Af Peter Øhrstrøm<br />
Meget tyder på, at det har medvirket til<br />
en øget opmærksomhed på Kaj Munks<br />
store drama Ordet, at det var med på<br />
listen over de 12 vigtigste værker inden<br />
for dansk scenekunst, da kulturminister<br />
Brian Mikkelsen d. 24. januar 2006<br />
lancerede sin Kulturkanon. I hvert<br />
fald har vi hørt en del til værket og til<br />
opførelser af det siden.<br />
På Kulturministeriet hjemmeside<br />
kan man læse mere om ideerne bag<br />
kulturkanonen og om debatten om hele<br />
konceptet. Man kan også finde en del om<br />
kanonudvalgenes begrundelser for netop<br />
at udvælge de værker, som er kommet<br />
med på listen, der angiveligt skulle give<br />
en god introduktion til dansk kultur som<br />
sådan. Når det specielt drejer sig om de<br />
12 sceniske værker, fremhæves følgende<br />
kriterier for kanonværdigheden:<br />
”Værket skal repræsentere et nybrud,<br />
skal fortælle en medrivende,
fællesmenneskelig historie, der rækker<br />
ud over sin tid. Det skal kunne udfordre<br />
publikum og teaterfolk af i dag, have<br />
vist sig holdbart i virkelighedens verden<br />
og repræsentere et unikt håndværk. Det<br />
skal kunne spilles i dag og give mening<br />
for dem, der vil fortælle historien, men<br />
først og fremmest for det publikum, der<br />
skal modtage og bruge det. Men vigtigst<br />
skal værket have den særlige kvalitet, at<br />
det nærmest skriger på at blive iscenesat<br />
og i særlig grad lever i mødet med<br />
publikum.” (<strong>www</strong>.kum.<strong>dk</strong>)<br />
Der kan næppe være tvivl om, at Ordet<br />
opfylder disse kriterier. Gennem 7 årtier<br />
– siden det i 1932 for første gang blev<br />
opført på Betty Nansen Teatret – har<br />
værket stået sin prøve for et kritisk<br />
publikum, som gennem stykket er blevet<br />
konfronteret med tilværelsens store<br />
spørgsmål – om liv og død samt om<br />
vort ansvar over for Gud og hinanden.<br />
Hertil kommer, at det til overflod er<br />
demonstreret, at værket kan fungere på<br />
en scene.<br />
Kulturkanonens egen website <strong>www</strong>.<br />
kulturkanon.kum.<strong>dk</strong>, bør roses for<br />
klarhed, smukt design og ikke mindst<br />
masser af muligheder for at gå på<br />
opdagelse i kanonværkerne. Her<br />
vises vedrørende Ordet bl.a. et klip<br />
fra opsætningen af dramaet på Betty<br />
Nansen Teatret i 1991/92, der havde<br />
Sam Besekow som instruktør, Morten<br />
Grunwald som producent og Peter De<br />
Neergaard som scenograf. Kanon-siten<br />
gengiver ca. 6 min. fra opførelsen. Det<br />
drejer sig om scenen med samtalen<br />
mellem den grundtvigske Mikkel<br />
Borgen og den indremissionske Peter<br />
Skrædder (spillet af Aksel Erhardtsen<br />
og John Martinus). Det er en velvalgt<br />
scene, der er både underholdende og<br />
engagerende. Alvorlig og morsom på én<br />
gang!<br />
Kanonudvalget kan dog ikke dy sig for<br />
også at udtrykke en vis reserverethed<br />
over for Ordet. Man kan gætte på,<br />
at det hænger sikkert sammen med<br />
stykkets meget stærke markering af<br />
det kristne univers og dets betydning<br />
for menneskelivet. Udvalget må dog<br />
medgive, at denne kritik forsvinder som<br />
dug for solen, når man konfronteres<br />
med det munkske stykkes dynamik. De<br />
skriver:<br />
”Intet er nemmere end at kritisere Ordet.<br />
Både for stykkets radikale ge<strong>nr</strong>eskred<br />
fra de første akters folkekomedie til<br />
de sidste akter, der antager karakter<br />
af mirakelspil. Og for den villede<br />
djærvhed, der ofte skæmmer dialogen<br />
og giver den et snert af kold kalkulering.<br />
Men kritikken forstummer, for Ordet<br />
er skrevet med en vildskab, der får en<br />
til at sluge det scene for scene. Det er<br />
vanskeligt at finde plads til tvivlen, så<br />
længe man befinder sig i Kaj Munks<br />
overspændte univers.”<br />
Udvalgets anerkendelse af stykkets<br />
ubetvivleligt store kvalitet må altså<br />
gå hånd i hånd med påstanden om, at<br />
Munks univers er ”overspændt” på en<br />
sådan måde, at det bliver ”vanskeligt at<br />
finde plads til tvivlen”. Disse bemærkninger<br />
kan næppe forstås som andet end<br />
et forsøg på at lægge kritisk distance<br />
til den tilværelsesforståelse, der tager<br />
udgangspunkt i troen på en almægtig<br />
Gud, som er herre over liv og død, og<br />
som også på en hel konkret og mirakuløs<br />
måde kan gribe ind i almindelige<br />
menneskers tilværelse. – Men denne lidt<br />
7
klodsede afstandstagen til et konsekvent<br />
kristent verdensbillede får altså heldigvis<br />
ikke udvalget til at afvise, at Ordet<br />
fungerer som et overbevisende drama –<br />
i det mindste på dets egne præmisser.<br />
Det er klart, at diskussionen om<br />
miraklets mulighed er et hovedtema<br />
i Ordet. Dermed er det også oplagt,<br />
at stykket nødvendigvis må sætte<br />
religionen på dagsordenen. Som en<br />
afspejling heraf er det godt, at man<br />
har på kulturkanonens web-site har<br />
valgt at medtage artiklen, ”Et under”,<br />
der er skrevet af Lone Nyhuus, som<br />
er tidligere danser og koreograf samt<br />
medarbejder på Teatermagasinet på P2.<br />
Det hedder heri bl.a. om Kaj Munk som<br />
dramatiker:<br />
”Kaj Munk var Danmarks store<br />
digterpræst. Frem til hans alt for tidlige<br />
død - han blev skudt af nazistiske<br />
soldater i 1944 - skrev han med<br />
udgangspunkt i præstegården i Vedersø<br />
i Vestjylland digte, artikler og dramaer.<br />
Det hele var gennemstrømmet af en stor<br />
tro. På Gud og på Guds ord som det<br />
milde og frelsende element i en barsk<br />
hverdag. - Således også i Ordet. Husets<br />
svigerdatter dør i barselsseng, og ved<br />
hendes dødsleje bøjer de to gamle fædre<br />
sig og lader deres børn, Anders og Anne,<br />
gifte sig med hinanden. Det ene mirakel<br />
fører det andet med sig: Straks derefter<br />
bliver Inger, gennem den fromme<br />
Johannes og hans store tro, vækket fra<br />
de døde. Sådanne mirakler kan kun Gud<br />
præstere. Men han kan kun gøre det<br />
gennem menneskers tro.”<br />
8<br />
Ordet på Statens Teaterskole<br />
I maj-juni <strong>2007</strong> inviterede Statens<br />
Teaterskole til en utraditionel opsætning<br />
af Kaj Munks Ordet. Det drejede sig om<br />
et afgangsprojekt for den unge instruktør,<br />
Hei<strong>nr</strong>ich Christensen. Forestillingen,<br />
som havde fået titlen Ordet//07, var<br />
baseret på Munks tekst med tilskrivning<br />
af Andreas Garfield. Nadia Nabil Nielsen<br />
var scenograf. Udover studerende fra<br />
Statens Teaterskole og Skuespillerskolen<br />
ved Århus Teater medvirkede de<br />
professionelle skuespillere Nis Bank-<br />
Mikkelsen og Peter Khouri.<br />
Ordet//07 er et spændende forsøg<br />
på at sætte Munks centrale og<br />
tidløse problematik ind i et moderne<br />
sammenhæng. Ideen i opsætningen er<br />
at lade Borgensgård fra Munks drama<br />
blive opkøbt i en senere generation af<br />
en moderne familie, der rodløst kæmper<br />
med sin tids religiøse og eksistentielle<br />
kriser og frustrationer, som bl.a. opstår<br />
i konfrontationen mellem en efterkristen<br />
ateisme og en indvandret islam.<br />
I forestillingen bliver historien om<br />
den moderne families værdimæssige<br />
forvirring ofte afbrudt af flashbacks til<br />
Munks drama, historien om det, der<br />
en generation tidligere udspillede sig<br />
på Borgensgård. Det bliver klart, at de<br />
to historier trods tidsforskellen i vid<br />
udstrækning handler om det samme,<br />
nemlig diskussionen om miraklets,<br />
det overnaturliges, mulighed. Denne<br />
problematik viser sig at være aktuel til<br />
alle tider. Det vil ikke lykkes for det<br />
moderne menneske at se bort fra den.<br />
Forestillingens flashback understreger<br />
derimod, at det ”moderne” menneske<br />
midt i sit forsøg på at hæve sig over det<br />
religiøse og metafysiske alligevel ikke
kan frigøre sig fra tidligere generationer<br />
religiøse dagsorden. Det viser sig, at<br />
vore forældres og bedsteforældres livtag<br />
med tilværelsens store spørgsmål også<br />
er relevante og aktuelle for os i dag.<br />
Den moderne familie i Ordet//07<br />
holder nytårsfest med balloner og<br />
rigelig indtagelse af de våde varer –<br />
men midt i det hele altså også med<br />
konfrontationen om meningen med det<br />
hele, det metafysiske, det religiøse.<br />
Ligesom Johannes i Munks drama er der<br />
også i den moderne familie en person,<br />
som i særlig grad er åndeligt følsom,<br />
nemlig Johanne. Ved forestillingens<br />
flashbacks bliver Johanne til Johannes.<br />
Forsideillustrationen på dette Munkiana<br />
viser en scene med Johanne/Johannes,<br />
dygtigt spillet af Gry Guldager Jensen.<br />
Scenen understreger betydningen af<br />
opmærksomhed på tilværelsens åndelige<br />
dimension og dennes kontrast til<br />
nytårsfestens banalitet. Forestillingens<br />
fokus på de store spørgsmål om liv<br />
og død, bliver i øvrigt scenografisk<br />
understreget af et faretruende hul i<br />
scenegulvet og desuden også med det<br />
velvalgte spil mellem lys og mørke.<br />
Selv om Ordet//07 klart er eksperimenterende<br />
og meget utraditionel i sin<br />
anvendelse af materialet, er opsætningen<br />
som nævnt tro mod det munkske<br />
hovedtema. Vi præsenteres gennem<br />
forestillingen for stribevis af<br />
synspunkter, overvejelser og argumenter<br />
om Gud, det overnaturlige og<br />
miraklets mulighed. Dette er genialt i<br />
forestillingen markeret ved både som<br />
indledning og som afslutning på stykket<br />
at lade skuespillerne i munden på<br />
hinanden udtale forskellige reaktioner<br />
på og holdninger til det religiøse tema.<br />
På den måde indrammes hele dramaet<br />
af denne hovedtematik, og det bliver<br />
fremhævet, at den stadig er til diskussion.<br />
Stykket fremtræder i det hele taget som<br />
en talentfuld, ung instruktørs spændende<br />
og engagerende nyfortolkning af Munks<br />
klassiske drama.<br />
Ordet på Det Kongelige Teater og på<br />
Odense Teater<br />
Det er glædeligt, at Ordet i den kommende<br />
sæson bliver sat op både på<br />
Det Kongelige Teater og på Odense<br />
Teater. Ordet er et fantastisk stykke.<br />
Det er tankevækkende og engagerende.<br />
Det har skabt og skaber stadig debat,<br />
engagement og modsigelse. Det sætter<br />
de vigtige temaer om tro og tvivl samt<br />
om menneskelivets grundvilkår på<br />
dagsordenen. Hvordan skal vi forholde<br />
os til Gud og til hinanden? Det er klart,<br />
at den debat om de store religiøse temaer<br />
må føres videre, og at den – på trods af<br />
statsministerens ønske om det modsatte<br />
– også må være markant til stede i det<br />
offentlige rum. Derfor er det godt, at<br />
den danske teaterverden giver god plads<br />
til Ordet.<br />
På Odense Teater instrueres<br />
forestillingen af Carsten Brandt.<br />
Teatrets version af Ordet er på turné<br />
rundt i landet i november og december<br />
<strong>2007</strong>. Fra januar 2008 kan forestillingen<br />
ses på Odense Teaters Store Scene. På<br />
det Kongelige Teater iscenesættes Ordet<br />
af svenske Lars Norén, og forestillingen<br />
kan ses på Skuespilhusets Store Scene i<br />
perioden 16/4-7/6 2008.<br />
Vi vil her i Munkiana vende tilbage med<br />
anmeldelser af de to teatres opførelser<br />
af Ordet.<br />
9
Kairos<br />
eller det gunstige øjeblik<br />
Et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og<br />
forfatterskab<br />
Af Marc Auchet,<br />
professor, Université de Paris-Sorbonne<br />
1. Indledning<br />
Kaj Munks død for morderhånd har<br />
vakt mange spekulationer. Fra den<br />
største beundring og overbevisningen<br />
om at han døde som kristen martyr, til<br />
nærmest nedladende eller til og med<br />
ondskabsfulde bemærkninger om, at<br />
han så at sige havde arrangeret sin<br />
egen død, fordi han var udbrændt som<br />
digter, eller fordi han ville bøde for sin<br />
tidligere politiske blindhed. Det er ikke<br />
min agt her at gendrive nederdrægtige<br />
påstande. De falder til jorden af sig<br />
selv og skal betragtes for det de er.<br />
Omtalte spekulationer indbyder trods<br />
alt til en nærmere undersøgelse af Kaj<br />
Munks opfattelse af martyriet. Langt<br />
fra at være en tanke han først fik i<br />
okkupationens sammenhæng som en<br />
reaktion på situationens alvor spillede<br />
”martyrsindet 1 ” helt fra begyndelsen<br />
en central rolle i hans kristendomsopfattelse.<br />
Det er det, jeg bl.a. vil<br />
pege på i nærværende analyse. Da jeg<br />
ikke er teolog men litteraturforsker,<br />
vil jeg hovedsagelig sætte fokus på<br />
Kaj Munks dramaer; men jeg vil også<br />
efter behov inddrage andre aspekter af<br />
forfatterskabet, bl.a. journalistikken<br />
og prædikenerne. Min hovedtese kan<br />
sammenfattes på følgende måde: det,<br />
at kristendommen kræver martyriet,<br />
var ikke kun en teoretisk mulighed<br />
for Kaj Munk, han var tværtimod fra<br />
barndommen af overbevist om, at<br />
1 Cf. KMs prædiken i Frue Kirke, 5. dec. 1943,<br />
Prædikener, MU, s. 351.<br />
10<br />
martyrsindet – efter Kristus – var ”det<br />
næstdyrebareste 2 ” vi har, og dermed<br />
en væsentlig bestanddel af det kristne<br />
budskab. Spørgsmålet var således<br />
ikke om martyriet i det hele taget var<br />
berettiget; men om hvornår denne tanke<br />
skulle føres ud i livet. Mens jeg gjorde<br />
mig nogle tanker om dette, faldt det mig<br />
pludselig ind at det kendte græske kairosbegreb<br />
– opportunitas på latin – svarer<br />
udmærket til denne problemstilling,<br />
og jeg vil derfor gerne lægge det til<br />
grund for mine overvejelser. I den her<br />
omtalte problematik forekommer det<br />
mig at være et nøgle-begreb i ordets<br />
egentlige forstand. Det åbner nemlig for<br />
en bedre forståelse af Kaj Munks måde<br />
at tænke og handle på både før og under<br />
okkupationen.<br />
2. Kairos-begrebets oprindelse<br />
I den græske mytologi var som bekendt<br />
Kairos guden for det flygtige øjeblik,<br />
det øjeblik man må gribe, fordi det<br />
aldrig kommer igen i modsætning til<br />
Kronos, der repræsenterede tidens<br />
lineære og kvantitative forløb, datid,<br />
nutid og fremtid, mens Aion betegnede<br />
den uforanderlige tid dvs. evigheden.<br />
Billedhuggeren Lysippos skal have<br />
fremstillet en statue af Kairos, hvor guden<br />
optrådte som en mand, der var skaldet<br />
på bagsiden af hovedet men havde en<br />
lang hårtjavs på panden som tegn på, at<br />
det er om at gøre, at man bogstavelig talt<br />
”griber lejligheden ved hårene”, det vil<br />
sige at man ikke forpasser det gunstige<br />
øjeblik 3 . Jeg skal ikke her indlade mig<br />
på en lang redegørelse om kairosbegrebets<br />
forskellige betydninger; men<br />
det er vigtigt at understrege, at det<br />
2 Ibid.<br />
3 Det er nok derfor tyskerne siger ”eine Gelegenheit<br />
beim Schopfe fassen”.
udsprang af en refleksion over livets<br />
praktiske sider. Det gjaldt at finde<br />
ud af, hvordan man opnår de bedste<br />
resultater på så forskellige områder som<br />
retorik, militær strategi, medicin, m.m.<br />
At det – bevidst eller ubevidst – netop<br />
er den græske kairos-idé, der spillede<br />
en central rolle i Kaj Munks måde at<br />
tænke på ikke mindst på det politiske<br />
område, fremgår meget tydeligt af et<br />
skuespil, han skrev i sin ungdom, hvor<br />
han sammenligner den krise, et land går<br />
igennem med en sygdoms forskellige<br />
faser. Ordet ”krise” – krísis på græsk,<br />
i betydning af afgørelse, dom – blev i<br />
øvrigt anvendt af Hippokrates og hans<br />
discipler for at betegne vendepunktet i<br />
en sygdomstilstand, det kritiske punkt<br />
hvor lægen skal træffe en beslutning.<br />
Også her blev altså kairos-begrebet<br />
taget i brug. Fælles for de forskellige<br />
betydninger af dette ord er, at de alle<br />
betegner det korte øjeblik, hvor en<br />
handling fører til det ønskede resultat<br />
eller mislykkes. Der ligger en hel<br />
handlingsfilosofi bag kairos- begrebet.<br />
Sidst men ikke mindst har kairos også<br />
en typisk religiøs betydning. Det er det,<br />
som det nye testamente kalder ”tidens<br />
fylde” det vil sige tiden for Jesu komme.<br />
Mere generelt er også kairos tiden, hvor<br />
Gud åbenbarer sig, det evighedsmættede<br />
øjeblik Søren Kierkegaard taler om i<br />
Begrebet Angest: ӯieblikket er hiint<br />
Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden<br />
berøre hinanden.” Der kan utvivlsomt<br />
drages afgørende paralleller mellem<br />
Kierkegaard og Munk i den henseende;<br />
men jeg foretrækker som allerede<br />
nævnt en litterær indfaldsvinkel, og<br />
holder mig derfor bevidst på afstand<br />
af både teologiske og rent filosofiske<br />
refleksioner. Evighedsperspektivet er<br />
i øvrigt i den grad betegnende for Kaj<br />
Munk, at jeg en overgang overvejede at<br />
vælge det som tema for denne artikel.<br />
3. Kairos-begrebet i Paul Tillichs<br />
kulturteologi<br />
Før jeg underbygger min tese med<br />
eksempler fra Munks forfatterskab, vil<br />
jeg endnu dvæle et øjeblik ved kairosbegrebet.<br />
Det er oplagt, at evighedens<br />
betydning i forhold til tidsopfattelsen<br />
har givet grund til mange spekulationer;<br />
men det er slående, at øjeblikket det<br />
korte tidsrum hvor en afgørelse træffes,<br />
og hvor den enkelte skal handle, har<br />
tiltrukket sig stor opmærksomhed fra<br />
teologer mht. det politiske livs vilkår<br />
i krisetider. Det kunne således være<br />
fristende at undersøge Paul Tillichs<br />
(1886-1965) kulturteologi, hvor netop<br />
kairos-begrebet spiller en central rolle,<br />
som ”the point of history in which time<br />
is disturbed by eternity” (det punkt i<br />
historien hvor tiden bliver forstyrret af<br />
evigheden), ”a moment at which history<br />
has matured to the point of being able<br />
to receive the breakthrough of the<br />
manifestation of God 4 ” (et tidspunkt<br />
hvor historien er modnet i den grad,<br />
at den er blevet i stand til at modtage<br />
gennembruddet af Guds åbenbarelse).<br />
I dette oplægs sammenhæng er jeg<br />
desværre nødt til at forblive ved<br />
overfladen af hans ”filosofiske teologi”.<br />
Han tilbragte som bekendt flere år som<br />
professor ved universitetet i Frankfurt<br />
hvor han blev ven med både Adorno<br />
og Horkheimer. Man skal lægge mærke<br />
til, at han allerede i 20’erne udformede<br />
det motto ”Teologi må være angreb”<br />
(Theologie muss Angriff sein). I 1919<br />
havde han dannet en arbejdskreds hvis<br />
4 Cf. II Kairos and Logos in The Interpretation<br />
of History by Paul Tillich: http://<strong>www</strong>.religiononline.org.<br />
11
hovedopgave blev udgivelsen af ”Blätter<br />
für Religiösen Sozialismus” (1920-<br />
1927). Betegnende nok blev denne kreds<br />
kaldt... ”Kairos-Kreis”. Jeg skal til sidst<br />
kun minde om, at Tillich 1933 måtte<br />
emigrere til USA som resultat af hans<br />
modige optræden mod det nazistiske<br />
styre. Jeg er klar over, at der findes<br />
eminente forskelle mellem Tillich og<br />
Munk; men det var mig magtpåliggende<br />
at pege på, at begge to havde en – lad<br />
os kalde det: – ”eksistentiel” tilgang<br />
til teologien samtidig med, at de<br />
bekæmpede nazismen og var derfor i<br />
bred forstand ”politisk engageret”. I<br />
denne deres kamp mod uretten spillede<br />
forestillingen om, at det gjaldt at finde<br />
Guds time, det rette øjeblik (kairos), en<br />
afgørende rolle for begge to.<br />
4. En Kairos-tradition i den politiske<br />
kamp mod uretten?<br />
Flere eksempler viser, at kairos i nyere<br />
tid har været et operativt begreb for<br />
en række teologer og har bidraget til<br />
at skabe en vis tradition, når der er<br />
tale om at bekæmpe en eller anden<br />
uret i en given politisk situation. Jeg<br />
tænker her først og fremmest på det<br />
kendte KAIROS-dokument, der blev<br />
publiceret i Sydafrika i september 1985<br />
med over 150 underskrifter af gejstlige<br />
og lægmænd, der var engageret i<br />
befrielseskampen og modstanden mod<br />
apartheidregeringen. Det var det første<br />
eksempel på den såkaldte ”kontekstuelle<br />
teologi” og ”befrielsesteologien” i<br />
denne sammenhæng, og det udløste<br />
stærke reaktioner og hidsige debatter<br />
over hele verden. I denne teologiske<br />
kommentar til landets politiske situation<br />
blev ordet kairos opfattet i dets bibelske<br />
betydning som et sandhedsøjeblik i<br />
en akut krisetid, det tidspunkt hvor en<br />
12<br />
besindelse en radikal omvendelse skulle<br />
finde sted i overbevisningen om, at<br />
hvis man således gjorde bod, ville det<br />
blive efterfulgt af en synlig forandring,<br />
og man ville skride til handling. Der<br />
var tale om en ”bibelsk teologi som<br />
indebærer direkt konfrontation med det<br />
ondes kræfter i stedet for en teologi der<br />
betyder forsoning med synd og djævel”<br />
(Cf. omtalte dokument). Allan Boesak<br />
var som bekendt en af dem, der kaldte<br />
til et opgør med det onde. Når jeg<br />
nævner specielt ham, er det fordi han<br />
fandt en kraftig inspiration i Kaj Munks<br />
forfatterskab og eksempel. Han havde<br />
nemlig fundet en billigbogsudgave af<br />
Kaj Munk-prædikener og taler hos en<br />
boghandler allerede i 1979 i Holland og<br />
havde således stiftet bekendskab med<br />
hans liv og virke. Titlen på et foredrag,<br />
han holdt så tidligt som i 1984, taler<br />
for sig selv: ”A holy rage for justice –<br />
Kaj Munk and South Africa”. Året før<br />
havde han i sin egenskab af formand<br />
for ”World Alliance of Reformed<br />
Churches” deltaget i kirkedagene i<br />
Silkeborg og i den anledning aflagt et<br />
besøg hos Lise Munk i Vedersø. Pastor<br />
Paul Honoré var til stede i Silkeborg i<br />
sin egenskab af generalsekretær for De<br />
samvirkende Menighedsplejer og hørte<br />
Boesak i den anledning. Han er nok en<br />
af de allerførste, der blev opmærksom<br />
på, hvilken betydning Kaj Munk har<br />
haft for ham 5 .<br />
”Er det ikke utilladeligt sådan at<br />
spænde Kaj Munk for de sortes vogn i<br />
5 Cf. Allan Boesak, Livet værd, Artikler,<br />
prædikener og taler fra den sydafrikanske befrielseskamp,<br />
Redigeret og indledt af Flemming<br />
Behrendt, Gad 1984. Se også Paul Honoré, „Kaj<br />
Munk, Allan Boesak og Sydafrika“, in Kaj Munk,<br />
Dansk rebel og international inspirator¸ red. af<br />
Marc Auchet, med fl., Akademisk Forlag, 1995,<br />
s. 198-209
Sydafrika? 6 ” var det retoriske spørgsmål<br />
Ricardt Riis dengang sognepræst i<br />
Horsens stillede i en piece, der hed ”Kaj<br />
Munk om KAIROS-dokumentet” og<br />
blev publiceret i Præsteforeningens blad<br />
i marts 1986. Det skal understreges med<br />
eftertryk, at denne artikel ikke havde<br />
spor at gøre med Allan Boesaks besøg<br />
i Danmark. Riis refererer i hvert fald<br />
ikke til det og oplyser, at han ”tilfældigt<br />
fik tilsendt KAIROS-dokumentet lidt<br />
før Kaj Munk-udsendelserne vistes i<br />
fjernsynet”. Den tv-serie, han nævner<br />
her, vakte i øvrigt en del opmærksomhed<br />
omkring Vedersøpræsten men fokuserede<br />
næsten udelukkende på hans liv<br />
og originale personlighed. Det skyldes<br />
altså en tilfældighed, at Riis fik øje på<br />
”lighedspunkterne mellem Kaj Munk<br />
og KAIROS ikke blot lighedspunkter<br />
i situationen også lighedspunkter<br />
i teologien”. Nogle måneder<br />
efter, at han havde opdaget denne<br />
”overraskende overensstemmelse”<br />
mellem digterpræsten og den sydafrikanske<br />
befrielsesteologi, fandt han<br />
problemstillingen i den grad relevant,<br />
at han forfattede en ny artikel denne<br />
gang om noget så udæskende som<br />
”Luther og Kairos-dokumentet”. Jeg<br />
skal ikke opholde mig ved den grundige<br />
teologiske diskussion, disse overvejelser<br />
gav stof til. Det var mig om at gøre<br />
at dokumentere, at en række grunde<br />
indbyder til at opfatte kairos som et<br />
centralt begreb for forståelsen af Kaj<br />
Munks handlingsteologi.<br />
Disse betragtninger vil jeg afslutte med<br />
at præcisere, at det sydafrikanske Kairosdokument<br />
har inspireret flere tilsvarende<br />
tiltag i andre dele af verden. I 1988 blev<br />
over hundrede teologer og lægmænd fra<br />
6 Venlig stillet til min rådighed af forfatteren.<br />
Elektronisk version.<br />
Centralamerika enige om at offentliggøre<br />
dokumentet ”Vejen til Damaskus –<br />
Kairos og omvendelsen” rettet mod<br />
især den amerikanske imperialisme og<br />
kolonialisme. Året efter, i 1989, blev det<br />
europæiske netværk ”Kairos Europa”<br />
oprettet af en del økumeniske grupper,<br />
der satte sig som formål at fremme<br />
”et socialt retfærdigt, levedygtigt og<br />
demokratisk Europa”. 1996 satte dette<br />
netværk en bred diskussion i gang med<br />
tanke på udfærdigelsen af et europæisk<br />
kairos-dokument. Processen er så vidt<br />
jeg ved stadig væk under udvikling.<br />
Hermed være sagt, at kairos-begrebet<br />
har været og fremdeles er et frugtbart<br />
redskab i debatten om, hvorvidt man<br />
som kristent menneske er berettiget til<br />
at gøre modstand mod øvrigheden.<br />
5. Samson-motivet i Kaj Munks<br />
forfatterskab<br />
Et af de bedste beviser, på at tanken på<br />
martyriet fra ungdommen af hørte med<br />
til Kaj Munks kristendomsforståelse, er<br />
det gribende digt ”Mester med den tunge<br />
Tornekrone”, der som bekendt blev<br />
skrevet i 1921. På affattelsestidspunktet<br />
var han altså kun 23, han havde ikke<br />
afsluttet sin uddannelse som præst og<br />
havde hverken kone eller børn.<br />
Mester med den tunge Tornekrone<br />
/ jeg kan ikke følge dig, / naar en<br />
Præstegaard, en venlig Kone / og<br />
to raske Drenge lokker mig.<br />
(Digte, MU, 59)<br />
Digtets sidste vers taler for sig selv:<br />
Mester med den tunge<br />
Tornekrone: / ”Hvo sit Liv vil<br />
bjerge, naar det ej!” / Hjælp mig<br />
da trods Præstegaard og Kone, /<br />
ja, selv Drengene at følge dig.<br />
13
At digteren hermed havde ”martyrkronen”<br />
i tanke er hævet over enhver<br />
tvivl. Han skriver nemlig bl.a. om ”de<br />
mørke Blodspor til [Jesu] Grav”, som<br />
”vidner, at [han] ogsaa stiller Krav!”<br />
Forestillingen, om at et idyllisk liv i et<br />
harmonisk hjem kunne hindre en mand<br />
med et kald i at fuldføre den gerning,<br />
Gud har forudset for ham, forekommer<br />
bl.a. i flere af Munks skuespil, for eks. i<br />
et utrykt og ufuldendt drama Saul, i Niels<br />
Ebbesen eller i det sidste skuespil, vi har<br />
fra hans pen, Alverdens-Urostifterne.<br />
Der findes imidlertid et andet – mere<br />
grundlæggende – motiv i Kaj Munks<br />
forfatterskab, som med al tydelighed<br />
beviser, at han på et meget tidligt<br />
tidspunkt var klar over, ”at døden i sig<br />
selv bliver livets afgørende indsats”, eller<br />
som det står i digtet til de finske helte:<br />
”mest lever vi, naar vi dør 7 ”. Jeg tænker<br />
på Samson-motivet et yndlingstema hos<br />
ham, som forekommer i nogle af hans<br />
breve og flere steder i hans forfatterskab.<br />
Hans ”aabne Brev til en Minister” i Den<br />
Skæbne ej til os (1943) er ofte blevet<br />
citeret: ”Og aldrig bli’r Samson Filister.<br />
/ Før sprænger han Tempelets Hvælv<br />
/ for Fjenden at knuse, Minister, / om<br />
saa han skal knuse sig selv.” (Digte,<br />
MU, 275). Hvor relevant billedet af den<br />
blinde Samson var for digterpræsten<br />
i besættelsens sammenhæng, fremgår<br />
også af den modige prædiken, han holdt<br />
på nytårsdagen i 1943. Dette sit forsøg<br />
på at få danskerne til at ”tænke stort”<br />
afslutter han med det opråb:<br />
14<br />
Før os, Kors i vort Flag, før os<br />
til at kæmpe paa Linje med det<br />
lænkede Norge og det blødende<br />
Finland i Nordens Kamp mod<br />
7 Cf. Niels Nøjgaard, Mest lever vi når vi dør,<br />
Syv skitser om Kaj Munk, 1973, s. 59.<br />
den Ide, der er modsat alle vore,<br />
før det gamle Danmark frem til<br />
dets nye Aand. (Prædikener,<br />
MU, 340)<br />
Det er vel at mærke netop Samsonmotivet,<br />
der i denne forbindelse faldt<br />
ham ind, da han skulle forklare, hvad<br />
han på det tidspunkt forventede af<br />
danskerne. ”Lad os faa Mod til at vende<br />
tilbage til Troskab mod det, vi tror paa,<br />
om saa Fængslerne skal fyldes, til de<br />
sprænges. De, der villigt har ladet sig<br />
barbere i Nakken til Ære for Filistrene,<br />
maa jo kunne dreje Kværnen i Gaza saa<br />
længe for dem, at Haaret igen en Dag<br />
er vokset ud.” (Prædikener, MU, 340-<br />
341) Kaj Munk var tydeligt fascineret<br />
af to hovedaspekter i Samson-motivet:<br />
hans ydmygelse – han er blind og drejer<br />
kværnen i Gaza – og hans stordåd<br />
i dødsøjeblikket, da templet falder<br />
sammen.<br />
Det samme billede finder man igen i<br />
Havet og menneskene (1929), et skuespil<br />
der efter min mening fortjener en større<br />
opmærksomhed, end det ofte er tilfælde.<br />
Jeg vil her kun fremhæve, at stykkets<br />
kvindelige diktator-figur – Alma Jensen<br />
– udtrykkeligt sammenligner sig selv<br />
med Samson og beslutter så at dø med<br />
”filistrene” dvs. hendes fjender i sognet.<br />
(Cant og andre skuespil, MU, 66, 70,<br />
87) Det gør hun, idet hun fuldtstændig<br />
identificerer sig med den stormflod,<br />
der river alt med sig i slutscenen, hvor<br />
det altopslugende hav – Vesterhavet –<br />
til syvende og sidst bliver symbol på<br />
kærligheden og på Guds barmhjertighed.<br />
Idéen bag dette er, at døden bliver Alma<br />
Jensens måde at sejre på og det totale<br />
sammenbrud en åben dør mod en evig<br />
ordning.<br />
En lignende brug af Samson-motivet
finder man i slutningen af Mussolinistykket,<br />
Sejren (19<strong>36</strong>). Kansleren<br />
refererer til et konkordat, som en<br />
kardinal tvang ham til at skrive under og<br />
udbryder i et anfald af storhedsvanvid:<br />
Kan De huske, De rulled den<br />
sammen, sylespids. De stak mine<br />
Øjne ud med den, Herr filister.<br />
Siden har jeg trukket Kværnen i<br />
Mørke. Rundt og rundt. Men nu<br />
– nu vælter vi Templet [...] Kan<br />
De se, jeg kan løfte Dem? For<br />
jeg er Guden for Brutalitet [...]<br />
Samson den Blinde. Giv mig<br />
Haandfæstningen tilbage. De<br />
vægrer Dem. Saa kaster jeg Dem<br />
over Balkonen som et Offer for<br />
Dagon. (Cant og andre Skuespil,<br />
MU, s. 297)<br />
Han får godt nok det ønskede dokument<br />
tilbage og river det i stykker; men han<br />
straffes for sit hovmod. Hans fromme<br />
kone myrder ham for at frelse ham<br />
fra forhærdelsen, og paven udtaler sit<br />
”Vobiscum Pax!” over ham som tegn<br />
på, at hans synder er ham forladt. Som<br />
Alma Jensen i Havet og Menneskene<br />
er kansleren villig til at ofre sig selv<br />
for at sejre over sine fjender. At sejren<br />
i afgørende kampe kræver livet som<br />
indsats var en naturlig tanke for Kaj<br />
Munk.<br />
6. Kairos i skuespillet Samson<br />
Første gang, Samson dukker op i<br />
forfatterskabet, er imidlertid i skuespillet<br />
af samme navn, der sandsynligvis blev<br />
skrevet i juleferien 1917 kort tid efter<br />
det allerførste drama, vi har fra Kaj<br />
Munks hånd, Pilatus. Niels Nøjgaard<br />
kalder det med rette et ”profetisk Blik<br />
ind i Digterens egen Fremtid”. (Pilatus<br />
og andre Skuespil, MU, s. 96) På dette<br />
tidspunkt – ca. 3 år før det allerede<br />
omtalte digt ”Mesteren med den<br />
tunge Tornekrone” – havde Munk lige<br />
påbegyndt sit teologistudium. Samson<br />
er således det allerførste bevis, vi har<br />
i hans dramatik, på den fascination<br />
martyrtanken øvede på hans sind. Det er<br />
hermed et tungtvejende argument mod<br />
dem, der mener, at hans død i januar<br />
1944 må tilskrives hans sindstilstand<br />
i krigssituationen. Hvilken rolle hans<br />
indremissionske baggrund har kunnet<br />
spille i denne sammenhæng, skal jeg<br />
ikke prøve at analysere. Det afgørende<br />
er at slå fast, at hovedskikkelsen i et af<br />
hans allerførste dramatiske værker var<br />
ikke en diktator men en martyr.<br />
Det skal bemærkes, at stykket har to<br />
kvindelige hovedfigurer. Den ene er<br />
Dalila, som ventelig var; men den<br />
anden er den frit opfundne Rebekka,<br />
som optager en stor og afgørende<br />
plads i stykkets to sidste akter. I de to<br />
første forelsker hun sig i Samson, og<br />
den unge helt forbliver ikke uberørt<br />
af hendes yndige væsen. Men så snart<br />
han får øje på Dalila, vender han den<br />
unge jødiske pige ryggen. Hun dukker<br />
op igen i slutningen af 2. akt, efter at<br />
Dalila er død; men hun har gennemgået<br />
en forunderlig forvandling, idet hun<br />
er blevet en af filistrenes stormænds<br />
hustru. I næste akt er hendes mand<br />
avanceret til konge, således at hun ender<br />
som filisterdronning. I virkeligheden<br />
har hun frivilligt prostitueret sig for<br />
at påvirke Israels fjender til fordel<br />
for Samson og sit folk. 3. akt består<br />
næsten udelukkende af en dramatisk<br />
dialog mellem Samson og Rebekka.<br />
Handlingen foregår i Gaza i et fængsel<br />
,hvor Samson ustandseligt trækker en<br />
kværn. Helten er gået igennem en dyb<br />
15
forvandlingsproces. Han har ”omvendt”<br />
eller besindet sig. Hans oprindelige<br />
oprør mod Gud har hurtigt veget pladsen<br />
for en betingelsesløs overgivelse.<br />
16<br />
Og giv mig sligt et Hjerte, at<br />
selv om det / skal koste mig alt –<br />
alt, hvad tænkes kan, / saa ofrer<br />
jeg det dog med ydmyg Glæde,<br />
/ naar jeg blot ved, det er din<br />
Viljes Værk.” (Pilatus og andre<br />
Skuespil, MU, 144)<br />
Han er nu befriet fra ”Hovmodsdjævlen”<br />
(s. 166). Han har nemlig lært, at ”enhver,<br />
der hugger sine Fjender ned, / han<br />
vinder Ry og Rigdom, Magt og Kvinder,<br />
/ og derved gavner han sit eget Navn /<br />
og binder sig til Verden og til Støvet,<br />
/ hvorved han løsner sig fra Aand, fra<br />
Gud.” (s. 157) Rebekka kommer nu til<br />
ham for at få ham til at tage kampen op<br />
mod filistrene og sætte sig på tronen.<br />
Hun vil ægge hans vrede og fremkalde<br />
hans ungdoms heltemod. Men Samson<br />
afviser kategorisk hendes tilskyndelse.<br />
Ja, gennem Nøden skuer jeg Gud<br />
Herren; / bag Døden straaler<br />
Evighedens Liv. / I Døden tror<br />
jeg bedst, et Menneske / kan gøre<br />
Herrens Gerning. Thi i Døden<br />
/ er Haab om egen Fordel, egen<br />
Vinding / Umulighed; dér er kun<br />
Haab om Gud.” (s. 167)<br />
Han er overbevist om, at ”alene Gud<br />
kan redde Israel”. (ibid.)<br />
Et af stykkets tilbagevendende motiver<br />
er tvangstanken om tidens uafvendelige<br />
gang og frygten for, at lade en gunstig<br />
anledning gå forbi. I sin allersidste<br />
replik indrømmer Rebekka, at hun ”har<br />
syndet svart ved dette / at ville foregribe<br />
Herrens Vilje” (s. 189). Hun har ikke<br />
været i stand til at afvente Guds time. I<br />
første omgang nægter Samson at følge<br />
hendes plan om at han skal stille sig<br />
mellem to kæmpestore søjler og i en<br />
voldsom kraftanspændelse få filistrenes<br />
tempel til at styrte sammen. Så længe<br />
han synes, at hans time ikke er kommet,<br />
nægter han at følge hendes råd. I en<br />
gribende torturscene, hvor kongen vil<br />
tvinge ham til at knæle ned for Dagon,<br />
bestemmer han sig dog pludselig til at<br />
skride til handling. ”Guds Vilje ske!<br />
Nu er hans Time kommen!” (s. 186)<br />
Han dør omsider med glæde, efter at<br />
Rebekka har erkendt sin synd og bøjet<br />
sig for Guds vilje. Hans eksempel skal<br />
”gyde Mod i den forsagte Barm”, og han<br />
anmoder også den jødiske ypperstepræst<br />
om at advare hans folk mod overmod og<br />
hovmod.<br />
Netop kairos-begrebet spiller ind her.<br />
Dette gunstige øjeblik kræver imidlertid<br />
en frivillig ydmygelse og bærer heltens<br />
død i sit skød. Rebekkas plan var, at<br />
filisterkongen skulle dræbes, sådan at<br />
Samson kunne tilrive sig magten. Men<br />
ved det ville han være blevet en tyran,<br />
en af de mange diktatorfigurer man<br />
møder i Kaj Munks teater. Meningen<br />
var til gengæld, at han skulle dø som<br />
martyr. Han skulle give sig selv som et<br />
offer, ”som Aand og kun som Aand”,<br />
således at han ”som saadan [kunne]<br />
smelte sammen / med ham, om hvem<br />
[han vidste], at han i Gryet / indblæste<br />
Støvet Livets Aandepust”. (s. 156)<br />
7. Ungdomsskuespillet Operationen –<br />
kairos i en politisk situation<br />
Jeg skal nu pege på to ungdomsskuespil,<br />
som Kaj Munk skrev hhv. i 1920 (eller<br />
måske 1919) – på næsten samme<br />
tidspunkt som Samson – og 1926. De
har til fælles, at deres respektive emner<br />
er udelukkende politiske. Men det<br />
mærkelige er, at kairos spiller en afgørende<br />
rolle i begge to. Det første hedder<br />
Operationen og blev udgivet for første<br />
gang i Med Sol og megen Glæde i 1942,<br />
sandsynligvis i stærkt forkortet form.<br />
Nøjgaard oplyser, at det drejer sig om en<br />
”efter Idéindhold og Handlingsgang saa<br />
godt som uændret Udgave af et endnu<br />
eksisterende Manuskript fra Digterens<br />
Studenterdage: ’Willi Kuhn i Donland’”<br />
(Pilatus og andre Skuespil, MU, s. 192).<br />
Det er i hvert fald Kaj Munks første<br />
egentlige diktatorskuespil, og vigtigt<br />
er det at bemærke, at skuespillets to<br />
forskellige udgaver ikke falder i akter<br />
men – ejendommeligt nok – i fire<br />
”faser”, som udtrykkeligt svarer til et<br />
sygdomsforløb nemlig: sygdommen,<br />
forværringen, krisen og helbredelsen.<br />
Det er i dette stykke man – som<br />
allerede nævnt – finder begrebet kairos<br />
i den lægevidenskabelige betydning,<br />
ordet havde hos Hippokrates og hans<br />
discipler.<br />
Handlingen foregår i et imaginært<br />
land, som hedder Donland og på flere<br />
måder minder om Danmark. Det er<br />
nemlig et konstitutionelt monarki med<br />
et ”venstredemokratisk Ministerium”<br />
(Pilatus, MU, 193), som ikke kan<br />
få bugt med den sociale agitation.<br />
Kongen optræder som et velmenende,<br />
samvittighedsfuldt menneske, der har<br />
oprigtig omsorg for sit lands skæbne<br />
men mangler karakterstyrke og derfor<br />
ofte er på grænsen af det latterlige.<br />
Kontrasten mellem politikernes leflen<br />
for vælgernes gunst og den stærke<br />
mands offervilje hører med til stykkets<br />
hovedidé. Når alt er overstået, og ro<br />
og orden er genoprettet takket være<br />
statsministerens modige og brutale<br />
metoder, arrangeres der en folkefest,<br />
hvor Willi Kuhn viser sig for den<br />
jublende skare. Han holder en kort tale:<br />
”En Stat kan kun bestaa ved Samvirken<br />
af 3 Faktorer: Guds Naade, een Mands<br />
Vilje, og de manges Pligttroskab. Vi<br />
takker Gud, der gav os Lidelsen, for<br />
Naaden, Kongen, der fastholdt sit Maal,<br />
for Viljen og Generalen og vor tavse<br />
Hær for Pligttroskaben. Generalen og<br />
Hæren leve!” (s. 220-221) Så trækker<br />
han sig hurtigt tilbage under et ”Drøn<br />
af Hyldest”, men en sceneanvisning<br />
viser, at han ikke uden videre er på<br />
bølgelængde med folket, der tiljubler<br />
ham. ”Glimt af Smerte? Eller af Spot?<br />
– hvem ved det – jager hen over hans<br />
Ansigt, hvergang hans Navn bæres ind<br />
til ham”. Hans sidste replik retter sig til<br />
hans bror, som i mellemtiden har indset,<br />
at han har taget fejl af ham og nu falder<br />
sammen: ”Gør det saa ondt at miste<br />
Troen paa Menneskene?”<br />
Der findes flere symboler i Operationen;<br />
men alle bidrager til at fremkalde<br />
idéen om at en ny tid begynder for<br />
det imaginære Donland. Den mest<br />
oplagte symbolik gælder den sygdom,<br />
der skal få en medicinsk behandling<br />
og har givet stykket og de forskellige<br />
akter deres respektive titler. I sidste<br />
akt sammenligner diktatorfiguren sin<br />
gerning med et kirurgisk indgreb. En<br />
kræftsvulst skal fjernes, og denne<br />
”Kræftsygdom” er ikke andet end<br />
”Illusionssoten”, den forestilling at ”det<br />
skubber-sig-nok”. (s. 209) Til denne<br />
enkle symbolik kommer – ganske<br />
flygtigt – i slutningen af 3. akt billedet<br />
af solens ned- og opgang, nattens mørke<br />
som efterfølges af dagens lys (s. 216),<br />
der minder om død og genopstandelse.<br />
I begyndelsen af 4. akt nævner kongen<br />
solopgangen, og han knytter den til et<br />
17
tredie symbol: fødslen, som optager en<br />
nok så stor plads på forskellige steder<br />
i stykket. Allerede i akt 2 gør Willi<br />
Kuhn biskop Sehnil – hans navn taler<br />
for sig selv – opmærksom på, at hans<br />
Mester, Jesus, ikke gik ”Fredens og<br />
Forstaaelsens Vej” (s. 204), og det er<br />
billedet af ”Kvinden, der fødte sit Barn<br />
med Smerte”, der falder ham ind, når<br />
han tænker på sit lands skæbne. Og når<br />
kongen i fjerde akt konstaterer, at solen<br />
skinner, mener han, at den har ”taget sit<br />
Lykønskningssmil paa” for at ”gratulere<br />
med det nye Donlands Fødsel”. (s. 218)<br />
Han fremhæver i øvrigt omtalte symbolik<br />
endnu stærkere, når han oplyser, at<br />
det har taget netop ni måneder – den<br />
normale længde for et svangerskab –<br />
før man kunne komme så langt, og han<br />
fastsætter undfangelsestidspunktet til<br />
den dag, hvor hans statsminister, Willi<br />
Kuhn, bogstaveligt talt har hjulpet ham i<br />
seng næsten mod hans vilje for at kunne<br />
træffe de autoritære beslutninger, han<br />
anså for nødvendige. En af disse bestod i<br />
at føre krig mod nabolandet. Kuhns plan<br />
er ikke at afsætte kongen. ”Er Kongen<br />
en stærk Mand, bien, lad ham styre selv.<br />
Er han svag, kan den, der duer til at<br />
styre, let faa ham i sin Magt og saa styre<br />
i hans Navn.” (s. 207) Han er endvidere<br />
overbevist om, at ”Menneskene er<br />
hverken onde eller gode, men en Ting<br />
saa uhyggeligt midt derimellem, at kun<br />
en Djævel kan herske over dem.” Og<br />
”den Rolle vil [han] ofre sig for Stykket<br />
at tage [sig] paa”. (s. 208) Det er ikke<br />
en let vej, den stærke mand er kaldet til<br />
at gå. ”Jeg førte mit Folk ind i Krigens<br />
Lidelse, fordi jeg vilde dets Lykke. [...]<br />
For Lykken avles af Lidelsen.” (s. 219)<br />
Det karakteristiske er, at Munks første<br />
politiske skuespil indeholder alle de<br />
elementer, man kan betegne som hans<br />
18<br />
syn på politisk ansvar: det forudsætter<br />
offersind og kræver, at man er i stand<br />
til at holde ud i krisesituationer, hvad<br />
det end måtte koste, indtil løsningen<br />
kommer. Det begreb, han spontant fandt<br />
på, var kairos, vel at mærke ved at sætte<br />
det i forbindelse med lægekunsten og<br />
det militære – landet er i krigstilstand –,<br />
som det allerede var tilfældet i den gamle<br />
græske kulturtradition. Forestillingen<br />
om at en modningsproces – en<br />
smertefuld besindelse – er nødvendig,<br />
spiller en afgørende rolle i den slags<br />
handlingsfilosofi. Det er det stik<br />
modsatte af tilfældighed.<br />
Der findes en afgørende forskel mellem<br />
den velvillige men viljesvage konge og<br />
hans statsminister. Mens denne – en<br />
urokkelig diktatortype – er ”usvigeligt<br />
forvisset om, at hvad [han] nu gør, er<br />
rigtigt” (s. 209), synes kongen, at man<br />
principielt ikke kan være sikker i sin<br />
sag. Han indrømmer beredvilligt, at<br />
han ikke duer; men han tilføjer meget<br />
betegnende: ”Men der kan jo komme<br />
en anden, der er bedre begavet og kan<br />
tænke det Stykke længere. Og der kan<br />
komme en tredie, ikke sandt?” (s. 215)<br />
Han udvikler ikke denne tanke; men<br />
det er klart, at han her henviser til en<br />
anden dimension af tiden end den, hans<br />
statsminister er vant til. Som det hurtige<br />
handlingsmenneske han er, lever Willi<br />
Kuhn udelukkende her og nu.<br />
8. Fugl Fønix – evigheden og nuet<br />
Det andet ungdomsskuespil, jeg her vil<br />
henvise til, er Fugl Fønix. Den modsætning<br />
i tidsopfattelsen, jeg netop<br />
har peget på i Operationen, spiller her<br />
en afgørende rolle. Den allerførste<br />
regibemærkning i Fugl Fønix definerer<br />
tidsrammen på en ejendommelig<br />
måde: ”Tiden er et Par Aarhundreder,
inden Atlantis naaede sin højeste<br />
Kulturudfoldelse og forsvandt i Havet.<br />
Eller ogsaa er den om nogle Aartusinder,<br />
naar Atlantis atter er dukket op af Havet<br />
og vidt fremme igen.” (Fugl Fønix,<br />
1939, s. 8) De to myter – Atlantis og<br />
Fugl Fønix – Kaj Munk her refererer<br />
til, peger som bekendt i den samme<br />
retning. De vækker associationer om<br />
udødelighed, evighed, guldalderen med<br />
det tabte paradis, evig genkomst.<br />
Stykket handler om en international<br />
konference, hvor der skal udarbejdes<br />
en fredstraktat. Det er sikkert forhandlingerne,<br />
der førte til Versailles-freden,<br />
Munk her har haft i tankerne. Præsident<br />
Allan, Sperazio og Marchanel minder<br />
stærkt om Wilson, Lloyd George og<br />
Clemenceau.<br />
En række af elementer knytter sig<br />
udtrykkeligt til fødselssymbolikken, og<br />
der hentydes typisk nok flere gange til<br />
en for tidlig fødsel. Angsten for i det<br />
hele taget at komme før tiden i konkret<br />
betydning – kairos-begrebet er lige om<br />
hjørnet – findes allerede to gange på de<br />
første sider. Alt taler for, at dette motiv<br />
spøgte i forfatterens underbevidsthed,<br />
mens han skrev stykket. For eksempel<br />
i den sidste scene, hvor Allans ædelmodige<br />
ideal sættes direkte i forbindelse med<br />
juleevangeliet, når præsidenten erklærer:<br />
”Ære være Ideen i det højeste, Fred paa<br />
Jorden, i Menneskene Godvilje.” (s. 53)<br />
Det er også betegnende, at Allan glæder<br />
sig over, ”at Ideen fandt [ham] værdig til<br />
at være dens Fødselshjælper ”. (s. 17)<br />
I stykkets slutning finder man et i denne<br />
sammenhæng afslørende ordspil. Da<br />
den besejrede kejser giver Marchanel et<br />
dolkestød, river Sperazio en af sin mange<br />
vittigheder af sig: ”Det kan man kalde<br />
et Kejsersnit.” (s. 42) Ordet ”kejsersnit”<br />
passer udmærket til situationen. Både<br />
i dets direkte og overførte betydning.<br />
Det drejer sig nemlig om en vanskelig<br />
fødsel. Den ny verdensorden, der fødes<br />
i anledning af den omtalte internationale<br />
konference, svarer ikke til Allans ønsker<br />
og forventninger. Ildfuglen Fønix<br />
repræsenterer idealet (”Idéen”). Den<br />
idealistiske præsident er kun dens<br />
bærer. Han skulle hjælpe den til verden;<br />
men hvis det ikke er lykkedes for ham,<br />
så vil det lykkes for en anden, før eller<br />
siden. Det er i hvert fald det håb, han<br />
giver udtryk for:<br />
Mine Herrer, De har sejret.<br />
Ja, men ikke over min Tanke.<br />
Kun over mig. For Ideen er<br />
ful<strong>dk</strong>ommen. [...] Dette er min<br />
Sejr og min Glæde, at det var<br />
mig, der ikke duede. Ideen vil<br />
komme igen, i større og bedre<br />
Tjenere, vil atter blive slaaet og<br />
atter komme igen. Og efter hvert<br />
Nederlag vil den rejse sig rankere<br />
og mer og mere moden, til den<br />
omsider staar der, uimodstaaelig.<br />
(s. 53)<br />
I mellemtiden er det Marchanel/Clemenceau,<br />
der sætter dagsordenen, med<br />
alt hvad det indebærer af krigsofre<br />
og lemlæstelser; men denne tingenes<br />
tilstand er foreløbig, den er et nødvendigt<br />
onde, mens der ventes på noget bedre<br />
nemlig den ful<strong>dk</strong>omne verdensorden,<br />
der afhænger af én, som tjener ”Idéen”<br />
bedre end præsident Allan, der omsider<br />
dør af et hjerteslag. I den anledning<br />
erklærer Marchanel uden omsvøb: ”Han<br />
var ingen Mand. Han var et Luftvæsen,<br />
farlig i sin Feber for at hilde denne<br />
tunge Klodes Børn i Maanedrømme og<br />
Stjernefantasterier. Hans Slags burde<br />
uskadeliggøres straks de dukker op.” (s.<br />
19
54) For sin egen del synes han at ”det er<br />
godt således. For saalænge der er Kamp<br />
og Sejr og Død paa Jorden, er Jorden<br />
god og Livet Livet værd.” (s. 55) Dette<br />
er godt nok stykkets sidste replik, men<br />
det er klart, at både Allan og Marchanel<br />
har forfatterens sympati.<br />
Atlantis vil dukke op af havet igen.<br />
Fugl Fønix vil blive genfødt af sin<br />
aske; men den skal først gennem den<br />
nødvendige tilintetgørelse ved ild.<br />
Man skal ikke foregribe tingenes gang.<br />
Fødslen vil ske naturligt og i rette tid.<br />
Det er to diametralt modsatte opfattelser<br />
af historiens løb, der således tørner<br />
sammen – eller måske rettere: krydser<br />
hinanden – i dette skuespil, hvor den for<br />
Munk typiske dualisme – dennesidighed<br />
vs. hinsidighed – meget tydeligt kommer<br />
til udtryk. Sperazios tilsyneladende<br />
smagløse brander – ”Ja, det kan man<br />
kalde et Kejsersnit” – afslører derfor<br />
på en forbavsende måde en af stykkets<br />
hovedidéer: hvor vigtigt det er, at man<br />
ikke lader kairos gå ubenyttet forbi,<br />
det øjeblik hvor ”Tiden og Evigheden<br />
berøre hinanden”, for igen at tale med<br />
Kierkegaard.<br />
9. Sejrens to slutninger<br />
En lignende situation finder man bl.a.<br />
i skuespillet Sejren (19<strong>36</strong>). Det mest<br />
betegnende og tankevækkende i dette<br />
stykke er for mig at se at det fik to<br />
diametralt modsatte slutninger. I den<br />
ene sejrer en diktatorfigur (en italiensk<br />
kansler der minder om Mussolini), mens<br />
det er repræsentanten for den evige<br />
verdensorden – paven – der i den anden<br />
får det sidste ord.<br />
Der skal gøres en afgørende forskel<br />
mellem paven og den officielle kirke<br />
i dette stykke. En gammel kardinal,<br />
der befinder sig i den hellige faders<br />
20<br />
umiddelbare omgivelse og varetager<br />
kirkens jordiske interesser, er meget<br />
kynisk; men paven selv er en ægte<br />
idealist 8 . Han opfatter sig selv og<br />
opfører sig som Guds talerør. På en<br />
måde bliver altså Augustins tanke om<br />
civitas dei og civitas terrena og – for<br />
den sags skyld – den lutherske lære om<br />
de to regimenter delvis respekteret. Vel<br />
at mærke: ikke af den officielle kirke<br />
og ikke af kansleren, der gør oprør<br />
mod Gud. Paven og kansleren har ikke<br />
desto mindre et afgørende punkt til<br />
fælles, der viser, at de trods alt på en<br />
måde er åndsbeslægtede: de sloges om<br />
den samme kvinde – Angelika – da de<br />
var unge. Da den fremtidige pave var<br />
kalveknæet (!), nægtede hun at gifte sig<br />
med ham og valgte så kansleren frem<br />
for ham. Men der var en tid, hvor begge<br />
to havde lige præcis de samme idealer.<br />
De ville nemlig frelse hele verden. Det<br />
vil paven stadigvæk, mens kansleren<br />
nu kun tænker på et enkelt lands frelse,<br />
”om det saa skal koste alle andre Livet”.<br />
(s. 278) Kansleren har med andre ord<br />
svigtet sin ungdoms idealer.<br />
Angelika, et symbolsk navn, er uden<br />
tvivl én af de kvindelige skikkelser, som<br />
Munk holdt af. Hun spiller en frelserrolle,<br />
idet hun griber ind i slutningen af<br />
stykket, da kansleren i et raserianfald gør<br />
sig klar til en ubarmhjertig kamp mod<br />
kirken og nu vil give sig til at erobre<br />
hele verden. Hun vil redde ham fra hans<br />
hybris, hans overmod, beskytte ham fra<br />
forbandelsen. Kansleren opfatter nemlig<br />
sig selv som en slags verdensfrelser,<br />
som en gud : ”Frelseren er jeg, Roms<br />
Ægtefælle, Guden Augustus.” (s. 299)<br />
8 En ung kardinal erklærer sig villig til at dø som<br />
martyr og distancerer sig tydeligt fra sin gamle<br />
kollegas kynisme og opportunisme; men det er<br />
sidstnævnte, som træffer afgørelserne.
Efter at Angelika har givet kansleren et<br />
dolkestød, kommer paven og udtaler en<br />
slags syndsforladelse post mortem.<br />
Hver Menneskets Stræben er<br />
skambidt af Synden; og dog er<br />
det helligt at hige; vandres bør<br />
der, skønt alle Jordens Veje ender<br />
blindt. Kun gennem Dødens bitre<br />
Lutring naar Sjælene frem til den<br />
– Barmhjertighed, der skænker<br />
de Vildfarne Hvilen og Sejr til de<br />
Slagne. Vobiscum Pax 9 ! (s. 300)<br />
Det er altså paven, der får det sidste<br />
ord i denne version af stykket. Således<br />
blev det skrevet og udgivet; men da<br />
det skulle spilles på Folketeatret, blev<br />
Munk grebet af tvivl og forestillede sig<br />
en helt anden slutning, hvor det kun er<br />
Angelika, som dør, medens kansleren<br />
siger til sin ven Devetti: ”Nu er Sejren<br />
vundet – helt – endelig. Nu kan intet<br />
standse mig. Nu er Jorden min. – Kom!<br />
Vi gaar ud til Hyldesten.”<br />
Denne sidste slutning minder om<br />
Herodes i En Idealist, som efter at have<br />
dræbt sin kone Mariamme mente, at han<br />
var blevet fri og nu kunne leve op til sit<br />
store ideal, mens han i virkeligheden<br />
fortsat var besat og svækket af mindet<br />
9 I parentes bemærket minder denne hilsen på<br />
latin om den afsluttende replik i Ibsens allersidste<br />
skuespil Når vi døde vågner, når diakonissen<br />
udtaler en forsonende ”Pax vobiscum!” over<br />
Professor Rubek og hans model Irene. Hensigten<br />
med denne absolution i sidste øjeblik har måske<br />
den samme funktion i begge skuespil. Hovedpersonerne<br />
dør brutalt, sådan at de objektivt er<br />
de tabende, men deres livsgerning (i kunstens<br />
verden for Rubeks ve<strong>dk</strong>ommende og i det politiske<br />
liv hvad kansleren angår) gør dem værdige til<br />
at blive frifundet. For den sags skyld minder det<br />
også om den milde dom, der bliver udtalt i slutningen<br />
af Goethes Faust: ”Wer immer strebend<br />
sich bemüht, den können wir erlösen.”<br />
om hende og til syvende og sidst blev<br />
overrumplet og fuldstændig sat ud af<br />
kurs af hendes tilbagevenden i jomfru<br />
Marias skikkelse. Selv om kansleren<br />
utvivlsomt har forfatterens sympati,<br />
er paven ikke desto mindre dennes<br />
egentlige talerør. Han bærer i øvrigt<br />
en munkekutte og bliver kaldt for<br />
Munken og er derfor på en måde hans<br />
navnefælle. I alt fald repræsenterer<br />
han et vigtigt aspekt af digterpræstens<br />
opfattelse af historiens gang. Kansleren<br />
symboliserer den brutale styrke, mens<br />
paven symboliserer åndens magt.<br />
Derfor anser paven sig selv som den<br />
stærkeste. Hans styrke ligger i bønnen.<br />
Han er symbol på den evige orden,<br />
hvorimod kansleren ”maa nøjes med<br />
Muskler”, som han selv siger. (s. 297)<br />
Forestillingen, om at der kunne eksistere<br />
en anden orden, en tidløs orden, er ikke<br />
fremmed for kansleren, selv om han<br />
lever kun hic et nunc, her og nu.<br />
Maaske vil der komme en Tid<br />
for Jorden, da han hersker over<br />
den, han derovre, i Fred og<br />
Menneskers Velbehag. Men<br />
inden den Tid? […] Der vil<br />
gaa Aartusinder, inden Mars’s<br />
røde Fakkel er slukket imellem<br />
Stjernerne. Lad saa Fredsfyrsten<br />
sejre engang om en Evighed.<br />
Men jeg har et Rige af denne<br />
Verden, maa sejre nu, altsaa<br />
krige nu. (s. 279-280)<br />
Som så mange andre af Munks<br />
diktatorfigurer, har kansleren en overmenneskelig<br />
dimension. Den stærke<br />
mand øver stadig væk en vis fascination<br />
over forfatterens sind.<br />
Det må indrømmes at titlen passer bedre<br />
21
til den sidste version af stykket 10 – den<br />
hvor kansleren går ud til hyldesten.<br />
Det er derimod den første, der bedst<br />
afslører Munks tanker på et tidspunkt,<br />
hvor han begyndte at forstå, hvad<br />
diktaturet egentlig stod for. Han fandt<br />
det passende at lade helten dø, for at han<br />
kunne nå frem til ”den Barmhjertighed,<br />
der skænker de Vildfarne Hvilen og<br />
Sejr til de Slagne”. At kansleren slet og<br />
ret er beskrevet som en ”vildfaren” og<br />
”slagen” person, kaster et besynderligt<br />
lys over titlen. Specielt hvis man tager<br />
hensyn til, at pavens slutreplik er en<br />
syndsforladelse. Det er næsten som<br />
om han ville sige, at hensigten helliger<br />
midlet: ”og dog er det helligt at hige;<br />
vandres bør der, skønt alle Jordens Veje<br />
ender blindt.”<br />
Vigtigt er det at bemærke, at skuespillet<br />
på flere måder står i kairos’ tegn.<br />
Kansleren bebrejder sig selv, at han i et<br />
ubevogtet øjeblik mistede herredømme<br />
over situationen. ”Jeg tøvede et halvt<br />
Minut i Forgaars. Det halve Minut<br />
indvinder jeg aldrig, om jeg saa bliver<br />
hundrede Aar.” (s. 266) Han skulle<br />
nemlig have sat sin finansminister, en<br />
”Svindler af Verdensformat”, i fængsel;<br />
men han gjorde det ikke. Hermed<br />
kunne han have ryddet af vejen et af de<br />
mennesker, der var mest interesseret i,<br />
at Italien kastede sig ud i en krig. Resten<br />
kom af sig selv som en følge af denne<br />
fatale forsømmelse. Det er ikke kun<br />
denne korte episode, der viser, hvor<br />
vigtigt det er at handle ret i en given<br />
situation. Hele stykket beskriver nemlig<br />
en krise, en typisk kairos-situation. I<br />
stedet for at besinde sig og vælge fredens<br />
og retfærdighedens vej, vælger kansleren<br />
at hovmode sig. Det bliver hans skæbne.<br />
Fra hans side set handler han imidlertid<br />
10 Stykket blev aldrig opført med denne slutning.<br />
22<br />
fuldstændig formålstjenligt. Der sker<br />
nemlig en slags fødsel, og den lidelse,<br />
krigen medfører, er den pris, der skal<br />
betales for at nå målet. Det er igen<br />
Munks dualisme i renkultur. Kanslerens<br />
sejr her og nu er et nederlag i Åndens<br />
verden, i evighedens perspektiv 11 .<br />
10. Ventetidens betydning og<br />
funktion – Munks journalistik fra<br />
1939 til 1944<br />
Jeg er overbevist om, at forskningen<br />
ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til<br />
kronologien i Kaj Munks produktion 12<br />
især fra midten af 30’erne og ikke mindst<br />
i tiden efter 9. april. Der gik næsten 4<br />
år mellem de tyske troppers indmarch<br />
i Danmark og mordet på Hørbylunde<br />
Bakke; men man betragter ofte det, Munk<br />
skrev i denne periode under ét uden at<br />
undersøge nærmere, om man faktisk<br />
kan identificere en udvikling i hans<br />
dramatik, journalistik og prædikener.<br />
Dette er vigtigt for nærværende analyse<br />
af Kairos-problematikken. Dette kan<br />
spidsformuleres på følgende måde: Guds<br />
time skulle godt nok ikke foregribes;<br />
men hvordan skulle man forholde sig i<br />
ventetiden?<br />
Det fremgår tydeligt af det foregående,<br />
at selve martyrtanken fra ungdommen<br />
af var retningsgivende for Kaj Munks<br />
kristendomsforståelse. At han for sin<br />
11 Hans ideal – som han vel at mærke har svigtet<br />
pga. sit hovmod – sættes imidlertid også i evighedens<br />
perspektiv. Det er myten om Roma. Han<br />
siger nemlig til sin kone: „Det er godt, du ikke er<br />
Roma, Elskede. Vi dør, men Roma bestaar.“ Det<br />
er igen forestillingen om idealets evige genkomst,<br />
han således refererer til.<br />
12 Det er alligevel ofte blevet fremhævet, at Kaj<br />
Munk har gennemløbet en personlig udvikling<br />
fra Herodes til Mensch. ”Kroppens Glans er<br />
veget for Aandens. Magtens hidsende Blændlys<br />
er veget for Sandheds og Kærligheds rene, varme<br />
Skær.” Cf. Ole Palsbo, Kaj Munk, 1940, s. 40.
egen del – i hvert fald i besættelsens<br />
sammenhæng – så den slags død i<br />
øjnene, er hævet over enhver tvivl.<br />
Allerede i marts 1939 dvs. temmelig<br />
nøjagtigt et år før okkupationen, i<br />
anledning af tyskernes indmarch i<br />
Tjekkiet, skrev Kaj Munk en artikel<br />
med titlen ”Brændende Europa”. Han<br />
begynder her med at erkende, at han<br />
hører til dem, der i årevis har taget fejl<br />
af Hitler, og han spekulerer på, om<br />
ikke ”Tidspunktet atter er kommet for<br />
Kalanus til at bestige Baalet 13 .” (Dagen<br />
er inde, MU, s. 95) Han afslutter med<br />
den tungtvejende påstand at ”den<br />
største Trøst, man har over for alt det<br />
fortumlende og hurlumhejede, der<br />
sker omkring os, er den, at een Ret vil<br />
de aldrig tage fra en, i hvert Fald ikke<br />
saalænge Tiden er heroisk, og det er<br />
Retten til at lade sig stille op mod Muren<br />
for det, man tror paa og brændende føler<br />
for.” (s. 97)<br />
I maj 1940 skrev han til en kvinde,<br />
hvis mand lige var blevet likvideret af<br />
Gestapo: ”Vi er nogen, der begynder at<br />
længes efter at opnaa den Død, der blev<br />
Deres Mands 14 ”. Og i sit julebrev til<br />
Oscar Geismar i 1940 giver han udtryk<br />
for sine følelser på følgende måde: ”Jeg<br />
længtes at farvelle til Pennen og Scenen<br />
og holde mig til Prækestolen alene.<br />
Men jeg magter det vel ikke endnu? Og<br />
hvor langt er der til Golgatha, det lille<br />
private?” (Ibid., s. 221) Man finder her<br />
13 Cf. F. Paludan Müllers drama Kalanus (1854),<br />
hvor den indiske asketiske vismand Kalanus<br />
i 300-tallet f.Kr. først beundrer den græske<br />
verdenserobrer Alexander den Store som en<br />
verdensfornyer men bliver i den grad skuffet af<br />
ham ved at opdage, hvem han egentlig er, at han<br />
til sidst frivilligt ofrer sig på et bål.<br />
14 Kaj Munk, Aldrig spørge om det nytter, Digterenes<br />
liv fortalt af ham selv i breve og artikler<br />
m.m., Nyt Nordisk Forlag, 1958, s. 216.<br />
både en vis længsel efter et altkrævende<br />
opgør og overbevisningen om, at tiden<br />
ikke er moden endnu. I 1941 mente han,<br />
at ”Livsbevarelsen ligger i Golgatha,<br />
i at udsætte Skindet 15 ...” Sit foredrag<br />
i Kristelig Akademisk Forening i<br />
november 1942 afsluttede han med<br />
disse utvetydige ord: ”Glem ikke, at der<br />
er en ret, de mægtige aldrig kan tage<br />
fra os, og det er retten til martyriet!”<br />
Ud fra et brev Kaj Munk skrev i<br />
sommeren 1942, argumenterer Bjarne<br />
N. Brovst med rette for, at der ikke<br />
var noget sygt i Munks holdning til<br />
martyriet. Han kendte martyriet men<br />
søgte det ikke. Munk skrev nemlig:<br />
”Hvor længslen efter Martyriet er til<br />
Stede, er der (det tror jeg fuldt og fast<br />
på) også noget sygt til Stede. Getsemane<br />
er en lærerig Historie. Det var Kristus<br />
næsten uovervindeligt med at skulle<br />
dø. Nej, lad os gøre det arbejde vi skal<br />
gøre uden at skele. Måske er det af og til<br />
herligt og af og til et beskidt Job. Men<br />
gøres skal det. Basta 16 ...” Hvis man<br />
trods alt kan spore en form for længsel<br />
efter martyrdøden hos Kaj Munk, kan<br />
den bestemt ikke tilskrives en morbid og<br />
sygelig trang. Vi husker Munks kendte<br />
udtalelse i Vedersø kirke nytaarsdag<br />
1944, tre dage før han blev hentet og<br />
skudt af tyskerne: ”Jeg ved, at jeg nu i<br />
Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen<br />
Aften uden at tænke: ’Kommer de efter<br />
dig i Nat?’ Og den Tanke er ikke morsom<br />
for en, der elsker Livet, har nok at gøre<br />
i sin Gerning og er glad for sin Kone og<br />
sine Børn.” (Prædikener, MU, s. 357)<br />
De titler, mindeudgavens udgivere har<br />
valgt for de to bind, hvor de har samlet<br />
15 Niels Nøjgaard, Ordets Dyst og Daad, 1946,<br />
s. 379.<br />
16 Cf. Bjarne Nielsen Brovst, Kaj Munk, Krigen<br />
og mordet, 1993, s. 208.<br />
23
Kaj Munks avisartikler i kronologisk<br />
orden, er hhv. En Digters Vej og<br />
Dagen er inde. Den ene tager således<br />
hensyn til den kontinuitet, der findes i<br />
forfatterskabet, mens den anden lader<br />
forstå, at en bevidstgørelsesproces fandt<br />
sted på et bestemt tidspunkt. Det er på<br />
samme måde relevant at lægge mærke<br />
til nogle af de titler, Kaj Munk valgte<br />
for sine artikler og prædikener specielt<br />
efter 9. april. Det er naturligvis fremfor<br />
alt disse teksters indhold, det kommer<br />
an på; men der er desværre ikke plads<br />
til mere end nogle spredte citater i dette<br />
oplægs sammenhæng.<br />
I september 1939 skrev han for eks. ”Sæt<br />
Korset imod Krigen!” hvor han afslutter<br />
med disse ord: ”Her i Danmark er vi<br />
neutrale, dvs. at [...] vor Harme maa koge<br />
som Sul under Laag. [...] Og om vi også<br />
blev Helte! Om alle vi neutrale Folk,<br />
Mænd og Kvinder og Børn, gav os paa<br />
Vej til Fronten uden andet Vaaben end et<br />
korsmærket Flag i vor Haand!” (Dagen<br />
er inde, s. 119-120) Her plæderer Munk<br />
tydeligt for ikke-voldelige løsninger.<br />
Nogle Dage senere u<strong>dk</strong>om artiklen ”Lad<br />
os tage fat!”, hvor han spinder videre på<br />
den samme tanke. ”Hvad der kræves af<br />
os som Neutrale, det ved jeg ikke. Jeg<br />
forstår det slet ikke, at det er muligt at<br />
være neutral. Men hvad der kræves af<br />
os, der vil kaldes Kristne, det begynder<br />
jeg at skimte. Der kræves aktiv Tro. O,<br />
hvad er virksom Kristendom? Jeg ved<br />
det, men jeg tør næsten ikke sige det.<br />
Det er saa stort et Ord, at det knapt gaar<br />
an at tage det paa Tungen. For det er<br />
Martyrsind. Ved Martyrsindet vandt de<br />
første Kristne over Verden; og vi nu har<br />
ingen Genvej til Sejren faaet skænket”<br />
(s. 122-23) Dette blev skrevet ca. 3 år<br />
før den berømte prædiken i København.<br />
I ”Dagen er inde” i slutningen af januar<br />
24<br />
1940 slår han fast, at ”Korstogsdaadens<br />
Dag er inde”, og han tilføjer som et<br />
sidste uimodsigeligt argument: ”Gud vil<br />
det”. (s. 131) Han forklarer nu bl.a., at<br />
Kristi eksempel ”maner os til at kæmpe<br />
for Sejren med foldede Hænder” men<br />
forsikrer samtidig, at ”i den Stund, da jeg<br />
saa Uskyldighed og Svaghed truet med<br />
Skændsel og Vold, vilde jeg betragte<br />
mig som en kristendomsløs Sjover, om<br />
jeg ikke fulgte den modsatte Anskuelse<br />
af den, jeg troede paa.” (s.129) Her kan<br />
man konstatere, at en bevidstgørelse har<br />
fundet sted. Et skridt er blevet taget.<br />
I maj 1940 spørger han ”Hvor gaar vi<br />
hen?” Her er der tale om Nikodemus,<br />
der ikke mere lod sig ”lamme af det<br />
onde i Verden, for han havde mødt<br />
noget, der var større” (s. 158) nemlig<br />
Jesus selv. Samme måned skriver han<br />
”Mens vi venter”, hvor han stiller det<br />
afgørende spørgsmål: ”Hvad skal vi saa<br />
bestille, mens vi sidder her og venter<br />
paa, at der ingenting sker?” Svaret lyder<br />
i bedste Kaj Munk-stil: ”Jeg ved et godt<br />
Sted at gaa hen, naar man ikke kan gaa<br />
nogen Steder, og det er at gaa i sig selv.<br />
Lad os benytte Tiden til at gaa i os selv.”<br />
(s. 159) Han maner sine læsere til ”Tro<br />
og Udholdenhed”. At landet er midt i en<br />
kairos-tid, hvor det gælder at besinde<br />
sig, fremgår specielt tydeligt af et afsnit<br />
midt i teksten:<br />
Med Udholdenhed mener jeg<br />
Herredømmet over Nerverne.<br />
Dette er en Ildprøve, især for<br />
Ungdommen. Kan den bevise<br />
sin Danskhed ved, som Kongen<br />
fordrer og Sønderjyderne har<br />
givet os Helteeksempel paa, at<br />
afstaa fra Handling i Utide for<br />
des mere at være rede i Tide,<br />
da beviser den, jo stærkere des
længere det varer, at denne<br />
Feberkrisis for Danmark ikke<br />
er Dødens, men Udrensningens,<br />
- at Danmark stadig er Livet<br />
værd og efter Sygdommen og<br />
Operationen vil genvinde sin<br />
Sundhed og frisk leve videre,<br />
maaske Aartusinder endnu. (s.<br />
160-161)<br />
Som vi ser, opfordrer han sine<br />
landsmænd ikke til passivitet men til<br />
en indre renselse. I en anden passage<br />
skærpes tonen, sådan af man er nødt til<br />
at forstå, at det ikke er nok med ord: ”Vi<br />
protesterede, men naar det ikke var nok,<br />
skulde vi have skreget, og naar det ikke<br />
var nok, skulde vi have skudt.” (s. 160)<br />
I august samme år indeholder hans tale<br />
til de danske soldater i Næstved en<br />
utvetydig opfordring. Han siger først:<br />
”Konsekvent Fornægtelse af Vold;<br />
konsekvent Tro paa Aands Almagt maa<br />
jo føre til, at man modstandsløs lader<br />
sig stange ihjel af en Tyr...” (s.172) Men<br />
han korrigerer straks denne Tankegang:<br />
”Hvis enhver korporlig Modstand mod<br />
det onde skal kaldes Overtrædelse af<br />
Jesu guddommelige, overmenneskelige<br />
Bud om Kærlighed og Tilgivelse,<br />
skal kaldes Synd, nuvel, saa kan der<br />
indtræffe Tilfælde, hvor Gud af os<br />
kræver denne Synd. Vi lever atter i den<br />
gamle Pagts Tid...” (s. 173) Her – man<br />
skal selvfølgelig tage hensyn til at han<br />
taler til soldater – går han ikke af vejen<br />
for voldshandlinger og brug af våben.<br />
Tre dage senere var han i Gerlev og holdt<br />
foredrag for en del studenter. Her minder<br />
han bl.a. om at ”uden Langfredag ingen<br />
Paaskemorgen 17 ”. (s. 182) I ”Danmark,<br />
17 Han spørger bl.a.: “Eller skal vi fare løs paa<br />
Tyskerne med Brø<strong>dk</strong>nive eller lave Sabotage,<br />
klippe Telefonledninger over og sprænge Broer<br />
der fødes”, et fremtidsrettet indlæg i<br />
dagens debat i oktober 1940, beklager<br />
han, at der endnu findes ”Præster og<br />
Højskolemænd”, der dysser folk i søvn;<br />
men han glæder sig også over, at der<br />
”Gudskelov er [...] Folk, der ved, at<br />
et nyt Danmark er ved at fødes – med<br />
sunde Ben til Marchen ind det nye<br />
Tusind Aar”. (s. 202)<br />
Titlerne ”Det gamle forpligter til det<br />
ny” (nov. 1940) og ”Et haardført og<br />
nøjsomt Danmark” (dec. 1940) taler<br />
for sig selv. Når han i september 1941<br />
skriver i en artikel i Præsteforeningens<br />
Blad, at ”Mine Herrer Embedsbrødre,<br />
vor Gerning i Dag er Uforsigtighed”<br />
(s. 250), forstår vi imidlertid, at<br />
utålmodigheden vokser. Hvilket også<br />
fremgår at et kort bidrag med titlen<br />
”Hvorlænge...” (november 1941), hvor<br />
han afslutter med at bemærke, at ”Den,<br />
der spørger saadan, ved altsaa, at den<br />
Tilstand, der skaber bare Spørgsmaal,<br />
hører op.” (s. 252)<br />
I marts 1943 blev artiklen ”Hvornaar<br />
gaar Jorden under?” publiceret, hvor<br />
Munk opfordrer de danske kristne til at<br />
være årvågne, selv om ingen kan vide,<br />
hvornår Jesus kommer igen. Enhver<br />
skal være tro i sin gerning. Der skal<br />
ske noget. ”Netop fordi vi føler at vi<br />
har Eksamen lige over os, hænger<br />
vi dobbelt ivrigt i med vort Pensum.<br />
Netop vor Fornemmelse af Himlens<br />
Nærhed gør os saa tro mod Jorden.”<br />
Han kommenterer selv dette udsagn:<br />
”Ikke i Sensation og sygelig Spændthed<br />
og overeksponeret Forventning, men<br />
i Luften, er det det, du vil have os til?” Og han<br />
svarer: “paa ingen mulig Maade. Den Chance<br />
er forpasset. Det er vor smertefulde Smerte og<br />
Tort. Men den er væk. At gribe til den Slags nu,<br />
er Forræderi mod gamle Mor Danmark.” (s. 177-<br />
178) Det er en moralsk opvågnen, han opfordrer<br />
til i denne tale.<br />
25
en rolig Flamme af Tro, Haab og<br />
Kærlighed i det daglige Liv 18 ...” (s. 308)<br />
Meningen med denne hurtige gennemgang<br />
var at finde ud af, hvordan Kaj<br />
Munk opfattede kairos-tiden. Ventetiden<br />
skulle i hvert fald bruges til at gå i sig<br />
selv, til bod og bedring, sådan at noget<br />
nyt kunne komme. En grundigere<br />
analyse at Munks journalistik i denne<br />
periode ville nok bekræfte det indtryk,<br />
jeg har prøvet at formidle: der findes<br />
en udviklingslinie i disse tekster, tonen<br />
skærpedes tydeligt eftersom tiden gik.<br />
Der var til at begynde med tale om<br />
passiv modstand; men det endte med,<br />
at der skulle gribes til mere håndfaste<br />
handlinger.<br />
<strong>11.</strong> Munks prædikener – Fra Ved<br />
Babylons Floder til Med Ordets Sværd<br />
og I Guds Bismer<br />
Der kan heller ikke være tale om en<br />
egentlig analyse af Munks prædikensamlinger<br />
i dette bidrags snævre ramme.<br />
Men jeg vil påstå, at det også kunne<br />
lønne sig at tage dem under luppen i<br />
deres kronologiske orden. Det er kun<br />
Ved Babylons Floder (1941), Med<br />
Ordets Sværd (1941-1942) og I Guds<br />
Bismer (udg. posthumt i 1946, men<br />
holdt i de sidste måneder af KMs liv),<br />
der er relevante her. Titlerne antyder<br />
ligeledes en vis stigning i tonen: Ved<br />
Babylons Floder minder om salme 137,<br />
nærmest en klagesang, hvor salmisten<br />
husker, hvordan Israel led og græd, mens<br />
det var i fangenskab i Babylon. Med<br />
Ordets Sværd røber en afgjort krigersk<br />
holdning, mens I Guds Bismer er en<br />
18 Han nævner også sin yndlingssalme: ”Jeg<br />
venter dig, Herre Jesus, til Dom, / Hvert Øjeblik,<br />
jeg ser mig om. – Hastig du komme kan og brat<br />
/ I hver en Time ved Dag og Nat. – Lad brænde<br />
mit Hjertes Lampe bered, / I Tro, i Haab og i<br />
Kærlighed!”<br />
26<br />
meget alvorlig og højtidelig mindelse 19<br />
om, at dommedag kommer ufravigeligt.<br />
Gud vil veje vore handlinger og kræve,<br />
at vi aflægger regnskab for dem.<br />
Hvorom alting er: alle disse tekster<br />
blev skrevet i kairos-tiden, og de har til<br />
hensigt at vække danskerne, at få dem til<br />
at besinde sig, at føre dem så at sige til<br />
bodsbænken. Jeg vil her kun bringe nogle<br />
citater, hvor Munk definerer martyriet og<br />
dets betydning. Under datoen 7. søndag<br />
efter Trinitatis i 1942 holdt han en<br />
prædiken med den megetsigende titel:<br />
”Forankret i det usynlige”. Der skriver<br />
han, at ”fra Sandhedens Tronsæde lyder<br />
[Jesu] Røst til os om ikke at frygte<br />
dem, der slaar Legemet ihjel, men som<br />
maaske ved denne Dødelse af Legemet<br />
blot opnaar at give Evighed til Sjælen.”<br />
(Prædikener, MU, s. 320) Han afslutter<br />
med denne utvetydige erklæring:<br />
Vort Kald, vor Kamp er, uden<br />
Frygt for, om Legemet skulde<br />
styrtes, kun med Frygt for, om<br />
Værket skal mislykkes og Sjælen<br />
gaa under i Mørket, at være vor<br />
Herre følgagtig og se paa vor<br />
Mester, saa hver enkelt af os kan<br />
klare sit Svendestykke. (Ibid.)<br />
I den modige og gribende tale han holdt<br />
i Frue Kirke i København 5. december<br />
1943 ca. en måned før sin død, forklarer<br />
han at<br />
det dyrebareste, det er Krisus<br />
selv; men det næstdyrebareste<br />
det er Martyrsindet, de Kristnes<br />
19 Det skal imidlertid tages hensyn til, at denne<br />
sidste samling blev udgivet posthumt, sådan at<br />
titlen ikke stammer fra forfatteren, dvs. den er<br />
hentet i en af prædikenerne men blev ikke valgt<br />
af Kaj Munk selv.
Martyrsind – ikke at de vilde<br />
være Helte og var bidt af den<br />
Ærgerrighed, ikke at de var<br />
sjælesyge og fandt Fornøjelse<br />
i Selvpinsel, men at de elskede<br />
Kristus saadan, at intet Offer til<br />
ham var dem for stort. Med dette<br />
Martyrsind overvandt vi engang<br />
Verden, og uden det vil Verden<br />
overvinde os. Romerne troede, at<br />
blot man slog dem ihjel, saa var<br />
de døde. Men de Kristnes Blod<br />
var en Udsæd. (s. 351)<br />
Når man så ser på den prædiken, han<br />
holdt på Kristi Himmelfartsdag 2. maj<br />
1940 nogle uger efter 9. April, ser man,<br />
at der er sket meget i kairos-tiden.<br />
Teksten er blevet trykt under titlen<br />
”Oppebie” og Munk erklærer dér, at<br />
”eet har der været krævet af Guds Folk<br />
til alle Tider og maatte [Jesus] altsaa<br />
ogsaa kræve af sine: at de kunde vente.”<br />
(s. 301) Denne prædikenen indeholder<br />
hans handlingsteologi i en nøddeskal.<br />
Han understreger nemlig med eftertryk,<br />
at disciplerne var i sig selv uduelige;<br />
men at deres kraft kom ovenfra. ”Man<br />
kunde ægges til at sige, at skulde de have<br />
bestaaet nogen Eksamen, saa skulde det<br />
have været en Eksamen i Uduelighed.”<br />
(s. 300) Men denne ”lille Folk, som der<br />
slet ikke var noget ved [...] men som<br />
havde været gennem al Nedværdigelse<br />
og Ydmygelse og var gaaet i sig selv<br />
og vendt om, oplevede efter den lange,<br />
svære Venten, at Gud sendte Bud til<br />
dem: Nu er Tiden inde. Og de stod op,<br />
og en ny Kraft bar dem, og hans Finger<br />
viste dem Vej, og fortrøstningsfulde gik<br />
de i Gang med Arbejdet, at bygge det<br />
nye Rige.” (s. 303)<br />
Det, jeg lige har påpeget ved dette citat,<br />
går som en rød trød gennem hele Kaj<br />
Munks liv og forfatterskab. Skal et<br />
menneske være i stand til at gribe det<br />
gunstige øjeblik, skal det forstå Guds<br />
time, må dets kraft og hovmod først<br />
knuses.<br />
12. Han sidder ved Smeltediglen og<br />
Niels Ebbesen<br />
To af de allersidste skuespil vi har fra<br />
Kaj Munks hånd beskriver også typiske<br />
kairos-situationer og den proces, et<br />
menneske med et kald er nødt til at<br />
gå igennem, før det er i stand til at<br />
øve stordåd. Vi ved, at Han sidder<br />
ved Smeltediglen blev nedskrevet på<br />
rekordtid i januar 1938 på en rejse til<br />
Paris og Berlin. Forfatterens hensigt<br />
var at tage stilling til jødeforfølgelserne<br />
i Nazi-Tyskland. Titlen er hentet fra<br />
en af Ingemanns salmer og giver en<br />
sammentrængt formulering af stykkets<br />
centrale idé. ”Den store mester kommer<br />
/ ful<strong>dk</strong>ærlig er han id, / han sidder ved<br />
smeltediglen / og lutrer sølvet med flid,<br />
/ det øjeblik han venter / og agter kærlig<br />
på, / når klarlig hans eget billed / vil<br />
dybt i sølvspejlet stå.” Selve billedet er<br />
hentet fra Malakias 3, 2-3. Skuespillet<br />
blev trykt med et motto, der kaster<br />
lys over forfatterens intention, sidste<br />
del af det 9. vers i kapitel 12 i Paulus’<br />
andet brev til korinthierne: ”Min Kraft<br />
ful<strong>dk</strong>ommes i Magtesløshed”. Titlen og<br />
mottoet tydeliggør, hvad der sker i løbet<br />
af skuespillet: professor Mensch bliver<br />
”smeltet”, sådan at han kan blive et<br />
dueligt redskab i Guds hænder.<br />
Der kunne siges meget om dette skuespil;<br />
men jeg vil dog begrænse mig til det<br />
for kairos-problematikken relevante.<br />
Det karakteristiske potteskår-motiv<br />
minder faktisk om et slags puslespil.<br />
Da frøken Schmidt i begyndelsen af<br />
stykket kommer tilbage fra sin ferie,<br />
27
har professor Mensch – en berømt tysk<br />
arkæolog – fundet de to brikker, der<br />
manglede for at få det billede færdigt,<br />
som han har arbejdet på i længere tid.<br />
Dette billede består af nogle potteskår,<br />
som han har bragt hjem efter nogle<br />
udgravninger i udlandet. Lidt senere<br />
kommer frk. Schmidt i al hast fra<br />
kælderen med den allersidste ”brik”,<br />
hvor der står en indskrift, som løser<br />
gåden om ansigtets identitet.<br />
På det subjektive plan har man på<br />
fornemmelsen, at alt dette svarer til<br />
en indvendig udviklingsproces hos<br />
forfatteren. Et vigtigt element, der indtil<br />
da manglede, er nu faldet på plads.<br />
For mig at se repræsenterer potteskårs-<br />
motivet det arbejde, der har fundet<br />
sted i Munks indre i disse år, det hans<br />
modstandere kalder hans politiske<br />
”kovending”.<br />
Det skal være helt klart, at hverken<br />
Mensch eller hans kvindelige assistent,<br />
frk. Schmidt, omvender sig<br />
til kristendommen. Det er biskop<br />
Beugel, der i stykket repræsenterer<br />
kristendommen og kirken. Han er en<br />
modig modstandsmand; men i en vigtig<br />
regibemærkning oplyser Kaj Munk, at<br />
”det er jo det ubegribelige, at han er en<br />
lille hjulbenet og snakkesalig Mand”. (s.<br />
35) Dette svarer imidlertid til en tendens<br />
i Munks senere skuespil, hvor heltene<br />
aldrig er idealiseret, og hvor de til og<br />
med har store skavanker. Dette illustrerer<br />
udmærket stykkets motto: Guds kraft er<br />
ikke afhængig af de mennesker, Gud<br />
bruger som redskaber. ”Kald mig kun<br />
Nar, men glem saa ikke, det var Narrens<br />
Embede at sige Sandheden ved Magtens<br />
Hof.” Det er i hans mund, Kaj Munk<br />
har lagt den kendte replik: ”Lad dem<br />
bare slaa os ihjel Langfredag, vi lurer<br />
dem Paaskemorgen.” (s. <strong>36</strong>-37) Han<br />
28<br />
ærer føreren, men mener, at han ”som<br />
Menneske har Brug for en Kirke til at<br />
sige sig, naar han fejler.” (s. 37) Hans<br />
våben er ordets forkyndelse:<br />
Der spiller mig en Lue herinde<br />
bag Tænderne, se, den er rød.<br />
Holder I ikke op, skal jeg tænde<br />
en Ild over Tysklands Byer og<br />
Sletter og Bjerge med den. Vi<br />
er Tusinder, vi er Titusinder,<br />
Hundredtusinder, der vil løfte<br />
vore Hænder imod jer, til I enten<br />
bøjer jer eller nagler dem, I –<br />
Farisæere, som I engang naglede<br />
hans. (s. 39)<br />
Det er ikke i biskop Beugel, forvandlingen<br />
sker. Fra at være en betingelsesløs<br />
beundrer af den tyske fører og som sådan<br />
antisemit, bliver professor Mensch et helt<br />
andet menneske. Han gifter sig til sidst<br />
med sin kvindelige assistent, nægter den<br />
udmærkelse føreren vil give ham, og går<br />
i eksil. Det gunstige øjeblik – kairos –<br />
kommer for ham, når han sætter føreren<br />
på prøve og opdager, at denne ikke vil<br />
bøje sig for sandheden. Det er i dette<br />
”sandhedsøjeblik”, forvandlingen sker.<br />
Han har ganske rigtigt fået kraft ved den<br />
overnaturlige udstråling, der udgår af det<br />
billede af Jesus, han har rekonstrueret;<br />
men denne stærke oplevelse fører ikke<br />
til hans omvendelse. Han regner med,<br />
at han vil få en søn i sin alderdom, og<br />
denne skal blive ”en god Tysker og et<br />
sandt Menneske” (s. 54) men – vel at<br />
mærke – ikke nogen kristen. Hans brud<br />
med det nazistiske styre koster ham<br />
landets største udmærkelse, han var ved<br />
at modtage fra førerens hånd, og han må<br />
desuden forlade landet. Han er derfor<br />
en slags martyrfigur og er et typisk<br />
eksempel på den proces, en repræsentant
for modstandsånden må gå igennem, før<br />
han kan opfylde sit kald.<br />
Jeg er først for nylig blevet opmærksom<br />
på, at der findes 5 forskellige u<strong>dk</strong>ast af<br />
skuespillet Niels Ebbesen 20 . Et vigtigt<br />
spørgsmål er for mig at se, at før stykket<br />
blev trykt i sin endelige form, var det<br />
planlagt, at den tyske soldat Vitinghofen<br />
og Niels Ebbesens datter, Ruth, ikke bare<br />
skulle være forelsket i hinanden men til<br />
og med skulle blive gift, lige før soldaten<br />
døde. I den endelige version glæder<br />
Niels Ebbesen sig til den tid ”da vi og<br />
vor Nabo lever Side om Side hinanden<br />
til Gavn” (Egelykke og andre Skuespil,<br />
MU, s. 260); men netop dette spørgsmål<br />
synes at have spillet en meget større<br />
rolle i tidligere versioner af stykket. Der<br />
er altså al grund til at se nærmere på<br />
tekstens tilblivelseshistorie.<br />
Det fremgår af u<strong>dk</strong>astene, at Niels<br />
Ebbesen var mere ”filosofisk” anlagt<br />
end det er tilfældet i den trykte version.<br />
Han ser, hvorledes en af hans bondekarle<br />
er blevet mishandlet af holstenerne;<br />
men hans kommentar er, at ”det er<br />
ikke Holstenerne, der har gjort ham til<br />
Krøbling [...] Det er Krigen, Gertrud.<br />
Det er den, vi skal ramme.” På samme<br />
måde nægter han at hjælpe Niels Bugge,<br />
der vil rydde grev Gert af vejen. Niels<br />
Ebbesen synes, at det er ikke godt at<br />
bruge vold. ”I vil dræbe et Menneske,<br />
Niels Bugge. Det er efter min Mening<br />
slet ikke noget Værd. (Ja) eller rettere,<br />
det er forkert, det volder Skade for det,<br />
man vil gavne.” Han fortsætter: ”Nej, det<br />
er ikke Kroppen, der skal bekæmpes. Det<br />
20 Ricardt Riis har beskæftiget sig intensivt<br />
med disse og har påbegyndt en afhandling om<br />
dette skuespil. Så vidt jeg kan se, er han specielt<br />
optaget af Niels Ebbesens holdningsskift. Han<br />
mener bl.a., at det ikke kan have været Munks<br />
hensigt at opfordre til væbnet kamp, da han skrev<br />
den første version af skuespillet lige efter 9. april.<br />
er Aand. Derudefra Voldets Aand, det<br />
ondes Aand.” Og når Ove Haase spørger<br />
ham, hvordan man bekæmper ånd, svarer<br />
han : ”Det onde bekæmper man bedst<br />
ved at lade det løbe Linen ud og opløse<br />
sig selv. Og hos os er det Splid(en)s og<br />
Svagheds Aand; den bekæmper man<br />
bedst ved at prøve at vente og holde ud.<br />
Kan man (det) gøre det længe nok saa<br />
tror jeg, man er forvandlet 21 .” Den slags<br />
teoretiske overvejelser er den Niels<br />
Ebbesen, vi kender fra stykkets sidste<br />
version, slet ikke i stand til at formulere.<br />
Han ser ud til at handle mere impulsivt.<br />
Det udløsende moment er, at grev Gert<br />
pludselig vil indrullere hans folk i den<br />
holstenske hær. Det, som fra starten af<br />
ligger ham mest på hjertet, er at bevare<br />
hjemmene.<br />
Hvorom alting er: jeg synes, at<br />
man er tilbøjelig til at undervurdere<br />
fader Lorents’ rolle. Til trods for<br />
sin uværdighed repræsenterer han<br />
kristendommen. To gange byder han<br />
holstenerne trods. Anden gang bliver han<br />
mishandlet af dem. Men det er to rigtige<br />
kairos-oplevelser, han har. Guds kraft<br />
ful<strong>dk</strong>ommes i hans skrøbelighed. I den<br />
for mig at se bedste scene i hele stykket<br />
ser man, hvorledes han opmuntrer Niels<br />
Ebbesen til at dræbe den kullede greve.<br />
Han kommer ham i møde i det rigtige<br />
øjeblik og tilskynder ham til at skride til<br />
handling. Er det måske det, Kaj Munk<br />
fremfor alt ville vise? Når han rækker<br />
Niels Ebbesen hostien, kan han ikke<br />
give nogen teologisk forklaring på<br />
dette ritual; men han finder alligevel<br />
ord, der styrker ”helten” i hans forsæt:<br />
”Det er en Hemmelighed, lad os kalde<br />
den, at Kristus besøger vort Hjerte.”<br />
(s. 248) Både den fordrukne præst<br />
21Håndskrevne manuskripter i Kaj Munk Forskningscentrets<br />
arkiv.<br />
29
og modstandsmanden Niels Ebbesen<br />
opfylder betingelserne for at opleve<br />
hver sin kairos, sin besøgelsestid.<br />
13. Kairos og kaldsbevidstheden<br />
Jeg vil afslutte med at pege på en<br />
ejendommelighed i Kaj Munks<br />
tankegang, som forbinder kairos<br />
med kaldsbevidstheden og dermed<br />
viser, at det virkelig drejer sig om et<br />
nøglebegreb hos ham. I Mest lever vi<br />
når vi dør forklarer N. Nøjgaard, at det<br />
var en ”oftere forekommende tanke”<br />
hos Kaj Munk, at ”en enkelt, kortvarig,<br />
tilsyneladende beskeden indsats kan<br />
udgøre kvintessensen af et menneskes<br />
liv”. I dette tilfælde nævner han Valdemar<br />
Rørdam, hvis ”Kongsgave til sit Folk” –<br />
i Munks øjne – var ”den knappe linje,<br />
der i sig selv alene er hans Liv værd:<br />
’Og aldrig kan et Folk forgaa, som ikke<br />
vil det selv’.” (op. cit., s. 76) I Ordets<br />
Dyst og Daad formulerer Nøjgaard den<br />
sammen tanke lidt anderledes: ”at et<br />
Menneske naar sit Livs Bestemmelse<br />
i en enkelt kort Handling”. (op. cit., s.<br />
426) Her nævnes Thomas Cranmer,<br />
fra Cant, eller Johannes Døberen, som<br />
Munk også hentyder til i en prædiken:<br />
”Johannes skal bedømmes efter, ikke<br />
hvad han var før eller siden, men hvad<br />
han var i den Stund, han øvede sit Livs<br />
Daad. Den giver ham evigt Ry...” (ibid.,<br />
s. 427) Det er også tilfælde med den<br />
sang om kong Christian IV, Johannes<br />
Ewald skrev i syngespillet Fiskerne.<br />
Digterens elskede, Arendse, mener i<br />
Munks skuespil Ewalds Død, at denne<br />
sang ”skal leve som den eneste lille<br />
Smule Evighed i hans Værk.” (ibid.)<br />
Meget betegnende betragtede Kaj Munk<br />
Niels Ebbesens dåd som en af disse<br />
gerninger som havde evighedsværdi.<br />
30<br />
Niels Ebbesen var kun en halv<br />
Nat Danmarks Redningsmand<br />
og i sine alle andre Nætter en<br />
ganske almindelig jydsk Herremand,<br />
men dog Danmarks Redningsmand<br />
i alle kommende<br />
Aarhundreder. (Dagen er inde,<br />
MU, 114)<br />
Det er afgørende at forstå det, som ligger<br />
bag den her skitserede tankegang. Det er<br />
nemlig overbevisningen om, at et menneske<br />
ikke kan præstere noget af værdi,<br />
hvis ve<strong>dk</strong>ommende ikke får det af Gud.<br />
De store handlinger bliver frembragt af<br />
Guds nåde. Derfor skal den menneskelige<br />
kraft knuses. Hermed kan Guds kraft<br />
”ful<strong>dk</strong>ommes i Magtesløshed”. Det er<br />
betingelsen for at ”Tiden og Evigheden<br />
berører hinanden”. Det er i øvrigt noget<br />
lignende Munk har villet illustrere med<br />
et af sine vanskeligste skuespil, De<br />
Udvalgte, hvor det efter eget sigende<br />
har været hans agt at<br />
levendegøre for Sind af i Dag hin<br />
Bibelens uforfærdede Tankegang,<br />
at det at være en Menneskehedens<br />
Vejviser ikke er lig med at være<br />
Expert i det Gode, at en Helgen<br />
ikke er et Dydsmønster, men en<br />
Sjæl, der tumlende mellem Sejre<br />
og Synder, selv de groveste,<br />
bærer Vidne for Slægterne om<br />
det Navn Gud. (En Digters Vej,<br />
MU, s. 82)<br />
Det er nok ikke for ingenting at to, ja<br />
tre, af hans figurer: biskop Cranmer i<br />
Cant, digteren Johannes Ewald i Ewalds<br />
Død og i en vis forstand også professor<br />
Mensch i Han sidder med Smeltediglen,<br />
forenes i det samme billede med tanke<br />
på oplevelsen af deres respektive kairos,
nemlig det skrøbelige lerkar, der skal<br />
fyldes med Guds kraft.<br />
Da skal jeg, sikker ved din Haand,<br />
ej frygte Døden mer,<br />
men ofre dig min frelste Aand<br />
paa dens nedbrudte Ler 22 .<br />
Det er i denne ånd, Kaj Munk gik døden<br />
– den uafvendelige – i møde.<br />
(litteraturlisten til Marc Auchets artikel<br />
findes på <strong>www</strong>.<strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong>)<br />
22 Munk citerer her fra et af Ewalds kendte digte<br />
”Udrust dig helt fra Golgatha”. Cf. Egelykke og<br />
andre Skuespil, s. 312.<br />
Billede fra Lolland<br />
Af Jørgen Albretsen<br />
På Stiftsbiblioteket i Maribo findes<br />
en udmærket Munk-samling med<br />
bl.a. litteratur, breve og lærer Westeds<br />
scrapbøger. Men bibliotekets specielle<br />
Munk-attraktion findes i udlånssalen,<br />
som er udsmykket med to smukke<br />
friser, udført af kunstneren Poul-<br />
He<strong>nr</strong>ik Jensen (1905-1990). På billedet<br />
herover ses en del af frisen på den<br />
østlige endevæg med personer i Munks<br />
skuespil, personificeret ved skuespillere<br />
fra opførelserne i 30’erne.<br />
Fra venstre mod højre ses fra skuespillet<br />
“Ordet”: He<strong>nr</strong>ik Bentzon som Johannes,<br />
fra “Cant”: Gunnar Lauring som<br />
He<strong>nr</strong>ik d. 8. og fra “En idealist”: Poul<br />
Reumert som Herodes, Bodil Ipsen som<br />
Cleopatra og Johannes Poulsen som<br />
Cæsar Antonius.<br />
Et besøg på “Lolland, Lavland,<br />
Lerjordsslette” (første linie i “Sangen<br />
til vor Ø” / “Lolland”, som Munk<br />
skrev i 1934) kan altid anbefales.<br />
Besøg kirkerne, hvor Munk prædikede,<br />
Maribo, med bl.a. statuen af Kaj Munk<br />
på torvet og gravstenen på kirkegården,<br />
og Opager, hvor hans barndomshjem lå.<br />
31
Formanden har ordet 4<br />
Søren Dose<strong>nr</strong>ode:<br />
Fra Munk til Muhammed…,<br />
2. internationale<br />
Kaj Munk Seminar 5<br />
Peter Øhrstrøm:<br />
Ordet/07-08 6<br />
Marc Auchet:<br />
Kairos eller det gunstige øjeblik,<br />
et nøglebegreb i Kaj Munks<br />
livssyn og forfatterskab 10<br />
Jørgen Albretsen:<br />
Billede fra Lolland 31<br />
Kaj Munk Selskabet<br />
<strong>www</strong>.<strong>munkiana</strong>.<strong>dk</strong><br />
Tryk prinfoaalborg