www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

fællesmenneskelig historie, der rækker
ud over sin tid. Det skal kunne udfordre
publikum og teaterfolk af i dag, have
vist sig holdbart i virkelighedens verden
og repræsentere et unikt håndværk. Det
skal kunne spilles i dag og give mening
for dem, der vil fortælle historien, men
først og fremmest for det publikum, der
skal modtage og bruge det. Men vigtigst
skal værket have den særlige kvalitet, at
det nærmest skriger på at blive iscenesat
og i særlig grad lever i mødet med
publikum.” (www.kum.dk)
Der kan næppe være tvivl om, at Ordet
opfylder disse kriterier. Gennem 7 årtier
– siden det i 1932 for første gang blev
opført på Betty Nansen Teatret – har
værket stået sin prøve for et kritisk
publikum, som gennem stykket er blevet
konfronteret med tilværelsens store
spørgsmål – om liv og død samt om
vort ansvar over for Gud og hinanden.
Hertil kommer, at det til overflod er
demonstreret, at værket kan fungere på
en scene.
Kulturkanonens egen website www.
kulturkanon.kum.dk, bør roses for
klarhed, smukt design og ikke mindst
masser af muligheder for at gå på
opdagelse i kanonværkerne. Her
vises vedrørende Ordet bl.a. et klip
fra opsætningen af dramaet på Betty
Nansen Teatret i 1991/92, der havde
Sam Besekow som instruktør, Morten
Grunwald som producent og Peter De
Neergaard som scenograf. Kanon-siten
gengiver ca. 6 min. fra opførelsen. Det
drejer sig om scenen med samtalen
mellem den grundtvigske Mikkel
Borgen og den indremissionske Peter
Skrædder (spillet af Aksel Erhardtsen
og John Martinus). Det er en velvalgt
scene, der er både underholdende og
engagerende. Alvorlig og morsom på én
gang!
Kanonudvalget kan dog ikke dy sig for
også at udtrykke en vis reserverethed
over for Ordet. Man kan gætte på,
at det hænger sikkert sammen med
stykkets meget stærke markering af
det kristne univers og dets betydning
for menneskelivet. Udvalget må dog
medgive, at denne kritik forsvinder som
dug for solen, når man konfronteres
med det munkske stykkes dynamik. De
skriver:
”Intet er nemmere end at kritisere Ordet.
Både for stykkets radikale genreskred
fra de første akters folkekomedie til
de sidste akter, der antager karakter
af mirakelspil. Og for den villede
djærvhed, der ofte skæmmer dialogen
og giver den et snert af kold kalkulering.
Men kritikken forstummer, for Ordet
er skrevet med en vildskab, der får en
til at sluge det scene for scene. Det er
vanskeligt at finde plads til tvivlen, så
længe man befinder sig i Kaj Munks
overspændte univers.”
Udvalgets anerkendelse af stykkets
ubetvivleligt store kvalitet må altså
gå hånd i hånd med påstanden om, at
Munks univers er ”overspændt” på en
sådan måde, at det bliver ”vanskeligt at
finde plads til tvivlen”. Disse bemærkninger
kan næppe forstås som andet end
et forsøg på at lægge kritisk distance
til den tilværelsesforståelse, der tager
udgangspunkt i troen på en almægtig
Gud, som er herre over liv og død, og
som også på en hel konkret og mirakuløs
måde kan gribe ind i almindelige
menneskers tilværelse. – Men denne lidt
7