Hent gratis bogbid fra Camp 41 – Reservatet – 1 - Forlaget Facet

forlaget.facet.dk

Hent gratis bogbid fra Camp 41 – Reservatet – 1 - Forlaget Facet

CAMP 41

RESERVATET

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

1


2

PATR ICK LEIS

Andre bøger af Patrick Leis:

Labyrinternes hersker, 1994

Bag masken, 1995

Rejsen til Cyberdrome, 1996

Bodypaint, 1997

Jagtmarken, 1998

Kalles juleeventyr , 1998

Blodsumpen 2 (Med Dennis Jügensen), 2001

Requiem, 2003

Tunnellen, 2003

Imitator, 2005

Kaninen i månen, 2005

Monsterlandet, 2006

Pax immortalis, 2006

Når mørket kommer, 2007

Psykonauten, 2007

Necropolis, 2008

Rå Rejsetips Indien, 2010

Aber der gaber, 2011

Camp 41, 2. del - Heksehammeren, 2011


PATRICK LEIS

CAMP 41

RESERVATET

1. DEL

FACET

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

3


4

Camp 41, 1. del: Reservatet

Af Patrick Leis

Copyright © Forlaget Facet

1. udgave, 1. oplag 2011

Omslag & illustrationer: Patrick Leis

Sat med Arno Pro

Printed in Denmark by Scandinavian Book

ISBN-13: 978-87-92366-68-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske eft er reglerne i lov om ophavsret af

14. juni 1995 med senere ændringer.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Læs mere på www.forlaget-facet.dk

Forlaget FACET

Vandværksvej 20B

4581 Rørvig

www.forlaget-facet.dk

PATR ICK LEIS


“Resistance is futile”

Borg Command / Star Trek

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

5


6

PATR ICK LEIS


FORTROLIGT

ERA Kommissionens statusrapport 2/886

(Forkortet af Sekretariatet for Taktisk Styrelse og omdelt

til A-borgere med ++-klassifi kation)

“Set i lyset af de forløbne måneders hændelser må det nu anses

for hævet over enhver tvivl, at vor nation står overfor

den måske største udfordring i nyere tid, og det er derfor komitéens

anbefaling, at krisen søges løst med alle til rådighed

stående midler.

Et overvældende antal indicier (se bilag 2-16F) peger på at

kimen til den igangværende pandemi skal fi ndes i medicinalbranchen,

og uagtet at Lydecker/Smith-vaccinen (pat.

007.8388/a, fremstillet og markedsført af Bophal Industries

til bekæmpelse af Downs syndrom) oprindelig blev udviklet

som modtræk til den omfattende mongolisme der opstod som

følge af IO-krisen i forrige generation, er det kommissionens

opfattelse, at netop dette præparat, i hvert fald til dels, bør

tilskrives hovedansvaret for den verserende konfl ikt.

Kuren, som havde til hensigt at forstærke patientens immunforsvar

og neutralisere det ekstra Y-kromosom der medfører

mongolisme har, ifølge kommissionens iagttagelser, en

ganske alvorlig bivirkning, idet virusset, som blev injiceret

i et stort antal forsøgspersoner, viste sig at være ustabilt og

cirka ni til tolv måneder efter påbegyndt behandling gennemgik

en reel mutation, der ultimativt resulterede i patienternes

død.

Men hvad vi i første omgang ikke var opmærksomme på

var, at der i de afdødes hjerne (nærmere betegnet hypotha-

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

7


8

lamus) stadig pågik en vis form for neural aktivitet. Der

kunne endog måles elektriske impulser og efter et tidsrum

(vekslende fra halvanden time til to dage) registrerede man

tilbagevendende, fysisk funktion. Vaccinens komponenter

var i stand til at udvikle den ekstremt smitsomme og uhyre

aggressive Judasbakterie, og på samme måde som når en

backupgenerator genstarter et elektrisk system, genopstod

en næsten hjernedød krop fra de døde.

Vi mangler naturligvis stadig en redegørelse fra de nu afdøde

/ forsvundne forskere Poul Lydecker og Merlin Smith, og

savner belæg for, hvorfra og hvordan de kom i besiddelse af

Kurens afgørende komponent, men kommissionen anbefaler

at dette spørgsmål henlægges til den efterfølgende høring,

når & hvis krisen bliver afværget, for status er, at situationen,

både regionalt og på tværs af internationale grænser, er

ved at løbe os af hænde.

Vi må acceptere genopstandelserne og Smitten som en reel

trussel mod selve menneskehedens eksistens, og vi er nødt

til at reagere på omstændighederne. Det er med dyb beklagelse

at vi har konstateret sletningen af Vismandens ID (efterforskningen

pågår stadig, red.), men fi nder det dog glædeligt

at hans sidste råd om evakuering er blevet taget til

efterretning.

Kommissionen anbefaler national undtagelsestilstand under

militær kontrol, samt akut evakuering af civilister i de

tættest befolkede byer og zoner. Til dette formål foreslås opførelse

af sikrede lejre og genetablering af de nu nedlagte,

men stadig eksisterende TNS-camps fra IO’s tid.

Må forsynet bevare os alle.”

John W. Sabroe / Veterinær patolog (på vegne af Undersøgelseskommissionen

for Epidemisk Relaterede Anliggender)

PATR ICK LEIS


Replik:

“Eftersom Dr. John Sabroe omkom to dage efter afsendelsen

af ovenstående dokument (ifølge politirapporten som følge af

fald fra en trappe) kan benævnte postulater hverken verifi -

ceres eller underbygges af forfatteren og rapportens konklusioner

må derfor anskues med fl est mulige forbehold.

Specielt bør afsnittet om ansvarsplacering tilskrives hr. Sabroes

mangelfulde evaluering.”

MVH.

H. Meyer

Koncerndirektør

Bophal Industries

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

9


10

PATR ICK LEIS


CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

11


12

C/41/K. Videkamp

Status: Fuldt operativ, Civil personage 2168, Militærpersonel

46. Opførelse af fi re nye barakker bringer totalen op på

266 boliger og 488 telte, samt 2 stk. B&C-huse.

Elforsyningen er stabil, men der anmodes om ekstra

brændstof til generatorer. Drikkevandsmanglen løst ved

brøndgravning, men supplement til alm. førstehjælp og milde

infektioner ønskes. Civilisterne er ved godt mod og graden af

samarbejdsvilje er høj. Vi har netop påbegyndt sikring mod

indtrængning fra oven, stålnet modtaget med tak.

HQ /Autorisation G. Brenner/ Offi cer

Ansøgning bevilliget, resurser medtages i næstkommende

evak.

Zone 33-36 er faldet, men Zone 12 er renset og anses for

generobret.

Lejlighedsvise udfald på com, sat og telekommunikation,

men øvrige kanaler fuldt tilgængelige. Vi forventer at befæstede

byområder holder stand og fl ygtningestrømmen mindskes.

Situationen er under fuld kontrol.

Mulighed for opbygning af centrallejre er til overvejelse.

PATR ICK LEIS


AUGUST

Små orange gnister dansede med vinden og forsvandt mod den

mørkeblå himmel. Det var stadig de lyse nætt ers tid, og sommeraft

nen var lun. Bålet blev altid tændt ved solnedgang og røgen fra

tjæret træ og fugtige buske sved i Lomis’ øjne. Som sædvanlig var

det en af de ældste der fortalte, og i fl ammernes skær krøb både

voksne og børn sammen for at fi nde tryghed i fællesskabet.

Lomis missede mod natt en. Når de daglige rapporter var blevet

fremlagt, plejede fortællingerne at begynde og folk ville rykke

tætt ere sammen mens øjnene blev blanke af håb. Hun ynkede de

håbefulde idioter. Livet var her og nu! Historierne var altid de

samme, trivielle varianter over hvad der havde været og løft er om

at alt engang igen ville blive godt. Hun lod sin tungepiercing slå

små smæld mod fortænderne og kiggede foragteligt på de mange

ansigter. Udspilede øjne og åbne munde. Selv et par af Blokkerne

sad tryllebundne og lytt ede med.

Hun havde lyst til at kaste op.

Den gamle nar til Homer som var aft enens fortæller, forblændede

sine tilhørere med fabler fra en svunden tid. Han fortalte

om gader fulde af eksotiske butikker, om parker og haver med

velduft ende blomster, og fremmanede billeder af en verden uden

pigtråd og uniformerede mænd. Måske troede han selv på at tiderne

engang ville ændre sig, måske troede han virkelig at en jeep

ville rulle ind gennem porten og fortælle at krigen var forbi og de

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

13


14

alle kunne vende tilbage; men Lomis var langt fra sikker. Uopfyldte

ønskedrømme gjorde sjælen tom, og selv om hun i starten

hver dag var vågnet op og troet at de netop i dag ville blive befriet,

havde alt for mange skuff elser hærdet hendes hjerte. Hun havde

tilbragt næsten to år af sit liv i lejren og indtil det modsatt e blev

bevist, var Camp 41 hendes hjem.

- De siger at hæren vinder frem, messede Homer med hul forhåbning

og oplæste dagens bulletiner fra lejrchefens dagsrapport,

- og at det kun er et spørgsmål om tid, før vores byer er sikret. De

daglige rationer er uændrede og vi forventer en ny konvoj fl ygtninge

i overmorgen på omkring 120 personer. Der skal foretages

uddeling af tæpper og vand til de nyankomne og vi må regne med

at bygge fi re nye langhuse da beholdningen af familietelte er ved

at være opbrugt. Desuden er den disponible tid til lægekonsultation

reduceret så det nu kun er muligt at besøge doktor Scholten

mellem klokken 9 og 14 på lige dage, men...

Lomis fnøs og rejste sig. Hun gjorde sig ikke ulejlighed med

at være diskret og misbilligende blikke fulgte hende, da hun demonstrativt

trampede af sted mellem rækkerne af forargede tilhørere.

Lad dem bare glo, hvad havde de voksne nogensinde gjort

for hende, hvad havde de udrett et for at fortjene de unges respekt?

Intet, det var dem som havde sat verden i brand! Hun gjorde tegn

til Tetris og Ulf og sammen forlod de bålpladsen.

- Hvorhen? spurgte Tetris uden egentligt at behøve et svar.

- Røret, naturligvis.

Hvor ellers?

Der sad allerede en fi re-fem Blokkere i Røret, de fl este var unge

som før evak’en kom fra etageejendomme eller sociale bebyggelser;

deraf navnet. Mai og Steve boede der faktisk permanent, men

PATR ICK LEIS


de fl este af børnene tilbragte mere tid i det nedlagte værksted end

i barakkerne og alt i alt talte slænget et par og tyve medlemmer,

selv om antallet nærmede sig det dobbelte når man regnede løsgængerne

med. - Hey!

Steve nikkede og pegede på en brun CF-pose der lå på gulvet.

- Vi har slik!

Ulf kastede sig omgående over godterne. - X-bar! Cool.

- Hvor har I scoret det? spurgte Lomis og slog sig ned på et af de

slidte bilsæder på gulvet. - Har I handlet med Jason eller været på

tyvetogt hos Vestrødderne?

Mai fnisede. - Ingen af delene, selv om jeg tror at Vest har et

ordentligt lager.

- Måske burde vi besøge dem en nat, grinede Ulf med munden

fuld af chokolade. - Det er snart længe siden.

Lomis nikkede sammenbidt. - Vi skylder dem også en returserv

fra sidst.

Teis, der sad på en omvendt trækasse og sutt ede i en halvlunken

øl, gav hende ret. - Det ville være cool at få bytt et det sidste

raid. Der er stadig maling på taget.

Lomis skar tænder. For et par uger siden havde Vestrødderne

kylet gul farve på ydervæggen og i natt ens mulm & mørke haft

held til at få skrevet en række lidet fl att erende slogans på hoveddøren.

Det mest pinlige var at ingen havde opdaget det og

hånerett en befandt sig derfor stadig hos Vest. Hun pillede indpakningen

af en rationeringschokolade med hidsige bevægelser.

Det var ikke længere så tit at man så glitt et papir og hun mærkede

en forræderisk klump i halsen. Halvglemte minder, en lille pige

foran en butik med sin mor i hånden... Med et fnys slyngede hun

chokoladen hen til Tilde, der som sædvanlig sad lidt for sig selv i

baggrunden og krammede sin lasede tøjbamse. - Her!

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

15


16

Tilde glippede med øjnene og rev skatt en til sig. Hun var en af

de mindste, men vellidt af de fl este.

- Tak.

Lomis vift ede hende af og lod som om hun fi k noget i øjet. - Nå,

hvor fi k I det så fra?

- Carstensen, svarede Steve. - Mai bytt ede godter med ham.

Mai fnisede og gav ham en albue i siden. - Så er det godt!

Lomis smilede svagt. Henrik Carstensen var en af de soldater

som forstod at klare sig. Han havde oft e vagtt jansen ved lagrene

og på en god dag kunne man opmuntre ham til at give lidt ekstra

ved at være sød. Specielt pigerne var han særdeles gavmild overfor

og de fl este havde for længst regnet ud at det betalte sig at stå

på god fod med soldaterne.

- Blev der sagt noget spændende ved bålet? spurgte Tomaz og

forsøgte at hælde petroleum på en olielampe uden at spilde for

meget.

- Næh, kun det sædvanlige, svarede Tetris med et skuldertræk

og rakte ud eft er CF-posen. - Der kommer nye folk i overmorgen

og man taler om at der måske er er udbrudt lus i østsektionen.

- Adr! Lus! Mai begyndte instinktivt at kradse sig i sit lange

blonde hår og Ulf slog en høj latt er op.

- Du kan jo trække en plastikpose over hovedet.

- Det er ulækkert! udbrød Mai arrigt. - Tænk hvis vi bliver

tvangsklippet!

Lomis rystede på hovedet. Personligt var hun ligeglad med at

blive kronraget. Hendes korte, mørkebrune hår fi k hende alligevel

til at ligne en dreng og hun havde for længst opgivet sminke.

Hendes opfatt else af skønhed havde forandret sig radikalt siden

hun kom til lejren. Før havde hun hverken haft piercinger eller

tatoveringer men nu ville hun hellere bruge sin tid på armbøjnin-

PATR ICK LEIS


ger end makeup. Hun sendte en tanke til Chris. Han klagede i det

mindste ikke. Lomis sukkede, Chris var en fi n fyr, og tilsyneladende

glad for hendes selskab. I starten havde hun troet at han

kun fedtede for hende på grund af den status hun havde opnået

i gruppen, men eft erhånden var det gået op for hende at Chris

faktisk kunne lide hende, sådan rigtigt.

Hun vidste ikke rigtig om hun var forelsket, den slags tanker

lå hende meget fj ernt, men hun havde brug for en at stole på og

Chris ville aldrig lade hende i stikken. Lomis accepterede endda

hans lejlighedsvise behov, for selv om beskytt else var svært at få

fat på, var sex en lav pris at betale for at have en allieret blandt næsten

2200 fremmede ansigter og selv uden makeup eller stilett er

var hendes krop en fortrinlig handelsvare som Lomis udnytt ede

på samme måde som de fl este andre.

Hun havde været jomfru da hun som femtenårig blev gennet

om bord på lastbilen og skrækslagen kørte bort fra den fl ammende

forstad hvor hun havde tilbragt hele sit liv. Før fl ygtningene

blev opdelt og videresendt til lejrene, var de blevet installeret i

en ryddet sportshal. Allerede eft er tre dage i de trøstesløse omgivelser

hvor folk sov i lag og skrig af smerte blandede sig med

lyden af gråd fra forældreløse børn og desperate voksne, var hendes

uskyld blevet taget af manden som havde ligget på lur ved de

ubevogtede toilett er. Hun vidste ikke hvem han var, vidste ikke

hvorfor netop hun var blevet udvalgt, men nedværdigelsen havde

blot blandet sig med de øvrige oplevelser og blevet endnu en sten

i den mur som Lomis var ved at opbygge i sit indre. De første dage

havde hun set mandens ubarberede ansigt i hver eneste fl ygtning,

genoplevet voldtægten når søvnen endelig kom krybende og hun

havde trukket sig baglæns når en af de voksne bare tiltalte eller

kiggede på hende. Men snart begyndte en em af kulde at lægge

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

17


18

sig om hendes krop og sind og som tiden gik, blev overgrebet en

ligegyldig parentes.

Sammenlignet med ildstormen i hendes gade, med hendes søskendes

død og synet af hendes moder der kæmpede for livet med

et væsen som engang havde været hendes far, var misbruget af

hendes krop kun en bagatel, og livet som fl ygtning gjorde sjælen

hård. Her i Camp 41 var disciplinen strengere, der var langt mere

orden og kontrol og kommandanten slog hårdt ned på tyveri og

overgreb.

Og heldigvis var hun ikke blevet gravid.

Tanken om et muligt mongolbarn fyldte hende med lige dele

afsky og rædsel og Lomis havde for længst lovet sig selv at hun aldrig

mere ville lade sig udsætt e for et lignede overgreb. Hun knugede

diskret kniven som altid var fastspændt til hendes støvle,

fornemmelsen af det solide håndtag fyldte hende med en ro som

hverken lægen eller de velmenende voksne kunne tilbyde.

Lomis kiggede rundt på Blokkerne i Røret. De var hendes fl ok,

de var hendes familie og resten af verden kunne for hendes skyld

gå ad helvede til.

Den var allerede godt på vej.

En tre meter bred sektion af det stålhegn som omkransede lejren,

gled til side med en brummen og tillod de tre olivenfarvede

lastbiler at rulle ind på pladsen mellem de to vagtt årne. Flere hundrede

mennesker var stimlet sammen i det tågede daggry for at se

konvojen ankomme og kommandant Videkamp rankede ryggen.

Hundredenitt en forskræmte fl ygtninge klatrede ud af lastrum

og lad, og blev bedt om at stille sig på rækker. Nogle var svært

udmatt ede, andre var syge eller sårede, men fælles for dem alle

var, at deres ansigter afspejlede den samme absurde cocktail af

PATR ICK LEIS


chok og desperation, iblandet en forsigtig taknemlighed over at

være undsluppet døden. Nogle klamrede sig til deres få ejendele,

andre støtt ede sig op ad hinanden, men langt de fl este var tavse

og bange. Lejrens beboere hviskede og pegede, men alle huskede

deres egen ankomst, og mistroen overfor de nye blev overskygget

af enten medlidenhed eller ligegyldighed.

- Klar til kontrol.

Sergent Bostrup præsenterede kort doktor Scholten og hans

stab, og viste vej mod teltet hvor helbredskontrollen skulle foregå.

Flygtningene blev drevet af sted som får, men kun de færreste

protesterede. Videkamp vippede på fodballerne, den sidste

lastvogn havde medbragt forsyninger og nogle af hans mænd var

allerede ved at læsse af. Udmærket, livslinjen var intakt og foreløbigt

ville ingen komme til at sulte.

Lejren som var bygget lidt udenfor Ørslev på Midtsjælland, var

et levn fra tiden under Io. Internatet havde engang rummet Trusler

mod Det Nye Samfund og var siden gået i langsomt forfald.

Men da byerne blev angrebet af den nye fj ende og Smitt en havde

bredt sig som en ildstorm, havde lejrene vist sig uvurderlige under

de store evakueringer. Pigtråd og vagtt årne blev repareret, barakkerne

nødtørft igt lappet og både vand- og elforsyning fungerede

att er rimeligt. Eft er den noget kaotiske opstart hvor for få soldater

skulle holde styr på for mange mennesker uden egentlig organisering,

var der nu blevet oprett et en vis rutine og disciplin. Der

blev slået hårdt ned på tyverier og fysiske overgreb, var nogenlunde

styr på maduddeling og indkvartering og Videkamp følte

at han havde gjort sin pligt og fået skabt en tålelig hverdag og et

sikkert refugium for de mange fl ygtninge. Egentlig forekom det

ham en smule ironisk at de selvsamme mure der før havde forhindret

mennesker i at slippe ud af Camp 41 nu blev brugt til afh olde

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

19


20

noget fra at komme ind, men skæbnens veje var uransagelige og

uanset hvad Videkamp ellers mente om stedet var han fast beslutt

et på at gøre alt hvad han kunne, for at få lejren til at fungere

bedst muligt.

Og krigen ville vel ikke rase for evigt. Før eller siden ville fj enden

blive slået på fl ugt og alle kunne vende hjem.

Det var i hvert fald hvad overkommandoen gang på gang havde

sagt, og indtil da mått e de bare få det bedst mulige ud af situationen.

Et arbejdshold var gået i gang med at lægge sidste hånd

på fl ygtningenes fremtidige hjem, og med lidt held kunne de nye

barakker stå færdige ved middagstid.

- Har vi madrasser og sengelinned nok?

Korporal Knudsen bladrede i sine forsyningslister og nikkede.

- Javel, sir. Der er i alt tohundrede og tolv madrasser tilbage og...

- Jeg bad ikke om en lagerbeholdning, soldat, bare et simpelt

svar.

- Javel, sir.

Videkamp vendte sig og marcherede mod kommandoposten.

Hans rang havde skaff et ham en acceptabel indkvartering i hytt e

med egen seng, men ellers var det så som så med luksus og særforplejning.

Han smed kaskett en fra sig på en knagerække og satt e

sig tungt bag skrivebordet. Videkamp havde været i hæren i næsten

tyve år, og takken for tro tjeneste havde været at gøre ham til

barnepige for en fl ok hjemløse civilister. Han formodede at generalstaben

forsøgte at gøre ham en tjeneste ved at sende ham så

langt væk fra frontlinjen som muligt i respekt for hans nu afdøde

hustru der omkom i begyndelsen af konfl ikten, men i virkeligheden

hadede han hver kvadratcentimeter af denne fordømte lejr.

Han havde endda skrevet et personligt brev om forfl ytning til general

Faulkners kamptropper, men modtog aldrig så meget som

PATR ICK LEIS


et afslag.

Videkamp rejste sig fra stolen og slentrede hen til værelsets

eneste vindue. Foran lægeteltet var køen lang. Videkamp bad til

at der ikke var infi cerede blandt fl ygtningene, det var ikke godt

for moralen at folk forsvandt. De første måneder havde man skudt

de uhelbredeligt syge, men henrett elserne havde bragt lejren i en

tilstand af oprør, og lige meget hvordan man forsøgte at anskueliggøre

smitt efaren, var der altid nogle stivnakkede humanister

som nægtede at se realiteterne i øjnene. De hylede op om at alt liv

var helligt og forstod simpelthen bare ikke at Judasbakterien var

uhelbredelig og at et enkelt tilfælde kunne starte en epidemi.

Nu foregik afl ivningerne langt mere diskret: et paralyserende

nålestik under påskud af stivkrampevaccinering og diskret natlig

afh entning, hvoreft er den smitt ede blev halshugget ude ved

fællesgraven mens han stadig var bevidstløs. Flere af de udvalgte

soldater mått e eft erhånden tildeles betænkeligt store doser beroligende

midler, men i det mindste havde man fået lukket munden

på de værste kværulanter.

Kaptajnen satt e sig tilbage til skrivebordet. I den sidste måned

havde han bemærket at der kom stadig færre ordrer og rapporter,

men havde hidtil haft held til at skyde de bange anelser fra sig.

Så længe forsyningerne blev ved at rulle ind, skulle det nu nok

gå. Han havde femogfyrre veltrænede soldater under sig, rigeligt

med ildkraft til at holde fortet under et eventuelt angreb, og selv

hvis rygterne om fl yvende smitt ebærere viste sig at være sande,

ville Nett et som var på nippet til at blive færdiggjort forhindre,

at der slap infi cerede fugle ind. Joh, de skulle nok klare skærene

til hæren fi k nedkæmpet fj enden, det var bare at bide tænderne

sammen og vente.

Men kaptajn Videkamp ville nu alligevel hellere have gjort tje-

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

21


22

neste med en pistol end en kuglepen.

Aft ensrationen bestod af kartofl er og et grødlignende sammenkog

af forskellige grøntsager. Spisebarakken havde plads til cirka

fi rehundrede gæster og salen var næsten fyldt. Neonrørene i loftet

var tilslutt et en af lejrens mange generatorer og selv om det

stadig var lyst udenfor, var de allerede tændt. Lysene tiltrak de fl este

af fl uerne og gjorde aft ensmaden til en acceptabel oplevelse.

Der lød spredte samtaler og klirren fra bliktallerkener og billigt

bestik. Flygtningene spiste i hold og køkkenet var altid i gang.

Lomis sad for sig selv ved et af de fj erneste borde. Rundt omkring

hende var aft enholdet ved at indfi nde sig og de fl este havde faste

pladser. Folk oplevede livet i lejren meget forskelligt og spisesalen

var et godt sted at studere mennesker. Nogle sad næsten apatiske

og stak til deres mad, andre gestikulerede og talte, mens de skovlede

i sig. Et par af de nyankomne stod usikkert med deres tallerkner

uden helt at vide hvor de skulle gøre af sig selv, men Lomis

havde ikke lyst til at tilbyde dem en af de tomme pladser ved sit

bord. Hun havde heller ingen appetit og tog kun et par skefulde

grød, før hun skubbede tallerknen fra sig.

- Er prinsessen kræsen?

Hun kiggede op mod Jason Khan, der næsten lydløst havde

slået sig ned på den anden side af bordet.

- Jeg har ikke rigtig lyst til at spise.

Jason huggede sin mad i sig på rekordtid. - Du bestiller bare

ikke nok til at blive sulten.

Lomis sendte ham et vredt blik. - Hvad fanden ved du om det?!

- Jeg har da ikke set dig deltage i bygningen af de nye barakker

eller knokle på lagrene for nylig, svarede Jason og ræbede. - Går

du og pjækker fra arbejdsopgaverne?

PATR ICK LEIS


- Har du måske selv lavet noget? spurgte Lomis irriteret. - Eller

har du som sædvanlig bare sat andre i gang?

Jason lo sin hæse latt er. Han havde været med på den første

lastbil der rullede ind bag trådhegnet og havde tilbragt over tre år

i Camp 41. - Som en af de “gamle” opnår man visse privilegier og

desuden slider jeg i det i kiosken.

Lomis rystede på hovedet. Somme tider virkede Jason fandeme

så glat og overfl adisk, at man skulle tro han var dyppet i Tefal.

- Sortbørshandel er ikke et arbejde!

- Der tager du fejl, smilede Jason og begyndte at stange tænder

med en fl ækket tændstik. - Jeg har skam en vigtig funktion herinde.

- Jaså?

- Uden mig kunne folk ikke få hvad de havde brug for, hverken

af materielle ting eller oplysninger. Jeg gør folk glade... Nåhja, tilfredse,

i hvert fald, og forestil dig hvad der ville ske i denne lejr

hvis alle begyndte at skændes. Åhja, fortsatt e han og lænede sig

tilbage i stolen og foldede hænderne bag nakken. - Et oprør ville

ikke være noget du har lyst til at opleve.

- Tror du virkelig det kunne ske? hørte Lomis sig selv spørge

uden egentlig at ville høre svaret.

- Sådan helt bogstaveligt?

- Den oplysning koster, svarede han med et grin, - men her er

en tanke som jeg vil dele med dig helt gratis: Der var femten mongolbørn

blandt de nyankomne.

Lomis rynkede panden. - Så er der næsten tres i lejren, sagde

hun eft ertænksomt. - Hvor fanden skal man få plads til dem?

- Det er ikke pladsen der er det mest presserende, svarede han

roligt, - spørgsmålet er nærmere om der på sigt vil være medicin

nok til alle hvis der skulle udbryde en epidemi af en slags.

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

23


24

- Mener du infl uenza eller sådan noget?

- Kolera eller dysenteri, sagde han uden at fortrække en mine. -

Mongolerne kræver fl ere resurser end andre og så vidt jeg ved, er

de ikke alle sammen lige nøjeregnende med hygiejnen.

- Shit, mumlede Lomis bekymret. - Det havde jeg ikke lige

tænkt på.

Jason sendte hende et kort, ulveagtigt smil og kørte en hånd

gennem sit halvlange, fi ltrede hår.

- Hver mand for sig selv. Mad og medicin kan vise sig mere end

svært at få fat på hvis systemet bryder sammen, og kan du så forstå

at jeg værner om min kiosk?

Lomis bed sig let i underlæben, måske var Jason slet ikke så

dum endda. Han var knapt fyldt tyve, men hans ansigt var furet

og hårdt som en der havde levet meget længere. Han var høj og

senet, og begge arme var næsten dækkede af hjemmelavede tatoveringer.

Mange af de forældreløse unge i lejren udsmykkede

deres kroppe på forskellig vis. Nogle havde som Lomis piercinger

i ansigtet eller på kroppen, andre skar eller prikkede tegn og

symboler på kroppen og fyldte tusch eller blæk fra kuglepenne

i sårene. De fl este skrev enten navne på døde eller forsvundne

familiemedlemmer, datoer eller tilhørsforhold, mens andre fi k

tegnet symboler eller mønstre. Lomis selv havde fi re tatoveringer

som en kunstnerisk fyr der hed Tomaz havde ridset i hendes krop

med en skalpel, og udover ringene i tungen og øjenbrynet, havde

hun selv skåret fem streger i venstre underarm. En for hver af de

nærmeste hun havde mistet.

- Mødes I stadig i Røret?

Lomis nikkede kort. - Jah...

- Det er nok snart slut for de mindstes vedkommende, sagde

Jason og trak en cigaret op fra en krøllet pakke i sin bæltepung.

PATR ICK LEIS


- Man har snakket om at gøre skoleundervisning obligatorisk, så

rollingerne får nok at se til.

- Et par af dem vil sikkert blive glade for at have noget at give sig

til, svarede Lomis uinteresseret, - men de fl este vil formodentlig

slet ikke kunne sidde stille.

- Komiteen vil indføre mødepligt, sagde Jason henkastet og

blæste en røgsky op mod bliktaget. - Tvangsindlæring om du vil.

- Det er jo latt erligt. Hele samfundet udenfor er i opløsning og

de fl este af småungerne er sgu så kulrede at de begynder at hyle

eller opføre sig som vilde dyr lige så snart der er noget som går

dem imod.

- Det er derfor man vil forsøge at give dem noget struktur.

Lomis rystede på hovedet. - Hvad vil man gøre hvis de ikke

møder op? Give dem eft ersidninger eller skyde dem ved daggry?

Jason sendte hende et smil der ikke helt nåede øjnene. - Aner

det ikke. Fiksere dem i C-huset måske... Nå, det korte af det lange

er at hele borgergruppen fra Sydblokken var vældigt oppe at ringe

over forslaget og de holdt møde hele aft nen. De elsker at lave regler

og fremsætt e forslag, og man skulle fandeme tro at de regnede

med at vi skulle blive her for evigt.

- Det ender sgu med at de erklærer lejren for et selvstændigt

land, mumlede Lomis og kom mod sin vilje til at trække på smilebåndet.

- Hvad siger kommandanten til det?

Jason trak på skuldrene. - Videkamp er vist ligeglad. Så længe

der er ro, lader han borgergrupperne gøre som de vil.

- Jeg tænker tit på hvad der vil ske når krigen er forbi, sagde

Lomis lavmælt. - Hvad vi kommer hjem til, hvor vi skal gå hen...?

- Lad mig opstille en anden interessant hypotese, sagde Jason

og tog et dybt drag af sin cigaret. - De fl este accepterer at vi er

nødt til at blive her et stykke tid, men forestil dig at hæren slet

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

25


26

ikke vinder og dett e ender med at blive vores permanente hjem.

Lomis sad som fastfrossen i noget der føltes som en evighed.

Den tanke havde hun aldrig gjort sig, ikke for alvor. Scenariet

virkede utænkeligt. Hun havde med vilje begravet håbet om at

befrielsen kom netop i dag, men hvad hvis det nu aldrig skete,

hvad hvis hun endte sine dage her i lejren? Hun kunne dårligt huske

sit gamle liv, havde slået sig til tåls med at skulle være her i en

periode, men hvad nu hvis...

- Og forestil dig så at forsyningerne slipper op en dag, fortsatt e

Jason uden at tage blikket fra hende. - Gad så vide om vi ikke selv

ville ende som kannibaler.

- Hold dog kæft !

- Jaja, du tænker sikkert at det aldrig kunne gå så galt, sagde

Jason alvorligt, - men hvis det nu virkelig skulle gå ad helvede til,

så...

- Unge mand! Vil du venligst lade være med at ryge indenfor.

Vi sidder og spiser.

Jason vendte sig mod nabobordet hvor en tynd, midaldrende

dame ved navn Ann Magret sad med armene over kors og så forarget

ud. - Man må slet ikke ryge herinde.

- Siger hvem?

- Det må man bare ikke! Det lugter og jeg vil ikke sidde og blive

syg fordi...

Jason begyndte at le. - Hele verden er ved at bryde sammen,

sagde han syrligt, - og alligevel bekymrer du dig om bagateller.

Måske fortjener vi i virkeligheden at uddø.

- Nej nu må du virkelig! Jeg synes bare at...

Lomis rejste sig fra bordet og bar sin tallerken hen til stativet

med bakker og opvask. Hun orkede ikke at høre mere snak. Ude i

det fri kunne man i det mindste være i fred med sine tanker. Når

PATR ICK LEIS


man var alene kunne man glemme det hele.

Hun gik op på bakken ved det nordvendte hegn. Herfra kunne

hun se ud over heden som vist for nogle år siden havde været en

mark. Lyng og krat overtog langsomt jorden og braklandet strakte

sig fl ere kilometer til begge sider. Bagved lå skovene, og endnu

længere borte, langt ude af syne, stod ruinbyerne med de tomme

huse. Hun satt e sig ned og lagde armene om sine knæ. Hundetegnet

om hendes hals raslede svagt i vinden. Hun kunne dårligt huske

navnet på den gade hvor hun havde boet før Svøben lagde sig

om kloden, men besynderligt nok genkaldte hun sig uden besvær

duft ene af syrenerne i gården og den sødmefyldte smag af hendes

moders vaniljekranse. Lomis bed tænderne sammen. Fortiden

var væk og hun ville fanden tage mig ikke sidde her og have ondt

af sig selv.

Næh, den nye verden var kommet for at blive og hun havde

tænkt sig at tage hvad hun kunne.

Brian Waztac kunne ikke sove. I de andre senge lå hans bofæller

og snorkede eller drejede sig uroligt, men Brian lå vågen og

anspændt. Han havde savlet de sidste par nætt er fordi han glemte

at lukke munden og der havde dannet sig en sårskorpe i hans ene

mundvig. Han kløede distræt på såret mens han intenst spejdede

ud i rummet. Han holdt godt øje med væsnet der kiggede tilbage.

Brian var ikke bange for mørket, men han var bange for det som

gemte sig i mørket, og de blå øjne i loft et ventede bare på, at han

skulle begynde at drømme. Han havde øvet sig i at blinke meget

hurtigt, så væsnet ikke troede at han faldt i søvn. En af Passe-pådamerne

listede rundt i sovesalen og sikrede sig at alle lå godt og

lunt. Hun lagde tæppet til rett e om den rødhårede, blege dreng

i den sidste seng, der ikke rigtig kunne tale, og sikrede sig at de,

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

27


28

som ikke ville blive liggende, var spændt ordentligt fast. Hun plejede

også at komme forbi Brians seng, men han kneb bare øjnene

lidt sammen og trak sit lange pandehår ned, for i mørket kunne

hun ikke se at han stadig var vågen hvis han lå helt stille. Han lyttede

til hendes skridt så han vidste hvornår han skulle lade som

om han sov, men blikket forlod aldrig de to øjne som kiggede ned

på ham fra loft et.

Hele sit liv havde Brian vidst at nogen pønsede på at stjæle hans

øjne, og han skjulte dem ved at kikke ned og gemme dem bag sit

pandehår. Han ville ikke have at nogen rørte hans hår, og når plejerne

på hans gamle hjem forsøgte at klippe det, kunne han ikke

lade være med at skrige og blive rigtig bange. Her i lejren havde

de heldigvis ikke ofret hans frisure megen opmærksomhed, så

når han ud på morgenen alligevel faldt i søvn, hjalp håret med

at skjule ham for øjnene i loft et. De nye Passe-på-damer havde

ganske vist sagt at øjnene bare var to striber måneskin som faldt

ind gennem en utæthed i trævæggen bag hans seng, men Brian

vidste bedre.

Det var kun et par stykker som boede i B-huset som ikke var

mongoler, men Brian blev født som en sund og helt almindelig

dreng. Han kunne ikke rigtig huske sine forældre. I det hele taget

huskede han ikke ret meget eft er bilulykken, men den glemte han

til gengæld aldrig. Han havde siddet på bagsædet af Mazdaen på

den mørke landevej og sludret med sine forældre og stemningen

havde været rigtig hyggelig selv om han havde spist lidt for meget

hos tante Bodil. Hans far lavede en sjov parodi på tantens sure

mand og havde vendt sig lidt om i forsædet for at grine med Brian.

Brian kunne genkalde sig hans smil men ikke ansigtet og pludselig

var de to ildkugler dukket op på den mørke landevej, lige

foran bilen. Han blev slynget ud gennem forruden da de ramte

PATR ICK LEIS


den modkørende vogn og senere havde folkene i de hvide kitler

sagt at der vist var sket noget med hans hoved og at hans mor

og far ikke var der mere. På institutionen hvor rare folk forsøgte

at lære ham at tale og gå på toilett et selv, svandt billedet af hans

forældre gradvist, men tanken om øjnene der var dukket op i den

mørke nat på landevejen og lyden af skrigende metal forlod ham

aldrig. Den nat ulykken skete, fornemmede Brian tydeligt, hvordan

de lysende øjne forsøgte at suge hans egne øjne til sig, stjæle

dem ud af hans hoved og siden da havde Brian følt at der altid var

nogen der kiggede og fulgte ham opmærksomt. Nogen gange var

det tilfældige mennesker som stirrede på Brian, men andre gange

fornemmede han at frygtelige skyggevæsner lurede i hjørnerne

med øjne som lignede lysplett er eller forlygter. Passe-på-damerne

sagde at de bare var et “pronugt af hans fanasi” men Brian lod

sig ikke snyde. Uhyrerne blev stadig mere virkelige, og på et eller

andet tidspunkt ville de komme mens han sov for at hente hans

øjne.

Omkring ham snorkede mongolerne stadig, men i B-huset lå

Brian vågen til det tidlige morgengry og tænkte på, om der muligvis

var en måde at narre de væmmelige væsner på.

Måske kunne det lade sig gøre, for her for et par dage siden havde

Brian set noget der gav ham alle tiders ide.

Kommandant Videkamp havde tilbragt hele formiddagen med

at inspicere barakker og hilse på de nyankomne. Han havde forklaret

lejrens rutiner så oft e at han nærmest kunne dem i søvne,

men heldigvis var listen over regler ikke lang. Brusebad foregik

eft er inddeling hver tredje dag, to måltider dagligt og jævnlige

opgaver til de arbejdsduelige, udvælgelse af en repræsentant fra

hver baraksektion og ugentlige briefi ngs.

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

29


30

- Men lejrens vigtigste regel er, at hovedporten forbliver lukket,

sagde han og pegede sigende mod tårnene ved stålhegnet, - Ingen

forlader lejren uden min skrift lige tilladelse og vagterne har ordre

til at skyde hvis nogen forsøger at komme ind.

En midaldrende mand i et støvet jakkesæt rakte forsigtigt en

hånd i vejret.

- Ja?

Manden rømmede sig og trådte et skridt frem fra rækken af nyankomne

Jeg hedder Kent Rasmussen og jeg ville bare høre om

vi overhovedet ikke må forlade lejren?

- For min skyld gerne, svarede Videkamp og skød brystet en

anelse frem. - Det kræver blot en underskrift så vi har check på

antallet af beboere, men det er vigtigt at forstå, at porten kun åbner

udad.

- Hvad mener De...? spurgte Rasmussen undrende. - Kun udad?

- Hovedporten er ikke en svingdør, og ingen kommer ind uden

at være registreret af et opsamlingshold. Vi ved alle hvor let et udbrud

kan opstå, og jeg skal ikke have nogen til at rende rundt med

en infektion som ikke er blevet opdaget. Selv Recon-patruljerne

bliver underkastet en grundig undersøgelse eft er hver mission

og det endda selv om de ikke har mødt så meget som en eneste

fj e n d e .

- Jamen...

- Dett e er ikke til diskussion. Vi ved at infektionen overføres

ved bid og rift er, men det er ikke blevet verifi ceret om det er den

eneste måde man kan blive smitt et på. Forstil jer at virussen ikke

behøver en værtskrop men kan overleve på sten, en træstub eller

i en stump afrevet tøj, og at en soldat uforvarende rører ved en

sådan smitt ekilde...

Der udbrød spredt, urolig mumlen fra tilhørerne og komman-

PATR ICK LEIS


danten manede til ro.

- Der er intet der tyder på at sygdommen kan spredes på denne

måde, men jeg vil ikke tage chancer så alle uden undtagelse får

taget blodprøve før indtrædelsen i lejren og vi har ikke uanede

resurser til vor rådighed. Andre spørgsmål?

- Ved man hvornår vi kan komme hjem? var der en som spurgte,

og straks eft er stemte andre i. Videkamp mærkede sine skuldre

synke, det var det samme med hvert eneste nyt hold. Hvad gør

regeringen, hvem har ansvaret og kan vi få fl ere tæpper?

- Vi udsender daglige rapporter, svarede han til sidst, - og nu

vil sergent Bostrup her besvare alle administrative og praktiske

spørgsmål. Tak for jeres tålmodighed og velkommen til Camp 41.

Han nikkede til sergenten som stod klar med lister og navnetags

og forlod fællessalen uden at vende sig om.

Hun vandrede ned gennem den støvede hovedgade med et

håndklæde over skuldrene og en pose sæbe og rationeringsshampoo

i hånden. På begge sider lå barakkerne, en samling grågrønne

skure der pludselig var blevet hjem for over enogtyvehundrede

desperate mennesker. Der boede mellem seks og ott e personer i

hver af de små stuer, de mest funktionelle mongolbørn blev indkvarteret

i B-huset og kun de allermest ressourcekrævende retarderede

(samt de der som følge af krigen havde udviklet alvorlige

psykoser eller svære psykiske lidelser) var stuvet sammen under

konstant overvågning i den mørkegrå C-blok. Så man lejren fra

oven lignede den et kors hvor de interimistiske boliger lå opdelt

i fi re sektioner med hvert sit fællesrum, kantine og bad. Lomis

boede i sektion Nord og i hendes kvarter var der opført toogfi rs

huse. I lejrens centrum lå soldaternes kaserne og midt i hver kvadrant

var der gravet en brønd som næsten gav vand nok til at op-

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

31


32

fylde det daglige behov. Lossepladsen og tørrestativerne var placeret

i det vestlige hjørne, teltpladsen (forbeholdt de som var syge

eller på anden måde uegnede til at bo i barakkernes fællesstuer)

var gemt af vejen på lejrens sydside og mod øst lå hovedporten,

felthospitalet og lageret, samt en garage til lastbiler og militærkøretøjer.

Der var en bakke på nordsiden hvor der voksede træer og

buske, men ellers fandtes der intet andet end fl ad og udpint jord.

Flygtningene gik rundt i grupper, hang på plænen ved hegnet

eller sad alene og stirrede tomt ud i intetheden, mens den ene dag

ubemærket gled over i den næste. Før krigen brød ud havde de

måske haft arbejde og omgangskreds, hygget sig på altaner eller

forhaver og gået i biografer eller travet rundt i hyggelige parker,

men bag trådhegnet syntes verden at være gået i stå og den lumre

varme nærmest dirrede af indebrændt energi. Lomis skævede

diskret mod Belinda og Vita Andreasen der sad og stoppede sokker

i aft ensolen på en trappe. I deres gamle liv havde de sikkert

bare smidt strømperne ud og købt nye. Hun vidste egentlig godt,

at tilværelsen for de fl este ikke havde været lett ere da de var frie.

Arbejdsløsheden var stor, stat og multinationale fi rmaer kontrollerede

borgernes tilværelse og færden, men tiden har det med at

tone selv de værste minder lyserøde.

En fl ok drenge spillede bold op ad en mur og oppe i det nærmeste

af de ott e vagtt årne som var placeret langs pigtråden, kunne

hun skimte omridset af bevæbnede mænd. Et byggehold var ved

at udspænde enorme net over lejren, himlen blev opdelt af ruderformede

stålwirer. Hun nikkede til et par soldater der stod og røg

i skyggen af et halvtag og håbede at der ikke var kø ved badet.

Hun ventede i næsten et kvarter og bankede hårdt på masonitpladen

der afskærmede brusekabinen. - Du bruger alt vandet!

Der lød en brummen fra den anden side, men da Lomis att er

PATR ICK LEIS


hamrede på væggen, blev hanen slukket. - Jaja!

Lidt eft er kom en fed mand til syne i døren. Han havde et lyseblåt

håndklæde om livet og en skurebørste i hånden. - Tag den

med ro, unge dame.

Lomis sendte ham et foragteligt blik. Jim Olsen havde større

patt er end Mai. - Jeg har tid nu og vi skal spare på vandet.

- Du skal nok komme til, gryntede han tvært, - jeg skyndte mig

så meget jeg kunne.

- Det er jo ikke min skyld at du har så meget fl æsk at vaske.

Fedejim rystede på hovedet, men forfulgte ikke diskussionen.

Lomis fulgte ham med øjnene. Hun kunne næsten fornemme jorden

gynge da han sjoskede ned mod barakkerne. Hun trak bukserne

og hætt etrøjen af, lagde forsigtigt kniven fra sig på gulvet

og lo bistert for sig selv, da hun trådte ind under bruseren. Føj,

han burde fandeme ha taget en trøje på, for det krævede næsten

en våbentilladelse at være så grim. Vandet var lunkent, men de to

ugentlige afvaskninger var guld værd. Hun følte minder og sorg

blive skyllet af kroppen sammen med støv og snavs, sjælen blev

renset lige så omhyggeligt som kroppen. Sæben sved en smule.

Den var langt fra de lotions og bodyscrubs hun plejede at bruge,

men i det mindste blev man ren.

Tankerne om barndomsgaden kom krybende. Sol på terrassen

og en mor hun dårligt kunne huske ansigtet på. Rosenbuskene

der skulle klippes og fl okke af stære ved midsommer. En tåre

blandede sig med dråberne fra det rustne brusehoved og forsvandt

lydløst i afl øbet.

Ingen havde for alvor taget advarslerne alvorligt. Man havde jo

altid hørt om infl uenzalignende epidemier fra både fugle og svin,

og hvorfor skulle denne være værre? Ingen af Lomis’ søskende

var mongoler, de fl este blev jo født i mindre velstående familier

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

33


34

og man kunne jo ikke tage alle andres bekymringer på sin kappe.

Så da mongolerne begyndte at dø eft er Lydecker/Smith-vaccinen,

trak hendes far bare på skuldrene og sagde at det nok var det

bedste.

Og hvem kunne have forudset, at de ville genopstå som udøde

kannibaler?

Lomis bed sig i hånden. Tårerne trængte sig for alvor på og nogen

bankede forsigtigt på væggen. Hendes fem minutt ers badetid

var for længst overskredet, men hun ville bare blive her, stå under

vandet og gemme sig for virkeligheden.

I takt med at nyhedsudsendelserne bragte stadig mere alarmerende

indslag, kunne man fornemme at der bredte sig en stigende

lovløshed i byerne. Der begyndte at dukke graffi ti op på husmure

og togstationer, gaderne blev ikke længere rengjorte og hendes

far berett ede om fi rmakrak og fyringer. Hun så unge komme kørende

i biler med nedrullede vinduer og høj musik fra skratt ende

anlæg og snart hørte man om overfald og plyndringer i storbyerne.

Men alligevel var hendes bydel rolig, de velhavende havde forsyninger

nok og man passede stadig haven og gik ture med hunde

og barnevogne. Det skulle nok gå over, fortalte folk hinanden, og

så en morgen var det utænkelige alligevel sket.

Den første af de levende døde som havde travet hen ad vejen,

lige der, på deres villavej, havde bidt fru Lübke som klippede sin

hæk. Hun havde troet at drengen var syg og spurgt om hun skulle

ringe eft er nogen. Man skulle aldrig, aldrig hjælpe andre, man

skulle altid først og fremmest passe på sig selv! Lübke var blevet

syg og døde to dage eft er, og da hun genopstod nåede hun at smitte

både sin mand og den ene af bedemændene. Dereft er havde

virussen spredt sig som en steppebrand og fl ere og fl ere udøde

begyndte at dukke op i kvarteret.

PATR ICK LEIS


- Undskyld, men er du snart færdig?

Lomis vred håndtaget om og lukkede for vandet. - Ja for fanden!

Hun tørrede håret med hidsige bevægelser og stak i sit tøj.

Ingen vidste hvem der havde smitt et hendes far, men de så

ham og hendes tre mindre søskende stå som underligt leddeløse

dukker ude på græsplænen samme nat som militærets opsamlingsvogn

svingede ind på vejen. Hun fl ygtede da glasdøren mod

haven knustes, løb ud mod forlygterne og de bevæbnede mænd,

mens hendes mors skrig rungede gennem huset og hendes stamtræ

visnede og gik ud.

- Det var du søreme længe om.

Lomis værdigede ikke Anna Corfus, som stod og ventede utålmodigt

foran brusekabinen, så meget som et blik, men gik forbi

hende med stive skridt. Hun smed håndklædet og sæben fra sig

i rummet som hun delte med syv fremmede mennesker og marcherede

direkte ned mod Røret. Måske havde hendes venner noget

sprut!

Aft ensolen fi k støvet i vinduet til at danse og Ann Magret hentede

en klud og en spand med vand. Hun rengjorde karmen med

langsomme, metodiske strøg og vred dereft er kluden op. Det var

godt at arbejde, fysisk aktivitet gjorde sjælen stærk. Hun sendte

et kritisk øjekast rundt i den simple barak. Fire voksne og et

barn boede sammen på fj orten kvadratmeter. Sandelig noget

andet end hendes gamle hjem i Hvidovre hvor kniplingsdugen

lå udspændt over et højpoleret rosentræsbord med plads til tolv

personer og messinglysekronen i læseværelset spredte sit gyldne

lys over bogreolerne og øreklapstolen hvor hun havde tilbragt så

mange timer med at studere de hemmelige skrift er. Nu boede en-

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

35


36

kefrue Ann Magret Bøgebirk i et rum af rå brædder uden tæpper

på gulvet og uden sølvtøj eller fi ne tallerkenrækker at hvile øjnene

på. Hun mått e derimod dagligt tåle synet af Josh Gerner der

ikke bestilte andet end at ligge og dovne på sin madras og fi nde

sig i at både Louise Hansen og Palle Lund lejlighedsvis bandede

eller på anden måde opførte sig upassende. Kun den lille pige var

en acceptabel bofælle, men hun løb næsten altid rundt i lejren, og

det endda helt uden opsyn.

Ann Magret smed spildevandet ud ad døren og fandt sit sytøj

frem. Naturligvis havde hun både insisteret, krævet og forlangt at

blive fl ytt et til en enebarak eller i det mindste et hus uden mænd,

men kommandanten ville ikke blande sig i interne boligønsker og

en udelukkende kvindebeboet hytt e med ledig plads var åbenbart

ikke sådan at opdrive. Ann Magrets eneste privatliv bestod i det

forhæng hun havde udspændt i loft et foran sin madras, og hun

glædede sig mere end de fl este til krigen var forbi. Hver dag blandt

disse lade og urene skabninger var en næsten ubærlig prøvelse og

det krævede store anstrengelser at holde tand for tunge. Hun vidste

hvorfor krigen var udbrudt, vidste hvad menneskets lidelser

skyldtes, og selv om stupide og indskrænkede folk for mange år

siden havde forsaget Det Evige Rige, vidste Ann Magret at dagen

ville oprinde, hvor synderne blev straff et og Guds ord att er ville

blive hørt. Hun sendte en tanke til de forbudte sider som lå gemt

under hendes madras og tillod sig et lille smil. Bogen var det eneste

hun havde haft med sig under evak’en og hun havde klogelig

holdt den skjult. Tiden var endnu ikke inde til at genoplive de

hellige ord, men dagen kom stadig nærmere.

Alt hvad hun skulle vente på var, at forholdene blev bare en lille

smule værre, for bange mennesker havde det med at gribe ethvert

halmstrå når alt håb synes ude, og hun havde tilfældigvis en hel

PATR ICK LEIS


høstak af frelse, som hun hellere end gerne ville dele ud af.

Om så folk ville have det eller ej.

Hendes bamse talte til hende. Det havde den altid gjort, men

eft er dengang hvor soldatermændene hentede hende og sagde at

hun skulle bo lidt tid i en lejr med pigtråd og det hele om, var Hr.

Knut begyndt at sludre rigtig meget. Tilde kildede teddybjørnen

på maven og gav den et stort kram. Hun sad i Røret og fulgte delvist

med i hvad de store børn talte om. Dengang hun boede med

sin familie på den lille vej i udkanten af byen var det altid sin mor

og far hun lytt ede til, men de var der jo ikke mere. Nu var alle de

voksne i lejren hendes nye mor og far, men nok mest Ann Magret

og Josh, som hun boede i barakken med. Men Ann Magret var

altid så alvorlig og talte meget om moral og synd og kedelige voksensager,

så Tilde ville hellere gå rundt i lejren eller sidde i Røret

med de andre børn. De havde lavet bål på gulvet, ikke lige så stort

som det der oft e blev tændt om aft enen ude bag barakkerne, men

bare et lille et som Tetris og et par af de andre drenge sad og prikkede

til mens de sludrede om vind og vejr og hvad de skulle lave

når de engang kom hjem.

Den store pige med alle ringene i ansigtet kom ind ad døren og

så sur ud og gad ikke være med da et par af Blokkerne foreslog at

spille Reb. Tilde kunne ellers godt li hende, for Lomis delte altid

sit slik og svarede pænt hvis Tilde spurgte hende om noget.

Men i dag så hun ikke engang på Tilde, men satt e sig bare hen

til bålet på gulvet og begyndte at drikke øl.

Tilde krammede Hr. Knut tætt ere ind til kroppen og følte sig

lidt udenfor.

(du skal ikke være ked af det fr u Tilde, fr u Lomis er bare træt)

Måske er hun ked af det? sagde Tilde uden at bruge ord. Hun

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

37


38

kiggede dybt ind i Hr. Knuts store, brune glasøjne, og så nikkede

Hr. Knut forsigtigt med sit plyshoved.

(Hun savner sikkert også sin mor og far, også de store børn bliver

trætt e når de spekulerer for meget)

Tilde svarede at det havde Hr. Knut sikkert ret i, og så bestemte

hun sig for at sidde helt stille uden at forstyrre nogen, for det ville

fru Lomis sikkert sætt e pris på, og måske faldt der et par godbidder

af.

Korporal Knudsen lagde dyngen af formularer og rapporter fra

sig på skrivebordet og Videkamp mærkede sine skuldre synke.

Knudsen stod i retstilling som til en parade og stirrede stift på et

punkt lige over kaptajnens hoved. Dont kill the messenger, tænkte

Videkamp sammenbidt, soldaten gør jo bare sin pligt. - Noget

jeg bør være specielt opmærksom på?

- Vi har fået indkvarteret de sidst ankomne fl ygtninge, annoncerede

Knudsen med høj stemme og løft ede hagen en anelse, -

men hereft er begynder det at knibe med pladser og materiel.

Ifølge lageroptælling er beholdningen af feltsenge og madrasser

nede på fi re styks og...

- Kortfatt et, afb rød Videkamp irritabelt. - Lad mig for guds

skyld nøjes med overskrift erne, og skru venligst en smule ned for

volumen.

- Ahm, godt så, mumlede korporalen og rømmede sig forlegent.

- Vi har fødevarer til godt to måneder endnu, men lejrens

kapacitet er ved at nå smertegrænsen og det bliver svært at fi nde

plads til fl ere beboere hvis rygterne om endnu en overførsel viser

sig at være sande.

Videkamp nikkede træt. De seneste meldinger fra HQ /Sjælland

var ikke opløft ende og han tvivlede ikke på at man ville

PATR ICK LEIS


forsøge at prakke ham fl ere fl ygtninge på, hvis byerne omkring

Slagelse også faldt. Han drog et dybt suk. Naturligvis blev det

fortalt at situationen var stabil, at tilbagetrækningerne kun var af

strategisk karakter, men Videkamp havde for længst lært at læse

mellem linjerne og på militærsprog stod der kort & godt at hæren

var på skideren. - Hvordan er moralen?

Korporalens blik fl akkede en anelse. - Udmærket blandt tropperne,

sir, men fl ere af de civile repræsentanter er begyndt at ytre

sig kritisk på fl ere områder.

- Så som...?

- Mangel på aktivitet, mangel på information, den slags... Der

har også været fl ere tilfælde af tyveri, beboerne imellem.

Videkamp nikkede eft ertænksomt. Ikke noget nyt her, men

han mått e se at få aktiveret civilisterne før gryden kogte over,

for selv om de fl este faktisk var taknemmelige over at militæret

havde evakueret, nej reddet dem før kadaverhæren nåede frem,

blev folk alligevel mere og mere frustrerede over at de ikke vidste

hvornår de kunne vende hjem. I de hektiske timer før opsamlingerne

var alt som oft est kaos, og mange havde eft erladt husdyr og

måske endda familiemedlemmer eller venner. Byerne var blevet

rømmet i hast og naturligvis var fl ygtningene bekymrede for om

de overhovedet havde et hjem at komme tilbage til.

- Det værste er ikke at være spærret inde, mumlede kaptajnen

uden selv at være klar over det, - det værste er at sidde fanget på

ubestemt tid.

- Undskyld sir?

Videkamp vinkede afværgende med en slap hånd. - Ikke noget,

men vi må se at få aktiveret folk inden der udbryder uro. Når

mennesker keder sig begynder de at sladre, sladder fører til utilfredshed

og utilfredshed ender oft e med ballade.

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

39


40

- Hvad forslår De, sir?

- Har vi hakker og skovle? spurgte Videkamp og rett ede sig op

i stolen.

- Æh, jah, nogle stykker er der vist...?

- Så begynder vi at lave køkkenhaver. Få opdelt civilisterne i

hold, så fi nder jeg på nogle fl ere praktiske opgaver og organiserer

en indkøbstur.

Korporalen formede munden til et O, men sagde ikke noget.

Han stod lidt og kiggede vurderende på sin fortsatt e, men så gjorde

han honnør og smækkede hælene sammen.

- Gå bare i gang med at lave dine lister, sagde Videkamp så venligt

det var ham muligt, og da han att er var alene i værelset rakte

han ud eft er sin walkie-talkie. - Bed Sergent Bostrup om at samle

et team.

Dagen var ulidelig varm, luft en var fuld af fl uer og tøjet klæbede

til kroppen. Lomis famlede blindt eft er vandfl asken. Hun lå på

ryggen med lukkede øjne, indersiden af hovedet føltes som en hestesko

der var ved at blive smedet og munden smagte af plak. Jeg

drikker aldrig mere! tænkte hun og fi k endelig fat på fl asken.

- Tetris gik ellers til den i går, sagde Mai og imiterede hvordan

han havde forsøgt at danse på et bord med en pose over hovedet.

- Tror du han brækkede noget? spurgte Chris spekulativt. - Det

var jo lidt af et styrt.

- Hans hånd var da ikke mere medtaget end at han forsøgte

at klappe mig bag i, grinede Mai og vrikkede med røven. - Man

skulle ellers tro at han havde fået afreageret ved at vinde to gange

i Reb.

Lomis smilede modvilligt og satt e sig op på albuerne. Hun missede

med øjnene og ærgrede sig over at hun ikke havde en kasket.

PATR ICK LEIS


Chris sendte hende et medfølende blik og lod fi ngerspidserne

strejfe hendes lår. - Har du det bedre?

- Fantastisk, mumlede Lomis og tømte fl asken. Tungepiercingen

vejede et ton og hun kunne dårligt synke vandet.

Han lo dæmpet og pegede mod lejrens hovedport. - De sender

en patrulje af sted.

Lomis orkede ikke at kikke eft er lastbilen der rullede ud på

grusvejen i en sky af støv, men Mai klappede begejstret i hænderne.

- Måske kommer de tilbage med gode nyheder, sagde hun

forhåbningsfuldt, - måske kan vi snart vende hjem?

Chris gned sig spekulativt over munden, men svarede ikke.

Han havde ikke de store forhåbninger om at krigen var ved at

slutt e, men det var bedst at tie for håb var det vigtigste de havde.

Hun lå lidt og lod solen bage i et forfængeligt håb om at varmen

ville stege tømmermændene væk. Egentlig underligt, der var

faktisk aldrig nogen som talte om de levende døde... Alle i lejren

havde oplevet at miste, langt de fl este havde set deres nærmeste

forvandles til frådende kannibaler. Måske var det for rædselsfuldt

overhovedet at tænke på? Lomis selv omtalte aldrig de frygtelige

dage hvor Smitt en havde nået hendes by, ingen havde lyst til at

dele tragedierne med andre.

- Skulle de ikke hente gødning og den slags? spurgte Ulf der

også lå og kogte på græsset som en strandvasker der lige var skyllet

op.

- Joh, ved bålet i nat var der forlydender om at man ville opstarte

nogle arbejdshold. Lave nytt ehaver, male barakker og den

slags...

Lomis stønnede. Arbejde var det sidste hun gad tænke på lige

nu. - Jeg må ha noget salt, mumlede hun og forsøgte at stable sig

på benene. Chris sprang op og gav hende en hånd. - Tak.

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

41


42

Han smilede til hende, varmen i hans øjne var ikke til at overse.

- Kiosken?

- Jah...

- Er du sikker på at han er der? spurgte Mai og spidsede uskyldigt

munden. - Så vidt jeg ved kom han vist først hjem i morges.

- Hvad fabler du om?

- Nåh, det var jo blevet lidt sent, så jeg og Ulf... Ja, jeg synes bare

jeg så ham komme slæbende på en stor sæk, lige før daggry.

- Du skulle passe din seng, brummede Lomis og begyndte at

trave ned mod barakkerne. - Din egen, altså!

Øjeblikket eft er var Chris oppe på siden af hende.

- Skal jeg gå med?

Lomis trak på skuldrene - Hvis du vil.

Chris fulgte eft er som en skødehund og Lomis sendte ham et

skjult øjekast. Han var en køn fyr, att en år og i god form. Han

havde lyst hår og hvide tænder, og ikke en eneste tatovering. Han

forholdt sig tavs mens de vandrede gennem lejren, hensynsfuld

og opmærksom på hendes tømmermænd. Hun bed sig i læben.

Hvorfor kunne hun bare ikke være forelsket? Før i tiden ville en

fyr som Chris have været den perfekte kæreste, en af dem hendes

mindste lillebror kaldte Bolsjedrenge og plejede at drille hende

med. Men nu, eft er alt hvad hun havde været igennem...? Man

skulle ikke knytt e sig til nogen, før eller senere ville man jo alligevel

miste dem. Hun virrede med hovedet for at ryste tankerne

på plads, og tømmermændene kvitt erede omgående for den pludselige

bevægelse ved at sende noget der føltes som et lynnedslag

gennem hendes hjerne. - Av!

- Hvad sker der?

Lomis var lige ved at ryste på hovedet igen, men nåede at besinde

sig. - Ikke noget, bare tømmerbamser.

PATR ICK LEIS


Han lagde en hånd om hendes skulder og smilede. - Bare sig til

hvis jeg skal hente en båre.

Hun gengældte smilet. Chris var god nok, og måske, hvis hun

nu virkelig, virkelig prøvede...?

Lomis sukkede højt, hun orkede ikke at spekulere mere, det

eneste der betød noget lige nu, var at få noget der kunne tage tømmermændene.

Kiosken var et gammelt skur som Jason selv havde restaureret.

Han havde fyldt det med alverdens varer, fra tæpper til cigaretter

og slik, og havde indrett et halvdelen af rummet som stue og

soveværelse.

Han sad på dørtrinet og rodede med nogle papirer, da de nåede

frem.

- Udfylder du selvangivelse?

Jason missede op mod dem og lo. - Bogføring og lagerbeholdning,

svarede han og stak listerne i forlommen på sin skjorte. - Du

lugter som et værtshus.

- Har du nogen chips?

Han løft ede spørgende det ene øjenbryn og rejste sig fra dørtrinet

med en overdrevent langsom bevægelse. - Chips?

- Ja for fanden. Chips, franske kartofl er, anything!

Jason strakte sig og tændte en cigaret. - Hvad kan du tilbyde til

gengæld?.

- Hold nu op, udbrød Chris irriteret. - Hun har det dårligt.

Jason blæste en røgsky i retning af Chris der straks begyndte at

vift e sig om ansigtet som om han befandt sig i en myggesværm. -

Det er vel hendes egen skyld.

Lomis skar tænder. - Drop det pis og stik mig noget salt, sagde

hun vredt.

Jason mønstrede hende et øjeblik, og trak så på skuldrene -

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

43


44

Vent her.

Han gik ind i kiosken og snart hørte de raslen fra kæder og låse.

- Han stoler ikke ligefrem på folk, mumlede Chris og stak hænderne

i lommen.

- Hvem gør det?

Chris sendte hende et overrasket blik og skulle lige til at sige

noget, da Jason att er kom ud på trappen med en pose saltkringler

i hånden. - Penge, bytt e eller tjenester?

- Lad mig skylde, svarede Lomis og greb ud eft er posen.

Jason holdt den om på ryggen. - Intet er gratis.

Lomis bekæmpede trangen til at sparke ham over anklen, bevægelsen

ville formodentlig få hende til at brække sig. - Tjenester.

Jason smilede tilfreds og afl everede kringlerne. - Glimrende,

det ryger på listen.

Lomis knasede to kringler og følte sig allerede bedre tilpas.

- Hvor har du fået dem fra?

Jason sukkede og lignede pludselig en som opdager at han taler

med en tungnem.

- Forretningshemmeligheder. Man beder heller ikke en tryllekunstner

om at afsløre sine tricks.

Chris sendte ham et mørkt blik, sækken som Mai havde omtalt

lå på gulvet op ad den nærmeste væg. - Har du været ude at spadsere?

Jason ignorerede ham og knipsede sin cigaretstump gennem

luft en med en overlegen bevægelse.

- Der går rygter om at vi snart får fl ere gæster, sagde han lidenskabsløst.

- Mange.

Lomis sank resten af saltkringlerne og kiggede mistroisk på

ham. - Hvad mener du?

- Jeg hørte et par af vagterne nævne det, svarede han med et

PATR ICK LEIS


skuldertræk. - En kæmpe konvoj skulle være på vej fra Slagelse.

Hundredvis af nye naboer...

- Jamen, begyndte Chris, - Det kan vi da slet ikke klare! Pladsmangel,

fødevarer... Og hvorfor lige hertil? Der må da være nogle

lejre der er nærmere.

Jason ignorerede ham og kiggede stadig kun på Lomis. - Mange

munde at mætt e, nye kunder til mig.

- Tænker du ikke på andet end forretning?

- Jo, svarede Jason uden at fortrække en mine. - Jeg tænker

skam også på at de øvrige lejre må være fyldt endnu mere op end

denne og at det betyder, at situationen på den anden side af hegnet

nok ikke er blevet bedre.

Lastbilen svingede ind i byen, og Bostrup gjorde tegn til chaufføren.

- Holdt.

Han tog en kikkert frem og afsøgte horisonten. Intet tegn på

liv. Haslev var ganske rigtigt blevet forladt, men sergenten formodede

at der stadig kunne trave udøde rundt i gaderne og han ville

ikke tage chancer. Landevejen havde været fyldt med strandede

biler, fl ere steder havde de set halvt opløste lig ligge og rådne i

solen og stilhed var ikke nødvendigvis det samme som sikkerhed.

- Det virker fuldkommen surrealistisk, sagde Ejner Sydgaard

dæmpet og knugede nervøst om bilens rat. - For bare for et halvt

år siden var her fyldt af indbyggere og handlende, nu er det bare

en spøgelsesby.

Bostrup nikkede tavst og pegede på bykortet der lå udbredt

over instrumentbrætt et. - Vi tager Ringstedvej frem til Kirkepladsen

og drejer til venstre første gang.

- Okay.

Bilen rullede ind i den tomme by, hvor ituslåede ruder lignede

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

45


46

blinde øjne i de tavse bygninger. Nogle af husene var nedbrændt,

vejene var fyldt af skrammel og fl ere steder var græsstrå og ukrudt

begyndt at titt e op gennem revner i brosten og asfalt, som om naturen

ganske langsomt var ved at generobre planeten. Huse og

forretninger forfaldt, murene var begyndt at få mørke plamager af

svamp og råd, og under en nedstyrtet gangbro fi k de øje på endnu

et lig. - Føj for satan!

Eft erladte eller udbrændte biler stod parkeret i vejsiderne som

rustende fossiler fra en helt anden tidsalder og to gange mått e de

køre omveje fordi gaderne var blokeret af interimistiske palisader.

Midt på torvet stod en enlig kuff ert, som ventede den på en

ejermand der aldrig kom tilbage, og lidt længere henne ad vejen

havde en fl ygtning tabt sin ene sko. Bostrup skævede til sin chauffør.

Ejner Sydgaard var omkring femogtyve år, og hans øjne var

blanke af tårer. Han havde sikkert haft familie og venner, og synet

af den døde by fi k minderne til at dukke frem. - Venstre næste

gang.

Lastbilen kantede sig forbi endnu en ophobning af olietønder,

møbler og brædder, hvor folk havde forsøgt at forsvare sig mod

kadaverne. Det lå bunker af patronhylstre og fl ere lig på jorden.

Nogle var næsten gået helt i forrådnelse og selv gennem de oprullede

ruder kunne Bostrup fornemme den sødlige stank af delvist

opløste kroppe. En mand i jakkesæt sad lænet op ad en husmur

og stirrede blindt mod himlen. Hans underansigt var væk og han

knugede stadig pistolen i sin hånd. Foran manden lå resterne af

to børn med plastikposer over hovederne. Der var også skudhuller

i poserne, og Bostrup mærkede en klump samle sig i sin hals.

Han havde hverken været gift eller fået unger, men begge hans

forældre levede stadig, da smitt en brød ud. I starten havde de oft e

ringet sammen, talt om vind & vejr eft er de rituelle forsikringer

PATR ICK LEIS


om at både hans mor og far (til trods for gigten der sommetider

drillede og gjorde fatt er noget knarvorn) havde det fi nt, og i fl ere

måneder troede alle, at problemet forholdsvis hurtigt ville gå i sig

selv.

Men omfanget af katastrofen gik eft erhånden op for både militæret

og civilbefolkningen. De sidste til at opfatt e alvoren var,

ikke overraskende, de politisk ansvarlige, og nærmest fra den ene

dag til den anden udbrød der panik over hele linjen. Hele byer

blev udslett et, fl ere regimenter gik tabt og overlevende strømmede

mod de sikre zoner og hastigt opbyggede lejre. Det var fl ere

måneder siden Bostrup havde hørt fra sine forældre og de sidste

meldinger indikerede at også Rørvig var blevet overrendt af de

levende døde. Bostrup rett ede sig en smule op i sædet. Tanken

om at de faktisk ville tabe krigen var først for nogle uger siden

blevet en mulighed, han for alvor mått e forholde sig til. Det virkede

fuldkommen urealistisk, men uanset hvad Propagandaministeriet

end sagde, var sejren i hvert fald ikke kommet nærmere.

Hver gang en soldat eller borger faldt, genopstod han som endnu

en fj ende og langsomt skrumpede hærens talmæssige overvægt.

Smitt en rasede som en skovbrand, og et nederlag betød ikke kapitulation,

fangenskab eller assimilering, næh det betød død eller

genopstandelse som en sjælløs kannibal, for denne fj ende tog ingen

fanger eller forhandlede om betingelser og fred.

- Er du okay, knægt?

Chauff øren rømmede sig og bed tænderne sammen. - Jeg har

det fi nt, sir.

Sergent Bostrup nikkede eft ertænksomt. Det var fl ere uger siden

de sidst havde været uden for lejren og det skræmte ham mere

end han brød sig om at indrømme, at situationen så hurtigt var

blevet forværret. Selv de fem menige som under hele turen havde

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

47


48

siddet og sludret og grinet i lastvognens lad, var blevet påfaldende

tavse. - Stands her.

Udstillingsvinduet i malerforretningen på den anden side af

gaden var slået ind, og fortovet farvet blåt af størknet vægmaling.

Det så ud som om der var sprunget en bombe i butikken, men

Bostrup forsøgte at lade være med at tænke for meget på hvad

der var foregået derinde. - Hold vognen i tomgang, sagde han og

afsikrede sin pistol. - Og hold for guds skyld øjnene åbne.

Ejner Sydgaard nikkede stift . - Det behøver De ikke at sige to

gange, sir.

- Det var jeg næsten klar over, svarede Bostrup og eft erspændte

hageremmen under sin hjelm. - Jeg har walkie-talkie åben, men

den hurtigste advarsel er at bruge hornet. Et tryk for observation

af fremmede, to tryk for alarm. Forstået?

- Også i den grad!

Sergenten åbnede fordøren og steg ud af bilen. Hele byen syntes

fremmed og nærmest emmede af fj endtlighed og død. Han

spejdede op og ned ad gaden og sendte et blik rundt mod de mørke

vinduer i de tomme bygninger. Intet. Så gik han om til lastbilens

bagside. - Alle ud.

Der var ingen muntre bemærkninger, ingen drengede grin fra

soldaterne som nervøst klatrede ud af ladet med spændte ansigtsudtryk

og hænderne fastlåst om de skarpladte våben. Jens Röhn

stak fi ngrene ned i sin brystlomme og fi skede en gammel tokrone

frem. Stig Larsen sendte ham et undrende øjekast. - Hvad er det?

- En lykkemønt, svarede Röhn uden at tage fokus fra omgivelserne.

- Min far gav mig den på min første skoledag og sagde at

den ville bringe held.

Larsen trak på skuldrene, han havde sgu aldrig troet at en kold

fi sk som Röhn ville være typen der samlede fi rkløvere og hængte

PATR ICK LEIS


hestesko over døren, men han holdt klogelig sin mund.

Henrik Carstensen tvang sig til at slappe af, eller i det mindste

virke afslappet. Han bandede indvendigt over at være blevet

udvalgt til at tage med, for det passede ham langt bedre at holde

øje med lageret eller patruljere i lejren. Han havde aldrig været

specielt eventyrlysten og det var bestemt ikke med sin gode vilje

at han nu stod her, på en alt for stille gade midt i fj endeland.

- Jeg har en dårlig fornemmelse med det her, sagde han dæmpet

uden at se på nogen bestemt, - en rigtig dårlig fornemmelse.

- Det har du sgu altid, brummede Tommy Trent og sendte ham

et mørkt blik. - Sidste gang peb du sgu så meget at...

- Stille! sagde Jens Röhn der som den eneste havde indtaget

retstilling og nu kiggede vredt på sine kammerater. - Lad os høre

sergentens ordre.

- Vi skal ind i malerbutikken, svarede Bostrup med et umærkeligt

suk. - Röhn bliver her og sikrer en eventuel tilbagetrækning

samt overvåger gaden, resten følger med mig.

Han holdt en lille liste op og smilede skævt. - Vi skal på indkøbstur,

drenge. Træmaling, pensler og lak til kommandanten.

Smilet fi k Kelvin Huusman til at føle sig lidt bedre tilpas og

gøre overdreven stram honnør. - Javel, hr. general, ligesom at blive

sendt i byen af konen derhjemme.

Sergenten blinkede til Huusman med det ene øje. Det glædede

ham at mændene alligevel kunne le, for paniske soldater knugede

altid liiidt for hårdt om aft rækkeren og en vådeskudsulykke var

det sidste han havde brug for. - Okay, lad os komme af sted.

Soldaterne spredte sig planmæssigt ud på vejen mod butikken

og indtog uden opfordring strategiske positioner langs husmuren,

og sergent Bostrup nikkede tilfreds. Hans mænd besad

stadig både mod og disciplin. - Og du kender rutinen, sagde han

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

49


50

alvorligt til Jens Röhn der havde taget opstilling bag lastbilen. - Et

skud for varsling, to for fare.

- Og hvis jeg ser indkommende bevægelser? spurgte Röhn med

rolig stemme. - Nogen der kommer denne vej?

- Dit varselsskud tjener både som advarsel for os og for en eventuel

fj ende, sagde Bostrup kort. - Standser de ikke, sender du de

to næste skud i deres retning.

- Javel, sir.

- Og husk nu at ramme hovedet.

Jens Röhn nikkede og sergenten gav ham et klap på skulderen

før han gik over gaden. Hans mænd skulle nok holde hovedet

koldt. - Bevægelse?

Stig Larsen som stod nærmest det knuste vindue, lyste ind

i den dunkle butik med lygten der var fastgjort på hans gevær.

- Negativ.

- Okay. Sergenten åbnede døren og trådte ind i malerforretningen

med hævet pistol. Der lugtede svagt af lak og selv om det var

midt på dagen virkede lokalet unaturligt mørkt og alt for stille.

Hans fi ngre afsøgte væggen, men den eneste reaktion fra kontakten

til loft sbelysningen var et tomt og statisk klik. Pis, det gjorde

ikke ligefrem opgaven lett ere. - Fremad, men vær på vagt.

Huusman og Tommy T. blev stående ved facaden, de to sidste

soldater fulgte ham ned ad forretningens mellemgang. Der var

tyst som i en mineskakt, kun lyden af tre par støvler hørtes i den

stillestående luft . Lygter blev tændt, nervøse øjne fl akkede rundt.

Sergenten bøjede sig mod de nærmeste bøtt er maling. Vægfarve.

Han gik længere ind i forretningen, forbi stiger, afdækningsplast

og stativer med pensler. - Larsen, tag et par sorte skraldesække

og fyld dem med alt hvad du kan fi nde af pensler og malerruller.

- Jep.

PATR ICK LEIS


- Carstensen, du tager dig af stiger, spande og tape.

- Skal det ud i bilen?

- Ja, og sørg nu for at stable det helt ind bag i.

Soldaterne svingede deres karabiner på ryggen og begyndte at

samle materialerne. Alene det at have noget at give sig til, dæmpede

nervøsiteten mærkbart.

- Der står træmaling herovre, sagde Larsen og vinkede til Bostrup.

- Udendørs brug.

- Fint, jeg har fundet en sækkevogn.

Larsen tog en tilfældig malerbøtt e ned fra en hylde. - Æh, hvilke

farver skal vi tage?

Sergenten var lige ved at komme til at le. Det var der ingen

som havde fortalt ham, men Videkamp ville nok få et føl hvis de

begyndte at male barakkerne pink. - Neutrale farver, vil jeg tro.

Hvid, brune og matgrønne, du ved, den slags som ikke skiller sig

for meget ud fra...

Og i det samme ramlede en dunk på gulvet, bagest i lokalet.

Soldaterne for sammen, Larsen smed bøtt en fra sig og fl åede

geværet frem. - Hvem der?!

Der kom intet svar, kun den skurrende lyd af en metaldåse der

rullede hen over parketgulvet med en sagte raslen.

Sergent Bostrup mærkede sin hals snøre sig sammen. Han listede

forsigtigt fremad, pistolen i hans hånd syntes at veje fl ere

kilo. Nu hørtes en svag puslen og lynsnart rett ede sergenten sin

lygte mod lyden. Der var intet at se, kun en stabel med femliters

loft maling. Han tog endnu et par skridt hen over gulvet. Pludselig

syntes han brædderne knirkede forræderisk højt. Der var stadig

ikke nogen bevægelser, kun skygger og mørke og... Og i det samme

hvæsede en gråstribet kat og for gennem lokalet.

- For helvede da!

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

51


52

Larsen aff yrede sin riff el uden at sigte eft er noget som helst,

sergenten væltede bagover og Carstensen tabte alle sine spande.

Katt en spurtede ud af døren og forsvandt hen ad gaden og de to

soldater som stod vagt udenfor kom løbende ind i butikken. -

Hvad sker der?!

Bostrup rejste sig møjsommeligt op. Han rett ede på sin hjelm

og rømmede sig fl ere gange. - Ikke noget, sagde han og skar tænder.

- Det var bare en fordømt kat.

De to vagter kiggede på hinanden og Huusman begyndte at

fnise. - Var den bevæbnet? Jeg mener, Larsen ser ud som om han

skal til at starte en krig og du ligger og gemmer dig i en stabel

dåser.

Tommy begyndte at grine og snart lo også både Carstensen og

Stig Larsen af fuld hals. Bostrup mærkede rødmen farve sine kinder,

munden blev en smal streg og hans øjenbryn sank mærkbart

ned mod næseryggen. Han hævede advarende sin ene hånd, skulle

lige til at bede sine mænd holde inde og det øjeblikkeligt - da

billedet af en pistolsvingende tegnefi lmskat uden varsel dukkede

op for hans indre blik. For helvede hvor var han blevet snydt. Ja,

mere end det, han havde fandeme nær skidt i bukserne. Han mærkede

lett elsen fortrænge chokket og snart begyndte det at boble i

hans mave. Han lo så tårerne rendte. I fl ere minutt er glemte både

sergenten og de menige alt om krigen, rædslerne og vagtsomheden,

de lo til de var ved at revne og for bare et øjeblik var livet

næsten værd at leve. Bageft er samlede de maling, lak og andre

fornødenheder og læssede med forbavsende eff ektivitet det hele

ombord på lastbilen.

- Hvad var det der skete derinde? spurgte Ejner Sydgaard, da

sergenten igen var ombord i førerhuset, men Bostrup rystede

bare på hovedet.

PATR ICK LEIS


- Vi blev angrebet af en tiger.

Chauff øren åbnede munden uden at sige en lyd, og snart efter

rullede den tungt lastede bil att er igennem byens tavse gader.

Soldaterne gjorde holdt for at tømme et supermarked for dåsemad

og lækkerier der havde holdt sig uden el, de standsede ved

en kiosk som stadig havde et bugnende lager af cigarett er og slik.

Sergenten havde lovet både Jason og ham Chrisfyren fra lejren at

fi kse et par småting og mon ikke også kommandanten ville blive

glad for nogle fl asker spiritus? Humøret var højt, soldaterne tog

godt for sig af lækkerierne og de så ikke et eneste levende (eller

udødt) væsen før de beslutt ede sig for at besøge gartneriet der lå

lige i udkanten af Førslev på vejen tilbage til lejren.

Men der mødte patruljen til gengæld fl ere af dem.

Bamsen lugtede stadig en smule brændt. Når Tilde borede næsen

helt ned i det fl ossede stof, kunne hun svagt fornemme den

svedne lugt fra branden i hendes gamle hjem, og det lille bål i Røret

sidste aft en havde ikke gjort Hr. Knut mere vellugtende. Han

lugtede lidt surt, men på en måde mindede duft en hende også om

Mor. Sommetider kunne Tilde godt blive lidt trist, for det blev

sværere og sværere at huske ansigterne på familien, det var næsten

som en af de drømme der forsvinder når man lige er vågnet

og minderne forandres fra billeder til følelser. Erindringen om

Far der fortalte historier på sengekanten var ikke længere et fotografi

på nethinden, han var næsten svundet ind til en utydelig

skygge der fortalte eventyr med dyb stemme og sommetider

glemte hvor langt han var kommet, han var eft erhånden nærmere

en følelse af varme og tryghed end en virkelig person.

Men Hr. Knut lugtede stadig lidt af mor.

Mor kom altid ind for at kysse både Tilde og Hr. Knut godnat

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

53


54

når far havde fortalt sin historie, og sommetider eft erlod hun et

duft spor fra sin natcreme på Hr. Knuts pande eller kind. Tilde

krammede sin bamse til søvnen kom snigende, lukkede sine øjne

mens hun faldt i søvn mod Hr. Knuts ru pels og lugtede til det lille

aft ryk af sin mor. Hun lytt ede til vindklokkernes spil ude foran sit

vindue og måske til brudstykker af musik eller samtaler fra stuen

nedenunder hvor hendes forældre puslede rundt og sov altid ind

med et smil på læben. Hr. Knut lå i hendes favn med evigt åbne

øjne for at kikke eft er trolde og spøgelser. Han blinkede aldrig, lå

blot hele natt en og spejdede ud i mørket med sine store, lysebrune

glasøjne, mens solen ventede på at få lov at stå op. Hun var tryg

i sin seng, for mor og far var lige nedenunder og Hr. Knut holdt

altid vagt.

Og det var også Hr. Knut der vækkede hende da troldene fra de

dybe skove som kun fandtes i eventyrene, virkelig kom.

Lyden af kamp i stuen fi k hende til at stå ud af sengen, men

Tilde var sikker på at

(stå op min ven, vi må skynde os at vågne, for de sultne trolde er

kommet!)

det var Hr. Knut der havde hvisket til hende i mørket og først

fået hende til at vågne. Tilde huskede ikke rigtigt at hun var gået

ned ad trappen, men næsten hver nat kom billederne af de lasede

væsner som forsøgte at spise hendes forældre krybende og gjorde

søvnen urolig. Hun vågnede oft e med et halvkvalt skrig på læberne

og glemte for et øjeblik hvor hun var

(Løb, min pige, løb for livet)

men så satt e hun sig op i sengen og kiggede over mod bordet hvor

fru Ann Magret næsten altid sad og læste i en gammel, støvet

bog, og så kom Tilde igen i tanke om hvor hun var.

Næsten hver nat bragte søvndronningen hende billeder af de

PATR ICK LEIS


mange kroppe der lå sammenfi ltrede over hendes forældre nede

i stuen, og af hendes mors hånd der rakte ud mod døren før troldene

som alligevel var virkelige, begyndte at spise hendes ansigt.

Hoveddøren stod åben, møblerne var væltet og et stearinlys havde

antændt et gardin. Der lugtede grimt af røg og råddenskab og Hr.

Knut syntes at sprælle fortvivlet i hendes arme. Hendes forældre

skreg og Tilde kunne tydeligt høre væsnernes rallende knurren

mens det store gulvtæppe farvedes rødt som syltetøj. Hun troede

et øjeblik at hun stadig drømte, for blinklysene og sirenerne uden

for huset lignede tegnefi lmene hun sommetider så om lørdagen

når Hr. Knut og hele familien sad og spiste slik under hyggetæppet

på sofaen med fødderne oppe og natt øjet på, men tegnefi lm

hørte til i fj ernsynet og ikke hernede i deres stue og uhyrerne

fandtes ikke i virkeligheden og hold så op med at skrige!!!

(Vi er nødt til at komme væk)

Så hun løb, løb som strudsene i ørkenen når coyoten forfulgte

dem med favnen fuld af dynamit, løb som Jerry der fl ygter fra

Tom. Hun løb som en lille pige der ser troldene komme ud af billederne

i eventyrbøgerne og virkelig æder hendes forældre. Tilde

fl ygtede ud gennem køkkendøren, knugede Hr. Knut stramt mod

sit bryst mens vinden ruskede i hendes lyse hår. Naboerne skreg

og nogen begyndte at skyde, de bare fødder blev følelsesløse mod

det kolde græs og hænderne som pludselig løft ede hende op var

iført sorte læderhandsker. Hun huskede ikke længere hvad politimanden

sagde, hun havde bare råbt på sin mor og sin far, men

ordene druknede i lyden af sirener og alarmer og voksne kommandoer,

men nogen havde givet hende et tæppe og strøg hende

blidt over håret mens opsamlingsbilen kørte hende væk. De første

dage i lejren var fuldkommen udviskede, men som tiden gik,

blev det mere virkeligt og gradvist var det minderne om hendes

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

55


56

gamle liv som forsvandt. Tiden på Lærkevej med hendes mor og

far og Kathrine som var hendes bedste veninde virkede som en

gammel fi lmstrimmel der ikke helt passede til spolen. Billederne

var hakkede og fl imrende, og falmede mere og mere for hver ny

gennemspilning. Hun boede nu med Fru Ann Magret og Josh og

fi re andre i en barak der var lavet af træ, hun havde sine venner i

Røret og Hr. Knut var begyndt at fortælle alle de historier hendes

far førhen havde fortalt.

Tilde smilede for sig selv, Hr. Knut var bare ikke så god til at

huske historierne, og ligesom hendes far glemte han oft e hvad der

skete og hun mått e oft e hjælpe ham i gang.

- Du er ved at være en gammel mand, smilede Tilde og prikkede

ham i maven.

Hr. Knut vred sig i hendes arme og brummede på det særlige

bamsesprog som kun Tilde forstod, og nægtede at kommentere

hendes drillerier.

Hun kyssede ham på kinden og sagde at det kun var for sjov og

så var de gode venner igen. Selv om hun oft e var alene, følte hun

sig sjældent ensom for Hr. Knut var alt det selskab hun behøvede.

De fl este voksne i lejren kendte hende, der faldt oft e en godbid

af til en lille, lyshåret og høfl ig pige med blå øjne og skrammede

knæ, og folk hilste for det meste venligt og spurgte hvordan hun

havde det. Hun havde været i lejren i næsten et år, og på hendes

adresse i Blok 4, Hus 8, Nord, følte hun sig tryg og selv om hun

næsten aldrig talte (med andre end Hr. Knut) oplevede hun megen

varme og venlighed fra sin nye familie.

Men nætt erne kunne være lange.

Hun vågnede oft e fordi de onde drømme kom, eller fordi der

var nogen som skreg i søvne. Næsten hver eneste nat hørte hun

gråd eller uhyggelige lyde fra folkene i de andre huse (eller fra hr.

PATR ICK LEIS


Josh). Hun var langt fra den eneste som fi k besøg af fortiden når

mørket faldt på. Men så trøstede Hr. Knut hende og sagde at der

ikke var noget at være bange for. Og han lå stadig ved hendes side

og stirrede ud i natt en, mens lyset fra kaminen eller månen udenfor

spillede i hans store øjne.

- Jamen goddag, Tilde. Er du ude at gå tur med Hr. Knut?

Tilde nikkede og smilede til Ole Baess som var en af de faste

køkkenhjælpere og som engang imellem stak hende en ekstra

godbid. - Ja, han er blevet lidt tyk, så vi trænger til motion.

Ole lo og klappede sin egen, slunkne vom. - Det må jeg nok

sige, de fl este af os har ellers tabt sig herinde.

Tilde vinkede og fortsatt e hen ad gaden. For enden af hendes

blok lå B-huset, den store, gule bygning hvor mongolerne boede.

Hun kunne ikke lade være med at kikke hver gang hun kom forbi,

på samme tid nysgerrig og fascineret, men også lidt nervøs. Hun

sad oft e på en trappesten overfor B-huset og fulgte med i hvad de

lavede og sommetider sludrede hun lidt med de mest velfungerende

af dem, hvis de ellers turde vove sig helt over på den anden

side af gaden. Hun syntes de fl este var mægtig søde og lignede

små voksne der opførte sig som børn eller børn der opførte sig

som babyer. De så lidt sjove ud, med store hoveder og skægge

stemmer, og mindede hende om Kathrines bror der også havde

været mongol. Han var et par år ældre end Tilde, måske ti eller

elleve, men virkede på mange måder meget yngre. Hans hage og

hals gik næsten i et og hans ører manglede fl ipperne og stak direkte

ud fra hans hoved som to halvcirkler. Havde de siddet lidt

højere kunne de faktisk minde lidt om Hr. Knuts ører, bortset fra

altså at de ikke var lodne. Når Tilde og Kathrine sad og diskuterede

voksenting som nye sko og fi ne dukker, kunne han fi nde på

at være rigtig barnagtig og lade som om en taske var en hat og

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

57


58

begynde at grine over sin egen morsomhed; men Tilde kunne alligevel

rigtig godt li ham og grinede for det meste med.

Men det var ikke alle beboerne i B-huset som var lige søde. De

“almindelige” børn som vist bare ikke var helt rigtige i hovedet,

gjorde hende en smule nervøs.

Et par af dem sagde næsten ingenting, men stod bare med hænderne

nede langs siden og hængende skuldre og kiggede rundt

med halvåbne munde og tomme øjne. De lignede lidt troldene

som havde spist hendes mor og far, men heldigvis var de ikke så

oft e ude. Sygeplejerskerne og de frivillige voksne som hele tiden

befandt sig i B-huset, holdt godt øje med dem og sørgede for at de

ikke rendte så langt omkring. Der var specielt en af dem hun ikke

brød sig så meget om. Han var en af de ældste og her på det sidste

var han begyndt at se på hende og Hr. Knut på en mærkelig,

intens måde henne fra indgangsdøren til barakken hvor han oft e

stod og gemte sig. Han var høj og tynd og rundrygget, og havde

en mund som aldrig var lukket helt, og igennem det lange, næsten

sorte pandehår fornemmede hun, at små, tætsiddende øjne

hvilede tungt på hende og Hr. Knut. Det virkede som om han så

direkte igennem hende, som om der var noget han pønsede på at

gøre eller sige.

Og faktisk kiggede han mest på Hr. Knut.

Humøret var stadig højt, men sergent Bostrup kunne alligevel

mærke, at han begyndte at føle sig en anelse udmatt et. Eft er episoden

med katt en havde han og hans mænd redet på en bølge af nervøs,

næsten hysterisk eufori og han mærkede at adrenalinboostet

havde tæret vældigt på kroppens resurser. Han pillede møjsommeligt

sølvpapiret af et marcipanbrød for at få noget hårdt tiltrængt

sukker. Det smagte himmelsk og han kunne dårligt huske

PATR ICK LEIS


hvornår han sidst havde spist chokolade. Vistnok forrige sommer

hos Vicky og hendes mand, tænkte Bostrup og rynkede panden,

til grillfesten på hans sidste orlov.

Det forekom ham at være fl ere årtier siden, og han formodede

med dyb beklagelse at både Vicky (som han havde kendt siden

gymnasiet og holdt lejlighedsvis kontakt med), og hendes sære

professoragtige mand sikkert enten var døde eller sendt til en af

de sikre zoner. I hvert fald havde han ikke hørt det mindste fra

dem i over et halvt år. Bostrup sad lidt i sine egne tanker og kiggede

på asfalten som forsvandt under lastvognens hjul. Så mange

døde, så få begravelser. Ingen vidste længere hvad der var blevet

af deres kære. Var de borte, fl akkede de rundt som desperate

fl ygtninge eller vandrede deres kadavere stadig i de tomme byer?

Der var ting som man ikke skulle tænke på, spørgsmål man bare

burde glemme. Pludselig smagte chokoladen ham ikke mere og

Bostrup slyngede resten af marcipanbrødet ud gennem den åbne

siderude. Faktisk mått e man slet ikke plyndre butikker, straff en

var hård for den slags, specielt i en krigstid. Godt nok havde kommandanten

personligt givet ordre til at beslaglægge visse fornødenheder

fra nøje udvalgte butikker, men Bostrup var langt fra

sikker på hvordan obersten ville forholde sig til en plyndring af

slik & cigaretlagre. Nå, heldigvis havde han taget en kasse gode

cigarer samt et par fl asker årgangswhisky med som smørelse, så

mon ikke Videkamp ville se gennem fi ngre med deres lille omvej?

Han håbede det i hvert fald, men om ikke andet burde de nok

gå stille med dørene og i øvrigt deponere en del af rovet i Jasons

kiosk.

- Planteskolen ligger nede af næste vej.

- Hvad...? Åhja, rigtigt. Sving til venstre her.

Krogshede Gartneri & Planteskole var lokaliseret et par kilo-

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

59


60

meter uden for Førslev, vest for Haslev og cirka syv kilometer fra

Camp 41. Sergenten lossede sine mænd af ladet hvor de sad og

hyggede sig med lækkerier fra supermarkedet og det tog et par

minutt er at genoprett e den fornødne disciplin.

- Høj moral er glimrende, men glem nu ikke at vi stadig er i

fj endeland, sagde han og sendte soldaterne af sted. Han var ikke

helt klar over hvilke frø planteskolen lå inde med, men bestemte

sig for at tage hvad de end mått e falde over. Sergenten spejdede

bekymret mod de tre store væksthuse. Flere af glaspladerne i taget

var slået ind og de beskidte ruder indikerede at stedet havde

været forladt et stykke tid. Han gik sammen med Larsen og Tommy

over indkørslen. Gruset knasede tørt under deres støvler og

fra træerne bag drivhusene fl øj et par skader skræppende til vejrs.

Fra hovedbygningen, et gult etplanshus der tilsyneladende havde

tjent som beboelse, signalerede Larsen gennem walkie-talkie at

kysten var klar. - Melder at stedet er sikret, ikke et menneske at se.

- Tegn på kamp? Skift er.

Walkien knitrede. - Også i den grad. Køkkenet er en slagmark,

stuen ser ligesådan ud.

- Satans. Over n’out.

Sergent Bostrup gjorde tegn til Tommy T. om at følge med. -

Resten holder udkig herude. Skarpt udkig!

Han listede ind i huset som den første, med våbnet hævet og

alle sanser i højeste beredskab. Denne gang ville sergenten ikke

lade sig overraske af en forpulet kat. Entreen lugtede indelukket

og nærmest fortætt et. Ingen gennemtræk, huset havde været ubeboet

i mindst en måned. Han stak hovedet ind i køkkenet. Dugen

var fl ået af spisebordet, der lå knust porcelæn på gulvet. To

væltede stole, to smadrede tallerkner. Ejerne af gartneriet havde

sandsynligvis været et ægtepar. Han standsede ved køkkenbor-

PATR ICK LEIS


det. Harskt smør, madrester der var grønne af mug... Beboerne

mått e have siddet og spist da nogen pludselig var dukket op, og

tilsyneladende var det sket for fl ere uger siden. Sergenten listede

videre til stuen. Mere væltet indbo og fl uer som festede på en

størknet, næsten mørkebrun blodplet på den ene væg.

Der herskede ingen tvivl om at de der boede her, var blevet

overfaldet; men hvor fanden var ligene!

Kunne de være fl ygtet, havde de gemt sig? Bostrup udstødte en

ed og gav ordre til at ransage husets øvrige rum. - Vær forsigtige,

drenge. Vi må gå ud fra at der er tale om fl ere smitt ede, og hvis vi

ikke fi nder de døde, kan det betyde at de er genopstået og måske

vandrer rundt i nærheden.

Resten af huset var tomt. Soldaterne kiggede i samtlige rum og

åbnede klædeskabe og dragkister, men da de intet fandt, beordrede

sergenten alle ud på gårdspladsen og lukkede hoveddøren bag

sig. Det var blevet sen eft ermiddag, men solen stod stadig højt og

der var længe til den korte sommernat faldt på. Udmærket, han

ville nødig skulle famle rundt i mørke hvis der vandrede udøde

rundt. - Kør helt om til drivhuset, vi tager hvad vi kan fi nde og

sætt er kurs mod lejren i en helvedes fart.

Ejner Sydgaard nikkede og satt e lastbilen i gear. Ligesom de

øvrige mænd var chauff øren blevet en anelse bleg og der var langt

mellem de smarte bemærkninger. Bilen blev parkeret foran det

største drivhus, og Bostrup gav tegn til Carstensen og Tommy

om at følge sig, mens resten holdt udkig.

- Tag sækkevognen og de sorte aff aldsposer med.

Glasdøren til anlægget stod allerede på klem og sergenten tjekkede

endnu engang at hans pistol var afsikret, før han trådte ind

i et vildnis af træer og planter. En dunst af hede slog ham i møde,

rummet var nærmest levende af bananfl uer og andet bevinget

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

61


62

kryb, og en tung stank af svampet muld og rådden fl ora fi k ham et

øjeblik til at gispe eft er vejret. Planterne stod i rektangulære bede,

på lange, lige rækker og dannede en form for gangsti gennem det

cirka fyrre meter lange drivhus. Luft en var fugtig og tung, det

føltes som at gå i en regnskov. Bostrup tog en dyb indånding og

begyndte at snige sig af sted. Det var svært at orientere sig mellem

de mange blade og stængler. Nogen kunne uden besvær gemme

sig ganske eff ektivt herinde.

- Gødning, hviskede han bagud og bandede Videkamp og hans

idiotiske ideer langt pokker i vold.

- Led eft er kunstgødning, vækstfremmere og så-sæd.

- Hvad fanden er såsæd? spurgte Henrik Carstensen og tørrede

sig over panden med sit ene ærme.

- Frø, svarede Bostrup sammenbidt, - og hold nu for fanden

kæft .

En snegl hang dovent på bladene af en bregne, et par hvide

sommerfugle fl aksede rundt under de slukkede varmelamper under

loft et og mellem de fl este grene og stammer havde fede edderkopper

udspændt deres net. Soldaterne gik fremad i tavshed, kun

en enkelt gang fnøs Tommy dæmpet da en spyfl ue svirrede ind i

hans ansigt og sækkevognen højlydt skramlede mod stålrammen

på et bed. Et vredt blik fra Bostrup fi k ham til at klappe i og da de

nåede enden af væksthuset gjorde sergenten tegn til holdt. Han

skævede vagtsomt fra side til side. Det føltes som at befi nde sig i

en helt anden verden og undervejs havde han fl ere gange undret

sig over de mange forskelligartede planter, som anlægget rummede.

Flere af dem havde han ikke troet kunne vokse i det danske

klima, og sergenten regnede med at både minipalmerne og

chilibuskene ville fordre særdeles regulerede vækstbetingelser.

Nå, heldigvis var de på udkig eft er noget simplere: kartofl er, majs

PATR ICK LEIS


eller kål, noget der ikke krævede en magistergrad i botanik at få

til at blomstre. Han kiggede sig mismodigt omkring. En stor del

af planterne var gået enten helt eller delvist ud, der hang en svag

em af fordærv i luft en og sergentens tanker fl aksede kort tilbage

til blodplett en i stuehuset. Nogle meloner rådnede i et bed andre

steder lå klynger af mørkebrune græskar og inde under en vindrueranke

stod to ildelugtende gevækster som lignede store slimsække.

De stank værre end de øvrige planter og Bostrup standsede

undrende op. Han skulle lige til at læne sig frem for at tage

et nærmere kig, da

- Her! Sjant, jeg har fundet plantefr øene!

Tommy i det samme råbte at han havde lokaliseret lageret.

- Okay, lad os se på det.

Han rett ede sig op og gik ned mod sine mænd, og lagde slet

ikke mærke til at den ene af slimsækkene begyndte at udskille

et gult, harpikslignende sekret og ganske langsomt åbnede sig i

toppen.

Kommandant Videkamp slukkede for samtaleanlægget med en

træt bevægelse. På den positive side lovede HQ at der indenfor de

nærmeste dage ville ankomme ekstra forsyninger af fødevarer og

medicin, men de dårlige nyheder vejede betragteligt tungere. Det

taktiske hovedkvarter frygtede at både Holbæk og Lejre samt et

par af omegnsbyerne var på nippet til at falde og skulle det ske,

ville Camp 41 være nødt til at modtage yderligere to fl ygtningekonvojer.

Kommandanten rystede fortvivlet på hovedet og lænede

sig tungt tilbage i stolen. Korporal Knudsen stod foran hans

skrivebord og lignede en bedemand.

- Nu bliver det svært, mumlede Videkamp dystert.

Korporalen der ikke rigtigt vidste hvor han skulle kigge hen,

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

63


64

nøjedes med at nikke.

Kommandant Videkamp rejste sig fra sin stol. Det begyndte at

blive ganske alvorligt. Hæren mistede tilsyneladende langt fl ere

byer end de generobrede og Sydsjælland havde eft erhånden alt

for mange røde plett er på kortet. Politiet under ledelse af Katherine

Jes, havde store problemer med at forhindre pøbelvælde og

lovløshed, og både røverbander og ophidsede folkemængder gav

ordensmagten hænderne fulde. Kommandanten fatt ede for sin

død ikke, at folk ikke havde mere disciplin og forståelse for situationens

alvor, men som sædvanligt satt e civilisterne deres eget vel

over fællesskabet. Hvis bare folk kunne begribe konsekvenserne,

sådan rigtigt fatt e den overordnede strategi og vigtigheden af at

følge ordrer, ville kampen måske stadig kunne vindes. Men nej,

man frafl ytt ede ikke frivilligt sin lejlighed fordi der tilfældigvis

skulle opstilles en barrikade i lige netop vores gade, man ville ikke

opgive sin butik selvom den kunne bruges som strategisk forsvarsposition.

Den slags ofre var umulige for civilbefolkningen

at forstå nødvendigheden af. Hvorfor skal vi betale til brandvæsnet

før det er vores egen lejlighed der står i fl ammer? Omvendt,

tænkte Videkamp dystert, havde politikerne jo heller ikke ligefrem

været helt oppe på tangenterne da de første meldinger om

genopstandelser begyndte at sive ud, og man havde i alt for lang

tid enten negligeret problemet eller ladet det være op til Bophal

at redde kastanjerne ud af fl ammehavet. Fandens! Hvis det ikke

havde spredt sig så hurtigt ville man kunne have inddæmmet

Smitt en ved hjælp af nogle simple forholdsregler, men den eksplosive

tilvækst af nye infektioner og mangel på ansvarsindrømmelse

gjorde det sværere dag for dag.

Videkamp bed tænderne hårdt sammen. Nok med den slags

tanker! Hans opgave var at få denne lejr til at fungere, at adlyde

PATR ICK LEIS


ordrerne fra overkommandoen og sørge for fl ygtningenes vel og

sikkerhed; han skulle ikke begynde at gøre sig klog på store, samfundsmæssige

anliggender og beslutninger.

Det ville blive ganske udfordrende at modtage fl ere fl ygtninge,

men med den rett e indstilling og eff ektivitet var det kommandantens

erfaring at det meste kunne lade sig gøre, selv om de nok

mått e indstille sig på at stramme livremmen endnu en tak eller to.

Heldigvis var Nett et over lejren endeligt kommet på plads, forsvarsværker

og mure virkede stabile og han havde jo et glimrende

mandskab under sig, som indtil nu ikke havde lidt et eneste tab.

- Meddel HQ at vi, trods pladsmangel og resurseknaphed,

modtager civilisterne, sagde han modstræbende til korporal

Knudsen, - men at vores kapacitet dermed ikke alene har nået

smertegrænsen, men også er på nippet til at overskride den.

Og mens korporalen foretog det bebudede opkald, skænkede

kommandant Videkamp sig en Martini og gav sig til at fundere

over hvordan det mon gik for hans lille indkøbspatrulje.

Hele bagvæggen bestod af hylder hvorpå der lå hundredvis af

små poser frø og sergent Bostrup løb dem hurtigt igennem. De

fl este indeholdt blomster, men der var også både ærter, gulerødder

og andre grøntsager at fi nde. Han trak på skuldrene og smed

håndfuld eft er håndfuld ned i de medbragte skraldesække; ikke at

botanik interesserede ham mere end fi nmekanik ragede en vandbøff

el, men Bostrup mente alligevel at en prydhave med stokroser

og stedmoderblomster muligvis kunne holde nogle af lejrens

mange forstadsfruer beskæft iget. Og var det i virkeligheden ikke

det hele missionen drejede sig om? Ikke så meget at supplere fødevarelageret,

men at skaff e adspredelse til de indsatt e... Han lo

dæmpet for sig selv. Indsatt e. Ikke at fl ygtningene var kriminelle

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

65


66

eller noget, men alligevel følte han sig oft ere og oft ere som en skide

fangevogter i et overfyldt fængsel.

- Jeg har fundet læggekartofl er og bønner, annoncerede Carstensen

og kom slæbende med et par gigantiske lærredssække.

- Fint, få Tommy til at hjælpe dig med at læsse sækkevognen og

lad os komme hjem.

- Æh, hvad med redskaber... Du ved, river, lugejern og den

slags... Sir.

Bostrup kløede sig i nakken. Det kunne der være noget om,

men hyppejern og spader var ikke til at få øje på herinde. Han

slog sin walkie-talkie til og kaldte op.

- Larsen her.

- Hvordan er situationen? Nogen bevægelser? Skift er.

- Intet. Stille som i graven, sir.

Bostrup skar tænder. Det var en sammenligning han sagtens

kunne have undværet, og pludselig fi k han gåsehud på begge

arme. - Okay, eft erlad Huusman ved bilen og tag Jens Röhn med

ind i det nærmeste drivhus.

- Ja...?

Sergenten snerpede et øjeblik munden hårdt sammen. Han

havde hverken sagt “over” eller “skift er” eller på anden vis indikeret

at han havde talt færdig og det irriterede ham at Larsen ikke

helt havde fatt et ideen med walkietalkiekommunikation. - Led

eft er haveredskaber og gødning, sagde han mat. - Tag hvad I kan

fi nde og slæb det hele ud i lastbilen...

- Yessir!

- ...og vær nu forsigtige, der render muligvis udøde rundt. Over

and o...

Men Larsen havde allerede afb rudt forbindelsen. Sergent Bostrup

gloede et øjeblik på walkien som om han stod med en læk-

PATR ICK LEIS


ket urinprøve i hånden, så stak han den med en ed tilbage i bæltet.

- Lad os se at blive færdige.

Hun havde rejst sig fra trappestenen, hvor hun havde siddet så

længe og kikket på de sjove mongoler i B-huset, at hendes numse

næsten var blevet følelsesløs og Tilde lagde Hr. Knut fra sig og

begyndte at hoppe på stedet. Det både kløede og kildede når en

arm eller et ben begyndte at sove, men selv om det var sjovt kunne

det faktisk også godt føles lidt pinligt at stå og te sig som en

tangloppe her midt på gaden. Tilde spjætt ede med benene som

en riverdancer og glemte for et øjeblik omverdenen mens hun forsøgte

at få blodcirkulationen til at fungere i sin bagdel, og lagde

slet ikke mærke til den duknakkede dreng med hjerneskaden og

det lange, fedtede pandehår, som var begyndt at kigge på hende,

henne fra døren til B-huset. Hun satt e mere fart på bevægelserne,

gav sig til at le højt, for det var faktisk lidt ligesom at danse, og

Tilde hvirvlede rundt om sig selv så hun blev svimmel og grinede

endnu højere, og med sløve skridt begyndte den evnesvage unge

mand som hed Brian Waztac, at vakle over gaden.

De havde fyldt skraldesækkene med frø og afl æggere og stablet

sækkevognen med poser af gødning. Sergent Bostrup svang

en af de sorte sække over nakken og gav Tommy T og Henrik

Carstensen tegn til at tage resten og gå i forvejen. Han lukkede

pertentligt døren til det lille lagerrum og soldaterne begyndte

møjsommeligt at slæbe deres rov ned langs de tørstende planter

i gartneriet. Tre julemænd i militæruniformer, tænkte Bostrup

med et svedent smil, men nu kunne kommandanten i det mindste

få søsat Projekt Køkkenhave.

Gangen mellem bedene føltes uendelig, den klæbrige varme og

de mange insekter gjorde turen næsten uudholdelig og Bostrup

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

67


68

greb sig i at sende en hovedrysten til alle de rejsefreaks, som gennem

tiderne, helt frivilligt, var draget til Amazonas eller Indien

med rygsæk og åbne sind. Fandeme om han selv nogensinde havde

haft lyst til at trave rundt i en utøjsbefængt bageovn med...

Og i det samme knitrede hans walkie-talkie.

- Fordømt.

Han satt e plastiksækken fra sig og trykkede på samtaleknappen.

- Bostrup her. Skift er.

- Larsen i den anden ende, grinede Stig Larsen højlydt. - Du

gætt er aldrig hvad vi har fundet!

- Lad høre, sagde Bostrup og tvang sig til at lyde mindre irriteret

end han følte sig. - Skift er.

- Ja du tror det er løgn, sir, men...

- Har I samlet redskaber? Skift er.

- Jaja, river, spader og det hele, og vi har endda fundet både natrium

der er godt for jorden, og...

- Kom til sagen! afb rød sergent Bostrup arrigt. - Skift er.

- Altså Huusman var lige omme bag gården for at lade vandet,

du ved, og der var altså dennehersens indhegning og...

Sergentens ryg og nakke var drivvåd af sved, der mått e være

halvtreds grader varmt herinde og hvorfor fanden kunne den

idiot til Larsen ikke lige vente et øjeblik til de kom ud?! Han var

dødtræt af planter og fl uer og... Og...?

Og var der ikke noget der bevægede sig imellem buskene?

- ...der fi nder han... Ja, det er helt fantastisk. Vi...

De store slimsække der ikke lignede noget Bostrup nogensinde før

havde set, syntes at begynde at pulsere.

- Vi havde et værre hyr med at få dem ud gennem hegnet, men

der var låge og...

Noget der lignede fi ngre begyndte at famle sig vej gennem de

PATR ICK LEIS


underlige gevækster som stod under vindruerankerne og en hørm

af død og råddenskab bredte sig i væksthuset. Larsens stemme

forsvandt fra sergentens bevidsthed og han mærkede sit hjerte

begynde at hamre. Det var ikke planter, det var slimfyldte pupper

eller kokoner, og nu var noget ved at slide sig løs. Han udstødte

et svagt gisp og langsomt, som under vand, rakte sergent Bostrup

eft er sin pistol.

Tilde snurrede hurtigere og hurtigere rundt. Hun grinede og lo,

var prinsessen fra de gamle eventyr og den støvede gade forvandledes

til kongens fortryllede balsal. En sommerfugl fl aksede forbi

hendes ansigt, solen spillede i de glinsende vinger og fi k hende til

at le højt af glæde. Pigtråden var forsvundet, barakkerne eksisterede

ikke og hun nærmest hoppede hen ad gaden, en lykkelig lille

pige som fuldkommen glemte sin omverden, mens hun grinende

rakte hænderne i vejret og slet ikke lagde mærke til de mange

mennesker der var standset op for at se hendes dans. Homer stod

med armene over kors og fulgte hende med et lille smil spillende

bag sit buskede fuldskæg, Ann Magret kiggede op fra sit sytøj og

tænkte at det ikke passede sig at lave så meget postyr, og fl ere af

mongolerne dukkede frem fra B-huset og gjorde store øjne.

Tilde følte sig næsten rundtosset, sommerfuglen kredsede stadig

om hendes hoved og den retarderede fyr med det lange pandehår

vandrede målrett et over mod trappestenen hvor Hr. Knut

stadig sad og ventede tålmodigt.

Hun holdt endelig inde, stod lidt og pustede ud mens sommerfuglen

steg til vejrs, op mod den himmel uden skyer som befandt

sig lige oppe over trådnett et, og med en lille hånd vinkede hun

farvel.

- Flyv nu op og bed om godt vejr.

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

69


70

Hun grinede for sig selv, det var jo noget vrøvl, for det var mariehøns

man skulle sige det til og... Og alle stod og kiggede på

hende og fl ere smilede og pludselig blev Tilde helt rød i ansigtet.

Hun rett ede på den lyseblå kjole der godt kunne trænge til at blive

vasket og sænkede skyndsomst blikket.

Mongolerne fnisede og deres oppassere vekslede let bekymrede

blikke da fl ere af dem også begyndte at danse rundt på gaden,

og Tilde synes at de så rigtig søde ud. Hun gik tilbage til trappen,

med små men hurtige skridt og først da hun var næsten helt derhenne,

opdagede hun at

Han er blevet stjålet!!!

hendes bamse var væk.

Hun åbnede forfærdet munden og hvirvlede rundt. Mennesker

på hele gaden, åh så mange mennesker, og pludselig fi k hun øje

på hans ryg. Mongolen med de mørke øjne og det alt for lange

pandehår havde Hr. Knut under armen og var på vej ind gennem

døren til B-huset, og med et skrig der fi k folk til at vende sig men

ikke til at reagere, styrtede Tilde over den støvede gade.

De levende døde gled langsomt men målrett et ud af de pupper

som enzymerne havde dannet da de gik i dvale, og nu aktiverede

duft en af føde viraen i deres hjerne og krop. Sergent Bostrup

trådte uvilkårligt et skridt tilbage og forsøgte at få pistolen ud af

sit hylster. Knoglede, næsten gennemsigtigt blege fi ngre fl ænsede

slimlaget som havde forhindret dem i at sulte når der var mangel

på føde, og som fostre der befrier sig fra en livmoder, rejste de

to kadavere sig fra jorden. Hudposen, et harpikslignende sekret

der blev udskilt gennem porer og kropsåbninger som et hurtigttørrende

udfl åd, klaskede sammen for deres fødder som en halvtransparent

slangeham og med stive skridt vaklede kannibalerne

PATR ICK LEIS


frem mod soldaten.

Bostrup havde set zombier før, hele to gange havde han været

inddraget i deciderede kamphandlinger, men det foregik fra palisader

eller på sikker afstand med langtrækkende rifl er. Han havde

deltaget i oprydningen da en deling hjemmeværnsfolk blev smittede

i et supermarked, men dengang havde man slet ikke vidst

at der var tale om genopstandelser og Bostrups enhed var først

kommet til, eft er henrett elserne var forbi. Og en ting var at se de

udøde på afstand eller feje dem op når de lå som sønderskudte

eft erladenskaber på et blodigt fortov. Det var en helt anden sag

at stå overfor angribende zombier uden at have nogen form for

varsel eller plan. Dett e var de virkelige monstre, uhyrer der trodsede

enhver fornuft eller logik, og intet kunne have forberedt

ham på rædslen ved at se dem slæbe sig gennem planterækkerne

med svingende arme og åbne gab, eller fortalt ham om stanken af

fordærvet kød og de slubrende lyde og halvkvalte støn. Pistolen

rystede i hans hånd, det første skud ramte langt ved siden af og

nede ved udgangen for både Tommy T og Carstensen forskrækket

sammen.

- For helvede da!

Kadaverne bevægede sig langsomt og havde ikke let ved at mase

sig gennem løvhanget. De var i forskellige stadier af fordærv, og

mens den ene, som stadig havde resterne af en grøn kedeldragt på,

kunne ligne en meget bleg gartner, hvis det ikke var for de mælkehvide

øjne og bidsåret i halsen, var den anden næsten opløst af

råddenskab. Zombiens hud var tynd, næsten blågrøn af maddiker

og råd, fl ere steder i ansigtet stak knogler og bruskstykker frem

gennem store huller og uhyret havde ingen øjne.

Hvordan kan den se mig hvis den ikke har øjne! tænkte Bostrup

forfærdet, hvordan kan den vide hvor jeg er!?!

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

71


72

Men han vidste jo heller ikke noget om duft stoff erne der delvist

styrede de udøde, havde endnu ikke kendskab til de rapporter der

senere ville fastslå at kun en del af zombiernes sanser afh ang af

synet, og at de på samme måde som bier og hærmyrer var i stand

til at kommunikere og lede hinanden ved hjælp af feromoner. Virusset,

som smitt ede gennem blod og spyt, eksisterede kun for at

sprede sig, og ligesom alle andre mikrober, parasitt er og mikroorganismer

var dens eneste formål at overleve. Den afl ejrede sig

i ofrenes hjerne, infi cerede hele organismen og dannede et nyt

kredsløb som genaktiverede den dødes muskler og centralnervesystem,

og kunne på det nærmeste snuse sig frem til nye værtskroppe.

Så Bostrup fortsatt e med at gå baglæns og tre gange mere knaldede

hans pistol, før han begyndte at løbe.

Bamsens øjne strålede som safi rer og Brian Watac holdt sit bytt e

fastklemt mod kroppen, mens han fnisende løb tilbage mod Bhuset.

I nat skulle han ikke længere være bange for skyggerne, i

nat skulle han sove trygt. Han klemte sig forbi et par mongoler

der stod i døren og skyndte sig ned mellem sengerækkerne. Passepå-damerne

var ikke at se og grinende satt e han sig på sin madras.

Hr. Knut kiggede op på ham, to sole i hans ansigt og nu begyndte

Brians fi ngre at lede eft er sytråden som holdt dem sammen.

Og ude på gaden skreg Tilde hjerteskærende og uden at tænke

satt e hun kurs mod mongolhuset.

Zombierne slæbte sig ud i løbegangen og begyndte at vakle efter

sergenten. Bostrup sprang ud på gårdspladsen hvor der havde

bredt sig en hektisk aktivitet mellem de øvrige soldater. Sydgaard

sad inde i lastbilen og knugede hårdt om ratt et mens han gassede

PATR ICK LEIS


motoren op, Tommy T og Carstensen havde smidt deres rov og

ventede ophidset med afsikrede våben og både Hussman og Jens

Röhn kom også løbende til.

- Hvad sker der?

Sergenten tørrede sveden af ansigtet og tog opstilling et par

meter fra glasdøren. - To af dem, sagde han sammenbidt. - Gartneren

og hans overfaldsmand.

- For satan da!

- Det så sgu ud som om de blev udklækkede, sagde Bostrup

uden af tage øjnene fra døren, - Kom fandeme ud af en eller anden

hudpose de havde forpuppet sig i.

Og nu kunne soldaterne lugte dem, en kvalm, sødlig ligstank

trængte ud af drivhuset og snart nåede de udøde døren.

- For helvede hvor ser de ud!

De bevægede sig som alvorligt syge mennesker, som invalide

der næsten ikke kan holde kroppen oprejst, og de slæbende skridt

blev lejlighedsvis afb rudt af pludselige spasmer. Deres hoveder

sad i unaturlige vinkler og tøjet var sølet til i slim og indtørrede

kropsvæsker. De havde begge gabende sår på hals og ansigt og

udsendte dybe, næsten dyriske brummelyde eller støn. Sergent

Bostrup fatt ede for sin død ikke hvordan kadaverne kunne holde

sig oprejst, men alligevel nærmede de sig langsomt føden og nu

strakte den nærmeste af de udøde hænderne frem.

- Fyr!

Tre rifl er og sergentens pistol gik af på næsten samme tid og

kadaverne blev nærmest fl ået om på jorden. Selv om fl ere skud

ramte forbi og splintrede glasset i drivhusets front , blev både hoveder

og kroppe sønderskudt på begge zombier, og ingen af dem

rejste sig igen. Sergenten rystede en smule på benene og Carstensen

havde fået kvalme. - Føj for et svineri.

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

73


74

Stanken var næsten ulidelig og Bostrup vendte hovedet bort.

Han mærkede sine knæ ryste, det havde været alt for tæt på at gå

galt, men gradvist fortrængte en voksende vrede de frygtsomme

tanker.

Pupper, tænkte han dystert. De havde fandeme spundet sig ind

i en slags kokoner og bare siddet der og ventet på at noget spiseligt

kom forbi, som en kop frysekaff e der blev aktiveret af kogende

vand!

- Lad os få grejet ind i vognen og se at komme hjem.

De tre soldater stod og så en smule rådvilde ud, men så mandede

Henrik Carstensen sig op, slyngede geværet over skulderen og

samlede sækkevognen op. Tommy satt e kurs mod de nærmeste

af skraldesækkene, men standsede så pludselig op. - Æh, var der

ikke to stole der var væltet i køkkenet, sjant?

- Hvad mener du? spurgte Bostrup mistænksomt.

- Joh, altså, hvis der var to beboere og en overfaldsmand... Han

holdt inde og pegede på kadaverne. - Burde der så ikke ha’ været

tre zombier?

Det løb Bostrup koldt ned ad ryggen, men fandeme om han

skulle ud og lede eft er endnu en udød.

- Op i røven, sagde han kort. - Den er sikkert for længst over alle

bjerge, men så meget desto mere en grund til at få fi ngeren ud og

komme væk.

- Forstået, sagde Tommy T og fi k samlet de fl este sække op

med forbløff ende fart. - Helt i orden med mig, sir.

Jens Röhn gik over til det nærmeste kadaver og prikkede til liget

med sin riff el.

- Den ser ud til at have været død i fl ere måneder, kødet er helt

svampet.

Bostrup vift ede afværgende med hånden. - Har du tænkt dig at

PATR ICK LEIS


foretage en obduktion?

- Næh, jeg tænkte bare på hvor længe de kan overleve, sagde

Röhn dæmpet og pillede distræt ved lykkemønten i sin brystlomme.

- Man skulle jo tro at kroppen rådnede op eft erhånden.

- De kloge siger at zombierne ikke skal have meget føde for at

opretholde en nogenlunde stabil fysik, svarede Tommy T eft ertænksomt.

- Det er vist selve smitt en, virusset eller hvad det nu er,

der får blodet til at løbe og musklerne til at arbejde, og...

- I er fandeme så kloge at I kunne undvære hovedet, snerrede

Bostrup der stadig var en smule rystet. - Se at få røven med jer

herover og svar mig på hvor Larsen og Huusman bliver af!

- ...Æh, vi er lige her, svarede Larsen der dukkede op fra lastbilens

bagsmæk. - Vi havde bare lidt travlt med at losse...

- Hvad fanden laver I? råbte sergenten og marcherede rødglødende

hen over gruset. - Er I ikke klar over at vi blev angrebet og...

Hvad helvede sker der her!?

Larsen grinede og pludselig lignede Huusman en lille dreng

der var blevet opdaget med sin fars Playboysamling. - Vi er altså

nødt til at passe på at de ikke æder hele lageret, sagde Huusman

lidt forfj amsket, - du ved, sådan nogle kræ har en morderlig god

appetit.

Bostrups øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, og så mærkede

han sine skuldre synke ned i afmagt.

- Den forklarer I selv kommandanten, sagde han fl adt og uden

et ord satt e han sig ind på førersædet mens soldaterne selv mått e

stå for at få læsset de sidste ting på bilen.

Ejner Sydgaard satt e lastvognen i gear og rullede ud på hovedvejen

der ledte mod lejren, og ingen af soldaterne lagde mærke

til at den sidste af pupperne, der havde stået skjult bag det tredje

drivhus, var ved at åbne sig og de vidste naturligvis heller ikke

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

75


76

noget om at zombien, der engang havde heddet Elma Krogshede,

kort eft er begyndte at slentre hen ad selv samme hovedvej, mens

hun engang imellem standsede og ligesom snusede op i luft en.

Hun var, ligesom sin afdøde mand, stadig iført en af gartneriets

mørkegrønne kedeldragter og emblemet på den venstre brystlomme

var næsten ikke blevet ramt da hendes halspulsåre blev

bidt over. Det gule Smileyface grinede stadig, og hvis man havde

stået tæt nok på, kunne man uden besvær læse at man skulle “Ha’

en fortsat god dag”.

Hun løb ind i B-huset og skreg på Hr. Knut. Flere af mongolerne

kiggede nysgerrigt eft er hende, mens andre bakkede væk og holdt

sig for ørerne. Blikket for rundt og pludselig opdagede Tilde ham.

Brian sad på sin seng bagest i lokalet og han... Han var ved at pille

Hr. Knuts øjne ud! Tilde for hen over gulvet, i farten ramte det ene

knæ en sengestolpe, men først langt senere blev hun opmærksom

på smerten. Hun sprang frem for at redde Hr. Knut og før Brian

nåede at reagere, havde hun fået fat i bamsens ene ben.

- Giv slip, giv mig min bamse!

Brian åbnede forskrækket munden, men han slap ikke sit greb.

Den lille pige begyndte at skrige, så rummet fyldtes med ord og

luft en blev helt tyk og ugennemsigtig og omkring ham hylede

mongolerne og han kunne høre lyden af Passe-på-damens klaprende

hæle.

Men han holdt fast, rejste sig og løft ede bamsen så den hysteriske

lille pige nærmest lett ede fra jorden. Skrigeriet stak i Brians

hoved som nåle af lyd, hvorfor kunne hun ikke bare forstå at han

skulle bruge bamseøjnene til at snyde de uhyggelige skyggevæsner

der kom om natt en og...

Og nu begyndte syningerne i teddybjørnens ene ben at give

PATR ICK LEIS


sig, pigen skreg højere og de to Passe-på-damer tog fat i hans

arme og sagde noget han slet ikke kunne forstå. Brian vred sig

rundt, den ene Passe-på-dame snublede og slap hans arm, men

den anden trak ham pludselig i øret så det gjorde rigtig ondt. Hun

råbte ham ind i hovedet og Brian blev så forskrækket at han helt

glemte at holde fast på bamsen og nu havde han den slet ikke i

hånden mere. Passe-på-damen skubbede ham ned på sengen og

sagde at man ikke mått e tage andres ting og ville slet ikke høre

eft er da Brian forsøgte at forklare at det bare var for at snyde væsnerne

der ville stjæle hans øjne, men ordene blev ikke rigtig til

andet end hulken og gråd, og nu trak den lille pige sig baglæns

mens hun holdt godt fat i sin bamse som Brian egentligt burde ha’

haft , og hele rummet begyndte at snurre så underligt rundt. Han

følte sig slet ikke godt tilpas, hovedpinen blev værre og hvis han

faldt i søvn ville væsnerne helt sikkert komme frem. Så han lod

som om han hørte eft er hvad Passe-på-damen sagde og fi k fremstammet

at han aldrig skulle gøre det mere; men da Tilde løb ud

af B-huset med Hr. Knut under armen, lovede han sig selv at få

fat på de lysende øjne ved en senere lejlighed, for nu vidste han at

de kunne redde ham og Brian skulle nok fi nde ud af hvor den lille

pige boede.

Lastbilen med de syv udmatt ede soldater buldrede gennem et

mennesketomt ingenmandsland. Det ville tage dem en halv times

tid at nå lejren, og Bostrup spændte sin hjelm af og besluttede

sig for at lukke øjnene et par minutt er. Han havde en fået en

dundrende hovedpine, men selv om han havde siddet og stirret

intenst ud af sideruden, var det alligevel langt fra sikkert at han

havde opdaget den unge pige og den lille dreng med de blonde

krøller som et stykke fra landevejen standsede op og lytt ede til

CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

77


78

den forbikørende lastbil.

Næh, sergent Bostrup havde skam nok at gøre med at få rystet

ubehaget over mødet med de levende døde af sig, og så i øvrigt

overveje hvordan i hede, hule helvede han skulle få forklaret kommandant

Videkamp, at hans mænd, foruden maling og plantefrø,

havde tre levende geder ombord i bilen.

Åhjo, der ville blive hårdt brug for den whisky de havde ranet

fra supermarkedet, og hvad Videkamp ikke forlangte som smørelse,

ville Bostrup sgu drikke selv!

...Og oppe på nett et som var blevet udspændt over hele lejren,

endte sommerfuglen med de gyldne vinger sit korte liv i næbbet

på en forbipasserende solsort, og snart gik årets varmeste måned

på hæld.

PATR ICK LEIS


CAMP 41, 1. DEL - R ESERVATET

79

More magazines by this user
Similar magazines