Marts og April 2011 - Sct. Catharinae Kirke

TILBAGE AT ØNSKE
I en bøn, som digteren Simon Grotrian har skrevet, nævnes en udsigt, der lod alt tilbage
at ønske.
”Verden er desværre vanvittig, hele sukkerknalden eksploderede på skærmen, og vejrudsigtens
øffen lod alt tilbage at ønske. Så det gør vi.”
SÅ DET GØR VI - ønsker alt tilbage og beder om, at Gud vil række sine ”varme hænder
ind i vor Bibelbladren”.
I fastetiden fortælles om Jesu vandring til Jerusalem, mod lidelse, død og opstandelse.
Han vendte sig mod Jerusalem som målet for sin rejse (Luk 9,51) eller med en anden
oversættelse: Han gjorde sit ansigt fast med henblik på at drage til Jerusalem. Han gjorde
ikke sit ansigt fast ved at gøre det til et stenansigt og vægre sig mod at se andre,
tværtimod. Det faste i ansigtet var på vejen og i målet valget af de andre på vejen og
viljen til fællesskab med dem.
I Roy Jacobsens roman ”Sejrherrerne” har hovedpersonen Rogern en barndomskammerat,
der hedder Tredve Grorud. Som store drenge er de med i samme bande af småkriminelle.
Den bane forlader Rogern, og han mister forbindelsen til Tredve. Senere bliver
de imidlertid klasse-kammerater i gymnasiet og genforenes. Tredve er meget snakkende
og filosofisk. Han bruger store ord og affyrer skarpe sentenser. Det kniber dog med
ro og stabilitet, og pludselig får Rogern at vide, at Tredve er blevet taget på en færge i
besiddelse af narkotika, hvilket giver ham 3½ års fængsel.
Da Rogern besøger kammeraten i fængslet anklages han for at have svigtet Tredve. Det
synes han ikke selv, at han har, og henviser til, at han i det mindste er kommet på besøg.
Hvortil Tredve ryster på hovedet og siger, at Rogern ingenting forstår. På trods af at
han oplever afvisningen som uretfærdig slipper han ikke for følelsen af, at han har svigtet.
At han har kunnet gøre noget. At han kan gøre noget. Han går vred og sorgfuld fra
besøget og søger tilflugt i den tanke, at han og kammeraten ikke mere lever i den samme
verden.
Alligevel kan han ikke holde det ud, da hans storebroder siger netop det: ”I lever jo ikke
i den samme verden. Der er ikke noget at gøre!”
Og Rogern må gysende huse den tanke, ”at selv de mest ansvarlige og social bevidste
individer har en kategori i baghovedet, der hedder ”de ubehjælpelige”, ”de uforanderlige”,
”de fortabte”, en kategori, hvor man skjuler alt det, man ikke forstår, alle forræderier,
alt, hvad man kommer til kort over for, sådan at man kan blive siddende tilbage
med et lille sæt opgaver, som lader sig løse” – og så er der faktisk ret mange, som ryger
ud, som der ikke er plads til.
I den historie kan fastetidens udfordring høres:
At vi ikke bare finder de opgaver, der lader sig løse, på en sådan måde, at vi lader puljen
af mennesker, der ryger ud, vokse sig stor.
At vi derimod mærker uroen ved ikke at have kunnet nå, og beder om nye muligheder.
Fra ham, der valgte at gå hos små og afmægtige – med varme, nærvær, og tro på,
at alt kan ønskes tilbage.
Aase Knak