by-land-september-2005pdf-bygningskultur-danmark

68 SEPTEMBER 2005

LANDSFORENINGEN FOR BYGNINGS- OG LANDSKABSKULTUR

200.000 HUSE SKAL REDDES

Folketinget efterlyser større

bevaringshensyn i kommunernes

planlægning.

“Forespørgselsdebatten i Folketinget

gjorde det klart, at bygningsbevaring

nyder en stigende bevågenhed blandt

politikerne, og et dagsordensforslag,

der lægger op til en styrkelse af bevaringshensynene

i kommuneplanlægningen,

blev vedtaget næsten enstemmigt.

Dagsordenen pålægger regeringen

at forstærke indsatsen på området og

fremsætte lovforslag i overensstemmelse

hermed i næste folketingssamling.

Dagsordenen lægger op til, at

kommunerne forpligtes til at registrere

ejendomme og kvarterer fra før

1940. Samtidig skal kommunerne

sikre, at bevaringsværdige ejendomme

opført før 1940 holdes i ordentlig

stand”.

Et glædeligt budskab, må man nok

sige – fra december 1986!

Lovforslaget kom aldrig, det ene

folketing fulgte det andet, og forarmelsen

af vores bygningskultur er til

at få øje på.

Hvad mener folket i 2005?

Befolkningen i Danmark i 2005 har

en anden mening end de politikere,

der i 20 år har syltet sagen. Læs blot

her:

”Der påtænkes opført en ny bebyggelse

overfor din bopæl, der ligger i

et spændende kulturhistorisk lokalmiljø.

Hvad mener du, kommunen

bør gøre?”

98 % svarede ja til, at kommunen

bør sætte begrænsninger for bebyggelsens

højde og facadeudformning,

selv om det betød, at der også ville

være begrænsninger for valg af facadefarve

og vinduestyper ved fremtidige

ændringer af egen ejendom.

98 %!!

90 % af de spurgte virksomheder

gik ligeledes ind for kommu-

BY OG LAND UDGIVES AF

LANDSFORENINGEN

FOR BYGNINGS- OG

LANDSKABSKULTUR

nale restriktioner ved nybyggeri af

virksomhed overfor egen virksomhed

i kulturhistorisk lokalmiljø.

Klare tal og klare holdninger.

Tallene er hentet i ”Agenda

Kulturarv”, som er en undersøgelse af

danskernes holdninger til kulturarven.

Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania

står bag undersøgelsen, der er

foretaget af Rambøll Management i

starten af 2005. Den sikrer kommunerne

et vigtigt redskab, når de fra

2007 bliver de helt centrale forvaltere

af kulturarven.

De nye kommuner

De 98 nye kommuner skal som noget

nyt via kommuneplanerne sikre, at

der i al planlægning tages hensyn til

kulturarven. Derfor skal kommuneplanerne

fra 2007 bl.a. indeholde retningslinjer

for de landskabelige bevaringsværdier

og for sikring af kulturhistoriske

bevaringsværdier. Det er

atter slået fast med syvtommersøm, at

det ER kommunerne, der har ansvaret

for de bevaringsværdige bygninger;

og de udgør langt den største del af

den lokale kulturarv inden for arkitektur

og kulturhistorie.

Skulle en enkelt kommunalbestyrelse

før have været i tvivl om borgernes

og virksomhedernes mening om

kulturarvens betydning, så kan de

ikke være det mere; så klar er tallenes

tale, for tal som de her nævnte myldrer

det med i analysen.

Overraskende for nogen, men blot

lidt mere markante end tilsvarende tal

fra svenske, norske og engelske analyser.

”Agenda Kulturarv” bør være

pligtlæsning for alle kommunalpolitikere!

Henrik B. Hoffmeyer

Note: Oplysningerne vedr. 1986debatten

er taget fra Nyt fra

Planstyrelsen nr. 25, feb. 1987, s.2.

Borgergade 111· Postboks 9065

1022 København K.

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 70 22 12 90

Telefontid: ma. til to.: 10.00-15.00

Fredag: lukket. · Giro 5 09 57 00

mail@byogland.dk · www.byogland.dk

INDHOLD

Bonnie Mürsch:

Kommentar: Hvem skal bære

bevaringsbyrden? 3

Christoffer Harlang:

Moderne gehør -

om arkitekten

Mogens Lassen 4

Allan Tønnesen:

Realea - en ny komet i

bevaringsuniverset 7

Nyt fra vedtægtsudvalget 11

Margareta Dahlström:

Trætjære - status 2005 12

Viggo Nielsen:

Lidt historik omkring

bygningsfrednigsloven 17

Thomas Martinsen:

Hvad går i egentlig og laver

I Bygningskulturelt Råd? 20

Bonnie Mürsch og Jep Loft:

Lad der blive liv i havnen 23

Erik Heimann Olsen:

Sådan blev Marmorbroen og

dens to pavillioner

restaureret 24

Erik Heimann Olsen:

Vellykket film om

“Arkitekten, der blev væk” -

Nicolai Eigtved 25

Noter 26

Anmeldelser 27

Adresser 31

Forsiden: Marmorbroens ene pavillon

ved Christiansborg Slot, København.

Farvelagt tegning af Lars Helweg og

Nils Vest.

Nr. 68: ISSN 1399-7696

Oplag: 11.000

Layout/desktop: Inge Karrebæk

Tryk: Clausen Offset

Nr. 69 udkommer 13/12 2005

Deadline: 20/10 2005.

med tydelig kildeangivelse efter

særlig aftale med Landsforeningen.

Dette nummer vejer ca. 70 gram

REDAKTION

Allan Tønnesen (ansvarshavende)

Ålholmvej 78 · 2500 Valby

Tlf. 38 71 47 13

mail@allantonnesen.dk

HVEM SKAL BÆRE

KOMMENTAR

BEVARINGSBYRDEN?

RET OG PLIGT BELYST VED ET PAR AKTUELLE SAGER, HVOR STAT

OG KOMMUNE SYNES AT SNYDE UDENOM

Jeg og det Parti, hvortil jeg

hører, hævder paa det bestemteste

Ejendomsretten, men her er

et Punkt, hvor der maa sættes en

Grænse for den private Ejendomsret,

fordi disse gamle

Bygninger ikke i Almindelighed

er Enkeltmandseje, og

Samfundet har Ret og Pligt til at

værne om dem. Men med Retten

følger her som paa andre

Omraader Pligten.

Sådan lød det på tinge for små

90 år siden, da Højres ordfører,

baron Sporon-Fiedler fik sagt et

par borgerlige ord til forsvar for

den fredningslovgivning, der var

under forhandling til sikring af

kulturarven. Den gode højremand

havde næppe tanke for, at

det offentlige i lige så høj grad

bør tåle grænser for sin ejendomsret,

og da især når offentlige

instanser udviser en spekulationssans,

der ikke lader den private

noget efter.

Vesterport S-tog Station var et

oplagt fredningsemne som

eksempel på fin funkis, første

offentlige rulletrappe – Ny tid,

moderne City-liv, velbevaret,

renoveret og teknisk tidssvaren-

de og i fuld funktion efter 70 års

effektivt brug. Det Særlige

Bygningssyn og Kulturarvsstyrelsen

var da også enige om

fredningen. DSB klager: problematisk

med fredning, hvis fremtiden

kræver mere fleksibilitet

etc., men fremhæver desuden, at

en fredning vil gribe ind i

byplanlægning i henseende til en

mulig overdækning af Vesterport

banegraven (ejerskabet til ”luften”

over banegravene har været

et stående stridspunkt mellem

DSB og kommunen – hvem skal

score gevinsten ved en sådan

mulig byggegrund?). DSB

flæber ikke for døve ører, og

Kulturministyeriet omgør fremkommeligtfredningsbeslutningen

for Vesterport. – Selvfølgelig

vil ind- og tilpasning være

mulig, selv hvis DSB skal være

spekulant, men det siger sig selv,

at diskussionen bliver en helt

anden, når udgangspunktet ikke

bygger på en fredning.

Kommunalt kan det også

knibe med forståelsen for bevaringsværdier

i tekniske anlæg. Vi

oplevede det med gasbeholderne

på Frederiksberg. Her er et frisk

eksempel fra nabokommunen:

Kun et stenkast fra Vesterport

ligger Københavns gamle vandværk

(inspirerende profileret i

b marts 2005). Det

blev ikke indstillet til fredning,

er ikke i funktion, utilgængeligt,

bortset fra Pumpehuset, og er

lige så nationalt historicistisk,

som Vesterport er 30’rnes internationalisme.

Alligevel er det

nærliggende at trække paralleller

mellem de to anlæg.

Vandværk, grund og bygninger

tilhører kommunen/Københavns

E, og gentagne gange har bl.a.

Foreningen til Hovedstadens

Forskønnelse under hensyn til

den betydelige kultur- og bevaringsværdi

ledsaget af konstruktive

genanvendelsesforslag

anmodet kommunen om en

bevarende lokalplan. Det har

ikke gjort indtryk på kommunen,

der i området kun vil se en

komfortabel byggegrund, for

hvilken der nu er udskrevet en

arkitektkonkurrence om et nyt

hovedbibliotek – man er vel

grundejer, og så må bevaringshensyn

jo vige.

Det ville være såre kærkomment,

hvis vor tids Højre-ordfører,

kulturminister Brian

Mikkelsen kunne formås til at

opdatere Sporon-Fiedlers noble

tanker ved også at sætte Grænse

for det Offentliges Ejendomsret,

så Ret og Pligt ikke kun gælder

de Private.

Bonnie R. Mürsch

MODERNE GEHØR –

OM ARKITEKTEN MOGENS LASSEN

Af arkitekt, lektor phd Christoffer Harlang Foto: Allan Tønnesen.

Knappe bygningskroppe i blank

gul mur. Engelske vinduer, sort

sokkel og hvide fremspring i

bånd, lodret og vandret. Rytmiske

forskydninger tre gange

tre, let tilbagetrukket fra den

faldende vej. Indgange ad trapper

på den åbne nordside og private

lukkede haver mod syd.

Mogens Lassens (1901-1987) ni

rækkehuse på Maglemosevej i

Sølystvej 9, set fra haven.

Sølystvej 9. Efter Lisbet Balslev

Jørgensen: Enfamiliehuset. 1979.

Hellerup nord for København er

blandt de fineste rækkehusbebyggelser

herhjemme. I gæld til

både lægeforeningens boliger,

engelsk bygningskultur og ikke

mindst til Lunding og Henningsens

gennemkultiverede rækkehuse

fra 1920’erne og 30’erne,

er Lassens på en gang både

robuste og raffinerede huse med

beskedne mål, den dag idag ind-

begrebet af det bedste i dansk

boligbyggeri. Husene er små,

efter nutidige forhold meget

små – planer på cirka fem

gange syv meter med indliggende

trappe er trangt for næsten

alle livsførelser. Derfor er det

også for-ståeligt, omend ærgeligt,

at flere af husene har fået

tilføjet ud-vendige vindfang i

sorte brædder på nordfacaden.

Lassen tegnede under krigen

ialt tre rækkehusbebyggelser i

gule teglsten og sadelhængte

tage, med fælles præg af tidens

materialerestriktioner, der alle

efter hans eget udsagn var ”reaktionære”.

Husene på Maglemosevej

er de mest vellykkede,

måske fordi bygningskroppen er

aftegnet så præcist i proportion

og stof, men også bebyggelserne

på Phistersvej og på Hesseltoften

fra 43 er fremragende. Enkle

variationer over ganske få temaer,

ukrukkede og hensigtsmæssi-

Hvidørevej 28.

ge, imødekommende over for

skiftende tiders brug og indretning.

Lige til. Mogens Lassens

bramfrie selvkritik om husenes

konservatisme skal tages med et

gran salt og ses i sammenhæng

med hans radikale tekniske og

formmæssige eksperimenter i de

år der var gået umiddelbart

forud for de mere traditionsbundne

rækkehusbebyggelser.

Lassen havde ikke som barn-

domsvennen Arne Jacobsen

afgang fra Akademiet, men fulgte

istedet timer på Teknisk

Skole. Her lærte han Carl Petersens

datter at kende, og kom i

professorboligen på Charlottenborg,

hvor han samlede sig

afgørende indtryk af Carl

Petersens konsekvente arkitektursyn

om rumlige modsætninger

og stoflige virkninger. I

Danmark var det moderne gennembrud

endnu ikke slået igennem,

og efter en tid på tegnestue

hos Tyge Hvass, søgte Lassen til

Paris, hvor han på første hånd

studerede le Corbusiers nye arki-

Sølystvej 5-7.

tektur. Stærkt inspireret heraf, og

under indtryk af vennen Frits

Schlegels gennembrud med en

moderne villa på Bernstoffsvej

opført helt i jernbeton i 1931,

tegnede Mogens Lassen fra 1933

en række ultramoderne enfamiliehuse.

Alle er velbeskrevne i

arkitekturhistorien, og flere står

som afgørende bidrag til dansk

arkitektur i det tyvende århundrede.

Lassens løsninger i var

1930’ernes begyndelse og midte

alle teknisk avancerede, form-

mæssigt udfordrende og konsekvent

baseret på le Corbusiers

fem arkitektoniske punkter.

Lassens forbillede havde fastlagt

disse principper i slutningen af

tyverne, og de udsagde at det

moderne hus med hjælp i den

nye byggeteknik skulle løftes på

søjler, gives et åbent rumforløb,

en frit komponeret facade, vinduer

i vandrette vinduesbånd og

en taghave på taget.

Det første tegnede Lassen i

1935 til en grund på Anchersvej

i Skovshoved, og husets avancerede

udtryk og indretning med

dobbelthøj opholdsstue og krum-

me vægge gjorde det vanskeligt

at afhænde, så indtil en køber

var fundet måtte Lassen flytte

ind i det med sin tegnestue.

Lassen havde ingen store opgaver,

men han tegnede med på

Frits Schlegels kolossale Statsanstalten

for Livsforsikring i

Kampmannsgade fra 1950-55,

og holdt sig iøvrigt til løsning af

mindre opgaver for private bygherrer,

fortrinsvis enfamiliehuse

og konkurrencer.

Lassens egentlige hovedværk

er således bebyggelsen af villaer

på Christiansholmsfortet i

Klampenborg, påbegyndt i

1935.

De første skitser viser et

ensemble af kubistisk inspirerede

villaer, med tøndehvælvede

tagformer og trappeløb à la le

Corbusier. I udstykningen var to

meget le Corbusier-inspirerede

huse Sølystvej 5 og 7, der opførtes

i jernbeton i samarbejde

med ingeniør Ernst Ishøy.

Lassen flyttede ind i nr. 5 og

påbegyndte et livslangt arbejde

med at lægge til og trække fra

sin egen arkitektur. På egen

krop afprøvede Lassen rumvirk-

Sølystvej 9.

ninger, og nye løsninger undersøgtes

både ude og inde. I 1959

kom et spændende atelier til i

haven. Det var i gasbeton med

hvælvet tagform, pejs og eet

stort nordvendt vindue, hvorfra

kun himlen og træernes bevægelser

var synlige. Rummet har

en perfekt balance, der viser

Lassens mesterskab som rumskaber,

og Lassen brugte det i

sine senere år forståeligt nok

som tegnestue.

På Sølystvej 9 tegnede Lassen

i 1939 et ganske anderledes hus,

hvor vejen og den krummende

skrænt udnyttedes på mesterlig

vis. Mod vejen er huset helt lukket,

kun en krum mur og et

skrånende tag er synlige, men

mod haven åbner huset sig op

som en fin komposition af tre

individuelle, men sammenhængende

bygningsklumper. Der er

dobbelthøje rumvirkninger og

overlappende forløb, som også

Arne Jacobsen og Edvard

Heiberg samtidigt var optaget af.

Facaderne har bånd med forskellige

former for klart og translucent

glas, og der er – usædvanligt

for en moderne dansk arki-

Sølystvej 5-9.

tekt – arbejdet meget indgående

med farvesætningen. Også dette

hus vakte furore, i følge Lisbet

Balslev Jørgensens anbefalelsesværdige

bog om Mogens Lassen

tilbød flyttemændende der kom

med den unge families indbo at

rive huset ned gratis og hænge

arkitekten. Det var synd for de

unge mennesker at de skulle bo

dér.

Mindre end et stenkast fra

Sølystvej, på voldterrænets sydlige

side, fortsatte Lassen sin bebyggelse

af små villaer på

resterne af det gamle Christiansholm

Fort. Det bedste af dem er

Hvidørevej 24, bygget i 1940-42

og udvidet og ombygget af Lassen

i 1968. Huset er beskedent i

omfang, men alle virkninger er

fint beregnet, så alt synes både

rigtigt og rigeligt. Læren fra Carl

Petersen om rumlige virkningers

gensidighed, om hvordan modsætninger

skaber spænding, bruger

Lassen her i et virtuost

omfang, og hans palet af rumformer

og lysvirkninger omfatter

eksponerede tømmerkonstruktioner

og forskellige former for

tøndehvælv i vekselvirkning

med væggenes vindues- og

nichemotiver. Udefra er huset

knapt, en lukket mur i rødt kalk

med enkelte åbninger, medens

det indre er rigt imødekommende

med to gårdhaver, den ene

som ankomstrum, den anden

som udeopholdsrum.

Lassen havde få bygherrer, og

han delte ikke vennen Arne

Jacobsens talent for forretning.

Men enkelte havde blik for hans

evner og blandt de trofaste var

Mogens Hjerl-Hansen, for hvem

Lassen opførte et fantastisk

landsted ved Julsø ved Silkeborg

i 1966-68. Mogens Lassen havde

i 1960 lavet en skitse til et familiekollektiv

med et forløb af

gentagne tøndehvælv båret af

murskiver. Igen fulgte Lassen le

Corbusier, denne gang var det

mesterens villa i Ahmedabad i

Indien, Villa Sarabhai fra 1955,

der havde inspireret. Det ses

især af ideen om at lade bygningen

danne af adderede hvælv, af

de langsgående mure i rødt murværk

med kraftig fuge og af de

markante udspyr fra taget. Lassens

projekt blev aldrig opført,

men fornemmes som grundlag

for det senere arbejde med det

store bygningsanlæg ved Julsø.

Huset er stramt komponeret med

sytten hvælvede buer placeret

tilbagetrukket på en skrænt med

udsigt mod søen. Det er et stort

hus – 68 gange 10 meter – men

opdelt i sektioner – så hvert

afsnit er overskueligt.

I 1973 lavede Lassen en fin

lille tilbygning til en administrationsbygning

på Rødovrevej.

Bygningen rummer reception og

mødefaciliteter og er formet som

en meget smal og lang bygningskrop

med slanke nicher for vinduer

og kuppelformet loft, alt

hvidmalet. Blandt de seneste

arbejder er de fine indretninger

af restaurant Gilleleje Havn fra

1977 og Restaurant Alsace fra

1978. Begge restauranter kan

idag opleves stort set intakte.

I forbindelse med Mogens

Lassens 70-års dag, tilrettelagde

arkitekten Nils Fagerholt en

udstilling om Lassens værker i

Kunstindustrimuseet. Og det er

også først og fremmest i Nils

Fagerholts egne arbejder at man

mærker Lassens indflydelse.

Denne artikel er skrevet som et à propos

til Bygnings Kulturens Dag 2005,

med temaet Modernismens Huse .

REALEA –

EN NY KOMET I BEVARINGSUNIVERSET

INTERVIEW MED ADMINISTRERENDE DIREKTØR PETER CEDERFELD

Af Allan Tønnesen. Foto: Frants Frandsen og forfatteren.

Peter Cederfeld

I hjertet af Odense, Nørregade

29, ligger det renæssancehus

som med henvisning til en indskrifttavle

over indgangsdøren

går under navnet Oluf Bagers

Mødrene Gård. Det er opført

1586 af den fabelagtigt rige storkøbmand

Oluf Nielsen Bager,

om hvem sagnet fortæller at han

fyrede op for Frederik II med

kanelbark, det dyreste brændsel

man kunne forestille sig, og narrede

sine utaknemmelige børn

med sten i stedet for guld i sin

efterladte kiste. I sin velmagt

ejede han af faste ejendomme

ikke mindre end 12 gårde, 16

huse, 14 haver og 6 andre grundstykker.

I dag huser Oluf Bagers gård

en anden ejer, der udover gården

i Nørregade desuden ejer et

efterhånden stort antal ejendomme

spredt over hele landet –

Realea A/S – hvis administrerende

direktør, Peter Cederfeld,

b skal lave et interview

med.

Vel indladt gennem hoveddøren

under Oluf Bagers indskrifttavle

konstaterer vi at

hovedtrappen nok er gammel,

men langtfra fra Oluf Bagers tid,

og det samme gælder for resten

Odense, Nørregade 29. Indgangsportal med Oluf Bagers indskrifttavle.

af interiørerne, der overvejende

ser ud til at være fra 1700-tallet.

Peter Cederfeld har sit smagfuldt

indrettede kontor på 1. sal

med vinduer til gaden. Vi tager

plads i hans sofa og får serveret

en kop kaffe.

Odense, Nørregade 29. Bagside og gård.

Odense, Nørregade 29. Detaljer fra sidehuset.

Hvad er Realea?

På vores hjemmeside www.realea.dk

kan du læse at Realea

A/S er et 100% ejet datterselskab

af Fonden Realdania, og at

selskabets formål er at opbygge

en ejendomsportefølje over en

længere årrække inden for

Realdanias fondsstrategi – det

vil sige sikring og bevaring af

fredede og bevaringsværdige

bygninger. Det er endvidere et

mål at opbygge og samle viden

til at håndtere dette ejendomsområde.

Realea blev stiftet 2003. Det

hed oprindelig Realdania Ejendomme

A/S, men skiftede pr. 1.

januar 2005 til det nuværende

navn, der i sin fulde udstrækning

lyder Realea A/S – Ejendomsselskabet

for udvikling og

bevaring. Bestyrelsen udgøres af

Fonden Realdanias ledelse med

direktør Flemming Borreskov

som formand. Vores investeringsomfang

er 100-200 mill. kr.

om året, som stilles til rådighed

af Fonden Realdania, afhængigt

af opgaverne. Vi er syv ansatte:

to arkitekter, to økonomer, en

advokat og to kontormedarbejdere.

Vi forventer over en årrække

at vokse til ca. 15 ansatte.

Har I en bevaringsstrategi?

Vi går ind i de tilfælde, hvor det

giver mening at eje den pågældende

bygning selv, for derved

at kunne styre problemerne helt

igennem, idet vi har gjort den

erfaring, at gør man ikke det,

sætter et nyt forfald ind. De huse

vi erhverver skal være af væsentlig

betydning hvad angår

forhold som arkitektur, tidstypiskhed

og egnstypiskhed. Og vi

har derudover opstillet to kriterier

i forbindelse med køb. For det

første skal huset være truet af

forfald eller forandring. Og for

det andet skal erhvervelsen

gerne gøre en forskel. Derfor

køber vi ikke truede huse, hvis

andre, som kan magte opgaven,

står parat. Et af historicismens

jyske hovedværker, Meldahls

tinghus i Fredericia henstod i

flere år i en dårlig forfatning. Vi

købte det af staten og er nu ved

at sætte det i stand med henblik

på udlejning til Fredericia kommune

til bl.a. turistkontor.

Hvad med økonomien?

Udgangspunktet er bevaring ved

at handle langsigtet: huset skal

gøres bæredygtigt for fremtiden,

så huset kan bære sin egen vedligeholdelse.

Vi laver en vedligeholdelsesplan,

og kan et fremtidigt

afkast dække vedligeholdelsen

og ejendommens drift, går vi

ind. Derimod forlanger vi ikke

kapitalafkast. En stor del af

istandsættelsesudgiften må ofte

anses for tabt.

Vi driver ikke selv bygningerne,

men lejer dem ud på markedsmæssige

vilkår. Vi mener at

vi har en formidlingsforpligtelse,

og derfor indgår det som et

led i lejekontrakterne at der op

til to gange om året skal holdes

åbent hus, evt. med lejerens

egne arrangementer. Det gælder

om at finde de rigtige lejere,

folk som er glade for huset, og

som huset er glad for.

Har I en restaureringsideologi?

Det er vores ønske i videst

muligt omfang at bevare husets

oprindelige formål og indretning.

Det betyder bl.a. at vi und-

går indretning af moderne køkkener

og badeværelser, og også

at vi vist omfang går ind for tilbageføringer.

Man kan kalde det

en meget museal tilgang, men

det er lejeren ofte ligefrem glad

for.

Det kunne lyde som om

I følger en noget mere restriktiv

kurs end Kulturarvsstyrelsen

over for de fredede bygninger?

Vi kører ikke bevidst en anden

politik end styrelsen. Man må

hele tiden tænke på, hvad alternativet

var på det pågældende

tidspunkt: museum eller den

ombygning man i mange tilfælde

har givet tilladelse til. Vi har

jo ikke ansvaret for nær så

mange bygninger som styrelsen

og kan derfor tillade os at være

mere restriktive eller kræsne, om

du vil. I øvrigt er restaureringsprincipperne

jo ændret flere

gange siden år 1900. Dengang

var tilbageføring god latin, senere

lærte man også at påskønne

senere tiders ombygninger, ja i

den grad at alt blev interessant

som udtryk for forskellige tiders

smag; og den sidste udvikling er

dogmet om at tilføjelser og

ændringer skal afspejle deres

egen tid. Vi ser det ikke som et

enten – eller, snarere som et

både – og. I visse tilfælde giver

det mening at føre noget tilbage,

i andre ikke. Men grundlæggende

for os er det, at indgreb skal

være reversible, dvs. den tidligere

tilstand skal kunne genoprettes.

Hertil kommer at vi er opmærksomme

på den teknologiske

udvikling, som f.eks. ”usynlige”

brandtrapper og trådløs

gennemkabling af kontorer,

begge dele noget vi har her i

Oluf Bagers gård.

Fra 1966 til1997 havde vi

Statens Bygningsfredningsfond,

hvis hovedformål var erhvervelse

og efterfølgende istandsættelse

af truede, fredede bygninger,

et formål der meget ligner

Realeas. Ser I jer selv som en

orga-nisation der udfylder det

tomrum Bygningsfredningsfondens

nedlæggelse har efterladt?

Realea udfylder et tomrum, men

har ikke helt samme sigte som

Statens Bygningsfredningsfond,

der ganske rigtigt købte truede,

fredede bygninger og derefter

istandsatte dem – ofte kun nødtørftigt

– for derefter at sælge

dem igen. Resultatet er at flere

af de bygninger Bygningsfredningsfonden

i sin tid ejede, stadig

står uden den sidste afgørende

indsats. Realea sigter derimod

som allerede nævnt mod en

bæredygtig fremtid, og for at

sikre den er fortsat ejerskab ofte

nødvendigt.

Her til slut: Hvad er din egen

baggrund som administrerende

direktør for Realea?

Jeg er uddannet økonom, og har

i mange år været ansat i Realkredit

Danmark. Herigennem

har jeg fået et vist kendskab til

bygninger, og som ejer af et fredet

hus har jeg et førstehåndskendskab

til den kulturarv som

vore gamle bygninger repræsenterer.

Men jeg vil gerne slutte af

med at nævne nogle andre områder

hvor vi gør en indsats. Vi

bygger f. eks. også nyt, eksperimenterende

arkitektur der udforsker

mulighederne i gamle og

nye byggematerialer. Et eksempel

herpå er det byggeri vi har i

gang på Bispebjerg Bakke i

København sammen med Håndværkerforeningen

i Københavns

Fond.

Odense, Nørregade 29. Indgansdøren til sidehuset med Oluf Bagers bomærke.

En anden form for eksperimenterende

arkitektur er infillbyggeri.

Vi har således planer

om en arkitektonisk tilfredsstillende

afslutning på hjørnet Store

Kongensgade-Frederiksgade i

København, den såkaldte

”Tietgens ærgrelse”.

Og endelig er vi i gang med et

byøkologisk projekt, hvori der

indgår solenergi og rensning af

grundforurening ved plantning

af pil. Derfor skal huset stå på

stolper.

Det blev interviewets sidste

ord. Besøget afsluttes med en

rundgang i ”Oluf Bagers

Mødrene Gård”, hvis grundmurede

stuehus og bindingsværks

sidehus er smukt og pietetsfuldt

istandsat. Forhuset har så længe

nogen kan huske haft butikker i

underetagen, og de er nu udlejet

til en musikhandel og en modehandler.

I sidehuset har der

været stald og magasinlofter.

Disse funktioner hører klart til i

kategorien ”formål der er udtjent”,

og de er nu indrettet til

henholdsvis restaurant og åbne

kontorlokaler. De fleste lokaler i

overetagerne har Realea beholdt

selv bl.a. med henblik på senere

udvidelser.

Realeas ejendomme

Havnemesterboligen, Vestre

Strandvej 10, Skagen. Opført

1905 af Ulrik Plesner, fredet

1986.

Strandvejen 413, Klampenborg.

Opført 1945-53 af Arne Jacobsen,

fredet 1987.

Gotfred Rodes Vej 2, Charlottenlund.

Opført 1929 og 1931.

Arne Jacobsens eget hus, fredet

1987.

Riises landsted, Allégade 5,

Frederiksberg. Opført ca. 1860,

fredet 1978.

Fredericia Råd-, Ting- og

Arresthus, Vendersgade 30 D,

Fredericia. Opført 1860 af

Ferdinand Meldahl, fredet

1980.

Nørre Vosborg, Ulfborg-Vemb

kommune. Opført 1542 og

senere, fredet 1918.

Hindsgavl, Middelfart kommune.

Opført 1784-85 formentlig

af Hans Næss, fredet 1918.

Solbakkevej 57, Gentofte kommune.

Opført 1953.

Karen og Ebbe Clemmensens

eget hus.

”Esken”, Vindekilde Strandvej

41, Fårevejle. Opført 1954.

Svenn Eske Kristensens eget

sommerhus.

Oluf Bagers Mødrene Gård,

Nørregade 29, Odense. Opført

1586, fredet 1919.

J.F.Willumsens hus, Strandagervej

28, Hellerup. Opført 1906

af J.F.W. selv, fredet 1982.

Bjælkevangen 15, Lyngby.

Opført midt i 1950’erne.

Bertel Udsens eget hus.

Søetatens Pigeskole,

Borgergade 111, København.

Opført 1854 af Bernhard

Seidelin, fredet 1992.

Bispebjerg Bakke, København.

Her opføres 135 nye lejeboliger.

NYT FRA VEDTÆGTSUDVALGETS ARBEJDE

PR. 28.AUGUST 2005

Baggrunden for udvalget

På årsmødet i maj 2005 kom der

usædvanlig mange forslag til

vedtægtsændringer, Forslagene

omhandlede bl.a.

differentiering af stemmeantallet

til A-medlemmer –

lokalforeningerne,

stemmer, opstilling og valgbarhed

via fuldmagt,

frister for og formkrav til indkaldelse

til generalforsamling,

bestyrelsens konstituering,

begrænsning af formandsperioden,

tegningsretten.

På denne baggrund og i lyset

at den kommende strukturreform,

besluttede et flertal af

generalforsamlingen, at der ikke

skulle stemmes om de enkelte

ændringsforslag til vedtægtsændringer

der var indkommet, men

i stedet lade en arbejdsgruppe se

nærmere på vedtægter, struktur,

kontingent mv. med henblik på

at forlægge et samlet forslag på

årsmødet maj 2006.

Til dette udvalg blev foreslået

Inge Lise Enevoldsen fra bestyrelsen,

Vibeke Schiøtt fra Sønderhoforeningen

og Susanne

Koch, personligt medlem. Et

flertal af generalforsamlingen

tilsluttede sig dette og gav

udvalget i opdrag

at holde medlemmerne

orienteret via b,

at holde medlemmerne orienteret

via regionalmøderne,

at indhente synspunkter hos de

medlemmer der stillede for-

slag om vedtægtsændringer til

generalforsamlingen.

Udvalgets foreløbige arbejde

Udvalget har pr. 28. august 2005

holdt 3 møder. På møderne har

været diskuteret følgende emner:

Udvalgets arbejde, kommissorium,

følgegrupper, ekstern

bistand, rapportering og

fasedeling.

Forholdet mellem foreningens

A, B og C medlemmer, kontingentbetalingen,stemmetildeling

og udsendelse af blade.

Vedtægter, herunder hvorledes

andre foreninger er organiseret.

Strukturreform, hvorledes

kommer det nye danmarkskort

til at påvirke lokalforeningernes

interesseområder og organisering.

Udvalget er nået frem til at der

skal ske en midtvejsrapportering

som skal forelægges medlemmerne

via hjemmeside og blad.

Forinden forelægges et udkast til

midtvejsrapport for en kreds af

medlemmer som bl.a. vil bestå

af medlemmer der stillede forslag

om vedtægtsændringer på

generalforsamlingen.

Hjælp fra lokalforeningerne

Inden dette udkast kan færdiggøres

er det imidlertid nødvendigt

at opnå bedre kendskab til

lokalforeningerne. Både for at

kunne vurdere de langsigtede

virkninger af strukturreform og

en eventuelt differentieret stemmetildeling.

Udvalget har derfor

valgt at spørge lokalforeningerne

om medlemstal, kontingent, tilskud

til arbejdet og vedtægter.

Vi håber at høre fra lokalforeningerne

inden 15. september så

udvalget kan komme videre i sit

arbejde.

Den foreløbige kortlægning af

lokalforeningerne på det nye

danmarkskort viser at ganske

mange af de nye store kommuner

kommer til at bestå af flere

lokalforeninger. Det kan have

betydning for de foreninger som

i dag modtager forskellige driftstilskud

fra hjemkommunen. Det

viser sig også at andre nye kommuner

ikke kommer til at rumme

en lokalforening inden for

grænserne: der vil stadig være

hvide pletter i landskabet.

Arbejdet med vedtægterne har

især gået ud på at nærlæse andre

foreningers vedtægter og generel

litteratur om emnet. To modeller

ses tydeligt, enten direkte medlemsdemokrati

som vi kender

det eller repræsentantskabsmodellen.

I udvalget mangler vi

endnu at kortlægge de enkelte

foreningers volumen og geografiske

interesseområde. Dette vil

blive af betydning for de anbefalinger

udvalget vil komme med

angående fremtidig struktur og

forslag til fremtidige vedtægter.

Venlig hilsen fra udvalget

TRÆTJÆRE – STATUS 2005

Af cand. mag. Margareta Dahlström.

Finsk tjæremile.

Foto: Werner Karrash,

Vikingeskibsmuseet.

Sort lasur på spåner i pommersk fyr fra Starup Øko-Træ på plejecentret

Ærtebjerg på Fyn. Arkitekter Smith, Hammer og Lassen.

Foto: Arkitekt MAA Thomas Mølvig.

Da jeg omkring 1998 gik i gang

med at opspore og kontakte

trætjæreproducenter i Sverige

og Finland med henblik på

import og salg i Danmark gennem

firmaet Fyra Vindar (tidligere

Øresund H.H. Service), var

det med en fast overbevisning

om at her måtte der være noget

at hente. Min kulturelle og

sproglige baggrund som finlandssvensker

var og er i denne

sammenhæng ikke en ulempe. I

1999 skrev jeg en artikel i

b, hvor jeg opridsede

trætjærens fortjenester og perspektiver

som jeg kunne se dem

på det tidspunkt. I løbet af de

forløbne seks år er der sket

meget: Trætjæren har vundet

bred accept og der er mange der

handler med trætjære.

Misforståelser omkring trætjære,

navnlig forvekslingen af

trætjære med stenkulstjære, er

ikke så hyppige. Man er

begyndt at bruge trætjære også

på nyt, opsigtsvækkende byggeri.

Vi nærmer os en klarhed

m.h.t. korrekt arbejdsmiljømæssig

mærkning af trætjære, men i

horisonten buldrer EU’s biociddirektiv

og truende forbud mod

trætjære. Jeg vil med denne artikel

beskrive hvad jeg opfatter

som de mest betydningsfulde

aspekter omkring alt dette.

Først lidt om selve omdrejningspunktet,

altså trætjæren.

Som ifølge Nudansk Ordbog er

dybt forankret i vores ordforråd,

træ og tjære er beslægtede ord

med indoeuropæisk oprindelse.

Hvornår man begyndte at frem-

stille og bruge trætjære er der

ingen der ved, men at trætjæren

var en etableret teknologi på

vikingetiden er en kendsgerning.

Trætjæren kan siges at være et

meget enkelt produkt, idet råvaren

er 100 % træ, som ved en

ufuldstændig forbrænding spaltes

i trætjære og trækul samt

diverse biprodukter. Men ser vi

på kemien er den uhyre kompleks

– i en almindelig fyrretrætjære

kan man nu identificere

et sted mellem 8.000 og 15.000

forskellige komponenter. Trætjærer

fra forskellige producenter

er mærkbart forskellige fra hinanden,

og med ret forskellige

egenskaber, afhængig af råvare,

produktionsmetode samt producentens

dygtighed.

For seks år siden var brugen af

trætjære i Danmark stort set begrænset

til ren trætjære og trætjære

blandet med linolie. Mørke

industrielle trætjærer kan være

ideelle til visse restaureringsopgaver,

til plankeværker, udhuse

o.l., hvor den bløde og karakteristisk

falmende overflade er rigtig.

Den håndværksmæssigt

fremstillede milebrændte trætjære

blandet med linolie giver et

flot ravagtig gyldent resultat på

nyt træ, som mange synes godt

om. Trætjærens fortjenester er

hovedsagelig, at den giver

næring til træet, at den er vandafvisende

samtidig med at den er

diffusionsåben, samt at den

beskytter mod solens stråler og i

det hele taget virker som et

beskyttende slidlag. Trætjærens

kemi passer godt med træets

kemi, og ingen anden behandling

kan som trætjæren bevisligt

give udendørs og maritimt træ

en nærmest ubegrænset levetid.

Men ren trætjære har også

klare begrænsninger. De mørke

trætjærer er tunge at stryge og

ikke særlig kulørbestandige. Og

selv om finsk milebrændt trætjære

i kombination med linolie

er behagelig og nem at arbejde

med, så er behandlingen ikke

særlig holdbar på sydvendte flader,

hvorfor man skal genbehandle

i hvert fald sydsiderne ret

ofte. Alligevel regner man ren

trætjære for den eneste rigtige

behandling af de norske stavkirker

og de i hundredvis af svenske

og finske spånklædte kirketage.

De ideelle intervaller for

tjæring af disse objekter er, bl.a.

afhængig af tjæretype, 3-8 år.

Tjæringen udføres af specialister.

I moderne byggeri er planlægning

og koordination vigtigt.

Produkter til overfladebehandling

skal kunne bruges i den

periode, hvor håndværkere og

stilladser er bestilt, altså skal

produkterne være mindst muligt

vejr- og årstidsafhængige. Vedligeholdelsesintervaller

og patinering

skal være forudsigelige.

Desuden er det en fordel hvis

produkterne er nemme at bruge,

og hvis det ikke er udslagsgivende

for resultatet, at håndværkeren

har omfattende erfaring i

brugen af det pågældende produkt.

I de tilfælde hvor bygherren

selv står for overfladebehandlingen

gælder de samme

kriterier.

Blander man trætjæren med

linolie, pigmenter og et opløsningsmiddel

begynder der at ske

noget, som gør trætjæren endda

yderst interessant i forbindelse

med moderne byggeri – hvis

opskriften og råvarerne vel at

mærke er i orden. Der har været

entusiastiske, men fejlslagne

bestræbelser på at få sådanne

produkter ud på markedet, men

gennembruddet kom med den

svenske producent Stig

Björklunds produkter for ca. 20

år siden. Stig Björklunds lille og

eksklusive produktion har vundet

stor anerkendelse både i

Sverige og Danmark. Stig

Björklunds produkter er baserede

på en traditionel opskrift,

som han i sin ungdom lærte af

sin far, som var malermester i

Dalarna. Produkterne er enkle,

men finessen ligger i den sikre

balance mellem råvarerne, som

er omhyggeligt udvalgte. Produkterne

kan bruges også i koldt

og fugtigt vejr. De er meget

nemme at arbejde med, og resultatet

er langtidsholdbart med

god kulørbestandighed. Pigmenterne

er fra Faluminen, og nuancerne

er udover Rødtjære og

Dansk Sort den meget spændende

Kultursort, som har lidt rødt

pigment i det sorte, hvilket giver

en blød dybbrun overflade med

spændende rødlige og sågar lilla

undertoner. Produktet er komponeret

med henblik på at illudere

en tjæret overflade, som heller

ikke vil være helt sort.

Vedligeholdelsesintervallerne er

Lasur og upigmenteret tjærebehandling (udhæng) på nyt bjælkehus.

typisk 5-10 år, men der er eksempler

på op til 20 år mellem

behandlingerne (Lina kyrka i

Södertälje).

I det hele taget ser det ud til at

hvis man vil udvikle gode trætjærebaserede

produkter, så skal

man tage sit udgangspunkt i traditionen.

Og det er jo egentlig

ikke så underligt, for traditionen

leverer de bedste frugter af

århundreders eksperimenter i et

meget stort laboratorium, som i

dette tilfælde hedder Sverige og

Finland. (Trætjæren var i århundreder

Finlands vigtigste eksportartikel,

og Finland bidrog

længe med den største andel af

trætjære på verdensmarkedet.

Især i træskibenes epoke var

trætjære fra Finland uundværlig.)

Det er muligt at fremstille velfungerende

dækkende trætjæremaling

i spektret rødt – grønt –

brunt – sort – okker – mørkeblå.

Ved en lavere pigmentintensitet

får man lasurer, hovedsagelig i

skalaen rød – brun – sort. Ved

helt at undlade pigment, men

stadigvæk have opløsningsmidlet

med får man smukt gyldne

behandlinger, hvis fortjeneste

sammenlignet med ren trætjærelinolie

er en bedre indtrængning

og dermed bedre holdbarhed. De

mørke, dækkende behandlinger

har den bedste holdbarhed, og de

upigmenterede behandlinger er

de mest vedligeholdelseskræven-

Akaciespånklædte facader på

privatbolig, spåner fra

Starup Øko-Træ.

Arkitekt Leif Nielsen.

Stig Björklunds Stubolie.

de, og desuden vil de patinere

hen imod det mørkere med

tiden, især på sydvendte flader.

På nyt træ er det almindeligt at

man vælger en lasur, da det lyse

træ vil skinne igennem og give

en dejlig lethed. Om man vil kan

man arbejde med effektfulde

kontraster. Variationerne og

kombinationerne er uudtømmelige.

Men hvad med arbejdsmiljøet?

I følge Arbejdstilsynets bekendtgørelse

nr. 302 af 13. maj 1993

kapitel 3 §12 st. 1 må et produkt

ikke anvendes, hvis det til den

påtænkte anvendelse kan erstattes

af et ufarligt, mindre farligt

eller mindre generende produkt.

Argumentet for at bruge trætjære

er klart: Der er ingen erstatning

for trætjære. Og det er vanskeligt

at tro at trætjære er meget

farligt, da der på trods af generationers

intens og gentagen

anvendelse i Norge, Sverige og

Finland ikke er registreret tilfælde

af alvorlig sygdom på grund

af trætjære. På den anden side er

det meget vigtigt, at produktet

handles med korrekt mærkning

og MAL-kode. Arbejdsmiljøhuset

arbejder i øjeblikket på et

projekt iværksat af Miljøstyrelsen,

som går ud på at undersøge

trætjærerne på det danske marked

og fastsætte en korrekt

MAL-kode og mærkning. Konklusionen

er klar i november og

vil blive refereret i dette blad.

Indtil videre bruger de fleste

trætjæreimportører MAL-kode

00-5.

Medmindre Arbejdsmiljøhusets

undersøgelse viser noget

andet, så er det opløsningsmidlet

(og ikke selve trætjæren) vi skal

fokusere på, når vi taler arbejdsmiljø.

I de traditionelle finske og

svenske opskrifter bruger man

vegetabilsk terpentin, som i

værste fald kan give både allergi

og malerhjerne. En dækkende

trætjæremaling indeholder 10-

15% vegetabilsk terpentin, men

mange træbeskyttelsesprodukter

på markedet har et langt større

terpentinindhold. I de tilfælde

hvor bygherren selv står for

udførelsen har dette været uproblematisk,

da en bygherre som

vælger denne behandling typisk

prioriterer et flot og holdbart

resultat højere end at behandlingen

skal være lige så harmløs

som vand. De traditionelle terpentinbaserede

produkter har

den store fordel at vi ved, at de

virker. Mange håndværkere føler

sig heller ikke generede af at

arbejde med disse produkter, og

begrunder dette med at arbejdet

foregår udendørs i en begrænset

periode.

Men af hensyn til at trætjæreprodukter

også skal kunne foreskrives

til større projekter som

går ud i licitation, er der blevet

arbejdet intenst på at udfase terpentinen

til fordel for et mindre

farligt opløsningsmiddel. På den

måde kommer man ned på produkter

med MAL-kode 0-3, og

det ser ud til at disse produkter

kun adskiller sig væsentligt fra

de terpentinbaserede produkter

på ét punkt, nemlig at de ikke

virker lige stærkt desinficerende.

I praksis er konsekvensen, at

kvalitetskravene til træet er

større når man bruger de upigmenterede

produkter. De terpentinbaserede

upigmenterede

trætjæreolier kan bruges på alt

træ, hvorimod de terpentinfrie

lyse olier som udgangspunkt kun

må bruges på kvalitetstræ, eksempelvis

akacie. Lasurer og

dækkende farver kan som udgangspunkt

bruges på samme

måde som de terpentinbaserede,

og forventningen er, at de terpentinfrie

produkter gradvist vil

erstatte de terpentinbaserede

også til mindre opgaver.

Selv om de ovenfor beskrevne

produkter er i orden også arbejdsmiljømæssigt,

så vil jeg

alligevel benytte chancen til at

gøre opmærksom på en problemstilling,

som jeg mener det

er nødvendigt at vi gør os bevidst:

Modsætningen mellem

arbejdsmiljø og den optimale

behandling med hensyn til træets

holdbarhed. Her mener jeg, at

det er på høje tid at det bliver

legalt at praktisere en balance

mellem disse hensyn.

Arbejdsmiljø skal tages alvor-

ligt. Men hvis vi vil benytte os

af træ som byggemateriale til

udvendige flader, så skal vi indstille

os på et forbrug af træ som

passer til sunde skovarealers faktiske

ydeevne. Træ, og navnlig

kvalitetstræ, er en naturressource

som vi ikke må ødsle med. Nåletræ

i kultur skal være mindst

50 år gammelt og f.eks. eg

mindst 100 år gammelt, før det

skoves. Hvis regnskabet skal gå

op, skal træet behandles med

henblik på optimal holdbarhed.

Går man ind på den førende

træportal www.træ.dk, hvis

motto er ”Træ er miljø”, og

søger på træsorternes holdbarhed

kan man konstatere, at regnskabet

som hovedregel ikke går

op. Med gode trætjærebehandlinger

går regnskabet op, som

regel endda med bonus. På

www.træ.dk som er omfattende

og udførlig, er trætjære og trætjærebaserede

produkter ikke

med i oversigten over overfladebehandlinger.

Personer som er ansvarlige for

gamle trækonstruktioner som

stavkirker, spåntage og træskibe

ved, at vi er dybt afhængige af

trætjæren for at bevare denne

kulturelle arv. Derfor kom der

også fra denne gruppe af uvildige

fagfolk et ramaskrig, da det

kom frem at trætjære måske vil

blive omfattet af EU’s biociddirektiv

og trækkes væk fra markedet

pr. 1. september 2006.

Problemet er ikke at trætjæren er

særlig giftig – med tanke på

skimmelsvamp o.l. kunne vi faktisk

ønske os at den var pænt

mere giftig! Problemet er derimod,

at man for at opnå godkendelse

af et biocid skal kunne

præsentere et såkaldt teknisk

dossier, som er et meget

udførligt dokument over produk-

tets art og virkninger. Det er

dyrt, men muligt at lave et teknisk

dossier på et syntetisk biocid,

eksempelvis en almindelig

preventol, hvis effektive stof kan

isoleres til tolylfluanid. Men

grundet trætjærens overvældende

kemiske kompleksitet, den

betydelige variation mellem forskellige

trætjærer og endelig den

kendsgerning, at de fleste producenter

enten er små eller mellemstore

virksomheder, så betragter

man det tekniske dossier

som en umulighed. Paradokset

er, at trætjæren risikerer at blive

forbudt ikke på grund af sin giftighed

– langt farligere stoffer

vil få tilladelse – men udelukkende

på formalia. Da trætjærens

biocide effekt rent faktisk

er så lille, at det er uvist om

den er et biocid eller ej, prøver

bl.a. Miljøstyrelsen aktuelt at få

trætjæren ud af biociddirektivet.

Lykkes det, er problemet løst.

Ingen modsiger de katastrofale

følger for den bygningsog

skibskulturelle arv et forbud

ville få. Derfor er det så godt

som sikkert, at trætjæren i første

om-gang vil få en dispensation

frem til 2010. Et eller andet sted

ryger kæden af: på den ene side

modsiger ingen, at trætjæren er

uundværlig til bevaringsværdigt

byggeri. Men er nyt byggeri da

ikke værd at bevare?

Hvis man, som jeg, er dybt

engageret i trætjære, så splittes

man i to reaktioner. Den ene

nægter at acceptere et justitsmord

på trætjære: traditionerne

er for stolte og produktet er for

godt. Konfisker mit lager og

knus min virksomhed, kom bare

an. I får grund til at skamme jer

og det skal nok blive festligt.

Den anden reaktion aktiverer

fantasien til at lede efter smuthuller:

Hvis EU er dum nok til

at forbyde trætjære så er vi kloge

nok til at omgå det. Hvis trætjære

bliver forbudt så er det kun

til overfladebehandling af træ.

Andre anvendelser er til medicin,

veterinærmedicinsk, til

kosmetik og i fødevareindustrien.

”Selvfølgelig har vi trætjære

til dig, men kun hvis du spiser

den, behandler hove, klove, skæl

eller psoriasis, og det er på dit

eget ansvar hvis du kommer til

at spilde noget på dit hus.” I

Norge, som i kraft af landets

handelsaftaler med EU også vil

omfattes af biociddirektivet, ser

man et smuthul i at det skulle

være forbudt at markedsføre,

men ikke at fremstillet og bruge

trætjæren. D.v.s. stavkirkerne

kan bare have deres egen produktion.

Måske skulle enhver

tegnestue med respekt for sig

selv fremover have en lille mile i

baghaven?

Til træ og vægge.

Nu også til industriel overfladebehandling

med egen

linoliemaling!

Ring og hør nærmere!

Damson Paint Linolab A/S

Småmosevej 3C · Postboks 251

5700 Svendborg

Telefon +45 63 955 666 · Fax +45 63 955 667

E-mail damson@mail.tele.dk

www.damsonpaint.dk

STUCCO LUSTRO

MARMORINO

MARMORPUDS

MATERIALER

VÆRKTØJ

UDFØRELSE

KURSER

AMPIO

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby

Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84

ampio@ampio.dk · www.ampio.dk

Danmark og Den kolde Krig

9. - 15. oktober

Kom og deltag i debatten om den

nye udredningsrapport. Mange

spændende foredragsholdere.

Helt i Fisk – bedsteforældre

med børnebørn

16. - 22. oktober

En anderledes og intensiv måde

at være sammen med dine børnebørn

på.

Jule- og nytårskursus

20. dec. - 2. januar

Debat, samtaler, sang, udflugter,

tradition, grin og alvor.

Kursusleder: Niels Ole Frederiksen

Esbjerg Højskole

Stormgade 200 · 6700 Esbjerg

Tlf.: 79 13 74 00

www.eh.dk

LIDT HISTORIK OMKRING BYGNINGS-

FREDNINGSLOVEN

Af Viggo Nielsen.

Den 1. januar i år var det 25 år

siden, at den tidligere bygningsfredningslov

af 1979 trådte i

kraft. Ved den gennemførtes en

række reformer eller ændringer,

som fik ganske vidtrækkende

betydning for det videre forløb og

udviklingen af værnet af det,

man lidt forslidt kalder vor bygningskulturelle

arv, med lovens

ord dengang ”landets ældre bygninger

af arkitektonisk, kulturhistorisk

eller miljømæssig værdi”.

Et væsentligt element i den ny lov

var, at retsvirkningerne af en fredning

blev ens for alle fredede

bygninger, medens der tidligere

havde været en vis forskel mellem

virkningerne for to klasser,

henholdsvis A og B, som de fredede

bygninger havde været

grupperet i siden den første bygningsfredningslov

af 1918.

Trods eller måske på grund af

det lange tidsspand på 25 år kan

der stadig iagttages nogen uklarhed

med hensyn til karakteren af

den tidligere retstilstand. I sit indlæg

i Berlingske Tidende den 22.

april 2001 skriver den daværende

formand for Det særlige Bygningssyn,

professor Bjørn Nørgaard

således, at ”i 1979 lagde

man 2.250 B-fredninger, d.v.s.

facadefredninger, ind som A-fredninger”,

og i Kulturarvsstyrelsens

afgørelse af 12. maj 2004 om

ophævelse af en fredning i Sorø

anføres: ”Hotel Postgården blev

fredet i 1918 som en B-fredning.

En B-fredning betød – frem til

lovændring i 1979 – en facadefredning.

Fra 1979 blev de to

fredningsklasser slået sammen, og

alle bygninger var herefter

Et eksempel på et B-fredet baghus i København, Store Kannikestræde 10, Admiral

Geddes Gård. Det er opført i 1730'rne, men fra fredningen i 1926 og frem til

1980 var hverken facaden eller det indre reelt beskyttet mod bygningsændringer.

A-fredede”.

På denne baggrund kan følgende

oplyses:

Efter 1918-lovens § 1 kunne –

af undervisningsministeren – fredes

bygninger, som ” har kunstnerisk

eller historisk værdi og tillige

som regel er over 100 år gamle”.

Disse bygninger grupperedes

efter § 2 i to klasser, A, hvor

deres værdi i disse henseender

var ”så fremragende, at deres

nedrivning, forvanskning eller

vanrøgt ville medføre en betydelig

mindskning af nationens kulturskatte,

og B, hvor deres

”værdi vel er mindre fremragende,

men hvis bevaring dog er af

væsentlig betydning”.

Retsvirkningerne af en fredning

var ens for så vidt angår

processuelle regler i §§ 4, 12 og

13, endvidere i den i § 5 beskrevne

situation, hvor en ejer

ønskede ”en under klasse A eller

B hørende bygning helt at nedrive

denne”, og efter § 11 ved en

”ved brand eller anden ulykke

forårsaget skade på en af de på

fortegnelsen under klasse A eller

B henhørende bygninger”.

Ved den i §§ 6 og 8 omtalte

situation, hvor en ejer ønsker at

foretage ”arbejder (herunder delvis

nedrivning), der går ud over

almindelig vedligeholdelse” gælder

derimod forskellige regler,

idet den ved loven etablerede

myndighed, Det særlige Bygningssyn,

efter § 6 for A-fredede

bygningers vedkommende ”kunne

nægte ejeren tilladelse til at

udføre arbejderne anderledes end

efter en af bygningssynet godkendt

plan”, medens det efter § 8

for B-fredede bygningers vedkommende

måtte nøjes med bl.a.

at give ejeren råd, og at han så

blot skulle give meddelelse til

synet, hvis han ikke ønskede at

følge rådet.

Ved overgreb mod bygningen

eller ved vanrøgt gjaldt efter henholdsvis

§§ 9 og 10 særlige reg-

ler for de A-fredede bygninger.

Facader omtales ikke. Begrebet

bygningsdele i § 1 var baggrunden

for, at der efter museumsinspektør

Hugo Matthiessens gennemgang

af de ældre bygninger i

de sønderjyske byer efter genforeningen

bl.a. på et hus i Haderslev

blev gennemført fredning af en

facade, en bindingsværksgavl

alene, men samtidig ved nogle

andre huse fra 15-1600-årene

”bindingsværkssiderne mod gården”.

48 år skulle der gå, før 1918loven

blev afløst af en ny lov om

bygningsfredning af 18. juni

1966.

Behovet for en udbygning af

beskyttelsen og ikke mindst for

en forbedring af støttemulighederne,

som det bl.a. var blevet

fremhævet af bygningssynet,

motiverede kulturministeriets

lovforslag, der indebar en omredigering

og præcisering af 1918lovens

regler, men som – bortset

fra nydannelsen med Statens

Bygningsfredningsfond – kun

medførte få materielle ændringer.

Fredningskriterierne blev således

i lovens § 1 forenklet til at

omfatte ”Bygninger eller bygningsdele,

hvis bevaring på grund

af deres særlige arkitektoniske

eller kulturhistoriske værdi er af

væsentlig betydning”. Bygninger,

”hvis arkitektoniske eller kulturhistoriske

værdi” var særlig stor

frededes i klasse A, de andre i

klasse B. De to fredningsklasser

opretholdtes i øvrigt med de hidtidige

virkninger og altså fælles

regler bl.a. i situationen ved

ønsker om nedrivning, § 10. En

betydningsfuld nydannelse var, at

alle bygningsarbejder, som gik

udover almindelig vedligeholdelse

vedrørende B-fredede bygningers

facader, herunder tagflader

mod gade, vej eller plads i bymæssige

bebyggelser fremover

ligesom de tilsvarende arbejder på

A-fredede bygninger krævede en

tilladelse fra bygningssynet. Det

er denne særlige bestemmelse om

et udsnit af de B-fredede huse,

der kan have motiveret anvendelsen

af betegnelsen facadefredninger

om hele gruppen, .

1966-loven var ikke et tilfredsstillende

instrument for bygningsbevaringen

under den fortsatte,

eksplosive samfundsudvikling.

Videre perspektiver blev allerede

nogle få år efter fremført i Kulturministeriets

betænkning nr.

517. En kulturpolitisk redegørelse.

Samme år – 1969 – revideredes

loven bl.a. ved indsættelse af

en revisionsbestemmelse. Denne

gav, efter at sagsområdet var overført

til miljøministeriet og dermed

en sammenhæng med den

øvrige fysiske planlægning, baggrund

for tanker om en mere

omfattende ny revision af loven,

og herunder den videre skæbne

for den gamle klassificering.

Som forberedelse af revisionen

og tillige som en markering af det

europæiske bygningsfredningsår

1975 udarbejdede em-bedsmænd

i fredningsstyrelsen en redegørelse

”Bygningsfredning.

Bygningsfredningsloven og dens

revision – status og perspektiver”,

der med miljøministerens ord i

forordet skulle ”betragtes som et

oplæg til en almen drøftelse, der

kan danne grundlag for en senere

politisk stillingtagen”.

Om forholdet mellem A- og Bfredninger

anførte redegørelsen

bl.a.:

”Det er klart, at der er forskel i

kvalitet og betydning af de hen

ved 3000 meget forskelligartede,

fredede bygninger, der findes i

landet, og en forskel i behandlin-

gen af dem vil følge af sig selv

administrativt, herunder fordelingen

af bygningsfredningens begrænsede

midler til bygningsarbejder.

Som det fremgår af det foranstående,

er det derimod problematisk,

om der kan foretages en

rimelig opdeling af disse bygninger,

således at man giver nogle

en helt anden retlig status end

andre. Endvidere må det være

ganske åbenlyst, at den hidtidige

beskyttelse af de B-fredede bygninger

er utilstrækkelig, når forholdet

er det, at bygningssynet

ikke har indseende med ombygningsarbejder,

og at fredninger

efter bygningsfredningsloven

ikke bør give en ringere beskyttelse,

end hvis de pågældende

bygninger er omfattet af en bevarende

bygningsvedtægt eller

byplanvedtægt.

Konklusion. Det må anses for

formålsløst at komplicere billedet

yderligere ved indførelsen af nye

beskyttelsesregler for de forskellige

grupper, man kunne opdele

de fredede bygninger i. Det vil

derfor være det mest rationelle, at

der i fremtiden ses bort fra en

opdeling af de fredede bygninger”.

Redegørelsen foregreb en

række af de bestemmelser, der

kom til at indgå i den ny lovtekst

i 1979. Ved loven blev Bygningssynets

status ændret til at være

rådgivende, medens den besluttende

funktion overførtes til den

statslige styrelse – altså dengang

fredningsstyrelsen. Som i Norge

gennemførtes en automatisk

beskyttelse af bygværker ældre

end 1536, hvorved der tillige blev

taget højde for, at middelalderlige

kirkebygninger blev opgivet,

så de ikke længere var omfattet

af lovgivningen om folkekirken.

Medens det sidstnævnte element

gav anledning til en del

debat under behandlingen i folketinget,

var gennemførelsen af de

fælles retsvirkninger for alle fredninger

noget, der mere optog

organisationer og enkeltpersoner,

der ytrede sig positivt eller kritisk

under høringsperioden.

Fredningskriteriet forenkledes i

lovens § 3 således: ”Miljøministeren

kan frede bygninger af væsentlig

arkitektonisk eller kulturhistorisk

værdi, som er over 100

år gamle. Uanset deres alder kan

bygninger dog fredes, når det er

begrundet i deres fremragende

værdi eller i andre særlige omstændigheder”.

Kriteriet svarer til

1918-lovens ”af væsentlig betydning”

i dens § 2 om fredninger i

klasse B og skal efter lovbemærkningerne

til 1979-loven

vise en bestemt bygningstradition,

en bestemt stilperiode, en særlig

kulturhistorisk udvikling eller et

særligt socialt fænomen, medens

det bliver af mindre betydning,

om bygningen kan siges at være

af national, af regional eller af

lokal interesse.

Enheden i retsvirkningerne for

de fredede bygninger markeredes

i lovens kapitel 3 bl.a. med reglerne

om vedligeholdelsespligt,

om mulighederne for nedrivning

og om brand- eller andre skader,

men især gennem den ny, generelle

regel i § 10. ”Alle bygningsarbejder

vedrørende en fredet

bygning kræver tilladelse fra miljøministeren,

hvis arbejderne går

ud over almindelig vedligeholdelse”.

I tilslutning til denne bestemmelse

siges i bemærkningerne til

lovforslaget (Folketingstidende

1978/79. Tillæg A sp. 1653-54) :

“Medmindre andet udtrykkeligt er

anført omfatter både en A-fredning

og en B-fredning hele byg-

ningen, det ydre såvel som det

indre. Forskellen ligger efter gældende

lov navnlig i retsvirkningen

af fredningen og vedrører i virkeligheden

kun visse bygningsarbejder

på B-fredede bygninger. For

disse arbejder har det hidtil været

gældende, at de skulle anmeldes

til de centrale bygningsfredningsmyndigheder.

Selv når bygningsfredningsmyndighedernereagerede,

var ejeren ikke forpligtet til at

efterkomme eventuelle ændringsforslag.

De bygningsarbejder, der

er omfattet af disse svage bestemmelser,

er dels arbejder i bygningernes

indre, dels arbejder på

facader og tag på bygninger, der

ikke vender ud til gade, vej eller

plads i bymæssig bebyggelse.

Bestemmelserne hidrører fra

den første bygningsfredningslov i

1918, da der praktisk taget ikke

fandtes bestemmelser af den

bebyggelsesregulerende karakter,

som vi i dag kender i bygge- og

planlægningslovgivningen. I dag

gælder der allerede efter byggelovgivningen

væsentligt strengere

bestemmelser om, hvad man må

og ikke må med hensyn til bygningsarbejder.

Samtidig må man

erindre sig, at der efter den gældende

bygningsfredningslov kun

kan fredes bygninger af væsentlig

værdi i arkitektonisk eller kulturhistorisk

henseende. Alle fredede

bygninger – både A- og B-fredede

– opfylder dette væsentlighedskriterium,

og derfor er der heller

ikke forskel i lovens muligheder

for at yde økonomisk støtte.

Efter forslaget skal bygningsarbejder,

der går ud over almindelig

vedligeholdelse, på alle fredede

bygninger godkendes af de

centrale bygningsfredningsmyndigheder.

Der vil ikke ske nogen

ændring i den hidtidige praksis,

hvorefter de centrale bygningsfredningsmyndigheder

kun

beskæftiger sig med sådanne

arbejder, som er af betydning for

at bevare bygningens værdi i fredningsmæssig

henseende. Sådanne

arbejder vil man også i fremtiden

kunne yde økonomisk støtte til”.

Det kan tilføjes, at den særlige

omtale af bygningsarbejder i de

fredede huses indre var aktualiseret

gennem opdagelsen af interessante

vægmalerier, bl.a. i Slotsgade

20 i Haderslev.

Det er altså kun i årene 1966-

80, at begrebet facade har været

nævnt i loven og kun for B-fredede

bygninger, der var beliggende i

bymæssig bebyggelse. Derimod

fremgår det, at såvel det ydre som

det indre af en B-fredet bygning i

princippet var fredet, men at

muligheden for at forhindre uheldige

eller ødelæggende ombygninger

var små.

Begrundelsen for afskaffelsen

af klassificeringssystemet var

især ønsket om at skærpe den retlige

status af B-fredningerne, så

ødelæggende ombygninger kunne

forhindres. Heri lå intet i retning

af en ændret kvalitativ bedømmelse.

Alle tidligere fredede bygninger

havde ved deres fredning

efter Det særlige bygningssyns

sagkyndige bedømmelse de væsentlige

arkitektoniske eller kulturhistoriske

kvaliteter, som var forudsætningen

for, at de også efter

1979-lovens kriterier kunne være

fredet.

Lovbemærkningernes udsagn

om den gennem 60 år oparbejdede

praksis for, hvad der skal

kræves for at væsentlighedskravene

for en fredning er opfyldt,

viser, at der efter 1979-loven ikke

ved fremtidige fredninger påtænktes

en skærpelse af kvalitetskravene,

f. eks. krav om et tidligere

klasse A-niveau eller hvad der

kunne kaldes national interesse.

HVAD GÅR I EGENTLIGT OG LAVER

I BYGNINGSKULTURELT RÅD?

Af Thomas Martinsen, direktør for Bygningskulturelt Råd. Foto: Bygningskulturelt Råd og Rambøll Management.

Et af “Modernismens Huse”: Arne Jacobsens fredede tankstation fra 1939, Kystvejen 24, Gentofte Kommune.

Hvad går I egentligt og laver i

Bygningskulturelt Råd?

Jamen, vi arbejder jo for bevaring

og udvikling af dansk bygningskultur,

svarer jeg, når jeg

bliver spurgt, som om det er en

selvfølge. Men så indlysende rigtig

tanken er om Bygningskulturelt

Råd, er det vist ikke så enkelt

at skabe en politisk platform,

som finder genklang både i den

meget brede medlemsskare og i

offentligheden.

Vi tager imidlertid udfordringen

op, og i denne artikel vil jeg

kort fortælle om et udpluk af de

aktiviteter, som vi arbejder med,

ved siden af det organisatoriske

arbejde for vores 30 medlemsorganisationer.

I dette efterår tager vi initiativ

til en større offensiv ved at gå

ind i debatten om, hvordan vi i

Danmark sikrer vores bygningskultur

i by og på land bedre end

det er tilfældet i dag. Når man

betragter problemet med udvikling

og bevaring af vores bygningskultur,

drejer det sig i høj

grad om de 200-300.000 bevaringsværdige

bygninger, der i

princippet ikke er sikret mod

ødelæggelse eller nedrivning,

medmindre ejeren selv har forståelse

for husets bevaringsværdi.

I Bygningskulturelt Råd har

Frednings- og Bevaringsudvalget

diskuteret dette gennem længere

tid og det politiske grundlag, der

er fremkommet, har den afgåede

direktør Jørgen Nordqvist, skrevet

om i kronikken Bygningskulturelt

rod… i Politiken d. 2.

august 2005. Jørgen Nordqvist

causerer over det faktum, at det

slet ikke står så godt til med

vores bygningskultur, som vi

gerne vil tro: ”… som situationen

er nu, ser der herrens ud på

landet, i landsbyerne og i byerne.”

skriver Jørgen Nordqvist.

I kronikken slår han til lyd for,

at staten og kommunerne registrerer

bevaringsværdierne i de

områder, hvor det ikke er gjort

endnu. Det skal gøres for at få et

grundlag for at beslutte, hvad der

skal blive stående, hvad der skal

forsvinde, og hvad der skal

udvikles. Det gælder f.eks. når

talen falder på de nedlagte landbrugsbygninger,

hvis forsvinden

vil påvirke det danske landskab

for stedse. Et forslag går ud på,

Thomas Martinsen er tiltrådt

som administrerende

direktør i Bygningskulturelt

Råd d. 15. august

2005. Thomas Martinsen

er 36 år og uddannet historiker.

Han har de sidste 4

år opbygget og været leder

af afdelingen ”Center for

oplevelsesøkonomi” i

Rambøll Management A/S,

der arbejder med rådgivning

af virksomheder,

kommuner, organisationer,

ministerier m.m. indenfor

områder som kulturliv, kulturarv,

byudvikling og

byplanlægning, turisme,

regionaludvikling m.m.

at man får en ekspertise i bygningsbevaring

ude omkring i landet,

knyttet til de kulturhistoriske

museer. Sidst men ikke mindst

foreslås det, at man får en differentieret

beskyttelse af bevaringsværdierne,

der er baseret på

helheder i den ene ende af skalaen

og særlige detaljer i den anden

ende af skalaen.

Disse tre hovedpunkter i Byg-

ningskulturelt Råds strategi for

fremtidens bygningsbevaring er

præsenteret for Kulturministeriet,

der er positivt overfor tankerne. I

efteråret vil Bygningskulturelt

Julemarked i Bygningskulturens Hus 2004.

Råd gå videre med at konkretisere,

debattere og formidle tankerne

til vores omverden af borgere,

politikere, kommuner m.v.

Hvad er det så for en bygningskultur

vi gerne vil bevare?

For at indkredse det må man se

bagom vores bygningskultur og

søge det sæt af værdier vi har

arbejdet ud fra i de seneste årtier,

og som gør at vi har holdninger

til hvordan man udvikler bygningskulturen,

hvad der er værd

at bevare, og hvordan det bevares

og ikke mindst udvikles! Forhåbentligt

kan Bygningskulturelt

Råd også være med til at udfordre

nuværende holdninger til

bevaring.

Det handler også om rammerne

for bygningskulturens udvikling

og bevaring. Åbenhed og

demokratisk indflydelse på den

fysiske planlægning, ordentlige

boliger for svage samfundsgrupper,

bevaring af byernes struktur,

god kvalitet i offentlige byggerier,

lav bebyggelse ved åbne

kyster, nænsom bevaring af

enkeltbygninger. Dette er nogle

eksempler på grundlæggende

værdier, som vi tager for givet,

men som meget nemt kan blive

sat på spil i fremtidig planlægning

og lovgivning. Debatten om

de grundlæggende værdier blev

taget op af vicedirektør Ulla

Lunn med kronikken Bungalow

og Bellevue i Information d. 26.

april 2005.

Bygningskulturelt Råd har

også taget udfordringen med at

skabe større forståelse for og

kendskab til vores bygningskultur

op. Bl.a. opbygger vi nu

www.bygningskultureltraad.dk

til en egentlig videnportal med

tilgængelig viden for både ejere,

rådgivere og håndværkere. Som

noget nyt vil der være en digital

markedsplads, hvor man kan

finde sin rådgiver, håndværker

eller lige præcis de tagsten, man

skal bruge til sit hus. Markedspladsen

åbner fra årsskiftet

2005/06. Det er Peter Tom-

Petersen og Maja Svane, der står

for de digitale projekter i Bygningskulturelt

Råd.

Bygningskulturens Dag satser

vi på at gøre populær og synlig

også overfor den yngre generation.

Årets tema om ’Modernismens

Huse’ tager vi op med

udstilling, byvandringer og ikke

mindst en registrering af over

1500 bygninger som stilles til

rådighed for DOCOMOMOs

database, der er undervejs. Der

bliver flere arrangementer man

kan deltage i og blive inspireret

af. Få mere information på Bygningskulturelt

Råds hjemmeside.

På kulturnatten d. 14. oktober

åbner vi huset sammen med de

andre beboere; By og Land,

BYFO og som noget helt nyt

Dansk Kunstnerråd, som er flyttet

ind i baghuset i Borgergade

111. Dorthe Bentsen, der står for

de faste og udadvendte arrangementer

forventer også flere debatmøder

om aktuelle emner i

efterårets og vinterens løb.

Bygningskulturelt Råd har fra

begyndelsen haft det perspektiv

at skulle debattere og informere,

men også rådgive og gennemføre

projekter. Dels mener vi, at Bygningskulturelt

Råd skal have

konkret berøring med bygningerne

og bevaringsproblemerne, og

at erfaringer fra projekter og rådgivning

er med til at skærpe

vores argumenter i debatten.

Dels skal vi til stadighed have en

vis indtjening for at kunne eksistere

og yde god medlemsservice.

De færreste er måske klar over

at vores Bygningssyn og -pleje

rådgiver private ejere gratis pr.

telefon hver mandag eftermiddag.

Og så udfører vi bygningssynsrapporter

på bevaringsværdige

bygninger. Det system som

rapporterne udføres i, er blevet

udviklet og bearbejdet og nu

også oversat til 3 sprog. Leif

Hansen, Robert Lau og Stig

Håkansson står bag rådgivningsafdelingen

i Bygningskulturelt

Råd.

Det var noget om, hvad vi har

gang i nu, og som ny direktør er

jeg naturligvis også begyndt at

gøre mig tanker om, hvilken vej

Bygningskulturelt Råd skal gå de

kommende år.

Et af målene er at gøre bygningskulturens

udvikling og

bevaring til en folkesag. Vi vil

arbejde på et bredere syn og en

dybere forståelse af bygningskulturen

både hos danskerne i bred

forstand og i de mange organisationer,

institutioner og myndigheder

med særlig interesse. Det

kræver bl.a. at vi bliver langt

mere synlige og tilgængelige

gennem god kommunikation i

mange medier – og ikke mindst

gennem den fornyede videnportal

på internettet.

En anden central udfordring og

mulighed for Bygningskulturelt

Råd er kommunalreformen. Med

den nye kommunestruktur vil der

blive brug for strategier for bevaring

og udvikling af bygningskulturen

som en vigtig del af

byernes kulturelle ressourcer.

Bygningskulturelt Råd vil gå ind

i dette arbejde for at en styrket

og forbedret by- og bygningskultur

kan være et kraftfelt for udvikling

af bosætning, erhvervsliv

og turisme lokalt og regionalt.

De nye kommuner har brug for

at finde hvert deres ståsted, for at

definere sig selv overfor borgerne

og overfor deres omverden –

og kulturarv og bygningskultur

kan være et stærkt udgangspunkt

for en kommunes udviklingsstrategi.

Jeg er sikker på, at mange

kommuner vil bruge den unikke

mulighed deres kulturarv og bygningskultur

giver. Lad os håbe, at

der i de nye kommuner også er

plads til nytænkning når det gælder

udvikling og anvendelse af

fredede og bevaringsværdige

bygninger, og nyt liv i byens

rum.

Endnu en væsentlig udfordring

for Bygningskulturelt Råd er at

skabe øget indtjening på flere

projekter og mere rådgivning. Et

mere forretningsorienteret Bygningskulturelt

Råd vil også være

med til at udvikle os som det

naturlige samlingspunkt når det

gælder bygningskultur.

Jeg er i skrivende stund ikke

startet på jobbet, men ser frem til

arbejdet i Bygningskulturelt Råd

og samarbejdet med By og Land

og vores øvrige medlemsorganisationer.

Jeg er sikker på, at Bygningskulturelt

Råd i fremtiden

bliver en vigtig part i kultur- og

samfundsdebatten, så ingen er i

tvivl om, hvad vi går og gør i

Bygningskulturelt Råd.

Følg med på Bygningskulturelt

Råds hjemmeside www.bygningskultureltraad.dk

eller ring

på 33 33 99 10. Du er også velkommen

til at kontakte Bygningskulturelt

Råds medarbejdere

for mere information og vejledning.

LAD DER BLIVE LIV

I HAVNEN

Advokat Bonnie R.Mürsch og cand. jur. Jep Loft

Havnedrift er ikke hvad den har

været. Erhvervssejlads er blevet

henlagt til andre områder, virksomheder

er ophørt, bananfragt

flyves ind, pæreskuden er blevet

en kuriositet, der brobizzes uden

storebæltskaffe, og kulbunkerne

er forsvundet. Det har medført,

at store arealer er blevet frigjort

til andre formål, som driftige

folk og ambitiøse kommuner

ikke har været sene til at benytte

sig af.

Meget er blevet bygget, med

eller uden kvalitet, det meste i

alt fald uden fornemmelse for

vand. Regningen foreligger allerede

– affolkede havne og øde

kajstrækninger. Nu efterlyses liv,

aktiviteter og variation. Det kan

der gives flere opskrifter på,

men oplagt er det at åbne for

husbåde i vandkanten. Således

har Nykøbing S foreløbig fundet

kajplads til otte husbåde. Helsingør

har så vidt vides længe været

gæstfri over for husbåde

blandt lystsejlere, og efter en

lang og svær proces er København

nu nået så langt, at man er

nedkommet med et kommuneplantillæg

vedrørende husbåde i

henseende til placering, kvalitet

og sammenhæng med omgivelsernes

karakter og med stillingtagen

til antal af mulige nybyggede

husbåde med et moderne

bygningsudtryk i forhold til fartøjer,

der oprindelig blev bygget

til sejlads. Potentielle pladser til

500 husbåde er det blevet til

(halvt så mange som oprindeligt

foreslået).

Nu kan den bevaringsværdige

skonnert yde sit bidrag til havnelivet,

men hvad med færgerne?

For alle os, der gennem årene

har nydt færgefarten i de danske

farvande, er det jo forstemmende

at opleve Kong Frederik og

hans døtre reduceret til en miljøbelastning

for indiske strande.

I disse tider, hvor udfordringen

for landets havne er at genfinde

en identitet, kunne de

overflødiggjorte færger måske i

stedet gøre tjeneste i ny funktion

til flydende parkering. Göteborg

har ligefrem bygget en park til

sin havn. Den ægte vare i form

af færgerne Kong Frederik og

andre store færger kan tilmed tilbyde

kulturhistorie og det flotte

maritime islæt, som de tidligere

erhvervshavne nu savner, og

aflaste for et påtrængende pladsproblem

i byernes gadebillede

samtig med at løse havnes kommende

p-behov – hvis man altså

ville tænke i konstruktivt genbrug.

By og Land bør nok snarest

føje en ny dimension til sit virke

og være rede på kajen.

SE LANDSFORENINGENS

HJEMMESIDE

WWW.BYOGLAND.DK

Nye medarbejdere

i sekretariatet

By og Land har i løbet af det

sidste halve år fået to nye medarbejdere,

en arkitekt hvis hovedopgave

vil være at udarbejde

fredningsforslag, og en studentermedarbejder,

der har afløst

Annette Eriksen og Louise

Starklint, og som tager sig af de

egentlige sekretariatsopgaver.

De nye medarbejdere er:

Pauline Ringsted, 42 år

Uddannet inden for restaurering

og bygningsarkæologi fra

Arkitektskolen i København

2002. Har arbejdet med opmålinger,

registreringer og

rekonstruktioner, primært i

udlandet samt udarbejdelse af

illustrationer til kunsthistoriske

værker og redaktionelt arbejde

ved tidsskriftet Bygningsarkæologiske

Studier. Pauline vil desuden

fremover bidrage med bl.a.

anmeldelser til b.

Kitt-Ann Andreasen, 34 år

Læreruddannet. Har læst videre

på RUC (Dansk og Historie) og

skal nu til at skrive speciale om

besættelsestiden. Interesserer

sig for det danske sprog og driver

et firma der læser korrektur

for forskellige forlag.

Regionalmøder i de nye

regioner:

Hovedstaden: 29.10. i

Helsingør.

Midtjylland: 12.11. i Horsens

Sjælland: 26.11. i Korsør

Nordjylland: 1.1.06 i Hadsund

Sønderjylland: 21.1.06.

Sted meddeles i nr. 69.

(Program udsendes direkte til

medlemmerne. Alle er velkomne)

SÅDAN BLEV MARMORBROEN OG

DENS TO PAVILLONER RESTAURERET

Erik Heimann Olsen. Foto: Nils Vest.

Det første Christiansborgs officielle

adgangsvej, Marmorbroen

med de to pavilloner, var Eigtveds

første selvstændige arkitektopgave

i Danmark, færdiggjort i 1745.

Den var lavet af sandsten fra

Sachsen, et materiale som på

grund af naturens slid kræver

jævnlige restaureringer. Det skete

da også på broen i 1776, 1820,

1886, 1917, 1919 og 1929.

Pavillonerne blev omfattende

restaureret 1932-33. I 1938 drøftedes

en hovedreparation, men på

grund af krigen m.m. kom det

først i gang 1967 og varede inkl.

Ridebanen helt frem til1996.

Arkitekt Erik Hansen forestod

den store opgave og har berettet

om det i den bog, som Slots- og

Ejendomsstyrelsen udsendte i

1997. Nu foreligger hans beretning

også i en 27 min. film produceret

af filminstruktøren Nils

Vest for Kunstakademiets

Arkitektskole, Slots- og Ejendomsstyrelsen

og Arkitema.

Erik Hansens rolige og saglige

fremstilling af behovet for restaureringer,

overvejelserne om fremgangsmåden,

planlægningen af

Pavillionerne ved Marmorbroen.

arbejdet og arkitekternes, håndværkernes

og leverandørernes

problemer og samarbejde, understøttet

af billeder og tegninger fra

før og nu, giver god forståelse for

de mange års komplicerede arbejde.

Hver enkelt sten i pavillonerne

blev vurderet og langt de fleste

kasseret. Grundmaterialet, sandsten,

til fornyelserne kom fra de

samme stenbrud i Sachsen som i

1700-tallet, og hver enkelt ny sten

blev hugget til i hånden. Hård

sandsten til det ydre, inde blød

sandsten velegnet til udhugning af

de mange dekorationer. Ridebanen,

broen og pavillonerne er fra

det første Christiansborg fra

1730’erne og det eneste, der har

overlevet de to store slotsbrande i

1794 og 1884.

Så det var en tilfreds Dronning

Margrethe, der i 1996 kunne

holde det smukt restaurerede

anlæg over dåben. Godt at der,

ikke mindst for os lægfolk, foreligger

både en skriftlig og nu

også en filmisk beretning om

dette vigtige led i den danske

bygningskulturarv.

VELLYKKET FILM OM ”ARKITEKTEN,

DER BLEV VÆK” – NICOLAI EIGTVED

Erik Heimann Olsen. Foto: Nils Vest.

Egentlig skulle man ikke tro, at

man kan lave et portræt af en person,

som der ikke findes ét eneste

billede af. Men det er alligevel

lykkedes fint for filminstruktøren

Nils Vest i hans nye film om Nicolai

Eigtved, gartner, bygningskonduktør,

arkitekt og 1700-tallets

vel nok mest fremtrædende

arkitekt herhjemme. Ikke alene er

der ingen billeder af filmens

hovedperson, men der er heller

ingen personlig korrespondance,

kun officielle skriverier. Så meget

mere er det beundringsværdigt, at

filmen kan tegne et så levende

billede af ham. Filmen føjer sig

fint til Vests film fra 1997 om

periodens anden store arkitekt,

Lauritz de Thurah – Eigtveds

konkurrent.

Eigtved blev født 1701 i beskedne

kår på landet i Midtsjælland

og blev uddannet som gartner.

Men 12 år ude i Europa, især

i Dresden, Warzawa og Rom gav

ham baggrunden for at blive en af

rokokoens mest betydningsfulde

arkitekter efter hjemkomsten til

Danmark i 1735. Der var byggeboom

i København, og med store

opgaver som en del af den indre

indretning af det første Christiansborg,

slottets hovedindgang over

Marmorbroen med de to pavilloner,

Prinsens Palæ lige overfor (i

dag Nationalmuseet), Christianskirken,

Eigtveds Pakhus (Udenrigsministeriets

møde- og konferencecenter)

og Frederiks Hospital

(i dag Kunstindustrimuseet)

kom han til at præge hovedstaden

mere end nogen anden.

Han gjorde sig heldigt bemærket

ved sin dygtighed, ikke mindst

De fire adelspalæer, der siden blev til Amalienborg Slot, er Eigtveds hovedværk. Den

kirke, der skulle være kronen på værket, blev aldrig opført, men her er den indsat

som Eigtved havde tænkt sig den.

hos den indflydelsesrige general

Poul Løvenørn, der både skaffede

ham legatet til de to års studieophold

i Rom og efter tilbagekomsten

arbejde som arkitekt ved

slotsbyggeriet – det første Christiansborg.

Herefter afløste den

ene store opgave den anden.

Størst blev anlægget af Frederiksstaden

fra 1749 med de mange

boliger for udvalgte, velstående

borgere og de fire adelspalæer,

der siden blev kongeslottet Amalienborg.

Men han mestrede også

det mere enkle, f.eks. grev Schulins

Frederiksdal, grev Moltkes

Turebyholm og landfogedens hus

ved Reykjavik, Islands første

stenhus.

Den 30. marts 1754 var en stor

dag i Eigtved liv – og i Danmarkshistorien.

Da indviedes i

kongens nærværelse det flotteste

af Amalienborg-palæerne, opført

af ham for Frederik V’s overhofmarskal,

den stenrige lensgreve

Adam Gottlob Moltke fra

Bregentved (og Turebyholm).

Derfra begav det højfornemme

selskab sig til Charlottenborg til

indvielse af Akademiet dér. Eigtved

havde samtidig også udarbejdet

ikke mindre end fem forslag

til den store Frederiks Kirke, der

skulle være kronen på den nye,

fornemme bydel – og på hans

karriere. Først femte gang blev

hans forslag godkendt, men da

var der ikke penge til kirkebyggeriet,

som kom til at vente over

100 år. 7. juni samme år døde

Eigtved, blev begravet i Skt. Petri,

og hans konkurrent Lauritz de

Thurah overtog hans opgaver,

men døde allerede 1759.

Filmen varer en time. Den er

rig på billeder fra fortid og nutid

af de mange steder ude i Europa

og herhjemme, hvor Eigtved

arbejdede. Filmen er blevet

muliggjort ved støtte fra en række

fonde (Margot & Thorvald

Dreyer, Realdania, Bikuben,

Bestseller, Bergia og Henning

Larsen) samt Det danske Filminstitut

og i coproduktion med

DR.

NOTER

Radiomuseum på Nyholm

Kystradiostationen OXA,

A.H. Vedels Plads, Nyholm.

Hjemmeside: www.oxa.dk

Som beskrevet i b nr.

61 blev den gamle kystradiostation

på Frederiksholm flyttet til

Nyholm i slutningen af 2002, og

genindviet den 22. oktober 2003

efter en gennemgribende istandsættelse.

Flytningen var i sig selv en

bedrift, hvor bygningen blev

skåret i to dele og flyttet til den

nye adresse af to store kraner.

Forud for det ambitiøse projekt

var gået flere år med at rejse

midler til sikring af radiostationens

fortsatte eksistens, og selve

flytningen blev således hjulpet

godt på vej af A.P. Møller og

Hustru Chastine Mc-Kinney

Møllers Fond til almene formål,

med en donation på 1,6 mio. kr.

Foreningen til bevarelse af

Danmarks ældste radiostation

har denne sommer åbnet radiostationen

for publikum, og den

unikke samling af radioudstyr

helt tilbage fra 1901 der er kommet

til veje blandt andet efter

grundig gennemgang af Søværnets

lagre, og istandsat af foreningens

medlemmer, kan fremover

besigtiges i de smukke rum,

der fra 1908 og frem til 1945

dannede rammerne om kystradiostationen

OXA, og dermed

også førhen har huset store dele

af det udstillede udstyr.

Bevarelsen af radiostationen

var en mærkesag for vor afdøde

formand for Frednings- og Bevaringsudvalget

Klaus Eggers

Hansen, og i forlængelse af hans

engagement og arbejde med en

sikring af bygningens fremtid,

indsendte Landsforeningen i

foråret fredningsforslag til

Kulturarvsstyrelsen, vedrørende

Danmarks og formentlig verdens

ældste, bevarede kystradiostation,

kaldet OXA.

Det Særlige Bygningssyns

afgørelse ventes inden årets

udgang.

Det kan anbefales interesserede

at besøge museet, selvom det

er ved at være sidste chance i år,

idet der kun er åbent den 22.-23.

oktober kl. 11-17, hvorefter man

lukker for vinteren.

Pauline Ringsted

Rettelse

Fotografierne, der ledsagede

Flemming Skudes artikel ”Skurene

i Skagen” i b 67,

var ikke taget af forfatteren, men

af Klaus Skyum Larsen.

Redaktionen beklager.

Referat af generalforsamlingen

Det fuldstændige referat af generalforsamlingen

i forbindelse

med årsmødet i København, maj

2005, kan nu ses på vores hjemmeside

www.byogland.dk

Få publikationen ”Agenda

Kulturarv”. Skriv/ring/mail til

KUAS, Slotsholmsgade 1,

1216 Kbh. K. Tlf. 2265100

kuas@kuas.dk.

Christiansfeld

Jørgen Bøytler og Jørgen Toft Jessen:

Christiansfeld – Livet og husene. Udg.

Af Det Danske Idéselskab 2005.

199 s., rigt illustreret. Pris:298,- kr.

Det et to kyndige folk der har sat

sig for at skrive Christiansfelds

historie. Den ene er Brødremenighedens

præst, og den anden dens

arkitekt gennem mange år. De har

fordelt stoffet mellem sig på den

måde, at hvert kapitel er delt med

en række afsnit om den historiske

og åndelige baggrund skrevet af

Jørgen Bøytler og nogle afsnit om

de tilsvarende bygningsmæssige

forhold skrevet af Jørgen Toft

Jessen.

Kapitlerne har overskrifterne:

Kirken, Skolerne, Søstrehuset,

Brødrehuset, Bolighusene, Hotellet,

Familiehusene, Enkehuset,

Gudsageren og Kirkepladsen.

Kendere af Chistiansfeld ser let,

at læseren hermed bliver ført

rundt på alle de væsentlige steder

i byen, men dertil kommer en

”Prolog”, der fortæller menighedens

forhistorie begyndende med

den bøhmiske reformator Jan

Hus, der blev brændt som kætter i

1415, videre over Kongregationen

Unitas Fratrum til den genfødte

bevægelses nøglefigur, grev

Nicolaus Louis von Zinzendorf.

Han ejede godset Berthelsdorf i

Sachsen, og her anlagde han og

hans tilhængere i 1722 en ny by,

Herrnhut, der kom til at lægge

navn til bevægelsens tilhængere

rundt om i verden: herrnhuterne.

Til Danmark kom de i 1739, da

der i København blev stiftet et

”Brødre-Societet”, hvis medlemmer

dog foreløbig bekendte sig til

den lutherske statskirkes lære. De

danske herrnhutere ønskede snart

også at anlægge deres egen by,

men først under Christian VII og

hans altformående minister Johan

Friedrich Struensee lykkedes det

at få et tilsagn herom. Tilsagnet

blev opretholdt også efter Struensees

fald, og i 1772 kunne Christiansfeld

anlægges på Tyrstrupgårds

jord, som menigheden købte

af kongen og i taknemmelighed

opkaldte efter ham. Vigtigt var

det at brødrene fik en særstatus

inden for statskirken, der tillod

dem at opretholde deres specielle

form for gudsdyrkelse og til at

missionere i de danske kolonier.

Og så indledtes arbejdet med at

anlægge og opføre byen, og det

skete i rekordtempo. Allerede i

sommeren 1773 kunne byens

første hus tages i brug som midlertidig

kirkebygning, og herefter

gik det slag i slag. Den egentlige

kirkebygning stod færdig i 1777,

og måtte udvides 19 år senere.

Forbillederne for byplanen og

bygningerne fik man fra andre

brødremenighedsbyer og fra tilrejsende

håndværkere, og resultatet

blev den rolige og regulære by

med bygninger præget af en

stilfærdig blanding af barok og

rokoko med specielle træk hentet

i Herrnhut som de små kvartvalme

i gavlene samt træbeklædningen

af visse af byens huse.

Christiansfeld er ved sin historiske

baggrund, sin plan og sine

bygninger noget helt specielt i

Danmark. Derfor blev den også

udpeget som et af de tre danske

pilotprojekter i det europæiske

bygningsfredningsår 1975. Brødremenigheden

består stadig, selv

om dens mere særprægede specialiteter

som opdelingen af menigheden

i strengt adskilte grupper i

søstrehus og brødrehus er opgivet.

Men menigheden er lille, og det

har i mange år været yderst vanskeligt

for den at vedligeholde

dens bygninger. I de seneste år

har den imidlertid fået betydelig

hjælp udefra.

Det er en vægtig bog de to forfattere

har skrevet og om et væsentligt

emne. På en let tilgængelig

måde formidler den et stof,

som umiddelbart ikke er helt

nemt. Medvirkende hertil er de

mange fremragende illustrationer.

A.T.

Havekultur i Ærøskøbing

Mette E. Havsteen-Mikkelsen

Havekultur i Ærøskøbing. Udgivet af forfatteren

november 2004. 45 sider, ill. s/h.

Købes hos Creutz Boghandel,Vestergade

47, 5970 Ærøskøbing. Pris kr. 98,-

Få steder i Danmark er bygningskulturen

bevaret i sin helhed som i

Ærøskøbing. Takket være Ærøskøbing

Byhistoriske Forening,

Ærø Museum og stor lokal opbakning

er det her lykkedes at bevare

en arkitektonisk og kulturhistorisk

bymæssig helhed bestående af

huse, gader, pladser og haver. Og

netop haverne bliver ofte det oversete

stedbarn i bevaringsmæssig

sammenhæng.

Mette Havsteen-Mikkelsen blev

i sin tid som leder af Ærø Museum

ofte mødt med folks harme

over de ”upassende moderniseringer”

der skete i haverne, i det

ellers så velbevarede miljø ved

havnemolen. Provokeret af denne

harme og ved hjælp af forskningsmidler

fra Statens Museumsnævn

til Ærø Museum i 1999 blev det

muligt for Mette Havsteen-Mikkelsen

at dokumentere dele af

havekulturen i Ærøskøbing og formidle

denne viden gennem dette

beskedne, men rigt illustrerede og

oplysende hæfte.

Forfatteren har valgt at betragte

havekulturen som et udtryk for

den særlige livsstil, der afspejler

stedets kulturhistorie.

ANMELDELSER

Skriftlige kilder og fotos fra

Ærø Museum skildrer livet og

havekulturen i søkøbstaden i

1700-1800-tallet. Også beretningen

om livet i 1900-tallet, hvor

byen gik fra at være oplandskøbstad

med vægt på søfart, landbrug,

handel og håndværk og til at blive

en kendt torneroseidyl for turister

og tilflyttere, giver et godt indblik,

i hvordan havekulturen præges af

denne forandring. Især kvarteret

omkring molen og de såkaldte

molehaver skildres ved hjælp af

mange fotos og mundtlige beretninger

fra lokale. Havearkitekten

Johannes Tholles og forfatteren

Anne Sophie Seidelins haver er

eksempler på landliggerhaver,

hvor drømmen om det gode liv og

længslen efter at være dér, hvor

man har rod, virkeliggøres.

Museumshaven på Ærø Museum

(Landfogedgården) blev

anlagt i 2002, ikke som en tro

kopi, men som haven kunne have

set ud omkring 1920. Både gårdens

og havens historie skildres

levende i hæftet.

Kildemateriale fra almindelige

private haver findes kun i ringe

grad. Havekulturen er flygtig og

står og falder med de mennesker

der varetager den. Derfor er der

endnu mere grund til at samle

dokumentation om vor gamle

havekultur. Man kan sige om publikationen,

at den er beskeden og

måske kunne den have nydt godt

af en ekstra korrektur, men den er

både oplysende og inspirerende.

Gid Mette Havsteen-Mikkelsens

gode initiativ kan danne grundlag

for en opfølgning, måske af andre

med kendskab til andre lokaliteter

og bevaringsværdige steder.

Emnet havekultur er desværre

stærkt overset på trods af dets rige

indhold af have- og kulturhistorie.

Kirsten Lund-Andersen

ANMELDELSER

Bedre Byggeskik

Lene Floris: Bedre Byggeskik –

Bevægelse og bygninger. 173 sider,

rigt illustreret.Thaning og Appel

2005. Pris: 199, - kr.

Vi kender dem alle, går forbi

dem hver dag, men oftest uden

at gøre os klart hvad de egentlig

repræsenterer: Bedre Byggeskiks

huse. I den grad falder de ind i

det bebyggede miljø som et

naturligt og hjemligt element.

I begyndelsen af 1900-tallet

opstod der en reaktion mod det

udvendige og forlorne i mange

af de bygninger der var blevet

opført i løbet af den foregående

generation, særlig de nye stationsbyers

pyntede bygninger,

møbleret med polstrede møbler

måtte holde for. I stedet søgte

forkæmperne for en renere stil

tilbage til en ældre og ”uspoleret”

stil, præget af enkelhed, harmoni

og funktionelle detaljer.

Det lidt humoristiske feltråb var:

”Ud med Italien, op med

Møgeltønder!”

Frontfigurerne for den nye

bevægelse var folk som Martin

Nyrop, P.V. Jensen Klint, Ivar

Bentsen, Harald Nielsen og den

allesteds nærværende Vilhelm

Lorenzen. Foreningen Maaleren

og Landsudstillingen i Århus i

1909 var trin på vejen til oprettelsen

af Landsforeningen Bedre

Byggeskik i 1915. Ambitionerne

var store. Der skulle oprettes

bygmesterskoler, holdes foredrag

rundt om i hele landet,

etableres en konsulentvirksomhed

og udgives bøger til højnelse

af bygningskulturen. Og man

kom virkelig igennem med det

meste. Størst betydning fik

undervisningen af bygmestre og

håndværkere – ofte på højskoler,

men især på Vallekilde Højskole,

hvor Andreas Bentsen etablerede

en særlig bygmesterskole, senere

videreført af sønnen Ivar Bentsen.

I det hele taget var Vestsjælland

og ikke mindst Holbæk et

centrum for Bedre Byggeskik,

mest takket være de to lokale

arkitekter Ivar Bentsen og Marius

Pedersen, der satte deres

arkitektoniske præg på hele

kvarteret omkring Bakkekammen.

En anden vigtig brik var

Tegnehjælpen, hvor kyndige folk

korrigerede og ofte nytegnede

skitser indsendt af bygherrer der

ikke havde råd til arkitekthonorar.

Lederen af Tegnehjælpen var

Harald Nielsen, der fra oprettelsen

i 1916 og til Landsforeningens

nedlæggelse i 1965 leverede

utallige tegninger afpasset

bygherrens behov og pengepung,

alle i Bedre Byggeskiks sobre

stil.

Som Bedre Byggeskik var

opstået som en reaktion på den

overlæssede stationsbyarkitektur,

kom der også en reaktion mod

Bedre Byggeskik. Angrebet førtes

af Kritisk Revy, der repræsenterede

den nye stil, funktionalismen.

Bedre Byggeskik blev

latterliggjort som udtryk for

nationalt bagstræv, og selv om

Harald Nielsen og andre svarede

bravt igen, var tiden ved at rinde

ud for bevægelsen. Det blev

modernismen der vandt. Det

afspejles bl.a. af at der i de senere

år er fredet mængder af funktionalistiske

huse, men kun ganske

få i Bedre Byggeskik. Som

så ofte er det det spektakulære

der udkonkurrerer det – i dette

tilfælde bevidst – traditionelle

og beskedne.

Lene Floris, der har fortalt den

spændende historie om Bedre

Byggeskik, er leder af Holbæk

Museum og som sådan geografisk

placeret midt i et af bevægelsens

centrer, men hun er

tillige barnebarn af en af de

bygmestre som den fostrede. Og

det personlige engagement mærkes

som en understrøm gennem

hele bogen. Det er en velskrevet

og veldokumenteret fremstilling

om et emne som fortjener meget

mere opmærksomhed end det

hidtil har fået.

A.T.

Arkitekten Frits Schlegel

Vibeke Andersson Møller:Arkitekten

Frits Schlegel.Arkitektens Forlag 2004.

352 s. ill. Pris kr. 478, -

I dag er der ikke mange der nævner

arkitekten Frits Schlegel, når

talen falder på dansk funktionalisme

og den moderne danske arkitekturs

historie. Som oftest er det

arkitekterne Edvard Heiberg,

Arne Jacobsen og andre der trækkes

frem, når der for eksempel

tales om funktionalisme som tillige

i sine udtryksformer bliver

associeret med hvide betonflader,

vandrette vinduesbånd m.v.

Arkitekten Frits Schlegel nævnes

kun sjældent og ofte kun forbigående.

Men ifølge museumsinspektør

og seniorforsker Vibeke

Andersson Møller har han faktisk

ydet en betydelig indsats i dansk

byggeri, endda så markant en indsats

at hun har forfattet en omfattende

biografi om ham. Forfatterens

mål er at trække Frits

Schlegel ud af glemselens mørke

og placere ham på den plads i

moderne dansk bygningshistorie

som hun mener tilkommer ham.

Frits Schlegel var en forgangsmand

med anvendelse af jernbe-

ton, og han havde en kreativ forståelse

af brugen af beton, der

gjorde hans arbejder til noget

særligt. Hans formsprog rakte tillige

ud over den traditionelle forståelse

af funktionalisme og ud

over 30’ernes byggeri i beton.

Hans mest markante værker i

den mere farverige ende af skalaen

er Husum Skole 1928-30, og

de tre helstøbte betonhuse han

skabte i tæt samarbejde med

Dansk Cement Central, bl.a.

Bernstorffsvej 17 fra 1931. Netop

samarbejdet med Dansk Cement

Central er bemærkelsesværdigt,

fordi det var det første af sin art

og fik en afgørende betydning for

brugen af beton i boligbyggeri.

Af andre byggerier, som har

givet Frits Schlegel en fremtrædende

plads blandt moderne arkitekter,

bør nævnes Mariebjerg

Kapelkrematorium fra 1936,

boligbyggeriet Godthåbsvej/Sallingvej

fra 1936, Overformynderiet,

Holmens Kanal fra 1936,

Statsanstalten for Livsforsikring,

Kampmannsgade fra 1953,

Bikuben på Nørrevold fra 1956

og Tivolis Koncertsal fra 1956.

Alle beliggende i København.

Bogen er bygget kronologisk

op, men samtidig har hvert kapitel

et tværgående tema, der uddybende

behandler Frits Schlegels

arbejder indenfor temaet,

såsom boligbyggeri. Selve personen

Frits Schlegel behandles

primært i bogens første – og sidste

kapitel.

Forfatteren har tydeligvis foretaget

en omfattende og grundig

research, der danner grundlag

for en god indsigt og forståelse i

Frits Schlegels arbejder.

Bogen er illustreret med farvefotos

af arkitekten Adam Mørk,

og en række af Frits Schlegels

originale tegninger er medtaget

heraf flere i farver.

Dog kunne man ønske sig, at

tegningerne i bogen var trykt i et

større format, således at de var

lettere tilgængelige og dermed

kunne give læseren et bedre indblik

i Schlegels ideer. Det kunne

ske på bekostning af billedmaterialet,

uden at det ville gå ud

over omfanget af bogen eller

influere på den ellers udmærkede

billedfremstilling i bogen.

(Det kunne også have fremmet

forståelsen at der havde været

farvefotos af f.eks. forsøgshusene

og en bemærkning om deres

nuværende tilstand.)

For lægfolk ville det også have

fremmet forståelsen, hvis der

havde fundet en begrebsafklaring

sted, især begreberne funktionalisme

og modernisme kunne

med fordel have været forklaret.

Det ville give bedre muligheder

for at vurdere forfatterens

konklusioner.

Et sted må man tvivle på forfatterens

udsagn. Boligbyggeriet

Godthåbsvej-Sallingvej fra 1936

præsenteres som Københavns

første etageejendom i jernbeton

og dermed et monument, men

f.eks. Zøllnerhus på Nørrebrogade

i København er opført i

1934-35 i ren jernbeton!

Trods mindre indvendinger

kan biografien dog varmt anbefales

som en introduktion til en

ny og skabende periode i dansk

arkitektur, og til forståelse af de

projekter som Frits Schlegel stod

for som arkitekt.

Nils Groth

ANMELDELSER

Trankebar

Hans Munk Hansen:Tranquebar.

Town and Buildings of the Danes.

Kunstakademiets Arkitektskole 2005.

48 sider, ill. Pris: 120,- kr.

Siden pragtværket Vore gamle

Tropekolonier udkom i 1952-53

har interessen for De vestindiske

Øer, Guldkysten og Trankebar

m.m. været betydelig. Det har

været erkendt at der i disse eksotiske

omgivelser har overlevet

rester af gammel dansk kultur af

en helt særegen art. Bygningerne

herude er ofte resultatet af en

blanding af dansk militærarkitektur

og indfødte håndværkeres

byggetraditioner.

Trankebar er et lille område

ved østkysten af det sydlige

Indien, som Christian IV og det

af ham oprettede Ostindiske

Kompagni i 1616 lejede af den

lokale fyrste. Der blev bygget et

fort, Dansborg, en bymur, to kirker,

og der blev anlagt gader,

som fik navnene Kongensgade,

Dronningensgade, Admiralgade

m.v. samt en paradeplads. Private

handelsfolk, skoler og missionsstationer

rejste bygninger

langs gaderne, bygninger som

oprindelig var ganske afvisende

til gadesiden, mens de på indisk

vis åbnede sig til bagsiden med

gårdspladser og sidebygninger.

Men med tiden blev der bygget

til; der ofte blev tilføjet en ekstra

etage og en søjlefront, som er

det der giver disse gadeforløb

deres særlige charme.

Handelsmæssigt var denne

fjerne udpost dog en skuffelse,

og i 1845 blev Trankebar solgt

til briterne. I dag er den lille by

en del af Indien. Den ligger afsides,

og befolkningen er nu som

før henvist til fiskeri, landbrug

og lidt handel. Det er klart et

ANMELDELSER

område i tilbagegang, hvilket

afspejler sig i bygningerne.

Fattigdommen er skyld i at de

overhovedet står der endnu, men

også i at deres tilstand er ringe.

Bogens fotografier fra henholdsvis

1982 og 1998 viser et uhyggeligt

forfald.

I 1985 sendte Arkitektskolen

et hold af unge arkitekter og

historikere til Trankebar for at

opmåle og fotografere de gamle

danske bygninger. Materialet ligger

nu i Arkitektskolens tegningssamling.

Professor Hans

Munk Hansen, der har været den

drivende kraft gennem alle

årene, har nu rundet sin indsats

for den gamle koloni af med en

lille bog, en appetitvækker der er

på engelsk af hensyn til det

internationale emne. Den giver

kort og klar besked om historien,

bygningerne, og – ikke mindst –

fremlægger en skitseplan til

deres bevaring i fremtiden.

Bogen er illustreret med Munk

Hansens egne glimrende fotografier,

et udvalg af opmålingstegningerne

samt et par af Ib

Andersens stemningsmættede

laveringer fra 1948.

A.T.

Havnenes kulturmiljø

Ole Mortensøn: Danske havne – en

kulturhistorisk oversigt. Udgivet af

Søfartspuljen 2004. 35 sider, ill. Pris:

25,- kr. Ekspedition Fiskeri- og

Søfartsmuseet.

E-mail fimus@fimus.dk

Søfartspuljen – de danske

søfartsmuseers samarbejdsforum

– har udgivet dette glimrende

lille hefte skrevet af en kyndig

mand, museumsinspektør Ole

Mortensøn, Langelands

Museum, som læserne bl.a. vil

huske fra bs tema-

nummer om havne, nr. 62.

De danske havne er under

voldsom forandring i disse år.

Mange havne tømmes for deres

oprindelige funktioner, og nye

interesser står på spring for at få

adgang til de attraktive arealer

tæt på vandet. Ofte bliver resultatet

at gamle havnemiljøer rives

ned til fordel for moderne kontor-

og boligbyggeri.

Heftet indeholder en oversigt

over den maritime kulturarv med

det formål at udbrede kendskabet

til havnenes karakteristiske

bygninger og anlæg og til de

værdier der rummes i havnemiljøerne.

Her fortælles om begrebet

havn og om havnenes udvikling,

beliggenhed, anlæg, bebyggelse

og funktioner, og endelig

gennemgås helheder og enkelte

anlæg på havnen i leksikonform.

Heftet henvender sig i første

række til kulturhistorikere, men

andre med engagement i den

faste kulturarv kan også få stort

udbytte af den.

A.T.

Kulturmiljøer

Kulturmiljøer i Vestsjællands Amt. Om

kulturmiljøer, iagttagelser og bevaring

1998 til 2004. Udgivet af Det faglige

og regionale kulturmiljøråd for

Vestsjællands Amt 2005. Red.: Margit

Baad Pedersen. 84 sider. Pris 89,- kr.

Kan bestilles hos Kulturmiljøråd

Vestsjælland, c/o Kultursekretariatet,

Alléen 15, 4180 Sorø, tlf. 57 87 24

56, e-mail hps@vestamt.dk

Blandt de opgaver, som de i

1997 nedsatte kulturmiljøråd fik

var at udpege kulturmiljøer i forbindelse

med udarbejdelsen af

regionplaner. Med denne bog

ønsker Kulturmiljøråd

Vestsjælland at yde et bidrag til

diskussionen om kulturmiljøer i

bred forstand og i Vestsjælland i

særdeleshed.

Bogens temaer afspejler hvor

vidt kulturmiljøbegrebet spænder:

fortidsminder, stationsbygninger,

husmandskolonier, sø- og

ålandskaber, gravsten, godslandskaber,

landsbyer, andelsmejerier,

forsamlingshuse, kroer, havne,

sukkerfabrikker, fyrtårne,

industrielle anlæg samt købstæder

med deres rige skat af bygninger

fra middelalder til ny tid.

Temaerne behandles dels i

oversigtsartikler, dels i tekster til

bogens mange fremragende billeder.

Til sidst giver Jan Simmelhag

en status over de bevarende

lokalplaner i amtet, en historie

der ikke er udelukkende oplivende

læsning, men som munder ud

i en konstatering af at de har

medvirket til øget bevidsthed om

bygningskulturelle værdier både

hos borgere og myndigheder og

dermed har været til gavn for

hele samfundet.

A.T.

ADRESSELISTE

Landsforeningens bestyrelse

efter generalforsamlingen 2005

Formand

Henrik B. Hoffmeyer

Viborgvej 4

7500 Holstebro

Telefon/Fax 97 42 43 60

E-mail hf@hogym.dk

Næstformand

Inge Lise Enevoldsen

Øverødvej 26

2840 Holte

Telefon 45 42 41 86

E-mail ile@s-fou.dk

Kasserer

Torben Lindegaard Jensen

Hybenvej 32

5260 Odense S

Telefon 66 11 69 18

E-mail torben_lindegaard@e-privat.dk

Liselotte Mygh

Vestensborg Allé 23

4800 Nykøbing Falster

Telefon 54 85 69 31

E-mail lm@falsters-minder-museum.dk

Rudi Rusfort Kragh

Krovej 15

5762 Vester Skerninge

Telefon 62 24 48 98

E-mail rudi.kragh@mail.dk

BLIV MEDLEM!

Vil du have indflydelse på

arbejdet for bevaring af arkitektonisk

og kulturhistorisk værdifulde

bygninger og landskaber,

så meld dig ind i By og Land,

Landsforeningen for Bygningsog

Landskabskultur eller en af

dens 110 lokalforeninger.

Jo flere vi er, jo stærkere står vi!

Sendes til By og Land

Borgergade 111

1300 København K

Bent Falk Jensen

Solbjergvej 11

4400 Kalundborg

Telefon 59 51 62 51

Fax 59 56 62 51

E-mail bf@c.dk

Leif Høgh

Vejrmøllegården 8

9550 Mariager

Telefon 98 54 17 83

Fax 98 54 15 10

E-mail ark@l-hoegh.dk

Suppleanter

Kit Egefjord

Skovvej 6

4230 Skælskør

Telefon 58 19 01 38

E-mail kie@skaelskoer.dk

Helge Torm

Munkevænget 2, 2. th.

4180 Sorø

Telefon 57 82 20 15

E-mail helge.torm@mail.tele.dk

Sekretariatet

Borgergade 111

1300 København K

Telefon 70 22 12 99

Fax 70 22 12 90

E-mail mail@byogland.dk

www.byogland.dk

Formænd for udvalg

Frednings- og bevaringsudvalget

Peter Hee

Lænkebjerg 63

6100 Haderslev

Telefon 74 52 74 99

E-mail: pemh@kolding.dk

Planudvalget

Susanne Koch

Strandvejen 174 B, 2.

3070 Snekkersten

Telefon 22 11 42 28

E-mail skc@horsholm.dk

Have- og Landskabsudvalget

Kirsten Lund-Andersen

Raadvad 40

2800 Lyngby

Telefon 57 82 13 33

E-mail mail@landskab-raadvad.dk

Sekretariatsarbejdet varetages siden

1. april af Helle Strandgaard Jensen

og Kitt-Ann Andreasen. Sekretariatets

træffetider er som hidtil mandag

til torsdag kl. 10-15.

Udenfor Sekretariatets normale

åbningstid kan der lægges telefoniske

beskeder i receptionen mandag

til fredag 9.00-16.00

Undertegnede ønsker optagelse som medlem af:

En lokalafdeling under Landsforeningen

Landsforeningen (kontingent pr. år inkl. blad 200 kr.)

Abonnement på bladet b (4 numre pr. år 150 kr.)

Navn

Stilling Tlf.

Adresse

Postnr. By

E-mail

Underskrift

Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

PUBLIKATIONER

Landsforeningens oplysende

bøger

Det er blevet attraktivt at købe et

ældre hus. Det er de huse, der er

bygget efter de traditionelle håndværkermetoder

og med få og

"naturgivne" materialer.

Landsforeningen har i samarbejde

med Raadvad-Centeret udgivet

tre små bøger, som kan besvare

husejerens spørgsmål: "Hvordan

gør man?" og "Hvorfor skal man

gøre sådan?" Ved køb af alle tre

bøger er prisen kr. 150,-. Herudover

foreligger der flere andre bøger

udgivet af Landsforeningen.

NB. Til de anførte priser skal

lægges udgift til forsendelse.

Publikationer bestilles ved henvendelse

til Landsforeningens sekretariat,

se side 31.

Niels-Holger Larsen:

Naturstensbygninger – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

Taler man om dansk byggeskik, er

det sjældent, at disse bygninger

nævnes. Det er synd, fordi de hører

til den danske bygningskultur som

en særlig type, som et både billigt og

solidt alternativ til bindingsværket.

Denne bog vil gerne vække interessen

for disse bygninger, og den giver

gode råd om deres bevaring.

Jørgen Ganshorn:

Murværk i blank mur – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

Dette underlige udtryk – "blank mur"

skal forklare, at murværket ikke er

behandlet, efter stenene er lagt på

hverandre, og fugeskeen har glattet

den vandrette og lodrette fuge. Bogen

forklarer, hvor let blank mur er at vedligeholde

– og hvor let man kan ødelægge

dens skønhed og skaffe sig

arbejde i årevis ved at smøre denover

med puds, som det er mode i disse år."

Jacques Francois Joseph Saly &

Henry d'Ursy Butty:

Statuen til Hest - La Statue

Equestre - Die Statue zu Pferde

- The Equestrian Statue. 50 kr.

Billedhuggeren Saly har beskrevet de

studier, hans arbejde hviler på. I 1774

blev dette udgivet sammen med en

beretning om transporten af statuen

fra støberiet. Dette værk genudgives

her suppleret med afbildninger af statuer,

Saly henviser til i sin tekst.

Søren Vadstrup:

Træbeklædning – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

En væsentlig del af den danske bygningskultur

er de mange bygningsdele,

der er beklædt med træ. De

rummer håndværksmæssig kunnen

og viden, som i dag er sjældnere at

finde. Denne bog er henvendt til

dem, der gerne vil bevare og vedligeholde

deres træbygninger efter de

traditionelle principper.

Bevaring af kulturmiljøet,

Håndbog 1999. 100 kr.

Forum for Bygningskultur står bag

udgivelsen af håndbogen, der bl.a.

indeholder fortegnelser over landsdækkende

og lokale foreninger

inden for bygningsbevaringen, nøgler

til de væsentligste love på området,

vejledninger til foreningsarbejdet

m.m. Håndbogen kan rekvireres

i sekretariatet for Landsforeningen

for Bygnings- og Landskabskultur.

By & Land - September 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

products

Features

Resources

Developer

Company

Pro Features

Help & Support

Integrations

Plans & Pricing

Company

By & Land - September 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

Delete template?

Save as template?

products

Features

Resources

Developer

Company

Pro Features

Help & Support

Integrations

Plans & Pricing

Company