ung tredivetres

ungdomsskolen.com

ung tredivetres

ung

tredive

tres


ung tredivetres

ungdomsskolens forfatter hold 2011

layout og opsætning, rasmus finsen : duusfinsen.dk

ung tredivetres


Velkommen til Ungdomsskolens første digitale bog.

Du har hentet den dobbeltsidede udgave, praktisk hvis

du gerne selv vil printe en kopi af bogen.

Hvis du printer hvert opslag på et liggende A4

får du bogen ud i den størrelse den er tænkt.


Nanna Rasmussen 009

Frederikke Byron 035

celine søkjær 099

JONAS CARLSSON 123

CLARA HOLST 139

annalina kristina pfeil 143

LASSE CARLSSON 211

NYNNE GJERSØE 249


Nanna Rasmussen

9


Nanna Rasmussen

Når jeg skriver, kan jeg opleve, der dukker noget frem i mit hoved. Og

så gælder det bare om at få skrevet det ned, før jeg glemmer det! Jeg

skriver mest digte, Jeg bruger også mine egne oplevelser og følelser.

Det er digte også gode til - nemlig til at udtrykke følelser.

I år har jeg fået skrevet en novelle, og det vil jeg gerne fortælle dig om

… ja, dig! God sake … du behøver ikke allerede at sidde der med det

opgivende, fjogede udtryk i ansigtet, vel?

Nå, men det jeg vil sige er, at jeg vil fortælle dig en meget vigtig ting,

før dine øjne har set historiens første ord, for når du har det, så … øh

jaa … hmm … så er det hele bare for sent! Ja, lad os sige det. Det lyder

så dejlig dramatisk, synes du ikke? Lidt ligesom: “Han gik ind af den

tunge jerndør, og først der opdagede han, at det hele var for sent …”

Spooky, ikke?

Uhh … vigtig ting? Er du sikker? Hmm … lad mig se … god sake …

fjoget udtryk … åh ja, vigtig ting, det er da også rigtigt! Pointen er,

at jeg vil fortælle, at jeg ikke føler, jeg har skrevet denne her historie

alene. Jeg har fået hjælp og råd fra en af mine gode venner, som

betyder meget for mig: Christian Gaskarth Frydendal! Han er ikke bror

til Alex Gaskarth fra bandet, All Time Low. Men han er en meget stor

fan af ham. Giv ham dog en hånd mine damer og herrer! Hvad? Nå ja

… det er jo en historie, ikke et tv-show, desværre … nå, men når alt

kommer til alt, så vil jeg gerne give Chris en stor tak for hans hjælp og

råd, og fordi han er sådan en god ven. Jeg ville gerne have givet ham

et kram … hvad nu?! Åh, god ide.

Sådan Chris, nu har jeg givet dig et kram oppe i mit hoved, and just for

the record, I sagde alle sammen: “Nårre”. Kom, lad os sige det sammen

i kor: “Nårre!” Meget flot! Nå, nu vil jeg starte historien, men først vil

jeg bede jer alle om at slukke jeres mobiler, så de ikke kommer til at

forstyrre. God fornøjelse …

10

Exit

11


12

Jeg kigger ud af vinduet. Man kan ikke se så meget. Det styrter nemlig

ned her over på Sjælland. Selvom vi kun er i midten af januar, så er al

sneen næsten væk. Meget dejligt, efter min mening. Hov, der susede

vi vist forbi mit yndlings træ. Her er dejligt varmt inde i kupeen. Jeg

drejer hovedet og ser over på min lyshårede storebror. Jeg er ikke

den snaksalige type, og det er han efterhånden vant til. Folk finder

mig alligevel nyttig at snakke med. Jeg kommer med kommentarer

og spørgsmål på de rigtige tidspunkter. Men han siger heller ikke

så meget. Måske er han bare træt? Han kunne knapt holde øjnene

åbne under årets teaterstykke. ”Oh My Goth” var ellers interessant og

underholdende efter min mening. Men det er en af de store forskelle

på ham og mig. Jeg nyder at se på levende skuespillere, mens han

hellere vil sidde hjemme og nakke zombier på hans playstation. Hov,

der faldt han vist i søvn. Nå, men som sagt, så har vi været inde og

se dette års Crazy Christmas Cabaret, og vi er nu på vej til vores lille

hjemby. Det var storebrors og mit første år, så vi var ”Crazy Christmas

Virgins”, som den ene skuespillerinde kaldte det. Det var fars tredje år

og mors femte. Min storesøster er vist på hendes andet år, og det var

også første gang for hendes forlovede.

*Vibration

Hvem skriver mon til mig? Og på dette tidspunkt? Jeg låser mobilen

op. Beskeden er fra William.

William går i min klasse og er en af mine gode venner, som betyder

meget for mig. Sikkert mere end jeg betyder for ham, men sig det

ikke til ham, han vil alligevel ikke tro på det, så shhh ikke? … Han er

egentligt gode venner med alle fra klassen, men dem han holder mest

af er Mikkel, Anna og Clara.

Mikkel er logos tilhænger. Han plejer altid at nå ind til vores fornuft,

når han er inddraget i en diskussion, som tit sker i samfund og historie.

Her kan der så gå en halv time, hvor han leger agitator. Det er først, når

13


Nanna Rasmussen

vores lærer opdager, at han har tabt, han stopper diskussionen. Mikkel

blev helt forarget, da han opdagede hvor mange fra klassen, der skal

konfirmeres til foråret. Og det er han vel stadig. Han kan ikke forstå,

hvordan de ikke kan se logikken i hans motto: “Hvis der nu fandtes en

gud, hvem har så skabt ham??”.

Anna går mig på nerverne. Alle elsker hende. Alle holder af hende. Alle

synes, hun er åhhh så smuk og perfekt! Jeg kan godt forstå, hvorfor

mange synes, hun er så sød, men personligt synes jeg, hun er en

player, går nærmest fra fyr til fyr. På det sidste halve år har hun haft

TRE forskellige kærester!

Så er der Clara. Hun er en sød og smuk pige. Hun er også en af

drengenes yndling. Hun er god til at flirte med forskellige drenge,

men hun får aldrig noget seriøst med nogle af dem.

De fire udgør så klassens firkløver. De er altid sammen, både ovre i

skolen og i fritiden. At ingen af dem er blevet træt af hinanden endnu

er også for mig stadig en gåde. Eller måske tager jeg fejl? Måske skal

man blot kigge lidt længere ind …

”Idioter! De sidder bare der inde og griner og hygger sammen

uden at lægge mærke til mig! De aner slet ikke, hvad jeg har gang

i lige nu! Så kan de sgu lære det, de lorte venner!”

Der var det. Det var det touch fra omverden, der fjernede ruset

fra Crazy Christmas. Nogle øjeblikke havde jeg følt, at verden blot

var et skønt sted, fordi jeg havde levet mig så meget ind i stykket.

Selvfølgelig er verden ikke så skøn, som jeg følte. Jeg vidste det også

godt men var bare uvidende om, hvornår jeg vil indse det.

William har haft nogle problemer her for nyligt. Eller måske har han

haft dem i længere tid? Jeg er ikke sikker. Han har ikke fortalt mig så

meget. Det er, som om han gerne vil betro sig til mig men lader mig

alligevel hænge i udkanten. Han er bange for, jeg vil behandle ham

anderledes, siger han, og at mit syn på ham vil ændres. Tænk virkelig,

at han tror det. Jeg kan selvfølgelig ikke bebrejde ham. Hvis jeg havde

de samme problemer, kan det jo også være, at jeg ville være bange

for de samme ting. Vi skriver selvfølgelig stadig sammen. Han plejer

at komme til mig, hvis han f.eks. er meget vred, gerne vil have noget

trash talk ud, eller når han vil have tankerne over på noget andet.

”Hvorfor tror du, at de ikke lægger mærke til dig, Will? Og mener

du, at de ikke ved, at du skriver med mig eller? …”

Jeg ved udmærket godt, hvem ”de” er. Selvfølgelig Anna, Clara og

Mikkel, dumme. Jeg fortalte dig jo lige før, at de næsten er sammen

14 15

24:7.

Jeg forstår virkelig ikke, hvordan Will kan holde ud at være sammen

med Mikkel. Will har fortalt mig, hvad han har gjort, og på hvilken

tankeløs måde han har behandlet ham på;

”Fuck ham! Hvis han døde nu, vil jeg gerne tage til dødsriget for

at hente ham tilbage, bare så jeg selv kunne sende ham derhenne

igen! Han har fucket mig af så stort! Han har fandme fortalt folk

om de ting, jeg har fortalt ham! Ting jeg kun har fortalt ham! Og

ved du hvad? Jeg tror faktisk, at jeg burde gå ud og hænge mig

for hans skyld! Han er fucking ligeglad med mig!”

Jeg blev også ret så rystet, da jeg fik den besked. Det ville jeg aldrig

have troet om Mikkel. Jeg fortalte jo, han er logos tilhænger. Derfor

tror jeg, at han nogle gange glemmer andre folks følelser.

Jeg kan huske nogle få gange, hvor han har opført sig tankeløst

overfor mig. Den sidste gang var ovre i skolen.

Jeg havde engang nogle psykiske problemer. Jeg bildte mig selv ting

ind. Det gik jeg selvfølgelig ikke rundt og fortalte alle, men Mikkel var

en af dem, jeg betroede mig til. Han ved godt, jeg har fået det meget


Nanna Rasmussen

bedre nu, men det ramte mig alligevel, det han sagde.

En af os nævnte ordet psykolog, og så sagde han; “Den eneste, der har

brug for en psykolog her, er dig”. Senere skrev han så, at det bare var

for sjov. Ja, virkeligt sjovt, hva?

Nå, men det jeg vilel sige var, at William er for godhjertet. Mikkel

havde undskyldt og fortalt, at han ikke anede, det var private ting,

som Will havde fortalt ham. Men jeg tror heller ikke, at han har tilgivet

ham helt endnu.

William har en tendens til at fremfører det modsatte af, hvad han føler.

Jeg tror han vil være en god skuespiller, hvis han kunne komme lidt

af med sin sceneskræk. Han er nemlig lidt genert, når han f.eks. skal

fremlægge noget for klassen. Nogle gange opgiver han helt og bakker

ud af f.eks. et teaterstykke eller lignende.

”Hvorfor?! Tror du ikke, hvis de lagde mærke til mig, så ville de gå

ud fra det lorte værelse og se, hvor jeg var henne? Jeg mener, de

aner ikke, jeg leger med min lille skat!! Det føles fucking dejligt!

Lige nu kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet holdt op med

at cutte.”

Jeg synes, de er virkelig tankeløse. Hvis jeg var sammen med William,

så ville jeg passe på, hvad jeg gjorde og sagde og være opmærksom

på, hvordan han opførte sig. Måske prøver de bare at få ham til at

tænke på noget andet? Det skal jeg ikke kunne sige, men hvis det er

tilfældet, har de sgu failed stort.

Eller måske er det sværere, end jeg tror? … det med hele tiden at være

opmærksom … jeg ved sgu ikke helt … jeg er jo aldrig sammen med

ham i fritiden. Jeg er ikke af den ”gruppe” over i klassen.

Mit venskab til ham er anderledes end de andres. Jeg har allerede

fortalt dig på hvilke tidspunkter, han skriver til mig. Men selvom han

godt kan lide at snakke og skrive med mig, så føler jeg stadig ikke, at

vi er rigtige venner. Han snakker med mig om forskellige ting, som

han ikke snakker med nogen andre om, men jeg er ikke blevet ”valgt”

ind i hans vennekreds. Altså, jeg er hans ven, men ikke sådan en ven

han bruger sin fritid på. Måske ved han, at det ikke rigtigt er min stil

med alle de der hyggeaftener osv.

Nå, skidt pyt, det var bare lige et sidespring. Hvor var vi? … nå ja, må

hellere svare tilbage, før jeg begynder at snakke mig selv væk igen.

”Will, de er nogle idioter! De er sgu ikke det værd! Jeg kan godt

fortælle dig, hvorfor du holdt op med at skære dig selv. Det var,

fordi du fandt ud af, at det ikke hjalp en skid, og at du havde det

så meget bedre uden! Men hvad med at gå ind til dem igen og

fortælle, hvordan de får dig til at føle? …”

Man er begyndt at kunne se det mere på ham ovre i skolen, i hvert

fald mere end man kunne for nogle uger siden. Det er ikke særlig lang

tid ad gangen, man kan se det. Måske nogle få minutter i løbet af

timerne eller frikvartererne, hvor man kan se, at han er faldet ned i det

sorte hul … og at han forgæves forsøger at finde stikkontakten … der

er også dage, hvor han har det så slemt, at han ikke kommer i skole.

Nogle gange skyldes det så også, at han har været til psykolog. Eller at

han er så vred på Mikkel, så han ikke vil kunne døje synet af ham.

Han synes, det er spild af tid at gå til psykolog. Han tror ikke, det

kommer til at hjælpe en skid. Det tror og håber jeg. Jeg har også sagt

til ham, det nogle gange er dejligt at lægge ens hjerte i en andens

hænder. Men han tror stadig ikke, det vil hjælpe. Han er stædig og har

en stærk vilje.

”Gå ind til dem? Det gider jeg sgu ikke! Jeg går ude i regnen nu,

det eneste sted hvor jeg har lyst til at være …”

16 17


Nanna Rasmussen

Det er ikke første gang, han er gået sin vej. Nogle gange har det vel

bare været for at få fred, andre gange har han fået nok af dem. Det kan

godt være, at det bare er indbildning, men jeg har det nogle gange

som om, at han helst vil være alene, når han skriver med mig. Andre

gange har jeg det som om, at det først er når han skriver med mig,

han opdager, hvor ligeglade de virker. Måske er jeg ikke sund for ham?

Jeg ved godt, at jeg vrøvler lidt, men har også været op siden klokken

seks, ikke?

”Ved du hvad? Jeg tror, jeg vil gøre dem en tjeneste og fortælle

ALLE om, hvordan jeg har besluttet mig for at tage mit eget liv,

detalje for detalje …”

Jeg kan mærke tårerne. Hvordan kan han skrive sådan til mig?! Jeg vil

ikke lade dem falde foran mor og far. De kan vist se, at min glæde fra

teateret er forsvundet, men de siger intet. Jeg vil ikke kunne forklare

dem det. Jeg kan jo ikke fortælle det, William stoler jo på mig, for god

sake! Han har det meget værre, end jeg troede … han går ikke ud og

tager sit eget liv. Selvfølgelig ikke … gør han? Hvad tror du? Jeg er i

tvivl … hvis han nu gør det … det ansvar kan jeg ikke bære … han

skrev engang;

”Folk, som holder af mig, burde lade mig gøre, hvad jeg vil …”

Men det kan jeg bare ikke gøre. Jeg nægter at lade ham tage sit eget

liv. Jeg nægter! Han betyder sgu for meget … han har ikke altid tænkt

i disse baner. I starten tænkte han på at rejse væk;

”Jeg mener, at jeg rejser … væk herfra. Jeg kender mange over

i England og USA. Jeg rejser væk for at få en ny start, så jeg ikke

lider mere …”

Den tanke om aldrig at skulle se ham igen, ramte mig hårdt. Jeg tør

slet ikke tænke over, hvordan jeg vil reagere, hvis han tager den lettere

mulighed … hvor lang tid han har syntes, at den har lydt lokkende?

Jeg ved det ikke … formentligt længere end jeg har været inde i det.

Jeg tror faktisk, han for flere måneder siden forsøgte at sætte mig ind

i det. Men jeg indså det ikke. Han skrev noget om vrede og folk, der

havde sagt noget om ham. Detaljerne er for mig lidt uklare, men det

var noget i den stil. Det er muligt, hans problemer er anderledes i dag,

men gad vide om det ikke var starten på dem?

”William, vil du ikke please komme hjem til mig? Du må godt sove

her, hvis du vil. Jeg kan ikke lide, at du går rundt helt alene, når du

har det så dårligt … Du behøver ikke gå tilbage til de idioter!”

Jeg håber virkelig, han kommer. … hvad skal jeg sige til mine forældre,

hvis han dukker op? Jeg siger bare, at Will sover her i nat og krydser

fingrer for, at de ikke vil have en sindssyg lang forklaring …

”Det er ikke dem! DET ER MINE PROBLEMER! Ffs …”

Jeg ved godt, at det er fjollet, men det ffs ramte mig hårdere, end det

burde … For fuck sake!

Jeg kan ikke lide, når han har det sådan. Han kan finde på stort set

hvad som helst … vi prøver igen:

”Will, please kom hjem til mig …”

Nu kan vi vel bare vente. Mor kan vist se, at jeg stadig er trist. Men hun

spørger stadig ikke. Måske tror hun, at jeg stadig er trist over Oscar.

Men det er jeg ikke. Min tristhed over ham ændrede sig til vrede for

lang tid siden. Jeg klarer mig fint uden ham!

18 19


Nanna Rasmussen

”Ffs … Jeg vender ikke tilbage!”

Jeg kan mærke, frygten falde. Sådan har han aldrig skrevet før … hvad

hvis han går ud og tager sit eget liv?! Hvad fuck skal jeg gøre? … jeg

kan da ikke fortælle mor og far om det. Så vil han sikkert blive sur på

mig … jo, jeg bliver sgu nødt til det! Han giver mig sgu ikke noget

valg. Hvis han så vil hade mig for resten af livet, så må det være det.

“Øh, mor? …” Jeg føler allerede, hvor hårdt det kommer til at blive …

“Hvad er der, skat?” Hun kan se på mig, der er noget galt.

“Øhh, der er en af mine venner …” Allerede her går det galt. Utroligt

ikke? Han betyder så meget for mig, at jeg allerede er brudt ud i gråd,

før jeg fået sagt det. Min hals har snøret sig sammen … “Der er en af

mine venner, der er selvmordstruende …” Nu er det sagt…

Mor er i gang med at snakke med hans far. Han er glad for, vi har

ringet.

Jeg prøver at ringe til ham nu … han tager den ikke, han lader det

være op til telefonsvareren at snakke med mig. Men jeg bliver ved

med at prøve.

Tårerne falder stadig. Jeg er begyndt at ryste. Mor og far prøver at

snakke med mig. Jeg fortæller, hvad jeg kan huske i øjeblikket.

Han tænkte på at rejse.

Mikkel har forrådt ham.

Han har nogle problemer.

Er der mere? Hvorfor kan jeg ikke huske mere? …

Jeg rejser mig og går ud i køkkenet for at finde en pose. Jeg kan

næsten ikke holde mig oprejst. Det hjælper lidt at trække vejret ned i

posen. Nu kommer luften helt ned i mine lunger. Jeg prøver stadig at

ringe og skrive til ham, forgæves ved jeg godt. Det er, som at bede til

en gud, som man ved ikke eksisterer. Man har bare ikke lyst til at give

op. For når først man har gjort det, vil det være som at miste håbet …

Mor og far siger, at jeg ikke skal lægge det mig til last. Jeg prøver

at forklare dem, at det er, fordi jeg ikke vil miste ham. De siger, det

kommer jeg heller ikke til. Men hvad ved de om det? Hvordan kan de

være sikre på det?

Mor har nu fortalt, at hans far har været i kontakt med ham. Jeg er lidt

roligere nu. Men jeg prøver stadig at skrive til ham …

”Bare gå i seng og håb på det bedste”

Jeg er også blevet træt nu … jeg vil gå i seng …

… … … … … … … … … … … … … … … … … … … … … … …

”Godmorgen”

Lad os håbe, han svarer. Han sover vel stadig. Hans far har skrevet til

mig, at han gik hjem til Mikkel igen omkring 2.30.

Hov, er det ikke Clara, der går forbi? Jo, hun vinker. Gad vide om han så

ikke er vågen?

”Godmorgen”

Pyha, han er ikke så sur på mig, så han ikke gider svare. Gad vide

hvordan han har det? Fik de mon alle snakket, da han kom tilbage?

Har han overhovedet fået sovet?

”Har du fået sovet?”

Tror du, at han er blevet sur på mig?

20 21


Nanna Rasmussen

”Er det ikke lige meget?! Jeg svarede kun for ikke at blive kimet

ned med beskeder!”

Av, that burned … han er så sur på mig … mere end jeg vist havde

troet … det havde mor også sagt, at han måske vil være. Men

heldigvis kunne hun forstå, at jeg kun gjorde det, fordi jeg holder af

ham. Nå, men det må vel være det … nej, ved du hvad? Lige nu tror

jeg, det er første gang, jeg er blevet træt af ham. Hvorfor skriver han

overhovedet til mig, hvis han hverken vil have den hjælp, jeg kan

tilbyde, eller fortælle mig noget som helst??

… … … … … … … … … … … … … … … … … … … … … … …

Det er uger siden.

Det lader til, at han har fået det lidt bedre. Men der stadig tider, hvor

hullet dukker op igen …

Det viste sig, at han ikke var sur på mig den lørdag. Han havde blot

brug for noget fred.

Du har ret, jeg er skam glad for, han godt kan lide at skrive med mig.

Lige den dag, blev jeg bare lidt irriteret. Men nu synes jeg, det er okay,

når han ikke vil have hjælp af mig, og synes det er fint nok, han kun

fortæller mig det, han vil.

Mig selv? Joo, jeg har det da fint nok. Men der er den her dreng,

Simon, han har et cute smil …

22 23


Nanna Rasmussen

Inter Arma Silent Leges

I krig tier alle love

I kærlighed tier alle love

Men består verden ikke af krig og kærlighed?

My World

At the time being,

all things are in line

to be reconstructed

moderated and upgraded!

And the only reason

for this waste of money

is that everything must match

the construction of the world.

24 25


Nanna Rasmussen

Presset

Gribben voksede sig større og større

over mine skuldrer

Den vågede over mig dag og nat

indtil jeg satte mig selv fri …

Broen kollapsede

fuglen fløj væk

og jeg fandt mig selv gående på skyerne igen

Tårernes Dag

Vandet rinder ude på vejen

Jeg går forbi rappens tegn på væggene

ser op på de sølle rester af den forbigående jul

og ned på et trist forladt grantræ, der er blevet smidt på porten

Her går jeg så

og tænker på hvordan jeg har udleveret dig

og samtidig været loyal overfor dit liv

26 27


Nanna Rasmussen

Kærester Astronomi Titanic Tortuga Enepige

Nougat

Du piver

Du mijaver

Men du er ikke en kat

Du har trædepuder

Du har knurhår

Men du er ikke en kat

Du spiser knaser

Du drikker vand fra hanen

Men du er ikke en kat

Du sover dagen lang

Du vasker dig selv

Men du er ikke en kat

Du kradser klør i kradsebrættet

sofaen og tæppet

Men du er ikke en kat

Du putter oppe hos mig om aftenen

Du er kælende

Men du er ikke en kat

Du har de sødeste træk

Du lusker rundt

Men du er ikke en kat …

28 29


Nanna Rasmussen

Mads

Du er smilet på mit ansigt.

Din eksistens giver næring og ilt til mine celler

Vi deler gener

Vi har oplevet meget af verden sammen

og du har fortalt og vist mig ting fra din

Du kan fortælle mig om alt hvad dit hjerte vil

og jeg lytter på dine ord

Jeg er villig til at sige farvel til mit liv for dig

for du er i virkeligheden den dejligste storebror,

der har gået på denne jord!

La Tua Cantante

Du vender mig ryggen

men tiltrækker mig stadig

Du synger for mit blod

for derefter at forlade mig på ny

kogende varm

og fuld af længsel

30 31


Nanna Rasmussen

Slutningen

Jeg traver til skolen

Solen er ved at indhente mig

Fuglene er begyndt at synge igen

Byens hvide klæder er ved at forsvinde

Og glæden i luften smitter af på mig

32

33


Frederikke Byron

35


Jeg har altid godt kunne lide at skrive, det har været min måde at slippe

væk fra hverdagen, der ikke altid er en dans på roser. Jeg bruger mange

af mine egne oplevelser i mine historie, og der er næsten altid én eller flere

personer der mere eller mindre er baseret på mig. Jeg har skrevet romaner

siden jeg var 12 år, nu er jeg 17 år, og går på Espergærde Gymnasium i 2.g.

Mine historier bevæger sig næsten altid ind i fantasygenren, jeg kan ikke

lide at føle mig begrænset af virkelighedens bånd. Virkelighedens hårde

realitet og drama har jeg nok af, og det interesserer mig ikke at skrive om

det. Jeg har dog prøvet at skrive en historie i år, der forgår i den virkelige

verden uden nogen magisk indblanding.

At skrive er helt klart noget, jeg vil blive ved med, og jeg håber, at jeg en

dag kan komme til at leve af det. Måske er det ikke er helt realistisk, men

man skal have lov til at drømme. Og som jeg siger: ”sigt efter solen, og

måske lander du på en stjerne … eller går op i flammer”. Jeg har altid

haft en lidt sort humor, og jeg synes mit selvopfundne ordsprog, beskriver

vejen til stjernerne meget godt. Enten finder man en god balance, eller

brænder man op lige så hurtigt, som man blev antændt.

Jeg har mange andre hobbyer end at skrive, som at spille skuespil, synge,

male og tage billeder. Jeg er i det hele taget meget kreativ, og det værste

scenarie for mig er at få et job, hvor det ikke ville være muligt for mig, at

sætte mine kreative evner i spil. Jeg vil gerne ud at rejse meget, og måske

bosætte mig i et andet land, med varme, smuk natur og vand, så jeg kan

få masser af inspiration til mine historier.

36

begær er en

hævn i sig selv

37


Frederikke Byron

Mit navn er Gabrielle.

Hele mit liv har jeg haft forskellige former for kræfter; Telekineses(du ved,

at kunne flytte ting med tankens kraft), jeg kan også gå igennem tiden,

springe ting i luften og forhekse folk. Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg har

ingen minder om min barndom. Det sidste jeg husker er, at jeg vågnede

op nøgen på en græsmark, uden at have nogen idé om, hvor jeg var, eller

hvordan jeg var kommet der. Jeg lignede en på omtrent 17, og det gør

jeg stadig i dag, efter 234 år. Til alle jer der nu tænker, at så må det være

fordi jeg er vampyr, kan i godt smide den tanke væk. Jeg har ingen idé om,

hvad jeg er, men jeg drikker ikke menneskeblod, og forvandler mig ikke til

en flagermus om natten, og jeg elsker virkelig sommer i solen.

Om vampyrer findes ved jeg ikke, men de ting der lurer i mørket, og som

får det til at blive uforklarligt koldt på få sekunder, de er virkelige. De

kaldes dæmoner, de fleste af dem er torturerede menneskesjæle, der er

blevet forvandlet til sindssyge skabninger. De ligner mennesker, men

får sorte øjne, når de hører Guds navn på latinsk, Christo. Der er mange

andre slags dæmoner derude, men ingen ved helt præcist, hvordan de er

opstået.

Jeg ved måske ikke, hvem jeg er, men jeg ved, hvad det er jeg skal gøre.

Hvad hele min eksistens går ud på. Jeg skal slå Lucifers søn ihjel. Det er

den eneste grund til at jeg lever. Hvis det lykkes mig, får jeg lov til at leve et

normalt liv, uden kræfter. Jeg ville kunne slå mig ned, stifte en familie, dø.

Når man har levet så lang tid som jeg har, er døden noget, man ser frem

til.

Det burde ikke været svært at dræbe ham. Han er først kommet til

bevidsthed for et halvt år siden. Han er som jeg, hvad kan man sige, født

som 17årig. Men han har et barns hjerne, hvor jeg har 234 års erfaring.

Og den bedste; Jeg ved, hvor han er.

Jeg sad i taxaen på vej hen til den engelske kostskole. Jeg tænkte på

hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle bære mig ad med at dræbe

ham. At dolke en kniv i hjertet på ham, ville ikke virke. Han var jo ikke

menneskelig. Det var frustrerende at de ikke havde givet mig noget

fingerpeg, om hvordan jeg kunne slå ham ihjel. Det var over min

forstand, jeg havde stadig ikke fundet en måde at slå ham ihjel på. Jeg

kunne måske hugge hovedet af ham, eller begrave ham levende …

Måske burde jeg bare prøve at dolke ham, og hvis det ikke virker …

så finder jeg nok på noget. Ja, alt var klart, snart kunne jeg starte mit

eget liv. Et smil bredte sig på mine læber.

”Hej, Gabrielle,” jeg fik et chok, og havde nær tabt den kniv jeg sad og

legede med ned på gulvet.

”For fanden Raphael! Lad være med at snige dig ind på mig!”

”Sorry,” sagde han med sin kraftige accent.

”Er du her for at fortælle mig noget?”

”Hvordan vidste du det?”

”Du er her altid for at fortælle mig noget.”

Okay, jeg burde forklare. Raphael er en ærkeengel. Han har været

min guide i alle de år jeg har været på jorden. Og en ting man altid

kan regne med, når han kommer på besøg, bringer han ingen gode

nyheder.

”Sandt,” sagde han og hans ansigtsudtryk blev seriøst. ”Drengen,”

han skar ansigt ved ordet, ”er mere talentfuld end man skulle tro. Det

kommer ikke til at være nemt, han har lært en hel del.”

”Raphael … der er en grund til at I sendte mig her til, 234 år før han

blev født. Så at jeg har fordelen. Han er jo kun en baby. Jeg tror ikke, at

han er den sværeste opgave jeg har haft.”

”Men det er netop det. Han er den sværeste opgave du nogensinde

har haft. Dette er hvad hele dit liv har ført dig imod. Hvis du taber nu,

er alt tabt.”

”Så taber jeg ikke,” sagde jeg og kiggede ud af vinduet. De var nået til

skolen nu. Jeg kunne mærke Raphael kigge på mig, og så forsvandt

38 39


Frederikke Byron

han igen. Taxaen parkerede lige foran døren til hovedbygningen.

Der var én hovedbygning, hvor undervisningen forgik, og to andre

bygninger hvor eleverne boede. Jeg steg ud af taxaen, tog min taske

og min kuffert, gik ind i bygningen og hen imod rektorens kontor.

Imens jeg gik igennem gangene, stoppede de fleste elever og kiggede

på mig. Men jeg bed ikke afsindigt meget mærke i det. Jeg var vant til

det. Selv om jeg lignede alle andre, var der et eller andet over mig der

udstrålede, at jeg var mere end menneske. Jeg nåede til rektorens dør

og bankede på. ”Kom ind!” sagde en dyb stemme. Jeg åbnede døren

og gik ind. ”Gabrielle,” sagde han og smilede da han genkendte mig.

”Hvor dejligt at du er her. Sæt dig endelig ned,” jeg gjorde som jeg fik

besked på. ”Hvordan var din rejse her til?”

”Fin. Næsten igen trafik,” sagde jeg og prøvede at lyde så neutral som

mulig.

”Godt. Jeg går direkte til sagen, hvis det er okay med dig. Det er nogle

travle dage her for tiden,”

”Det er fint. Jeg har også snart brug for at hvile mig,”

”Ja, det er forståeligt nok. Jeg har fået af vide, at du allerede kender

reglerne, er det korrekt?”

”Ja.”

”Godt, så er der ingen grund til at gå dem igennem. Her er dit skema.

Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at spørge mig eller

lærerne. Det var sådan set alt, lad mig vise dig til dit værelse,” jeg

samlede mine ting op fra gulvet. ”Har du brug for hjælp med det?”

”Nej tak, jeg har det,” vi nåede til den bygning jeg skulle bo i, og gik

ind. Der var ingen elever at se, men de var selvfølgelig nok også til

time. Vi gik op på anden sal, og da vi nåede til mit værelse, fandt

rektoren en nøgle frem og låste op.

”Her er det så,” sagde han. Jeg gik ind i værelset, og så med det samme

en død pige i hjørnet.

”Tak,” sagde jeg til rektoren.

”Så vil jeg forlade dig. Her er din nøgle,” da han havde givet mig

nøglen, gik han. Jeg begyndte at pakke ud, og ignorerede spøgelset.

Hun var ikke mit problem, jeg havde vigtigere ting at forberede. Jeg

havde ikke tid til, at sende et spøgelse over på den anden side. Da

jeg var færdig med at pakke kufferten ud, tog jeg min taske frem. Jeg

åbnede den, og begynde at lægge knivene i den ud på sengen.

”Skønt! De har givet mit gamle værelse ud til en psykopat med en kniv

kollektion!” Beklagede spøgelset sig.

”Det hørte jeg godt,” sagde jeg uden at fjerne blikket fra mine knive.

”Kan… kan du se mig?”

”Ja, det kan jeg,” jeg kiggede op på spøgelset. ”Og hvorfor er du her

stadig spøgelse?”

”Jeg har et navn,” sagde spøgelset vredt.

”Okay så, spøgelse med et navn, hvorfor er du her stadig?”

”Hvad mener du?”

”Hvorfor er du stadig her på jorden? Hvorfor er du ikke gået videre til

den anden side?”

”Det ved jeg ikke. Jeg ville ønske, at jeg var. Jeg har været her i et år

nu, og jeg er ved at blive virkelig træt af det …”

”Det giver ingen mening.”

”Hvad mener du?”

”Altså, når et spøgelse ikke tager til den anden side, er det som regel

fordi de har uafsluttede affærer, eller bare fordi de ikke vil forlade

jorden. Men jeg har aldrig mødt nogen, der var villig til at tage af sted,

og ikke kunne.”

”Hvordan ved du alt det her? Hvordan kan du se mig? Hvem er du?”

”Øhm, jeg går ud fra, at man kan sige, at jeg er en slags heks.”

”Heks? Mener du den slags der flyver rundt på en kost, og æder børn

på Halloween?”

”Nej! Jeg er på en mission fra Gud.”

”En mission? Fra Gud? Er du sikker på, at du ikke har slået hovedet på

vejen ind?”

”Det har jeg desværre ikke.”

40 41


Frederikke Byron

”Hmm. Er du på en mission nu?”

”Ja,” jeg skulle lige til at lægge en kniv under min hovedpude, da en

idé ramte mig.” Spøgelse, hvad er dit navn?”

”Christine. Men mine venner kaldte mig Chrissy.”

”Okay, Chrissy, jeg kan hjælpe dig med at komme til den anden side,

men jeg har brug for din hjælp først.”

”Okay, du har min opmærksomhed.”

”Jeg leder efter en dreng. Han er omkring 17år,” jeg skulle til at sige

mere, da spøgelset afbrød mig.

”Aha. Jeg kunne godt forestille mig, at det må være svært, at finde en

dreng, når man er heks,”

”Nej, nej, ikke på den måde! Han kom til skolen for ca. et halvt år

siden,”

”Okay, lad mig lige tænke. Den her dreng, kan han også se mig?”

”Sikkert.”

”Okay, der er den her dreng. Han kom her til for 5 måneder siden. Han

hedder Lucas, og jeg sværger at det er som om, at han kan se mig,

men han lader til at være ligeglad.”

”Tak,” sagde jeg, og havde ingen tvivl i mit hjerte om, at det var ham

jeg ledte efter.

”Må jeg spørge, hvad du har tænkt dig, at gøre ved ham?”

Jeg samlede en kniv op, og kiggede på den.”Jeg har tænkt mig, at slå

ham ihjel.”

”HVAD?! Er du sindssyg?!”

Jeg tænkte over det i et stykke tid. ”Måske.” Jeg valgte en kniv ud, og

lagde den ned i min støvle.

”Man kan ikke bare gå rundt og slå folk ihjel. Det vil jeg ikke tillade!”

”Chrissy, du er et spøgelse, jeg tror ikke, du ville være i stand til at

stoppe mig,”

”Nå, men jeg kan prøve. Og hvordan ved jeg, at du siger sandheden,

hvordan kan jeg vide, at du virkelig er en heks?” Jeg fokuserede på de

resterende knive, og fik dem til at svæve. ”Holy FUCK!” sagde Chrissy

og satte sig ned på en stol. Jeg fik knivene til at falde ned igen.

”Okay, nu. Hvor kan jeg finde den her dreng?”

”Øh, han springer for det meste timerne over, og hænger ud sammen

med nogle venner på plænen,” Chrissy gik hen til døren og åbnede

den. ”Følg efter mig,” Chrissy gik på liste fod igennem gangen, selvom

ingen kunne se hende, eller høre hende. Jeg fulgte efter hende. Vi

nåede uden for, og solen skinnede fra en skyfri himmel.

”Så fortæl mig; hvorfor vil du gerne slå ham ihjel?” Spurgte Chrissy.

”Han er ikke et menneske. Han er Lucifers barn.”

”HA! Ja, Lucifers søn! Og han er kommet for at udslette hele verden,”

sagde Chrissy sarkastisk

”Noget i den stil,” sagde jeg helt alvorligt.

”Aha. Burde have vidst at du ikke lavede sjov. Så hvor gammel er du?”

”Omkring 230 år,”

”Ja … okay, det er bare mærkeligt. Jeg kommer til at blive glad når det

her er ovre! Du hjælper mig stadig med at komme over på den anden

side, ikke?”

”Ja, et løfte er et løfte.”

Chrissy stoppede pludselig op. ”Han er derovre, ved siden af træerne.”

Jeg kiggede derhen. Der sad 5-6 mennesker under et træ. ”Vi bliver

nødt til at komme tættere på.” Jeg begyndte at gå hen imod dem,

med Chrissy lige i hælene. Vi gemte os bag et træ, et par meter væk fra

dem. Det var ikke svært at se hvem Lucas var. Alle de andre kiggede på

ham, og hægtede sig på alle de ord, han sagde. Så han havde allerede

fået sig beundrere. Det problem burde jeg have forudset. Når alt

kommer til alt, så er ondskab fristende. Heldigvis så det ikke ud til, at

de havde solgt deres sjæl til ham endnu. Man kan se, når mennesker

har solgt deres sjæle. De får et rødt skær i deres øjne. Jeg studerede

ham i lang tid. Han var ret pæn, mørkebrune øjne, en muskuløs krop,

blankt mørkt hår, og hvis jeg ikke vidste bedre, kunne det se ud som

om, at han havde en engels ansigt. Hans beundrere var to piger og to

drenge.

42 43


Frederikke Byron

”Hvad har du tænkt dig at gøre nu? Har du bare tænkt dig at storme

der hen og slå ham ihjel?”

”Foran andre mennesker? Det ville ikke være særligt diskret, ville det?”

”Nej, men hvad så?”

”Vi venter til natten falder på, og så har jeg tænkt mig at snige mig ind

på hans værelse og slå ham ihjel, imens han sover,”

”Snige sig ind på hans værelse … det kan jeg godt lide! Men hvad hvis

han har en værelseskammerat?”

”Åh, han har ikke en værelseskammerat.”

”Hvorfor ikke?”

”Af samme grund som jeg ikke har en. Man kan ikke risikere at nogen

ser os udfører magi.”

”Men du har en værelseskammerat. Du har mig!”

”Ja, men du er død, så det betyder ikke rigtigt noget.”

”Aha.”

”Kom, jeg bliver nødt til at tage til mit værelse og forberede mig,” vi

vendte ryggen til Lucas og hans flok og gik hen mod vores værelse.

Jeg var klar. Jeg havde en kniv på ryggen og i min støvle. Begge var

hellige knive, og de burde virke. Jeg gik hen ad gangen og stoppede

op foran hans dør. Jeg trak kniven frem, den jeg havde haft på ryggen,

og skulle lige til at åbne døren, da jeg hørte en lyd bagved mig. Jeg

vendte mig hurtigt om, og så en dreng komme hen ad gangen. Jeg

tog hurtigt kniven om bag ryggen. Han stoppede op da han så mig.

”Hej,” sagde han og smilede.

”Hej,” svarede jeg, og stak kniven ned i baglommen.

”Du må være den nye pige alle taler om,”

”Ja, jeg er Gabrielle,” sagde jeg og rakte ham hånden.

”Demian,” jeg bemærkede at nogen kom gående imod os.

”Demian …”

”Ja … Hvor er du fra?”

”Ikke nogen specielle steder.”

”Hvad er det for et svar?” Jeg fokuserede ikke rigtigt på, hvad Demian

sagde til mig, men kiggede ned af gangen. Jeg kunne nu ane hvem

det var. Jeg blev nødt til at gemme mig, han måtte ikke allerede lægge

mærke til mig. Jeg smilede til Demian.

”Jeg har brug for din hjælp med noget,” sagde jeg, og så ham lige ind i

44 45

øjnene.

”Okay, jeg lytter,” jeg vidste godt, at det var forkert at bruge mine

kræfter på civile, men det var en nødsituation.

”Skub mig op af væggen der ovre,” han gjorde som jeg sagde. Jeg

kiggede ned ad gangen og så at Lucas næsten var ved os. ”Kys

mig.” Igen gjorde han, som jeg bad om. Det var et sødt kys. Ikke for

voldsomt eller for let. Det var perfekt, og det gjorde noget ved mig,

som jeg ikke havde oplevet i meget lang tid. Det var ikke fordi, at det

var første gang jeg havde kysset en dreng, det var bare første gang,

det ikke var med en dreng, jeg skulle dræbe. Jeg vidste, det var dumt

at miste fokus, men jeg kunne ikke lade være med at lukke øjnene og

fortabe mig selv i kysset. Det var først da jeg hørte lyden af en dør,

der lukkede, at jeg vendte tilbage til virkeligheden. ”Stop,” sagde jeg

til Demian, og han stoppede. Jeg skubbede ham lidt væk fra mig.

”Gå tilbage til dit værelse, og gå i seng,” sagde jeg. Han gik væk fra

mig, og så snart han var ude af syne, gik jeg hen til døren igen. Jeg

brugte mine telepatiske evner til at få låst døren op. Jeg gik lydløst

ind i værelset. Lucas lå på sin seng. Han havde taget sin skjorte af,

men havde ellers resten af sit tøj på. Jeg trak min kniv frem og gik hen

ved siden af hans seng. Han sov uden at lav en lyd. Han var perfekt,

som han lå der. Sommetider var det svært at tro, at noget så smukt,

kunne være så ondt. Men jeg vidste hvad jeg måtte gøre. Jeg løftede

kniven op over mit hoved og gjorde klar. Kniven skar igennem luften,

men lige før den ramte ham, sænkede jeg farten og tøvede. Det var

min første fejl. Han vågnede med det samme, tog fat om mine arme,

med den ene hånd, og kastede kniven væk med den anden. Før jeg

vidste af det, lå jeg på sengen med ham oven på mig. Jeg prøvede, at


Frederikke Byron

komme væk, men han havde et fast greb om mine hænder.

”Åh, lille engel. Så kom du endelig. Jeg undrede mig over hvor lang tid

det ville tage.”

”Jeg er ingen engel!” Sagde jeg vredt.

”Ikke? Nå, så er det jo min heldige dag. Jeg så dig udenfor. Hvordan

du studerede mig …” han lod sin frie hånd stryge min kind. Hans hud

var så blød … ”Og lige nu. Du vil ikke dræbe mig, du tøvede. Jeg tror,

at du gerne vil noget helt andet end at dræbe.” Han satte sine læber

mod mine. Til at starte med for tankerne rundt i hovedet på mig, men

efter et stykke tid var min hjerne blank, og det snurrede rundt i mit

hoved. Jeg lagde også mærke til, at jeg ikke længere kæmpede imod.

Han bevægede sin mund væk fra min, og fandt i stedet min hals. Jeg

lukkede øjnene, og prøvede at tænke, men enhver rationel tanke

havde forladt mig.

”Du er bare et barn,” fik jeg til sidst ud.

Han kiggede på mig.”Men i det tilfælde, så er der jo bare meget, du

kan lære mig.”

”Nej …”

”Din mund siger nej, men din krop siger …” han nåede ikke at afslutte

sin sætning, før jeg jordede mit knæ i skridtet på ham. Han faldt ned

af mig, og jeg reagerede hurtigt. Før der var gået to sekunder, var

jeg over ham, havde et fast tag i hans hår, og holdt en kniv for hans

strube.

”Du er kun et barn, og det faktum at du bruger sådan et dårligt, og

alt for brugt ordsprog, beviser det. Og nu har jeg tænkt mig at slå

dig ihjel, fordi du er ond og du bliver nødt til at dø,” jeg sagde ordene

hurtigt, og så ned på ham. Han brune øjne var blanke, og så bedende

op på mig. Det var forkert. Jeg kunne mærke det igennem hele min

krop. Han var kun et barn. Måske lignede han en på 17, men han

havde ikke engang levet i et år, havde ikke engang gjort noget forkert

endnu. Han prøvede ikke engang at slå mig ihjel, men prøvede at

forfører mig, hvilket er endnu et eksempel på, at han ikke har lært

at tænke med den øverste hjerne endnu. Og nu, da han lå der og

frygtede for sit liv, blev det klart for mig, at jeg ikke kunne gøre det.

Jeg fjernede kniven, slap ham, og spurtede ud af værelset, og ind på

mit eget. Jeg smed mig ned i min seng, og lagde armen hen over mit

46 47

hoved.

”Så, hvordan gik det?” spurgte Chrissy.

”Jeg har ikke lyst til at tale om det …”

”Åh. Var det klamt? At slå nogen ihjel, kan ikke have været særligt rart

…”

”Jeg slog ham ikke ihjel …”

”ÅH!”

”Hvorfor lyder du så glad?”

”Jeg brød mig ikke om tanken, om at min værelseskammerat var en

morder.”

”Vi er ikke værelseskammerater, du er død. Gå nu, jeg vil sove.”

”Der er ikke nogen grund til at gnide salt i såret …” sagde Chrissy såret,

men forlod rummet.

Næsten morgen bankede det på døren. Jeg kiggede på mit ur, og så

at klokken var kvart over 7. Første time startede klokken 8. Jeg trak

en silkebadekåbe over mig, og gik hen og åbnede døren. ”Demian?”

Spurgte jeg forvirret, da jeg så ham. Han havde en kop te i den ene

hånd, og noget brød i den anden.

”Her,” sagde han og gav mig det. ”Jeg tænkte, at jeg ville få dig til,

at føle dig godt tilpas på din første dag. Følge dig til time og sådan

noget.”

Jeg stirrede på ham med åben mund. Han havde sat sig til rette på

min seng. Jeg smækkede døren i med min fod, og stillede maden på

natbordet.

”Aha, okay … Øhm hvorfor?”

Han så på mig. ”Altså … jeg … i går …”

”Vær sød ved ham. Han er en af de bedre fyre,” sagde Chrissy, der


Frederikke Byron

havde sneget sig op bagved mig. Det tog alt min selvkontrol ikke at

hoppe ved hendes stemme. ”Og han ser rigtigt godt ud i badet,” sagde

hun, og satte sig bag ved ham, med hænderne rundt om ham. Hun

begyndte at gøre nogle meget forstyrrende ting ved ham, uden at

han lagde mærke til det.

” … derfor mente jeg at det var en god idé.”

”Undskyld, hvad?” Demian havde åbenbart sagt noget til mig.

”Det er lige meget … Skal du ikke have noget af din te? Det er godt for

nerverne,”

”Nerverne?”

”Ja, du ser lidt anspændt ud,”

”Anspændt? Overhovedet ikke,” Chrissy var nu begyndt at bevæge

hænderne ned mod hans nedre regioner. ”Stop!” Kom jeg til at sige

højt. Chrissy stoppede.

”Hvad?” Spurgte Demian forvirret. Jeg gik hen til ham, og bøjede mig

ned over ham, med begge hænder placeret på hans lår.

”Demian, du bliver nødt til at gå nu. Jeg skal nok selv finde hen til

klassen. Du har ingen obligationer til at følge mig,”

Demian rejste sig. ”Okay, vi ses,” sagde han og gik.

”Wow, du lavede lige en totalt Obi Wan Kenobi på ham. Dette er ikke de

droider I leder efter.” Sagde hun og efterlignede Obi Wan fra Star Wars.

”Stop det der, det er ikke sjovt. Hvad fanden tænkte du på?”

”Hey! Bare fordi jeg er et spøgelse, betyder det ikke, at jeg ikke har

lyster. Jeg savner en mands krop imod min,” sagde hun og fik et

drømmende udtryk.

”Du er helt klart det mest forstyrrende spøgelse jeg nogensinde har

mødt,” sagde jeg og rystede på hovedet.

Jeg tog til time klokken 8. De første par timer forløb uden problemer.

Så havde vi historie. Jeg kom ind i lokalet, og så med det samme Lucas

og Demian sidde i lokalet. Demian vinkede med det samme til mig,

og gjorde tegn til at jeg skulle komme over og sætte mig ved siden af

ham, Lucas sendte mig et hurtigt indforstået blik.

Efter timen kom Lucas over til Demian og jeg med en af sine

sycophanter på armen. ”Hej Demian, hvordan går det?” Spurgte han.

”Helt fint mand, hvad med dig?”

”Jeg er okay.”

”Hej, hvor er mine manere?! Det her er Gabrielle.” Demian havde rejst

sig op, og jeg gjorde nu det samme.

”Ja, det ved jeg. Vi rendte ind i hinanden i går,”

”Hvor sjovt, Gabrielle og jeg mødte hinanden på samme måde,” sagde

Demian med et smil. Jeg smilede lidt anstrengt, og tænkte over en

måde at komme ud af situationen på.

”Nå, men jeg må videre,” begyndte jeg, men Lucas stoppede mig.

”Vent, jeg holder en fest i aften, nede på pubben. I burde komme,”

”Fedt, jeg er med … eller det kommer an på om du vil Gabrielle?”

Han kiggede på mig med sine store øjne, og jeg følte mig nærmest

tvunget til at sige ja.

”Okay, ja det lyder som en god idé,” svarede jeg så til sidst.

”Godt, jeg glæder mig til at se jer,” sagde Lucas og gik.

Jeg stod foran spejlet og prøvede tøj da Chrissy sneg sig op bagved

mig. ”Nej, nej, nej, det der går bare ikke! Du ser værre ud end en våd

drag queen,”

”Men den er praktisk, ellers kan mine knive ikke spændes fast på

ryggen,”

”Nej, ingen knive! Det her er en offentlig fest, ingen bliver slået ihjel,

48 49

okay?”

”Fint…” sagde jeg lettere irriteret.

”Her! Tag den her på.” Hun havde taget en kjole ud under sin gamle

seng. Jeg kiggede på den, og rystede så på hovedet. ”Kom nu, den vil

se fantastisk ud på dig,”

To minutter senere stod jeg foran spejlet i kjolen. Den var en sort lille


Frederikke Byron

sag, der klemte livet ud af en, og fik ens bryster til at ligne to balloner,

der kunne finde på at sprænge når som helst. ”Fint, jeg tager den på,

lader du mig så være i fred?”

”Ja, men først efter at vi har fundet et kælenavn til dig. Gabrielle bliver

simpelthen for tørt.”

”Men det er mit navn.”

”Lige meget, nu finder vi på et kælenavn basta,”

”Fint, hvordan gør man?”

”Først forkorter man navnet,”

”Gabe?”

”Nej, for mandligt. Hvad med Elle, eller vent, vi tilføjer et i, så det bliver

Ellie, ja det er sødt.”

”Ja, for jeg udstråler jo slik og kager!”

Før Chrissy kunne komme med et comeback, bankede det på døren.

Det var Demian.

”Hej, klar til at gå Gabrielle?”

”Ja,” Chrissy sparkede mig, ”øhm, men kald mig Ellie,”

”Okay, Ellie,” sagde han og vi gik arm i arm hen til pubben hvor festen

blev holdt. Der var fuldstændig fyldt op. Det lykkedes os dog at finde

et bord ovre i et hjørne. Demian havde midlertidigt forladt mig, da

Lucas kom over til mig.

”Hej, er det her sæde optaget?” spurgte han og satte sig ned i sofaen

ved siden af mig.

”Ja, det var det,” sagde jeg og trak mig ud under den arm han havde

lagt om mig.

”Kom nu Ellie, det er trods alt min fest, du kunne i det mindste lade

som om du er glad for at se mig,” sagde han.

”Fint,” sagde jeg, og satte mig oven på ham. Jeg smilede ned til ham,

tog fat i hans hår, og trak så tilbage så hårdt jeg kunne. ”Hvordan

vidste du, at du skulle kalde mig det?” spurgte jeg.

”Jeg har mine metoder,” svarede han, og prøvede at komme løs, men

jeg strammede bare grebet mere, han skar ansigt. ”Jeg vidste ikke, at

du var til den slags.”

”Hold kæft. Var det Demian, der fortalte dig det?”

”Ja, han var meget glad for at du havde fortalt ham det. Jeg bliver

da nødt til at indrømme, at jeg var en smule skuffet over, at du ikke

fortalte det til mig først. Men måske vil du fortælle mig dit safe- word?”

”Du afskyer mig,” sagde jeg og trak mig væk fra ham.

”Du startede det,” sagde han og holdt hænderne oppe foran sig.

”Og jeg afslutter det,”

”Vent,” sagde han, og stoppede mig før jeg rejste mig op.

50 51

”Hvad?”

”Du ved at vi hører sammen, hvor mange andre kender du, der også

kommer til at leve evigt. Selvfølelig lige bortset fra de andre engle,

men dem leger du jo ikke så godt sammen med,”

”Hvad mener du med de andre engle?”

”Hvorfor spørger du ikke Demian?” Det fik mine tanker til at køre.

”Hvor er han?”

”Hvordan skulle jeg vide det?”

”Sig det Lucas!” sagde jeg truende.

”Prøv taget,” sagde han. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå. ”Han er

ikke hvad du tror!” Råbte han efter mig, men jeg valgte at overhøre

det. Jeg løb op af den snævre trappe der førte op til taget. Jeg fandt

Demian bundet fast til et afløbsrør, bevidstløs. Jeg bandt ham fri og

teleporterede hjem.

”Wow, hvis du kan gøre sådan, hvorfor går du så overhovedet?”

Spurgte Chrissy, der sad i en stol og læste ”En Shopaholic i New York”

- sikkert ikke for første gang. Jeg placerede Demian i sengen. ”Hvad er

der sket med ham?”

”Lucas,” svarede jeg.

”Åh, klarer han den?”

”Ja, det tror jeg,” jeg lagde mig ned ved siden af Demian, og prøvede

på at få noget søvn.


Frederikke Byron

Næst morgen var Demian meget forvirret, men jeg fik ham overbevist

om at han bare kom til at drikke for meget. Han tog af sted uden for

mange spørgsmål, og jeg blev overladt til mig selv. Jeg brugte resten

af lørdagen på at pudse knive, og planlægge hvordan jeg kunne

dræbe Lucas.

Det var søndag, da jeg gik rundt i byen, at jeg så Lucas komme gående

for sig selv. Jeg sneg mig hurtigt ind i en øde sidegade, og stod og

ventede på at han skulle komme op forbi. Han passerede hjørnet, og

jeg slog til. Jeg trak ham i armen og smed ham op ad husmuren. Jeg

havde hurtigt en kniv for hans strube.

”Har du hørt om mobilen? En fantastisk ny opfindelse hvor du kan

komme i kontakt med folk, uden at overfalde dem på gaden?”

”Teknisk set er det en gyde. Og hvori ligger underholdningen i et

opkald?”

”Det ved jeg nu ikke, de unge nu til dags har en sjov leg, der hedder

telefonsex?”

”Jeg er ikke til telefonsex,”

”Jamen, jeg er altid frisk på noget godt gammeldags …”

Jeg satte kniven tættere på hans strube. ”Hvad mente du i fredags,

med din kommentar om engle?” Han gjorde en bevægelse med

hænderne, jeg ikke forstod. ”Hvad?!” spurgte jeg og trykkede kniven

hårdt imod hans strube så den drog blod. Han tog fat om mit håndled,

klemte til så kniven røg ud af min hånd, og vred så min arm bagud, så

jeg kom til at stå med ryggen op ad ham.

”Jeg prøver at sige, at det er svært at tale med en kniv for struben,”

sagde han i mit øre.

”Slip mig,” truede jeg.

”Slap af, jeg har ikke tænk mig at gøre dig fortræd,” han kyssede mig

på halsen og gav så slip på mig. ”Kom,” sagde han og begyndte at gå.

”Hvor skal vi hen?”

”Jeg tager dig med til frokost, og så fortæller jeg dig hvad jeg ved.”

Vi tog hen på en lille lokal café hvor der kun var to andre end os. Vi

havde sat os ved et vindue i hjørnet. ”Så hvad ved du?”

”Jeg ved hvem du er,”

”Virkelig?”

52 53

”Ja,”

”Hvem er jeg så?”

”Gabrielle.”

”Er det her en joke?” spurgte jeg irriteret og skulle til at gå.

”Nej, nej, sæt dig ned. Mange kender dig også som Gabriel.”

”Så mange tror jeg er en mand? Er du ude på at fornærme mig eller?”

”Nej, du ved jeg syntes du er tiltrækkende. Ved du helt seriøst ikke

hvem Gabriel er?” Jeg tænkte over det.

”Mener du englen?”

”Ja,”

”Hvad har det med mig at gøre?”

”Det er dig,”

”Hvad? Men jeg er ikke en mand,”

”Nej, det ved jeg godt. Men det tror menneskene, du er. Desværre

var det en masse mandchauvinistiske svin der skrev biblen. Mange af

englene var faktisk kvinder, Gabrielle, Uriel …”

”Ja, ja, jeg har forstået det,” afbrød jeg hans remse. ”Så du prøver at

påstå, at jeg er en engel?” Jeg grinede. ”Det er jo latterligt!”

”Er det?” spurgte han alvorligt. ”Tænk over det og kom tilbage til mig,

hvis du har brug for at få noget mere viden,” og med de ord gik han.

De kommende dage kunne jeg overhovedet ikke fokusere på noget.

Jeg tænkte slet ikke på min opgave, eller hvordan den skulle udføres.

Det eneste jeg kunne tænke på var, hvordan jeg var blevet løjet for

hele mit liv. Var jeg virkelig en engel? Det var jo sindssygt. Jeg kunne

ikke være en engel, der var ikke noget engleagtigt ved mig. Jeg havde

lige tænkt tanken færdig, da Raphael besluttede sig for at dukke op

lige foran mig. ”For helvede, hvad har jeg sagt om det dér?” spurgte


Frederikke Byron

jeg irriteret, men han så ud til at være rimelig ligeglad med mine

udbrud, og gik forbi mig.

”Michael bliver utålmodig,” sagde han tørt. ”Han vil have at vide

hvorfor det tager så lang tid,”

”Det tager den tid det tager!” Svarede jeg og lød som en forkælet

møgunge. Raphael så olmt på mig.

”Hvorfor har du ikke gjort fremskridt?”

”Fordi der ikke har været mulighed for det,”

”Ikke det? Michael har en anden mening,”

”Nå, men jeg er ret ligeglad med hvad hans mening er. Hvor let er det

lige for ham at se ned på os? Han er så højt op i skyerne, at han snart

brænder op! Han ved ikke hvordan det er hernede, hvordan skulle han

det?”

”Ikke endnu, men det kommer han snart til, hvis der ikke bliver gjort

noget ved sagen,”

”Hvad mener du, har den store stygge sherif tænkt sig at komme her

ned personligt?”

”Det er lige hvad han har, og han kommer ikke til at være glad, hvis alt

hvad han finder, er dig i seng med fjenden,” Raphael havde stillet sig

truende op foran mig. ”Gabrielle, du skal ikke være bange for mig, jeg

er her for at lede dig på den rette vej,”

”Og hvad giver dig retten til at bestemme, hvad der er den rette vej for

mig?”

Raphael rystede på hovedet. ”Du forstår det bare ikke, gør du?”

”Nej, jeg forstår det slet ikke,”

”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?”

”Du kan fortælle mig, hvordan jeg slår ham ihjel,”

”Ville du kunne, hvis jeg fortalte dig det?”

”Lad være med at tale ned til mig! Du ved at jeg kan!”

”Og det står skrevet, at Lucifers søn ikke kan slås ihjel med noget våben,

skabt af mennesket, men at det dødelig slag skal komme fra det helligste

af alt,” citerede han.

”Og hvad er det helligste af alt? En engel?”

”Hvad? Nej, hvorfor spørger du om det?”

”Du ved godt hvorfor, lad være med at spille dum. Er det sandt? Er jeg

en engel?”

Raphael så ned i jorden, og sukkede dybt. ”Jeg fik besked på ikke at

nævne det for dig, det var en del af din straf …”

”Min straf? For hvad?” spurgte jeg forvirret.

”Det kan jeg ikke sige,”

”Fuck det! Jeg vil vide det!”

”Jeg er ked af det, det er bare den her måde, at det bliver nødt til at

være på. Held og lykke,” sagde han og forsvandt.

”Held og lykke min bare røv! Kom så her ned dit svin, og fortæl

sandheden for en gangs skyld i dit liv!”

”Wow, hvorfor råber du ad loftet?” Spurgte Chrissy der kom ind med

en Ben and Jerry is i hånden.

”Jeg råber ikke ad loftet, jeg råber efter Raphael,”

”Englen?”

54 55

”Ja,”

”Wow, sejt,”

”Ikke rigtigt, han er en stor filigo di una puttana!”

”Okay, jeg har ingen idé om hvad det betød, men jeg er ret sikker på at

det ikke er noget man kalder engle for,”

”Det er af ingen betydning, det viser sig, at jeg er en af dem,”

”Er du en engel?”

Jeg nikkede.

”Wauw, den havde jeg ikke set komme,” sagde hun med lidt for stor

overraskelse i stemmen.

Jeg skulede ondt til hende.

”Undskyld, men det er ikke lige frem fordi du udstråler en engle-vibe.”

”Bliv her, der er en jeg skal tale med.”

Jeg gik målrettet imod Lucas værelse. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg tog


Frederikke Byron

der hen, men jeg måtte bare se ham. Min krop var som draget af ham,

den længtes efter hans nærvær. Jeg bankede på hans dør, og han

åbnede to sekunder efter. ”Du havde ret,” sagde jeg og gik uinviteret

ind. Han lukkede døren efter mig.

”Det har jeg som sædvanlig.”

”Man kan ikke bruge den frase, når man kun er 6 måneder.”

”Snart 7,” mindende han mig om.

”Det gør det ikke meget bedre.” Jeg satte mig ned på hans seng, og

han satte sig ned ved siden af mig. ”Det er bare, de er så tykhovedede!

De bliver ved med at sige, at jeg skal slå dig ihjel, og truer mig med

deres vrede, men hvad skal jeg gøre? Hvordan slår man en ihjel, når

man ikke ved hvordan? Og hvornår? Hvornår er det et godt tidspunkt,

at slå nogen ihjel?”

”Det er lidt mærkeligt at snakke om det her?”

”Jo, jeg har fået nok af at snakke. Fuck samtaler!”

”Fuck samtaler!” Samtykkede han. ”Heldigvis behøver vi ikke at tale,”

sagde han flirtende.

”Nej, det behøver vi ikke,” sagde jeg og skubbede ham ned og ligge.

Hans overraskede ansigtsudtryk fik mig til at le.

”Mener du det? Det er ikke en joke?”

”Nej,” jeg kravlede op på ham. ”Hvad er der galt? Kan du ikke afslutte,

hvad du har startet?”

”Selvfølgelig kan jeg afslutte, hvad jeg har startet,” sagde han og trak

sin skjorte af. Jeg trak også min bluse af, og snart var vi helt nøgne. ”Er

du sikker?”

”Ja, ikke mere snak,” sagde jeg og kyssede ham.

Det var rart at ligge der i sengen og ikke tænke på noget, andet

end hans krop mod min. Hans arme rundt om mig, og hans mund

alle steder. Og i nogle timer glemte jeg alt om himmel og helvede,

skæbner og gamle skrifter. I nogle timer var det kun mig og ham, og

intet andet.

Næste morgen listede jeg skamfuldt ind på mit værelse. ”Skammens

gang,” var der en der sagde, ovre fra stolen ved vinduet.

”Raphael, hvor mange gange skal jeg sige det …” jeg stoppede midt i

sætningen. ”Demian? Hvad laver du her?”

”Jeg er meget skuffet over dig Gabrielle …” der var noget anderledes

ved hans stemme.

”Hvad? Hvad i alverden mener du?” Jeg var fuldstændig forvirret,

hvorfor var han lige pludselig skuffet? Vidste han at jeg havde været

sammen med Lucas? Og hvis han gjorde, hvad gav ham så retten til at

være skuffet … eller snige sig ind på mit værelse for dens sags skyld, vi

kom jo ikke sammen.

”Du gik fuldstændig imod ordre. Virkelig Gabrielle? Er du nu sunket så

dybt?” Jeg begyndte at ane, at noget var galt.

”Hvem er du?”

”Det ved du allerede,” sagde han og rejste sig op. Han blev oplyst af

sollyset bag sig, og på hans skygge kunne man se to imponerende

56 57

vinger.

”Michael …” sagde jeg sammenbidt. ”Jeg undrede mig over hvornår

du ville dukke op,”

Han gik hen til mig, og rørte først min kind, og lod derefter sin hånd

glide ned, og hvile på min hals. ”Jeg burde dræbe dig lige nu, men det

ville ikke løse noget.”

Jeg lukkede øjnene. ”Hvor lang tid har du været inden i ham?”

”Kun et par timer. Men som min beholder, har han været mine øjne

og ører her nede. Alt hvad han har set, har jeg set, alt hvad han har

hørt …”

”Har du hørt. Jeg har forstået det,”

”Hvad er det, med den nye attitude du har fået? Du plejede at være en

af de bedste. Men så skulle du absolut spilde din kærlighed, på en der

ikke engang fortjente et sandkorn af den,”

”Det er alt sammen meget fine ord Michael, men hvad betyder de?”

”Det betyder at du svigtede os alle, og dette er din straf,”


Frederikke Byron

”Hvorfor vil ingen fortælle mig, hvad jeg har gjort?”

”Hvorfor spørger du ikke dit lille nye legetøj? Jeg er sikker på at hans

far har fortalt ham historien.”

”Ved du hvad du lyder som? Du lyder som en lille forkælet dreng, der

lige har mistet sit ynglingslegetøj, til den anden dreng i klassen,”

”Ja, og det er lige præcis hvad du er. Et stykke legetøj. MIT legetøj, og

jeg kan gøre lige, hvad jeg vil med dig, glem ikke det,” sagde han og

kyssede mig blidt på læberne, så forsvandt han.

Efter min samtale med Michael sad jeg i timer på min seng og rystede.

Jeg var vred, fortvivlet, og bange. Jeg havde aldrig prøvet, at være

bange før. Det var en tankekvælende fornemmelse, der åd alt fornuft,

og kun efterlod mig skælvende. Det var ikke før at Lucas kom ind på

mit værelse, satte sig ned i min seng, og begyndte at stryge mig på

ryggen, at jeg vågnede op af min trancetilstand. Jeg mærkede på min

kind, og var overrasket over at den var våd. Jeg havde aldrig grædt før.

”En engels tårer. Det er ikke noget man ser hverdag,” sagde Lucas, og

fangede en tåre med en finger. Har skar ansigt, da hans hud begyndte

at syde, der hvor tåren ramte.

”Er det noget specielt?”

”Det har healende kræfter, eller ødelæggende, hvis det bliver berørt af

ondskab,”

”Du er ond,” konstaterede jeg.

”Ikke af valg,” sagde han og lagde sig ned.

”Ville du være andet, hvis du havde valget?”

”Jeg ved det ikke, jeg har aldrig haft et valg.”

”Man har altid et valg.”

”Ikke med forældre som vores.”

”Hvorfor faldt jeg? Ved du det?”

”Ja, min far fortalte mig historien.”

”Fortæl mig den.”

Han så længe og omhyggeligt på mig, så begyndte han. ”Helt tilbage

til før min far blev smidt ud af himlen, var der en privat strid imellem

Michael og min far. De ville have den samme, men hun ville kun have

en af dem, min far. Michael kunne ikke klare det valg hun traf, da hun

valgte Lucifer, og gik til Gud. Michael fortalte Gud, at min far hadede

mennesket, og aldrig ville kunne elske dem højere end han elskede alt

i det Hellige Land. Hvilket også var sandt, min far hadede mennesket,

det var ikke noget. Små dyr, med viljer der var så nemme at knække, at

det var pinligt. De var fyldt med fejl, så hvorfor skulle han elske dem?

Gud blev rasende, og befalede at Lucifer skulle forvises. Englen, de

begge var forelskede i, overhørte samtalen, og skyndte sig at finde

Lucifer. Hun fortalte ham om det, og Lucifer skyndte sig at finde andre

engle, der havde samme syn som ham, og sammen gik de i krig imod

himlen. De tabte. De blev alle sammen forvist til helvede. Gud fandt

ud af hvad den kvindelige engel havde gjort, og forviste hende til

58 59

jorden,”

”Hun faldt.”

”Ja.”

”Jeg er hende, ikke?”

”Nej, du er hendes datter.”

”Hvad? Men engle kan ikke få børn.”

”Nej, men det kan faldne engle. Hun slog sig ned med en dødelig, og

fik dig,”

”Så jeg er ikke teknisk set en engel?”

”Åh jo, du er en engel. Det engleblod din mor havde i årerne

dominerede det menneskeblod din far havde, og du blev født

hundrede procent engel. Så da Gud fandt ud af det, så sendte han bud

efter dig.”

”Hvorfor sendte han mig så væk igen? Hvad gjorde jeg?”

”Måske ikke noget. Måske havde de bare brug for en, der var født og

opvokset på jorden til denne opgave.”

”Men de bliver ved med at sige, at jeg ikke kan huske noget, som del


Frederikke Byron

af min straf.”

”Jeg ved det ikke. Måske havde de stadig ondt i røven efter, at din mor

havde forrådt dem,”

”Røvhuller!”

Lucas smilede. ”Det er godt at se, at du bliver dig selv igen. Lad være

med at lade Michael skræmme dig, jeg skal nok passe på dig,”

”Jeg er ikke bange for Michael, og jeg kan sagtens passe på mig selv,”

sagde jeg spydigt, men jeg lagde mig alligevel ned ved siden af ham,

og puttede mig ind til ham.

”Du bliver min død,” sagde Lucas og sukkede.

”Forhåbentligt,” sagde jeg tørt, og det varede ikke længe før en vild

pudekamp brød ud.

Klokken var lidt over to om natten, og jeg lå og så på Lucas, da det

slog mig, at det helligste af alt er kærlighed. Det var derfor de havde

sendt mig ned på jorden, fordi jeg var den eneste, der ville kunne

elske ham. Jeg var født til at elske ham, men det var min skæbne at slå

ham ihjel.

Så hvad valgte jeg? Valget er dit. For vi har alle et valg.

60 61


Frederikke Byron

Skønt! Jeg skal

dø sammen med

en forkælet,

impotent,

inkompetent,

17Årig!

62 63


Frederikke Byron

Jake prøvede at åbne øjnene så meget, som det var muligt. Hans

venstre øje var næsten for hævet til, at det kunne åbnes. ”Hvem

arbejder du for?” spurgte manden der holdt om hans kæbe, med en

kraftig russisk accent. ”Jeg spørger dig en sidste gang. Hvem. Arbejder.

Du. For?!”

”Du arbejder for mig Jake, så når jeg siger, at du gør noget, så gør

du det, forstået?” Jake stod inde på Mr. Camerons kontor, i MI6s

hovedkontor, i London. Han var blevet tilkaldt dagen før, en var

dukket op på hans skole, og havde afleveret et brev, hvor der stod, at

man forlangte, at han kom.

”Du lovede mig, Sir, at sidste mission var den sidste … jeg har ikke tid

til, at tage på en mission lige nu.”

”Ikke tid? Dit utaknemmelige skarn.”

”Utaknemmelig? Hvem er det lige, der er utaknemmelig? Da jeg kom

hjem fra sidste mission, var al den tak jeg fik stuearrest.”

”Du ødelagde min ynglingsbil.”

”Jeg satte mit liv på spil.”

”Åh snik snak, det var ikke så slemt.”

”Ikke så slemt? Det var …”

Jake opgav, denne skabning var mere is end mand. Om hans adoptiv

søn døde på en af missionerne rørte ham ikke. Jake overvejede om

han overhovedet ville komme til begravelsen. Jake satte sig ned

på stolen, der var blevet trukket ud for ham, foran Mr. Camerons

skrivebord.

”Hvad vil du have mig til at gøre?” spurgte han opgivende.

”Jeg vil have dig til at tage til Rusland.”

”RUSLAND? Er du sindssyg? Jeg har eksamen næste uge!”

”Pointe?”

”Hvad fanden mener du med pointe?”

”Lad være med at være så bange. Vi betaler bare en til at tage din

eksamen for dig.”

”Hvad snakker du om? Man kan ikke betale en, til at tage ens

eksamen.”

”Selvfølgelig kan man det. Din mission er, at lade som om du er på en

skoleudflugt. Du vil få en rundvisning af, hvad vi har under mistanke,

for at være Skeletons hovedcenter. De har skjult sig selv som en fabrik

der forsker i sygdomme, men vi tror ikke på det,”

”Selvfølgelig ikke,” bød Jake ind, Mr. Cameron gav ham en giftigt blik.

”Vi tror at der forgår noget inde bag facaden, og vi vil have dig til at

finde ud af hvad. Du skal snige dig ned til deres hovedcomputer,” det

digitale skrivebord viste en plan over hvordan fabrikken var brygget,

og hvor hovedcomputeren var. ”Her skal du så bruge den her,” Mr.

Cameron gav ham en disk. ”Stik den ind i hovedcomputeren, og den

downloader alle de oplysninger, der ligger på computeren. Derefter

vender du tilbage til England med disken, og så overtager vi.”

”Okay, det lyder let nok, hvad får jeg med mig?”

Mr. Cameron løftede spørgende et øjenbryn.

”Du ved pistoler, udstyr …”

”Åh, du får intet med dig.”

”Hvad? Hvad mener du?”

”De har meget strikse sikkerhedsregler på fabrikken. Du er mere i fare

med våben, end du er uden.”

”Ja, for det giver mening,” sagde Jake ironisk. Mr. Cameron rejste sig

op. ”Hvad hvis jeg bliver fanget?” Mr. Cameron så ned på ham.

”Lad være med at blive fanget,” var hans eneste kommentar. Han

trykkede på en knap, og glasdørene i glasvæggen åbnede. ”Du tager

af sted i aften.”

”Hvad? Nej, jeg kan ikke i aften. Jeg har en date.”

”En date?”

64 65

”Ja.”

”Siden hvornår har jeg, givet dig lov til at date?”

”Sir, jeg er 17, jeg mener ikke, jeg har brug for, at De giver mig lov.”

”Præcist! Du er kun 17. Du er alt for ung til sådan noget.”


Frederikke Byron

”Så jeg er gammel nok, til at du giver mig lov til at dræbe, men jeg må

ikke date piger?”

”Alle er gamle nok til at dræbe. Babyer er gamle nok til at dræbe …”

Jake rystede på hovedet.

”Du er virkelig en familiemand,” sagde han så ironisk han kunne.

”Babyer … værre end psykopater … de har kun Id,”

”Okay … Jeg tror, du skal stoppe med at læse Freud… Jeg må hellere

se at komme af sted …”

”Held og lykke!” råbte Mr. Cameron efter Jake, imens han var på vej ud

af døren.

”Jeg prøver jo at fortælle dig… jeg aner ikke hvad du taler om. Jeg

kom her med min skole…” Manden slap hans kæbe, gik hen til et bord,

og tog disken.

”Virkelig? Hvad lavede du så med denne her? Og hvad lavede du i

kontrolrummet?”

”Jeg for vild. Det ene øjeblik er jeg sammen med flokken, det næste

står jeg alene på en gang…” Manden nikkede og lagde disken på

bordet igen, i stedet tog han en kniv op. Jake kiggede sig til alle sider.

De var nede i et øde kælderrum. Der var kun ham og manden. Han

prøvede at vikle sine hænder ud af rebene, men det virkede ikke. Der

var ingen vej ud. ”Please. Bare lad mig gå. Jeg ved ikke noget. Jeg

lover, at jeg ikke siger noget om det her til nogen…” Manden kom

over til ham, og pressede knivbladet ind imod siden af hans hals.

”Jeg har tænkt mig, at skære dig så meget, at selv ikke din mor kan

genkende dig,” sagde han og skar Jake hen over kinden. Han skulle

lige til, at skære ham igen, da en dør blev åbnet.

”Andrei!” Råbte en kvinde stemme. Hun sagde en eller anden ordre på

russisk, og Andrei trak sig væk fra Jake.

”Miss,” sagde han og bukkede. Kvinden sagde noget mere på russisk,

og kom så over til Jake.

”Så, hvad har vi her?” spurgte hun med en amerikansk accent.

”En amerikaner der sammenarbejder med russerne? Det er ikke hver

dag man ser det,” sagde Jake.

”Tiderne skifter. Har han fortalt dig noget?” Spurgte hun Andrei. Han

rystede på hovedet.

”Jeg går ud fra, det var derfor de sendte dig,” Andrei kom tættere på.

”Fortæl mig, hvad har du tænkt dig at gøre ved ham? Har du tænkt dig

at brække hver en knogle? Jeg vil virkelig gerne se ham lide,” Kvinden

smilede.

”Åh, det kommer du skam også til,” hun tog en sprøjte op af lommen.

”Hvad er det?” spurgte Andrei.

”Min nyeste opfindelse. Bare en dråbe af det her, er nok til at slå en

elefant ihjel. Men for at være på den sikre side, giver vi ham hele

sprøjten,” Andrei grinede. ”Nogle sidste ord? Dit navn måske?”

”Nej, jeg har ikke tænkt mig, at fortælle dig noget.”

”Fint,” hun tog fast om hans arm, og spændte en reb rundt om hans

overarm. Hun slog nogle gange på hans arm for at få blodårerne

frem. Jake prøvede at bevæge sig, og bryde fri. ”Sid stille!” beordrede

kvinden - ikke at det havde nogen virkning. Kvinden tog fast i Jakes

nakkehår, og trak hans hoved bagud. Hun bøjede sig ned til hans ører

og hviskede: ”Sid stille, du gør det kun værre for dig selv. Bare rolig det

er kun smerte,” hun kyssede ham på kinden, og stak så sprøjten ind i

hans arm.

Smerten begyndte med det samme. Et eller andet trængte sig ind i

hans blodårer. Det var som syre, der spredtes i hele hans krop på få

sekunder. Han fik krampetrækninger, og havde ikke længere kontrol

over sine bevægelser. Han prøvede at holde tilbage, men til sidst blev

smerten for meget, og han skreg. Kvinden bøjede sig ned foran ham,

og så ham lige ind i øjnene. ”Bare rolig, det er alt sammen ovre snart,”

som hun sagde det, blev alt sort.

Smerten stoppede. Jake prøvede at bevæge sig, men kunne ikke.

Han prøvede at åbne øjnene, prøvede at sige noget, men der skete

ingenting. Var han død? Nej, han kunne ikke være død, han kunne

66 67


Frederikke Byron

stadigvæk mærke sit snitsår og brækkede knogle. ”Sådan. Det er gjort.”

”Skam, jeg er sikker på, at vi kunne have fået nogle oplysninger ud af

ham.”

”Nej… De træner dem alt for godt nu til dags. På denne her måde, har

vi bare én spion mindre at bekymre os om,” troede de at han var død?

Hans reb blev løsnet. ”Bær ham op på mit værelse,”

”Alex dog. Jeg vidste ikke du var til sådan noget…” grinede Andrei.

”Hold kæft. Det er jeg heller ikke. Jeg har brug for at teste nogle

ting…”

”Fint, hvis du siger det…” Jake kunne mærke, at han blev løftet op. ”Så

lad os se at komme af sted.”

Jake kom til sig selv nogle timer efter. Han lå i en blød seng, og

kiggede lige op i et loft. Han satte sig forsigtigt og lydløst op i sengen.

Alex stod over ved et skrivebord og bladrede i nogle papirer. Hendes

sorte hår var nu løst, og hendes røv så rigtig godt ud i de stramme

sorte bukser. Hvad? Okay, han kunne ikke tænke på sådan noget lige

nu. Det var sgu da også fandens til teenage hormoner… Han sprang

lydløst ned fra sengen og gik langsomt over imod hende. Han skulle

lige til at slå hende, da hun lavede et baglæns cirkelspark. Hun ramte

ham lige i maven, og han landede på gulvet. Hun satte en sko for han

strube. ”Godt, du er oppe,” sagde hun. Jake slog hendes ben væk. Han

skyndte at rejse sig op, imens Alex genvandt balancen. Jake slog ud

efter Alex, men Alex trådte til siden, og fik fat om Jakes arm.

”Vil du lige slappe af i to sekunder og høre, hvad det er, jeg har at

sige?” Spurgte Alex, der nu stod helt oppe ad skrivebordet.

”Ikke rigtigt,” sagde Jake og skubbede til Alex, så hun landede på

skrivebordet. Jake sprang derop, og lagde sig oven på Alex. Han tog

fat om hendes hals med begge hænder. Alex tog fat i Jakes krave,

og væltede ham rundt, så de faldt ned på gulvet. Jake landede med

hovedet først, og alt blev sløret. Han kunne mærke, at Alex rejste sig

op, og så hørte han en pistolsikring blive slået fra. Da han genvandt

synet, stod Alex med en pistol rettet imod ham. Hun gjorde tegn til, at

han skulle rejse sig op. Han rejste sig langsomt, med hænderne over

hovedet.

”Klar til at tale nu?”

”Har jeg et valg?”

”Nej. Sæt dig ned,” Jake satte sig ned på sengen. ”Hvad er dit navn?”

”Kevin,” Alex sukkede.

”Hvad er dit navn, og prøv at lyd lidt mere overbevisende den her

68 69

gang,”

”Jake…”

”Godt. Hvem arbejder du for?”

”Det har jeg ikke tænkt mig, at fortælle dig.”

”For helvede Jake, du bliver nødt til at stole på mig, hvis vi nogensinde

skal have en chance for, at slippe væk her fra,” Jake kiggede op på Alex.

”Hvad mener du? Har du tænkt dig, at hjælpe mig med at slippe væk?”

”Ja, nu hvor jeg har den her, burde det være nok til, at mine chefer kan

finde ud af, hvad der forgår her,” hun viste Jake disken.

”Chefer? Hvem arbejder du for?”

”CIA.”

”Selvfølgelig,” sagde Jake med afsky i stemmen.

”Og at dømme efter din accent må du være MI6,” sagde Alex med

samme mængde afsky. Jake nikkede. ”Jeg foreslår, at vi kommer så

hurtigt ud herfra som muligt, og så finder vi ud af, hvorfor fanden de

har sendt os begge to på samme mission.”

”Lyder som en plan.”

”Godt.”

”Har du tænkt dig, at pege den pistol i en anden retning nu?”

”Har du tænkt dig, at angribe mig igen?”

”Nej,” Alex stak pistolen tilbage i hylsteret nede ved hendes ankel igen.

”Så, hvordan har du tænkt dig, at vi skal slippe ud herfra?” Alex skulle

lige til at svare, da det bankede på døren.

”Hurtigt, læg dig ned og spil død!” Kommanderede hun. Jake gjorde,


Frederikke Byron

som hun sagde. Alex strøg noget hår væk fra ansigtet, og åbnede

døren. ”Andrei!” Hilste hun, og gjorde status over hvor mange der stod

foran hende. 7 mænd. ”Hvad er der galt?”

”Spar os Alex! Vi ved al ting,” sagde han, og før Alex kunne nå at

reagere, slog Andrei hende ud. Jake hørte det hele, men var ikke

sikker på, hvad han skulle gøre. ”Tag hende,” sagde Andrei til nogle af

mændene. ”Jake, hvorfor stopper du ikke bare med at spille? Vi ved,

at du lever,” Jake blev hevet ud af sengen, og landede nede på gulvet.

Han nåede lige at åbne øjnene, før han blev sparket i hovedet.

Alex vågnede, og orienterede sig. Hun hang 5 meter over jorden,

spændt fast til en bjælke i loftet, med en snor, der var snurret rundt

om bjælken, og bundet stramt fast om hendes håndled. Hun kiggede

sig til siden, Jake hang lige ved siden af hende. De var tilbage i

torturrummet. Hun sparkede ud efter Jake. Han mumlede noget, og

rystede på hovedet. Alex sukkede, og sparkede igen, denne gang

sigtede hun lidt højere end benene. Jake vågnede med det sammen.

”Av for helvede!” Han kiggede over på hende. ”Hvordan fanden kan

du ramme helt der ovre fra?!” Alex ville have trukket på skuldrene, hvis

hun kunne.

”Mange års træning,” sagde hun. ”Men gider du lige fokusere her. Vi er

faktisk i noget af en dårlig situation her,”

”Ja, det kan jeg se,” sagde Jake, hans stemme var stadig en smule

højere end den burde være.

”Har du nogen geniale idéer?”

”Nej, har du?” spurgte han sarkastisk.

”Hey! Lad være med at være næsvis. Du opfører dig som en forkælet

møgunge. Vent… hvor gammel er du?”

”17.”

”17!?” Alex kiggede forbavset over på Jake. ”Skønt! Jeg skal dø

sammen med en forkælet, impotent, inkompetent, 17årig!”

”Det er heller ikke ligefrem fordi, du er et særligt dejligt selskab,”

”Mange tak,”

”Og så meget ældre end mig, kan du vel heller ikke være.”

”Jeg er 19, det er mange år ældre end dig.”

”Nej, det er ej.”

”Vel, er det så.”

”Nej, det er det ikke.”

”Hold kæft møgunge!”

”HALLO!” Var der en nede fra jorden der råbte. Det var Andrei, han

havde åbenbart prøvet, at komme i kontakt med dem i lang tid. De

kiggede ned på ham. ”Tak. Under jer er det en flydende tank fyldt med

70 71

syre.”

”Ja, ja. Og du har tænkt dig at dyppe os ned i den, sådan at vi kommer

til, at lide en meget smertefuld død. Blah blah blah…” sagde Jake, Alex

sparkede ham. Han kiggede surt på hende.

”Øh, ja, det var sådan set planen,”

”Skønt, gider du se at komme videre med den, det her er begyndt at

blive trættende…”

”Hvad fanden har du gang i?” Spurgte Alex.

”Jeg vil hellere møde syren, end at være sammen med dig ét minut

mere.”

”Wow, tak, det var virkelig betænksomt ...” Andrei trykkede på en knap,

og bjælken begyndte at bevæge sig ned af, men hverken Alex eller

Jake lagde rigtigt mærke til det.

”Ja, det syntes jeg også!”

”Du er ikke til at holde ud…”

”Det er du heller ikke,” Alex begyndte at kigge lige ud og ignorer Jake.

”Hvad fanden laver du?”

”Du skal i hver fald ikke, være det sidste jeg ser, før jeg dør,” sagde hun

tørt.

”Fint, hvis det skal være på den måde!” Jake begyndte også at kigge

lige ud.

”Efteraber …”


Frederikke Byron

Andrei stod og så på dem, han slog opgivende ud med armene.

”Bozhe moĭ!” Udbrød han. Det var det sidste han sagde, før han blev

skudt i ryggen. Andrei faldt fladt ned på maven. Bagved ham, stod

Wels, en agent Alex engang havde arbejdet sammen med. Wels

trykkede på knappen, der stoppede bjælken, og fik dem sikkert ned.

”Hej Alex,” sagde Wels og smilte. ”Okay, før jeg slipper dig fri, så lad

mig lige forklarer mig,” begyndte han, imens han bandt Jake fri. ”Jeg

ved jo, du har en tendens til at skyde først, og stille spørgsmål senere

…”

”Aha, så du spiller ham fri, men ikke mig?”

”Han virker rimelig harmløs,” sagde Wels og slog smilede Jake på

skulderen. Alex himlede med øjnene.

”Fint, så forklar dig selv. Hvorfor er du her?”

”Jeg arbejder undercover, præcis ligesom dig,”

”Hvorfor har jeg ikke hørt noget om det?”

”Hvorfor skulle du? Vi arbejder jo ikke for samme firma,”

”Ja, hvorfor skulle NSA sende en agent her til, når CIA og MI6 også har

gjort det?”

”Misforståelser sker …”

”Aha. Så sig mig, hvorfor redder du os? Hvorfor ødelægge dit dække?”

”Åh, kom nu, du ved hvorfor Alex.”

”Nej, det ved jeg faktisk ikke. Du har aldrig gjort noget, hvis det ikke

tjener dig selv,” Wels gik over til hende, og begyndte at løsne hendes

reb. Alex lod lettet armene falde ned langs siderne. Hun havde ikke

været nede på jorden i mere end et minut, før hun slog Wels lige i

hovedet. Han vaklede bagud.

”Hvad fanden skulle det til for?”

”Det ved du godt,”

”Kom nu det var to år siden,” Alex løftede det ene øjenbryn.

”Ikke for noget, men vi burde nok se at komme ud her fra …” sagde

Jake.

”Ja, selvfølgelig. Til Bat Mobilen!” sagde Wels. Alex rystede på hovedet.

De ankom til et stort hotel i Moskva i en taxa. Alex steg ud af taxaen

sammen med Jake, imens Wels betalte. Da han kom ud, så Alex

mistroisk på ham. ”Er du sikker på, at det er sikkert her?” spurgte hun.

”Hundrede. Der findes ikke et sikrere sted i verden. Jeg ringede til

hotel lederen på vejen, og har fået booket et værelse til os. Det bedste

på hotellet!” Wels ledte vejen, og førte dem lige op til værelset. Han

brugte en nøgle.

”Hvor har du fået en nøgle fra?”

”Jeg boede her for et par dage siden … Suiten står stadig i mit navn.”

”Jeg troede du sagde, at du lige havde ringet til hotellederen i bilen

72 73

…?”

”Åh, hold nu op Alex, lad være med at være så mistroisk hele tiden. Lad

os nu bare nyde hotelværelset…” han slog dørene op der ind til, og de

gik alle tre ind. ”Tada!” sagde Wels og slig ud med armene.

”Wels …?”

”Ja?”

”Jeg slår dig ihjel …”

”Hvorfor?”

”Der er kun én seng!”

”Og? Den er stor nok til tre, og prøv lige at se udsigten,”

Alex sukkede.”Jeg har brug for et bad … Og I to sover på gulvet i nat,”

hun gav dem et dødeligt blik. Hun havde kun lige lukket døren ind til

badeværelset, da Wels kiggede smilende over på Jake.

”Bare rolig. Du kommer sikkert ikke, til at sove her alligevel,”

Jake kiggede forundret på ham.”Hvad mener du?”

Wels satte sig ned på sengen, og Jake støttede sig til skrivebordet.

”Du ved, et stort hotel, masser af kvinder, en køn dreng som dig. Jeg er

sikker på, at der er nogen der godt vil sove sammen med dig. Og jeg

vil godt have rummet … hvis du ved hvad jeg mener …” Jake kiggede

på døren ud til badeværelset.

”Så, du og Alex, er I … sammen?”

”Mener du om vi er kærester?” spurgte Wels og grinede. Jake nikkede.


Frederikke Byron

”Nej. Nej, man har ikke kærester i vores branche. Det kan man ligeså

godt opgive. Ingen kærlighed, men masser af sex,” de var stille i nogle

minutter. ”Hvad mener du så om Rusland?” Jake skulle lige til at svare,

da Alex kom ud af badeværelset, kun i ført et håndklæde. Hendes hår

var stadig vådt, og det meste af hendes krop. Jake fokuserede på håret

igen. Havde det hele tiden været lyst?

”Du lyshåret,” var det mest geniale der kom ud af hans mund. Han gav

sig selv et mentalt spark i hovedet. En pige står foran dig, kun i ført et

håndklæde, og du kommenter hendes hår?! Alex kiggede på ham.

”Ja,”

”Så, det andet var bare en paryk?”

”Wow, du er virkelig den skarpeste kniv i skuffen, er du ikke?” Sagde

hun sarkastisk. Det bankede på døren. Wels tog straks en pistol frem.

”Slap af, det er bare roomservice. Jeg bad dem, om at komme op med

noget tøj, på din regning selvfølgelig,” Wels lagde pistolen væk. Alex

åbnede døren og tog imod tøjet. Alex lukkede døren efter piccoloen,

og trak derefter trusserne på, imens hun var iført håndklædet. Hun fik

også manøvreret BH´en på, imens hun var iført håndklædet, men efter

det smed hun bare håndklædet, og tog det andet tøj på imens Jake

kiggede væk, og Wels bare sad og stirrede på hende. Hun kiggede hen

på drengene, efter at hun havde fået tøjet på.

”Hvorfor kan I to ikke lide hinanden?” spurgte Wels pludselig.

”Hvad?” spurgte Jake.

”Hvorfor?” spurgte Alex.

”Jeg er bare nysgerrig. I skændes jo mere end vi gør Alex. Og det siger

ikke så lidt …”

”Jeg går ud fra, at vi bare ikke mødtes under de bedste

omstændigheder.”

”Jeg tror det er lidt mere end det …” tilføjede Jake.

”Hvad mener du?” hakkede Alex.

”Du torturerede mig!”

”Åh slap af, det blev jo nødt til at virke virkeligt!”

”Det blev vist lidt for virkeligt. Og hvad fanden skete der lige, for det

der kys på kinden? Er du en eller anden sadist?”

”Åh hold kæft. Det er ikke lige frem fordi du selv er uskyldig!”

”Hvad mener du?”

”Du angreb mig!”

”Jeg troede, du var ond …”

”Du kunne i det mindste have ventet til, at jeg havde forklaret mig, i

stedet for straks at gå efter struben!”

”Du sparkede mig i skridtet!”

”Du fortjente det.”

”Nej, det gjorde jeg ikke.”

”Jo, du gjorde.” Jake rystede på hovedet. ”Okay, hvad vil du have mig

til at gøre? Sig undskyld?” Alex gik over til Jake. ”Være sødere ved dig?”

Alex lod blidt en hånd stryge hen over Jakes kind, indtil at hun kom til

det sted hvor kindbenet var brækket, så trykkede hun hårdt ned. Jake

sprang ned fra skrivebordet, og tog sig til kinden.

”Av for helvede? Se!” Sagde han til Wels. ”Hun er totalt sadistisk!” Wels

grinede bare.

”I to er bedre underholdning end noget Tv-program,” sagde han

ligesom Alexs telefon ringede. Alex tog den.

”Hallo?” sagde hun.

”Alex. Det er Flemmington,” sagde lederen for hendes

operationsafdeling, en gammel humor forladt dame. ”Vi fik din

meddelelse, sæt telefonen til fjernsynet,” Alex gjorde som hun fik

besked på, og Flemmington sammen med Mr. Cameron kom op på

skærmen. Det var dag i Washington og aften i London. Alex trådte

nogle skridt tilbage, og Jake kom over og stod ved siden af hende.

”Der er sket en fejl. Mangel på kommunikation mellem MI6 og CIA.”

”Den mangel på kommunikation havde nær kostet os alle livet,” sagde

74 75

Alex.

”Ja, højst beklageligt,” sagde Mr. Cameron.

”Jeg og Mr. Cameron har besluttet, at vi trækker jer ud af Rusland.


Frederikke Byron

Jeres dække er blevet afsløret, og I er ikke længere af nytte der nede.”

”Hvornår?

”I morgen. Der er et privatfly der venter på jer i lufthavnen, klokken

fjortenhundrede sharp,” sagde Mr. Cameron. ”Den flyver først Jake til

London og fortsætter derefter til Washington,” der kom en larm fra

baggrunden, der hvor Mr. Cameron var. ”I må have mig undskyldt,

jeg bliver nødt til at smutte nu,” og så var han logget af. Flemmington

fyldte nu hele skærmen.

”Hvis jeg kunne tale med min agent alene?” anmodede hun. Wels

rejste sig.

”Kom Jake, lad os gå ned og få en drink i baren,” de gik ud af døren, og

Alex vendte sin opmærksomhed tilbage til Flemming.

”Hvad er det Ms.?” spurgte hun.

”Det er Wels. Vi har ikke kunne bekræfte hans mission med NSA.

Faktisk har han været A-wall i noget tid. Ingen har kunnet finde ham.

Ikke før nu i hvert fald. Så du får en mission, det er at få ham tilbage til

Washington, hvor vi kan udspørge ham. Men pas på, han må ikke fatte

mistanke. Vi kan ikke risikere, at han stikker af igen.”

”Okay … jeg forstår. Tror I han er blevet dobbelt agent?”

”Alt tyder på det. Bare pas på. Og hold øje med ham. Jeg bliver nødt

til at gå nu, jeg har et andet møde. Men bare sørg for, at han er på det

fly i morgen,” Flemmington afbrød kontakten imellem dem. Alex tog

mobilen ud af fjernsynet, og gik derefter ned i baren, hvor Jake sad

alene. Hun gik over, og satte sig ved siden af ham.

”Hvad laver du? Du er ikke gammel nok til at drikke den der!” sagde

hun og tog hans drink fra ham.

”Jeg tror de er ret ligeglade med den slags ting her,” sagde han og tog

sin drink tilbage.

”Fint. Drik. Bare lad være med at blive fuld. Du er ikke til nogen nytte,

hvis du er fuld,” Alex kiggede sig lidt omkring. Så ramte panikken

hende. ”Hvor er Wels?”

”Han sagde, at han lige skulle ordne noget.”

”Og du lod ham bare gå uden opsyn?”

”Ja. Hvorfor? Hvad er der galt?” Alex trak vejret dybt og smilede.

”Ikke noget,” sagde hun, og skulle til at rører ved hans kind, men han

slog hendes hånd væk. ”For resten, at drikke en Martini, gør dig ikke til

James Bond,”

”I skændes stadig kan jeg se,” sagde Wels der var kommet over til dem

i mellemtiden. Alex sprang ned fra sin stol og så på ham.

”Hvor har du været?” spurgte hun.

”Jeg har samlet nogle informationer ind …” Han viste hende en

blanket. Hun tog imod den og læste den. ”Festen bliver afholdt i

76 77

aften.”

”Wels, vi skal ikke til fest. Det er ikke det, vi er her for,”

”Det ved jeg godt. Men jeg har snuset lidt rundt. Og, hvis mine

oplysninger er rigtige, så kommer Skeletons overhoved i aften.”

”Det gør hun måske. Men vores dække er blevet afsløret. Vi kan ikke

risikere at blive genkendt.”

”Det er det skønne ved det. Det er et maskebal. Ingen vil kunne

genkende os. Det er perfekt. Sådanne chancer kommer ikke ofte. Hvad

siger du?”

”Fint.”

”Skønt. Jeg har allerede købt en kjole til dig. Den er din ynglings farve.”

Alex havde lige taget sin kjole på, da Jake kom ind ad døren til

værelset.

”Lyn mig op,” sagde hun. Jake gik hen til hende, og lynede kjolen. Alex

vendte sig om. ”Jeg absolut hader lynlås kjoler, så smagsløst. Wels

kender mig åbenbart ikke så godt, som han tror,”

”Ja, for resten, hvor er han?”

Alex pegede på badeværelset.

”Hvorfor flippede du ud før?”

Alex studerede Jake, han havde været nede og leje et jakkesæt, som

han sikkert havde taget på ude på et af toiletterne i en fart.


Frederikke Byron

Hun smilede.

”Hvad?”

”Din skjorte vender med vrangen ud af,”

Jake kiggede ned af sig selv.

”Her, lad mig hjælpe dig,” Alex gik over til Jake, og tog hans jakke af.

”Kan du selv tage skjorten af, eller skal du også have hjælp med den?”

Som svar trak Jake skjorten af, imens studerede Alex hans ryg. Han

havde et langt ar på ryggen. Det lignede kniv afmærkninger. Alex lod

en finger glide ned over det. Jake blev overrasket, og snurrede hurtigt

rundt. ”Undskyld,” sagde Alex og gik over, og åbnede Wels kuffert.

”Havde jeg vidst, du var så blufærdig, havde jeg aldrig rørt dig,”

Jake trak vredt skjorten over hovedet. ”Fundet!” sagde Alex, og trak

en butterfly op ad kufferten. Hun gik over til Jake, og begyndte at

sætte den på ham. Wels kom ud fra toilettet, imens Alex stod med

sine hænder rundt om Jakes hals. Hun lavede de sidste justeringer, og

trådte så væk.

”Jeg kan se vi gør fremskridt. Er det min butterfly?” Wels der kun var

iført et håndklæde smed det, for at tage noget tøj på. Jake tog sin

jakke på igen.

”Ja, det er det. Men du får ikke brug for det, du ser bedre ud i slips

alligevel,”

”Jeg har brug for noget luft,” sagde Jake og gik ud.

Jake gik udenfor, og lænede sig op af gelænderet. Han inhalerede

dybt og kiggede ned i jorden. Han kiggede op igen, da en bil

stoppede foran ham. En mand steg ud af den, og lidt efter en kvinde,

der var alt for ung til ham. De gik sammen ind på hotellet. Sikkert

gæster til ballet i aften, tænkte Jake. ”Dobryĭ vecher,” var der en, der

sagde ved siden af ham. Det var en kvinde i slutningen af trediverne,

hun havde en stor hvid pelsfrakke på, som Jake ikke tvivlede på var

ægte.

”Undskyld, jeg taler ikke russisk…” sagde Jake og ville gå, men

kvinden fortsatte.

”En englænder, så langt hjemmefra,” sagde hun med en perfekt

engelsk accent.

78 79

”Ja…”

”Hvor er mine manere?!” Hun sukkede lidt for dybt. ”Jeg er Eva

Dostojevskij, og hvem er du?” Eva rørte ved hans krave. Jake følte sig

ekstremt utilpas og skulle lige til at svare, da Alex kom løbende.

”Jake, du kan ikke bare gå på den måde…” hun stoppede midt i

sætningen, da hun så Eva.

”Åh, podruga… det var hyggeligt at måde dig Jake, måske ses vi i

aften,” med de ord gik hun. Jake stod i nogle sekunder, og kiggede

efter hende. Til sidst tog Alex fat i hans arm, og trak ham med sig.

”Kom nu…”

”Jeg tror hun flirtede med mig,” sagde han fortumlet. Alex kiggede på

ham som om han var sindssyg.

”Og? Aldrig blevet flirtet med, af en ældre kvinde? Væn dig til det. Det

er et helt nyt århundrede der ude…”

”Så du ville gerne date en yngre mand?” spurgte Jake og stoppede.

Alex stoppede også, og kiggede på ham.

”Lad nu vær med at være dum.”

”Hvad? Du sagde lige selv, at det ville være det mest normale i verden.”

”Det sagde jeg i hvert fald ikke!” Jake trådte tættere på Alex, der ikke

rokkede sig ud af stedet.

”Så du har altså ikke flirtet med mig?”

”Nej.”

”Så du flirter altså med alle du møder?”

”Hvis du kalder det vi to gør for at flirte, så ja.”

”Fint, min fejl. Jeg går ud fra jeg bare ikke er vant til, at have med

psykotiske, nymfomanske spioner at gøre,” Jake vendte sig om, og

fortsatte hen ad gangen. Alex blev ramt af en ukontrolleret vrede, hun

trak sin sko af, og smed den efter Jake. Den ramte ham lige imellem

skulderbladende. Han bøjede sig ned, og tog sig til skulderen.


Frederikke Byron

Så vendte han sig om. ”Smed du lige en sko efter mig?” spurgte han

imens han samlede skoen op.

”Ja, og hvad har du tænkt dig, at gøre ved det?” spurgte hun

udfordrende. Folk var begyndt at kigge på dem. Jake gik hen til hende,

og hviskede i hendes ører: ”Du er heldig, at vi er i offentligheden…”

”Nej, du er heldig, at vi er i offentligheden,” Alex tog sin sko ud af

Jakes hånd, slog så armene om ham, og kyssede ham. Jake havde

overhovedet ikke set det komme. Han kyssede hende tilbage med det

samme, af rent instinkt. Han troede ikke at hun kunne lide ham, men

måske havde han taget fejl. Alex brød kysset og kyssede ham i stedet

på halsen. Okay, nu var hun virkelig heldig, at de var i offentligheden.

Hvis hun blev ved meget længere, vidste han ikke, om han kunne

stoppe trangen til, at smide hende ned på et af bordene, og… ”Folk

kigger, på den her måde tror de bare, at vi er et kærestepar der

skændes. Det vækker mindre opsigt. Det her kys betød intet,” … og

der døde den tanke. Alex trak sig væk fra ham, og tog sin sko på igen.

Derefter gik hun videre. Jake tog sig til hovedet, han fik øje på en af

piccoloerne, der stod og smilede. Piccoloen opdagede at Jake så på

ham, og blinkede. Jake rystede på hovedet, og fulgte efter Alex op til

værelset.

”Vi bliver nødt til, at have et troværdigt dække. Alex, du og jeg, kan

portrættere et kærestepar, og Jake kan spille min lillebror,” Alex

kiggede ned i jorden.

”Jeg er bange for, at det ikke kommer til at gå,”

”Hvorfor?” spurgte Wels.

”Jake og jeg … vi blev nødt til, at portrættere kærester … for at

opretholde vores dække, her i eftermiddags,” Wels nikkede.

”Okay, så må I jo spille kærester, og jeg er Jakes storebror,”

”Ja, det virker som den bedste plan …” Alex tjekkede at pistolen

omkring hendes lår, sad som den skulle. ”Når vi kommer til festen,

splitter vi, mingeler, og prøver, at opsamle information om hvem

Skeletons overhoved er, enig?”

”Enig,” sagde både Jake og Wels i munden på hånden.

”Godt, lad os se at komme af sted,” Alex åbnede døren, og gik ud.

Festen var gået i gang, da de ankom. Alex og Jake gik arm i arm, imens

Wels gik ved siden af Alex. Alex stoppede, da de nåede midten af

rummet. ”Jeg går nu,” sagde hun, kyssede Jake på kinden, og smuttede

80 81

væk.

”Er du forelsket i hende?” spurgte han.

Jake så på ham, og formåede at lave et blankt ansigtsudtryk.

”Hvorfor?”

”Måden du kigger på hende på, måden I skændtes …” Wels skar en

underlig grimasse, som Jake ikke kunne placere. ”Der er sådan en fin

linje imellem kærlighed og had …” Der gik nogle minutter, så smilede

Wels. ”Men det behøver vi ikke bekymre os om nu. I morgen er det slet

ikke noget problem længere,” Wels smilede, og gik. Jake stod frosset i

nogle sekunder, så vendte han tilbage til missionen.

En time gik, og ingen spor. Jake gik hen til baren, og bestilte noget

at drikke. Han havde drukket et par tårer, da kviden fra tidligere kom

hen til ham. ”Jake, ikke?” spurgte hun, hun bestilte det samme som

ham i baren.

”Jo, og Eva?”

”Da. Hvad laver, sådan en smukt ung mand som dig selv, uden en

kvinde på armen?” Jake kiggede sig omkring. Alex var ingen steder i

nærheden.

”Ja, det er et godt spørgsmål …” han drak noget af sin drink. Den

smagte bittert. Han satte den fra sig.

”Hvor kommer du fra? London?” Rummet begyndte at snurre. ”Du

har stillet en masse spørgsmål i aften, har du ikke, Jake?” Hendes ord

begyndte at lyde hule. Det ringede for hans ører. Eva satte en hånd

på hans lår. ”Jeg hørte, at du ledte efter mig …” Jake blinkede. Han


Frederikke Byron

kunne dårligt nok se Eva nu. ”Slap af, Jake. Lad være med at kæmpe

imod. Det hele er over snart …” Jake slog hovedet ned i bardisken, og

mistede bevidstheden.

Alex stod, og talte med en forretningsmand, da Wels dukkede op ved

siden af hende. ”Undskyld mig et øjeblik, jeg bliver lige nødt til at tale

med miss Pearces,” sagde han, og førte hende væk. Han trak hende

hen i en af festens afkroge.

”Wels, hvad laver du? Vi er midt i en mission,” før hun kunne nå, at sige

mere kyssede Wels hende. Han pressede hende op ad væggen, og

trykkede sig op imod hende. Alex lod sine hænder glide op i hans hår.

Hun trak Wels hoved væk fra sit, men han blev ved med, at stå helt op

ad hende. ”Koncentrer dig,” hun slap hans hår.

”Hvad er der galt? Du tænker vel ikke på Jake, gør du?” spurgte han,

og kyssede hende på halsen. ”For du ved, jeg kan tilfredsstille dig

på måder, han slet ikke har drømt om …” Wels lod sin hånd løbe op

under Alexs kjole, imens han kyssede hende, alle de steder han kunne

komme til. Alex lukkede øjnene og sukkede. Hendes vejrtrækning blev

hurtigere, og hun skulle lige til, at give efter, da en tanke slog hende.

”Vent. Vent. Vent!” sagde hun, og skubbede Wels væk fra sig. ”Jake …”

”Jake? Så du tænker altså på ham?”

”Nej, det er ikke det. Hvor er han?”

Alex spejdede rundt i rummet.

”Han har sikkert fundet en pige. Der er en stor fest, masser han kunne

vælge fra,” Alex rystede på hovedet.

”Nej, han ville ikke gøre sådan noget … Der er noget galt … Jeg går

op, og tjekker på værelset,”

”Jeg kommer med,” sagde Wels, men Alex stoppede ham.

”Nej, jeg har brug for noget tid alene,”

”Fint, okay. Tag den tid du har brug for. Kontakt mig hvis du finder

ham.”

Vandet var koldt og ubarmhjertigt, det strømmede ned over Jakes

ansigt, dækkede hans mund, og gjorde det umuligt at trække vejret.

Han prøvede desperat at komme fri, men ikke engang hans bedste

indsats fik kæderne til, at løsne sig bare en smule. Han følte det som

om han druknede om og om igen, men det stoppede aldrig. Han

døde ikke, smerten blev bare ved og ved.

Vandet fortsatte med at ramme kluden over hans mund, men nåede

aldrig helt ned i hans lunger. Men det føltes sådan, det var den værste

smerte han nogensinde havde oplevet. Vandet stoppede pludseligt,

og kluden blev fjernet fra hans ansigt. Han hostede, og rystede

voldsomt. En person tårnede sig op foran ham, men på grund af

baggrundslyset kunne Jake ikke se hvem det var. Nu da vandet var

stoppet, lagde Jake mærke til smerten i hans håndled, hvor kæden

havde boret sig ind i huden. Personen satte sig ned ved siden af ham.

Det var Eva, hun havde en kniv i hånden.

”Jeg har ikke tænkt mig, at fortælle dig noget, så du kan ligeså godt slå

mig ihjel nu…” sagde Jake, hans hoved gjorde fandens ondt.

”Slå dig ihjel? Nu? Men vi er jo kun lige begyndt med alt det sjove,”

Eva lod knivbladet danse hen over Jakes bare brystkasse. ”Desuden,

så ved jeg allerede alt. Jeg ved du arbejder for MI6, jeg ved at Alex,”

hun sagde navnet fuld af had, ”arbejder for CIA, og jeg ved også hvad

I er ude efter,” Jake bemærkede at han stadig havde sin halskæde på.

Godt. Med sporingsapparatet i den burde Alex kunne finde ham. Lige

så snart hun opdager, at han er væk … ”Disken du fik kopieret, er nu

i min besiddelse, og jeg ved, at I ikke har nået, at rapportere tilbage

til MI6 og CIA. Så den eneste, der ved noget er dig,” hun prikkede

hul i Jakes hud, ”og Alex,” hun lod kniven glide hen over brystkassen.

Jake lukkede øjnene, og tænkte på noget andet. ”Og hun kommer

snart efter dig. Vi har trods alt en grund til, at lade dig beholde dit lille

apparat,” hun løftede halskæden op med kniven.

”Så, du ved alting, du har en plan, hvorfor torturere du mig? Hvad får

du ud af det?”

82 83


Frederikke Byron

”Hvorfor? Jamen, fordi det er sjovt!” Hun grinede og jorede kniven ned

i Jakes højre arm. Jake skreg, hvilket fik Eva til at stønne.

”Dit sadistiske sv…” Eva drejede kniven rundt i hans arm, han skreg

igen.

”Så, så. Ikke nogen grund til at blive slem nu …” sagde Eva. Jake

kiggede olmt på hende.

”Så hvad? Er det nu du har tænkt dig, at fortælle din onde skurke plan?”

”Hvorfor? Vil du gerne høre den. Så her er den. Jeg er i besiddelse af

en atombase, der ligger i midten af havet. Jeg har tænkt mig, at affyrer

en atombombe imod USA. Og så, når Amerikanerne ser at Rusland

sender en atombombe imod dem, sender de også en imod Rusland.

Og så, puf, to stormagter, ude af spillet. Selvfølgelig, på det tidspunkt,

at atombomben når frem, er jeg over alle bjerge,”

”Du er sindssyg. Du har ingen idé om hvad sådanne store

eksplosioner, kan gøre imod planeten. Du kan risikere, at slå alle ihjel!

Og for hvad, fordi du hader USA og Rusland?!”

”Nej, Jake,” Eva tog kniven ud og borede den ned i armen igen. Jake

skreg igen, ”fordi jeg hader alle.”

”Du er virkelig et sadistisk monster er du ikke?” Eva hev kniven ud, og

rejste sig.

”Måske,” hun lod kniven falde. Den landede lige ved siden af Jakes

hoved, og borede sig ned i brættet. ”Imellemtiden, kan du nyde noget

mere waterboarding, og få en bedre idé om hvordan du kommer til,

at få det i morgen,” en klud blev lagt for Jakes mund igen, og før han

nåede at råbe, blev vandet tændt.

De havde taget alt hans tøj af, bortset fra hans underbukser, og

smidt ham i bagagerummet af en varevogn. Han var dårligt nok ved

bevidsthed, da de trak ham ud af den, og smed ham på isen. Han

missede med øjnene, og prøvede at orientere sig. Han var midt på en

sø, eller et hav. Det var svært at sige, for overalt, hvor han kiggede, var

det hele dækket af is. Der var ikke noget land i sigte i miles omkreds.

Eva kom gående over til ham, iført den samme pelsfrakke hun

havde på første gang de mødtes. Hun kastede en ordre efter en af

mændene, Jake blev samlet op, og slæbt hen ad isen. De stoppede

ved et hul i isen. Her slap de ham, så han faldt og stirrede lige ned i

det mørke vand. Eva, og de to andre mænd stoppede op og kiggede

på ham. Eva sagde igen en ordre på russisk, og den ene af mændene

sparkede Jake hårdt i maven. Jake rullede om på ryggen, krummede

sig sammen, smertelig bevidst om den kolde is under ham. ”Rejs dig

op,” sagde Eva til ham. Han nægtede. Hun trak en pistol frem. ”Jeg

sagde: Rejs dig op!” Jake rejste sig langsomt op. Eva syntes ikke det gik

hurtigt nok, så hun skød engang ned i isen.

Det kolde vand piblede op med det samme, og rørte Jakes bare

fødder. Han skælvede. Han vidste ikke hvor meget længere, han

kunne holde den ekstreme kulde ud, og han havde på fornemmelsen,

at det kun ville blive værre. ”Jeg tror du ved, hvad du skal gøre,” sagde

Eva hånligt. Jake rystede på hovedet. Hans tænder klaprede for

voldsomt, til at han kunne sige noget. ”Ja, Jake… Ellers skyder jeg dig

i maven, og får mine to mænd til at kaste dig ned i hullet. Så hvad vil

du helts: drukne, imens du stadig er intakt, eller drukne imens du har

et hul i maven. Vi ved begge to, at vandet kommer til at dræbe dig, før

skuddet,”

Jake vidste, at hun talte sandt. Hvis han hoppede i nu, ville han i det

mindste ikke give hende glæden af at skyde ham. Han vendte sig med

ryggen til hende, og så ned i hullet. Han vidste, at der ikke var nogen

vej udenom. Han skulle dø. Det var nu. Han stod nogle sekunder og

tænkte over sit liv, men det eneste der fløj igennem i hans hjerne var

alle missionerne. Han havde aldrig rigtigt haft et liv, aldrig rigtigt haft

venner eller kærester. Et billede af Alex gik igennem hans hoved. Selv

i den korte tid, de havde været sammen, var han begyndt at falde for

hende. Ikke at hun nogensinde ville få det af vide. Han bad til guderne,

at hun ikke havde fulgt efter ham derud. Hvis hun havde, ville hun

bare møde den samme skæbne som ham. ”Lad vær med at trække

84 85


Frederikke Byron

den længere, spring!” Eva gav ham et lille skub. Jake lukkede øjnene,

og forberedte sig på den isnende kulde, og smerten der fulgte med

den. Han sprang. Smerten var øjeblikkelig, og gennemtrængende.

Intet kunne have forberedt ham på den. Ikke al hans erfaring eller

træning i at modstå tortur. Hans muskler begyndte med det samme

at krampe, så han dårligt nok kunne styre sine bevægelser. Han søgte

febrilsk imod overfladen, men ramte hele tiden isen. Det var umuligt,

alt var lyst. Han kunne ikke finde vejen op. Han prøvede at huske, hvad

han havde lært om at være under isen. Vejen op er der, hvor der er

mørkest. Han kiggede sig omkring. Han kunne ikke se andet end et

skinnede hvidt lys.

Alex trådte på speederen. Ved siden af hende sad Wels i håndjern.

Hun kørte så stærkt hun kunne på den glatte is og trådte hårdt på

bremsen, da hun så Eva og hendes mænd. Bilen skred, og vendte 3

gange, før den stoppede, lige foran Eva. Alex åbnede bildøren, tog fat

i Wels, og trak ham med ud af døren, så han fungerede som et skjold.

Alex havde en pistol rettet imod Wels ryg hele tiden. ”Hvor er Jake?!”

Råbte hun.

”Lille pige, hvad tror du, du laver?” spurgte Eva, men hverken hun eller

mændene trak deres pistoler frem. Endnu et tegn på, at Alex havde

haft ret i sine anelser.

”Hvor er Jake? Jeg spørger ikke pænt igen…” Alex afsikrede sin pistol.

”Okay, okay. Lad nu være med at gøre noget overilet… Jake er

nedenunder os.”

”Få ham op!” sagde Alex. ”Nu!” Tilføjede hun, da ingen reagerede. Eva

gjorde et tegn, og en af mændene tog en lommelygte op og stak

armen ned i vandet. Lidt efter hev han armen op og Jake med. Det

krympede sig i Alexs mave, da hun så hvor ilde tilredt han var. ”Få

ham ind i bilen!” Manden der havde fat i Jake bar ham hen imod bilen.

Jake var dårligt nok ved bevidsthed, hans læber var helt blå, og han

skælvede over hele kroppen. ”Dig der, giv ham din jakke!” Sagde hun

til den anden mand. Han tog sin jakke af, og lagde den over Jake. De

lagde ham sammen ind på bagsædet. ”Luk døren! Tag jeres pistoler

ud, og læg dem på jorden,” de gjorde hvad de fik besked på. ”Okay,

godt, og nu, bak væk. Også dig,” sagde hun til Eva.

Alex gik over til bilen, hun havde stadig fat i Wels. Hun satte sig ind

i bilen, satte den i gang, og først da den var begyndt at køre, slap

hun Wels og lukkede døren. Hun kørte så hurtigt hun kunne, og

forventede halvt om halvt, der ville blive skudt efter hende, men

intet skete. ”Jake? Jake kan du høre mig?” spurgte hun efter en halv

times kørsel. Han svarede ikke, men hun kunne se i bakspejlet, at han

blinkede. ”Hold ud, okay. Vi er der næsten…” Jake lukkede øjnene.

Alex parkerede bilen og sprang ud af den. Hun var kørt til et safe

point i udkanten af en skov tæt på søen. Hun fik Jake ud af bilen.

Han støttede sig til hende, og hun måtte nærmest bærer ham hen til

hytten. Hun fik låst døren op og trak Jake med sig ind.

Det var en meget lille hytte, bestående af et rum med en seng og

et badeværelse, og så selvfølgelig et hemmeligt arsenal i kælderen.

Alex efterlod Jake på gulvet og løb ud på badeværelset for at hente

et håndklæde. Hun kom hurtigt tilbage og begyndte at tørrer ham.

”Smid underbukserne,” sagde hun. Jake genvandt nu lidt af sin

stemme.

”Hvad?” Spurgte han.

”Kom nu. Det her er ikke tidspunktet, at blive genert på. Så hvis du

ikke vil miste den, så foreslår jeg, at du gør som jeg siger,” det fik ham

til at høre efter. Han trak underbukserne af. Alex sagde, han skulle

ligge sig ned i sengen under dynen. Alex var ved at tage sin trøje af, da

Jake stoppede hende.

”Hvad laver du?!” Spurgte han forarget.

”Overlevelsesteknik nummer 1; kropsvarme,” sagde hun og tog

bukserne af. Hun gik over og lagde sig ved siden af Jake. Alex fik et

chok. ”Wow, du er kold,” sagde hun.

”Undskyld …” sagde Jake, stadig med klaprende tænder.

86 87


Frederikke Byron

”Det gør ikke noget, lad vær med at undskylde,” hun lagde armene

omkring ham og holdt ham tæt ind til sig. Sådan lå de i noget tid,

indtil Jake blev lidt varmere.

”Hvordan fandt du ud af, at Wels var gået rouge?” spurgte han.

”Jeg gik op på værelset for at lede efter dig, til festen … du ved,” Jake

nikkede. ”Wels havde efterladt sin kuffert åben, hvori der lå en masse

kærlighedsbreve. De var alle sammen fra Eva. Ud fra det jeg læste,

kunne jeg regne ud, at Wels var på hendes side, og hvad de havde

planlagt. Måden de beskrev det på…” Alex skar ansigt. ”Det var bare

sygt og forkert. Men i hvert fald, så ringede jeg hjem til USA og bad

om hjælp. De sagde at du havde en tracker på dig. Eftersom jeg

regnede med, at du var i knibe, snød jeg Wels, fik overmandet ham og

slæbte ham med mig … som menneskeligskjold.”

”Genialt,” sagde Jake.

”Tak,” sagde Alex og smilede. Der blev stille i hytten. Alex lod en hånd

glide ned over Jakes kind. ”Har du det varmere nu?” Alex følte en stor

trang til at bryde stilheden. Jake svarede ikke, men tog i stedet Alexs

hånd i sin og kyssede hende. Det tog ikke lang tid, før Alex var oven på

Jake, men så hurtigt, som hun var kommet der op, ligeså hurtigt kom

hun ned. ”Nu ved vi da at den ikke er fastfrosset,”

Jake sukkede. ”Det kan du da ikke være sur over,”

”Jeg er ikke vred. Jeg brude have vist, at en dreng på din alder, ikke

besidder mere selvkontrol,” sagde hun.

”Hold nu op med det der. Jeg ligger nøgen i en seng med en pige,

der kun er iført undertøj oven på mig, sådan ville alle mænd reagere,

og hvis de ikke gjorde, så ville jeg som pige, tage det som en

fornærmelse,”

”Ja, ja, bare hold den i bukserne,”

”Svært at gøre når man ikke har nogen på. Du tog dem jo af, husker du

jo nok,”

”Hold kæft og sov. Det er ved at være sengetid for miniputterne,”

”Jeg tror ikke, du ville have været så hurtig til, at springe på mig, hvis

jeg bare var en miniput,”

”Fald nu bare i søvn scruffy,”

Vandet… det var overalt. Det tvang sig ned i hans hals, og blokerede hans

luftveje. Han kunne mærke det kolde, hårde bræt under sig. Splinterne

borede sig ind i ham. Han kæmpede imod, men hver gang han bevægede

sig, borede ståltråden sig ind i ham, og fik blodet til at løbe. Han prøvede

at skrige, ville skrige, men hver gang han åbnede munden kom der mere

vand ind. Og alt imens var der en, der blev ved med at råbe; ”Jake! Jake!

88 89

Jake!”

”Vågn op Jake!” Sagde hun og gav ham en slyngende lussing.

”Alex?”

”Ja … Hvad fanden drømte du om, du skreg, og stoppede til sidst helt

med at trække vejret …” Alex kiggede længe på ham. ”Er du okay?”

Jake nikkede. ”Ja, jeg … det var bare en dårlig drøm,”

”De gjorde noget ved dig, gjorde de ikke?”

”Det er lige meget, det er over nu,” Jake rejste sig op. ”Er der noget tørt

tøj et sted?”

”Jeg tror, der er noget i skabet …” sagde Alex. Hun rejste sig op og tog

også tøj på. Hun gik over til væggen, trykkede på en knap, der fik et

fjernsyn til at komme frem, hvor der allerede var direkte kontakt med

CIA’s hovedkvarter.

”Alex,” sagde Flemmington ”Har du fået Jake tilbage?”

”Ja,”

”Godt, åh der er han. Bliv hvor I er, vi sender et fly, de vil være der om

en time,” Flemmington skulle lige til at afbryde forbindelsen, da Jake

stoppede hende.

”Vent! Hvad med Skeleton? Jeg ved, hvem der er bagmanden, eller

kvinden… Og jeg ved hvad de planlægger,”

”Jamen hold endelig ikke igen …”

”Eva Dostojevskij er deres leder,”

”Hende kender vi godt. En arving af Vladimir Dostojevskij. Han havde


Frederikke Byron

et af Ruslands største oliefirmaer. Han døde på mystisk vis for 3 år

siden. Vores kilder siger, at han måske har haft noget med Skeleton af

gøre,”

”Eftersom deres leder, er hans datter, så er det nok meget sandt. Men

Eva må stoppes. Hun planlægger at affyre et atommissil imod USA, i

håb om at USA vil svarer igen og affyre en imod Rusland. Hun hader

begge lande, og er, ud fra egen erfaring, utrolig sadistisk,”

”Ja … Ved du hvor hun vil affyre missilet fra?”

”Nej, ikke præcist, kun at den ligger i midten af havet,”

”Godt, jeg sætter mine bedste angrebsstyrker på sagen. En

angrebsstyrke ved alle havne, i luften, og i både.”

”Okay, hvad kan vi gøre?”

”I bliver, hvor I er. Jeg vil have jer hjem med det samme.”

”Nej, vi kan hjælpe …”

”Nej, det kan I ikke. Et fly henter jeg om en time og bringer jer til

London,” med de ord afbrød hun forbindelsen.

”Fuck!” råbte Jake og sparkede til skabet.

”Slap af Jake …”

”Slap af?! Millioner, og atter millioner af mennesker kan dø, og du vil

have mig til at slappe af?! Hvordan kan du sige det? Har du ikke familie

i USA?”

”Jo …”

”Hvordan kan du så lade dem i stikken?!”

”LADE DEM I STIKKEN?! Hvad er det helt præcist, du vil have mig til at

gøre? Hvad kan vi to udrette, som de andre ikke kan? Vi ved ikke, hvor

stedet er. Tro mig, hvis vi vidste noget, var jeg den første, der tog af

sted!”

”Undskyld …”

”Ja …” Alex skulle til at sige mere, da hendes telefon ringede. ”Ja, hvem

er det?”

”Hej, Alex, tak for i går,”

”Wels … Hvad vil du?”

”Tale. Mød mig på den her adresse,” Alex telefon bippede, og hun så

adressen.

”Det er en havn.”

”Ja. Mød mig der, i aften, kom alene.”

”Hvor dum tror du jeg er? Tror du virkelig, at jeg vil møde dig, alene, på

en forladt havn, midt om natten,”

”Jeg tror, du er rigtig klog, og derfor kommer du. Vi ses,” Wels lagde på.

Alex kiggede på Jake.

”Nu kender vi stedet,” sagde Jake.

”Og vi ved, at der er et angrebshold på alle havne…”

”Har vi en plan?” Alex smilte som svar.

Alex tjekkede efter, om hun stadig havde pistolen sikkert placeret på

ryggen. Hun gik videre ind imellem alle containerne. ”Alex? Kan du

høre mig?” spurgte Jake i hendes øresnegl.

”Ja,” sagde Alex dæmpet imens hun gik videre.

”Godt, jeg har fundet angrebsholdet. De ved, havde de skal gøre …”

”Godt, standby, og vent til det tyder på problemer.”

”Modtaget.”

Alex rundede en af containerne, og kom nu ud på den rigtige

havneplads. Hun så Wels stå lænet op af en container, imens han

røg en cigaret. ”Hej skat,” han smed cigaretten væk og gik hen imod

hende. ”Hvordan går det? Overlevede Jake turen hjem? Eller kunne du

ikke tø ham op med dit kolde hjerte?”

Alex knyttede hænderne. ”Hvad vil du Wels?”

”Min elskede ser dig som en trussel, så hun vil gerne have dig ud af

vejen. Dig og Jake altså,”

”Jake er død,” sagde Alex.

”Åh, det er jeg ked af, du kunne altså ikke redde ham …” Der

begyndte at komme folk strømmende ud fra alle afkroge, de var

alle bevæbnede. ”Jeg sagde til Eva, at hun ikke behøvede så meget

beskyttelse, det er jo kun dig, vi snakker om,” som kaldet trådte Eva

90 91


Frederikke Byron

også frem.

”Wels min elskede,” sagde hun og lagde en hånd på hans skulder, ”selv

det mindste skadedyr, kan få motoren til at springe i luften. Men nu

behøver vi da ikke at bekymre os, om det her skadedyr mere,” Eva trak

en pistol, men lige som hun gjorde det, begyndte pistolskuddene at

lyde, fra alle sider. Alex lavede et rullefald til siden, trak sin pistol, og

begyndte at affyre.

Jake havde givet ordren til at skyde, lige så snart han havde set Eva

trække sin pistol. Han befandt sig selv på toppen af en container,

med overblik over det hele. Det så ud til, at agenterne dominerede

kampen, og efter han havde affyret et par skud der oppe fra,

besluttede han sig for at kravle ned. Han landede på jorden, og så

Alex skyde efter Wels, der hurtigt dukkede sig, og fandt dække bag

en container. Jake trak sin pistol igen, og skulle lige til at skyde, da

han mærkede et prik i nakken. ”Du for ikke lov til at skyde min mand,”

sagde Eva, og sprøjtede giften ind i ham.

Den øjeblikkelige smerte ramte Jake som et chok. Han tabte pistolen,

og vaklede bag over ind i Eva, der straks lagde armen rundt om

hans hals. ”Kan du lide den?” hviskede hun ind i hans øre. ”Jeg lod

mig inspirer af din venindes blanding. Men jeg skruede dog lidt op

for styrken. Og jeg kan med glæde meddele, at jeg har fjernet den

skindøde virkning, så denne gang vil du være lysvågen igennem det,

er det ikke genialt?!” Eva hev sprøjten ud af Jakes hals, men var hurtigt

klar med en til sprøjte. ”Vil du have en til omgang?” Før han nåede at

svare, stak hun sprøjten ind i ham, og afgav giften. Denne gang var

smerten så intens, at Jake skreg, og mistede fodfæstet.

Alex hørte Jake skrige, og kiggede der over. ”Stop skydningen!”

Beordrede Eva, og alle stoppede. ”Wels kom her over. Tag ham,” sagde

Eva og skubbede Jake over til Wels, der tog hårdt fat i Jakes hår og i

nakken. Alex mærkede et stik i maven over synet.

”Lad være med at gøre ham fortræd,” bad hun.

Eva smilede. ”Det kan jeg ikke love … Men chancerne for han

overlever, vil blive højere, hvis du gad stige ombord på den der båd,”

Eva pegede over på båden, ”Åh og ja, læg lige din pistol på jorden,”

Alex gjorde som hun fik besked på. Eva gjorde tegn til at Wels også

skulle gå ombord på båden. Wels kastede Jake ned på dækket og

sprang ombord. Alex kravlede over til Jake og lagde hans hoved i sit

92 93

skød.

”Jake? Jake, kan du høre mig?” Han var ikke i stand til at svare hende.

Hans øjne svømmede rundt, og han rystede voldsomt. Alex bøjede sig

ned over ham, og lagde sin pande mod hans. ”Det skal nok gå, det går

over om lidt, det lover jeg …” sagde hun og en tåre undslap hendes

øje. ”Du forlader mig ikke, som alle andre. Du bliver lige her …”

De blev sejlet hen til et fort, hvor de blev ført ind i kontrolrummet, og

bundet til to stole. Der var kun Eva, Wels og to andre mænd på fortet.

”Gå ned og tjek om alt er som det skal være,” beordrede Eva dem. De

to mænd gik. Eva begyndte at gøre klar til affyring.

Wels kiggede olmt på Alex og Jake, der var ved at komme sig. ”Hvad

gør vi med dem?”

”Lader dem blive her, så de kan vente på deres skæbne.”

”Men, hvordan er det en tilfredsstillelse?”

”Åh min kære, forestil dig det, at sidde der. Velvidende om, at man skal

dø, men ude af stand til at gøre noget ved det. Flere timer går, og man

bliver mere og mere sindssyg,”

”Men vi kommer ikke til at være her, for at se det …”

”Det er derfor man har opfundet overvågningskameraer.”

”Jeg elsker måden du tænker på,” Wels tog fat i Eva, satte hende

oven på kontrolpanelet og begyndte at kysse hende. Alex mærkede

hvordan brækket kom op i munden på hende, men på den anden

side, var den her form for distraktion lige hvad hun havde brug for.

Hun fik fat i den lille kniv der var gemt i hendes ærme, og begyndte,


Frederikke Byron

at skære i rebene om sine hænder. Da hun var færdig, bøjede hun sig

langsomt ned, og løsnede rebene om sine fødder. Hun listede over til

Jake, og gjorde det samme. Hun sætte en finger for hans mund, som

tegn på at han skulle tie stille. Hun listede sig om bag ved Wels, og

slog ham så hårdt hun kunne, lige i nakken. Han faldt bevidstløst om.

Eva trak hurtigt sin pistol, men før hun nåede at affyre, slog Alex den

ud af hånden på hende, så den landede på gulvet. Alex sparkede til

den, så den kom endnu længere væk fra dem. Eva slog Alex i hovedet,

så det sortnede for hendes øjne. Så skubbede Eva hende op ad

kontrolpanelet, tog kvælertag på hende og klemte til. Alex prøvede

at frigøre sig, men Evas greb var for stærkt. Det begyndte at sortne

for Alex øjne igen, og rummet snurrede. Hun var lige ved at miste

bevidstheden, da der lød et skud. Eva slap Alex, vaklede bagud, og

faldt livløst bagover. Alex åndede lettet op, og kiggede over på Jake,

der stod med pistolen i hånden.

”Tak,” sagde Alex. ”Lad os se at komme væk herfra, så vi kan fortælle de

andre om fortet,” Alex gik hen imod Jake. Jake lagde en arm omkring

hende, og de var på vej ud af døren, da der lød endnu et skud. Jake

snurrede rundt, og så Wels ligge på gulvet med en pistol. Han løb der

over, og sparkede Wels i hovedet. Derefter tog han pistolen fra ham.

Han vendte sig om, og så Alex stå og tage sig til maven. Blodet løb ud

imellem hendes fingre.

”Alex?” Han løb over til hende, og nåede lige at gribe hende, før

hun besvimede. Han svingede hende op i sine arme, og løb hen til

speedbåden. Han fik dem begge ombord, og lagde forsigtigt Alex

ned. ”Alex! Alex vågn op!” Han tog sin trøje af, og pressede den ned

på hendes sår. ”Her, hold på trykket,” han placerede hendes hånd på

trøjen. Så løb Jake over til rattet og startede båden, mens Wels og de

to andre mænd kom farende imod dem. ”Hold ud Alex, jeg skal nok få

dig sikkert hjem. Det lover jeg dig. Jeg forlader dig aldrig,”

”Men jeg forlod hende …” tænkte Jake højt, da han huskede tilbage.

Han havde fået bragt hende sikkert tilbage, og hun var straks blevet

bragt på et hospital. Jake havde tænkt sig, at blive hos hende, men

han blev hentet af nogle MI6 agenter, der var under strenge ordre

fra Cameron om at bringe ham lige hjem til London. Jake havde

prøvet at gøre modstand, men de var ikke til at spøge med, Cameron

havde åbenbart givet dem lov til at tage ham med magt. Han var

overhovedet ikke glad, over at Jake og Alex havde gået off mission, og

taget sagen i egen hånd.

Da Jake kom hjem ventede der ham ikke andet, end en stuearrest, og

frataget kørekort, samt mobil. Jake sukkede ved tanken, og lænede sig

op ad muren ude foran skolen. Han havde fået at vide to dage efter,

at Alex var i live, men at hun ikke kunne, eller ville se ham. Han vidste

ikke hvorfor, hun ikke ville se ham. Måske kunne hun virkelig ikke lide

ham. Måske havde han forestillet sig det hele.

”Hej, Jake,” sagde en al for lys, og alt for glad stemme ved siden af ham.

Jake kiggede på Sunny, der stod ved siden af ham.

”Hej,” sagde han og gjorde sit bedste for at lyde glad.

”Hvad skal du på fredag?”

”Aner det ikke,”

”Åh, virkelig, hvilket tilfælde. Jeg tænkte på, om vi måske skulle lave

noget sammen … Du ved, nu hvor sidste date gik i vasken. Det var

rigtigt ærgerligt at du blev syg for resten. Har du det bedre?” Jake fik

ikke en chance for at svare, før der begyndte at komme en ustyrlig

strøm af ord igen. ”Nå, men jeg tænkte, at jeg kunne lave noget mad,

og så kunne vi se en film … og …” hun fortsatte på samme måde, men

Jake tunede ud. Han savnede Alexs `ingen dum snak - snak´, hendes

bikerhumor og amerikanske accent. ”Jake hører du efter?” spurgte

94 95

hun.

”Jeg tror, han er ret ligeglad englepus,” sagde en kvinde med den

accent Jake elskede. Han kiggede om bagved Sunny, og så Alex stå

der. Sunny kiggede vredt på hende - så vredt som en der hed Sunny

nu engang kan.


Frederikke Byron

”Og hvem er du så? Ikke for noget, men det er uhøfligt at afbryde folks

samtaler. Hvem tror du enlig du er?” Sunny blev ved, og Jake så Alex

tage hånden om bag på ryggen.

”Sunny!” sagde Jake, og Sunny stoppede med at tale. ”Jeg tror det er

bedst, hvis du går nu … Næste time begynder snart …”

”Vi har fri for i dag Jake …”

”Okay, men så må du jo ikke misse din bus,”

”Jeg har en bil…”

”Bare gå cupcake,” sagde Alex. Sunny skule til hende, tog hårdt fat om

sine bøger, og gik.

Da hun var gået kiggede Jake på Alex. ”Havde du virkelig tænkt dig at

skyde hende?”

”Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare en pistol med nervepile,” Jake

rystede på hovedet. ”Hvad?” spurgte Alex.

”Jeg har savnet dig,”

”Det ved jeg godt. Lad os gå en tur,” de gik hen i Regents Park. Da Alex

tog sig til maven, førte Jake hende hen til en bænk.

”Så, hvorfor er du i London?”

”Jeg var i Rusland i en uge, men CIA mente ikke, at det var sikkert for

mig at være der, så de fik mig fløjet her hen, hvor jeg har været på

hospitalet den sidste uge, indtil i dag,”

”Du kunne godt have ringet …”

”Jeg prøvede, men din mobil virkede ikke …”

”Åh, nå nej, Cameron tog den fra mig,”

”Mr. Cameron? Hvad er han? Din far?”

”Adoptiv far,”

”Oh …”

”De sagde til mig, at du ikke ville se mig,”

”Hvem?”

”CIA, MI6 …”

”Ja, jeg tror ikke de kunne lide måden vi tænkte på, når vi var

sammen.”

”Vi var et ret godt team, var vi ikke?”

”Det bedste,” sagde Alex og tog Jakes hånd.

”Hvornår tager du tilbage til USA?”

”Om et par dage,”

”Hmm, okay.”

Alex smilede til Jake ”Tak fordi du reddede mit liv,”

”Selv tak, jeg er glad for, at jeg har været til nytte.”

”Det har du,” sagde Alex, så lænede hun sig ind til Jake og kyssede

ham. Denne gang trak hun sig ikke hurtigt væk, men blev ved indtil

de begge to var åndeløse. Alex kiggede på Jake, og sagde så død

alvorligt, ”hvis du nogensinde fortæller det der til nogen, så slår jeg

dig ihjel,” hun rejste sig op.

”Du mener det virkelig, gør du ikke?”

Alex bed sig smilende i læben. ”Kommer du, mit hotelværelse ligger

lige på Marylebone Road,” Jake var hurtig oppe på benene, og tog

Alexs hånd i sin.

96 97


celine søkjær

99


Celine Søkjær

Når jeg skriver, er det for mig en måde at få afløb for mine tanker. Jeg

lader mig inspirere af min hverdag; Personer jeg ser på gaden, samtaler

jeg hører i bussen eller oplevelser, jeg selv har haft, der er gået så tæt på,

at jeg har brug for at belyse dem på skrift.

Mine personer befinder sig altså i en verden, som jeg selv kan relatere til.

Fantasy har aldrig fanget mig som læser og heller ikke som forfatter. Jeg

tænker ofte, at det må være fantastisk at skabe en overnaturlig verden.

Men det er endnu ikke kommet til mig. Jeg har brug for noget reelt at

forholde mig til.

Jeg foretrækker at skrive om emner, som sorg, angst og kærlighed, fordi

jeg tror, de er uundgåelige og relevante for alle mennesker. De fleste

oplever det i større eller mindre grad i løbet af deres liv, og derfor kommer

det alle ved. Alle kan relatere til problemer forbundet med disse temaer.

Det har altid faldet mig naturligt ind at skrive. Hvis jeg har et behov for

at få tanker og oplevelser ned på skrift, så gør jeg det! Jeg sætter mig

ved tasterne, ordene kommer af sig selv, og så kan resultatet ikke blive

helt skidt. Hvis det alligevel gør, så lader jeg mig ikke slå ud, men tager

kampen op igen, indtil det lykkedes – for sådan er livet.

lucy

100 101


Celine Søkjær

Hele hans krop dunker i takt til de voldsomme rytmer. Med armene

oppe i luften svinger Felix hovedet i takt til musikken. Han er omgivet

af typer, han aldrig har set før. Mænd i lange læderjakker og hår, der

går dem ned til røven. Men der er sprut, og musikken er fed. En af dem

med håret i en hestehale griber fat i ham og peger mod køkkenet.

Felix tager armene ned og trækker på skuldrene. Han smyger sig efter

den random fyr ud i køkkenet. Her er musikken lavere. Men bassen

dunker stadig i hans bryst. ”Vodka?”. Manden svinger med en halvtom

flaske. Felix øjne er blodsprængte, og han har svært ved at holde fokus

på glasset, der bliver fyldt med den klare væske. ”SKÅÅL”, gjalder de

hæst og bunder det første shot. Efter det tredje lægger der sig et tåget

slør for hans øjne. ”Lad os komme ud og danse!”. Tilbage i stuen baner

han sig vej gennem dyngerne af mennesker, der svinger med deres

lange hår, bæller sprut i sig eller ryger diverse ting. Pludselig mærker

han trætheden komme krybende, og da han får øje på en ledig sofa

i et hjørne, slår han sig ned med et fast tag om sin drink. Han har kun

øje på glassets bund, da hun sætter sig ved siden af ham. Hendes

marmorhvide hånd hviler på hans arm, og hendes smil er blændende.

”Der er også fest hos naboen”, griner Lucy og blinker indiskret til

veninden. Malou vender øjne og tømmer sin breezer. Hun ryster den

tomme flaske og styrer mod køkkenet. Lucy følger grinende efter.

”Her er jo helt dødt”, prøver hun igen. Med stadig lukket mund og et

opgivende blik styrer Malou mod de mange flasker. Tomme flasker.

”Og der er ikke mere sprut!” Lucy prikker til hende og gør et kast

med hovedet mod naboens hus. I det sammen kommer Trine ud i

køkkenet. Hendes lange lyse hår svinger som en anden Lorealreklame

hver gang, hun tager et skridt. ”Tøzeeer”, hviner hun. ”Kom dog ud

til festen!”. Malou følger efter aftens vært. Lucy skærer ansigt men

går også ud af køkkenet. Trine vinker begejstret til en nyankommen

dreng. Så griber hun fat i Malou, der lige når at sende et undskyldende

blik i Lucys retning.

”Det her er Thomas!” Trine omfavner en blond dreng klædt i en

forvasket T-shirt, hvorefter hun peger på ham med tomlen og sender

sigende øjne til Malou. ”Han er såååå sød!” Endnu et blik bliver sendt

til Malou, der rødmer af forlegenhed på sine egne og venindes vegne.

Drengen sender hende et opmuntrende smil, der siger: ”Det er okay,

jeg kender Trine. Du ser nu meget sød ud!”, og det røde ansigt bliver

en kende mørkere. Trine ser ud som om, hun skal til at sige noget,

men bliver distraheret af en flok nytilkomne. Det lyse hår blafrer efter

hende, da hun med løftede arme, og læberne skilt i et bredt smil

forsvinder i menneskemængden. Malou giver drengen hånden. Han

tager den og præsenterer sig. Efter et kort øjeblik, finder hun sig selv

hoppende rundt på dansegulvet i hans arme, grinende og flirtende

som aldrig før.

Hans læber er bløde og hænderne, der fumler er varme men ikke

svedige. Hun lukker øjnene i nydelse og lader sig flyve væk.

Hun vågner næste morgen med noget, der føles som om hendes

hjerne er på vej ud af både øjne, ører og mund. Det tager nogle

sekunder for hende at lokalisere, hvor hun befinder sig, og først

da hun får øje på Thomas’ forvaskede T-shirt på gulvet, husker hun

aftenens hændelser – men kun i korte glimt. Malou svinger benene

ud over sengekanten og lister på bare fødder ud af værelset. På

vejen undgår hun med besvær at træde på den nærmest bevidstløse

Thomas, der ligger på maven. Der er stille i huset, og ingen mennesker

at se. Hvilket kan tolkes som en smule mærkeligt taget i betragtning

af, at det ikke er mange timer siden, det var proppet med festgalde

unge. ”Lucy?”, hvisker hun hæst og stikker hovedet ind på et af de

andre værelser. ”Lucy?”. Der ligger en bunke sovende drenge, men

ingen Lucy. På sofaen i stuen ligger der også et par stykker og snorker,

men hendes lyshåret veninde er ingen steder at se. Malou tripper

tilbage til værelset, hun har sovet i, og finder sin taske på gulvet.

102 103


Celine Søkjær

Hendes kjole må også være der et sted. ”Går du?” Thomas sidder

søvndrukken på gulvet og smiler fjoget til hende. Hun vender ryggen

til ham og leder videre efter sin kjole. Han gentager sit spørgsmål,

og hun nikker – stadig med ryggen til. ”Må jeg få dit nummer?”. Nu

har han rejst sig og kærtegner hendes bare ryg. I det samme får hun

øje på sin kjole. Mens hun hiver den over hovedet, mumler hun et

utydeligt svar. ”Hvad?”. Han prøver at holde om hende. ”Du kan finde

mig på Facebook. Jeg bliver nødt til at gå nu.”

Hun ånder tungt ud, da hun endelig lukker hoveddøren efter sig.

Mens hun går forbi de gamle villaer, fisker hun sin telefon op af tasken.

Der er hverken ulæste beskeder eller ubesvaret opkald. Hurtigt taster

hun Lucys nummer. Direkte på telefonsvaren. I stedet for at dreje

ned af sin egen vej, går hun til venstre mod Lucys hus. Malou bliver

nødt til at tage hjem til veninden og undskylde. Det var dårlig stil at

efterlade hende sammen med alle taberne. Og så oven i købet, når

hun ikke gad være der. Det er moren, der lukker op. ”Hej Malou”. Hun

smiler. ”Godmorgen Stella. Sover Lucy?”. ”Øhm, det ved jeg ikke. Ikke

her hjemme i hvert fald. Skulle hun ikke overnatte hos dig?” ”Tjo, men

jeg faldt i søvn hos Trine, og der troede jeg også Lucy sov, men hun

var der ikke her til morgen”. ”Har du prøvet hendes telefon?”. Malou

nikker, men finder den frem igen og taster nummeret. Telefonsvareren

svarer igen. ”Jeg kan kun få fat på svareren”. Deres øjne mødes, og al

farven forlader morens ansigt. ”Er du sikker på, hun ikke er hos Trine?

Hun kan sagtens finde på at ligge og sove et eller andet mærkeligt

sted”. Stella griner nervøst. ”Ja det kunne ligne hende”. Malou smiler

for at lette den trykkede stemning. ”Jeg tager lige hjem og skifter, og

så tager jeg tilbage og finder hende”. Endnu et beroligende smil og så

går Malou hjemad.

Efter et lynbad sætter hun det mørke hår i en knold, trækker i et par

jeans og en T-shirt og forlader huset med telefonen ved øret. Det

er 7. gang hun prøver den morgen, men det er stadig kun muligt

at lægge en besked. ”Lucy, hvor er du? Jeg tager tilbage til Trine og

forventer at finde dig der. Din mor er nervøs. Ring!”. Hun træder hårdt

i pedalerne og gennemgår i hovedet, hvor veninden kan befinde sig.

Mulighederne er mange – der var en del, hun aldrig havde set før i

går, gad vide om Lucy tog hjem til en eller anden. Hos Trine er der lidt

mere liv, end da hun tog af sted. I køkkenet sidder Trine og en af de

andre piger fra klassen og spiser ristet toast. De smiler begge to, da

hun kommer ind let rød i hovedet efter cykelturen. Hun spørger med

det samme til Lucy, men ingen af pigerne mener, hun har sovet der.

”Hun er her i hvert fald ikke nu”, siger Trine og slår ud med armen mod

stuen. ”Jeg har været rundt og se hvem, der befinder sig i mit hus, og

der er ingen Lucy. Men måske er hun bare taget hjem.” ”Jeg har været

hjemme og spørge efter hende”. Malou mærker en knude i maven, og

da Trine begyndte at spørge ind til hende og Thomas, ryster Malou

på hovedet og afbryder: ”Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvor hun

er. Hvornår så i hende sidst?”. ”Da jeg præsenterede dig for Thomas”,

svarer Trine og blinker slesk. Den anden pige trækker på skuldrene

og koncentrerer sig om sin toast. Irriteret går Malou ind i stuen og

skubber til nogle af dem på sofaen. ”Hallo! Er der nogen af jer, der har

set en rimelig lav, lyshåret pige her til morgen eller i går?” En dreng

rejser sig op. ”Er hun lækker? For hvis ikke, har jeg ikke bemærket

hende.” Der lyder latter fra gulvet. Malou vender øjne og gentager sit

spørgsmål for en pige, der lige har sat sig op. ”Havde hun en blå kjole

på?” Malou nikker. ”Jeg så hende gå i går aftes, så jeg tror ikke hun har

sovet her.” ”Gik hun alene?”. Hjertet i Malous bryst banker hurtigere.

”Ja, så vidt jeg så. Men jeg ved ikke, hvor hun gik hen. Desværre.”

Malou takker og prøver at mønstre et smil.

”Lucy”. Hun rækker hånden frem. Han tager den og præsentere sig.

Der går ikke lang tid, før de falder i snak, som var de gamle venner.

Hun er køn. Hendes blonde hår strejfer blødt hendes skuldrer, og et

104 105


Celine Søkjær

smilehul dukker frem på den ene kind, når hun snakker. På trods af

Felix’ svømmende øjne, og hendes sprutånde, er han meget betaget

af hende. Hun ler af noget, han siger og rykker lidt tættere på ham.

”Kender du alle de her mennesker?”, spørger hun og kigger rundt i

den fyldte stue. Han smiler skævt. ”Nej ikke en eneste faktisk. Jeg sad

bare og kedede mig, og så bor jeg lidt længere nede af vejen, så jeg

kunne høre musikken..” Hun ler igen. En smittende, syngende latter.

Hun læner sig helt tæt på ham og hvisker i hans øre: ”Jeg kender

heller ikke nogen”. Hun rykker lidt væk og blinker til ham. Han griner

fjoget og føler sig bøvet. Hvorfor har denne smukke, alfelignende

pige valgt netop ham? Hvorfor vil hun snakke med ham, den kedelige

type, der sidder og drikker alene på sofaen? Når stuen nu er fyldt

med spændende typer. Hun tjatter til ham. ”Du ser så betænksom ud.

What’s on your mind?” Han virrer med hovedet og ser hende i øjnene.

”Hvorfor vil du snakke med mig?”.

Trine sidder alene i køkkenet nu. Hun drikker juice direkte fra

kartonen. ”En pige har set hende gå i nat, men ingen ved hvorhen”,

rapportere Malou, da hun træder derud. Trine sukker, og Malou smører

en skive toast. ”Hvor kan hun være?”, spørger hun med munden fuld

af mad. ”Hun sover nok hos en eller anden dreng. Hun er hjemme i

løbet af dagen, don’t worry.” Trine smiler og begynder at rydde glas

og tomme flasker sammen. ”Hvad skal jeg sige til hendes mor?”. ”At

hun sover hos en, hun har mødt til festen, så vidt du er orienteret,

og at hun med sikkerhed kommer hjem inden for et par timer”. ”Men

det ved jeg jo ikke noget om!”. Trine stiller noget fra sig i vasken og

træder hen til Malou. Hun lægger armene om hende. ”Hun kommer

snart hjem! Der har ikke været nogen med til den her fest, som kunne

finde på at gøre det mindste. Der er ingen grund til, at hverken du

eller hendes mor skal bekymre sig!”. Malou nikker og ringer hjem

til Stella for at give besked. Hun lyder lettet. Malou prøver at finde

samme følelse frem, men knuden i maven vokser. Mens hun tømmer

juicekartonen maler der sig det ene skrækscenarie efter det andet

for hendes øjne. Hun hjælper Trine med at rengøre køkkenet og det

meste af stuen, men da klokken nærmer sig tre, krammer hun farvel

og går ud og tager sin frakke på. Det er blevet koldere udenfor, og

der tegner sig et spor efter hendes ånde, da hun prustende tramper i

pedalerne. Hun tramper hårdere, da skrækbillederne igen dukker frem

for hendes indre syn.

Da hun endelig kommer hjem bryder hun sammen med ansigtet mod

puden. Hun hiver hektisk efter vejret, snøfter og sparker arrigt med

benene. Efter en halvtimes tid får hun igen kontrol over sin krop, og

udmattet sætter hun sig op og kigger med røde øjne ud på villavejen,

hvor enkelte snefnug bliver slynget tilfældigt rundt i vinden. ”Hvor er

du, Lucy?”.

”Jamen hvorfor skulle jeg ikke ville snakke med dig?”. Lucy rynker

de lyse øjenbryn og kigger på ham med et spørgende smil. ”Jeg ved

ikke… Jeg er bare ikke så spændende, som de andre her..”, han slår ud

med hånden. Lucy lader sit blik glide rundt i lokalet. Så ler hun. ”Gud

hvor er du sød”. Hun holder pludselig inde og ser ham ind i øjnene.

”Du er virkelig sød”, gentager hun og læner sig ind mod ham. Med

et voldsomt bankende hjerte læner han sig lidt frem, og deres læber

mødes. Hun trækker sig lidt væk og kigger smilende ind i hans øjne.

Med to fingre fører han en tot hår om bag hendes øre. Han kærtegner

hendes kind og kysser hende igen.

Hun må være faldet i søvn, for to timer senere vågner hun med snot

i næsen og savl på kinden. ”Malou?” Der lyder et let bank på døren.

”Malou?” Hendes mors stemme er spørgende, forsigtig. Hun rejser

sig fra sengen og lukker op for sin mor. ”Den var åben”, snøfter hun.

”Du ser helt smadret ud. Var det en hård nat?” Hendes mor sætter

sig i en blomstret lænestol. Malou nikker fraværende. Med ryggen til

sin mor piller hun ved noget på sin reol. ”Malou? Skat, hvad er der?”

106 107


Celine Søkjær

Hun rækker ud efter sin datter, der undviger grebet. ”Jeg er sulten.”

Hun går ud i køkkenet med sin mor i hælene. ”Blev du uvener med

nogen?” Malou stikker hovedet ind i køleskabet. ”Nej”, svarer hun, og

med en skål yoghurt i hånden vender hun tilbage til sit værelse, og

taster Lucys nummer for tyvende gang den dag. Efter at have indtalt

en besked til samlingen snakker hun kort med Trine, der stadig ikke

deler Malous nervøsitet. Hun prøver endnu en gang at overbevise

veninden om, at Lucy har det fint. Men knuden i maven er vokset, og

Malou lukker af for de dårlige argumentationer. ”Hun kan jo sagtens

have forladt festen alene og så være blevet overfaldet på vej hjem!?”.

Hun tør dårlig tænke tanken for slet ikke at nævne, hvor rædselsslagen

det gør hende at sige det højt. Et dybt suk lyder fra røret. ”Malou,

jeg er træt, og du giver mig hovedpine. Jeg ved ikke, om der er sket

noget, og hvis der er, hvad skal jeg så gøre ved det?”. Stilhed. Og så

en konstant hyletone i øret. Hun sluger yoghurten og lægger sig ned

under sin dyne, men søvnen vil ikke indfinde sig.

Det er blevet mørkt uden for nu. Lyset fra en gadelampe rammer

hende i øjnene. Hun sparker dynen af, griber sin iPod fra skrivebordet

og forlader værelset. I entreen står Carlo parat. Hele bagpartiet vugger

frem og tilbage i takt med, at halen svinger så kraftigt, at en vase

falder ned fra reolen. Hun kan ikke lade være med at smile til kræet.

Hun tysser på ham, da han utåldmodigt hyler, mens hun tager snoren

ned fra knagen. Han trækker i hendes arm af ren iver efter at komme

ud. Hun lader sig trække hen ad fortovet, og med hovedet fyldt af

musik og tanker lukker hun øjnene og trækker vejret dybt ind. ”Av!”

Hun åbner forskrækket øjnene og rynker brynene. Han mumler noget

og har blikket klistret fast til jorden. Hans manglende undskyldning

irriterer hende. Ud mellem tænderne snerrer hun noget, der skal

forestille ”idiot”. Hun skal til at sætte øreproppen i, da han kigger

op. Et kort øjeblik mister hun pusten. Med let åben mund og med

tilbageholdt vejr, ser hun på ham. Ikke bare på ham, hun ser ind i ham.

Han undskylder uden at tage blikket fra hende. Et blegt smil og så

tager hun et skridt uden om ham, putter øreproppen i igen og går

108 109

videre.

Hans ansigt dukker op for hendes indre blik hver gang, hun mister

koncentrationen den mindste smule. Det flyder bare rundt et sted

i hendes underbevidsthed klar til at dukke frem, når hun et øjeblik

ikke bekymrer sig om noget andet. I takt til musikken vipper hun

blyanten ned i bordet. Kladdehæftet og matematikbogen ligger foran

hende. Stirrer på hende. Hvert andet sekund tjekker hun sin telefon

for beskeder eller opkald. Stadig ikke et livstegn fra Lucy. Og nu skal

han så også hjemsøge hende. Eller i hvert fald billedet af hans ansigt.

Der var noget, der gjorde ham helt speciel. Unik. Uforglemmelig.

Hun rejser sig og går i køkkenet efter et glas vand. Den dårlige

samvittighed spøger også. Hun burde helt sikkert ringe til Stella. Men

hvad skal hun sige?

Han nusser hendes hånd og siger noget i hendes øre, som hun

griner af. De sidder i deres egen verden i den lille sofa. Tæt sammen.

Kommunikerer med hinanden ved at råbe eller tale helt ind i øret på

den anden for at overdøve den heftige musik. De har ikke drukket

siden hun kom, og der er efterhånden gået timer. ”Vi skulle til at gå

herfra”, råber hun. Han nikker og smiler. Hun tjatter til ham, og han

kilder hende i siden. Hun ler højt og sparker hjælpeløst. Han kysser

hende på kinden, på panden, på munden. De retter sig op igen. ”Lad

os gå!”. Hun retter på sin kjole og ser ned ad sig selv. Og i det Felix

rejser sig op, ser han ham trække pistolen.

Der lyder et højt brag. Malou springer forskrækket op, og Carlo gør

voldsomt. ”Det okay.” Hun knæler og kæler ham beroligende. Men

hendes eget hjerte banker derudaf, og stemmen ryster. Hun hulker

pludselig. Hysterisk og ustoppeligt. Hun lader sig udmattet synke

helt i knæ, så hun sidder på den våde asfalt. ”LUUUCYYY”. Hendes råb


Celine Søkjær

blander sig med nattens mørke og forstummer. Hun skriger igen og

lader sig falde om på siden, forkrampet af gråd og angst.

Pistolen peger direkte på Lucy. En fyr med hætte og opspilede

øjne ryster med den og råber et eller andet. Ordene drukner i den

altædende frygt, der fylder hans krop og lukker virkeligheden ude.

Den stakkels pige bryder i lydløs gråd. Han vil beskytte hende.

Drengen råber igen, og mens han vender hovedet mod nogle af de

andre fulde unge, springer Felix på ham. Han får væltet ham omkuld,

men pistolen er stadig rettet mod Lucy. De tumler rundt. Triller og

skiftes til at ligge øverst. ”GIV MIG DEN!” Han skriger, så hans lunger

tømmes for luft. ”GIV MIG DEN!” I et forsøg på at tage pistolen fra

ham, holder Felix på det kolde metal. Han mærker et voldsomt ryk

i pistolen. Hun falder til jorden. Han kaster sig skrigende over den

døende pige. Blændet af tårer kigger han rundt på den måbende

forsamling. ”Det var ham, der gjorde det” lyder det pludselig fra

pistolens ejer. Ude af stand til at forsvarer sig ser han, hvordan alle

tager nogle skridt væk fra ham, mens de hvisker til hinanden: ”Han

trykkede på aftrækkeren. Han er den skyldige. Morder!”

Moren går hvileløst frem og tilbage i stuen, da Malou træder ind.

”HVOR har du været?” Øjnene er røde, hendes stemme skælver. ”Jeg…”

”Jeg har kimet din telefon ned! Klokken er halv tre, det er over tre

timer siden du gik! Malou, hvad fanden laver du?” Malou nikker. Hun

ved godt, moren har ringet mange gange, for hver gang, har hun

fisket mobilen op af lommen med bankende hjerte, håbet på at se

Lucys navn på displayet. Nu ser hun, hvordan hendes mor opløses i

tårer. ”Hvad laver du?”, spørger hun igen med tårer strømmende ned

ad begge kinder. Den dårlige samvittighed borer sig ind i den unge

piges bryst. Hun vender hovedet væk. Kan ikke klare at se de salte

linjer, der fugter morens ansigt. ”Lucy er væk.” Sætningen hænger i

luften. De rødsprængte øjne ser op. ”Hvad mener du med, at Lucy

er væk?” ”Hun er væk!” Stemmen er svag. Opgivende. ”Vi var til fest

sammen i går, jeg faldt i søvn, og siden har hun været væk. Hun er

110 111

væk.”

Stuen er næsten tømt. Ejeren af huset – endnu en fyr med langt hår og

læderjakke – står og genner de sidste ud. ”Der er ikke sket noget her!

Skrid hjem og glem alt.” Det vil nok ikke blive svært at bilde folk ind,

at det er deres egen fantasi. De fleste er voldsomt påvirket af stoffer,

resten er bankestive. Så vender gutten sig om mod Felix. ”Skrid. Skrid

ad helvedes til. Og tag hende med.” Han peger på Lucy med foden og

laver en grimasse. ”Hun har aldrig været her, du har aldrig været her.

Sådan nogle ting skal ikke foregå i mit hjem! Jeg melder ikke nogen.

Til gengæld vil jeg heller aldrig nogensinde kontaktes af dig, politiet

eller andre, du skulle få lyst til at fortælle om dit lille uheld.” Hans øjne

er iskolde. ”Husk på, at der er mange, der kan huske en hel masse, så

snart jeg knipser med fingrene. Skrid!”

Med pigen slynget hen over skulderen begiver han sig ud i natten. Jeg

skal væk. Bare langt væk.

Malous mor lægger røret på. ”Hun er stadig ikke kommet hjem. Stella

er helt ude af den. Vi tager derover.” Malous ansigt er ligblegt. Hun

nikker og synker en klump.

Stella er rød og hævet i ansigtet, og hun græder, mens hun åbner

døren. Hun ser dårligt nok på nogen af dem trækker bare sin

morgenkåbe tættere om sig og lukker døren efter dem. Malous

mor lægger armene om veninden. Den stive krop bløder op ved

berøringen, og hun synker sammen i hendes favn. Ude af stand til at

holde dem begge oppe sætter moren sig på den lille måtte på gulvet.

Hun slipper ikke Stella men vugger hende frem og tilbage. Der er

stille. Helt stille. Malou rører sig ikke. Synet af de to kvinder lammer

hende. Den knuste mor, der ikke ved, hvor hendes barn er. Hendes

et og alt er forsvundet fra jordens overflade. Og den trøstende mor,


Celine Søkjær

der føler med veninden helt ind i hjertet. Fordi for under en halv time

siden havde hun bare en snært af samme følelse. Følelsen af at være

ved at miste det mest dyrebare i livet. For ikke at bryde i gråd, dér midt

i entreen, går Malou ind på Lucys værelse. Venindens duft hænger

over alt. Det er som om, hun er til stede i hver en krog af værelset.

Hendes eksistens er stadig eksisterende i dette rum.

Sengen er uredt, og en bunke krøllet tøj ligger på midten af den. På

skrivebordet ligger en åben matematikbog. Rammerne med billeder

står på deres faste pladser. Forsigtigt løfter Malou sit yndlingsfotografi

op. Det forestiller hende og Lucy. De står på stranden begge i bikinier

med havet som baggrund. Lucy er bleg som sædvanlig, Malou har en

gyldenbrunfarve. Hun kysser veninden på kinden. Lucy storsmiler til

kameraet. Det blev taget i sommers på en strand i Italien. Malou var

på ferie med Stella og Lucy. Nu smiler hun ved mindet – det er svært

at lade være. Ingen af dem havde nogensinde haft en bedre ferie. De

festede på stranden om aftenen og solede sig der om dagen. De tog

til byen og shoppede grimme souvenirs, lavede konkurrencer om,

hvem, der kunne blinke slesk til flest drenge, og hvem der fik flest

kindkys af de lokale – både kvinder og drenge. Malou griner for sig

selv, da et billede af Lucy, der bliver kysset af en dame på mindst 100

år, dukker frem for hendes indre blik. Latteren går over i gråd. Og uden

kontrol over det, hulker Malou stille. Hun tager et par skridt baglæns

og sætter sig på den rodede seng. Stadig med billedet i hånden. Hun

kigger på det, ser hver detalje, og knuger det så ind til sig. Hun holder

det mod sit hjerte, og i stilhed sidder hun, med salte spor på kinderne

og bævrende læber. Næsten uhørligt hvisker hun ud i det mørke

værelse: ”Lucy, kom hjem.”

”Vi har ringet til politiet nu.” Hendes mor kommer ind på værelset.

Hun lader lyset forblive slukket. ”De er på vej herhen. Når de kommer

skal du fortælle dem det hele. Alt, Malou. De skal vide ALT – det gør

det lettere for dem.” Malou nikker. Madrassen fjedre lidt under morens

vægt. ”Det skal nok gå, skat. De finder hende.” Hun aer hendes kind,

nusser hendes hår. ”De finder hende.” ”Hvad laver Stella”, spørger

Malou. ”Hun sidder i sofaen med sin mobil og hjemmetelefonen ved

sin side. Jeg har givet hende noget vand og fik hende til at spise lidt.

Hun er helt ude af den. Helt ude af den.” Moren stirrer frem for sig.

Hendes øjne bliver blanke. Dørklokken lyder.

Kun én tanke fylder hans hoved: Hun skal væk. Han er uskyldig. Det

var ikke hans finger, der affyrede pistolen. Han kunne jo lide hende,

han ville forsvare hende – og nu ender han som den skyldige. Hun skal

væk. Alle spor skal slettes. Hun skal væk. Han har gået længe nu. Flere

timer. Men det er ikke langt nok. Hun skal væk.

Politimanden nikker. ”Det er jo afgørende, at vi får alle detaljer, så det

er godt, du fortæller alt”, siger han og smiler opmuntrende til hende.

Hun nikker med blikket mod bordet. Hun har fortalt om alt. Fra de tog

til festen, til de blev fulde, til hun selv blev præsenteret for Thomas, til

hvad de lavede sammen, og så sluttede hun med at fortælle, hvordan

hun var vågnet, at hun kontaktede Stella, at hun havde været tilbage

og lede hos Trine, men uden held. ”Så en enkelt pige, så hende forlade

huset alene?” Malou nikker igen. Han noterer noget på sin blok.

”Snakkede Lucy om at ville gå?” Malou tænker tilbage men husker

ikke noget om, at veninden ville hjem. ”Nej. Hun kedede sig lidt, men

hun sagde ikke, hun ville hjem.” Han skriver igen. Stella står i døren

til køkkenet og knuger en pude ind til sig. Malous mor sidder på en

stol ved siden af datteren. Betjenten smiler til dem begge to. ”Har

du mere at tilføje?” Malou ryster på hovedet. ”Så vil vi begynde en

eftersøgning med det samme – men det er ikke meget mere end et

døgn siden, hun er forsvundet, så alle styrker bliver ikke sat ind. Det

lyder umiddelbart ikke som om, hun har prøvet på at gøre skade på

sig selv, eller at andre har påført hende skade. Spørgsmålet er, hvor

112 113


Celine Søkjær

hun er gået hen – hun har højst sandsynligt bare haft brug for lidt

tid til sig eller, eller også ønsker hun at vinde noget opmærksomhed

ved at lave et forsvindingsnummer.” Han rejser sig, så stolen skramler

i det stille køkken. Malou vil protestere. Den slags kunne Lucy aldrig

finde på. Hun er ikke opmærksomheds-krævende. Hun har ikke brug

for tid til sig selv. Men han lyder så overbevisende, så professionel,

så overrulende. Han har oplevet mange af denne type sager før –

hormonforstyrrede teenagere, der stikker af i et par dage.

Malou lader blikket være sænket. Men Stella nedlægger protest.

”Det ville Lucy aldrig gøre! Der er sket min datter noget, ellers var

hun kommet hjem! Hun ville aldrig gå fra en fest alene.” Hun græder

hysterisk og smider puden fra sig. ”Det er jeres job at finde hende!

Hun har brug for hjælp!” Den anden betjent kommer ud i køkkenet

og lægger forsigtigt en hånd på Stellas skulder. Han kommer inde

fra Lucys værelse, hvor han skulle ”gennemsøge for spor, der viser,

at pigen har været ked af det eller i problemer”. ”Rolig nu frue, sæt

dig ned.” Den anden mand i uniform trækker en stol frem til hende.

De skubber hende blidt ned at sidde. ”Det er sjældent, at man som

forælder tror den slags om sit barn. Men det forekommer oftere, end

man skulle tro.”

Nu retter Malou sig op. Hun vil ikke se Stella blive talt ned til på den

måde, hun er som en anden mor for hende. ”Jeg ved alt om Lucy, hun

fortæller mig ALT!” Hun slår i bordet og ignorere vandet, der stiger op

i øjnene. ”Lucy var ikke ked af det. Hun var ikke i problemer. Hun er

blevet udsat for noget, eller er kommet ud for en ulykke. Så I må da

for helvedet gøre noget for at finde hende? Det kan ikke være rigtigt,

at hun skal ligge et eller andet sted, såret, og I gør ikke en skid, fordi

hun er 17 år og forsvandt fra en fest?” Hun udstøder et fortvivlet skrig

og rejser sig så stolen vælter bagover. De kigger alle sammen på

hende. Politimændene ser professionelle ud. De nikker forstående,

men deres øjne afslører den afstand, de lægger til det hele. De vil ikke

være følelsesmæssigt involveret, for selvom pigen er ude af sig selv,

er det hele oplevet mange gange før, og det er kun i få tilfælde, at de

ikke har ret i deres antagelser. Stella græder stille med blikket rettet

mod Malou. Pigens ord bekræfter hendes fornemmelse, og det gør

ondt, når den slags følelser bliver forstærket. Malous mor lægger en

beroligende hånd på datterens ryg. De ser hinanden ind i øjnene, og

Malou kan se stoltheden i sin mors blik. ”Vi skal nok finde din veninde”,

siger den ene politimand. ”Bare rolig, vi skal nok finde hende.”

En lille gruppe af kolonihavehuse står og fryser i vinterkulden. Solen

vil stå op om ikke så længe, så han skal til at handle hurtigt. Han har

intet med disse kolonihavehuse eller området at gøre – så ingen vil

sætte ham i forbindelse med stedet. De første mistænkte, i tilfælde

af at liget bliver fundet, vil nok være ejerne af husene. Og der vil gå

lang tid, før nogen kommer herud – det er kun gamle mennesker,

der har kolonihavehuse, som de besøger om sommeren. Han er ret

tilfreds med stedet, og efter at have fundet en spade i et ulåst skur

graver han et hul. Men det er svært i den frosne jord. Han sætter sig

udmattede på en træstub og får pludselig øjenkontakt med den døde

pige. Det vender sig i ham, og han kan ikke holde brækket tilbage.

Han ser på hende. Helt hvid – hvidere, end da hun rakte ham sin

elfenbensfarvede hånd for mindre end seks timer siden. Øjnene er

vidtåbne og blanke. Munden er halvtåben, og noget af håret sidder

fast mellem fortænderne. Kjolen dækker dårligt noget som helst. Hun

ser blottet ud. Han tænker, at hun fryser. Hvis altså hun var levende.

Han ryster. Først bare på hænderne, men så mister han kontrollen over

hele kroppen, og som han sidder der på træstubben, og den bizarre

virkelighed går op for ham, får han et panikanfald.

Hjemme i sin seng finder Malou billedet frem. Hun tog det fra Lucys

skrivebord og gemte det under sin jakke, da hun sagde farvel til Stella.

Nu stiller hun det på sit natbord. Hun ligger på maven med hovedet

støttet i hænderne og ser på det. Det bringer lyse minder, minder der

114 115


Celine Søkjær

i glimt kan holde al frygten ude. Al den dårlige samvittighed og al

nervøsiteten. Så dukker hans ansigt frem igen. Ud af det blå er han der

pludselig. Den ikke specielt kønne dreng, der alligevel vækkede en

følelse i hende. En ukendtfølelse af … af … af begær? Hun ryster på

hovedet, og fokusere sit blik på Lucys smilende ansigt.

Han slæber hende hen af jorden. Slipper hende foran hullet og giver

hende et lille puf med foden, så den døde krop tumler ned i jorden.

Han dækker hende til og stiller spaden tilbage i skuret. Solen er

kommet frem på himlen nu. Med hastige skridt forlader Felix den

lille koloni af lave huse med tilhørende køkkenhaver og begiver sig

hjemad til fods.

Det banker på døren, og hendes mor kommer ind med et krus te.

Hun sætter sig på sengen og rækker kruset til Malou. ”Politiet har

ikke ladet hører fra sig endnu.” Malou trækker dynen tættere om

sig. Idet samme kimer telefonen. De ser på hinanden. Ringetonen

lyder igen, og pludselig vågner moren op. Hun går ud i entreen. Fem

minutter senere, da hun kommer ind på værelset igen, undgår hun

datterens blik. ”Det var Stella. Lucy er stadig ikke fundet. Meget tyder

på, at hun er blevet udsat for en forbrydelse, ellers var hun med stor

sandsynlighed dukket op eller fundet nu.” Malou nikker. Hun vidste

det jo godt. Hun vidste det i det sekund, Stella sagde, hun ikke var

derhjemme. Siden er følelsen blevet forstærket mere og mere – og nu

bekræftet.

Hen ad eftermiddagen sidder Malou med tomme øjne og stirrer ud af

vinduet. Hun gennemgår i hovedet alt, hvad hende og Lucy sagde til

hinanden den aften. Den sidste aften. Og så går det op for hende. En

detalje, hun har gemt helt væk. En vigtig detalje. ”Der er også fest hos

naboen”. Lucy tog over til naboen! Hun rejser sig resolut og stormer

ud af værelset.

Hun trykker på ringeklokken. En dreng åbner døren. Hans hår går ham

til midt på ryggen, og hans øjne ser døde ud. Hun tager forskrækket et

skridt baglæns. ”Øh, hej.” Hun smiler svagt. Han kigger tomt på hende.

”Du holdte fest i lørdags. Og jeg er overbevist om, at min veninde,

Lucy, kom herind.” Da han stadig ikke reagerer, begynder hun at

beskrive venindens udseende. Til sidst afbryder han. ”Hun har aldrig

været inden for disse vægge.” ”Jo hun…” Han ryster på hovedet og

lukker døren i. Hun synker en klump, vil banke på igen, men en følelse

siger hende, hun burde stoppe.

Han rammer tungt sengen. Fjedrene giver efter under hans vægt, og

han lader sig synke ned i dynerne. Han er udmattet. Helt udmattet. På

indersiden af øjenlågene dukker hendes ansigt op. Den englehvide

hud, og det lyse silkehår. Han slår øjnene op og stirrer lige ind i hendes

smil. Hendes smilehul er lige ud for hans næse. Han drejer om på

den anden side og ser hendes tænder blottet i et smil. Han sætter sig

forpustet op. Hjertet banker hurtigt i hans bryst. En sveddråbe tegner

sig på hans pande. ”Gå væk..” Han hvisker ud i rummet. Hendes latter

fylder rummet, og han kigger sig over skulderen med et ryk. Latteren

forstummer, og han ser lige ind i hendes blå øjne. Han banker en

knytnæve mod hendes kønne ansigt. Lyst hår kilder ham på kinden.

Hun sidder op ad ham, holder fast i hans arm. Griner, griner, griner.

Han river sig fri og styrter ud af værelset.

Hun er væk. De tre ord står pludseligt lysende klart i Malous

bevidsthed. Hendes puls, der har været på overarbejde de sidste

mange timer falder pludselig til ro. Hendes åndedrag bliver normalt,

og hun føler en pludselig ro i maven. Hun er væk. Lucy er væk. De

kan lede alt det, de vil, men når de finder hende, vil det være for sent.

Lucy er væk nu. Væk for al tid. Malou sætter sig tungt på sofaen og

tænder tv’et. Hun er tømt for tårer, tømt for angst. Hun føler sig…

lettet? Hun låser sin mobil op og går ind i galleri. Over halvdelen af

billederne forestiller Lucy i tåbelige situationer. På et af dem har hun

116 117


Celine Søkjær

en plasticpose trukket ned over hovedet. Hendes øre stikker ud genne

hullerne, der skal agere håndtag. Hendes øjne kigger mod næsen, og

hun griner til kameraet. Hun sidder ved et vindue, og træerne farer

af sted – bare ikke i dette sekund. Men øjeblikket er fanget. Malou

smiler. De sad i toget på vej til København, da Lucy pludselig trak

plastikposen over hovedet. De grinede og grinede. En mand, der sad

på den anden side af gangen endte med at lange ud mod posen for at

flå den af, men Lucy dukkede sig, og så grinede de endnu mere.

Med telefonen tilbage i lommen, trykker hun på fjernbetjeningen. Et

ansigt hun genkender dukker frem på skærmen. Han virker utroligt

bekendt. En dreng på hendes egen alder. Han siger ikke noget, ser

bare ud på hende. Så går det op for hende, hvem han er. Drengen

hun mødte, da hun gik med hunden. Hun glipper med øjnene et

par gange, og så er han væk. I stedet står en lille dreng med ansigtet

helt oppe i kameraet. Hårene på hendes arme rejser sig. Hvad er der

med den dreng? Hun slukker tv’et og sætter sig i stedet og kigger på

billederne af Lucy på sin telefon. En ro fylder hende, mens hun trykker

forbi billede efter billede af en smilende Lucy.

Da klokken har passeret tolv, går han stadig hvileløst rundt i gaderne.

Gadelamperne skinner gult. En skikkelse længere fremme. En stor

hund trækker en pige efter sig. Hun har musik i ørerne, så han retter

blikket mod jorden og skal til at gå uden om hende. ”Av!”. Han mærker

hendes fod under sin. Uden at kigge op mumler han undskyld og vil

gå uden om hende. ”Idiot.” Mod sin vilje løfter han blikket, og deres

øjne mødes. Der er noget over hende. Hun virker bekendt. Nærmest

dragende.”Undskyld”, gentager han. Hun smiler lidt og går så videre.

Ude af stand til at tage øjnene fra hende vender han sig efter hende.

Han står stille der i natten og ser efter hende, til hun er forsvundet ud

af syne.

Hendes mor kommer ind på hendes værelse. ”Jeg har ringet og

snakket med skolen igen. De har jo hørt om Lucy. Og jeg har forklaret,

hvordan du har det, men inspektøren ser meget gerne, at du prøver at

vende tilbage i morgen. Han mener, det vil være det bedste for dig, og

der er gået en uge nu.” Malou ser ikke op. ”Skat?” Med et suk forlader

moren værelset. Malou knuger billedet ind til sig og holder det så ud

i strakt arm. Lucy smiler til hende, og Malou kysser glasset. At affinde

sig med, at ens bedste veninde er væk er svært. Men det er nemmere

end at blive ved med at tro på, at hun er derude. Hun kan ikke bruge

hver dag på at lede efter veninden. Hun kan ikke se sig over skulderen

efter det velkendte smil og lyse hår hver dag resten af sit liv. Hun skal

tilbage til skolen nu, og hun ved det. Lucy er med hende i hjertet.

Med tasken over skulderen går hun forbi Lucys hus. Det er egentlig

en omvej, men det har hun gjort siden de for halvandet år siden

startede på gymnasiet – før det, var det Lucy, der kom forbi Malou

og tog hende med på vejen til folkeskolen. I køkkenvinduet står

Stella. Hendes tynde skikkelse er lænet ind over køkkenbordet.

Med sammenklemte øjne stirrer hun længselsfuldt ud på vejen.

Malou løfter hånden til hilsen. Ingen respons. Så står han der, lige så

pludseligt som sidst. Hun genkender ham med det samme. ”Hej.” Han

smiler til hende. Hun mumler til svar. ”Jeg hedder Felix.” ”Malou.” Han

ser ud som om, han vil sige noget men ikke kan få formuleret det. Hun

tager et skridt forbi ham. ”Jeg skal i skole så..” Hun peger ned ad vejen.

”Jeg følger dig.” Hun rynker brynene, men sætter alligevel pris på hans

selskab. At gå vejen til skole uden Lucy er ikke til at bære.

Alle forsider har vist billeder af hende. Overskrifterne er printet ind i

hans hjerne. Hendes smil er det første han ser, når han falder i søvn

og det sidste, lige inden han vågner. I vågen tilstand lykkes det

ham kun at holde hende ude af tankerne, ved at fokusere på denne

mørkhårede piges ansigt. Og nu står hun endelig foran ham igen. Han

kan mærke, hun er ked af det.

”Min veninde hed Lucy.” Hun ser ind i hans øjne. Han ser chokeret

118 119


Celine Søkjær

ud, han må jo have hørt om det – hele Danmark har hørt om hendes

forsvundne veninde.

Hun smiler bedrøvet til ham. Og dybt indeni føler hun sig reddet.

120

121


JONAS CARLSSON

123


Jonas Carlsson

Jeg begyndte at interessere mig for science fiction, da jeg så Star Wars

for første gang. Nu er Star Wars ikke rigtig science fiction, men den

introducerede mig til at se og læse science fiction-film og – bøger.

I dag forbinder jeg science fiction med titler som Jurassic Park, Tilbage

til fremtiden, E.T. og War of the Worlds. Selvom mange forbinder genren

med rummet, er science fiction en idébaseret genre. Hvis du f.eks. er

bekymret over atomkraft, kan du skabe dit eget verdensbillede; forvredet

efter alle kraftværker eksploderede. Derfor kan jeg lide genren, da det gør

det muligt at skabe din helt egen alternative virkelighed med robotter,

rumvæsener eller sågar tidsmaskiner.

Jeg kan lide at skrive, fordi det giver mig mulighed for at kontrollere ting.

Det at kunne skabe fiktive verdener, ændre på historiens gang eller skabe

de personer, som der nogle gange desværre er for få af i verden, virker

lokkende for enhver med en gud i maven.

Men det er ikke nemt at være forfatter. Der kommer nogle tidspunkter,

hvor man ikke kan skrive eller mister fokus på sin historie. Og selvom ens

hoved er fyldt med idéer, bliver man før eller senere nødt til at sortere dem

fra. Kun det bedste ender på papiret.

Alligevel er det dejligt at skrive. Du kan fordybe dig i en verden, som kun

du er indviet i. Også selvom du har planlagt din historie ned til mindste

detalje, kan den nogle gange føre dig i en retning, som du ikke havde

tænkt over først. Måske en endnu bedre retning…

Jeg har ofte en meget travl hverdag, og derfor skriver jeg ikke så tit. Til

gengæld får jeg mere tid til at tænke det hele igennem igen, og idéerne

vokser og vokser, indtil jeg sætter mig ned ved tastaturet. Derfor er det

altid godt at tænke mere over, hvad man skriver.

Mange går i stå midt i det hele og dropper til sidst hele historien. Derfor

planlægger jeg altid et projekt, så jeg har nogenlunde styr på det. Når

man så skriver, kan man sagtens bygge videre på det. Men så ved man i

det mindste, hvor man vil hen med historien.

Så har jeg kun en ting at sige:

Nyd teksterne, og bliv forhåbentlig lidt klogere på ægte science fiction.

JORDEN,

EN ISØRKEN

124 125


Jonas Carlsson

Vi var snart nået væk fra den snedynge, der engang var Kastrup

Lufthavn. Snestormen tog til. Jeg så på min iPod. Klokken var et om

eftermiddagen, men himlen var kulsort. Jeg knugede om mit gevær.

Røverne kunne være hvor som helst nu. Men jeg var nødt til at finde

dem - vi kunne ikke klare en uge mere uden brændsel.

Nu holdt vi udenfor det gamle hospital. Jeg så udover landskabet.

Det her var engang Amager. Her var bygninger, metro, hospital og

lufthavn, nu var her kun is og sne.

”Du behøver ikke gøre det her,” sagde min mor. Hendes hænder

rystede af ren nervøsitet, og da hun tog sin termokande, hældte hun

kakao over hele sædet. ”Jeg bliver nødt til det,” svarede jeg og fandt

min taske under sædet, ”vi går alligevel til grunde på et eller andet

tidspunkt. Hvorfor ikke udsætte døden så længe vi kan?” Mor smilede.

”Det kan godt være, du kun er 16, men du er mere handlekraftig end

nogen andre.” Hun gav mig en kalender og fortalte: ”Du har 11 dage.

Røvere og mordere kan du klare med geværet, men hvis du støder ind

i Eismänner, har du ingen våben.” Jeg lo og råbte: ”Det er noget, du

tror!” Frem fra min taske tog jeg en syl med et termometer. ”Jeg fik den

af en gammel mand, der havde kæmpet mod Eismänner. Han fortalte

mig, at Eismänner kan ikke tåle temperaturer over 0 grader. Hvis man

varmer denne her op og gennemborer en Eismanns hjerte, smelter

han som en snemand.” Min mor nikkede indforstået og gav mig et

knus. Så åbnede jeg døren og steg ud i kulden. Jeg åbnede min taske

og fandt en lygte og en kalender. I dag var den 1. august 2031. Jeg

tog min taske over skulderen og gravede mig fremad i snedriverne så

godt, som vinden tillod det.

De to sidste år var fløjet forbi mig. De var gået med at finde brændsel

til at holde huset kørende. Vi havde masser af aktier i savværker, og

det lykkedes os at skaffe store mængder tømmer. Folk i området blev

hurtigt misundelige og stjal fra vores lager. Jeg prøvede at fange

tyvene og få tømmeret tilbage. Når folk er desperate, er de ikke så

samarbejdsvillige, så jeg har en del mord på samvittigheden. Folk

når for det meste ikke ret langt, og når man endelig finder dem, er

de næsten dybfrosne. Røverne fra i dag var endnu mere gemene. De

brød ind i lageret med dynamit og en lastbil og skød i alle retninger.

Derefter kom der flere lastbiler, der kørte væk med det meste af vores

tømmer. De var bevæbnet som terrorister, at været gået imod dem

ville være dumt. De fik hurtigt et forspring, men jeg ville af sted. Jeg

ville hellere dø i en udørken end at sidde hjemme og vente på, at

frosten gjorde os alle kolde.

Jeg hørte pludselig en lyd, og da noget nærmede sig i horisonten

som en bølge, rullede jeg til side for en bølge af sne, der blev båret

af vinden. Jeg er altid på vagt, når jeg er ude. Sæt man løb ind i en

Eismann. Jeg forbandede Eismänner. Det var deres skyld, at Jorden i

dag var en isørken. Man kunne altid høre, om de var i nærheden. Der

er koldt nok i forvejen, men hvor de går, bliver der nærmest så koldt,

at istapper dannes i luften, og kakao i en termokande fryser til is på

et øjeblik. Jeg var snart ved at tro, at de eneste, som ikke kunne skade

mig, var mine forældre og min riffel. Folk stoler ikke på hinanden

længere, og derfor vogtede vi vores tømmer så nidkært. Jeg så ud

mod snelandskabet, hvor flere bølger var på vej. Nogle af dem stødte

sammen og dannede figurer, som var smukkere end selv den bedste

poesi. Der var ikke noget hav længere, så man måtte nøjes med

alternativet.

Fyger af sne fløj imod mig, så jeg slog mit telt op og tilsluttede et

varmebatteri. Jeg satte mig indenfor og fandt min transistorradio

frem. Jeg indstillede den på 101 mHz; Survival Gear Radio, radioen

for de overlevende. Hver dag sendte de direkte fra København. De

fortalte om alt aktuelt, men for mig var det eneste vigtige at høre om

forskningen. Hvor lang tid, der kunne gå, før vi fik en nogenlunde

normal tilværelse igen. Jeg rodede lidt med antennen, og til sidst kom

der signal:

126 127


Jonas Carlsson

”God eftermiddag, derude. Mit navn er Johannes Rasmussen, og jeg

bringer de vigtigste nyheder. Dagens udsendelse bliver desværre kort af

politiske årsager.

Ved valget om det nye verdenssprog stemte mange på dansk, men da

ukrainsk blev valgt med 51 %, blev den ukrainske repræsentant Blanco

Grovnotiv dræbt af en flok Eismänner efter valget. Det betød, at Ukraine

måtte vælge en ny repræsentant, og imens er dansk nu det officielle

verdenssprog.

En mand vågnede rædselsslagen op, da en Eismann prøvede at kvæle

ham til døde. Manden greb en lampe fra sit natbord og slog Eismannen

flere gange i hovedet, indtil den gav slip og forsvandt. Eismannen havde

ødelagt varmeanlægget for at komme ind, og man ved ikke, hvad målet

med angrebet var. ”De er som levende snemænd,” forklarer offeret. ”De er

så kolde som den is, de består af.”

Nu følger listen på savnede og dræbte efter de mange tumulter i

København og omegn:

Jakob og Conni Albertsen, dræbt af overisning.

Peter Henning-Kruse, savnet efter bilulykke tæt ved Knippelsbro.

Saul Dreichmann, dræbt efter voldeligt overfald i Kastrup.

Snevejret fortsætter stadig. Forskningen er stadig status quo.”

Jeg lyttede også til radioen for at høre, om min familie stadig var i

sikkerhed. Alle kæmpede mod hinanden, og man kunne kun håbe på,

at man overlevede til den næste morgen. Jeg udsatte mig for mere

fare, end jeg burde. Jeg gjorde det bare for at minde mig selv om, at

hvis jeg sad hjemme og ventede på, at vores lager blev stjålet, ville

jeg ikke kunne gøre noget. Jeg ville have det dårligt med mig selv. Jeg

kiggede på min taske. Når jeg begav mig ud i ødemarken, hang den

altid på min ryg. I den var en masse ting, jeg kunne få brug for. Det er

altid godt at være forberedt.

Jeg slukkede lyset og lagde mig til at sove. Men jeg kunne ikke falde

i søvn. Lydene holdt mig vågen. Lydene af Eismänner. Det tunge

åndedræt, de gnækkende lyde fra deres grin og deres hyl, der kunne

få blod til at fryse.

Næste morgen vågnede jeg til en flænsende lyd. Jeg så op og fandt

ud af, at en kniv var ved at flænse teltdugen. Hurtigt fandt jeg geværet

frem og ladede det. Kniven flænsede teltdugen op, og jeg skød uden

at sigte. Der lød et brøl af smerte, og en mand væltede om. Han holdt

om sit ben for at dække skudsåret, og rakte ud efter kniven. Jeg trådte

hans hånd ned i jorden og smed kniven væk. Jeg ladede endnu en

gang geværet og satte det mod mandens tinding. ”Jeg spørger dig

kun én gang,” sagde jeg og satte en finger på aftrækkeren. ”Hvad laver

du her? Hvor har du den kniv fra? Hvem har sendt dig?” Manden både

lo og beklagede sig, før han svarede: ”Jeg var jeg ude for at se, om der

var nogle tåber, der turde bevæge sig ud her. Alle i byen ejer et eller

andet våben. Og hvis du ikke snart peger det gevær et andet sted hen,

skyder jeg dig med det!”

Skuffet smed jeg geværet hen i et hjørne af teltet. Han var bare en helt

almindelig tyv, som var desperat nok til at vove sig ud i kulden. Tyven

smilede listigt og spurgte slesk: ”Hvad med dig? Hvad laver du måske

herude? Samler på istapper?” ”Hvad jeg laver her, vedkommer ikke

dig,” sagde jeg fornærmet. ”Måske holder du med fjenden?” fortsatte

tyven drilsk. ”Ved du overhovedet, hvad der er derude?” Nu bukkede

jeg mig ned og greb fat i hans krave og hviskede iltert: ”Nu skal du

høre efter. Ingen skal belære mig, om hvad der er derude. Jeg har set

ting, som du ville tro kun fandtes i mareridt. Jeg har gjort ting, som

selv en så desperat tyv som dig aldrig ville have modet til at gøre.”

Jeg begyndte at pakke mine ting sammen, og tyven sagde ikke noget

mere. ”Du ville have teltet?” sagde jeg endelig. ”Så får du det.” Jeg hev

en pincet frem fra min taske og smed den ind i teltet. ”Det er til at

fjerne haglene med,” sagde jeg, inden jeg vendte mig om og efterlod

mit telt. Jeg havde set den mand før, men kunne ikke huske hvor.

128 129


Jonas Carlsson

Jeg vidste godt, hvorfor verden havde ændret sig. Krigen var brudt ud

igen, for en ny terroristgruppe var på spil. De ville have en ny verden,

og deres mål blev deres navn. Ny Verden havde altødelæggende

våben, og alt så ud til at være tabt, indtil en professor ved navn

Günther Eismann fik en idé. Han udviklede en bombe, der ville

forvandle gruppens hovedsæde i Tjetjenien og området omkring til

en isørken. FN støttede ham, og snart havde alle hovedstader i hele

verden en Eismann-fabrik. I København blev Parken revet ned, og i

New York væltede man Frihedsgudinden i havet for at få plads. Ingen

tænkte på skønhed mere, og hele verden blev kastet ind i vold og

krig. Alt så ud til at lykkes, da man for fem år siden smed en bombe

i Grosnyj, og hele det Kaspiske Hav blev til is. Folk hyldede Eismann

som en helt, og snart var hele Østeuropa dækket af is. Men i august for

to år siden gik det galt.

Ny Verdens sidste leder stjal Eismanns formel og udskiftede den med

en forkert formel, der ville få bomberne til at eksplodere lige så snart,

de var færdige. Alle fabrikker var forbundet gennem en database.

Derfor sprang alle fabrikker i hele verden i luften, kort efter den nye

formel blev taget i brug. Jo, der kom skam en ny verden; bare ikke

den, som terroristerne ønskede sig.

Til at starte med havde folk deres egne problemer, men et år efter kom

de første gang ud fra deres skjul. Folk berettede om mennesker med

snehvid hud, blå kedeldragter og havblå øjne. Det var de overlevende

fra fabrikkerne, som var blevet forvandlet til stærke monstre uden

sind. Man opkaldte dem efter fabrikkerne, og professorens navn fik

pludselig en sarkastisk status blandt alle overlevende.

I en time gik jeg fremad, mens jeg huskede tilbage. Så stoppede jeg

op og begyndte at bande og sparke til snedriverne omkring mig. Jeg

havde efterladt mit telt, og der var ikke noget andet ly. Foran mig stod

der pludselig nogen. Lilly? Lilly, min søster, stod lige foran mig. Hun

rakte sin hånd frem for at hjælpe mig op, og jeg tog imod den.

En bølge af sne adskilte os et øjeblik, og så var hun væk.

Jeg kom tilbage til virkeligheden. Lilly kunne ikke stå foran mig, hun

var væk. Lægerne kunne ikke redde hende. Vejret var pludselig blevet

koldere, og elkablerne duede ikke længere. Medicinskabene frøs til, så

de kunne ikke få fat i antibiotikaene. Derfor døde Lilly af tuberkulose,

og derfor var jeg alene med mor og far. Jeg kunne lyve mig fra det,

men hun ville altid være i mit sind.

Jeg så op mod himlen. Et vindpust spredte sneen omkring mig, og

snart sad jeg inde i et hus af sne. Forundret kiggede jeg mig omkring.

Jeg stod i en hal præcis som derhjemme. Malerierne på væggene

glimtede som snekrystaller, og ovenover mig hang en kopi af vores

prismelysekrone. Kun en ting manglede. Mingvasen på kommoden,

som vi købte efter Lillys død. Jeg hørte min fars stemme for mig: ”Din

søster våger over dig. Også når du er ude i ødemarken. Jeg gik op ad

istrappen for at finde mit værelse, og det lå præcis hvor det plejede.

Jeg smilede til billedet af Lilly, som stod på skrivebordet. Tak, tænkte

jeg og lukkede døren.

De næste to dage gik, og jeg var stadig ikke på sporet af tyvene.

Den tredje dag efter mødet med tyven var jeg endelig heldig. Jeg

fik øje på to par hjulspor i sneen. Det ene førte mod Kastrup, hvor

jeg kom fra. Det andet førte mod København. Pludselig regnede jeg

sammenhængen ud. Røverne plyndrede vores lager, men de skulle

ikke selv bruge tømmeret. De ville sælge det videre i København.

Jeg havde hørt, at de fleste kraftværker stadig virkede, og jeg havde

hørt rygter om en stor beskyttelsesvold, der skulle beskytte borgerne

imod Eismänner.

Vreden steg i mig; det brændsel, der skulle sikre folks liv, blev brugt

til et forsvar, der ikke ville holde længe. For at aflede min aggression

lavede jeg en snebold og kylede den af sted. Til min store overraskelse

ramte den hvide bold noget. Forsigtigt gik jeg hen imod snebolden.

130 131


Jonas Carlsson

Der i sneen, halvt tildækket af sne, lå liget af en Eismann. Den hvide

hud var nærmest usynligt, så man kunne kun se den blå kedeldragt,

som bar forskerens logo. Jeg kom pludselig i tanke om noget, og jeg

vendte Eismannen om. Kulden havde ikke skadet den, men dens hånd

var smeltet. Så havde den gamle mand ret. Nogen måtte have smeltet

monstrets hånd, og mens den skræmte Eismann flygtede, smeltede

hånden, og den døde som et menneske, der dør af en forblødning.

Den smeltede hånd fik mig også til at tænke. At dræbe en Eismann

giver stor ære. Folk plejer derfor ofte at bringe liget med som bevis og

aflevere det til museer eller forskningscentre. Det her måtte være en

fælde. Jeg greb mit gevær, tog sigte mod den nærmeste snedynge og

trykkede på aftrækkeren. En mand hoppede ud fra dyngen; skrigende

af smerte og klamrende om sit ben. Han kravlede tilbage til sit

skjulested og trak en håndpistol, men jeg skød ham en gang til, denne

gang i brystet.

Med et fast greb om geværet gik jeg imod manden, der lå og klagede.

Da jeg hev hætten af manden, fandt jeg ud af, at det tyven fra teltet.

Og nu kunne jeg genkende ham. Røverne maskerede sig, da de

angreb vores lager, men lederen havde nogle specielle blå øjne –

præcis som ham her.

Han så op på mig og bønfaldt: ”Hjælp mig ind til byen! Jeg er ved

at dø!” Jeg fnøs: ”Skulle jeg redde en mand, der både ville dræbe tre

mennesker og stjæle fra dem?” Tyven tiggede og bad mig til sidst om

at tage hans pung. Først nægtede jeg, men måske var der penge i, der

kunne bruges til at købe mit brændsel tilbage inde i København. Men

da jeg bukkede mig ned for at tage den, greb tyven fat i min krave

og sparkede mig fire gange i maven. Luften røg ud af mig, og tyven

knappede sin jakke op og afslørede, at han var klædt i kropspanser

fra top til tå. Han pegede på sit ansigt og sagde roligt: ”Det var nogle

værre ar, du gav mig. Jeg kunne tage tilbage og få en plastikoperation,

du ved, og få rekonstrueret mit ansigt oveni, men jeg kan faktisk lide

dem.” Han greb et snefnug med hånden og førte det ned til mit ansigt.

”Se det her snefnug. Der findes ikke et andet mage til. Ethvert snefnug

er forskelligt opbygget. Men mennesker er ens, og det er Eismänner

også. Derfor bliver vi nød til at forsvare os, og du skal ikke komme i

vejen for os.” Han slog mig hårdt i hovedet, og jeg besvimede.

Da jeg åbnede øjnene, var jeg ikke i ødemarken længere. Frosten

havde sat sig på alt, men der var ingen tvivl. Jeg lå lige midt på

Knippelsbro. Jeg rejste mig forsigtigt op og så mig omkring. Bag

mig tårnede tømmervolden sig op imod den mørke himmel. Foran

mig lå den indre by. Ingen mennesker var på gaden, men alligevel

kunne man mærke alle borgernes nervøse suk som en frysende vind.

”Velkommen til den indre by,” lød en stemme pludselig. I chok vendte

jeg mig om og så tyven vinke til mig fra opsynstårnet. ”Du undrer dig

måske over den tomme by,” fortsatte han i en højtaler. ”Jeg har bedt

alle folk om at gå hjem, så du har masser af tid til at gennemføre vores

lille spil.” Spil, tænkte jeg, hvad fanden mener han med spil? ”Det

eneste, du skal forklare mig er, hvorfor du stjæler for at tjene penge

til dagen og vejen.” Manden lo kort og svarede: ”Jeg troede, du vidste

det. Jeg er ikke en tyv. Jeg er Københavns borgmester.”

Løgn! En borgmester kunne ikke opføre sig sådan. Han fortsatte: ”Jeg

er ved at tabe stemmer, så jeg fik denne idé. Hvad hvis vi byggede

en mur, der kunne holde alle trusler ude? Idéen var så genial, at

alle genvalgte mig, men alle træer blev brændt af for syv måneder

siden. Altså var der kun én mulighed; at stjæle tømmeret fra folk, der

havde det på lager. Jeg har ikke stjålet fra din familie, I har ufrivilligt

hjulpet os.” ”Eismänner kan stoppes uden mur,” råbte jeg og fandt

min syl frem. ”De kan stoppes med varme. Lær folk at forsvare sig,

og giv alle deres tømmer tilbage.” Borgmesteren skiftede kanal på

samtaleanlægget, talte et stykke tid og pegede mod en kasse ved

siden af opsynstårnet. Langsomt gik jeg hen imod kassen, og da

jeg nåede derhen og åbnede den, troede jeg ikke mine egne øjne. I

kassen lå en håndgranat og en flammekaster.

132 133


Jonas Carlsson

”Spillet er enkelt. Forstår du, Eismänner bor ikke ude i ødemarken.

De bor her i Københavns undergrund,” forklarede borgmesteren. ”Du

får lov til at kæmpe mod de fem stærkeste. Vinder du, får din familie

dit tømmer tilbage, jeg afblæser mit projekt, og du kan ønske præcis,

hvad du vil. Taber du, får ingen sit tømmer at se igen. Vi spiller til

døden.”

Jeg varmede straks min syl op, men pludselig åbnede broen, og jeg

gled ned af rampen, og sylen smuttede ud af min hånd. Den ramte

min kind og brændte et mærke, men det betød, at den var varm nok.

Pludselig klatrede noget op af broen, og fire Eismänner stod pludselig

bag mig. En Eismann klædt i hvid kittel hoppede op foran mig og

blottede sine tænder, og jeg læste navneskiltet på kitlen. Det var

ingen ringere end Günther Eismann. Jeg havde altid hørt, at Eismann

blev hængt kort efter kædeeksplosionen, men her stod han; eller hans

krop gjorde.

Günther Eismann stormede mod mig, men hurtigt stak jeg den

glovarme pæl gennem uhyrets hjerte. Kitlen begyndte at brænde,

og den tidligere forsker skreg og vred sig for at prøve at komme

fri. Til sidst fastfrøs han i en forvredet stilling, og hele hans ansigt

begyndte at smelte; selv øjne og tænder. Til sidst lå kun navneskiltet

tilbage. De fire Eismänner begyndte at gå i panik, men så råbte

borgmesteren hidsigt oppe fra tårnet: ”Tror I, det er kaffepause?

Kom i sving, snemænd!” De genvandt modet og stormede fra alle

sider, men jeg greb hurtigt flammekasteren og skød ud i luften.

Smeltevand dannede sig som sved på de to forreste ismænd, og jeg

smed lynhurtigt en granat. Eksplosionen sendte to Eismänner ud over

kanten.

Jeg samlede flammekasteren op og gik hen mod den sidste Eismann,

der manglede en arm. Den så bedende på mig. Nu forstod jeg

pludselig, at Eismänner bare var mennesker i en anden indpakning.

De havde tilpasset sig den nye verden, og de angreb os for at vise, at vi

burde gøre det samme. Man kunne sagtens redde mennesket i dem.

Jeg bøjede mig ned for at se på den manglende arm, men Eismannen

smilede bare og bed mig hårdt i skulderen. Jeg skreg af smerte, men

alligevel fik jeg fat i flammekasteren og skød. Den sidste Eismann

smeltede, men dens tænder sad fast i min skulder, og en kulde spredte

sig i min krop. Jeg ville ikke overleve, men mor og far var reddet.

Lad aldrig en Eismann bide dig. Det sagde den gamle mand også, da

han gav mig sylen. Deres tænder var så kolde, at de gav koldbrand.

Stilheden blev brudt, da borgmesteren gik hen imod mig. ”Du

har vundet,” sagde han stille, og kort efter kom en mand med en

båndoptager. Forvirret spurgte jeg, hvad den nyankomne skulle, og

borgmesteren lo kort. ”Manden her er fra Folketinget. Han skal optage

dine ønsker,” sagde han. Manden satte båndoptageren i gang, og

trods mine store smerter i skulderen tog jeg en ting, der lå på jorden

ved siden af mig; professor Eismanns navneskilt. ”Du skal give min

familie dette skilt sammen med det tømmer, I stjal. Fortæl dem, at

de ikke længere skal frygte Eismann, for han er død.” Borgmesteren

bøjede anerkendende hovedet og bad mig fortsætte. ”Eismänner

er stadig mennesker, og hvis de bliver behandlet ordentligt, kan de

måske reddes. Giv dem et hjem, giv dem uddannelse, og så vil de

blive accepteret. Hvis De bliver genvalgt, skal alle have deres tømmer

134 135

tilbage.”

Frosten havde nået mine lunger, men en sidste ting manglede.

Rystende fandt jeg en seddel frem fra min taske og gav den til

borgmesteren. ”Det er saldoen på min konto,” hostede jeg. ”Pengene

skal gå til forskningen, så vi kan tilpasse os.” Borgmesteren så

undrende på mig og sagde: ”Det er ikke normalt, at en 16-årig dreng

har en check på sig.” ”Det ved jeg,” svarede jeg afkræftet, ”men det er

heller ikke normalt, at en borgmester stjæler folks tømmer.”

Et smil bredte sig på borgmesterens læber. ”Har du læst Narnia? Et

land med evig vinter, men aldrig jul? Jeg er fast besluttet på, at du

er den jul, vi alle har ventet på.” Jeg nåede at smile akavet, inden alt

pludselig blev sort. Det sidste, jeg kunne mærke, var kulde.


Jonas Carlsson

Så passede det, når folk vågner op fra en genoplivning og fortæller,

at de gik imod lyset. Jeg gik hen af Knippelsbro, og foran mig lyste

byen op. København var åbenbart Himlen. Hvor passende. Jeg vendte

mig om og så borgmesteren knæle for mit liv. Man opnår meget mere

respekt i døden end i livet, tænkte jeg. Jeg så udover snelandskabet.

Det var ikke en kold ødemark, hvor man lærte at overleve og beskytte

sin familie. Det var pludselig blevet meget smukkere. Jeg besluttede

mig for at sige farvel til den. Jeg har gjort, hvad jeg skulle.

136

137


CLARA HOLST

139


Clara Holst

Frustrationen rynker hvert eneste af mine ansigtstræk og delete-

tasten får et ordentligt slag, så skærmen igen bliver blank og hvid.

Tilsammen er der slettet omkring 30 sider over 10 omgange, 3 sider

pr. raserianfald.

Kampen har stået på i flere timer, døgn og dage. Og jeg taber

hele tiden til den lethed, der ligger i at give op og starte forfra, når

personen, ordene og universerne bliver skånselsløst overtaget af

venstre hjernehalvdels litterære dræberinstinkt. Den anden halvdel

kan ikke slippe fri af kontrol og lade fantasien flyde, som den skal.

Samuel og lille Magdalene slap aldrig væk og fik ikke hævnet

Armands død. Sørine fandt aldrig ud af hvorfor Juliette hængte

sig. Kain fik aldrig sagt farvel til Ceri. Thobias nåede ikke at erklære

sin umulige kærlighed til Raphael. De fremmede hære blev aldrig

besejret. AngelsWeb kom aldrig til at spille på den store scene…

Alle blev de ofre for højre hjernehalvdel inden de nåede deres mål. Og

jeg kunne ikke redde dem.

Med et irriteret suk læner jeg mig tilbage i stolen og lukker øjnene.

Hvor længe skal jeg bekrige den åndssvage tomme skærm, når det er

mig der bærer sygdommen?

For helvede, jeg må da vinde på et tidspunkt!

Beslutsomt åbner jeg øjnene igen. Nu er jeg ikke længere alene.

Henne i hjørnet står Seth og ser på mig. Jeg kan ikke se ham tydeligt,

her er for mørkt. Men han er højere end mig, det er jeg sikker på, og

han har langt sort hår, der alt sammen er skubbet over på den ene

side af hovedet, ikke?

”Tør du?”, hvisker han og blotter sine spidse vampyrtænder i sit

djævelske, piercede smil, der definerer hele hans ansigt. Trodsigt

gengælder jeg hans smukke sorte øjne.

”Det kan du lige tro!”

Jeg vender mig om mod skærmen igen og hamrer fingrene i

tastaturet, langt voldsommere end nødvendigt, men jeg er ligeglad,

jeg skal klare det.

Teksten former sig efterhånden på den førhen tomme skærm. Blodet

fra tidligere krige løber stadig ned ad væggene, skrigene fra de døde

og efterladte giver stadig ekko i mit hoved, men jeg fortsætter med at

skrive, 1 side, 2 sider, 3 sider…

140 141


annalina

kristina pfeil

143


Annalina Kristina Pfeil

Hun er barn af efterårets løv, født i Jomfruens tegn, barn af månen,

beslægtet med vandet. Hver dag lever hun livet som teenagepige i det

21 århundrede. Men hvorfor er hendes tanker ikke kun i den realistiske

verden?

Min passion er musikken og skrivekunsten. Mine tanker vandrer til

fremmede steder og lande. Min sjæl drypper fra min pen, musikken flyder

i mit sind.

Hun er født i den magiske tid på året, hvor tingene ændrer sig på

magisk vis. Hun er ikke skabt til den hårde realistiske hverdag, som hun

går gennem på sin vej i livet. Hendes tanker snurrer om alt det skjulte;

alle de dimensioner, der ikke kan ses… Tiden er blot en illusion, men

alligevel stresser vi over den. Men når hun først har trukket sig væk fra

omverdenen, så eksisterer tiden ikke mere, de usynlige barrierer mellem

dimensionerne forsvinder, og hun kan frit rejse mellem dem.

For at se tingene klart er jeg nogen gange nødt til at vende dem på

hovedet, og se efter de ting, der ikke lige falder i øjnene. De mest nære

ting, er som regel dem, der betyder mest. Det er bare ikke gået op for os

endnu.

Hendes navn er Annalina Kristina Pfeil, hun er 17 år og bor i den trivielle

verden, som vi alle kender. Hun skriver, fordi det giver hende en stemme,

en mulighed for at udtrykke sig, en mulighed for at komme ud med sine

meninger.

”Thi de som har ører, de hører.”

SVIGTET AF SINE

EGNE

144 145


Annalina Kristina Pfeil

Daniels øjne var rettet mod tågen udenfor, han sad krummet sammen

i vindueskarmen. Hans blik var tomt, men hvis man så godt efter, ville

man se den sorg de brun/grønne øjne gemte på.

Han rykkede sig ikke en millimeter. Det var som om han ventede på

noget, ventede på noget som måske aldrig ville komme. Hans hoved

var ved at eksplodere af tanker, gjorde ham vanvittig. Til sidst stilnede

det af, han trak vejret langsomt, og hans hovedet blev tømt for tanker.

Han så stadig på det samme sted uden at blinke.

En knirken udenfor hans dør fik ham til at se op. Han drejede langsomt

hovedet og så med forventning på døren. Ventede på at den blev

åbnet, ventede på at se sine forældres smilende ansigter. Men det ville

ikke ske, og det vidste han udmærket godt. Døren ville ikke åbne sig,

han ville sidde alene i mørket en hel nat til. En hel evighed.

Han hoppede ned af vindueskarmen, hans ben knækkede sammen

under ham. Han havnede med et bump på gulvet. Han ømmede sig

og kom vaklende på benene, humpede hen til sin seng og satte sig

tungt. Hans hjerte føltes som bly, hans hoved dunkede, hans ben sov,

han var sikker på at han hvert øjeblik ville falde om. Han stirrede hen

imod døren, vidste der stod en foran den. Han rejste sig og bevægede

sig langsomt hen til døren, stillede sig op af den og lyttede. Han

kunne tydeligt høre hende trække vejret, det var besværligt. Han

vidste, hun havde grædt. Igen.

Han længtes efter at snakke til hende, længtes efter at mærke hendes

hånd stryge sin kind. Men han vidste, at det ikke ville ske, det var 8

år siden, hun havde gjort det. 8 år siden de havde haft en ordentlig

samtale. 8 år siden hans far valgte at forlade dem.

Daniel stirrede stumt på døren, han rakte tøvende ud efter

dørhåndtaget. Men standsede så, han kunne ikke åbne. Han kunne

ikke. Hans hjerte vred sig, det bankede ham ihjel. Hans vejrtrækningen

blev svagere, og hans lunger skrumpede ind. Hans øjne gjorde ondt.

Han kunne ikke røre sig, lige om lidt ville han falde om og forsvinde.

Forsvinde fra verden, forsvinde op til dem, som virkelig holdt af ham.

Forsvinde op til bedsteforældrene, dem som altid havde elsket ham,

dem som han altid havde elsket.

Langsomt vendte han øjnene op mod loftet, forestillede sig

stjernehimlen, den himmel han nu kendte ud og ind. Den himmel som

indeholdt svarene på alle spørgsmål.

Der han ville havne om få sekunder.

Han mærkede sorgen rase gennem kroppen, mærkede vreden

marchere gennem kroppen. Mærkede hvordan de to sloges.

Han spændte i hele kroppen, så vredt på vinduet. Så sit blege

spejlbillede.

”Jeg hader dig,” hviskede han hæst. ”Jeg vil aldrig se dig igen, skrid ud

af mit forbandede liv. Lad mig være i fred.” Han skreg højt og kastede

sig ind i vinduet.

Der skete intet, han landede i vindueskarmen. Han løb tilbage

til sengen, skreg endnu engang og kastede sig med fuld kraft

mod vinduet. Vinduet knirkede, og Daniel fløj igennem det. Men

registrerede intet, han hørte kun sit hjerte banke i hele kroppen.

Mærkede livet fylde blodet for første gang i mange år. Mange spildte

år. Mange forbandede år.

Daniel landede på fortovet, men mærkede ikke smerten. Mærkede

intet til den hårde, kolde jord.

Han mærkede kun sit liv ebbe ud, mærkede en følelse af frihed i sig.

ville blive fri, han ville komme i himlen!

Daniel åbnede øjnene, døren stirrede tilbage på ham. Stor og sort.

Lyden fra den anden side var forsvundet. Moren var gået.

146 147


Annalina Kristina Pfeil

Daniel bøjede hovedet. Hans øjne fyldtes med tårer. De gled ned af

hans kinder, mens han gik tilbage til sengen.

Den mørke sol sjoskede op på sin plads på himmelen, dens stråler

vinkede mat ned til jorden.

Han børstede håret ned i øjnene den morgen, da han traskede hen

af gaden. Mennesker flød forbi ham, ingen kendte ansigter. For ham

havde de intet ansigt, ingen krop. De kommunikerede med hinanden,

men ingen ord var genkendelige. Sproget var ukendt for ham.

Der var heller ingen, der talte til ham, ingen der så på ham. Han var

ingenting, slet ingenting. Han var en skygge. Han hørte ikke til. Hørte

overhovedet ikke til nogen steder.

Han drejede en af en smal sidegade, traskede væk fra den uendelige

fiskestrøm. Skoene knasede mod de slidte brosten, bygningerne

voksede sig højere over hovedet på ham, inden de igen sank i grus jo

længere væk fra byen han kom. Den ene gade førte til den anden. Han

bevægede sig velkendt mellem de gamle huse, studerede hvert hus,

hvert hjørne, men gjorde ikke mine til at ville gå ind nogen steder. Han

fortsatte ned af en snæver gade, hvor der knapt var plads til en voksen

mand. Gaden førte ham ind i det gamle arbejder kvarter med alle de

grå, triste bygninger, der fortalte om en svunden tid, der ikke længere

eksisterede i det moderne samfund, han befandt sig i. Alt stod forladt,

planterne, der voksede på bygningerne, var det eneste levende

udover ham. Han gravede hænderne dybt ned i lommerne, dukkede

nakken og skyndte sig over den tomme plads mod udgangen i den

modsatte ende.

Græsset var gulnet og stod i totter hist og pist på markerne, der ikke

havde været i brug i årtier. Han rankede ryggen en smule, mens han

gik. Solen tittede sørgmodigt frem bag en ensom sky, der langsomt

vandrede hen over himlen. Automatisk satte han farten op. Skoven

nærmede sig hastigt, og træernes skygge bredte sig over ham. Han

satte farten ned og gik i et roligt tempo mellem de høje træer. Vinden

hvislede gennem skovbunden, kastede blade op i små kaskader om

hans sko. Han trak hætten op om hovedet og smilede for sig selv.

Han var endelig alene, væk fra al larmen, væk fra den evige strøm i

gaderne, væk fra det mørke hus. Han sprang elegant hen over et træ,

der lå hen over stien. De slidte gummisko knasede mod jorden, da han

bevægede sig væk fra stien og længere ind i skovens dyb...

148 149


Annalina Kristina Pfeil

Jeg har elsket

dig før,

jeg elsker dig nu,

jeg vil elske

dig igen.

Tiden vender

tilbage.

(En overnaturlig

fortælling fra hjertet)

150 151


Annalina Kristina Pfeil

Det var sket på et øjeblik, hurtigere end et stjerneskud over himlen.

Hun havde skubbet den store, tunge, grønne dør op og var trådt ud i

skolegården, allerede der have der været noget galt. Der var næsten

ingen larm. Hun blev ikke overrendt af små børn, blev ikke skubbet

omkring fordi de lige skulle lege tagfat rundt om hende. Der var ingen

lærere, der råbte sig hæse. Alt var unormalt, men hun tog ikke specielt

notits af det. Ikke før hun kom ud på den lille gade. Der gik det op for

hende, at noget var galt!

Hun trådte ud på gaden og mærkede noget koldt ned af ryggen. Hun

så op og stivnede. Intet virkede forkert, ikke sådan rigtigt. Men det var

anderledes. Gaden var tom, der var ikke en levende sjæl. Verden stod

nærmest stille, ingen biler kom kørende, ingen forældre kom gående

med deres børn. Hun stak hænderne i lommerne og så op mod

himlen. Den var mørk, næsten sort, skyerne så tunge ud, de hang som

en stor dyne over byen. Hun begyndte at gå, langsomt i sine egne

tanker.

Skyerne sank længere ned over husene, nærmede sig jorden ganske

langsomt. Indhyllede menneskene i falsk tryghed. Der var blevet lagt

en forbandelse over byen, nogen havde kastet en forbandelse over

den intetanende by. Skyerne blev langsomt mørkere, det rumlede

svagt, og en lang lysstråle flængede himlen og startede det hele…

Det gibbede i hende, og hun tog sig selv i at skrige. Hun stod et stykke

fra kiosken og kiggede på himlen, hvor et lyn netop havde brudt de

tunge skyer. Hun rystede på hovedet. Skyerne var ikke blevet mørkere.

Hun havde endnu engang ladet fantasien flyde for meget. ”Der findes

ingen forbandelser,” hviskede hun for sig selv. Der lød en dyb rumlen,

og hun fór sammen. Skyerne bevægede sig svagt, og endnu et lyn

brød igennem. Det ringede for hendes ører. Hun blev grebet af rædsel.

Det hele skete på et sekund, så satte hun i løb. Hun måtte hjem.

Gardinerne var rullet helt ned, så himlen var skjult, alt var mørkt i det

lille værelse. Hun tog langsomt sin tykke trøje af og gøs, da kulden

ramte hendes bare arme. Hun hev T-shirten af og skjulte de små

bryster med hænderne, inden hun fik hevet natblusen på. Hun gik

langsomt hen til sengen, mens hun holdt øje med det skjulte vindue,

som om hun frygtede, at gardinet pludselig ville flyve til siden og

afsløre den sorte himmel. Hun krængede bukserne af og hoppede op i

sengen. Dynen føltes kold mod hendes hud. Hun kastede et sidste blik

på vinduet og trak så dynen op under hagen. Hun lukkede øjnene og

forsikrede endnu engang sig selv om, at intet ville ske. ”Der findes ikke

forbandelser,” hviskede hun til sig selv, ”Der findes ikke magi.”

Hun tog fejl, hun tog grueligt fejl. Den nat skete det, mens hun lå og

sov. Hendes øjne var lukkede, men hendes hjerte var åbent.

Træerne fløj forbi udenfor, men Yasmin registrerede det ikke rigtigt.

Hendes ånde efterlod en dugget plet på ruden, en grå, dugget plet,

der forvrængede billedet af landskabet udenfor. Træerne blev slørede,

himlen var mere grå end normalt, en helt anden verden kom til syne

gennem den ene plet på ruden. En anden dimension.

Toget satte farten ned, og hun så op med et ryk, gned øjnene og så

forvirret omkring. Hun havde kun blundet et øjeblik, men det føltes

som flere timer. Hun drejede hovedet, hendes blik ramte drengen, der

sad skråt overfor hende. Det så ud som om, han sov. Han havde siddet

der lige siden, hun steg på toget og havde ikke rørt sig en millimeter.

Hans mørke hår faldt i små totter ned i ansigtet på ham og bølgede

blødt om hans hoved. Toget standsede med et ryk, og hun rev blikket

til sig, da han rørte på sig. Hun skyndte sig ud af kupéen og ud i

gangen. Drengen hævede hovedet og så efter hende, hans gule øjne

holdt varsomt øje med hendes skridt, inden han rejste sig og fulgte

152 153

efter.


Annalina Kristina Pfeil

En stor mand spærrede for udgangen, han lugtede surt af sved og var

helt våd på ryggen, hun rynkede på næsen. Han prustede, da dørene

åbnede sig langsomt. Hun trommede irriteret på låret, og vendte

sig om. Det gibbede i hende, og hun væltede ud af toget. Hun så sig

forskrækket tilbage, drengen stod stadig ved døren. Hun havde slet

ikke lagt mærke til, at han var fulgt ud efter hende fra kupeen.

Han løftede langsomt hovedet og mødte hendes blik. Hans øjne

trængte dybt ind i hende med en sådan kræft, at hendes hoved

pludselig var blottet for tanker. Hun kunne høre sit hjerte banke, og

det eneste, hun så, var øjnene. Intet andet eksisterede, og dog lagde

hun ikke mærke til deres farve. Hun vaklede baglæns og prøvede

desperat at se væk, men det var umuligt. Hun blev holdt fanget.

”Flyt dig, bitch.

Hun mærkede et stød i ryggen og faldt sidelæns ned mod jorden,

asfalten skrabede mod hendes hænder, da hun tog fra, og hun skreg

forskrækket. Hun lukkede øjnene, mærkede en pludselig smerte skyde

op gennem kroppen. Hvor længe hun lå der på jorden, vidste hun

ikke, men hun frygtede for at åbne øjnene igen. Hvad nu hvis han stod

lige over hende?

Hun kiggede langsomt op, nogle folk stod og stirrede på hende, men

ingen tilbød at hjælpe. Hun kom langsomt på benene, mens hun

holdt godt øje med den mørkhårede dreng. Han var steget af toget

og stod nu og legede med en lighter. Hun holdt blikket fast rettet

mod ham, mens hun snublede sig vej hen mod udgangen. Drengen

smilede skævt.

Hun småløb væk fra stationen og skyndte sig ind i byens gader. Hun

følte sig ikke sikker, før hun befandt sig på hovedgaden. Drengens

øjne hjemsøgte hendes tanker. Han havde brugt magi mod hende,

hans øjne havde ikke været normale, slet ikke. hun kunne slet ikke se

hans øjenfarve for sig, bare øjnene. Det måtte være magi. Hun smilede

for sig selv, det var jo vanvid. Hun havde ingen anelse om, hvem han

var, havde aldrig set ham før, og hun beskyldte ham for magi. Hvis det

havde været i middelalderen, var han blevet brændt på bålet på grund

af hendes mistanke. Det var jo galt, magi fandtes ikke. Men de øjne, de

154 155

øjne…

”Hold så op,” hvæsede hun til sig selv. ”Det er jo åndssvagt.” Hun

strøg håret tilbage og sukkede. Hun måtte tage sig sammen, hvor

forunderlige hans øjne end var, så var han et normalt menneske! Hun

traskede videre hjem uden at se sig tilbage.

Harry smed frakken fra sig på stolen og stillede sig ved vinduet.

Hans gule øjne betragtede gadelampernes lys lege tagfat ude i

skolegården, han lænede sig op af karmen og kløede sig i nakken.

Det ville blive sværere, end han havde troet, det var helt klart. Yasmin

var slet ikke, som han havde ventet. Hun lignede ikke den stærke

type, ville ikke holde længe, hvis det kom til kamp. Men en styrke

havde gemt sig i hendes øjne, en uopdaget styrke. Han bandede og

slog hånden ind i væggen, og det rungede i det lille rum.”Pis oss’”

hvæsede han. Det var slet ikke, som han havde forestillet sig. Opgaven

havde lydt så enkelt, easy to go, indtil nu. Han kunne ikke risikere

hendes liv, han kunne ikke lade hende gå rundt i uvished. Han kom

med et rasende råb og satte sig på hug, han var nødt til at tænke

tingene igennem. Han rejste sig og satte sig i stolen med hænderne

liggende på armlænet. Han trommede irriteret med fingrene, mens

han rynkede brynene. Det var en helt umulig opgave, hvis hun skulle

sættes ind i tingene, uden han brød reglerne. Han svang benene over

armlænet og strakte sig. Han lod armene hænge over hovedet og

mærkede, hvordan hans ryg blev rettet ud. Man sad dårligt i toget nu

om dage, han ville hellere sove på en klippeside end at sidde i et tog

igen.


Annalina Kristina Pfeil

Yasmins hus lå i baggården til nogle lejligheder, den eneste indgang

var gennem porten, der vendte ud til gaden. Det var godt gemt bag

et højt hegn indtil skolen og nogle store buske nede bagerst – han

tvivlede på, at hegnet ville holde nogen ude, det havde været let at

klatre over det. Han kløede sig i nakken. Han fandt det svært at tro på,

at hun kunne have gjort nogen fortræd, specielt nogen fra en anden

dimension. Og det irriterede ham, at han ikke havde noget at gå efter.

Han var måske gået for hårdt til den under kampen. Han kiggede

hen på bylten henne i hjørnet, der på et tidspunkt havde forestillet

et levende væsen, en Jæger, men som nu havde overskredet sidste

salgsdato.

Han vidste, at dimensionerne var skrøbelige, ellers ville det ikke

være muligt for Allan og Kasper at hjælpe ham. Men ingen krydsede

dimensionerne uden en god grund, så hvorfor havde denne Jæger

gjort det? Og hvordan? Det krævede magi at krydse dimensionerne,

det var den eneste måde at finde en sprække på, og en Jæger besad

ikke den evne. Det var altså umuligt, at den var kommet gennem

en sprække af sig selv. Men hvem kunne finde på at sende en Jæger

gennem sprækken?

Han fandt det lille papir frem, han havde modtaget. Det lille,

grumsede papir med den spinkle skrift på, beskrivelsen af den nye

opgave.

Find den indtrængende og bring ham tilbage til sin rigtige dimension. Der

er muligvis en Jæger. I så fald: slå den ihjel.

Men det var ikke det eneste, seddelen fortalte, og det vidste han

godt. Seddelen gemte på mere, end man skulle tro. Han lagde papiret

mellem hænderne, og det lyste kort op. Han så ned på det, teksten

forsvandt, og et billede tonede frem på papiret. Et billede af en

smilende pige med mørkebrunt hår, klare øjne og en rød mund. Ord,

skrevet med snirklet skrift, dannede sig nedenunder:

Du kunne ikke redde hende, men du kan gøre det godt igen.

Han tænkte på hende, så hendes svage fremtoning, da hun havde

smækket døren i hovedet på ham. Hun huskede ham, det var helt

sikkert. Hendes skræmte blik havde afsløret hende, selvom hun

ikke havde villet indrømme det. Han sukkede, en skræmt pige var

ikke meget værd, han måtte gøre noget ved det. Han rejste sig og

vandrede rundt i rummet, hans skridt gav genlyd gennem det tomme

hus. Han standsede i midten og foldede hænderne på ryggen, bøjede

hovedet. ”Giv mig et svar, giv mig et svar.” Der var stille omkring ham,

han sukkede. Han måtte klare det selv, som altid. Han vrissede, det var

dog irriterende. Så var der ikke andet at gøre, han måtte bryde loven.

Han satte sig ned, støttede med det ene knæ og betragtede ringen

på gulvet. Han ville få brug for hjælp, han kunne ikke gøre det alene.

Med to fingre pegede han op i loftet og sænkede dem så langsomt,

indtil de hang lige over gulvet. En lysende streg tegnes gennem luften

og spredte sig ud i resten af rummet, det spejlede sig i hans øjne. Han

smilede svagt og lod fingrene røre gulvet, lige på mærket, og hele

rummet eksploderede i lys.

Lyset flakkede på hendes øjenlåg, men Yasmin gad ikke stå op. Hele

hendes krop var ødelagt efter endnu en nat med mareridt. Hun havde

ingen planer for dagen og så frem til bare at kunne ligge i sengen

og få indhentet noget søvn. Hendes drømme havde ikke handlet

om den blødende kvinde alene i skoven, men i stedet om en mystisk

kutteklædt mand med et krumt sværd. Hun gemte hovedet under

dynen, så solen ikke kunne finde hende. Billeder dukkede op i hendes

hoved, billeder fra nattens mørke.

156 157


Annalina Kristina Pfeil

Den kutteklædte mand stod foran hende, sværdet glimtede faretruende,

da han løftede det. Hun forsøgte at skrige, åbnede munden, trak vejret

dybt og gik i stå. Hun kunne ikke, hendes hjerne var blokeret af rædsel,

hun kunne ikke få en lyd over læberne, det var ligesom om, hun havde

glemt, hvordan man gjorde. Han bøjede sig ned over hende, en fæl

lugt ramte hendes næsebor, en rådden lugt, som råddent kød med en

blanding af noget surt, bræk.

Da han rakte hende ud efter hende, var hendes hjerne gået i stå. Frygt

havde ramt alle muskler i hele hendes krop, og hun havde intet kunne

gøre. Hans røde øjne havde brændt sig i hendes, og hun havde stirret

fascineret ind i dem. Et råb havde ramt hendes øresnegl, men hun

reagerede ikke, i hendes verden eksisterede kun de røde øjne og hende,

ingen andre.

Hun gøs under dynen og rullede om på siden, puttede sig længere ned

under dynen. For sit indre blik så hun, hvordan den kutteklædte greb fat i

hende, mærkede hans fingre lukke sig om sin trøje. Hun blev brat trukket

ud af sin trance, hans lugt hang hende langt op i næsen, og hun blev helt

klar over, hvad der skete. Hun vågnede op til dåd og skreg højt, mens hun

sparkede vildt ud efter ham, rev i hans hånd. Han slap hende forskrækket,

og hun dumpede skrigende ned på jorden, krabbede sig væk fra ham med

rædslen siddende i halsen. Han så forvirret ned på hende, som undrede

han sig over, hvorfor hun gjorde modstand. Kniven hang ned langs hans

side, da han bevægede sig hen mod hende. Hun kastede et blik rundt,

søgte efter en, der kunne hjælpe hende, men der var ingen. Hun ville dø,

hun var overbevist om, at hun ville dø – men der tog hun grueligt fejl.

Et råb gjaldede gennem gaden, og som et lynnedslag slog han til. Hun

nåede ikke at se, hvad der skete, men den kutteklædte skreg pludseligt

og svingede vildt med sværdet. Hun holdt armen over sig, forventede til

hver en tid et hug, men det kom ikke. Hun sænkede langsomt armen og

kiggede skræmt op. Den kutteklædte svingede med sværdet og udstødte

nogle gryntelyde, der sikkert havde lydt komisk, hvis ikke frygten sad i

halsen på hende.

Det første, hun så af sin redningsmand, var sømmen af en lang, sort

frakke, der hvirvlede rundt, da han angreb den kutteklædte. Dernæst

så hun et sværd, der blev svunget elegant og ramte den kutteklædte på

skulderen. Hun krabbede sig baglæns, for ikke at blive ramt og håbede

på ikke at blive opdaget, men det gjorde hun. Den kutteklædte vendte

sig lynhurtigt mod hende og kastede en kniv, hun skreg og dukkede sig.

Kniven snittede hendes hår og satte sig fast med et klang i en bildør…

Yasmin gispede.

DONK. DONK. DONK.

”Jaja” sagde hun opgivende og trillede ud ad sengen. ”Jeg er på vej

nu, slap lige af.” Hun rettede på sine underbukser, mens hun vraltede

ud i gangen. Hårene rejste sig på benene, da hendes bare tæer ramte

det kolde gulv. ”Hvad?” spurgte hun søvnigt døren, mens hun åbnede

158 159

den.

”Godmorgen Yasmin.”

”ARH!” Hun spærrede øjnene op og skulle til at smække døren i igen,

men nåede lige at bremse sig selv. Det var ikke den bedste måde

at hilse på, selv ikke hvis det var ens stalker fra dagen før. ”Hvad vil

du?” spurgte hun forvirret og hev febrilsk ned i T-shirten, selvom den

langtfra var lang nok til at skjule noget som helst.

”Hej, jeg hedder Harry, ikke Harri eller Ha-Ry som ham i DSB

reklamerne, men Harry…”

Hun stirrede dumt på ham, mens hun holdt sin T-shirt nede. ”Harry?”

gentog hun, ”ligesom Harry Potter.” Hun kunne have slået hovedet ind

i døren efter den sætning, det var nok noget af det dummeste, hun

nogensinde havde sagt.

”Nej, ikke Harry Potter, bare Harry udtalt på engelsk” sagde han en

smule knotten, men lyste straks op i et smil igen. ”Jeg har taget


Annalina Kristina Pfeil

morgenmad med, må jeg komme ind?” Hun så på ham med åben

mund, lavede han sjov med hende? Han var jo ikke rigtig klog oveni

hovedet.

”Morgenmad?”

”Ja, jeg tænkte, du nok ikke havde noget i huset. Af en eller anden

grund glemmer man altid at købe morgenmad, så må jeg komme

ind?” Han rakte en pose frem til hende, hans hånd var skæmmet

med ar. Hun tog langsomt imod den og vidste ikke helt, hvad han

forventede af hende.

”Ehm… tak.. tror jeg…” Hun så ned på posen og rynkede brynene.”Jeg

forstår stadig ikke helt, hvorfor du er her.”

”Som sagt: jeg tænkte, du nok ikke havde noget morgenmad, og må

jeg så komme ind?” Han blinkede til hende.

”Det er ikke en grund!” Hun lagde armene over kors og glemte helt,

at T-shirten så gled længere op. Han smilede til hende og puttede

hænderne i lommerne.

”Må jeg komme ind?”

”Jeg aner ikke, hvem du er. Hvordan kom du ind gennem porten?”

sagde hun og satte en hånd i siden. Han smilede let til hende og

vippede på fødderne, som om han var en eller anden vigtig person i

jakkesæt.

”Du har nogle utroligt søde trusser på.”

Hun rødmede dybt og hev ned i T-shirten, mens hun febrilsk prøvede

at trække vejret dybt og ignorere sit pulserende hjerte. Hun så

på drengen foran sig, der bare stod og smilede sødt, mens hun

skrumpede mere og mere, mens skammen lyste ud af hende.

”Må jeg komme ind?” spurgte han igen og trådte op på trappestenen,

han stod så tæt på, at hun næsten kunne se hans bryst hæve sig, når

han trak vejret.

”N-nej” mumlede hun og spærrede døren. Han trak på skuldrene

og masede sig forbi hende ind i huset.”Hey, jeg sagde nej.” Han

ignorerede hende og gik ind i stuen, hun sukkede og lukkede

langsomt døren. Man kunne åbenbart ikke sige ham imod.

”Giver du en kop et eller andet? Inden vi snakker sammen?” spurgte

han og satte sig i sofaen, hun nikkede og gik ud i køkkenet. Det

snurrede i hele hendes krop, kløede nærmest, som om tusinder af

myrer kravlede rundt på hende. Hun hældte brødet ud i en bakke,

fandt tallerkener frem og lavede kaffe.”Nice sted,” kom det inde fra

stuen, hvor han havde smidt sig i sofaen. Den irriterende fornemmelse

forsvandt pludseligt, og hun så sig omkring. Hun snurrede forvirret

rundt om sig selv, mens hun undrede sig over, hvad hun lavede i

køkkenet. ”Bor du alene?”

”Neeeeeeej,” svarede hun nølende og kiggede på kurven med brød,

som ikke var brød, men varme boller, som lignede hjemmebag mere

end noget fra bageren. ”Mine forældre bor her også, de er bare ikke

hjemme.”

Hun fortrød ordene i samme øjeblik, de var kommet ud af munden,

virkelig fortrød dem. Hun trådte ind i stuen og prøvede ikke at se

på den nynnende dreng, da hun satte bollerne og tallerkenerne på

bordet. ”Vil du have kaffe?” spurgte hun og trak endnu engang ned i

T-shirten, så han ikke kunne se for meget. Han nikkede smilende og

nynnede videre, mens hun ilede ud i køkkenet for at hente kopper

”Hvor er dine forældre?” spurgte han, og hun kunne høre gulvet

knirke. Lidt efter stod han i døren til køkkenet med et kækt smil på

læben. Hun kastede et blik op på skabet, hvor kopperne stod.

”De er ikke hjemme lige nu,” sagde hun. Han tog kanden og gik ind i

stuen med den, hun pustede lettet ud og klatrede op på bordet for at

åbne skabet og tog to kopper

”Jeg ville ellers have gættet på, at du var en g-streng pige, men nuser

er nu også meget kært.”

Hun hvinede og slap forskrækket skabet, hun havde holdt fast i for

ikke at falde ned. Hun faldt baglæns og kom med et ufrivilligt skrig, da

han greb hende, inden hun ramte gulvet.

”Ups, sorry” smilede han og kiggede ned på hende, hun rødmede dybt

160 161


Annalina Kristina Pfeil

og ønskede sig langt ned i et hul i Sahara ørkenen eller på Antarktisk,

bare et sted langt væk fra alt og alle. Han lo lavt og svingede rundt

og gik ind i stuen med hende. Hun var meget pinligt bevidst om, at

hans hånd var i kontakt med hendes ben, og han garanteret havde frit

udsyn, da T-shirten var gledet op til navlen. Hun forsøgte febrilsk at

trække maven ind og bad stille til, at han satte hende ned, inden det

blev mere akavet, hvis det da kunne blive det.

Han satte hende ned i sofaen og smed sig i stolen ved siden af, det

var først nu hun lagde mærke til den krøllede skjorte, han havde på.

Den sad ufatteligt godt på ham, foroven manglede der nogle knapper,

så hans kraveben blev afsløret. Han var solbrun, ikke sådan ekstremt

ligesom nexus-drengene var, men sådan lidt gylden i huden, som

om han tilbragte mange timer udendørs og ikke bare smed sig i en

menneskeovn. ”Vil du nu fortælle mig, hvorfor du er her?” spurgte hun

og hev et tæppe ned over benene, rødmen sad stadig i kinderne på

hende. Han rynkede brynene og betragtede hende vurderende, en

kuldegysning løb ned ad armene på hende.

”Du er i livsfare,” svarede han så og lænede sig tilbage i stolen. Hun

blinkede desorienteret til ham, og han fortsatte: ”Og jeg er blevet

sendt for at redde dig. Du kan kalde mig en engel,” han blinkede til

hende. ”Det i går var kun en lille smagsprøve på, hvad der kan ske

med dig, hvis du ikke bliver beskyttet. Der er en person, der af en eller

anden grund vil dig til livs.” Hun stirrede på ham med store øjne og

let åben mund, hendes hjerte pulsede derudaf, mens hun forsøgte at

finde ud af, hvorvidt han lavede sjov eller ej. ”Du ser helt lost ud, hehe.

Du ved godt, at du blev angrebet i går, ikk?” Han rettede sig lidt op i

stolen og så indtrængende på hende. ”Jægeren? Manden i kutten?

Ringer der en klokke?”

”Det var jo en drøm,” mumlede hun forvirret. Men det hele havde

været virkeligt: manden i kutten, lugten, kniven der fløj gennem

luften. Det var alt sammen sket, og Harry havde reddet hende.

Hun stirrede lamslået på drengen foran sig, han lignede en normal

teenager, lignede hverken en kriger eller soldat, eller noget som

kunne kæmpe med sværd. ”Hvordan? Hvorfor?”

”Hvordan er det lette spørgsmål, han sporede dig, ventede på du var

alene og angreb, da du mindst ventede det. Hvorfor det er lidt mere

tricky, og jeg har ikke helt fundet ud af svaret endnu.” Han kløede sig i

nakken og lænede sig lidt frem. ”Du ved ikke selv, hvorfor han gjorde

det, eller hvem du er kommet på tværs af?”

”Nej, hvordan… hvorfor… jeg…” Hun gik i stå og rystede på hovedet,

prøvede at sunde sig lidt. Hun krøb sammen i hjørnet af sofaen, mens

hun rystede på hovedet og mumlede for sig selv. Det var ikke sandt,

det kunne ikke være sandt. Men det var det, helt og aldeles sandt.

”Desværre jo, dit liv er i fare,” kom det fra Harry, der sad og legede med

sin lighter. Han kiggede på hende og sprang så elegant hen i sofaen

og lagde en hånd på hendes skulder, den var varm og beroligende.

”Det skal nok gå alt sammen, jeg er her jo. Jeg har efterhånden meget

erfaring med sådan nogle ting, jeg skal nok holde dig i live.”

Hun så op, mødte hans blik med vantro øjne, ”DU er her? DU er her?

Hvad hjælper det? Hvad er det, der foregår? Det skal nok gå? Er du

dum?” råbte hun og skubbede vredt til ham. ”Jeg blev overfaldet af en

eller anden mand, der, der lugtede råddent, jeg kunne have været død

nu. Du kommer bare vadende og siger, mit liv er i fare, og at alt nok

skal gå? Det skal ikke nok gå! Du kæmpede med sværd og alt muligt,

hvad er det der foregår? Er du med i en bande eller hvad? Det må du

være!” Hun rykkede op på armlænet. ”Du går nu, du går lige nu. Jeg vil

ikke rodes ud i nogen bandekrig.”

”Jeg tror nu, at jeg hellere vil blive her. Og det er ikke nogen

bandekrig, helt ærligt, hvem tror du egentlig, jeg er?” Han så på hende

med et bebrejdende blik. ”Okay, jeg må hellere forklare. Ser du: jeg

arbejder for nogle, som holder øje med overnaturlige ting. De gav mig

ordre til at beskytte dig, selvom jeg nu havde håbet på en lidt lettere

opgave end en Jæger. Det er faktisk lidt imod reglerne, da jeg er så

ung, du ved, erfaring og stuff like that. Men anyway, jeg er trænet til

162 163


Annalina Kristina Pfeil

det, lidt ligesom en hemmelig agent. Jeg er trænet til at kæmpe mod

væsener, som ikke er herfra. Jeg havde ikke troet, at jeg behøvede

at træde ind allerede, men det gør jeg åbenbart såå, du kan jeg jo

godt se, at jeg er den eneste, der kan hjælpe dig.” Han blev siddende

foran hende og så på hende med overnaturlige gule øjne, der så

ud til at læse hendes tanker. Han lagde en arm op på sofaryggen.

Han mindede hende om en dårlig romantisk komedie, hun engang

havde set, hvor hovedpersonen gjorde sådan, da han ville score sin

kvindelige medskuespiller.

Hun gled ned i sofaen og så på ham med åben mund. ”Wow, det er

virkelig… wow… ”

Han smilede stort ”ja ikk’? Som sagt, du kan betragte mig som en

frelsende engel, din helt personlige, frelsende engel. Og jeg sover

forresten her på sofaen, så der ikke sker dig noget. Ikke fordi jeg tror,

han kunne finde på at komme ind, men bare for en sikkerheds skyld…”

Yasmin nikkede langsomt uden rigtigt at registrere, hvad der blev sagt

til hende. En trænet kriger/frelsende engel var blevet sendt af nogle,

der overvågede overnaturlige ting for at redde hende fra et eller

andet. Hendes dag kunne ikke blive mærkeligere.

Han sparkede til en kasse, der stod og flød midt på gulvet. Han havde

efterladt Yasmin, så hun kunne sunde sig en lille smule, mens han

tænkte over, hvordan han skulle gribe tingene an. Han var nødt til at

fortælle hende om Rådet, der var ingen vej udenom. For at hun skulle

forstå det helt, måtte hun kende til Rådet. Han måtte bryde reglerne,

igen. Han bandede rasende og slog ud efter en stol, der væltede

skramlende om på gulvet.

”Du er godt klar over, at det ikke er dine møbler ikk’?” lød det bag

ham, og han bed tænderne sammen for ikke at komme med et

snerrende svar.

”Det er ikke nogens møbler.” Han vendte sig mod sin ven, der stod og

hang op af dørkarmen.

”Det giver dig ikke ret til at smadre dem,” vennen trådte ind i rummet

og rynkede på næsen.

”Du har jo hærget det totalt,” beklagede han sig og sparkede til nogle

forkullede rester af loftet, der lå på gulvet. ”Hvad har du dog lavet? Her

er helt sort, dammit.”

”Jeg skulle tilkalde jer,” svarede Harry med et skuldertræk og stak

hænderne i lommerne. Han smilede skævt til sin ven, der længe stod

og kiggede interesseret på gulvet. ”Jeg tror, det er første gang, jeg ikke

aner, hvordan jeg skal gøre det. Det her er den eneste dimension, der

ikke kender til de andre. De er uoplyste, de er… deciderede dumme.”

”Ikke alle er lige så kvikke som dig, måske du bare skulle fortælle

hende sandheden?” Hans ven så ned på sine negle og smilede

hemmelighedsfuldt. ”Jeg tror ikke, hun er dum.”

Harry greb sin jakke og strøg ud i gangen, mens han kastede et blik på

164 165

sit ur.

”Går du nu?”

”Jeg lovede at være tilbage inden solen gik ned.”

”Nu forelsker du dig ikke igen vel?”

”Slap af, alt er under kontrol,” Harry smilede. ”Jeg begår ikke den

samme fejl to gange.” Hans ven så ikke overbevist ud og med

god grund. For på trods af Harrys mange talenter, kunne han

ikke forudsige fremtiden. Og han skulle blive klogere på hjertets

magt.”Don’t worry jeg har sat Ay ind i tingene.”

”Hvorfor har jeg ikke fået noget at vide?”

”Fordi du var ude, din klovn.” Harry smilede drillende til ham, ”lav nu

ikke ballade, mens jeg er væk, vel Gay?”

”Arh, hold din kæft!”Harry skridtede gennem den mørke skolegård og

hen til hegnet. Han skulle lige til at tage tilløb, da han fik øje på Yasmin

ude på gaden. Hun stod og så op i luften, han sukkede irriteret og gik

hen til hende. ”Hvad laver du egentlig?” spurgte han og betragtede

hende. Hun så på ham med et lille smil.

”Forestille mig, hvordan det er at vide, at der findes overnaturlige ting.”


Annalina Kristina Pfeil

Et lille smil kom til syne på hans læber, ”anderledes, meget ander-

ledes.”

”Er der mange af dem?” spurgte hun og kiggede op i himlen igen. ”

Er det ligesom i fantasybøgerne? Findes der elvere og enhjørninger?”

”Nogle steder gør der, ikke her. Det her er den kedeligste dimension af

dem alle. I andre dimensioner kender de evnen til at flyve eller trylle.

Det er ret fascinerende.”

”Dimensioner?”

”Ja, dimensioner. Verden er ikke kun sort og hvid, you know. Der findes

flere dimensioner, eller verdener udover vores egen. Og dem kan man

rejse imellem, hvis man ved hvordan. Det er sådan lidt mit arbejde.”

”Wow, andre dimensioner? Virkelig?”

”Ja, der er de almindelige dimensioner og tidsdimensionerne, altså

tiden.”

”Rejser du i tiden?”

”Ja, men ikke så tit. Tidsdimensionerne skal man holde sig fra, så man

ikke ændrer tidens gang. Det er mest de andre, jeg rejser i. Alle andre

dimensioner kender til de andres eksistens, undtagen den her. Det er

ret sjovt faktisk, den her dimension og tidsdimensionerne kender ikke

til sprækkerne.” Han så hendes spørgende blik, ”man rejser gennem

sprækker i dimensionerne.”

Tåge sneg sig ind på dem. En klam, grå tåge, der snoede sig om deres

ben. En kraftig vind begyndte at blæse, hun skuttede sig og så sig

over skulderen. En voldsom brusen kunne høres i det fjerne, som om

hun stod tæt på havet. Hun så på Harry, der stod og så op i himlen.

Tågen sivede opad, og snart kunne hun ikke se en hånd for sig. Så lød

det første brag!

Harry greb ud efter hende og trak hende ind til sig, da der lød et højt

brag, ligesom en torden eller en bombe nytårsaften, der eksploderede

ikke langt fra dem. Fortovet rystede under dem, og hun trykkede sig

ind til ham for ikke at falde. Tågen var tyk omkring dem og pressede

på fra alle sider, truede med at kvæle dem. Endnu et højt brag lød,

og hun skreg forskrækket. Han strammede grebet om hende og gik

langsomt baglæns, mens han spejdede ud i tågen. En varm lugt af

krudt og ild ramte deres næser, men der var ingen ild at se nogen

steder. Ingen råben og skrigen fra husene omkring dem, der var helt

stille. Så lettede tågen, forsvandt, som om den aldrig havde været der.

”Lad os komme væk herfra,” hviskede Harry og kastede et blik op af

gaden. Han stivnede pludseligt. ”Det er løgn!”

”Hvad?” spurgte Yasmin og vendte sig om, hun skreg forskrækket og

trådte baglæns ind i ham. ”Hvad er det?!”

En kæmpe galeon rejste sig foran dem, et kæmpemæssigt træskib

med tre store master, hvide sejl og et sort flag, der blafrede i vinden.

Bølgerne stod om galeonen, selvom der intet vand var i nærheden,

de kom nærmest ud af det blå. Lugten af saltvand var stærk, nogle

måger skreg et sted ovenover dem, og galeonen sank ned på gaden.

Mænd hang ud over rælingen og skreg ned mod dem, de så alle

beskidte og vrede ud. Deres tøj var laset, og håret hang filtret og

fedtet ned i hovederne på dem, nogle hævede sværd og pegede

ned mod dem, mens de råbte bagud. En mand svingede sig ned på

gaden, han rettede sig majestætisk op og skridtede hen imod dem.

Han lignede ikke nogle af de andre oppe på galeonen. Han var klædt

helt i sort med en stor hat og flagrende, plisseret jakke med gyldne

knapper. Hans sko var langskaftede og skinnede mat i solen, hans

sværd blev brugt som spadserestok, og hans hår hang elegant ned til

skuldrene. Han standsede et stykke fra dem og så dem an, hans kølige

øjne gled let hen over Yasmin og standsede ved Harry, han smilede

pludseligt.

”Så mødes vi atter,” han gjorde et udfald med hånden, der mindede

lidt om en form for hilsen. Yasmin så på Harry, der så sammenbidt ud.

”Jeg regnede ikke med at se dig her, Shouting Quinn” svarede Harry

køligt og tog et godt tag i Yasmin, han flyttede hende langsomt om

166 167


Annalina Kristina Pfeil

bag sig. Hun kiggede forvirret på ham, han smilede svagt til hende.

”Hvad bringer dig herhen? Jeg troede, du havde opgivet.”

”Haha, jeg er ikke ligeså dum, som alle de andre. Jeg vidste, alle de

ting, du sagde, var løgn. Og se engang, jeg havde ret,” han slog ud

med armene. ”Jeg er her, og der er intet du kan gøre for at ændre det.”

”Hvem er han?” hviskede Yasmin til Harry, men fik intet svar. Harry

skubbede hende blidt tilbage og lagde armene over kors. Han smilede

til Shouting Quinn, der stod og så selvtilfreds ud.

”Hvor har du gjort af din kaptajn? Forladt ham på en øde ø?” Han gik

et skridt baglæns og skubbede endnu engang til Yasmin. ”Fik du nok

af at blive kostet rundt med? Nej vent, du sprættede maven op på

ham, ikk’? Ligesom du altid pralede med, at du ville.” Han gav endnu et

skub til Yasmin, så hun bakkede baglæns og fulgte selv efter. Shouting

Quinn så surt på dem, han støttede sig til sit sværd og så op i luften,

som om han kedede sig.

”Han forstod det ikke, han forstod ikke, at vi kunne få meget mere, at

vi kunne blive rigere. Han ville ikke åbne øjnene, ville ikke forstå det.

Han fik det hele på et sølvfad og gjorde intet, intet!”

”Åh, det er så synd for dig, Qiunny, jeg har så ufatteligt ondt af dig. Din

kaptajn ville ikke gå med til din sindssyge plan, så du kunne blive rig.”

Sarkasmen dryppede fra Harrys ord, mens han langsomt skubbede til

Yasmin igen. Hun så sig over skulderen, de var ikke så langt fra porten.

Det gik op for hende, hvad han lavede. Hun fandt sin nøgle frem fra

lommen og holdt den klar, mens hun langsomt fulgte hans tempo

tilbage.

”Dette sted er fuldt med rigdomme, jeg bliver rig. Ingen kan blive

rig af at røve handelsskibe, men her, her er der muligheder. Jeg så

dine våben, meget mere avancerede end vores. Her kan jeg skaffe

de våben, jeg kan skaffe penge, mit crew vil blive større, ingen kan

stoppe mig.”

Han hævede armene op mod himlen, og mændene på galeonen

råbte bifaldende. ”Vi kan blive herskere over havene, vi kan blive

GUDER!” Quinn vendte ansigtet mod himlen og drejede rundt på

stedet, hans mænd råbte endnu højere. Harry og Yasmin snurrede

rundt og løb hen mod porten, Yasmin holdt nøglen frem, men døren

sprang op, inden hun nåede at bruge den. Hun gispede, men fortsatte

ufortrødent frem med Harry bag sig. Porten smækkede efter dem,

men de standsede først, da de stod foran hoveddøren.

Yasmin trak vejret i stød, selvom løbeturen havde været kort. Hun

overvejede stærkt at komme i bedre form. Harry trak vejret helt

normalt og undlod at komme med en kommentar om hendes dårlige

kondition. Yasmin åbnede døren og førte vej gennem huset. De gik

gennem køkkenet og kom til en lille mellemgang, hvor en trappe

ledte op til en lille lem. Yasmin kravlede op af trappen med Harry efter

sig, han rynkede brynene, da hun kravlede op gennem lemmen.

”Hvem var det? Hvor kender du ham fra? Hvor kom galeonen fra?”

Yasmins spørgsmål haglede ned over ham, inden han nåede helt op.

”Han er rejst gennem tiden for at blive rig, Shoutin’ Quinn er rejst

gennem tiden via en tidssprække. Ligesom Jægeren er rejst gennem

dimensionerne via en sprække.”

”Hva’?” Yasmin stod med åben mund og polypper, hun lukkede

langsomt munden, men lignede stadig et stort spørgsmål – og følte

sig som et.

”Som jeg allerede har forklaret dig, så er mit arbejde at rejse mellem

dimensionerne og gennem tiden, Jægeren kom også fra en anden

dimension. Verden er delt op i dimensioner, og jeg arbejder som en

slags agent for nogle mennesker, der alle kommer fra de forskellige

dimensioner og tider, de kalder sig Stor Rådet, eller Dimensionernes

Råd, alt efter deres humør. Jeg…” han afbrød sig selv og rettede sig

langsomt op, kiggede forbavset rundt i rummet. Loftet var buet og

smukt udsmykket med skyer og en sol i den ene halvdel, og stjerne og

en måne i den anden. Et vindue i loftet tillod solens stråler at komme

ind og oplyste rummet på en helt særlig måde. Af alle de steder,

han have besøgt, havde han aldrig set et almindeligt pigeværelse se

168 169


Annalina Kristina Pfeil

sådan ud. Det var som at træde ind i en tidslomme, han var blevet

ført tilbage i tiden. Det var ikke kun loftet, der var specielt: hele

værelset var indrettet i en stil, der hørte en anden dimension til.

Det var nærmest rundt, hvælvede vinduer var skjult bag gardiner,

skrivebordet var af gammelt træ, og stolen lignede en lille trone. Der

stod en lav kommode i samme mørke træ, som skrivebordet, tre store

reoler fyldt med bøger, en skattekiste bemalet med stjerne og måner,

og der hang et kæmpe maleri af en kvinde på væggen.

”Hvor har du billedet fra?” spurgte han og gik tættere på det. Han lod

en finger glide hen over ansigtet på hende, han smilede trist.

”Jeg fandt det på loftet, min mor købte det på loppemarkedet.”

”Det er smukt.”

”Mange tak” sagde hun og kom hen til ham. ”Jeg ved ikke, hvem det

er.” Hun stillede sig ved siden af ham og lagde armene over kors.

”Fortæl mere om dimensionerne.”

Harry nikkede og gik hen til sengen, han klappede på pladsen ved

siden af sig. Yasmin satte sig og så forventningsfuldt på ham. ”Godt så.

Jeg arbejder altså som en slags agent for Dimensionernes Råd, husk

det navn.” Yasmin nikkede. ”Jeg bliver som regel brugt til hemmelige

opgaver, da jeg er ret diskret. Du er min første opgave her, ingen har

før krydset dimensionerne for at komme her, ej heller rejst i tiden.

Vores verden er ret kedsommelig, så der er ikke rigtigt nogle, der gider

den. Hvorfor de er efter dig, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvem der

er efter dig.” Harry trak vejret dybt og kiggede på hende, hun stirrede

på ham med store øjne og let åben mund.

”Hvordan kan man rejse gennem dimensionerne?”

”Ved hjælp af magi, ganske enkelt. Hvordan tror, jeg kom hertil?” Han

smilede ned til hende. ”Selvom det ikke var en særlig rar rejse, jeg

knaldede ned i en parkeringsplads.. Faktisk vil jeg påstå, at det går

bedre med at tilkalde andre end at selv blive tilkaldt… Du havner i en

ring af lys og kan ikke havne andre steder end der, hvor du er blevet

tilkaldt. Men når du transporterer dig selv, kan det let gå galt. Nogle

gange havner man på bunden af havet, andre gange i en ørken, det er

sådan lidt forskelligt.” Han satte sig på sengekanten og så ud i luften.

”Magi er svært, hvis man ikke er vant til det.”

”Men det er du?” spurgte hun hæst.

”Ja, jeg har efterhånden brugt det et par gange, det er et must i

min branche, you know.” Han lagde armene over kors og rynkede

brynene. ”Der findes to former, den naturlige gave, og den du får

givet af Rådet. Hvis du har den naturlige, behøver du ikke hjælp til at

udføre det, du har magien inde i dig. Hvis du får den tildelt, skal du

bruge hjælpemidler, eks. kugler, du kan kaste, der spyr ild, stave der

kan skyde lyn og sådan nogle nipsting. Når du rejser bruger du altid

hjælpemidler, ellers tager det for meget kraft fra dig.”

”Nåh” Yasmin lænede sig lidt frem og så indgående på ham. ”Har du

det naturligt?” Han så på hende med sine gule øjne og lænede sig ind

mod hende.

”Det kan man jo aldrig vide.”

Harry smed sig på madrassen og kiggede hen på Yasmin, der havde

stillet sig med armene over kors og kiggede ud af vinduet.

”De kommer ikke ind,” sagde han.

”Hvordan ved du det?” spurgte hun og så ned på ham, han strakte sig

og afslørede et stykke meget veltrænet mave. Hun bed sig læben.

”Fordi jeg er her,” svarede han selvsikkert, mens de gule øjne svarede

noget andet.

”Og de er bange for dig, eller hvad?” spurgte hun hånligt og satte sig

på sengen.

”Synes du ikke, at jeg er frygtindgydende?” Han sprang op og stillede

sig i en wrestlerpose. ”Prøv lige at se her, jeg er jo nærmest Hulk

Hogan.” Hun så på ham og lo, han så helt fjollet ud.

”Meget frygtindgydende,” hun rystede på hovedet og samlede sin

nattrøje op fra gulvet. ”Du kigger lige væk, ikk’?” Han lo henne fra

madrassen.

170 171


Annalina Kristina Pfeil

”Selvfølgelig” han vendte sig om på maven og betragtede hende i

smug, hans pandehår faldt ned i øjnene, men han pustede det ikke

væk. Yasmin vendte ryggen til ham og hev hurtigt sin T-shirt af. Han

kiggede op på billedet på væggen, det stirrede tilbage på ham,

og han så væk. De grønne øjne lignede alt for meget hendes. Han

vendte blikket mod Yasmin, der var i gang med at hive nattrøjen over

hovedet. Han bed sig i læben for ikke at grine, da det så ud som om,

hun sad fast.

”Brug for hjælp?”

”Nej tak… og kig så væk!” Yasmin fik endeligt trøjen på og kravlede

op under dynen, han så ned i puden og kunne ikke lade vær med at

smile.

”Så, hvor er dine forældre henne?” spurgte Yasmin og prøvede at

bevare en smule af sin værdighed.

”I England, hvor de lever deres perfekte liv med deres nye, lille,

nuttede hundehvalp. Hvor er dine?”

”Forretningsrejse/terapi-ting-dims” sukkede hun.

”Forretningsrejse/terapi-ting-dims?”

”Min far er underdirektør i et firma og er på forretningsrejse, min mor

er terapeut og er på en tur med kollegaer og kunder. De bruger vist

endelig mere tid på shopping end på terapi.”

”Det lyder… mærkeligt,” påpegede Harry henne fra madrassen.

”Haha, ja. Det er det vel, men jeg kan ikke gøre noget ved det.” Yasmin

trak på skuldrene. ”Jeg har været med min mor nogle gange, men det

bliver lidt kedeligt i længden. Hvorfor er du ikke hos dine forældre?”

”Fordi de er fucking nederen, ganske enkelt. Da jeg var fem slæbte de

mig hertil, fordi hun blev forfremmet, og da jeg så blev 16, rejste de

tilbage til England, fordi han arvede min bedstefars milliardærfirma.

Jeg valgte at blive her, hvilket der kom ramaskrig over. De kunne jo

ikke være den perfekte familie uden deres perfekte søn, som, skal det

lige siges, både røg og drak og havde tilbragt nogle nætter i fængsel.”

”Spændende… hvordan kom du så til at arbejde for det der Råd?”

”Jeg kom ved et uheld gennem en sprække og havnede i

middelalderen, efter et par ture dertil kontaktede de mig og så tog

tingene fart.”

Der lød et brag udefra, og Yasmin hoppede op i luften. Harry kom

hurtigt på benene og styrtede hen til vinduet, der var blevet helt

stille. ”Det var bare et kanonskud fra galeonen ,” han lagde sig ned

på madrassen igen. ”Dem kommer vi nok til at høre en del af.” Yasmin

åndede lettet op og puttede sig længere ned under dynen. ”Du bør få

noget søvn, inden i morgen.”

”Hvad sker der i morgen?”

”Godt spørgsmål.”

Blodet pumpede rundt i kroppen, bladene raslede fredfyldt i vinden,

fuglene kvidrede, pulsen steg. Blodet dryppede ned på bladene, farvede

jorden rød under hende. Hun faldt, greb ud efter en gren og rev fingrene

på de små kvaster. Blodet sivede ned mellem fingrene, gled ned ad armen,

som tog fra på jorden. Hun gispede efter vejret og så op mod himlen,

nattens mørke havde indhentet hende. Som i slowmotion dalede hendes

krop mod jorden, og hun smagte mudder i munden. Blodet blandede sig

med bladene og mudderet på skovbunden, satte sig i kager på hende.

Hun knugede om sin kjole, indtil fingrene blev helt følelsesløse. Duggen

faldt koldt på hendes kind, men hun rejste sig ikke igen. Kunne ikke rejse

sig. Alt var forbi.

Han havde forladt hende, alene, blødende, ude af stand til at forsvare sig.

Hendes blod var blevet for hans skyld, hun havde kæmpet for ham, havde

trodset alle for hans skyld. Hun havde reddet ham fra galgen, men han

var ligeglad. Hun var intet værd for ham nu, han havde fået det, han var

kommet efter og havde forladt hende. Han havde andre piger at gå til, det

vidste hun godt. Alle de ting, han havde sagt til hende, havde været løgne.

Hans kærtegn havde blot været en måde at overtale hende på, intet

andet. ”Jeg hader dig, Harry” hvæsede hun ud i mørket.

172 173


Annalina Kristina Pfeil

Han åbnede øjnene og satte sig op med et ryk. Solen var endnu ikke

stået op, og Yasmin lod stadig til at sove fredfyldt ovre i sengen. Han

gned sine øjne og lagde sig tilbage på madrassen. Billedet af hende

sad stadig i hans hoved, billedet af hende i skoven, forsvarsløs. Han

sukkede og vendte sig om på siden, søvn var en overvurderet ting.

Der var aldrig kommet noget godt ud af det. Søvn skabte drømme,

der forvirrede ens vågne tilstand. Han lagde armene over kors, han

måtte holde sig vågen til solen stod op.

”Har du nu drømt igen?”

Harry kom på benene og stirrede lamslået på den mørke silhuet, der

stod ovre ved trappen. Han himlede med øjnene og satte sig ned igen.

”Hvordan er du kommet ind, Allan??”

”Gennem havedøren, Kasper er nede i køkkenet.” Allan gik hen til

Harry og satte sig på hug foran ham. ”Du er virkelig dummere, end jeg

troede, hvis du tror, det her vil hjælpe på din samvittighed. Hendes

skæbne vil ikke ændre sig, hun er død for århundrede siden, og du

kan ikke ændre det.”

”Jeg må gøre det, ikke for hende, men for Yasmin. Det er min pligt at

hjælpe:”

”Yearh right. Det siger du hver gang, og det passer ikke.” Allans

vandblå øjne glimtede i skæret fra månen.

”Jeg fornemmer en form for bitterhed. Er du sur over, jeg bragte jer

hertil?” Harry blinkede drillende.

”Nejnej, slet ikke… bare…” Allan sukkede utilfreds og slog ud med

hånden. ”Pas på, du ikke forelsker dig. Igen.”

”Det’ sjovt, det sagde Kay også. Er det en sammensværgelse I har gang

i?” Harry smilede.

”Jeg siger det jo bare, lissom. Det med Adelaide var noget rod, and

you know it.” Han prikkede Harry i brystet med en finger og så på ham

med sammenknebne øjne.

”Slap nu bare helt af, jeg er vel professionel.” Harry viftede afværgende

med hånden. I det fjerne lo skæbnen af ham, men han hørte den ikke.

Yasmin satte sig op og så ned på madrassen, der var tom. Hun

behøvede ikke kaste et blik rundt i værelset for at vide, at hun var

alene. Det undrede hende ikke, på trods af hans pæne skjorte, var

han en badboy, han gik sine egne vegne – ligesom kattene i huset

overfor. Hun kravlede ud af sengen og trak et par bukser på, hørte en

svag nynnen, men det lød ikke som Harry. Hun gik langsomt ned af

trappen, mens hun forsøgte at se ned i køkkenet, inden hun nåede til

foden af trappen.

Der valsede en eller anden rundt dernede, men hvem det var, kunne

hun ikke se. Hun trådte ind i køkkenet og stirrede måbende på

personen, der dansede rundt med et forklæde, som om han var til

høstbal. Hun lænede sig op af dørkarmen og så interesseret på ham.

Det var i hvert fald ikke Harry. ”Godmorgen” sagde hun, og drengen

standsede midt i en drejning. Han kiggede på hende med store øjne

og flækkede så i et mega grin, der nærmest gik fra øre til øre.

”Godmorgen, jeg bager boller, er du sulten?”

”Ehm ja meget, men hvem er du?”

”Nåh ja, hej jeg er Allan,” han kastede forklædet op i luften og gik hen

for at give hånd. ”Nåh nej,” han snurrede rundt og greb forklædet,

vendte om igen og gav hende så hånden. ”Jeg er Allan, hej.” Hans

blonde hår faldt ned i øjnene på ham, og han pustede det irriteret

væk. Yasmin smilede til ham.

”Hvad laver du her?” spurgte hun.

”Harry sagde, jeg skulle være her. Kasper er her også et sted,” han

kiggede over skulderen og bed sig i læben. ”Eller også er han ikke,

men er sammen med Harry, kan jeg ikke helt huske.” Han trak på

skuldrene og skyndte sig hen til køkkenbordet, da et eller andet

bippede. Der stod en bageplade med boller, der endnu ikke havde

været i ovnen.

”Hvor er Harry?” Yasmin trådte ind i køkkenet og kiggede Allan over

skuldrene. Han duftede godt.

”Han skulle snakke med en eller anden, jeg hørte ikke rigtigt efter.”

174 175


Annalina Kristina Pfeil

Hoveddøren smækkede, og Yasmin kiggede op. Allan virkede

upåvirket og nynnede videre, mens han trykkede på alle bollerne,

så de fik samme form. Han så meget koncentreret ud og reagerede

ikke, da der pludseligt blev banket på dørkarmen. ”Hey guys, watcha

doin’?”

En brunhåret dreng stak hovedet ind i køkkenet og sendte dem begge

et tandsmil. ”Na-aij, du er stået op. Hej, jeg er Kasper.” Han gav hende

hånden og kiggede så på Allan, der stod med tungen i mundvigen.

”Hvad laver du egentlig?”

”Shhh, jeg skal koncentrere mig.”

”Aha, Harry mener desuden, at Jægeren ved noget om Quinn, men

han gad ikke uddybe.” Kasper trykkede en finger ned i en af bollerne

og fik et slag over fingrene af Allan. ”Ikke fordi han nogensinde

uddyber noget,” tilføjede han og blinkede til Yasmin.

”Så du gik bare fra ham?” spurgte Allan stadigt kiggende ned i

bollerne, Yasmin så nysgerrigt på Kasper. Han nikkede og forsøgte

endnu engang at prikke i bollerne, men blev langet en over fingrene

med en tyk træske, Allan havde liggende ved siden af sig. Hun fnisede

og holdt hånden for munden.

”Hvor er Quinn?” spurgte Allan og gik hen til ovnen med bagepladen.

Han satte dem ind og sprang så tilbage med et stort grin. ”Såda-a-an,

snart varme boller. Og du holder fingrene væk!” Han pegede surt på

Kasper og gned så hænderne dem mod trøjen.

”Han har slået lejr ude på gaden, det ser vildt griner ud med det store

skib liggende for anker midt i det hele. Jeg var ved at træde på en eller

anden gut, der lå og sov på gaden.” Han grinede bredt, ”jeg mener det

helt seriøst, ved den Hellige Kos Yver, det var værre end normalt.”

”Den Hellige Kors Yver?” Yasmin rynkede brynene og så på Allan, der

bare rystede grinende på hovedet. ”Hvad mener du med ’normalt’?”

Yasmin så spørgende på Kasper.

”Ja, de var alle sammen helt wasted, sikkert for meget rom i løbet af

natten. Harry fik et sådan grineflip, så han næsten vækkede nogle af

176 177

dem.”

”Og med Harry, mener du dig?” spurgte Allan, og Kasper nikkede

leende.

Yasmin forlod de to drenge og kravlede op på værelset for at hente

tøj, hun listede ned af trappen igen og forsvandt ud på badeværelset.

”Hey Yase, hvad skal du?” råbte Kasper ude fra køkkenet, og hun bed

sig i læben. Hun kunne virkelig ikke lide at have så mange drenge i

huset, det kildede i maven, selvom hun bare ville tage et bad.

”Jeg tager mig et lille hurtigt bad,” svarede hun og mærkede varmen

i kinderne. Hun smed tøjet på gulvet og tændte for vandet. Det

plaskede ned på gulvet, og dampen lagde sig rundt i det lille rum som

en tyk tåge. Hun smed tøjet og smuttede ind under vandet, det rislede

ned af hendes krop og farvede huden rød. Hun gøs og holdt om sig

selv. Hun kunne svagt høre drengene snakke i køkkenet, to fremmede

drenge, hun bare måtte sætte sin lid til. Det hele virkede sindssygt,

fuldstændigt sindssygt. Hun sukkede og bøjede nakken bagover,

vandet ramte hendes ansigt og hviskede tavlen ren. Hun var nødt til at

snakke med Harry, ligeså snart han kom tilbage.

”Hvad skulle jeg hjælpe med?”

”Kan du holde ham dér i ørerne, mens jeg løber ned i kiosken?” Allan

pegede over skulderen på Kasper, der stod og rakte tunge til hans ryg.

”Jeg stoler ikke på ham.”

”HEY!”

”Schys… Det tager kun 5 minutter, ple-e-e-e-ase” han kiggede

på hende med store hundehvalps øjne, Yasmin nikkede.

”Takkertakkertakker.” ”Hey Yase, vil du hjælpe mig med noget?” Der

blev hamret på døren, og hun slukkede for vandet.

”Giv mig lige fem minutter.”

”Men jeg har brug for hjælp nu.”

”Gå nu væk, Ay, hun er i bad.”

”Men jeg skal ned i kiosken,” muggede Allan ude foran døren. ”Og jeg

kan ikke efterlade dig med bollerne, du spiser dem bare.”


Annalina Kristina Pfeil

”Kommer nu,” hun tørrede sig hurtigt og tog det andet tøj på. hun blev

mødt af Allans store smil, da hun åbnede døren.

Kasper grinede og forsvandt ind i stuen, Yasmin fulgte efter og satte

sig i stolen, mens han flød i sofaen. Allan vinkede til dem, inden han

forsvandt ud i gangen. Han smækkede døren efter sig, og stilheden

sænkede sig over huset. Yasmin så på Kasper, der smilede til hende.

Han lå afslappet og nynnede, som om intet bekymrede ham.

”Kasper?” sagde hun stille, ”hvad kender du til Dimensions Rådet?”

Han holdt op med at nynne og satte sig op, rynkede brynene og

betragtede hende varsomt.

”Jeg gik ikke ud fra, at han havde fortalt dig noget. Hmm, hvor meget

ved du?”

”At det findes og styrer de forskellige dimensioner, og at Harry

arbejder for dem.”

”Så ved du mere, end mig. Jeg har ikke rigtigt gidet sætte mig ind i

tingene,” han så hendes spørgende blik og grinede. ”Jeg arbejder ikke

for dem, mig og Allan hjælper Harry. Han hentede os i middelalderen,

eller, vi mødtes i middelalderen, og så tog vi med ham hertil… om

end han ikke er så glad for den her dimension, den er lidt for kedelig

til ham.”

”Middelalderen? Er du fra middelalderen?” Hun stirrede med åben

mund på hans slidte T-shirt, halsbåndet om hans hals, de stramme

cowboybukser med kæmpe huller på knæene og de mange bånd om

hans håndled. ”Dig?”

”Ja, jeg har været her siden, jeg var 17, og Allan også. Hvorfor? Er det

svært at tro?”

”Har du set dig selv?” udbrød hun og pegede på ham, han så ned af

sig selv og nikkede anerkendende.

”Jeg er ret hot, ikk’?”

”Hvem er hot?” Allan var kommet listende ind i stuen, uden at de

havde lagt mærke til ham. Han stod med hænderne i lommen foran

stuebordet og kiggede fra den ene til den anden. ”Du er ikke hot,”

sagde han henvendt til Kasper, der svarede ved at række tunge.

”Kasper siger, I er fra middelalderen. Er I det?”

”Self er vi det, er det ikk’ tydeligt?”

”Nej, slet ikke.” Yasmin betragtede Allans røde fløjlsbusker med snore

hængende fra bæltet, hans hvide T-shirt med malerklatter og rød-gul-

orange striktrøje, der hang skødeløst over hans skuldre. Hans blonde

hår gik ham til skuldrene og var bundet op med en lædersnor – nok

det eneste middelalderlige ved ham.

”Nåh, nånå” de to drenge trak begge på skuldrene. Allan forsvandt

ud i køkkenet, mens Kasper blev siddende i sofaen, Yasmin hentede

en bog fra skabet og satte sig til rette i stolen igen. Hun bladrede

løst i den og ignorerede Kaspers stirrende blik, hun kunne høre Allan

rumstere rundt ude i køkkenet.

”Så, hvordan er det at have Harry sovende?” spurgte Kasper og

rykkede tættere hen mod stolen.

”Fint nok”

”Får I hygget jer?”

Hun kiggede op på ham med rynkede bryn, ”hvad mener du? Han har

sovet her en nat?”

”Så, der er ikke sket noget? Slet ikke noget?” Han lød skuffet. Yasmin

hævede forvirret brynene.

”Sket noget? Jeg forstår ikke…”

”Jeg mener,” afbrød Kasper og rettede sig lidt op med et glimt i øjet.

”Han er jo et ret godt catch, you know. Mange piger ville blive gule og

pinke af misundelse over, at han sover hos dig.”

”Han sover på gulvet, og man bliver altså grøn af misundelse,” svarede

Yasmin og smilede sødt til ham. Kasper rystede på hovedet af hende.

”Det er da lige meget, hvor han sover. Han er på dit værelse, hos dig,

og han ser godt ud.”

”Og han er waaaaay to old for her,” kom det fra Allan ude i køkkenet.

”Drengen er 19 og faktisk ret fornuftig, han er ikke dig.”

”Jeg er sgu da også fornuftig, faktisk den klogeste af os.” Kasper rakte

178 179


Annalina Kristina Pfeil

fornærmet tunge til køkkendøren. ”Men altså, min pointe er – for at

vende tilbage til emnet, inden Allan var så flink at afbryde – så kunne

man da godt forestille sig, at tingene ville udvikle sig gennem nattens

løb.” Kasper rykkede helt hen til stolen og stak sit ansigt op i Yasmins,

hun spjættede forskrækket og så underligt på ham.

”Hva’?”

”Dig og Harry? Altså, det ville ikke være første gang. Og du skal bare

vide,” han klappede hende på låret, ”at du altid kan komme til mig.”

Han så alvorligt på hende, og hun nikkede skræmt. ”Jeg er her for dig.”

Han lænede sig tilbage igen og smilede til hende.

Yasmin rejste sig fra stolen og gik ud i køkkenet til Allan, han smilede

stort til hende fra køkkenbordet, hvor han havde siddet det meste

af dagen og vogtet over bollerne i ovnen.”Går han dig på nerverne?”

spurgte han og grinede, da hun nikkede sammenbidt. ”Det er en

fantastisk evne, han har. Jeg misunder ham ikke,” han lo højt, da

Kasper kom med et vredt udbrud indefra stuen. ”Sorry Kay.”

”Hvornår kommer Harry?” Yasmin lænede sig op af køleskabet.

”I don’t know, når han gider.” Allan trak på skuldrene og sprang så ned

på gulvet, da uret ringede. Han åbnede ovnen og trak bagepladen ud,

uden ovnhandsker på. ”Avavavavavavavav” han steppede rundt, inden

han fik sat den på køkkenbordet. ”Han går sine egne veje, men han

skal nok dukke op.”

”Hvad mente Kasper med, at ting kunne udvikle sig gennem nattens

løb?”

”Han er et fordrejet menneske, meget upædagogisk, bare ignorer

ham.” Allan betragtede bollerne meget nøje, mens han snakkede.

”Han er sådan lidt perverst tænkende.”

”Okay” mumlede Yasmin og kiggede ind på Kasper, der lå med benene

op af rygstykket i sofaen, han vinkede akavet til hende. ”Hvad mente

han med, at det var sket før?”

”Harry havde en kort flirt med en pige på en mission, ikke a…” Allan

afbrød sig selv og rettede sig op. ”Kan vi glemme, at jeg sagde det?

For det passer ikke, slet ikk’. Harry er meget professionel, du må ikke

sige det til ham, vel?”

”Sige hvad til mig?” Harry stillede sig med armene over kors og så på

den blonde dreng.

”A-a-at jeg gerne ville ud og se piraterne,” sagde Yasmin og smilede

svagt. Harry hævede et bryn, Yasmin nikkede bekræftende. ”Men det

måtte jeg ikke.”

”Aha, så det handlede ikke om noget andet?”

”Det er som Yase siger, pirater og det der,” han viftede med hånden

og så ud af vinduet. Harry trak på skuldrene og forlod køkkenet, Allan

kom med et langt suk og faldt sammen. Han gav thumbs up til Yasmin

og lod sig glide ned på gulvet. Yasmin styrtede efter Harry op på sit

værelse, hvor han stod ved vinduet og kiggede ud. Hans hurtighed

forbavsede hende stadig.

”Hvor har du været?” spurgte hun og gik hen til ham. Han svarede ikke,

men fortsatte med at se ud på haven. ”Kasper sagde noget med, at du

havde snakket med Jægeren?”

”Jeg sparkede lidt til ham, men han sagde ikke meget.” Han vendte sig

bort fra vinduet og smilede til hende, ”men han sagde da, at han var

blevet hyret af Quinn. Så nu er det mysterium løst, nu skal jeg bare

vide hvorfor.”

”Og det er en god ting, må jeg komme med hen og snakke med

180 181

Quinn?”

”Om du må? Nej, det må du ikke. Du må blive her i sikkerhed, jeg og

gutterne skal nok ordne det.” Han klappede hende på hovedet.

”Du bløder,” hun pegede på hans kind. ”Jeg er ikke i sikkerhed her, hvis

du tager Allan og Kasper med. Så er det faktisk sikrest, hvis jeg tager

med.” Hun satte hænderne i siderne.

Han tørrede sin kind og vurderede hende med et lille smil på læben,

hun havde viljen i sig. ”Hvis du lover ikke at gå i vejen, så vil jeg

overveje det, overveje, læg godt mærke til det ord. Du skal ikke regne

med noget,” han lagde armene over kors. Yasmin hvinede glad og


Annalina Kristina Pfeil

omfavnede ham, han smilede skævt og gjorde sig fri af hende. ”Men

så skal du også love, at du holder dig væk fra bevæbnede mænd.” Han

så alvorligt på hende, og hun nikkede smilende. ”Godt, vi går derhen

ved solnedgang.”

Harry kastede et blik over skulderen på Yasmin, der stod mellem Allan

og Kasper, der var i fuld gang med at give en masse gode råd. Allan

havde gang i en masse fagter, mens Kasper stod og pegede forskellige

steder på kroppen, der var gode at slå på. ”Okay, cut it out, hun får

ikke brug for at slås, flyt fødderne.” Han åbnede porten og gik udenfor,

der var en larmende stilhed. Han greb fat i skæftet på sit sværd og

ventede på, at de andre kom ud. Yasmin stillede sig ved siden af ham

og kiggede op på galeonen, der lå midt på gaden.

”Er du sikker på, han er ombord?”

”Nope” han skridtede hen af fortovet med venstre hånd i lommen,

Yasmin fulgte langsomt efter ham, mens hun kastede nervøse blik

over skulderen. Allan og Kasper dansede bag hende og virkede totalt

ubekymret begge to. Harry rakte hende sin hånd, da de var kommet

hen til galeonen. ”Så går det op,” grinede han og trak hende ind til sig.

Hun så overrasket på ham, Kasper fnisede i baggrunden. Harry greb

fat i et reb, der sad fast på galeonen og var bundet fast til en lygtepæl.

”See you later alligator,” sagde Allan og gav thumbs up til Harry, der

kappede rebet over. Han blinkede til Yasmin, der mærkede et sug

i maven, da jorden forsvandt under hende, og hun blev trukket op

af rebet. Det gik susende hurtigt, og Harry slap pludseligt rebet og

landede elegant på rælingen. Yasmins fødder dinglede ud over siden,

og han svang hende ned på dækket og hoppede selv ned. Han trak

hende om bag sig, da en flok pirater kom løbende mod dem.

”Vi skal tale med Quinn,” sagde han myndigt og hævede armene over

hovedet. ”Vi vil forhandle.”

”Vores kaptajn tar ikk’ imod ordre fra en lus som daj,” brummede en

stor pirat med et firkantet, behåret bryst. Yasmin gjorde store øjne bag

Harrys ryg og borede sine negle ind i hans ryg.

”Så må jeg jo hellere gå igen,” svarede Harry let, ”og tage Yasmin her

med mig.” Han flyttede sig, så piraterne kunne se hende og gjorde

mine til at forlade galeonen.

”Oi” råbte en lang, skelettynd mand og trådte frem. ”Kaptajnen ønsker

selv at tale med dej,” han smilede slesk til Yasmin, der kastede et

nervøst blik på Harry. Han blinkede til hende og vendte sig om.

”Jeg går ud fra, han er i sin kahyt?” Harry lagde en hånd på Yasmins ryg

og førte hende hen til en smukt udsmykket dør, han skubbede den op,

og de trådte ind i mørket.

”Er det her en god ide?” hviskede Yasmin til ham, hendes øjne var helt

blinde efter at have været ude i solnedgangen.

”Nøh. Bare lad vær med at pisse ham af, godt nok er han dum, men er

sgu ikke rar. Trust me on that.”

Han gik forrest ind i kahytten og standsede ved det lange træbord.

”Hey Quinseboy,” han smilede bredt til manden, der sad med fødderne

på bordet og rensede negle. Yasmin holdt sig i mørket bag ham, hun

stillede sig på tæer, så hun kunne se Quinn.

”Harry, jeg regnede ikke med, du ville komme tilbage. Haft en god

eftermiddag?”

”Fin tak, har du fået ordnet dit lille uheld?” Harry lo mildt, og Quinn

sendte ham et rasende blik.

”Hvad vil du? Og lad vær med at sige, at du vil have mig til at rejse,

jeg har det godt her. Her er ingen mennesker, ingen soldater der vil

hænge mig, ingen som helst der vil sætte sig imod mig.”

”Det er sgu da kun fordi, du har fået kastet en smule sovemagi over

det her sted. Her plejer at være ret livligt, hvad har du brugt til det?

Har du hentet noget englestøv?”

”Englestøv findes ikke,” svarede Quinn. ”Men jeg har dog måtte bilde

mændene ind, at det gør. Du er så besværlig, er du.”

Han rejste sig og gik hen til et stort skab, han åbnede det langsomt og

tog en karaffel ud. ”Vin?”

182 183


Annalina Kristina Pfeil

”Nej tak, din vin har aldrig smagt af andet en rævepis. Quinsemand,

hvorfor er du her?” Harry satte sig på kanten af bordet med den ene

fod på en stol. Han vinkede Yasmin længere ind i mørket, og hun

adlød stille. Quinn bevægede sig langsomt tilbage til bordet og satte

sig igen, hans øjne var fæstnet ved Harry.

”Det har jeg fortalt dig, for at blive rig, for at blive mægtig…”

”Jajaja, ikke alt det der crap, du fortæller dine legekammerater

derude,” afbrød Harry snerrende. ”Din egentlige grund til at være her,

jeg sværger, at jeg ikke siger noget til nogen.” Han holdt højre hånd

frem, den venstre var skjult i hans lomme.

”Harry, du ved, jeg ikke stoler på dig.” Quinn holdt en belærende

pegefinger frem, Yasmin rynkede brynene. Han virkede langt kvikkere,

end første gang, hun havde mødt ham.

”Jægeren har allerede fortalt, at du hyrede ham. Så hvorfor åbner du

ikke bare flaben og fortæller mig resten?”

Quinns næsebor udvidede sig, og han strammede grebet om stolen.

”Jægeren?” spurgte han hæst, ”du har fanget Jægeren?” Harry nikkede

med et lille smil på læben. ”Hvordan gjor… hmr,” Quinn rømmede sig.

”Jeg kender intet til det.”

”Aha, jamen så må det være en anden Quinn, han snakkede om. En

anden pirat som har krydset grænserne og søgt hjælp hos den eneste

lavlandsheks, der nogensinde har levet på jorden.” Harry rejste sig

langsomt, ”det er jo også dumt at opsøge en Lavlandsheks, men ved

aldrig, hvad de vil have til gengæld, før det er for sent, ikk’ sandt?”

”Lavlandsheks?”

”Ja, Lavlandsheks, hun levede på Tågeøen, men der har du vel

aldrig været, Quinn? Det er et ret farligt sted,” Harry kiggede ned på

Quinn, der var helt rød i hovedet. ”De dræber, hvis de ikke får, hvad

de vil have. Det er grunden til, at hun lever på den ø. Hun er blevet

forbandet, bandlyst fra sin egen egn, fordi hun slog så mange ihjel.

Hun kan ikke forlade den, kun hvis nogle laver en aftale med hende

og ikke overholder den.” Han gik hen til Quinn og lænede sig til hans

ansigt. ”Så forlader hun sin ø og kommer efter dem.”

”Jeg har givet hende, hvad hun ville have. Jeg gav hende ham, hun fik

ham og tilkaldte Jægeren. Jeg har givet hende, hvad hun ville have.

Hun fik ham, og jeg fik Jægeren og den ting, der skulle få mig herhen.

Det var aftalen,” rablede Quinn af sig og kiggede skræmt på Harry.

”Fint, glimrende, så behøver du ikke være bange. Men Quinn, det

forklarer ikke, hvad du vil her.” Harry satte sig tilbage på bordet, Quinn

bed sig i læben. ”Altså, Jægeren var jo ude efter noget, og det må

jo være noget særligt, siden du er kommet hele den la-a-ange vej

herhen.”

”Det kommer ikke dig ved,” hvæsede Quinn og pegede hen på døren.

”Ud, forsvind med dig.”

”Og dette særlige,” fortsatte Harry og legede med et af stearinlysene

på bordet, ”det er en pige. En pige ved navn Yasmin, som bor her i

nærheden. Har jeg ikke ret i det?”

”Jeg sagde ud,” hvæsede Quinn sammenbidt. ”UD!”

”Men jeg forstår ikke helt, hvad du vil med hende.” Harry fortsatte

uanfægtet og slog en finger mod brystet, han kneb læberne sammen

og så med rynkede bryn på Quinn. ”Jeg mener, du har aldrig mødt

hende før, hun aner ikke, hvem du er, så-å hvorfor er du interesseret

i hende? Og hvordan har du fundet hende? Det kan jeg simpelthen

ikke regne ud,” han slog ud med armene.

”Det kommer ikke dig ved,” brølede Quinn og rejste sig brat, han

pegede rasende på Harry. ”Det kommer ikke dig ved, din skiderik.”

Han kastede sig efter Harry, der elegant sprang op på bordet og

sparkede ham i hovedet. Han faldt ind i væggen bag sig og kom med

et vredt udbrud, sprang frem igen og greb en kniv, der lå på bordet og

langede ud efter ham. Kniven snittede Harrys støvle, og han bandede

surt. Quinn gjorde endnu et udfald, men Harry sprang ned på den

anden side af bordet og smilede hånligt. Quinn sprang hen over

bordet og skubbede Harry ind i skabet, hvor karaflen med vin stadig

stod. Glasset sprang, og vinen sprøjtede ud over Harry. Quinn løftede

184 185


Annalina Kristina Pfeil

kniven og kom med et vildt krigsråb, Harry holdt afværgende en arm

op foran sig, og kniven flængede hans ærme.

”NE-E-EJ” skreg Yasmin og kastede sig frem fra mørket, væltede ind

over bordet og ned på den anden side, bamlede videre ind i Quinn,

der så overrasket på hende, og landede så hos Harry, der nåede at

gribe hende, inden hun skvattede i vinen.

”H-hvad?” kom det fra Quinn, ”Adelai…” Han nåede ikke længere, da

Harry svingede en sølvkande i hovedet på ham.

”Hvad har du gang i?” snerrede Harry til Yasmin, der lå ind over bordet.

Han rejste sig hastigt og rev hende på benene. ”Har jeg bedt dig om at

komme frem? Nej vel?”

”Han havde en kniv,” forsvarede Yasmin sig og pegede på Quinn, der

lå helt rundt på gulvet med benene i vejret. ”Han havde en kniv, skulle

jeg bare se på eller hvad?”

”Jeg sagde, du skulle holde dig i sikkerhed. Det, du lavede før, var ikke

at holde dig i sikkerhed.”

”Og dog lever jeg stadig,” svarede hun og vendte sig om, da Quinn

kom på benene med en snerren.

”Jeg slår dig ihjel, jeg slår dig ihjel.”

”Okay, jeg tror, det er på tide, at vi går.” Harry skubbede Yasmin væk og

trak sit sværd. ”Når jeg siger nu, så løber du ud på dækket og kalder

på Allan og Kasper, jeg skal nok klare Quinn og hans små venner.”

Yasmin nikkede og trak sig tilbage, mens Quinn famlede efter sit

sværd, der var faldet på gulvet, da Harry var sprunget op på bordet.

”NU!” råbte Harry og gjorde udfald mod Quinn. Yasmin snurrede

rundt og spænede hen mod døren, hun kunne høre Quinn råbe, men

registrerede ikke, hvad han sagde. Hun flåede døren op og løb ud på

dækket, alle piraternes blikke blev rettet mod hende. De kom hurtigt

på benene og stormede hen mod hende, hun skreg og spurtede hen

mod rælingen uden at ane, hvad hun ville gøre.

”ALLAN! KASPER!” hvinede hun og sprang hen til rælingen, ”HJÆLP!”

Hun kastede et blik over skulderen og så piraterne nærme sig i fuld

fart med løftede sværd. Hun kiggede ned og mærkede en klump i

halsen. Der var alt for langt ned, hun kunne umuligt springe. Et brøl

bag hende fik det til at gibbe i hende, og hun nåede lige at springe til

siden, inden et sværd ramte hende. Hun skreg højt og flygtede langs

rælingen væk fra piraterne, indtil hun blev afskåret af andre pirater,

der var hurtigere end hende. Hun var nødt til at springe, der var ingen

anden udvej. Hun klatrede op på rælingen og sprang.

Allan og Kasper spruttede af grin, da Harry kom ind i stuen. Hans

læderjakke dryppede og efterlod røde pletter på gulvet, han krænge-

de den af og hængte den på havedøren. Han vendte sig langsomt

mod de to drenge i sofaen, der begge rystede af indestængt latter.

”Okay, kom bare med det.”

”Hellige Kos Yver, hvor er du grim!” brølede Kasper og væltede ned fra

sofaen, Allan knækkede sammen i et hosteanfald.

”Tak Kasper, det er meget støttende. Er Yasmin på sit værelse?”

”Du kan sgu da ikke gå op til hende sådan der,” påpegede Allan

grinende. Harry kiggede ned af sig selv, hans sorte T-shirt var vædet

med blod fra de pirater, der var kommet imod ham, da han var

kommet ud af kahytten. Quinns blod dryppede stadig fra læderjakken,

selvom det havde været et ringe slag, han havde ramt ham med. Han

nikkede samtykkende til Allan, der sprang op fra sofaen og fremdrog

en sort striktrøje – hvor han havde gemt den, kunne Harry ikke lige

gennemskue.

”Tada-ah” Allan kastede trøjen hen til Harry, der greb den og trak den

over hovedet. ”Så ser det ikke så slemt ud.”

”Så kan du godt smutte op og bejle til hende,” grinede Kasper nede fra

gulvet og høstede et surt blik fra både Harry og Allan. ”Hvad?” Allan

sparkede til ham og smilede undskyldende til Harry, der bare viftede

afværgende med hånden. Han forlod stuen, hvor en mindre slåskamp

var brudt ud mellem Allan og Kasper nede på gulvet. Han kravlede

op af trappen til Yasmins værelse og lukkede langsomt lemmen efter

186 187


Annalina Kristina Pfeil

sig og skød slåen for. Yasmin sad på sengen indhyllet i et tæppe, hun

kiggede op, da han stillede sig ved fodenden, trak tæppet tættere om

sig.

”Hey” sagde hun hæst.

”Hey, er du kommet noget til?”

”Næh, kun lidt ondt i benene.” Hun sænkede blikket. ”Du har været

væk i 3 timer, hvad skete der?”

”Quinn var ikk’ så nem at slippe af med, og hans mænd var ikke så

glade, da jeg først fik ham slået bevidstløs. Og vi tog en lille rask

løbetur sammen ned mod stranden og så tilbage igen, det var super

sjovt.” Han smilede bredt, ”hvordan kom du væk?”

”Jeg sprang.” Hun kastede et blik op på ham. Han stod med hænderne

i lommerne og betragtede hende med håret ned i øjnene, det sad som

altid godt, gav ham et lidt badboy agtigt udseende. Han gav hende et

kækt smil og rodede op i håret. Hun rykkede længere tilbage i sengen

og bed sig i læben.

Harry betragtede hende med milde øjne, så den lille rødmen, der

bredte sig på hendes kinder. Hans hjerte hamrede hårdt i hans bryst,

men han trak vejret roligt og velovervejet, selvom det krævede meget

af ham. Han havde altid fuld kontrol over sig selv, mistede aldrig fokus.

Det var nødvendigt, når man gjorde det, han gjorde. Men når han

var sammen med hende, ramlede det hele, hvis han ikke var ekstra

opmærksom. Ligesom med Adelaide.

”Du bløder,” kom det fra Yasmin. ”Virkelig meget.” Hun rejste sig fra

sengen og gik hen til ham. Han rynkede brynene, han blødte da

aldeles ikke.

”Nej, jeg gør ej.” Han lagde armene over kors og lagde mærke til, at

ærmet var helt klistret. ”Shit!” Han hev trøjen over hovedet, så han

bedre kunne se, det smertede en smule i skulderen. ”Han fik mig sgu,”

sagde han overrasket og rørte ved såret i skulderen. ”Han ramte rent

faktisk, det havde jeg ikke regnet med.” Han lo og tørrede såret med

trøjen.

”Sæt dig, jeg henter noget vand.” Yasmin skyndte sig nedenunder og

stødte nærmest ind i Allan, der stod med en balje med varmt vand

og nogle klude. Han blinkede til hende og rakte hende den, hun tog

imod den og hastede tilbage til Harry. Han sad og trykkede på såret

med et hævet bryn. Yasmin vred en klud op og satte sig ved siden af

188 189

ham.

”Det er længe siden, jeg har oplevet det.”

”Hvilket?” spurgte hun og vaskede varsomt såret, han havde blod hele

vejen ned af armen. Hun bed sig hårdt i læben, da hun vaskede det

væk. Noget af det var næsten helt indtørret.

”At nogen vasker mine sår.”

Hun smilede til ham og dyppede kluden i vandet, der blev rødt af

blod. Hun rystede let på hænderne, men prøvede nervøst at skjule

det. Hun tog en frisk klud og lagde over såret og kiggede sig om efter

noget, hun kunne bruge som forbinding.

”Jeg har forbinding i tasken,” sagde han og nikkede hen mod den sorte

taske, der lå på madrassen. ”Jeg regnede med, du måske ville komme

til skade.”

”Ih, hvor er du flink,” sagde hun sarkastisk og hentede tasken. ”Hvor er

det dog trist, jeg måtte skuffe dig.” Hun tog gazebindet op af tasken

og rullede det ud. Hun så på det med rynkede bryn, det eneste,

hun havde bundet ind, var hendes dukker – og det var nok ikke det

samme.

”Jeg kan selv gøre det, gå ned med vandet.” Han tog gazen og

begyndte at vikle det rundt om sig. Hvor han dog hadede at få sår

på skulderen, det var umuligt at forbinde det. Han holdt den ene

ende med tænderne og forsøgte, meget akavet, at binde en knude.

Han lagde sig ned på sengen og trak hårdt i gazen, så smerten skar

gennem armen.

”Vil du have hjælp?” spurgte Yasmin og satte sig ved siden af ham.

”Nej tak,” svarede han. ”Jeg klarer den.””Så du er lidt hardcore,” hun

sukkede. ”En typisk drenge ting.”


Annalina Kristina Pfeil

”Ville du hellere have, at jeg græd?” spurgte han og satte sig op. Han

sad helt op af hende og kunne mærke hendes åndedrag mod sin

mund. Hun rystede på hovedet og kiggede ham genert i øjnene. Han

lod en hånd kærtegne hendes kind og mærkede sit hjerte sprinte.

Hun så ned og forsøgte ikke at rødme, hans berøring fik det til at sitre

i hende.

”Du er ikke, som jeg troede,” hviskede han og tog om hendes hage,

løftede hendes ansigt, så han kunne se hende i øjnene. ”Du forbløffer

mig.” Han lænede sig ind mod hende og strejfede hastigt hendes

læber. Yasmin lukkede øjnene og lænede sig frem, men fandt kun

tom luft. Harry trak sig pludseligt væk og slap hende, han smilede

undskyldende til hende. ”Undskyld, jeg…” han rejste sig hurtigt. ”Jeg

er nødt til at gå.” Han skyndte sig ned af trappen. Yasmin faldt bagover

på sengen og sukkede, hun havde været så tæt på sit første kys. Sit

første rigtige kys, og så endda med en lækker dreng. Hun slog en hånd

ned i puden og svang benene op på sengen, hvor var det uretfærdigt.

”Hey Yase,” Allan kom listende hen til sengen med Kasper bag sig, han

satte sig forsigtigt på kanten af sengen, mens Kasper kastede sig ned

over hendes ben. ”Er du okay?”

”Har det dumme svin gjort dig noget?”

”Jeez, Kay, tal ordenligt.”

”Jeg har det fint, hvorfor?” Yasmin satte sig op og prøvede at trække

benene til sig, men opgav på grund af Kaspers vægt.

”Harry så ikke glad ud, da han gik.” Kasper lagde sig på ryggen og

stirrede op i loftet. ”Han stormede ud og mumlede noget med, at han

ville tale med ham Jægeren igen for at få mere information.”

”Med andre ord: han skal afreagere,” sagde Allan og nikkede

filosoferende.

”Ombord på galeonen ,” sagde Yasmin tøvende. ”Ombord på galeonen

angreb Quinn Harry, og jeg løb frem.” Hun rynkede næsen, i tvivl om

hvordan hun skulle forklare det. ”Og Quinn sagde: ’Adelai…’ men blev

afbrudt, da Harry svingede noget i hovedet på ham.” Hun så spændt

på de to drenge foran sig. Kasper havde sat sig op og sad med åben

mund og så ud til at tænke sig om, mens Allan så helt forskrækket ud.

De vekslede blikke og kom så begge med et langt, dybt suk.

”Typisk” sagde Kasper og så på Allan. ”Du gør det.”

”Hvorfor skal jeg?”

”Fordi du er ældst.”

”Jamen, fordi jeg er ældst, bestemmer jeg, og jeg bestemmer, at du

gør det.”

”Jeg vil ikke’!”

”Du ska-a-al,” trallede Allan og skubbede til ham. Kasper knurrede surt

og satte sig til rette på sengen. Yasmin smilede til ham.

”Okay hør her, og du skal ikke kommentere noget, for jeg ved ikke

mere, end jeg siger nu.” Han så alvorligt på hende, og hun nikkede.

”For nogle år siden var vi med Harry på en mission, i strid mod alle

regler selvfølgelig, vi arbejdede undercover på et piratskib. Kaptajnen

hed Black Leg, fordi han havde et sort ben, kreativt ikke sandt? Pirater

er virkelig kreative nogle gange, Red Beard har et rødt skæg og…”

”Videre” afbrød Allan.

”Okay okay. Altså Black Leg havde dette skib og havde opdaget en

sprække, som han ville igennem. Harry skulle standse ham. Ombord

på galeonen var Quinn, han var styrmand, og han kunne ikke lide os,

overhovedet. Jeg tror ikke, der gik en dag, hvor ham og Harry ikke var

oppe at slås.”

”Det forklarer deres opførsel overfor hinanden,” sagde Yasmin.

”Ja-a-a, de var knapt så gode venner, og da Harry så fandt Adelaide,

gik det helt galt.”

”Adelaide?”

”Ja, vi lagde altid til i en bestemt havn, da Black Leg havde en ’kæreste’

190 191

der,”

”Altså en ung pige han udnyttede,” indskød Allan.

”Præcis, nåh men. Adelaide og Harry havde sådan en lille ting…”

”Lille og lille,” mumlede Allan og kløede sig i nakken, ”det vil jeg nu


Annalina Kristina Pfeil

ikke kalde det.”

”Sig mig, hvem er det, der fortæller historien her?” spurgte Kasper

fornærmet og skubbede til Allan. ”Adelaide og Harry forelskede sig,

under vores tur der, hvilket var en skidt ting, kan du jo nok godt forstå.

Vi fandt først ud af det efter missionen, fordi de selvfølgelig skjulte det.

Hun var jo Black Legs dame, så de sås i smug. Vi var der flere gange, da

Black Leg ligesom ikke kunne slippe tanken om store rigdomme, eller

Quinn kunne ikke slippe tanken og fik gang på gang overtalt Black

Leg til at fortsætte søgningen… Men altså, det gik jo galt til sidst,

obviously. Vi rejste frem og tilbage i tiden, Adelaide var flere gange

ved at blive opdaget af de andre mænd på galeonen, så hun fandt på

mange sjove historier. Harry blev aldrig opdaget, han er totalt ninja!”

”Hvad skete der så?” spurgte Yasmin, ”hvordan blev de opdaget?”

”tja, Adelaide blev opdaget, Black Leg opgav sin søgning efter

sprækker i tiden, Quinn var rasende, og vi flygtede over hals og

hoved.”

”Efterlod I Adelaide?”

”Ja, og det var Harrys ide, hvilket ikke er en god undskyldning. Men

altså, vi har aldrig set hende siden, eller nogle af de andre fra den

tid, Gamlingernes Råd,” Kasper pegede op i loftet. ”Forbød os på det

strengeste at rejse i tiden igen. Og Harry var i forvejen ude på dybt

vand på grund af, at han havde ’stjålet’ os fra middelalderen.”

”Så, han efterlod hende hos en rasende pirat? Det er jo mord,” sagde

Yasmin rasende og kiggede vredt på de to drenge.

”Black Leg var ikke slem, han haltede, festede, drak, bandede, åd,

men han var ikke slem. Quinn var den med alle ambitionerne,” sagde

Allan. ”Adelaide ville kunne leve fredeligt, hvis hun blot bad ham om

forladelse. Han kunne godt lide Harry.”

”Det var værre med Quinn, hvis han hadede Harry før, så var det

endnu værre nu. Han havde opdaget dem, og tro mig, han blev ikke

glad, da Black Leg ikke ville straffe Harry. Og da han ikke selv fik fat

på ham, er der stor sandsynlighed for, at han vendte sin vrede mod

Adelaide.”

”Hvorfor? Ville han selv have hende?”

De to drenge vekslede blikke, Kasper kneb læberne sammen i et

form for smil, og Allan truttede munden på en barnlig måde.”Quinn

var Adelaides bror,” sagde de så i kor. Yasmin mærkede en sten lande

tungt i hendes mave.

”H-hvad? Så på galeonen , da jeg kastede mig frem mod Harry, og

Quinn så sagde…”

”Adelaide reddede Harrys liv, da hun kastede sig ind foran ham, da

Quinn forsøgte at stikke et sværd i ham. Quinn tilgav hende ikke, og

det var før, han fandt ud af sammenhængen.”

”Han troede, jeg var Adelaide?”

”Ganske kort måske,” nikkede Kasper. ”Jeg mener, du ligner hende

SLET ikke, hun var høj og tynd med nogle ret pæne, velformede… en

ret pæn, velformet barm med sådan lidt rødligt hår. Og du er lille og…”

han fik et slag i hovedet af Allan og klappede i.

”Du ligner hende ikke,” sagde Allan kort. ”Men hun må være grunden

til, at han gerne vil have fat i dig.” Han smilede til hende, da han så

hendes forvirrede ansigtsudtryk. ”Quinn er efter dig, han sendte

Jægeren efter dig, og det har alt sammen noget at gøre med Adelaide.

Harry talte med ham tidligere i dag og fik vist også lige langet ham et

par flade?”

Han så på Kasper, der nikkede samtykkende.

”Han tog dig med til skibet for at se, om han kunne lokke mere ud af

Quinn, og det lykkedes måske, I don’t know, for han har intet sagt.”

”Quinn indrømmede, han havde kontaktet en Lavlandsheks, hvad det

så end er,” sagde Yasmin stille. ”Han virkede ikke glad for at indrømme

192 193

det.”

”Black Leg havde engang et forhold til en Lavlandsheks, da han slog

op, sendte han Quinn med beskeden, og Quinn fik straffen. Han svor

aldrig at tale med en ever again,” sagde Allan. ”Eller, det er, hvad jeg

har hørt.”


Annalina Kristina Pfeil

”Quinn har garanteret lavet en aftale med Lavlandsheksen om, at

hun åbnede en sprække, der var stor nok til, at skibet kunne komme

igennem, og til gengæld har hun så fået Black Leg.” Kasper kastede et

blik ud af vinduet. ”Men først skulle Jægeren igennem.”

”Den har heksen nok fundet,” sagde Allan stille.

”Alt det ved jeg,” sagde Yasmin. ”Quinn sagde, at han havde givet

hende ham, som måske er Black Leg, han indrømmede det hele,

undtagen…”

”Undtagen hvorfor han er efter dig,” afsluttede drengene hendes

sætning, de smilede begge fra ører til ører. Yasmin så ned på sine

negle, hun følte sig ikke særlig opløftet. Det hele var et kaos, Harry,

den eneste hun kunne stole på, havde engang forladt en kvinde til

døden, Quinn, en pirat fra fortiden, jagtede hende, hele gaden var

faldet i søvn, og hun var fanget på et værelse med to drenge, der sad

og smilede dumt til hende.

”Hvad nu?” spurgte hun hæst med en klump halsen.

”Nu venter vi på Harry, vi er måske kommet langt i vores tankegang,

men han har sgu nok regnet det hele ud for længst.” Kasper klappede

hende på knæet og sprang ned fra sengen. ”Nu skal du have lidt søvn,

og så smutter vi ned i stuen.”

”Du kalder bare, hvis der er noget,” sagde Allan og gav hende et

hestebid. Hun hvinede forskrækket og spjættede uvilkårligt. Han gik

leende ned af trappen med Kasper foran sig og lukkede lemmen,

Yasmin tændte lampen ved siden af sengen. Hun kunne da umuligt

sove nu.

Harry betragtede solen stå op, mens han strøg en finger hen over

syningen på skulderen. Quinn ventede på ham derude, ventede

som en glubende ulv på, at Harry skulle træde ud af porten, så han

langt om længe kunne få sin længe ventede hævn. Solens røde

stråler varmede hans ansigt, og han vendte sig bort fra vinduet.

Hele rummet lignede en bombeeksplosion. Han skrævede over en

kasse og kravlede ud gennem hullet i væggen, som en kanonkugle

havde efterladt sig. Nogle måger skreg over ham, varslede dagens

hændelser. Han gik langsomt hen mod galeonen, hans mission skulle

fuldføres.

Piraterne buhede, da han satte fødderne på dækket. Han ignorerede

dem og skridtede hen til Quinn, der stod og solede sig ved

fokkemasten Harry standsede et lille stykke fra ham og stak hænderne

i lommerne, ventede pænt på, at Quinn skulle tage imod ham. Der gik

et godt stykke tid, hvor der ikke var en lyd. Quinn blev ved med at stå

med hovedet vendt mod solen, og hans besætning holdt vejret. Harry

stod tålmodigt og ventede, man måtte altid udvise respekt, inden

man ydmygede folk. Til sidst kom der et suk fra Quinn, og han vendte

sig mod Harry. Han sendte ham et surt blik og knipsede med fingrene,

to pirater kom løbende med en stol. Quinn satte sig og skulede til

Harry, der stod præcis, hvor han hele tiden havde stået.

”Jeg ventede ikke at se dig nu,” sagde Quinn og smilede sørgmodigt.

”Ikke i dag.”

”Er det en særlig dag?” spurgte Harry påtaget uvidende og lagde

armene over kors. ”Skal jeg komme igen i morgen?”

”I dag er en sorgens dag, en meget sørgelig dag.” Quinn lukkede

øjnene og kneb læberne sammen, Harry himlede med øjnene og tog

en dyb indånding. ”Hvad vil du her?”

”Yasmin er rejst.”

”HVAD?” skreg Quinn og sprang op, ”hvad sagde du?” Hans ansigt blev

langsomt rødt, og en åre dunkede i panden på ham. Harry smilede,

endelig faldt facaden.

”Yasmin er rejst, jeg sendte hende ud af byen i nat.”

Quinn kiggede rasende rundt på sin besætning, der alle stod nølende

og kiggede på deres sko. ”Har I ikke set hende? Hvem var på vagt i

nat? Afslør jeg selv, HVEM?!” Han fik intet svar, og hans ansigt blev helt

mørkerødt. ”Jeg sagde, at I skulle fange hende, hvis hun flygtede. Hvad

194 195


Annalina Kristina Pfeil

lavede I i nat? Hvordan er hun kommet forbi jer?”

”Hvorfor er du overhovedet så interesseret i hende? Hun har intet med

dig at gøre,” sagde Harry med et skævt smil på læben. Quinn udstødte

en gurglende lyd og pegede på ham.

”DU! DIG! Det er DIN skyld?”

”Det giver jo mening, når jeg siger, at jeg sendte hende væk.” Harry

nikkede samtykkende. ”Godt observeret.”

”Hvor er hun?”

”Ikke her, med mindre du altså ser syner,” Harry grinede.

”Jeg slår dig ihjel, din hund.” Quinn kastede sig hen mod Harry, men

blev standset af to fra besætningen, der greb fat i ham og holdt ham

tilbage.

”Nej Cap’n. Han er den eneste, der ved, hvor hun er.”

”HVOR ER HUN?” Quinn udstødte en ed, da den store pirat satte ham

på stolen igen. Harry trak på skuldrene og kiggede ned på sine negle.

Han kunne fornemme den vrede, der rasede i Quinn. Han havde

spoleret hans planer, endnu engang.

”Kaptajn Quinn, jeg skal tale med dig.”

Harry mærkede en knytnæve i brystet ved lyden af den stemme, hun

var kommet ud til skibet. Han kiggede ned i dækket, da hun stillede

sig ved siden af ham.

”Hvad?” Quinn lyste op og rejste sig, ”du er her stadig? Fremragende,”

han klappede hænderne sammen og så ondt på Harry. ”Så du løj for

mig? Dumt, dumt, dumt.” Harry knyttede hænderne og så op, hans

gule øjne blinkede ikke, da han rankede ryggen og så Quinn i øjnene.

”Kommer det som en overraskelse for dig?”

”Hahahaha, min plan vil lykkedes, fremragende. Tak, oh, tak,” han strøg

frem og tog Yasmins hænder. ”Du gør mig noget så lykkelig, at du ved

det.”

”Du er en idiot, Yasmin” sagde Harry og rystede på hovedet. ”En

idiot.” Han så på Yasmin, der stod med store øjne og kiggede på ham,

hendes læber dirrede. Quinn rystede hendes hænder, mens han

takkede hende. Harrys gule øjne glimtede, Yasmin bed tænderne

sammen.

”Tror du virkelig, det vil lykkedes, Quinn?”

”Jeg ved slet ikke, hvad du taler om.” Quinn sendte ham et slesk blik og

slap Yasmins hænder. ”Jeg aner ikke, hvad du taler om.”

”Adelaide er død, og du kan ikke gøre noget ved det.”

”Jeg ved godt, at Adelaide er død. Jeg er ikke dum,” hvæsede Quinn og

vendte ryggen til dem. ”Jeg var der selv, jeg så hende dø. Jeg var ved

hendes side…”

”Hun må have været meget lykkelig,” afbrød Harry fnysende og

lagde en hånd på Yasmins ryg. En kuldegysning gik igennem hende.

”Hendes elskede bror var ved hendes side, da døden tog hende.”

Kulden i hans stemme var ikke til at tage fejl af.

”Hun fandt sin plads til sidst,” sagde Quinn og ignorerede Harrys

tonefald. ”Hun fandt sin plads på trods af det, du gjorde mod hende.”

”Happy ending after all,” mumlede Harry sarkastisk og trak Yasmin ind

til sig. ”Hold dig bag mig,” hviskede han i hendes øre. Hun havde en

sur smag i munden, men nikkede adlydende. ”Det er hendes dødsdag

i dag, ikke sandt?” sagde han højt. ”Det her er dagen, hvor du slog din

søster ihjel.”

Yasmin blev svunget om bag Harry, og han trak et sværd, parerede

Quinns slag. Quinn bandede rasende og huggede ud efter Harry, der

skubbede Yasmin baglæns med den ene hånd og tog imod slaget

med sit sværd. Yasmin skreg, hendes indre boblede med vrede overfor

den dreng, der kæmpede foran hende. Hun forsøgte at holde sig

bag Harry uden at komme i vejen, mens hun indvendigt rasede over

ham. Piraterne råbte og nogle af dem kastede sig ind i kampen, Harry

parerede alle deres slag og blev ved med at dække Yasmin, så hun

ikke skulle blive ramt. Hun så sig over skulderen og kastede sig ned på

dækket, da en pirat kom spændende mod hende. Harry trak et andet

sværd og ramte piraten i hovedet, blodet sprøjtede ud over ham,

og piraten faldt om. Yasmin kravlede over liget og hen til rælingen,

196 197


Annalina Kristina Pfeil

hendes fingre var blevet røde af piratens blod. Hun trykkede sig ind

mod rælingen og betragtede rædselsslagen Harry, der kæmpede med

et sværd i hver hånd mod fem pirater. Quinn skreg som en rasende og

prøvede at skubbe sin besætning væk, men ingen tog notits af ham.

”Bare rolig, det skal nok gå,” hviskede en stemme i hendes øre, og

det gibbede i hende. Hun så op og mødte to blå øjne, der smilede til

hende.

”Allan?”

”Han har kæmpet mod flere, han skal nok klare den.”

”Hvorfor hjælper du ham ikke?” spurgte hun hidsigt og slog til hans

ben, han skar ansigt.

”Fordi jeg ikke må hjælpe, før han siger til… og jeg må faktisk heller

ikke tale med dig, så-åh vend lige blikket tilbage mod kampen.”

”Hvorfor…”

”Fordi jeg er undercover, troede du ikke, at vi så dig snige dig ud?

Du er altså ikke ninja, at du ved det.” Han sparkede blødt til hendes

skulder, og hun smilede. ”Harry klarer den.”

”AHAAAA!” kom det triumferende fra den kæmpende klump. Piraterne

hujede og flyttede sig, så hun kunne se, hvad der skete. En sten faldt

ned i maven på hende. Harry var blevet overmandet og lå nu på

dækket med Quinn siddende ovenpå sig. Quinn hylede triumferende

og holdt begge arme i vejret, mens hans besætning hyldede ham.

Yasmin skreg og sprang hen mod Quinn, kastede sig ind i ham,

væltede ham om på dækket. Hun kradsede ham med sine negle og

hørte piraterne le hånligt, men hun var ligeglad.

Harry rejste sig og gik hen til Yasmin, trak hende væk. Quinn satte sig

op og tørrede blodet af kinden, han så rasende på hende.

”Hvad har du gang i, tøs?” hvæsede han. ”Vil du gerne dø?”

”Hun kan vidst ikke lide dig, Quinny” kom det fra Harry. Han slap

Yasmin, der trådte væk fra ham, så vredt på ham. ”Du skulle ikke være

kommet, Yasmin.” Han kiggede på hende, hun stirrede vredt igen.

”Du skulle have stukket af, mens du stadig havde en chance.” Han

vaklede en smule og hostede hult blod op, piraterne grinede. ”Du har

Adelaides mod, det burde jeg have set noget før.”

”Hvad snakker du om?” udbrød Quinn, ”Adelaides mod?”

”Du ved udmærket, hvad jeg snakker om, Quinny. Adelaide er…”

”TI STILLE!” Quinn knipsede rasende med fingrene og to pirater fór

frem mod Harry. Han så overrasket på dem, da de kastede sig over

ham og bandt hans ben sammen. Rebet kom fra stormasten, men var

bundet fast til dækket. De trak ham grinende væk, og Quinn grinede

hysterisk. ”Nu kommer du snart ud på en lille flyvetur, Har-ry.”

”Yasmin, kom her” Harry så på hende, og hun gik langsomt hen til

ham, stadigt med et surt udtryk i hovedet. ”Jeg er virkelig ked af det,

der skete. Jeg burde have fortalt dig sandheden.” Han lagde armene

om hende og trykkede hende ind til sig. Hun mærkede en klump i

198 199

halsen.

”Harry…”

”Nej, hør nu efter. Du er nødt til at holde ud lidt endnu,” han strøg

hende over ryggen.

”Nej, Harry”

”Shh. Alt skal nok gå. Du har en ufattelig kraft gemt i dig, og den får du

brug for senere.”

”Harry!”

”Ti nu stille, kvindemenneske,” sagde han med et skælmsk tonefald.

”Du og Adelaide, I er en person, og det burde jeg have vidst samme

øjeblik, jeg så dig. Det billede på din væg, det forestiller hende. Hun

våger over dig,” hviskede han i hendes ører. Hun nikkede ind mod

hans bryst og strammede grebet om ham. ”Yasmin, vær stærk.” Yasmin

mærkede hans blod mod sin kind og snøftede.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?”

”Det der kræves for, at du er sikker.” Han kiggede ømt ned på hende.

Hun smilede modigt til ham og blev så revet bort af Quinns mænd.

De hujede barskt, da Quinn kappede rebet, der holdt Harry fast

til dækket. Yasmin skreg forfærdet, da han susede op i luften med


Annalina Kristina Pfeil

hovedet nedad. Mændene grinede og piftede, mens Harry fløj op

langs stormasten. Han bandede rasende og forsøgte at gribe fat i

rebene. Han baldrede ind i råen og fik fat i sejlet. Han bed tænderne

sammen og holdt godt fast i sejlet med den ene hånd, mens han med

den anden prøvede at få fat i sin kniv i bæltet. Han udstødte en ed, da

sejlet gav sig og revnede. Hans fingre fandt kniven, og han trak den,

puttede den i munden og holdt fast i sejlet med begge hænder.

Langsomt begyndte han at trække benene til sig, rebet om hans

ankler strammedes, men gav sig langsomt. Han tog langsomt kniven,

kastede et blik ned på sine ankler og satsede. Kniven skar sig gennem

rebet og ind i kødet, han strammede grebet om kniven for ikke at tabe

den. Hans ene ben var nu frit, han vred armen, så meget han kunne og

skar det andet ben frit. Sejlet knagede og gav efter, han slap kniven

og greb fat i råen. Han trak sig langsomt op og balancerede hen til

storemærsen, hvor han smed sig forpustet. Han kunne høre piraterne

råbe langt under sig og krydsede fingre for, at Yasmin stadig var okay.

Han kunne høre Quinn råbe ordre nede på dækket og lagde sig på

maven og kiggede ned. Han kunne ikke se Yasmin eller Quinn, men

Allan og Kasper sad og hang på rælingen i deres forklædninger. Så var

hun i sikkerhed, ellers ville de ikke være så rolige.

”Hvor blev han af?” skreg Quinn nede fra dækket. ”Lod I ham slippe

væk? Åndsamøber, find ham!”

”Men Cap’n, du beordrede os til at smide ham over bord?”

”Kan du se ham nede på jorden? Kan du høre ham skrige? Find ham!”

”Men Cap’n, han blev slynget…”

”FIND HAM!”

Harry lo stille og kravlede ud på råen, nu skulle det nok blive sjovt.

Yasmin vred sig og prøvede desperat at komme fri, men hendes

vogter var alt for stærk. Han brummede og strammede grebet om

hende. Hun hvæsede rasende og sparkede til hans ben, men han

reagerede ikke. Tårerne strømmede op i hendes øjne og dryppede

ned på dækket, billedet af Harry, der susede op i luften, havde brændt

sig fast på hendes nethinde.

”Savner du ham allerede?” kom det raspende fra Quinn, og han

rømmede sig anstrengt. Hun svarede ham ikke og kiggede væk, da

han gik hen til hende. ”Se på mig, tøs.” Han greb fat om hendes hage

og tvang hendes ansigt op. Han smilede ondt til hende, ”hader du mig

nu? Hader du mig, ligesom min søster hadede mig?”

”Du slog hende ihjel, ikk’ sandt?” hviskede Yasmin og så ham direkte i

øjnene. ”Du slog Adelaide ihjel, efter at Harry var rejst.”

”Hahahaha, er det, hvad de har bildt dig ind? Hahaha, en mester i

bedrag, det er, hvad han er. En mester i bedrag.” Han slap hendes hage

og vendte ryggen til hende, han stod lidt og så op i himlen.

Hun rejste sig hidsigt og slog ud efter ham, han veg til siden og

skubbede hende tilbage. ”Indrøm det.”

”Hold din kæft,” hvæsede han og gav hende en syngende lussing.

”Hun lærte sin plads at kende.”

”Og nu har du slået Harry ihjel, dit… dit… monster!” Yasmin sparkede

ud efter ham og fik endnu en lussing. Han lænede sig tæt ind til

hende, så hun kunne lugte hans ånde.

”Gør som jeg siger, og du vil overleve.” Han smilede til hende og viste

nogle gule tænder, hun rynkede på næsen. ”Adelaide trodsede mig,

det eneste hun skulle gøre var at ligge med Black Leg, så jeg kunne

blive udråbt til hans førstestyrmand, og så jeg senere kunne blive

kaptajn. Men det kunne hun ikke finde ud af, hun skulle absolut fjante

rundt med Harry. Tøsen vidste ikke, hvad der ar bedst for hende.”

”Men det vidste du?”

”Jeg var den ældste af os, og hun opførte sig som om, hun vidste

bedre end mig. Jeg ville have tilgivet hende, hvis hun blot havde

fortalt mig det, men det gjorde hun ikke. Hun gjorde mig til grin,” han

satte sig på bordkanten. ”Selv efter jeg havde opdaget det, gav jeg

200 201


Annalina Kristina Pfeil

hende en chance til, og ved du, hvad hun gjorde?” Yasmin rystede

på hovedet. ”Hun lo, hun lo af mig. Hun sagde, at hun forbandede

mig langt væk. Forbandede mig. Sådan en lille tøs. Men jeg kunne

intet gøre, Black Leg beskyttede hende. Selv efter hun bedrog ham,

beskyttede hun ham. Men da hun stak af fra ham, så kunne han ikke

længere forhindre det, så kunne han ikke længere beskytte hende…”

”Og så slog du hende ihjel,” afbrød Yasmin og spyttede efter ham.

Quinn udstødte et hyl og fløj frem mod hende, greb fat om hendes

hals og trykkede til. Luften blev fanget nede i hendes lunger, det

sortnede for hendes øjne. Hun gispede, men Quinn slap ikke.

”Slip hende, Quinny” Kasper brasede ind i kahytten og svingede med

et sværd, som han vist lige havde grebet i farten. ”Jeg sagde ’SLIP

HENDE!’” Han kastede sig ind mod Quinn og kastede sværdet højt op i

luften, Yasmin skreg og faldt ned fra stolen.

”Kasper?” gispede hun og kravlede væk fra de to kæmpende på

gulvet, ”Kasper, hvad laver du?”

”Jeg… j-jeg red..der d..dig… autsj.” Han fik en albue i hovedet og

tumlede væk fra Quinn, der forsøgte at komme hen til Yasmin. Hun

rejste sig og løb ud af døren, ud til kaosset på dækket. Hun tumlede

hen til fokkemasten og klamrede sig til den, mens piraterne spænede

rundt om hende. De kiggede alle op i himlen, mens de råbte og

skreg. Hun gemte ansigtet mod masten og lukkede øjnene, galeonen

gyngede under hende.

”Yasmin, Yasmin,” hun mærkede en hånd på sin skulder og kiggede

forskrækket op. Allan smilede til hende. ”Er du okay?” Hun nikkede

og skulle til at lægge armene om ham, men han rystede på hovedet.

”Klatr op i masten, så er du i sikkerhed, jeg må hjælpe Kasper.”

”Klatr op i masten?” gentog hun og kiggede op. ”Helt derop?”

”Ja, brug vanten der.” Han skubbede hende hen mod rælingen, hvor

vanten var fastgjort og hastede så forbi piraterne hen mod kahytten.

”Men, ne-e-ej,” jamrede hun og tog rystende fat i vanten og trak sig

op på rælingen. Det hele gyngede under hende, og hun strammede

grebet, så hendes fingre blev helt hvide. Nede på gaden begyndte

bølger at slå om skroget på galeonen, og nogle måger skreg over

hende. Hun tog en dyb indånding og satte foden i et af hullerne i

vanten, langsomt kravlede hun op, mens hun anstrengte sig for ikke

at se ned.

Hele hendes krop rystede, da hun kom til råen. Der var langt fra det

sted, hun var, og indtil masten, hvor der var en mærs. Hun rystede på

hovedet, hun kunne under ingen omstændigheder klatre over råen

og ind til mærsen. Hendes hjerte bankede hurtigt og tungt i hendes

hals, hun kunne ikke komme videre. Så måtte hun blive, hvor hun var.

Galeonen knagede og vippede op, hun klamrede sig til råen. Vinden

blæste kraftigt og skubbede voldsomt til hende, sejlene bugnede ud,

og langsomt begyndte galeonen at sejle. Hendes hår flagrede i alle

retninger og gjorde hende blind, det hele gyngede under hende. Hun

mistede grebet om råen og faldt baglæns. Hendes hænder greb ud

efter den tomme luft, hjertet fløj ned i maven på hende, skyerne drev

langsomt forbi på himlen.

Harry greb fat om hendes håndled, og svingede hende op på råen.

Hun blev løftet op i en varm favn og båret hen over råen og ind

til mærsen. Langsomt blev han sat ned helt op af masten, og hun

kiggede op, blev mødt af et par varme, gule øjne. De ulmede skælmsk,

og hun mærkede stenen svinde ind til ingenting

”Harry…” Hun rakte armene op og hev ham ned til sig, begravede

næsen i hans trøje. ”Gudskelov.”

”Er du okay?” hviskede han og satte sig ved siden af hende med

armene om hende. Hun nikkede med tårer i øjnene. ”Godt, kom her.”

Han rejste sig igen og trak hende med op.

”Hvad? Nej, vent. Hvor skal vi hen?”

”Ned, hvor ellers?”

”Men… vi er jo lige kommet herop,” mumlede hun og greb godt fat i

ham for ikke at falde. ”Vi kan godt blive lidt endnu.”

”Skibet er begyndt at sejle, og vi skal af, inden det når tidssprækken.”

202 203


Annalina Kristina Pfeil

Han greb fat i et reb og kiggede ned på dækket. Piraterne var begyndt

at kravle op i vanterne for at klargøre sejlene, han trak på smilebåndet.

”Hold godt fast.”

”Jeg vil altså hellere blive her,” klynkede Yasmin og lukkede øjnene.

Harry vinklede rebet rundt om håndleddet og så ned på hende. ”Bare

rolig, der sker ikke noget.” Yasmin åbnede munden for at sige noget,

men nåede det ikke, før han kastede dem ud fra mærsen. Vinden peb

omkring dem, og nærmede sig dækket med hurtig fart. Harry landede

selvsikkert på dækket og rettede sig op med Yasmin i armene, ingen

ænsede dem. De pirater, der ikke var optaget af at holde skibet på ret

kurs, sloges med hinanden, mens Allan og Kasper stod og så på. De

smilede til Harry og Yasmin og pegede på piraterne, der ikke ænsede,

at deres modstandere var væk. Quinn kom haltende ud fra kahytten

og sendte Harry et olmt blik. Harry satte Yasmin ned på dækket, og

hun vaklede en smule til siden, inden hun fik balancen igen. Hun

bakkede om bag Harry, da hun fik øje på Quinn, der stod og trak vejret

som en rasende tyr.

”Så du lever altså stadig?”

”Jeg er ikke så nem at komme af med,” svarede Harry let og vinkede

med to fingre Allan og Kasper hen til sig. De slentrede langsomt hen

og stillede sig bag ham, ligeså ubekymret som hvis de bare gik en tur

ned af strøget. Han hævede en hånd op i vejret, og alle piraterne frøs

midt i det, de havde gang i. Quinn så rædselsslagen på ham, Harry

sænkede hånden igen.”Jeg ved, hvorfor du er her, og jeg vil ikke tillade

dig at tage hende med dig. Hun hører til her og ikke i din tid.”

”Hvad gjorde du?” kom det hæst fra Quinn, hans blik flakkede rundt på

besætningen. Galeonen begyndte langsomt at sagtne farten, som om

noget prøvede at holde den tilbage. ”Hvordan…”

”Jeg kan mere end bare svinge et sværd, Quinny. Og jeg har ikke i

sinde at lade dig rejse tilbage med Yasmin. Lavlandsheksen vil bruge

hendes blod til at genoplive Adelaide, men det kan ikke lade sig gøre.

Jeg ved, du ikke er her af egen fri vilje. Black Leg sendte dig, fordi

han ville have Adelaide tilbage, og du gør som han siger, fordi du har

dårlig samvittighed over drabet på din søster. Men jeg lader dig ikke

gøre det!”

”Hvordan fandt du ud af det?”

”Black Leg gjorde Adelaide gravid, hun fortalte mig det den aften, du

fandt os. Hun frygtede, at han ikke ville tro på, at det var hans, så hun

havde holdt det skjult i fire måneder. Har jeg ret i, hun forsvandt, efter

jeg rejste?” Harry betragtede hårdt Quinn, der nikkede ængstelig.

”Hun stak af, så hun kunne få barnet i fred, men du fandt hende, og

du slog hende ihjel!” Harry pegede rasende på Quinn, ”du slog hende

ihjel, og det barn voksede op uden en mor.” Vreden boblede i hans

gule øjne, og han knyttede hænderne for at bevare roen.

”Yasmin er efterkommer af Adelaide, hendes blod flyder i Yasmins

årer, hendes ånd…” Hans stemme knækkede over, og han tog en dyb

indånding. ”Adelaides ånd er Yasmins ånd, de er én. Du har slået din

søster ihjel en gang allerede, og nu gør du det igen.” Han hævede sin

hånd og pegede med to fingre på Quinn. ”Du vil ikke huske, at du

har været her, du vil ikke huske, at Black Leg har sendt dig ud på en

opgave. Du vil tage hjem og for evigt føle skyld over det, du har gjort.”

Hans gule øjne skinnede prægtigt, og et lys tændtes for enden af

fingrene. Et kraftigt, kridhvidt lys bredte sig, blændede Yasmin,

opslugte hele skibet. Quinn skreg frustreret, men hans skrig stilnede

langsomt af, samtidigt med at lyset blegnede. Lyset svandt ind til

ingenting, og Yasmin så Quinn stå med åben mund og stirrer blindt

frem for sig. Han væltede langsomt bagover og landede blødt på

dækket, resten af besætningen spjættede alle i takt og drattede

ligeledes om. Harry sænkede sin arm og vaklede en smule, Allan og

Kasper greb fat i ham, og han klukkede stille. ”Lad os så komme af,

inden det her skib kidnapper os.”

204 205


Annalina Kristina Pfeil

o

Det var sket på et øjeblik, hurtigere end et stjerneskud over himlen.

Tidssprækken havde åbnet sig, havde opslugt galeonen med Quinn

og hans besætning ombord og var forsvundet igen, som om den

aldrig havde eksisteret. Der havde næste ingen larm været, næsten

intet livstegn, da de forlod galeonen. De var ikke blevet angrebet af

rasende pirater, var ikke blevet standset fordi piraterne lige skulle

plukke en høne med dem. Der var ingen ængstelig kaptajn, der råbte

sig hæs på dækket. Alt var normalt, men hun tog ikke specielt notits af

det. Ikke før hun rejste sig op fra fortovet. Der gik det op for hende, at

intet var galt!

Hun rejste sig op og mærkede noget koldt ned af ryggen. Intet var

som før, men alligevel var det. Gaden var stadig tom udover hende

og drengene, verden stod stadig stille, ingen biler, intet skib lå for

anker. Hun stak hænderne i lommerne og kiggede mod himlen. Den

var blå, helt blå. Ingen skyer hang truende over byen. Harry lagde en

arm om skulderen på hende, og de gik tilbage mod porten. Allan og

Kasper traskede bag dem, nynnende. Yasmin lo og tog et par lette

dansetrin. Det hele var overstået, alt var blevet godt igen. Harry slap

hende og lod hende danse hen af gaden, mens han smilede kækt.

Hun var uden for fare, hun var endelig i sikkerhed. De nåede porten,

og Allan og Kasper gik ind for at hente deres ting. Harry stillede sig op

af husmuren og missede mod solen. Det var tid til at tage hjem.

”Hvornår regnede du det hele ud?” spurgte Yasmin og betragtede

Harry.

”Da Jægeren nævnte det med Lavlandsheksen, jeg vidste, Quinn

aldrig ville have bedt om hendes hjælp.”

”Og du sagde ikke noget?”

”Nej, jeg ville ikke skræmme dig,” han smilede til hende. ”Vi tager af

sted nu, vores mission her er fuldført.”

”Kan I ikke blive lidt længere?” spurgte hun og knugede sin trøje. Han

rystede på hovedet og rettede sig op, da Allan og Kasper kom ud

til dem. De omfavnede Yasmin, der blev helt paf. De slap hende, og

Kasper klappede hende på hovedet.

”Så må du have det godt til vi ses igen,” han skubbede til Allan, der

stod med tårer i øjnene og bævrende læbe.

”Hun er jo blevet så stor,” snøftede han og omfavnede Yasmin igen.

Hun krammede ham og slap, da Kasper trak ham væk fra hende. Harry

rullede med øjnene af dem.

”Så, må I have en god tur hjem,” Yasmin lagde armene over kors og

sparkede til fortovet.

”Jo tak, men vi skal ikke hjem,” svarede Harry høfligt og smilede skævt,

Allan og Kasper stønnede. ”Rådet har kontaktet mig, der er problemer

et andet sted.”

”Hellige Kos Yver,” mumlede Kasper og lagde hovedet på Allans

skulder. Allan grinede højlydt og lagde en arm om sin ven.

”Allerede?” Yasmin lagde hovedet på skrå. ”Det er da tidligt.”

”Nope, sent faktisk. De plejer at komme med en ny opgave midt i

en mission.” Han fandt en sølvting frem fra lommen. ”Vi må af sted

snart.” Han puttede tingen tilbage i lommen og vendte sig mod sine

to venner. De stod og hang op af hinanden og så helt smadrede ud

efter kampen. Yasmin knyttede hænderne for ikke at styrte hen for at

omfavne ham.

Han satte sig på hug på jorden og tegnede en cirkel, skrev nogle få

kryptiske tegn og rejste sig så igen. Han vendte sig mod Yasmin og gik

hen til hende, hun så ned i jorden og bed tårerne i sig. ”Du behøver

ikke være så modig,” hviskede han og tog hende om skuldrene. Yasmin

omfavnede ham grædende og trykkede næsen ind mod hans skulder,

han strøg hende over ryggen. Det stod klart for dem begge, at det

var den sidste gang, de nogensinde ville se hinanden. Harry knugede

hende ind til sig, hendes hår kildede ham i næsen. Hun rystede let

og borede neglene ind i hans skuldre. Deres hjerter hamrede som ét.

Harry slap hende langsomt og lod en finger stryge hendes bløde kind,

hun stillede sig på tær og lod let sine læber røre hans. Solens gyldne

206 207


Annalina Kristina Pfeil

stråler legede tagfat omkring dem, da han besvarede hendes kys. På

det korte minut, det tog, mærkede de begge en ufattelig kræft knytte

dem sammen på kryds af tid og rum. En varme strømmede gennem

dem begge, smeltede dem sammen og adskilte dem på samme tid.

Et uudtalt løfte var blevet lavet mellem dem – et løfte kun deres sjæl

kendte til. Fortidens blide stemme hviskede i vinden:

”Jeg har elsket dig før, jeg elsker dig nu, jeg vil elske dig igen. Tiden vender

tilbage.”

208

209


LASSE CARLSSON

211


Lasse Carlsson

Goddag, godmorgen, godaften eller måske endda godnat til jer

derude. I har anskaffet jer årets udgave af Espergærde Ungdomsskoles

novellesamling. Det er en speciel bog, da den indeholder udtryk, der

skifter fra forfatter til forfatter. Hvor den ene kan skrive om solrige

sommerdage og fredelige aftener, skriver den anden måske om

strenge vintre og verdenskrige. Men bogen bliver jo nok ikke dårligere

af mangfoldigheden, ligesom en historie aldrig bliver dårligere af at

være fortalt tusinder af gange.

Men dette er jo så min sektion af bogen, og jeg håber meget, I bliver

underholdt. Før I læser mine historier skal I lige vide et par ting.

Mit navn er Lasse Carlsson, jeg er 14 år og elev på NGG i Hørsholm.

Mine hobbyer er computerspil, badminton og læsning. Mine

favoritgenrer er science-fiction, fantasy og adventure, og jeg har en

lille passion for filmkunst og programmering.

Når så de personlige fakta er på plads, synes jeg, vi mangler et

vigtigt emne. De sider, som I læser nu, ville aldrig være blevet til, hvis

ikke der var nogen, der havde taget modet op og villet skrive deres

ideer ned. Hvad fik mig til at skrive dette? Simpelt. Det var et enkelt

tostavelsesord, som de fleste ved besked om, men som er vanskeligt at

forklare. Drømme.

Det meste af jordens liv drømmer, selv dyr. Det er, hvis vi skal forklare

det enkelt, hjernens pauseskærm. Når resten af din krop sover,

frembringer din hjerne levende billeder på baggrund af ting du har set

eller hørt om, derfor er varslende drømme så omgæret af mystik. Du

kan opleve gode, mærkelige eller skræmmende ting i dine drømme,

men når du vågner, har du oftest glemt de fleste af dem, selvom et par

mærkelige detaljer måske står klart i din bevidsthed. Jeg husker f.eks.

at jeg tit har svært ved at gøre rigtig lette ting i mine drømme.

Så er der nogle få, der er i stand til at fabrikere deres drømme. Hvad

enten det er forfatteren med sin pen og papirblok, filmproduceren med

sit manuskript og sine skuespillere eller computerspilsprogrammøren

med sine 3D-modeller og indviklede koder; De får alle en ide og

omsætter den til noget, der vil forbløffe og underholde folk. Sådan er

de andre forfattere og jeg også. Vi skrev vores ideer ned, og de blev til

denne bog.

Drømme har vi alle, men om de skal blive til noget, beslutter man selv.

Drømme skabes af den person, der ejer dem, ikke omvendt.

212 213


Lasse Carlsson

TIL LANDS,

TIL VANDS

OG I DÆMONENEN

214 215


Lasse Carlsson

Det var den sædvanlige tur. Når man bor i Espergærde og omegn, er

der jo altid en pæn times togtur ind til Københavns Hovedbanegård.

Jeg sad lænet tilbage i sædet og kiggede ud af vinduet. Så hvordan

alting bare strøg forbi, uden at jeg mærkede noget. Så kiggede

jeg overfor mig. Min ven, Kim, sad med sit ansigt dybt ned i ”The

Adventures of Sherlock Holmes”, mens han havde taget hul på

den femte lakridspibe. Jeg kiggede væk fra ham et øjeblik og så,

et par piger fra min klasse komme forbi. Jeg smilte mit sædvanlige

indbydende smil, men det var som om, de ikke lagde mærke til mig.

Det er nu også ret svært at være populær, når man som mig er en 13-

årig ranglet, underernæret fyr ved navn Thomas Thranebjerg, ikke er

specielt sporty og altid begravet i bøger, så jeg bliver betragtet som

bogorm og aldrig inviteret til fester. Selvom jeg ændrede mig totalt,

ville det stadig ikke hjælpe, at have Kim som ven. Kim var kommet ind

på skolen i 4. klasse. Han var begavet men også lidt sær, og så havde

han det forfærdelige handicap at være afhængig af lakridspiber, så

alle holdt sig fra ham. Kun jeg havde tilbudt at blive hans ven, og

siden havde alle holdt sig fra os. Desuden ville jeg aldrig droppe vores

venskab, for Kim havde vist sig at være et glimrende bekendtskab.

Som en indædt Sherlock Holmes-fan, havde han en speciel hobby.

Han var i al hemmelighed amatørdetektiv, og han havde hjulpet til

med at fange et par af Fyns største forbrydere. Da han tillod mig at

blive hans makker, blev jeg strålende glad. Nu var vi et loyalt team,

selvom der ikke var mange sager for tiden.

”Hey, Watson? Sover du eller hvad?” spurgte Kim pludselig. Jeg

vågnede op. Toget havde sat farten ned, og Kim var i gang med at

pakke sammen. ”Hvad er der los Sherlock?” svarede jeg søvnigt. Kim

sagde surt: ”Jeg har prøvet at vække dig tre gange! Vi skal af nu!” Jeg

kom hurtigt ud af toget, og efter et stykke tid stod vi uden for Tivolis

hovedport. Den skinnede af sollysets milde berøring, dens højde var

forbløffende, og så var der et hektisk hav af gæster.

”Er du sikker på, der vil ske noget her Kim? Tivoli er jo et fredeligt sted,”

sagde jeg. ”Elementært min kære Watson,” sagde Kim og åbnede

en ny lakridspibe, ”det er jo en varm sommerdag. Parken er fyldt op

med gæster og med indbrudstyve ligeså. Hvis nogen får stjålet en

pung fyldt med kredit- og kørekort, kan vi tjene et fedt honorar.” Han

smilede, inden han rakte mig mit turpas, og så krydsede vi grænsen

mellem den højtlydende storby og tivoliparkens fredelige pusterum.

Vi nåede at få prøvet en masse forlystelser, inden der, som Kim havde

forudsagt, skete noget alvorligt. Efter at have kommet ud fra 5. tur i

Dæmonen, der blev stoppet af signalforstyrrelser fra Kims iPhone, så

vi en barsk mand iført jakkesæt og med en metalmappe i hånden,

der blev fulgt at nogle mænd fra kommunen og et par politimænd.

Kim gav tegn til at følge med, og jeg blev så nødsaget til at flygte fra

forlystelsens rasende konduktør.

Da vi havde forfulgt manden længe nok, viste det sig, at han åbenbart

skulle tale med Tivolis bestyrelse. Vi forfulgte ham ind i bygningen,

mens vagterne kiggede væk. Bygningen var fantastisk. Den havde

små modeller af de enkelte forlystelser, malerier af berømte sponsorer

hang på væggene og der var massevis af spændende rum. Jeg var

bl.a. nødt til at hive Kim ud af forlystelsesplanlæggerens kontor, før

han havde brugt hele parkens budget på sine skøre eksperimenter.

Råb og skrig lød fra den nærmeste dør, så vi regnede med, at det

var opholdsstedet for den mand, vi forfulgte. Kim sparkede døren

op og trådte ind; mændene i rummet var forbløffede. ”Kim Sherlock

Hansen, amatørdetektiv med forskellige arrester i Odense og omegn

med makker Thomas Thranebjerg Watson til tjeneste.” Manden med

jakkesættet rejste sig op og snerrede: ”Forsvind! Ingen har tilkaldt en

detektiv, og hvis vi skulle bruge en, havde vi tilkaldt en professionel!”

Ved siden af ham rejste en anden mand sig. Han var en venlig, blåøjet,

216 217


Lasse Carlsson

ældre herre af bedstefar-typen, og han smilte bare venligt og sagde:

”Lad os bare se hvad denne unge herre kan tilbyde. Han kan måske

have et par erfaringer.”

Med protester fra forretningsmanden blev vi i rummet. Med os sad

chefen for sikkerhedsvagterne, Ove Ungman, en kinesisk tivolisponsor

ved navn Yi-Lung Aswatt, forretningsmanden, der viste sig at

hedde Zaiev Fregovitch og være kommunalt ansat arkitekt, hans

kompagnon Alfredo Kliché og den ældre rare mand, der var Tivolis PR-

og økonomichef, Jens Danielsen. Jens satte sig ned og begyndte at

berette situationen for os. ”Ser I,” sagde han, ”dette er top secret, fortæl

det ikke til uindviede. Tivoli ligger på lejet grund. Parken blev i sin tid

anlagt på en grund, der blev lejet af en respekteret naturelskende

herremand, og betalt af berømtheder som H.C Andersen…” Kim

grinede: ”Så skulle han se stedet nu!” Heldigvis fik jeg tysset ham ned,

så Jens kunne fortsætte: ”Siden da har vi betalt ¾ af årets indtægt

for at beholde grunden, men da vi for en halv time siden skulle finde

pengene frem var de væk! Flere millioner kroner var blevet stjålet. Det

eneste vi så var en skikkelse, der løb mod det kinesiske område. Hvis

vi ikke kan betale, vil de herrer Zaiev og Alfredo jævne parken med

jorden og opføre en russisk ambassade! I må hjælpe os.”

”Godt,” sagde jeg, ”vi er på sagen. Men må jeg lige spørge om noget?”

”Klart,” svarede Jens. ”Hvordan kunne man få adgang til pengene?”

Jens tænkte sig om og svarede: ”Kun få udvalgte har nøglen til

boksen. Men i skal have pengene tilbage inden lukketid.” ”Stol på os,”

sagde Kim, ”du får både tyv og penge tilbage.”

Da vi kom ud spurgte jeg: ”Okay Sherlock. Hvad er din plan så nu?”

Det var skam ikke fordi, jeg ikke stolede på Kim. Han havde bare

den svaghed, at han drog for mange forhastede konklusioner. Ser

I, når Kim var på en sag blev han meget stædig, og så ville han ikke

tage imod råd. Han var heller ikke den bedste til at lægge to og to

sammen, så de fleste af vores sager havde jeg regnet ud. Så I undrer

jer nok over, hvorfor jeg stoler på ham? Det ved jeg faktisk ikke en

gang selv, men venner holder sammen. ”Se,” sagde Kim og pegede

på vagtchefen, der var på vej væk over stok og sten, ”er det ikke lidt

mistænkeligt, at han skynder sig sådan?” ”Jo,” sagde jeg, ”det er det vel.

Tror du, han ved noget?” ”Om han gør, han er tyven! Lad os forfølge

ham, så leder han os til tyvekosterne!” svarede Kim ivrigt. ”Skulle du

ikke lade være med at drage en forhastet konklusion?” spurgte jeg,

men Kim var allerede langt væk.

Således jagede vi Tivolis vagtmester gennem halvdelen af parken. Det

var intenst, og vi var altid ved at vælte gæsterne, der slog hårdt ud

efter os. Vi havde indhentet vagtmesteren på broen, men så skete der

noget underligt. Vagtmesteren hoppede i søen og ind til de små både.

Vi standsede op ved det sted, hvor vagtmesteren var hoppet i, og Kim

sagde: ”Jeg svømmer efter ham, så skaffer du en båd.” ”Jamen Kim, du

kan jo ikke svømme!” sagde jeg. ”Alt for sagen,” råbte han og sprang i

218 219

vandet.

Nu var jeg i en besynderlig situation. Vi jagede en person, der muligvis

kunne fjerne Tivoli fra bykortet, min halvskøre, salmiakafhængige

ven var hoppet i søen, og nu skulle jeg kæmpe mig gennem en af de

travleste køer i parken for at få fat i en af bådene fra forlystelsen!

Hvis I var i mine sko, er jeg sikker på, I ville være lige så forvirrede. Jeg

løb igennem folkemængden og var tæt på, at vælte alt og alle.

En mands albue ramte min kind, og jeg faldt over en ranglet piges

ben. Da jeg endelig nåede til indgangen, måtte jeg passe på ikke at

blive ramt af bådshagen fra den irriterede tivoliansatte. Trods mine

smerter nåede jeg over til en rød båd med mærket nr. 13. Jeg sejlede

ud så hurtigt, som forlystelsen tillod mig. Det var ikke et øjeblik for

sent, for da jeg nåede hen til Kim, var han på udmattelsens rand.

Da jeg samlede ham op, hostede han med vand sprøjtende ud fra


Lasse Carlsson

munden: ”Tak Watson, men vi er her ikke for sjovs skyld. Sejl efter

Ove!”

Trods forlystelsens begrænsede fart indhentede vi Ove, og jeg tog

fat i ham med et håndfast greb. Han blev overrasket og jeg ligeså, da

jeg ikke ventede modstand, men alligevel fik en knytnæve i ansigtet.

Båden gyngede faretruende, da vi sloges med adrenalinpåvirket

hastighed. En fod ramte min skulder, en lussing sved på min kind, og

alt imens prøvede Kim at finde noget, han kunne give et afgørende

slag med. Efter lidt tid havde Ove overtaget kampen. Jeg var blevet

udmattet, og det var trods alt en toptrænet sikkerhedsvagt, jeg

kæmpede mod. Han holdt mig nede og skulle til at give et slag mod

mit ansigt, da han blev ramt bagfra med et ordentligt bump. Kim

havde taget en åre, der var gemt i båden i tilfælde af maskinfejl, og

ramt vagtmesteren over ryggen. Kim sagde med en triumferende

stemme: ”Bulls-eye,” og trak den halvbesvimede mand op af vandet.

”Gad vide hvad ledelsen siger, når de finder ud af, at vagtmesteren

stjæler fra budgettet…” Ove kiggede på os som om, vi var sindssyge.

Han råbte: ”Hvad i Guds navn taler i om? Jeg har aldrig stjålet en

krone i mit liv!” ”Jamen,” sagde Kim lidt slukøret, ”du flygtede, du har jo

taget grundlejen.” Vagtchefen sagde surt: ”Jeg har intet med den sag

at gøre! Hr. Danielsen har givet jer sin fulde tillid, jeg jagtede bare en

tasketyv!”

Efter at have undskyldt over for vagtchefen, stod vi nu på bar bund

og der var kun to timer til lukketid. ”Nå Sherlock, hvem er din næste

mistænkte?” spurgte jeg ret skuffet. Kim sagde med en hel del

passion i stemmen: ”Kineseren må have gjort det!” Jeg stirrede på

ham og sagde: ”Han er da en sponsor! Han ville nødigt se Tivoli i

ruiner.” ”Men han er kineser, de stjal jo Den Lille Havfrue!” sagde han

højtideligt. Jeg prøvede at forklare ham, at den var blevet lånt ud

til verdensudstillingen, og at vi ikke skulle mistænke ham, men min

overtalelsesevne er ikke særligt stor, så Kim løb hen mod ledelsens

bygning, mens jeg stod tilbage og var forgabt i mine egne tanker.

Først da, tænkte jeg over sagen. At flere tusinde gæster, Danmarks

turistbureauer og millioner af aktieindehavere ville blive skuffede,

hvis en ond, skruppelløs, kommunalt ansat russer jævnede Tivoli med

jorden. Russeren.. selvfølgelig! Han havde taget meget afstand, da vi

ville grave i sagen, og måske var han bange for, at noget kom frem.

Det var en mystisk affære, så jeg blev enig med mig selv om at

komme tæt på russeren ved at forhøre hans makker Alfredo. Han

var en smilende 36-årig franskmand, med brunt hår, mørke øjne og

solbrændt hud. Jeg tog ham med over på Restaurant Grøften, hvor vi

købte nogle drikkevarer. Jeg stillede ham et par spørgsmål og fandt

ud af, at han havde arbejdet sammen med Zaiev i otte år, og at han

så store potentialer i hans projekter. Sammen havde de anlagt store

bygninger rundt om i Europa. Efterhånden som Alfredo blev mere og

mere fuld, glemte han at tale engelsk, men jeg var heldigvis god til

fransk. Han fortalte, at de havde skaffet grunde ved kraftig research

og hemmelige handler, og at de var blevet ansat af København til at

restaurere nogle af de gamle forlystelser, og at Zaiev var højt betroet

af ledelsen. Pludselig faldt noget mig ind. Jeg spurgte: ”Alfredo?

Zaiev a une copie de la clé de la boîte?” Alfredo lo og sagde: ”Si, si c’est

correct.” Jeg skyndte mig op af stolen og løb ud af baren, og den

forvirrede og fordrukne franskmand måtte betale regningen. Hvis

Zaiev havde en kopi af nøglen til boksen, og de andre ikke havde

noget motiv, måtte Zaiev vide noget.

Da jeg nåede til Jens Danielsens kontor skulle Jens, med tårer i

øjnene, til at skrive under på overgivelsen af grunden til den russiske

myndighed, men jeg stormede ind i det rette tidspunkt og sagde:

”Stands Zaiev Fregovitch! De har noget i den mappe, der tilhører

Tivoli.” Jeg vristede med besvær mappen fra den forbløffede arkitekt

220 221


Lasse Carlsson

og så ned i den. Bundt efter bundt af pengesedler lå dernede, og de

var helt nytrykte og med en seddel vedlagt, hvor der stod: ”Afleveres

til KBH’s rådhus aftenen den 7/7 2010 efter ordre af Tivolis

general-direktør Lars Liebst”. I det samme kom Kim ind i rummet

med en lakridspibe i munden og skulle til at tale til mig, indtil han

så, hvad der lå på bordet og blev lige så paf som Zaiev. Den pinlige

tavshed blev brudt, da Zaiev skubbede mig ned, trak en pistol og løb

ud af vinduet i én glidende bevægelse, og så gik forbryderjagten ellers

i gang.

Mens solen sank i horisonten, jagtede vi Zaiev gennem den hektiske

forlystelsespark. Zaiev skød som en vanvittig, mens folk enten

dukkede sig eller blev såret. Vagterne kunne ikke stille noget op imod

den sindssyge bandit, men vi fulgte ham op til Dæmonen, der trods

alarmen stadig kørte. Zaiev kravlede op til kontrolrummet, mens han

smed forskellige ting ned efter os og skød tre hurtige skud. Jeg blev

ramt i foden, men jeg måtte bide smerten i mig, hvis vi skulle fange

Zaiev. Vi listede os ind på ham og hørte ham mumle: ”Fordømte

amatørdetektiver! Lige siden jeg faldt ned fra et pariserhjul som lille,

har jeg søgt hævn over forlystelsesparkerne og nu vil det endelig ske

penge eller ej!” Han trykkede på et par knapper, og strømforsyningen

blev forøget, og forlystelsen kørte hurtigere og hurtigere. Jeg sagde

til Kim: ”Han er bindegal! Han vil springe parken i luften ved at

overbelaste Dæmonen. Vi må finde en måde at stoppe ham på.” Kim

tænkte og sagde: ”Lok ham ud herfra, så skal jeg nok stoppe systemet.”

For en gangs skyld var det mig, der var forhastet, for jeg kastede mig

mod Zaiev og skubbede ham ud. Vi var nu ved den jernplatform,

hvor Dæmonen modtager og afleverer sine passagerer, og jernet

havde ramt Zaievs i ryggen. Alligevel tog han kampen op, og med et

blodtørstigt blik rakte han ud efter min hals og prøvede at kvæle mig.

Men jeg var hurtig og hoppede væk kun for at blive slået ned mod

kontrolrummets mur. Zaiev ladede pistolen og rettede den mod mit

ansigt. Jeg tænkte, at det var slut. Jeg skulle dø nu. Jeg vidste, Kim ville

fange Zaiev, men jeg ville ende mine dage her. Jeg ville aldrig blive en

populær, respekteret klassekammerat eller en kendt detektiv. Jeg var

ikke værdig til at bære navnet Watson. Men så blev Zaiev fejet væk af

noget rødt og hurtigt, og jeg besvimede som følge af blodtab fra min

222 223

fod.

Jeg vågnede op på Rigshospitalet med et skarpt lys mod mine øjne.

Over mig stod mine forældre og Kim. De smilede til mig. ”Hvad er

jeg gået glip af?” spurgte jeg smilende. Far smilede og sagde: ”Kim

og du er helte nu, Thomas.” Det så ud til, at folk havde fået nys om

det hele, og det havde sat en kædereaktion af begivenheder i gang.

Zaiev var blevet ramt af Dæmonen og var besvimet, hvorefter han

senere blev idømt 25 års fængsel, Alfredo havde overtaget Zaievs

post og regeringen havde i samarbejde med Aswatts investorer betalt

Tivolis gæld for evigt, og så skulle de to modige detektiver da også i

forgrunden.

Da jeg blev udskrevet fra hospitalet, stod en hær af journalister

udenfor. De ville alle have interviews med Kim og mig. Da de alle var

gået, sagde Kim til mig: ”Watson, vi er helte nu. Der er hundredvis

af sager derude, og folk vil have ordentlige folk til at løse dem. Du

behøver ikke at være med, hvis du ikke vil.” Jeg smilede til ham: ”Tror

du jeg er gået igennem alt dette for at give op? Nej du, vi holder

sammen.” ”Jamen,” sagde han, ”så velkommen i klubben”. Han gav

mig en blankpoleret sort bowlerhat. Den havde et guldbånd rundt

om toppen, og dens blankpolerede overflade glinsede, når den

fangede solens stråler. Jeg ville takke Kim, men han var forsvundet.

Det sidste jeg så var, at han jagtede en tyv ned ad gaden. Kim var

speciel, men han var en god ven. Jeg blev revet ud af mine tanker,

da en pigestemme spurgte: ”Hey Thomas. Jeg læste om dig i avisen.

Jeg syntes du var rigtig sej.” Jeg vendte mig om og så, at det var Dina.


Lasse Carlsson

Det var den pige, der havde undgået mig i toget. Jeg smilte og sagde:

”Tja.. Kim og jeg måtte jo slå igennem som detektiver på et tidspunkt.”

Hun nikkede og gav mig en seddel, inden hun gik med ordene:

”Ses efter ferien.” Jeg kiggede på sedlen og så, at det var hendes

telefonnummer. Det var måske en god dag alligevel. Jeg var både

blevet en helt og fået løst mit problem med popularitet. Ja, livet som

amatørdetektiv er farefuldt, men det er også lykkeligt.

224 225


Lasse Carlsson

Under sydens

himmel

226 227


Lasse Carlsson

Jeg blev slået ned i jorden med voldsom kraft. Jeg mærkede hvordan

min krop ramte asfalten og småsten borede sig ind i mine arme. Jeg

prøvede at rejse mig op, men han var hurtigst. Han hev fat i mig og

skubbede mig op ad muren. Jeg var bedøvet og opfattede derfor

ikke de to stærke slag i min mave og knytnæven i mit ansigt. Slaget

sendte mig langt væk gennem luften, og gangsteren kom nu hen til

mig med et jernrør i hånden, mens han talte på arabisk. Jeg kiggede

på min bowlerhat, der var blevet blæst af mit hoved og lå et par

centimeter væk. Den var uskadt omend med en mørbanket facon, og

guldbåndet var plettet af noget, der åbenbart var blod fra såret i min

pande. Den genstand var symbolet på noget af det, der var vigtigst for

mig. Den var nemlig et bevis på, at jeg var en førsteklasses detektiv,

selvom jeg ikke var professionel. Gangsteren var nu nær ved mig og

skulle til at trykke en fod i mine ribben, da jeg hørte et højt svup, og

forbryderen faldt om med et stort blåt mærke bag på ryggen. Det gav

mig friheden til at få ham uskadeliggjort, inden jeg kiggede op. ”Det

var skam flot klaret Watson,” sagde en høj, muskelfattig dreng på min

alder med et sofistikeret udtryk i øjnene og en lakridspibe i munden,

”nu kan vi endelig få afleveret Mohammed Verahnn til politiet!” Han

tog sin mobiltelefon op og aktiverede den afsender, jeg havde brugt

timer på at hjælpe ham med at programmere. Den udsendte vores

position til den nærmeste politistation, uanset hvor i verden, og kunne

få politiet på sporet af os på mindre end minutter. Han begyndte

derefter en stolt enetale om sagens omfang, hvor få spor vi havde

haft, og at selv Sherlock Holmes ville have været på bar bund. Jeg

smilte. Hvis du skulle arbejde som amatørdetektiv, var Kim nok den

bedste til at lede dig igennem faget.

Der er sket meget på det halvandet år, hvor vi gik fra at være

tredjerangs hobbydyrkere til førsteklasses amatørdetektiver. Der

var stor rift om at få os til at løse sagerne, og siden vi afslørede det

finansielle bedrag i Tivoli, havde vi knapt nok fået tid til at passe vores

skolegang! Hver dag var vi efter skoletid taget hjem til Kim, der havde

indrettet et kontor til vores detektivbureau, og sådan foregik det også

den dag, vi lige havde fået fri fra skole, og efterårsferien kunne tage

sin begyndelse. Folk var så småt begyndt at skifte T-shirts og shorts

ud med lange bluser, jeans og vindjakker, og flere af dem havde taget

tidligt hul på efterårs-influenzaen. Vi åbnede garagedøren og gik ind

i den svage varme fra Kims fars gamle radiator, og vi satte os i det

ene hjørne af garagen, hvor et par røde lænestole var sat op ved en

elektrisk pejs. Kim kiggede på billedet af sine forældre. Det gjorde

mig dybt ked af det at tænke på, at Kims forældre var døde, da han

var seks år, og selvom hans onkel og dennes kæreste passede godt på

Kim, ville det aldrig erstatte den retfærdighedsfølelse og engagement

for Kims hobby, som hans forældre havde. Kim havde aldrig fortalt

mig, hvordan hans forældre døde, men det var nok bedst sådan, da

Kim så ud til at blive ked af det ved mindet.

Nu lænede Kim sig tilbage i sædet, tog en lakridspibe og sagde:

”Det var godt arbejde Watson! Københavns politi står i gæld til os.

Bandekriminaliteten mellem Banditos og Mohammeds bande var ved

at tage livet af politidirektøren. Jeg har modtaget en pengepris på

2500 danske kroner.. Ja du hørte rigtigt!”Min kæbe faldt til jorden.

Jeg fremstammede: ”Sherlock, det er jo nok til..” Kim afbrød mig:

”500 lakridspiber min kære Watson.” Han smilede sit brede veltilfredse

smil, da han lagde lommeregneren fra sig. Et typisk svar fra Kims

side. Han var besat af salmiak og afhængig af lakridspiber, og hvis

disse krav ikke blev opfyldt, sank han sammen som en bil uden

benzin. Det var sikkert fremprovokeret af idolet Sherlock Holmes

konstante piberygning, og eftersom han allerede gik i identisk tøjstil

som sin helt, ville han ikke lade denne detalje mangle, selvom han

tog stærkt afstand fra rygning. ”Men det er vist på tide, vi lukker ned

for biksen i efterårsferien. Vi trænger til en god pause. Hvor tager

i hen i år Watson?” spurgte Kim. ”Vi har bestilt en rejse til Malaga.

228 229


Lasse Carlsson

Vi lejer et værelse i et lille hotel uden for byen, hvor vi så derefter

kører rundt i omegnen dernede. Der skulle være mange ting at se

dernede. Der er jo den engelske koloni på Gibraltar og maurerslottet

Alhambra..” svarede jeg med iver i stemmen. Jeg havde glædet mig

så meget, at jeg havde taget lynkursus i spansk (hvilket sammen

med dansk, svensk, norsk, fransk, tysk og hindu udgjorde de sprog,

jeg mestrede til perfektion), købt min egen Sombrero og en figur af

træ, der forestillede en tyr. Jeg glædede mig også meget til at være

på stranden til langt ude på aftenen og bade i selskab af min familie

og de lokale. Så det var med julelys i øjnene, at jeg gik hjemad for at

pakke til rejsen. Det sidste, Kim sagde, var, at han ville få orden i vores

sager og forbryderkartoteket i ferien. Jo, Kim var nu meget opslugt af

sin hobby, men han var også god til den.

”Sidste udkald til Gate 18, Terminal 2,”skræppede en stemme fra

højttalerne. Mine forældre og jeg løb så hurtigt ned ad gangen, at min

bowlerhat var tæt på at flyve af! Mine forældre og jeg havde siddet

ned og fået noget at spise og drikke, og så havde vi selvfølgelig glemt

tiden. Så med de tunge kufferter på vognene, løb vi så hurtigt, at jeg

næsten troede vi slog den olympiske rekord, til vi nåede til Gate 18.

Vi viste vores billetter til den smilende stewardesse, der så ud til at

undres ved vores forpustelse. Vi lo og gjorde parat til at flyve i 3½ time.

Min mor læste i en bog kaldet ”Spillets Mester”, og min far gik i krig

med madvognen, mens jeg underholdt mig med at spille computer

(selvfølgelig detektivspillet Sam & Max), og da Sherlock Holmes-

filmen blev vist, satte jeg selvfølgelig straks hovedtelefoner i stikket

og kiggede mod skærmen. Da filmen sluttede og skærmene klappede

op, var vi ikke langt fra Malaga. Bjergene ragede højt op under os, der

var træer over det meste af landet, men det største indtryk var nok

havet, der skinnede klart i solens skær. Det var i en højde som denne,

at man følte sig som en gud. Alt ændrede dog udseende og størrelse,

eftersom vi susede ned mod jorden. Da flyet landede med et bump,

sagde jeg stille inde i mit hoved: ”Lad ferien begynde!”

Vi landede i Malagas lufthavn klokken 14:30, og derfra lejede vi en bil,

og kørte til det lille hotel. Vi blev modtaget varmt af hotellets ejere,

der var et spansk ægtepar i slutningen af trediverne. De var meget

gæstfrie, imødekommende og de prøvede at tale det bedste engelsk,

de kunne, så de var meget glade, da de fandt ud af, at jeg kunne tale

spansk. Trods modtagelsen og hjælpen med udpakningen begyndte

jeg at kede mig, så da hotellets ejere tilbød mig at låne deres cykel,

så jeg kunne køre ned til stranden, var jeg meget taknemmelig.

Jeg klædte hurtigt om til badetøj og skyndte mig ud på vejen. Jeg

lagde hatten på skrå og prøvede at være glad. En hel uge uden en

eller anden sindssyg forbryderjagt, det var et paradis. Jeg havde lidt

besvær med at komme op på cyklen, men nu har cykler heller aldrig

været min stærke side. Da jeg endelig kom op på cyklen, så jeg nogen

på den anden side af gaden. Det var en pige på min alder. Hun havde

mørk hud, brune øjne og sort hår, hvilket var almindeligt for folk her

på egnen. Hun bar en hvid trøje, et par meget forvaskede jeans og

en guldhalskæde. Hun kiggede på mig på en måde, jeg syntes var

mistænkelig, en måde, jeg ikke var helt tilpas med, men jeg tænkte, at

det nok bare var mig, der havde for mange detektivtanker i hovedet,

så jeg gengældte hendes blik med et kort: ”Hola!” og cyklede af sted.

Næste dag gik turen til Granada. Vi skulle se en af verdens vidundere,

maurerfæstningen Alhambra. Jeg havde bestilt billetterne dagen før

via bankens telefonnummer, og både jeg og mine forældre var ved

at dø af spænding over at se paladset. Vi ankom lige i tide (trafikken

i Granada er en stor knude), og da vi gik ind, havde jeg en underlig,

paranoid fornemmelse, ligesom jeg havde haft med pigen.

Jeg havde fået lov til at gå videre af mine forældre, hvis bare jeg

ventede ved udgangen. Jeg var nemlig meget ivrig efter at se resten

230 231


Lasse Carlsson

af fæstningen efter turen i paladset var færdig. Da jeg nåede til en

gårdsplads med springvand og store vinduer, var paranoiafølelsen

utroligt stærk. Jeg kiggede mig omkring, men jeg kunne ikke se

noget. Jeg følte mig truet og løftede mine næver. Jeg huskede med

angst, da gangsteren havde forsøgt at knuse mine ribben et par dage

før. Jeg havde haft det dårligt med mig selv, og jeg havde en slem

hovedpine samt løse knæ. Jeg ville ikke risikere det samme igen, så

da den mystiske person endelig tog fat på min skulder, slog jeg hårdt

igen. Min modstander var dog hurtig og parerede mit slag. Jeg fløj

gennem den lille gårdsplads og ramte direkte ned i springvandet. De

sandfarvede vægge med blå mønstre glimtede for mine øjne, og da

jeg endelig så op og tog et kig på gerningsmanden, så jeg netop den

person, jeg mindst ventede skulle stå der.

”Sherlock! Hvad i Den Almægtiges navn laver du her?” udbrød jeg.

Det var nemlig Kim, der stod under det lille figentræ, hvilket havde

givet ham det mistænkelige udtryk, som havde alarmeret mig. Han

havde sin sædvanlige tykke jakke og detektivkasket på, selvom det

var 38 grader varmt, og han bar heller ingen solbriller, så han svedte

meget, og man kunne se hvordan han missede med øjnene. Vi gik op

til de store vinduer, hvor man kunne se de flotte grønne Sierra-Nevada

bjerge, der rejste sig over jorden med sne på toppen. Kim tog hul på

en lakridspibe og startede sin beretning. ”Jeg kiggede kartotekerne

igennem derhjemme og lukkede flere af vores gamle sager. Derefter

holdte jeg en lille pause, hvor jeg lyttede til telefonsvareren, tak for

beskeden for resten, der var blevet fyldt om gennem tiden. Pludselig

ringede min iPhone, og jeg tog den i den tro, at det var dig, der

ringede. Det var dog en spansktalende drengestemme, jeg hørte i

højttaleren. For en gangs skyld påskønnede jeg faktisk dine mange

sprogstudier, men jeg fik ham til at slå over til engelsk. Hvad jeg fik ud

af ham var, at vores anholdelse af Mohammed Verahnn har vakt en

lille bande i Malaga til dåd. De kalder sig selv noget i retning af: ”Los

Moros Vengativo”. Han nåede at fortælle mig, at jeg kunne kontakte en

person hernede ved navn Klara Saphira Romero, inden han pludselig

lagde på, som om opkaldet var blevet afbrudt. Jeg drøftede det hele

med min onkel, og han gav mig lov til at rejse herned. Jeg planlægger

at besøge min kontakt i morgen, men jeg kunne godt bruge en

tolk. Hvad siger du Watson? Er du frisk på et nyt eventyr?” Jeg stod

og tænkte lidt over, hvad Kim lige havde sagt, og kom derefter med

konklusionen: ”Det lyder spændende Kim, men du glemmer en ting.

Jeg er på ferie. Jeg er hernede for at slappe af, og jeg tror sagtens,

du kan klare det alene. Du har jo både skjult kamera, paintball-pistol

og års erfaring i Sherlock Holmes-eventyr! Vi ses efter ferien.” Men

netop som jeg skulle til at gå videre, kom mine forældre ind. De hilste

begejstret på Kim, der fortalte hans formål hernede, og så skete det

uundgåelige, nemlig at de opfordrede mig til at hjælpe Kim. Nogle

gange kan det altså være træls at være detektiv.

Kim og jeg lavede en aftale. Vi skulle først mødtes klokken

14:30 hver dag, så vi kunne efterforske om eftermiddagen og se

seværdigheder om formiddagen og aftenen. Dog tog Kim tit med på

formiddagsturene til stranden eller bilturene rundt i omegnen, og selv

jeg måtte indrømme, at det var sjovt at have ham med. Om tirsdagen

fik vi endelig lokaliseret Kims kontakt, dog på en lidt anderledes

måde, end vi havde regnet med. Vi kom tilbage til hotellet og blev

varmt modtaget af hotellets leder, der var i meget godt humør.

Jeg forklarede ham, at Kim var min ven, og at han arbejdede som

amatørdetektiv. Han var meget interesseret, og jeg måtte oversætte

mange af Kims forklaringer, genfortællinger af detektivsager og

om de nye opfindelser, der gjorde hans arbejde lettere. Hotelejeren

var begejstret og fortalte, at hans datter, Klara(opkaldt med k efter

en norsk slægtning fra 1700-tallet), sikkert ville være interesseret

i Kims historie, da hun var stor fan af Sherlock Holmes. Jeg var lidt

forundret. Hvis hoteldirektøren og hans kone havde en datter, hvorfor

232 233


Lasse Carlsson

havde jeg så aldrig set hende på hotellet før. Jeg fremlagde min

mistanke, og direktøren svarede at det var fordi, hun altid var nede

ved svømmehallen. Han opfordrede os til at opsøge hende, da hun

ikke havde særligt mange venner. Både Kim og jeg lagde hurtigt

to og to sammen, og vi løb hurtigt af sted uden at sige farvel til

hoteldirektøren.

”Det må være hende,” sagde jeg til Kim, ”der er ikke særligt mange

i Andalusien, der hedder Klara med k som forbogstav.” Kim svarede

forpustet: ”Jeg tror også det samme Watson, men hvis hun ikke er

min kontakt, så skylder du en dobbelt skinke og oste-sandwich

nede ved havnen.” Så efter ti minutters løbetur og to minutters

pause, hvor Kim skulle fylde sit lager af lakrids op, stod vi foran

svømmehallen. Den var flot udsmykket med billeder af havet,

udstillede dykkerdragter og selvfølgelig akvarier. Vi gik ind og spurgte

efter en Klara Romero, og damen i nøgleudleveringen forklarede, at

hun var i omklædningsrummet, så vi blev nødt til at vente. Vi satte os

ned på en af bænkene i forhallen, og efter et par minutter overvejede

vi at bestille lidt mad fra cafeteriet. Jeg rejste mig op og skulle til

at gå over til køen, da jeg pludselig så en skikkelse komme ud fra

omklædningsrumme. Det var en mørklødet pige med vådt hår iført

hvid t-shirt og lang rød nederdel med en sportstaske svunget om

skulderen. Jeg fik en fornemmelse af deja-vu, da jeg syntes at have

set hende før. Så var det, jeg fik øje på den mobil, hun talte i. Det var

en sort Sony-Ericsson, der havde et navn lamineret bagt på nemlig:

”Klara Saphira Romero”. Jeg skyndte mig over til Kim, og fortalte ham,

at jeg havde fundet hans kontakt, og netop som hun var på vej ud af

svømmehallen, stillede vi os op foran hende og spurgte: ”Ci eres Klara

Saphira Romero?” Hun stoppede op med et underligt blik, inden hun

igen tog telefonen op til øret og sagde: ”Voy a llamar más tarde, hay

dos turistas que quieren hablar conmigo.” Hun pakkede mobilen ned,

og Kim bad mig om at fortælle, at en ven af hende havde kontaktet

os angående bandekriminalitet, men da jeg skulle til at oversætte,

svarede hun: “Det behøves ikke Hr. Thranebjerg, jeg har gået på

sommerskole i Danmark, så jeg forstår jer udmærket.” Hun gav hånd til

Kim og jeg, og vi fulgte efter hende ned mod havnen.

Solen bagte som sædvanligt, men vi befandt os nogenlunde vel

under cafétaget. Kim havde bestilt en is med lakridssauce, Klara en

kokosdrink, og jeg var godt i gang med en kold juice. Jeg kiggede på

den person, der åbenbart havde brug for os til noget stort hernede.

Jeg så til siden og kiggede på Kim. Han så direkte hen mod Klara, og

man kunne tydeligt se, at han granskede og studerede hende. Kim

plejede tit at studere folk (“man bliver nødt til det som detektiv, din

klient kan muligvis være hyret af fjenden” sagde han tit), men han

havde altid et mistænkeligt udtryk i øjet. Her var hans øjne fyldt med

et lys, som jeg sjældent havde set før. Med et venligt smil åbnede Kim

notesbogen og sagde: “Nå, frk. Romero...” “Bare kald mig Klara, så nøjes

jeg også med at sige Sherlock,” svarede Klara igen med et bredt smil.

Kim diskede op med et flovt ansigt, inden han med et lille undskyld

begyndte forfra: “Så lad gå da, Klara, hvordan er du kommet ind i

denne affære? Bandekriminalitet er barske sager.” Hun vendte sig i

stolen og kiggede Kim i øjnene. Hun svarede: “Mine forældre skylder

gangsterne en del penge. For 5 år siden slog de sig ned her for at

udleve deres drøm om at eje et hotel, dog blev de nødt til at betale de

lokale bander for at, hvis vi skal sige det ordentligt, alt skulle foregå

fredeligt. Dog har jeres anholdelse af deres mand i Danmark givet

dem en del problemer. Ser I, Verahnn opsporede tonsvis af kokain for

Los Moros Vengativo. Det blev købt i København og så sendt videre

gennem Tyskland, til det nåede det italienske mafiamiljø. Mafiaen

betaler så hundredetusinder af euros for at få det sendt med det første

fly om fredagen til Gibraltar. Jeg er medlem af en detektivforening,

der er ledet af Diego Rapace, ham der ringede dig og Sherlock, og

vores primære mål, er at få stoppet denne handel. Desværre mistede

234 235


Lasse Carlsson

to af vores agenter livet i denne mission, og det er her, I kommer ind

i billedet”. Jeg stirrede på hende. Jeg havde bare troet at dette skulle

være en stille og rolig ferie, hvor jeg dog måske skulle oversætte folks

replikker og et par dokumenter for Kim, men dette her gik for vidt!

Hvis folk var døde på denne mission, ville jeg ikke være med længere.

Jeg rejste mig op og sagde: ”Sherlock, dette er din sag, og jeg forstår

din iver inden for dette fag, men jeg vil ikke være med, hvis risikoen er,

at dette kan ende fatalt. Jeg tog herned for at holde ferie, ikke for at

rodes ud i bandekriminalitet. Beklager, men jeg står af her. Jeg tog min

bowler og gik, inden Klara sagde: ”Du virkede ellers ikke som en kujon,

da du ankom for et par dage siden, og det var meget modigt af Dem

at sætte Verrahn bag lås og slå, så det undrer mig, at De bakker ud nu”.

Jeg kiggede mig bag over skulderen. Så huskede jeg, at jeg havde set

Klara holde øje med mig ved hotellet. Den gang havde jeg følt den

samme fornemmelse, som jeg havde, når jeg var på opgaver med

Kim. Jeg forstod noget, som jeg burde have indset for 1½ år siden.

Det, jeg havde meldt mig til, var ikke bare en hobby ligesom fodbold

eller guitarlektioner. I den anden ende sad der faktisk folk, der havde

brug for min hjælp, og det var detektivens job at give dem den uanset

hvad. Kim rejste sig op og sagde forstående til mig: ”Watson, jeg

beder dig ikke om mere, og du er fri til at gå. Jeg skal ikke forstyrre dig

længere.” Jeg vendte mig om, lo og svarede: ”Jamen så tager I begge

fejl. Jeg er med uanset følgerne. I skal ikke have det alt for sjovt uden

mig.” Vi lo alle sammen, og skålede på et godt samarbejde.

Jeg fik det hele aftalt med mine og Klaras forældre, der ville køre os til

Gibraltar om torsdagen. Jeg ville tage over til Kim for at fortælle det,

men da jeg nåede hans værelse var døren låst. Jeg følte mistanke,

så jeg kiggede gennem nøglehullet. Jeg fandt dog ingen bunden

Kim, nogle gangstere, eller brutal tortur. Det var bare Kim og Klara,

der diskuterede om diverse paintball-våben, de nyere Sherlock

Holmes- og James Bond-film og så selvfølgelig en beretning af Kims

og mine eventyr. Jeg smilede. Kim havde aldrig været så åben over

for en person før (ikke engang mig). Han havde været en munter og

kvik men stille dreng, men nu så det ud til at ændres. Jeg lagde en

konvolut med de videre aftaler uden for døren. Det ville være synd at

forstyrre de to.

Da vi mødtes uden for hotellet næste morgen, var Kim og Klara stadig

meget tæt på hinanden, og talte højt og muntert sammen. Først ville

jeg umuligt havde troet, det var dem, for Kim havde smidt tweed-

jakken og gik nu i hvid t-shirt og kakishorts. Havde det ikke været for

kasketten og lakridspiben, havde jeg troet, at Klara ville præsentere

mig for en af sit bureaus agenter. Jeg gik ned af den brede grusvej for

at møde dem, og Kim sagde venligt: ”Jeg har aftalt med Diego, at vi

kunne mødes med ham på Detektivbureauets Hovedkvarter om en

time, så det ville nok være bedst at tage en taxi derover.” ”Fin idé min

safir,” sagde Kim, der med et hjerteligt grin fra Klara ringede efter en

taxi. Jeg lo med, for Kim var fuldstændig anderledes end den dystre,

mistænksomme person, jeg havde kendt i lang tid.

Knap så morsom var stemningen, da vi spadserede hen mod parken

for at få øje på detektivbureauet. Det var en miserabel opgang med

sort afskallet maling, en forsømt balkon med døde blomster og

ødelagte teleskoper, og jeg havde en underlig fornemmelse af, at

hullerne i vinduerne var præcis på størrelse med en voksen mand. Det

påvirkede også Kims humør; For en sikkerheds skyld ladede han sin

paintball-pistol. Det eneste, der fik det til at udskille sig fra et nedlagt

lejlighedskompleks var guldskiltet med teksten: ” Diego Rapace

empresa independiente. Ofrecemos agentes, espías y detectives

aficionados.” Vi gik op ad den stejle trappe og blev mødt af støjen

fra de omringende kontorer (et enkelt tidspunkt syntes jeg at høre

en pistollyd), og med kolde blikke fra de andre agenter. En af dem

gik direkte op og truede Kim, indtil jeg fik stoppet ham. Klara fik

236 237


Lasse Carlsson

overbevist de andre om, at Diego havde tilkaldt os, inden Kim sagde:

“Watson, hvad i al verden sagde han?” Jeg svarede: ”Smut tilbage til

jeres land, mens I kan. Denne sag er ikke for mediefavoriserede tosser.”

“Mediefavoriserede tosser..” sagde Kim, “det lyder faktisk slet ikke

dårligt. Måske vi skulle bruge det på vores visitkort”. Vi lo alle af vitsen,

indtil vi stod udenfor Diegos kontor.

Lyset i rummet var sparsomt, men vi kunne tydeligt se Diego. Han var

kraftigt bygget, klædt i grøn skjorte og hvide bukser. Han var høj og

mørk, og han så ud til at have arabisk blod i årene. Han røg på en stor,

brun cigar. Han modtog os med et smil, idet han på engelsk sagde:

”Ah Romero, jeg regnede med, at du ville give sagen op, men du fik

da fat i danskerne, det er en stor ting.” Klara svarede igen med et koldt

blik, idet hun sagde: ”Det er trods alt mit hjem, det gælder om. Må jeg

præsentere...” Kim afbrød hende: ”Tak skat, men det vil jeg selv klare.

Navnet er Kim Sherlock Hansen; amatørdetektiv med års erfaring og

min makker er Thomas Thranebjerg Watson; mediefavoriseret tosse.”

Jeg var både underholdt og forarget af Kims bemærkning, men

mens Kim diskuterede honorar og forsikring med Diego, kiggede

jeg mig omkring. Kontoret var fuldt af bankbokse, og flere steder

så jeg malerier på væggene. Noget specielt var dog, at han havde

en medaljon om halsen, der havde en sabel og et skib indgraveret.

Da jeg spurgte om den, sagde han, det var en gave, men jeg havde

på fornemmelsen, at han løj. Det var også mærkeligt, at han direkte

frarådede os at tage til Gibraltar: ”Hvis jeg var jer, ville jeg nok hellere

spørge folk i Malaga, om de har set noget mistænkeligt, så sender jeg

mine agenter ud på missionen.” Kim, Klara og jeg takkede for mødet

og gik. Jeg havde en fornemmelse af, at han ikke var en, vi kunne stole

på.

Den følgende dag var vi godt på vej til Gibraltar i den fremlejede

stationcar, sammen med mine forældre. Det meste af turen gik med

at se ud af vinduerne og lidt småflirteri mellem Kim og Klara, men det

var selvfølgelig tvingende nødvendigt at planlægge aktionen. Flyet

ville ankomme præcis klokken 13:20, og vi ville være der omkring 35

minutter før. Klara havde, dagen før sendt en falsk anmodning om

erhvervspraktik, så hun kunne komme ind i kontroltårnet. Mellem

klokken 13:05 og 13:15 ville vi nå den lastvogn, der tilhørte Los Moros

Vengativos bandemedlemmer. Klokken 13:17 ville de to agenter være

slået ud, og klokken 13:20 ville vi tage deres plads, og få pengene

fra den italienske mafia. Det ville være en diskret aktion, de tre

mafiaagenter ville komme hjem uden en skramme, og hvis det hele

gik galt, kunne Klara sætte alarmen i gang.

Da vi ankom til Gibraltar, satte mine forældre os af på hovedgaden.

Kim, Klara og jeg gik over til lufthavnens indgang, hvor vi gennemgik

planen endnu en gang. Da det hele var gennemgået, knejsede Klara

med nakken og sagde: ”Pas nu på derude. Vi ved ikke hvad, der kan

ske. Watson, du er i hvert fald klog nok til at overleve derude og Kim,

du skal passe godt på, for ikke engang erfaring kan redde dig fra en

kugle i hjertet. Pas godt på, for jeg vil ikke miste en god ven”. Hun

låste sine arme om Kim, og gav ham et stort kys. Kim var overrasket,

og jeg var glad på hans vegne. Den fortabte sjæl, der havde viet sit

liv til kampen mod kriminalitet, fordi han allerede havde mistet sine

forældre, havde nu mødt en, der bekymrede sig om ham. En person,

der ville vente på ham efter missionerne, og være næsten død af

angst, når han havde taget en sag. Kim ønskede Klara held og lykke

med et bravt ansigt, og de tog afsked med håb og glæde. Klokken var

13:05. Operation ”Trading Places” var begyndt.

Vi bevægede os mod øst mod landingsbanen hver med sin paintball-

pistol, og vi måtte være forsigtige, hvis vi skulle undgå vagterne.

Undervejs grinede Kim og sagde: ”Kan du forestille dig det Watson?

Jeg er en ensom detektiv, jeg har dedikeret mit liv til disse sager, og

238 239


Lasse Carlsson

så går de ind og forandrer mit liv! Wowsers, det føles skønt min kære

Watson”. Jeg smilede og sagde: ”Jeg forstår din glæde min ven, men

hvordan vil du får det her forhold til at køre? Der er 2100 km mellem

jer,” men Kim sagde: ”Det er jo ikke mere umuligt end alt det andet, vi

går rundt og laver. Jeg ville desuden glædeligt flytte til Malaga for at

være sammen med hende.” Jeg blandede mig uden om, hvis Kim var

lykkelig, var jeg glad på hans vegne. Klokken var nu 13:13. Situationen

var fin, for vi var ved enden af landingspladsen, og vi kunne se Los

Moros Vengativos varevogn, der var sort med et guldmærket skib. Jeg

nikkede til Kim, som sagde: ”Vi stormer på 3; 1..2..3…”

Paintballen splattede ud mod gangsterens ryg, så han faldt sammen

med et øresønderrivende skrig, og inden hans ven nåede at tænke

sig om, havde jeg tvunget ham op ad varevognen, og givet ham en

knytnæve i maven. Jeg havde dog ikke holdt øje med hans ven, der

smed mig ned på jorden, mens han gav den anden gangster tid til

at rejse sig. Jeg rullede væk, og da jeg mødte Kim bag varevognen,

tjekkede han tiden. Den var 13:17. Vi havde tre minutter endnu, og

vi havde ikke fået en eneste af dem pacificeret. Vi gemte os bag ved

et par tønder, og nu var vi ikke de eneste, der havde skydevåben,

for gangsterne havde taget to geværer frem. I løbet af sekunder

var tønderne gennemhullede, og vi var dækket af røg. Det duftede

underligt, og pludselig opdagede jeg sammenhængen. ”Kim!” råbte

jeg, ”Det er olietønder! Skynd dig at tage dine tændstikker, sæt ild

til tønderne og skub dem hen mod gangsterne!” Kim fattede først

ikke, hvad jeg sagde, men da olien flød ud, var han med. Han tog en

tændstik og satte ild til de to tønder. Tønderne rullede mod de to

bandemedlemmer, og min hjerne opfattede langsomt, hvordan en

eksplosion af flammer opslugte tønderne. Da jeg kiggede op, lå de to

forbrydere på jorden, og varevognen havde mistet begge baghjul.

Klokken var nu 13:19:30, og vi kunne se flyet komme mod lufthavnen.

Hovedvejen, der gik over landingsbanen, blev lukket, og flyet kom

kørende mod os med stor fart. Jeg nikkede til Kim, der havde gemt

sig under gangsterens læderjakke og solbriller. Flyet standsede, og

præcis klokken 13:20 trådte den første agent ud. Han blev fulgt af to

mere, men til vores overraskelse trådte tre bevæbnede livvagter også

ud. Vi forstod ikke hvorfor pengene var dobbeltbevogtede, men den

røde kuffert med guldsablen havde de i det mindste med. Deres leder

kiggede dog ret skeptisk på os, og han spurgte mig på italiensk: ”Har

vi mødt jer før?” Jeg kunne halte mig gennem det, men jeg forstod

ikke rigtigt, hvad han sagde, så jeg svarede: ”Speak English, please”.

Han spurgte yderligere ind til os, men han så ikke overbevist ud, og

pludselig tog den ene livvagt sine solbriller af, og jeg så, at det var

ham, der havde truet Kim. Han stirrede forbløffet på os, idet han

udbrød: ” E ’i danesi! Dare fuoco, non far loro ottenere la valigia!” Jeg

forstod ikke, hvad han sagde, men jeg vidste, at vi var afsløret. Derfor

væltede vi de tre agenter, og Kim tog kufferten, idet jeg skreg: ”Løb,

Sherlock!” Vi løb væk fra mafiaen og vendte os om et par gange, men

et par paintball-pistoler var ikke til stor nytte mod maskingeværer.

Jeg bad desperat Kim om at tilkalde Klara, men Kim havde glemt

sin mobiltelefon. Det eneste vi kunne gøre var at løbe, og pludselig

væltede jeg forover, da mine ben blev revet væk af en gangster. Han

holdt sit gevær mod min tinding, og Kim kunne ikke gøre meget for at

ryste ham af. Men pludselig lød alarmen, og gangsterne flygtede i den

tro, at politiet havde fundet dem. Kim og jeg grinte, som vi altid gjorde

når vi havde undsluppet døden. Kim hjalp mig op, og vi så op mod

Gibraltars forbjerg. En helikopter var på vej. Det så ud til, at nogen

ønskede, vi skulle komme hjem med stil.

”Skål!” sagde Kim. Den gode stemning sitrede i luften, og både Kim,

Klara og jeg grinede lystigt. Vi havde besluttet at fejre den veludførte

aktion i restauranten på det statsejede hotel ved Gibralfaroslottet

højt over Malagas trængsel og alarm. Det var en smuk aften, og vi

240 241


Lasse Carlsson

havde taget vores pæne tøj på. Kim havde sit luksus tweedsæt på,

Klara en lang, tætsiddende kjole, og jeg havde trukket i min hvide

skjorte og mine sorte cowboybukser. Vi havde sat os udenfor med

udsigt til tyrefægterarenaen, og nød en femstjernet middag (ganske

vist for mafiaens penge, men de ville jo ikke ligefrem savne dem).

Stemningen var munter, for en efterårsfestival var i gang, og folk

dansede lidt væk fra os. Jeg blev revet ud af mine tanker, da Kim

spurgte mig: ”Nåh Watson, det var noget af en oplevelse hva’?” Jeg

svarede: ”Ja det kan du tro Sherlock! Hold da op hvor var det heldigt,

du fik slået den alarm til, Klara!” Klara svarede stolt: ”Tak, men de

ansatte var svære at overbevise. Hvis ikke jeg tilfældigvis skulle

overvåge hovedcomputeren, da det skete, havde det hele ikke endt

nær så lykkeligt. Orv, I skulle have set deres ansigter, da alarmen gik

i gang… hi hi. I skal forresten ikke takke mig for helikopteren, jeg

aftalte det med Diego over telefon”. Kim udbrød i lutter roser over for

Klara, inden de gik op for at slutte sig til de dansende. Jeg stolede ikke

helt rigtigt på Diego, og jeg undrede mig over, hvordan en af hans

mænd kunne arbejde sammen med de tre bandemedlemmer, og

selvom Kim undlod at nævne det i rapporten, syntes jeg, at det kunne

være et vigtigt led i min mistanke om Diego. Der var et eller andet, der

sagde mig, at jeg skulle tjekke Diegos kontor, selvom jeg helst ville

blive.

Døren ind til Diegos kontor knirkede, og jeg så mig rundt og

beskuede alle malerierne. Det var lutter afbildninger af arabisk kunst,

scener fra koranen og mauriske landmærker, og på væggen hang en

krumsabel og to Walther PPK-revolvere på guldbelagte jernstænger.

Hans skrivebord var i uorden, men det lykkedes mig at få øje på et

par hemmeligstemplede papirer, der bar et sejl med en sabel og et

skib. Jeg blev draget af symbolet, så jeg åbnede mapperne og læste.

Efterhånden stod det klart for mig; Diego var bagmanden bag Los

Moros Vengativo. Sværdet og skibet på henholdsvis varevognen

og kufferten var de samme som dem på hans hlaskæde, og denne

bygning virkede kun som detektivforening udadtil, dette var i

virkeligheden bandens hovedkvarter. Da Klara havde søgt, om at blive

en del af organisationen, var Diego nødsaget til at iscenesætte falske

missioner, så hun ikke fattede mistanke, og gennem hende fik han

genopfrisket den gamle gæld, der ville skaffe ham den perfekte base

for bandekriminaliteten på både Costa Del Sol og Costa Tropical, han

kunne blive den mægtigste gangster i hele Andalusien…

Pludselig lød hurtige trin på trappen, og jeg skyndte mig ud på

verandaen, mens mit hjerteslag accelererede lige så hurtigt som

skridtene fra gangen. Da jeg havde fundet et godt gemmested,

brasede Diego gennem døren. Han holdt telefonen til øret mens

han talte rasende på spansk: ”Hvad mener du med at han ikke har

pengene? Han stjal den fra dine svagelige kontakter i eftermiddags!

Hør her, det er en 8. klasses-elev og en lille, snobbet, bagklog

hotelpige, du skal afhøre! De burde være nemme nok at kværke

sandheden ud af. Alle har en svaghed, find ud af deres! Jeg vil

desuden have jer til at sende alle vores spejdere ud for at finde hans

medhjælper, lad jer ikke narre af hans størrelse, han er stærk som en

bjørn. Ja, jeg kommer ud til skibet, hvis I absolut ikke kan klare jer

selv. NOV-2211 var serienummeret, ikke også? فليساعدنا الله في

طريقنا.” Han tog en af revolverne ned fra væggen, inden han gik ud

til sin bil. Jeg var ude af mig selv. Kim og Klara var i livsfare. Jeg måtte

gøre noget. Jeg steg op på verandaens gelænder og gjorde klar til at

springe. Jeg tænkte ikke over faren, jeg har været rodet ud i så meget,

at jeg ikke tror, det giver mening at tænke sig om. Så med et højt:

”Geremimo!” kastede jeg mig ud fra verandaen og fulgte efter Diego.

Aftenlyset var sparsomt i havnen, men jeg kunne tydeligt se det store

tankskib, der var fortøjet på en af de midterste havnedokker. Den brød

horisonten som et kæmpemæssigt bjerg, og dens kolde, mekaniske

242 243


Lasse Carlsson

udseende, gjorde den til et ildevarslende og frygtindgydende symbol.

Diego gik ombord på skibet. Hans vrede ansigt var oplyst af lyset fra

skibets koøje. Han gik med hastige skridt og nikkede til to vagter,

der hver havde en skinnende sabel og en maskinpistol. Jeg måtte

overveje situationen et kort øjeblik. Jeg havde fundet indgangen,

men den var bevogtet. Situationen var håbløs på to punkter. Jeg

havde ingen jordisk chance for at bekæmpe de to vagter, og hvis det

lykkedes, ville det være svært at nå frem til Kim og Klara i tide. Men

som Kim en gang havde sagt, skulle man ikke opgive håbet og lede

efter ting, der kunne være til ens fordel. Jeg havde aldrig forstået,

hvad Kim mente, indtil jeg så ankerlænken.

Vagten faldt om med et kvalt skrig, idet jeg pressede ham ned mod

gulvet. Klatreturen op ad ankerlænken var hård, men jeg havde

klaret det snildt. Pludselig føltes tovene i gymnastiktimerne som

den rene leg. Jeg gennemsøgte vagtens lommer, og der fandt jeg en

P99-håndpistol. Jeg tog den, selvom jeg havde på fornemmelsen, at

jeg ikke ville få brug for den, men den ville være rar at bluffe med.

Jeg begyndte at liste stille hen ad gangen. Jeg hørte vrede, truende

stemmer, og jeg gjorde mig forberedt på at høre og se det værste,

da jeg nåede til døren foran kontoret. Derinde sad Kim og Klara

bundet på gulvet, mens to vagter holdt ladte geværer mod dem.

Diego stod med to fine herrer klædt i italiensk tøjstil, og rygende på

en cigar betragtede de Diego med et mistroisk blik. Diego begyndte

forhandlende på engelsk: ”Vi kan gøre dette på den nemme måde Hr.

Hansen. De, Frk. Romero og en vis Hr. Thranebjerg stjal i eftermiddags

en kuffert fra vores fælles agenter. I den var der omkring 750.000

kroner. Jeg går ud fra at Hr. Thranebjerg har kufferten. Derfor vil jeg

bede jer om hjælp til at finde denne Hr. Thranebjerg. Til gengæld skal

I få lov til at gå herfra, skånet af profetens overhellighed, og vores

veje vil aldrig krydses igen.” Kim grinede og svarede tilbage: ”Behøver

vi blande religion ind i det her, for jeg fulgte ærligt talt ikke med i

religionstimerne. Desuden er det mit lod som detektiv at hjælpe dem,

der virkelig fortjener det, og jeg er bange for at De ikke hører under

den kategori.” Selvom Diego var rasende, tilføjede Klara: ”Desuden

kan vi vel regne med at dit løfte om sikkerhed er lige så sandt som det

detektivbureau, du ledede. Du skal se, Thomas tager hjem i morgen,

og han tager pengene til den nærmeste politistation inden da.” Jeg var

glad for at høre Kim og Klaras modsvar. Så længe, de havde selvtillid,

var der intet, der kunne få dem overtalt. Det var indtil jeg så Kim svaje

med hovedet. Han kiggede forvirret rundt og mumlede underlige

remser. Der var sket det værste, der kunne ske. Kim var løbet tør

for salmiak! Jeg kunne ikke høre, hvad der skete, men Diego havde

åbenbart fundet ud af det og stod nu med en lakridspose i den ene

hånd og en pistol mod Kims pande. Hvis Klara fortalte, hvor jeg var,

ville Kim få lakridsen, men hvis ikke skulle han bøde for det med livet.

Tiden var inde til handling.

”STOP! Det var mig I ville have, nu har I mig,” råbte jeg, da jeg brasede

ind i rummet. Diego så lamslået på mig, men genvandt fatningen med

et smil. Han smed lakridserne over til Kim, der slugte dem febrilsk, og

Klara hjalp ham med at få sin bevidsthed igen. Diego gik langsomt

hen til mig og sagde: ”Hvorfor forhaste os? Du giver os bare de penge,

der tilhører os og vi finder en diplomatisk løsning. Vi går herfra med

budgettet til at opbygge et fredeligt imperium, og dig og din turistven

kan tage hjem og aldrig blive indblandet i vores sager igen. Vi har hele

natten, og vi stopper først, når vi har fundet en løsning.”

Jeg havde allerede et svar parat, inden Diego var færdig med

sætningen. ”Faktisk har vi kun omkring to minutter, for mens vi taler

følger politiet nødsignalet, jeg installerede på Kims iPhone. De har

måske allerede banket dine to bodyguards ved landgangsbroen, og

din drøm om et statsdækkende narkoimperium kan du fantasere dig

til i fængslet”. Diego blev bleg som et fantom, og han skyndte sig ud

med de to mafiabosser. Jeg overrakte Klara pistolen og kufferten med

244 245


Lasse Carlsson

besked om at vente på politiet. Jeg skulle til at løbe ud af døren, da

Kim med en svag stemme sagde: ”God jagt, Watson”. Jeg grinede, da

jeg satte i løb efter Diego.

Jeg løb som en hest for at forfølge Diego, for han var en fortræffelig

atlet, og han havde en vilje af stål. Jeg forfulgte ham som en glubsk

blodhund, men da jeg nåede til agterdækket, var han forsvundet.

Jeg så mig omkring og tænkte, at det ikke kunne passe. Men så kom

angrebet fra en uventet front. Det lykkedes mig at blokere, men

Diego kom springende med så stor kraft, at jeg røg langt tilbage. Han

havde taget guldsablen fra sit kontor, og svingede det kraftfuldt rundt

i luften. Jeg måtte kæmpe imod med al min kraft for at undgå en

halshugning, men klingen var overalt, og døden kunne komme hvert

sekund. Med et kraftigt spark afvæbnede jeg ham, og jeg forsøgte at

binde ham med et reb fra en kasse. Jeg var desværre bare for langsom,

så han løftede mig op i kraven og tog mig ud til rælingen. Han kastede

mig ned på skibets gulv, og holdt sit sværd mod min strube. Han

startede med at prædike højt og helligt: ”Du skal ikke standse det,

mine forfædre døde i tusindtal for at skaffe. Jeg skal skaffe magt og

ære til min familie, der tog hertil for at erobre dette miserable land.

Jeg skal vise min tro og sandhed over for mine døde venner, min

slægt, profeten og selve Gud, der venter på mig ved paradisets bord!”

Det lykkedes mig at fjerne hans greb om mig og sige: ”Det kan du

snart have din lille hyggesnak med dem om, for du møder dem snart”,

og med en fod i hans mave væltede jeg ham ud over rælingen og skar

rebet over, som jeg havde bundet fast om begge vores maver. Jeg

kiggede over rælingen, men jeg kunne ikke se Diego. Bølgerne havde

taget ham.

Næste dag var Diegos lig blevet fundet på stranden til kystbyen

La Herradura. Det var blevet fundet af en japansk turist, der havde

bemærket et blodspor på stranden. Han fandt Diegos lig mellem

klipperne, sønderrevet og halvt ædt op af insekter og havfugle.

Jeg må endda indrømme, at selvom det var mig der dræbte ham,

fik jeg en grim smag i munden. Ingen fortjener at blive dræbt på

den måde. Man havde straks kontaktet Malagas politi, der havde

informeret os om sagen. Mafiosoerne var grebet på fersk gerning og

taget til politistationen, det falske detektivbureau var blevet stormet

og lige nu arbejdede teknikerne på at spore pengenes oprindelse.

Jeg satte mig ned ved siden på hotellet og sagde: ”Sherlock, jeg er

selvfølgelig glad på jeres vegne, men hvordan vil I få det her til at

fungere? Der tusindvis af kilometer imellem jer, og der kan gå lige fra

måneder til kvartaler inden, I ser hinanden. Kim du bliver nødt til at

spekulere på fremtiden, det her kommer ikke til at fun ” Jeg nåede ikke

at sige sætningen færdig, inden Kim afbrød mig og sagde: ”Watson,

vi lever ikke i fremtiden. Vores liv kan ikke planlægges, og det gælder

om at tage chancerne nu og ikke i fremtiden. Hvis vi skulle tænke

tre år frem i tiden hvert sekund, ville systemet bryde sammen. Det

burde en detektiv som dig have lært nu Watson. Du ved ikke om

du dør på din næste mission, så måske du skulle købe den ting du

ønskede dig mest eller sige undskyld til den person, der er vred på

dig, før du mister chancen for evigt”. Jeg så på Kim. Som sædvanlig

tænkte han jo i andre baner end os andre, fordi han havde gået så

meget igennem, men jeg fandt en del visdom i hans ord. Jeg så

udenfor, lufthavnstaxaen ventede på mig og mine forældre pegede på

urskiven. Jeg tog min bowlerhat på, og guldbåndet glimtede i solen.

Jeg vendte mig mod Kim og sagde disse ord: ”Jeg forstår dig Kim.

Held og lykke med det hele, god bedring og vi ses i næste uge.” Kim

svarede igen: ”Det håber jeg da virkelig, for tilbuddet på lakridspiber i

Irma ophæves på tirsdag”.

246 247


NYNNE GJERSØE

249


Jeg går tit ned af Hovvej – altså en ret stor vej i Espergærde. Det er en

by, som ligger i Danmark, helt tæt på kysten. Espergærde er måske

for lille og derfor ubetydelig i nogles øjne. Men det synes jeg ikke.

Den er både en smuk og hyggelig by, og så har den sin egen mølle.

Espergærde er i sig selv det perfekte sted til min fantasy historie.

Jeg skriver nærmest kun fantasy, fordi min storebror lavede små

eventyr og rollespil med sine venner og mig. Og så begyndte jeg også

selv at lave eventyr til mine venner. Vi kalder det for fantasilege. Men

så opdagede jeg en dag, at al min fantasi gik lidt til spilde i legene, og

bestemte mig derfor til, at skrive mine ideer ned. Jeg bliver selvfølgelig

også inspireret af mit eget liv.

Dog gik det først op for mig, at jeg kunne bruge mine egne

oplevelser, da jeg blev 11. Det var også der jeg begyndte at skrive,

og som 12 årig skrev jeg min første bog -Sika Månebarn- som blev

udstillet på skolebiblioteket. Jeg læste endda lidt op fra den nede i

Espergærdecenteret. Jeg var vildt nervøs. Men når jeg er bange eller

nervøs foran et stort publikum, som jeg var der, sker der altid noget

underligt. Jeg taler højere og tydeligere, selv om sveden driver ned af

ryggen på mig, og jeg ryster. Det har altid været lidt af et mysterium

for mig. Hvorfor bliver man nogle gange mere selvsikker, når man i

virkeligheden er meganervøs? Under alle omstændigheder lykkedes

det mig at komme fint igennem oplæsningen.

Men den her historie, som I vil begynde på om lidt, er en helt anden

historie end Sika Månebarn. Og jeg kan kun takke min storbror igen,

fordi han igennem min opvækst inspirerede mig til at bruge min

fantasi. Han og jeg har faktisk ikke særlig mange virkelige hidsige

’kampe’ eller ’uenigheder’. Selvfølgelig kilder han mig, forstyrre mig

når jeg læser, driller mig, og løfter mig op i benene så jeg hænger og

dingler foran mine venner – det er i øvrigt totalt pinligt- men helt

250

ærligt; Jeg er ikke nogen englesøster selv, kun hvis det virkelig er

vigtigt. Dog kan vi også snakke, og han hjælper mig med lektierne,

hvis mor ikke er hjemme, og far har for travlt. Kim er 21, og jeg er kun

13, så vi er en slags ’enebørn’, hvis I forstår. Mig og Kim er jo så langt

fra hinanden aldersmæssigt. Lige nu er han så ikke hjemme, og mor

er træt. Så mig og far må hjælpes ad med det, der skal gøres af ting

derhjemme.

Jeg er glad for mit liv, selv om det, der sker for tiden, kan være hårdt

følelsesmæssigt. Mine historier skrives med al den kærlighed og sorg,

jeg har. Når jeg skriver, eksploderer følelserne og nærmest drager mine

hænder til tastaturet og bogstaverne. Derfor elsker jeg også at skrive.

Man bliver så lettet af at skrive følelserne ned. Mine historier er som

en dagbog, og jeg elsker den lettelse bagefter, som om tusinde kilo

bliver løftet fra min krop. Og så elsker jeg også, at jeg kan forsvinde

ind i mine historier, når alt bliver for svært. De er en flugt væk fra

omverdenen. En flugt i en andens liv. Jeg glemmer for en stund mit

eget. Men kun for en stund, for ingen kan gemme sig for evigt. Selv

ikke de mest berømte forfattere…

251


FORVANDLING

252 253


Espergærde ligger øde hen. Hele byen er frosset fast, mens tidsguden

Isankua tager bestik af situationen. Han ser sig om. Nogle huse

brænder stadig en smule, ellers er alt gråt, fordi asken ligger tyk på

jorden. Han går ned af en vejen, hen til Grydemoseksolen. Så stopper

han op da han ser to lig. Isankua går sukkende hen til dem, og knæler

ned på sit venstre ben. Den ene er en ung pige, som er helt tømt for

blod. Hun har åbne øjne, og et lydløs skrig på læberne. Den anden er

et magisk væsen, med kæmpe vinger hvorpå der er magiske tegn, så

har den 3 haler og skarpe tænder. De to lig holder i hånden. Isankua

kan ikke stoppe et lille glædeløst suk, og så læser han tegnene på det

magiske væsnets vinger:

Djævlen vågner

Og engle dåner

Sonja er navnet

Hun vil blive savnet

Indtil uret vil vende

Og gnist der skulle tænde…

Vil blot dø hen

Han smiler trist. Lige fra starten vidste han at alt ville gå galt. Men han

havde håbet på at tegnene ikke kom til at betyde noget. Så kigger

han igen på væsnet: Den er lige så grå i huden som asken på jorden.

Det betyder at den har brugt alt for meget energi, og at den derfor er

død. Isankua ryster på hovedet, rejser sig og hører endelig de andre

guders stemmer. Dette skulle aldrig have fundet sted. Dette kaos var

en fejl. Spol tilbage Isankua. Spol… Tidsguden tager sit smukke blå ur

frem. Han drejer viserne og ser til, mens byen genopstår, husene rejser

sig, en flodbølge stiger op fra jorden og forsvinder tilbage til havet, en

kæmpe revne i jorden lukker sig, en tornado forsvinder op i himlen, ud

af sten og træ rejser møllen sig på bakken, og mennesker begynder at

gå rundt.

Jeg hørte ikke klokken ringe. Sad bare på den samme sten som altid.

254 255

*

Den sten hvor man kan kigge på bilerne der maser sig forbi hinanden,

børnene som griner sammen, de vinkende forældre, cyklisterne der

siksakker udenom menneskerne, og alle de andre millioner af ting og

følelser der sker her klokken 7:55, den første dag efter sommerferien.

Jeg er ikke bange for at komme for sent. Ingen ville lægge mærke til at

jeg er væk. Eller måske vil Thea, min bedste veninde. Hun er en af de få

som rent faktisk tænker på mig.

”Sonja!”

Jeg skar tænder af frustration, og fjernede en af mine askegrå lokker

fra ansigtet. Thea kom meget hurtigere ud end jeg havde forventet.

”Sonja, kom.”

Thea tog venligt men bestemt min hånd, og trak mig med hen til

klassen. Jeg så sløvt ned på vores sammenflettede fingre. Min var helt

bleg i forhold til hendes smukke lysebrune hånd. Hele sommerferien

havde jeg siddet inde på mit mørke dunkle værelse, så jeg blev ikke

overrasket, da alle kiggede undrende på mit uhyggelige udseende,

da jeg kom i skole. Et blidt klem fra Theas hånd, fortalte mig, at hun

forstod hvad jeg tænkte på.

”Hey det går nok.”

Hendes venlige ansigt, søde charme, brune øjne og hår, fik mig til

at krympe mig. Hun er alt for god til mig. Hun kan se ind i mine små

kedelige grønne øjne, og så fortælle de mest fantastiske ting om mig.

Jeg rettede lidt på min brune snavsede jakke, og trådte ind i klassen.

Inger havde sat noget fredfyldt musik på, mens alle de andre læste.

Så jeg snuppede min bog med et smil. Den hedder: ’Driver dug, falder

regn’. Jeg har mindst læst den et tusind gange. Jeg aede drømmende

bindet, da en af drengene fangede mit blik. Han sad i sofaen med alle

de andre, og bare så på mig. Silas… Mit hjerte bankede oppe i halsen

på mig, alligevel rev jeg blikket væk fra ham, og stirrede ned i bogen.


Jeg måtte ligne en idiot som jeg stod der: Med opspilede øjne og

næsen boret helt ned i siderne, mens mine hænder blev hvide -endnu

mere end de var i forvejen-, af at holde så krampagtigt om bogen.

I hvert fald hviskede Thea hurtigt til mig, at jeg skulle gå roligt ned

på min plads. Jeg marcherede som en anden idiot hen til mit bord,

og bumpede ned på stolen, så den gav en jamrende lyd fra sig. Med

blussende røde kinder så jeg ned i gulvet.

Silas havde da aldrig set på mig sådan rigtigt. Han havde sort brunt

hår, og grønne drømmende øjne. Jeg vidste bare at han var den

rigtige. Altid perfekt. Altid gik han med sine hængerøvsbukser,

havde sin flotte sorte jakke på, motorcykelstøvler, og sine sorte -helt

fantastiske- læber. Det lyder underligt, men jeg kan faktisk godt lide

det. Mine tanker vendte sig væk fra hans sorte læber, og tilbage til et

spørgsmål. Havde han sendt mig sådan et blik før? Never. Måske var

tiden inde til at gå i lidt pænere tøj og sådan. Men kun måske.

Timerne gik. Jeg gloede ud af vinduet, eller lavede kruseduller på

papiret. Pludselig sagde Inger mit navn: ”Sonja! Kan du genfortælle

det jeg lige har sagt? Sonja?”

”Hun er vist blevet gak.” fnisede nogle af pigerne.

Men jeg hørte ikke hvad Inger eller nogle anden sagde. Mit blik var

som klistret fast på vores ur. Sjovt nok var det blevet blåt. Jeg ventede

på at der skulle ske noget, måske noget magisk. Og så pludselig var

det som om viserne drejede hurtigere og hurtigere rundt. I det samme

begyndte tallene at vokse og krympe, selve uret drejede rundt på

væggen, og så blev alt sort. Jeg blinkede forvirret et par minutter, før

mit syn vendte tilbage.

”Hvad?”

Jeg så forvirret rundt. Jeg lå med hovedet på bordet, og armene

daskende ned mod gulvet. Inger rystede både nervøst og irriteret på

hovedet.

”Hvad laver du dog? Har du det godt?”

”Jeg ved ikke helt… måske burde jeg gå hjem.”

Inger nikkede langsomt. Jeg vaklede ud af klassen, mens jeg kunne

høre Theas hurtige fodtrin bag mig. Hun støttede mig hen langs

Hovvej uden et ord, og ind i min mors lejlighed, som lå lige overfor

Espergærdecenteret.

”Tak Thea.”

”Selv tak Sonja. Kan du klare dig herfra? Skal jeg gå med ind?”

Jeg ryster på hovedet, og gik ind. Mor lå på sofaen og sov som hun

altid gjorde. Min far havde forladt os for ca. fire år siden, og mor var

stadig ked af det. Hvis vi talte sammen, var det næsten altid om

hvordan jeg havde det osv. Hvis jeg spurgte ind til hende, blev hun

fjern og stille. Normalt gik hun sin vej. Så lige siden far skred har jeg

lavet, det der skulle laves. Mad, rengøring, købe ind og ordne vasketøj.

Men jeg gad ikke i dag. Jeg faldt lige på hovedet i seng.

Det føltes som om jeg kun lige havde lukket øjnene, da mor havde fat

i min skulder og rystede mig. Jeg vågnede med et sæt, og så op. Hun

stirrede bekymret tilbage på mig.

”Har du det godt Sonja?”

Jeg så ned af mig selv. Sveden drev fra mig, mit hår var fedtet, og jeg

rystede over hele kroppen.

”Nej mor. Jeg ved ikke hvad der er galt, men noget er helt forkert!”

Med et vildt ryk så jeg hen på væggene, som om jeg var bange

for at jeg lå i en uhyggelig skov. Men mit værelse lignede sig selv.

Sengen, skabet, bordet, stolen, det grå loft og det flotte måneskin der

strømmede ind fra vinduet, var som det plejede.

”Bare gå i seng mor. Jeg… jeg klarer mig.”

Hun rystede trist på hovedet. Det fjerne blik var ved at få overtaget.

Men med en kraftanstrengelse lavede mor et glas vand til mig, før hun

gik i seng. Jeg drak hele glasset og faldt så sammen på sengen igen.

Det sidste jeg så var månen udenfor mit vindue. Den så virkelig stor

ud. Men var det bare mig, eller lignede månen et ur?

256 257


”Ur… Et ur… UR!”

Jeg sad ret op og ned. Solens stråler strømmede ind af vinduet, og

dens varme var uudholdelig. Klokken var 7:00 og det var allerede

20 varmt! Jeg gik ind i stuen, væk fra lyset. Men solen strømmede

også ind fra altandøren, så jeg trak vredt alle gardinerne for vinduerne.

Jeg havde ikke brudt mig om lys eller varme dage, siden jeg var helt

lille.

Med et gab lagde jeg et tyndt lagen hen over mor, som lå i sofaen.

Bagefter gjorde jeg mig klar.

Da jeg stod foran spejlet i badeværelset, prøvede jeg ikke at se i det.

Men der var et eller andet som trak i mig, så til sidst gav jeg en smule

efter. Og fik et chok. Mine øjne var blevet mere lysegrønne synes

jeg, og de skinnede endda en smule. Efter at have været i et kort

brusebad, var mit hår ikke mere gråt og glansløst. Det skinnede også

en lille smule, og nu lignede det ikke en død piges hår, men mere en

naturlig grå farve. Og da jeg følte efter var det også en smule tykkere.

Jeg rystede undrende på hovedet, og tog tøj på. Min hånd rakte ud

efter jakken. Nu var min hudfarve ikke mere hvid, men lys!

Jeg bed mig i læben. Var det hvad ordet ’teenager’ indebar? At man

pludselig forandrede sig på en dag? For jeg var 15 år nu, og jeg

havde altid lignet mig selv. Fra baby til 15 årig. Jeg så igen ned på

min hånd. – Det var det eneste sted hvor jeg havde bar hud. Fordi

det var sommer gemte jeg mig altid helt væk, under lag af tøj. Jeg

havde cowboybukser, langærmet bluse, hættetrøje og normale sorte

kavasakis på.- Jeg ignorerede selvfølgelig de fine hvide kavasakis i

skabet og mine -pludselig- elegante fingre.

Så endelig cyklede jeg forbi Espergærdecenteret, og videre op til

Hovvej, fulgte den, og så ned af Grydemosevej. Der smed jeg min

cykel, og satte mig på min sten.

Bilerne spærrede som altid for hinanden på den smalle veje, og

børnene myldrede også som altid forbi. En dreng var nær cyklet ind

i min sten, fordi han ikke så sig om. Irriteret kiggede jeg tilbage på

258 259

bilerne.

”Sikke en idiot.” mumlede jeg, men da jeg skulle til at forsætte snørede

min hals sig sammen.

Jeg så lige ind i en lille piges øjne. Hun stod midt på fortovet og bare

stirrede. Ingen skoletaske, ingen tegn på at hun ville indenfor. Solen

var forsvundet bag nogle grå skyer, og jeg mærkede kulden. Men med

et forsvandt det hele. Solen brød frem igen, varmen kom tilbage, og

det var kun fordi Theas hånd rørte min skulder.

”Hej Sonja. Har du det bedre?”

”Det er jeg ikke helt… eller jo, det går fint.”

Jeg ville ikke gøre hende nervøs. Pigen var ingen steder at se, så det

havde nok bare været min fantasi alt sammen. Thea stirrede med

rynkede bryn på mig.

”Hvad?” spurgte jeg irriteret, da jeg var blevet træt af hendes blik.

”Intet… du er bare forandret.”

”Det er jeg i hvert fald ikke!”

Jeg rejste mig lidt for hurtigt. Normalt ville jeg gemme mig for solen,

men det var som om min hud hungrede efter solens stråler, så jeg

blev. Jeg havde lyst til at smide alt mit tøj fra mig, og bare nyde solens

stråler, men min fornuft stoppede mig.

”Skal vi ikke gå ind?” spurgte hun tøvende.

Jeg nikkede, og fulgte med Thea ind i klassen. Inger så ikke en gang

på mig og Thea, da vi kom ind. Så noget havde altså ikke forandret sig.

Silas sad tilbagelænet på stolen, og smed skødeløst fødderne op på

bordet. I dag havde han sorte solbriller på, og tyggegummi i munden.

Han havde en gyserbog i hånden og nogle gange smilede han, som

om han lige havde læst noget sjovt, eller nydt den klamme scene. Jeg

sad lige bag ham, men turde ikke kigge på ham. Så pludselig vendte

han sig om.

”Hey søs, må jeg låne din blyant?”

Det gav et sæt i mig. Jeg nikkede alt for mange gange, og fumlede

med mit penalhus. Til sidst rakte jeg ham min yndlings blyant. Ikke


fordi den var særlig speciel. Den var bare helt sort. Men det er også

min ynglings farve, -hvis det altså er en farve. Det kan diskuteres.- Han

tog den i hvert fald og skrev en seddel til en ven.

Efter dansk og matematik skulle vi spise. Jeg smuttede op til kantinen,

og købte to boller og en juice. Da jeg kom tilbage sad pigerne og

drengene ned i sofaerne, og snakkede. En pige hviskede noget til

Silas, og han smilede straks varmt til hende. Jeg skiftede vægten fra

den ene fod til den anden i døråbningen. Ville jeg gå derind? Og bare

krympe mig, mens de hviskede bag min ryg?

De begyndte alle at blive stille og stirre irriteret på mig. Alt for sent gik

det op for mig, at jeg nu var centrum for al opmærksomhed. Bare jeg

ikke havde stået så længe og gloet på dem.

Med sænket hoved smuttede jeg ned på min plads, og så startede

hviskeriet. Jeg spiste min mad, men da de begyndte at hviske ret højt

om mig, kunne mine never ikke klare det mere. Jeg løb ud af døren,

og spænede som en gal. Jeg fór forbi legepladserne, indtil jeg kom

til min dejlige kolde sten. Jeg smed min hættetrøje ned på jorden,

og så rullede jeg mine ærmer så meget op jeg kunne. Så til sidst tog

jeg mine sko af og sad så bare der. Solen fodrede min hud med sine

stråler, og jeg følte mig som en stjerne. En fredfyldt smuk stjerne.

Så afbrød en hånd på min arm, den dejlige drømmende tilstand jeg

var i.

”Thea der er ikke noget galt, tro mig. Jeg kunne bare ikke klare mere

derinde og….”

Jeg sank en klump, og så ned på den hånd der lå på min skulder. For

stor til at være Theas. Alarm, alarm. Alle tropperne ud! Flygt alle mand!

Jeg så op i Silas perfekte ansigt. Han kiggede bare på mig, undrende,

men også smilende, som om han kunne lide hvad han så.

”Du ser pænere ud sådan her. Nu hvor du ikke gemmer dig under alt

det tøj mener jeg.”

Jeg vidste hvad han mente. Jeg havde jo intet på nærmest! Jeg så

forlegent ned på mine hænder.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg tog det hele af… jeg havde bare lyst. Det er

underligt -jeg ved det-, det er bare fordi….”

Silas satte sig på stenen ved siden af, og smilede til mig. Mine ord

hang i luften mellem os. Jeg så ind i de smukke grønne øjne, og hans

fantastiske læber, der tegnede en perfekt bue. Pludselig rystede jeg på

hovedet, tog mine sko på og bandt hættetrøjen om livet.

”Hvorfor fulgte du efter mig?”

Jeg aner ikke hvor raseriet kom fra. Det var der bare pludselig.

”Jeg ville bare se, hvor du skulle hen.”

Han satte hænderne ned i lommerne, og var pludselig blevet til den

seje respekterede dreng i klassen igen. Ham der var bedre end mig, og

alle andre. Jeg knyttede hænderne. Vi var ved at blokere for hinanden.

Var det det jeg ville?

”Jeg må gå.”

Jeg gad ikke løbe ind efter min jakke og taske, så jeg gik bare ned

mod stranden. Jeg fulgte trist Hovvej, under broen hvor toget kører,

og hen langs vandet, lige indtil jeg fandt den store strand. Det var her

de fleste mennesker badede. Lige nu ca. klokken 11:50, var der ikke

rigtig nogle, heldigvis. Så smed jeg tøjet, til jeg kun havde mit sorte

undertøj på. Med følelsen af frihed sprang jeg ud i vandet, og tog et

par kluntede svømmetag. Længere og længere ud i vandet kom jeg,

mens et dybt hul kom nærmere og nærmere for hvert skridt jeg tog.

Jeg så slet ikke hvordan vandet skiftede farve foran mig, og at sandet

pludselig skrånede lodret ned.

Jeg skreg da vandet lukkede sig om mig på få sekunder. Panikken

steg, og jeg slugte en hel masse havvand. Gør noget! Men hvad?

Jeg slog rundt om mig, og ramte et eller andet blævret. Så blev jeg

pludselig rolig. En grå tåge var ved at lukke sig om mit sind. Jeg

åbnede langsomt øjnene, mens vandet strømmede ind af min mund.

Foran mig var en kæmpe stor rød brandmand. Det var den største jeg

nogen sinde havde set. Den var ca. 2 meter lang, og trådene var store,

røde og farlige.

260 261


I det samme hørte jeg en svag hvisken. Så gik det op for mig at det var

den der hviskede til mig. Jeg forstod det ikke helt, for det var som om

jeg gled længere og længere væk fra mig selv. Selv gennem den grå

tåge vidste jeg, at jeg var ved at dø.

Pludselig lukkede dens kæmpe tråde sig fat om min hånd. De borede

sig langt ind i min hånd, og brændte mig med ufattelig smerte. Jeg

prøvede at skrige, men havde ikke mere luft tilbage. Det brændte i

mine lungere og hud, som bare pokker nu. I det samme blev min hånd

løftet af trådene, og så fulgte resten af min sløve krop med. Over mig

kæmpede brandmanden sig op til overfladen, med min hånd filtret

ind i sine tråde.

Var det bare mig, eller hjalp den mig op af vandet? Var det virkelig

muligt, at en brandmand prøvede at redde mig? Så skød mit hoved

over vandoverfladen. Dens greb om min hånd forsvandt, trådene gled

ud af min flænsede hud, og så var jeg alene med mine smerter. En

mand kom svømmende ud til mig, og hjalp mig op på stranden. Jeg

kastede vand op i flere minutter, før jeg kunne trække vejret nogen

lunde ordentligt. Imens ringede han til ambulancen. Jeg gispede og

holdt min sårede hånd ind til kroppen.

”Hvad var det for et væsen der gav dig det der?” spurgte manden

forskrækket.

”En brandmand.” mumlede jeg.

Han rystede på hovedet.

”Det er umuligt! Så stor en brandman findes ikke her.”

Han så på min forbrændte hud, og sårene der blødte.

”Måske forvildede den sig her ned til Espergærde? Jeg ved det ikke,

men jeg er helt sikker på at den reddede mig.”

Manden så straks meget bekymret ud.

”Du snakker jo i vildelse!”

Ambulancen kom og kørte mig på hospitalet. Jeg ved ikke hvad der

skete, for jeg besvimede, mens vi kørte. Men da jeg vågnede havde

jeg en forbinding om min venstre hånde, og Thea sad ved min side.

Min mor havde de sikkert ikke kunne få fat i, for hun sov. Jeg var

sikker på at de havde taget min mobil og så ringet til Thea. Hun er den

eneste – plus min mor – som jeg har i min telefonbog.

”Sonja hvad skete der?”

”Jeg var ved at drukne. En brandmand reddede mig.”

Thea så med opspilede øjne på mig. Jeg vil helst ikke lyve for hende,

selv om det sikkert havde været det smarteste der. I det samme

ringede min telefon, som lægerne alligevel havde lagt på bordet ved

siden af min seng. Jeg rakte ud efter den med min raske hånd, og

kiggede på nummeret.

”Far…” mumlede jeg, og sukkede.

”Længe siden.” var det første jeg sagde, rimelig vredt.

”Hej skat. Hvordan går det?”

Han stemme var blid. Som en ægtes far. Problemet var bare at han

IKKE var en ordentlig far. Han var skredet uden et ord, og jeg var hel

sikker på at han både havde fået kone og børn.

”Sjovt at du ringer nu, for jeg ligger på hospitalet.”

Der blev stille i røret. Så spurgte far tøvende og nervøst: ”Hvordan?”

Jeg sukkede og kiggede hen på Theas nervøse blik. Far ville bare

reagere som hende.

”Jeg slugte en masse havvand.”

Thea så vurderende på mig, og besluttede så, at jeg sikkert var i

bedring.

”Det var da ikke så godt. Hvordan har din mor det?”

Min stemme blev dyster: ”Det er det samme svar hver gang James.

Hun sover hele dagen, trøste spiser om natten, og græder vel også når

jeg ikke er hjemme! Så hvorfor ringer du egentlig?”

Far slugte en klump.

”Jeg ville sende jer nogle penge… mit firma kører godt, så jeg ville

bare høre om din mor var begyndt på arbejde og sådan…”

”Nej, jeg arbejder nede i fakta, gør rent her på skolen, OG jeg tager

mig af mor. Hvad er det i dag? Hm, ved du hvad far? JEG ER LIGEGLAD!

262 263


Vi skal nok klare os uden dig og dine penge!”

Jeg afbrød kontakten, og så op i Theas overraskede ansigt. Så tænkte

jeg hele samtalen igennem. Imellem tiden begyndte tårerne at trille

ned af mine kinder.

”Han ringer sikkert aldrig tilbage,” græd jeg, og klamrede mig

pludselig til Theas hånd.

Jeg var sur på min far. Det var hans skyld, at mor havde det som hun

havde. Men måske ville han komme tilbage, hvis jeg havde bedt ham

om det. I stedet havde jeg skubbet ham fra mig. Jeg tudbrølede indtil

lægen kom. Hun sagde at det hele nok skulle gå, og at jeg bare skulle

hvile mig. Jeg gjorde som hun sagde. Dog et par timer senere ville jeg

hjem. Min mor kunne jo ikke klare sig uden mig. Så jeg fik lov at tage

hjem. Med et trist smil tænkte jeg på den næste dag: Jeg skulle på

arbejde i fakta. Men det med at gøre rent på skolen var ikke noget jeg

gjorde ofte. Det var kun noget jeg gjorde hvis jeg kedede mig efter

skole. Jeg kunne godt lide rengøringsmanden Tom. Han var sød, og så

lyttede han til mig.

Theas mor kørte mig hjem. Jeg takkede hende, og løb ind i

lejligheden, men til min overraskelse sad mor med kaffe i hånden,

og bladrede i et blad – noget hun aldrig gjorde mere -. Hun så op på

mig med et smil som straks forsvandt. Med et søgende blik, så hun på

min mobil jeg havde hængende slapt i min raske hånd. Hun forstod.

Så kiggede hun forbavset på min venstre hånd, og bandagerne. Så

sendte hun mig et blik som spurgte: Hvad er der sket?

Jeg satte mig ned ved siden af hende, og fortalte hende alt. Om mit

hår og øjne, om uret der drejede rundt, månen som lignede et ur,

pigen som bare stirrede på mig, om min lyst til solen og brandmanden

som reddede mig. Min mor nikkede og kyssede mig på panden.

Nogle dage sagde min mor ikke noget. Alligevel kunne jeg føle hvad

hun ville sige eller tænkte. Hun troede på mig sagde hendes blik.

Hun vidste at jeg fortalte sandheden. Den nat kunne jeg selvfølgelig

ikke sove. Min hånd sved og brændte på en gang. Med sveden

dryppende ned i øjnene kravlede jeg ud af sengen, og fandt noget

smertestillende frem.

Jeg skal have et glas vand til… tænkte jeg, og snuppede det fra

køleskabet. Så gik jeg ind på mit værelse, og så ud af vinduet. Midt

ude på vejen stod den samme lille pige, som jeg havde set ved skolen.

Hun så op på mig med et mystisk blik, før hun begyndte at gå væk.

Jeg satte glasset og pillerne fra mig, tog hurtigt overtøj på, og løb ud

efter hende. Min bandage viklede sig fast rundt om håndtaget, som

om den prøvede at stoppe mig. Jeg rev bare hånden til mig, så den

knækkede mit over. Jeg løb væk fra døren og bandagen, som svævede

sløvt bag mig, og hen til trappen. Men imens jeg sprang ned af de

sidste trin, forsvandt mine sår pludselig helt.

Espergærde sov. Lyden af min fodtrin gav genlyd ude på gaden,

så jeg var sikker på at alle ville kunne høre det. Træerne hviskede

i vinden, månen hang behagelig og smuk over mig, alligevel

var jeg hunderæd. Jeg så mig hele tiden om mens jeg løb forbi

husene, Espergærdecenteret, kirken, og så kom jeg endelig hen til

Mørdrupskolen, - en af de andre skoler i Espergærder-. Pludselig kom

noget forbi mig i rivende fart. Jeg gispede og så mig om.

”Hello? Hvem der?”

Noget kom susende bagfra, og ramte mig i nakken som en pisk. Alt

skete så hurtigt derefter:

Jeg lavede en salto baglæns, mens en forvandling skete. Jeg stod

pludselig som et mægtigt væsen. Jeg var blå og sort, havde tre

piskende røde haller, helt glødende røde øjne, og tænder så skarpe at

de kunne bide gennem metal, og to enorme sort og blå vinger med

røde flammende tegn på.

Jeg stod på en underlig foroverbøjet måde. Helt kampklar. Så

knækkede en gren. Jeg så op. Pigen stod med hænderne på hofterne,

og smilede.

264 265


”Meget flot må jeg sige. Jeg var sikker på at du havde magiske kræfter

fra starten! Men så stærke? Hmm… Vi kunne klare os rigtig godt

sammen.”

Pigen sprang adræt ned af træet, og landede på jorden foran mig

uden en lyd. Mine vinger foldede sig sammen med et smæld. Jeg

rankede ryggen, og så nøje på hende. Forfra så jeg afslappet ud, men

ikke bagfra. Min tre haler piskede frem og tilbage, snoede sig om

hinanden og vred sig. Jeg smilede uvilkårligt, da månen gemte sig

bag en sky. Så sukkede jeg dramatisk, mens pigen lagde hovedet på

skrå.

”Hvem er du?” spurgte jeg langsomt.

”Unaku. Men du kan bare kalde mig Unna. Jeg er vogter over

Espergærde…”

Hun tøvede, som var det en svær sætning. Så kiggede hun strengt på

mig.

”Men hvem er så du? Jeg har fulgt efter dig lidt tid. Din kraft er så stor

at jeg kan føle den fra flere km afstand! Det er farligt. Andre kunne jo

komme herhen.”

”Hvad mener du? Hvem andre? Og kan du føle min… kraft?”

Unna sukkede, og kiggede strengt på mig.

”Hvilket skal jeg svare på?”

”Helst dem alle sammen!” svarede jeg kækt.

Hun lænede sig skødeløst op af træet, og så himlende på mig.

”Jeg fatter ikke at guderne valgte dig! Espergærde har jo allerede

mig til at…. Vogte... over byen. Man kan ikke bare sådan blive valgt.

Hmm… du må have noget magisk familie. Har du det?”

Jeg trak på skuldrene.

”I hvert fald har guderne valgt dig. Du har også udviklet store kræfter

kan jeg se. Aldrig har jeg oplevet så fantastiske evner…”

Jeg så ned af mig selv, og kiggede på de røde flammende tegn på

mine vinger.

”Kan du læse dette?”

Hun nikkede med et ligeglad udtryk.

”Hvad står der så?”

Jeg foldede vingerne ud, og så spørgende på hende. Hun smilede

266 267

grumt.

”Vil du vide det? Okay der står:

Djævlen vågner

Og engle dåner

Sonja er navnet

Hun vil blive savnet

Indtil uret vil vende

Og gnist der skulle tænde…

Vil blot dø hen

Hm. Tænk at Isankua skrev det der på dig.”

Jeg lukkede øjnene og tog nogle dybe indåndinger.

”Hvad… Snakker…. Du…. Om?!”

Unna vred sig.

”Hør nu efter for fanden! Isankua er tidsguden, det var ham der gav

dig dine evner. Det lyder måske underligt, men han bestemmer over

alle guderne, for han kan jo altid spole tilbage og overtale dem til…

hvad han nu vil have! I dag har han vist bestemt at han ville lave sig en

forvandlingsgud. Det er så dig.”

Jeg rynkede brynene.

”Kan jeg blive til andre væsner?”

Unna rystede smilende på hovedet.

”Ikke andre væsner. Du kan blive til normale dyr, og blande dem

sammen, men dén dér form, er din stærkeste. Og jeg må indrømme at

jeg stadig er imponeret. I hvert fald har Isankua valgt at du skal hjælpe

mig med at….”

Hun slugte en klump.

”Vogte over Espergærde?” spurgte jeg tøvende.


Unna nikkede lettet, som om det var dejligt ikke at sige ordet vogter.

”Lige præcis.”

Der opstod en kort tavshed. Så udbrød jeg: ”Man hvad med resten?

’Uret vil vende, og en gnist der skulle tænde, vil blot dø hen’?”

Unna trak på skuldrene.

”Aner det ikke. Men det første er ikke så svært at forstå. Djævlen er jo

dig, engle vil dåne – altså du må holde dine evner for dig selv – ’Sonja

er navnet’ fortæller bare at det er dig, men det der med at du vil blive

savnet…”

Jeg ventede med tilbagevendt åndedræt.

”Betyder sikkert, at du må rejse væk fra Espergærde engang. Jeg ved

det ikke. Men nu synes jeg at vi skal gå hvert til sit. Det er ved at blive

morgen, og vi skal nå en masse ting. Kom herhen ved midnatstid.

Jeg skal lære dig ikke, at udstråle så meget kraft. Man kan aldrig vide

hvilket væsner, der vil blive tiltrukket af den.”

Så vinkede Unna afslappet til mig.

”Vi ses Sonja.”

”Hey! Hvilke væsner?”

Men hun var allerede væk. Alligevel kunne jeg mærke at hun ikke

bare ’forsvandt’. Hun løb bare ufattelig hurtigt. Jeg så solen stå op.

Dens gule skive begyndte sin opstigning, og strålede ned på mig.

Min krop ændrede sig langsomt. Mine vinger voksede tilbage ind

i ryggen på mig, min hud blev normal, min tænder formede sig

tilbage til sin normale tilstand, mine øjne blev grønne, - håret var igen

blevet pænere. Nu var det sølv glinsende – min røde piskende haler

forsvandt, og alt imens vred jeg mig af smerte.

Det var forfærdeligt. Det var som om jeg mistede min rigtige krop.

Som om jeg nu forvandlede mig. Kluntet løb jeg hjemad. Klokken

var vel halv syv, da jeg endelig kom hjem til lejligheden, og der hang

bandagen stadig på håndtaget. Jeg tog den med ind. Mor sad og

spiste morgenmad for sig selv. Hun så ikke engang op. Jeg tog bad,

skiftede til en hvid nederdel, og en lyserød top, børstede tænder, og

redte mit helt skinnende sølv hår. Så tog jeg bestik af mig selv:

Mine øjenvipper og øjenbryn var blevet smukke og sorte, mine læber

var røde og fyldige, og min øjne skinnede som grønne diamanter. Jeg

tog mine mors gamle klipseøreringe på, og en masse sølv armbånd.

Mit hår faldt løst ned over mine bare skuldre, og min hud var blevet

meget sundere at se på. Så tog jeg mine hvide kavasakis på. Min

skoletaske var stadig i skolen, så jeg behøvede ikke bære den. Jeg løb

ud på altanen, og missede med øjnene da solen skar mig i øjnene.

”Vi ses mor!” råbte jeg.

Hun svarede selvfølgelig ikke, men det var også lige meget. Jeg følte

at dette var et magisk øjeblik. Hvorfor jeg gjorde det aner jeg ikke.

Jeg kastede mig i hvert fald ud over altanen. Jeg var klar på at føle

vingerne forme sig, men der skete intet. Et øjeblik fattede jeg ikke

hvad jeg lige havde gjort. Så skreg jeg, mens jeg susede ned mod

jorden. Jeg ville brække hver en knogle, hvis der ikke snart skete

268 269

noget!

Heldigvis greb Unna mig. Hun løb så hurtigt at hun fløj gennem

luften. Det ene øjeblik faldt jeg, det næste blev jeg efterladt ude foran

skolen. Hurtigt rettede jeg på mit tøj og hår, før jeg smuttede forbi

legepladsen, og ind i 7. – 8. – 9. klasses bygning. Det var alt for tidligt

jeg kom, så jeg satte mig bare tøvende på min plads, og ventede.

Uret var stadig blåt. Jeg tog en dyb indånding.

Hun reddede mig. Nu står jeg altså i gæld til en mærkelig lille pige, som

ved alt om mig…. Spooky.

I det samme kom Thea ind, så sig om, og kiggede forvirret på mig.

”Sonja! Hvor ser du godt ud!”

Jeg sprang op, og omfavnede hende. Hun så forbavset på mig.

”Hvad er der lige sket med dig? Er det her en eller anden bivirkning fra

den der brandmand?”

Jeg dansede rundt om mig selv, mens jeg nynnede en lille sang. Mit

humør var straks steget.

”Næh. Jeg er bare under forvandling.”


Jeg rakte smilende min elegante hånd frem mod hende.

”Se selv! Brandsåret er helt væk.”

Hun gispede: ”Hvordan?”

Jeg trak på skuldrene, mens jeg trippede rundt omkring.

”Jeg er under forvandling sagde jeg.”

Thea satte sig stadig undrende ned på en stol.

”Måske skulle du opføre dig lidt mere… normalt. Silas kommer om

lidt.”

Jeg stoppede op midt i et dansetrin.

”Silas? Shit!”

Ham havde jeg helt glemt.

”Pis! Jeg må bare….”

I det samme kom Silas strygende ind. Han stoppede et kort sekund op

og så på mig. Så satte han sig på sin plads. Jeg tog en dyb indånding.

Nu eller aldrig!

”Hej Silas.”

Jeg satte mig på hans bord, og svingede med benene. Han kunne ikke

undgå at kigge på min bare smukke hud. Så sukkede jeg til sidst. Hvad

lavede jeg egentlig?

”Silas, jeg vil gerne sige undskyld. Du må ikke spørge mig om

hvorfor jeg blev så sur…. Måske fordi jeg blev brændt af en kæmpe

brandmand… men vent. Det var jo bagefter. Så må det være fordi

jeg vidste at der skulle ske noget underligt, eller at min far ville ringe.

Vent. Det gir jo ikke mening.”

Jeg sad lidt og tænkte over det, indtil det gik op for mig at jeg nok

havde lydt som en total tåbe. Jeg var lige ved at hamre hovedet ned i

bordet, men stoppede mig selv i tide.

”Undskyld. Jeg går bare… ned på min plads.”

Jeg havde lige rejst mig, da Silas tog min hånd.

”Vent. Jeg kan godt lide at høre dig tale.”

Jeg så undrende på ham og skar så en grimasse.

”Tro mig, jeg siger altid mærkelige ting. Hvis du vil høre folk sige skøre

ting – og mumle – så kan du jo bare gå hen til team 5.”

Team 5 er der hvor de handicappede er, for dem deler vi nemlig skole

med. Jeg har intet imod at de er der, faktisk er det temmelig hyggeligt.

- selv om mange børn er utrygge ved at dele skole med dem-. Jeg så

til min forbløffelse at Silas smilede.

”Jeg vil nu hellere høre på dig.”

I det samme kom en dreng ved navn Andreas ind. Silas gav slip på min

hånd, og så igen afslappet og cool ud. Og ignorerede mig selvfølgelig.

Jeg gik sukkende ned på min plads. Mit humør var faldet en hel del.

Jeg sad med hænderne i lommen, og så til mens klassen blev fyldt.

Thea kiggede undersøgende på mig. Hun ville sikkert vide hvordan

det var gået mellem mig og Silas. Men det måtte hun vente med at

høre til senere.

Jeg så ud af vinduet, og forsvandt ind i min drømmeverden. Dog var

der noget der straks rev mig tilbage til klassen. Kulde. Og en uhyggelig

glubsk stemme.

”Mit navn er Ulf. Og jeg er jeres vikar.”

Jeg kiggede op med et gisp. En gråhåret mand stod foran tavlen. Han

havde en underlig foroverbøjet stilling, gråt kort hår som klistrede

sig til hovedbunden, og uhyggelige sort brune øjne. Han havde en

ternet bluse på, som var stukket ned i de grå cowboybukser. Men det

uhyggeligste var nok at hans øjne var rettet mod mig. Og han smilede,

så hans lidt for spidse tænder funklede.

”Lad os starte med en navnerunde, skal vi?”

Jeg slugte en klump. Han havde stadig ikke flyttet sit blik fra mig.

”Hvad hedder du så?”

”S-Sonja.” kom det gispende fra mig.

Han smilede, og så i et kort sekund skød hans tunge frem og slikkede

sig om munden, før den forsvandt ind i den grå mund igen.

”Og jer andre?”

Hans øjne veg ikke fra mine, selv ikke når de andre talte til ham. Jeg

ved ikke hvorfor, men mit blik var som tryllebundet til hans. Indtil

270 271


nogle vinkede til mig i hjørnet af mit synsfelt. Unna stod udenfor

vinduet. Hun vinkede som en sindssyg galning -som hun sikkert var-

. Jeg nikkede, slog blikket ned, og mumlede så lavt at ingen burde

kunne høre det: ”Jeg skal lige på toilettet.”

Ulf hørte mig alligevel, for han svarede med det samme: ”Selvfølgelig.

Gå du bare.”

Med en skælven smuttede jeg ud af klassen. Jeg kunne høre Ulf

fortælle klassen at de skulle tage deres bøger frem, mens han lige

skulle hente noget på kontoret. Jeg spurtede ud til Unna, som så

virkelig vred ud.

”Du er godt nok umulig! Du springer ud fra et vindue, og tiltrækker

allerede et monster! Man kan sige at jeg også er et…”

”Monster? ”

Unna smilede, så jeg kunne se to syleskarpe grønne hjørnetænder. Jeg

så chokkeret på hende.

”Hvad i?..”

”Han kommer. Følg bare efter mig Sonja.”

Jeg gik skælvende efter Unna, forbi den store bakke, og op på vores

græsfodboldbaner.

”Nu venter vi bare.”

”På hvad?”

”Ham.”

Unna nikkede hen mod en grå skikkelse, der kom gående mod os. Jeg

skuttede mig.

”Det er Ulf.”

Da Ulf var ca. 6 meter fra os, stoppede han op. Han smilede ondt.

”Jeg kan se at jeg ikke er den første der er blevet tiltrukket af…

kraften.”

Unna hvæsede, så hendes to grønne tænder tydeligt kunne ses.

”Jeg så hende først. Hun er min, og jeg er også… vo…vog..”

”Vogter.” mumlede jeg, mens Unnas ord stadig rungede i mit hoved:

Jeg så hende først. Hun er min.

”Nemlig. Så du kan enten vælge at gå tilbage til hvor du kom fra, eller

du kan blive her og dø.”

Jeg slugte en klump. Den smukke sol var borte. Tunge tordenvejrskyer

formede sig, og efterlod os i silende regn og mørke. Så hylede Ulf

på en mærkelig dyrisk måde. I næste øjeblik revnede hans tøj, hans

ansigt strakte sig og blev helt behåret. Han faldt ned på sine knæ, og

et sekund senere stod en kæmpe grå ulv foran os.

Jeg gispede, og trak mig et skridt tilbage.

”Stå stille!” hvæsede Unna ud af mundvigen.

Jeg gjorde som hun sagde. Mit tøj begyndte at klæbe sig til kroppen,

og min nederdel hang tung og sløv om min hofte. En dyb stemme

smuttede ud mellem Ulfs tænder. Den var så dyb at jorden rystede

under vores fødder.

”Giv hende til mig, og jeg vil lade dig gå!”

Unna fnyste: ”Ingen ville give hende fra sig. Desuden er du ikke

velkommen her. Guderne vil straffe dig.”

Ulf blottede sine tænder.

”De er allerede efter mig. Jeg har intet at miste. Desuden hvis jeg får

hende dér, vil jeg få kræfter nok til at holde dem væk. Og flyt dig nu,

lille ækle vampyr!”

Unna stivede, mens jeg gispede igen.

”Vampyr?”

I det samme sprang Ulf frem. Med lynets hast undveg Unna. Hun

lavede en skure i luften, og landede på Ulfs ryg. Han sprang rundt,

rullede på jorden, men kunne ikke få Unna af sig, som rev løs i hans

ryg. Blodet strømmede ned af hans ryg og da lugten nåede hans

næsebor udspilledes hans øjne. Jeg ved ikke hvordan han gjorde det,

men lige pludselig fik han med kæberne fat i Unnas hår, og smed

hende flere meter væk. Hun sprang lynhurtigt op igen, med kun lidt

hår tilbage på hovedet.

I næste sekund sprang Ulf frem mod mig. Jeg skreg, og smed mig

ned på den mudrede jord med et højt plask. Ulf snappede ud i den

272 273


lå luft, og landede på jorden lidt længere væk. Jeg skvattede rundt i

mudderet, og var lige ved at komme op da jeg pludselig hørte Ulf hyle

af smerte. Unna havde bidt sig fast i hans hals. Den grønne gift som

dryppede fra Unnas tænder flød ind i Ulf, som langsomt væltede om

på jorden. Han peb men kunne intet stille op. I næste sekund blev han

menneske. Unna tømte ham fuldstændig for blod før hun så op. Så

smilede hun med blod om munden.

”Vi ses ved midnat Sonja.”

Og så var hun væk. Mine ben rystede under mig, og jeg hikkede af

skræk. Skyerne var forsvundet. Solen skinnede som aldrig før, og jeg

tørrede mig med lynets hast. Dog var jeg plettet med mudder i både

tøj og hår. Jeg ville ikke gå ind i klassen, og jeg ville heller ikke hjem.

Så jeg besluttede mig til at gå en tur. En laaaaang tur. Jeg gik ned af

de små stier, fulgte som altid Hovvej, indtil jeg kunne se møllen. Den

virkede selvfølgelig ikke mere, men jeg kunne alligevel godt lide den.

En fugl pippede bag mig, og så var det som om noget klikkede i min

hjerne. Pludselig begyndte mine arme at vride sig. Jeg løb bag den

nærmeste busk, og kiggede undrende på mig selv. Et par minutter

senere var jeg blevet til en lille gråspurv. Jeg baskede prøvende med

vingerne, og skræppede glad, da jeg lettede en smule. Dog tog det

adskillige minutter før jeg kunne flyve ordentligt.

Med en dejlig følelse af frihed svang jeg mig op i luften, lod

luftstrømmene bære mig højere op, og lå så på ryggen. Jeg fløj hen

til den gamle mølle, og landede på taget. Jeg nød mit skarpe syn,

bilerne, skyerne der farede hen over himlen og den lille kanin ude på

marken. Jeg så hen mod havet. En flok måger fløj fra kysten hen mod

mig. Jeg følte mig pludselig udsat.

Hurtigt fløj jeg ned mod jorden. Jeg var måske lidt for ivrig, for

jeg landede med et hårdt bump, og rullede så ind i en stol. Min

forvandling forsvandt, og jeg lå som mig selv. Mens jeg lå og sundede

mig forsvandt solen. Jeg var lige ved at rejse mig, da det gik op for

mig, at der var en der skyggede for den. Jeg så op og måbede. En flot

gylden kvinde med enorme guldvinger, så ned på mig. Hun havde et

elveragtigt ansigt, helt gule øjne, to enorme guldvinger, og en smuk

gylden kjole på. Hun så på mig med et vurderende udtryk.

”Kraften strømmer fra dig. Alligevel forvandlede du dig til et så lille og

ubetydeligt dyr som en gråspurv?”

Jeg var både irriteret og beskidt, og derfor ikke særlig høflig.

Selvfølgelig var jeg også rigtig træt af alt det magiske pjat.

”Måske kan jeg kun lave mig om til en gråspurv, og hvad så?! Det

er sku’ da lige meget om jeg kan lave mig til en gråspurv eller en

flyvende kamel! Det er begge to noget total underligt, og ved du

hvad? Jeg er en freak. Her for et par dage siden var jeg en helt normal

pige, det næste øjeblik bliver jeg reddet af en brandmand, er venner

med en vampyr, bliver angrebet af en varulv, kan lave mig om til et

eller andet sygt monster, OG MØDER EN ENGEL, SOM ER SKUFFET

OVER AT JEG KUN KAN BLIVE TIL EN GRÅSPURV!”

Englen var stum et par sekunder. Så smilede hun trist.

”Jeg er ked af, at det hele hænger sådan sammen. Det er sjældent, at

guderne giver en magiske kræfter fra den ene dag til den anden.”

”Man bliver sikkert født magisk kan jeg gætte mig til,” mumlede jeg.

Englen sukkede

”Det er rigtigt….”

Der var stille lidt. Så sagde englen undskyldende: ”Jeg ville ikke gøre

dig sur før. Jeg forstod bare ikke hvorfor du ikke lavede dig om til en

stor ørn, eller… ja lad os bare sige at jeg har set din race før. De blærer

sig altid, og gør sig aldrig til et ubemærket dyr.”

Jeg smilede trist.

”Min race… der er flere der kan forvandle sig?”

”Selvfølgelig. Men der er ikke mange tilbage.”

Så blev der stille igen. Dog var jeg nød til at spørge: ”Var det igen min

kraft der førte dig hertil?”

Hun nikkede tavs.

”Så du vil også have mig, så du kan blive stor og stærk?” spurgte jeg

274 275


med alt den sarkasme jeg kunne mønstre.

Hun rystede på hovedet.

”Nej. Sådan er jeg ikke. Jeg kom fordi kraften trak i mig, og jeg kunne

ikke kæmpe imod. Det kan ingen væsner der mærker din kraft. Dog

tror jeg at det var guderne der sendte mig herhen. Jeg vil beskytte

dig.”

Med fnys så jeg op på himlen, og mågerne der fløj væk igen.

”Det har jeg allerede en syg lille vampyr pige til.”

Englens blik formørkedes.

”En vampyr? Du kan aldrig stole på sådan nogle.”

En vrede skød pludselig igennem mig.

”Hun har da i det mindste reddet mit liv! Du har kun undret dig over,

hvorfor jeg ikke er mere, som min idiotiske race!”

Englen sukkede opgivende.

”Jeg kan ikke bare forsvinde. Vi ses sikkert snart.”

Englen baskede med vingerne, og fløj så væk. Jeg gik trist hjemad,

og sparkede til alle de sten jeg kunne se. Jeg havde stadig lidt tid før

jeg skulle på arbejde, så jeg kunne lige så godt blive hjemme indtil

da. Mor sad i sofaen som altid. Dog havde hun et brev i hånden. Med

et forvirret ansigtsudtryk gik jeg hen til hende. Uden et ord rakte hun

mig brevet.

Kære Susan og Sonja. Jeg har savnet jer meget, og vil

sige undskyld for alt hvad der er sket gennem tiden.

Søde Sonja, jeg forstår godt du er sur på mig. Jeg har

aldrig været den far du har fortjent, men jeg vil alligevel

bede dig om at tilgive mig. Kære Susan, jeg ved ikke

hvordan jeg skal hjælpe dig med din sorg. Du må tænke

på din datter. Det hjælper ingen at du ligger helt stille

på sofaen, mens du beder til at jeg kommer tilbage.

Tro mig jeg kender dig. Du ligger hver nat og håber at

jeg kommer tilbage, eller at jeg dør af en eller anden

sygdom. Du kan ikke snyde mig. Men hør skat, jeg

kommer ikke tilbage. Jeg har fået en ny kone, og et barn

ved navn Vinie. Så kom videre, for din og Sonjas skyld.

Elsker jer.

K.h. James.

PS. undskyld.

276 277


Jeg krøllede vredt brevet sammen, mens jeg smilede uden glæde. Jeg

havde haft ret. Han havde fået både en kone og et barn. Så pludselig

så jeg en billet stikke ud af brevet. Det var to billetter til Egypten. Der

var også en lille seddel på den, hvor der stod at han synes vi trængte

til lidt ferie. Jeg kylede hele molevitten ned i skraldespanden, mens

jeg trampede rasende rundt foran mor, som stadig ikke sagde et ord.

Så pludselig udbrød hun: ”Han har jo ret. Jeg burde komme videre.

Men det er så svært!”

Tårerne trillede ned af hendes kinder. Jeg skyndte mig hen og trøstede

hende, lavede en kop stærk te og en mad. Hun spiste og drak til min

lettelse. Mens mor spiste med tårer ned af kinderne, ringede det på

døren. Træt gik jeg ud og åbnede. Det var Thea.

”Sonja! Du er jo helt mudret til.”

Jeg trak på skuldrene, og spurgte: ”Hvad laver du her? Skulle du ikke

være i skole?”

”Det burde du også.” svarede hun stift tilbage. ”Og desuden forsvandt

vores vikar, og der kom ingen andre i stedet for ham…”

Hun så vurderende på mig.

”Der forgår noget. Vil du ikke nok være sød at fortælle mig hvad?”

Jeg rystede på hovedet.

”Jeg er ked af det, men det er umuligt. For din egen skyld synes jeg du

skal gå.”

Jeg smækkede døren i hovedet på hende. Efter en time gik

jeg ned i fakta, og da jeg var færdig med arbejdet, gik jeg lidt

rundt i Espergærdecenteret. Jeg så på de forskellige tøjbutikker,

indkøbsbutikker, og bageren. Jeg blev der til solen var ved at gå ned.

Da alt lå tyst hen i mørkets sorte skygge, gik jeg ned til Hovvej, fulgte

den til den endte i et T. Jeg kunne dreje til højre; som ville føre mig

enten til motorvejen eller til Kvistgård, – en anden lille by – eller til

venstre; der førte ned under en bro og ud til havet. Men jeg valgte at

gå lige over, ud på en mark. Der stod jeg så. Og ventede. I 10 sekunder

havde jeg lukket øjnene. Så stod hun pludselig bag mig. Unna nikkede

for at få mig til at følge efter hende. Jeg gik med afmålte skridt over

marken, og bag de nærmeste træer standsede vi. Hun så vred ud.

”Godt. Sonja vær nu helt stille. Vi bliver forfulgt.”

Jeg var overrasket, men sagde ikke en lyd. Musestille lyttede vi. Så

kunne jeg høre det. Fødder der sank ned i mudderet. En eller anden

kæmpede sig hen over marken. Unna nikkede igen, før hun som et lyn

forsvandt. Jeg mærkede min krop forme sig efter min vilje, indtil jeg

blev til et egern med små bitte vinger. Jeg pilede op i træets øverste

grene, og så ned på marken. Så peb jeg forskrækket.

”Thea!” kvækkede jeg, og så spurtede Unna frem. Alt skete i

slowmotion. Jeg sprang ud fra træet, fik store ørnevinger, og skreg

en høj skinger tone, mens jeg fløj. Jeg fik fat i Unna og svang

hende tilbage ind et træ. Hvæsende gled Unna ned på jorden igen.

Blodtørsten lyste i hendes øjne. Jeg mærkede min krop forandre sig,

mærkede de tre haler vokse frem, og kunne føle hvordan jeg blev til

det underlige væsen, med flamme skriften på de blå vinger.

Mine vinger var foldet helt ud så de beskyttede Thea. Unna var

stoppet op, og så faktisk urolig ud.

”Hvorfor gjorde du det?!”

”Du ville dræbe hende!” hvæsede jeg, så mine skarpe tænder

glimtede. Mine røde haler piskede, mine vinger blev ved med at baske

en smule så Thea næsten ikke kunne stå oprejst, og mine hænder

åbnede og lukkede sig.

”Helt ærlig Sonja. Selvfølgelig ville jeg dræbe hende. Hun fulgte efter

os! Og hun er… et mennneske.”

”Hun er min ven!” skreg jeg, og tog et skridt frem. Så kunne jeg

pludselig føle Thea røre min hånd. Jeg snurrede rundt med blottede

tænder. Thea var bange. Hun sprang tilbage og rystede over hele

kroppen. Jeg havde været lige ved at angribe hende, bare fordi hun

havde rørt min hånd! Tænkte jeg forskrækket.

Hun så ind i mine røde øjne, og selv om jeg var et uhyggeligt væsen,

så bevarede hun fatningen.

278 279


”Du… Er det virkelig dig Sonja?”

Langsomt forsvandt mine vinger, haler, den underlige hud, de røde

øjne, min blå sorte hud, og de skarpe tænder. Jeg så bønfaldende på

hende.

”Undskyld Thea. Jeg... jeg kunne ikke fortælle dig dette…”

Thea så på mig med frygtsomme øjne, men nikkede alligevel.

”Okay. Jeg forstår…”

Der var en pinlig tavshed. Lige indtil jeg og Unna gispede. Jeg gispede

lidt af glæde, Unna af skræk. Englen kom flyvende fra himlen, og hun

lyste som en lille sol. Da hun landede så hun kort på Thea, før hendes

blik vandrede fra mig til Unna.

”Hun er min!” hvæssede Unna, og sprang frem.

Englen sukkede sit triste suk.

”Hun er vel sin egen. Og kan du nu flytte dig lidt, så jeg kan tale med

hende?”

Jeg smilede lettet, og sagde glad: ”Du kommer lige på det rette

tidspunkt. Jeg skal have Thea hjem, men jeg har ikke selv tid. Unna

skal lære mig hvordan jeg holder min kraft tilbage, så andre væsner

ikke kan finde mig.”

Englen så pludselig vred ud, og vendte sig mod Unna.

”Det er det samme med alle af din slags ikke? Dit…”

Jeg stoppede hende.

”Hvad mener du? Hvad er det samme med alle af Unnas slags?”

Englens øjne skød lyn af vrede.

”Hvis du holder dine kræfter skjult sådan, vil du selv blive svagere.

Hende vampyren vil bruge den chance til at suge din kraft ud af dig!”

”Hey! Stop lige!” hvæsede Unna vredt, mens hendes øjne flakkede.

”Hvis jeg ville suge hendes kraft, hvorfor gjorde jeg det så ikke mens

hun ikke var så stærk? Hun bliver jo kun stærkere fra nu af ikke?”

Jeg nikkede opfordrende.

”Ja. Hvorfor har hun så ikke gjort det før?”

”Hun ville vente til din kraft var større og stærkere. Så ville hun få mere

ud af dig.”

Alle vendte sig om mod Thea. Hun så en smule genert ud. Englen

nikkede anerkendende.

”Du er klog. Jeg tror også, at der kunne komme magiske kræfter ud af

dig. Hvad hedder du?”

”Thea.” sagde hun og smilede. ”Og dig?”

Jeg blev pludselig også opmærksom. Jeg havde helt glemt at spørge

om englens navn.

”Mit navn er Liona.”

Der opstod en lang pause. Så begyndte Unna at skabe sig.

”Jeg er….”- hun tvang sig selv til at sige det.- ”…vogter! Jeg er

vogteren over Espergærde. Gå eller jeg slår dig ihjel!”

Liona smilede pludselig også.

”Sig lige hvad du er igen?”

”Jeg er…. Er…”

Unna blottede sin tænder, og susede frem mod Liona. Alle handlede

samtidig. Jeg blev til en slange og viklede mig rundt om hendes

sparkende ben, Liona fløj op i luften og skinnede som aldrig før, og

Thea sprang klogt ned på jorden. Unna hvæsede igen og vred sig i mit

greb, men jeg holdte fast. Til sidst slappede Unna af og jeg gav slip.

Liona landede igen på jorden.

”Så du er altså ikke vogter.”

Unna sukkede: ”Selvfølgelig ikke. Da jeg kom til byen var der ingen

280 281

vogter.”

Hun kunne pludselig sige vogter, uden at det var svært. Jeg forstod

det langsomt. Hvis man sagde at man selv var vogter, -og det var

løgn- så ville det være svært at sige det.

Unna fortalte videre: ”Jeg har boet her i byen i meget kort tid. Men jeg

var selvfølgelig den første der kunne mærke Sonja. Resten ved du.”

Hun pegede på mig.

”Guderne lod dig ikke være vogter.” mumlede Liona.

Så udbrød Thea: ”Du skal være vogter Sonja. Dig!”


Hun havde rejst sig fra jorden, og børstede jorden af sig. Liona

nikkede.

”Det er derfor de gav dig evnerne Sonja. Du skal beskytte

Espergærde!”

Jeg slugte en klump, men nikkede.

”Vil I så… hjælpe mig?”

Alle nikkede. Også Unna, men det var lidt modstræbende.

”Godt. Vi ses i morgen alle sammen. Thea og Sonja har brug for deres

søvn.”

Unna forsvandt vredt, Liona fløj Thea hjem, og jeg havde pludselig

udviklet mig. Det var meget lettere at gøre sig til dyr nu. Jeg fløj som

en falk op på vores altan, og gik ind. Mor sov, men der var faktisk

mad på bordet. Hun havde spist alene. Jeg fik dårlig samvittighed, og

løftede så – uden besvær – min mor op, og bar hende i seng. Da jeg

så selv havde lagt mig, tænkte jeg på det der var sket, før jeg faldt i en

dyb søvn.

En hvisken vækkede mig. Den lød underlig. Som tusind stemmer. Jeg

rejste mig mumlende, og tog et bad. Da jeg kom ud var stemmerne

blevet endnu højere. Jeg gik hen til skabet, og tog noget let tøj på.

En hvid stroppebluse, og nogle hvide shorts. Jeg sprang i nogle

hjemmesko med kaniner på, og åbnede så døren ud til altanen. Der

var den hvisken igen!

Sonja…. Sonja… Din by er i fare!

Jeg vågnede med et sæt. Min by! Jeg blev til en stor hvid due, og fløj

hen over Espergærde. Cirklede over togstationen, videre hen over

skolerne, til jeg så væsnet. En skygge. En stor sort skygge faktisk. Den

kæmpede mod Liona, i en hektisk kamp. Jeg tænkte mig hurtigt om,

og blev så til en kæmpefugl med en hajs mund. Jeg dykkede ned mod

skyggen, og ramte den. Skyggen var klistret og ulækker, og den havde

en enorm lilla mund. Den så ondt på mig, og var lige ved at angribe da

Liona skød gyldent lys ned over den.

Med et skrig så den på hende. Langsomt blev den mindre og mindre,

men den nåede at sende en stor lilla ildkugle af sted. Og så gik det op

for mig, hvor den lilla ildkugle var på vej hen.

Jeg blev til mit eget magiske væsen, og brølede mens jeg fløj op på

siden af ildkuglen. Den havde kurs mod min lejlighed! Der var kun

en ting at gøre. Jeg sprang ind foran den, og mærkede ilden brænde

sig ind i mig. Så eksploderede den lilla ildkugle, så jeg blev smadret

282 283

nedad.

Jeg styrtede. Min flammeskrift på vingerne lyste stærkere op end før,

på bagrund af den pludselige kraft. Jeg faldt og faldt, og ramte jorden

med et brag. Sådan lå jeg på vejen. Langsomt skrumpede jeg ind til

min egen størrelse, og lå så der, indtil Liona kom flyvende. Unna kom

vist også. Men jeg besvimede, og da jeg vågnede igen, lå jeg på mit

værelse og klokken var 7:15.

”Av og av og av.” mumlede jeg, da jeg kom op og stå.

Liona måtte have behandlet mine sår med sin magi. Jeg tog en blå

hættetrøje på, og nogle slidte cowboybukser. Mor så trist på mig da

jeg kom ind. Hun kiggede på mig mens jeg spiste, og så sagde hun til

min forundring: ”Jeg ved ikke… men jeg var helt sikker på at jeg så dig

ligge på vejen… og der kom en engel og en lille pige. De reddede dig

vist. Englen kom op med dig, og gik lige forbi mig… Hun lagde dig i

seng, og bad mig passe på dig. Så jeg syner Sonja?”

Jeg svarede ikke. Rejste mig bare op. Mor tog fat i min arm.

”Så jeg syner?”

Jeg kunne ikke klare hendes blik. Hun var bange for at blive sindssyg.

Skrækslagen faktisk. Men måske ville hun blive sindssyg, hvis jeg

fortalte hende resten af den historie, hun kendte i forvejen. Jeg rev

min arm fri og gik til skole. Thea ventede på mig. Hun sagde ikke

noget, men gik bare med mig ind i klassen. Og Silas smilede diskret

til mig. Desværre blegnede smilet, da han så, at jeg igen gemte mig i

hættetrøje og cowboybukser.

Den dag holdte jeg skarpt øje med alle lærere og vikarer. Jeg kunne


føle at der var noget forkert. Et eller andet. Jeg fandt hurtigere ud af

det end jeg havde troet. Mig og Thea gik forbi fodboldbanen hvor Ulf

var blevet slået ihjel, og hen til skoven. Da vi var derinde stoppede

Thea op.

”Unna er her…”

Jeg sukkede træt. Unna havde fulgt mig hele dagen. Havde gemt sig

bag mure og døre. Jeg havde endda set hende under et bord på et

tidspunkt, og så havde hun afsløret sig selv ved at løbe forbi kateteret

så papirerne fløj op.

I det samme kom hun springende ned fra et træ, med et irriteret

udtryk malet i sit fjæs.

”Kom!” sagde hun vredt.

Jeg var lige ved at sige at Thea bare skulle gå tilbage, men Unna

afbrød: ”Hun tager med! Kom så.”

Jeg stod bumstille. Noget skreg inde i mig.

”Nej! Hun skal ikke med.”

Unna vendte sig smilende om.

”Vil du tage hende, eller skal jeg?”

Jeg hvæsede lavt, men forvandlede mig så om til en smuk sort hest.

Jeg knælede så Thea kunne komme op. Så galoperede jeg hurtigt

efter Unna. Jeg brasede gennem skoven, sprang over træstammer, og

trampede jorden flad flere steder. Unna stoppede først op da vi så en

brønd. Thea hoppede af min ryg, og så blev jeg mig selv igen.

”Jeg har aldrig set en brønd her.” sagde Thea, mens hun så sig om.

”Det er fordi guderne ikke vil have at man ser den.” vrissede Unna.

”Skal vi ikke komme til sagen?” surmulede jeg.

Unna nikkede, og smilet kom tilbage.

”Jo lad os det. Jeg har kendt denne brønd længe. Den kan gøre dine

kræfter langt større. Jeg ville vise den til dig, så du havde en chance

mod alle de væsner der strømmer til. Du kunne klare dem alle! Redede

Espergærde og…”

”…dø.” afsluttede Liona der kom svævende.

Unna mumlede lavt af vrede, og hamrede sin knytnæve ind i et træ.

”Sonja, hvis du gør dine kræfter større, vil der bare komme endnu

flere monstre til. Unna hvad er din plan denne gang? At suge hendes

kræfter når de andre er døde?”

Unna rystede hurtigt på hovedet, og så med blinkende nuttede øjne

284 285

på dem.

”Hvorfor skulle jeg dog gøre sådan noget? Jeg ville bare hjælpe

hende…”

”Sonja.” afbrød Liona. ”Denne brønd kan også fjerne dine evner. Men

det kan du kun, hvis der er fuldmåne, og det er der i morgen. Guderne

ville ikke blive sure på dig hvis du gjorde det. De ville forstå…”

Jeg blev rasende. Jeg ville ikke tilbage til mit gamle liv. Det ville aldrig

blive det samme.

”Nåh! Nu forstår jeg. Du vil gerne være vogter Liona?”

”NEJ! Jeg…”

Men nu var jeg jo så godt i gang. Jeg lagde dog ikke mærke til Unnas

onde smil.

”Så det er det du har været ude efter! Men du kan tro nej. I morgen

ved fuldmåne vil jeg gøre mine kræfter større! Tro blot på det. Jeg vil

vise dig at jeg sagtens kan klare opgaven. Kom Thea og Unna.”

Unna gik hen til mig, men Thea blev stående.

”Kommer du?”

Thea rystede vredt på hovedet.

”Det vil blive din undergang Sonja! Dine kræfter er store nok. Lad vær,

og gør som Liona siger! Det vil være bedre hvis…”

Jeg fnyste. Jeg blev sur på hende, og gik over grænsen.

”Jeg har heller ikke brug for dig længere. Jeg har Unna.”

Unna smilede. Jeg vendte mig om, men alligevel hviskede jeg:

”Thea, du får en sidste chance.”

Jeg havde ondt i maven. Jeg ville savne Thea, og jeg hadede at være

uvenner med hende. Men hun rystede blot på hovedet. Tristheden

blev fjernet, og hullet blev fyldt med vrede. Jeg blev til en enorm sort


avn, tog Unna i mine kløer, og fløj hen til skolen. Hun takkede for

liftet, og sagde at vi skulle mødes næste dag ved fuldmåne. Jeg selv

brugte resten af dagen på at ignorer Thea, og være vred på alt og alle.

Dog efter skole hjalp jeg med rengøringen. Det var så længe siden.

”Du ser trist ud Sonja.” sagde Tom venligt.

Han rullede rengøringsvognen ind på plads efter at vi var færdige.

”Jeg har det heller ikke så godt. Jeg ville så gerne spole tiden tilbage.”

Tom satte sig ved siden af mig.

”Der findes mere mellem himmel og jord end vi aner. Måske kan du en

dag gøre en masse ting om. Bare vent og se.”

Jeg smilede, og gik så hjem. På vejen så jeg op på himlen. Den var

grå. Trist. Som om den vidste at mig og Thea var uvenner. Eller måske

at der var flere tristheder på vej. Da jeg åbnede døren til lejligheden,

vidste jeg nemlig at noget var galt. Jeg kunne føle hvordan noget

forfærdeligt ventede på mig derinde. Fast besluttet på at se hvad der

var sket, åbnede jeg døren. Og skreg, skreg, skreg. Der var blod op og

ned af væggene. Min mors lig lå på gulvet. Hun havde kæmpet bravt

for sit liv. Der var sår overalt på kroppen, og efter at dømme på alt

blodet, var hendes mave sprættet op.

I vildt raseri blev jeg til mit magiske væsen. Jeg ødelagde murene i

rummet, og fandt hurtigt blodsporene der førte ud til altanen. Jeg

smadrede døren så glasset fløj ud til alle sider, og sprang ud. Med

en hundenæse fandt jeg sporet af et magisk væsen. Jeg fløj efter

lugten, og stoppede så op foran Ungdomsskolen. Børn og unge skreg,

mens de strømmede ud af huset. Et fugleagtigt væsen, med enorme

klør, blodrøde øjne, og en stor manke der sitrede af elektricitet, kom

flyvende ud fra et vindue med en arm i næbbet.

Vores øjne mødtes. Armen faldt ud af næbbet på den. Jeg sprang på

væsenet og bed mig fast i dens ene vinge. Den rev tre lange flænger i

min venstre vinge, og bed mig i håret, men jeg var ligeglad. Jeg havde

hårdt fat i den da elektriciteten ramte mig. Jeg rev væsnet midt over,

og kylede resterne af den så hårdt ned i jorden at hele Espergærde

286 287

rystede.

Rystende svang jeg mig op på himlen igen, stadig skummende af

vrede. Jeg var ligeglad med at folk pegede op mod mig og råbte. Jeg

var ligeglad med alt. Lige indtil jeg så ham. Silas. Han stod og missede

op mod mig. Og før jeg vidste af det, fløj jeg ned mod ham, blev til

mig selv, og faldt ned i hans arme. Jeg vendte hulkende ansigtet ind

mod hans skulder. Han så meget forvirret ud -og måske også nervøs-,

alligevel strøg han mig blidt over håret.

”Du har nogle grimme flænger på venstre arm Sonja. Det ser voldsomt

ud.”

Jeg hikkede og hulkede på samme tid.

”Lad os gå hjem til mig.”

Han må have båret mig, for da jeg vågnede lå jeg pludselig på en båre.

Jeg kunne høre Silas råbe: ”Hun må ikke blive kørt til hospitalet! Nej

vent, hold nu op mor! Kom tilbage med hende!”

”Silas,” mumlede jeg, da døren til ambulancen blev lukket. Jeg kunne

føle hvordan hele Espergærde trak i mig. Den ville ikke lade mig gå.

Jeg var en vogter. I det samme kørte ambulancen over togskinnerne,

og så vidste jeg, at jeg var ude af Espergærde. Byens kraft rev så meget

i mig, at jeg susede op fra båren, og ramte ind i døren med et smæld.

Jeg blev mast så hårdt ind i den, at den sprang op. Træt og forslået

rejste jeg mig op, og vaklede væk fra vejen. Jeg undgik med nød og

næppe en bil, og gik så langs vejen tilbage.

Jeg ville aldrig i mit liv gå hjem til lejligheden. Jeg ville ikke være

sammen med Thea, Unna eller Liona. Jeg ville være sammen med

Silas. Jeg fandt ham side på stenen foran skolen, hvor jeg normalt sad.

Da han så mig blev han helt forskrækket.

”Hvordan?... Lige meget. Jeg ville ikke have at min mor ringede til

ambulancen, men det gjorde hun. Dog desinficerede hun dine sår før

de kom, men…”

Jeg lagde en finger på hans læber, tyssede på ham, og lænede mig


så ind mod ham. Vi stod bare sådan. I lang tid. Indtil hans læber fandt

mine. Jeg havde aldrig været så lykkelig. Alle mine kræfter, alle mine

bekymringer flød ind i ham i de få sekunder. Men jeg kunne ikke

nyde det længe. Jeg blev nød til at gå. Jeg sled mig fri af ham, og så

bekymret på ham.

”Silas kom væk. At blive her er for farligt. Sig det til hele byen.”

”Men…”

Jeg tyssede igen på ham.

”Jeg er vogter. Gør nu som jeg siger.”

En usynlig kraft fik Silas til at nikke og gå. Han kæmpede for at komme

tilbage, men en vogters krav, kunne han ikke modstå. Selv om jeg

havde ondt i min venstre arm blev jeg alligevel til en gepard, og

løb som et lyn hen til brønden. Der blev jeg til en hund, rullede mig

sammen, og lagde mig til at sove.

En trampen vækkede mig. Det var dagen hvor mine kræfter skulle

blive større. Men så hørte jeg skridt. Hundrede skridt. Jeg blev til en

svane, og fløj hen over Espergærde, bare for at se hvad der skete. Alle

mennesker var ved at forlade byen. Folk strømmede ud af husene, tog

bil, eller gik til fods. På få timer var hele byen forladt. Jeg landede på et

tag og så rundt, da jeg hørte det. Bølgeslag. Meget tydeligt.

”Det begynder snart. Monstre vil strømme til…” sukkede jeg.

Jeps, Liona var på vej hen til mig.

”Monstre er på vej. Et havmonster, et vindmonster, og et ild monster…

” sagde hun forpustet, og landede ved siden af mig.

Jeg svarede ikke.

”Du kan give slip på dine evner. Sonja, hvis du gør det, vil du redde

byen. Alle monstrene vil forsvinde igen!”

Jeg rystede på hovedet.

”Jeg er vogter. Hvem skal måske så beskytte Espergærde efter mig?

Nej, jeg gør det ikke.”

Liona var ved at miste tålmodigheden.

”Sonja, tænk dig dog om! Det hjælper ikke at du er vogter, hvis der

ikke er noget at vogte! Og det er der ikke, hvis du vælger at gøre din

kraft større!”

Jeg ignorerede hende. Som en kat sprang jeg let og elegant ned på

jorden, og løb hen langs fortovet. Nød de sidste timer med byen.

For hver time der gik, blev bølgerne højere, vinden stærkere, og

jorden begyndte at ryste. Jeg fløj som en stor ugle hen til brønden,

og ventede på at klokken skulle blive 12. Unna kom susende fem

minutter før midnat. Hun sprang op og ned af ren spænding.

288 289

”Her.”

Hun gav mig et smukt sølvbæger. Jeg trak noget vand op af brønden

og fyldte den til randen. Vandet var sort, og grumset. Jeg sukkede da

jeg så Thea komme løbende.

”GØR DET IKKE!”

”Kom nu.” hviskede Unna.

I det samme rungede et ur et eller andet sted fra. Det var som om det

kom fra himlen, jorden, og træerne.

”NU SONJA! INDEN DET TOLVTE KLOKKESLAG!” skreg Unna.

1 slag, 2 slag, 3 slag.

”NU!”

”NEJ SONJA!”

4 slag, 5 slag, 6 slag. Jeg så fra den ene til den anden.

”Sonja.” hviskede Liona bedende.

7 slag, 8 slag, 9 slag.

”Vær sød.” græd Thea, der nu lå på knæ.

10 slag, 11 slag.

”SONJA!” skreg de alle samtidig.

12 slag. Jeg drak. Et lyn skød ned fra himlen, og gik gennem min

krop. Hele Espergærde rystede. Jeg voksede flere meter. Blev til mit

eget væsen, som nu havde klør, halerne havde pigge, vingerne var

krogede, og mine tænder var blodrøde.

I det samme voksede en mega bølge frem i horisonten. Den


oversvømmede hele byen, men kunne ikke vælte mig. Jeg brølede, og

vandet trak sig tilbage. Imens revnede hele hovvej. Revnen voksede,

og op af den skød lava og flammer. Det brændte sig ind i min hud,

men gjorde alligevel ingen skade. I det samme skød en tornado ned

fra himlen. Den blæste mig en smule væk, men ellers intet andet.

Jeg så på mine tre nye fjender. Tornadoen havde øjne, i revnen så

jeg en kæmpe dæmon, og bag den store flodbølge stod en mand.

Jeg sprang frem, vendte ryggen til, og baskede med vingerne så

tornadoen blev skudt langt væk. Så tog jeg hårdt fat i dæmonen og

trak den op. Ild og flammer brændte hele byen. Jeg hamrede med mit

knyttede næve dæmon i ansigtet så den faldt. Jeg så op og smilede,

selv om min hånd sved. Bølgen kom igen. Dæmonen under mig vred

sig, og skreg da bølgen lukkede sig om hele byen. Jeg grinede, da jeg

slyngede dæmonen over mod havmanden. Alt gik som smurt. Nu ville

hav og ild kæmpe lidt, mens jeg selv ville tage mig af tornadoen. Men

så pludselig hørte jeg én råbe.

”SILAS?!”

Jeg knælede ned, og kiggede på ham. Han var mindre end min tå, så

jeg måtte stikke hele mit hoved ned for at kunne se ham. Hans hår var

svitset af, og han var helt våd og forblæst. Han hostede, men smilede

alligevel.

”Hvad laver du her?”

Jeg talte ikke særlig højt, alligevel måtte han holde sig for ørene.

”JEG KUNNE IKKE FORLADE DIG!” skreg han så jeg kunne høre ham.

”DET KUNNE JEG BARE IKKE.”

”Idiot!” mumlede jeg, alligevel væltede han.

”UNDSKYLD!”

Så rystede jorden. Havmanden og dæmonen kæmpede. Jeg sukkede,

tog Silas op i min knyttede hånd, og det var rimelig heldig. I det

samme braste tornadoen ind i mig. Jeg væltede og smadrede det

meste af byen. Imens kunne jeg lige høre Silas skrig, og mærke ham

rulle rundt i min knyttede hånd. Så brækkede han sig. Jeg rynkede

irriteret på næsen.

290 291

”Klamt.”

Pludselig kom Liona flyvende som en lille guldsmed. Hun lyste op, og

slog tornadoen lidt væk. Hun sendte smukke gyldne blæste hen mod

den, og fik den til at bakke yderligere.

”SKYND DIG AT FÅ HAM VÆK!” skreg hun, og det gjorde jeg.

Hurtig som lynet fløj jeg hen til København. Jeg satte ham på

Rundetårn, og smilede til ham.

”Farvel Silas.”

Hele København rystede mens jeg fløj væk, og folk skreg op. Jeg var

hurtigt tilbage igen. Men nu var ilddæmonen og tornadoen borte.

Tilbage var havmanden, Liona, og mig. Bølge efter bølge smadrede

ind i mig, mens jeg kæmpede mig fremad. Jeg slugte en masse vand,

og mine ildhaler vred sig. Liona fløj i hemmelighed rundt om bølgen,

for at komme hen til havmanden mens han så på mig. Han smilede

ondt mens jeg slugte en masse havvand. Jeg hostede, og kastede

vand op, mens han bare lo. Så endelig nåede Liona op til ham.

”Hvad i…”

Bølgerne lagde sig. Jeg sprang frem, og bed med mine nye røde

tænder hans krop fra hinanden. Liona rystede trist på hovedet, og

satte sig på min skulder.

”Der kommer flere!”

”Dejligt.” sagde jeg med et koldt smil.

Så kom Unna. Jeg løb hen til hende - og kom til at smadrede flere

bygninger på min vej-. Unna så op på mig. Hun smilede også.

”Du har ødelagt byen. Fremragende.”

”Fremragende?” spurgte jeg overrasket, men så rystede jeg på

hovedet. ”Lige meget. Der kommer flere. Hjælper du?”

Unna rystede også på hovedet.

”Nej Sonja. Jeg vil have dine kræfter. Intet andet!”

”Jeg forstår ikke…”

I det samme bed hun sig fast i min ene vinge. I starten kunne jeg


intet føle. Men så blev jeg tappet for kræfter. Langsomt blev jeg

min normale størrelse. Dog begyndte Unna at vokse. Mine pigge på

halen forsvandt, og alle de nye kræfter flød ind i hende. Jeg skreg, og

drejede mig væk fra hende.

Liona havde angrebet hende. Jeg så Unna grine mens hun tog fat i

Lionas vinger, og daskede hende rundt.

”Du har været så irriterende. Jeg tror… jeg vil gøre en ende på det.”

Jeg nåede ikke at gøre noget. Unna bed Liona med sine enorme

tænder, og sugede blodet ud af hende på nul komma fem. Jeg

rystede. Rystede af vrede, rystede af sorg, rystede af alle de følelser

der strømmede igennem mig. Jeg så ud i horisonten. Store sorte

spøgelser og grønne drager kæmpede mod hinanden. Jeg havde kun

en ting at gøre. Jeg tog en dyb indånding, og mærkede efter. Jeg

kunne mærke at guderne så på. ”Føl deres magt.” hviskede jeg.

Mine flammeskrifter på vingerne blinkede. Flokkene så hen mod mig,

og da brølede jeg med vogter stemme:

HJÆLP MIG I MIN NØD.

JEG VIL SE EN VAMPYR DØD

SKYND JER

ENDEN ER NÆR

De to flokke kom flyvende hen mod Unna, og angreb hende.

Spøgelserne fløj ind i hende og trak kræfterne ud, og dragerne angreb

hende så hun ikke kunne stoppe spøgelserne. De bed fast i hendes

hud, rev hende i øjnene, og spyede ild på hende. Til sidst fik Unna dog

dræbt dragerne. Hun rev dem fra hinanden, flåede dem væk, eller slog

dem i jorden. Hver gang en død drage ramte jorden, forsvandt den ud

i den blå luft. Til sidst havde spøgelserne taget Unnas sidste kræfter.

Hun blev lille igen, og så forsvandt spøgelserne.

Nu var der kun Unna og mig. Vi så på hinanden. Hun åbnede og

lukkede sine knyttede hænder, og så pludselig begyndte hun at

løbe. Jeg fløj efter hende, gennem ruinerne og hen til møllen. Unna

ødelagde den fuldstændig, før hun hurtigt løb videre. Jeg hvæssede,

da jeg så møllen synke ynkeligt sammen. Men mit had overdøvede nu

alt andet. Desværre forsvandt hun ved togstationen. Jeg tog en runde

over hele Espergærde på udkig efter hende.

”UNNA! HVOR ER DU DIT LEDE BÆST?!”

Jeg skulle have lyttet. Lyttet til alle mine venner. Gjort som Liona

sagde, svaret på min mors spørgsmål, og mest af alt: Have lyttet til

Thea. Have fulgt hendes råd. Det er det venner gør for hinanden.

Jeg rev mig selv i håret, og hørte et skrig som ikke var mit eget.

Mit hjerte sank i livet på mig. Thea…. Jeg fløj i rivende fart hen til

Grydemoseskolen, og ganske rigtigt. Thea lå på græsset, mens Unna

sad hen over hende. Så hørte jeg lydene. Unna drak… Drak hendes

292 293

blod.

”THEA!”

Jeg sprang på Unna, og rullede hende om på jorden. Hun slog fra sig,

og rev mig over ansigtet. Hvæsende bed jeg hende i armen. Hendes

knogle brækkede med et højt knas. Elegant hoppede Unna væk, selv

om hendes arm hang underligt ved hendes side. Hun nikkede venligt

til mig, som om vi bare dansede. Jeg sprang igen frem mod hende,

men denne gang var hun parat. Hun flyttede sig, og hamrede sin

knyttede næve ned i min hovedskal. Jeg blev øjeblikkelig svimmel, og

faldt om på jorden.

Hostende så jeg op. Jeg måtte blinke adskillige gange før jeg kunne

se noget, for mit blod blev nemlig ved med at flyde ned i ansigtet

på mig. Unna var på vej hen til Thea igen. Jeg skubbede mig selv op,

og brugte vingerne til at suse frem. Mine haler begyndte pludselig

at flamme op. Da jeg væltede hende om på jorden, holdt jeg hende

nede med min vægt, samtidig med at mine haler snoede sig rundt om

hendes ben. Hun skreg af smerte, da mine haler lavede nogle kæmpe

brandsår i hendes hud. Nu var det hendes tur. Hun bed pludselig fast

i min hånd med sine grønne tænder. Jeg kunne ikke bevæge mig.


Hendes gift virkede allerede. Jeg blev slap i kroppen som en dukke,

mens hun bare drak og drak af mit blod. Jeg var sikker på at jeg skulle

dø af blodtap til sidst, da hun pludselig stoppede.

”Jeg vil ikke dræbe dig. Du skal nemlig se din veninde dø. Nyd showet

Sonja.”

Unna sprang i et hop hen til Thea, og tog fat i hendes hår. Så trak

Unna hende op og stå. Thea skreg og hulkede. Hun så på mig med

forgrædte øjne. Jeg kæmpede mig op og sidde, men kunne ikke

komme videre. Så borede Unnas tænder sig ind i Theas skulder. Thea

skreg igen og vred sig, men blev så slap i kroppen, som jeg.

Unnas øjne holdt hele tiden øje med mig. De søgte på tegn af had

eller sorg. Men mine øjne viste ingen følelser, for jeg kæmpede mod

giften i min krop. Og så hørte jeg gudernes hvisken. Dette var min

chance. Jeg ville dø af det, men nu var alt lige meget. Flammetegnene

lyste om, og i næste sekund sprang alt kraft ud af mig, og dræbte

hvert et magisk væsen der var tilbage på jorden. Unna eksploderede

med et dyrisk skrig, og forsvandt. Stilheden derefter var total. Så

stønnede Thea. Jeg var askegrå i huden, da jeg slæbte mig hen til

hende. Hun så op på mig med fortvivlelse og had.

”Du…skulle…aldrig…have…gjort…det…”

Hendes blik flakkede og hun så sløret op på mig. Så hviskede hun

med sine sidste kræfter: ”Din skyld….din skyld… hvad…var…vores….

venskab…egentlig?...Intet…”

Pludselig så jeg et smukt rødt slør i hendes øjne. Hendes indre magi?

I det samme skreg hun så højt, at jeg holdt mig for ørerne. Og så blev

hendes krop slap, og hendes ansigt blev fastfrosset i sit sidste skrig.

Jeg havde ingen tåre. Havde ingenting tilbage i mig. Alle jeg elskede

var døde. Undtagen Silas. Og indbyggerne i Espergærde. Jeg smilede.

Ja, de levede. Og så lagde jeg mig ved siden af Thea. Jeg tog hendes

hånd og klemte den blidt, som hun havde gjort den første dag i

skolen efter sommerferien.

”Undskyld.” hviskede jeg, og lukkede øjnene.

Espergærde ligger øde hen. Hele byen er frosset fast, mens tidsguden

Isankua tager bestik af situationen. Han ser sig om. Nogle huse

brænder stadig en smule, ellers er alt gråt, fordi asken ligger tyk på

jorden. Han går ned af en vejen, hen til Grydemoseksolen. Så stopper

han op da han ser to lig. Isankua går sukkende hen til dem, og knæler

ned på sit venstre ben. Den ene er en ung pige, som er helt tømt for

blod. Hun har åbne øjne, og et lydløs skrig på læberne. Den anden er

et magisk væsen, med kæmpe vinger hvorpå der er magiske tegn, så

har den 3 haler og skarpe tænder. De to lig holder i hånden. Isankua

kan ikke stoppe et lille glædeløst suk, og så læser han tegnene på det

magiske væsens vinger:

DJÆVLEN VÅGNER

OG ENGLE DÅNER

SONJA ER NAVNET

HUN VIL BLIVE SAVNET

INDTIL URET VIL VENDE

OG GNIST DER SKULLE TÆNDE…

VIL BLOT DØ HEN

Han smiler trist. Lige fra starten vidste han, at alt ville gå galt. Men han

havde håbet på at disse skrifter, ikke kom til at betyde noget. Så kigger

han igen på væsnet: Den er lige så grå i huden som asken på jorden.

Det betyder, at den har brugt alt for meget energi, og at den derfor er

død. Isankua ryster på hovedet, rejser sig og hører endelig de andre

guders stemmer. Dette skulle aldrig have fundet sted. Dette kaos var

en fejl. Spol tilbage Isankua. Spol… Tidsguden tager sit smukke blå ur

frem. Han drejer viserne, og ser til mens byen genopstår, husene rejser

sig, en flodbølge stiger op fra jorden og forsvinder tilbage til havet, en

kæmpe revne i jorden lukker sig, en tornado forsvinder op i himlen, ud

af sten og træ rejser møllen sig på bakken, og mennesker begynder at

gå rundt.

294 295


Men uret er vendt, og den gnist af magi i Sonja der er tilbage, vil blot

dø hen. Jeg håber Sonja vil få et godt menneskeliv.

”Sonja! Kan du genfortælle det jeg lige har sagt? Sonja?”

”Hun er vist blevet gak.” fnisede nogle af pigerne.

Men jeg hørte ikke hvad Inger eller nogle anden sagde. Mit blik var

som klistret fast på vores ur. Sjovt nok var det blevet blåt. Jeg ventede

på at der skulle ske noget, måske noget magisk. Men det gjorde der

ikke. Uret var helt normalt igen. Jeg havde nok set syner. Så jeg trak

på skuldrene, og undrede mig over, hvad jeg havde ventet på. Noget

magisk? Helt ærlig! Så fangede Silas mit blik. Han blinkede frækt

til mig. Det var som om vi kendte hinanden, jeg var i hvert fald slet

ikke genert. Og så mødte jeg Theas blik. Hun smilede til mig henne

fra sit bord. Der var noget beroligende over det, og jeg opdagede

til min forundring, at jeg pludselig savnede hende helt vildt meget.

Jeg strålede som en sol, og vinkede energisk tilbage. Intet kunne

ødelægge vores venskab. Slet intet……

296 297

More magazines by this user
Similar magazines