Euro eller krone – fordele og ulemper ved

i:\oktober-99\euro-hh.doc
Af Henrik Hofman
RESUMÉ
12. oktober 1999
FORDELE OG ULEMPER VED EURO´en
I bogen ”Euro eller krone – fordele og ulemper ved euro´en” forsøges euro´en udsat for et kritisk
stormvejr. Argumenterne hos de forskellige forfattere – Mette Koefoed Bjørnsen, Frank Dalgaard,
Jesper Jespersen m. fl.- kan samles i fire hovedgrupper:
• Vi mister handlefrihed
• Devaluering skal ikke afskrives
• Frygt for harmonisering
• Politikerne har narret befolkningen
Man skal imidlertid ikke læse langt i bogen, før det står klart, at analyserne er fejlagtige, overfladiske
som forældede. Blandt problemer og fejl i bogen er:
• Forfatterne sondrer ikke mellem formelle og reelle frihedsgrader i de økonomiske politik.
• Tiden har stået stille for forfatterne. Der er ingen reflektioner over udviklingen siden Maastrichtafstemningen
i 1992, f.eks. effekten af Amsterdamtraktaten, beskæftigelsestopmøderne, Luxembourgprocessen,
den makroøkonomiske dialog, den sociale dialog m.v.
• Forfatterne undervurderer det økonomiske råderum, der opstår, når lande samarbejder og koordinerer
den økonomiske politik.
• Forfatterne går overfladisk henover, at med et indre marked er et ja til devalueringer i praksis et
nej til samarbejde i Europa.
• Forfatterne er storproducenter af skræmmebilleder om totalharmonisering til trods for, at virkeligheden
viser, at der er mange samarbejdsformer i EU, som ikke medfører total ensretning.
• Forfatterne benytter sig af billige og useriøse argumenter i de tilfælde, hvor de forsøger at mistænkeliggøre
politikerne.
Alt i alt en bog, der bringer meget lidt nyt til debatten – tiden har stået stille for forfatterne. Bogen er
ikke mindst historielæsning, da forfatterne ikke forholder sig til, at euro´en i dag er en realitet, hvilket
gør situationen anderledes, end da vi stemte første gang i 1992.

2
FORDELE OG ULEMPER VED EURO´en
En række euro-skeptikere 1 har i bogen ”Euro eller krone – fordele og ulemper ved euro´en” givet deres
syn på spørgsmålet, om Danmark bør træde ind i ØMU´en. Titlen på bogen er misvisende, da ingen
af forfatterne gør et forsøg på at illustrere fordelene ved euro´en. Det er ulemperne set med forfatternes
briller, der bringes i fokus.
Det er imidlertid heller ikke så uinteressant, for på den måde kan man få et koncentrat af, hvad der er
kerneargumenterne i kritikernes syn på euro´en.
Økonomisk argument nr. 1 – vi mister handlefrihed
Det første argument mod euro´en fra kritikernes side er en påstand om, at Danmark mister handlefrihed,
hvis vi går med i euro´en. Det kan bl.a. ses af følgende citater:
”(Ja til ØMU´en ) er samtidig et nej til at bevare Nationalbanken som en selvstændig dansk Centralbank…..dét
indebærer…, at det er definitivt slut med at føre vores egen pengepolitik, og vores egen
valutakurspolitik” (Mette Kofoed Bjørnsen, side 6)
”Forskellen på Danmarks nuværende situation og fuldt ØMU-medlemskab er bl.a., at vi i dag har
vores fulde frihed til at ændre på situationen, når som helst vi måtte ønske det” (Dalgaard, side 19)
”Så nedlægges Danmarks Nationalbank sammen med den danske krone, og vores pengepolitiske frihed
deponeres i Frankfurt.” (Dalgaard, side 71)
I spørgsmålet om frihedsgrader er det vigtigt at sondre mellem formelle og reelle frihedsgrader. Det er
korrekt, at vi formelt giver afkald på den frihedsgrad, der ligger i at kunne føre en selvstændig pengepolitik.
Men reelt har vi givet afkald på denne frihedsgrad i kraft af vores fastkurspolitik – først i forhold
til D-marken og nu i forhold til euro'en. De eneste tidspunkter, hvor vi ikke med næsten minuts
varsel følger de europæiske pengemarkedsrenter, er ved valutakriser, hvor vi kan blive tvunget til at
hæve renten betydeligt for at holde kronekursen. Det er dog næppe denne defensive frihedsgrad, forfatterne
tænker på.
1 Mette Koefoed Bjørnsen, Frank Dalgaard, Jesper Jespersen, Lise Lyck, Gunnar Thorlund Jepsen og Henning Gottlieb

3
Det forhold, at vi ikke i snart mange år reelt har ført en selvstændig dansk pengepolitik, gør også forfatternes
henvisninger til Sverige – og debatten her – misvisende. For det, man diskuterer her, er dybest
set, om man skal gå over til at føre en fastkurspolitik i forhold til euro'en – hvad man ikke gør i
dag. Hvis det er denne debat, forfatterne ønsker, burde man tone rent flag.
I forhold til de frihedsgrader, man har i den økonomiske politik, er det i øvrigt relevant at se på de
samlede frihedsgrader i både penge- og finanspolitikken. Og det er et uomtvisteligt faktum, at mulighederne
og effekterne af finanspolitik øges ved deltagelse i euro'en. Også her blander forfatterne formelle
og reelle hindringer sammen. Det er korrekt, at vækst- og stabilitetspagten lægger nogle grænser
på det offentlige underskud. Men har man dårlige offentlige budgetter, vil man også blive straffet,
selvom man ikke er med i euro'en. Straffen vil blot komme fra de finansielle markeder – i form af en
højere rente.
Tvivlerne kan blot studere svensk økonomi i starten af 90'erne.
Desuden er der nye økonomiske og politiske muligheder i finanspolitikken som euro-skeptikerne
overser. Koordinerede tiltag blandt euro-landene vil således give større samfundsøkonomisk effekt
end landeindividuelle finanspolitiske indgreb. Det skyldes først og fremmest, at vi handler forholdsvist
meget med hinanden.
Skeptikerne har sat tiden i stå
En af de mest fundamentale fejl ved bogen er, den forholder sig til euro’en som om, vi stod før Maastricht-afstemningen
i 1992. Hermed begår man to fejl. For det første kryber man udenom det faktum,
at euro’en ikke længere er til diskussion i Europa. 11 europæiske lande har således pr. 1 januar 1999
givet afkald på deres egen nationale valuta til fordel for euro’en. Og for det andet undlader man at
fortælle om alt det, der er sket med hensyn til det økonomiske og beskæftigelsesmæssige samarbejde i
Europa siden Maastricht-traktaten i 1992.
Den første fejl kan sammenlignes med en situation om, hvordan man f.eks. forholder sig til bygningen
af en ny bro – henholdsvis før beslutningen træffes og efter at byggeriet er gået i gang. De færreste vil
vel påstå, at de to situationer er identiske. Før beslutningen træffes, kan man diskutere, om vi overhovedet
skal have en bro, eller om f.eks. nye færger er bedst. Men når først byggeriet er i gang, er det
mere et spørgsmål, om man vil have indflydelse på, hvordan broen kommer til at se ud, om man vil
bruge broen eller ej osv. Denne afgørende forskel synes forfatterne til bogen at se bort fra.

4
Den anden fejl består i, at forfatterne lader som om den ØMU, der blev skabt med Maastrichttraktaten,
er den samme i dag. Den ØMU, som så dagens lys i forbindelse med Maastricht-traktaten,
var populært sagt en ØMU med et lille ø og et stort M, fordi den kun fokuserede på den monetære del
af økonomien. Det handlede stort set kun om penge, priser og offentlige bugetter.
Men næppe var blækket på Maastricht-traktaten dog tørt, før Europa røg ind i det værste økonomiske
tilbageslag siden anden verdenskrig. Og krisen var vel at mærke ”hjemmelavet” i den forstand, at man
ikke kunne give oliepriser eller lignende skylden.
Dette satte efterhånden mere fokus på ø’et i den økonomiske og monetære union. Mere præcis blev
der større focus på den reale side af økonomien, dvs. på vækst og beskæftigelse. Gennembruddet kom
i forbindelse med Amsterdam-traktaten, som for alvor satte beskæftigelsen på den europæiske dagsorden.
Med Amsterdam-traktaten er der etableret en køreplan for, hvordan man skal behandle spørgsmål om
beskæftigelsen på EU-niveauet. Køreplanen indebærer, at EU's stats- og regeringschefer, som holder
to topmøder om året, forpligtes til på mindst hvert andet af topmøderne at gøre beskæftigelsen til et
hovedpunkt på dagsordenen
Amsterdam-traktatens rammer er siden udfyldt med den såkaldte Luxembourg- og Cardiff-proces –
opkaldt efter de to topmødebyer, hvor beslutningerne blev taget.
Luxembourg-processen tager særligt fat på arbejdsmarkedet. Der er vedtaget konkrete mål for reducering
af ungdomsledighed og langtidsledighed, som EU-landene har lovet at leve op til på mellemlangt
sigt. Konkret skal medlemslandene inden for en periode på fem år bestræbe sig på, at alle unge arbejdsløse
skal tilbydes beskæftigelse eller uddannelse, inden de har været ledige i seks måneder. Alle
øvrige arbejdsløse skal, inden de har været ledige i maksimalt 12 måneder, tilbydes de samme muligheder.
Cardiff-processen omhandler tiltag og analyser omkring det indre marked – dvs. spørgsmålet om øget
effektivitet, konkurrenceforhold, fjernelse af fortsatte handelshindringer, spørgsmål om offentlig tjenester,
beskatning m.v.

5
På det seneste er der også taget hul på makrodelen af den økonomiske politik. Det skete i forbindelse
med topmødet i Køln i juni 1999. Denne Køln-proces, som den kaldes, handler om koordinering af
den økonomiske politik samt forbedring af samspillet mellem lønudvikling og penge-, budget- og finanspolitik
via en makroøkonomisk dialog, som skal føres mellem repræsentanter for Rådet, Kommissionen,
Den Europæiske Centralbank og arbejdsmarkedets parter.
Der er altså sket ganske meget siden, ØMU’en med det for store m og for lille ø blev sat i søen i forbindelse
med Maastricht-traktaten.
Ingen af euro-skeptikerne nævner så meget som blot ét af ovenstående punkter.
Det er i øvrigt også disse tiltag sideløbende med euro´en indførelse, som gør økonomiprofessor Jesper
Jespersens indlæg særdeles skuffende.
Der er intet nyt under solen i indlægget, og det virker næsten som om, at tiden er stået stille hos JJ i
forhold til at følge med i, hvad der er foregået i de seneste år. Det kan illustreres med følgende citat:
Det europæiske samarbejde løber en stor risiko, hvis man bare gennemtrumfer ØMU´en i dens nuværende
form.
Man skulle næsten tro, at forfatteren ikke har opdaget at ØMU´en er en realitet, og tiden med forberedende
studiekredse for længst er et overstået kapital. Det er naturligt, at ”meningmand” endnu ikke
har noget særligt forhold til ØMU´en og euro´en, da mønten fysisk ikke eksisterer endnu. Det samme
kan man dog ikke sige om en økonomiprofessor.
I relation til handlefrihed skriver Jesper Jespersen i øvrigt også at:
Hensigten med (Stabilitets- og vækstpagten) var at begrænse euro-landene fra i fremtiden at føre deres
egen ekspansive økonomiske politik à la den danske i 1993-95 – på trods af dennes åbenbare succes”.
Det er ukorrekt.

6
For det første kunne Danmark godt have gennemført Ny kurs fra 1993, hvilket dokumenteres i rapporten
”Beskæftigelse og fælles mønt ”, 1999 fra LO, forbundene og AE.
For det andet har Danmark i dag et markant overskud på de offentlige finanser, hvilket giver et stort
økonomisk råderum.
Økonomiprofessor Jesper Jespersen burde i øvrigt kunne indse, at hvis man ønsker at ændre på nogen
af realiteterne i ØMU´en – som altså eksisterer – så må man ind og deltage. Små skræp og flere rapporter
gør ingen forskel.
Økonomisk argument nr. 2 – devaluering skal ikke afskrives
Det andet økonomiske argument, som går igen i indlæggene, er, at devaluering ikke skal afskrives
som økonomisk politisk instrument.
”I en sådan situation (her tænkes på, at Danmarks rammes af et asymmetrisk chok) kan en devaluering
være eneste løsning, da finanspolitikken er bundet af Maastricht-reglerne om et underskud på de
offentlige budgetter på højst 3 procent af BNP” (Lise Lyck, side 45).
”Der vil uundgåeligt opstå situationer i fremtiden, hvor det kan være fordelagtigt for Danmark at
ændre kronens internationale værdi – i den ene eller anden retning” (Dalgård, s. 66).
Disse argumenter er sådan set reelle nok. Der kan være tidspunkter, hvor det kan være fordelagtigt at
devaluere. Men denne fordel er ikke uden problemer, og forfatterne vælger fuldstændigt at overse
ulemperne.
En af ulemperne ved at fastholde muligheden for at kunne devaluere er, at man ved internationale valutakriser
nærmest som i et raid kan blive ”overfaldet” af udenlandske spekulanter, uden der sådan set
er nogen realøkonomisk begrundelse for det. Ved at fastholde sin egen valutakurs gør man sig således
sårbar overfor valutakursspekulanter.
En anden ulempe ved at holde fast i devalueringsinstrumentet er, at man dermed i praksis siger nej til
at samarbejde om den økonomiske politik i Europa – men det er måske også det, forfatterne mest af
alt ønsker.

7
Det er således manglende forbrugeroplysning, når man i forlængelse af ønsket om at kunne lave devalueringer
ikke fortæller, at devalueringer samlet set ikke skaber job. Det flytter kun rundt på job næsten
i stil med de konkurrencefordele, et land kan opnå ved at underbyde på skatteområde og tiltrække
udenlandske virksomheder. De job, et land skaffer sig ved en devaluering, kan måles direkte som tab
hos de lande, man handler med. Foretager disse lande i øvrigt samme handling efterfølgende, er man
lige vidt.
Ønsker man omvendt et samarbejde om den økonomiske politik af hensyn til bedre vækst og beskæftigelse
i Europa, så er den økonomiske og politiske konklusion, at ”man må binde sig til masten”,
d.v.s. opgive devalueringsinstrumentet.
Påstanden om, at euro'en er en nødvendig forudsætning for forpligtende økonomisk samarbejde, vil af
nogle sandsynligvis blive opfattet som kontroversiel. Argumentet om bedre incitamenter til samarbejde
ved èn fremfor elleve valutaer er, at med elleve valutaer er der en tendens til, at landene opfatter
valutakursen som et instrument, man hver især selv kan bruge til at redde sin egen økonomi.
Problemet ved valutakursændringer er imidlertid, at de forbedringer, èt land opnår ved nedskrivning af
sin valutakurs, sker på bekostning af de øvrige lande, som man handler og samarbejder med. Devaluerer
Frankrig f.eks. overfor Tyskland, så får Frankrig det bedre og Tyskland det værre.
Med et betydeligt økonomisk skæbnefællesskab i EU er det således en forudsætning for samarbejde
om bedre beskæftigelse for området som helhed, at man ikke kan bruge valutakursen som instrument.
Vælger man euro´en handler det først og fremmest om at forstå, at man har lavet en kontrakt. Kontrakten
går på, at man endegyldigt opgiver muligheden for at tilkæmpe og justere sig til arbejdspladser
på andres bekostning. Samtidig må man heller ikke glemme, at euro´en i sig selv ikke er nogen lykkemønt.
Der er med euro´en ikke en garanti for en masse nye job, og ej heller det modsatte. Eurokontraktens
konsekvens er først og fremmest, at man ikke længere kun tager ansvar for sin egen situation,
men at man også er villig til at se på udviklingen i de andre lande.
Økonomisk argument nr. 3 – frygt for harmonisering
Det tredje økonomiske argument i forfatternes argumentation mod euro´en er, at man så at sige skal
stoppe ved Det Indre Marked – altså fri bevægelighed for kapital, varer, service og arbejdskraft - og
ikke mere.

”Efter indførelsen af EU´s Indre Marked er de økonomiske begrundelser for yderligere integration
stort set udtømte” (Lice Lyck, side 38).
8
Her er måske det mest dybtgående argument i kritikernes syn på euro´en og ØMUsamarbejdet – man
ønsker udviklingen sat i stå.
Én af forfatterne – Gunnar Thorlund Jepsen – går skridtet videre, da han gerne ser Det Indre Marked
skruet tilbage:
”I stedet for at fjerne grænsekontrollen kunne man derfor genetablere den – også med bevarelse af fri
handel og kapitalbevægelighed”.
Det egentlige argument for at ”stoppe ved” Det Indre Marked synes at være en frygt hos forfatterne
for, at hvis man går videre, så vil det nærmest føre til en totalharmonisering af de fleste politikområder:
”Euro´ens politiske bagside er først og fremmest nødvendigheden af, at der – som en følgevirkning –
sker en harmonisering af euro-landenes skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik og socialepolitik” (Mette
Koefoed Bjørnsen, side 7).
Det er efter vores opfattelse noget sludder.
For det første indebærer Det Indre Marked netop (med få visse undtagelser ) fri bevægelighed for varer,
service, kapital og arbejdskraft. Det er ren markedsøkonomi. Det er derfor vigtigt, at der følges op
med koordinering, fælles regler og samarbejde omkring forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder,
erhvervs- og kapitalskatter, erhvervsstøtte, licitationsregler m.v.
At stoppe udviklingen ved markedskræfterne i Det Indre Marked – uden yderligere samarbejde – er
efter vores mening det samme som at lukke øjnene for disse problemstillinger.
Det er i forlængelse heraf også overfladisk, når forfatterne legende let konkluderer, at euro´en fører til
harmonisering af en række politikområder. Yderligere samarbejde behøver ikke at føre til harmonisering.
Det kan det gøre på nogle områder, hvis landene finder det relevant . Hovedtendensen er imidler-

9
tid i det europæiske samarbejde, at man koordinerer tingene, eventuelt gennemfører minimumsregler.
Det gælder f.eks. på skatteområdet.
I det hele taget er der et stort behov for i den danske EU-diskussion at tage fat om måden, man kan og
bør samarbejde på i det fremtidige EU.
Koordinering og samarbejde i Europa dækker over en lang række muligheder, hvoraf de fleste endnu
er uprøvede. Der findes uudnyttede samarbejdsmuligheder i Europa, som bl.a. skal bruges til at løfte
Europas investeringsindsats. Vi investerer for lidt – såvel i mennesker som i nye arbejdspladser.
Europa har ikke behov for en harmonisering af den økonomiske politik. Det giver ikke samfundsøkonomisk
mening, når erhvervsstrukturen, de institutionelle forhold og konjunkturerne er så forskellige i
Europa.
Europa har imidlertid behov for fælles fodslag i den overordnede økonomiske politiske strategi, d.v.s.
grundlæggende enighed om, hvad der er de primære målsætninger i den økonomiske politik og hvilke
midler, man bør bruge for at nå disse mål.
Generelt vil det f.eks. ikke være optimalt med fælles beslutningstagen og en fælles politik i budget- og
finanspolitikken, da behovene for tiltag er forskellige fra land til land. Imidlertid gør en række forhold
som f.eks. de budgetmæssige forhold i Vækst- og Stabilitetspagten, at der med hensyn til finanspolitikken
er fordele i fælles at diskutere og koordinere rammerne for politiske muligheder.
Skatteområdet som et eksempel på forskellige måder at samarbejde
Skattepolitikken er et godt og konkret eksempel på, hvordan der kan være brug for såvel koordinering,
samarbejde og en vis harmonisering
Udfordringerne på det skattepolitiske område kan opdeles i nationale udfordringer og udfordringer på
europæisk plan.
På det nationale plan handler det om at fortsætte den proces, der har været i gang i Danmark gennem
de seneste år, hvor skatten flyttes fra mobile skattegrundlag til mindre mobile skattegrundlag, samt
hvor skattesatserne er blevet sat ned ved samtidig at gøre skattegrundlagene bredere. På denne måde
har vi været i stand til at sænke skattesatsen for kapital- og erhvervsindkomst, som er meget mobil, og

10
vi har været i stand til at nedsætte afgifterne på en række ”grænsehandelsvarer”. På disse områder vil
vi møde nye udfordringer, og nye områder vil komme til, f.eks. den elektroniske handel via Internet.
Disse nedsættelser af skattesatserne har ikke været og vil ikke være en følge af politiske beslutninger
om harmonisering af skatterne i EU, men derimod en følge af, at folk og virksomheder ”stemmer med
fødderne”.
Faktisk vil den største trussel mod vores skatteindtægter være, at der ikke træffes de nødvendige beslutninger
på europæisk plan vedrørende skatter og skatteadministration. I så fald vil skatterne for de
mobile skattegrundlag nemlig hele tiden bevæge sig mod laveste fællesnævner. Derfor bør der arbejdes
for – og ikke imod - at skattepolitikken får en europæisk dimension.
De bestræbelser, der er i gang på EU-plan om at opstille et kodeks for urimelig skattekonkurrence på
erhvervsbeskatningsområdet samt forsøg på at få skattekonkurrence ind under EU’s konkurrencepolitiske
regler, bør derfor støttes og bakkes op.
Der bør samtidig arbejdes på, at der på europæisk plan vedtages fælles regler for opgørelse af skattegrundlagene
for specielt kapital- og erhvervsbeskatning, grønne afgifter og elektronisk handel samt, at
der vedtages minimumssatser for disse skatter og afgifter.
Endelig bør der arbejdes på at komme skatteunddragelsen og økonomisk kriminalitet bedre til livs.
Dette kan ske via større udveksling af informationer mellem skattemyndighederne samt adgang til
bankinformationer for skattemyndighederne f.eks. et system som det, man har i USA. Også skatteparadiserne
i EU bør elimineres. Autonome områder i Europa skal acceptere fællesskabets regler med
hensyn til beskatning. Pressionsmidlet kan være fratagelse af goderne fra EU’s indre marked. Samtidig
bør EU sammen med medlemsstaterne og andre (store) lande udenfor EU arbejde hen imod fælles
retningslinier for at neutralisere fordelene for skatteparadiserne.
Politiske argumenter
Et hovedsynspunkt i euro-kritikernes bog er – udover forsøgene på økonomiske argumenter - at politikerne
narrer befolkningen, fordi der hele tiden kommer ændringer, der leder til mere samarbejde, uden
politikerne tør fortælle befolkningen, hvad endemålet er.

11
Ifølge forfatterne skulle der således ligge en "masterplan", der angiver endemålet for EU (i deres øjne
sikkert den amerikanske forfatning).
”det (er) lykkedes for politikerne og embedsmænd i Bruxelles at dele processen omkring unionsudviklingen
op i stadier, som hver i sær kun har været en fase i en omfattende suverænitetsafgivelse fra
medlemslandene. Denne ”salami”-teknik har tilsløret, at målet er en sammensmeltning af EU-landene
og deres samfundssystemer” (Mette Koeford Bjørnsen i forordet til bogen).
Bogens euro-skeptikerne overser imidlertid fuldstændigt, at internationalt samarbejde hele tiden flytter
sig, samt at ændringerne – da mange lande skal blive enige – består i mange små skridt. Hvis man vil
kalde dette salami-taktik, så er alt internationalt samarbejde salami-taktik (OSCE, FN, WTO, NATO).
Det er for billigt at bruge den eneste mulige arbejdsmetode i internationalt samarbejde til at mistænkeliggøre
politikerne i forhold til befolkningen.
Det er også for billigt at trække forskellige meget integrationsivrige europæiske politikere frem "af
stalden" som skræmmebilleder på, hvad politikerne "i virkeligheden ønsker". Vi har jo heldigvis demokrati
i Europa, hvorfor politikerne kan fremføre de synspunkter, de ønsker. Og der er mange politikere
i specielt Sydeuropa, der har en drøm om Europas Forenede Stater. Samme synspunkter findes
uden tvivl også flere steder i EU-kommissionen. Men EU's udvikling bestemmes nu engang af, hvad
man kan blive enige om blandt alle EU-landene.
Afslutning
Diskussionen om euro´en og ØMU´en handler i virkeligheden ligeså meget om politik, som den handler
om økonomi.
Og man kan sige, at det nok især er på dette punkt – form og indhold i det politiske samarbejde - at
den danske ØMU-diskussion hidtil har fejlet.
EU og euro-spørgsmålet har i Danmark handlet alt for meget om økonomi og alt for lidt om politik,
d.v.s. reelt om hvem, vi i Danmark skal samarbejde med i fremtiden. Euro-landene, os selv eller ?. Det
sidste spørgsmål blæser i vinden i euro-skeptikernes bog. De er imod mange ting, men faktisk ikke for
noget, idet de ikke kan opvise nogen alternativer. Der er kun løst krudt i bøssen i stil med, at Danmark
blot kan forsætte som et påhæng til euro´en, hvor vi, når vi finder det belejligt, kan ændre på vores
valutakurs. Det er efter vores opfattelse såvel økonomisk som politisk naivt. Skal vi opretholde et fast

12
valutakursforhold til euro´en, så bliver vi også nødsaget til at følge spillereglerne i ØMU´en. Da er det
efter vores opfattelse bedre at være aktivt medlem end sidde udenfor som passivt medlem.
Den naive tro på markedskræfterne i europæisk politik er desuden et overstået kapitel. Derfor skal der
træffes mange politiske beslutninger, såvel på nationalt som på europæisk plan. Der er i flere af eurolandene
brug for betydelige ændringer i arbejdsmarkedspolitikken i en mere aktiv retning. Der er behov
for at sætte langt større fokus på investeringer i såvel materiel som mennesker herunder at sikre,
at der kommer mere beskæftigelse ud af de mange milliarder euro i strukturfondene.
Men der skal også gøres noget direkte mellem euro-landene. Som konkret eksempel kan nævnes, at
man må modvirke, at Den Europæiske Centralbank i for ensidig grad fokuserer på prisstabilitet. Det er
politikernes opgave i deres løbende dialog med Centralbanken at sørge for dette. Man skal også være
rede til at vise fleksibilitet i kravene til finanspolitikken, når Euro-området samlet eller enkelte eurolande
i fremtiden løber ind i økonomiske kriser. Og man bør se på, hvordan der kan indføres bundgrænser
for de mest mobile skattekilder – f.eks. selskabs- og renteskat – sådan, at disse ikke bliver
konkurreret ned mod nul procent, hvilket er tendensen netop nu. Samtidig bør der ”skrues op” for de
grønne skatter til gavn for miljøet og beskæftigelsen.
Alt sammen er det forhold, som euro-landene kommer til at arbejde med i de kommende år. I virkeligheden
er det også forhold, som er vigtige for Danmark uanset, om vi har høj eller lav beskæftigelse.
Konkret vurderet må man imidlertid sige, at det er forhold, som Danmark stort set ikke får indflydelse
på. Det er nu engang konsekvensen af ikke at ville deltage i euro-samarbejdet.