ØSTUDVIDELSEN a/s - Fagligt Ansvar

fagligtansvar.dk

ØSTUDVIDELSEN a/s - Fagligt Ansvar

Tillæg til NOTAT NR. 1124

ØSTUDVIDELSEN a/s

- faglig og moralsk debat

om det europæiske samarbejde

1


2

Hjem til Europa?

Forventningerne var høje da murene faldt i Østeuropa. Men for store befolkningsgrupper har

omstillingen betydet arbejdsløshed og fattigdom. Omstillingen af disse samfund bliver vanskeligere

end for Spanien og Portugal i 1980’erne

Vesteuropæisk solidaritet?

Den 1. maj blev 10 nye lande medlem

af EU, en udvidelse med ca. 76

millioner mennesker. Den største

og mest skelsættende udvidelse hele

EU/EF konstruktionen nogensinde

har oplevet -14 år efter, at

østblokken brød sammen i kølvandet

på Michail Gorbatjovs perstrojka

politik. Der har allerede udviklet

sig en sammenhængende ideologi

til at forklare og perspektivere dette

forløb. Med variationer lyder historien

således:

Efter i næsten 50år at have været

underlagt en østlig angivelig ikkeeuropæisk

stormagt, præget af ufrihed

og tvang, er disse centraleuropæiske

lande nu vendt tilbage til

Europa og europæiske værdier, præget

af menneskerettigheder, demokrati

og markedsøkonomi. EU er

garanten for disse menneskerettigheder,

som sikrer østeuropæerne

både demokratiske og sociale rettigheder.

EU’s og de vesteuropæiske

landes holdninger til disse lande

har været præget af et kristent

ønske om at hjælpe de folk, der

havde det geografiske uheld at bo i

den sovjetiske interessesfære. I dag

er de sikret både økonomiske, sociale

og demokratiske rettigheder.

Så der er virkelig grund til at feste.

Såvidt denne tolkning. Hvem kan

dog være sur på et sådant historisk

opløftet tidspunkt.

Et realistisk billede

Den nye EU konstruktion er et

kompliceret fænomen, der ikke kan

afklares i paroler. Ovenstående ideologiske

analyse er både vildledende

og forsimplet. Efter alt at dømme

deles opfattelsen kun af en mindre

del af den østeuropæiske befolkning,

specielt dem, der har haft

evnen til at flyde ovenpå, de unge

mennesker i hovedstæderne, den

gamle nomenklatura, der var hurtig

til at få fingre i den statslige

ejendom, dem der har fået lært engelsk

og kan tale med vestlige journalister.

Men rejser man ude i provinsen

er det et andet billede, der

møder en. Det er en overvejende

politisk afmægtig befolkning, der

straffer politikere ved f.eks. som i

Polen at stemme dem ud af parlamentet

efter en regeringsperiode,

ved at stemme på protestpartier og

ved at kun meget få stemmer overhovedet.

Økonomisk velstand omfatter

relativt få områder af disse lande.

De fleste provinsområder ligger

passive hen med høje arbejdsløshedstal,

social usikkerhed, depressive

stemninger og mange psykologiske

problemer. Det er ikke totalitære

samfund, men det vil være

synd at sige, at demokratiet fungerer.

Det er ikke sådan en stor del af

befolkningerne oplever det. Men

hvordan er det dog gået til at det

der skulle være den store frihedsrevolution

er endt i en apatisk følelse

af afmagt. Vi følger Polen som et

eksempel. Det var her det hele begyndte.

Det var her Solidarno´ść fra

1980 rejste en kæmpe folkebevægelse,

der bidrog til at vælte det

mægtige sovjet imperium. Og så

bor ikke mindre end halvdelen af

de nye EU borgere fra Østeuropa i

Polen.

Solidarność fra oprør

til magthaver

Arbejderne på det statslige skibsværft

i Gdansk havde mange års

kamptraditioner, de bekæmpede de

prisstigninger, som det kommunistiske

styre pålagde befolkningen,

som et forgæves forsøg på at løse de

store økonomiske problemer. Organisationen

blev forbudt i 1981,

men fortsatte sine aktiviteter, og i

1989 lykkedes det at bryde det politiske

kommunistiske monopol, de

stillede op og vandt en jordskredssejr.

Det var en meget vanskelig opgave.

Ingen vidste rigtig hvad de

skulle stille op. Fra en følelsesladet

anti-kommunisme til praktisk ansvar

var der lang vej. I tomrummet

blev det overladt til én økonom at

udforme politikken. Han fik næsten

frie hænder. Manden hed Leszek

Balcerowicz og var økonom,

uddannet ved Harvard University.

De frie hænder udnyttede han til

at gennemføre en total liberalisering

af økonomien. Han var overbevist

monetarist og nyliberalist. Til

at begynde med troede nogle, bl.a.

den kendte elektriker Lech Waęsa,

at det ville føre til velstand på kort

tid. Det gjorde det ikke, det førte

til en drastisk produktionsnedgang

på henved 20%, en kæmpe arbejdsløshed,

fjernelse af opsparede midler

og proletarisering af store grupper

arbejdere.

Men de tidligere så aktive arbejdere

var fanget i en ideologisk fælde.

Nyliberalismen blev betragtet

som det mest anti-kommunistiske

man kunne forestille sig. At være

imod den politik kunne tolkes som

pro-kommunistisk kontra-revolution.

En af de intellektuelle stiftere

af Solidarność, Jacek Kuron var ærlig

eller kynisk nok til at indrømme

dilemmaet: „Vores styrke består i,

at det netop er dem, der støtter os,

Præsidentpaladset

i Warszawa

Paladset ved vandet i Łazienki-parken

der bliver de første ofre og tabere i

markedsøkonomien“.

Men blev kommunisterne da

smidt på porten? Så afgjort ikke.

Balcerowicz havde selv været medlem

af partiet. Og de førende partimedlemmer

havde allerede i

1980’erne forberedt sig på det der

ville ske. En hel generation af kommunister

blev uddannet på førende

universiteter i USA, hvor de lærte

om markedsøkonomi. De sendte

også deres børn afsted. For det andet

begyndte disse partimedlemmer

at privatisere banker og andre store

virksomheder, og hvor de sørgede

for at de selv blev de nye ejere.

Indtil 1993 sad der en stribe af

kortvarige regeringer med rod i

Solidarność bevægelsen. Ingen af

dem opnåede ret meget. Bag ved

sad Balcerowicz og trak i trådene.

Han ønskede at tiltrække vestlige

investorer. For at opnå det sænkede

han ved et meget uliberalt indgreb

priserne på kul. Det gav billig

energi. Og dermed blev det også

lidt lettere at privatisere virksomheder.

Hvilket dog hverken lykkedes

helt eller halvt. Men situationen

var så tilpas kaotisk, at befolkningen

i 1993 stemte de gamle kommunister

tilbage til manges overraskelse.

Polen på vej mod EU

Fra 1993 begynder de egentlige

forhandlinger om optagelse i EU.

Men bag disse forhandlinger ligger

der en anden og mere afgørende

dynamik. Vestlige firmaer var interesseret

i både den billige og relativt

veluddannede arbejdskraft samt

de lukrative dele af den polske industri.

Og det var købers marked.

Den polske stat var præget af konstante

budgetproblemer, og både

Den Internationale Valutafond, og

EU stillede krav om balance på statens

budgetter. Og det var vanskeligt

med ringe indtægter og enorm

arbejdsløshed. Privatisering viste sig

også i mange tilfælde at være en

givtig indtægt for politikerne, enten

i form af direkte korruption

eller i form af favorisering af familie

og venner. På den måde vandrede

i løbet af kort tid de rentable

polske virksomheder over i hænderne

på udenlandske investorer.

På samme tid flyttede mange vestlige

firmaer den arbejdsintensive del

af produktionen til bl.a. Polen.

I takt hermed blev EU’s interesse

i de østeuropæiske lande mere

intens. Det blev vigtigt at sikre de

vesteuropæiske firmaers nye ejendom,

samt at sikre nogle minimale

spilleregler. På dette tidspunkt begyndte

den vesteuropæiske fagbevægelse

også at interessere sig lidt

mere for bl.a. Polen. Samtidig skulle

man også binde landene til sig handelsmæssigt

og på vilkår, der ikke

var lige. Det gjaldt i første omgang

fødevarer. EU landmænd fik en

meget generøs produktions- og eksportstøtte.

Og man blev vidne til

det særsyn, at Polen med den største

landbrugsbefolkning i Europa

importerede fødevarer og havde

meget store problemer med at eksportere.

Alt imens de polske landområder

sygnede hen.

Resultatet af privatiseringen blev,

at 72% af den polske økonomi

(2002) var på private og mange af

dem også på udenlandske hænder.

Næringsmiddelindustrien var domineret

af vestlige firmaer. Det sam-


Katowice, Polens center for sværindustri

me gjaldt også de store supermarkeder

og handelscentre. Maskin- og

metalproduktion var også interessant

for de vestlige firmaer. Et så

vigtigt område som banksektoren

blev helt domineret af udenlandske

banker. 70% af bankkapitalen

er udenlandsk. Så stor udenlandsk

dominans ses meget sjældent i EU

lande, hvor i gennemsnit kun 10%

af bankkapitalen er på udenlandske

hænder.

Telekommunikationsområdet er

helt domineret af den franske stat.

Vestlige bilfirmaer har også etableret

sig i Polen. Det gælder især general

Motors, Fiat og VW. Der er i

høj grad tale om udflytning af samlevirksomheder

og ikke i så høj grad

som med Skoda i Tjekkiet tale om

etablering af strategiske centre. Også

forsikringsområdet er overvejende

på udenlandske hænder. Det er ikke

uvæsentligt efter sygesikringsreformen,

der etablerede nogle komplicerede

privatiseringsregler for

sygesikring.

En anden side af privatiseringen

er interessant for fagbevægelsen. I

næsten præcis takt med privatiseringen

er fagbevægelsens indflydelse

mindsket. I dag er den næsten fraværende

i den private sektor. Kun i

dele af den offentlige sektor har den

en vis indflydelse. Den er desuden

både splittet og stærkt politiseret.

Topledere i en faglig hovedorganisation

søger at få indført love til

gavn for medlemmerne. Da polske

hovedorganisationer støtter forskellige

partier, er der et bredt spillerum

for splittelse. Til gengæld står

de faglige organisationer meget svagt

på brancheområderne. Der eksisterer

stort set ikke landsdækkende

brancheoverenskomster. I virkelig-

hedens verden må arbejderne i vidt

omfang acceptere vilkår, der ligger

under de lovfæstede krav.

Velfærd i Polen

I takt med privatiseringen er det

statslige engagement i sundhedsvæsen,

undervisning, infrastruktur,

arbejdsmarkeds- og regionalpolitik

m.m. og stigende grad helt forsvundet.

Med reformen i 1998 fralagde

staten sig en meget stor del af an-

svaret for pension, sygesikring, ud- ¸

dannelse og regionalpolitik. Mens

vestlige firmaer har snuppet juvelerne

blandt virksomheder, er den

polske stat ladt tilbage med de virksomheder

de ikke kunne sælge bl.a.

jernbanerne, der jo i et eller andet

omfang er nødvendige. Det samme

gælder skibsværfter, kulminer,

stålværker – infrastruktur i det hele

taget.

Der er tale om en polsk stat med

meget få håndtag at dreje på i forhold

til den sociale, økonomiske

og regionale udvikling i Polen. Et

statsapparat og en lokaladministration,

som i niveau er langt bag nogle

af de moderne vestligt ejede virksomheder

i den udviklede del af

Polen, som omfatter Warszawa,

Poznan og Wroclaw. Også en stat,

hvor befolkningen reelt har få muligheder

for indflydelse. Af denne

grund har nogle kaldt begivenhederne

i Polen for den passive revolution.

At uddannelses- og kvalitetsniveauet

i Polen ikke er i samklang

med kravene til en moderne offentlig

sektor indrømmer selv landets præsident,

Alexander Kwasniewski i et

interview i den store polske avis

Gazeta Wyborcza 5. - 6. juli 2003.

Her omtaler han de vanskeligheder

han havde med at finde personer

med viden om både polsk landbrug

og EU. „I dette kæmpe land med næsten

40 millioner indbyggere fandt jeg

kun 7 individer med tilstrækkelig viden

om dette vigtige område“.

Protest

Nogle af de bedst organiserede

blandt de polakker, der er genstand

for „rekonstruktionen“, er bl.a. minearbejderne,

der gennem aktiviteter

har forhindret lukningen af

de polske miner. Også jernbanearbejderne

er ret stærkt organiserede,

i et vist omfang også sygeplejersker

og andet sygehuspersonale.

Landbefolkningen er derimod

væsenligt svagere organiserede. Som

en spredt og individualiseret overvejende

katolsk inspireret befolkning,

har der traditionelt ikke været

et stort potentiale for organiseret

protest. Men protestpartiet og

bevægelsen Samoobrona har dog

opnået store resultater og står idag

stærkt i meningsmålingerne. Gennem

direkte aktioner har de i det

mindste skabt opmærksomhed

omkring landbrugernes problemer

og ikke mindst EU’s bestemmelser

på området.

I vestlig presse bliver bevægelser,

der er skeptiske over for EU og

privatiseringspolitikken ofte sværtet

til som nationalistiske, anisemitiske,

tilbagestående, uvidende

og det der er værre. I en nuanceret

bog om disse problemer skriver

Lucjan Kocik: „de igangværende forhandlinger

er kilde til mange udfordringer

og spørgsmål. Der er meget

konkrete spørgsmål i forbindelse med

bøndernes bekymringer om deres nærmeste

fremtid. Manglen på svar fra

regeringernes side på disse spørgsmål

fører i stigende grad til negative stemninger

på dette område. Det burde -

sat på spidsen snarere bekymre regeringerne...

Med deres EU skepsis tænker

bønderne blot rationelt på deres

økonomiske interesser“. (Lucjan Kocik:

Trauma i eurosceptyczm polskiej

wsi. Kraków. 2001) Lucjan Kocik

afviser også, at der ligger xenofobiske

for slet ikke at tale om udbredte

antisemittiske stemninger bag den

udbredte skesis over for EU.

Af politiske partier med en markant

modstand mod den givne udvikling

er der stort set kun højrebevægelser,

dvs. bevægelser med rod

i en katolsk tradition og en stærk

national orientering. Venstrekoalitionen,

SLD, et angiveligt socialdemokratisk

parti med New Labour

som forbillede støtter privatiseringen,

har ikke noget alternativ.

Det samme gør sig gældende for

koalitionspartiet Unia Pracy, UP,

Arbejderunionen, med bånd til det

danske SF. UP har haft vanskeligt

ved at markere sig, og kan risikere

at blive draget med i faldet, når

SLD ved næste valg måske helt ryger

ud af Parlamentet. De har haft

vanskeligt ved at formulere en venstreposition,

der kan andet end at

hylde EU og privatiseringsprocessen

som et venstreorienteret program.

Man kan ofte få det triste indtryk,

at den eneste sociale protest

mod udviklingen af den særlige

markedsøkonomi kommer fra katolsk-kristne

og nationalistiske kredse.

Perspektiver

Den polske historiker Julian Bartosz

har gjort opmærksom på, at

der i hvert fald eksisterer én konti- fortsættes næste side...

3

nuerlig faktor i polsk historie uanset

om landet har været regeret af

Preussen, Østrig, Rusland/Sovjetunionen

eller som nu domineret af

EU. Polen har altid været et reservoir

for billig arbejdskraft enten til

roearbejdet på Lolland-Falster, kulminerne

i Frankrig og Belgien, landbrug

og byggeri i Tyskland eller slagterier

i Chicago i USA. Alene før 1.

verdenskrig udvandrede fra det

nuværende område, der i dag er

Polen ikke mindre end 3,5 millioner

til Vesteuropa, USA, Canada,

Austraien m.fl.

„De sidste 14 års tilpasning til

Vesteuropa og EU har ikke og vil

ikke ændre på det faktum“, siger

Bartosz, som også har skarpe meninger

om de sidste 14 års udvikling.

„Vestlige firmaer og EU har

opnået en stor dominans, samtidig

med, at vores regeringer har manglet

et egentligt program, der går ud

over den rene tilpasning. Mange

politikere er primært interesseret i

at bruge politik som en løftestang

for egen snæver vinding. Ikke nok

med, at de har bevaret de privilegier

politikerne havde før 1989, og

det foragtede befolkningen dem for.

Men politikerne har heller ikke et

sammenhængende program for

hvad de vil, de tror at problemerne

løser sig selv - eller at EU gør det“.

Når befolkningen er meget skeptisk

over for de polske politikere, er

det nemt at sætte forhåbninger til

EU som en art frelser, der magisk

løser alle uløste problemer i Polen.

Mange polske socialoger er bekymrede

ved den udvikling. F.eks. skri-


4

Hjem til

Europa?

...fortsat fra forrige side.

ver Janusz Czapiński i Diagnoza

Społeczna, Social Diagnose, at polakker

har alt for urealistiske forventninger

til EU. „Hvis disse forventninger

ikke bliver indfriet, og det

er der al mulig grund til at tro vil ske,

så vil den offentlige stemning forværres

og anti-EU holdninger vil vokse.

Fjendtlige holdninger til de politiske

eliter, som appellerede for støtte til

optagelsen i EU, vil sandsynligvis også

øges“.

Den spanske vej?

Hvad der på sigt vil ske med Polen

i EU, er yderst vanskeligt at spå om.

Optimisterne er enige om, at EU

vil få samme positive effekt som EF

i 1980’erne og 90’erne havde på

Spanien og Portugal. Rigtigt er det

da også, at Spanien og Portugal har

oplevet vækst og modernisering i

de sidste 20 år. Selvom det langt fra

er forskånet for sociale problemer.

Men udgangspunktet er meget forskelligt.

Polen og de andre østeuropæiske

lande har skullet gennemgå en

dobbelt transformationsperiode. De

skulle både opbygge basale markedsøkonomiske

strukturer og parlamentariske

demokratier. Og kunne man

tilføje, faglige organisationer samt

det man kalder det civile samfund,

som er udtryk for en politisk demokratisk

kultur. I modsætning til

Polen og flere af de nye lande i EU

havde Spanien og Portugal en relativt

velfungerende markedsøkonomi,

som under de autoritære styrer

endda havde nydt en vis statslig

beskyttelse.

Da Spanien og Portugal blev

medlemmer af EF i midten af

1980’erne, var det netop ikke en

union. Begge lande modtog relativt

generøse midler fra strukturfondene

til bl.a. at opbygge deres

hjemmemarked og nationale økonomiske

strukturer. Landene kunne

endvidere som medlemmer af

EF deltage i opbygningen af unionen

og kunne i et vist omfang kræve

sig betalt for det i form af strukturmidler

og landbrugsordningerne.

For de østeuropæiske lande var

der på en helt anden måde tale om

et take-it-or-leave-it arrangement. De

skulle næsten ensidigt tilpasse sig

en given struktur, der i mange tilfælde

var direkte skadelige for deres

nationale økonomier. Disse knapt

konsoliderede lande kunne netop

ikke udnytte de områder, hvor de

var stærke, nemlig landbrugsvarer

og sværindustri. Lige præcis disse

varegrupper havde EU ikke brug

for.

Da Spanien og Portugal blev

medlemmer i 1980´erne nød den

keynesianske filosofi stadig en betydelig

opbakning. Mange troede

på statsindgreb som et led i at styre

økonomien. Siden da er nyliberalismen

blevet næsten enerådende,

hvilket også har afspejlet sig i EU´s

opbygning. Disse tendenser har også

gjort de østeuropæiske lande meget

mere sårbare. Privatiseringerne

har været mere udbredt og haft negative

konsekvenser. Den offentlige

sektor kom på smalkost. Og arbejdsløsheden

og afhængigheden er

væsentlig højere end de lande, der

havde det held at opbygge deres

samfund uden ortodokse nyliberalistiske

krav.

Paradis forude

De polske medier svømmmer over med beskrivelser af de vesteuropæiske arbejdsmarkeder.

Men det forjættede land vil ikke kunne klare mødet med virkeligheden

Op til Polens medlemskab af EU

den 1. maj havde aviser og ugeblade

stort set kun én dagsorden: de

vestlige lande, og betingelser for arbejde

og sociale ydelser. Hver 14.

dag udkommer: Praca i nauka za

granizą, Arbejde og studie i udlandet.

I den 50 sider tykke avis er der

utallige annoncer, hvor vesteuropæiske

arbejdsgivere søger efter arbejdskraft

til både private og offenlige

jobs med opgivelse af adresserne i

Tyskland, Frankrig, Østrig m.m.

Her er alle slags jobs både ufaglærte

i byggeri og landbrug,. men også

som sygeplejerske, læge, kok osv.

Også polakker kan byde sig til i

avisen, som dog kun udkommer

på polsk. Men det er tydeligvis organiseret.

I et tillæg i den store landsdækkende

avis Rzeczpospolita er der et

omfattende tillæg med titlen: Praca

w Unii na nas czeka, Arbejde

venter os i EU. Her er der en beskrivelse

fra bladets korrespondenter

i de forskellige gamle EU lande.

Mange af bladets korrespondenter

slår koldt vand i blodet på polakkerne.

Om Danmark står der: Lille

chance for arbejde. På grund af voksende

arbejdsløshed, stærke fagforeninger

og overgangslovgivning vil

det blive svært at finde arbejde i

Danmark med nogle få undtagelser:

byggeriet, rengøring på hotellerne

og nogle få specialiserede

områder som f.eks. læger og sygeplejersker.

Men netop her vil polakkerne

støde på det store problem,

at der kræves færdigheder i det dan-

ske sprog. Udgifterne til fagforening

og a-kasse er også høje i Danmark,

advarer korrespondenten.

Helt anderledes med Storbritannien,

Irland og Finland. Her stilles

der mange arbejdspladser i udsigt.

I Finland er der brug for speciallæger,

sygeplejersker, IT-teknikere,

pædagoger og lærere læser man med

en vis undren. Med samme undren

kan man i ugebladet Focus læse, at

al sygdomsbehandling i Danmark

vil være gratis for polakker. I det

måske lidt mere seriøse ugeblad Polityka,

er der en artikel, der går bag

om den påstand og beskriver hvor

absurd situationen er og bliver i den

nye union.

I Focus kan man også læse, at

mange vesteuropæere er skeptiske

over for polakkerne. Særligt tyskerne

har negative opfattelser af polakkerne

som labile, korrupte, manglende

ordenssans og dårlige til at

organisere. „Polnische Wirtschaft“,

polsk økonomi er en fast talemåde

i Tyskland og det er ikke positivt

ment. Franskmændene ser på polakkerne

som fattige, tilbagestående

og drikfældige. Kun briterne

synes ifølge de polske journalisters

research at have overvejende positive

holdninger til polakkerne.

Polakkerne har forberedt sig godt.

De ved meget om os. Og man forbavses

ofte, når polakker afslører

næsten detaljeret geografisk viden

om både Danmark, Tyskland, Holland

og andre lande. De ved også

hvor stor arbejdsløsheden er de forskellige

steder.

LÆS MERE OM EU-FAGLIGE SPØRGSMÅL

www.eufagligt.dk

Unge polakker har høje forventninger om arbejde i Vesteuropa


Polen og

Vesteuropa

Hvor klar er Polen til EU? I hvilket omfang kan de fungere som Tyskland og

Danmark? Vi spurgte en række personer, som svarede vidt forskelligt

Clemens Rode er medlem af det tyske

Metalarbejderforbund, IG Metal og er

udstationeret i Polen. Han har været

udstationeret i både det tidligere Jugoslavien,

Slovakiet og en række andre

lande. Han kommer hurtigt ind til

benet. „Polens største problem er Polens

regeringer. De har tabt tid, og set

over en årrække er den polske ledelse

præget af en ekstrem mangel på kontinuitet.

Ikke bare sker der ofte det, at

en given regeringskoalition helt ryger

ud af parlamentet ved et valg efter en

regeringperiode. Men når en ny regering

kommer til skifter de også hele

embedsmandsapparatet ud“.

På spørgsmålet om, hvad det betyder

konkret, svarer Rode: „Ja, det betyder

bl.a. at infrasturkturen er dårlig.

Julius Gardawski

Infrastruktur kræver en høj grad af langsigtet

planlægning. Polen har overraskende

få motorveje, og jernbanetransporten

er af en væsentlig lavere standard

end ikke bare Vesteuropa, men

også flere andre østeuropæiske lande.

Det betyder også, at Polen har været

ekceptionelt dårlig til at udnytte de

midler EU har stillet tilrådighed. Og

derfor er Polen også meget skævt udviklet.

Privatiseringsprocessen har også

været ret uheldig, der er få eksempler

på gode privatiseringer“.

Clemens Rode er tydeligvis specielt

interesseret i de multinationale virksomheder

og de europæiske samarbejdsudvalg.

„VW, General Motors, de fungerer.

Som fagforeningsmand kan man

godt være skeptisk over udvalgene, efter

min opfattelse skal en rigtig fagforening

have landsdækkende brancheoverenskomster,

og de eksisterer nærmest

ikke her i Polen. Men de europæiske

samarbejdsudvalg fungerer faktisk.

Polakkerne i virksomhederne lærer som

regel forbløffende hurtigt at forstå de

nye virksomhedskulturer. Men på pol-

ske virksomheder står det ret sløjt til.

Over 70% af polakkerne har slet ikke

nogen repræsentation og faglige overenskomster“.

Juliusz Gardawski er professor ved

Warszawas Handelsskole og har beskæftiget

sig indgående med arbejdsmarkedsforhold.

Han kan fortælle, at

i små og mellemstore polske virksomheder

er faglige organisationer meget

sjældne fugle. „I polske virksomheder

med under 20 ansatte har kun

2% faglig repræsentation. I virksomheder

med mellem 20 og 50 ansatte

er der fagforeninger i 7% af tilfældene.

Men det er ikke det hele. Kun ca.

10% af disse virksomheder har indført

noget der ligner moderne ledelse.

Og mange ansatte bliver tvunget

til at acceptere vilkår der ligger langt

under både national og EU lovgivning.

De må f.eks. acceptere, at indbetalingerne

til sygekassen bliver mindre

end påbudt ved lov. Ikke sjældent

får de ansatte ikke løn til tiden, og

staten får ikke sine skatter“.

Hvad er så status for de polske fagforeningers

bestræbelser de sidste 10-15

år?

“Uh, man skal jo være forsigtig med

de store konklusioner, men de polske

faglige organisationer har kæmpet

hårdt for at få politisk indflydelse på

lovgivningen, også den del af den som

er inspireret fra EU. Og Polen har i

dag en ret god lovgivning på området.

Men til gengæld har de ikke formået

at opbygge repæsentation på virksomhederne“.

Hvor stort er problemet?

„Stort. I 2001 gennemførte Den

statslige Arbejsinspektion, Państwowa

Inspekcja Pracy, en undersøgelse af

155.000 ansatte. I 62% af tilfældene

var der uregelmæssigheder og afvigelser

fra loven. Det lader også til, at arbej-

derne har vænnet sig til disse forhold.

Og ca. 25% af polske ansatte får ikke

deres lovmæssige indbetalinger elle udbetalinger

til den sociale fond“.

Hans Flindt er pæredansk, opvokset

i Gladsaxe. Han har boet i Polen

de sidste 16 år. Og han er tydeligvis

tilfreds, han har også haft succes. 23

virksomheder har han grundlagt inden

for ganske mange brancher. I

begyndelsen drejede det sig primært

om relativt primitiv industriproduktion,

men i de senere år har han bevæget

sig ind på stadig mere højteknologiske

områder. Avanceret elektronisk

sikkerhedsudstyr, bioteknologisk

forskningsintensiv produktion har

nu hans store interesse.

På spørgsmålet om, hvad der tiltaler

ham ved Polen, svarer han: „Jeg

havde oprindelig en personlig motivation,

jeg synes, at det var så flot at

polakkerne havde væltet det kommunistiske

system, der

måtte være noget

at hente i det land.

Jeg kan også godt

lide kulturen hernede.

Folk er mere

seriøse, de har

en moral, hvor jeg

synes, at det efterhånden

blev for

slapt og ligegyldigt

i Danmark. Og jo

selvfølgelig lønnen

var jo lav. Det spillede

selvfølgelig en

rolle. I dag bevæger

jeg mig nu mere

på områder, hvor

lønnen ikke er så

lav. Også i dag tror

jeg på Polen, som

har nogle potentialer

som ikke er helt

udnyttet. Jeg er

f.eks. stolt over at

sende nogle komponenter

til B&O

i Danmark, som

viser at „mine polakker“

på nogle

områder er niveauer

over de danske

kolleger. Og det til

trods for, at de får

en lavere løn“.

Midt i glæden er

Hans Flindt slet

ikke blind over for problemerne. „Selvfølgelig

er der mange problemer. Som

opvokset i et socialdemokratisk miljø

savner jeg både fagbevægelsen og en

aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det er

en struktur som i den grad savnes i

Polen i dag. Der spildes mange ressourcer

i uddannelsessystemet, fordi

der ikke er planlægning. Idéen bag

vore arbejdsmarkedsuddannelser i

Danmark, som vi opbyggede i 1960’erne

var helt rigtig. Industriudviklingen

i Polen er skæv, der er områder,

der er helt underudviklede. På virksomhederne

kunne en dynamisk fagbevægelse

også medvirke til fremgang

for Polen. Men det forekommer mig

at mange af de faglige organisationer

har andre dagsordener, der går ud på

at mele deres egen kage. Men jeg ser

et lys i den unge generation. Det overraskede

mig, at nogle unge politibetjente

her i Warszawa har sagt nej til

at modtage bestikkelse. Det lover

godt“.

At leve på knæ

for udenlandske

Herrer

Polens medlemskab af EU vil ikke gavne landet, siger en

mand, der tidligere bekæmpede kommunismen og i dag

er stærk modtander af polske regeringer

Vi sidder i Solidarność 80’ kontor i skibsværftsbyen Szczecin

og lederen af organisationen, Bogusław Filarowicz har

talt sig varm. Han er skuffet over sine gamle kammerater i

Solidarność. Da de kom i regering viste de sig at være lige så

arrogante som kommunisterne. Bogusław Filarowicz ligner

en typisk arbejder og han argumenterer meget moralsk med

rodfæstede forestillinger om ret til beskæftigelse. Ligheden

med danske arbejdere stopper formentlig, da han stolt viser

fagforeningsfanen frem. I midten af den er der et billede af

Jomfru Maria, og nedenunder står der Gud, Ære og Fædreland.

Det er også vigtigt for Bogusław Filarowicz at fortælle,

at biskoppen har velsignet fanen.

Szczecin er en by med mere end 400.000 indbyggere. Og

det helt store overskyggende problem er skibsværftet, som er

på en stadig nedtur. Bare på 10 år er antallet af ansatte faldet

fra 10.000 til 3-4.000 i dag. Men mange flere er afhængige af

værftet som underleverandører, familie m.m. Bogusław Filarowicz

forklarer: „Da regeringen i begyndelsen af 1990’erne

erklærede, at de ville privatisere værftet, blev mange rigtigt

glade. Privatisering stod jo for os dengang som noget meget

positivt. Vi håbede og troede, at de nye ejere ville investere i

ny teknologi, så værftet kunne blive rigtigt konkurrencedygtigt

på verdensplan. Men det skete bare ikke. Lederne fik

store aktieposter og staten overtog resten gennem fonde. Så

ret beset er værftet stadig ikke privatiseret. Men mange af de

gamle ledere er blevet rige på det“.

Betyder det ikke bare,

at værftet ikke er

konkurrencedygtigt. Og

skal man holde kunstigt

liv i et ikke-konkurrencedygtigtskibsværft?

Bogusław Filarowicz

tøver et øjeblik,

inden han svarer.

„Den polske stat køber

alle sine skibe i Kina,

hvor staten støtter

sine værfter. Den

tyske stat støtter det

gamle østtyske værft

i Stralsund. Kun den

polske stat undlader

at støtte sine værfter. De er blinde og kortsigtede“.

Men det er ifølge Bogusław Filarowicz ikke det hele. „De

polske banker er ejet af udenlandske virksomheder. Vi kan

godt nok ikke helt gennemskue det, men hvis en tyskejet

polsk bank har forbindelser til den tyske værftsindustri, vil

den så støtte et polsk skibsværft? I hvert fald har de mange

gange sagt nej til at give os kreditter. Alligevel kan vi konkurrere

på verdensmarkedet. Den norske stat køber specialskibe

til transport af kemikalier hos os“.

Er I da ikke glade for EU’s standarder og regler for fair

konkurrence?

„Vi er for svage og vil blive løbet over ende. Vi vil miste

ejendomsretten til vores eget land. Vi vil komme til at leve

på knæ og blive daglejere for udenlandske herrer“.

Er der et alternativ til EU?

Vi skulle have ventet, og i stedet gennem en effektiv

politik have udviklet vores økonomi, uddannelsessystem

og infrastruktur. Siden kommunismens fald har vi kun haft

regeringer, der har været ligeglade og kun været interesseret

i personlig vinding.

Har I ikke haft gavn af EU’s regionalprogrammer?

„Penge fra EU til regionale formål har haft en mærkelig

tendens til at forsvinde. Pengene forsvinder ned i flere lommer.

Vi kan ikke kontrollere pengestrømmen men vi ved, at

de ikke når ud og gør gavn for almindelige borgere i Szczecin“.

Hvad vil der ske med Polen i EU?

„Ikke det store. Det meste er allerede sket. Arbejdsløsheden

er høj i Polen, den vil nok blive endnu højere. Der er

mange illegale polske arbejdere i vesten, bare 30.000 i Berlin

ved vi. Vi villle gerne have de rettigheder, som I har i

vesten, men får det næppe“.

Men er I ikke glade for at vende tilbage til Europa?

„Af alle de slogans, der har været brugt til fordel for EU

er dette dog det værste sludder.Vi vender ikke tilbage til

Europa, vi har hele tiden været en del af Europa, så længe

det har eksisteret. Men fagbevægelsen i EU’s nationer må i

fremtiden arbejde meget mere sammen. Der er ikke anden

vej“.

5


6

Et socialt minefelt

- mellem Wrocław og Katowice

Katowice

Uden kul går det ikke

Daniel Podrzycki er formand for Sierpień 80, en radikal fagforening,

der står stærkt netop i Katowice’s arbejdermiljøer. Han er en ildsjæl i

forsvaret for sine medlemmers arbejdspladser i kulminerne

Daniel Podrzydcki

Daniel Podrzydcki er ulasteligt klædt

med både slips, strøget skjorte og

manchetknapper. En diskret guldkæde

om håndleddet og en forkærlighed

for store cigarer leder tanken

hen på private direktionskontorer.

Karismaen er umiskendelig.

Også de ansatte er standsmæssigt

klædt på. Daniel Podrzycki diskuterer

ikke sine ordrer, han forventer

dem udført med det samme,

hvad også sker.

Han tager smilende og åben

imod, ser på sit ur og siger: Én time

og ikke mere. Så vi går straks i

gang med stikordene om Katowices

mineområder som et totalt ineffektivt

frilandsmuseum. Det er sådan

mange vestlige medier beskriver

området. Daniel Podrzycki svarer

altid hurtigt, han tænker sig ikke

om en eneste gang.

„Der er et stigende behov for

kul i Europa, den alternative energiform

er ikke stabil og vil under ingen

omstændigheder kunne modsvare

fremtidens behov. USA er

verdens største kulproducent, de har

ikke tænkt sig at lukke for deres

miner, men nok at andre lande gør

det. Også Kinas økonomiske opsving

er i høj grad baseret på kul,

som de selv udvinder. Europa importerer

kul. Det er da grotesk. At

bevare kulproduktion er vigtigt ikke

bare for Polen, men så sandelig

også for Europa“.

Kulminerne er stadig statsejede.

Hvilke planer har den polske regering

med dem?

„De polske regeringer har stort

set alle ført en både fejlagtig og kortsigtet

politik på området. De har

planer om at lukke minerne, og så

er de polske regeringer begyndt at

importere olie og gas fra Rusland.

Det er billigt siger de, men hvad er

der blevet af vores krav fra 25 år

siden om national selvstændighed.

Vi skal da tænke langsigtet, ikke

bare 5 men 20 år frem. At blive

afhængig af energi udefra, når vi

selv har kul vil være meget dumt.

For det andet skulle regeringen investere

i ny teknologi, som vil gøre

produktionen både mere effektiv

og miljøvenlig“.

Hvorfor siger man, at den polske

mindrift er urentabel?

„Da Solidarność kom i regering i

1990 indførte de en liberalistisk

politik. Men de greb meget drastisk

ind over for os og foretog næsten en

halvering af salgspriserne for kul. Det

var godt for polske kraftværker og

for fabrikker. Jeg tror bl.a. de gjorde

det for at disse virksomheder skulle

se bedre ud på papiret og lettere kunne

privatiseres. Men vi fik problemer.

Vores selskaber indbetalte ikke de

socialudgifter, vi skal have efter loven,

og vores kommuner fik økono-

Wrocław er den dominerende by i

det nedre Slesien. Katowice er den

største by i det øvre Slesien. Før 2.

verdenskrig hed Wrocław Breslau og

var en by, der indgik i Nazi Tysklands

våbenproduktion. Byen blev

polsk efter 1945 og dens indbyggere

kom hovedsagelig fra Ukraine og

Hviderusland. De kommunistiske

magthavere brugte noget af den tyske

industristruktur til bilfabrikker

og anden industri, ligesom der også

blev bygget kraftværker og udvundet

kobber i denne del af Slesien.

Katowice havde i mange år været

rammen om især udvinding af kul,

men også stålproduktion. Det er den

tættest befolkede del af Polen, og

før 1990 var arbejderne relativt privilegerede,

fordi kulproduktion dengang

var helt central for den polske

økonomi, hvad det for så vidt stadig

er. 30% af det polske nationalprodukt

kommer alene fra området

omkring Katowice.

Efter afslutningen af den kolde

krig ændrede tingene sig temmelig

meget for slesierne. I Wrocław lukkede

et kulfyret kraftværk, det blev

opkøbt af Siemens og derefter jævnet

med jorden. VW opkøbte flere

af de gamle fabrikker og oprettede

nye samlehaller. Motorvejene fra

Wrocław til Tyskland minder stadig

om en svunden tid.

Også i Katowice har minearbej-

miske problemer. Flere blev arbejdsløse.

Så det var altså minearbejderne,

der fik lov til at betale gildet“.

Vil de polske regeringer ændre holdning?

„Der er det pudsige ved det, at

samtlige polske regeringer har erklærede

planer om at afvikle minedriften.

Men ingen har turdet gøre

det. Så snart de er gået i gang med

det, er de blevet upopulære i den

polske befolkning. Polske regeringer

har været tvunget til at gå imod

Bruxelles og Valutafonden for ikke

helt at miste opbakning. Vi gør selvfølgelig

også vores til at gøre dem

opmærksom på det, bl.a. ved demonstrationer

i Warszawa“.

Støtter I et polisik parti og hvad er

jeres holdning til EU?

„Det såkaldte socialdemokratiske

parti, SLD, er ikke venstredrejet,

det er reelt et liberalistisk parti, som

vi ikke regner med og ikke støtter.

Vi har set for mange rævekager og

korruption til at vi kan stole på dem.

Hvad angår EU, ja så er jeg overbevist

om, at de polakker, der vil komme

til at sidde der i endnu højere

grad end vore egne politikere vil

glemme alt om Polen, så snart de

kommer til. Det vi hidtil har set fra

EU betyrker os i, at det er et sted

hvor klassiske bureaukrater stortrives.

De lever i deres egen verden,

som ikke er vores.

Når mange arbejdere og bønder

er imod EU skyldes det ikke angst

for udlændinge. Det skyldes det

faktum, at EU truer vores levebrød,

det er EU, der presser på for at lukke

vores miner, det er EU, der har

bragt bønderne i en meget presset

situation. Hvis EU var konstrueret

lidt anderledes, kunne vi måske nok

være for. Vi ønsker at skabe en økonomisk

base her i Slesien, vi er ikke

bare kritiske. Vi er konstruktive“.

derne fået at mærke, at nye tider er

på vej. De post-kommunistiske regeringer

har ikke været venligt stemt

over for minearbejderne. Priserne

på kul blev næsten halveret allerede

i begyndelsen af 1990’erne. Det

var godt for kraftværkerne, som på

den baggrund kunne privatiseres.

Det var også godt for andre virksomheder.

Men det var ikke godt

for minearbejderne. Og ydermere

har samtlige polske regeringer gennem

1990’erne haft planer om at

lukke ikke bare minerne, men også

stålværkerne i området. Det var et

stående krav fra ikke bare Den Internationale

valutafond, men også

EU, som selv mente at have rigeligt

med både kul og stål.

I området arbejder 240.000 i

minerne og 80.000 er ansatte i

områdets stålindustri.

EU’s argument for at lukke minefelterne

handler om økologi, rentabilitet

og til dels ideologi. I virkelighedens

verden handler det nok

Unge i Slesien

Mange unge polakker ser ikke den store fremtid i Polen, det

gælder ikke mindst unge fra Katowice, hvor mange ikke tror

på en fremtid som mineby

Det er fredag aften i Katowice kl.

er ca. 19. Nogle unge mennesker

sidder i en park og varmer op til

noget fest. De griner og pjatter.

To piger indvilliger hellere end

gerne i en snak om vilkår for unge

i Slesien. Patrycia og Marta er

helt almindelige piger på 20 og

21. De studerer, Patrycia tysk og

engelsk og Marta engelsk og sundhedsuddannelse.

Da jeg spørger om deres fremtid

i Slesien bliver de et kort øjeblik

alvorlige. „Her er ikke nogen

fremtid, udbryder den dominerede

Patrycia. Jeg kan slet

ikke se mig selv her om 10 år, når

jeg skal til at stifte familie - forhåbentlig.

Minerne bliver nok

lukket, og det samme gælder stålværkerne“.

Marta nikker hele tiden:

„Vores forældre flyttede hertil

fordi der var arbejde, nu er det

ved at være slut, de kan bare ikke

flytte, lære nye sprog og den slags

ting“.

På spørgsmålet om de interesserer

sig for politik svarer de lidt

overraskende meget bekræftende.

„Men politik er så fyldt med korruption,

vi synes det er væsentligt

hvordan vi opbygger Polen,

så det bliver godt, demokratisk

og effektivt. Og det bliver det ikke

også om at skaffe sig af med en

konkurrent.

Planerne er langtfra blevet indfriet.

Det gik ikke så let som i Thatchers

England 20 år tidligere, det

var dengang Thatcher opkøbte kul

netop herfra for at knække de engelske

minearbejdere. De polske

minearbejdere er godt organiserede

og kan gøre livet svært for enhver

regering. På fagforeningens

hjemmeside kan man se videooptagelser

af voldsomme optøjer i

Warszawa.

Tilliden til politikerne i området

er ikke stor. I 1998 havde regeringen

i samarbejde med IMF organiseret

en ordning, der betød, at

folk, der frivilligt sagde op ville få

ca. 80.000 kr. som en engangskompensation.

Mange flere end antaget

søgte så om denne kompensation.

Og til syvende og sidst kunne

man ikke imødekomme dem, men

fyrede alligevel nogle af dem der

havde søgt.

med de politikere vi har i dag“,

siger Patrycia. „Det er ikke rart

at læse om alle de korruptionsskandaler

i aviserne, politik skulle

gerne handle om noget andet“,

tilføjer Marta.

Hvad mener I om EU?

„Det kan ikke være værre end

vore egne politikere. Jeg tror, at I

i Vesteuropa har nogle mere smarte

systemer, det vil jeg gerne have

indført her i Polen“, svarer

Patrycia. „Tingene er så bøvlede

her. Og der er ikke nogen støtte

til en region som Slesien, som

ellers har behov for det, når minerne

begynder at lukke. Jeg kan

sagtens forestille mig selv i f.eks.

Tyskland om et par år. Jeg vil

ikke have noget imod at stifte

familie der, så mine børn kunne

lære tysk“. På spørgsmålet om

det ikke kunne være et andet sted

i Polen, svarer Patrycia: „Tjo, men

meget gerne i Tyskland, tingene

i Polen vil i lang tid fremover

fungere meget dårligt“, og Marta

nikker igen samtykkende.

Patrycias og Martas venner begynder

utålmodigt at rykke i dem.

„Kom nu, nu må det være nok

med al den snak, festen er begyndt“.


Uden økonomisk politik

sakker vi agterud

To polske økonomer fra Poznan

taler imod den nyliberalistiske

ortodoksi

Włodzimierz Dymarski (WD) og

Janusz Tomidajewicz (JT) er økonomer

ved Poznans Økonomiske

Akademi. De har et specielt kritisk

øje til de polske regeringer, som de

mener har forsømt at udvikle landet

i de sidste 10-15 år. Med primitive

nyliberalistiske idéer har de efter

deres opfattelse hindret udviklingen

af det store økonomiske potentiale,

som Polen efter deres opfattelse

i virkeligheden råder over.

Polen har en kæmpestor arbejdsløshed

og en utilstrækkelig vækst, hvad

skyldes det?

WD: Mange taler om, at det er

den kommunistiske arv, der stadig

gør sig gældende som en mental

arv. Men jeg mener ikke, at det spiller

en nævneværdig rolle i dag med

nogle få undtagelser. Det største

problem for den polske økonomi

er den enestående mangel på både

kompetence og kontinuitet i den

økonomiske politik, som vekslende

regeringer har ført. I et ikke ubetydeligt

omfang under pres fra både

den Internationale Valutafond,

Verdensbanken og EU.

Var der andre alternativer i

1990’erne?

WD: Vores Nationalbank har en

målsætning, og det er at holde inflationen

meget lav. Det er en efterligning

af EU’s Stabilitetspagt. Ingen

andre økonomiske målsætninger

er fundet værdige til at blive

nævnt i Den polske Nationalbanks

formålsbeskrivelse. Og det er grotesk.

Derfor er det heller ikke så

mærkeligt, at andre økonomiske

målsætninger såsom beskæftigelse,

balance på udenrigshandelen, regional

balance o.lign. ikke har været

prioriteret særlig højt.

JT: Den berømte chok kur fra

1990, som Leszek Balcerowicz blev

berømt på, var slet ikke nødvendig,

den skabte unødvendig lidelse og

desuden ikke bare en forhastet og

Mod magtens arrogance

Bevægelsen til Forsvar for de Arbejdsløse er en landsdækkende

organisation. Den bruger mange metoder til at gøre opmærksom på

de mange millioner arbejdsløse i Polen

Et gadeskilt i minebyen Katowice

vidner om, at Ruch Obrony Bezrobotnych,

Bevægelsen til Forsvar for

de Arbejdsløse har kontor i bygningen.

På den gamle brune trædør

ind til kontoret er der fæstnet

nogle A4 papirer i plastic lommer.

Indenfor er der mørkt og alt virker

gammelt, møbler, telefoner, tapetet,

gulvet og gardinerne. Jeg sætter

mig i en stol, som næppe vil kunne

sælges i en genbrugsbutik i Danmark.

Menneskene på kontoret er stilfærdige

og virker ligesom rummene

gamle og grå. Da jeg beder om

at måtte fotografere dem, bliver det

pludselig klart, hvor meget de er

tynget af skam. De bad mig lidt

flovt og stilfærdigt om ikke at fotografere

dem. De mindede mig om

nogle billeder jeg har set af arbejdsløse

i Danmark i 1930’erne. Disse

polske arbejdsløse kæmpede for at

uigennemtænkt men også kostbar

privatisering.

Men har privatiseringerne ikke

effektiviseret de tidligere ineffektive

virksomheder?

JT: Det er tvivlsomt, og under

alle omstændigheder et åbent spørgsmål.

De første privatiseringer i begyndelsen

af 1990’erne førte til en

markant nedgang i den polske økonomi

og en fatal arbejdsløshed. Situationen

er mere stabil i dag, men

alligevel langt fra tilfredsstillende.

Der er nogle meget ironiske træk

ved den måde det er foregået på.

EU har jo fortalt os, at privatisering

er vejen frem og altid mere

effektiv. Nuvel, hele den polske telekommunikation

er privatiseret,

hvad er resultatet? At den franske

stat sidder på flertallet af aktieposterne.

Og den polske stat vil ikke

kunne føre en sammenhængende

politik på dette område.

WD: Vi kan bare tage chokoladefabrikken

her i Poznan, som

Nestlé overtog. Nestlé lovede forinden

både at bevare beskæftigelsen

og at give arbejderne aktier. Som

det næsten altid er tilfældet begynder

de efter en kortere periode at

fyre folk og arbejderne fik ikke nogle

aktier, der kører en retsag for tiden.

Privatisering betyder ofte fyringer

og øget arbejdsløshed. Udenlandske

privatiseringer har i nogle tilfælde

ført til investeringer i ny teknologi.

Men det værste er, at disse

virksomheder bliver led i en strategi,

som normalt ikke har sit centrum

i et polsk perspektiv.

Kan den polske stat styre økonomien

i takt med privatiseringen?

WD: Det er jo det springende

punkt. Det mest markante eksempel

er privatiseringen af de polske

banker, som for 70% vedkommende

er på udenlandske, især tyske hænder.

Det er for det første langt fra

givet, at disse banker vil støtte op

om en samlet polsk økonomisk strategi.

For det andet er det meget

vanskeligt for os økonomer at få

indsigt i bankernes virksomheder

og dispositioner.

bevare selvrespekten, mange gik i

gammelt tøj, men med slips.

På væggene hænger mange billeder

af demonstrationer, som organisationen

har arrangeret. På

mange af billederne deltager katolske

præster i demonstrationerne.

Der er også et billede af en gudstjeneste

for de arbejdsløse. Og der

hænger en liste over det sidste års

aktiviteter. De tæller bl.a. demonstration

mod „magtens arrogance“,

demonstrationer mod byggeri af

supermarkeder, som vil ødelægge

polsk handel, demonstration mod

„den voksende uretfærdighed“.

Waldemar Janeda er en slags talsmand

i organisationen. Han er en

undtagelse, mere selvsikker og med

udsyn. „Jeg er ansat i organisationen,

vi får lidt penge fra forskellige

fonde, men det er ikke meget, de

fleste af vore midler betales af medlemmernes

meget få midler“.

JT: EU kræver også en reorganisering

af kulproduktionen. Men at

lave en polsk økonomisk strategi

uden kul som energikilde er meningsløst.

Vi vil i modsat fald blive

meget afhængige af andre energikilder.

Man siger ofte, at vores kulproduktion

er ineffektiv. Det er jeg

ikke så sikker på. Det er vanskeligt

at måle, fordi stater rundt om i verden

støtter deres kulminer på mange

og uigennemskuelige måder.

Hvad skal der til for at udvikle

Polen og dermed sænke arbejdsløsheden

betydeligt?

WD: Først og fremmest skal vi

have udviklet en egentlig arbejdsmarkedspolitisk

strategi, så vi koordinerer

både uddannelse, infrastruktur

og beskæftigelse. Arbejdsløsheden

er reelt større end de ca.

20%, som er det officielle tal. Vi

„Bevægelsen har 7 formulerede

målsætninger“, siger Waldemar Janeda.

„For det første ønsker vi at få

anerkendt arbejdsløsheden som den

sociale katastrofe, den i virkeligheden

er. I mange kredse tager man

den slet ikke alvorlig, eller også siger

man, at det er folks egen sag, de

kan bare tage sig sammen. Vi organiserer

ikke bare arbejdsløse men

også de mange hundred tusinde,

som er truet af arbejdsløsheden. Det

er vigtigt, at de har et talerør over

for regeringen og de lokale myndigheder“.

„Som et konkret krav ønsker vi

at forlænge perioden, hvor man kan

få arbejdsløshedsunderstøttelse fra

et maximum i dag på kun 1 år til

flere år. Vi vil have samme rettigheder

som f.eks. jer i Danmark. Vi

ønsker også, at arbejdsløse skal kunne

køre gratis i busser og tog. Vi

kræver desuden, at arbejdsløse får

flere rettigheder i forhold til sygekasserne,

hvor lønnede medarbejdere

får indbetalt midler til brug

ved sygdom. Vi ønsker også specielt

at støtte polske virksomheder,

står bl.a. med en voksende gruppe

af unge højtuddannede polakker,

som ikke kan finde beskæftigelse.

Stadig flere i den arbejdsdygtige alder

forlader arbejdsmarkedet. Hertil

kommer, at udgifter til forkning

og udvikling i industrien er faldet

meget drastisk siden 1989. Vi skal

have udviklet forskellige former for

aktivering. Først og fremmest bliver

det afgørende at opbygge en

effektiv offentlig sektor.

Kan EU ikke spille en rolle i den

sammenhæng?

WD: Det kan det vel nok. Men

den første forudsætning er, at vi

polakker har en forestilling om hvad

vi vil, at vi har administrative apparater

på centralt og decentralt plan

til at udvikle projekterne. Og det

kniber det med. Derfor er vores

infrastruktur meget underudviklet.

mange udenlandske virksomheder

begynder med at fyre folk. Vi ønsker

i det hele taget, at den polske

regering gør noget for det polske

folk. I flere tilfælde har vi også protesteret

mod privatiseringer, som i

mange tilfælde er ren tyveri, foretaget

af politikere, som jo skulle

repræsentere almene interesser. Of-

Døren til arbejdsløshedskontor i Katowice

7

Men perspektiverne for Polens

medlemskab er ikke umiddelbart

lyse. EU har stigende arbejdsløshed

og problemer med at overholde

stabilitetspagtens stramme regler.

At tro, at de nye lande vil få

betydelige midler, vil være naivt.

Det er sandsynligt, at de nye EU

landes ønsker om at få del i flere

midler til regional udvikling vil føre

til utilfredshed fra de lande, der

hidtil har nydt godt af det. På den

baggrund kan det være lidt vanskeligt

at se meningen med hele projektet.

JT: Polen har et stort og stadig i

høj grad uudnyttet potentiale. Uden

en polsk økonomisk politik kan det

ikke udnyttes ordentligt. Det er for

mig det afgørende.

test repræsenterer de kun deres egne

personlige interesser“, siger Janeda.

Jeg går snakker jeg med en vagtmand,

der siger, at det er vigtigt

med sådanne organisationer. „For

hvad skal de ellers stille op, når de

bliver arbejdsløse? Arbejde er der

ikke noget af.“


8

Broget dansk billede

Efter udvidelsen blomstrer både organiseret og skjult arbejdskraft import

Mens SID Gartnerne i Odense kan

skrive overenskomst med et Hollandsk

vikarbureau, som formidler

polske sæsonarbejdere til gartnerierne,

så forsøger en dansk entreprenør

med base i Polen at afsætte

arbejdskraft til småmestre i det skjulte.

Hollands 3. største vikarbureau,

Jobserver har etableret sig i Odense.

Firmaet har meldt sig i arbejdsgiverforening

og skrevet overenskomst

med SID, som betyder, at

de polske vikarer skal være medlem

af SiD. Lederen af Jobserver forsikrer

overfor SiD, at han er klar til at

overholde danske overenskomster

til punkt og prikke. Bureauet havde

midt i maj de første 25 polske

arbejdere i gang, ambitionen er at

skaffe et vikarkorps af 500 polske

arbejdere.

Byggeri til halv pris

I byggebranchen er der andre initiativer

i gang, en af de første eksempler

var Ole Thuesen fra det polsk

baserede firma ”Biomax”. Straks

efter 1. maj startede han en rundtur

til jyske småmestre med et tilbud:

Polske håndværkere til halv

pris.

- Vi kan gøre det for det halve af

danske murere og håndværkere, siger

han til TV2.

Ifølge TV2 oplyser han, at han

allerede har 50 mand i gang i Danmark.

Han siger, at han har tre byggerier

i gang i Østjylland men vil

ikke fortælle, hvor de arbejder.

Han siger, at han er klar til at

lave en aftale med de danske fagforeninger,

men hvis han ikke kan

blive enig med dem, så er det ikke

noget problem.

- De kan jo ikke gå ind på privat

ejendom, de kan højst stå udenfor

og flage, det stopper ikke arbejdet,

siger han.

For naivt

Formanden for murersvendene i

Århus, Arne Knudsen forudser, at

forretningsfolk af Ole Thuesens slags

Landbrug

vil have

billig

arbejdskraft

Landmænd klar til at rekruttere østarbejdere – og helst til elevløn

SiD har i lang tid ligget i polemik

med landbruget om arbejdskraft.

Landmændene mener ikke de trods

ledighed, skaffer dansk arbejdskraft,

derfor tyede de også før EU udvidelsen

til udenlandsk arbejdskraft.

Et menigt medlem af bestyrelsen i

Danske Mælkeproducenters Forening,

Jette Jakobsen kom måske

sandheden nærmere, da hun sagde

til radioavisen:

- Vi er simpelthen nød til at få

fat i billig østeuropæisk arbejdskraft.

Danskerne gider ikke arbejde under

de dårlige arbejdstider og til de

forholdsvis lave lønninger vi tilbyder!

Vi tilbyder under 100 kr. i timen,

og det ved vi, danskerne ikke

gider arbejde for. Men hvis vi kan

få fat i unge østeuropæere under

uddannelse, så kan vi komme endnu

længere ned i pris.

Herremandsmentalitet

- Udtalelsen siger noget om de problemer

landbruget har. Det er rigtigt,

de har problemer med at skaffe

folk, det skyldes ganske enkelt,

at de ikke vil tilbyde normale lønog

arbejdsforhold i landbruget, siger

forretningsfører i SiD GSL-gruppe,

Morten Fischer-Nielsen.

- Vi har lige fået en sag ind, hvor

et stort kvægbrug lader folk arbejde

48 timer om ugen til elevløn.

Det er ikke unormalt med arbejdstider

mellem 42 og 48 timer om

ugen og ”elevlønninger” på 12.000

til 16.000 kr. om måneden, siger

han.

Det grelleste eksempel Morten

Fischer-Nielsen her har set for nylig

var en mand, der arbejder 58

timer om ugen for 12.000 kr. om

måneden.

- Det er utroligt at en landmand

kan finde på det. Når de

nu vil have østeuropæere til langt

under 100 kr. i timen, så siger det

noget om den herremandsmentalitet,

som ligger dybt. ”Kan jeg

snyde nogen og sikre mig selv, så

er det helt fint”. Det er en dybt

problematisk tankegang. De bliver

båret på roser med masser af

EU tilskud og særlove, og så skal

de have billig arbejdskraft oven i

købet, siger Morten Fischer-Nielsen.

Billige praktikanter

Unge østeuropæere i praktik er endnu

billigere, som mælkeproducenten

fastslår. Og meget tyder på, at

arbejdsgiverne på landet har fået

øjnene op for de muligheder. Mens

antallet af danske elever er halveret

siden 1992, så der i dag er 750 danske

elever, så er der omkring dobbelt

så mange udenlandske praktikanter

i sving på de danske landbrug.

Sidste år fik godt 1400 udenlandske

praktikanter plads i dansk

landbrug. Nogle få er fra USA, men

de fleste er fra lande som Litauen,

Estland, Polen og Ukraine. De

udenlandske praktikanter arbejder

under samme løn- og ansættelsesbetingelser

som danske elever. Det

kommer til at florere:

- Hvis nogen havde troet, at det

her skulle foregå i fuld offentlighed,

så er det for naivt. Det er klart, at

man kun henter østeuropæisk arbejdskraft

herop, hvis den er billigere. Og

det er ikke noget, man kommer til at

flage med. Det er der fagtoppen tager

fejl, når de siger, at vi bare kan gå

ud og tegne overenskomst og organisere

folkene, siger han.

- Det bliver et stort problem, jeg

tror, at de østeuropæiske arbejdere

kommer til at gå på byggepladser,

hvor der ikke er danskere. De bliver

svære at finde, og så er det svært

at indgå overenskomst, siger Arne

Knudsen.

- Forskellen fra før 1. maj er sandsynligvis,

at de nu er her legalt, og

det gør det ikke nemmere. Hvis de

f.eks. arbejder til vores mindsteløn

på 94 kr. i timen, så er det helt

legalt, men danske murersvende

tjener ikke under 140 kr. i timen,

så hvad hjælper overenskomsten så,

spørger Arne Knudsen.

vil sige med en startløn på 5.185

kr. plus kost og logi.

Frygter gråt marked

Tendensen til at ansætte – og udnytte

– elever frem for uddannet

arbejdskraft oplever de også hos SiD

Hobro/Nørager.

I afdelingen har de set eksempler

på elever, hvor den ugentlige

arbejdstid er 55 timer i gennemsnit!

- Det er ulovligt og i strid med

EU’s arbejdstidsdirektiv, og det strider

mod alt at indgå den slags kontrakter

og behandle elever sådan,

siger Henning Nielsen, formand for

SiD Hobro/Nørager. For en arbejdsuge

på 55 timers arbejde fik eleven

12.500 kr. om måneden. Der er problemer

nok med arbejdet i landbruget

i dag, men Henning Nielsen frygter,

at det bliver værre efter udvidelsen

af EU.


Ugens tilbud:

Polske stuepiger

Mellemmænd tilbyder billig østarbejdskraft til hoteller og restauranter

Det er ikke kun i byggebranchen

og blandt storbønderne, at man

udnytter mennesker fra Østeuropa

som billig arbejdskraft. Også på

hotel- og restaurationsområdet er

der mennesker fra de nye EU lande,

som bliver udnyttet.

- Der spekuleres i det i branchen.

Vi har set, hvordan firmaer ringer

direkte op til hoteller og tilbyder

stuepiger fra Polen. Firmaerne er

svære at spotte, fordi de hverken

har fast telefon eller adresse. De ringer

fra mobiltelefoner med talekort,

så det er umuligt at spore dem, siger

Jan Mathiesen, RBF Københavns

amt.

Firmaerne er en del af den sorte

branche, og lønnen til stuepigerne

ligger mellem 40 og 60 kr. i timen.

Og branchen har fået øjnene op

for de nye muligheder efter udvidelsen:

- Det bliver et gråt marked. Der

er selvfølgelig landmænd, der kører

efter reglerne. Men der er lige så

mange, som vil udnytte situationen.

Jeg oplever, at de landmænd

kun tænker i ren økonomi. De ville

ikke selv behandles på den måde.

De er ganske bevidste om, at de

- Der er arbejdsgivere, der har

spurgt, hvordan vi stiller os som

fagforening, hvis de henter en polsk

opvasker herop til overenskomstmæssig

løn men samtidig trækker

ham 7.000 kr. om måneden for et

værelse. Vi lovede ham en plads på

Ekstra Bladets forside, siger Jan

Mathiesen.

Presset vokser

RBF har allerede hænderne fulde

med at afdække den udbredte brug

af sort arbejde i rengøringsbranchen,

hvor der er udbredt brug af underentreprenører

til rengøring og opvask.

- Vi har pænt styr på forholdene

på de store hoteller, men det billede

krakelerer på restaurationsområdet,

siger han.

Ud fra de aktioner, som Told og

skat, har lavet, vurderer Jan Ma-

thiesen, at 5 – 10 procent af stuepigerne

og opvaskerne arbejder uden

arbejdstilladelse.

- Udvidelsen af EU betyder, at

presset på stuepige området vokser.

Det er hårdt arbejde, og erfaringen

er, at de polske piger er klar

til at leve op til de ret skrappe krav

til kvaliteten. Vores holdning er, at

folk er velkomne til at komme og

arbejde. Det skal bare ske på overenskomstmæssige

vilkår. Vi er imod

at de skal arbejde som løntrykkere

og på slavelignende vilkår. Arbejdsgiverne

er kun interesseret i dem

som billig arbejdskraft, siger han.

- Vi laver opsøgende arbejde for

at få overenskomstdækket området,

og vi er klar til at bruge de muligheder

vi har for varsle konflikt og

sympatikonflikt, siger Jan Mathiesen.

LÆS MERE OM EU-FAGLIGE SPØRGSMÅL

www.eufagligt.dk

snyder folk, de vil have det så billigt,

som muligt. Derfor bliver det

endnu sværere at skaffe ordnede

forhold i landbruget i fremtiden.

Vi er bevidste om det, men det kræver

enorme ressourcer, vi er to mand

til det faglige arbejde i afdelingen,

og vi har et område med masser af

De bliver båret på roser

med masser af

EU-tilskud og særlove,

og så skal de have

billig arbejdskraft oven i købet.

landbrug, det er vanskeligt at overvåge,

hvad der sker, siger han.

Mange brodne kar

Erfaringerne er de samme hos SiD

Hadsund formanden John Hansen

siger:

- Der er alt for mange brodne

kar i landbruget. Selvom det ser

nogenlunde ud hos dem, der er

organiseret i arbejdsgiverforeningen,

hvor overenskomsten gælder, så er

der et gråt marked blandt de uorganiserede

landmænd. Vi har set,

hvordan de misbruger unge fra de

baltiske lande, som er kommet på

en uddannelseskontrakt. De siger,

at de giver dem en uddannelse, men

de bliver brugt som billig arbejdskraft,

det er skuffede unge mennesker,

der rejser hjem. De kan ikke

bruge det, de har ”lært” til noget,

de har blot været billig arbejdskraft.

- I stedet for ordentlige arbejdsforhold,

så går de landmænd efter

billig arbejdskraft. Jeg har set eksempler

på, hvordan landmænd har

smidt unge ud, så snart de var færdig

med uddannelsen og skulle til

at have rigtig løn. Når vi kommer

rundt, så ser vi også, hvordan de

bruger folk som billige håndværkere.

Der går et par mand og murer

og tømrer. Det er min klare

opfattelse, at det er det, mange landmænd

er interesseret i. Når EU

udvidelsen kommer, så vil det være

med til at lægge endnu mere pres

på det her grå område. Det vil også

ramme håndværkerne.

- Vi hører hele tiden, at landbruget

ikke kan skaffe arbejdskraft.

Men det lyder hult, hvis de virkelig

mangler folk, hvorfor er der så stort

set ingen landbrugsjob slået op hos

AF, siger John Hansen.

Faglig

førstehjælp

Byggefagenes Samvirke i København støtter kollegerne i de baltiske

lande direkte

Bygningsarbejderne i de baltiske

lande har lavstatus og deres faglige

organisation mangler legitimitet. For

mange baltere er fagforeningerne

forbundet med fortiden, dengang

fagforeningen var partiets forlængede

arm. Derfor er der brug for en

helt basal organisering, hvis fagforeningerne

skal genrejses. Derfor er

Byggefagenes Samvirke i København

gået i samarbejde med kollegerne

i de tre baltiske hovedstæder.

Samvirket betaler løn og udgifter

til en lokal organisator i hvert

land, som arbejder med at få flere

interesseret i fagligt arbejde og skaffe

flere medlemmer i fagforeningerne.

Selvom der er forskel på situationen

i Estland, Letland og Litauen,

så står fagbevægelsen generelt

svagt i alle tre lande.

- De er utroligt svagt organiseret.

Desuden er byggefag et lavstatus

område. Mange bygningsarbejdere

er folk, der driver et lille landbrug.

For at få det til at løbe rundt

arbejder de måske 14 dage i træk

inde i byen. Det er til elendig løn,

og de sover på en madras i kælderen,

siger Per Olsen, formand for

El-forbundet i København. Det er

ham, der har kontakten til de baltiske

fagforeninger.

- Det er et meget broget billede,

med en elendig sikkerhed. I et lille

land som Estland med 1,2 millioner

indbyggere havde de syv dødsulykker

i byggeriet i årets første tre

måneder. Der er massive problemer

med sikkerheden. Samtidig

regner man med, at 40 procent af

økonomien i byggeriet er sort, siger

han.

- Vi står i en ny situation med et

åbent marked og fri bevægelighed.

Der er brug for at forsøge at genrejse

fagbevægelsen i de her lande.

De skal starte helt fra bunden, hvor

det handler om overhovedet at få

9

folk til at interessere sig for fagligt

arbejde. De arbejder på at skabe et

netværk, få valgt tillidsfolk og få

diskuteret først og fremmest sikkerhed

på arbejdspladserne, siger

han.

Aftalen gælder for et år, og de tre

organisatorer har nu været i gang i

tre måneder.

- Foreløbig er det lykkedes at

organisere flere, end de havde for

tre måneder siden. Men træerne

vokser ikke ind i himlen. Det handler

om at få løbet noget i gang, men

vi kan konstatere, at vores bidrag

allerede har gjort en forskel, siger

Per Olsen.

Gensidig hjælp

Når Byggefagenes Samvirke er gået

ind nu, hænger det sammen med

østudvidelsen og forventningen om

mere samhandel i Østersøregionen.

- Det er naturligt for bygningsarbejdere

at rejse ud og tjene en

skilling, især med de vilkår, de har

i de baltiske lande. Derfor har vi

aftalt, at vi kan trække på dem, hvis

der kommer baltere til Danmark

for at arbejde. Vi kan hente hjælp

op med kort varsel, hvis vi støder

på en større gruppe fra et af landene,

siger Per Olsen.

Han minder om, at der i mange

år har været faglige kontakter over

Østersøen.

- Der har været delegationer frem

og tilbage og konferencer, men uden

at det har ført til noget konkret.

Det er aldrig blevet fulgt op. Vi vil

gerne lave et stykke praktisk internationalt

arbejde. Men det skal være

seriøst, det er ikke et spørgsmål om,

at vi betaler for, at nogen kan ansætte

sin fætter. Når vi går ind, skal

det være alvor, hvis vi skal fortsætte,

siger han.

Derfor har Samvirket løbende

kontakt med dem, der er ansat gennem

aftalen.


10

Der har været polske arbejdere på danske byggepladser i mange år

EU burde støtte

fagbevægelsen

i de nye lande

Der er brug for massiv hjælp til fagbevægelsen i de nye EU lande

Jens Borking

I stedet for landbrugsstøtte skulle

EU hellere bruge milliarderne på en

storstilet indsats for at få organiseret

fagbevægelsen og lønarbejderne i

Østeuropa, foreslår Jens Borking,

næstformand for Træ, Industri, Bygs

afdeling 27 i København.

Han tror ikke på politikernes og

fagtoppens forsikringer om, at østudvidelsen

ikke vil påvirke det danske

arbejdsmarked nævneværdigt.

- Jeg håber det går de nye lande

godt i EU, men jeg tvivler, og hvis

det går rigtigt galt, så må vi forsvare

de muligheder, vi har skabt i det

her land. Lønarbejderne i de nye

lande har ingen glæde af, at fagbevægelsen

i Danmark bliver svækket,

siger han.

- Tusindvis af polske landbrug,

vil blive nedlagt, med venlig hjælp

af EU. Det vil kaste op mod en

million ud i arbejdsløshed. I forvejen

er arbejdsløsheden meget stor i

Polen, så fristelsen til at tage til Danmark

er stor. Polen ligger kun to

timers rejse fra Danmark, siger han.

Der har været polske arbejdere

på danske byggepladser i Danmark

i mange år. De arbejder for mellem

30-40 kr. i timen.

- Det har de fået de sidste ti år,

deres ”løn” er ikke steget. Indtil nu

er de blevet sendt hjem, hvis de er

blevet opdaget. Men nu kan de arbejde

helt legalt. Og jeg er ikke i

tvivl om, at det kommer til at ske i

stort omfang, siger Jens Borking.

Han er ikke i tvivl om, at arbejdsgiverne

har viljen til at bruge

den billige arbejdskraft fra bl.a.

Polen:

- Når direktøren for Dansk Byggeri

kan spørge, ”hvorfor hans medlemmer

ikke skal ansætte østarbejdere

til halv pris”, så viser det, at

holdningen ikke er fremmed for

arbejdsgiverne. De er klar til at bruge

mennesker til halv pris. Det er kortsigtet

og i sidste ende vil det også

ramme mestrene, men det spekulerer

de ikke på.

Levevilkår under pres

Jens Borking kan godt forstå at østeuropæerne

vil søge til Danmark.

- Deres alternativ er bitter nød,

deres sociale system er så elendigt,

så man kan ikke fortænke dem i at

søge til os. Og det bliver først og

fremmest i byggesektoren og i landbruget,

de vil søge hen, siger han.

- Vi har set en voldsom stigning

af udenlandsk arbejdskraft fra EU

landene og Østeuropa inden udvidelsen.

Deres arbejdsbetingelser her

er allerede i dag langt dårligere end

vores.

- Der vil komme et enormt pres

på de løn- og arbejdsvilkår, vi har

opnået. Ikke mindst arbejdsmiljøet

er ringe for de udenlandske arbejdere.

Vi ser, hvordan de arbejder

under dårlige og direkte kummerlige

forhold. De tjener mellem

30 og 70 kr. i timen, hvor vores

medlemmer ligger mellem 140 og

200 kr. i timen.

- Så vi har allerede set spirene til

fremtiden. Vi har som fagforening

brugt mange ressourcer på at stoppe

udnyttelsen af dem og sikre enten

overenskomstmæssige forhold

eller udvisning, siger han. Men den

situation er radikalt ændret efter 1.

maj.

Overgang med huller

Den overgangsordning som Folketinget

har vedtaget for at begrænse

tilgangen er bedre end ingenting.

Men der er stadig mange huller,

mener Jens Borking.

- Dels skal vi kunne bevise, at

dem der er her arbejder. De kan

være her i seks måneder for at søge

arbejde. Hvis vi konstaterer, at de

arbejder, så skal det blot ske på overenskomstmæssige

eller tilsvarende

vilkår. De skal altså ikke have en

overenskomst. Det er op til Udlændingestyrelsen

at skønne, om

forholdene er i orden. Det bliver

interessant at se, om Udlændingestyrelsen

får de ressourcer, det kommer

til at kræve, eller om det bliver

automatiske godkendelser af arbejdstilladelserne.

- Og så er der slet ingen regler,

hvis folk er selvstændige. Byggepladserne

hærges i forvejen af problemer,

med såkaldte ”arme og ben”

virksomheder. Det er der ikke taget

højde for i loven, siger han.

Liberalistisk drøm

- Der er grund til bekymring, det

er en liberalistisk drøm, der går i

opfyldelse. Arbejdskraften skal bare

konkurrere med hinanden, til

de når bunden. Hvad er logikken i

at åbne for vandrende arbejdstagere

i et område med arbejdsløshed,

uanset hvor i Europa det sker? Det

handler ikke om frihed for lønarbejderne.

Formålet er at svække de

faglige organisationer, så løn- og

arbejdsvilkår bliver den enkeltes problem.

Hver mand og kvinde klarer

OPZZ, faglig polsk landsorganisation i Warszawa. På banneret står der: Vi ønsker et socialt Europa

sig selv. Det er arbejdsgivernes frihed

til at hente arbejdskraften der,

hvor den er billigst.

Hvor galt det kan gå viser erfaringerne

fra Berlin, mener Jens

Borking:

- Det er skræmmebilledet. For

12 år siden var der 60.000 organiserede

bygningsarbejdere, nu er de

nede på 14.000 organiserede. Gennem

hele perioden har halvdelen af

de organiserede været arbejdsløse,

mens lige så mange legale og illegale

har lavet arbejdet for under den

halve løn. Deres officielle mindsteløn

er næsten halveret, men selv

den er der ingen, der tør kræve mere.

Deres faglige organisationer er ganske

enkelt brudt sammen, og de

siger selv, at de står på samme stadie,

som da arbejderbevægelsen blev

født. Det er sket kun 300 km. væk

i et andet EU land.

- Det er et drømmebillede for

arbejdsgiverne. På 12 år har man

fået dereguleret arbejdsmarkedet, og

lønnen er mere end halveret, siger

han.

Massiv støtte

- Hvis vi skal undgå at blive konkurrenter,

så må de organisere sig.

Solidaritet handler også om ikke at

undergrave hinanden. De dårligst

stillede skal ikke blive endnu dårligere

stillet, det er en af de opgaver,

vi har som fagbevægelse. Og vi er

oppe imod en voldsom trend, hvor

dem der sidder på magten drømmer

om at vende tilbage til tiden

før, den organiserede fagbevægelse

fandtes. De arbejder helt målrettet

på det over hele verden, siger Jens

Borking.

- Vi må overveje en helt anderledes

massiv støtte til fagbevægelsen

i Østeuropa. Både når det gælder

viden og økonomi. Der er brug for

et omfattende internationalt fagligt

arbejde til støtte for fagbevægelsen

i de nye lande.

- Vi skal rejse kravet i EU. I stedet

for landbrugsstøtte, skulle man

bruge milliarderne på at støtte lønarbejderne

der, hvor de har det sværest.

Støtten skal bruges til at folk i

praksis bliver fagligt organiseret, så

man får opbygget en effektiv fagbevægelse.

Det ville også ændre på

den meget skæve fordeling af værdierne

i de samfund. Nogle af dem

er velstående samfund, siger Jens

Borking.


Med åbne arme

Østarbejderne skal være velkomne, men de skal huske at melde sig

i fagforening, mener tømrerlærling Thomas Larsson

Thomas Larsson

- Jeg tror ikke på politikernes forsikringer

om, at vi kan sove roligt

om natten, og at der ikke kommer

ret mange arbejdere fra Polen, siger

Thomas Larsson, 26, tømrerlærling

og medlem af bestyrelsen i TIB afd.

27.

- Alligevel skal vi tage imod dem

med åbne arme. Jeg er ikke imod,

at de kommer og arbejder. Jeg forstår

deres håbløse situation, alle skal

have en chance. Problemet ligger i

udnyttelsen af dem. Jeg er bange

for, hvad mestrene kan finde på.

Byggebranchen er ikke den mest

hæderlige, siger han.

- Situationen for polakkerne er

fortvivlende. Udvandring er en logisk

konsekvens af fattigdom, det

har folk altid gjort for at hæve deres

levestandard. Og da de skal effektivisere

deres landbrug, så kommer

der en helvedes masse arbejdsløse,

oven i dem de har. Deres mindsteløn

er allerede minimal og understøttelse

findes ikke. Så hvis du

har familie at forsørge, så er det

logisk at søge ud, det ville jeg selv

gøre, siger han.

Kastesystem

Thomas Larsson er ikke begejstret

for de overgangsregler, som Folketinget

har vedtaget om østarbejdskraften.

- Det er et mærkeligt og forfejlet

menneskesyn, når de nye landes

arbejdere behandles anderledes end

andre landes. Det bliver et kastesystem

med 1., 2. og 3. rangs lande,

vi får vores egne u-lande.

Sverige opgiver

forskelsbehandling

af nye EU borgere

Flertal i Rigsdagen afviste diskrimination af østarbejdere

Den socialdemokratiske svenske

regering led i går nederlag i rigsdagen,

da alle andre partier stemte

nej til overgangsordninger for vandrende

arbejdstagere fra de nye EU

lande.

Regeringen havde foreslået, at

Sverige i lighed med Danmark og

de fleste andre gamle EU lande skulle

lave særregler, som ville stille arbejdskraften

fra Østeuropa dårligere end

borgere fra andre EU lande.

Men samtlige andre partier afviste

forslaget, og dermed er Sverige

sammen med Irland foreløbig de

eneste af de gamle EU lande, som

åbner dørene helt på lørdag for de

nye EU borgere fra øst.

Ingen overgangsregler

men styrkede faglige rettigheder

Sverige: Politisk aftale om at styrke fagforeningerne

i kampen mod løntrykkeri

Samtidig med at den svenske rigsdag

afviste overgangsordninger for

østarbejdere, så blev der skabt flertal

for at styrke de faglige rettigheder

i Sverige. Det er svensk LO og

Vestrepartiet som sammen har presset

på for at give fagbevægelsen bedre

redskaber til at forhindre misbrug

og underbetaling af udenlandsk

arbejdskraft.

Det er et flertal bestående af det

socialdemokratiske regeringsparti,

miljøpartiet og Venstrepartiet i Rigsdagen,

som er enige om at give fagbevægelsen

bedre redskaber til at

bekæmpe udnyttelse af fremmed

arbejdskraft, samtidig skal myndighederne

skærpe overvågningen af

virksomhederne.

Det er svensk LO, som har lavet

forslagene, som skal styrke fagbevægelsen.

Den svenske Rigsdag

- Venstrepartiet har hele tiden

afvist overgangsordninger, men har

samtidig peget på, at der, uanset

udvidelse eller ej er store problemer

med sort arbejde og underbetaling

på det svenske arbejdsmarked.

Og det handler både om svenskere

og udlændinge, som lige er

kommet til landet, siger Birger

Østberg, Venstrepartiet.

Aftalen indeholder bl.a.:

- Øget kontrol med vikarbureauer

for at modvirke løndumping.

- Hovedentreprenører skal for frem-

- Reglerne er direkte skadelige.

Klausulen om, at man skal have fast

arbejde, betyder bare, at der er endnu

mere grund til at arbejde sort, hvis

man bliver fyret. For man kan ikke

søge støtte eller få dagpenge, de vil

skjule sig og forsøge at arbejde sort.

Og dem, der arbejder legalt, vil føle

sig tvungne til at opføre sig ordentligt.

De vil ikke nedlægge arbejdet

eller gå med i faglige aktioner.

De er ikke beskyttet, som vi er.

Hvis de bliver uberettiget fyret, så

er det ud, siger han.

- Der vil opstå en underskov af

sort og illegalt arbejde, og der er

allerede ved at opstå et kastesystem

på byggepladserne med et usynligt

hierarki.

- Overgangsordningen skyldes

Dansk Folkeparti, og det er det frygtelige

ved det, der er stor risiko for,

at DF vil køre plat på det. Taberne

bliver de polske arbejdere og os,

siger han.

Lønnen bliver trykket

Han forventer, at de store danske

byggefirmaer vil gøre - som de tyske

allerede har gjort længe – annoncere

direkte efter arbejdskraften

i polske medier.

- Det ville være ”dumt” hvis de

ikke gjorde det. Dansk Byggeri har

da også meldt ud, at det er en dårlig

mester, der ikke vil benytte bil-

Frygt for social turisme

Forslaget indebar et krav om arbejdstilladelse.

For at få en arbejdstilladelse,

skulle der være tale om

varigt arbejde på overenskomstmæssig

løn. Desuden skulle de østeuropæiske

arbejdere kunne forsørge sig

selv.

Som i Danmark er der i Sverige

frygt for ”social turisme” i forbindelse

med EU udvidelsen. Den svenske

regering er blev kritiseret for at

mane et billede frem af tusinder af

polakker, som vil komme til Sverige

og arbejde minimalt og sikre sig

maksimale sociale ydelser:

Under debatten i Rigsdagen advarede

emigrationsminister Barbro

Holmberg om, at det sociale system

kan komme under pres og blive

udnyttet til løndumping. Hun frygtede

en situation, hvor arbejdsgi-

tiden gøres ansvarlig for at der

betales skatter og afgifter af hele

entreprisen.

- Skærpet kontrol med virksomhedernes

skattebetaling. Forslaget

skal bekæmpe ”arme og ben”

firmaer og sorte og grå virksomheder,

som giver ublu konkurrence.

- De faglige organisationer skal have

adgang til arbejdspladserne, også

der hvor de ikke har nogle medlemmer.

- Fagforeningerne skal under visse

lig udenlandsk arbejdskraft, siger

Thomas Larsson.

- Det betyder løntrykkeri, jeg skal

sænke min løn gevaldigt for at følge

med, man tager jo den, der er

billigst. I Tyskland er konsekvensen,

at folk nu arbejder for mindre

end mindstelønnen, siger Thomas

Larsson.

- Hvad betyder det for den faglige

bevidsthed, hvis der kommer mange

udenlandske arbejdere på byggepladserne?

- Jeg kunne godt forestille mig

at den blev styrket, men det kommer

an på, hvordan den kamp udvikler

sig. Det kan også slå over i

ren og skær racisme. Dansk Folkeparti

står klar til at slå plat, og det

er meget farligt. De danske bygningsarbejdere

vil føle sig forulempet,

og de udenlandske er tvunget

til at læne sig til mester for at beholde

arbejdet, det kan blive farligt,

du får trukket fronten hårdt

op.

- Hvordan kan det undgås?

- Vi skulle have haft mindstelønnen

løftet betragteligt ved overenskomsten.

Det ville have været

et godt træk. Den er på 100 kr. den

har aldrig spillet en rolle, fordi ingen

gik til den løn. Nu bliver mindstelønnen

vigtig, fordi mestrene bare

kan ansætte udlændingene til mindsteløn,

siger han.

11

verne betalte lav løn og henviste

deres ansatte til at supplere op med

sociale ydelser.

- Problemet er, at tre gange svensk

børnebidrag svarer til en normalløn

i mange af de nye EU lande.

Hvis man ikke ser det i øjnene, så

lukker man øjnene for virkeligheden,

sagde hun.

Regeringens frygt for social turisme

fik flere af de andre partier til

at anklage socialdemokraterne for

at flirte med fremmedfjendske kræfter.

Fra venstrepartiet beskyldte man

regeringen for at spille på strenge

der ikke burde findes i den svenske

lyre. Og Centerpartiet beskyldte

ledende politikere for at have spredt

fordomme, som har åbnet døren

for en fremmedfrygt, som ikke fandtes

før.

omstændigheder have vetoret til

at afvise at en underentreprenør

kommer ind på en opgave.

- Det er gennem de skærpelser på

arbejdsmarkedet, at vi kan modvirke

løndumping og diskriminering

af udenlandsk arbejdskraft.

Det er længe siden, vi har haft et

flertal i Rigsdagen med så radikale

forslag til styrkelse af de faglige

rettigheder, siger et af venstrepartiets

Rigsdagsmedlemmer, Camilla

Jansson.

Tag det alvorligt

- Det bliver fagbevægelsen, som

kommer til at rage de kastanjer ud.

Men fagbevægelsens ledelse er hoppet

med på, at det ikke er noget

problem. Det betyder, at vi ikke

står samlet om at løse det. Vi skal

tage det alvorligt og tage udgangspunkt

i, at der kan komme mange,

siger Thomas Larsson.

Han mener, at der bliver brug

for masser af opsøgende arbejde på

byggepladserne.

- Vi skal forberede medlemmerne

på, hvad der kan komme til at

ske. Vi skal have gang i en dialog,

så medlemmerne får skærpet deres

opmærksomhed, siger han.

- Og så skal vi have øget det internationale

arbejde, det har vi ikke

rigtigt prioriteret før. Vi skal forberede

de polske og baltiske arbejdere

på, hvad det vil sige at arbejde

i Danmark, siger Thomas Larsson.

TIB’s ungdomsudvalg er selv i

gang med at forberede et samarbejde

med polske bygningsarbejdere.

Gennem gensidig udveksling og

besøg vil de i dialog med de polske

kolleger.

- Vi håber vi kan bidrage med

gode ideer til, hvordan de kan inddrage

de unge i det faglige arbejde,

siger Thomas Larsson.


12

Arbejdsløshedskontor

Velkommen

med forbehold

Østborgerne kan diskrimineres i de næste syv år

Den frie bevægelighed for arbejdskraften

eller den ”vandrende arbejdskraft”,

som det hedder i EU jargon

er et af slagnumrene i EU samarbejdet.

Bevægelighed for arbejde og

kapital er den grundlæggende idé

og motor for Unionen.

Friheden til at bevæge sig og søge

arbejde i hele EU er et vigtigt

symbol for borgerne i de nye østeuropæiske

medlemslande. Derfor

er det noget af en kold spand vand,

at 13 ud af 15 af de gamle EU lande

smækker døren i for østeuropæerne

i samme øjeblik, som de bliver

medlem af Unionen.

De fleste EU lande indfører forskellige

former for overgangsordninger,

som begrænser eller helt

udelukker østeuropæerne fra de

vestlige arbejdsmarkeder. Hårdest

går de frem i Tyskland og Østrig,

som helt lukker af for østarbejdere

de første syv år.

Muligheden for at lave overgangsordninger,

er aftalt i den udvidelsestraktat,

som er det juridiske

grundlag for udvidelsen. Her fremgår

det, at de gamle lande i op til

syv år, kan lave særregler fra folk fra

de nye medlemslande fra Østeuropa.

Aftalen om overgangsordningen

gælder ikke for Cypern og Malta.

Danske regler

Tidligere statsminister Poul Nyrup

og efterfølger Fogh har ellers begge

forsikret, at de nye EU borgere var

velkomne fra dag et. Men sådan er

det ikke gået, alt som dagen for

udvidelsen er kommet nærmere, har

de gustne overlæg og frygten for at

Dansk Folkeparti skulle score på

udvidelsen vokset. Derfor har et stort

flertal i Folketinget indført overgangsordninger,

som siger ja til østeuropæisk

arbejdskraft men på betingelser,

som stiller dem dårligere

end andre EU borgere.

I modsætning til alle andre EU

borgere, så skal arbejderne fra øst

have en arbejdstilladelse, de skal

arbejde på overenskomstmæssige

eller ”sædvanlige” vilkår, og de skal

have fuldtidsarbejde.

Samtidig med kravet om arbejdstilladelse,

så er de samtidig udelukket

fra en hel række sociale ydelser,

som andre EU borgere har adgang

til. De får ikke adgang til dagpenge,

socialhjælp eller arbejdsløshedsdagpenge.

Hvis de bliver fyret, må

de blive seks måneder for at søge

arbejde, men de skal forsørge sig

selv, uanset om de i øvrigt opfylder

betingelserne for f.eks. dagpenge.

De skrappe regler har fået Ungarn

og Polen til at svare igen med

tilsvarende begrænsninger for arbejdere

fra vest, der søger arbejde.

Intet problem

Samtidig med at de gamle lande

bygger et nyt jerntæppe, som skal

holde de nye EU borgere ude fra

deres arbejdspladser og væk fra deres

sociale ordninger, så forsikrer

”Vi kan sove roligt om natten”

siger beskæftigelsesminister Claus

Hjort Frederiksen

de ansvarlige og eksperterne, at der

slet ikke er noget problem. I et væld

af migrationsstudier, som vurderer,

hvordan strømmen af arbejdskraft

vil gå efter udvidelsen, gentages det

som med én mund, at der bliver

tale om et meget begrænset antal

østeuropæiske arbejdere. Dem der

kommer vil først og fremmest komme

som sæsonarbejdere i byggebranchen

og landbruget, lyder vurderingen.

Invasionen udebliver, og der er

hverken grund til stor bekymring

over løntrykkeri eller social turisme,

når EU udvider mod øst, konkluderer

f.eks. to forskere fra Dansk

Institut for Internationale Studier

(DIIS), der har gennemgået de seneste

års forskning i forbindelse

med udvidelsen.

Ifølge EU-forskerne Anne Mette

Vestergaard og Catharina Sørensen,

kan Danmark højst forvente

at tage imod 2000 vandrende arbejdstagere

fra øst årligt i de første

år efter udvidelsen. Det forholdsvis

lave tal skal ses i forhold til, at

de gamle EU lande samlet set kan

forvente mellem 140.000 og

240.000 migranter om året fra de

nye EU lande.

De to forskere mener, at problemet

nærmest er det modsatte, nemlig

at, Danmark kan få svært ved at

tiltrække de højtuddannede østeuropæere,

som vi har ”brug” for.

Syv år?

I debatten omtales overgangsordningerne

hele tiden som en syvårsregel,

den lange overgangstid er med

til at forstærke indtrykket af, at der

er god tid, og vi kan ”sove roligt

om natten”, som beskæftigelsesminister

Claus Hjort har formuleret

det. Men overgangsordningerne skal

ifølge EU reglerne vurderes undervejs.

Så i virkeligheden er der tale

om en to årig periode, som hvert

land kan vælge at forlænge i første

omgang med tre år, og i sidste ende

med to år mere.

Vandrende

arbejdstagere

Fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft, det er det fundament, som

den europæiske union er bygget på. Det er selve det store indre marked,

der her er på spil. Men i praksis har det vist sig, at være mere end

vanskeligt at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det viser de mere

end 400 sager, som EF domstolen i årenes løb har afgjort om den ”vandrende

arbejdskraft”, som det poetisk kaldes på EU sproget.

EU reglerne om den vandrende arbejdskraft skal ganske enkelt sikre,

at EU borgere kan slå sig ned og arbejde i hvilket som helst EU land, uden

at være stillet ringere end borgerne i værtslandet.

I princippet, skal en EU borger have ret til samme ydelser, som borgerne

i værtslandet, og samtidig skal man kunne bevare de rettigheder, man

har med sig fra andre EU lande. F.eks. er folkepension betinget af, hvor

længe man har boet i et land, derfor sikrer reglerne for vandrende arbejdstagere,

at man kan tage sin anciennitet med sig fra land til land, så man har

ret til pension, uanset i hvilket EU land man har arbejdet i.

To systemer

Det er ikke muligt at forskelsbehandle på grundlag af statsborgerskab.

Det danske velfærdssystem er som hovedregel skattefinansieret, det betyder,

at alle danske statsborgere, som opfylder lovens betingelser, er

berettiget til ydelserne. De fleste andre EU-lande baserer i varierende

omfang deres systemer på forsikrings-ordninger, hvor sociale bidrag fra

arbejdsgivere og lønmodtagere finansierer velfærdsydelserne.

I den danske debat har man hidtil afvist, at EU reglerne betyder et pres

på det sociale system i Danmark. Men udvidelsen har fået politikerne på

andre tanker.

De detaljerede regler er fastlagt i EU’s forordning 1408/71 om koordinering

af social sikring i EU. I en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe

fra april 2003 gennemgås det komplicerede regelsæt. Udvalget

peger på tre områder, der kan være „sårbare over for utilsigtet brug“, som

det hedder. Men samtidig slår embedsmændene fast, at „mulighederne

for at imødegå utilsigtet brug er relativt begrænsede inden for de gældende

rammer.“ De tre „særligt sårbare“ områder er (citeret efter rapporten):

Kontanthjælpsområdet. Arbejdstagerbegrebet er meget bredt efter EFdomstolens

praksis og status som arbejdstager giver ret til kontanthjælp

til personer, som ikke fuldt ud kan forsørge sig selv.

Børnepasningsorlovsydelsen kan tages med ud af landet.

Dagpenge ved sygdom, fødsel og adoption. Der opnås hurtigt (efter et

kort arbejdsforhold) ret til ydelserne, og de kan tages med ud af landet.

Derudover vurderes udvalget, at også dagpengeydelser ved arbejdsløshed

og social pension kan give mulighed for „utilsigtet brug“.

Social turisme

Én ting er imidlertid at muligheden for misbrug eksisterer, noget andet er,

om den faktisk bliver benyttet. Problemet har i princippet eksisteret lige

siden Danmark trådte ind i EF i 1972. Indtil nu har det ikke givet anledning

til „social turisme“, også selv om mange frygtede det, da Spanien, Portugal

og Grækenland blev optaget i 80’erne.

Tværtimod kunne man sige, EU har taget flere initiativer for at fremme

mobiliteten af arbejdskraften. Det bekymrer EU-Kommissionen, at der i år

2000 f.eks. kun var 225.000 der flyttede adresse mellem to EU lande, det

er 0,1 procent af den samlede befolkning. Hos forbilledet USA var der

knap seks procent af befolkningen, der i 1999 flyttede fra en delstat til en

anden.

Trods de tørre tal, som nærmest kalder på initiativer for at få gang i

vandringen, så har regeringen indgået et bredt forlig, der skal hindre både

social turisme og løndumping.

Regelsættet kan indføres for en periode af 2 år med mulighed for

forlængelse i 3 år mere og yderligere to år, hvis der er risiko for „alvorlige

forstyrrelser“ på arbejdsmarkedet.

Men i 2011 vil princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed under

alle omstændigheder skulle gælde for såvel nye som gamle EU-lande.

Men forlængelserne kan ikke ske

automatisk. Hvert land skal vurdere,

hvordan reglerne virker, og

om der er behov for forlængelse.

Hvis overgangsordningerne skal forlænges

udover de fem år, så kræver

det, at der er ”alvorlige forstyrrelser

på arbejdsmarkedet” eller risiko

for det, hvis et land åbner helt

op.

Forligspartierne har aftalt at følge

udviklingen nøje og efter to år

tager de stilling til, om særreglerne

skal forlænges eller eventuelt justeres.

Men der er en fælles forventning

i forligskredsen til, at overgangsordningen

forlænges.

Seler og livrem

Beskæftigelsesminister Claus Hjort

Frederiksen, mener, at de danske

overgangsregler er fair:

- Den er fair overfor de nye lande,

fordi vi åbner op for reelle jobs

Fri bevægelighed

for arbejdstagere

i EU er

svært i praksis

til deres borgere. Og den er fair

over for arbejdsmarkedets parter,

fordi det skal ske på sædvanlige vilkår,

siger han.

- Selvom det ikke ser ud til, at

der bliver store problemer, så har vi

valgt at være på den sikre side og gå

med både livrem og seler. Det er

svært at vide præcist, hvad der sker.

Nogle vil måske forsøge at udnytte

de store lønforskelle, det ønsker vi

ikke at udvidelsen skal bruges til.

Der skal være ordnede forhold for

arbejdstagere fra de nye lande, siger

Claus Hjort Frederiksen.

Han ser overgangsbestemmelser

som en hjælpende hånd til arbejdsmarkedets

parter.

- I Danmark er det op til arbejdsmarkedets

parter at sikre ordnede

forhold på arbejdsmarkedet.

Men vi har valgt at give parterne en

hjælpende hånd i den her situation,

siger han.


Skuffede østlande

Nye EU-lande kræver åbne grænser for østeuropæere,

der vil arbejde i vest

Hvad nytter en forfatning for alle

europæere og en fælles indsats for jobskabelse,

når millioner af unionsborgere

i de kommende år forhindres i at

leve og arbejde, hvor de vil?

Det spørgsmål forsøgte en række

central- og østeuropæiske ledere

at presse ind i debatten på EU-topmødet

i marts, hvor både forfatningsforhandlinger

og beskæftigelse

var på dagsordenen.

Østlandene er skuffede over, at

samtlige gamle EU lande minus

Irland og Sverige har smækket døren

mere eller mindre hårdt i for

deres borgere. Tiltrædelsestraktaten

giver mulighed for syv års overgangsperioder,

hvor de gamle lande har

lov til at stille de nye landes borgere

dårligere end alle andre unionsborgere.

Skuffelse og vrede

- Konklusionerne fra dette topmøde

prædiker om fordelene ved arbejdskraftens

frie bevægelighed -

men det, vi ser, er noget andet, sagde

Tjekkiets regeringsleder, Vladimir

Spidla efter topmødet.

Polens kommende EU-kommissær,

Danuta Hübner, advarer om,

at netop begrænsningerne risikerer

at få folk til at stemme nej ved folkeafstemningerne

om en EU forfatning.

- Vi er enormt skuffede! Der er

ingen som helst økonomisk retfærdiggørelse

af denne forventning om

store strømme med millioner af

polakker og ungarere, der skulle

invadere arbejdsmarkederne, siger

Hübner.

Hun forventer, at langt de fleste

polakker vil blive hjemme også efter

1. maj. Men princippet om, at

man som EU-borger har ret til at

leve og arbejde, hvor man vil, er af

stor betydning.

- Specielt blandt vore unge mennesker

udgør den frie bevægelighed

for varer, personer, kapital og

tjenesteydelser selve symbolet på det

indre marked, som vi nu skal være

en del af. Når man begrænser den,

så er det for mange mennesker et

signal om, at Polen bliver et andenklasses

EU-land, siger Danuta Hübner.

Ungarn og Polen svarer igen

Få dage før udvidelsen trådte i kraft

besluttede Polen, at indføre overgangsordninger

for borgere fra de

gamle EU lande, som har begrænset

den frie bevægelighed.

Den ungarske regering er også

besluttet på at svare igen med de

samme midler. Ungarn vil vedtage

overgangsordninger, som rammer

EU borgere på samme måde, hvis

de vil arbejde i Ungarn.

Ferenc Persányi, attaché ved den

ungarske ambassade i Danmark siger,

at det ungarske parlament ikke

har vedtaget lovgivningen endnu,

men han forventer, at den vil blive

tilsvarende de overgangsregler, som

hvert enkelt EU land vedtager for

ungarske borgere. Så danskere kan

se frem til samme behandling, som

vi byder ungarske arbejdere.

- Der ser ud til at være en tendens

til, at nogle af de gamle EU

lande ikke lever op til forventningerne

og i nogle tilfælde ikke op til

de forpligtigelser, som landene har

indgået under tiltrædelsesforhandlingerne,

siger Ferenc Persányi.

Han henviser til de ”kontraktlige

forpligtigelser,” som landene har

skrevet under på i en af de mange

erklæringer, som er knyttet til tiltrædelsestraktaten.

I erklæringen lover de ”gamle”

EU lande, at de dels vil bruge overgangsordningerne

fleksibelt og differentieret,

men også bestræbe sig

på at øge ungarernes adgang til arbejdsmarkedet.

Hvis landene levede

op til erklæringen skulle beskæftigelsesmulighederne

øges væsentligt

for ungarerne efter optagelsen.

Samtidig lover landene, at de vil

arbejde for at fjerne særreglerne og

indføre de almindelige EU regler,

så hurtigt som muligt.

- Ungarn forstår de nuværende

medlemslandes bekymring for at

undgå misbrug af deres sociale systemer.

Men restriktionerne burde

gennemføres på en ikke diskriminerende

måde, sådan som EU reglerne

foreskriver det, siger Ferenc

Persányi.

- Vi er overbevist om, at frygten

for en stor migration af arbejdere

er grundløse. Hverken historien eller

den nuværende situation retfærdiggør

forventninger om, at der vil rejse

mange ungarske arbejdere, siger han.

Han henviser til, meget lave tal

for immigration fra Ungarn. Arbejdsløsheden

er lav (5,5 procent),

økonomien voksede med 2,9 procent

sidste år.

- Så der er intet i situationen,

der tilskynder ungarerne til at rejse,

siger Ferenc Persányi.

EU landenes erklæring om hurtig

normalisering af forholdene for

de ungarske arbejdere, er gentaget

ordret over for hvert enkelt af de

nye landes regeringer. Men det ser

foreløbig ikke ud til at være det papir

værd, som det er skrevet på.

Ingen grund

til panik

Overgangsordningerne for østeuropæerne er dybt problematiske,

mener lektor Anette Borchorst.

- Det er for sent at lukke af nu!

EU’s regler for fri bevægelse for arbejdstagere

kan man ikke ændre,

der er kun overgangsordningerne

at forhandle om, siger lektor Anette

Borchorst, Ålborg Universitet.

Hun undrer sig lidt over, at diskussionen

om de sociale ydelser kommer

nu i forbindelse med EU udvidelsen.

- Indtil nu har alle danske regeringer

afvist, at europæiseringen kan

føre til et pres på de sociale udgifter,

fordi man kan tage ydelserne

med sig ud af landet. Det er først

nu i forbindelse med udvidelsen,

at der er lukket op for diskussionen,

siger hun. Men der er for så

vidt ikke sket så meget nyt siden

2000, hvor debatten blev afvist.

En embedsmandsgruppe på tværs

af ministerierne har især peget på

tre områder, hvor der er risiko for

misbrug, hvis mobiliteten øges efter

udvidelsen. Det gælder kontanthjælp,

børnepasningsorlov og dagpenge

ved sygdom, fødsel og adoption.

Indtil nu er der kun ca. 500

mennesker, der har benyttet sig af

de muligheder, som EU reglerne

åbner for at tage ydelser med ud af

Danmark.

På baggrund af arbejdsgruppens

rapport har et stort flertal i Folketinget

vedtaget overgangsregler for

borgerne fra de nye EU lande i

Østeuropa. I op til syv år kan de

udelukkes fra at modtage en række

sociale ydelser i Danmark, ydelser

som alle andre EU borgere ellers

har ret til.

Anette Borchorst mener ikke at

overgangsreglerne er rimelige:

- Det er dybt problematisk, de

mennesker der er her, må man sørge

for at sikre ordentligt. Har man

sagt A, må man også sige B, og

Danmark har været primus motor

for udvidelsen. Så er det ikke rimeligt

at slå bremserne i nu. Det er

ikke særlig flatterende, at vi ikke er

klar til at tage konsekvenserne af

de skridt, vi har taget i EU, siger

Anette Borchorst.

Sammen med Peter Abrahamson

har hun netop bidraget til bogen

”13 udfordringer til den danske

velfærdsstat”, med et kapitel om

”Den danske velfærdsstats europæiske

udfordringer”.

Anette Borchorst har længe peget

på, at EU’s regler for fri bevægelighed

og EU domstolens praksis

påvirker det sociale system i

Danmark.

- Der har været tale om en gradvis

udvikling af vandrende arbejds-

tageres rettigheder, og den udvikling

vil fortsætte. Det nye er, at politikerne

er begyndt at tale om det,

de ellers i mange år har benægtet,

at EU spillede en rolle for, hvordan

vi indretter velfærdsstaten, siger hun.

Begrænset tilstrømning

- Der kommer et pres på det sociale

system. Men der er ingen grund

til panik på grund af udvidelsen.

Jeg tror ikke tilstrømningen fra

Østeuropa bliver særlig stor. Men

det er vigtigt at understrege, at det

ikke blot er et spørgsmål om hvor

mange arbejdstagere, der flytter sig.

En enkelt borger, der klager til EFdomstolen,

er nok til at ændre hele

systemet, hvis Domstolen giver klagerne

ret, siger Anette Borchorst.

Hun henviser til efterlønssagen

som det klassiske eksempel på, hvordan

EU’s regler har ført til tilpasning

af de sociale ordninger:

Anette Borchorst

- Nyrup vidste udmærket, at efterlønnen

var populær, så når den

blev ændret på en nat, så hang det

sammen med, at Kommissionen var

på vej med en retssag mod Danmark

om efterlønnen, siger hun.

Baggrunden var, at tre tyske borgere

havde klaget over, at de ikke

kunne få adgang til efterlønnen. Det

udløste en såkaldt åbningsskrivelse

til Danmark fra Kommissionen, som

er første skridt mod en sag ved

Domstolen. Regeringen valgte i al

hast og uden forudgående politisk

debat at indføre et kontingent for

efterlønsordningen, som betyder, at

den ikke er til rådighed for borgere,

der ikke har betalt til den.

Åbne grænser påvirker

- Påvirkningen er der, når man åbner

grænserne. De universelle ydelser

er baseret på et system, hvor ydel-

13

serne er bundet til et relativt lukket

system, og det styrkes af den demokratiske

legitimitet i det nationale

demokrati. Men logikken i hele

det europæiske projekt bygger på

idéen om bevægelighed, der skal

sikre at mennesker kan flytte rundt

i EU uden at miste rettigheder, siger

Anette Borchorst.

- Omfanget af sociale rettigheder

er vokset hele tiden. Reglerne om

”eksportabilitet” af ydelser er blevet

udstrakt til flere og flere ydelser, og

det omfatter flere og flere personer.

I starten var det kun de vandrende

arbejdstagere, nu omfatter det familiemedlemmer

og studerende. Og

den trend vil fortsætte, det er Kommissionens

strategi at sikre sociale

rettigheder for borgerne, uanset hvilket

EU land de bor i.

- Det rejser nogle dilemmaer i

forhold til vores velfærdsmodel. Den

er ikke truet men udfordret. De

universielle ordninger, som især har

karakteriseret den danske velfærdsmodel,

er under pres, siger Anette

Borchorst.

Demokratiet flytter i retten

I årenes løb har EF-domstolen afgjort

mere end 400 sager, som handlede

om borgernes ret til forskellige

ydelser i andre lande. Det er

udtryk for at Domstolen og Kommissionen

forsøger at blive nærværende

for den enkelte borger, samtidig

med at man ønsker at øge

mobiliteten.

- Der er meget lidt opmærksomhed

om domstolens afgørelser i

Danmark. Og det på trods af, at

afgørelserne, også når dette gælder

sager fra andre medlemslande, ofte

har principiel betydning og dermed

får stor rækkevidde. Når Kommissionen

satser så stærkt på at EU

giver borgerne rettigheder, så er en

af konsekvenserne, at der sker en

retsliggørelse af socialpolitikken,

siger Anette Borchorst.

Og den udvikling har både positive

og negative sider:

- På plussiden tæller, at individuelle

borgeres rettigheder sikres,

men det har også den konsekvens,

der ikke er ubetinget positiv, at der

sker en forskydning fra det politiske

til det juridiske. Det sætter den

demokratiske kontrol ud af kraft.

Til den negative side hører også en

udvikling mod amerikanske tilstande,

hvor konflikter om fordelingspolitik

behandles ved domstolene

frem for f.eks. via politiske løsninger.

Der sker et skred, så diskussionen

om velfærd flyttes fra den politiske

og demokratisk proces til en

retslig. Det er ikke fremmende for

den demokratiske samtale, at den

foregår i retssalen, siger hun.


14

Vesten

svigter

Østeuropa

Overgangsordningerne er usolidariske, mener Henning Jørgensen,

direktør for Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI) i Bruxelles

Når de gamle EU lande alle på nær

Irland og Sverige laver overgangsordninger,

som smækker døren i

for de nye landes borgere, så svigter

de Østeuropa. I stedet skulle de have

sat ind med en massiv ”marshall”

hjælp til den østeuropæiske fagbevægelse

for at bringe den på fode,

det mener direktøren for Det Europæiske

Fagforeningsinstitut (ETUI)

i Bruxelles, Henning Jørgensen.

Han er ikke glad for de overgangsordninger,

som man har vedtaget

i Danmark.

- Det er ikke solidarisk, hvis man

vil noget med det indre marked og

det sociale Europa, så gælder det

om ikke at sætte kunstige skel mellem

forskellige grupper. Overgangsordningerne

er en politisk diskriminering,

som man ikke kan have

meget til overs for, siger han.

- Det risikerer vel også at føre til

modsætninger på arbejdspladserne?

- Ja, det er noget man må forholde

sig til og diskutere, om der

ikke er brug for ændringer, siger

Henning Jørgensen.

- De gamle EU lande svigter de

nye, udvidelsen er den største ændring

i mange årtier. Der havde været

brug for en Marshall hjælp til at

fremme den faglige organisering og

den sociale dialog. Så man havde

støttet en udvikling, der nærmede

sig de vestlige forhold. Så østlandene

ikke i mange år skal være hæmmet

af mangel på en ”infrastruktur”

for den sociale dialog og mangel

på organisationer og strukturer,

som kan føre EU bestemmelserne

ud i livet.

Udtrykket den ”sociale dialog”

er EU sprog, og dækker over den

rolle, som arbejdsmarkedets parter

spiller, både når det gælder deres

indbyrdes forhandlinger og deres

indflydelse på lovgivningen.

Katowice, hvor kulminer, stålværker og katolske kirker præger landskabet

- Fagbevægelsen har ikke haft en

organisk udvikling i Østeuropa. Det

er utroligt svage fagforeninger med

meget ringe autoritet. Det er et kæmpe

hoved uden krop, på branche og

virksomhedsniveau er de meget svage.

At få ændret deres rolle fra at

være konserverende, som de var før

murens fald, til at være fornyende

kræver en kraftanstrengelse. Det må

de have hjælp til, og det har vi ikke

givet dem, siger Henning Jørgensen.

Socialt underskud

Østudvidelsen er hverken en trussel

mod arbejdspladserne eller økonomien

i Danmark, mener han.

- Nu har kapitalismen fået lov at

rase rundt i 14 år i øst. De har tabt

4 millioner arbejdspladser på kapitalistisk

modernisering. Så østudvidelsen

ser jeg som en integration

af de mindre udviklede dele af Europa

for at bringe kapitalismens destruktive

kræfter under kontrol, siger

Henning Jørgensen.

- Det sociale underskud der er,

er opstået på grund af et pres fra de

kapitalistisk styrede organisationer

som valutafonden, og så har kravet

om at leve op til ØMU kriterierne

ført til sociale nedskæringer. Endelig

har finansmarkederne spekuleret

vildt mod de østeuropæiske valutaer,

det er der ikke skrevet meget

om, men det har været med til

at forværre deres situation, siger han.

Men trods det er der grund til

optimisme på østlandenes vegne,

mener Henning Jørgensen.

- Deres sociale system er ikke så

ringe, som mange tror. På grund af

den kommunistiske fortid er der

f.eks. bedre barselsordninger m.m.

end i mange af de gamle EU lande,

siger han.

- Selvom de har høj arbejdsløshed,

så er der samtidig en kraftig

vækst i produktiviteten og i lønningerne.

I Ungarn steg lønnen med

50 procent på to år. Og købekraften

kan ikke sammenlignes umiddelbart,

f.eks. har fem af de otte

lande en købekraft for deres løn

som er højere end Portugals. Så

presset fra arbejdskraften i øst vil

mindskes, så jeg ser ingen grund til

den frygtsomhed, som mange har,

siger Henning Jørgensen.

Han ser i stedet et Østeuropa,

der er i fuld gang med deres anden

moderniseringsbølge siden murens

fald:

- Lavtlønsjobbene flytter fra

Østeuropa og længere mod øst. Nu

bliver det højværdi produktion, som

flytter til østlandene. Nogle af de

store vestlige multinationale investerer

og lægger deres forskningsog

udviklingsafdelinger der. Der er

en trafik af arbejdspladser ud af

Europa, men der kommer nye til,

og dem kan de opfange i de nye

EU lande, siger Henning Jørgensen.


Holdninger i

Folketinget

Unikt instrument

Overgangsordning sikrer fagbevægelsens muligheder, mener SF’s Ole Sohn

Ole Sohn

SF er med i forliget om overgangsregler

for vandrende arbejdstagere

fra de nye EU lande.

Nogle kritiserer ordningerne for

at at være usolidariske, men den

kritik kan Ole Sohn ikke nikke genkendende

til:

- Tværtimod er de udtryk for

solidaritet både med danske lønmodtagere

og lønmodtagerne fra

øst. Det giver dansk fagbevægelse

et unikt instrument til at sikre, at

de vandrende arbejdstagere fra de

nye lande kommer herop på overenskomstmæssige

vilkår, siger han.

- Vores udgangspunkt har været,

at de skulle være velkomne fra

dag ét, samtidig med at det skulle

sikres, at de ikke udsættes for et

pres for at blive løntrykkere. Overgangsordningerne

er en garanti for,

at de danske overenskomster ikke

undergraves, siger Ole Sohn.

- Du frygter ikke de bliver 2. klasses

arbejdere og står svagere overfor

arbejdsgiverne fordi de f.eks. ikke kan

få dagpenge, hvis de fyres men må

rejse hjem?

- De ryger ikke ud, men det ligger

i ordet at der er tale om overgangsregler.

De er lavet for at sikre,

at de arbejder her på overenskomstmæssige

vilkår. Det er det afgørende,

og så har Danmark et unikt

socialt system i EU, som det ikke

er i nogens interesse at undergrave.

Derfor er det en falsk problemstilling.

Pointen er, at de er omfattet af

danske overenskomster og får den

sikkerhed, det giver, siger Ole Sohn.

Usolidariske

overgangsordninger

- De overgangsordninger er hverken

solidariske overfor østarbejderne

eller overfor danske arbejdere, siger

Søren Søndergaard, folketingsmedlem

for Enhedslisten. Partiet

er ikke med i det brede forlig, som

har aftalt at arbejdere fra de nye

EU lande, ikke kan komme og arbejde

på samme vilkår som alle andre

EU borgere.

- Aftalen betyder, at østarbejder-

Legale og illegale

- Overgangsreglerne sikrer at de

danske regler gælder, og at man kan

skelne mellem illegal og legal arbejdskraft.

Vi har stået i en stigende

kamp mod illegal arbejdskraft,

nu får de faglige organisationer og

politiet instrumenter til at sætte ind

overfor den illegale arbejdskraft, siger

han.

- Hvis vi ikke havde lavet overgangsordninger,

så kunne vi enten

have lukket helt af for arbejdskraft

i syv år, det ville have været dybt

usolidarisk. Eller vi kunne have ladet

stå til og overladt det til fagbevægelsen.

Det havde ført til et virvar

og kaos, som ingen ville have

en chance for at kontrollere. Så i

forhold til fagbevægelsen giver overgangsreglerne

nogle unikke redskaber

til at sikre overenskomstmæssige

forhold. Det er afgørende, at vi

byder dem velkommen til at arbejde

her på overenskomstmæssige

vilkår, siger Ole Sohn.

Det er usolidarisk overfor både østarbejdere og danskere, mener Enhedslistens Søren Søndergaard

Søren Søndergaard

ne bliver stillet elendigt på arbejdsmarkedet,

og det vil føre til løntrykkeri.

Selvom du har en i et sjak,

som får samme løn. Så er han ringe

stillet, hvis han bliver fyret. Han

kan hverken få understøttelse eller

bistand, han får kun et spark i røven.

De udenlandske arbejdere får

ingen glæde af at stå i A-kassen,

derfor bliver de svære at organisere.

- Der bliver en gruppe på arbejdspladsen,

som af frygt vil acceptere

arbejdsvilkår, som er ringere,

fordi de ikke har noget sikkerhedsnet.

Det vil i første omgang gå

ud over østarbejderne, men i næste

omgang vil det ramme danskerne.

Det vil svække sammenholdet og

den faglige kamp, siger Søren Søndergaard.

Andre muligheder

Han mener, at det var en fejl at

indgå aftalen med regeringen om

særregler for østarbejdere:

- Det var dumt at indgå aftalen,

fordi der var alle muligheder for at

presse regeringen. De ville have forfatningstraktaten

igennem, derfor

var der muligheder. Det burde man

Et stort flertal i Folketinget vedtog de danske

overgangsregler, men hvordan ser

lønmodtagerpartierne egentlig på aftalen og

hvad der videre skal ske med den?

have brugt til nogle strategiske forbedringer,

f.eks. kunne man have

afskaffet blokade cirkulæret og forbedret

mulighederne for faglig

kamp, sådan som man har valgt at

gøre i Sverige. Det er den eneste

mulighed, for når overgangsordningerne

falder væk senest om syv år,

så er det den eneste mulighed for

fagbevægelsen, siger han.

Enhedslisten stillede en stribe

ændringsforslag under Folketingets

behandling af aftalen.

- Når aftalen skal revideres, så

kunne man bruge nogle af de forslag

vi har stillet, f.eks. at østarbejdere,

der har optjent ret til dagpenge

fra en A-kasse også kan få det,

siger Søren Søndergaard.

- Vi er i gang med at lave et EU

med A og B medlemmer, det gælder

landbrugsstøtten og det gælder

de vandrende arbejdstagere. Vores

linie er, at når folk er med, så må de

have lige rettigheder, at lave en klub

hvor der ikke er lige rettigheder og

så tale om solidaritet i skåltalerne,

det er at stramme den lige lovligt

meget, siger Søren Søndergaard.

Det er

virkelig

solidaritet

Overgangsordninger sikrer østarbejdere ordentlige vilkår,

mener Bjarne Laustsen

Bjarne Laustsen

Den socialdemokratiske næstformand

for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg,

Bjarne Laustsen afviser,

at overgangsordningerne for

arbejderne i de nye østlande er usolidariske

og diskriminerende.

- Alle borgere fra de nye østlande

kan komme og arbejde. Det vi

sikrer med ordningen er, at de får

en ordentlig hyre, hvis de skal være

på det danske arbejdsmarked, siger

han.

Bjarne Laustsen mener, det er

rimeligt, at de vandrende arbejdstagere

fra øst er afskåret fra at få del

i nogle af de danske sociale ydelser:

- De kan få alle ydelser, men det

er fornuftigt at hindre social turisme,

hvor de kan få ydelser efter få

dage i landet, siger han.

- Men selvom f.eks. en polsk tømrer

opfylder alle regler for arbejdsløshedsdagpenge,

så er han afskåret fra

dem?

- De kan ikke få danske arbejdsløshedsdagpenge,

men de kan få

dagpenge fra deres eget land. Der

er så stor forskel på niveauet, at det

er rimeligt. Det er fair nok, der er

altid overgangsordninger, når der

kommer nye lande med i EU. Alle

lande har specielle forhold, vi hav-

15

de med sommerhuse, og svenskerne

har deres snus. Vi har valgt at

overvåge arbejdsmarkedet, siger

Bjarne Laustsen.

- Nogle i fagbevægelsen frygter, at

de østeuropæiske arbejdere bliver 2.

klasses borgere, fordi de står svagere

overfor arbejdsgiveren og derfor vil

have sværere ved at deltage i en konflikt.

De bliver jo sendt hjem, hvis de

bliver fyret?

- Det er prisen, men der er ikke

noget i vejen for, at de kan deltage

i en konflikt for bedre løn. Hvis

den vindes, så vil de jo også få glæde

af resultatet, siger han.

Alle lande behandles ens

Selvom de gamle EU lande højtideligt

har erklæret, at de vil bruge

overgangsreglerne fleksibelt og differentieret

i forhold til hver enkelt

land, så mener Bjarne Laustsen, at

det er rimeligt, at landene behandles

ens, når der eventuelt skal skrues

på ordningen.

- Vi laver en overvågning af arbejdsmarkedet

i forligskredsen, og

jeg tror, der er flere danskere der

rejser ud end omvendt. Der er et

diskriminerende element i reglerne,

men vi må alle tvivlsspørgsmål

til livs. I forligskredsen har vi både

mulighed for at stramme og slappe

reglerne, men jeg forventer de føres

videre også efter de første to år,

siger han.

- Husk, alle borgere kan komme,

der er ingen begrænsninger, vi

sikrer, at ingen bliver trynet af arbejdsgiverne.

Hvis vi ikke havde

lavet overgangsordninger, så var de

kommet herop uden at nogen havde

taget sig af, hvordan de bliver

behandlet, som man ser med mexicanere

i USA. Vi har sikret, at de

får ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Det er ikke at diskriminere,

det er at tage hånd om dem, og det

er virkelig solidaritet, siger Bjarne

Laustsen.


INDHOLD Den svenske løsning

- en bedre vej

Hjem til Europa 2

Paradis forude 4

Polen og Vesteuropa 5

Et socialt minefelt 6

Uden kul går det ikke 6

Unge i Slesien 6

Uden økonomisk politik 6

sakker vi agterud 7

Mod magtens 7

arrongance 7

Broget dansk billede 8

Landbrug vil have 7

billig arbejdskraft 8

Polske stuepiger 9

Faglig førstehjælp 9

EU burde støtte fagbevæ- 9

gelsen i de nye lande 10

Sverige opgiver 10

forskelsbehandling 11

Velkommen 10

med forbehold 12

Ingen grund til panik 13

Vesten svigter 14

Folketinget mener 15

LÆS MERE OM EU-FAGLIGE SPØRGSMÅL

www.eufagligt.dk

Der blev ikke sparet på festfyrværkeri og skåltaler, da EU fejrede udvidelsen 1. maj. Men allerede inden glassene blev

tømt, var der mismod at spore i de nye medlemslande. Hvordan er realiteterne for de 70 millioner nye EU-borgere, som

blev budt inden for i Unionen?

For at vise en flig af den virkelighed, har vi besøgt

Polen, der som det absolut største af de nye lande

ØSTUDVIDELSEN a/s

også er vores nærmeste nabo. Besøget viste andre

billeder og andre konsekvenser af udvidelsen, end

dem vi er blevet præsenteret for i debatten. Især

hvis vi ser på, hvad udvidelsen betyder for arbejdsmarkedet

og den sociale udvikling.

Der tegner sig næsten et billede, hvor Østeuropa

kan ende med at få samme status overfor vesten,

som Mexico har i forhold til USA. De nye lande risikerer

at blive spist af med en rolle som leverandører

af billig arbejdskraft, til ugunst og under urimelige

vilkår for befolkningen i de nye lande, medens

de gamle EU stater spiller en harpesang om de økonomiske

fordele.

Det er stærke kapitalinteresser i EU, som har

presset på for at få indlemmet de nye lande som en

del af det indre marked for varer, kapital og arbejdskraft.

Men betingelserne for optagelsen var aldrig på

- faglig og moralsk debat lige vilkår mellem gamle og nye lande. Og betingel-

om det europæiske samarbejde serne har været meget ulig den situation, der blev

budt f.eks. Spanien og Portugal.

De 100.000 EU regler er knapt blevet oversat og

sat i kraft, før østlandene med deres forholdsvis svage administrative apparater skal efterleve dem. Mange

af landene har en ustabil politisk og administrativ kultur. Det betyder et meget let spil for en stærk EUstyring

af udviklingen i de nye lande, uden nogen garanti for, at der bliver taget hensyn til befolkningens

og landenes samlede behov for udvikling.

Danmark har et stort medansvar for den udvikling, både fordi vi gennem de sidste 10 år har arbejdet

aktivt for udvidelsen, men ikke mindst fordi vi har accepteret de barske betingelser for optagelserne. Den

nye EU-forfatning, som et flertal i folketinget umiddelbart støtter, vil sætte yderligere skub i den udvikling.

Udvidelsens konsekvenser for det danske arbejdsmarked har været diskuteret livligt. Fremmedfrygten

har stukket sit grimme ansigt frem i debatten, men den har også været præget af en frygt for social dumping

og løntrykkeri. Frygten førte til vedtagelsen af den såkaldte ”7 års aftale”, som skal være det sikkerhedsnet,

som skal føre det danske arbejdsmarked sikkert frem til det tidspunkt, hvor EU’s fælles regler endegyldigt

omfatter alle de nye borgere.

7-årsaftalen er en dårlig og usolidarisk løsning for alle parter. Dels fordi den ikke løser de problemer,

som er størst, nemlig sikring af danske overenskomstforhold ved udstationering og vikarbureauarbejde.

Dels er aftalen usolidarisk overfor arbejdere fra de nye lande, de stilles dårligere end alle andre EU borgere

og risikerer f.eks. hjemsendelse, hvis de mister deres arbejde. Reelt er problemet, hvad stiller vi op overfor

EU’s generelle regler, som vi senest om 7 år skal leve op til.

Svenskerne har valgt at åbne arbejdsmarkedet fra første dag men har samtidig sikret en lovgivning, der

styrker indsatsen overfor fusk med skattebetaling, udlicitering og enkeltmandsfirmaer. Samtidig indeholder

den svenske beslutning en række nye værktøjer for fagbevægelsen, som er en reel hjælp til at fastholde

overenskomster og aftaleforhold på arbejdsmarkedet.

Allerede om 2 år skal det danske folketing revurdere aftalen. Debatten er derfor vigtig, og kravet må være

at få erstattet aftalen med de nødvendige lovskridt, der skal til for at styrke fagbevægelsens rolle og hele

aftalestyringen af arbejdsmarkedet. I den kommende debat om den nye EU-forfatning vil det også være

oplagt at diskutere alternativer til reglerne om de vandrende arbejdstagere i den nye samarbejdsform mellem

alle lande i Europa. En samarbejdsform som må bygge på en større respekt for og styrkelse af nationalstaternes

rolle.

Fagbevægelsen mod Unionen

Østudvidelsen a/s – en faglig og moralsk debat om ansvaret for fremtiden. TILLÆG TIL NOTAT nr. 1124

Redigeret af Fagbevægelsen mod Unionen, www.eufagligt.dk, med støtte fra Nævnet vedr. EU-oplysning

Skrevet og redigeret af Hans Brinkmann dj, og Jens Jørgen Nielsen dj

Ansvarshavende: Ole Jensen

Oplag 10.000

Layout, tryk og bestilling: Notat Grafisk 86481600

More magazines by this user
Similar magazines