Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

edlemsrapport
”Diversity tomorrow will be what
technology was in the 1960s.
We all said technology would
change our lives but we didn´t
really understand what that
meant. Diversity will change
our lives”
NANCY RAMSEY
”THINKING IN THE FUTURE TENSE”,
I HELEN WILKINSON (RED.),
FAMILYBUSINESS, DEMOS 2000
COPENHAGEN
INSTITUTE
F O R
FUTURES
STUDIES
Hvilket Danmark?
Etnicitet, integration
og fællesskab i fremtiden
2000 2

2
Indhold
Forord 3
Præsentation
Rapportens formål 5
Rapportens indhold og struktur – tre dele 5
Model over rapporten 5
Del I:
Konstanter i nutiden og fortiden
– holdningsbilleder
To holdningsbilleder 6
Det monokulturelle samfund 7
Det multikulturelle samfund 9
Retorisk analyse af holdningsbillederne 12
Holdningsbillederne i et historisk 18
og teoretisk perspektiv
Holdningsbillederne i et internationalt 22
perspektiv: Interview med Uffe Østergaard
Konstanter i nutiden og fortiden 26
Del II:
Præmisser i fremtiden
– megatrends og tendenser
Der er noget, vi ikke kommer udenom 28
Megatrends – globalisering og 30
individualisering
Tendenser – ”push” og ”pull” 33
Præmisser i fremtiden 44
Del III:
Scenarier for fremtidens Danmark
To scenarier 46
- ”Rødder” 46
- ”Go for it!” 50

Forord
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
Hvilket Danmark?
Etnicitet, integration og fællesskab
i fremtiden
Debatten om etnicitet, integration og fællesskab har været højt
placeret på den offentlige dagsorden i snart mange år. Det er
denne rapports første påstand, at det vil den også være i de
kommende mange år.
Debatten om etnicitet og fællesskab har baggrund i en række
grundlæggende forandringskræfter, som også vil præge fremtiden.
”[…] that change was going to accelerate and that
the speed of change could induce disorientation in lots
of people. We coined the phrase ” future shock” as an
analogy to the concept of culture shock. With future
shock you stay in one place but your own culture
changes so rapidly that it has the same disorienting
effect as going to another culture.”
Alvin Toffler, forfatter til ”Future Shock” fra 1970
Samtidig rører etnicitet, integration og fællesskab ved så basale
forhold ved os selv og vores samfund, at interessen og relevansen
faktisk giver sig selv.
Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) er gået i kast med dette
emne af interesse, og fordi vi med denne rapport håber at være
med til at kvalificere en debat, der i forvejen er rettet mod fremtiden.
Medlemsrapport
nr. 2, 2000
Udarbejdet af Instituttet
for Fremtidsforskning.
Rapporten er alene til brug for
Instituttet for Fremtidsforsknings
medlemmer. Eftertryk forbudt
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
Idé og ansvarlig
projektleder
Steen Svendsen
Medvirkende
Jacob David Jaskov
Kristina Søgaard
Søren Steen Olsen
Gitte Larsen
Tak til
Uffe Østergaard
Tryk
Tegnestuen
Instituttet for
Fremtidsforskning,
maj 2000
3

Kilder til avisoverskrifterne: ”Indvandrerne får flertal” - Jyllandsposten den 19/12-99, ”Vi mister vores identitet” - Horsens folkeblad den 31/12-99, ”Nej til flere indvandrere”
– Politiken den 12/1-00, ”Kan Danmark overleve indvandringen?” – Jyllandsposten den 3/1-00, ”Der er penge i indvandrere” – Aktuelt den 13/1-00, ”Familiesammenføringer vil stige i
fremtiden” – Aktuelt den 13-14/5-00, ”Debatten skaber frygt for fremtiden” – Jyllandsposten den 13/1-00, ”Forbillederne forsvinder” – Politiken den 16/1-00, ”Angsten for det ukendte”
– Politiken den 11/1-00, ”Det multikulturelle samfund kommer til Danmark” – Information den 17/2-00
4

Præsentation
Denne rapport handler om vores integration i fremtiden - gammel-danskeres såvel som ny-danskeres.
Om de mennesker, som vil befolke fremtidens Danmark, og om de fællesskaber de vil bevare,
forkaste og udvikle.
Rapportens formål
Det er rapportens formål at give læseren mulighed for at forholde sig til de fremtidige perspektiver
- holdninger og præmisser - omkring etnicitet, integration og fællesskab.
Rapporten giver et bud på følgende spørgsmål: Hvilke holdninger omkring etnicitet, integration
og fællesskab kan vi forvente i de kommende år, og hvilke fremtidige præmisser må disse holdninger
ses i forhold til?
Rapportens struktur og indhold - tre dele
Rapporten er struktureret i tre integrerede dele.
Den første del, “Konstanter i nutiden og fortiden - holdningsbilleder”, handler om holdningerne
til etnicitet, integration og fællesskab. Og lad det være slået fast med det samme, at holdninger
tæller - især inden for dette emne.
Holdningsdelen består af en række forskellige indfaldsvinkler, som på hver deres måde beskriver
facetter af debatten om etnicitet, integration og fællesskab. Først opsummeres den offentlige
debat i to holdningsbilleder - “Det monikulturelle samfund” og “Det multikulturelle samfund”.
Disse billeder er analyseret retorisk for at identificere nogle grundlæggende værdier i hvert
holdningsbilleder. Dernæst sættes holdningsbillederne ind i en teoretisk og idéhistorisk sammenhæng
- igen med det formål at identificere nogle konstante værdier eller strømninger i billederne.
Uffe Østergaard, Jean Monnet professor i europæisk civilisation ved Aarhus Universitet, er desuden
interviewet om sit syn på emnet. Endelig opsummeres holdningsdelen i en række konstanter, der
har været og stadig er grundlæggende, og som kan forventes i fremtidens debat.
I rapportens anden del opstilles en række præmisser for fremtidens etnicitet, integration og
fællesskab. Udgangspunktet er en analyse af globaliseringens og individualiseringens betydning
for området og en gennemgang af “pull” og “push” tendenser. Denne del er opsummeret i en
række præmisser, som man må tage højde for i fremtiden, og som en fremtidsorienteret debat
må forholde sig til.
I rapportens tredje og sidste del opstilles to scenarier for fremtidens Danmark med vægt på
etnicitet, integration og fællesskab. Scenarierne tager udgangspunkt i konstanterne fra holdningsdelen,
og de ses i lyset af de fremtidige præmisser fra de generelle samfundsudviklinger og på
området.
De to scenarier har fået titlerne “Rødder” og “Go for it”.
Rapportens samlede struktur er illustreret i nedenstående model.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
Model over rapporten
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
5

6
Del I: Konstanter i nutiden og fortiden - holdningsbilleder
To holdningsbilleder
Fremtiden er ikke givet. Og langt hen ad vejen vælger vi selv vores fremtid – som individ og som
samfund. Nogle ting kan vi ikke forandre – f.eks. megatrenden globalisering og tendensen til
øget indvandring. Til gengæld kan vi selv være med til at bestemme, hvordan globaliseringen og
indvandringen påvirker os, og hvad det betyder for vores hverdag og fremtid. Vores opfattelser
og indgangsvinkler er dét, der gør forskellen. Holdninger tæller.
Når man som avislæser og tv-seer følger den offentlige debat omkring etnicitet, integration og
fællesskab i dag, kan man godt – når dagen og sagen er slut – sidde tilbage med en fornemmelse
af, at den ofte er unuanceret og fragmenteret. Endda nogle gange for følelses- eller fornuftpræget
uden hensyn til relevante fakta, som jo kan være både kold statistik eller varm praksis.
Til gengæld er debatten i høj grad fremtidsorienteret. I de forskellige holdninger ligger nogle
idéer om, hvordan fremtidens samfund og fællesskab skal indrettes. Når man bidrager til debatten,
tager man mere eller mindre bevidst stilling til nogle helt grundlæggende spørgsmål: Er samfund
og kultur noget, vi alle kan dele, eller er det noget, som tilhører en eller flere bestemte grupper?
Er Danmark forbeholdt nogle mennesker og ikke andre? Og i givet fald hvem og hvorfor?
Den offentlige debat har altså en udpræget fremtidsrettet karakter. Det handler om fremtidens
Danmark.
I denne første del af rapporten har Instituttet opsummeret to polære holdningsbilleder, der
udgør yderpunkterne i den danske debat. Den bærende idé i det, Instituttet har kaldt det monokulturelle
samfund, er, at den ideelle stat og nation er etnisk og kulturelt homogen. Det vil sige,
at befolkningen bør have fælles religion og sprog, fælles normer og værdier. I det multikulturelle
samfund ligger der derimod et opgør med den mere traditionelle nationalstatstankegang, fordi det
ideelle samfund er åbent overfor kulturelle og etniske forskelligheder – og overfor sameksistens
mellem disse.
De to holdningsbilleder svarer samtidig til yderpunkterne på et kontinuum over de teoretiske
begreber, man arbejder med indenfor idéhistorisk og filosofisk forskning. Det er altså en blanding
af empiri og teori, der har skabt holdningsbillederne.
Hvis man ser billederne i et retorisk perspektiv er holdningsbillederne udtryk for variationer
over en portrættering af den samme virkelighed. De er fortolkninger af dagen i dag og dagen i
morgen. Der er ikke noget, der er sandt og falsk, og der er ingen, der har mere ret end andre.
Når der i debatten agiteres for f.eks det multikulturelle samfund, kan man ikke henvise til nogle
absolutte sandheder. Det handler i bund og grund om holdninger – og retorikken afslører dem.
Instituttet har lavet en retorisk analyse af holdningsbillederne for at anskueliggøre, hvilke grundliggende
værdier, der gemmer sig bag de metaforer og historier, der anvendes i kampen om den
sande og mest overbevisende version af virkeligheden.
De to holdningsbilleder er ikke bare udtryk for, hvad folk tilfældigvis går og mener i år 2000.
Ideen om henholdsvis det monokulturelle og det multikulturelle samfund har rod i to forskellige,
men klassiske forståelser af identitet og fællesskab. Derfor har vi lavet et kort idéhistorisk rids, der
viser, hvor de to holdningsbilleder har deres rødder. Baggrunden for at lave et historisk tilbageblik
i en rapport om fremtidens fællesskaber er altså at illustrere, at de opsummerede holdningsbilleder
bygger på nogle historiske konstanter.
I det sidste afsnit af rapportens første del bringer vi et interview med Uffe Østergaard, Jean Monnet
professor i europæisk civilisation ved Aarhus Universitet. Uffe Østergaard giver her sit perspektiv
på etnicitet, integration og fællesskab.
Først de to holdningsbilleder – det monokulturelle samfund og det multikulturelle samfund.

Det monokulturelle samfund
En del af de holdninger, der kommer til udtryk i den danske flygtninge og indvandrerdebat,
agiterer for det, man kunne kalde det monokulturelle samfund. Den grundlæggende holdning
hos tilhængerne af en sådan samfundstype er, at den ideelle nation er etnisk og kulturelt homogen.
Indenfor en given stats grænser bør befolkningen have fælles religion og kultur, hvilket
med andre ord vil sige, at man mener, at der bør være overensstemmelse mellem stat og nation.
Flygtninge og indvandrere er som udgangspunkt forstyrrende for den etniske og kulturelle
homogenitet og dermed for det grundliggende princip i denne holdning. Derfor mener de fleste,
der ønsker et monokulturelt samfund, at antallet af flygtninge og indvandrere skal begrænses
så meget som muligt.
”Det er betegnende for handlingsplanen
[Regeringens nyeste udspil på udlændingeområdet:
”Bedre integration – En samlet handlingsplan”],
at den reelt kun drejer sig om, hvordan man får integreret
de fremmede, hvorimod der ikke er ét eneste ord om,
hvordan vi får standset tilstrømningen. Det er nemlig dér,
hovedproblemet ligger, men det vil regeringen ikke erkende” 1 .
En måde at begrænse indvandringen på er at støtte krigsofre, politisk forfulgte osv. i deres
nærområder. De fleste af denne holdning mener, at det er bedst både for flygtningen og for
det potentielle indvandringsland at hjælpe i nærområderne. Dels skåner man flygtningen for
den store omvæltning, det er at skulle bosætte sig i et land langt fra sit hjemland, dels kan det
pågældende indvandringsland undgå de problemer, der kan følge i kølvandet på flygtningestrømmen.
”En flygtningepolitik, som vil yde udstrakt hjælp til flygtninge
i hjemlandenes nærområder, og som giver bistand til at udvikle
erhvervslivet i belastede områder, vil etisk set være betydeligt
mere retfærdig. Den svækker den overhåndtagende moralisme
her i landet, som spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden,
og som har alt for store sociale og kulturelle konsekvenser.
Den vil skåne de svageste i vort eget land og komme langt flere
til gode og især dem, som virkelig har behov for hjælp.” 2
En anden måde hvorpå man kan søge at undgå at ende i et multikulturelt samfund er ved at
fastholde, at de flygtninge, der befinder sig i landet, skal rejse tilbage, så snart de ikke længere
er truet i deres oprindelsesland.
”Det er svært at tro på regeringens løfter om at sætte en stopper for
indvandring fra kulturområder, som ikke kan integreres i Danmark.
Da de knap 11.000 somaliere kom til Danmark for nogle år siden,
forsikrede daværende indenrigsminister Birthe Weiss, at de skulle
sendes hjem, så snart forholdene i Somalia var blevet bedre.” 3
For i så høj grad som muligt at opretholde idealet om kulturel homogenitet indenfor statens
grænser, vil man som tilhænger af det monokulturelle samfund kræve, at de flygtninge, der
kommer til landet, skal lade sig assimilere. Det vil sige, at de skal tilegne sig værtslandets sprog,
skikke og sociale omgangsformer samtidig med, at de skal opgive deres oprindelige kulturelle
identitet. Et gammelkendt ordsprog, der på en lidt brutal måde kan beskrive denne indstilling
til kulturmødet, er ”skik følge eller land fly”. Følgende citat fra et læserbrev i et dansk dagblad
viser tydeligt, hvad der menes med assimilation.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
7

8
”Vil Indvandrere være med til at bygge dette nye danske samfund,
skal de være velkomne. Ligger den islamiske kulturs reaktionære
samfundssystem dem på sinde, bør de blive hjemme” 4 .
Den generelle uvilje, som denne position indtager mod indvandring, kan ofte forklares med to
forhold. Det ene er en udpræget opfattelse af, at majoritetskulturen bliver truet eller udvandet af
de andre kulturer, der eksisterer og praktiseres i landet. Der er mange grader af bekymring, hvad
angår dette punkt - lige fra irritation over de etniske minoriteters anderledeshed (der ofte tolkes
somom, at de ikke respekterer majoritetsbefolkningens værdier) til decideret angst for, at muslimerne
har planer om at overtage landet.
”Hvorfor nævnes denne muslimske fare for vor kultur og religion
aldrig i offentligheden? Er grunden frygt eller uvidenhed? (…)
Målet for den muslimske administration har siden 60´erne været
at blive til mange, til rigtig mange i de enkelte lande og så slå til!
Muslimerne har deres egen hær, som fungerer aldeles strålende
over hele verden!” 5 .
Det andet forhold knytter sig til et socialt og et samfundsøkonomisk aspekt. Mange af de mennesker,
der er fortalere for et monokulturelt samfund, begrunder det med, at den øgede tilstrømning
af flygtninge truer grundlaget for velfærdsstaten. Flygtninge og indvandrere er ofte svage grupper,
der af den ene eller anden grund ikke kommer ind på arbejdsmarkedet, og det betyder, at nogle
af dem – på linie med marginaliserede danskere – har ret til at modtage overførselsindkomster.
”Flygtninge og indvandrere, der ikke kan forsørge sig selv,
skal have deres sager bedømt individuelt. Hvis de ligger
samfundet til last, skal de ud.” 6 .
Som ovenstående citat illustrerer, kan det ifølge denne holdning opfattes som uacceptabelt,
at den danske stat skal have udgifter til flygtninge og indvandrere. Det opfattes som et problem,
fordi man mener, at den danske velfærdsstat i høj grad er bygget på en følelse af kulturelt fællesskab,
og at denne følelse kun kan opretholdes, hvis der er tale om kulturel homogenitet. Når
flygtninge og indvandrere pludselig begynder at koste penge for den danske stat og samtidig
forekommer anderledes og fremmede, kan det opfattes som meningsløst at bruge penge på
dem – de står jo uden for ”fællesskabet”. Det bliver derfor oplagt at tolke den økonomiske hjælp
til flygtninge og indvandrere som en hjælp, der bliver givet på bekostning af hjælp til f.eks.
socialt dårligt stillede danskere, syge og gamle (jf. DFP´s ”Gamle Danmark” -kampagne).
”Vi er også ivrige for at hjælpe fremmede til rette i vores land.
Men hvis der pludselig i vores opgang eller i vores gade er lutter
fremmede i fremmedartede klædedragter, der taler fremmede sprog,
og som tilsyneladende ikke ønsker at blive danskere, så bliver vi
utilpasse. Så føler vi ikke fællesskab. Og uden nationalt fællesskab
ingen velfærdsstat” 7 .
”Mange dårligt stillede laver en kobling til flygtninge og indvandrere.
De spørger, hvorfor de fremmede kan få en bolig efter tre måneder,
mens socialt dårligt stillede danskere kan gå boligløse i flere år” 8 .

Det multikulturelle samfund
Det multikulturelle samfund er et begreb, der forekommer ofte i den offentlige debat i denne tid,
men der er tydeligvis ikke enighed om, hvad udtrykket indebærer.
Dog har fortalerne for det multikulturelle samfund utvivlsomt det tilfælles, at de mener, at
samfundet gerne må bestå af en række sameksisterende, men hver for sig forskellige kulturer,
og at en sådan sameksistens er noget positivt.
”For mig er variation en fryd. Af hele mit hjerte er jeg
overbevist om, at det er godt for København, at forskellige
kulturer trives side om side” 9 .
Det multikulturelle samfund er i sin yderste konsekvens et opgør med nationalstatstankegangen,
fordi det indebærer åbenhed overfor kulturel og etnisk forskellighed indenfor et lands grænser.
Udover at anskue forskellighed som noget positivt, er tilhængere af et multikulturelt samfund ofte
af den overbevisning, at de minoriteter, der befinder sig i et givet land, bedst kan forblive hele
mennesker, hvis de gives mulighed for at bevare deres kulturelle identitet. Derfor bør indvandrede
befolkningsgrupper, ad politisk vej, gives så gunstige betingelser som muligt – f.eks. modersmålsundervisning,
tokulturel pædagogik og kulturtilpassede integrationsprogrammer - for at
bevare og videreudvikle deres egen kultur. Samtidig må de lære at klare sig i det nye samfund,
igennem at tilegne sig (dele af) den nye kultur.
”Danskheden er ikke noget vi mister, bare fordi vi deler den
med andre. Tværtimod, det bliver den bare større af. Men det
kræver, at vi selv har en fornemmelse af, hvad danskhed er.
Danskhed handler ikke bare om at bo det samme sted, men om
at dele et samfund; det vil sige at finde sammen om nogle fælles
værdier.” 10 .
For at et multikulturelt samfund skal lykkes, skal der være det, man med et teoretisk begreb kalder
pluralistisk integration. Det indebærer en idé om, at man skal møde folk, hvor de er, og at de forskellige
etniske minoriteter ikke må behandles som én samlet gruppe. Staten skal være involveret
i de problemer, der kan opstå i kulturmødet, og den skal tage stilling til de forskellige kulturelle
gruppers sameksistens. Positiv særbehandling kunne være et politisk middel til at opnå ligestilling
mellem de forskellige kulturer.
Det er altså en central pointe for tilhængerne af det multikulturelle samfund, at der må anvendes
meget politik for at opnå det ideelle samfund – der skal så at sige gøres forskel på folk for at opnå
lighed imellem dem.
”Jo større åbenhed danskerne viser, og jo bredere politisk
opbakning, der findes i kommunerne, desto bedre bliver
flygtninge og indvandrere integreret.” 11 .
En grundholdning, der præger den positive indstilling til multikulturelle samfund, er, at kultur er
en dynamisk faktor. En sådan opfattelse medfører, at man ikke har en udpræget angst for at miste
sin kultur, for den mister man så at sige hele tiden - i og med at kulturen konstant forandrer sig.
Man ser altså sin egen kultur som dynamisk, og er indstillet på at både minoritetens og majoritetens
kultur vil forandre sig i kulturmødet.
”Når man så spørger mig, om jeg er bange for at udslette
dansk kultur siger jeg, at den er i konstant bevægelse.
Det er en dynamisk faktor(…)” 12 .
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
9

10
Mange af fortalerne for det multikulturelle samfund nævner globaliseringen som en faktor, der,
uanset om vi vil det eller ej, påvirker de nationale enheder i retning af øget forskellighed. Vi kan
ganske enkelt ikke undgå at en betydelig andel af den danske befolkning fremover vil være af
anden etnisk herkomst. At stå fast på at alle skal assimileres vil derfor være omsonst.
”Vi er alle indvandrere i den nye globale sammenhæng og skal
ligesom indvandrerne i Danmark prøve at få det bedst mulige ud
af det. (…). Globalisering kommer vi ikke udenom. Vi bliver nødt
til at bære multikulturens byrde og få det bedste ud af det” 13 .
Det politiske og det humanistiske argument
Man kan iagttage to forskellige typer af argumentation i den offentlige debat vedrørende multikulturalisme.
Blandt dem, der går ind for det multikulturelle samfund, er der dels en fløj, som
begrunder deres holdning med politiske argumenter, dels en fløj, som tager udgangspunkt i
en humanistisk menneskefoståelse.
Den humanistiske argumentationsform bunder i et altruistisk menneskesyn. Det er ofte overvejelser
omkring medmenneskelighed, solidaritet - at vi har pligt til at hjælpe andre mennesker i
nød - der legitimerer denne type argumenter og der refereres ofte til menneskerettighederne 14 .
”Vi har alle sammen forpligtigetheden til at reagere på
diskriminerende tiltag, der er med til at sortere mennesker
ud fra en etnicitetskonstruktion” 15 .
”Den sociale og humane forståelse i de sidste års danske
integrations- og flygtningepolitik kan ligge på et lille sted.
Det er simpelthen flovt med den politik, som Socialdemokratiet
har stået for. Det er som om det er blevet kulturelt acceptabelt
at være ligeglad med de allersvageste: Flygtninge, indvandrere,
misbrugere og tredjegenerations sociale klienter” 16 .
”Flygtninge- og indvandrerpolitik gøres [hermed] til et spørgsmål
om, hvad der gavner den økonomiske vækst i Danmark og
danskernes velfærd. Vi er ret langt fra en solidarisk tankegang!” 17 .
Den anden type argumentation er mere politisk og rationel – den peger på, at der i fremtiden vil
være mangel på arbejdskraft i Europa, og at det derfor er en glimrende ide at modtage velkvalificerede
mennesker fra 3. verdens lande til at supplere arbejdsstyrken. Import af arbejdskraft fra
andre lande anses endda af nogle som forudsætningen for at vi overhovedet kan opretholde velfærdsstaten.
Denne indstilling medfører, at det primært er ressourcestærke mennesker, der har
interesse som nye statsborgere.
”Hvis ikke det lykkes at få en mere effektiv integration, vil vi blive kon
fronteret med et massivt fald i arbejdsstyrken. Det vil øge omkostningspresset
på arbejdsstyrken og forringe vores konkurrenceevne – og det
vil give os problemer med at sikre den fortsatte velfærdsudvikling” 18 .
”I stedet for at diskutere antallet af flygtninge og indvandrere,
er medlemmerne ved at blive mere optaget af, hvordan vi
integrerer vore udlændinge på arbejdsmarkedet. I stedet for
at betragte udlændinge som en negativ kapital er det ved at
skifte til en opfattelse af, at de er en positiv kapital, der kan
være med til at sikre velfærdssamfundets fremtid” 19 .

Den afpolitiserede kultur
Som nævnt er der uenighed om, hvad det multikulturelle samfund er, og man kan indrette et
multikulturelt samfund på mange forskellige måder. Det eneste, der er konsensus om, er, at forskellighed
er positivt. Flere i den offentlige debat agiterer for, at kultur skal være en privatsag.
Det vil sige, at de potentielle konflikter, der kan opstå, når flere forskellige kulturer lever side om
side, skal håndteres ved at man afpolitiserer kulturen. Et sådant samfund kunne kaldes et borgersamfund,
og holdningen bag kommer bl.a. til udtryk i følgende citat.
”[Flygtninge og indvandrere] skal behandles ligesom alle
andre mennesker. Nemlig som borgere i et retssamfund” 20 .
Holdningen om, at vi skal have et borgersamfund, ligger i forlængelse af den ideologi, der først kom
til udtryk ved Den franske Revolution. Man kan sige, at det er en holdning, der tager udgangspunkt
i, at kultur er en privatsag. Det, der lægges vægt på i relation til de etniske minoriteter, er,
at de på linie med alle andre samfundsborgere bidrager til samfundet.
”Jeg vil slå et slag for, at vi får et andet begreb i centrum
end kultur og danskhed, nemlig det at være borger i et samfund
og betragte sig selv som medborger” 21 .
Integrationen foregår således i høj grad via deltagelse på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.
Flygtninge- og indvandrerpolitik vil være noget der bedrives med henblik på at give den enkelte
de redskaber der skal til for at deltage på arbejdsmarkedet. Med andre ord vil det være en slags
socialpolitik eller arbejdsmarkedspolitik, der vil være tale om.
”Hovedparten af de problemer der er med flygtninge
og indvandrere er sociale problemer” 22 .
Når der eventuelt opstår problemer i forbindelse med minoritetsgrupper i samfundet, anskues
det altså ikke ud fra en kulturel vinkel. Man vil derimod se konflikter i samfundet som sociale
problemer.
Hvis man går ind for det vi her kalder borgersamfundet, vil man tilstræbe, at alle procedurer
og systemer skal være neutrale i forhold til religion og kultur.
”Kravet om at indvandrere skal lære dansk skal ikke stilles med
den argumentation, at indvandrere skal være kulturelt som os.
Sproget er ikke et middel til at kulturalisere, det er et middel
til at blive medborger.” 23 .
Denne opfattelse har rod i den liberalistiske tradition, som fremhæver tolerance som et centralt
element i sameksistensen mellem mennesker. Baggrunden for liberalismens fremvækst beskrives
nærmere i et senere afsnit.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
11

12
Retorisk analyse
af holdningsbillederne
”Mennesker slås om idéer, kæmper for dem og kæmper
imod dem […] Forskellige sider af konflikten skaber
forskellige portrætteringer af kampen – hvem påvirkes,
hvordan påvirkes de og hvad er på spil?”
Deborah A. Stone, ”Policy Paradox and Political Reason”
Retorik betyder ”kunsten at overbevise” – og der er mange måder at overbevise andre på.
Gennem og med sproget viser man, hvem man er, og hvad man grundlæggende mener.
Den måde, vi tænker og taler på i vores hverdag, er ikke bare ”common sense”, men udtryk
for en opfattelsesstruktur – det vil sige, udtryk for en måde at opfatte tingene og verden på.
Sproget er med andre ord ganske afslørende.
Den retoriske analyse giver et overblik over nogle grundlæggende værdier i hvert enkelt holdningsbillede
og dermed bedre mulighed for at sammenligne de to. Vi har analyseret holdningsbillederne
udfra fire retoriske virkemidler, som til enhver tid – også i fremtiden – vil kunne genfindes
i debatter og holdninger. De er en slags konstanter. F.eks. vil man i holdningsdebat altid kunne
identificere et ”os” og et ”dem”. Resultatet af den retoriske analyse giver nogle nye dimensioner,
som både er en konklusion værd i sig selv, men samtidig også værdifuld inspiration til scenarierne
om fremtidens etnicitet, integration og fællesskab i Danmark.
I de følgende afsnit er de fire retoriske virkemidler kort præsenteret og forklaret, og dernæst er
konklusionerne for hvert holdningsbillede sammenlignet.
”Os” og ”dem”
I retorisk teori og praksis er en af de grundlæggende forudsætninger for at vinde tilslutning til ens
egen portrættering af virkeligheden evnen til at skabe et ”vi” eller et ”os” og et ”dem” eller ”de
andre”. Når det lykkes at skabe et ”os” og et ”dem”, har man etableret alliancer og fællesskaber,
som nogle er en del af, mens andre ikke er det. Derfor kan vi bruge denne analyse til at sige noget
om fællesskabets karakter i de to holdningsbilleder. Og det gælder både størrelsen af fællesskabet
– er det eksklusivt eller er det vidtfavnende – og indholdet af fællesskabet, det vil sige, hvem er
med, og hvem er ikke med.
Tit er man slet ikke bevidst om, hvem man inddrager i sit ”vi” eller ”os”, når man snakker eller
skriver – og ofte virker det også hos modtageren af budskabet på det mere ubevidste plan.
Enten føler man sig talt til, lytter og lader sig måske overbevise eller også gør man ikke.
I det monokulturelle holdningsbillede, som først og fremmest er repræsenteret ved eksemplet
”Dansk Folkeparti”, er der et klart ”os” og ”dem”. Når Pia Kjærsgaard f.eks. ytrer sig, er ingen i
tvivl om, at ”vi” er danskerne, og ”dem” eller de andre er de fremmede. Spørgsmålet om ”os” og
”dem” er relativt enkelt og homogent i billedet af det monokulturelle samfund. Fællesskabet er
med andre ord eksklusivt, forbeholdt danskerne og danskheden – og Pia Kjærsgaard er sandsynligvis
politisk og strategisk bevidst om ikke at definere, præcist hvad det vil sige. Hun lader det
være op til den enkelte dansker selv at definere ”sin danskhed”, og dermed er ingen danskere
principielt udelukket af hendes ”os” eller fællesskab. Sagt på en anden måde, så er udgangspunktet
for en definition af danskerne og danskheden ”negativ” i kraft af, at den sætter fokus på det,
danskerne og danskheden ikke er.

Den traditionelle politiske højre-/venstreskala (defineret udfra henholdsvis markedets og reguleringens
omfang) bliver opløst i det monokulturelle billede og erstattet eller suppleret af en akse,
der handler om eksklusivitet overfor det modsatte. 24 Der er nogle, der ikke er med i fællesskabet
– og det er ”de fremmede”. Det viser sig bl.a. ved, at Dansk Folkeparti som bekendt har vælgere
fra alle befolkningsgrupper og andre partier. Man kan sige, at fællesskabet er et ”holdningsfællesskab”,
som ikke er baseret på de klassiske politiske skillelinjer, nemlig uddannelse, stilling, personindkomst,
alder og køn. Dermed bliver fællesskabet også ”mindre”, ”tættere” og/eller ”klarere” i
det monokulturelle samfund sammenlignet med det multikulturelle.
Det kan umiddelbart knibe med at få øje på et ”vi” eller et ”os” og ”dem” i holdningsbilledet
det multikulturelle samfund. Man kan hævde, at ”vi” i dette billede er ”alle mennesker”, fordi
holdningen er, at der skal være plads til alle – der er altså tale om et vidtfavnende fællesskab. I
nogle af holdningerne er ”vi” udtryk for ”borgere” og ”medborgere”, for andre er ”vi” dem, der
mener variation er en fryd osv. Os/dem spørgsmålet er i dette holdningsbillede meget heterogent,
og det kan være en af grundene til, at det ikke står nær så skarpt i den offentlige debat som
det monokulturelle billede gør.
Til ethvert ”vi” eller ”os” hører naturligt også et ”dem”. Debatten, som den afspejler sig i medierne,
tyder på, at nogle fortalere for et multikulturelt samfund har Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard og
hendes vælgere m.fl. som fjendebillede. ”Dem” eller ”de andre” bliver altså dem, der er imod det
multikulturelle samfund. Begreber som ”over- og under-Danmark”, ”system-danmark og kolonihavefolket”,
”folket og eliten” vidner om det. På den måde skrider debatten fra at handle om,
hvordan det multikulturelle samfund og dermed fællesskabet kunne se ud i dette holdningsbillede,
til at skabe yderligere en polarisering i befolkningen udover den mellem ”danskerne” og ”de fremmede”.
Nemlig mellem dem, der går ind for det multikulturelle samfund og dem, der ikke gør.
En tredje variant af os/dem udgaven i det multikulturelle samfund er den, der benægter,
at der overhovedet eksisterer et ”os” som er danskerne og ”dem”, som er indvandrerne.
Se boksen om mediediskursen os/dem.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
13

14
Den etnificerede mediedebat - vi har selv skabt ”os” og ”dem”
”Medierne har spillet en vigtig rolle i ”etnificeringen” af
den danske debat om etniske minoriteter. Skellet mellem
”os” og ”dem” er blevet den bærende søjle i diskursen,
der konstruerer minoriteterne som en etnificeret gruppe
med en essensiel substans. Den traditionelle kritik af
mediernes behandling af etniske minoriteter fokuserer
på de positive eller de negative holdninger, medieprodukter
menes at indeholde. Men konsekvensen er, at skellet mellem
”os” og ”dem” opretholdes og reproduceres. I stedet bør
selve den diskursive konstruktion problematiseres”,
skriver Ferruh Yilmaz. 25
Med sproget skaber man grupper, alliancer og fællesskaber. Og som Ferruh Yilmaz påpeger
i sin artikel, så er den grundlæggende præmis for overhovedet at have en debat om indvandrere,
at der er to grupper – nemlig ”os” og ”dem”, som antages at have en interessekonflikt.
”Men hvem er de etniske minoriteter? […] Findes der overhovedet en gruppe, ”etniske minoriteter”,
med fælles karakteristika?”, spørger han. Det mener han ikke, der gør. Det er noget,
vi selv og medierne har konstrueret i kraft af fordomme, inkonsistente argumenter, stereotypier
og antagelse, der bindes sammen gennem fortællinger om ”dem” og ”deres væsen”.
Der findes med andre ord ikke en ”indvandrergruppe”, der enten kan beskrives negativt
eller positivt, selvom det er det, der sker.
Begrebet ”etnisk” fungerer ”på samme måde som det tidligere anvendte racebegreb”,
skriver Feruh Yilmaz og fortsætter, ”etnicitet opfattes nærmest som en biologisk kategori
[og] i den etnificerede verden bliver den etnificerede gruppe betragtet som en enhed,
der kollektivt hæfter ved de individuelle handlinger, fordi de individuelle handlinger netop
forklares udfra de fælles træk, der tildeles gruppen”.
Et af hans eksempler er, at det netop er i denne konstruktion, at unge indvandreres vold
mod danske unge er en nyhed. For hvorfor er unge danskeres vold mod unge danskere eller
indvandrere og unge indvandreres vold mod unge indvandrere ikke også nyheder? Fordi det
ikke er selve volden, det handler om, men derimod at volden udøves af ”dem” på ”os”. Derudover
kommer vold i en sådan nyhedshistorie til at beskrive essentielle sider af indvandreren
og dennes kultur. Feruh Yilmaz mener, at det både er en kriminalisering af indvandrerne
og en afkriminalisering af danskerne.
Et andet eksempel er Birthe Weiss, der introducerer et lovforslag om integration i en
kronik, hvor hun skriver, at ”udlændinge må gøre sig fortjent til permanent opholdstilladelse
ved blandt ikke at begå kriminalitet”. ”Danskheden konstrueres således som normen mod
indvandreren som afvigelsen”, kommenterer Feruh Yilmaz.
Et sidste eksempel fra hans artikel, som skal gengives her, er spørgsmålet om, hvorfor
”de fleste danskere vil forstå dét at spise etnisk som at spise tyrkisk eller pakistansk, men
ikke italiensk?” Det skyldes, siger han, at vi fokuserer på det fremmede – det anderledes
og det traditionelle fremfor det moderne, som det italienske er.
Feruh Yilmaz´ forslag til, hvordan man kommer udenom denne diskurs med ”os” og ”dem”
i medierne er, at man holder op med at behandle etniske minoriteter som stofområde, og
at de ”etniske minoriteter synliggøres i medierne som helt almindelige mennesker i helt
almindelige stofområder og programflader”.

”Moralske metaforer”
En anden afgørende måde at skabe holdningsalliancer og meningsfællesskaber på er ved at bruge
metaforer eller ”billeder”. Metaforer påstår, at A er lig med B, og tit signalerer de en hel historie.
Meget kan siges med få ord, når man bruger metaforer og ”billeder” – og de gør det sagte og
mente nærværende og forståeligt. En overordnet og brugt metafor i debatten og holdningerne
omkring etnicitet og fællesskab i fremtiden er de moralsk baserede ”familie-metaforer”. 26 De påstår,
at de moralske normer og værdier, som ligger bag holdningen til samfundet og ”det store fællesskabs”
størrelse og karakter, stammer fra forskellige familiemodeller. I den første udgave af familien
(”tough love”) er moralsk orden den allervigtigste værdi, fordi det gør én i stand til at skelne mellem
godt og ondt, mellem rigtigt og forkert. I den anden udgave og familiemodel (”soft love”) er
kærlighed, ”commitment”, empati, omsorg og beskyttelse de vigtigste værdier.
Hvilken familiemodel, man tilhører, afhænger af, hvordan man behandler hinanden indenfor
familien – og udenfor familien, dvs. hvor åben er man overfor, at andre kan blive en del af fællesskabet
i familien/samfundet. Og det er derfor, de ”moralske” familie-metaforer er anvendelige
i forbindelse med etnicitet og fællesskab i fremtiden.
I spørgsmålet om multikulturalisme er opfattelsen i den første familiemodel, at andre moralske
og kulturelle systemer er umoralske – og derfor er man i denne model modstandere af samfund
med blandede kulturer. I den anden udgave mener man, at ”alle børn” har lige prioritet. Børn er
forskellige, og hvert barn bidrager med noget til familien. Forskelligheder er positive og bør
respekteres og tolereres – og derfor er man for et multikulturelt samfund.
Jævnfør præsentationen af holdningsbillederne, så er flygtninge og indvandrere forstyrrende
for den etniske og kulturelle homogenitet, der præger det monokulturelle samfund og fællesskab.
At nogle mener, de fremmede står uden for velfærdsstatens fællesskab, og at andre mener løsningen
ligger i at ”stoppe tilstrømningen” signalerer, at det monokulturelle samfund kan beskrives
med udgangspunkt i den første familiemodel. Når man siger, ”at hvis udlændingene kan klare sig
selv, og derudover bidrage til det danske samfund, så er det fint” 27 , så er det også et udtryk for
denne familiemodel – om end i en lidt blødere udgave.
I den anden familiemodel, indenfor det multikulturelle samfund og fællesskab, ville det lyde,
som én udtaler – nemlig, ”andre lande har åbnet grænserne for højt kvalificeret arbejdskraft […]
og nyder i dag godt af de gyldne skatteydelser. Vores modvilje mod indvandrere koster!” Eller
som andre indenfor det multikulturelle holdningsbillede mener, så er den humanistiske begrundelse
helt central. ”Alle børn” har lige prioritet. Dertil kommer dem, der mener, det handler
om at være borger og medborger i et samfund – og det er også et udtryk for familiemodellen
”soft love”.
”Kontrol- og forfaldshistorie”
Ofte vil man, når man argumenterer for en sag eller en holdning, fortælle en historie, som har en
begyndelse, en midte, en slutning og som handler om en eller anden form for forandring. Der kan
være helte og skurke, skyldige og uskyldige, bødler og ofre – og historierne handler ofte om det
gode mod det onde. Den underliggende historie er som regel skjult, og det, der tilsyneladende
ser ud som konflikter over detaljer, er ofte uenighed om den grundlæggende historie.
De to mest generelle historier, der altid fortælles, er forfaldshistorien og kontrolhistorien. Hvor
historier om forfald sætter fokus på frygt og afmagt og advarer mod lidelse, sætter kontrolhistorier
håb og motivering til kontrol i centrum. Historier om kontrol har det tilfælles, at der altid er et valg,
som samfundet, gruppen eller individet skal tage – det handler med andre ord om at gå fra skæbne
til kontrol. Den historie, man fortæller, viser noget om, hvordan man som udgangspunkt definerer
og portrætterer emnet eller sagen – som positivt/negativt eller som problem/mulighed. F.eks. skaber
politikere ofte et negativt billede eller et problem for at retfærdiggøre de handlinger, de ønsker at
udføre og de beslutninger, de ønsker at tage. De fremstiller verden på en sådan måde, at de selv,
deres evner og handlinger fremstår som nødvendige. Historier kan med andre ord være og virke
som et effektivt strategisk redskab.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
15

16
Når man fortæller forfaldshistorier er man mest tilbøjelig til at forsvare sig – og man bliver groft
sagt reaktiv i stedet for proaktiv. De fleste vil helst fortælle historier om kontrol eller i det mindste
skabe illusionen af kontrol – og ofte vil en siddende regering fortælle kontrolhistorier, mens oppositionen
nemmere forfalder til at fortælle forfaldshistorier. Tit er de to typer af historier vævet ind
i hinanden.
I denne sammenhæng skal vi først og fremmest bruge identificeringen af, hvilke typer af historier,
der fortælles i holdningsbillederne, til at uddybe karakteristikken af de to billeder – altså, hvordan
defineres eller portrætteres nogle af de grundlæggende værdier og fællesskaber i de to forskellige
holdningsbilleder.
Den generelle historie i det monokulturelle holdningsbillede er en historie om forfald. Når holdningen
er, at den danske kultur er truet af indvandrede kulturer, så bliver debatten præget af frygt
og afmagt. At muslimerne f.eks. skulle overtage Danmark og ødelægge det danske demokrati og
fællesskab er en holdning, som er repræsenteret i det monokulturelle billede. Samtidig er det et
eksempel på en forfaldshistorie, hvor angsten og frygten for, hvad den muslimske tro kan betyde
for Danmark og danskerne, er det afgørende. Og når holdningen er, at velfærdsstatens grundlag
er truet, så handler budskabet om, at danskerne kommer til at lide under den voksende indvandring.
Et andet eksempel på en klassisk forfaldshistorie i det monokulturelle holdningsbillede viser sig
i udtalelsen fra Pia Kjærsgaard, der siger, at det drejer sig om at ”få standset tilstrømningen af de
fremmede […] det er nemlig dér hovedproblemet ligger, men det vil regeringen ikke erkende ”.
Med andre ord, så er forholdene blevet værre med regeringens handlingsplan – de er faktisk ikke
til at tolerere, og noget burde gøres for, at det ikke bliver værre endnu. Derudover har Pia Kjærsgaard
også en uddybende kommentar til regeringens handlingsplan, som også illustrerer forfaldshistorien.
Hun siger, ”danskerne skal af med flere og flere penge til de fremmede […] på område
efter område skal det hele indrettes efter de fremmedes behov”. Med andre ord, så mener Pia
Kjærsgaard, at tingene burde være blevet bedre med den nye handlingsplan, men det har vist sig,
at det bare var en illusion – for det hele er faktisk blevet meget værre.
Frygt, afmagt, forfald og lidelse er de følelser, der præger det monokulturelle holdningsbillede,
mens håb og kontrol er om end ikke dominerende, så i hvert fald med i det multikulturelle billede.
Generelt er billedet et udtryk for håbet om, at forskellige kulturer kan leve enten side og side eller
sammen i det danske samfund. Sameksistens opfattes som berigende. Holdninger som ”dansk kultur
er ikke noget vi mister, bare fordi vi deler den med andre”, ”dansk kultur er i konstant bevægelse
– det er en dynamisk faktor” eller ”variation er en fryd – af hele mit hjerte er jeg overbevist om …”
signalerer, at vi ikke bare er underlagt skæbnen mht. flygtninge og indvandrere, men at der også
er en vis kontrol eller rettere sagt, at udviklingen er positiv. Dem, der ikke synes det – ja, de må
selv bære skylden for det. Mange indenfor det multikulturelle billede argumenterer med, at vi
ikke kan stoppe udviklingen – som én siger, så er ”der ingen tvivl om, at vi bliver multietniske i
Danmark [og] man kan ikke ændre på den generelle udvikling mod øget indvandring”. 28 Igen er
det variationen ”Blaming-the-victim” af den samme grundlæggende kontrolhistorie, der bliver fortalt.
Dem, der ikke vil eller kan se det i øjnene, er selv ude om det (jf boks om to typer af historier).
Derudover fortæller regeringen en kontrolhistorie i og med, at de laver handlingsplaner for integration
– de viser eller signalerer, at integration er muligt.
I det multikulturelle holdningsbillede er der imidlertid også en række eksempler på forfaldshistorier.
Den overordnede forfaldshistorie, som fortælles lyder nogenlunde sådan, ”vi var engang
et åbent samfund, og nu snakker vi om tvangsægteskaber, familiesammenføringer, kriminalitet osv.
– noget må gøres, for det er flovt at være dansker”. De resterende forfaldshistorier handler mest
om dem, der har det monokulturelle samfund som ideal (jf. ”os” og ”dem”). Forfaldet vil indtræffe,
hvis ønsket om et monokulturelt samfund og fællesskab er/bliver praksis. F.eks. er holdningen, at
vi taber velstand, skattekroner og velfærd på ikke at tage imod indvandrere fra andre lande. Eller
f.eks. er virksomheder skyld i, at integrationen på arbejdsmarkedet ikke er lykkedes, fordi de ikke
ansætter folk med fremmede navne. Eller skurkene er kommunerne og regeringen, fordi de lukker
boligområder i stedet for at bygge nye og mere attraktive, som kan erstatte de belastede ghettoer.

I forbindelse med de to holdningsbilleder kan man sige, at den grundlæggende historie i det
monokulturelle billede først og fremmest handler om hverdagens konkrete og/eller oplevede
problemer med indvandringen. I det multikulturelle billede handler den derimod om hverdagens
konkrete og/eller oplevede fordele og om den overordnede samfundsudvikling – indvandring er
på den ene side godt, argumenterer nogle, mens andre argumenterer med nødvendigheden.
”Årsagshistorier”
Portrætter af virkeligheden kan også skabes gennem ”skjulte” årsagshistorier. Ofte præsenteres
en årsag som en virkning eller omvendt. Årsager og årsagsanalyser er komplekse størrelser, og
ofte er det grundlæggende i årsager mere et spørgsmål om at tildele ansvar end at forstå sammenhænge.
Årsager placerer byrden hos nogle fremfor andre, og de fortæller som oftest historier om
kontrol – om undertrykkere og ofre, om uskyldighed og skyld, om det gode og det onde. Årsagshistorier
er ofte udstyret med blandt andet tal (som ofte fortæller forfaldshistorier), men historierne
er hverken rigtige eller forkerte. De er nærmere idéer om årsager, og som sådan er årsager
et strategisk og retorisk virkemiddel – det er en måde at kontrollere fortolkningen af og forklare
virkeligheden på.
De (politiske) konflikter, der kan opstå over årsagshistorier er kampe om muligheden for kontrol
og dét at tage eller placere ansvar, som i sidste ende har reelle omkostninger (økonomiske
og/eller menneskelige). Og man skal huske, at der altid er en konkurrerende historie.
I debatten om etnicitet og fællesskab i fremtiden og i de to holdningsbilleder bruges en lang
række årsagshistorier. Her skal blot nævnes nogle enkelte. F.eks. bruger flere i det monokulturelle
billede ”tal” som årsagsforklaringer til, at vi skal standse indvandringen. Der er nu ”400.000
udlændinge i Danmark”, ”7,6 procent af befolkningen er indvandrere”, ”i Tyskland er der godt
otte procent og de har sagt stop for længst” osv. Med tal som disse lægges byrden, skylden og
årsagen til problemerne på flygtninge og indvandrere. Virkeligheden portrætteres, så det er antallet
af indvandrere, der er afgørende for problemernes størrelse. Det hænger naturligvis sammen
med den forfaldshistorie, der i øvrigt fortælles i dette holdningsbillede. Et andet eksempel på en
meget eksplicit årsagshistorie stammer fra Pia Kjærsgaard, der siger, ”regeringen mener ikke,
det er indvandrerne, der er årsagen til de problemer i visse boligområder – så må det jo være
danskerne. Har man hørt magen?”. Et tredje eksempel er, at mange i det monokulturelle billede
foretrækker, at man hjælper flygtninge og potentielle indvandrere i deres hjemland og nærområder,
da ”det er bedre for både dem selv og os”, som flere udtrykker det.
I det multikulturelle billede bruger næsten ingen tal i argumentationen for indvandring. I stedet
for argumenterer man med, at de problemer, vi oplever i Danmark ikke skyldes de fremmede.
Årsagen er sociale problemer, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet eller den generelle samfundsudvikling
– globaliseringen, ny teknologi og forandring i det hele taget. Som én siger, så
”ligger den største trussel mod danskheden i det engelske sprog, i Internettet og i multinationale
selskabers tiltag til snart at overtage verden” 29 og ”vi skal være danskere på en anden måde i et
multikulturelt samfund”. 30 Andre igen argumenterer med eller gør etnificeringen af debatten (jf. boks
om mediediskurs) til årsag – ”vi må se at få skilt det kulturelle fra det politiske […] så det bliver folks
egen sag” 31 . Og endnu andre gør det personlige til årsagen for frygten for det multikulturelle
samfund – ”hvis man ved, hvem man selv er, så er man i stand til at møde det fremmede uden
problemer”. 32
Sammenfattende kan man sige, at idéer om årsager er mere enkle og ligetil i det monokulturelle
billede end det er i det multikulturelle, jf. også afsnittet om ”os” og ”dem”. Hovedansvaret for
problemerne i det monokulturelle holdningsbillede og samfund er dels placeret hos indvandrerne
selv og dels i regeringen, mens hovedansvaret i det multikulturelle billede og samfund er samfundsudviklingen.
Og heri ligger en lang række institutioner, organisationer, virksomheder og individer,
der bærer en del af ansvaret.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
17

18
Holdningsbillederne i
et historisk og teoretisk perspektiv
For at kunne forstå, hvordan synet på flygtninge, indvandrere og fællesskab i fremtiden vil udvikle
sig, er det nødvendigt at tage et historisk tilbageblik, for at kunne finde nogle konstanter i debatten.
Den foregår ikke i et ideologisk vakuum, men har dybe rødder i forskellige politiske og filosofiske
traditioner. Det vigtigste skel er mellem henholdsvis republikanismen, som går tilbage til Aristoteles
(384-322 f.kr.) og liberalismen, hvis første store fortaler var John Locke (1635-1704). Endvidere
er der inden for selve republikanismen store forskelle mellem den franske nationalisme og tyske
romantik.
Da alle disse traditioner er meget gamle, skal man ikke forvente, at de forsvinder lige med det
samme. Man kan derfor med rimelighed antage, at de forskellige tankemønstre også kommer til
at præge debatten de næste mange år frem.
Republikanismen koncentrerer sig om fællesskabet og de pligter, som følger deraf, mens liberalismen
har fokus på individet og dets rettigheder. Samspillet mellem de to traditioner afhænger
i høj grad af hvilken form for republikanisme eller fællesskabstænkning, der gør sig gældende.
Den franske nationalisme har fokus på konstruktionen, mens den tyske romantik går tilbage til
essenserne og de historiske rødder.
Tilsammen definerer de fire dimensioner rummet for mulige perspektiver på, hvorledes individer
kan integreres i et fællesskab. I afsnittet ”Konstanter” er der en figur, som beskriver sammenhængen.
Republikanismen og det monokulturelle fællesskab
Hvordan kan den gode stat bestå, hvis den ikke sikres af pligtopfyldende individer?
Sådan kunne man godt formulere det spørgsmål, som har plaget den republikanske tradition
lige siden Aristoteles.
Følgende antagelser ligger bag republikanernes bekymringer:
• Stater eksisterer i en verden fyldt med krige og har derfor brug for et loyalt militær.
• Stater har brug for skatteindtægter fra sine borgere, for at sikre de fælles goder,
som alle nyder godt af.
• Stater uden politisk aktive borgere er nemme ofre for herskere, som vil misbruge deres magt.
• Stater bliver nødt til at indføre strenge kontrolmekanismer for at sikre orden og stabilitet,
hvis dens borgere ikke er retskafne.
• Borgere skal identificere sig med staten og dyrke de fælles værdier, hvis de skal handle
for fællesskabets bedste.
Svaret på republikanernes spørgsmål er oplagt, hvis man tager deres antagelser for givet:
Det kan den gode stat ikke! Den har brug for dydige og patriotiske borgere for at overleve.
Det svarer til de holdninger, der ligger bag strict-father familiemetaforen i den retoriske analyse.
Republikanernes hovedprojekt er skabelsen af patriotiske borgere og sikringen af deres dyd.
Begrebet patriotisme har oprindeligt intet med nationalisme eller monokulturalisme at gøre, men
betyder, at borgerne gør statens interesser til deres egne. Borgerne på Aristoteles tid følte for
eksempel loyalitet for hver deres bystat, selv om de alle tilhørte den samme græske nation.
Først i oplysningstiden fandt man på at forbinde statslig patriotisme med nationalt tilhørsforhold.
Politisk loyalitet og kulturelt tilhørsforhold blev hermed koblet sammen til en retorisk kraft,
som på lang sigt var stærk nok til at forandre Europa. Grundstenen nutidens nationalstat og til
nationalismens kraftige billede af ”os” og ”dem” var lagt.

Det var en stærk kobling, som i høj grad blev fremmet af militære hensyn. Nationalstaternes
hære var meget effektive, idet soldaterne nu kæmpede for deres ”fædreland” - for ”os” og imod
”dem” - og ikke længere fordi de var bundet af feudale troskabsbånd eller fordi de fik penge for
det. Dermed fik de forskellige stater et incitament til at fremme de nye monokulturelle tanker,
hvis de ville overleve i det krigshærgede Europa. Den franske tænker Rousseau (1712-1778)
udtrykte det meget rammende i et råd til Korsikas fyrste, som ville have en løsning på, hvordan
hans rige kunne sikres: ”The first rule that we have to follow is national character: all people have,
or should have, a national character; if it is lacking in this, it would be necessary to start by giving
it one”. Rousseau havde forstand på sin retorik.
Problemet var imidlertid, at der på den tid var tale om en ny konstruktion, som ikke nødvendigvis
havde befolkningens opbakning. Nye idéer bliver sjældent modtaget med glæde, men skal ofte
hjælpes på vej, før de bliver accepteret. Rousseau foreslog selv, at tankerne skulle fremmes gennem
folkefester, uddannelse og via en slags civil religion. De var alle sammen midler til at forene
individernes forskellige viljer i en fælles ”Almenvilje”. Nationalfølelsen var dog for Rousseau stadig
kun et middel til at sikre og forstærke folkets identifikation med staten, ikke et mål i sig selv.
Fransk konstruktion og tysk essentialisme
Efter den franske revolution forsøgte man at gøre Frankrig til en nationalstat med udgangspunkt i
Rousseaus tanker. Man mente derfor, at staten i sidste ende var vigtigere end nationen. Den franske
stats indbyggere blev først og fremmest forstået udfra deres rolle som borgere (citoyens) i staten
og ikke ud fra deres nationalitet og oprindelse. Folket var alle, der var medborgere i staten. Det ses
stadig i dag i Frankrig, hvor alle, som er født på fransk territorium eller som har ydet en indsats for
staten gennem for eksempel militærtjeneste kan få fransk statsborgerskab, blive en del af ”os” og
dermed integreres i samfundet.
Den konstruerede franske nationalisme står i skarp kontrast til den tyske romantiske tradition,
hvor blodets bånd og slægtens rødder er i fokus. Herder (1744-1803) havde en central betydning
for denne romantiske tankegang. Han satte følelserne over fornuften og betragtede verden som
en levende organisk enhed. Sproget så han som det essentielle for en nation. Organismetanken
betød, at det nationale fællesskab sås som en helhed, som var større end individet.
Herder frygtede, at den nationale identitet skulle blive udslettet af massiv påvirkning udefra
og stod derfor fast på nationale værdier. Det retoriske skræmmebillede af ”dem” var stærkt for at
fremme idéen om et samlet tysk folk. Det var ikke staten, der var på spil men den for ham langt
vigtigere nation.
I den tyske romantik blev staten derfor et middel til sikring af nationen og ikke omvendt, som i
Frankrig. I Tyskland er det derfor stadig sådan i dag, at det først og fremmest er oprindelse og arv,
som afgør, om man kan få statsborgerskab. For eksempel kan russere med tyske aner i dag uden
de store problemer blive tyske statsborgere. Efterkommere af tyrkere og andre udlændinge i Tyskland
har derimod længe haft svært ved at få statsborgerskab og dermed blive integreret i det tyske
samfund. Først fornyelig brød man med de gamle traditioner og lod opholdslængde og fødsel på
tysk jord blive realistiske kriterier for at få tysk statsborgerskab.
Både den franske og tyske tradition ser monokulturalisme som et gode. Forskellen er blot, at
den franske tilgang har et pragmatisk syn på tingene, således at kulturel ensartethed skaber enighed
og politisk sammenhængskraft og mindsker behovet for social kontrol. Ensartethed kan skabes
i den franske tradition. Derimod er den kulturelle homogenitet et forudgivet træk ved den tyske
romantiske nationalstat. Det politiske fællesskab bygges ovenpå det kulturelle. Derfor er monokulturalismen
ikke et middel men et mål inden for den tyske romantiske tradition. Nationen ses
ikke som konstrueret, men som noget essentielt.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
19

20
Liberalismens forsvar for multikulturalismen
Hensynet til individet og dets frihed står i centrum hos liberalisterne. Individer har rettigheder,
som sætter grænser for, hvor meget det omkringliggende samfund kan blande sig i deres liv.
Tankegangen grunder i en anerkendelse af, at individer er forskellige og kan have forskellige mål
med deres liv. Folk kan for eksempel tro på religioner, som er uforenelige. Begynder samfundet
at blande sig i den enkeltes religion, kan der derfor nemt opstå konflikter.
Det var netop det, der skete i oplysningstidens Europa. Der var på den tid mange krige, som var
religiøst funderede. Folk blev forfulgt på grund af deres religion, hvilket blandt andet resulterede
i, at mange udvandrede til Amerika. Dér kunne de være i fred.
Filosoffen John Locke reagerede på denne forfølgelse og skrev i 1689 en berømt pamflet,
Letter On Toleration, hvor han argumenterede for religionsfrihed. Man skulle se bort fra folks
religiøse overbevisning i behandlingen af dem. Religion skulle være en privatsag, som både det
offentlige og andre private skulle blande sig uden om. Hermed var multikulturalismens grundlag
formuleret og den efterhånden lange debat blev indledt.
Tolerance er et helt centralt begreb for liberalismen. Hvis folk ikke kan tolerere hinandens forskelligheder,
kan et samfund og en stat ikke fungere fredeligt. Det betyder samtidigt, at ethvert
individ har basale rettigheder, som staten eller medborgerne ikke kan krænke. Det er sådan menneskerettighederne
er tænkt. Som en sikring mod de konflikter, der kan opstå, hvis folk er uenige
og prøver at undertrykke hinanden. Det svarer til standpunktet om den afpolitiserede kultur vi
så beskrevet i det multikulturelle holdningsbillede.
Forskellen på liberalisme og republikanisme
Liberalisterne ser sikringen af individernes rettigheder som en nødvendig forudsætning for,
at et fællesskab kan fungere. Fællesskabet hos liberalisterne er derfor heller ikke et kulturelt
eller religiøst fællesskab, men et politisk fællesskab baseret på frivillige individer.
Her står liberalismen i modsætning til republikanismen, der ser monokulturalisme som noget,
der skal fremmes, på trods af enkelte borgeres modstand. For republikanerne er fællesskabets
overlevelsesevne vigtigere end den enkeltes rettigheder. Fællesskabet er et mål i sig selv for dem.
Det er et værdifællesskab.
Liberalisterne ser derimod fællesskabet som et middel til at nå andre politiske mål og ikke som
en værdi i sig selv. Derfor er procedurerne for kollektiv beslutningstagning vigtige, mens samfundets
værdier ikke er givet endegyldigt eller defineret betingelsesløst. Værdierne kommer til udtryk
i folks deltagelse og opsætning af egne private målsætninger, men bliver aldrig vigtigere en
de basale politiske spilleregler eller individuelle rettigheder. Derfor kalder mange liberalister deres
fællesskab for et proceduralt fællesskab. Alle er lige hos liberalisterne, både hvad angår ret til
formel deltagelse i det politiske liv og ret at have egne værdier.
Opsummering og kritik – hvor blev identiteten af?
Som det ses, så er der mange konfliktlinjer mellem republikanismen og liberalismen. Idéer findes
dog aldrig som rene former i virkelighedens verden, men altid i et givent blandingsforhold. Det er
netop problemet med begge traditioner. I deres rene form tager de ikke højde nok for virkeligheden,
men har for eksempel et naivt forhold til et af de mest basale sociale fænomener: identitet.
Republikanere som Rousseau mener, at identitet kan formes fuldstændig, således at staten
eksempelvis kan skabe en fuldt udviklet national karakter, hvor alle individer skabes på ny med en
identitet som sikrer ”Almenviljen”. Individets særpræg vil derfor forsvinde til fordel for kollektivets
normer. Der er kort sagt tale om en tankegang, som nærmer sig totalitarismen i Sovjetunionen!

Omvendt mener andre republikanere som Herder, at den nationale identitet er givet fuldt ud
på forhånd og at den er statisk. Kulturer bliver ikke påvirket af verdens udvikling ud fra denne
tankegang. Det er dog naivt at tro, at en kultur kan forblive ”ren” og set i historiens bakspejl, hvor
tyskerne netop forfulgte en sådan tanke under Anden Verdenskrig, må det også siges at være
temmelig farligt!
Liberalisterne har et andet problem. De mener nemlig, at man i det politiske og daglige liv
kan se helt bort fra kulturel identitet. Liberalisterne mener, at individer kan forblive fri for ydre
indblanding, og at de kan leve deres liv, som de måtte ønske det. Sådan er verden ikke indrettet.
Mange kulturelle udtryksformer kolliderer direkte med hinanden, hvilket gør det uhyre svært at
være ”tolerant”. Hvor eftergivende kan man være over for folk, der bryder de ”fælles” spilleregler
på grund af en anden opfattelse af kultur eller normer?
Man må altså huske, at identitet ikke er givet, men at den altid skabes i en konstant proces,
hvor individet formes af sine indre impulser og omgivelsernes pres. Men selv om identiteten ikke
er statisk, så er de fleste elementer dog ret konstante over tid og kan ikke forandres efter forgodtbefindende.
Identitetsforandring sker derfor altid, men aldrig på én gang.
Ingen af tilgangene til forholdet mellem individ og fællesskab kan derfor holde ubetinget.
Der vil også være kulturelle konflikter i fremtiden. Spørgsmålet er derfor snarere:
Hvilke konflikter vil man vælge?
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
21

22
Holdningsbillederne i
et internationalt perspektiv:
Interview med Uffe Østergaard, Jean Monnet professor i europæisk
civilisation ved Aarhus Universitet.
Afsnittet er et sammenfattende uddrag af interviewet.
Den danske versus den udenlandske debat
”På mange måder ser det ud, som om vi har den samme flygtninge- og indvandrerdebat i Danmark,
som man har i andre lande, men vi må erkende, at realiteterne er ved at være mere benhårde i
Danmark, end de er så mange andre steder. Det hænger sammen med, at i Danmark er nationalstat
og velfærdsstat det samme, og når vi snakker om nationalstaten, så mener vi velfærdsstaten,
fordi det ikke er en hvilken som helst nationalstat, men en nationalstat med høje ydelser. Det vil
sige, at man egentlig kunne oversætte det til en national forsikringsforening, og hvis man gør det,
kan man forstå rationalet bag ved at mange - især dem der nyder godt af det - meget nødig vil
lukke folk ind i det, for de har jo ikke betalt kontingent.
Problemet er, at dem der er meget ekskluderende i deres holdninger bliver mødt med Hans
Skov Christensens og mange andres rationelle argument, at hvis vi ikke lukker folk ind, så bliver
der ingen produktion, der kan opretholde velfærden. Det er to forskellige rationaliteter, der tørner
sammen. De er for så vidt begge rationelle, forskellen består i hvorvidt man anlægger et fremadrettet
eller et bagudrettet tidsperspektiv på det.
Holdningen hos dem, der anlægger et bagudrettet tidsperspektiv går på, at dem, der nyder,
har ydet deres, og derfor skal de nu have det der tilkommer dem. Det er lettere for befolkningen
i fx Grækenland, hvor man ikke har arbejdsløshedsunderstøttelse, og slet ikke nogen statslige
lovpligtige forsørgelseskrav af uforsørgede mennesker, at lukke fremmede ind.
Under alle omstændigheder er det meget svært at komme til ende med, om det handler
om en modvilje mod de fremmede i sig selv, eller om det er en økonomisk betinget modvilje.
Vi har ikke nogen overbevisende undersøgelser af det endnu”.
Fællesskab og fremmedfjendtlighed
”Jeg kan godt se indicierne på, at fællesskabsfølelsen er under nedbrydning, men jeg er alligevel
lidt tvivlende overfor det. Blandt andet fordi vi ikke rigtig har den overbliksargumentation, der
siger, at danskerne er fremmedfjendtlige som sådan. Man kan selvfølgelig fristes til at sige, som
Dronningen meget poetisk og klart sagde det i et interview - at det var nemmere at være tolerant
dengang der ikke var brug for det. Nu er der brug for det, og nu opdager vi, at det er svært. Det
viser sig med andre ord, at danskerne er mere normale, end vi havde regnet med. Men man kan
også vende det den anden vej rundt, og sige, at der er ikke nogen grund til at antage, at danskerne
skulle være specielt racistiske. Det spidser mere til, og man har gennemført en masse lovgivning,
som tager sig racistisk ud i omverdens øjne, men det man beskytter er ikke nødvendigvis et nationalt
fællesskab og en kulturel identitet. Det man beskytter er snarere nationale velfærdsforeninger,
altså ”Forsikringsforeningen Danmark”.
Jeg tror det er det, det handler om, og det bliver bekræftet igen og igen af observationer, og
af den økonomisk grundlæggende analyse. De rapporter der er blevet udarbejdet og de forsøg,
man har gjort på at måle racismen i Danmark viste ikke, at der skulle være sket nogen stigning i
fremmedfjendtligheden. Det ser altså ikke ud til at der er sket nogen ændring i den måde folk
tænker og snakker om fremmede på. Det der er sket ændringer i, er den lovgivning man laver
på området.
Når der er uvilje mod anden og tredje generations indvandrere, selvom de har betalt deres
kontingent, er det fordi mediernes billede dem er temmelig stereotypt. En anden generations
invandrer fremstilles som en, der ikke har lært sig ordentligt dansk, fordi der hele tiden er disse
forvirrende familiesammenføringer der medfører, at de bliver blandet op hele tiden. Derfor bliver
de aldrig ordentlig integreret - processen bliver hele tiden ført tilbage til nul, om man så må sige.
Når en velintegreret pige bliver ligestillet med en analfabetisk mand, så starter kampen endnu
en gang, og det medfører at de fremtræder i gadebilledet som nogen, der ikke har betalt deres
kontingent.

Der er en stor velvilje mod de ældre udslidte tyrkiske mænd og kvinder, som har betalt deres
kontingent. Der er læssevis af dem, der er brudt ud af ghettoen, og er flyttet ud i et parcelhus.
Den type indvandrere der gør som alle andre danskere, er der egentlig ret stor velvilje imod som
individer, men der er modstand mod dem som gruppe.
Og det er fordi vi har et særligt billede af dem - man kan så strides til dommedag om, hvorvidt
det er et retfærdigt billede. Om det udelukkende er et medieskabt billede, er svært at sige, men
der er jo altså nogle påviselige realiteter. Bor man i nogle af de kvarterer der, så kan man jo se det.
Jeg er sikker på at de fleste ville blive racister, hvis de boede i nogen af ghetto områderne. Derfor
gør de det heller ikke. Man skal passe på med det der racisme begreb.
Mange af Pia Kjærsgaards vælgere bor ikke i ghetto områder, men de er så orienterede via
medierne, at de har et meget stereotypt billede af sagen. Det er billederne der tager over, og
dominerer de reelle observationer. Mange af Pia Kjærsgaards vælgere har ingen personlig erfaring
med flygtninge og indvandrere. Hvis de havde, er det meget muligt at de ville blive overraskede,
fordi det ikke er alle muslimer, der taler dårligt dansk og er meget religiøse.
Danskernes forhold til flygtninge og indvandrere, bunder i den måde, den danske model er
skruet sammen på. Vi har et arbejdsmarked, der er eminent dårligt til at optage fremmede. Men
hvorfor? Det hænger sammen med den der lidt uformelle styring, og så det, at der ikke findes
nogle lovmæssige regler på området. Vi har ingen forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet,
fordi vi ikke har lovgivning om det. Det har vi jo så alligevel, fordi der er en EU lovgivning, som
vi givetvis forsynder os imod. Der er en lukkethed, og det er bagsiden af selvstyretraditionerne.
Den danske model på arbejdsmarkedet, og den danske model på velfærdsstatens og socialstatens
område, virker utilsigtet afsondret, og det er også det, der giver vanskelighederne med at blive
integreret i Europa”.
Myten om Danmark som et stammefællesskab
”Det er som om fokus er skiftet, sådan at det nu ikke længere er af retsbevæggrunde at den danske
velfærdsstat opleves som god. Det er pludselig blevet fordi vi er danske - så må den også automatisk
være god. Vi kan faktisk ikke holde til en ydelsesmæssig sammenligning med andre europæiske
lande, for den danske velfærdsstat yder ikke mere end de andre gør, og koster heller ikke
så forfærdeligt meget mere, men den er skruet anderledes sammen.
Socialforskningsinstituttet har lavet en rapport, hvor de gennemgår 4 nordiske og 4 mere centraleuropæiske
lande og der kan man komme ned og se, at der ganske vist er nogle gradsforskelle,
men man kan ikke sige, at det bare er os, der har velfærdsstat og de andre ikke har. Det er bare
måden den er kreeret på, der er forskellig. Jeg tror først og fremmest det universelle element er,
at man får rettigheden som borger uanset, hvad man har haft af tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det kan vi bedst forklare ved, at danskerne har opfattet sig som en stamme og ikke som en nation.
Det er helt anderledes andre steder. I Storbritannien, for eksempel, hvor folk er meget forskellige,
definerer man en nation som en syntese af forskelligheder, mens den danske definition af nation,
bygger på vores stamme identifikation og følgelig forventes at indbefatte en høj grad af ensartethed.
I virkeligheden har danskerne i dag ikke mere tilfælles med hinanden, end med alle mulige andre
grupperinger. Det er en myte, men den er meget livskraftig. Den opstod omkring 1850-60 og nu
lever den videre som en taleform, men ikke som nogen realitet”.
Den nationale identifikation
Men myten er bygget ind i vores institutioner og bliver hele tiden bekræftet i folkestemningen.
Der er lige så meget, der binder en til andre europæere, som til andre danskere. Skellet går på
nogle andre leder i dag, det går efter generationer, religioner – og efter alder først og fremmest.
Vi har altså en hel masse andre identifikationer, men det er som om vi alligevel lever videre i den
nationale. Det i sig selv er ikke specielt dansk og det har ikke noget med nationalismen at gøre,
men det ligger i selve nationalstatens ide, og det er det europæiske princip. Det er i den nationale
identifikation man samler alle de andre mulige identifikationer. Den dominerer over alle de andre:
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
23

24
køn, alder religion, beskæftigelse osv., de bliver alle underlagt den nationale identifikation. Og det
er selve ideen med det nationale fællesskab sådan som det vokser frem i 1800 tallet i Europa.
For mange af de andre lande, især de større lande, har det været indlysende, at det var et mere
kunstigt fællesskab, man bruger normalt udtrykket imagineret eller forestillet fællesskab. Det
betyder ikke at det er falsk, men det er noget man forestiller sig. Vi taler som om vi er i familie,
vi har et helt vokabularium, som er indrettet som om vi var en familie, fx ”fædrelandskærlighed”
og ”modersmål””.
Fremtidens velfærdsstat/fællesskab
”Nogle af de bestemte måder, vi har opfattet danskhed og dansk national identitet på overfor
Europa er ikke aktuelle længere. Der er ganske enkelt nogle måder at være dansk på, som ikke er
gangbare længere, ikke er mulige længere. Blandt andet den der med at påstå, at man har mere
til fælles med en hvilken som helst anden fra sit nationale fællesskab, end med en hvilken som
helst anden udenfor. Det passer simpelthen ikke, og slet ikke for dem, der har giftet sig med en
udefra. Og samtidig er der så kommet en arbejdskraft ind, og der vil komme meget mere, for vi
har brug for det, for at opretholde velfærdsstaten. Der bliver ganske enkelt ikke født børn nok i
Danmark. Vi har en reproduktionsfaktor på 1,8 til 1,9, og den skal være på 2,1 for at opretholde
befolkningens størrelse. Derfor skal der indvandring til.
Når der er brug for indvandring så kommer det også. Det er kun et spørgsmål om hvor lang tid
der går - der kan godt være et efterslæb på 10 år. Og så må Pia Kjærsgaard pakke sammen. Hun
vil have et vist anslag sålænge man rekrutterer på den måde, man gør i øjeblikket. Nu rekrutterer
vi sociale tilfælde, men når man begynder at rekruttere højt efterspurgte ingeniører fra de baltiske
lande, så vil folk reagere lidt anderledes. Det er derfor jeg siger, at danskerne egentlig ikke er
racister.
Fremtiden vil vise, hvem der har ret i det her, for det er selvfølgelig muligt at det vil gå anderledes
– at vi vil få en tilspidset situation, men jeg må indrømme at jeg er ret sikker i min sag. Man
kan ikke bare lukke landet af. En statsminister kan godt føle sig tvunget til at sige det, men man vil
ikke reelt kunne gennemføre det, for industrien vil sige: enten flytter vi, eller også må man åbne
for arbejdskraften - og så åbner man for arbejdskraften, så enkelt er det”.
Humanisme vs. politik
”Indvandring behøver ikke at betyde fri indvandring af hvem som helst. Jeg forstår ikke, at vi ikke
har talt lidt mere nøgternt og kynisk om, hvem det er vi har brug for. Når Hans Skov Christensen
siger, at vi har brug for en indvandring, tænker han ikke på dem, der bliver til sociale klienter. Vi
kan ikke løse alle problemer i verden, så derfor må vi hjælpe ofre for krig og hungersnød i deres
nærområder. På den måde får man mere ”value for money”.
Det har været et chok for dansk politik at bringe srilankanere og især somaliere til Danmark,
det er simpelthen for vanskeligt. Den kulturelle barriere er næsten uoverstigelig, men det har man
ikke været meget for at snakke om. Det kan godt være at den bliver overdrevet, og det kan være
vi gør nogle erfaringer, der viser at de faktiske problemer ikke er så store som vi tror. Der var fx
også mange der var meget fortørnede på de iranere, der kom til Danmark i 80´erne. Men de var
fra overklassen, og det viste sig, at de objektivt set var meget lette at integrere. De er eksempler
på succeser i det danske uddannelsessystem - de er så store succeser at de forlader landet igen,
fordi de ikke kan få udfoldelsesmuligheder i Danmark.

Der skjules sikkert mange flere succeshistorier i den der indvandring, end vi vil være ved, men
de føler sig bare nødvendigvis ikke godt hjemme i den særlige danske praksis med velfærdsstatens
kontrol og overvågning. Pakistanerne bliver med deres kiosker og taxaer udråbt til skattesvindlere,
det er de jo til en vis grad, men de er også entreprenører, på samme måde som dem i Vestjylland
og Nordjylland der snyder, er eller var det. Indvandringen kan give et tilskud af entreprenører, og
dem er der brug for. På det punkt er jeg økonomist, som man siger - når der er et behov så sætter
det sig igennem, strategisk kan det ikke forhindres”.
”Fødder og ikke rødder”
”Selvfølgelig er der et pres på Danmark. Der er hele det pres, der ligger i, at den danske befolkning
bliver mere og mere internationaliseret. Der vil uundgåeligt ske en langsom udvikling mod
multikulturalisme, fordi internationaliseringen betyder at folk blander sig med hinanden. Men det
er jo ikke sikkert, at det uafvendeligt vil få det resultat, at det så bliver lutter muslimske fremmede.
Hvis vi hæver os op over det korte tidsspand kan vi se, at folk vandrer – så der vil ske en blanding.
Det gør der altid i lange fredstider, og vi har levet i en snart 60-årig fredsperiode i vores del af
verden. Det eneste der kan ændre på denne grundlæggende tendens, er en kæmpestor krise
eller endnu værre: en krig. Så bliver man drevet tilbage i sin etniske nationalfællesskaber, men
ellers siger al historisk erfaring, at folk vil blande sig mere og mere - så vil det vise sig, at man har
fødder og ikke rødder.”
Identitet som verbum
”Jeg tror at fremtidens samfund er en kombination af monokulturalisme og multikulturalisme. Lidt
ligesom i USA, hvor man har en monokultur på det overfladiske niveau, en ret stærk, af den slags
som nogen kalder for en minutkultur: highways, burger, Coca-cola, television og forfatningen - det
er fælles. Men nedenunder er der lutter forskelligheder, også meget stærke og regionale forskelligheder,
der er tilbøjelige til at blive nedbrudt, når befolkningen flytter sig efter arbejde osv. De
etniske grupper gifter sig i vældig høj grad på kryds og tværs, der opstår nye etniciteter i USA, fx
irske indianere og sorte muslimer. Vi får brug for mange nye undergrupper hele tiden, men jeg
tror ikke at selve behovet for at identificere sig forsvinder. Det er derfor jeg tror at man, hvis man
virkelig skal forstå identitet, ikke skal bruge det som substantiv men som verbum. Det er en aktivitet,
det er noget man gør, man identificerer sig, det er ikke noget man har, det er noget man ta’r.
Der er altså et element af forhandling, men man forhandler ved hjælp af nogle komponenter,
som man har med sig. Og dem kan man så indstille forskelligt, så det kommer til at ligge et sted
mellem det frie valg og det helt bundne. Om det ligger i den ene eller den anden ende afhænger
i høj grad af de ydre konjunkturer, er der krig eller kriser, så er det de på forhånd givne fællesskaber,
der virker mest tiltrækkende. Er der fred rykker man hen i den anden ende.”
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
25

26
Konstanter i nutiden og fortiden
Af de to polære holdningsbilleder, der blev præsenteret i starten af denne del, kan udledes en
række konstanter. Det vil sige nogle forhold - eller begrebspar - som uafhængigt af tid og sted,
udgør helt grundlæggende forskelle i måden at anskue etnicitet, fællesskab og integration på.
Det er valget mellem på den ene side individ eller fællesskab og på den anden side essens eller
konstruktion, der bliver afgørende for fremtidens debat på området.
Essens og konstruktion
I afsnittet om det monokulturelle og multikulturelle samfund er det f.eks. helt afgørende, om man
anser etnicitet og fællesskab som konstruktion eller som essens. Som det fremgår af den retoriske
analyse får det indflydelse på, hvilke metaforer og sproglige virkemidler, man anvender, når man
argumenterer for sin sag. Også det historiske afsnit understøtter denne tendens, idet man kan se
hvordan den tyske romantik er en realisering af den essentialistiske forståelse af etnicitet og fællesskab,
mens den franske nationalisme er et udtryk for et mere konstruktivistisk udgangspunkt.
Essentialisme og konstruktivisme er altså to konstanter som Instituttet har defineret som helt centrale
indenfor fremtidens etnicitet, integration og fællesskab.
Konstruktion
Individ Fælles
Essens
Individ og fællesskab
To andre vigtige konstanter, der berører debatten
om etnicitet, er individ og fællesskab. Det
er helt afgørende for forståelsen af samfund, at
man gør sig klart, hvilken tradition der ligger til
grund for forståelsen af individ og fællesskab.
Er det individet der er overordnet fællesskabet,
eller er det omvendt? Disse modsætninger
kommer også til udtryk i den idéhistoriske gennemgang,
hvor fx liberalisme og republikanisme
er to helt uforenelige størrelser, der er vokset
ud af traditioner, der står i direkte modsætning
til hinanden og som tager udgangspunkt i henholdsvis
individet og fællesskabet.
Modellen illustrerer, at de fire identificerede konstanter, sat overfor hinanden, udspænder et rum,
indenfor hvilket en mulig debat om etnicitet, integration og fællesskab kan foregå.
Det skal afslutningsvis understreges, at ingen af de to holdningsbilleder er frie for konflikt. Der er
altid modsætningsforhold og konflikter til stede. Men det er forskellige typer af konflikter, der vil
opstå i de forskellige billeder. I det monokulturelle samfund vil konflikten ofte have udgangspunkt
i de etniske gruppers kamp mod hinanden (essens mod essens), mens konflikter i det multikulturelle
samfund i højere grad vil opstå i modsætningen mellem dem, som har en konstruktivistisk
kulturforståelse, og dem, der er essentialister.
De identificerede konstanter vil - parret med de præmisser, der præsenteres i det følgende
afsnit - udgøre grundlaget for at tegne scenarier for fremtidens etnicitet, integration og fællesskab.

Noter til del I
1 Pia Kjærsgaard, Ekstra Bladet 25.02.00.
2 Poul E. Andersen, Jyllands-Posten 26.04.00
3 Eva Boserup, Jyllands-Posten 14.02.00
4 Ole Hyltoft, Ekstra Bladet 27.02.00.
5 Marie Christensen, Jyllands-Posten 03.03.00.
6 Pia Kjærsgaard til B.T. Refereret i Aktuelt 14.02.00
7 Ole Hyltoft, Ekstra Bladet 27.02.00.
8 Socialminister Karen Jespersen til JP. Refereret i Aktuelt 19.10.99.
9 Klaus Lynggard, forfatter og chefredaktør af kulturmagasinet Blender, Politiken 19.02.00.
10 Hans Skov Christensen, adm. dir. DI, 11.02.00 Politiken.
11 Torben K. Andersen, Aktuelt 25.08.99.
12 Torben Møller-Hansen, Politiken 23.02.00.
13 Peter Harder, Politiken 03.02.00.
14 Om menneskerettighederne: For 52 år siden vedtog FN´s Generalforsamling Verdenserklæringen om menneskerettigheder.
I Artikel 1 hedder det: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed,
og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”
15 Birthe Gamst, Aktuelt 25.01.00.
16 Kronik, Aktuelt 24.09.99.
17 Lars Runo Johansen, Aktuelt 06.04.00.
18 Jørn Neergaard Larsen adm. dir. i DA, Politiken, 16.03.00.
19 Hans Jensen, formand for LO, Politiken 09.03.00.
20 Carsten Jensen, Politiken 10.02.00.
21 Ove Korsgaard, Information 21.02.00.
22 Henrik Dahl, Politiken 08.02.00.
23 Ove Korsgaard, Politiken 12.02.00.
24 Idéen om den nye akse i politik, ”exclusiveness” overfor ”inclusiveness” er Geoff Mulgan´s, stifter af tænketanken DEMOS
og politisk rådgiver for Tony Blair, Downing St. Policy Unit
25 Ferruh Yilmaz, Informationsmedarbejder ved Nævnet for Etnisk Ligestilling, artikel i Politica,31. årg. nr. 2 1999.
26 Lingvisten George Lakoff argumenterer i sin bog ”Moral Politics” for, at metaforer i politik har rødder i moral-systemer
og moral-opfattelser, der relaterer sig til to generelle familiemodeller. ”Strict father modellen” og ”Nurturant parent modellen”
er to amerikanske familiemetaforer (henholdsvis den konservative og den liberale udgave), og med dét i baghovedet
godt kan anvendes i denne sammenhæng. De to familiemetaforer har deres overordnede udspring i ”nation as family” metaforen.
Nationen er familien, regeringen er forældrene og borgerne er børnene – og det er derfor, vi bruger metaforer som ”founding fathers”,
”nationen sender sine sønner i krig” osv.
27 Anders Fogh Rasmussen
28 Poul Christian Matthiessen, professir, demograf og formand for Carlsbergfondet, i artiklen ”Det multikulturelle samfund kommer
til Danmark”, Information, den 17. februar 2000
29 Klaus Lynggaard, forfatter, Politiken, den 19. februar 2000
30 Ove Korsgaard, Information den 21. februar 2000
31 ibid
32 Thomas Hylland Eriksen, professor i socialantropologi ved Oslo Universitet, artiklen ”Det farveblinde samfund”,
Politiken, den 8. januar 2000
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
27

28
Del II: Præmisser for fremtiden – megatrends og tendenser
Der er noget, vi ikke
kommer uden om
Der er uendelig mange muligheder for hvordan fremtiden kan blive, og det er principielt umuligt
at forudsige den. Men den kan ikke blive til hvad som helst. Der er nogle grundbetingelser, som
ligger fast eller kan forudsiges med stor sikkerhed. Det drejer sig om de udviklinger, der af mange
fremtidsforskere kaldes megatrends. Digitalisering, videnssamfundet, immaterialisering, netværk,
individualisering og globalisering er nogle af dem. Når vi taler indvandring, er de to sidstnævnte
formentlig særligt relevante.
Individualiseringen, som både indebærer en mulighed for og et krav om at man aktivt vælger
sin identitet, herunder hvilke fællesskaber, man indgår i. Tilstedeværelsen af grupper med andre
etniske identiteter er en faktor, der er med til at aktualisere valget af identitet og give det en ny
ramme. Globaliseringen, den proces, der integrerer verdens lande og folk i det samme økonomiske
og, i stigende grad, politiske system, er en væsentlig del af baggrunden for de vandringer, vi ser
i dag og i fremtiden, såvel som for hvilke reaktioner, de vil medføre. Det er også, mere generelt,
en forandringsfaktor, som er blevet genstand for stigende opmærksomhed og diskussion.
Dertil kommer nogle mere konkrete forhold: Hvor mange indvandrere er der, hvor mange kan
der tænkes at blive i fremtiden, hvor kommer de fra, hvor store er incitamenterne til udvandring,
og hvilke er de, hvad er baggrundene for at modtage indvandrere, og hvad vil de være i fremtiden.
Her drejer det sig langt henad vejen om nogle talmæssige proportioner. Folketal, befolkningsvækst
og levestandard i forskellige lande; aldersfordelingen og den stigende ældrebyrde i de rige lande,
som kan føre til overvejelser om indvadringsbehov, mv.
I denne del bliver betydningen af individualiseringen og globaliseringen ridset op, og der vil
blive præsenteret nogle talstørrelser og tendenser.

Hvor mange udlændinge er der? Og hvor mange kommer der?
Danmarks Statistik opgør i 1999 det samlede antal indvandrere og efterkommere i Danmark
til 363.422 personer, svarende til knap 7 pct. af befolkningen. Heraf kommer halvdelen,
dvs. 3,5 pct., fra mindre udviklede lande (efter FNs definition). I en europæisk sammenhæng
ligger Danmark nogenlunde midt i feltet hvad angår andelen af udlændinge i befolkningen.
I 1980 var der knap 160.000 udlændinge, hvoraf ca. 3/4 var fra mere udviklede lande.
Det samlede antal udlændinge er altså blevet knap 2 1/2 gange større på tyve år, og antallet af
folk fra mindre udviklede lande er blevet næsten femdoblet.
Den seneste prognose fra Danmarks Statistik, som bl.a. regeringen benytter sig af, regner
med at antallet yderligere vil fordobles over de næste to årtier, således at der vil være ca.
720.000 udlændinge og efterkommere i 2020. Heraf vil 471.000, eller ca. 2/3, være fra
mindre udviklede lande.
Denne prognose er en fremskrivning, der forudsætter et indvandringsmønster svarende
til det, vi har set i de senere år. Der er altså ikke antaget noget om hverken yderligere
stramninger eller lempelser af adgangen til at indvandre til Danmark.
Det er naturligvis ikke udelukket, at man ved drastiske stramninger i regler for familiesammenføring
og asylansøgere kan mindske den forudsatte tilstrømning. Men det sandsynlige er, at
antallet af personer med udenlandsk baggrund vil fortsætte med at stige i de kommende årtier.
Derfor er debatten om deres forhold til det danske samfund - og omvendt - en særdeles
fremtidsrelevant debat.
Antal indvandrere og efterkommere i Danmark
500000
400000
300000
200000
100000
0
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
Fra mere udviklede lande
Fra mindre udviklede lande
1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010 2015 2020
K il de:Danmarks Statistik 1999
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
29

30
Megatrends:
Globalisering og individualisering
Det vil sikkert ikke være overraskende for mange af IFFs medlemmer, at megatrends indgår
som ét blandt flere analyseniveauer i perspektiveringen af debatten om identitet, integration
og fællesskab.
Megatrends kan defineres som forhold, der i en given periode alene har potentiale til at forandre
samfundet på tværs af samfundssektorer (politik, økonomi, teknologi o.s.v.) og på tværs af alle
samfundsniveauer (struktur, aktør, individ).
Per definition spiller megatrends således også en rolle i denne sammenhæng.
Der er især to megatrends, som i særlig grad har indflydelse på fremtidens identitet, integration
og fællesskab, nemlig globalisering og individualisering. Det er to afgørende drivkræfter bag
forandringerne af vores samfund, os selv og vores fællesskaber.
Globaliseringen handler om forandringer i afgrænsningen af den verden, vi som mennesker
lever i og som samfundets institutioner og virksomheder opererer inden for.
Individualiseringen handler om forandringerne i forankringen af os selv, vores samfund og
vores fællesskab. Det handler om ønsket om frihed og pligten til at vælge - dig selv, din verden,
dit liv.
Det er i spændingsfeltet mellem en global virkelighed og kravet til den enkelte om selv at konstruere
en identitet, at vi finder de overordnede perspektiver for debatten om identitet, integration
og fællesskab.
Man kan forsøge at påvirke deres gennemslagskraft og konsekvenser, men man kan ikke undgå
at forholde sig til dem.
Global forbundethed
Den globale virkelighed har været længe undervejs, men er først for nylig blevet et allesteds
værende begreb. Med demonstrationerne i Seattle og Washington mod IMF og Verdensbanken
er anti-globalisering tilmed blevet en global parole.
Globalisering beskriver en intensivering af relationer på verdensplan – både handelsmæssige
og sociale – der forbinder steder, virksomheder, organisationer og mennesker på en sådan måde,
at lokale begivenheder og fænomener er formet af hændelser langt borte og omvendt. Den stadig
større forbundethed på verdensplan kan også beskrives som en global tæthed, hvor afstande er
mindsket, afhængighed øget og relationer sammenvævet. Det medfører i et vist omfang fælles
oplevelser og erfaringer mellem mennesker verden over.
Foruden en stadig stigende fælles global erfaring er globalisering bl.a. kendetegnet af økonomisk
internationalisering i form af global produktion, distribution og et globalt finansielt marked,
øgede og styrkede politiske internationale relationer nationalstater imellem og globale politikker,
multi- nationale virksomheder, internationale organisationer og tværnationale sociale bevægelser.
Og endelig har folkevandringer i form af udstationering, indvandrere, flygtninge og turisme aldrig
været så talrige og omfattende som i dag.
Globalisering kan anskueliggøres på mange måder. Verden bliver på én gang hele tiden både
større og større og mindre og mindre. Den bliver større, fordi stadig flere lande, mennesker og
markeder bliver tilgængelige for os. Tilgængeligheden omfatter alle typer af kontakter fra kommunikation
gennem brev, telefon, Internet og massemedier over turistrejser og studieophold til
økonomiske kontakter gennem handel, investeringer, finansielle transaktioner og långivning.
Befolkningsvandringer og flygtningestrømme hører også med i billedet. Lande, virksomheder
og personer, som vi hidtil ikke har haft noget at gøre med, og som vi derfor ikke har behøvet at
ofre nogen videre opmærksomhed, er trådt ind i vores verden – ind i den virkelighed, vi lever i.
Det har gjort vores verden større.

Samtidig bliver verden mindre, fordi man stadigt hurtigere og billigere kan rejse til, transportere
varer til og kommunikere med ethvert sted på jordens overflade. Resultatet er en større forbundethed
mellem mennesker, samfund, kulturer og økonomier med helt forskellige udgangspunkter
forskellige steder på kloden. Vi mærker i stigende grad konsekvenserne af udviklinger
i helt andre dele af verden samtidig med, at vi i stigende grad er nødt til at inddrage forhold i
andre dele af verden, når vi overvejer handlinger og beslutninger i vores egen verden.
For det enkelte menneske er den globale forbundethed ofte dobbelttydig. Den åbner en masse
muligheder for at opleve anderledes kulturer, for at få et større og mere varieret udvalg af forbrugsvarer
fra hele verden og for at udveksle ideer med mennesker fra andre verdensdele. Men den
stiller samtidig krav om en øget accept og tolerance af helt forskellige måder at se verden på og
af andre livsformer. Og i sidste ende en accept af vores egen måde at gøre tingene på. Globaliseringen
medvirker dermed til opløsningen af traditionelle identiteter, livsformer og fællesskaber.
Det kan både opleves som nye muligheder, men også som nye trusler.
Den globale gensidige afhængighed mellem lande, institutioner og mennesker og den globale
mangfoldighed følges til dørs af en fornyet fokusering på forskelligheder og identitet.
Globaliseringen underminerer vore traditioner i mødet med andre og præsenterer os samtidig
for en global mangfoldighed af nye alternativer.
Individualisering
Ligesom globaliseringen trækker individualiseringen på lange historiske rødder. Også individualiseringen
er er kommet på dagsordenen i disse år. De sidste snes år - og især efter murens fald i
1989 – har været karakteriseret ved en fornyet betoning af individet som grundlaget for samfundet.
Markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder – den kolde krigs vindende ideer – er alle
individ-orienterede.
Den øgede opmærksomhed omkring individet og individualiseringen er dog ikke blot et politisk
projekt. Det er i høj grad en realitet i vores hverdag og virkelighed.
Baggrunden er først og fremmest en såkaldt af-traditionalisering af vores liv og samfund.
Traditioner er ikke længere noget man automatisk indretter sig efter, men noget man vælger.
Dermed mister traditionerne deres værdi som en umiddelbar rettesnor i vores liv. Globaliseringen,
stigende velstand, uddannelse og nye teknologiske udviklinger har øget den enkeltes valgmuligheder
og bevirket, at traditioner konstant udfordres af en mangfoldighed af muligheder.
Den enkelte oplever, at vaner ikke holder, når forudsætningerne ændres, og at traditioner
erstattes af krav om en uophørlig refleksion over valgmuligheder. Vi er løsnet fra traditionelle
fællesskabers begrænsninger og dermed overladt til at vælge – igen og igen.
Det giver sig selv, at denne udvikling har altafgørende betydning for os selv og for vore fællesskaber.
Traditionelle fællesskaber og traditionelle autoriteter mister på linie med traditioner deres
selvfølgelige opbakning og må acceptere at komme på valg. Det har fået mange til at sætte lighedstegn
mellem individualisering og egoisme.
Individualiseringen udfordrer nok de traditionelle fællesskaber, men det er ikke en selvfølge at
individualisering og fællesskaber er i modstrid med hinanden. Øget individualisering eller specialisering
gør os samtidig mere afhængige af andre for at få vore behov opfyldt. ”Individualisering
skaber fællesskab og solidaritet” - mente solidaritetens ”fader” sociologen Emile Durkheim. Individualiseringen
handler om, at vi ønsker et individuelt valg på flere og flere områder. Det handler
kort sagt om øget selvstændighed - ikke om øget selvtilstrækkelighed.
Individualiseringen afviser ikke nødvendigvis fællesskaber, men den ændrer ved fundamentet
for fællesskaberne. Når fællesskaber bliver et individuelt og gentaget valg må fremtidens fællesskab
tænkes mere flydende og flygtigt - mindre stabilt og mindre forudsigeligt.
For den enkelte betyder individualiseringen en øget selvstændighed, flere valgmuligheder, men
også et krav om at vælge, om konstant konstruktion af den enkeltes historie, liv og dagligdag.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
31

32
”Social cohesion can´t be guaranteed by the top-down action
of the state or by appeal to tradition. We have to make our lives
in a more active way than was true of previous generations,
and we need more actively to accept responsibilities for the
consequences of what we do and the lifestyle habits we adopt.” 1
Giddens påpeger tillige i citatet ovenfor, at der er tale om et individuelt projekt, som ikke lader sig
løse fra oven og nedad. Den enkelte må selv vælge sammenhænge og fællesskaber og selv tage
ansvaret for sine valg.
I Vesten er individualiseringen blevet så omfattende, at identitetsdannelse er blevet et centralt
aspekt ved det enkelte individs liv og for samfundet generelt. Tidligere var identitet før-defineret
af bl.a. traditioner og faste sociale roller. I dag er sådanne begrænsninger for potentielle identiteter
løsnet samtidig med, at stadig flere muligheder for identitetsdannelse fremkommer. Valg skal træffes,
mening skal findes og identitet skal skabes – som aldrig før. Til dette formål indsamles og sammenstykkes
kulturelle tegn og symboler konstant, og i den forstand er identitetsdannelse nærmest
blevet et kunstværk - og en byrde.
Det blev påpeget tidligere, at global afhængighed og mangfoldighed også kan medføre et øget
fokus på forskellighed og identitet. Individualiseringen styrker denne fokusering på forskellighed
og identitet, men kan også føre til øget afhængighed af andre og søgning mod fællesskaber.
Når alt er på valg, søger vi svar. Globaliseringen og individualiseringen giver os mangfoldige
muligheder, men sådan set også færre svar.
Når man konstant har muligheden for at vælge, skal den enkelte konstant svare på - primært
overfor en selv - hvorfor man handler, som man gør. Hvorfor ikke anderledes? Hvorfor karrierehvorfor
ikke? Hvorfor børn eller ægteskab - hvorfor ikke? Det eneste man ikke kan, er ikke at vælge.
Det er i det øjeblik, at retten til at vælge bliver til pligten til at vælge, og at friheden kan forekomme
som en personlig byrde. Det fører til søgning mod konstanter, holdepunkter, pejlemærker,
forklaringer - der kan begrunde og guide vores liv og hverdag. Nationale og etniske traditioner
genoplives, historien granskes og de store gamle fortællinger updates.
Vi lever i en global verden præget af individualisering, hvor nationalitet og etnicitet fortsat er
det mest betydningsfulde fællesskab for den enkelte. Derfor er identitet, integration og fællesskab
på dagsordenen i dag og i fremtiden.

Tendenser ”Push” og ”pull”
Dette afsnit er indledt med et faktuelt billede af, hvor mange udlændinge, der er i Danmark, og
hvor mange, der kommer i fremtiden (se boks). Dernæst er tendenserne præsenteret i to blokke
– en med ”pull” faktorer, ”Indvandring som svar på ældrebyrden?” og en med ”push” faktorer,
”Presset for udvandring”.
”Pull” – Indvandring som svar på ældrebyrden?
Det vakte stor opmærksomhed i den danske debat om indvandrere, da direktøren for Dansk
Industri – de danske industrivirksomheders arbejdsgiverorganisation – Hans Skov Christensen i
en kronik i januar slog til lyd for, at Danmark skal modtage et større antal indvandrere. Hensigten
var at afbøde den økonomiske virkning af den aldrende befolkning. En voksende ældrebefolkning
kombineret med en faldende arbejdsstyrke betyder, at der er flere, der skal forsørges af færre,
dvs. en større økonomisk belastning for arbejdsstyrken. Denne problemstilling er generel for hele
Vesteuropa, ligesom den gælder for Japan, men i mindre grad for USA. Skov Christensen henviste
da også i sin argumentation til internationale befolkningsprognoser:
”Til dem, der tror, at vi faktisk er os selv nok, er der kun ét at sige:
Læs de demografiske prognoser. Realiteten er, at vi i Danmark – ja i det
meste af Europa – står over for en stadig stigende mangel på unge til
at løfte forsørgerbyrden og sikre grundlaget for fortsat produktion og
velstand. […] FN har beregnet, at Europa frem til 2025 får brug for en
tilførsel af omkring 135 mio. personer, hvis man vil bevare en aldersfordeling
som den, man havde i 1995 og dermed undgå den voldsomme
stigning i forsørgerbyrden, som mange frygter vil flå tæppet væk under
velfærdssamfundet.” 2
De nyeste tal fra FN er faktisk endnu større end de 135 mill. Der henvises til i citatet. I en rapport fra
marts i år beregner FN, at EU i perioden 2000-2025 har brug for en indvandring på i alt 214 millioner,
hvis ældrebyrden skal holdes på 1995-niveauet. Det vil give en samlet befolkning i 2025 på
641 mill – altså vil ca. en tredjedel af befolkningen til den tid være indvandrede i denne 25-årige
periode. Dette er naturligvis et teknisk regneeksempel, hvor masser af relevante faktorer er holdt
konstante (der kunne f.eks. være andre måder at øge arbejdsstyrken på, ligesom den nuværende
lave europæiske fertilitet ikke behøver at fortsætte), men det siger noget om størrelsesforholdene.
FN-rapporten har i øvrigt også forlænget samme scenario til 2050, hvor den samlede indvandring
kommer til at udgøre intet mindre end 1,2 milliarder mennesker over perioden, og hvor indvandrere
og deres efterkommer i så fald vil udgøre 3/4 af den samlede EU-befolkning. Hvis man i stedet
forestiller sig, at forsørgerbyrden skal holdes konstant gennem en forhøjelse af pensionsalderen,
skal denne sættes op til 76 år i EU.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
33

34
Hvor stor en økonomisk belastning kan der blive tale om? Det afhænger selvfølgelig af hvilket
ydelsesniveau i form af pensioner og andre ydelser, fremtidens ældre vil oppebære – og her er
der naturligvis mange muligheder for at ændre på satser og serviceniveauer i de kommende årtier.
Men det er en særdeles upopulær politik, som den danske regering fik at føle, da man foretog
den forholdsvis beskedne justering af efterlønnen i efteråret 1998. De fleste fremskrivninger af
den stigende økonomiske belastning som følge af befolkningsudviklingen har derfor som forudsætning,
at ydelsesniveauet mindst fastholdes på det nutidige niveau.
Samspillet mellem den demografiske udfordring og offentlige finanser er meget forskelligt i de
forskellige EU-lande, som det fremgår af tabel 1.
Tabel 1: Demografi, offentlige finanser og arbejdsmarked i EU
Anm.: Ældrekvoten er defineret som befolkningen over 65 år divideret med befolkningen mellem
15-64 år. EU-gennemsnittet er vejet med BNP. Ledigheden er opgjort efter EU-definition.
Kilde: Finansministeriet: Finansredegørelse 2000, april 2000.

Det er især Grækenland, Irland, Italien, Spanien og Tyskland, der har udsigt til store demografiske
forskydninger. Sverige er det land, der vil få den mindste vækst i ældrebyrden, og Danmark ligger
også i den lave ende. Men der er stadig en betragtelig vækst i denne ældrebyrde, og dertil kommer
at såvel Sverige som Danmark har et mindre manøvrerum på nogle vigtige punkter: Der er dels en
høj erhvervsfrekvens, dvs. det er svært at øge arbejdsstyrken ved at sætte den yderligere i vejret,
dels er der meget høje skattetryk, dvs. det alt andet lige vanskeligere at finansiere ældrebyrden
ved at øge beskatningen af den arbejdende del af befolkningen. Man kan også nævne at de to
lande har relativt lav arbejdsløshed, det gælder især Danmark.
Hans Skov Christensen er på den baggrund langt fra alene med sine overvejelser om hvorvidt
indvandring kan bidrage positivt.
I Danmark har regeringen netop fremlagt en økonomisk fremskrivning til 2010, der forudsætter
en voksende arbejdsstyrke. (Den stiger med 58.000 personer). Dette på trods af at befolkningens
aldring i de kommende ti år vil trække i modsat retning. (34.000 personer).
Dette skyldes dog ikke i første række at indvandringen forudsættes at stige, men henføres især
til de forventede virkninger på erhvervsfrekvens og tilbagetrækningsmønster af overgangsydelsens
afskaffelse, efterlønsreformen, samt forebyggelse af førtidspension, herunder de såkaldte job på
særlige vilkår (”skånejobs”).
Men indvandringen bliver talt med. Den forudsættes at fortsætte på det nuværende niveau,
hvilket bidrager med 60.000 personer til arbejdsstyrken under antagelse om at indvandernes
erhvervsdeltagelse er ligesom i dag. Men regeringen regner med at dette mønster vil blive ændret
i retning af en øget erhvervsdeltagelse for indvandrere. Det skyldes, at de integrationstiltag man
har iværksat antages at ville indsnævre forskellen mellem indvandrernes og de danskfødtes
mønster for erhvervsdeltagelse. Og her er der ganske rigtigt plads til en væsentlig udvikling.
Erhvervsfrekvensen for mandlige indvandrere lå i 1999 ca. 20 pct.-points under danskfødte
mænd, mens forskellen for kvinder var endnu større.3
I alt forudsætter den danske regering at indvandrernes bidrag til arbejdsstyrken i 2010 bliver
på ca.100.000 personer. Kun 60.000 af disse skyldes indvandring, resten skyldes en bedre integration
af indvandrerne – både de nuværende og de kommende – på det danske arbejsmarked.
Der er altså ganske høje krav – eller, om man vil, forventninger – til integrationspolitikken.
Med til billedet af regeringen prognoser for arbejdsstyrken hører i øvrigt at, det er ganske
følsomt for ændringer i forudsætningerne. Det kan nævnes, at det Økonomiske Råd i efteråret
1999 kom med en prognose, der forudsagde et fald i arbejdsstyrken i 2010 på 34.000 personer
mod regeringens forudsatte stigning på 58.000 personer 4 .
Og nok så vigtigt: Det er først i perioden efter 2010, at ældrebyrden for alvor accelererer.
Som det hedder i Finansredegørelsen: ”Frem til omkring 2010 påvirkes de offentlige finanser
kun i ret begrænset omfang af den demografiske udvikling”.5 Man beregner at bundskatten i
2010 skal stige med 1,2 pct-point, hvis den skal finansiere byrden. I 2030, derimod, skal den
stige med 6,9%-point.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
35

36
Nyt syn på indvandring?
Den indvandring, der er foregået siden indvandrerstoppet i 1973, har stort set bestået af familiesammenførte
og flygtninge. Det har sandsynligvis bevirket en tendens til udelukkende at se indvandringen
som en belastning. Det er en byrde, som vi påtager os, eller – som det hævdes fra
nogle sider – bliver pålagt af indvandrere, der udelukkende kommer af økonomiske motiver, lokket
til af gavmilde velfærdsydelser. Dette sidste er formentlig i særlig grad et udbredt synspunkt i lande
med relativt gode offentlige velfærdsordninger. Ikke mindst i Danmark, hvor adgangen til velfærdsydelser
generelt bygger på et bopælskriterie, dvs. har man opholdstilladelse, har man adgang til
eksempelvis bistandshjælp. Det har givet grobund for en modstilling mellem danske velfærdsmodtagere
– f.eks. ældre, syge, boligsøgende – og udlændinge, som har medvirket til en udbredt
negativ holdning til indvandrere.
Faktorer som de ovenfor nævnte udmeldinger fra Hans Skov Christensen, fremskrivningerne
af ældrebyrden fra f.eks. den danske regering og FNs beregninger af det hypotetiske indvandrerbehov
lægger imidlertid op til et andet syn på indvandrerne: De er en potentiel ressource. Og det
er sandsynligt at dette syn vil blive mere fremherskende i debatten i de kommende årtier.
Den talmæssige opgørelse over, hvad indvandringsbehovet kan tænkes at blive, er interessant
i sig selv, fordi den angiver nogle proportioner. Den har også medvirket til at nogle EU-lande faktisk
er begyndt at bløde op på det indvandringsstop, der ellers har været normen siden den første oliekrise
i 1973. Det må noteres at to af Danmarks nabolande, Norge og Tyskland således for nylig
har åbnet for en større tildeling af arbejdstilladelser til udlændinge.
I Norge har man her i foråret åbnet for arbejdstilladelser til ikke bare langvarigt uddannede
specialister, men også folk med korte og mellemlange uddannelser som plejepersonale og sygeplejersker
samt faglærte håndværkere. Selv russiske fiskere har man åbnet op for. Man har endvidere
udvidet adgangen til sæsonarbejde fra tre til seks måneder, som tilmed nu kan finde sted
hele året, og ikke kun i sommerhalvåret. 6
I Tyskland har man under stort ståhej vedtaget at udstede 20.000 såkaldte ”greencards” til
IT-specialister. I sig selv ikke noget stort tal i forhold til den tyske arbejdsstyrke, men et bemærkelsesværdigt
kursskifte i indvandringspolitikken. Ikke mindst på baggrund af at man i Tyskland har
en arbejdsløshed på omkring 10%.
Det peger på at indvandringens rolle i forhold til arbejdsstyrken langtfra kun er et spørgsmål
om de overordnede talstørrelser. Arbejdskraft har aldrig været nogen standardvare og bliver det
endnu mindre i fremtiden. 60ernes indvandring til Vesteuropa sigtede på at dække industriens
behov for ufaglært arbejdskraft i en situation med en økonomisk boom-periode. Økonomer
omtalte indvandrerne som ”shock absorbers” (jf. Hans Kornø Rasmussen), dvs. de var en stødpude
mod en alt for udtalt arbejdskraftmangel, specielt på områder med ubehageligt og lavtbetalt
arbejde. Nutidens og fremtidens arbejdskraftbehov er langt mere differentierede og specialiserede.
Og der kan gå hen og blive rift om de attraktive indvandrere. Der er allerede røster fremme i
Tyskland om, at det måske slet ikke bliver så let at tiltrække de IT-specialister, man har i tankerne
fra først og fremmest Indien og Østeuropa. Det er USA, der er det foretrukne udvandringsland.
Det gælder også i vidt omfang for de vesteuropæiske IT-specialister. I Dansk Industri har man
således advaret mod det ”brain drain”, der er følgen af at de bedst kvalificerede unge danskere
på området i stort tal søger til USA.

”Push” – Presset for udvandring
Hvad er perspektivet for trangen til at udvandre fra fattige til rige lande, fra f.eks. Mellemøsten,
Afrika og Østeuropa til EU? Er det som en truende flodbølge, der ikke kan dæmmes op for, hvis
man ikke straks går i gang med at bygge meget høje og stærke barrierer? Det kan man undertiden
få indtrykket af, når man følger debatten. De to faktorer, der oftest fremhæves, er dels velstandsforskellene,
dels befolkningsvæksten i de fattige lande.
En ny Eurostat-undersøgelse viser, at ca. 80 pct. af de mandlige tyrkiske udvandrere, udvandrer
af økonomiske grunde, nogle få af familiemæssige årsager og ca. 10 pct. opgiver andre grunde,
primært uddannelse. 7
100
75
50
25
0
Economic
reasons
Turkey
Family
reasons
(For kvinder – som udgør mindre end 20 pct. af udvandrerne – er familiemæssige årsager langt
vigtigst). Og der er unægtelig også stor økonomisk ulighed i verden. De 16% af verdens befolkning,
der bor i højindkomstlandene tegner sig for 80% af verdens BNP. 8
Samtidig er befokningsvæksten stadig meget stærk i den fattige del af verden, mens den er
stagneret i de rige lande. Disse forhold tilskynder uvægerligt folk i de fattige lande til at vandre
mod de rige lande. Men hvilke talstørrelser er der egentlig tale om? Tabellen giver et indtryk.
Tabel 2: Befolkning og BNP
Other reasons
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
37

38
De to millarder mennesker i de FN-definerede lavindkomstlande har en gennemsnitlig materiel
levestandard på 1/16 af gennemsnittet for den ene milliard i højindkomstlandene. (Levestandarden
opgjort her som BNP pr. indbygger ved PPP, dvs. købekraftparitet – der er således søgt taget højde
for at prisniveau og leveomkostninger er lavere i fattigere lande). De to milliarder, der bor i lande
med en indkomst i den lave ende af mellemindkomstgruppen, befinder sig på 1/6 af niveauet i
højindkomstgruppen, og den halve milliard, som er i den høje ende af mellemindkomstgruppen,
kan gøre sig til gode med en så meget som en tredjedel af levestandarden i de rigeste lande.
Vil dette føre til masseudvandring og stormløb på den rige verdens bastioner? Ikke nødvendigvis.
For det første er det ingen naturlov, at de økonomiske forskelle skal blive ved med at være så
store. Lavindkomstlandene Kina og Indien har f.eks. haft større vækst de seneste årtier end højindkomstlandene,
så forskellen er blevet indsnævret. Det samme gælder de sydøstasiatiske ”tigerøkonomier”
(Sydkorea, Singapore, Hong Kong, Taiwan) og lande som Indonesien, Thailand og
Malaysia i samme region. Også selvom finanskrisen i 1997 udløste voldsomme tilbageslag er
disse lande relativt bedre stillet i dag end for både ti, tyve og tredive år siden.
For det andet spiller netop udviklingshastigheden (groft indikeret ved den økonomiske vækst)
en selvstændig rolle. Det er ikke kun det øjeblikkelige leveniveau, men også udsigten til en forbedring,
der bestemmer lysten til at udvandre. Her er arbejdsløshed en væsentlig faktor. En ting
er at lønniveauet er lavt, en anden hvis man ikke engang har udsigt til et job.
De fleste mennesker vil sandsynligvis foretrække at leve deres tilværelse i det land, de er født i,
hvor man er fortrolig med sprog og kultur og hvor man har familie og venner. Men betingelserne
kan blive så ulidelige, at man bliver tvunget til at flygte (krige, borgerkrige, politisk forfølgelse,
hungersnød, naturkatastrofer), eller løftet om en bedre fremtid i et andet land – økonomisk,
uddannelsesmæssigt, socialt – kan blive så tillokkende, at man ønsker at udvandre. Der er altså
tale om både ”push”- og ”pull”-faktorer.
Man kan også nævne transportteknologiens udvikling og de relativt faldende omkostninger
for såvel transport som (især) kommunikation som forhold, der sænker de geografiske barrierer
for udvandring, selv til meget fjerntliggende lande.
Det er svært at forudsige disse faktorers udvikling i fremtiden, og det er svært at sige hvor
stærkt man vil reagere på dem. En given forskel i velstandsniveau (og økonomisk vækst og
arbejdsløshed) vil måske føre til større udvandringspres i fremtiden pga. bedre information
(TV- og mediepåvirkning) og faldende transportbarrierer. Hvis de rige lande ønsker at begrænse
indvandringen – og presset forstærkes under alle omstændigheder af befolkningsvæksten – må
den derfor i højere grad rejse andre typer af barrierer i form af grænsekontrol og strammere
asyl- og familiesammenføringsregler.
Danmark: Familiesammenføringer og tildelt asyl
30000
25000
20000
15000
10000
5000
0
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
Kilde:Udlændingestyrelsen 1999
O p holdstill adelser i
asy lsag er m v.
Familiesammenføring
still adelser

Selv om det er familiesammenføringerne, som giver os det største antal indvandrere, så skal det
dog nok nævnes, at der er grænser for, hvor meget familiesammenføringsreglerne kan strammes.
Omkring 2/3 af de familiesammenførte ægtefæller bliver hentet hertil af danskere 9 . Det er urealistisk,
at man vil forbyde danskere i at gifte sig med udlændinge.
De økonomiske forskelle giver i sig selv et incitament på ”pull”-siden. Derudover spekulerer
mange i effekten på befolkningen i fattige lande af den lette adgang til information om den rige
verden, primært gennem TV-mediet. Nok så væsentligt er information fra familie og bekendte
som har taget springet, kombineret med muligheden for at blive sluset ind i det nye land gennem
sådanne mere eller mindre personlige netværk. Sådan har det i øvrigt altid været; f.eks. blev udvandringen
fra Europa til USA i høj grad understøttet af de beretninger man modtog fra bekendte,
der allerede var udvandret, ligesom de fleste immigrantgrupper har hjulpet nyankomne landsmænd
til rette på forskellig vis i deres nye land.
Presset fra EUs nærområder
Selvom informations-, kommunikations- og transportteknologier (og –omkostninger) har gjort
verden mindre, spiller den geografiske afstand mellem fattige og rige lande sandsynligvis stadig
en vigtig rolle for de potentielle vandringer. Historiske, kulturelle og – ikke mindst – personlige
bånd spiller også vigtige roller, men de er i mange tilfælde sammenfaldende med den geografiske
nærhed. (De vigtige undtagelser er de gamle konolonimagters tidligere oversøiske kolonier).
For EUs vedkommende kommer det geografisk betingede umiddelbare indvandringspres fra
øst og syd: Central- og Østeuropa inkl. Rusland, og fra Nordafrika og Mellemøsten. Det er to
meget forskelligartede områder (både fra hinanden og indenfor landegrupperne).
Hvor udsat er EU for et udvandringspres fra disse områder? Man kan starte med at konstatere,
at landene både mod syd og øst gennemsnitligt er mellemindkomstlande, med et velstandsniveau
på ca. 1/5 af højindkomstlandenes. (Bemærk dog, at dette er BNP ved købekraftparitet. Omregnes
ved markedets vekselkurs, er niveauet ca. 1/12. Ikke uvæsentligt, hvis man tænker på motivationen
for at sende penge hjem og/eller at arbejde (legalt eller illegalt) som sæsonarbejder.
Kombinationen af et EU-lønniveau og et mellemindkomstlands omkostningsniveau kan være en
tillokkende mulighed). Selvom dette er en væsentlig forskel i levestandard, er den dog langt mindre
end i forhold til lavindkomstlandene, som overvejende befinder sig i Sydasien og i Afrika syd
for Sahara. Dertil kommer, at EUs to store nærområder trods alt kun tilsammen har et folketal på
ca. 3/4 milliard ud af verdens i alt 6 milliarder mennesker.
Mellemøsten og Nordafrika
Hidtil er det indvandringen fra landene i Mellemøsten og Nordafrika, der har givet de største
oplevede problemer med integration og kulturelle sammenstød i EU-landene. Dette forhold, der
ofte bliver tilskrevet at landene er muslimske, hænger i øvrigt sandsynligvis i lige så høj grad sammen
med landenes stærke præg af det traditionelle landbrugssamfund. Således er nogle af de
mest dramatiske skikke som omskæring af piger, æresdrab og tvangsægteskaber mindst lige så
meget udtryk for kulturen i førmoderne traditionsbundne, patriarkalske landbrugssamfund som
for en religiøs overholdelse af koranen. De fleste af disse lande er inde i en moderniseringsproces,
men den kan resultere i stærke reaktioner, nogle gange fundamentalistiske. Den islamiske
revolution i Iran er det mest fremtrædende eksempel, idet det kan fortolkes som en reaktion på
den forcerede moderniseringsproces, som shahen gennemførte. Der foregår en kamp mellem
gammelt og nyt, som alle de vestlige samfund også har været igennem ved overgangen fra landbrugs-
til industrisamfund. (Og som nu gentager sig – på en anden måde – ved overgangen til
informations- og videnssamfundet). Uundgåeligt bliver Vesten inddraget i denne konflikt som et
symbol på både det tillokknede moderne og det skræmmende dekadente, aftraditionaliserede,
ugudelige. Det sidstnævnte negative billede af Vesten indgår i den hjemlige kamp om bevidstheden,
men har naturligvis også konsekvenser for hvordan man konkret forholder sig til Vesten
og dens kulturudtryk.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
39

40
Dermed er der en tendens til at et underliggende modsætningsforhold tilstede mellem – måske
især uuddannede, traditionsbundne, men også andre – indvandrere fra disse lande og normerne
i de vestlige lande, som de indvandrer til.
Ikke desto mindre er det disse lande, der har leveret en meget stor del af indvandrerne i EU.
Det er ikke mindst Tyrkiet (til især Tyskland og Skandinavien) og Maghreb-landene (Algeriet,
Marokko, Tunesien) til Frankrig, Italien og Spanien.
Og man kan roligt forvente, at der vil være en høj grad af motivation for yderligere udvandring
herfra i de kommende årtier. Som det ses af tabel 1, er der en høj befolkningstilvækst, som vil
betyde en fordobling af befolkningen i disse lande over de næste tre-fire årtier. Det betyder også,
at det er relativt unge befolkninger. I gennemsnit er ca. 38% af befolkningen under 15 år i disse
lande mod kun 21% i OECD-landene (varierende fra 35% i Mexico, over 21% i USA og 19% Sverige
til 16% i Tyskland og 15 % i Spanien, Italien og Japan (OECD 1999: Trends in International Migration).
Hertil kommer ”momentum”-faktoren: Tilstedeværelsen af immigranter fra disse lande betyder at
der er et netværk, der tiltrækker flere.
Men igen: Selvom der kan komme et stigende udvandringspres herfra, er det fra lande med
samlede befolkninger på 347 millioner (om end voksende) overfor de 15 EU-landes 372 millioner.
(Her er Tyrkiet med dets 64 millioner store befolkning talt med. I WDR-tabellen indgår Tyrkiet i
gruppen af europæiske og centralasiatiske lande). Til sammenligning: EU skal bruge en indvandring
på i alt 214 millioner frem til 2025, hvis det nuværende forhold mellem ældrebefolkning og arbejdsstyrkebefolkning
skal opretholdes. (Jf. afsnittet om behovet for indvandring). Ikke blot er en sådan
indvandringsstrøm under det nuværende mønster politisk uspiselig for vesteuropæerne – der er
simpelthen ikke tilstrækkeligt udvandringspotentiale i EUs sydlige nærområder!
Østeuropa
Overfor de potentielle indvandrere fra Østeuropa er der ikke den samme kulturelt betingede
ængstelse som overfor muslimerne. Den fælles kristne baggrund medvirker sandsynligvis til dette,
men det spiller nok også ind, at der i de fleste EU-lande simpelthen ikke er de store indvandrerkontingenter
fra disse lande. Økonomisk er hele dette område ca. på niveau med det sydlige nærområde,
og den samlede befolkning på 408 millioner (hvis man, i modsætning til WDR-tabellen
henregner Tyrkiet til det sydlige nærområde) er også af nogenlunde samme størrelsesorden.
Hvad mere er: Det er lande, hvoraf mange er inde i en meget traumatisk overgangsproces fra
planøkonomiske etpartisystemer til markedsøkonomiske demokratier. Økonomisk har det betydet
en halvering af produktionen i mange af disse lande, levestandarden er også faldet stærkt (om
end måske ikke helt så meget), hvilket bl.a. giver sig udslag i en stigende dødelighed og faldende
gennemsnitlig levealder. Antallet af børnefødsler er også faldet og er på et meget lavt niveau, og
i flere af landene, bl.a. Rusland og Ukraine, er befolkningen rent faktisk faldende. Hertil kommer
en stigning i kriminalitet og korruption samt latente og åbne krigs- og borgerkrigslignende tilstande
i visse områder, primært i Kaukasus (Tjetjenien, Georgien/Abkhasien, Ossetien, Armenien/Adserbajdsjan),
men også i Centralasien (især Tatjikistan).
Mens det befolkningsvækstbetingede udvandringspres således ikke er så udpræget, er der masser
af andre grunde til at søge mod mere attraktive lande. Der er da også nogen illegal udvandring
til EU, og der er registreret en påvirkning fra mere eller mindre organiseret kriminalitet, men man
kan ikke sige, at det har antaget massive størrelser. Givet at man må forvente at de værste chokvirkninger
af transformationen er overstået og de fleste lande, inkl. Rusland, nu er begyndt at have
økonomisk vækst, er der ingen baggrund for at vente et generelt øget udvandringspres fra de
østlige nærområder fremover.

EUs åbning overfor øst
Til gengæld giver den forestående indlemmelse af i første omgang fem østeuropæiske lande med
flere ventende forude, anledning til en del nervøsitet i EU. Det skyldes den sænkning – ja, principielt
fjernelse – af barriererne overfor vandringer fra disse lande, som et EU-medlemskab vil indebære.
EU-borgere har ret til frit at opholde sig og arbejde over hele EU, og udsigten til dette giver
rynkede bryn især i de lande, der grænser op til kandidatlandene Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland
og Slovenien. I første række drejer det sig om Tyskland og Østrig. Men også Danmark og Sverige
ligger tæt på Polens knap 40 millioner kommende EU-borgere. Ikke kun egentlig indvandring,
men også muligheden for omfattende pendling og sæsonarbejde indover landegrænsen (samt
grænsehandel) er temaer i denne debat. Og derfor indgår lange overgangsordninger som et fast
krav fra EU-side i de igangværende optagelsesforhandlinger. Den gængse vurdering er, at man vil
blive enig om en sådan overgangsperiode (dog næppe de tyve år, som nogle tyske fagforeningsledere
har udtrykt ønske om). Sandsynligvis som led i en politisk studehandel, hvor østeuropæerne
får indrømmelser på andre områder.
Men hvor store effekter vil dette have på de nuværende EU-landes befolkninger og arbejdsmarkeder?
Hidtil har EU været præget af en meget beskeden mobilitet mellem landene trods den
fri bevægelighed og trods de ikke ubetydelige økonomiske forskelle, der faktisk er. Da Spanien
og Portugal kom ind i 1986, var de ca. på halvdelen af niveauet i de rige EU-lande, men man har
ikke set nogen overvældende vandringer herfra. Undersøgelser viser, at østeuropæerne ikke er
særlig mobile indenfor deres egne lande, så der er sandsynligvis grænser for deres lyst til at udvandre
til helt fremmede lande. Alligevel er forskellen i økonomisk niveau så stor, at det nødvendigvis
vil have en effekt, hvis eksempelvis polakker får fri bevægelighed i EU. (Polens BNP pr. indbygger
målt ved gældende vekselkurs er ca. 1/8 af Tysklands, 1/3 hvis man bruger købekraftpariteter.
Denne forskel peger i øvrigt mere på en stærk tilskyndelse til pendling over grænsen og
sæsonarbejde end egentlig polsk masseudvandring til Tyskland. Også selvom den østlige del af
Tyskland fortsat er på et væsentligt lavere niveau end den vestlige del). Det vil påvirke løn og
beskæftigelse i modtagerlandene. Den tyske arbejdsmarkedsekspert Hoenekopp har estimeret,
at en forøgelse af antallet af udenlanske arbejdere på 1% i nogle sektorer kan betyde en lønnedgang
på 0,3% i Østrig og ca. det dobbelte i Tyskland. 10
En vurdering fra det London-baserede Migration Research Unit er, at den årlige indvandring fra
de fem EU-ansøgerlande i ”første bølge” (Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien) vil ligge
et sted mellem 55.000 og 278.000 personer. 11 Regner man med en årlig udvandring på 200.000,
vil det over en periode på 15 år svare til 3% af disse landes samlede befolkning – og til 0,8% af
EUs befolkning.
Dette tal synes ikke i sig selv skræmmende, men der kan naturligvis være risiko for at indvandringen
koncentrerer sig i bestemte områder, og at disse vil opleve det som en belastning.
Flygtninge
Ønsket om at udvandre er ikke altid lige frivilligt, og flygtningestrømme udgør en meget væsentlig
del af de udlændinge, som EU-landene har modtaget i de sidste tre årtier. Her har man forpligtet
sig ved internationale konventioner til at modtage flygtninge efter nærmere bestemte kriterier.
Dette udgør ikke blot i sig selv en tilførselskanal, men også en potentiel mulighed for andre immigranter
end flygtninge til at komme ind i et område, der ellers er lukket for indvandring. Det findes
der en del eksempler på (ligesom der i øvrigt finder en ikke ubetydelig illegal indvandring sted),
og det har givet anledning til megen kritik og også undertiden til stramninger i asyl- og flygtningeregler.
EU-landene er i færd med at opbygge rammerne for en fælles flygtningepolitik, men hidtil
har hvert enkelt land i vidt omfang administreret asylansøgere og flygtninge efter nationalt fastsatte
retningslinier. Det har givet en vis tendens til at konkurrere om graden af lukkethed udfra den
betragtning, at hvis man er mere åben end naboerne, vil man blive mål for uforholdsmæssig
stor flygtningetilstrømning.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
41

42
Men i hovedsagen må man sige, at flygtningestrømmene i høj grad er resultatet af katastrofer,
politisk ustabilitet, og herunder især krige og borgerkrige i flygtningenes hjemlande. Det altovervejende
antal flygtninge bliver i øvrigt i deres hjemlande som internt fordrevne, eller i de umiddelbare
nabolande. Den meget stærke tilstrømning, Vesteuropa oplevede i første halvdel af 90erne
skyldtes krigen i vort eget nærområde, nemlig Balkan. Af et vurderet samlet antal flygtninge på
verdensplan på 13,5 millioner 12 , søgte mindre end 500.000 asyl i den udviklede del af verden i
1998, heraf ca. 340.000 i Europa 13 . Under 4% af verdens flygtninge søger altså de rige lande.
Millioner
20
15
10
5
Flygtninge og asylansøgere 1987-98
Flygtninge, hele verden
Asylansøgere i udviklede lande* )
0
1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999
Kilde: UNHCR 1999 samt USCR 2000 (for asylansøgere og flygtninge i verden i alt)
* ) E uropa, Nordamerika, Japan , Australien, New Zealand og Sydafrika
800000
700000
600000
500000
400000
300000
200000
100000
0
Kilde: UNHCR 1999
Flygtninge og asylansøgere 1989-98
Asylansøgere i
E uropa fra E uropa
Asylansøgere i E uropa
1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998
Én væsentlig faktor for det fremtidige antal flygtninge er i hvor høj grad verden fremover vil blive
præget af flygtningefremkaldende udviklinger. Det samlede antal flygtninge i verden har i øvrigt
været faldende siden 1992, hvor det toppede med ca. 18 millioner. Noget tilsvarende gælder udviklingen
i asylansøgere i Europa, der toppede med godt 700.000 i 1992. Lokale politiske forhold,
som ikke altid lader sig forudsige, spiller en væsentlig rolle. Men fattigdom og befolkningsvækst
spiller sandsynligvis også en rolle som underliggende faktor. Det er ikke faktorer, som det ikke er
menneskeligt – og politisk – muligt at afhjælpe, og det bør være en vigtig bestræbelse for verdenssamfundet.
Men det er sandsynligt, at der også i de kommende årtier vil være et stort antal flygtninge
i verden, og det er ikke utænkeligt, at det vil være stigende.

Det behøver ikke at give sig udslag i en stigende tilstrømning til de rige/fredelige lande i et
tilsvarende omfang, da de fleste flygtninge forbliver i nærområderne, som nævnt ovenfor.
Dertil kommer, at der er en tendens i den rige del af verden til at benytte sig af midlertidige fremfor
permanente opholdstilladelser til flygtninge. Det har særligt gjort sig gældende i forbindelse
med Kosovo-krisen. Det kan meget vel være starten på en mere generel udvikling af flygtningepolitikken
i denne retning.
Logisk må det så til gengæld forventes, at de rige lande vil intensivere bestræbelserne på at skabe
de betingelser i flygtningenes hjemlande, der muliggør tilbagevenden. Det kræver en større grad
af international – måske endda overnational – koordination, end man hidtil har set. Men også den
side af sagen kan blive styrket af erfaringerne i Kosovo.
Det vil også være sandsynligt, at det internationale samfund vil øge bistanden til at håndtere
flygtningestrømme i nærområderne, hvad enten det drejer sig om oprettelse, drift og forsyning
af flygtningelejre eller om støtte til nabolandenes flygtningemodtagelse.
Disse overvejelser peger i retning af, at der vil ske en afkobling af indvandrer- og flygtningespørgsmål.
Udvandringspresset er overskueligt
Konklusionen er, at nok er der et udvandringspotentiale fra landene såvel syd som øst for EU –
foruden også fra andre dele af verden – men at faren for at de rige EU-lande i en eller anden
forstand bliver ”rendt over ende” af fattige masser fra EUs nærområder synes yderst begrænset.
Der er ikke grundlag for at tale i katastrofe-ladede vendinger om truslen fra de fattige og kriminelle
østeuropæere og de ligeså fattige og kriminelle og ovenikøbet – uha! – muslimske lande. Der er
grund til at se alvorligt på indvandrings- og (især) integrationspolitikken, men der er ikke grund til
panik. Tværtimod kan indvandring få en positiv betydning for EUs evne til at tackle udfordringen
fra de aldrende befolkninger.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
43

44
Præmisser i fremtiden
Globaliseringen opløser
• Traditionelle identiteter, livsformer og fællesskaber kommer under pres som følge af globaliseringen.
Den øgede gensidige påvirkning og tendensen til at indrette sig efter fælles globale
spilleregler giver en tendens til ensretning. Men dette bevirker samtidig en fornyet fokusering
på forskelligheder og identitet.
Individualisering kræver holdepunkter
• Individualisering betyder at den enkelte har flere valgmuligheder, men også bliver stillet overfor
et krav om at vælge. Der foregrå en konstant konstruktion af den enkeltes individuelle historie,
liv og dagligdag. Mening og identitet er ikke noget, man har, det er noget man skaber, og man
skal kunne begrunde dem. Det fører til en søgning mod konstanter. En af dem, der tilbyder sig
er det nationale og etniske tilhørsforhold.
Flere med udenlandsk baggrund
• I fremtiden vil der blive flere med en udenlandsk baggrund i Danmark. Man kan ikke realistisk
lukke yderligere af for tilstrømningen, og de allerede herværende udlændinge vil få flere efterkommere.
Derfor er debatten om forholdet mellem danskere og indvandrere under alle
omstændigheder en fremtidsrettet debat.
Indvandring som træk mod den stigende ældrebyrde
• Antallet af ældre vil stige, arbejdsstyrken vil stagnere og falde, den såkaldte ældrebyrde vokser
markant i fremtiden. Presset på offentlig service og velfærdsordninger vil stige, hvis der ikke
gøres noget for at hindre det. Nogle af disse tiltag vil dreje sig om at øge arbejdsstyrken,
og indvandring vil være et af midlerne.
Arbejde mere eller få flere indvandrere
• Det vil i det mindste have form af tiltag, der sigter på en højere beskæftigelsesfrekvens for de
tilstedeværende indvandrere, samt dem, som vi som et minimum må forvente (samt deres efterkommere).
Men derudover vil det i stigende grad blive aktuelt aktivt at åbne for en større indvandring
af udlændinge med kvalifikationer, som er efterspurgt på det danske arbejdsmarked.
Indvandring bliver en ressource
• Indvandring vil således ikke kun være en byrde, men også i stigende grad en mulig ressource.
Der bliver rift om de kvalificerede indvandrere
• Der kan opstå konkurrence om at tiltrække indvandrere. Vil Danmark være et attraktivt
indvandrerland?
Den korte version: Der bliver flere, de bliver vigtigere på arbejdsmarkedet og som potentielle
bidragydere til velfærdssamfundet. Hvor meget skal vi åbne op? Og hvor attraktivt vil Danmark
være?

Noter til del II
1 Anthony Giddens, The Third Way
2 Hans Skov Christensen: Angsten for det ukendte. Kronik i Politiken, 11. januar 2000
3 FR, s. 281
4 FR, s. 304-5
5 FR, s. 312
6 Aktuelt, den 14. april 2000
7 Push and Pull Factors of International Migration, NIDI/Eurostat, 2000 – http://www.nidi.nl/pushpull/index.html
8 FNs World Development Report 1998/99
9 Udlændingestyrelsen 2000
10 Kilde: Business Central Europe, April 2000: Faceless Fears
11 The Economist, 5. maj 2000
12 U.S Commitee for Refugees, 2000
13 UNHCR 2000
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
45

46
Del III: Scenarier for fremtidens Danmark
To scenarier – ”Rødder” og ”Go for it!”
I rapportens første del blev den aktuelle debat omkring flygtninge, indvandrere og fællesskab
opsummeret og sat ind i et historisk og teoretisk perspektiv. Konklusionen var en række konstanter
i holdningerne i debatten, over tid og internationalt. I rapportens anden del blev de fremtidige
præmisser for området kortlagt på baggrund af megatrends og tendenser.
I denne tredje og sidste del af rapporten tegner Instituttet for Fremtidsforskning to scenarier
for fremtidens debat om etnicitet, integration og fællesskab. Scenarierne er lavet ved at føre konstanterne
i holdningerne gennem de fremtidige præmisser på området.
De to billeder har fået overskrifterne ”Rødder” og ”Go for it!”. De er præsenteret nedenfor,
og der er tilknyttet en boks med eksempler på, hvordan den retoriske praksis kan være i hver af
de to scenarier.
”Rødder”
Hvem er du? Hvad er din baggrund? Hvad er din historie? Det er blevet trendy – for de fleste,
at kunne besvare disse spørgsmål med et enkelt ord: DANSK.
Det handler om at have et fast og forankret ståsted i en global flygtighed af muligheder og
valg. At finde og vælge en fortælling, som kan skabe klarhed i det globale kaos og sammenhæng
i hverdagens hundredevis af valg. For danskere findes der ingen større og mere sammenhængende
fortælling end det at være dansk.
Vores 1000 års historie overlever ikke blot i mødet med fremtidens udfordringer – den styrkes
dag for dag – i takt med globaliseringens fremmarch.
I fremtiden bliver det ikke et spørgsmål om, hvad man har af muligheder, men om hvilke valg
man tager. Ikke hvad man kan, men hvem man er. Og fremtidens dansker har valgt, fremtidens
dansker er noget. Det er ikke blot et forskræmt eller ubevidst valg. Det er et personligt valg af
udgangspunkt, med respekt for den enkeltes historie og vores fælles kulturarv.
Det er en fremtid, hvor den traditionelle nationalstat er svækket og harmoniseret, men hvor
værdier blomstrer og skaber grundlag for stærke fællesskaber. Det store fællesskab er fortællingen
om Danmark og danskheden. Det er den fortælling, der definerer majoriteten og minoriteterne,
værten og gæsterne.
Individ/etnicitet/identitet
Individualiseringen, der betyder, at man i stigende grad aktivt må forme sin personlige identitet,
fører samtidig til et behov for naturlige holdepunkter. Man vælger frit uddannelser, job, forbrugsmønster,
livsstil, bolig- og samlivsformer mv. Men man kan ikke vælge hvad som helst. En af de
ting, man ikke kan vælge, er sin nationale og etniske baggrund. Og i takt med globaliseringen bliver
man mere opmærksom på, hvor vigtig den er for ens identitet. Jo mere man kommer i kontakt
med andre, jo mere oplever man sit eget nationale særpræg, og jo mere behov har man for at blive
bevidst om dette. Man former sin personlighed og individualitet, men man gør det med rødder
i en bestemt kulturel og historisk sammenhæng, som er værdifuld. Den må man have respekt
for.
Integration
En øget bevidsthed om egne nationale og etniske rødder betyder også, at folk af andre nationaliteter
uvægerligt vil være anderledes. Man kan have store berøringsflader og fungere glimrende
sammen, men man kan ikke have en egentlig fælles identitet. I et land som Danmark, hvor danskerne
er den helt overvejende majoritet, vil det være naturligt at definere samfundet ud fra danske
værdier. Folk med anden baggrund er gæster i Danmark. De må respektere de danske måder
at gøre tingene på; danskerne vil til gengæld lægge vægt på at være gode værter. Man er ikke nødvendigvis
fremmedfjendsk, og man kan godt respektere andre nationaliteter og etniske identiteter
som ligeværdige, men man kan ikke i samfundsmæssige sammenhænge acceptere særordninger
af hensyn til disse. Det offentlige rum er grundlæggende dansk, mens man i privatsfæren naturligvis
har sin frihed til at dyrke sine egne traditioner og kulturelle mønstre.

De etniske minoriteter bliver naturligvis mindet om deres rødder i mødet med majoriteten. De
vil derfor også forstærke deres bevidsthed om deres identitet og opbygge netværk og institutioner,
hvor man kan videreudvikle den. Der vil være en tendens til en segregering i samfundet efter
etniske skillelinier. Og det kan ikke undgås, at det vil medføre konflikter.
Danmark kan naturligvis have en økonomisk interesse i at tiltrække kvalificeret udenlandsk
arbejdskraft, og det må man være indstillet på at gøre i det omfang det er fornuftigt. Men det er
ikke sikkert, at Danmark vil fremstå som det mest attraktive indvandringsland.
Derfor må man søge andre løsninger, måske i form af en forceret anvendelse af ny teknologi,
som erstatning for menneskelig arbejdskraft. Det er også sandsynligt, at man må omstrukturere
velfærdsstaten kraftigt, hvis der bliver mangel på arbejdskraft.
Fællesskab
Det nationale, etniske fællesskab er helt centralt. Det er summen af de individer, der indgår i det,
men det er også mere end det. Det har en selvstændig værdi, der knytter os sammen med tidligere
såvel som kommende generationer. Danmarks historie er tusindårig, vi har en rig og levedygtig
kultur, og der er ikke andre end os fem millioner danskere til at vedligeholde og videreudvikle
den. Det er vores ansvar. Det er ikke nok at arbejde for egen fremgang, man må også kunne se
ud over egen næsetip og være villig til at bidrage til fællesskabet.
Nationale symboler og institutioner er vigtige, fra Kongehuset til fodboldlandsholdet, ligesom
historien og sproget er væsentlige samlingspunkter. Det er også væsentligt, at der fra politisk side
bliver gjort en indsats for at styrke det fælles værdigrundlag, og at give det udtryk i lovgivning og
institutioner. Globaliseringen kræver, at vi på mange områder må indrette os efter internationale
spilleregler, men der ligger meget vigtige politiske opgaver på især kulturministeriets og undervisningsministeriets
områder. De vil blive opprioriteret, ikke så meget af økonomiske som af værdimæssige
grunde. Et meget væsentligt område, vil være støtte til danske medier og kulturproduktioner.
Konflikter/omkostninger
Der vil også være omkostninger ved denne udvikling. Accentueringen af de etniske rødder vil
uundgåeligt også føre til modsætninger og undertiden konflikter mellem majoriteten og minoriteterne.
Hvor går grænsen fx, for hvad der tilhører det (danske) offentlige rum? Må man kalde til
bøn i muslimsk dominerede boligområder? Hvor går grænsen for, hvad danskere kan kræve af udlændinge
(sprogkundskaber, påklædning, forhindring af arrangerede ægteskaber osv.)? Må man
regulere, hvor udlændinge skal kunne bosætte sig, for at modvirke en boligmæssig segregering
(”ghettoisering”)?
Det vil også føre til stærke diskussioner mellem danskere indbyrdes om, hvad det danske
egentlig er, og hvilke konsekvenser, der skal drages, og der kan opstå en forstærket polarisering i
den politiske debat, især i den kulturpolitiske. Men også andre politiske emner – f.eks. sundheds-,
social- og boligpolitik – vil blive præget af dette.
Vægten på at beskytte det danske særpræg, og så vidt muligt minimere yderligere indvandring,
vil også kunne have nogle økonomiske omkostninger. Dels nogle, som man frivilligt påtager sig,
dels nogle, der kan komme af, at Danmark af nogle udlændinge vil blive opfattet som et mindre
attraktivt land at leve og arbejde i.
Generelle historier
Den bærende historie er de nationale rødder. Vi er del af noget større, og vi er med til at videreføre
og udvikle den danske historie.
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
47

48
”Os”: danskerne
”Dem”: de fremmede
”Rødder” – retoriske konstanter & praksis
”Os” og ”dem”
Kamp: Kultur vs. kultur, (essens vs. essens). Fokus på etniske rettigheder
”Moralske” metaforer
– familiemodeller overført og brugt som modeller for samfundet
(eller med andre ord for ”det store fællesskab”)
Fællesskabet kommer før den enkelte
• Den private arena er i centrum. Relationer er unikke og uerstattelige. 1
Identitet fra ”familien Danmark”
• Du er med i ”familien/ samfundet”, fordi du er født der
Kontrol: Invandring for at bevare Danmark
Kontrol- og forfaldshistorier
(hvilken historie)
Forfald: Danskerne og danskheden er truet, ”Moskeerne i København er et eksempel på,
hvor galt det kan gå” eller ”dér møder du sjældent en dansker”
”Etnificering”
Årsagshistorie (hvordan forklares den)
• Fastholder, at der findes et ”os” og ”dem”, som er modsætninger
– og herudfra forklares alt. Danskhed konstrueres som normalen
og fremmedhed som afvigelsen
• Emotionelle årsagshistorier. (se boks om etnificeret debat)

M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
Interesser i den etnificerende debat
Kilde: Fra artiklen: ”En flok aber”, af Mehmet Necet, lektor ved Odense Universitet,
Information, den 9. maj 2000
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
49

50
”Go for it!”
Hvem er du? Hvad er din baggrund? Hvad er din historie? Besvarelsen af disse spørgsmål kan
føre vidt omkring. Venner, uddannelse, job, interesser, familie osv. De fleste har en personlig konstrueret
fortælling om sig selv. De er helt i deres egen cowboyfilm.
Etnicitet og historisk baggrund kommer dog sjældnere og sjældnere på tale. Etnicitet er nærmest
blevet en privatsag, medmindre vi tilfældigvis har samme baggrund og udveksler noget culturebonding.
Selvfølgelig kan man snakke om det, men interessen er faldende.
Projekter og netværk er til gengæld noget, der ofte tales om. Det handler om, hvad man netop
er i gang med og hvor man er på vej hen, ikke hvor man kommer fra.
Det er en fremtid, hvor fællesskaber ikke er givet, men noget der konstrueres konstant af den
enkeltes handlinger. Fællesskaber etableres, forsvinder og etableres igen og igen nede fra og op.
Fællesskabet er, hvad de folk, som indgår i det, fylder i det i det øjeblik.
Individ/etnicitet/identitet
Det gode liv handler om, at hver enkelt får udviklet og brugt sine særlige individuelle potentialer
i videst muligt omfang. Identitet er ikke noget, man har. Det er noget, man skaber gennem de
valg man træffer, og de aktiviteter man udfører. Det er kun en naturlig konsekvens af den fortsatte
frigørelse fra den materielle nødvendighed, som har ført til konstant ekspanderende valgmuligheder,
en øget frihed for den enkelte, og – samtidig hermed – et øget krav om, at man skal skabe
sin egen livshistorie. Kort sagt, individualiseringen.
Man er, hvad man beskæftiger sig med, hvilke projekter, man arbejder på (både erhversmæssige
projekter og ”livsprojekter”), hvem man vælger at omgås, hvilke interesser man har og dyrker, osv.
Man har også en etnisk baggrund, men den er blot et af mange karakteristika, billedligt talt på linie
med hårfarve, køn eller højde. Man har ikke nødvendigvis mere tilfælles med en anden dansker,
end med en udlænding. Det kommer an på, hvad man i øvrigt orienterer sig mod.
Det vigtige er ikke, hvad man er, men hvad man kan blive til.
Integration
Det vigtigste fælles grundvilkår er, at vi er mennesker, og som sådan har vi rettigheder, menneskerettigheder.
Hvis man overholder samfundets spilleregler, har man også de samme rettigheder
som alle andre. Man er borger i et givet samfund.
Som borger og individ har man visse forpligtelser overfor samfundet – f.eks. at betale skat
og overholde undervisningspligten – men i øvrigt indgår man i de sammenhænge, man vælger
at indgå i. Nogle er fritids- og interessebaserede, nogle er arbejdsmæssige, nogle dyrkes ansigttil-ansigt
i lokalområdet, andre er internationale og internetbaserede.
Det er sammenhænge, der er dialog- og kommunikationsbaserede, og det afgørende er ikke
så meget, hvem man er, som hvad man kan bidrage med. Den etniske baggrund kan være et
interessant krydderi, men den gives ikke forrang, man kan ikke orientere sig efter den.
Spørgsmålet er, hvilke projekter, man beskæftiger sig med.
Det betyder, at integration af udlændinge som udgangspunkt er relativt uproblematisk.
Fællesskab
Individualismen er den bærende norm, men det betyder ikke, at fællesskaber bliver afskaffet. De fleste
vil i høj grad søge ind i nogle fællesskabssammenhænge. Men fællesskabet er ikke et mål i sig selv,
det er et middel for individerne til at blive personligt stimuleret, inspireret og udviklet. Man kan være
fælles om større eller mindre projekter i erhvervssammenhæng, eller i lokal og frivillig sammenhæng,
og de vil være en del af den personlige udviklingshistorie, det personlige livsprojekt. Det er individernes
fællesskab, ikke fællesskabets individer. Dette er en følge af frivilligheden: Man vælger, hvilke
fællesskaber man er med i – og hvilke ikke. Og valget af fællesskab er med til at skabe identiteten.
Fra politisk side vil målet være at fremme betingelserne for, at mennesker kan udvikle sig, dvs. der
vil være vægt på f.eks. uddannelsesmuligheder, skabelse af netværk og kommunikationsmæssig
infrastruktur. Det skal også sikres at de basale spilleregler, rettigheder og pligter bliver overholdt,
men på mange områder vil tendensen være, at man vil se mindre politisk regulering i samfundet.
Der skal gives plads til individuel udfoldelse.

Konflikter/omkostninger
Hvis det, der definerer identiteten, er, at man er aktivt engageret i diverse former for projekter,
personlige og arbejdsmæssige, vil taberne være de, der ikke er i stand til det. Dem der ikke trives
godt med kravene om udadvendthed, kommunikation og konstant selvdefinering og selvudvikling.
Det er ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning eller indkomst.
Oplevelsen af personlig isolerethed, frustration, afmagt og mangel på mening kan blive
et udbredt vilkår, og et udbredt socialt problem. I nogle tilfælde vil det give sig synlige udslag
– f.eks. i misbrug og asocial adfærd – i mange andre vil det være usynlige problemer. Stress,
depression og psykiske problemer.
Og der vil være grupper, der vil reagere mod oplevelsen af tabet af national identitet.
De vil ikke acceptere, at det nationale fællesskab bliver reduceret til noget underordnet.
”Go for it!” – retoriske konstanter & praksis
”os”: ”projektmagerne”
”dem”: traditionalisterne
M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
”Os” og ”dem”
Kamp: Modernitet vs. tradition (konstruktion vs. essens).
Fokus på menneskerettigheder
”Moralske” metaforer
– familiemodeller overført og brugt som modeller for samfundet
(eller med andre ord for ”det store fællesskab”)
Den enkelte kommer før fællesskabet
• Den offentlige arena er i centrum. Relationer er ligeværdige og erstattelige. 2
Identitet fra projekter – fra hvem du er som person
• Du er med i ”familien/ samfundet”, fordi du har valgt det
Kontrol- og forfaldshistorier
(hvilken historie)
Kontrol: Indvandring for at udvikle Danmark
Forfald: Hænger i fortiden, bremser udviklingen, Danmark sat i stå, et afsondret fællesskab,
et lukket samfund
”Projekt –ficering”
Årsagshistorie (hvordan forklares den)
• Projektafhængige, specialiserede og professionelle argumenter,
”forretningsrelevante” årsager
• Instrumentelle årsagshistorier. (se boks om etnificeret debat under
”Rødder”)
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
51

52
Generelle historier
Den bærende historie vil være udviklingen. Dynamikken. Det vil være begejstringen og stoltheden
over hvad mennesker kan skabe, hver for sig og i fællesskab. Og det vil være tolerance, både
overfor det nye, og overfor det, der ellers er anderledes.
Noter til del III
1 Idéen om unikke og uerstattelige relationer i det private rum/familien stammer fra Lars Dencik, professor i socialpsykologi,
Roskilde Universitetscenter, foredrag ved temamødet ”Hjem til fremtidens familie”, Instituttet for Fremtidsforskning, maj 2000
2 Ligeværdige og erstattelige relationer eksisterer i det offentlige rum Ibid

M E D L E M S R A P P O R T 2 / 2 0 0 0
C O P E N H A G E N I N S T I T U T E F O R F U T U R E S S T U D I E S
53

Instituttet For Fremtidsforskning
blev startet i samarbejde med en
række visionære virksomheder
og organisationer, der havde et
ønske om at kvalificere deres
beslutningsgrundlag gennem
grundige fremtidsstudier.
Instituttet er blandt verdens 10
største af sin slags, og er repræsenteret
ved konferencer over
hele verden. Udvalg af Instituttets
arbejder publiceres i internationale
tidsskrifter og medier.
Størrelsen, højtuddannede
medarbejdere og samarbejdet
med andre internationale forskningsteams
giver Instituttet
mulighed for at påtage sig meget
forskelligartede opgaver, og ikke
mindst, meget komplekse opgaver.
Medlemmer af Instituttet for
Fremtidsforskning har direkte
adgang til en stor del af den
viden, som instituttet udvikler.
Da medlemskab omfatter hele
virksomheden, kan alle medarbejdere
deltage i instituttets mange
medlemsmøder, konferencer
og foredrag.
Det seneste program for medlemsaktiviteter
findes på vores
web-site www.cifs.dk
COPENHAGEN
INSTITUTE
F O R
FUTURES
STUDIES
Instituttet for
Fremtidsforskning
Pilestræde 59
DK-1112 København K
Tlf. 3311 7176
Fax 3332 7766
cifs@cifs.dk
www.cifs.dk