Hvilket Danmark? - Instituttet for Fremtidsforskning

16
Når man fortæller forfaldshistorier er man mest tilbøjelig til at forsvare sig – og man bliver groft
sagt reaktiv i stedet for proaktiv. De fleste vil helst fortælle historier om kontrol eller i det mindste
skabe illusionen af kontrol – og ofte vil en siddende regering fortælle kontrolhistorier, mens oppositionen
nemmere forfalder til at fortælle forfaldshistorier. Tit er de to typer af historier vævet ind
i hinanden.
I denne sammenhæng skal vi først og fremmest bruge identificeringen af, hvilke typer af historier,
der fortælles i holdningsbillederne, til at uddybe karakteristikken af de to billeder – altså, hvordan
defineres eller portrætteres nogle af de grundlæggende værdier og fællesskaber i de to forskellige
holdningsbilleder.
Den generelle historie i det monokulturelle holdningsbillede er en historie om forfald. Når holdningen
er, at den danske kultur er truet af indvandrede kulturer, så bliver debatten præget af frygt
og afmagt. At muslimerne f.eks. skulle overtage Danmark og ødelægge det danske demokrati og
fællesskab er en holdning, som er repræsenteret i det monokulturelle billede. Samtidig er det et
eksempel på en forfaldshistorie, hvor angsten og frygten for, hvad den muslimske tro kan betyde
for Danmark og danskerne, er det afgørende. Og når holdningen er, at velfærdsstatens grundlag
er truet, så handler budskabet om, at danskerne kommer til at lide under den voksende indvandring.
Et andet eksempel på en klassisk forfaldshistorie i det monokulturelle holdningsbillede viser sig
i udtalelsen fra Pia Kjærsgaard, der siger, at det drejer sig om at ”få standset tilstrømningen af de
fremmede […] det er nemlig dér hovedproblemet ligger, men det vil regeringen ikke erkende ”.
Med andre ord, så er forholdene blevet værre med regeringens handlingsplan – de er faktisk ikke
til at tolerere, og noget burde gøres for, at det ikke bliver værre endnu. Derudover har Pia Kjærsgaard
også en uddybende kommentar til regeringens handlingsplan, som også illustrerer forfaldshistorien.
Hun siger, ”danskerne skal af med flere og flere penge til de fremmede […] på område
efter område skal det hele indrettes efter de fremmedes behov”. Med andre ord, så mener Pia
Kjærsgaard, at tingene burde være blevet bedre med den nye handlingsplan, men det har vist sig,
at det bare var en illusion – for det hele er faktisk blevet meget værre.
Frygt, afmagt, forfald og lidelse er de følelser, der præger det monokulturelle holdningsbillede,
mens håb og kontrol er om end ikke dominerende, så i hvert fald med i det multikulturelle billede.
Generelt er billedet et udtryk for håbet om, at forskellige kulturer kan leve enten side og side eller
sammen i det danske samfund. Sameksistens opfattes som berigende. Holdninger som ”dansk kultur
er ikke noget vi mister, bare fordi vi deler den med andre”, ”dansk kultur er i konstant bevægelse
– det er en dynamisk faktor” eller ”variation er en fryd – af hele mit hjerte er jeg overbevist om …”
signalerer, at vi ikke bare er underlagt skæbnen mht. flygtninge og indvandrere, men at der også
er en vis kontrol eller rettere sagt, at udviklingen er positiv. Dem, der ikke synes det – ja, de må
selv bære skylden for det. Mange indenfor det multikulturelle billede argumenterer med, at vi
ikke kan stoppe udviklingen – som én siger, så er ”der ingen tvivl om, at vi bliver multietniske i
Danmark [og] man kan ikke ændre på den generelle udvikling mod øget indvandring”. 28 Igen er
det variationen ”Blaming-the-victim” af den samme grundlæggende kontrolhistorie, der bliver fortalt.
Dem, der ikke vil eller kan se det i øjnene, er selv ude om det (jf boks om to typer af historier).
Derudover fortæller regeringen en kontrolhistorie i og med, at de laver handlingsplaner for integration
– de viser eller signalerer, at integration er muligt.
I det multikulturelle holdningsbillede er der imidlertid også en række eksempler på forfaldshistorier.
Den overordnede forfaldshistorie, som fortælles lyder nogenlunde sådan, ”vi var engang
et åbent samfund, og nu snakker vi om tvangsægteskaber, familiesammenføringer, kriminalitet osv.
– noget må gøres, for det er flovt at være dansker”. De resterende forfaldshistorier handler mest
om dem, der har det monokulturelle samfund som ideal (jf. ”os” og ”dem”). Forfaldet vil indtræffe,
hvis ønsket om et monokulturelt samfund og fællesskab er/bliver praksis. F.eks. er holdningen, at
vi taber velstand, skattekroner og velfærd på ikke at tage imod indvandrere fra andre lande. Eller
f.eks. er virksomheder skyld i, at integrationen på arbejdsmarkedet ikke er lykkedes, fordi de ikke
ansætter folk med fremmede navne. Eller skurkene er kommunerne og regeringen, fordi de lukker
boligområder i stedet for at bygge nye og mere attraktive, som kan erstatte de belastede ghettoer.