Jord og Plante Kompendium.pdf

elevweb.ucholstebro.dk

Jord og Plante Kompendium.pdf

Plantevækst & etablering af

grønne områder

Træer & buske om sommeren

Træer & buske om vinteren

Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg


Copyright © maj 2006 Undervisningsministeriet

Undervisningsmaterialet er udviklet af Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg

i et samarbejde med Ove Lyhne Jensen, AMU Nordjylland og Mikkel

Dybdal, Forlaget Dybdal.

Materialet kan frit kopieres.

Materialet er udviklet til deltagere i AMU-uddannelserne: 42316 Plantevækst og

etablering af grønne anlæg, 42395 Træer og buske om sommeren og 42305 Træer

og buske om vinteren, beskæring og plejeprogrammer.

Materialet kan frit viderebearbejdes med angivelse af denne tekst:

Dette materiale indeholder en bearbejdning af undervisningsmaterialet til AMUuddannelserne

42316 Plantevækst og etablering af grønne anlæg, 42395 Træer og

buske om sommeren og 42305 Træer og buske om vinteren, beskæring og

plejeprogrammer, maj 2006 udviklet for Undervisningsministeriet af Mejeri- og

Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg i et samarbejde med Ove Lyhne Jensen,

AMU Nordjylland og Mikkel Dybdal, Forlaget Dybdal.


Indholdsfortegnelse

1. PLANTEKENDSKAB........................................................................................................3

Planteriget...........................................................................................................................................3

Planternes navngivning ....................................................................................................................11

Morfologi .........................................................................................................................................19

Morfologi, uddybet for nøgenfrøede................................................................................................38

2. JORD...............................................................................................................................59

Jordbunden .......................................................................................................................................59

Jordbundsundersøgelser ...................................................................................................................62

Jordarbejde .......................................................................................................................................68

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE.................................................................................73

Plantekvalitet....................................................................................................................................73

Plantning...........................................................................................................................................87

Løg og knoldvækster........................................................................................................................92

Sommerblomster ..............................................................................................................................94

Stauder..............................................................................................................................................96

Bunddækkeplanter............................................................................................................................98

Klatre - og slyngplanter....................................................................................................................99

Hække.............................................................................................................................................102

Buske..............................................................................................................................................104

Træer ..............................................................................................................................................105

Frugttræer og -buske ......................................................................................................................112

4. GRÆS ...........................................................................................................................119

Sådan laver man en græsplæne ......................................................................................................120

Pleje af græs ...................................................................................................................................121

Skader på græsplænen....................................................................................................................122

5. HAVETEGNING ............................................................................................................127

Formål ............................................................................................................................................127

Tegningen.......................................................................................................................................129

Symboler ........................................................................................................................................136

Brug af planter................................................................................................................................140

6. BESKÆRING ................................................................................................................145

Planternes vækst.............................................................................................................................147

Beskæringsteknik ...........................................................................................................................150

Buske..............................................................................................................................................151

Hække.............................................................................................................................................153

Stedsegrønne ..................................................................................................................................154

Roser...............................................................................................................................................154

Træer ..............................................................................................................................................156

INDHOLDSFORTEGNELSE 1


7. GØDSKNING................................................................................................................ 171

Grundstoffer................................................................................................................................... 171

Gødskningeksempler ..................................................................................................................... 173

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER ................................................................................ 177

Anlæggets faser ............................................................................................................................. 178

Plejeplanlægning trin for trin......................................................................................................... 182

Pleje- og vedligeholdelsesomkostninger ....................................................................................... 186

Hærværk og ødelæggelse af planter .............................................................................................. 187

Ukrudt............................................................................................................................................ 188

Bekæmpelse af ukrudt ................................................................................................................... 192

STIKORDSREGISTER..................................................................................................... 201

2

INDHOLDSFORTEGNELSE


1. Plantekendskab

Planteriget

Den systematiske botanik i vor forstand så først dagens lys i

det 16. århundrede. Indtil da var den botaniske videnskab

kun udviklet lidt i forhold til, hvad de klassiske skribenter

som Theophrastus (372 - 287 før år 0) og Dioscorides

(første århundrede efter år 0) kunne præstere.

Med 1500 - 1700-tallets tiltagende rejseaktivitet steg

antallet af kendte planter, og i forbindelse hermed opstod en

fornyet interesse for planternes anvendelse, ikke mindst til

medicinske formål. Behovet for en bedre systematisering af

planteriget var en naturlig følge heraf. Et stort fremskridt

var, at der nu fremkom værker med omhyggelig beskrivelse

og tegninger af planterne.

De første systemer byggede på planternes vegetative

karakterer, og det måtte nødvendigvis føre til en række

fornuftsstridige resultater. Således så man alle planter med

græslignende blade anbragt i en gruppe, dem med knolde i

en anden og så videre.

Det var først med Linné (1753), at det første brugelige

system så dagens lys. Linné byggede nemlig inddelingen af

planteriget på individernes kønsorganer og opstillede på

dette grundlag 24 klasser.

Linnés system var med alle sine svagheder brugbart og fik

hurtigt almindelig udbredelse. Det var et kunstigt system -

men praktisk.

Et naturligt botanisk system, baseret på naturligt slægtskab,

er siden forsøgt udviklet - ikke mindst efter fremkomsten af

Charles Darwins udviklingsteori (1859).

Da der stadig sker nye opdagelser også i den botaniske

videnskab, er dette system under stadig forbedring, og

derved opstår ændringer undervejs, efterhånden som nye

kendsgerninger fremdrages.

Carl von Linné. 1707 - 1778.

Billedet er malet af P. Krafft

og er fra Växternas liv af C.

Skottsberg (ed), 1932.

1. PLANTEKENDSKAB 3


Tidligere delte man planteriget op i to store grupper:

4

1. Sporeplanterne (de blomsterløse planter)

2. Frøplanterne (de blomsterbærende planter)

I nyere systematik er inddelingen, bl.a. grundet nyt

kendskab til det nære slægtskab mellem højerestående

sporeplanter og frøplanterne ændret så, at inddelingen

primært deler planterne i løvplanter og stængelplanter.

Løvplanter

Løvplanterne er karakteristisk ved ikke at bestå af rod,

stængel og blad. De omfatter det, man i daglig tale hører

benævnt som de lavere planter, nemlig bakterier og alger.

Løvplanterne vil i dette kompendium ikke blive behandlet

yderligere.

Stængelplanter

Stængelplanterne er udstyret med forskellige organer med

forskellige opgaver. De kan opdeles efter deres kønnede

formeringsmetode i to store hovedgrupper, nemlig

sporeplanter og frøplanter.

Sporeplanterne formerer sig ved sporer, der er en- eller

fåcellede formeringsorganer uden kim.

Frøplanterne formeres ved frø, der yderst har en frøskal,

inden for denne en kim og eventuelt frøhvide.

De stængelplanter, der formeres ved sporer, kaldes

stængelsporeplanterne. De skal ikke behandles i denne

forbindelse, men for oversigtens skyld skal denne

plantegruppes systematiske inddeling i store træk anføres,

idet det bemærkes, at den mest iøjnefaldende morfologiske

forskel er, at nogle af organismerne har ægte rødder, andre

ikke.

Herefter ser opdelingen således ud:

• Mosser: Uden ægte rødder

• Karsporeplanter: Med ægte rødder. Ulvefødder,

padderokker og bregner

1. PLANTEKENDSKAB


Mos. Lycopodiella inundata (Liden ulvefod).

Equisetum fluviatile (Dyndpadderok). Gymnocarpium dryopteris (Tredelt egebregne).

Frøplanter

De planter, der har nået længst i udviklingen er frøplanterne.

De er tillige de mest komplicerede planteorganismer

med mange højt specialiserede vævstyper. Som tidligere

omtalt, formerer de sig ved frø.

Denne gruppe af planter kan også deles op i to store

afdelinger. Ser man nærmere på blomsterne og bestøvnings-

og befrugtningsprocessen, vil man iagttage en iøjnefaldende

forskel mellem en række af planterne.

Nøgenfrøede

Den særlig nøgne hunblomst har givet anledning til denne

gruppes navn de Nøgenfrøede - Gymnospermae (Græsk

gymnos, nøgen og græsk sperma, frø).

De nøgenfrøede var de første egentlige frøplanter på vor

klode. Man regner med, at de er opstået for omkring 345

millioner år siden, altså i jordens oldtid, og de var tidligt i

Frøanlæg af nøgenfrøet.

1. PLANTEKENDSKAB 5


jordens middelalder for omkring 125 -180 millioner år

siden den højest udviklede plantegruppe og tillige den mest

artsrige her på jorden.

Mange af arterne er uddøde, så der i vore dage findes

mindre end tusind arter. Det er ikke mange i forhold til de

dækfrøedes tohundrede tusind.

Når de nøgenfrøede alligevel dækker store områder, skyldes

det blandt andet, at de i jordens tempererede egne udgør en

meget stor del af det skovdækkede areal. Her i landet alene

over 60 % af det bevoksede skovareal.

De nøgenfrøede er foruden at være repræsenteret af

hurtigvoksende skovtræer, ofte med ved af fortrinlig

karakter, også en plantegruppe, der i udpræget grad har

leveret prydtræer og -buske til have- og parkanlæg. Dette

skyldes ikke mindst det store antal af varieteter af vidt

forskellig karakter.

Udviklingsmæssigt set placerer de nøgenfrøede planter sig i

en position mellem nu uddøde sporeplanter og de

dækfrøede.

De nøgenfrøede er på flere områder mere enkelt bygget end

de dækfrøede. Dette gør sig for eksempel gældende i

blomsten, hvor frøanlæggene sidder frit på fladen eller

kanten af frugtbladene, der ikke er vokset sammen i randen,

som man kender det fra de dækfrøede, hvor frøanlæggene

er skjult i en frugtknude dannet af et eller flere frugtblade.

Det er denne karakteristiske forskel, der har givet anledning

til navnene på de to plantegrupper: De nøgenfrøede og de

dækfrøede.

Skal der fremdrages flere karakterer, som kan iagttages hos

de nøgenfrøede, er det værd at nævne, at alle nøgenfrøede

planter har vindbestøvning. Det er også karakteristisk, at

der inden for de nøgenfrøede kun findes træer og buske og

ingen urter.

Det er forøvrigt karakteristisk, at de nøgenfrøede er

vedplanter, hvoraf de fleste er stedsegrønne nåletræer.

Gruppen omfatter kun ca. 1.000 arter.

6

1. PLANTEKENDSKAB


Dækfrøede

Den anden gruppe af frøplanterne har blomster, hvor

frugtbladene er vokset sammen om frøanlæggene, så der

dannes en frugtknude, der senere kan udvikles til en frugt,

et frøhus.

Hos disse planter skal det hanlige støvkorn - pollen - fanges

af et ar eller støvfang og vokse gennem støvvejen til

frøanlæggene for, at frugtsætningen kan fuldbyrdes.

Da frøanlæggene således sidder dækket af ydre plantevæv,

benævnes denne gruppe de dækfrøede - Angiospermae.

De dækfrøede omfatter de yngste plantefamilier der, ikke

mindst hvad bestøvningen angår, kan være stærkt

specialiserede.

De dækfrøede omfatter planter, der har vist en overordentlig

overlevelsesevne i et stærkt specialiseret samliv med andre

levende organismer, der optræder som bestøvere og som

skadevoldere.

Deres tilpasning til vækstpladser er ofte meget speciel og

ved deres særlige frøspredningsteknik er de i høj grad i

stand til at fastholde erobrede voksepladser. 200.000 arter

mønstrer de dækfrøede.

Tokimbladede og enkimbladede

Også de dækfrøede kan opdeles i to store grupper, nemlig i

dem hvis frø spirer med to kimblade og dem, der kun har et

kimblad. Man benævner grupperne tokimbladede og

enkimbladede.

Denne opdeling følges i øvrigt ejendommeligt nok af andre

karaktertræk. For eksempel er ledningsstrengene ordnet på

forskellig måde hos de to grupper.

Frøanlæg af dækfrøet.

1. PLANTEKENDSKAB 7


8

Ledningsstrenge

vedvæv inderst, sivæv yderst

overhud

Enkimbladet Tokimbladet

Ledningsvævenes placering.

overhud

sivæv

vedvæv

henfaldende overhud

bark

sivæv

kambium

korkdannelsesvæv

vedvæv

Planternes tykkelsesvækst og blomsternes tal er ligeledes

forskellige.

Iøjnefaldende er det også, at de tokimbladede planter oftest

har en mere udviklet forgrening end de enkimbladede.

Forskelle kan også ses på bladene, hvor de enkimbladede

næsten altid udvikler en bladskede omkring stænglen,

medens de tokimbladede planter har mere eller mindre

stilkede blade.

I blomstens konstruktion adskiller de to grupper sig meget

fra hinanden.

Variationen er stor hos de tokimbladede. Mange slægter har

femtallige blomster, men der kan også ses blomster med

fire- eller totallige kranse. De enkimbladedes blomst er

præget af tretallet.

De tokimbladede omfatter langt de fleste kendte urter,

buske og træer.

De enkimbladede omfatter så kendte planter som ananas,

bananer, liljer, tulipan og narcis, iris, orchideer, palmer

samt græsserne inkl. kornsorterne med flere.

1. PLANTEKENDSKAB


Systematiske enheder

Med de nævnte opdelinger af planterne efter karakteristiske

forskelle, kan herefter udledes nedennævnte oversigt.

A. Løvplanter

Individerne er ikke opbygget af rod, stængel og blad.

1. afdeling: Bakterier

2. afdeling: Alger

3. afdeling: Svampe

B. Stængelplanter

Individerne er tydeligt opbygget af forskellige organer.

1. afdeling: Stængelsporeplanter. Kønnet formering ved

sporer.

1. række: Mosser. Uden ægte rødder.

2. række: Karsporeplanter. Med ægte rødder

(hertil ulvefødder, padderokker og bregner)

2. afdeling: Frøplanter. Kønnet formering ved frø.

1. række: Nøgenfrøede. Uden frugtknude. (nåle-

træer).

2. række: Dækfrøede. Med frugtknude.

1. klasse: Tokimbladede.

1. underklasse: Kronløse (Apetalae).

2. underklasse: Frikronede

(Choripetalae)

3. underklasse: Helkronede

(Sympetalae).

2. klasse: Enkimbladede.

Den her viste opdeling illustrerer det botaniske systems

overordnede inddeling. Grundelementet i det botaniske

system er imidlertid arten (Species).

1. PLANTEKENDSKAB 9


Arterne samles i slægter (Genus), og nærtstående slægter

indordnes i en familie (Familia). Familier med fællestræk

samles i ordener, der igen indplaceres i rækker og

afdelinger. Skal dette vises skematisk, kan det gøres som

nedenfor:

10

Planteriget

Løvplanter Stængelplanter

Sporeplanter Frøplanter

Dækfrøede Nøgenfrøede

Enkimbladede Tokimbladede

Orden 1 Orden 2 Orden 3

Familie 1 Familie 2 Familie 3

Slægt 1 Slægt 2 Slægt 3

Art 1 Art 2 Art 3

Sort / Underart 1 Sort / Underart 2 Sort / Underart 3

1. PLANTEKENDSKAB


Opfattelsen af den systematiske inddeling kan variere fra

botaniker til botaniker. Derfor skal den viste oversigt ikke

opfattes som den eneste gyldige.

Det botaniske system er og bliver et menneskeskabt redskab

til at sætte planterne i mandtal på en rimelig, overskuelig

måde og systemet vil derfor stedse være under ændring i

overensstemmelse med forskningens resultater vedrørende

planterigets evolution.

Vi skal ikke her gå dybere ind i emnet, idet vi begrænser

omtalen af planternes systematik til forhold vedrørende art,

slægt og familie, og da helt overvejende med vægt på art og

slægt.

Planternes navngivning

Planter har som regel et dansk navn. Det er ikke nok. Derfor

har man lavet et system af latinske og græske navne for at

sikre, at den samme plante kendes under det samme navn

overalt i verden. Det kaldes plantens videnskabelige navn.

Navngivningsregler

Danske navne skal ifølge dansk sprognævn skrives med

normale bogstaver og med lille begyndelsesbogstav, samt

uden bindestreg i flerleddede navne (eks. laurbærkirsebær).

Bland botanikere er traditionen dog at skrive plantenavnene

med stort, da der er tale om navnet som en systematisk

enhed. I mange floraer vil der f.eks. stå Marts-Viol, men

ifølge dansk sprognævn vil det korrekte være martsviol.

Alle plantearter er medlem af en større botanisk enhed, en

familie. Medlemmerne af hver familie har en række træk

tilfælles. Det kan for eksempel være antallet af bægerblade,

kronblade eller støvdragere.

Laurbærkirsebær hører for eksempel til rosenfamilien,

Rosaceae. Familienavnet skrives med stort forbogstav og

med kursiv og det har altid endelsen ”ae” og ofte endelsen

”aceae”.

1. PLANTEKENDSKAB 11


Familierne er igen opdelt i slægter. Laurbærkirsebær hører

til Prunus-slægten. Slægtsnavnet skrives med stort

forbogstav og med kursiv: Prunus.

Det næste navn er artsnavnet. Artsnavnet fortæller ofte

noget om plantens egenskaber. Det kan være dens farve,

form, duft eller hvor den kommer fra. Laurbærkirsebær har

artsnavnet laurocerasus. Det betyder laurbærkirsebær på

latin. Artsnavnet skrives også med kursiv, men med lille

forbogstav.

Endelig kan en plante også have et sortsnavn. Sorter er

udvalgte eksemplarer af arten, som har særlige egenskaber.

At planten har et sortsnavn betyder, at det er en klon, hvor

alle planter oprindeligt stammer fra det samme individ.

Planter med samme sortsnavn er genetisk ens, men kan

være lidt forskellige på grund af forskellig pasning.

Sortsnavnet skrives med stort begyndelsesbogstav og i

enkelte anførselstegn. Der er flere sorter af sødkirsebær som

for eksempel Prunus avium ´Stella´ og Prunus avium ´Van´.

Sorter kaldes også cultivarer i nogle bøger. Sorter formeres

altid vegetativt.

Planter inddeles, som vi har set, i familier, slægter, arter og

sorter. Men det kan godt blive mere indviklet. Nogle gange

er man i tvivl, om en “ny” plante hører til en art eller er “sin

egen”, og derfor må have sit eget artsnavn.

Ofte vælger man så, at gøre den til en underart. For

eksempel er Prunus cerasus ssp. acica en underart af

Prunus cerasus, surkirsebær. Ssp. betyder subspecies -

underart.

Begrebet varietet ligger tæt op ad underart. Men her er der

tale om planter, der er opstået ved en mutation i et eller

flere arveanlæg. Et eksempel er Rosa canina var. nana.

Nana betyder dværg og henviser til plantens langsomme

vækst.

12

1. PLANTEKENDSKAB

Ifølge internationale regler

bør begrebet sort ikke

bruges mere, men erstattes

af begrebet kultivar.

I Danmark er dette dog

ikke rigtig slået igennem,

især p.gr. landbrugets

navngivningstradition.

Derfor er begrebet sort

bibeholdt i dette kompendium.


Familie Rosenfamilien

Prunus, stenfrugt

Rosa, rose

Slægter

Pyrus, pære

Malus, æble

Prunus laurocerasus, laurbærkirsebær

Arter

Prunus avium, sødkirsebær

Prunus padus, hæg

Prunus laurocerasus ’Otto Luyken’

Sorter

Prunus laurocerasus ’Prusab’

Eksempler på hvordan laurbærkirsebær inddeles i familie, slægt og sort

Hvis man krydser to planter af forskellig art, så får man en

artshybrid. Dette skriver man med et kryds ×. For eksempel

er Salix × capreola en krydsning af Salix aurita og Salix

caprea.

Billedet viser, hvor mange forskellige planter (hybrider) der

kan komme ud af en krydsning af to violarter.

Ofte ser man et navn efter plantenavnet. Det er autorbetegnelsen

eller forkortelsen for navnet på den botaniker,

der først har beskrevet planten. Der står et “L” efter ganske

mange navne. Det er forkortelsen for den svenske naturforsker

Linné, en af ophavsmændene til det botaniske

system.

1. PLANTEKENDSKAB 13


Man kan let forveksle autorbetegnelsen med sortsnavnet.

Forskellen er, at sortsnavnet står i enkelte anførselstegn.

Prunus avium L er altså navngivet af Linné, mens Rosa

´Ingrid Bergman´ er den rosensort, som i daglig tale blot

kaldes Ingrid Bergman.

Hvad betyder spp., ssp. og var.?

Hvis man omtaler flere arter fra samme slægt, skriver man slægtsnavnet

efterfulgt af “spp”, for eksempel Prunus spp. Forkortelsen spp. er flertal for

sp., som betyder art på latin.

Nogle planter i en art afviger så meget, at de kaldes en underart. Underart

forkortes “ssp”. For eksempel er surkirsebær, Prunus cérasus ssp. ácida,

en underart.

Begrebet varietet er tæt på underart. Forskellen er, at en underart er

almindelig i naturen mens en varietet er sjælden. I praksis er forskellen

uden betydning. Varietet forkortes var. For eksempel er fuglekirsebær,

Prunus ávium var. ávium, en varietet

14

1. PLANTEKENDSKAB


De botaniske navnes betydning

acaulis - stængelløs

acer - skarp, sur

acutus - spids

affinis - beslægtet

aggregata - sammenvokset

agri - vild

agro - mark

albus - hvid

alpestris - fra Alperne

alterni - afvekslende

altus - høj

amabilis - yndig

angustus - smal

annuus - etårig

anthus, antho - blomst, blomstret

aqui - stikkende

arborescens - træagtig

argententeus - sølvhvid

-aster - vild, uægte

atlanticus - fra Atlasbjergene

atro - mørk

aureus - gylden, guldgul

autumnalis - efterårs-

avium - fuglenes

baccatus - bærfrugt

barbatus - skægget

bellus - smuk

bi - to

bicolor - tofarvet

biloba - tolappet

borealis - nordisk

brachy - kort

brevi - kort

bulbifer - løgbærende

-bundus - fuld af

calli - smuk

campanulatus - klokkeformet

campester - på udyrkede marker

candidus - skinnende hvid

canescens - grålig

canthus - tornet

carmineus - karminrød

carnatus - kødet

-carpus - frugtet

cephalus - hoved

chamae - dværg

chinensis - kinesisk

chloro - grønlig

chrys - guld

cinereus - askegrå

coccineus - skarlagenrød

coeruleus - mørkeblå

communis - almindelig

commutatus - forandret

compactus - sammentrængt

compasitus - sammensat

concolor - ensfarvet

conicus - kegleformet

contortus - snoet

cordatus - hjertedannet

coronatus - kronet, kronagtig

crispus - kruset

crus-galli - hanespore

crypta - skjult

cupreatus - kobberrød

cuspidatus - fint tilspidset

cyano - blå

debilis - svag

decideus - løvfældende

decumbens - nedliggende

deliciosus - yndefuld

dentatus - tandet

denticulatus - småtandet

discolor - forskellig farvet

distichus - toradet

divaricatus - udspærret

domesticus - hører til stedet

elatus - høj

elegans - smuk

erectus - opret

erythro - rød

eu- - smuk, ægte

exelsus - høj, anselig

fili - tråd

firmus - stærk, stiv

flavescens - gullig

flavus - gul

-florus - blomstret

formosus - velformet

-folius - -bladet

-formis - formet

fragilis - skør

fragrans - duftende

fruticosus - buskagtig

fulgens - skinnende

gallicus - fransk

germanicus - tysk

giganteus - kæmpemæssig

glaber - glat

glauco - blågrå

globosus - kugleformet

1. PLANTEKENDSKAB 15


glomeratus - nøgleformet

gloriosus - pragtfuld

glutinosus - klæbrig

gracilis - fin, slank

gramineus - græsagtig

grandi - stor

graveolens - stærk duftende

guttatus - dråbeplettet

gymno - nøgen

-gymna - griffel

helix - snoet

herbaceus - urteagtig

hetero - forskellig

humalis - vinterblomstrende

hispanicus - fra Spanien

hispidus - stivhåret

horizontalis - vandret

hortensis - have-

humilis - lav

hybridus - krydsning

hydro - vand-

imperialis - mægtig, kejserlig

incanus - hvidgrå

incarnatus - kødfarvet

inflatus - opblæst, blæret

involutus - indrullet

isophyllus - ensbladet

japonicus - Japansk

korpos - frugt

laciniatus - fliget

laevis - jævn

lacti - mælke-

lateri - sidestillet

lati - bred

leguminosus - bælgfrugtet

leptos - tynd

linearis - linieformet

litho - sten

longi - lang

lucidus - skinnende

lusitanicus - fra Portugal

luteus - safrangul

macro - stor-

macranthus - storblomstret

maculosus - plettet

magnificus - prægtig

magnus - stor

major - større

maritimus - vokser ved havet

maximus - meget stor

mela-melano - sort

micro - lille

16

1. PLANTEKENDSKAB

minor - mindre

mollis - blød

mono - enkelt

montanus - vokser på bjerge

multi - mange

mutabilis - foranderlig

nanus - dværgagtig

natans - svømmende

nidiformis - redeformet

niger - sort

nivalis - vokser i sne

nobilis - ædel

novua - ny

nudi - nøgen

nutans - nikkende

obtusi - buttet

occidentalis - fra vesten

odoratus - duftende

officinalis - lægende

orientalis - fra Orienten

ornatus - smuk

ovalis - oval

ovatus - ægformet

oxy - spids eller sur

pallidus - bleg

palmatus - hånddannet

palustris - voksende i sumpe

parvi - -lille, -små

pendulus - hængende

perennis - flerårig

phyllus - bladet

physo- - blære

pileatus - hueformet

pisifer - ærtelignende

platy - flad-, bred-

plenus - fuld

plicatus - sammenfoldet

poly - mange

ponderosus - vægtig

praecox - tidlig

pratensis - vokser på enge

procumbens - nedliggende

pseudo - falsk

pubescens - dunhåret

pamilus - dværgagtig

pungens - stikkende

pyramidalis - pyramideformet

racemosus - klaseblomstret

radiatus - udstrålende

radicans - rodslående

rectus - rank, opret

regalis - kongelig


egens - stiv

repens - krybende

-rhizus - rodet

robustus - kraftig

rotundi - rund

ruber - rød

rugosus - rynket

ruralis - hører til på landet

sangumeus - blodrød

sativus - dyrket

saxatilis - vokser på klipper

scandens - klatrende

selectus - udvalgt

semi - halv

semper - altid

silvaticus - vokser i skove

sinensis - fra Kina

speciosus - anselig, smuk

spinosus - tornet

splendens - strålende

stellatus - stjerneformet

steno - smal, tynd

stoloniferus - med udløbere

strictus - stiv

tenuis - fin, tynd

tetra - fire

tomentosus - filtet

tricho - håret-, hår-

tristis - mørk, trist

tuberosus - -knoldet

ultra - over

umbellatus - skærmblomstret

undulatus - bølget

uni - en-

variabilis - foranderlig

vagans - udbredt

variagatus - stribet

veris - forårsblomstrende

vernalis - forårsblomstrende

veruculosus - stærkt vortet

virens - grøn

vulgaris - almindelig

1. PLANTEKENDSKAB 17


Udtale af botaniske navne

Generelt kan man sige, at navnene skal udtales som de

staves. Der er dog en række bogstaver og bogstavkombinationer,

man må lære sig udtalen af. Ligeledes er der regler

for, hvor trykket skal placeres.

Hvis der er to C´er efter hinanden, udtales det første som K

og det andet som S. Ellers kan C altid udtales som K, men

man vil som regel udtale C som S, hvis det står foran E, I,

Y, AE eller OE.

Eksempler:

Som K i Clematis, Cryptomeria. Som S i Cedrus,

Cerastium, Cercidiphyllum.

CH udtales som K. Chaenomeles, chinensis.

PH udtales som F. Physocarpus, Physalis.

AE udtales som Æ. Aesculus, laevigatus.

OE udtales som Ø. Alstroemeria, Phoenix.

UE udtales som Y. Muehlenbeckia.

Følgende udtales som én lyd:

AI lorraine

AU Aucuba, australis

EU Euphorbia, Eucalyptus

EI Buddleia

OI Choisya

QU udtales som KV. Quercus, squrrosa.

D udtales hårdt. Dahlia, Hedera.

¨ accent trema betyder, at bogstavet skal udtales for sig selv.

Kalanchoë, Hippophaë.

-OIDES udtales med tryk på I. platanoides, rhamnoides

18

1. PLANTEKENDSKAB


Hovedregler for placering af tryk (nedenfor og i mange

bøger angivet med ´ )

Tostavelsesord har tryk på første stavelse. Málus, Pínus,

Sórbus.

Flerstavelsesord har tryk på 3. sidste stavelse. Clématis,

Hypéricum, Hédera.

Undtagelser der flytter trykket fra 3. til 2. sidste stavelse:

• Hvis næstsidste stavelse er en dobbelt vokal.

Dracáena, Buddléia, Cratáegus.

• Hvis næstsidste stavelse er en vokal efterfulgt af to

eller flere konsonanter. Elaeágnus, Ligústrum,

Rhododéndron.

• Artsnavne med endelserne -ális, -ánus, -áris, -átus, -

ínus, -órus, -ósus, -ótus, -útus, -flórus eller bøjninger

af disse. terminális, lawsoniánus, vulgáris, palmátus.

Morfologi

Morfologi betyder ”læren om form”. Plantemorfologien

handler om plantens ydre form og giver fagfolk en fælles

botanisk terminologi at gå ud fra.

For at kunne bestemme en plante, er det helt nødvendigt at

holde sig til ganske bestemte karakteristika. Der kan være

tale om en urteagtig eller vedagtig plante, hvorledes er

grenbygningen, bladenes form o.s.v.

Det er derfor en forudsætning, at man kender de almindelige

botaniske fagudtryk for at kunne hæfte et bestemt navn

til den plante, man undersøger.

Det redskab, botanikeren og andre planteinteresserede,

bruger til at bestemme slægt og art efter, er floraer med en

indbygget nøgle.

Der findes floraer til bestemmelse af planterne i vintertilstand

og andre, som er bygget op omkring planter i

1. PLANTEKENDSKAB 19


sommertilstand, hvor bladene spiller den afgørende rolle. I

princippet bruger man udelukkelsesmetoden.

De fleste af de planter, vi beskæftiger os med i planteskolen

og i anlægsgartneriet, er de såkaldte højere planter i

modsætning til svampe, alger m.fl.

Disse højere planter har tre grundorganer, nemlig: rod,

stængel og blad. Andre organer som f.eks. torne og

blomster er i botanisk henseende dannet af et af de tre

grundorganer.

Roden

Når et frø spirer, udvikler det en kimrod. Efterhånden som

denne udvikler sig, danner den siderødder, som vokser

nedad. Fortsætter kimroden sin vækst, danner den en

pælerod. Hvis den derimod stopper sin vækst, udvikles en

trevlerod. På side- eller bidrødderne sidder rodhårene, og

det er her vand og næring optages.

Roden har to primære funktioner. Dels at suge vand og

opløste næringsstoffer op fra jorden, dels at holde planten

fast.

Rødder har som særlige opgaver:

20

• Ammerødder, der er forrådsorganer, f.eks. gulerod og

vorterod

• Klatrerødder, f.eks. vedbend

• Snylterødder, f.eks. skælrod og mistelten

• Luftrødder, som optager regn og vanddamp f.eks.

orkideer

Løg og knolde

Knoldvækster er flerårige urter med et opsvulmet forrådsorgan.

Det kan være opsvulmede blade, rødder eller stængler.

Der er fire hovedtyper af løg og knoldvækster:

• Ægte løg

• Stængelknolde

• Rodknolde

Jordstængler

1. PLANTEKENDSKAB


Ægte løg: Opsvulmede blade (løgskæl), der sidder på en

kort stængel (løgkagen). På undersiden af løgkagen sidder

rødder. Eksempler på løgplanter er Narcissus poëticus

(pinselilje) og Tulipa (tulipaner).

Stængelknold: Stængelknolde har en stivelsesholdig

stængel med tydelig plade, hvor rødderne dannes. Knolden

er beskyttet af en fiberagtig hinde.

Der dannes en ny knold oven på den udpinte moderknold.

Et eksemple på stængelknold er Crocus (krokus).

Rodknold: Rodknolde har en fortykket stængel med øjne,

der fremkalder vækst på den øverste flade af knolden.

Eksemple på rodknold er Dahlia (georginer).

Jordstængel: Jordstængler er kødfulde stængler, der kan

være vandrette eller lodrette. Det er for eksempel Iris (iris)

og Anemone nemorosa (hvid anemone).

Stænglen

Stænglen er det grundorgan, der bærer planternes

overjordiske dele blad, blomst og frugt.

Stænglen med sine blade udgør det, man kalder et skud.

Skuddet vokser i spidsen, derfor er de nederste blade de

ældste.

Stænglens form kan være stærkt varierende, men det er

karakteristisk, at bladene og de knopper, der sidder i bladhjørnerne,

er fordelt i regelmæssige systemer, karakteristisk

for arten, i stænglens længderetning.

Afstanden mellem to blade kaldes et internodie. Bladakslen

kaldes også et nodie.

Alle stængler er fra starten urteagtige. De er da yderst

dækket af overhud. Hos vedplanterne sker der efterhånden

en forvedningsproces, der ofte betegnes som en

skudmodning.

Vedplanter, der ikke formår at modne helt, og som derfor

næsten hvert år fryser lidt tilbage, betegnes halvbuske. Det

drejer sig i regelen om planter stammende fra varmere

himmelstrøg. I hjemlandet behøver de altså ikke at være

Ægte løg.

Stængelknold.

Rodknold.

Løgskæl

Løgkage

Jordstængel.

1. PLANTEKENDSKAB 21


halvbuske. Eksempler er Datura suaveolens (engletrompet)

og Lavandula angustifolia (lavendel).

På det træagtige skud erstattes overhunden af korkhud, der

ofte er forsynet med porer, der sikrer lufttilførselen til

barken. Disse åbninger kaldes korkporer eller lenticeller.

Forvedningen sker ved, at vækstlaget eller kambiet, der

ligger lige under barken, danner vedvæv indad. Det lægger

ring på ring af vedceller til skuddet, som derved vokser i

tykkelse.

De vedkar, der dannes, er størst om foråret (vårved) og

mindst hen på sommeren (høstved). Det er denne forskel i

størrelse hos vedkarrene, der giver årringe.

På sin yderside danner kambiet sivæv og sekundærbark.

Kimstænglen er allerede anlagt i frøet ligesom kimroden.

Når kimroden har fået fæste, strækker stænglen sig i vejret

med kimbladene.

Stænglens opgave er, som nævnt, at bære plantens overjordiske

dele, nemlig blade, blomster og frugter. For at

kunne opfylde dette krav, har stænglen et afstivende væv,

kaldet støttevæv.

Stænglen skal desuden transportere næring til og fra

bladene. Dette klares af ledningsvævet.

Stænglens form kan være mangeartet. Den kan være trind,

kantet, furet, vinget. Dens overflade kan være glat eller

håret. Derudover kan det yderste lag, barken, forekomme i

alle mulige farvenuancer. På stænglen kan forekomme

torne.

Ved plantebestemmelsen kan det være af stor betydning at

undersøge stængeltværsnittet og se på veddet. Dette gøres

ved at lægge et snit på tværs af skuddet.

Flammet ved findes hos slægter som guldregn, gyvel og

pebertræ.

Marven kan også være med til at skille to forholdsvis ens

slægter f.eks. har Philadelphus (pibeved) fyldt marv,

22

1. PLANTEKENDSKAB


hvorimod Deutzia (stjernetop) har hul marv. Kamret marv

kan forekomme hos en del Forsythia (vårguld) og hos

Juglans (valnød).

Stænglens voksemåde kaldes opret, når den vokser lodret

op.

Opstigende stængel vil sige, at den først gror vandret og

derefter lodret.

Nedliggende stængel betyder blot, at den vokser langs med

jorden, og hvis der dannes birødder på stænglen, er den

krybende.

Klatreplanter, lianer, holder sig fast med specielle klatrerødder

(vedbend) eller ved omdannede stængler (vin), ved

bladstilke (klematis) og ved klatretråde som hos ært.

Alt efter den måde, stammen eller stammerne vokser på, har

man en række fagudtryk, der nedenfor angives både med sit

danske og sit latinske navn. Det sidste, fordi den latinske

betegnelse ofte indgår som artsnavn eller på anden måde

spores i plantens navn.

Opret (erectus) - Lodret opadvoksende.

Stift opret (strictus) - Samtlige grene påfaldende

lodret opadstræbende.

Overhængende (cernuus) - Opretvoksende med spidsen

bøjet i horisontal retning.

Hængende (pendulus) - Stammen opret og

sidegrenene slapt

nedhængende.

Liggende (decumbens) - Grene, der længe ligger

udstrakt langs jorden, og hvis

spidser bøjer opad, uden

roddannelse.

Krybende (repens, reptans) - Grene, der vokser langs

jorden, og som slår rod.

Snoet (tortus, tortuosus) - Grene, der snor eller drejer

sig.

Der skal ikke her gøres meget ud af skudbygning, der

behandles dybere som et separat punkt. Dog er det naturligt

at nævne det basale, når stænglen beskrives.

1. PLANTEKENDSKAB 23


Et skud er en stængel med dens blade. Skuddet vokser i

spidsen, hvilket vil sige, at de nederste blade er de ældste.

Den del af stænglen, som findes mellem to på hinanden

følgende blade, kaldes et stængelled eller et internodie.

Er stængelleddene meget korte, kaldes skuddet et kortskud,

er de lange, kaldes det et langskud.

Dværggrene er kortskud, disse bærer kun få blade. Som

eksempler kan nævnes Pinus sylvestris (skovfyr) og Pinus

mugo (bjergfyr).

Barken

Barken er stammens beskyttelse mod ydre påvirkning. Den

dannes i korkvækstlaget, og som følge heraf er det altid den

ældste del af korkhuden, man betragter ude fra.

Der lægges hvert år et nyt lag korkceller til, og derfor bliver

korkhuden lagdelt. Korkdannelsen sker på forskellig måde,

og det fører til, at korkens udseende hos de forskellige arter

bliver forskellig i struktur.

På unge træer er barken ofte glat, men med alderen brister

den glatte bark. Der opstår nu mere eller mindre dybe

revner eller sprækker i barken, sådan som de for eksempel

kan ses hos Pinus (fyr) og Pseudotsuga menziesii (douglasgran),

eller barken bliver skællet og måske endda afspringende

som hos Betula (birk) og visse granarter, blandt andet

ældre træer af Picea abies (rødgran), der i en yngre alder

har en bark, der løsner sig i små, papiragtige skæl.

Hos nogle træer ser man, at barken får et strimlet udseen-

de, fordi de yderste lag løsnes i sådanne strimler. Det ses for

eksempel hos Cryptomeria (kryptomerie). Det strimlede

udseende findes også hos Chamaecyparis nootcatensis

(nootkacypres), hvor barkfurerne kan være spiralsnoede, og

hvor barken går af i smalle strimler. Også hos Juniperus

chinensis (kinesisk ene) skaller barken som lange, smalle,

snoede trævler.

Hos Sequoiadendron giganteum (mamuttræ) findes en

meget tyk, fiberagtig og blød bark, der giver efter ved slag.

De dybe og brede furer på ældre træer træer får på grund af

den løse sammensætning trævlede kamme.

24

1. PLANTEKENDSKAB


En let flosset overflade på grund af afskalning møder man

også hos Metasequoia glyptostroboides (vandgran) og

Taxodium disticum (sumpcypres).

Helt bortset fra de særlige karaktertræk, man kan hæfte på

barken, er der nogle få fagudtryk, som hæftes på den

overfladestruktur, som grene og stammer har.

Jævn (laevis) - Grene så godt som uden

fordybninger eller

forhøjninger.

Glat (glaber) - Grene uden behåring og uden

harpiksovertræk.

Med harpiks (resinosus) - Grene og stammer enten med

harpiksover- træk eller med

harpiksblærer på stammen.

Furede (sulcatus) - Grene forsynet med

temmelig dybe, grove,

parallelle, for det meste noget

vidt fra hinanden stående

fordybninger. Furer mellem

bladpuderne.

Stribet (striatus) - Riflede grene, der er forsynet

med fine, parallelle,

tætstående fordybninger på

langs.

Dugget (pruinosus) - Grene dækket med et fint

voksovertræk.

Bladet

Det er nok den vigtigste del til bestemmelse af planter i

sommertilstand. Sammenholder vi desuden med blomsten,

skulle det være muligt at kunne bestemme en næsten

hvilken som helst plante.

Da der i vækstperioden altid er blade, men kun i en

begrænset del af denne blomster, vil vi se nærmere på de

grønne dele.

Bladene sidder på plantens stængel. Bladet består af

bladfod, bladstilk og bladplade. Hvis stilken mangler kaldes

bladet siddende.

1. PLANTEKENDSKAB 25


Plantens almindelige grønne blade kaldes for løvblade.

Lavblade ligner ikke løvbladene og sidder lavere end disse

på de enkelte skud. Højblade ligner heller ikke løvbladene

og sidder højere end disse.

Bladfoden kan f.eks. være en skede, som hos skedeknæfamilien

(f.eks. slægten Polygonum (pileurt)). Bladfoden

kan også have fodflige, som kaldes akselblade. Disse bliver

siddende på bladet hos de ærteblomstrede (f.eks. Laburnum

(guldregn) og Robinia (robinie)). Hos andre slægter falder

de af på et tidligt tidspunkt, det gælder f.eks. Quercus (eg)

og Fagus (bøg).

Bladets form

Bladformen er et af de vigtigste kendetegn for den enkelte

planteart, og man bør derfor være fortrolig med

bladformens benævnelse:

26

1. PLANTEKENDSKAB


Bladets spids

De almindeligste bladspidser benævnes:

Tilspidset. Spids. But. Afskåret. Brodspidset.

Bladets nerver

Bladnerverne (ribberne) kan forløbe næsten parallelt eller

gå ud fra samme punkt som radier i en cirkel og mange

flere mellemformer. Nerverne er i virkeligheden ledningsstrenge,

som skal sørge for plantens stoftransport. De virker

desuden som støttevæv, det vil sige, de holder blade stive

og udbredte.

Typiske former for nervation er:

Fjernervet. Buenervet. Linienervet. Håndnervet. Hjulnervet.

Bladets indskæringer

Løvbladene kan deles i 2 hovedtyper, de usammensatte og

de sammensatte blade. De usammensatte blade inddeles

igen i to grupper, så vi i alt har 3 grupper:

• Sammensatte blade: Bladene er delt i afsnit, der

ligner selvstændige blade. De enkelte blade i det

sammensatte blad kaldes for småblade. Fjerstrengede

blade kaldes finnede; ligefinnede, hvis de ender med

et par småblade, og uligefinnede, hvis der er et

endeblad. Desuden findes fingrede blade, herunder

koblede, f.eks. det 3-koblede kløverblad, og

hjuldannede blade.

• Hele blade: De er uden indskæringer, men bladranden

kan være savtakket, rundtakket eller tandet.

• Delte blade: Delte blade kan være bugtede, lappede,

fligede eller snitdelte alt efter indskæringsgraden.

1. PLANTEKENDSKAB 27


Bladenes behåring kan være en hjælp til plantebestemmelse,

der kræves lup for at kunne klassificere behåringen.

Se afsnittet om hår på side 32.

Bladenes stilling

Bladstillingen er konstant for arten og slægten, nogle

familier har endog samme bladstilling. F.eks. har

gedebladfamilien modsatte blade, hertil hører: Lonicera

(gedeblad), Sambucus (hyld), Viburnum, Symphoricarpos

(snebær) og Weigela (weigelia).

Bladene kan sidde spredte eller modsatte. Spredte blade

sidder i virkeligheden altid skruestillede, men ordnet

forskelligt. Trækkes en linie rundt om stænglen eller kvisten

gennem bladfæstene, har vi det, som kaldes grundskruen.

Sidder bladene f.eks. afvekslende på højre og venstre side

af skuddet d.v.s. toradet, vil grundskruen på sin vej en gang

rundt om stænglen passere to blade, dette kaldes for 1/2

skrue, det gælder Fagus (bøg), Tilia (lind), Ulmus (elm),

Carpinus (avnbøg) og Cotoneaster (dværgmispel).

Modsatte blade kan være korsvise modsatte, som hos

Syringa (syren).

Sidder der flere end 2 blade sammen benævnes de kransstillede,

som hos Galium (snerre), Erica tetralix

(klokkelyng) og hos Juniperus communis (alm. ene).

Endelig kan bladene sidde i knipper og kaldes for

knippestillede, som hos Larix (lærk).

Lys, skygge og vand

Bladene tilpasses efter de vilkår, som naturen eller vi

mennesker giver dem. Det er især lys og fugtighedsforholdene,

som spiller den afgørende rolle.

Som bekendt er de grønne blade planternes vigtigste

ernæringsorganer. De optager kuldioxyd fra luften og

danner organiske stoffer. Fotosynteser fungerer optimalt,

når der er tilstrækkeligt sollys.

Bladmosaik er et eksempel på, hvorledes planten udnytter

lyset bedst muligt; der er næsten ingen mellemrum mellem

28

1. PLANTEKENDSKAB


ladene, idet de næsten danner en mosaik. Ulmus (elm),

Fagus sylvatica (bøg) og Acer pseudoplatanus (ahorn) har

bladmosaik.

For planlæggere og gartnere inden for den grønne sektor er

det vigtigt at have kendskab til de træer, som anvendes,

herunder om de kaster dyb skygge, således at en underplantning

vil vantrives, eller om træet giver mulighed for en

frodig underplantning.

Lystræer giver kun let skygge, men tåler til gengæld heller

ikke væsentlig skygge, til denne gruppe hører: Quercus

(eg), Fraxinus excelsior (ask) og Pinus sylvestris (skovfyr).

Skyggetræer både giver og tåler ret stor skygge, til denne

gruppe hører: Fagus sylvatica (bøg), Aesculus hippocastanum

(hestekastanie) og Picea abies (rødgran).

Blomsten

Den måde, vi i dag grupperer de enkelte planter på i det

botaniske system i ordener, familier, slægter osv. er baseret

på blomsternes opbygning. Blomsten er omdannede blade

og står i den kønnede forplantnings tjeneste.

Nedenstående tegning viser den fuldstændige blomst

skematisk. Den består af blomsterbund, hvorpå blosterbladene

sidder.

Støvdrager

Ar

Griffel

Blosterblade

Kronblad

Bægerblad

Frugtknude

1. PLANTEKENDSKAB 29


Blosterblade er bægerblade og kronblade, der tilsammen

benævnes blosterblade. Går vi længere ind mod blomstens

midte, finder vi støvbladene også kaldet støvdragere og

frugtbladene (støvvejen), her dannes frøene.

Mange blomster mangler en eller flere dele for at være

fuldstændige. Disse kaldes derfor ufuldstændige blomster.

Hvis kun blosteret mangler, kaldes blomsten for nøgen.

Kønsfordeling

De fleste blomster er tvekønnede dvs. de har både støvblade

og frugtanlæg. Adskillige planter har dog enkønnede

blomster, dvs. blomsten er enten en hanblomst med

støvblade eller en hunblomst kun med frugtanlæg.

Findes der han- og hunblomster på den samme plante, er

planten enbo eller sambo.

Bærer planten kun hanblomster (hanplante), og en anden

kun hunblomster (hunplante), er planten særbo eller tvebo.

Har en plante både hanblomster, hunblomster og

tvekønnede blomster, er den flerbo.

En blomst, som hverken har støvblade eller frugtanlæg,

kaldes for gold.

Blomstens sædelighed

Det er i virkeligheden blosterets sædighed, dets sæde i

forhold til frugtknuden.

Undersædige blomster har blostret siddende neden for

frugtknuden.

Oversædige blomster har blosteret siddende ovenfor

frugtknuden.

Hos omkringsædige blomster blosteret fra en skiveformet

Geum rivale (engnellikerod), krukkeformet Rosa (rose)

eller skålformet Prunus blomsterbund, som ikke er

sammenvokset med støvvejen.

30

1. PLANTEKENDSKAB

Undersædig.

Oversædig.

Omkringsædig.


Blomsterstande

Det er kun ganske få planter, som frembringer en blomst i

løbet af vækstperioden f.eks. Tulipa (tulipan). De fleste

planter danner mange blomster. Disse sidder næsten altid

ordnede i en eller flere blomsterstande.

Illustration nedenfor viser forskellige blomsterstande, samt

nogle ofte forekomne blomsterformer.

1. PLANTEKENDSKAB 31


Frugten

Frugten er et frøhus med frø. Den udvikles efter bestøvningen

og befrugtningen af frugtknuden. Der skelnes

mellem følgende frugttyper:

Opspringende frugter:

32

• Kapsler, oftest tør og med flere frø

Uopspringende frugter:

• Nød, har hårdt, tørt frøhus med et eller få frø

• Stenfrugt, frøhuset er inderst hårdt og udvendig

kødet, har et eller få frø

• Bær, frøhuset er kødet, undertiden udvendigt hårdt.

Der er næsten altid mange frø

Hår

Den hvidlige farve på årsskuddene af Populus alba

(sølvpoppel) skyldes ikke barkens farve, med fremkommer

ved den stærkt filtede behåring. Også behåringen kan

antage forskellig karakter.

Den kan være:

• Fløjlshåret, som hos Prunus domestica ssp. insititia

(kræge) og Prunus spinosa (slåen)

• Lodden, som hos Salix dasyclados (loddengrenet pil)

og Rhus thyphina (hjortetakstræ)

• Børster er stive hår, der er større og kraftigere end

egentlige hår, men ikke så kraftige som torne. Som

eksempel kan nævnes Rubus idaeus (hindbær)

• Silkehår, der er bløde, tæt tiltrykte hår, der går i

samme retning, giver overfladen et silkeagtigt

udseende, eks. Laburnum anagyroides (alm.

guldregn)

• Skjoldhår består af en basaldel, hvorpå det flade

skjold sidder. De kendes f.eks. hos Hippophaë

(havtorn) og Elaeagnus (sølvblad)

• Kirtelhår er karakteristisk ved på enden af selve håret

at bære en kuglerund kirtel Corylus avellana (alm.

hassel)

1. PLANTEKENDSKAB


Torne

• Grentorne er med ved og bark, eksempler er Prunus

spinosa (slåen) og Crataegus (tjørn)

• Bladtorne er omdannede blade og kendes ved, at de

altid sidder under en knop eller et sideskud, det

gælder hos tidsler, kaktus og berberis. En særlig type

bladtorne er akselbladtorne, der er omdannede

akselblade og derfor sidder på begge sider af

bladarret. De kendes bla. fra Robinia pseudoacacia

(alm. robinie)

• Barktorne sidder kun fast i barken og er normalt ikke

systematisk placeret. Rosa (roser) har barktorne

Skudbygning

Stænglens forgrening er et meget vigtigt karaktertræk, når

man skal identificere vedplanter efter en botanisk nøgle.

Betragter man skudspidserne, vil man nemlig kunne

konstatere, at de er forskellige i deres måde at vokse på.

Det logiske ville være, at man ved endeknoppen fandt et

bladar, nemlig arret efter det løvblad, der havde siddet lige

under knoppen. Dette ses da også ofte. Man siger, at

skuddet danner en enfodsakse eller et monopodium. Skud,

der vokser på denne måde, har monopodial forgrening. Det

kendes bl.a. fra Fagus (bøg), Quercus (eg) og Populus

(poppel).

Ofte vil man iagttage to ar under endeknoppen. Den skudbygning,

der herved opstår, benævnes en kædeakse eller et

sympodium. Man taler i dette tilfælde om sympodial

forgrening. Denne forgrening møder man bl.a. hos Ulmus

(elm), Tilia (lind) og Corylus (hassel).

Hos en del planter med monopodial forgrening på

vegetative skud, vil man kunne iagttage, at forgreningen

bliver sympodial på de skud, der har blomstret, fordi

blomsten eller blomsterstanden er endestillet på skuddet.

Det kan bl.a. iagttages hos Aesculus (hestekastanie) og

Sambucus (hyld).

Grentorn.

Bladtorn.

Barktorn.

Akselbladtorn.

Sympodial skudbygning.

Ar efter

øverste

blad

Knop af elm.

Ar efter død

skudspids

1. PLANTEKENDSKAB 33


34

• Sympodial skudbygning: Væksten føres videre af den

øverste sideknop, da endeknoppen er gået til på et

tidligere tidspunkt

• Monopodial skudbygning: Væksten føres videre af

endeknoppen

Om grenstillingen bruger man i øvrigt også en række

fagudtryk.

Afvekslende (alternans) - bruges almindeligvis som

betegnelse for organer, der

er stillede i eller uden for

mellemrummene af andre

organer.

Modsat (oppotus) - anvendes, når to grene

udspringer i samme højde

overfor hinanden.

Kransstillede (verticillatus) - når grenene udbreder sig fra

et sted på stammen.

Skruestillede (spiralis) - er grenstillingen, når de

enkelte grene er

spiralstillede rundt om

stammen.

Bladar

Knopperne på grenene dannes i bladhjørnerne. Når bladene

ved løvfald tabes, udgør disse knopper og sporene eller

arrene efter bladene nogle af de mest karakteristiske

kendetegn på grenene. Dette er særligt fremherskende på

årsskuddene. Jo ældre en gren bliver, des mere udviskes

disse kendetegn.

Foruden ar efter bladet kan der være mere eller mindre

tydelige ar efter akselblade, eller akselbladene kan være

omdannet til akselbladtorne, som man kender det hos yngre

skud af Robinia pseudoacacia (alm. robinie).

Bladarrenes form og størrelse varierer meget. Hos

Liriodendron tulipifera (tulipantræ) ser man f.eks.

kredsrunde bladar.

I andre tilfælde kan bladarret være dobbelt så stort i

tværmål som afstanden fra over- til underkant. Det ser man

1. PLANTEKENDSKAB


eksempelvis hos Crataegus (tjørn), Cotoneaster

(dværgmispel) og Sorbus (røn).

Til tider kan bladarret være så smalt, at det næsten kan

skjules af en behåring. Det ses f.eks. hos Salix myrsinifolia

(sortpil).

Hos træer og buske med modsatte blade kan bladarrene

være så brede, at de er sammenløbende som hos Acer (løn).

Hos planter med modsatte blade, hvis bladar ikke er

sammenløbende har nogle slægter en forbindende valk eller

stribe mellem arrene. Eksempler herpå er Philadelphus

(pibeved), Clematis (skovranke), Symphoricarpos (snebær)

og Viburnum.

I bladarrene ses i regelen spor efter karstrenge. Antallet af

disse spor kan være karakteristisk. Vaccinium myrtillus

(blåbær) har således kun et karstrengspor. Hos Pyrus

(pære), Prunus spinosa (slåen) og Salix cinerea (gråpil) er

der tre og hos en lang række arter betydelig flere.

Hos en del træer og buske er det karakteristisk, at

bladarrene bliver mere eller mindre nedløbende. Det kendes

bl.a. fra Euonymus (benved), Forsythia (vårguld), Syringa

(syren) og Metasequoia glyptostroboides (vandgran).

På ældre skuddele af Populus (poppel) kan ofte ses nogle

mere eller mindre kegleformet indsænkede ar, der skyldes,

at planten af forskellige årsager afkaster grene. Fænomenet

ses også hos andre vedplanter, bl.a. hos Quercus (eg).

Vævene omkring disse ar er udformet med denne

afkastning for øje, og arrene dækkes hurtigt med et

beskyttende lag celler.

Knopper

Bladknopper dannes normalt i skudspids og bladaksler, men

kan også dannes uden for disse, altså uden at have et bladar

under sig. Man taler da om adventivknopper eller

biknopper.

Normalt findes der kun en knop i hver bladaksel, men hos

nogle slægter dannes disse knopper lodret over eller under

en normal akselknop. De benævnes seriale biknopper eller

seriale accessoriske knopper (serie, latin for række,

accedere, latin for komme til, som følger med, bi-).

Lonicera xylosteum

(dunet gedeblad).

Adventiv-

knopper

Normal

knop

1. PLANTEKENDSKAB 35


Fænomenet kan ses på mange planter. Eksempelvis kan

nævnes, Forsythia (vårguld), Metasequoia glyptostroboides

(vandgran), Juglans (valnød), Sambucus (hyld), Rubus

idaeus (hindbær), Cornus (kornel), Lonicera (gedeblad),

Fraxinus (ask) og Carpinus betulus (avnbøg).

Knoppernes form og størrelse er meget varierende. Hos

Symphoricarpos (snebær) er de således ikke over fire

milimeter, medens Aesculus (hestekastanie) har

centimeterstore knopper.

De fleste sideknopper er siddende, men der findes en række

slægter med stilkede knopper, her kan nævnes Sambucus

racemosa (druehyld), Alnus (el), Ribes og Pterocarya

fraxinifolia (vingevalnød).

I nogle tilfælde er knopperne slet ikke synlige. Eksempler

herpå kan man hente hos Robinia pseudoacacia (alm.

robinie), hvor knoppen er indsænket i aksen ved bladarret.

På skuddene dannes ofte en del knopper, der ikke springer

ud næste forår. De er normalt dannet i knopskælshjørnerne,

men er i regelen mindre end normale knopper. I mange

tilfælde kommer disse knopper aldrig til udspring, mens de

i andre tilfælde ved f.eks. beskadigelse eller beskæring

bringes til at skyde. Disse knopper benævnes sovende øjne

eller proventivknopper.

Hos en række vedplanter ses to tydeligt forskellige former

for knopper, nemlig bladknopper og blomsterknopper. Det

normale er, at blomsterknopperne er tykkere end

bladknopperne.

Knoppernes indre struktur kan også inddrages i bestemmelsesarbejdet,

idet bladanlæggene i knopperne ofte er

foldet eller rullet på en for arten karakteristisk måde.

Bladlejet kan således være sammenlagt, foldet, sammenrullet,

tilbagerullet og indrullet. Eksempelvis kan det

nævnes, at Malus (æble) og Pyrus (pære) har indrullet

bladleje, mens arter af Prunus har sammenrullet og Sorbus

(røn) har uregelmæssigt foldet bladleje.

36

1. PLANTEKENDSKAB


Bladleje i knopper: A) Sammenlagt, B) Foldet, C) Sammenrullet, D) Tilbagerullet og E) Indrullet.

Knopperne befinder sig en del af året i hvile. Hvilen

inddeles i tre perioder, nemlig forhvile, midthvile og

efterhvile. Især under midthvilen er knopperne vanskelige

at drive frem. Når hvileperioden er færdig, går skuddet i

dvale, indtil de ydre omstændigheder tillader knopperne at

bryde.

Knopskællene

I første omgang er det knoppens ydre karakterer, der har

betydning for arbejdet med plantebestemmelsen. Nogle

knopper afviger meget fra det normale ved, at de ikke er

dækkede af knopskæl, men at det er de egentlige

strukturerede blade, der dækker de bagvedliggende blade.

Man taler her om nøgne knopper, som man kan møde bl.a.

hos Pterocarya fraxinifolia (vingevalnød), Frangula alnus

(tørst), Viburnum lantana (pibekvalkved) og nogle arter af

Cornus (kornel).

Knopskællene er enten lavblade, og er da skælformede,

eller de er dannede af bladfoden eller af akselblade.

Knopskællene hos f.eks. Syringa vulgaris (alm. syren) og

Fraxinus excelsior (ask) er levende, medens de hos de fleste

andre vedplanter i øvrigt er døde.

Antallet af knopskæl er meget karakteristisk for de enkelte

arter. Således har f.eks. Salix (pil) og Platanus (platan) kun

et knopskæl, og det samme ser man ved Viburnum opulus

(kvalkved), endskønt der i virkeligheden er tale om, at to

knopskæl er vokset sammen til et.

Hos Tilia (lind) ser man 2-3 knopskæl og hos andre arter

ofte betydeligt flere.

Knoppen hos Ulmus (elm) er toradet, medens Carpinus

betulus (avnbøg) har en fireradet knop. Hos Quercus (eg)

møder man en femradet knop.

1. PLANTEKENDSKAB 37


Knopskællene kan også sidde skruestillede, som f.eks. hos

Corylus avellana (hassel).

I visse tilfælde udgøres knopdækket af akselblade. Det

findes f.eks. hos Fagus sylvatica (bøg).

Som man kunne vente, er også knopskællenes form

inddraget til adskillelse af slægter og arter. Sylespidse

knopskæl findes f.eks. hos Pseudolarix amabilis (guldlærk),

medens Larix (lærk) har butte skæl.

Knopskællenes farve afgiver vigtige kendetegn ved

adskillelsen af arterne. De kan være lys grønne, som hos

Acer pseudoplatanus (ahorn), rødlige som hos Acer

platanoides (spidsbladet løn) eller rødlig-brunlige, som hos

Acer campestre (naur).

Det er også vigtigt at bemærke sig knopskællenes behåring.

Hårede knopskæl møder man bl.a. hos Cotoneaster

(dværgmispel). Tiltrykte hår kan man f.eks. findes hos

Fagus sylvatica (bøg), medens en kort, mørkfiltet behåring

ses på Fraxinus excelsior (ask). Frynset rand finder man

f.eks. hos Ligustrum (liguster).

Knopskællene kan være mere eller mindre filtede. Hos

Viburnum lantana (pibekvalkved) er de ligefrem skællede

på grund af den tætte besætning af stjerne- og skjoldhår.

En del knopper er mere eller mindre dækkede af harpiks,

som f.eks. hos Aesculus (hestekastanie).

Morfologi, uddybet for nøgenfrøede

Den botaniske morfologi (formlære) og terminologi

(fagudtryk) indenfor de nøgenfrøede afviger ikke principielt

fra, hvad der kendes fra de dækfrøede. Meget af de nøgenfrøedes

morfologi er derfor behandlet under det forrige

afsnit, Morfologi.

Dog er der inden for de nøgenfrøede specielle bygningstræk,

det er nødvendigt at kende, for at kunne bestemme

planterne ved hjælp af nøgler.

38

1. PLANTEKENDSKAB


Dette afsnit skal derfor betragtes som et supplement til

morfologi-afsnittet og ikke som en komplet morfologi for

de nøgenfrøede.

Roden

I systematisk henseende betyder rødderne hos de nøgenfrøede

intet. Al bestemmelse foregår ved hjælp af

overjordiske organer.

Anatomisk afviger de nøgenfrøedes rødder ikke meget fra

de tokimbladedes, idet de dog er særegne ved, at der kan

optræde harpikskanaler.

Hos nåletræerne findes også, som hos de dækfrøede, rodhår.

De er hyppigst og bedst udviklede på de dele af langrødderne,

der er brune eller begynder at blive brune.

Forekomsten af rodhår er imidlertid langt mere sparsom end

hos løvtræerne.

Stænglen

Stænglen hos de nøgenfrøede er en vedagtig stamme, idet

der ikke findes urter.

Veddet afviger fra løvtræernes ved først og fremmest den

meget enkle opbygning. Der findes således ingen egentlige

vedkar, men kun trakeider og vedtaver i den længdegående

retning.

Marvstrålerne består af levende celler, der sørger for den

vandretgående transport, og af døde celler, som medvirker

til vandtransport på tværs af stammen.

Både på langs mellem trakeiderne og på tværs gennem

marvstrålerne løber harpikskanalerne, der er omgivet af

levende celler. Man kender ikke meget til harpikskanalernes

funktion, men det er i hvert fald givet, at harpiksen

beskytter sår.

Tydelige harpiksgange ses blandt andet hos Picea abies

(rødgran), Pinus (fyr) og Larix (lærk) samt Pseudotsuga

menziesii (douglasgran).

Harpikskanal i fyrreved.

1. PLANTEKENDSKAB 39


Veddet

Farve: Normalt er det ikke nødvendigt at bruge veddets

farve ved bestemmelse af nåletræer. Ikke desto mindre kan

der konstateres store nuanceforskelle hos visse af slægterne.

Hos Juniperus virginiana (blyantstræ) møder man et rødligviolet

kærneved og en gullig splint.

Hos Taxus (taks) ses en smuk, rødbrun kærne og en gullig

splint.

Lugt: Det kan ikke undre, at der i hvert fald hos de nøgenfrøede,

der indeholder meget harpiks, kan spores en tydelig

lugt heraf, når man bryder en gren. Det gælder således

Pinus (fyr), Picea abies (rødgran), Larix (lærk) og

Pseudotsuga menziesii (douglasgran).

Syrlig lugt kan iagttages ved friske brud på Abies

(ædelgran).

Aromatisk cedertræsduft kendes fra Juniperus virginiana

(blyantstræ).

Solbærlugt er kendetegnende for veddet hos Juniperus

sabina (sevenbom).

Barkens farve

De fleste nøgenfrøede træer har en bark i brune eller næ-

sten sorte nuancer, men der findes arter med mere

påfaldende farve, der i bestemmelsesøjemed ikke er

uvæsentlig at kende til. Der kan nævnes nogle eksempler:

Lys orange-brunt ses hos barken af Sequoia sempervirens

(rødtræ) og Cryptomeria japonica 'Elegans' (kryptomerie).

Lyserød til rød bark er velkendt hos Pinus sylvestris

(skovfyr), idet farven hos ældre træer kan blive smuk

mørkerød på stammen, mens kronens grene er orange-brune

til lyserøde.

En mørkerød bark ses hos Thuja standishii (japanthuja)

mens Taxus (taks) har en rødligbrun og purpuragtig bark.

40

1. PLANTEKENDSKAB


Grenstilling

Nåletæerne har, næsten alle, monopodial forgrening.

(Væksten føres videre af endeknoppen).

Picea (gran) og Tsuga (skarntydegran, hemlock) blomstrer

delvis endestillet på skud, som derfor kan give anledning til

sympodial forgrening. (Væksten føres videre af den

nærmeste sideknop).

Det er en kendt sag, at de kraftigste sideknopper på hovedskuddet

af vedagtige planter, er dem, der sidder i årsskuddets

øverste del.

Da sidegrenene udgår fra knopperne, kan der hos nogle

arter blive tale om en forgrening i etager. En sådan stærkt

udtalt etageforgrening findes hos en del af de nøgenfrøede,

nemlig hos Araucaria araucana (abetræ), Pseudotsuga

menziesii (douglasgran), Pinus (fyr), Picea (gran) og Abies

(ædelgran). Hos disse arter er en aldersbestemmelse på

grundlag af grenetagerne eller ar efter dem mulig med stor

sikkerhed.

Som hos de dækfrøede skelner man også hos de nøgenfrøede

mellem langskud og kortskud (dværgskud).

Hos en slægt som Pinus (fyr) er der kun nåle på dværgskud,

medens der for eksempel hos slægterne Cedrus (ceder),

Larix (lærk) og Pseudolarix (guldlærk) er nåle både på

langskud og kortskud.

Af slægter, der kun bærer nåle på langskud, kan nævnes

Abies (ædelgran), Picea (gran), Pseudotsuga menziesii

(douglasgran), Tsuga (skarntydegran, hemlock) og mange

flere.

Kortskud Langskud

Kortskuddene kan og

bruges til aldersbestemmelse

af grenen. Her

en otteårig dværggren

af lærk.

1. PLANTEKENDSKAB 41


Skuddets farve og behåring

Et vigtigt karaktertræk ved de unge skud er farven, der

varierer ret stærkt fra art til art, og vil dermed være vigtige

kendetegn til brug for adskillelsen af arterne.

Også tilstedeværelsen af vokslag eller mangel herpå kan

indgå som nyttige led i bestemmelsesarbejdet. Et klassisk

eksempel på dette, er adskillelsen af Pinus ponderosa (gul

fyr) og Pinus jeffreyi (jeffreys fyr), hvor den sidste art har

blåduggede årsskud.

Endelig er behåringen eller mangel på hår af vigtighed for

bestemmelsen, ligesom kvistenes overflade, glatte eller

furede kan spille en rolle.

Nålenes tilhæftning

Abies

Pseudotsuga

Tsuga

Picea

42

Når en nål falder af et nåletræ, efterlader

den et mærke på kvisten. Dette mærke er

karakteristisk for de forskellige slægter.

Figuren viser fire eksempler:

Abies (ædelgran)

Pseudotsuga (douglasgran)

Tsuga (skarntydegran, hemlock)

Picea (gran):

1. P. abies (rødgran)

2. P. sitchensis (sitkagran)

3. P. breweriana (sørgegran)

1. PLANTEKENDSKAB


Knopperne

Som indentifikationsmiddel spiller knopperne en stor rolle,

især ved bestemmelse af arter af slægterne Picea (gran),

Pinus (fyr) og Abies (ædelgran).

Knoppernes form: Rund, kegleformet, ægformet, spids og

cylindrisk.

Mellemstore knopper som hos Larix (lærk), Tsuga

(skarntydegran, hemlock) og Cedrus (ceder) rummer den

først dannede del af næste årsskud.

Utydelige eller manglende knopper findes hos Araucaria

araucana (abetræ), Cephalotaxus (blommetaks),

Chamaecyparis (dværgcypres), Cryptomeria (kryptomerie),

Cunninghamia lanceolata, Juniperus (ene), Sequoia

sempervirens (rødtræ), Sequoiadendron giganteum

(mamuttræ), Taxus (taks), Thuja (thuja) og Thujopsis

dolabrata (hønsebenstræ).

Knoppernes farve, samt tilstædeværelsen af harpiks - eller

mangel på samme - indgår også i bestemmelsen.

Knopskæl: Løst tilliggende eller fast tiltrykt, med eller

uden harpiks, helt lige eller i spidsen tilbagebøjet eller

tilbagerullet.

Knopskællenes rand frynset og håret, sammenfiltret eller

helrandet.

Knopper af gran:

Afnålede skudspidser:

1. Picea glauca (hvidgran)

2. Picea abies (rødgran)

3. Picea mariana (sortgran)

1. Picea mariana (sortgran)

2. Picea wilsonii

3. Abies procera (sølvgran, Nobilis)

4. Abies venusta (frynsegran)

1. PLANTEKENDSKAB 43


Bladet

Bladene hos en meget stor del af de nøgenfrøede planter

afviger bygningsmæssigt ret meget fra bladene hos de

dækfrøede planter.

De fleste nøgenfrøede er stedsegrønne, og hos disse arter er

bladene tørkeprægede. De er yderst belagt med et lag

kutikula, og de er i øvrigt ofte skabt med lille ydre

overflade i forhold til rumfang.

Spalteåbningerne ligger ofte i fordybninger, hvilket virker

fordampningshæmmende. Nerverne er parallelle og danner

ikke netværk.

Hos mange af arterne er der en betydelig forskel på

bladoverside og -underside. Man taler da om dorsiventrale

blade i modsætning til isolaterale blade, der er ens på begge

sider.

Bladenes stilling

44

Modsatte

Kransstillede

1. PLANTEKENDSKAB

Tværsnit af Pinus-nål (125×):

G: Ledningsstrenge

E: Overhud

Hy: Ekstra hudlag af tykvæggede celler

H: Harpiksgange

S: Spalteåbninger

Libocedrus, Metasequoia

(vandgran) og Cupressaceae

(cypresfamilien)

Juniperus (ene)


Tæt børsteformet eller med

skilning eller V-formet fure Abies (ædelgran)

Nålenes stilling hos Abies:

1. Nåle fra oversiden, med V-formet længdefure

2. Nåle fladt udstående

3. Nåle udstående til alle sider

4. Grene granagtigt furet

5. Nåle uden skilning

Spredte Pinaceae (granfamilien)

Toradede Taxus (taks) og Pseudotsuga (skarntydegran, hemlock)

Radial, udstående til

alle sider Picea (gran)

2,3 eller 5 nåle sammen Pinus (fyr)

Knippestillet, hæftet på

skuddet Pinus (fyr)

Taxus (taks)

1. PLANTEKENDSKAB 45


Spredt Langskud af Larix (lærk), Cedrus (ceder),

Taxodium (sumpcypres) og Metasequoia (vandgran)

Det er også bemærkelsesværdigt, at man indenfor mange

nåletræsarter finder blade af to forskellige former på samme

art (dimorphus er lig med tveformet). Fænomenet lader sig

bl.a. betragte hos Juniperus (ene).

46

Taxodium

(sumpcypres)

Skruestillede Araucaria (abetræ), Sequoia (rødtræ) og Cryptomeria

(kryptomerie)

Tæt sammentrængt eller

vidt spredt Abies (ædelgran) og Picea (gran)

Knippestillet Kortskud af Larix (lærk) og Cedrus (ceder)

Nålenes form

Linieformet (linearis) Taxus (taks), Abies (ædelgran), Picea (gran) og Larix (lærk)

Lancetformet (lancectus) Cryptomeria (kryptomerie), Sequoia (rødtræ) og Abies

(ædelgran)

Aflangt (oblongus)

Vifteformet (tolappet, bilobus) Ginkgo (tempeltræ)

Skælformet (squamatus) Cupressaceae (cypresfamilien)

Bådformet (navicularis) Cupressaceae (cypresfamilien)

Nåleformet (avicularis) Pinaceae (granfamilien)

Dolkformet (pugioniformis) Abies (ædelgran)

Sylformet (subulatus) Abies (ædelgran), Picea (gran), Juniperus (ene) med flere

Juniperus sabina (sevenbom) med

to typer blade (dimorfi).

1. PLANTEKENDSKAB


Ved slægter som Chamaecyparis (dværgcypres), Thuja

(thuja), Libocedrus m.fl., hvor skuddene er opbygget af fire

rækker af nåle, betegner man de yderste rækker som flanke-

eller kantstillede nåle, medens nålene i midterpositionen

benævnes fladestillede nåle.

Skudstykker af

Bladranden

Karakteren af nålens rand spiller underordnet rolle. Man

kan dog tale om, at bladranden er helt glat eller mere eller

mindre fint tandet Tsuga (skarntydegran, hemlock) eller

mikroskopisk fint takket, som hos Pinus (fyr).

Bladets spids

Selvom variationen på en nålespids synes at spille en

mindre rolle, kan den alligevel være et vigtigt kendetegn.

1. Chamaecyparis nootkatensis

(nutkacypres)

2. Thuja occidentalis (livstræ)

F = fladestillede nåle

K = kantstillede nåle

Spids (acutus) - som modsætning til but.

But (obtusus) - afrundet.

Tilspidset (acuminatus) - i den øvre del efterhånden

spidsere.

Brodspidset (mucronatus) - på spidsen findes en

tydelig brod. Blade derfor

mere eller mindre

stikkende.

Afrundet (rotundatus) - foroven afrundet.

Afstumpet (truncatus) - meget afstumpet, som

afskåret.

Udrandet (emarginatus) - med lille indsnit i den

afrundede spids.

Indskåret (incisus) - indskåret eller fliget.

Dobbeltspidset (bifidus) - med to spidser.

Abies concolor

(langnålet

ædelgran)

Abies lasiocarpa

(klippegran)

Abies cephalonica

(græsk ædelgran)

Abies gracilis

Abies firma

(momigran)

Abies magnifica

(rød ædelgran)

Picea abies

(rødgran)

Picea brachytyla

Picea breweriana

(sørgegran)

Picea polita

(tigerhalegran)

Pinus silvestris

(skovfyr)

Pinus flexilis

1. PLANTEKENDSKAB 47


Bladenes grund

I almindelighed er nålene hos konifererne ved basis

kegleformet tilspidset eller afrundet, dog findes der også her

en del andre muligheder.

48

• Fri, Abies (ædelgran), Picea (gran), Pseudotsuga

menziesii (douglasgran)

• Tilvokset, Araucaria araucana (abetræ)

• Bredt nedløbende, Sequoia (rødtræ), Cryptomeria

(kryptomerie)

• Kegleformet eller rund, Abies (ædelgran),

Cephalotaxus (blommetaks), Taxus (taks)

• Tydelig stilket, Tsuga (skarntydegran, hemlock),

Pseudotsuga menziesii (douglasgran), Taxus (taks),

Cephalotaxus (blommetaks)

• Skjoldformet basis, Abies (ædelgran)

• Med en skede, Pinus (fyr)

Bladenes varighed

Nøjagtig som hos løvtræerne er bladene også her:

• Sommergrønne, Larix (lærk), Taxodium

(sumpcypres), Metasequoia (vandgran), Ginkgo

(tempeltræ)

• Stedsegrønne, alle øvrige arter

Varigheden er meget forskellig, fra 4 -5 år hos Pinus (fyr),

Abies (ædelgran), Picea (gran) til 10 eller 15 år hos

Araucaria (abetræ).

Bladenes farve

Farven er ikke altid, som nogle kunne tro, grøn. Der findes

mange nuancer i andre farver:

• Udpræget lys grøn hos Larix (lærk), Chamaecyparis

obtusa (solcypres).

• Blågrøn hos mange Picea (gran), Abies (ædelgran),

Pseudotsuga menziesii (douglasgran).

• Mørkegrøn hos Taxus (taks), Cephalotaxus

(blommetaks), Torreya (nøddetaks).

• Sortgrøn hos Abies balsamia var. hudsonia.

• Hvidbroget hos mange Chamaecyparis

(dværgcypres), Thuja (thuja), Cryptomeria

(kryptomerie), Juniperus (ene).

1. PLANTEKENDSKAB

Koniferer er de nøgenfrøede,

der normalt

omtales som nåletræer. De

har nåle- eller skælformede

blade.


• Purpuranløben hos Juniperus horizontalis (krybende

ene), især om vinteren.

• Brun vinterfarve som mange haveformer af Thuja

occidentalis (livstræ) og Cryptomeria japonica

(kryptomerie).

• Violet som vinterfarve hos nogle former af

Cryptomeria japonica.

• Orange-bronce som vinterfarve hos mange ellers

gulnålede former.

Adskillige Abies(ædelgran)- og Picea(gran)-former, der

falder hvide eller gule ud, grønnes igen efter kortere eller

længere tid (albospica-former).

Bladenes overhud

Overhuden hos mange arter er karakteristisk, og den kan

være: glinsende eller mat, på den ene eller på begge sider

kølformet eller furet.

Spalteåbninger

De lyse bånd, der ofte er karakteristiske for mange

nøgenfrøede, er tætte formationer af spalteåbninger. I lup

ses båndene som rækker af hvidlige prikker. Hver prik er en

spalteåbning. Disse kan forekomme både på over- og

underside, men ofte i forskellig tæthed, hvilket kan være et

vigtigt karaktertræk til artsbestemmelse.

Antallet af spalteåbningsbånd hos hver art er temmelig

konstant.

Bladenes tværsnit

Hos arter, der er vanskelige at skelne fra hinanden spiller

nålenes tværsnit en vigtig rolle. Ikke mindst hos slægterne

Picea (gran), Abies (ædelgran) og Pinus (fyr).

Tværsnittet kan være:

• Fladt som hos Tsuga (skarntydegran, hemlock),

Pseudotsuga menziesii (douglasgran), mange Abies

(ædelgran), Taxus (taks), Larix (lærk) m.fl.

• Furet: Furen på oversiden forekommer hos adskillige

arter, som har nåle med en i øvrigt plan overflade

1. PLANTEKENDSKAB 49


50

• Kølformet: Med en ophøjet midterribbe, enten på

undersiden, oversiden eller på begge sider, som hos

Picea (gran)

• Trekantet: Hos 3 og 5-nålede arter af Pinus (fyr)

• Firkantet eller rhombisk som hos adskillige Picea

(gran)

• Halvrund hos 2-nålede arter af Pinus (fyr)

Skematiske bladtværsnit (altid fra venstre mod højre).

Øverste række: Abies concolor (langnålet ædelgran), A. normanniana (nordmannsgran), A.

pinsapo (spansk ædelgran), A. arizonica, Taxus baccata (alm. taks), Abies amabilis

(purpurgran).

Midterste række: Cryptomeria japonica (kryptomerie), Cedrus libani (libanonceder), Pinus

cembra (cembrafyr), P. ponderosa (gulf yr), P. cembroides var. monophylla (enbladet fyr),

Picea omorica (serbisk gran), P. asperata, P. torano, P. abies (rødgran), P. smithiana

(himalayagran).

Nederste række: Pinus silvestris (skovfyr), Cephalotaxus fortunei (fortunes blommetaks),

Larix gmelinii var. japonica (kurilerlærk), Tsuga canadensis (kanadisk hemlock),

Cunninghamia lanceolata, Sciadopitys verticillata (parasoltræ).

Blomsterne

Blomsterne spiller kun en meget ringe rolle ved bestemmelsen

af de nøgenfrøede.

I almindelighed er blomsterne ikke særligt iøjnefaldende.

De har ingen kronblade. De er altid enkønnede, altså enten

rent hanlige eller rent hunlige (løvtræerne mest tvekønnede)

og enbo eller tvebo.

Araucaria araucana (abetræ), Taxus (taks) og Ginkgo

(tempeltræ) har enten han- eller huntræer.

Den hunlige kogle kan betragtes som en blomsterstand og

ikke som en enkelt blomst.

1. PLANTEKENDSKAB


Ungt skud af Pinus (fyr) (”lys”).

2. års hunkogle

sporophyller

Skud af Pinus (fyr).

Ung kogle

hankogler

sporangium

1. års kogle

endeknop

unge nåle

dværgskud

nåle

kogleskæl

dækskæl

akse

frøanlæg

Meget ung hunkogle af Pinus (fyr).

endeknop

sporophyller

knopskæl

1. PLANTEKENDSKAB 51


Enkeltblomster findes hos ordenen Taxales. De øvrige

koniferer med enkeltfrugter anses for at være reducerede

koglebærere.

Blomsterne mangler blomsterblade. Der findes ingen

frugtknude, idet frøanlæggene ligger frit på frugtbladene

(frugtskæl).

Det er som bekendt denne blomsterbygning, der har givet

anledning til betegnelsen nøgenfrøede (Gymnospermae).

Blomsterne er typiske vindbestøvere, og vinden bringer

blomsterstøvet direkte hen på frøanlægget, der mangler et

ar.

I modsætning til den hunlige blomsterstand er de hanlige

blomster for det meste forenet i et lille hoved, og de kan

derfor anses for at være en enkeltblomst. Pollenkornene har

hyppigt flyveblærer.

mikrosporo-

phyller

skælblade

Undertiden bruger man også udtrykket mikrosporophyller

om støvblade og makrosporophyller om frugtblade.

52

endeknop

hankogle

Gruppe af hankogler hos Pinus (fyr).

mikrosporangier

mikrosporophyller

1. PLANTEKENDSKAB

Pollenmodercelle.

Pollen med to luftsække, Pinus (fyr).

Pinus (fyr) hankogle.

akse

mikrosporo-

phyller

mikrosporangium


Frøanlægget har kun en æghinde (integument).

Den frie indgang til æganlægget (nucellus) kaldes

mikropylen. Hos Ephedra (ledris) er svøbet trukket ud som

et rør og bliver kaldt tubillus.

Tiden fra bestøvning til befrugtning er undertiden lang. Hos

Pinus (fyr) og Juniperus sabina (sevenbom) kan den være

op til et år. Hos mange andre arter varer processen kun 1- 2

måneder.

Frøanlæg hos Taxus (taks). Hankogle af Taxus (taks).

Frugter og frø

Frugterne hos de nøgenfrøede er hos de fleste slægter

kogler, men der findes også bærkogler og frugtformer

afvigende herfra.

Koglerne hos nåletræerne består af en central akse - en

stængel med tætsiddende dækskæl, som hver støtter et

kogleskæl. Det er kogleskællet, der på sin overside bærer

frøanlæggene. Oftest er der to anlæg. Der kan være flere.

Kogleskællene opfattes som blomster, og derfor må koglen

også opfattes som en blomsterstand. Koglerne er forveddede,

og kogleskællene er enten træagtige eller læderagtige.

De er skruestillede om hovedaksen.

1. PLANTEKENDSKAB 53


54

frøanlæg

dækskæl

kogleskæl

Foretager man et længdesnit gennem en kogle, får man ikke

umiddelbart indtrykket af denne skruestilling, men den kan

let lade sig iagttage udvendig på koglen.

Dækskællene, der er mere eller mindre hindeagtige, er

undertiden små og helt gemt bag kogleskællene. De kan

også rage uden for disse, ofte med en haleformet

forlængelse som hos Pseudotsuga menziesii (douglasgran).

Ved modenhed spreder kogler skællene fra hinanden og

lader de vingede frø flyve (Picea (gran), Pseudotsuga

menziesii (douglasgran), Larix (lærk)), eller koglen falder

fra hinanden og lader kun aksen blive siddende tilbage

(Abies (ædelgran), Cedrus (ceder), Pseudolarix (guldlærk)).

Skema af en fyrrekogle. Til venstre snit

gennem koglens akse, til højre koglens

overflade.

Pseudotsuga menziesii (douglasgran).

a. Gren med kogle

b. Kogleskæl, set fra den indvendige side, med

frøene

c. Samme set fra den udvendige side med

dækskæl

1. PLANTEKENDSKAB


Den tomme kogle falder enten snart af som hos Picea

(gran) eller kan blive siddene på træet i mange år som hos

mange arter af Pinus (fyr).

Koglerne er i form og størrelse meget karakteristiske for

slægt og art.

Abies(ædelgran)-koglerne, der er opretstående og, som

nævnt, falder fra hinanden ved modenhed, kan blandt andet

bruges til artsinddelinger alene ved størrelsen:

• Over 20 cm er Abies magnifica (rød ædelgran) og A.

procera (sølvgran).

• Ca. 15 cm er A. alba (alm. ædelgran), A. cephalonica

(græsk ædelgran), A. nordmanniana (nordmannsgran).

• Ca. 10 cm er A. laciocarpa (klippegran), A. concolor

(langnålet ædelgran), A. grandis (kæmpegran), A.

firma (japansk ædelgran) og A. pinsapo (spansk

ædelgran).

• Under 10 cm er A. balsamea (balsamgran), A.

hornolepis (skruegran), A. veitchii, A. sibirica

(sibirisk ædelgran), A. koreana (koreagran).

Koglerne hos Cedrus (ceder) er også oprette og falder som

Abies-koglerne også fra hinanden ved modningen. En

proces, det i øvrigt tager to år at gennemføre. Koglerne er

her 8- 15 cm.

Picea(gran)-koglerne er hængende og blivende. De varierer

meget i størrelse, ligesom dækskællene kan varierer i form

og farve i sådan en grad, at forskellene kan bruges systematisk.

Koglerest fra Abies

nordmaniana

(nordmannsgran)

Hunkogle af Pinus (fyr): a meget ung kogle, b kogle ved slutningen af første år, c kogle ved slutningen af

andet år og d kogle ved slutningen af tredje år.

1. PLANTEKENDSKAB 55


Pinuskoglerne, der er fuldt udviklede to år efter blomstringen,

optræder i tre hovedtyper, der samtidig har relation til,

hvor mange nåle arten har i hvert knippe (2, 3 eller 5 nåle).

De tonålede arter bærer små, kugle- eller kegleformede

kogler, der åbner sig stærkt og bliver siddene i årevis på

træet.

De trenålede arter har ofte store, tætte, kugle- eller keglefor-

mede kogler, der også sidder i mange år.

De femnålede arter har for størstedelen lange, cylindriske

kogler med tynde skæl og ofte med megen harpiks på

koglerne. Koglerne falder af ved modning.

I gruppen findes dog afvigelser for eksempel Pinus cembra

(cembrafyr), der har en kort, cylindrisk kogle med tykke

skæl.

Hos arter af Pinus (fyr) er der på kogleskællenes skjolde en

midtstillet, ofte tornet vorte (apophyse).

56

Juniperus chinensis Juniperus communis Juniperus virginiana

(kinesisk ene) (alm. ene) (blyantstræ)

Bærkogle Bærkogle Bærkogle

Hos Juniperus er kogleskællene sammenvoksede og

kødede, så der opstår et kugleformet, kødfuldt, uægte bær.

Det bliver ved modenhed sort og er i regelen to år om

at modne.

Ginkgo biloba (tempeltræ) har en ved modenhed gul,

senere brun, kugleformet stenfrugt (2,5- 3 cm i

diameter). Den består yderst af et skarpt til ildelugtende

frugtkød, der omslutter en glat, kantet-oval, flødefarvet,

tyndskallet nød med en sødtsmagende kerne.

Hos Taxus (taks) sidder ægget enligt, ikke på et skæl,

som hos de øvrige nåletræer. Det modne frø er delvis

omvokset med en rød, bæragtig frøkappe. Frøkappen

anses for ugiftig, medens frøet er giftigt.

1. PLANTEKENDSKAB

Frugt af Ginkgo biloba

(tempeltræ)


Anvendte botaniske udtryk i blomst (kogle)

Dækskæl: Er støtteblad for den enkelte (blomst) i koglen.

Blomsten består af et kogleskæl, og dækskællet følger enten

med i kogleskællets vækst som hos Pseudotsuga menziesii

(douglasgran) eller Abies (ædelgran) eller udvikler sig ikke

yderligere, og ses derfor praktisk talt ikke på den færdige

kogle.

Kogleskæl: Den del af koglen, som bærer frø eller

frøanlægget. Det modsvarer støvvejen hos de dækfrøede

planter. Her er frugtbladene flade og har ikke lukket sig

sammen til en frugtknude.

Navle: Er den lille vorte eller udvækst hos de to- og trenålede

fyrrearter, som sidder midt på skjoldet og kan

desuden bære en torn. Hos de femnålede sidder den i kanten

af skjoldet og udgør spidsen af kogleskællet.

Skjold: Den fortykkede spids af kogleskællet hos fyr.

Betragter vi den uåbnede kogle hos fyr ses kun de mange

kogleskæl, som slutter tæt sammen.

Frøet hos konifererne er oftest nødder med læderagtig eller

hård skal. Formen er ægrund eller langagtig, ofte

sammentrykt. Frøet er ofte vinget. Frøets størrelse er meget

forskellig. Hos Chamaecyparis (dværgcypres) og Thuja

(thuja) er det meget småt, kun få milimeter langt. Hos

Araucaria (abetræ) derimod få centimeter. Hos Pinus (fyr),

Picea (gran) og Abies (ædelgran) er frøet forsynet med en

stor vinge. Hos Libocedrus en stor og en lille vinge, medens

man hos Chamaecyparis (dværgcypres) og Thuja (thuja) ser

frøet omgivet af en ringformet vinge. Mange andre frø har

overhovedet ingen vinger, f.eks. Juniperus (ene), Pinus

cembra (cembrafyr) m.fl.

Frø og frøplante hos Pinus

(fyr):

a. Vinget frø

b. Frø

c. Frøplante

1. PLANTEKENDSKAB 57


2. Jord

Inden anlægsgartneren kan give et tilbud på hvad det vil

koste at anlægge en have, skal han vide noget om arealet. I

NOVA05 står der, hvad han skal vide, og hvor han kan få

hjælp.

En del af dette arbejde laves bl.a. af landskabsarkitekter og

det falder uden for formålet med dette kursus at omtale det

her. Men som regel er det ikke nødvendigt med særlig

mange undersøgelser.

Dette afsnit handler om, hvad man skal vide om jordbunden

som ansat i et anlægsgartnerfirma, i en kommune m.v., når

man skal beplante et areal:

• Hvad er jordbund?

• Hvordan analyserer man jordbunden?

• Hvordan forbedrer man jordbunden?

• Hvordan gør man den klar til at plante på?

• Hvad er råjord?

• Hvordan behandler man jordbunden generelt og efter

et byggeri?

Rødderne udgør halvdelen af planten, somme tider mere.

Det er meget vigtigt, at de kan vokse frit i jordbunden.

Rødderne holder planten fast. De fungerer som depot af

stivelse og fedt, og de henter næring og vand til planten.

Jordbunden

Jordbunden er et kompliceret system, som består af levende

dyr, svampe og bakterier, samt partikler som for eksempel

ler, vand, gødning og luft. Kompendiet til ”Planteliv,

økologi og miljø” fortæller mere herom. Her vil vi kun

omtale nogle hovedpunkter.

Tre ting i jordbunden er særlig vigtige:

Ler, sand og humus

2. JORD 59


Ler

Lerpartikler er meget små, og derfor er porerne mellem de

enkelte lerpartikler også små. Derfor tager det længere tid

før vandet synker ned. Man kan sige, at jorden suger noget

af vandet til sig ligesom en svamp.

Lerpartiklerne er også negativt elektrisk ladet. Det bevirker,

at de kan binde de positivt ladede gødningsioner.

Når en lerpartikel binder en masse positive ioner på

overfladen, vil de kunne tiltrække en anden lerpartikel, der

jo er negativ. På den måde kan de positive ioner samle

lerpartikler i små klumper. Man kalder det for krummestruktur.

Planter vokser bedst i en jordbund med

krummestruktur.

Normalt er der meget luft mellem krummerne, så vand og

luft kan fordele sig frit. Men hvis indholdet af ler er meget

højt eller, hvis jorden er blevet presset sammen, kan man

gøre den porøs og lettere at arbejde med ved at tilføre sand

eller grus og organisk materiale. Vasket grus, gravet ned i

de øverste 20 cm lerjord, forbedrer jordens frugtbarhed

meget.

Rullemetoden

Man kan få en fornemmelse af jordbundens sammensætning

ved at tage en håndfuld fugtig jord, forme den til en kugle

og rulle den til en pølse mellem tommel og pegefinger.

Hvis man ikke kan forme en pølse, indeholder jordbunden

mindst 50 % sand og meget lidt ler.

Hvis man kan forme en pølse på 5 cm, indeholder

jordbunden omkring 25 % ler.

Hvis man kan forme en pølse på mellem 5 og 8 cm,

indeholder den omkring 40 % ler.

Hvis pølsen kan blive mere end 8 cm og ikke knækker når

man løfter den, indeholder den mindst 50 % ler.

Sand

Sandpartikler er meget større end lerpartikler. De danner

ikke krummer, men ligger enkeltvis. Man siger, at sandjord

har enkeltkornsstruktur.

60

2. JORD


Man skelner mellem finsand og grovsand. Luft og vand kan

strømme igennem både finsand og grovsand. Grovsand kan

ikke holde på vand, men finsand kan i nogen grad holde

vand tilbage.

Der er meget finsand i jordbunden i det meste af Danmark.

I mange af de bedste jorde er der 35-45 % finsand.

Det er finsand, der har størst betydning for luftens og

vandets bevægelser i jordbunden. Finsandet er desuden med

til at gøre en jordbund let og løs at arbejde med.

Strandsand kan indeholde så meget havsalt, at det kan skade

planterne. Derfor skal strandsand vaskes, hvis det blandes i

dyrkningsjord.

Humus

Når dyr og planter dør, bliver de nedbrudt af andre dyr,

svampe og bakterier. Det meste bliver nedbrudt hurtigt,

men noget er meget længe om at blive nedbrudt. Det kalder

man humus. Når humus langsomt nedbrydes, frigives de

stoffer, som dyret eller planten bestod af.

Humus er et lager af gødningsstoffer, men planterne kan

ikke optage den. Man kan sammenligne humus med en

spærret bankbog, hvor man kun kan hæve renterne. Humus

skal først nedbrydes endnu mere, før den bliver til

gødningsstoffer, som rødderne kan optage.

Humus er brun eller sort og har samme evne som

lerpartikler til at holde på ioner.

Humus betyder meget for jordbundens dyrkningsværdi,

fordi humus:

• Holder på vand og gødning

• Gør jordbunden lettere at arbejde med

• Er et lager, der med tiden bliver til gødningsstoffer

2. JORD 61


Jordbundsundersøgelser

Man kan dele undersøgelserne af jordbunden op i to

grupper, fysiske og kemiske. Fysiske undersøgelser handler

om jordbundens:

62

• Tekstur (indhold af humus og uorganiske partikler,

dvs. ler og sand)

• Porøsitet

• Markkapacitet

• Grundvandsspejl.

Tekstur

Man kan undersøge jordbundens tekstur ved at lave rulleprøven,

der viser indholdet af ler.

Man kan også sortere jorden i en sigte, og derefter veje de

forskellige partikelstørrelser. På den måde kan man finde ud

af, hvor mange procent der er ler og sand.

Man kan finde indholdet af humus ved at veje en tørret

jordprøve, og brænde prøven og derefter veje den igen.

Hvis prøven for eksempel vejede 100 g før brændingen og

96 g efter, har der altså været 4 procent humus.

Det letteste er dog at tage en prøve af jordbunden og sende

den til et laboratorium. Du kan læse mere om, hvordan man

tager en jordbundsprøve i afsnittet om indhold af gødning.

For mere information om tekstur, se NOVA05.

Porøsitet

Med jordbundens porøsitet mener man:

• Porerne i jordbunden

• Luften i jordbunden

• Vandet i jordbunden

Mellem jordbundens faste bestanddele er der porer med

vand eller luft. Porernes andel af det samlede dyrkningslag

kaldes porøsitet. Den måles i procent.

2. JORD


Porøsiteten skal være mindst 35 procent og gerne 50

procent, hvis jordbunden skal dyrkes. Hvis porøsiteten er

lille, kan man grube jordbunden. Desuden kan man blande

vasket grus i jordbunden, så den får en løsere struktur.

Porerne har forskellig størrelse afhængig af teksturen og

strukturen. Porernes størrelse har betydning for, om

jordbunden kan holde vand tilbage, så planterne kan optage

det. Porerne kan nemlig holde vandet tilbage, og de kan i

mindre omfang trække det op fra dybere liggende jordlag.

De små porer suger mere end de store. Hvis porerne bliver

tilstrækkeligt store, kan de ikke suge vand. Derfor holder

sandjord dårligt på vandet.

Luften i jordbunden er en blanding af atmosfærisk luft og

de luftarter, som mikroorganismer, dyr og planter udskiller.

Rødder, bakterier og svampe skal hele tiden have ilt.

Samtidig skal den kuldioxid, de danner, kunne sive væk,

fordi kuldioxid kan hæmme væksten.

Når luft fra atmosfæren siver ned i jordbunden, og luft fra

jordbunden siver op i atmosfæren, sker der et luftskifte. Det

foregår langsomt, men jo større porerne er, jo hurtigere går

det. Luftskiftet sker hurtigst i sammenhængende lodrette

kanaler, sprækker og ormegange.

Vægtfylde og volumenvægt

Ved en jords vægtfylde forstås vægten af den faste masse af

jordpartiklerne angivet i kg/l eller g/cm 3 . Ved en jords

volumenvægt forstås vægten af 1 liter tørret jord i naturlig

lejring angivet i kg, eller vægten af 1 cm 3 jord i naturlig

lejring angivet i gram. Volumenvægten er let at bestemme

ved tørring og vejning af en prøve, der udtages med en

metalcylinder af jorden på marken i naturlig lejring.

Da almindelig markjords faste partikler, f.eks. sand og ler,

har en vægtfylde på 2,65 g/ cm 3 kan jordens porøsitet

bestemmes ved måling af volumenvægten. Er

volumenvægten på 1,2 - 1,3 g/cm 3 , er der en porøsitet eller

et porerumfang på ca. 50 %. En velbehandlet lerjord kan

have en volumenvægt ned til 1,1 g/cm 3 . Hvis der er et

porerumfang på under 35 %, og en volumenvægt på mere

end 1,6 g/cm 3 , er der behov for at løsne jorden.

2. JORD 63


Porerne har forskellig størrelse. Store porer giver et godt

luftskifte. De mindste har den kraftigste sugeevne. Noget af

vandet bindes i de små porer og bliver utilgængeligt for

rødderne.

Markkapacitet

Når regnvand siver ned gennem jordbunden, fyldes porerne

efterhånden med vand. Noget vand løber bare igennem.

Rødderne når ikke at suge ret meget af det. Det vand, der

bliver tilbage, kan opdeles i to dele: Det vand rødderne kan

suge = tilgængeligt vand, og det vand, som bindes i de små

porer = utilgængeligt vand.

Tilgængeligt og utilgængeligt kaldes sammen for markkapacitet.

Lerjord har større markkapacitet end sandjord.

Grundvandsspejl

I jordbunden vil nogle af porerne indeholde luft og nogle vil

indeholde vand. Jo tættere man kommer på grundvandet,

des flere porer vil indeholde vand. Den dybde, hvor alle

porer indeholder vand, kalder man grundvandsspejlet.

Hvis grundvandsspejlet ligger højt, kan planternes rødder

ikke få ilt nok.

Derfor er det vigtigt at måle, hvor langt nede

grundvandsspejlet er, for at få at vide om man skal dræne

arealet. Målingen kan gøres med et pejlerør over en længere

periode, for grundvandsspejlets dybde afhænger naturligvis

af, hvor meget nedbør der kommer.

Indhold af gødning

Man kan ikke se på en jordbund, hvilke næringsstoffer den

indeholder og i hvilke mængder. Derfor er det vigtigt at få

lavet en kemisk analyse af den, som angiver mængden af

tilgængelige ioner i jordvæsken. Der indsendes en repræsentativ

udtaget jordprøve til et autoriseret laboratorium

Når man ved, hvor mange tilgængelige ioner, der er i

jordbunden, kan man gøde fornuftigt uden at forurene eller

bruge unødig tid og penge.

En standardanalyse fra et laboratorium fortæller om jordens

indhold af fosfor (P) ved fosfortallet (Pt), og kalium (K) ved

64

2. JORD


kaliumtallet (Kt) samt surhedsgraden udtrykt ved

reaktionstallet (Rt) eller ved pH-værdien. Der og

laboratorier, der angiver Rv, som er jordens rumvægt.

Man skal tage et antal jordprøver, så de repræsenterer et

gennemsnit af det jordstykke, man ønsker at få analyseret.

Man tager prøverne med en spade eller et jordbor i 20 til 30

cm dybde og blander dem godt i en spand. Derfra fylder

man ca. en halv liter jord i en beholder og sender den til

laboratoriet med en følgeseddel, en såkaldt jordrekvisition,

som fortæller, hvilke analyser man ønsker at få lavet.

En standard jordbundsanalyse fortæller ikke, hvor meget

kvælstof (N), der er i jordbunden. Indholdet af kvælstof

varierer meget i løbet af vækstsæsonen. For eksempel kan

kraftig regn føre kvælstof i form af nitrat ned i råjorden,

hvor planterne ikke kan få fat på det.

Jordbundens pH-værdi eller reaktionstal

Der er flere grunde til at kende pH-værdien i jordbunden,

blandt andet fordi:

• Forskellige planter har forskellige krav til pHværdien

• pH-værdien påvirker strukturen i jordbunden

• pH-værdien påvirker mikroorganismerne i

jordbunden

pH-værdien angiver, om en jord er sur, neutral eller basisk.

I en sur jord er pH-værdien lav (mellem 4 og 7), i en neutral

jord er pH-værdien 7, og i en basisk jord er den mellem 7

og 8,5.

2. JORD 65


Skema til indsendelse sammen med jordprøve. Eksemplet er fra Steins Laboratorium.

66

2. JORD


Komprimeret jord

Jordens fysiske struktur kan let ødelægges, når tunge

maskiner kører hen over den. Især hvis jorden er våd,

presses krummerne sammen, så porerne forsvinder. Der

opstår et lag af sammenpresset jord i en vis dybde. Dette lag

kaldes traktose.

Det er umuligt at dyrke planter i en jordbund med traktose.

Derfor må man prøve at gøre skaden god igen, inden man

planter.

Kørsel på jord, især på en renholdt overflade, er en hyppigt

forekommende årsag til ødelagt jordstruktur. Dette kan

skade jordstrukturen helt ned under pløjelaget. Skadernes

omfang og dybde afhænger af jordtypen og vandindholdet

samt af traktorens og redskabets dæktryk og akselbelastning.

En undergrundsløsner er nødvendig for at komme dybere

ned end pløjelaget. Man bør dog ikke løsne dybere end

højst nødvndigt, og en dybde på 40 - 50 cm er det normale.

Selve løsningen skal helst ske, når jorden er tør for at have

en effekt. Det er vigtigt, at undergrundsløsneren eller

gruberen ikke blander råjord ind i muldlaget.

Undergrundsløsneren eller grubberen er et redskab med en

eller flere forholdsvis kraftige tænder.

Der er usikkerhed om, man skal grubbe både på kryds og

tværs. Hvis man kører ovenpå det, der er grubbet en gang,

så bliver noget af arbejdet ødelagt igen.

Man ændre ikke på jordens tekstur ved at grubbe, og

jordens struktur kan ikke kun forbedres ved at foretage en

grubning.

2. JORD 67


Jordarbejde

Hvis jordbunden ikke har den sammensætning eller

struktur, som man ønsker, kan man tilføre grus eller

kompost eller, man kan bruge forskellige maskiner. Når

man behandler jordbunden, sker der tre ting:

68

• Grus og kompost bliver blandet godt sammen med

jordbunden, så det går hurtigere med at få en bedre

struktur og mere gødning i jordbunden

• Ukrudtet bliver bekæmpet for en tid, så det ikke kan

konkurrere med nyplantede planter om vand og

gødning

• Det øverste jordlag bliver løsnet, så det bliver lettere

at plante

Når man vil behandle jorden med maskiner, skal man som

sagt undgå at køre på våd lerjord. Desuden skal man passe

på, hvis der er store sten i jordbunden.

Redskaber

Plov

En plov er et meget effektivt redskab, som skærer i

jordbunden i en dybde på 20-30 cm. Plovens forplov

skræller det de øverste ca. 5 cm jord af og vender det,

hvorefter rulleskæret skærer jorden igennem til halv

pløjedybde. Herved bliver planterødder også skåret over.

Til sidst vrider plovlegemet det løsnede jordbånd rundt, og

dækker det afskrællede toplag.

Harver

Mod frøukrudt harves i de øverste centimeter, hvor det

meste frøukrudt spirer fra. Målet er at ødelægge de små

ukrudtsplanter, som er spiret, og få andre til at spire, som så

får samme behandling en gang til.

Mod rodukrudt som almindelig kvik, kan man enten udtørre

eller udsulte planterne.

Ved udtørring bruger man en harve med tænder, som kan få

rødderne nogenlunde hele op til overfladen. Det kan for

eksempel en stivtandsharve gøre.

2. JORD


Ved udsultning går det ud på at skære kvikgræssets rødder

over.

Tallerkenharve

En tallerkenharve pløjer/harver i overfladen af jordbunden.

Den findeler og blander jord og plantedele. Den er derfor

perfekt at bruge, hvis man skal pløje dækplanter ned.

Den har to rækker af tallerkener, som sidder skråt og som

kører med rundt og skærer, når harven trækkes hen over

jordbunden.

Stivtandsharve

Denne type af harve kan også hedde:

• Granatharve

• Såbedsharve

• Smuldreharve

• Ukrudtsharve

Man kan kun bruge en harve, hvor der ikke er planter på

jorden. Stivtandsharver kan rive planterødder op for

eksempel kvikgræsrødder, der ligger på overfladen og ned

til 5-8 cm dybde.

Fjedertandsharve

Der er to typer:

• Kulturharver

• Stubharver

Fjedertandsharver er

kraftige redskaber med

tænder, der kan udskiftes

eller vendes, når de er

slidt ned. Kulturharver er

bedst på pløjet jord,

mens stubharver kan

bruges næsten som en

plov, fordi de kan

arbejde ned til 15-20 cm

dybde.

En stubharve. Foto: Kongskilde.

2. JORD 69


Fræser

Fræsere har roterende knive, som blander planter eller

plantedele med jorden meget effektivt. De kan sidde på en

traktor, eller de kan være hånddrevne.

Fræsere er gode at bruge første gang, man skal behandle et

stykke jord, der er tæt dækket af ukrudt. Det er derimod

ikke nogen god ide at bruge fræser mange gange, fordi den

så ødelægger strukturen i jordbunden.

Stennedlægningsfræser

En fræser, der roterer modsat kørselsretningen og kaster

jord og sten bagud mod en sigte. Sten og andre større

materialer holdes tilbage af sigten, falder ned og dækkes

derefter af de mindre materialer. Man får derved den bedst

mulige overflade til etablering af græs og bede.

70

2. JORD


Før og efter byggeri

Hvis man skal beplante et areal efter et byggeri, må man

undersøge flere ting, både før og efter byggeriet. I

kompendiet til “Etablering af mindre anlæg med fliser og

planter” er der en gennemgang af disse ting, så her vil vi

kun nævne dem ganske kort.

Man deler jordarbejdet op i en række delprocesser:

Før byggeriet:

1. Braklægning

2. Pløjning

3. Kultivering eller harvning så ofte, at ukrudtet ikke

når at blomstre og danne frø

4. Såning af dækplanter

5. Harvning eller pløjning om efteråret, så dækafgrøden

bliver blandet med jordbunden

6. Ukrudtsprøjtning, hvis man ikke bruger dækplanter

7. Muldafrømning

8. Regulering af råjorden

9. Dræning

Efter byggeriet:

10. Grubning

11. Pålægning af muld

12. Kultivering eller harvning

13. Finplanering

Her bliver nogle af punkterne uddybet:

Ad 4. Dækplanter

Dækplanter er planter, som man sår, så de kan vokse op og

dække jorden. Formålet med at gøre det før man planter på

arealet, er at hæmme ukrudt og at løsne jordbunden. Mange

dækplanter danner nemlig meget lange rødder, som

sammen med f.eks. harvning giver en god jordstruktur

bagefter. Når planterne nedmuldes, får jordbunden samtidig

tilført organisk materiale.

Ad 7. Muldafrømning

For at undgå, at jordbunden bliver ødelagt af store maskiner

under byggeriet fjerner man de øverste 20-30 cm.

2. JORD 71


Mulden lægges i depot under forhold, der bibeholder

jordens gode egenskaber.

Du kan læse mere om muldafrømning og -deponering i

“NOVA05.

Ad 8. Regulering af råjorden

Man flytter råjorden, hvis der f.eks. er for store forskelle i

niveauet eller, hvis man tværtimod vil have forskelle i

niveauet.

Ad 9. Dræning

Hvis jordbunden har en høj markkapacitet, så grundvandspejlet

står højt, kan det være nødvendigt at dræne den.

Drænrørene lægges i en dybde på 75-150 cm, med et fald

på 1-2 cm pr. meter hen mod en afløbsbrønd. Man bruger

en kædegraver, som ikke laver traktose.

Dræning er grundigt omtalt i kompendiet til “Etablering af

mindre anlæg med fliser og planter”.

Ad 10. Grubning

Færdsel med tunge maskiner under byggeriet, vil have

komprimeret jorden. Den skal derfor løsnes ved grubning,

før mulden lægges tilbage.

Ad 11. Pålægning af muld

Når byggefolkene er færdig med at køre på arealet og der er

grubbet, lægges jorden tilbage.

Hvis der er mindre end 15 % ler i jorden, må man lægge

den tilbage hele året. Hvis der er mere end 15 %, må man

kun lægge den tilbage i let barfrost og i sommerhalvåret,

når jordbundens indhold af vand er lavt. Du kan læse mere

om pålægning af muld i NOVA05.

72

2. JORD


3. Planter og plantearbejde

Plantekvalitet

Krav til plantekvalitet

Vi har i det foregående kapitel været en del rundt omkring

inden for plantekendskabet og planteanvendelsen. Men

hvad ligger egentlig bagved planteskolernes og plantehandlernes

udbud af træer, buske, stauder o.s.v.?

Er vi - forbrugerne - sikre på, at de planter vi køber,

overholder de krav, vi forventer, de skal opfylde ifølge

katalogernes beskrivelser.

Staten støtter forsøg og forskning inden for havebruget,

først og fremmest gennem Statens Planteavlsforsøg, som

hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Forskningscenter Flakkebjerg og Forskningscenter Årslev

beskæftiger sig med forsøg inden for gartneri, planteskole

og frugtavl, men også med forsøg, der har relation til haver,

parker og andre rekreative områder tilgodeses igennem den

forskning, der foretages på Forskningscentrene.

Forskningscenter Årslev ligger lidt syd for Odense. Her er

der kemisk speciallaboratorium for frugt- og grønsagskonserves,

men hovedopgaverne ligger inden for prydplanter

og vegetabilske fødevarer dyrket både under glas og

på friland. Der arbejdes også med frugtavl og allétræer samt

urteagtige prydplanter på friland.

Udvikling, forædling og forsøg

Vi prøver både her og i udlandet til stadighed at forbedre

det plantemateriale, vi råder over. Mange træer og buske,

som dyrkes herhjemme, stammer oprindeligt fra Amerika

eller Østasien. Det er fortrinsvis sket ved frø-indsamlinger

de sidste 200 år.

Udover at introducere nye planter og afprøve disse, foregår

der et omfattende forædlingsarbejde, også kaldet for

krydsningsforsøg.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 73


Forædling vil sige, at to planter (individer), som er genetisk

forskellige, krydses for at få de bedste egenskaber ud af

begge, og samlet i det nye individ.

Det kan være planter fra forskellige arter eller fra samme

art, men det kan også være mellem to sorter eller kloner (se

senere).

Når frøet er modnet fra moderplanten udsås det, og der

vælges nu blandt anden generation en del planter, som

derefter prøvedyrkes.

Det er ofte et meget kompliceret arbejde at krydse planter.

Der skal ske adskillige krydsninger og udvælgelser, før man

finder frem til en plante, som er bedre end forældrene.

Forædling af træer og buske foregår i mange lande, både i

private firmaer og på statsplan. Her i landet er det kun den

private sektor, som foretager forædling af prydtræer og -

buske.

Det er først og fremmest roser, som foregår hos D. T.

Poulsens Planteskole.

Der foretages desuden forædling af skovtræer og prydbuske

på Center for Skov, Landskab og Planlægning på Arboretet

i Hørsholm.

Forsøg med træer og buske, for at udvikle formerings- og

dyrkningsmetoder samt at afprøve plantematerialet,

foretages i botaniske haver og arboreter (plantesamlinger).

Forsøgene har bevirket, at mange planter i dag kan

stiklingeformeres i stedet for at podes. Produktionsmetoderne

er udviklet til at dyrke i containere, og på denne

måde forlænges plantesæsonen.

Desuden foregår en løbende afprøvning af planterne for at

finde frem til de mest hårdføre, sunde og bedste sorter og

frøkilder.

Kåringen (udvælgelsen) af de bedste frøkilder foretages af

Frøkildeudvalget.

74

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Sortsforsøgene med træer og buske varetages af Klonkildeudvalget.

Fremavl og sygdomskontrol

Udover forædling og forsøg sker der en forbedring af det

eksisterende plantemateriale ved sygdomskontrol og

fjernelse af befængte planter.

Fremavl kan være rensning af særlige udvalgte sorter for

virus og andre sygdomme. Fremavl har først og fremmest

været aktuel for frugttræssorter og sorter af frugtbuske.

Navngivning, sort, klon, proveniens og frøkilde

Navngivningen, som er behandlet før, er entydig. Ligegyldigt

hvilket sted man befinder sig på jorden, har en

plante altid to navne, et slægtsnavn, som skrives med stort

begyndelsesbogstav og et artsepitet, som skrives med lille.

Derudover har visse dyrkede planter et sortsnavn f.eks.

’Skogholm’, ’Nina Weibull’ eller ’Bouquet Rose’.

Disse navne er ikke latinske, men danske, svenske,

engelske, russiske o.s.v.. Man kalder også en sort for en

cultivar.

En klon er en betegnelse for en plante, som er fremkommet

ved en ukønnet formering, som regel ved stiklinger eller

aflæggere. Næsten alle sorter af dyrkede træer og buske er

kloner. Man kan skrive cl. foran. Det bruges især ved

nummererede og unavngivne kloner.

En proveniens bruges om frøformerede træer og buske. En

proveniens er et lille udsnit af en art eller varietet, som ikke

dækkes af et specielt navn, det kan være en bestemt geografisk

form eller økotype.

I Danmark har vi valgt at bruge betegnelsen frøkilde for

træer og buske til landskabsformål. Det er altså et defineret

udsnit af en bevoksning, hvor der høstes frø. Planter herfra

kan ikke betegnes som sorter. Som eksempel kan nævnes

Quercus robur (stilkeg), Hald Ege eller Marselisborg. Det

hentyder til det sted, hvor frøet er høstet.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 75


Information om planteavl

Meddelelser om de nyeste resultater inden for forskning og

forsøg fås fra de forskellige forskningscentres informationstjeneste,

som redigerer og udsender en række informative

publikationer.

Bestilling af planter

Et af målene med kurset er at deltagerne kan bestille planter

fra et katalog. Her er en gennemgang af, hvad der skal stå i

en sådan bestilling:

76

• Tidspunktet, hvor man ønsker, at planterne bliver

leveret

• En liste med antallet og de latinske navne på

planterne

• De korrekte betegnelser for den størrelse og kvalitet,

man ønsker

Når planteskolen har modtaget bestillingen med posten eller

pr. fax, får man en skriftlig bekræftelse på ordren. Måske

har planteskolen ikke alle de planter, man ønsker. Så vil

planteskolen forsøge at skaffe dem fra andre planteskoler

eller foreslå nogle andre arter eller sorter i stedet for. Man

aftaler så, om man vil acceptere disse eller prøve et andet

sted.

Modtagelse af planter

Når plantene kommer, skal man kontrollere følgende:

• Er de pakket forsvarligt ind?

• Er det de samme navne, der står på etiketterne på

følgesedlen og på bestillingslisten?

• Er der det antal planter, som man har bestilt?

• Har planterne den størrelse, de skal have?

• Er kvaliteten i orden? Er planterne udtørret, eller har

de knækkede grene eller andre synlige skader?

Hvis man finder fejl eller mangler, skal man gøre indsigelse

hos leverandøren senest 3 dage efter levering.

Hvis en plante ser meget tør ud, kan man sænke den ned i

en spand med tempereret vand i nogle timer eller slå den

ind i et indslag af gennemfugtet spagnum.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Plantestandard

Dansk Planteskoleejerforening

har udgivet hæftet

Plantestandard”, som

angiver minimumskrav til

kvalitet af planter.

Standarden er et frivilligt

tillæg til de gældene regler

i Danmark og EU.

Plantestandard” er et

uundværligt redskab når

man skal vurdere

kvaliteten af indkøbte

planter.

Tværsnit af et

indslag


Opbevaring af planter fra modtagelse til plantning

Hvis planterne ikke skal plantes lige efter, at man har

modtaget dem, skal de opbevares i et depot, så de ikke

tørrer ud eller på anden måde bliver beskadiget.

Kvalitetsangivelser

Man kan købe buske som småplanter, barrodede med eller

uden potte eller klump, som vist på figuren herunder.

Kvaliteten vises på flere måder:

1. Ved plantens alder, for eksempel 0/1-1

2. Ved højden i cm, for eksempel 50-80

3. Ved en beskrivelse af planten, for eksempel “lette

buske”

4. Om planten er i potte, med klump eller barrodet

Ad 1. Plantens alder får man ved at lægge tallene i

beskrivel-sen sammen. For eksempel er en plante med

betegnelsen “1/1“ to år gammel. Tallet før skråstregen

viser, hvor længe planten har stået på frøbed i planteskolen.

Tallet efter skråstregen viser hvor længe den har været

udpriklet, det vil sige sat på afstand.

1/2 betyder: 3 års plante, der har vokset 1 år på frøbed og 2

år udpriklet.

0/2 betyder: 2 års plante, der er stiklingeformeret og har

vokset 2 år.

Buske kan købes som

barrodede småplanter,

lette buske, buske i potte

eller med klump.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 77


0/1-1 eller 0/1/1 betyder: 2 års plante, der er stiklingeformeret

og som har vokset 1 år, hvorefter den er plantet ud

og har vokset endnu 1 år.

3/0 X betyder: 3 år på frøbed og rodbeskåret. Det er

almindeligt at beskære rødderne for at udvikle et tættere

forgrenet rodnet. Disse planter sælges barrodede.

Ad 2. Højden i centimeter bruges ofte om for eksempel

hæk-planter, der sælges i bundter, for eksempel 50-80.

Ad 3. “Lette buske” er svagt udviklede buske med 3 grene,

mens “buske” er kraftigere og ofte med flere grene.

“Buske” vurderes ud fra antallet af kraftige grene fra basis.

Der skal mindst være tre kraftige grene.

Af og til finder man betegnelsen “a-kvalitet”. Den kan

bruges om forædlede roser. En “a-rose” har mindst tre

kraftige grene, der udgår fra podestedet.

Ad 4. Planter med klump har roden godt beskyttet mod

udtørring. Desuden er der god kontakt mellem roden og

jordbunden efter plantningen, så roden har let ved at optage

vand.

Det mest almindelige materiale til at pakke planten ind i, er

lavet af kunstfiber. Hvis klumpen er sammenhægende og

rødderne har gennemvokset klumpen, kan nettet tages af før

plantning.

Hvis man ikke er sikker på, at klumpen hænger ordentligt

sammen, sættes klumpen i plantehullet og skæres op.

78

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Rose i a-kvalitet


Man laver ofte en falsk klump af spagnum omkring roden

på bærbuske, prydbuske og frugttræer. Formålet er at

beskytte roden mod udtørring. Men man får ikke den

samme fine kontakt mellem rod og jordbund som i

klumpplanter.

Potteplanter eller containerplanter, som de også kaldes, har

den fordel, at alle de fine rødder er med i rodklumpen.

Men der er også en ulempe. Hvis planten får lov til at stå

for længe i potten, begynder roden at sno sig rundt i potten.

Det kaldes rodsnøre.

Når planten senere bliver plantet i jordbunden, risikerer

man, at roden fortsætter med det. Så kan roden hverken

holde planten fast i jordbunden eller optage vand nok.

Hvis man har en containerplante med rodsnøre eller

spiralrødder, så gælder det om forsigtigt at skille rødderne

ad og sprede dem ud inden plantningen. Alternativt kan

man klippe nogle af de mest genstridige rødder af, der har

viklet sig lidt for meget rundt.

Stauder

Stauder sælges normalt i potter. Der er ikke nogen kvalitetsnormer

for størrelsen af de enkelte planter. Som hovedregel

skal rødderne kunne binde klumpen.

Stauder er for det meste vegetativt formeret, men de kan

også være formeret ved frø. I sjældne tilfælde er de podet.

Forskellige sorteringer af

en barrodsplante, Potentilla

fruticosa ’Goldfinger’ (gul

buskpotentil).

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 79


På etiketten, i potten, kan man se slægts-, arts- og eventuelt

sortsnavnet. Desuden kan man se, om planten kræver

skygge, delvis sol eller fuld sol. Det er angivet ved en sort,

sort/hvid eller hvid cirkel.

Hvis stauden har blomster, står der også hviken farve de

har, og hvornår planten blomstrer. Endelig kan man se, hvor

høj planten bliver.

Etiketterne har forskellige farver, som siger noget om

prisen.

To eksempler på staudeetiketter.

Træer

Træer formeres enten vegetativt eller ved frø. Som

småplanter betegnes de på samme måde som buske, for

eksempel 1/2.

Større planter sælges under betegnelserne:

80

• Heister

• Halvstammet

• Højstammet

En heister er et træ med en gennemgående stamme med

sidegrene. Det er normalt omkring 2 m højt.

Et halvstammet har dannet krone i en højde fra 100-120 cm.

Frugttræer er for eksempel halvstammede.

Et højstammet træ har kronen i mindst 180 cm højde. Træet

sælges efter stammens omkreds. Omkredsen måles i cm 1

m over jorden fra træets rodhals. For eksempel 8-10, 10-12

osv.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Heister


Halvstammet

træ.

Roden skal som minumum have en diameter, der er fire

gange større end stammens omkreds. Et 10-12 træ skal have

en roddiameter på mindst 44 cm.

Rødderne skal være jævnt fordelt i alle retninger og der skal

være både fine og grove rødder. I planteskolen bliver

træerne omplantet eller rodbeskåret hvert andet eller tredje

år for at sikre et tæt rodnet med mange rødder.

Træer kan købes både som barrodede, med klump og i

containere.

Stedsegrønne træer

Stedsegrønne træer eller nåletræer sælges som klumpplanter

eller i potter. De sælges efter højde og enkelte gange efter

deres bredde, for eksempel bjergfyr.

Nåletræer plantes om ca. hvert andet år for, at de kan danne

en fast klump.

Generelt om planters kvalitet

Planterne skal være saftspændte når man modtager dem.

Det vil sige, at bark og rødder ikke må være rynket. Hvis

planten er stærkt udtørret, kan den ikke optage vand selv fra

gennemvædet jordbund. Rosa (rose), Syringa (syren),

Robinia (robinie), Salix (pil), Populus (poppel) og

Crataegus (tjørn) er meget følsomme.

Højstammet træ.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 81


En god tommelfingerregel er, at planter med vand nok har

en kølig bark, selv på en varm sommerdag, mens planter,

der mangler vand, føles varme.

Rodhalsens diameter er vigtigere end højden, når man ser

på, hvor hurtigt planten etablerer sig. En kraftig og kort

plante er bedre end en tynd og lang.

Det er vigtigt, at den nyplantede plante hurtigt danner så

mange nye rødder som muligt. De fine rødder fra 1 til 10

millimeter i tykkelse, er bedst til at danne nye rødder.

Rødderne må ikke være knækkede. De skal være jævnt

fordelt i alle retninger med både kraftige og fine rødder.

Planter i potte skal have hvide rodspidser. Hvis rodspidserne

er brune, er det tegn på, at rødderne er døde.

Jordbunden i planteskolen har stor indflydelse på, hvor

mange fine rødder planten har. I lerjord har roden svært ved

at forgrene sig, mens muldjord giver rødderne gode

vækstbetingelser.

Hvis det er en klumpplante, skal roden kunne fastholde

klumpen, det vil sige, at klumpen ikke må falde fra

hinanden.

82

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


De mest almindelige forkortelser i Plantestandarden og i

planteskolekataloger:

1/0 1 års frøplanter

2/0 2 års frøplanter

1/1 2 års frøplanter, der har stået 1 år på frøbed og 1

år på priklebed

0/1/2 3 års stiklinger, der er omplantet efter 1 år på

stikkebed

0/1/1H 2 års stiklinger, der er omplantet efter 1 år på

stikkebed, herunder hæk-/bunddækkeplanter

0/2K 2 års stiklinger med lille klump

0/1 1 års sommerstiklinger

0/1T 1 års vinterstiklinger

0/1A 1 års aflæggere

C container

K med klump

OPB opbundne

i tværsnit

ESP espalier

GR. grene

SK skud

® navnebeskyttet

nyhedsregistreret

FRØ frøplanter

+ rodskårne

2X omplantet 2 gange

EXTRA udsøgte og kraftigere

SH stammehøjde

SHO træ med krone, fra 180 cm stammehøjde

TH planter ofte med tydeligt gennemgående

stamme

V flerstammet træ med 2 stammer fra ca. basis -

eller solitærbusk

I færdigvare med forgrening fra basis eller kraftig,

karakteristisk forgrening fra stammen

IL som I, men yngre, lettere kvalitet

F.V.K. for videre kultur

1/F 1 års forædlinger

Frøkilder

En frøkilde er en bestand af planter af samme art, som man

høster frø fra for at producere nye planter. Frøkilde

forkortes Fk. Frøkilden har navn, efter det sted, hvor frøene

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 83


er samlet, for eksempel Vindeholme, Tilia cordata

(småbladet lind).

Frøkilder udpeges eller kåres af en gruppe fagfolk som

vurderer, at de har nogle værdifulde egenskaber. Disse

egenskaber kan være sundhed, vækstform, frostsikkerhed

m.m.

Frøkilder kan være planter, der vokser i naturen. For

eksempel kan man få Quercus robur (stilkeg), fra frøkilden

Tindet Krat, men også fra plantede egeplantager,

Knuthenborg Park.

En frøkilde skal være isoleret fra fremmede frøkilder, hvis

der er en væsentlig risiko for krydsning. Men planter fra en

frøkilde har en vis indbyrdes variation, fordi de stammer fra

frø fra en gruppe af planter.

Man bruger dem ofte til vildtremiser, læhegn, skovbryn og

på større friarealer, fordi planter til disse formål ikke

behøver at være så ens som for eksempel hækplanter.

En frøkilde kan også være en Dafo-plante. For eksempel

Cytisus nigricans ’Cyni’ Dafo ® (sort gyvel) og Betula

pendula ’Penla’ Dafo ® (vortebirk).

Dafo ®

Dafo ® er en forkortelse for “Dansk Forskning”. Planter, der

har Dafo ® -logoet efter sortsnavnet, har været gennem en

omfattende afprøvning. De er blevet vurderet som planter

inden for arten, som egner sig bedst til det danske klima. De

skal samtidig være fri for alvorlige sygdomme.

Det er Danmarks Jordbrugsforskning der ejer Dafo ® -

betegnelsen og står for test- og udvælgelsesarbejdet.

Tidligere skete udviklingen af planterne på Planteopformeringsstationen

i Lunderskov, men efter, at den er lukket, er

arbejdet hermed overtaget af Dafo ® -foreningen.

Dafo ® -foreningen er stiftet af en gruppe planteskoleproducenter,

der ønsker at bevare Dafo ® -betegnelsen.

84

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


En Dafo ® -plante har i op til 15 år været plantet forskellige

steder i landet, på forskellige jordtyper og under forskellige

klimatiske forhold.

Gennem den lange afprøvning har planten vist, at den

opfylder flere af disse krav eller dem alle:

• Den er modstandsdygtig over for frost

• Den giver mange blomster

• Den har en smuk frugtsætning

• Den har smukke blade

• Den er modstandsdygtig over for de vigtigste

sygdomme

Markedsføring af Dafo ® -planter i planteskolerne.

En gruppe af forskere, landskabsarkitekter, konsulenter,

planteproducenter og forbrugere er med til at udvælge

Dafo ® -planter.

Dafo ® -mærket er en garanti for plantens egenskaber, ikke

for kvaliteten. De enkelte planters kvalitet afhænger af produktionsmåden,

behandlingen under transport samt pasning

og opbevaring hos forhandleren.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 85


Planter er forædlet

Stort set alle de planter, vi har i vore haver, parker, skove

og andre steder, er mere eller mindre forædlet. Selv de

landskabsplanter, som var her, før landet blev beboet af

mennesker, er i dag ofte omhyggeligt udvalgt og plantet.

Formålet med at vælge planter ud og formere dem er at

skabe planter, som er bedre end de nuværende, eller i det

mindste at sørge for, at de bedste bliver bevaret. Man

udvælger og forædler planter for at opnå:

86

• Stort udbytte

• God smag

• Resistens overfor skadedyr og sygdomme

• Resistens overfor frost

• Særlige kendetegn, for eksempel brogede blade

• En bestemt vækstform

• Blomsternes antal, størrelse og farve

Især for frugt, grøntsager og landbrugsplanter spiller

udbyttet en stor rolle. Når man udvælger planter til have og

landskab, er man mere interesseret i de andre egenskaber.

Der er flere måder at skabe bedre planter på. Først og

fremmest gælder det om at vælge de bedste, som vokser i

naturen. Der er altid en genetisk variation i en naturlig

plantebestand eller plantesamfund. Denne variation er der,

fordi planterne hele tiden bliver påvirket af klimaet og

omgivelserne.

I nogle planter opstår der en mutation, en forandring af

generne. Enten er mutationen ugunstig for planten, så den

uddør eller gunstig, så planten klarer sig lidt bedre end de

planter, hvor der ikke er sket en mutation.

Hvis man finder en plante med særlige egenskaber, for

eksempel brogede blade, kan man umiddelbart formere den,

hvis den ellers viser sig at kunne klare sig. Men man kan

også krydse den med andre planter fra samme art eller med

arter, der er nært beslægtet. Herved får man nye kombinationer

af generne og måske planter, som er anderledes og

“nye”.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Mange forædlede planter er sterile, det vil sige, at de ikke

kan formere sig selv. De skal derfor formeres vegetativt.

Mange roser med fyldte blomster er sterile.

Planter, der er udvalgt, og måske har deres eget sortsnavn,

bliver formeret vegetativt. Hvis man formerede dem ved

frø, kunne man ikke være sikker på, at afkommet havde de

samme egenskaber som moderplanten.

Vedligeholdelse af sorter

Man skulle ikke tro, at det var svært at vedligeholde en sort,

når man formerer den vegetativt, og den derfor skulle

bevare sine gener fra generation til generation. Men blandt

andet fordi der sker mutationer, er det nødvendigt at

kontrollere de planter, der bliver brugt som moderplanter.

Et andet og ofte større problem er, at planter, som har været

formeret vegetativt over en længere periode, kan risikere at

blive inficeret med virus, svampe eller bakterier. For at

undgå det, kontrollerer Forskningscenter Flakkebjerg

jævnligt de vigtigste sorter.

Hvis de er syge, vil de blive renset ved hjælp af varmebehandling

eller meristemkultur. Herefter sendes planterne til

Forskningscenter Årslev, hvor man undersøger om

planterne er sunde og om de stadig “er sig selv” det vil sige

samme sort.

Plantning

Hvornår bør man plante?

Planter har en hvileperiode om vinteren. Denne hvileperiode

kaldes knophvile. Det er bedst at plante i den periode,

hvor de knopper, der skal danne næste års blade og

blomster er dannet og afmodnet, og indtil knopperne er

sprunget ud.

Det vil sige, at det er bedst at plante om efteråret og om

foråret. Hvis det er muligt at plante uden at beskadige

rodnettet, kan man dog plante en større del af året.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 87


Plantetype Bedste tidspunkt for plantning

Sommerblomster Forår, sommer

Blomsterløg, hårdføre Efterår

Blomsterløg, ikke hårdføre Forår

Stauder Forår, sensommer

Buske Forår, efterår

Træer Forår, efterår

Stedsegrønne Forår, tidligt efterår

Barrodsplanter

Hvis man planter løvfældende planter om efteråret, skal det

gøres, når de er ved at tabe bladene eller senere. Ellers risikerer

man, at de danner nye rødder, som er meget følsomme

over for frost i løbet af vinteren.

Klumpplanter

Klumpplanter kan plantes hele året. Det gælder dog ikke

stedsegrønne planter, som skal plantes så tidligt på efteråret,

at de kan nå at danne nye rødder inden vinteren.

Containerplanter

Man kan plante containerplanter hele året. Men man skal

være forsigtig om sommeren. Både klump- og containerplanter

tørrer let ud, før de nye rødder er vokset ud og har

fået kontakt med jordbunden.

Hvis planten har stået for længe i containeren, og roden er

begyndt at dreje rundt, kan man skære roden igennem

forneden med en spade. Senere kommer der så nye rødder

indefra klumpen.

Hvordan planter man?

Roser skal plantes, så podestedet kommer 10-15 cm under

jordens overflade, så podestedet er beskyttet mod frost. Alle

andre planter skal plantes i samme dybde, som de har stået i

planteskolen.

På alle jordtyper bortset fra svær lerjord, kan man bruge et

jordbor til at lave hul. Når man fylder jord omkring

rødderne, starter man med at skrælle jord af siderne af

hullet, så der kommer fugtig jord omkring rødderne, og

således, at siderne i hullet løsnes.

88

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Podested


Potteplanter, klumpplanter og barrodede buske og træer

skal plantes i et hul, der er mindst 20-30 cm større end

rodens diameter. Rødderne må ikke vende opad.

Mens man fylder jord i hullet, skal man løfte planten lidt op

og ned, så jorden fordeler sig omkring rødderne. Inden

hullet fyldes helt op, er det en god idé at vande og vente

med at fylde mere jord på til vandet er sunket ned.

Når man har fyldt det sidste jord på, træder man forsigtigt

til, så planten står fast og ikke kan rykkes op. Man skal ikke

træde hårdt, for så risikerer man at ødelægge strukturen i

jordbunden.

Barrodsplanter skal opbevares i sækken fra planteskolen

eller tildækket, så rødderne ikke tørrer ud.

Plantning af større træer.

Ved plantning af træer i bede gælder de samme regler som

nævnt ovenfor. Plantning i befæstelser kræver særlige

foranstaltninger.

“Frederiksbergmodellen”. Plantehullet dækkes med en rist. Om vinteren lægger man plast under risten, så der

ikke kan trænge saltvand ned til rødderne. Saltvandet løber i stedet i kloaken. Fra ”Vejsalt, træer og buske”.

For at forbedre rodåndingen under fliser og asfalt og for

bedre at kunne vande og gøde træerne, kan man bruge

forskellige udluftnings- og vandingssystemer. Figuren viser

et eksempel på dette.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 89


Træer i byen

Vejtræer og andre træer i byen bliver ikke så gamle og

store som i naturen. Det er der flere grunde til:

90

• Træernes rødder kan ikke vokse ud af plantehullet,

fordi jordbunden er komprimeret, da der er lagt fliser

eller asfalteret ganske tæt ved træerne

• De har svært ved at optage vand og gødning nok,

fordi det meste af regnvandet løber i kloakken

• De bliver udsat for luftforurening og vejsalt

• De bliver udsat for hærværk og påkørsler

Man kan godt gøre noget for at give mange træer i byer en

bedre jordbund at vokse i.

Som du kan se på figuren til højre, er der flere typer af

befæstelse. Jo mere og tungere trafik vejen skal kunne

holde til, jo flere og tykkere lag er der i befæstelsen. Og jo

sværere bliver det samtidig for træerne at klare sig.

Da træerne har de fleste rødder i de øverste 30-40 cm af

jordbunden, er det særlig vigtigt, at dette lag har en god

struktur. Men et bærelag af sammenpresset stabilgrus er

ikke godt for træerne.

I udlandet og på Center for Skov, Landskab og Planlægning

har man udviklet typer af befæstelser, som er rodvenlige.

Man laver rodvenlige bærelag eller, som det hed

”skeletjord”, som skal klare trafikken uden, at jordbunden

bliver presset sammen.

Rodvenlige bærelag kan bestå af en blanding af sten og

nærings-beriget spagnum eller kompost. Det er bedst, hvis

stenene er sorteret. Jo mere ens de er i størrelse, jo større

bliver porerne, når stenene presses sammen.

Stenene kan bære belægningen samtidig med, at der er

porer med vand og luft, hvor trærødderne kan trives. Det

bedste er selvfølgelig, hvis der er en blanding af fine og

grove porer, så jordbunden kan holde på nok vand til at

planterne kan få vand uden, at rødderne dør af mangel på

ilt. Spagnumen eller komposten forsyner rødderne med

gødning.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Opbygning af befæstelse

efter Palle Kristoffersen,

1996.


Det bliver dyrt at lave rodvenlige bærelag under alle træer. I

praksis kan det kun lade sig gøre, hvor der er let trafik,

f.eks. på pladser, fortove og cykelstier.

Opbinding

Planter kan bindes til en stok. Der er mange typer af

opbindinger at vælge i mellem.

Opbinding bør foretages i ca. 1/3 stammehøjde og pælen(e)

må ikke kunne komme i berøring med stammen. Hvis der

kun anvendes én pæl, skal den stå i den fremherskende/hårdeste

vindretning, typisk mod NV foran planten.

Pælen(e) bør sættes før muldpålægning, idet en nedramning

gennem roden vil skade den.

Ideen med opbinding er at fastholde roden, så den kan

etablerer sig samtidig med, at stammen kan bevæge sig og

udvikle styrke.

Opbindingen skal fjernes, når roden er vokset fast, normalt

efter 1-3 vækstsæsoner.

Afpudsning

Inden man afleverer et areal til kunden, skal jordoverfladen

være jævn og fri for større sten.

Etiketter og mærkebånd fjernes fra planterne. Slyngplanter

og lignende løsnes fra stokke og bredes ud. Se mere i

NOVA05.

Befæstelse med rodvenligt bærelag.

Ideen er, at selvom jorden er presset

sammen, så kan rødderne alligevel

vokse, fordi der er en mængde sten,

som laver porer.

Eksempel på opbinding af

træer.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 91


Løg og knoldvækster

De fleste løg og knoldvækster trives i en porøs og ikke for

fugtig jord.

De, der blomstrer om foråret, lægges i august og frem til

frosten kommer. De, der blomstrer om sommeren kan

lægges forår og efterår.

De løgplanter og knoldvækster, der ikke tåler frost, lægges

om foråret.

Som en god huskeregel lægges løgvæksten i jorden i en

dybde, der svarer til 3 gange løgets diameter. Er jorden let

og sandet, kan løgene lægges lidt dybere. Er jorden tung,

lægges de knap så dybt.

På skemaet vises eksempler på, hvor dybt løg og

knoldvækster skal lægges.

92

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Pleje

Når løg og knoldvækster er afblomstret, klippes blomsterhovederne

af. Bladene fjernes først, når planterne er visnet

helt ned. Når blomstringen aftager, er det tid til at dele.

Der skal kun gødes sparsomt efterår og forår, helst med

organisk gødning.

Formering

Løg deles. Når planten næsten er visnet ned, graves løgene

op. Sideløgene lirkes forsigtigt af. Undgå sår. De giver

adgang for svampesygdomme. Man kan enten plante løgene

igen med det samme eller opbevare dem tørt indtil efteråret.

Stængelknolde: De umodne sideknolde, der sidder ved

grunden af moderknolden, løsnes. Der kan gå 1-3 år, før de

er store nok til at blomstre. De kan plantes i potter, indtil de

er store nok.

Rodknolde: Selve knolden deles med en kniv. Sørg for, at

der på hvert stykke sidder en hvilende knop. En moden

knold giver 3-4 stykker. De pottes og får lov at vokse, inden

de plantes ud.

Valg af arter

Man skelner mellem løg og knoldvækster, der er hårdføre

for eksempel Narcissus pseudonarcissus (påskelilje) og

Crocus neapolitanus (krokus), og dem der ikke er hårdføre,

men skal tages op før den første frost kommer. For eksempel

Dahlia (georginer) og Begonia tuberosa (knoldbegonier).

Vildarter er planter, der vokser vildt i naturen. Man kalder

dem også “botaniske arter”. De er meget stabile og sunde.

De kræver ingen pleje, blot vækstbetingelserne svarer til

deres naturlige voksesteder.

De forædlede planter kræver noget mere pleje, og nogle er

ikke helt så sunde. De skal tages op med jævne mellemrum

og sorteres.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 93


Sommerblomster

Sommerblomster er ikke vinterhårdføre i vores klima. De

fleste stammer fra tropiske eller subtropiske områder. De

sås eller plantes ud, når der ikke længere er fare for nattefrost.

De blomstrer i høj - og sensommeren og fjernes så.

De kasseres eller overvintrer indendørs.

Sommerblomster kan deles ind i følgende grupper:

94

• En-årige planter, der sås direkte på voksestedet. Det

er for eksempel Calendula officinalis (morgenfrue)

og Cosmos bipinnatus (stolt kavaler)

• En-årige planter, der sås indendørs og plantes ud som

småplanter. Det er planter, der er lang tid om at udvikles.

De skal derfor forkultiveres for at nå at blomstre

hos os. Man køber dem som frø og forkultiverer

dem selv, eller køber dem som småplanter klar til

udplantning. Det er for eksempel Petunia (petunie)

og Lobelia erinus (kantlobelie)

• To-årige planter, der sås forår eller efterår. De danner

bladroset det første år. Rosetten overvintrer, og de

blomstrer så året efter. Det er for eksempel Viola

tricolor var. maxima (havestedmoder) og Campanula

medium (marieklokke)

• Fler-årige planter, der blomstrer år efter år og kan

overvintre indendørs, hvis de står lyst og køligt. Det

er for eksempel Fuchsia (fuchsia) og Chrysanthemum

frutescens (ægte margerit)

• Fler-årige planter, der blomstrer år efter år, men som

har svært ved at overvintre. Det er for eksempel

Ricinus communis (olieplante)

Hvordan kan man bruge sommerblomster?

Sommerblomster er farvestrålende indslag i haver, parker,

på torve og pladser. De bliver brugt:

• I bede, hvor der kun er sommerblomster

• Sammen med stauder

• Sammen med roser

• I plantekummer, potter og altankasser

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Farver

De fleste sommerplanter har meget stærke farver. Det har

derfor stor betydning, hvordan man sammensætter farverne

i en beplantning.

Der er 3 grundfarver, gul, rød og blå. Farverne mellem to

grundfarver er blandingsfarver. For eksempel er orange en

blanding af gul og rød, og violet en blanding af rød og blå

og grøn er en blanding af blå og gul.

Farverne overfor hinanden i farvecirklen kaldes

kontrastfarver. Det giver en livlig og kraftig virkning i et

blomsterbed at anvende kontrastfarver. For eksempel

Rudbeckia fulgida (gul solhat) og Heliotropium marine (blå

heliotrop).

Farver, der ligger ved siden af hinanden i farvecirklen

kaldes farvetoner eller nuancer. De giver beplantningen et

harmonisk udtryk.

Hvis man ønsker et »varmt og muntert« bed, bruger man

farver fra den “varme” side af farvecirklen, det vil sige den

halvdel af cirklen, der har rød/gule og grøn/gule farver.

Hvis man ønsker et »frisk og køligt« bed bruger man farver

fra den “kolde” side af farvecirklen, det vil sige blå/grønne

og blå/violette farver.

Plantning og vækstbetingelser

Udplantning kan begynde, når der ikke længere er fare for

nattefrost. Det vil normalt være midt i maj. Jorden til

sommerplanter skal være porøs, rig på næring og fri for

rodukrudt.

Planterne bør stå i forbandt. Det vil sige, at planterne i én

række står ud for mellemrummet mellem planterne i rækken

ved siden af (se figuren på næste side). På den måde dækker

de hurtigere hele arealet.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 95


Sommerblomster plantes tæt, de har ikke flere år til at vokse

sig store. En afstand på 20-25 cm er som regel passende.

Sommerblomster tåler meget dårligt at stå i våd jord. Det er

derfor vigtigt, at jorden er porøs og gennemtrængelig for

vand. En svær lerjord bør tilsættes kompost, sand eller

spagnum.

De fleste sommerblomster foretrækker en solrig vokseplads.

Nogle få tåler let skygge. Det er f.eks. Impatiens holstii

(flittiglise), Calendula officinalis (morgenfrue), Myosotis

(forglemmigej), Viola tricolor var. maxima (havestedmoder)

og Fuchsia (fuchsia).

Stauder

Stauder er flerårige urter. Hos de fleste stauder dør de

overjordiske dele bort om vinteren og planterne overvintrer

med de underjordiske dele. Det gælder for eksempel Hosta

(funkie) og Phlox (floks). Andre overvintrer med mere eller

mindre grønne blade for eksempel Bergenia cordifolia

(kæmpestenbræk).

Planlægning af staudebed

Stauder kan deles ind efter deres naturlige voksesteder:

96

• Skygge

• Stenbed

• Vand

• Åbne arealer

Nogle stauder vokser fint på flere af de nævnte voksesteder.

Tag hensyn til plantens naturlige voksesteder og de forhold,

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Hvis man planter i forbandt,

dækker planterne hurtigt

arealet.


der er på plantestedet (jordbund, lysforhold og vandmængde).

Herefter kan man beslutte sammensætningen af bedet

efter farver og højde.

Staudeanvendelse

Mange forbinder stauder med egentlige staudebede, d.v.s.

man dyrker forskellige stauder inden for et afgrænset

område. Planter man samme art eller sort sammen i større

grupper i staudeflader, virker det mere rigtigt end at plante

en masse forskellige sammen, som står og konkurrerer om

pladsen.

Farver og form bør tilpasses efter hinanden. Vælger man

rene farver vil resultatet ofte blive godt. Vælger man

derimod ekstreme former og farver kræver det en sikker

smag og et meget godt plantekendskab.

Det gælder den enkelte sorts udvikling, højde, blomstringstidspunkt,

jordbundsforhold m.m.. Man kan f.eks. inddele

stauderne efter anvendelsesområder - flere vil da kunne

anvendes i mere end et af områderne.

Stauder til bede:

• Stauder til halvskygge

• Tørketålende stauder

• Stauder til mure og stendiger

• Stauder til bunddække

• Solitære stauder

• Blomsterenge sammen med sommerblomster

Plantning

Normalt skal jordbunden til stauder være let og porøs.

Stauder sælges som regel i potte. De kan derfor plantes, når

man har lyst, blot det er til at komme i jorden. Det bedste

tidspunkt er sensommer eller tidligt forår. Planten kan da nå

at etablere sig, inden det bliver for koldt eller for varmt.

Dansk Staudegartnerforenings katalog giver anvisninger på,

hvor mange planter pr. kvadratmeter der kan plantes for de

enkelte arter. Det varierer fra 1 til 16 pr. m².

Pleje

Stauderne klippes ned til jordoverfladen i det tidlige forår.

Det afklippede materiale kan findeles og blive liggende i

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 97


edet. Visne blomsterstande kan klippes af i løbet af

vækstsæsonen. Dette kan fremme dannelsen af nye,

blomstrende skud på nogle stauder.

Nogle stauder vælter let og må bindes op i løbet af sæsonen.

Det er nemmest at starte tidligt. Når stauderne er små (10

cm), stikkes afklippede kviste af buske ned ved planterne.

Det vil virke som støtte for planten. Mange stauder kræver

dog ikke opbinding.

Bunddækkeplanter

Bunddækkeplanter er planter, der er egnede til at dække

jordoverfladen. Det er lavtvoksende planter, der breder sig

og er tætte.

Bunddækkeplanter er mest lave buske eller stauder, der

breder sig ved rodskud eller udløbere.

Formålet med en bundplantning er at lave en permanent

dækning af jorden, der både er pæn at se på, praktisk og

nem at pleje.

Bunddækkeplanter kan erstatte græs, for eksempel under

store skyggende træer, hvor græsset ikke trives. Det kan for

eksempel være Hedera helix (vedbend), Euonymus (benved)

og Asarum europaeum (hasselurt).

De kan også bruges som naturlige flader under prydbuske,

hvor ukrudt ellers let kan brede sig eller på skråninger, hvor

det er vanskeligt at have græs.

Plantning og pleje

For at få en vellykket bundplantning, er det vigtigt, at

jorden er renset for ukrudt, især flerårigt ukrudt. Bedet skal

holdes omhyggeligt rent, indtil planterne dækker hele

arealet.

En måde at lette lugningen efter plantningen er at dække

jorden med f.eks flis eller fiberdug.

Bundækkeplanterne bør stå i forbandt.

98

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Antallet af planter pr. m² varierer. Det afhænger af om, det

er brede buske eller små stauder. Man kan få en god vejledning

i plantekataloger. Ved at følge denne vejledning vil

planterne typisk dække jorden i løbet af 2-3 år.

En- og to-årige planter kan bruges som midlertidig bunddække.

De bruges f.eks i større naturprægede nyplantninger,

hvor de sås efter plantning.

Planterne kan også sås ud på arealer, hvor der er foretaget

jordbehandling og ukrudtsbekæmpelse, og hvor jorden først

skal tilplantes senere. Så kaldes de for dækplanter.

Klatre - og slyngplanter

Fælles for planter der klatrer, slynger og ranker sig er, at de

har lange, tynde bøjelige grene. De er som regel meget

frodige. De forsøger at komme til vejrs ved at bruge andre

planter, hegn, mure eller klipper som støtte.

De kan inddeles i følgende grupper efter deres måde at

klatre på:

Klatreplanter:

• Klatrer ved hjælp af hæfterødder, der udvikles på

stænglen og hæfter sig til underlaget

• Klatrer ved hjælp af slyngtråde, som griber fat med

en lille snoning og forvedder derefter. Det kræver, at

der er udspændt en snor, eller at der er mindre grene,

den kan sno sig omkring

• Klatrer ved hjælp af hæfteskiver, som udskiller en

væske, der størkner ved kontakt med luften. Skiverne

“limes” på den måde til underlaget

• Klatrer ved hjælp af bladstilken. De følsomme

bladstilke snor sig ligesom slyngtråde om en snor

eller mindre grene

Parthenocissus tricuspidata

(rådhusvin) har hæfteskiver.

Hedera helix (vedben)

har hæfterødder.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 99


Slyngende planter:

100

• Klatrer ved at sno stænglen om støtten. Den spiralformede

bevægelse fremkaldes ved, at skuddet

vokser med forskellig hastighed på ydersiden og

indersiden. De fleste danner en venstreskrue, når de

snor sig

Rankende:

• Har en vis stivhed i grenene, men ikke nok til at

holde planten oppe, når den er udvokset. Rankende

planter er f.eks. Rosa (roser) og Rubus fruticosus

(brombær). De får hjælp af torne til at holde sig fast

til underlaget, for eksempel i barken på træer

Når man skal vælge klatre- og slyngplanter, skal man

undersøge hvor meget plads der er, hvordan lys- og

vindforholdene er. Derefter er det vigtigt at vælge den

rigtige støtte for planten.

Planter, der klatrer ved hjælp af slyngtråde og bladstilke,

skal have et espalier med tværstivere. Der skal ikke være

mere end 20 cm mellem tværstiverne for, at planterne

kan nå fra den ene til den anden.

Tykkelsen på espalieret må ikke være mere end 1-2 cm i

diameter. Ellers kan slyngtråde og bladstilke ikke nå

omkring.

Planter, der klatrer ved hjælp af stængler, snor sig op ad

espalieret. De behøver kun et lodret espalier. Enkelte

tværstivere kan være en fordel. Tykkelsen på espalieret må

heller ikke her være mere end 1-2 cm. Wisteria sinensis

(alm. blåregn) kan klare tykkere støtte.

De rankende planter skal bindes til støtten.

Selvhæftende planter kræver ikke espalier. Det er derimod

vigtigt at beskære dem en gang om året, så vinduer, døre,

tagrender, tagplader og lignende holdes fri for planter.

De klatrende og slyngende planter bliver kun så brede og

høje som størrelsen på det espalier, de vokser på. Bliver

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Højredrejet,

f.eks. Humulus

lupulus (humle).

Vin klatrer ved

hjælp af

slyngtråde

Venstredrejet,

f.eks. Phaseolus

coccineus

(pralbønne).


planten naturligt højere end espalieret, vil der dannes en

tung ”pels” i toppen.

Klatre- og slyngplanter kræver ikke meget plads til

rødderne. De er derfor meget anvendelige i for eksempel

gårdmiljøer. Planterne kan lide en kølig muldjord og skygge

om den nederste del af stænglerne.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 101


Hække

Hække er en række ens træer eller buske, der holdes klippet

eller vokser frit. Plantearten vælges efter, hvilket formål

hækken har.

Formålet med en hæk kan være:

• At danne ramme om parkeringspladser, haver,

legeområder og “opholdsrum” i parker

• At skærme ved terrasser, ved bænke i parker og mod

veje

• At give læ. Hækken vil nemlig mindske fordampningen

og give et bedre mikroklima for andre planter

• At dele køkkenhave fra terrasse eller rosenhaven fra

græsplænen

• At være baggrund for blomsterbede

• At stå som skulpturer i parker og anlæg, for eksempel

labyrinten på Egeskov slot

Hække plantes om foråret eller efteråret.

Der bruges mest barrodsplanter til hækplantning f.eks

Ligustrum vulgare ’Atrovirens Select’ (liguster) 50 - 80 cm.

Klippede hække

102

Klippet hæk af træer. Klippet hæk af buske

Til klippede hække bruger man planter, der kan tåle at blive

klippet 2-3 gange om året. Man planter 3-5 planter pr.

meter.

Træer til hække, for eksempel bøg eller lærk, har kraftige

gennemgående stammer, som gør hækken stabil. De er

bedst, hvis man ønsker en høj hæk.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Buske til hække bør have en tæt forgrening fra jordoverfladen,

for eksempel liguster.

Klippede hække skal være bredest forneden, så lyset bedre

kan nå de nederste grene.

En særlig form for bundække er pur. Det er flader af tæt

plantede træer, der klippes i en bestemt lav højde 1-2 gange

om året. Pur bliver blandt andet brugt på oversigtsarealer.

Hækken klippes en, to eller tre gange om året alt efter,

hvilken art det er, og hvor skarpt afgrænset hækken skal se

ud.

Løvfældende hække klippes i juni, juli eller august.

Stedsegrønne hække klippes april/maj eller august/

september.

Fritvoksende hække

Fritvoksende hække kræver meget plads. En god tommelfingerregel:

Lige så meget i bredden som i højden. Der

plantes 1 eller 2 planter pr. meter.

Buskene tyndes ud hvert tredje eller fjerde. år. Det foregår

ved, at de ældste grene fjernes ved jordoverfladen.

Fritvoksende hække bruges, hvor der ikke ønskes en skarp

afgrænsning, for eksempel ved overgang til åbent landskab.

De fleste løvfældende planter, der anvendes til fritvoksende

hække, kan tåle en total nedklipning til 10 cm over

jordoverfladen, hvis man ønsker at give hækken en stærk

foryngelseskur.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 103


Buske

Buske er vedplanter, der grener sig lige over jordoverfladen,

så der ikke dannes nogen hovedstamme.

Gruppen kan inddeles i:

• Buske, der bliver over 50 cm høje

• Dværgbuske, der har en lav vækst og er op til 50 cm

høje

• Halvbuske, hvor kun den nederste del af planten

bliver træagtig og hvor toppen visner tilbage om

vinteren

Der er mange buske at vælge imellem, lige meget hvilken

type jordbund, lysforhold eller vandmængde der er. Højden

kan variere fra 20 cm op til 4-6 m. Høje buske kaldes af og

til flerstammede træer.

Nogle dværgbuske vil i et plantekatalog stå under betegnelsen

bunddækkeplanter, for eksempel Cotoneaster

(dværgmispel), og nogle halvbuske vil man kunne finde i

bøger om stauder, for eksempel Hypericum (perikon).

Buskens naturlige form er vigtig, når man skal vælge. Den

kan være bred eller smal. Overhængende eller opret eller

kroget eller stiv.

Man kan vælge buske med særpræget løv. For eksempel

Acer palmatum (japansk løn) med smuk høstfarve eller

Euonymus alatus (vinget benved), der får kraftigt røde

blade. Man kan vælge buske, hvor det er blomsternes farve,

størrelse eller duft, der er det særlige.

Buske og træer er de bærende elementer i de fleste typer af

anlæg. Det er vigtigt at vælge buske efter, hvilken funktion

de skal have. Her er nogle eksempler:

• Lægiver

• Afskærmning mod naboer

• Rumdeler

• Solitær. Plantens specielle udseende bliver tydelig

• Bunddække

• Baggrund for blomsterbede (stauder, roser m.v.)

104

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Buske har forskellige

vækstformer. Øverst

dværgvækst, og videre

nedad, kroget, opret

og hængende vækst.


Det er vigtigt at undersøge, om de planter, man har valgt,

fordi de har en smuk grenfacon eller mange blomster, skal

beskæres for at beholde disse egenskaber.

Hvis man ønsker, at planten skal formes til noget specielt,

skal planten være er egnet til beskæring. Det har betydning

for udbyttet af planten og den arbejdstid, der skal bruges på

plantning.

Buske kan købes i forskellige størrelser som container-,

klump- eller barrodsplante.

Træer

Træer er vedplanter, der danner en kraftig stamme og

forgrener sig et stykke over jordoverfladen.

Normalt opfatter vi træer som planter, der bliver høje, med

en stamme og en krone. Men det er vanskeligt at lave en

definition, der kan bruges.

For eksempel kan Prunus padus (alm. hæg) købes i

planteskolen som buske, højstammede træer, solitærbuske

og en- og flerstammede solitærtræer.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 105


Træer har en lang levetid. Nogle træer kan blive flere

hundrede år for eksempel Tilia (lind) og Quercus (eg).

Træer skal vælges med omhu, fordi de har en stor betydning

for miljøet omkring dem.

Vi vil her dele træerne ind i tre grupper:

• Fritvoksende træer til parker og haver

• Træer til gader, veje og parkeringspladser

• Espaliertræer

Fritvoksende træer til haver og parker.

Nedenfor er nævnt nogle almindelige arter og deres højder.

Disse træer egner sig kun til større parker. Træer, der egner

sig til mindre parker og villahaver, kan være Sorbus

aucuparia (alm. røn), Laburnum anagyroides (alm.

guldregn), Malus sp. (prydæble) og Prunus serrulata

(prydkirsebær). Disse træer bliver mellem 6 og15 m høje.

Eksempler på træers højde:

• Aesculus hippocastanum (hestekastanie) 25 - 30 m

• Acer pseudoplatanus (ahorn) 25 - 30 m

• Fagus sylvatica (bøg) 35 - 40 m

• Tilia vulgaris (parklind) 30 - 40 m

Det er ikke kun højden, der har betydning for om der er

plads til et træ. Det er i høj grad også kronens form. Til

højre ses eksempler på forskellige kroneformer.

Træer med en speciel bark

Acer pensylvanicum (stribet løn) har grøn stamme med

hvidt stribet mønster.

Acer griseum (papirbarkløn) har brunrød bark der ruller sig

sammen og hænger i fine laser ned langs med stammen.

Betula albo-sinensis (rødbirk) har rødlig skinnende bark,

der hænger i store flager.

Prunus serrula (tibetansk kirsebær) har skinnende mahognibrun

bark med vandrette striber.

106

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE

Forskellige former på

træers kroner.


Træer med smukke blomster og smukke frugter

Her kan man vælge forskellige Sorbus (røn), Malus (æble)

eller alle de almindelige frugttræer.

Træer til gader, veje og parkeringspladser.

Fælles for træer i trafikerede områder er, at de ofte plantes

under forhold, der forringer deres størrelse, levetid og

skønhed.

De bliver plantet i befæstede arealer, hvor jorden omkring

dem er komprimeret og nedbøren løber i kloakken. De

udsættes ofte for store mængder salt.

Da træerne ofte skal stammes op, skal man vælge træer, der

kan tåle beskæring, til disse områder.

De mest brugte træer er Tilia (lind), Sorbus (røn), Acer

platanoides (spidsløn), Acer pseudoplatanus (ahorn),

Fraxinus excelsior (ask), Robinia pseudoacacia (robinie) og

Platanus acerifolia (platan).

Espaliertræer

De mest anvendte træer til espalier er frugttræer. Fordelen

ved espaliertræer er, at de giver mange frugter og, at de ikke

fylder ret meget.

Træerne kan plantes op ad hegn eller mure. De kan og

vokse frit og fungere som hække.

Espaliertræer kræver meget arbejde, for de skal beskæres

hvert år. Træerne kan formes på mange måder. De mest

brugte er vifte- og palmetteformen.

Vifteformen bruges mest til blommer og kirsebær. Palmetteformen bruges mest til æbler og pærer.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 107


Vifteformen kræver ikke så kraftig beskæring, og passer

derfor bedre til blommer og kirsebær, der kan være

følsomme over for beskæring. Palmetteformen bruges mest

til æbler og pærer.

Træer op ad husmure, plantes ca. 50 cm fra muren. De skal

plantes, så rødderne ikke er i den tørre zone under tagudhænget.

Espalieret sættes op så det er ca. 20 cm fra muren. Der skal

være plads til, at planten kan vokse i tykkelsen.

Nåletræer

Nåletræer er ofte stedsegrønne med en regelmæssig

opbygget kegleformet krone. De har lange spidse nåle, der

sidder på træet i flere år, for eksempel Picea (gran) og

Pinus (fyr).

De kan også have skælformede blade som hos Thuja (thuja)

og Chamaecyparis (dværgcypres).

Enkelte arter er løvfældende, som blandt andet Larix (lærk)

og Metasequoia glyptostroboides (vandgran).

De fleste nåletræer kræver meget lys. Hvis de ikke får lys

nok, får de tynde grene og mister nålene. De fleste nåletræer

skyder ikke nye skud fra gammelt ved, så hvis de først

har mistet nålene, bliver de ved med at være bare.

Nåletræer er ikke særlig krævende med jordbunden, blot

den er veldrænet.

Der findes dværgsorter eller sorter med anden nålefarve end

grøn inden for de fleste nåletræer. Feks. er rødgran Picea

abies (rødgran) et ca. 25 m højt træ og sorten Picea abies

‘Nidiformis’ (fugleredetopgran) et træ, som bliver ca. 1 m

højt og 2-3 m bredt med flad udbredt vækst.

Chamaecyparis lawsoniana (ædelcypres) er et søjleformet

10 -15 m højt træ med blågrønne skælformede nåle, mens

sorten Chamaecyparis lawsoniana ‘Kelleris’, er et lidt

mindre træ end arten og har guldgule nåle, der efterhånden

bliver gulgrønne.

108

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Træer kan blive gamle og store

Vejtræer

Traditionelle vejtræer her i landet er Aesculus hippocastanum

(hestekastanie), Tilia vulgaris (parklind), Ulmus

glabra (storbladet elm) og i mindre omfang Ulmus

carpinifolia (småbladet elm) og hybrider mellem de to arter

samt Acer pseudoplatanus (ahorn) og Fraxinus excelsior

(ask).

I de seneste årtier er mange steder plantet Acer platanoides

(spidsløn), Robinia pseudoacacia (robinie) og Platanus

acerifolia (platan).

Elmetræerne plantes ikke mere og er ved at forsvinde helt

på grund af elmesygen.

Med tiltagende asfaltdækning af vejtræernes rodsystemer

og med øget saltpåvirkning, ser det ud til, at det i ekstreme

tørkesituationer og under ugunstige vækstvilkår er Robinia

pseudoacacia (robinie), Platanus acerifolia (platan) og

Fraxinus excelsior (ask), der klarer sig forholdsvis bedst og

bevarer smukkest løv sommeren igennem, mens

hestekastanie tåler ekstremt ugunstige situationer dårligst.

Et bud på egnede vejtræer

Tilia (lind) og Quercus (eg): Der mange gode og velegnede

sorter at vælge imellem inden for slægterne Tilia og

Quercus. De er yderst værdifulde og nøjsomme, har

moderat vækst og er ret vindføre.

Undertiden anbefales Quercus (eg) som vejtræer, men

Quercus robur (stilkeg) har ikke været nogen succes i

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 109


København. Der står nogle gamle træer på Frederikssundsvej

ved Bellahøjvej, men de holder kun lige livet.

Man har dog i de sidste år forsøgsvis plantet flere egearter.

Robinia (robinie) og Gleditsia: I Tyskland er der interesse

for forskellige varieteter af Robinia (robinie), men det er et

dyrt og besværligt gadetræ.

Sidst i vækstsæsonen er løvmassen fyldig, og når efterårsstormene

tager fat, vælter de. Så må hele arbejdsstyrken ud

for at rejse Robinia (robinie). Rødderne har et for lille

vokserum, så de ikke kan fastholde træerne, det går bedre i

græs. Her kan rødderne brede sig til alle sider.

I Tyskland og Amerika anvendes en del tornløse varianter

af Gleditsia triacanthos (tretorn), de bør nok prøves.

Gleditsia holder af varme, tåler en del tørke og kan blive et

anseligt træ i tidens løb.

Det kan pludselig danne store torne på stammen. Der findes

dog tornløse typer, men de bør også være sterile, da bælgene

kan være 40 cm lange og spidse. Men det er ikke hvert

år, Gleditsia sætter frugter her i landet.

Gleditsia triacenthos 'Sunburst' er mindre end arten og

velegnet til plantning for eksempel i krukker.

Søjle-træer: I de sidste år er der plantet den del Quercus

robur ’Fastigiata’ (pyramideeg). Det er et opret søjleformet

slankt træ. Der er noget, der tyder på, at man er ved at rette

interessen mod søjleformede træer.

Man har anvendt Carpinus betulus 'Fastigiata'

(pyramideavnbøg) som vejtræ med gode resultater.

Carpinus betulus (avnbøg) er et nedvurderet træ. Det er

nøjsomt, det vokser langsomt, men i mange år.

Hvis det er for bredt, kan man i god tid skære de underste

grene tilbage, eller man kan anvende søjleformen.

Råd om plantning

Når der plantes i områder, hvor den naturlige muldfordeling

er forstyrret, skal plantehullet være bredt, ikke dybt.

110

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


En god muldblanding er 75 % agerjord og 25 % spagnum

(grov) eller eventuelt vasket grus, alt er i rumfangsprocent.

Der tilføres langtidsvirkende gødning. Der kan dog være

forskelle på disse blandinger fra egn til egn.

Plantehullet bør forsynes med plastspiraler til luftskifte og

vanding.

Plantes på parkeringspladser er det sikrest at plante i sammenhængende

muldrender. Omgivelsernes fyld er oftest

stærkt komprimeret.

Endelig bør træerne plejes omhyggeligt i de første år. Der

bør vandes i meget tørre perioder, og arealet omkring træer

skal ikke være en slags blomstereng.

Og endelig: på parkeringspladser o.lign. bør planterenderne

ligge i højeste kote, så saltopløsningen løber bort fra

træerne.

Træers levealder

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 111


Frugttræer og -buske

Frugttræer og -buske har været kendt her i landet og

dyrkede siden det tolvte århundrede. Det har dog været med

det formål at få så yderige planter som muligt.

I 1987 nedsattes der et Frugt- og Bærudvalg, som skulle

varetage forbrugernes interesser, og dette udvalg er nu

kommet frem med en sortsliste over de bedste frugttræer og

-buske.

Udvalget har foretaget udvælgelsen ud fra nogle af de her

nævnte kriterier: Bestøvningsforhold, sygdomsresistenshed

o.s.v., men også ud fra æstetiske og herunder skulpturelle

værdier.

Væksthastighed, størrelse og frugtsætning på de forskellige

sorter kan variere meget afhængig af grundstammevalg.

Med hensyn til sortsvalg henvises til de løbende meddelelser

fra forskningssektoren. Det samme gør sig gældende

med hensyn til bestøvningsforhold; her er kun medtaget

eksempler for de mest almindelige frugtsorter.

Når man planter frugttræer, er det vigtigt at sikre sig, at man

har de rigtige bestøver-sorter i nærheden. De følgende

tabeller viser eksempler på hvilke sorter, der kan bestøve

hinanden.

112

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 113


114

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Bestøvning af frugttræer og frugtbuske

Kilde: Grønt blad nr. 81, Jørgen Vittrup.

Blomstring er naturligvis en forudsætning for frugtsætning.

Men en rigelig blomstring giver på ingen måde sikkerhed

for, at træet eller busken også giver frugter.

Den første forudsætning er, at sorterne blomstrer på samme

tid, så de kan bestøve hinanden. 'Cox's Orange' og 'Gråsten'

afviger f.eks. så meget i blomstringstid, at der kun er ringe

mulighed for gensidig befrugtning.

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 115


Bestøvningen sker ved, at navnlig honningbier overfører

støvkorn til blomstens støvfang. Befrugtningen er først sket,

når støvkornet er spiret, og en sædcelle har forenet sig med

en ægcelle i frugtknuden.

Æble-, pære-, sødkirsebær- og nogle blommesorter er

selvsterile, og må derfor bestøves med støvkorn fra en

anden sort. I langt de fleste tilfælde kan alle sorter inden for

samme art gensidigt befrugte hinanden.

Nogle blommesorter og alle sorter af sure kirsebær, abrikos,

fersken og frugtbuske, der dyrkes her i landet, er derimod

selvbefrugtere. Det vil sige, at befrugtningen kan finde sted

med støvkorn fra samme træ. Det er klart, at det er bedst at

have sådanne sorter, især i haver.

Mange sorter af kirsebær er uforenelige. Det vil sige, at de

gensidigt ikke kan befrugte hinanden.

Hos æble og pære er der nogle sorter, hvis støvkorn ikke

kan sikre en befrugtning. Hvis der plantes en sådan sort

(såkaldt triploid sort), er det altså nødvendigt at plante 3

sorter for at få frugt på dem alle.

'Cox's Orange' kan således befrugte 'Boskoop' , men den

kan ikke gøre gengæld. For at sikre frugt på 'Cox's Orange',

må der derfor plantes en tredje sort, for eksempel 'Ingrid

Marie'.

Alle disse forhold er ikke så lette at overskue. Derfor er der

i havebøger udarbejdet befrugtningsoversigter for de mest

benyttede sorter.

I mange tilfælde er der ikke plads eller ønske om at plante

så mange træer, at det giver tilstrækkelig bestøvningsmuligheder.

Der kan så anbringes blomstrende grene af en

bestøversort i en spand med vand ophængt idet træ, der skal

bestøves.

På længere sigt vil det være mest praktisk at pode en

bestøversort i et par grene i det træ, man ønsker bestøvet.

Endelig kan man ved plantningen gardere sig ved at plante

2 sorter i samme plantehul.

116

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE


Mange sorter sætter nogle år så mange frugter, at de bliver

alt for små, hvis de ikke udtyndes. Unge træer i god vækst

har normalt ikke behov for frugtudtynding. Unge træer i

dårlig vækst bør kun bære ganske få frugter.

Problemet med små æbler er størst i gamle træer, og i træer,

der kun vokser meget svagt. For at opnå en god frugtstørrelse

skal der være 15-20 blade pr. frugt hos æbler.

Blommer udtyndes til 5-10 cm afstand. Udtyndingen

udføres sidst i juni

3. PLANTER OG PLANTEARBEJDE 117


4. Græs

En græsplæne består af flere forskellige græsarter, der er

forædlet, så plænen bliver:

• Tæt, så ukrudt får sværere ved at komme til

• Slidstærk

• Modstandsdygtig over for sygdomme

• Modstandsdygtig over for frost

• Desuden er nogle græsarter forædlet, så de vokser

langsommere

Hver græsart har sit eget slægts-, arts- og sortsnavn,

ligesom buske, stauder m.v. I det følgende nævner vi ikke

sortsnavnene, fordi der hele tiden kommer nye sorter på

markedet. Nogle almindelige græsarter er:

Festuca rubra (rødsvingel)

Spirer langsomt, danner tuer og ikke udløbere.

Er finbladet og tæt, kan vokse i næsten al slags jord.

Poa pratensis ssp. pratensis (engrapgræs)

Spirer langsomt. Danner underjordiske udløbere.

Foretrækker en jordbund, der er rig på næring, men ikke

har for meget kalk. Har stor slidstyrke.

Lolium perenne (almindelig rajgræs)

Spirer meget hurtigt og danner hurtigt et tæt tæppe. Kan

udkonkurrere andre arter i blandingen. Trives bedst på en

næringsrig jordbund og behøver ikke fuld sol. Bredbladet

med stor slidstyrke, men egner sig ikke til at blive klippet

tæt.

Agrostis capillaris (almindelig hvene)

En finbladet, grøn/blågrøn græsart, der spirer forholdsvis

langsomt. Danner underjordiske udløbere og kræver ikke

særlig megen gødning. Tåler at blive klippet tæt, men har

begrænset slidstyrke. Trives på sandet jord i fuld sol og kan

tåle lange perioder med tørke.

Græs med udløbere.

Græs, der danner tue.

4. GRÆS 119


Plænens brug

Prydplæne med lille

slidstyrke

Sportsplæne med en

del slid

Brugsplæne med en del

slid og mindre pasning

120

Sammensætning af

græsarter

60 % rødsvingel

40 % engrapgræs

20 % almindelig rajgræs

50 % rødsvingel

30 % engrapgræs

30 % almindelig rajgræs

50 % rødsvingel

20 % engrapgræs

Eksempler på sammensætningen af græsarter til forskellige formål.

Sådan laver man en græsplæne

Før man sår, skal man vide, hvor meget næring der er i

jordbunden og hvad dens pH-værdi er. Plænegræsser

foretrækker en pH-værdi på mellem 6,5 og 7,5 altså neutral

jord.

Græsplænen bliver bedst, hvis man sår frøene i en jordbund

med meget humus og sand. Lerjord skal blandes med sand i

de øverste 10-15 cm, så der ikke er nogen klumper.

Jordbehandling

Det er vigtigt at tilberede jordbunden omhyggeligt, inden

man sår. Ellers kan man ikke være sikker på at få en god,

slidstærk græsplæne.

Både jordbunden og råjorden skal have en passende

porøsitet for, at nedbøren kan sive ned og græssets rødder

kan få ilt. Det kan være nødvendigt at grubbe, dybdeharve

eller fræse.

Læs mere om porøsitet, grubning og harvning i kapitel 2.

Jord.

Planering

Bortset fra sportsbaner behøver græsplæner ikke være

vandrette, men de skal være jævne. Hvis det er nødvendigt

at regulere terrænet mere end nogle cm, skal man først

fjerne de øverste 15-20 cm jordbund, så man kan gøre

råjorden jævn og derefter lægge den øverste jord tilbage i et

jævnt lag.

4. GRÆS


Såning

Det er en god ide at blande frøene godt, inden man

begynder at så.

Så den mængde, der står på posen. Hvis man sår for mange

frø, vil planterne komme til at stå for tæt og ødelægge det

for hinanden.

Hvis man sår med hånden, er det en god ide at dele frøet i to

portioner, som først sås på langs og derefter på tværs af

arealet.

Gødning

Hvis der ikke er foretaget nogen grundgødskning, skal der

foretages en gødningsudbringning samtidig med, at man

sår. Det er en god ide at gøde med 3 - 5 kg NPK 14-3-12

med S, Mg og mikronæringsstoffer pr. 100 m².

Pleje af græs

Der er mange forskellige er typer græsarealer, som stiller

forskellige krav til pleje. Her vil vi omtale:

• Klipning

• Topdressing

• Vertikalskæring

Klipning

Formålet med at klippe græsset er, at fjerne den øverste del

af planterne, så man opbygger en tæt og et frisk tæppe af

græsplanter.

Som hos alle andre planter er der en nøje sammenhæng

mellem toppens og rodens udvikling. Derfor skal man være

forsigtig med at klippe nyetableret græs. Ved for tidlig

klipning kan rodudviklingen hæmmes.

Toppen skal være så høj, at bladene kan forsyne sig selv og

rødderne med næring nok. Rødderne skal være lange nok,

til at de kan optage vand og næring fra jordbunden.

Nyspiret græs skal først klippes, når det er 8-10 cm langt.

Derefter kan man gradvist sætte klippehøjden på plæne-

Når det nyspirede græs er

8-10 cm højt, klipper man

første gang. Det er vigtigt

at huske, at man højest

må fjerne 1/3 af bladlængden

ved hver klipning.

Klippehøjden sænkes

gradvis til 2,5-4 cm,

afhængig af arten.

4. GRÆS 121


klipperen ned til 4 cm. Man kan da forvente, at rødderne

bliver op til 40 cm lange.

Hvis man klipper græsset kortere, vil rødderne også blive

kortere og mere følsomme over for tørke, hvis man ikke

vander.

Man bør aldrig klippe mere end 30 % af bladmassen af ved

hver klipning, da planterne ellers skal bruge for meget

energi til at erstatte det, der er klippet af.

Hvor ofte græsset bør klippes, afhænger af det plejeniveau,

man har valgt, og af årstiden. Græsset skal helst være tørt,

når det klippes. Hvis der er store mængder afklippet græs,

er det klogt at fjerne det.

Topdressing

Topdressing bruges ofte på ældre plæner, som dækkes med

et lag findelt kompost eller beriget spagnum, blandet med

lidt grus. Dette lag må ikke være tykkere end ca. 1 cm.

Topdressingen rives ned med en rive eller et slæbenet. Man

kan topdresse tidligt på foråret. Man kan vande, hvis det

ikke regner kort efter behandlingen.

Vertikalskæring

En vertikalskærer, skærer ridser i plænen. Så kan luften

bedre trænge ned i jordbunden, fordi gammelt græsafklip

bliver løftet op.

Dette er især vigtigt på lerjord og hvor plænen bliver brugt

til for eksempel boldspil. Rødderne har nemlig svært ved at

trænge igennem ler og sammentrykt jord, og får dermed

svært ved at optage tilstrækkelige mængder af vand og

næring.

Skader på græsplænen

Døde og visne pletter ses ofte i græsplæner og kan skyldes

skader af hunde-og kassetis, uheldige klimaforhold, overdreven

brug af ukrudtshornoner eller svidning med kunstgødning.

Anlægning og pasning af græsplæne er ofte forfejlet. I

flæng kan følgende fejl nævnes: dårlig dræning, for tyndt

122

4. GRÆS


muldlag, næringsmangel, forkerte græsarter og græssorter

samt uheldig slåning. De nævnte skader sammenfattes

under begrebet, fysiogene skader.

Hekseringe viser sig som større eller mindre mørkegrønne

ringe, der for nogles vedkommende vokser sig større år for

år og for andres vedkommende i kun een sæson, for aldrig

at vise sig mere.

Ca. 25 forskellige svampe kan danne hekseringe. Det er ofte

Marasmius oreades (elledansbruskhat) og Agaricus

campestris (markchampignon), der danner ringe.

Den grønne ring opstår ved, at svampen omdanner organiske

stoffer i jorden, og den døde zone skyldes bl.a., at

myceliets tilstedeværelse virker vandskyende.

Der er tilsyneladende ingen regel for, om hekseringe

fremkommer oftere i den ene eller anden slags jord eller

under det ene eller det andet klimaforhold. Bekæmpelse

såvel ad mekanisk som ad kemisk vej er overhovedet ikke

mulig.

Der kan komme mos i græsplænen, hvis:

• Der er megen skygge

Jordbunden er fugtig

• Der er for lidt næring i jordbunden

• Man klipper græsset for kort

Når man fjerner mos, skal man også fjerne årsagerne til det,

ellers kommer det igen. Man kan dræbe mos ved at strø

svovlsur ammoniak og jernvitriol blandet med sand ud, når

der ligger dug på græsset om morgenen. Når mosset er

svedet af, kan man rive det af.

Sygdomme

Rizoctonia: Denne svampesygdom angriber især hvene og

viser sig som uregelmæssige blege pletter, der varierer i

størrelse fra en halv snes cm til en halv m i gennemsnit.

På et tidligt tidspunkt er pletterne utydelige. Efterhånden

som græsset dør, bliver pletterne overalt brune.

4. GRÆS 123


Svampen kan ikke arbejde i vintermånederne, men overlever

i dvaletilstand. Så snart lufttemperaturen kommer op

på 14-20 ºC fortsætter den udviklingen fra det foregående

år, men bliver det koldere, går svampen atter i stå.

I meget varme somre begynder rhizoctonia-svampen at

trænge ind i planterne efter plænesåning, og det går stærkt:

på een enkelt dag kan græsblade blive afblegede.

I modsætning til de fleste andre svampesygdomme i græsplæner

kan denne sygdom udvikle sig ved forholdsvis lav

fugtighed.

Svækket græs som følge af dårlige vækstbetingelser fremmer

angrebet.

Rød tråd angriber blade og bladskeder. Svage infektioner

opdages sjældent. Først når mange blade får sygdommen,

dannes der pletter. Græsdækket bliver åbent og misfarvet -

nærmest med et lyst rødligt skær.

De enkelte græsblade får først små, mørkfarvede pletter, der

hurtigt tiltager i størrelse. Efterhånden som pletterne

udvikles, udtørrer bladene.

Herved ændres farven fra grønt til lysebrunt under tørre

vejrforhold. I fugtigt vejr eller ved overdreven vanding

fremkommer en lyserød slimet belægning af svampens

organer.

I sit sidste stadium danner svampen fine kraftige røde tornlignende

dannelser fra 5 til 10 mm længde.

Svampens bedste udviklingstemperatur ligger mellem 20 og

22 °C, dog under forudsætning af høj luftfugtighed.

Svampen trænger ind gennem græsbladenes spalteåbninger,

og de før omtalte mørke pletter forekommer 1 til 2 dage

senere. Misfarvningen skyldes udtrædning af vand fra

cellerne.

Plæner med kvælstofmangel synes at være særlig udsat for

sygdommen.

124

4. GRÆS


Sneskimmel fremkalder visne pergamentagtige blade i

uregelmæssige pletter af varierende størrelse fra få

centimeter til 1-2 m i diameter.

Iltmangel, der især forekommer i langhårede og tætte

plæner, der er dækket af sne eller is, er årsag til svækkelse

af planterne og dermed risiko for angreb.

Klip tæt inden efteråret.

Italiensk- og almindelig rajgræs er stærkt modtagelige.

Typhula (græstrådkølle) er tilsyneladende lige så farlig og

lige så udbredt som sneskimmel.

Svampen overlever sommeren over i jorden, for sent på

efteråret ved lav temperatur atter at genoptage sine angreb.

Undlad sen kvælstofgødskning.

Skadedyr

Gåsebiller er i familie med oldenborre, men bruger dog

kun et år til deres udvikling.

De voksne gåsebiller, der er ca. 1 cm lange, er blågrønne og

metalskinnende med brune dækvinger. De gnaver af blade,

blomster og frugter på løvtræer.

Larverne, der lever i jorden, æder rødder. Undertiden kan

der findes over 100 larver pr. m² jord i vækstlaget. Dyrene

foretrækker sandede arealer.

Hyppig jordbearbejdning vil ødelægge larverne, der ikke

tåler at udtørre eller forstyrres.

Insekterne sværmer i begyndelsen af juni og bemærkes

navnlig i græsplaner og i sommerhusområderne.

Oldenborre er store, brune biller, der flyver i april-maj og

æder bladene af løvtræer.

Larverne gør særlig stor skade ved i jorden at skrælle

barken af rødderne eller ligefrem gnave dem over, så

planterne dør.

4. GRÆS 125


De angriber så at sige alle slags planter, urteagtige såvel

som træagtige og enkimbladede såvel som tokimbladede

planter. Især kan det gå ud over græsplæner.

Oldenborrene er 4 år om fuld udvikling. Efter et flyveår

med talrige, æglæggende biller, må man være på vagt mod

larveangreb i det følgende 3. år.

Man bør foretage jordbearbejdninger meget ofte, så

larverne kan ædes af fugle eller tørre ud.

Stankelben er store ikke stikkende myg, hvis larver, der

lever i jorden, er i stand til at gnave i rødder og rodbark.

Også bark og stængler af nåletræs-kimplanter kan skades.

De kan blive op til 4 cm lange og 0,5 cm tykke.

Larverne kan også optræde i stråtage, hvor de lever af døde

organiske stoffer. Hvis alliker eller skader finder dem her,

kan de splitte taget ad for at få fat i larverne.

Stankelben lægger dog fortrinsvis deres æg i jord med høj

vegetation, især i græsjord og gerne, hvor det er fugtigt.

Smældere er langstrakte, op til 3 cm lange, glinsende,

hårde, ravgule, larver, der lever i jorden, hvor de gnaver

kimplanter, rødder, knolde o.s.v. af en lang række planter.

Larverne bruger 4 år til fuld udvikling.

Smælderne yngler i græsbevokset jord, der indtil 4-5 år

efter ompløjning huser særlig mange larver.

Første år efter ompløjet grønjord er skaden i reglen ringe,

værst er den i 2. og 3. år. Undgå da særlig omfindtlige

afgrøder som kartofler, bønner, ærter o.lign. og brug rigelig

udsæd.

Larverne forlader helst ikke jorden, og de er meget

følsomme over for udtørring. Brakning og hyppig

jordbearbejdning er derfor effektive modforanstaltninger.

126

4. GRÆS


5. Havetegning

Formål

Anlægsgartnere og folk i detailplanteskolebranchen har på

mange områder stor indflydelse på plantevalget. Dette

skyldes, at mennesker, der har et areal, der skal tilplantes,

ofte kun henter information hos netop disse fagfolk.

Det er derfor af stor betydning for folk i disse erhverv at

have et stort plantekendskab samt være godt inde i problematikken

med hensyn til planteanvendelse.

De arealer, hvor planter anvendes kan være: gårdhaver,

parcelhushaver, institutionsanlæg, boligområder, parker,

veje og pladser, trafikale anlæg og rekreative anlæg.

Selvom sådanne anlæg synes meget forskellige kan de dog

sammensættes af de samme grundelementer. Det første man

bør tænke på er formålet med beplantningen. Det kan være:

1. Lægivning

2. Optræde som hegn

3. Bryde et åbent areal

4. Give blomster

5. Give udsyn for trafik

6. Dæmpe trafikstøj

7. Bunddække

8. Vildthegn

9. Arkitektoniske hensyn

Ad l. Lægivning: Her kan enten anvendes en hæk eller

flere rækker planter. Hvis man bruger en hæk kan vælges

stedse-grøn eller løvfældende, blomstrende eller ikke,

hække der skal klippes, eller hække der vokser frit.

Et læhegn består som regel af mindst 3 rækker planter der

er plantet så nogle er blivende og andre er ammeplanter og

skal fældes, når de bliver for store.

Ad 2. Optræde som hegn: Her er det ikke kun

lævirkningen, men også det skærmende for nysgerrige

5. HAVETEGNING 127


likke. Her kan bruges enten en hæk eller et busket. Det er

dog som regel et krav, at beplantningen hurtigt når en vis

højde.

Ad 3. Til at bryde et åbent areal: Her kan anvendes enten

solitære træer eller træer i grupper, samlinger af buske eller

enkeltstående buske. Højden på planterne behøver ikke

være afgørende, da både meget lave og meget høje plantninger

kan have denne virkning.

Ad 4. Give blomster: Enten for at have noget afvekslende

at se på eller for at have noget at skære ind af. Hensynet til

bier kan også være medvirkende.

Ad 5. Give udsyn for trafik: Her er der mest tale om lave

plantninger på gadehjørner, men i det åbne landskab kan

plantning langs vejen fortælle trafikanterne noget om vejens

forløb, inden de kan se selve kørebanen.

Plantning mellem 2 kørebaner forhindrer at modkørende

trafik blænder hinanden.

Ad 6. Dæmpe trafikstøj: Her anvendes som regel flere

rækker beplantning. Gerne beplantning af flere forskellige

højder så buskettet bliver så tæt som muligt.

Ad 7. Bunddække: Her er formålet at dække

jordoverfladen med planter for at hindre erosion samt

ukrudtsfremspiring.

Ad 8. Vildthegn: Beplantning der tager sær1igt hensyn til

vildtlevende dyr og fugle. Her satses især på frugt- og

bærbærende træer og buske.

Ad 9. Arkitektoniske hensyn: Her tænkes på beplantning

ud fra hensyn til synsmæssigt helhedsindtryk i farve og

form af hus og planter.

Disse er nogle eksempler, men grænsen er ofte flydende og

mange gange, kan man få flere hensyn til at passe ind i en

beplantning.

Det næste spørgsmål der melder sig, er de faktiske forhold

på stedet.

128

5. HAVETEGNING


Man må vurdere mængden af lys både nu og i fremtiden,

den jordtype man har til rådighed, muligvis jordforbedring,

vindbevægelsen på stedet, den fremherskende vindretning

og hastighed, vandmængden planten får til rådighed, tør

jord eller meget våd jord, evt. tagdryp, vand fra vej der kan

indeholde salt, højden på beplantningen, servitutter,

hegnslov, luftledninger evt. vinduer.

Man må vurdere om de valgte planter, ud fra de kendte

oplysninger, har mulighed for at udvikle sig optimalt.

Skal planterne være blomstrende eller ikke. Hvis blomstrende,

hvornår skal de blomstre. F.eks. ved sommerhuse skal

de jo helst blomstre, når brugeren er i nærheden.

Sammensætninger af flere forskellige farver og evt. duft

kan komme på tale.

Løvfældende eller stedsegrønt.

Endvidere spiller omkostningerne efter plantning ind. Her

tænkes såvel i arbejdstimer som værktøj. Nogle ønsker

beplantninger, der kan klare sig med et minimum af pleje,

andre ønsker måske at bruge alt deres fritid i haven.

Tegningen

Som udgangspunkt går vi ud fra, at:

• Du enten har målt dit planlagte projektareal op og

fået det nedfældet på et stykke papir, så det ligner en

tegning

• Eller også har du fået udleveret en tegning med angivelse

af et areal og et hus placering, og nu skal du i

gang med at indrette en haveplan. Derfor kan det

være klogt at rette sig efter følgende gode råd

Vedrørende ideindretning af et haveprojekt

Kontakt bygherren og find ud af hans ønsker og indretning

for området samt betingelser for lys, vind og jord.

Skriv først tekst for de forskellige tings placering og tegn

dernæst de første løselige rammer omkring.

5. HAVETEGNING 129


Tegn så det endelige resultat (en ny tegning ind over virvaret

af streger (på et lysbord) og tegn kun det rigtige, så

det ser lidt mere enkelt ud.

Det første forslag skal godkendes af bygherren. Dermed

sikre du dig, at du ikke har misforstået noget.

Når bede, træer, hække, gangstier, terrasser, mure o.s.v. er

tegnet - lav så nogle kopier ekstra til senere nævnte

tegninger (beplantnings- og koteplan o.s.v.). Så sparer du

arbejde.

Hvilken målestok vil du tegne den i? Målestok 1:100

betyder at 1 cm på papiret svarer til 100 cm i virkeligheden.

For at få mål fra virkeligheden omsat til mål på papiret, skal

der altså divideres med 100. Mål på papiret skal ganges

med 100 får at få målet i virkeligheden.

Meget store haveanlæg (skoler o.s.v.) tegnes ofte i 1:500

eller 1:200 på en situationsplan. Til alm gennemsnitshaver

er 1:100 passende, og det er nemt at regne med.

Er det noget med planters placering er 1:100 udmærket

Vi har forskellige typer haveprojektplaner:

1. Opmålingsplan

2. Situationsplan

3. Beplantningsplan

4. Kote- og målplan

5. Detailplan

Ad 1. Opmålingsplan: Plan med de eksisterende mål.

Ad 2. Situationsplan: Plan som viser, hvordan anlægget er

placeret i forhold til omgivelserne. På den kan man for

eksempel se, hvordan man kan køre til og fra arealet.

Med orienterende ideer og planlægning (evt. med lidt

koter).

Ad 3. Beplantningsplan (planteplan): - Her kan man se,

hvor man skal plante hvad og hvor. - Brug symboler for

planternes placering. Områderne inddeles f.eks. i elementer

(se side 140 og frem).

130

5. HAVETEGNING


Til beplantningsplanen laves en planteliste med alle de

latinske navne og måske danske. Et nr. på planen = nr. på

plantelisten. Listen indeholder min. areal-nr., signatur-nr.,

plantenavn, bemærkninger (størrelser o.s.v.), antal og

måske andre oplysningsspalter. Et tip er at bruge små

farvebilleder ud for hver plante.

4. Kote- og målplan: Viser nuværende og nye koter og

kurver. Den viser desuden, hvilke typer af belægning, der

skal være samt hvor bænke, vejskilte, lygtepæle og andet

“udstyr” skal være.

5. Detailplaner: Der udarbejdes detailplaner for

konstruktioner, der har en størrelse, der gør, at de ikke

bliver tydelige på de andre planer, og når man mere tydeligt

vil vise, hvordan man konstruerer den pågældende ting. Her

bruges ofte målestok 1:50 eller 1:20.

Husk altid at tegne en målestoklinial på tegningen.

På en tegning skal der være en nordpil - tegner man ingen,

er nord automatisk opad på tegningen.

På alle typer tegninger skal der i nederste højre hjørne være

et tegningshoved med information om:

• Bygherrens navn

• Type tegning

• Dit (firma) navn

• Dato og evt., revideringsdatoer

• Målestoksforhold

• Tegnings- og sags nr.

Alle tegninger foldes i A4 format (ca. 21 cm × ca. 30 cm)

som landkort (harmonikaprincippet).

Husk foldemærker (gør det efter et stykke A4-papir) og

tegningshovedet skal kunne ses på nederst fremadvendte

side på en foldet tegning.

5. HAVETEGNING 131


Tips til tegningen

Det er en god ide at skravere alle typer huse, så de ikke

forveksles med f.eks. plantebede.

En husmur bør tegnes med en kraftig streg eller væggens

tykkelse direkte aftegnet - gerne med angivelse af vinduer.

Terrasser skal være på mindst 12 m².

En havegang skal være min. 1,25 m bred. Stier kan være

smallere.

En bil kræver en indkørsel/parkering på mindst 3 m i

bredden. Hvis der skal være plads til flere biler, skal der

være mindst 3 m til hver. Belægningen skal naturligvis

dimensioneres, så den kan bærer en bil (fliser ikke under

6,5 cm i tykkelsen).

Faste belægninger benævnes fliser eller matrialeart og

tværskraveres med svag blyant på tegningen - at tegne hver

enkelt flise er både unødvendigt og tidskrævende.

Hække indeholder ofte 4 planter pr. løbende meter.

Der skal være god afstand mellem en klippet hæk og

eventuelle buske op ad denne, så der er plads til, at man kan

komme til at klippe hækken.

Hække og buske må ikke stå så tæt, at de ødelægger

hinandens form.

I et fast hegn vil der ofte være et par meter mellem

stolperne.

Randbede skal danne læ for haven og se godt ud indefra

huset eller fra andet sted i haven. De må gerne bestå af 1-2-

3 rækker med flotte buede linier (cirkelslag).

Fritliggende eller fremstående bede danner overgang,

adskillelse eller skjuler oplevelsen til en skøn spadseretur i

haven.

Bede ved huset forskønner huset, specielt set ude fra vejen,

men er ikke praktiske, når der skal arbejdes på huset (f.eks.

vinduespudsning).

132

5. HAVETEGNING


Buskafstand varierer fra 1 m for små og op til 1,5 m for

store, og træer fra 2-3 m op ti1 4-5 m eller mere.

Ved træers placering er det en god ide at tegne kronediameteren.

Man må gerne kunne se forskel på nåle- og

løvtræer (brug evt. en skabelon eller andet).

Stauder (flerårige urter) og sommerblomster angives i

gruppeområder med nr. eller bogstav. I plantelisten kan

man så se, hvor mange der skal plantes i det pågældende

felt. Afstand = højde × 1/3 (gælder kun ved halvhøje).

Bundplanter angives bare i plantelisten med navn og antal i

det pågældende bed. Afstanden varierer fra 1 stk. pr m² til

10-12 stk. pr. m² - afhængig af, hvordan planten breder sig.

Vandeffekt tegnes som det pågældende vandhul med

aktuelle sten på kanten o.s.v.

Pergola tegnes som om du svævede ovenover i 200 m’s

højde. Man skal kunne ane stolpernes placering, tværliggere

og planterne ovenpå.

Trapper angives med en pil midt på fra første trin forneden

og så opad til øverste trin.

Klinkekant eller det der ligner ved græskant imod en

støttemur (og haveejeren bliver lykkelig med sin

plæneklipper), tegnes ikke – angives højst.

Til enhver ordentlig tegning og planteliste kræves der og

en beskrivelse med opbygnings-oplysninger samt orientering

om havens opbygning (salgstale til bygherren). Måske

vil han/hun også have at vide, hvad haven vil koste.

Tag et kig på afsnittet om symboler og få inspiration til

udførelsen af din havetegning!

Der henvises i øvrigt til ”Normer og vejledning for

anlægsgartnerarbejde”

5. HAVETEGNING 133


En beplantningsplan

134

5. HAVETEGNING


Uddrag af planteliste til beplantningsplanen på forrige side.

5. HAVETEGNING 135


Symboler

Grænser

136

5. HAVETEGNING


Hegn

5. HAVETEGNING 137


Særlige terrænflader

138

5. HAVETEGNING


Terrænhøjder

5. HAVETEGNING 139


Brug af planter

Grønne områder består af forskellige arealtyper, der igen

indeholder forskellige elementer. Tegningen nedenfor viser

de arealtyper, et grønt område kan bestå af.

140

5. HAVETEGNING


Elementer samles i arealtyper. Se figuren herunder.

Arealtype Element

Græs

Træer

Prydplæne

Brugsplæne

Græsflade

Fælledgræs

Sportsplæne

Rabatgræs

Naturgræs

Fritstående træer

Trægrupper

Alléer/Trærækker

Formede træer

Lund

Skov

Eksempler på opdelingen i

arealtyper og elementer.

En komplet oversigt kan

findes i ”Pleje af grønne

områder”

Elementer kan sættes sammen på mange forskellige måder.

Man må først og fremmest beslutte sig for, hvordan

området skal se ud i årene efter plantningen. Skal det være

en have, en park eller et stykke natur?

Hvis det for eksempel skal være en have, bør man vælge en

prydplæne og formede træer og ikke naturgræs og en

skovplantning.

Når man beslutter sig for, hvilke elementer man vil vælge

til et grønt område, skal man både vælge, hvilke planter

man vil så eller plante, og hvor mange penge man vil bruge

på planternes pleje bagefter. Der bør altså være sammenhæng

mellem valg af planter og den efterfølgende pleje af

området.

Valget af planter varierer i forhold til, hvad formålet er med

det grønne anlæg.

5. HAVETEGNING 141


142

5. HAVETEGNING

Anlæg med havepræg.

Anlæg med parkpræg.

Anlæg med naturpræg.


"Pleje af grønne områder" kan

bruges som udgangspunkt, når

en plejeplan skal aftales og

beskrives.

Den er udgivet for at gøre opmærksom

på sammenhængen

mellem anlæg og pleje.

Den kan være en hjælp til at

træffe nogle valg i et konkret

anlæg.

5. HAVETEGNING 143


6. Beskæring

Det kan ikke understreges nok, at en af de vigtigste

discipliner indenfor anlægsgartneri gælder plantekendskab.

En stor mængde af uheldige situationer i forbindelse med

beskæring skyldes mangel på samme.

Hvilke krav stiller planten til vækstvilkår (vindførhed,

jordbund) og hvor skal den placeres (størrelse). Den rette

plante på rette sted. Hvis dette følges, kan man klare sig

med minimum af beskæring.

Jo tidligere man klipper, desto mindre sårflade har man og

jo hurtigere kan planten lukke såret og bruge sin energi på

vækst. Ved afskæring af store grene med efterfølgende store

sårflader kan et træ bruge over 50 % af sin energi på

lukning af samme.

I faglitteraturen er der en del modstridende beskrivelser af,

hvordan beskæring og træpleje skal udføres. Det er som

regel erfarne håndværkere, der beskriver arbejdsmetoder,

men anvisningerne har den mangel, at resultaterne af plejen

ikke er blevet bedømt 10-20 eller 50 år efter, hvad man

retfærdigvis burde gøre.

Fælles for ældre træplejepraksis har været, at man har

opfattet træer som bestående af dødt ved omgivet af levende

vækstlag med bark.

Dette har medført, at mange forskrifter for træpleje har

respekteret vækstlag og kaIlusdanneIse (sårlukning) højt,

mens veddet nærmest er blevet betragtet som tømmer, som

man kan gøre ved, hvad man vil.

Når vi i dag beskærer, gøres det ud fra forholdsvis ny viden

om træets biologi. Denne viden stammer fra amerikaneren

Dr. Alex L. Shigo. Shigo's grundlag har været et forstligt

forskningsprojekt foregået i New Hampshire i USA.

Projektet omfattede såring, opskæring og analyse af 15.000

træer over en 30-årig periode. Som et resultat af denne

forskning er bogen ”A new tree biology” udgivet.

6. BESKÆRING 145


I denne gør Shigo opmærksom på at den grundlæggende

forskel mellem et dyr og et træ er cellevæggen. I træet er

den lavet af cellulose og bindemidler lignin, det giver

cellevæggen stor styrke.

Cellulose er lavet af glukose, og det er derfor svampe kan

danne råd i træ. Svampene fordøjer nemlig glukose og tager

den energi, der er bundet heri. For svampen er et træ et stort

stykke sukker.

Det er derfor vigtigt at fjerne døde dele fra træ. Dødt ved er

en energikilde, hvorfra svampen kan få energi til bedre at

kunne angribe det levende træ.

Som et andet særkende kommer Shigo ind på at træet er en

organisme, som afstøder dele af sig d.v.s. bladene, den ydre

bark, blomster, frø og frugter. Men også de absorberende

urteagtige rødder!

Et tredje særkende er det overvoksende princip. Træer

danner hele tiden nye celler nye steder, på ydersiden af det

eksisterende træ. Dyr er derimod helende, og danner altid

nye celler i de samme positioner.

På træet bliver døde celler overgroet, mens et dyrs døde

celler gendannes. Dette er en vigtig forskel. Kallusdannelse

er altså ikke en heling, men en overgroning af inficeret væv.

Energien til vækst kommer fra solen gennem fotosyntese.

Herved sker der en opsamling af energi i molekyler -

druesukker. Træets næring består af energi + mineraler.

Hvis man vil give træet energi, så pas på bladene.

146

6. BESKÆRING


Planternes vækst

Transportsystemer

Hos mennesket føres den fordøjede føde med blodet rundt i

kroppen.

Hos planterne er næringsstofferne opløst i vand og

transporteres omkring i et omfattende net af meget små rør,

der når fra rodspids til bladspids. I bladene træder de frem

som bladnerver.

Der findes to slags rør, som side om side strækker sig op

gennem planten.

Sivævet leder næringsstoffer dannet i bladene rundt i hele

planten. Om foråret føres oplagrede næringsstoffer fra

rødderne op til de spirende skud.

Vedvævet transporterer vand fra rødderne op i planten.

Bladene er dækkede af små huller kaldet spalteåbninger.

Gennem disse huller fordamper (bliver til luftarten

vanddamp) bladenes vand. Efterhånden som vandet

fordamper, trækkes der mere vand op gennem vedvævet fra

rødderne, ligesom du kan suge vand op gennem et sugerør.

Spalteåbningerne kan åbne og lukke sig. Så de kan lukke

sig, hvis det er meget tørt, og vandtabet ved fordampning

bliver for stort. Hvis det er meget varmt, åbner de sig, så

planten kan afkøles ved at fordampe vand.

Vedvævets rør er hårde og træagtige. De hjælper med til at

stive stænglen af og holde bladene udbredt, så de kan

opfange sollyset.

6. BESKÆRING 147


148

6. BESKÆRING


Fotosyntesen

Bladene indfanger sollysets energi og bruger den i

forbindelse med væksten. Bladets grønne farve stammer fra

et farvestof kaldet klorofyl eller bladgrønt. Klorofylet

findes i nogle særlige små legemer, grønkorn, og det

opfanger lys og bruger lysets energi til at danne

næringsstoffer.

Bladets overflade er dækket med næsten usynlige

spalteåbninger, hvor luften kan trænge ind. Rødderne

forsyner bladene med vand og mineraler frajorden. Bladet

bruger sollysets energi til at forene luftarten kuldioxid fra

luften med vand fra jorden til et simpelt sukkerstof, der

hedder glukose.

Denne proces kaldes fotosyntese, hvilket betyder ”at forene

ved hjælp af lys”. Herefter kan glukosen ændres til andre

stoffer, for eksempel stivelse, fedtstoffer og cellulose. Den

kan også forbindes med mineraler så som nitrater og

fosfater og danne proteiner og aminosyrer.

6. BESKÆRING 149


Beskæringsteknik

1. Snittet er for langt fra knoppen. Der dannes en tap

2. Snittet ligger for tæt på knoppen. Der er risiko for, at

knoppen fryser eller tørre ud

3. Korrekt snit

Dannelse af ny top.

150

6. BESKÆRING


Buske

Blomstrer på årsskud

Beskæres efter vinteren. Skæres tilbage til

frisk ved. Tåler ret hård beskæring.

Eks. Buddleia davidii (sommerfuglebusk),

Caryopteris.

Blomstrer tidligt forår på 1. års skud

Beskæres umiddelbart efter blomstring.

Ældre og blomstrende skud

udtyndes/fjernes helt.

Eks. Tidlige Spiraea (spiræa), Forsythia

(vårguld).

Blomstrer sent på foråret og først

på sommeren på 1. års skud

Beskæres om vinteren. Ældre og svage skud fjernes.

Eks. Philadelphus (pibeved).

Fra: Kompendium i beskæring.

L. Gustavson og K. Nelson.

6. BESKÆRING 151


Blomstrende på 2. års skud

Beskæres om vinteren.

2. års skud skæres helt bort.

Eks. Rubus.

Vild- og rodskudsdannende

Beskæres om vinteren.

Rodskud fjernes, hvis man vil hindre busken

i at brede sig. Vildskud fjernes for at beholde

arten.

Eks. Sorbaria (tusindtop), visse Prunus,

Syringa (syren) og Viburnum.

Langsomtvoksende buske

Beskæres om vinteren. Der foretages

kun udtynding eller indkortning

af for lange grene.

Eks. Visse Berberis (berberis) og

Cotoneaster (dværgmispel).

Fra: Kompendium i beskæring.

L. Gustavson og K. Nielson.

152

6. BESKÆRING


Hække

Hække af træer skal ikke topklippes, før de

er oppe i den ønskede højde. Hække af buske

kan topklippes tidligere, hvis man ønsker

øget forgrening

Fritvoksende hække, som ikke skal

formes. Beskæres på samme måde som

buske.

Eks. Spiraea (spiræa), Berberis

(berberis) m.v..

Fra: Baume und Straucher im Garten.

Hansen/Stahl.

6. BESKÆRING 153


Stedsegrønne

Princippet ved beskæring af stedsegrønne er, at man

gemmer snittet ved en forgrening eller tager hele grenen

bort.

Eks. Pinus mugo (bjergfyr) kan holdes nede og holdes tætte

ved at klippe halvdelen eller mere af årsskuddene om

foråret, medens de endnu er bløde.

Roser

154

Pinus mugo

Før beskæring Efter beskæring

Okulerede/podede roser:

A-kvalitet: Minimum 3 kraftige grene, hvor-

af mindst 2 udgår fra pode/okkulationsstedet

og den tredje udgår højst 5 cm derfra.

B-kvalitet Minimum 2 kraftige grene der udgår

fra pode/okkulationsstedet.

.

6. BESKÆRING


Vildskud skal fjernes.

De kan bl.a. kendes på, at bladet har

mere end 5 småblade på hvert blad.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan snittet lægges ved

beskæring.

a. Snittet ligger for højt over øverste knop.

b. Snittet er for nær knoppen.

c. Snittet er for langt.

d. ”Flosset” -urent snit.

e. Det rigtige snit.

1. Let beskæring, 2. hård beskæring og 3. hård beskæring.

6. BESKÆRING 155


Træer

Nomenklatur

1. Topskud. Ledende skud på gennem-

gående stamme.

2. Ledeskud. Ledende skud på gren.

3. Konkurrerende skud. Sidder nærmest

under topskud eller ledeskud.

4. Gren.

5. Sidegren.

6. Vanskud.

7. Grenvinkel. Stump. En stump grenvinkel

er stærk.

8. Grenvinkel. Spids. En spids grenvinkel er et

svagt punkt. Grenen i en sådan vinkel flækker let.

9. Rodskud. Fremkommer fra knopper på roden.

Når man taler om træpleje, kan man dele det i to store

grupper: Det nyplantede træ og det større træ.

Den første grupper er den nemmeste at gøre noget ved, men

desværre venter man oftest så længe, at træet bliver for

stort, og der derved sker meget store skader på træerne.

Skal træpleje i fremtiden være noget værd bør man derfor

starte med at se på trækvalitet ved plantningen.

Allétræer

Kvalitet

Træerne skal have gennemgående topskud. Dette er meget

vigtigt for den efterfølgende opstamning. Lastbiler er op til

fire meter høje.

Træerne må ikke have for spidse grenvinkler, da de derved

nemt kan komme til at flække i en storm. Dette kan man

dog nemt gøre noget ved i opbygningsfasen, (hvis man

ellers er ude og kikke træerne igennem hvert år).

156

6. BESKÆRING


Stammen skal være så lige, som det må forventes af arten.

Den skal være formet som en kegle, (derved bliver

stammen stærkere). Det er den ikke altid, hvis træerne har

været stammet for hurtigt op, så bliver det nederste stykke

ikke tykt nok. Stammen skal ligeledes være fri for sår og

revnedannelser.

Det ville være langt det bedste om der var sidegrene, langt

ned på stammen. Dog må det altid være et krav at mindst

halvdelen af bladene skal være, i den nederste totrediedel af

træets højde.

Forkert. Rigtigt.

Rodmassen skal være så stor som mulig, med mange tynde

rødder. Træet skal være omplantet flere gange.

Pleje

Desværre går det oftest sådan, at man efter

plantningen glemmer træerne.

Man brugte jo den rigtige kvalitet, de må

jo være så gode, at de kan klare sig selv, det

kan de jo i naturen. Men langs vore gader

og veje, er der ikke noget naturligt miljø.

Det er meget svært at rette op på

skader, hvis man intet har gjort de

første år. Man har fået træer med

konkurrerende topskud og mange

spidse grenvinkler.

6. BESKÆRING 157


Måske har man endda glemt at fjerne opbindingspælene.

Pælene er ikke sat der for at støtte træet i mange år. De skal

derimod fjernes så tidligt som muligt, så snart træet er

vokset fast (senest efter tre år).

Så snart pælene er fjernet kan træet sveje, og derved

opbygger det støtte i stammen.

Hvis man derimod har glemt det, begynder opbindingsmaterialet

at snære i træet og så bliver det tykkere oven

over opbindingen. Saftstrømmen bliver hæmmet, og meget

af sukkerstofferne vil omdannes til vedstof. Dette punkt

bliver meget svagt og knækker ofte i en storm. Hvis det

ikke knækker, vil stammen dog til sidst blive kvalt.

Samtidig vil træet prøve at sætte en gren ud neden under

opbindingen, sådan at træet prøver at danne en helt ny

krone. Disse træer vil aldrig kunne bruges til vejtræer.

De første 5-6 år

Før man begynder at skære i træerne, må man gøre sig klart

hvad man vil med dem. For vejtræers vedkommende må

man sikre sig, at de kan stammes op, samt at de får få eller

ingen spidse grenvinkler.

Før plantningen: Reducer sidegrene, så topskudskonkurrence

undgås. Klip sidegrenene så kronen bliver

kegleformet. Rør aldrig topskuddet.

KLIP INGEN GRENE IND TIL BASIS. OPSTAM

ALDRIG.

Det er vigtigt at lade være med at fjerne grene ved

plantningen, fordi træet er svækket nok i forvejen. Træet

skal først gro fast og være i god vækst, før det tåler en ny

svækkelse, der kræver ekstra energi fra plantens side.

1.-2. år efter plantning: Når træet er komme i god vækst,

ca. 2 år efter plantningen, bør man igen reducere i sidegrenene.

Man kan også så småt begynde en opstamning.

Samtidig kan man indkorte de sidegrene, der skal væk

senere, så meget af deres vækst hæmmes (skygges væk) og

derved ikke vokser så meget i tykkelsen.

158

6. BESKÆRING

Det er af største vigtighed

at man plejer træerne i de

første 5-6 år.


Når der stammes op, skær da aldrig to sidegrene væk lige

over hinanden, vent med den ene til næste år.

Skær aldrig helt ind til stammen (dødemandssnit). Såret vil

da sjældent blive overvokset og der vil komme efterfølgende

frostsprængninger.

Der vil som regel på de nederste grene, samt de grene der

har været reduceret kraftigt de forudgående år, være dannet

en krave, hvor stamme og gren mødes. Man lægger snittet

uden for denne krave, så snittet blive mindst mulig.

Husk i vækstperioden vanding og gødning, evt. organisk

gødning.

3-? år efter plantningen: Man fortsætter med denne behandling,

indtil stammen har fået den rette højde. Samtidig

sikrer man sig, at der stadig er balance i træet (mindst

halvdelen af løvmassen på de nederste 2/3 af træet).

Ved at vedligeholde på denne måde undgås det at bruge det

store værktøj. Det kan sagtens udføres med en håndsaks

eller en lille sav.

Det færdige allétræ kræver ikke så meget pleje. Fra nu af

skal træet kun efterses for døde og knækkede grene, samt

krydsende grene, evt. spidse grenvinkler. Husk dog vand og

gødning.

6. BESKÆRING 159


Trækirurgi

Gamle træer kan godt holdes i live i en lang årrække, hvis

de behandles rigtigt.

Gamle træer har ofte national, historisk og lokal betydning,

og kan derfor have stor bevaringsværdi. Det er dog vigtigt

at undersøge gennem stammeprøver og tilvækstmålinger

om træet har reelle overlevelsesmuligheder.

Det er fundamentalt vigtigt at erkende, at et træ ikke lever

evigt. Træpleje og trækirurgi har til formål at forlænge

træets liv. Men vi bør forstå den enkle natur, at træer lever,

og at træer dør. Det er vanskeligt, men vigtigt at vide,

hvornår livskraften begynder at ebbe ud, og når en

træplejeindsats er tåbelig.

Det tidspunkt kommer, hvor et træ bør have lov til at dø i

skønhed. Plant et nyt ved siden at, så kontinuiteten af lig og

skønhed er ubrudt.

Træet bør ikke bevares for enhver pris.

Er det stærkt svækket bør det slet og ret fældes - specielt,

hvis det er til fare for sine omgivelser. Og et nyt træ plantes.

Der er flere opfattelser omkring træpleje, som synes at

udskille sig i en tysk og en amerikansk opfattelse. Den

tyske (Maurer) opfattelse går kort og godt ud på følgende:

• Sår og huller åbnes

• Sygt ved bortskæres til frisk ved

• Huller åbnes og stabiliseres med en tværgående bolt

• Der plomberes ikke, men sårfladen males med

svampedræbende maling

Behandlingen er ret ens for alle træarter i alle aldre. Den er

meget kostbar og har været brugt meget i Danmark.

Princippet var, at luft og lys er rådsvampens værste fjende.

Det viste sig bare, at metoden ikke forlænger træets liv,

måske endda tværtimod.

Den amerikanske (Shigo) opfattelse er baseret på

videnskabelige undersøgelser:

160

6. BESKÆRING


• Når et træ såres, dannes der ved en kemisk reaktion

en beskyttende zone bag såret

• De mikroskopiske primærsvampe og bakterier

angriber godt nok i såret, men bekæmpes af træet

selv (infektionsresistensen). Hvorvidt en eventuel

bekæmpelse lykkes afhænger af træets livskraft - før

og efter beskadigelsen er indtruffet

• Det livskraftige træ, som lever under gode

vækstbetingelser, kan selv klare en skade og

overvokse et sår

• Alle former for træpleje er især relevant, hvis træet

styrkes gennem forbedrede vækstvilkår

De amerikanske undersøgelser fastslår, at det nye ved, som

dannes efter beskadigelsen, næsten aldrig angribes af

svampe.

Det nok så vigtigste i den Amerikanske forskning er, at der

er meget stor forskel på, hvorledes de forskellige slægter og

arter angribes af svampe og råd. Men der kan også være

stor forskel på angrebene inden for samme art af de enkelte

planter.

1. 2.

1: Træart med et stærkt naturligt forsvarssystem. Svampen trænger kun ind i grenens ved. Dette er en god

proces. Det får grenstumpen til at forsvinde samtidig med, at svampen ikke kan trænge ind i træets ved.

Sådanne træer prøver man på at finde, så man kan opformere dem.

2: Træets forsvarssystemer bryder hurtigt sammen, og svampen trænger ind i stammens ved. Disse træer er

ikke værd at opformere til gade og alletræer.

Træer har nogle stærke forsvarszoner, i årringene (især de

der er dannet efter en skade ved evt. forkert beskæring)

samt der, hvor grenved og stammeved mødes. Så hvis træet

har gode forsvarsegenskaber, og man beskærer korrekt, sker

der sjældent noget ved det.

6. BESKÆRING 161


Barkskader

Barkskader er det værste træer kan få. Der vil svampen

nemmere kunne løbe op og ned med årringene. Kun stærke

træer er i stand til at standse mange af den slags skader.

Sårmaling

Sårmaling er blevet meget brugt, men man har aldrig

kunnet påvise, at det har haft en gavnlig effekt.

Nogle gange har det endda vist sig at være skadeligt (og i

bedste fald uden virkning). Man kan derfor ikke anbefale

sårmaling længere.

Beskæring

Der findes tre typer trækroner, man skal beskære efter:

162

1. Det sædvanlige fritvoksende træ uden egentlige

topkud. Dette bør anvendes, hvor der er plads til fri

kroneudvikling, og hvor der ikke senere stilles krav

om opstamning af hensyn til trafik eller lystilgang

under kronen.

Beskæringen indskrænker sig til at fjerne krydsende

grene og grene med særlig spidse grenvinkler. Man

bør beskære sådan, at hovedgrenene udvikler sig til

nogenlunde samme tykkelse.

Langt de fleste frøformerede løvtræer udvikler sig

således, når de står frit.

2. Det klippede træ. Ingen særlige kommentarer hertil -

det er dog vigtigt at begynde beskæringen tidligt for

at forberede træet på sin form og funktion.

3. Gade- og vejtræet med gennemgående topskud.

Træer, der står ved gader, veje og pladser skal kunne

opstammes. Det er derfor vigtigt, at træet har et

gennemgående topskud, fordi det så kan opstammes

gradvist uden, at skønhedsværdien ødelægges.

Til disse formål skal man derfor altid ved ordreafgivelse

til planteskolen sikre sig, at træerne er med

gennemgående topskud.

Ønsker man at ændre et solitærtræ til et træ med

6. BESKÆRING

Barkskade.


gennemgående topskud skal man gradvist reducere

de grene, som konkurrerer med det mest centralt

stillede skud.

Større grene

Man må ikke skære grenen af i ét snit, fordi grenen flækker

nederst, og barken flåes af.

Sav i alfabetisk orden som angivet på figuren nedenfor. Der

saves udefra og ind. På denne måde hindres, at grenen

flækker.

6. BESKÆRING 163


Denne tegning viser de naturlige steder for korrekt beskæring. Skær aldrig bag delelinien A - X, og efterlad

aldrig en stub. Læg det sidste snit fra A til B. Når beskæring foretages med en motorsav, så skær, hvis det er

muligt (sikkerheden kommer først) opad fra B til A.

Ekstreme vækstforhold

Jorden over rødder på træer i byen bliver ofte dækket med

asfalt eller belægninger. Luft, vand og næring får dårlig

eller slet ingen adgang. Træets vækst nedsættes eller

stoppes helt, og det bliver mere modtageligt for sygdomme.

Det er da nødvendigt med nedboring af udluftningselementer,

punktgødskning eller trykvanding for at kompensere

for det tab, træet lider og samtidig genskabe de vækstvilkår

(til en vis grad), som træet egentlig var tænkt til at

leve under.

164

6. BESKÆRING

Når beskæring bliver udført korrekt,

dannes på en vækstsæson en

cirkel af sund kallus hele vejen

rundt om beskæringsstedet.

Kallus dannes oven over og neden

under et sår, når kambiet forbliver

levende.


Luftning af jorden

Årsagen til at træer ofte trives dårligt i byen kan som nævnt

være dårligt luftskifte, og nedboring af udluftningselementer

anvendes i stigende udstrækning.

Man kan vande med gødningsholdigt vand gennem elementerne

selv om det kun dækker begrænsede mængder af

træets forbrug.

Plastdrænrør i en 30 cm × 30 cm singelskasse til ca. 80 cm

dybde er også en god løsning. (Husk iøvrigt det spiralsnoede

drænrør omkring roden i forbindelse med

nyplantning af træer i byen).

Trykvanding er nyt i Skandinavien, men helt elementært i

U.S.A., hvor man skønner, at halvdelen af alle gadetræer

vandes og gødskes jævnligt gennem trykvanding.

Ved et tryk som stiger fra 0- 25 atm. presses spyddet ca. 60

cm ned i jorden (kan presses manuelt eller mekanisk i

jorden).

Punktgødskning

Punktgødskning er den mest effektive gødningsmetode for

træer, som står i græs eller langs gader.

Der bores 5 cm huller i ca. 60 cm dybde i cirkler med ca.

120 cm afstand og 120 cm afstand mellem hullerne.

Langtidsvirkende gødning anbringes i hullerne.

Denne behandling er gunstig overfor alle bytræer. Særlig

påkrævet er den for:

• Ældre træer som har levet i have-, skov- eller parklignende

tilstand, og som inddrages i et moderne

anlæg med f.eks. græsplæner. Græsset sluger næsten

hele den naturlige og kunstige næringstilførsel. Den

nedborede gødning kommer kun træets rødder til

gavn

• Træer som vokser i gaderabatter, fordi de ingen

naturlig tilførsel har af næringsstoffer, og fordi en

udstrøning af kunstgødning på overfladen ender i

kloakken

6. BESKÆRING 165


Som det gælder for mennesker gælder det også for træer, at

det er bedre at ”forebygge” end at forsøge at helbrede. Forebyggende

arbejde er sikrest og bedst.

Mindst hvert 3 -5 år bør træer kontrolleres og eventuelt

behandles; først og fremmest ved at give de træer, man har

ansvaret for, de nødvendige livsbetingelser.

Ved at gødske, og om nødvendigt vande og lufte, samt i tide

beskære træer i den form og efter det formål, som er

ønskeligt ... Ja, så er meget opnået.

Pleje og værn om gamle træer

Et træ er skønnest, når det har sit naturlige udseende. Dvs.

at det skal have:

• Rod

• Stamme

• Hovedgren

• Gren

• Kvist

• Knop

Vi skal ikke glemme, at de træer, vi har med at gøre, har

betydning for miljøet i dag og i fremtiden.

De skal først og fremmest være til forskønnelse, men og

tjene andre funktioner, så som luftfiltrering, støvsamlere,

vindabsorberende, støjdæmpende og meget mere.

Vi skal lære at vedligeholde og pleje disse træer.

Vi må ikke sammenligne dem med træet i naturen, som i

kraft af, at det lever under gunstige vækstbetingelser som

regel er i nærings- og vækstbalance. Det er selv i stand til at

klare sine helbredsmæssige problemer og behøver ikke

hjælp for at bevare sin sundhed.

Træer i udbygningsområder og byer udsættes ofte for

ændringer af læ, grundvandstand, overfladekomprimering

og belægninger m.m., og er derfor ikke i naturlig selvregulerende

balance, men har behov for tilsyn og træpleje.

166

6. BESKÆRING


Beskæring af det sunde ældre træ

Døde og døende grene, krydsede grene og særlig spidsvinklede

grene fjernes, fordi de senere vil være særlig udsatte

for at briste.

Træet skal kontrolleres hvert 3. -5. år og eventuelle mangler

udbedres. Træet skal til enhver tid være sikkert at færdes

under i alle vejrforhold.

Skal det sunde træ reduceres, så skal der være en levende

gren højere end afskæringsstedet til at sikre dannelsen af

den kallus, som skal lukke såret.

Beskæring af træer bare for at sikre vinterbeskæftigelse er

vel en saga blot.

Forringes et træs fysiske vækstvilkår, sænkes sundhedstilstanden;

væksten aftager eller stopper og sårhelingsevnen

nedsættes.

Årsager hertil kan være:

• Afskæring af større rødder

Jordkomprimering i rodzonen

• Lukning af jordoverfladen

• Grundvandshævning

• Grundvandssænkning

• Forurening

• Næringsmangel

• Vandmangel

Forringelsen sænker træets modstandskraft mod parasitter.

Det er ikke muligt at ændre på vækstvilkårene uden, at træet

reagerer herpå. Forringelsen af de fysiske vækstvilkår ses

først på kronen. Den dør mere eller mindre tilbage og skal

beskæres til en form, som er naturlig for arten.

At beskære et toptørt træ kan være en ganske omfattende

opgave. Som tommelfingerregel gælder, at grenene skæres

0,5- 1,0 m tilbage i levende ved.

6. BESKÆRING 167


Tilbageskæring - topning - afkortning af stamme

Tilbageskæring af alléer til 10- 14 m højde?

Beskæringshøjden synes ikke altid at være valgt ud fra

fysiologiske hensyn, men måske snarere efter, hvor langt

stigen kunne nå.

Undertiden kaldes det foryngende beskæring - men er

snarere i hvert fald i nogle tilfælde dødelig beskæring, fordi

træerne toppes uden, at der er bladbærende grene over

kapningsstedet til at producere kallus.

Der dannes godt nok ”bark” på eller tæt ved afskæringsstedet,

men ofte er det ikke nok til at lukke såret, før råd har

angrebet og er trængt ned gennem stammen, og 10 år efter

er stammen måske som et kakkelovnsrør.

Hvordan vedligeholdes så disse ofte fredede alléer? En ide

var måske at beskære grenene kraftigt fra ydersiden, så der

dannes så mange nye små grene som muligt. Alléen vil så

efterhånden få karakter som stammehæk (som man i

barokken egentlig også havde forestillet sig alleerne).

Beskyttelse af træer på byggepladser

Vedformede og sunde træer er næsten altid en ubetinget

fordel at kunne bevare efter byggeriet, men træer dør ofte

på byggepladsen inden eller under byggeriet, fordi man

tager for lidt hensyn til dem.

Det er stor forskel i træernes evne til at modstå ændringer,

men der er ingen helt faste regler.

Fagus (bøg), Betula (birk) og Picea (gran) har vanskeligt

ved at klare ændringer, medens lind og fyr klarer det bedre.

Planlæggere må lære, at et træ på en tegning bør angives

med kronens dryplinie og ikke kun en prik, som markerer

kronens position.

De træer, som skal blive tilbage, når byggeriet er overstået,

skal afskærmes og beskyttes.

168

6. BESKÆRING


Arbejdes der over eller i rodzonen, sker der en svækkelse af

træet. Afskærmningen skal være stærk og effektiv og dække

hele området under dryplinien/hele rodzonen.

Endvidere bør døde og døende grene fjernes og evt. træpleje

iværksættes i så god tid inden byggeriet igangsættes,

at sårhelingsprocessen kan starte medens træet har gunstige

livsbetingelser.

Træet skal beskyttes med et kraftigt hegn. Informer

grundigt om, hvordan og hvorfor man ønsker træet bevaret.

Der bør sikkert fastsættes store bøder for evt. overtrædelser

og dermed ødelagte træer hos forskellige entreprenører.

Opfyldning

Opfyldning medfører ofte træets død, fordi rødderne kvæles

pga. ændringer i luftskiftet.

Det er vanskeligt at angive generelle regler for opfyldninger

omkring træer - ud over, at man i videst muligt omfang skal

hindre sådanne opfyldninger - i hvert fald over 10- 20 cm.

Man kan ikke forvente at få

en arkitektonisk perfekt

park eller have og samtidig

bevare eksisterende træer

pæne og sunde uden, at

der tages meget store

hensyn til de gamle træer

6. BESKÆRING 169


7. Gødskning

Der er to grundlæggende forskellige måder at gøde på,

grundgødskning og vedligeholdelsesgødskning.

Grundgødskning er på sigt at gøde jorden op til det baggrundsniveau,

som de planter man dyrker trives bedst ved,

mens vedligeholdelsesgødskning er løbende at erstatte de

næringsstoffer som planterne fjerner.

Hvis man ønsker et optimalt gødet anlæg, skal man altså

både sørge for, at jorden er grundgødet op til passende

værdier og løbende erstatte den næring planterne forbruger.

Grundstoffer

Grundstoffer i planterne

Makronæringsstoffer Mikronæringsstoffer

C = Kulstof (Carbon)

H = Brint (Hydrogen

O = Ilt (Oxygen)

N = Kvælstof (Nitrogen)

P = Fosfor (Phosphor)

K = Kalium

Ca = Calcium

S = Svovl

Mg = Magnesium

Mn = Mangan

Fe = Jern (Ferrum)

Zn = Zink

Al = Aluminium

Cu = Kobber

B = Bor

Na = Natrium

Cl = Klor

Co = Kobolt

Si = Silicium

Mo = Molybdæn

De første 3 makronæringsstoffer C, H og O gøder man ikke

med, da de altid er til stede i rigelige mængder. Undtagelsen

er dog i væksthuse, hvor man kan tilføre C i form af CO2

for at fremme fotosyntesen.

7. GØDSKNING 171


Det Periodiske System

172

7. GØDSKNING


Gødskningeksempler

En gødningsplan må naturligvis altid tage udgangspunkt i

en analyse/vurdering af hensigten med/brugen af det

pågældende areal. Adskillige forholdsvis ekstensivt drevne

grønne områder kan oftest leve op til sit formål uden nogen

form for gødningstilførsel.

Mere intensivt drevne områder, -f.eks. boldbaner og finere

have/parkmæssige plantninger vil dog ofte have behov for

en eller anden form for gødningstilførsel for at etablere

sig/udvikle sig efter formålet. I så fald må en eventuel

gødningsplan tage udgangspunkt i en egentlig jordbundsanalyse.

I det følgende er der skitseret et par gødningsplaner:

Situation 1: Intensivt benyttet boldbaneområde

Banerne er kalktrængende, og der mangler magnesium og

fosfor, mens kalium er i orden. Jordens tekstur er absolut

udmærket. Banerne fremtræder iøvrigt med en ret ujævn

overflade, nedslidte målfelter og slidte partier omkring

midten af banen.

Banerne vil kunne opnå en acceptabel standard gennem

følgende plejeaktiviteter:

Tilførsel af 50 kg triplesuperfosfat (P) pr. 100 m² og 20 kg

dolomitkalk på samme areal i sommerferieperioden (hvis

banerne får fred i denne tid).

Samme tilførsel af triplesuperfosfat og dolomitkalk til

vinter.

7. GØDSKNING 173


Udbedring af nedslidte partier gennem oprivning, eftersåning

og topdressing. Let topdressing for udjævning af de

værste ujævnheder.

De nysåede felter bør have fred under fremspiringen -

alternativt må der i de slidte felter lægges færdig græstørv.

Iøvrigt må det pointeres, at såfremt man hyppigt flytter

målene sidevers og gerne lidt frem og tilbage på banen vil

det være muligt, at hindre lignende nedslidninger fremover.

Fremover kan passende gødskes med 5 kg pr. 100 m² NPK

15:5:12 i maj og i september samt 5 kg pr. 100 m²

kalkammonsalpeter 1. august.

Situation 2: Traditionel bypark

Jorden er sandet og ret humusfattig. Det meste af parken må

hvile på sandunderlag - gammel klit - jorden har således

ikke særlig stor vandholdende/vandsugende evne. Vanding i

tørre perioder i hvert fald i etableringsfasen må anbefales.

Reaktionstallet (pH) er i underkanten selv til Rhododendron

- skal helst være lidt over 5 for at få en rimelig udnyttelse af

næringsstofferne.

Der er tilstrækkeligt med fosfor, mangan og kobber i

jorden. Kalium og magnesium ligger i underkanten. Klorid-

tallet er ikke for stort, medens borindholdet vil være meget

lavt i så sur en jord.

174

7. GØDSKNING


Vil anbefale opblanding af 10-12 cm godt formuldet bark til

arealer, hvor der skal være Rhodondendron samt 15 kg pr.

100 m² pulveriseret jordbrugskalk til areal 2, 3 og 4.

Afhængig af barkens formuldingsgrad må der løbende i

vækstsæsonen tilføres lidt ekstra kvælstof (ialt 3-6 kg pr.

100 m² kalkammonsalpeter fordelt på ca. 3 udstrøninger).

Barken vil desuden forbedre jordens vandholdende evne

væsentligt.

Som alternativ til barktilførsel må tilføres 3 kg svovlsur kali

pr. 100 m² og 20 kg dolomitkalk pr. 100 m², men normalt

vil man foretrække løsningen med barktilførsel.

Der vil være stor udvaskning på denne jord, og man bør

derfor foretage kontrolanalyser allerede til efteråret og til

næste forår.

7. GØDSKNING 175


176

7. GØDSKNING


8. Pleje af grønne områder

Danmark ligger i en region med gode klimatiske og jordbundsmæssige

forudsætninger for en frodig plantevækst.

Ikke desto mindre har man de seneste tiår oplevet en

væsentlig forringelse af vore fysiske omgivelser, specielt i

nye urbaniserede områder - en forringelse, der ofte er blevet

kædet sammen med den accelererende tekniske udvikling

inden for byggeri og anlæg, men som også skal ses i

relation til den pleje, der bliver de nye grønne områder til

del.

Især i vore nye byområder skal man desværre ikke bevæge

sig langt omkring for at finde talrige eksempler på en uhørt

dårlig vedligeholdelsesstandard, forårsaget af enten helt

manglende - eller misforstået pleje.

Forbrugeren får altså et anlæg, der kun i ringe grad opfylder

dennes rimelige krav og forventninger.

For, at et menneske kan trives (godt), skal man daglig have

mulighed for at færdes blandt frodige træer og buske - for at

træer og buske kan trives, kræver de pleje og vedligeholdelse.

Selvom det danske klima og den danske jordbund normalt

befordrer stor naturlig frodighed, må man gøre sig klart, at

selv den mest ekstensive plantning kræver en vis form for

pleje for at kunne opfylde sit formål.

Hvis man gjorde det tankeeksperiment, at man lod hele

Danmarks jord ligge fuldstændig uberørt hen, ville langt

den overvejende del af landet i løbet af få årtier være

dækket af ufremkommelig ”urskov”.

En plante er et levende væsen, og som alt andet levende har

den en række vækstfaktorer, der skal opfyldes.

I ”naturen” sår planterne sig selv, og hvis vækstbetingelserne

- lys, luft, vand, næring - tilfredsstilles i rimeligt

omfang, gror den nye plante - i modsat fald dør den.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 177


Anlæggets faser

Når man planlægger en ny beplantning, har man på forhånd

bestræbt sig på at tilvejebringe rimelige vækstbetingelser

for planterne gennem jordbehandling, gødskning m.v. og

man vælger de plantearter, der kan opfylde den sum af krav,

man stiller til beplantningen:

• Arkitektoniske

• Æstetiske

• Tekniske

• Økologiske

Den samme planteart kan som regel opfylde flere forskellige

formål, hvis plejen vel at mærke indrettes derefter.

Det er derfor altid nødvendigt at anskue plejen af en given

beplantning i meget nøje sammenhæng med formålet og

ideen i beplantningen. Herved skulle man kunne undgå en

stor del af de misforståelser, der ellers opstår i plejespørgsmål,

for eksempel:

• Manglende ukrudtsbekæmpelse vil medføre

manglende vækst af planterne, og i værste fald få

dem til at bukke under allerede i etableringsfasen

• Manglende beskæring af prydbuske vil medføre

nedsat blomstring og, at buskenes levealder nedsættes

• Et bøgepur som ikke bliver beskåret i toppen når det

har nået den ønskede højde, vil udvikle sig til en skov

af høje tynde bøgetræer, som ikke har nogen værdi

som grønt element

Et nyetableret grønt område er derfor ikke færdigt den dag

det er afleveret til kunden, ethvert element i en beplantning

er tiltænkt at udvikle sig mod et bestemt mål, at fastholdes i

dette mål i så lang tid som muligt, for til sidst at dø af ælde.

Derfor deler man ofte en beplantnings livsforløb op i tre

faser:

• Etableringsfasen

• Funktionsfasen

• Henfaldsfasen

178

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Kvalitet

Etableringsfasen.

Funktionsfasen.

Etableringsfasen

Anlæg i etableringsfasen.

Henfaldsfasen.

Tid

Ethvert beplantningselement, starter med en etableringsfase.

Det er i denne fase, at elementet udvikler sig mod det mål,

som blev fastlagt ved projekteringen.

Etableringsfasen kan vare dage, måneder eller år afhængig

af, hvilket element der er tale om.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 179


Et par eksempler:

180

• En krukke med sommerblomster, som skal blomstre i

en lang periode, har en meget kort etableringsfase,

idet de ofte blomstrer allerede ved udplantningen, og

dermed allerede fra starten lever op til det fastsatte

mål

• En ligusterhæk har en noget længere etableringsfase.

Der går normalt nogle år fra hækken er plantet og til,

den når det fastsatte mål, som ofte er noget med, at

den skal være tæt, give læ, skabe rum og i øvrigt have

en fastlagt højde og bredde

• Et fritstående træs etableringsfase er også oftest en

længere årrække. Det fritstående træ skal ofte være

karaktergivende i sin sammenhæng. Her er det derfor

lidt mere uklart, hvornår man kan betragte

etableringsfasen som afsluttet, men et mål kan ofte

være, at træets etableringsfase er afsluttet, når det har

opnået sin naturlige årlige tilvækst

I beplantningselementernes etableringsfase vil de dominerende

plejeopgaver være ukrudtsbekæmpelse, vanding og

gødskning. Tilsammen skal plejeopgaverne sikre, at de

enkelte planter vokser fast på stedet, og får etableret et

rodnet af tilstrækkelig størrelse.

Afhængig af hvilke beplantningselementer der er tale om,

kan der naturligvis også i mindre omfang forekomme andre

plejeopgaver.

Funktionsfasen

Når beplantningselementet har gennemlevet sin etableringsfase

træder det ind i funktionsfasen. I funktionsfasen skal

elementet leve op til de formål (funktioner), som det var

tiltænkt ved projekteringen.

Det er altså her brugerne af anlægget skal få de oplevelser,

som var tænkt ind i anlægget fra starten. F.eks. skal roser og

stauder blomstre, frugttræer bære frugt, læplantninger give

læ, hækplantninger danne rum, og det fritstående træ give

karakter.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Anlæg i funktionsfasen.

Plejeopgaverne i funktionsfasen tager udgangspunkt i, at

fastholde elementernes funktion i så lang tid som muligt.

For de fleste beplantningselementers vedkommende vil de

vigtigste plejeopgaver være andre end i etableringsfasen.

Ukrudtsbekæmpelse vil ofte stadig være nødvendigt, men i

funktionsfasen kan planterne langt bedre klare konkurrence

fra ukrudt, og man fjerner det nu mere af hensyn til

elementets udseende, som ofte vil forstyrres af uønskede

planter.

Behovet for vand og gødning vil normalt også være

væsentligt lavere end i etableringsfasen.

I funktionsfasen vil en vigtig plejeopgave ofte være

beskæring, f.eks. for at holde blomstrende prydbuske unge

ved hjælp af bortskæring af de ældste grene med regelmæssige

mellemrum, for at sikre sig, at der ikke opstår

spidse grenvinkler med indvokset bark på det fritstående

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 181


træ, eller klipning af hækken for at fastholde dens form og

funktion.

Henfaldsfasen

Elmetræ i henfaldsfasen. Her på grund af elmesyge.

Beplantningselementet træder ind i henfaldsfasen, når man

ikke længere kan fastholde dets funktion. Planterne

begynder simpelt hen at gå til af ælde, og man må overveje

at rydde og erstatte med nyt.

En vigtig plejeopgave i henfaldsfasen er f.eks. at sikre, at

træer ikke bliver farlige. Store grenpartier som er ved at dø,

kan pludselig løsne sig og falde ned. Det er derfor vigtigt, at

disse bliver fjernet i tide.

Plejeplanlægning trin for trin

Danske Anlægsgartnere har udgivet hæftet ”Pleje af grønne

områder”. Med udgangspunkt i dette hæfte angives i det

følgende en beskrivelse af arbejdsprocessen ved plejeplanlægning.

182

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Trin 1: Del området op i elementer

Du kan se en oversigt over, hvilke elementer

beplantninger kan bestå af i hæftet Pleje af

grønne områder på side 12.

Trin 2: Fastslå de enkelte elementers

omfang

For nogle elementers vedkommende f.eks.

fritstående træer eller prydbuske er det letteste at

angive antal styk.

For andre elementers vedkommende f.eks.

prydplæne eller bunddækkende buske er det

letteste at angive antal m².

Drejer det sig om f.eks. prydhække kan omfanget

med fordel opgives i antal løbende meter.

Trin 3: Registrer evt. behov for opretning

eller forandring

En plejeplan skal kun beskrive de regelmæssigt tilbagevendende

plejeopgaver på de enkelte elementer.

Det er derfor vigtigt, at hvert enkelt element lever op til

standarden fra starten.

Et eksempel:

Hvis det skal angives i en plejeplan, at der ikke må

forekomme rodukrudt i et rosenbed, og bedet i forvejen er

groet til med kvikgræs må fjernelsen af kvikgræs anses for

at være en opretning som skal foretages før plejeplanen kan

tages i brug. Dette er naturligvis særlig vigtigt, hvis

plejeplanen udarbejdes med henblik på udlicitering.

På samme måde må ønskede forandringer ikke beskrives

som en del af plejeplanen, idet de jo ikke er regelmæssigt

tilbagevendende, men kun foretages den ene gang.

Trin 4: Beskriv formålet med de enkelte elementer

Her kan måske findes hjælp hos den, som i sin tid har

udformet anlægget. Hvis ikke, må man forsøge at beskrive

de enkelte elementers formål, ud fra det man ser. Der kan

også hentes hjælp i ”Pleje af grønne områder” på de enkelte

sider i teksten øverst til venstre.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 183


Trin 5: Plejebeskrivelser af de enkelte elementer

Ved hjælp af tilstandskrav og/eller udførselskrav beskrives

den pleje som tildeles det enkelte element.

Tilstandskrav.

Tilstandskravene beskriver det ønskede udseende af de

enkelte elementer. Elementet skal som udgangspunkt til

enhver tid leve op til tilstandskravene. I forbindelse med

tilstandskravene er angivet vejledende pleje pr. år.

Udtrykket vejledende pleje dækker over den pleje som

erfaringsmæssigt skal udføres for at sikre at tilstandskravene

er overholdt. Når man beskriver ved hjælp af

tilstandskrav med tilhørende vejledende pleje, tager man

altså udgangspunkt i elementets udseende, mere end i

hvilket arbejde der skal udføres.

F.eks. for en prydplæne kan man som et tilstandskrav

angive, at græsset ikke må blive over 6 cm højt, og at

klippehøjden er 3,5 cm. Græssets højde skal altså til enhver

tid ligge inden for disse rammer, og antallet af klipninger

vil være afhængig af artssammensætningen i plænen og

årets vejrlig. Derfor angives antallet af klipninger kun som

vejledende, idet det vil variere fra sæson til sæson.

Udførelseskrav.

En beskrivelse af det arbejde som skal udføres, med hensyn

til kvalitet og omfang.

Her kan anføres de plejeindsatser som ikke er medtaget

under tilstandskrav. Disse angives typisk med antal gange

pr. sæson.

Det er vigtigt, at hæftet Pleje af grønne områder kun bruges

som inspirationskilde. Plejeplanlægningen må naturligvis

altid tilpasses de stedlige forhold og ønsker.

Eksempel på plejeplan

Med udgangspunkt i et anlæg, der blandt andet indeholder 3

arealer defineret som elementet ”bunddækkende buske”

fordelt på 1 areal med Vinca minor (liden singrøn) og 2

arealer med Lonicera ledebourii ’Vian’ (kalifornisk

gedeblad), er her et eksempel på, hvordan en plejeplan for

elementet kan se ud (anlægget er i funktionsfasen):

184

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER

Tilstandskrav benyttes

når plejeopgaven er

ensartet og udføres flere

gange om året.

Udførelseskrav benyttes

når plejeopgaven udføres

sjældent og hvor der er

stor variation i målsætningen.


Bunddækkende buske

April - oktober

Formål:

Bunddækkende buske forventes at holde et areal dækket over en årrække. Elementet kan og

anvendes som lægiver, til æstetiske virkninger, til rumopdeling og til afgrænsning af arealer.

Elementet bunddækkende buske består af af en enkelt art med en regelmæssig helhedsvirkning.

Udhængende grene må ikke genere færdslen

Afskårne grene må ikke forefindes

Rodukrudt må ikke kunne ses

Frøukrudt må max. dække 15 % af jorden, må ikke sætte frø og må ikke ødelægge det generelle synsindtryk

Synlig jord kultiveres, så den er løs og uden skorpe:

- Lonicera ledebourii ’Vian’ 2

- Vinca minor 5

Opsyn med behov for beskæring til foryngelse, vækstform, størrelse og blomstring 1

Opsyn med behov for gødning, sygdomsbekæmpelse og vanding Løbende*

Opsyn med behov for efterplantning:

- Lonicera ledebourii ’Vian’ 1

- Vinca minor Løbende*

Vinca minor plejes primært ud fra æstetiske og ukrudtsbekæmpende formål

Lonicera ledebourii ’Vian’ plejes primært ud fra lægivende formål

* Med løbende menes når man alligevel er til stede i anlægget pgr. andre opgaver

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 185


Pleje- og vedligeholdelsesomkostninger

Som bygherre vil man naturligvis stille sig spørgsmålet:

”Hvad koster det nu at gennemføre alle disse plejeprogrammer

- det må være forfærdeligt dyrt”?

Svaret må helt afgjort blive nej ud fra den betragtning, at

det er en helt nødvendig (naturbunden) omkostning, hvis

plantningen skal være i stand til at leve op til formålet.

En plante er en levende organisme, der som alt andet

levende har en række behov, der skal opfyldes: vand -lys -

luft -næring. Hvis disse behov ikke til stadighed opfyldes,

dør eller vantrives planten (og disse behov kan kun

tilvejebringes i rimeligt omfang gennem en kontinuerlig

pleje af plantningen).

Det skal endvidere pointeres, at anvendelse af moderne

specialmaskiner til vedligeholdelsesopgaver har været

stærkt medvirkende til, at man i dag kan holde plejeudgifterne

på et rimeligt niveau. En fornuftig udformning af bede

m.v. spiller ligeledes en væsentlig rolle, når plejearbejdet

skal prissættes.

For allerede på projekteringsstadiet at give bygherren

mulighed for at få et overblik over omkostningerne i

forbindelse med en given plantnings pleje, bør den projekterende

udarbejde en konsekvensberegning, der viser

udgifterne til de første 5 års pleje.

En nem og overskuelig måde at styre denne ordning på ville

naturligvis være at lade det 5-årige plejeprogram indgå i

prissætningen af plantningsprojektet.

Ikke mindst for at give en plantning de bedste muligheder

for en faglig korrekt pleje - en bygherre har på projekteringsstadiet

mulighed for at vælge en alternativ plantning,

hvis den foreslåede plantning vil medføre for store plejeomkostninger

- må man meget indtrængende opfordre til, at

et plejeprogram altid ledsages af en konsekvensberegning.

186

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Hærværk og ødelæggelse af planter

Desværre oplever man i dag meget ofte hærværk på nye

plantninger. Specielt stammede træer er et yndet ”offer”.

Afbrækning af grene, snitning i barken, anvendelse af

stamme og opbindingsstokke som kastespyd og lignende, er

åbenbart en yndet beskæftigelse blandt alt for mange.

Der kan naturligvis ikke angives nogen generel løsning på

dette problem; løsningen bør i hvert fald ikke være udelukkende

at plante berberis og andre tornede vækster.

Gennem en fornuftig beskyttelse af planterne kan man nå

langt. Trådflethegn omkring træer og planter ved bl.a.

børneinstitutioner og skoler beskytter som regel effektivt.

Derimod er beskyttelsesvirkningen af de senere års meget

anvendte fodhegn mere tvivlsom.

Et fornuftigt plantevalg både med hensyn til arter og

størrelse har ligeledes stor betydning. Det samme gælder

udformningen af stier og pladser - man må sikkert vænne

sig til at tage mere vidtgørende hensyn til folks noder (og

unoder). Er der først trådt en sti igennem en plantning, er

det næsten umuligt at hindre denne i også at blive brugt

fremover, og man kan i mange tilfælde lige så godt tage

konsekvensen og anlægge en fast sti på stedet.

Skal problemet hærværk løses effektivt, kræves der en

ændret holdning hos brugerne overfor planter - og her kan

opstilles forskellige hypoteser.

Forbrugerne burde måske nok (om muligt) i større omfang

inddrages i beslutningsprocessen omkring plantevalg,

udformning af bede m.v. På denne måde kan man delagtiggøre

forbrugerne i ansvaret overfor planterne - eller man

kunne måske ligefrem overlade visse arealer, specielt ved

boligbyggeri, til beboernes eget initiativ - lade dem selv

planlægge og plante. Begge fremgangsmåder vil nok avle

en vis form for selvjustits, og selvjustits er vel nu en gang

den eneste virkelig effektive form for justits.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 187


Erfaringer fra praksis viser endvidere, at det alt andet lige er

mangefold nemmere at få såvel børn som voksne til at

værne om mere ”færdige” plantninger af forholdsvis store

træer og buske end beplantninger udført med små plantestørrelser.

Det kan være vanskeligt at forklare et syv-års

barn, at en tør vissen kæp af et allétræ engang vil kunne

blive til et dejligt stort træ.

Dette er ikke en anbefaling til altid at plante store træer og

buske - mindre plantestørrelser udvikler sig i mange

tilfælde bedre og mere harmonisk - men på projekter, hvor

der kan forventes stort slid og eventuelt ”hærværk”, bør

brugen af store planter absolut indgå i overvejelserne.

En god vedligeholdelsestilstand vil medvirke til at skabe re-

spekt og forståelse for planterne. I tilfælde af skader, er det

vigtigt hurtigts muligt at få disse udbedret, således at plantningen

ikke kommer til at bære præg af en laden stå til og

dermed måske friste svage sjæle til endnu flere overgreb på

planterne.

Man må bestræbe sig til det yderste for at forklare brugerne

intentionerne bag en plantning - og man må give dem en

”brugsanvisning”, forklare hvordan man skal forholde sig,

for at plantningen kan opnå den brugs- og skønhedsværdi,

den var tiltænkt.

Ukrudt

Ukrudt er planter, der forringer afgrøden kvantitativt

og/eller kvalitativt.

Ovenstående taget i betragtning optræder vilde planter ikke

altid som ukrudt. Vilde planter kan først defineres som

ukrudt, når de generer en afgrøde eller den rent æstetisk

generer mennesker. Denne æstetiske definition af ukrudt er

helt klart forbundet med personen/personerne der skal

vurderer æstetikken.

Gennem de seneste år er f.eks. kommunernes æstetiske sans

ændret i takt med forureningsdebatten og ikke mindst de

økonomiske vilkår, således at kommunerne nu tillader et

betydeligt antal vilde planter at trives i busketter og andre

188

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


steder, hvor der for få år siden kun fandtes de indplantede

planter.

Når der ses bort fra det æstetiske kan den skade, der

forvoldes af ukrudt, vejes ved tab af udbytte enten

kvalitativt eller kvantitativt.

Kvaliteten kan forringes ved, at ukrudtsplanter slider på

vore kulturplanter, så der opstår ødelagte partier eller at

kulturplanten fyldes med vanskeligt aftageligt frøuld, alt

sammen noget der forringer plantens salgsværdi.

Kvantitativ skade kan måles/vejes som mindre udbytte.

Udbyttenedsættelsen skyldes primært det forhold, at

ukrudtsplanterne konkurrerer med kulturplanterne om:

• Plads - herunder lys

• Vand

• Næringsstoffer

Karakteristisk for vore vilde planter er, at de er endda

overordentligt godt tilpasset vort klima, således at de

næsten altid vinder i konkurrencen med vore kulturplanter,

når disse er små.

I ukrudtsbekæmpelsen er det naturligvis vigtigt, at man

kender såvel sine kulturplanters, som sine ukrudtsplanters

biologi og dermed kan henføre dem til familie, slægt og art,

men for langt de fleste ukrudtsarters vedkommende er der

andre skillelinier, der måske er nok så vigtige og delvis kan

erstatte et indgående plantekendskab.

Opdeling af ukrudt

A. Enkimbladede planter

Ved frøformering spirer planten frem med et kimblad, f.eks.

græs, korn, bambus.

B. Tokimbladede planter

Frøet spirer frem med to kimblade, der ofte er væsentlig

forskellige fra de senere karakterblade, f.eks. Brassica

campestris (agerkål), Senecio (brandbæger), tidsler, Rosa

(roser), Betula (birk).

En anden og ligeledes vigtig opdeling af ukrudt kan

foretages ud fra planternes levetid:

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 189


1. Etårige planter

De etårige planter gennemløber deres udvikling fra spiring

til død inden for 1 år.

De etårige planter deles i 2 grupper:

• Sommerannuelle planter, hvor hele udviklingen sker

inden for en vækstperiode, idet de spirer om foråret,

blomstrer, sætter frugt og dør i løbet af efteråret,

f.eks. Chenopodium album (hvidmelet gåsefod),

Euphorbia helioscopia (skærmvortemælk).

• Vinterannuelle planter spirer om efteråret, overvintrer

for i den følgende vækstperiode at blomstrer og sætte

frugt, f.eks. Viola arvensis (agerstedmoder) og

Arabidopsis thaliana (gåsemad).

Blandt de etårige planter findes mange arter, der kan

optræde både som sommerannuelle og som vinterannuelle,

f.eks. Thlaspi arvense (agerpengeurt).

2. Toårige planter

De toårige planter spirer fra før om foråret og udvikler den

første sommer kun bladbærende skud, for i den efterfølgende

sommer at blomstrer og sætte frugt, hvorpå

planten dør, f.eks. Verbascum olympicum (filtet kongelys)

og Foeniculum vulgare (alm. fennikel).

3. Flerårige planter

Flerårige planter der blomstrer flere på hinanden følgende

år.

Denne gruppe kan deles i 2 undergrupper:

• Stedbundne planter, der så godt som udelukkende

formerer sig med frø, f.eks. Taraxacum (mælkebøtte)

• Vandrende planter, der ud over den generative

formering ved frø også formerer sig vegetativt ved:

a. Overjordiske udløbere, f.eks. Ranunculus repens

(lav ranunkel)

b. Underjordiske udløbere, f.eks. Agropyron repens

(alm. kvik)

c. Knopskydende rødder, f.eks. Cirsium arvense

(agertidsel)

190

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Planternes frøformeringsevne

Som eksempel nævnes, hvor mange frø nogle enkelte

planter kan producere:

Artemisia vulgaris (gråbynke) 50.000- 700.000 frø/plante

Matricaria maritima var. inodora (lugtløs kamille) 20.000- 50.000

Capsella bursa-pastoris (hyrdetaske) 5.000- 20.000

Chenopodium album (hvidmelet gåsefod) 1.000- 5.000

Galium aparine (burresnerre) 100- 1.000

Rodukrudtets formeringsevne

Som et eksempel på et generende rodukrudt bruges

Agropyron repens (alm. kvik), men principielt er det samme

mekanisme, der virker uanset, hvilket rodukrudt det drejer

sig om.

Agropyron repens (alm. kvik) har i de underjordiske

udløbere opsamlet en tørstofmængde, der benyttes til at

sende nye lysskud op fra sideknopperne.

Sædvanligvis bruges tørstoffet kun til at starte en enkelt

eller få af mange sideknopper med. Produktion af nye

lysskud kræver altså tørstof - først når lysskuddet har 3-4

blade og er ca. 15 cm højt bliver produktionen i de grønne

dele af planten så stor, at der sendes tørstof ned til opbygning

af nye underjordiske udløbere.

Bekæmpelse af Agropyron repens (alm. kvik) bør derfor

altid foretages, når den har ca. 3 blade og er 15 cm høj, for

på det tidspunkt har det nye skud tærret optimalt på

tørstofmængden i de gamle udløbere, og der er endnu ikke

dannet nye udløbere.

Ved stærk sønderdeling af kvikudløberne kan man sikre sig,

at de fleste af udløbernes øjne bryder og sender nye skud til

vejrs, som det så er muligt at bekæmpe på trebladsstadiet.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 191


Bekæmpelse af ukrudt

Ukrudt kan bekæmpes på følgende måder:

• Mekanisk

• Termisk

• Kemisk

Mekanisk behandling

Harve

Som nævnt i afsnittet om jordarbejdet, kan man bruge en

harve eller en radrenser til at bearbejde jordbunden i det

øverste lag. Harven river ukrudtsplanterne op uden, at der

kommer frø op nedefra, som kan spire. Virkningen er dog

lille, hvis det regner i en længere periode, eller hvis

ukrudtet er blevet for stort.

Fræser

Fræseren sønderdeler ukrudtet så det enten ligger på

jordoverfladen og kan tørre ud eller nedfræset, så det ikke

kan få lys. Fræsning er generelt ikke god ved jordstrukturen.

Feje- og børstemaskiner mm.

Der findes mange forskellige typer af feje- og børstemaskiner,

strigler og river, designet til mange forskellige

formål. Fælles for dem alle er, at de skraber/river ukrudtet

løs, så det udtørrer.

Der findes flere forskellige

typer af fejemaskiner, som

kan bruges på befæstede

arealer.

192

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Denne ”miljørive” er meget anvendelig på grusstier. Foto: Erik Hansen.

Håndredskaber

Der findes mange forskellige typer af hakke- og skuffejern,

som er effektive.

Dækning af jordbunden

Når man dækker jordbunden på den ene eller anden måde,

forhindrer man ukrudt i at spire og vokse. Mange frø kan

kun spire, hvis de får lys. Andre frø spirer ved en bestemt

temperatur i jordbunden. Men selv om de spirer, kan de

ikke etablere sig, hvis jordbunden er dækket, for så kan de

ikke lave fotosyntese.

Foruden lys kræver planterne fugtighed og et vækstmedie,

som rødderne kan vokse fast i.

Man kan dække jordbunden med:

• Vedflis

• Sand

• Kompost

• Fiberdug

Planteplader

• Dækplanter

Vedflis

Det bedste materiale til at dække jordbunden med, er

vedflis. Man lægger et 10-15 cm tykt lag på. Det er bedst,

hvis de enkelte stykker flis er mellem 10 og 40 mm, så

tørrer det hurtigt, og det er lang tid om at blive nedbrudt.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 193


Inden man lægger vedflis ud, skal man sørge for, at

jordbunden er fri for flerårigt ukrudt. Vedflis kan holde 3-4

år. Derefter må man lægge nyt på.

Fordelene ved at bruge vedflis er både, at ukrudtet dør og,

at der sker en mindre fordampning fra jordbunden.

Der er også nogle ulemper ved vedflis. Hvis man bruger en

dårlig kvalitet, det vil sige små stykker med savsmuld, vil

det blive nedbrudt hurtigt, så virkningen forsvinder.

Desuden kan vind og fugle flytte vedflis ud på plæner eller

befæstede arealer, hvor det er uønsket.

Hvis jordbunden er fugtig i forvejen, kan den blive endnu

mere fugtig, når man lægger vedflis på. Om foråret tager

det ofte længere tid for jorden at blive varm, så planterne i

bedet kan komme lidt senere i vækst.

Planternes vækst kan også blive bremset det første år efter

udlægningen af vedflis, fordi de bakterier og svampe, der

nedbryder vedflis, tager noget næring fra jordbunden. Når

vedflisen er blevet nedbrudt, kommer denne næring tilbage

igen.

Sand og grus

Hvis man vil dække jordbunden effektivt i mere end de 3-4

år, hvor vedflis virker, kan man bruge sand eller flisegrus.

Det lægges i en tykkelse på 10-15 cm. Fordelene ved sand

og grus er de samme som ved vedflis, men der er færre

ulemper, for gruset tager ikke næring fra jordbunden, og det

er billigere, fordi det virker i længere tid.

Kompost

Et lag af kompost oven på jordbunden kan også forhindre

ukrudtet i at spire og vokse. Der er dog flere ting, som skal

være opfyldt for at resultatet bliver godt:

• Komposten skal være af god kvalitet, det vil sige

lavet af haveaffald

• Den skal være fri for ukrudt og sygdomssmitte

• Den skal være varmebehandlet for at opnå punktet

ovenfor.

194

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER


Kompost kan desuden forbedre og gøde jordbunden. For

eksempel får vejtræer god tilvækst, når der lægges 10-12

cm kompost oven på deres rodareal.

Fiberdug

Fiberdugen lægges ud på den rensede jord, og der skæres

huller til planterne. Dugen kan dækkes af et tyndt lag vedflis.

Det tynde lag vedflis har kun betydning for udseendet.

Uanset om jorden dækkes eller ej, skal den renses for

flerårigt ukrudt inden plantning. Flerårigt ukrudt kan

sagtens finde hullerne i fiberdugen og vokse gennem

vedflisen.

Fiberdug og vedflis kan kun bruges, når plantningen er

udført med buske eller træer. Stauderne vil blive hæmmet i

deres vækst.

Planteplader

Planteplader er firkantede med et hul i midten, hvor

rodhalsen skal være. Der er skåret en slids fra kanten til

hullet, så man kan placere pladen omkring planten. På den

måde kan man undgå ukrudt lige over nyplantede træers og

buskes rodnet. Det er dette ukrudt, der ellers ville konkurrere

mest med nytteplanterne.

Pladerne er enten lavet af plast eller af pap. De er mellem 3-

8 mm. tykke. Plader af plast kan nærmest holde evigt, mens

plader af pap kan holde et par år, hvis de er imprægneret

med voks.

For at undgå, at pladerne blæser væk, må man lægge et lag

jord eller nogle sten ovenpå. Man kan også kombinere

planteplader med vedflis.

Dækplanter

Brug af dækplanter kan strengt taget ikke kaldes mekanisk

bekæmpelse, men tages alligevel med her, da virkemåden

ligner dækmaterialernes.

Dækplanter kan bruges som jorddække mellem træer og

buske eller på åbne arealer. I forbindelse med pleje af et

grønt område, er der flere fordele ved at så dækplanter:

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 195


• De dækker jordbunden godt, så der ikke kommer

meget ukrudt

• Deres rødder kan løsne jordbunden og give den en

bedre struktur

• Mange af dækplanterne hører til bælgplante-familien

og kan binde luftens kvælstof, N2. Når man senere

fræser eller bruger en kultivator til at få dækplanterne

ned i jorden, kommer kvælstoffet ned i jordbunden

• Mange dækplanter får blomster, som er smukke og

tiltrækker bier

Dækplanter kan købes i færdige blandinger, eller man kan

selv sammensætte en kombination.

196

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER

Tabellen viser nogle af de

mange dækplanter, som

man kan anvende på

offentlige arealer og i

haver.

Så- og blomstringstidspunkterne

varierer fra år til

år afhængig af vejret.


Termisk behandling

Termisk behandling kan være baseret på:

• Gasbrænder

• Damp

• Varm luft

• Varmt skum

Gasbrænder

Der er ikke tale om at brænde ukrudtet af. Det tager for lang

tid og bruger for meget gas. Bladene skal blot have en

chok-opvarmning, hvor de øverste planteceller ødelægges.

Dermed ødelægges de fleste grønkorn og fotosyntesens

produktion af sukker falder drastisk samtidig med at

åndingens forbrug af sukker fortsætter på fuld kraft. Planten

forbruger sig selv ihjel.

Man skal ikke lade sig snyde af, at man ikke tydeligt kan se

på planterne, at de er blevet ”blancheret”. Først efter 2-3

dage er de døde.

For at opnå en tilstrækkelig chockeffekt skal man op i en model, som denne.

For at se om behandlingen har været god nok, kan man

bruge “fingertryk metoden”. Man presser et behandlet blad

mellem pege- og tommelfinger. Hvis man kan se sit

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 197


fingeraftryk, når man flytter fingeren, er det et sikkert tegn

på, at bladet har taget stor skade.

Der er forskel på, hvor længe man skal holde flammen over

en plante. For eksempel kræver en tæt græstue længere

behandlingstid end en hyrdetaske, som er åben og spinkel.

Derfor skal man ikke brænde ukrudt af, hvis det er meget

stort.

Det kræver nogen øvelse at gå med brænderen med en

hastighed, så planterne får så lidt, som muligt og så meget

som nødvendigt.

Når man bekæmper ukrudt med ild, bliver ukrudtets rødder

ikke slået ihjel. Det er derfor nødvendigt at gentage behandlingen

flere gange. Det bedste er at behandle ukrudtet, mens

det er småt, og derefter gentage behandlingen.

Man skal passe på med gasbrænderen i nærheden af visne

blade, vedflis og andet, der kan brænde. Man skal og

holde en fornuftig afstand til træstammer og nedliggende

grene.

Damp og varm luft

Begge fungerer efter samme princip som gasbrænderen. De

har dog den fordel at de ikke kan sætte ild til noget og kan

derfor anvendes flere steder.

Varmt skum

En nyere bekæmpelsesmetode, hvor et oliefyr opvarmer

vand til ca. 98 °C, tilsættes skumdannende planteolier og

lægges ud over planterne.

Skummet isolerer og holder vandet varmt i længere tid,

hvilket dræber planterne helt.

198

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER

Når man kan se sit fingeraftryk, har

bladet fået varme nok.


Skummet kan anvendes helt tæt omkring de fleste buske og

træer uden at skade dem; en fordel i forhold til gasbrænderen.

8. PLEJE AF GRØNNE OMRÅDER 199


Stikordsregister

A

Afpudsning ................................................... 91

Allétræer..................................................... 156

Anlæggets faser .......................................... 178

Artshybrid..................................................... 13

B

Barken .......................................................... 24

Barkens farve................................................ 40

Barkskader.................................................. 162

Barrodsplanter .............................................. 88

Beskæring............................................ 145;162

Beskæringsteknik ....................................... 150

Bestilling af planter ...................................... 76

Bestøver-sorter ........................................... 112

Biknopper ..................................................... 35

Bladar ........................................................... 34

Bladenes farve .............................................. 48

Bladenes overhud ......................................... 49

Bladenes stilling ...................................... 28;44

Bladenes tværsnit ......................................... 49

Bladenes varighed ........................................ 48

Bladet ...................................................... 25;44

Bladets form ................................................. 26

Bladets indskæringer .................................... 27

Bladets nerver............................................... 27

Bladets spids............................................ 27;47

Bladknopper ................................................. 36

Bladleje......................................................... 36

Bladranden ................................................... 47

Blomsten....................................................... 29

Blomster ....................................................... 50

Blomsterknopper .......................................... 36

Blomsterstande ............................................. 31

Bunddækkeplanter........................................ 98

Buske................................................... 104;151

Byggepladser.............................................. 168

Byggeri ......................................................... 71

Bytræer ......................................................... 90

Bærkogler ..................................................... 53

C

Containerplanter............................................79

D

Dafo®............................................................84

Damp...........................................................198

Dræning.........................................................72

Dækfrøede.......................................................7

Dækplanter ..................................................195

Dækskæl.................................................. 54;57

E

Elementer ....................................................141

Enkimbladede..................................................7

Espaliertræer ...............................................107

Etableringsfasen ..........................................179

F

Familie ..........................................................11

Farver ............................................................95

Flammebehandling......................................197

Forandring...................................................183

Forsøg............................................................73

Forædlet ........................................................86

Forædling ......................................................73

Fotosyntesen................................................149

Fritvoksende hække ....................................103

Frugtbuske...................................................112

Frugten .................................................... 32;53

Frugttræer....................................................112

Fræser............................................................70

Frø .................................................................53

Frøkilde .........................................................75

Frøkilder........................................................83

Frøplanter ........................................................5

Funktionsfasen ............................................180

G

Gasbrænder .................................................197

Grenstilling....................................................41

STIKORDSREGISTER 201


Grundorganer................................................20

Grundstoffer................................................171

Grundvandsspejl ...........................................64

Græs............................................................119

Græsplæne ..................................................120

Gødning ........................................................64

Gødskning...................................................171

H

Halvstammet.................................................80

Harpiksgange ................................................39

Harver ...........................................................68

Havetegning................................................127

Heister...........................................................80

Hekseringe ..................................................123

Henfaldsfasen .............................................182

Humus...........................................................61

Hybrider........................................................13

Hække..................................................102;153

Hærværk .....................................................187

Højstammet...................................................80

Høstved.........................................................22

Hår ................................................................32

I

Internodie......................................................21

J

Jord ...............................................................59

Jordarbejde....................................................68

Jordbunden....................................................59

Jordbundsundersøgelser................................62

K

Kambiet ........................................................22

Karsporeplanter ..............................................4

Klatreplanter .................................................99

Klipning......................................................121

Klippede hække ..........................................102

Klon ..............................................................75

Klumpplanter ................................................88

Knolde ..........................................................20

Knoldvækster................................................92

Knopper ...................................................35;43

Knopskæl......................................................37

Kogleskæl ................................................54;57

Kompost......................................................194

202

STIKORDSREGISTER

Komprimeret jord ......................................... 67

Korkhud........................................................ 24

Korkporer ..................................................... 22

Krummestruktur ........................................... 60

Kvalitetsangivelser ....................................... 77

Kønsfordeling............................................... 30

L

Lavblade ....................................................... 37

Lenticeller..................................................... 22

Ler................................................................. 60

Linné............................................................... 3

Løg........................................................... 20;92

Løvplanter....................................................... 4

M

Makrosporophyller ....................................... 52

Markkapacitet............................................... 64

Mikrosporophyller........................................ 52

Monopodial................................................... 34

Morfologi...................................................... 19

Muld ............................................................. 72

Muldafrømning............................................. 71

Målestok ..................................................... 130

N

Navle............................................................. 57

Navnes betydning ......................................... 15

Navngivning ................................................. 75

Navngivningsregler ...................................... 11

Nodie ............................................................ 21

Nomenklatur, beskæring............................. 156

Nøgenfrøede .............................................. 5;38

Nålenes tilhæftning....................................... 42

O

Opbinding..................................................... 91

Opretning.................................................... 183

P

Periodiske system ....................................... 172

pH-værdi....................................................... 65

Planering..................................................... 120

Plantearbejde ................................................ 73

Plantekvalitet ................................................ 73

Plantens alder................................................ 77


Planteplader................................................ 195

Planter........................................................... 73

Planteriget....................................................... 3

Plantestandard .............................................. 76

Plantning....................................................... 87

Pleje af grønne områder ............................. 177

Plejeplanlægning trin for trin ..................... 182

Plov............................................................... 68

Porøsitet........................................................ 62

Potteplanter.............................................. 79;88

Proveniens .................................................... 75

Proventivknopper ......................................... 36

Punktgødskning.......................................... 165

R

Redskaber ..................................................... 68

Roden ...................................................... 20;39

Rodhalsen ..................................................... 82

Rodknolde .................................................... 93

Roser........................................................... 154

Rullemetoden ............................................... 60

Råjord ........................................................... 72

S

Sand.............................................................. 60

Shigo........................................................... 145

Sivæv............................................................ 22

Skadedyr..................................................... 125

Skjold ........................................................... 57

Skudbygning................................................. 33

Slyngplanter ................................................. 99

Slægter.......................................................... 12

Sommerblomster .......................................... 94

Sort ............................................................... 75

Spalteåbninger.............................................. 49

sporeplanter .................................................... 4

Spp................................................................ 14

Ssp ................................................................ 14

Staudebed ..................................................... 96

Stauder..................................................... 79;96

Stauderanvendelse........................................ 97

Stedsegrønne .............................................. 154

Stedsegrønne træer ....................................... 81

Stængelknolde .............................................. 93

Stængelplanter.................................................4

Stænglen.................................................. 21;39

Sygdomme ..................................................123

Sygdomskontrol ............................................75

Symboler .....................................................136

Sympodial .....................................................34

Systematiske enheder......................................9

Sædelighed ....................................................30

Sårmaling ....................................................162

T

Tekstur...........................................................62

Tilstandskrav...............................................184

Tokimbladede..................................................7

Topdressing.................................................122

Torne .............................................................33

Transportsystemer.......................................147

Træer ..................................................... 80;105

Trækirurgi ...................................................160

Træpleje.......................................................156

U

Udførelseskrav ............................................184

Udtale ............................................................18

Ukrudt .........................................................188

Ukrudtsbekæmpelse ....................................192

Underart.........................................................12

V

Var.................................................................14

Varietet..........................................................12

Varm luft .....................................................198

Varmt skum.................................................198

Ved ................................................................40

Vedligeholdelsesomkostninger ...................186

Vedvæv .......................................................147

Vejtræer.......................................................109

Vertikalskæring...........................................122

Voksemåde....................................................23

Vækstbetingelser...........................................95

Vækstforhold...............................................164

Vårved...........................................................22

STIKORDSREGISTER 203

More magazines by this user
Similar magazines