A. J. KAzinsKi - Politikens Forlag

politikensforlag.dk

A. J. KAzinsKi - Politikens Forlag

A. J. KAzinsKi

S ø v n e n

o g

K R I M I

d ø d e n

A f f o r f A t t e r e n t i l

D e n s i D s t e g o D e

m a n D

p o l i t i k e n s f o r l a g


A.J. Kazinski

Søvnen og døden

POLITIKENS FORLAG


1.

Død. Det var det hun var. Tvunget om på den anden side af livet. Og

hun ville ikke tilbage igen. Aldrig igen, der var intet for hende at vende

tilbage til. Men om lidt ville hun blive hentet, det vidste hun, trukket

mod sin vilje, slæbt gennem tid og rum. Hun ville få 220 volt gennem

brystkassen, hun ville igen mærke det helvede hendes krop var blevet.

Han ville gøre alt for at genoplive hende. Måske burde hun forsøge at

skabe kontakt? Så hun kunne få fred. Og give ham fred.

Hun hørte et skrig. Bag sig? Var det hende selv der skreg? Hun så

sølvtråden der snoede sig legelystent og uendeligt, men som stadig forbandt

hendes sjæl til dens jordiske hylster. Som en navlestreng. Noget

der skulle klippes. Hun måtte kæmpe – så meget stod klart nu. Han

skulle ikke få fat i hende igen, trække hende tilbage til livet, torturere

hende, slå hende ihjel igen og igen. Hun skulle ind i lyset. Væk. Han

trak i hende nu, han var begyndt at genoplive hende. Hun så på sølvtråden,

den blev stram som en spændt elastik.

Luk mig ind. Jeg beder jer.

Og netop som hun kunne mærke lysets varme, fik hun svar.

Det er dig der holder fast. Ikke os.

Nej. De tog fejl. Hvem de så end var. Hun var klar. Det var ikke

hende, hun ville videre, ikke tilbage i sin forpinte krop.

Det er ham. Ikke mig. I må hjælpe mig.

I samme nu blev hun halet tilbage, som en fisk der har bidt på krogen

og bliver trukket gennem vandet, verden forsvandt forbi hende.

7


Det smukke net der omgav jorden, var det sidste hun så inden alt blev

mørkt.

Derefter smerte. En uendelig smerte.

– Kan du høre mig?

Hun kunne genkende stemmen. Var det hendes far? Nej, han ville

ikke gøre det her mod hende. Hun vågnede.

– Kan du høre mig?

Hans stemme var rolig, behagelig, omsorgsfuld – en stemme der ikke

hørte sammen med hans handlinger.

– Jeg giver dig lidt saft. Prøv at åbne munden.

Hindbærsaft, samme slags hun engang havde fået på hospitalet, dengang

hun var indlagt med en brækket ankel og skulle opereres.

– Det gør ondt, hviskede hun.

– Når du drikker?

– Ja.

– Dine muskler har været udsat for et kraftigt chok da jeg genoplivede

dig. Det går hurtigt over. Jeg har tilsat saften noget smertestillende. Prøv

at drikke lidt mere.

Hun drak, den tykke væske kæmpede sig forbi hendes strubehoved.

Endelig kunne hun åbne øjnene. Hun genkendte sin lejlighed. Sengen,

ventilatoren i loftet. Den stod stille nu. Hun havde aldrig set lejligheden

hernedefra, liggende fladt på gulvet. Fastspændt. Hun kunne hverken

bevæge arme eller ben. Fisk, tænkte hun, og huskede en leg fra barndommen.

Fugl, fisk eller midtimellem. Det var noget underligt noget at

tænke på nu. Og måske ikke. Midtimellem – jeg var midtimellem, sagde

hun til sig selv. Mellem død og levende, i det rum som katolikkerne

kaldte skærsilden, men som slet ikke er grimt eller hårdt. Nu er jeg fisk,

jeg burde være fugl.

Han rejste sig op. Lagde en bog fra sig på kommoden og tog et par

utålmodige skridt rundt i stuen. Havde han siddet og læst mens hun var

død? Det var hendes bog, hendes bibel, med den enkle titel Faidon.

Hvis hun ikke havde læst den, ikke var blevet betaget af Sokrates’ tanker

om sjælens udødelighed, ville hun ikke have ligget her nu. Curiosity

killed the cat.

– Kan du tale?

8


– Ja.

– Fik du kontakt?

Måske burde hun bare finde på noget. Hvad ville han høre, hvad ville

få ham til at stoppe og give hende sprøjten en sidste gang?

– Ja. Jeg fik kontakt. Et kort øjeblik, hviskede hun.

– Er det sandt? Du må ikke lyve for mig.

Tårerne pressede sig på. – Nej. Måske. Jeg ved det ikke.

Hun ville fjerne tårerne, men hendes hænder var stadig bundet på

ryggen, blødt ganske vist, der var et fint fløjlsbånd om rebet så det ikke

lavede mærker. Det havde han forsikret hende.

– Jeg kan ikke se noget.

Han fjernede vandet fra hendes øjne.

– Kan du løsne mit hoved? Det gør så ondt.

– Nej. Du skal tilbage igen. Vi bliver ved indtil det lykkes. Forstår du

ikke hvor vigtigt det her er?

– Du må ikke, sagde hun, men gråden kvalte hendes protester.

– Det er sidste gang. Det lover jeg.

Hun kunne lugte kanel i hans ånde, kanel og te. Havde han siddet

med en kop te i hånden og læst Faidon mens hun var død? Som en

britisk general i krig: upåvirket, kølig. Stoisk. Trøstet sig ved at det var

okay at slå hende ihjel igen og igen. Fordi Sokrates selv havde bevist at

vi mennesker har en udødelig sjæl.

Hun rømmede sig: – Det er ikke som du tror.

– Jo. Det kan sagtens lade sig gøre. Det var din egen ide.

Ringede det på døren? Hun så på hans ansigt. Ængstelsen. Det flakkende

blik. Det ringede igen. Denne gang hørte hun det med sikkerhed.

Hun ville skrige. Hvis hun kunne. Men han holdt hende stramt for

munden. Sekunder gik. Så stilhed.

– Det er fra arbejdet, hviskede hun da han fjernede hånden. – De

undrer sig over at jeg ...

Smerter omkring struben. Ordene fyldte for meget i hendes hals.

Hun så på ham. Så hvilke tanker der fyldte hans hoved: Hvornår slår de

døren ind?

Det var et sted mellem et og to døgn siden han var kommet, tænkte

hun. Halvandet måske. Halvandet døgn hvor hun havde været holdt

9


fanget i sin egen lejlighed. Han havde travlt. Hun kunne se det på ham

da han rejste sig og gik rundt om sig selv et par gange. Han så på uret.

Tændte sin mobil. Der kom to beskeder. – Jeg har ikke tid, hviskede han

til sig selv og gik ud i køkkenet med telefonen.

Da var det hun mærkede det. Rebet havde løsnet sig bagpå. Venstre

hånd kunne hun vride fri, hendes spinkle håndled trak sig ud af fløjlsbåndet.

Hun kunne høre ham ude i køkkenet:

– Nej. Det er godt du ringer. Men må jeg ringe når jeg er hjemme?

Hjem, tænkte hun. Har djævlen et hjem? Hun forsøgte at samle

tankerne, men stofferne i hendes hjerne gjorde det svært, alt det han

havde pumpet ind i hende de sidste mange timer. Med venstre hånd fri

kunne hun også løsne båndet der holdt den anden hånd. Og med begge

hænder fandt hun skruerne på det apparat der holdt hendes hoved fastspændt.

Hun kunne høre ham ude i køkkenet:

– Det gør ikke noget. Nej, jeg mener det. Virkelig.

Alt for behagelig en stemme. Gud skulle have balanceret menneskets

stemme med mængden af ondskab i deres sjæl. Så havde hun ikke været

her nu. Så ville hun have hørt en djævel hvæse allerede første gang de

mødtes. For hun kendte ham. Godt endda. Måske fandtes der ikke et

menneske hun havde betroet sig mere til. Sine allerdybeste hemmeligheder.

Hun havde stolet på ham. Og alligevel gjorde han dette mod hende.

– Jeg kan komme i morgen tidlig, sagde han ude fra køkkenet.

Hun havde løsnet den første skrue, og det kraftige stof mellem skruen

og hendes hoved faldt på gulvet. Skrue nummer to var nemmere.

– Tror du det ville hjælpe?

Hun kunne ikke nå det. Hun fik tårer i øjnene. Ville det nytte at skrige

på hjælp? Næppe. Hun var også bange for at hun ikke havde nogen

stemme tilbage, og han ville komme løbende med det samme.

– Kan du hænge på et øjeblik? sagde han i telefonen.

Hun kunne høre hans fodtrin. Hun gemte hænderne på ryggen igen

og så stift op i loftet. Ud ad øjenkrogen kunne hun se at han stak hovedet

ud fra køkkenet for at se til hende. Han lukkede døren bag sig igen.

Nu. Med begge hænder arbejdede hun simultant på skruerne, bare dem

omkring tindingerne, de bageste var ligegyldige.

– Ville I gerne have jeg kommer nu?

10


Han havde ikke tænkt sig at lade hende leve, det vidste hun. Hun var

ikke bange for at dø – men alligevel ville hun kæmpe. Hendes krop ville

kæmpe.

– Må jeg ringe tilbage?

Hovedet var frit, nu manglede hun anklerne. Han havde afsluttet

samtalen. Hun kunne ikke nå det. Hun ville kæmpe. Skrige og slås.

An kel låsen var en simpel velcrolukning ligesom dem man brugte på

sindssygehospitalerne, som dem tumlingerne på legepladsen havde på

deres sko. Men det afgav en høj, karakteristisk lyd idet hun rev de kraftige

stykker stof fra hinanden.

Hun hørte ham i ude køkkenet, hun rev den sidste lås op og kom på

benene. Hun ramte noget med foden da hun gik mod døren. En bog?

Lyden af noget der kurede hen over gulvet og endte et sted i soveværelset.

Døren blev åbnet i samme sekund han stod over for hende. Det

havde han ikke regnet med.

– Det her behøver ikke ende grimt, sagde han, og hun kunne høre

nervøsiteten i hans stemme. I det øjeblik han så hen på sin sorte taske

med alle sprøjterne og de bedøvende stoffer, sprang hun mod udgangen.

Han forsøgte at få fat på hende, men hun slog ud efter ham.

– Nej!

Han tog sig til hovedet, havde stadig fat i hendes håndled mens han

så mod tasken. Ja, du kan ikke klare dig uden, tænkte hun. I det samme

gav han slip. Hun fór mod døren. Han havde sat kædelåsen på, hun

kæmpede med at få den op.

– Hjælp, skreg hun, men hendes stemme var svækket.

Inde i stuen, få meter derfra, så hun hvordan han gjorde en sprøjte

klar med professionel hurtighed. Han var færdig i samme øjeblik som

hun fik kæden af og rev døren op. Han indhentede hende inden hun var

ude af lejligheden, greb hendes nakke. Hun forsøgte at skrige på hjælp,

men hans brede hånd holdt om hendes kæbe mens han skød det bedøvende

stof ind i hende, et tilfældigt sted ved halsen eller skulderen. Det

gjorde ondt, måske var det derfor hendes krop fandt styrken til en sidste

protest: Med begge arme langede hun ud bag sig, ramte et eller andet,

måske hans hoved, i hvert fald slap han sit greb. Hun åbnede døren og

tumlede ned ad trappen, bankede på en dør.

11


– Hjælp mig!

Hun kunne høre ham bag sig. Uden at se sig tilbage sprang hun ned

af trapperne. Hun var hurtigere end ham, det vidste hun, men hun kunne

også mærke det bedøvende, hallucinerende stof han havde forurenet

hendes krop med. Hans tunge skridt bag hende gav hende den sidste

styrke til at rive hoveddøren op og løbe ud på fortovet. Først nu blev hun

klar over det. Hun havde intet tøj på, ikke engang undertøj. Det spildte

sekund gav ham tid til at indhente hende. Han var lige bag hende på

fortovet, hun hørte hans stemme:

– Jeg gør dig ikke noget, sagde han. – Du kan ikke gå sådan her.

Hun satte i løb, men han holdt hende i håret så hun faldt. Hun skreg,

sparkede ud efter ham, fik ham lidt på afstand. Hvor blev han af? Hun så

mod de parkerede lastbiler. En eller anden råbte på et fremmed sprog.

Hun satte i løb igen og kunne mærke hvordan benene allerede var blevet

tunge. Hun måtte ikke falde om, ikke give efter, det ville være fatalt.

Så ville han være over hende, bære hende op i lejligheden, bilde folk

ind at alt var okay, at han nok skulle klare den herfra.

– Hey, smukke. Har du ikke glemt noget?

Nogen grinede. Hun vidste han var et sted bag hende og bare ventede

på at hun skulle give efter for bedøvelsen. Folk stolede på ham. Hun

havde stolet på ham, hun havde tænkt “sikke et rart menneske”. Han

kunne have overtalt hende til hvad som helst.

– Pas på, din stive kælling! Få noget tøj på.

Hun måtte sætte farten ned. Det røde lys i vejkrydset lettede som et fly

fra Kastrup. Nej. Det var ikke virkeligt. Det vidste hun. De andre gange

var bedøvelsen også begyndt med hallucinationer, gulvet var blevet flydende,

og loftet havde bevæget sig. Hun havde måttet bede ham om at

slukke for ventilatorens propel i loftet.

– Du ender med at blive kørt ned. Lad mig hjælpe dig, råbte han.

Hun vendte sig. Et ekko langt borte. Nogle biler holdt stille på vejen,

måske på grund af varmen, tænkte hun. Intet kan bevæge sig i denne

varme. Hun slog ud efter ham og løb hen over vejen. Toget kørte ind i

hende. Nej, det kørte under broen i stedet. Hun grinede ad sig selv, hun

grinede længe og holdt med to fingre venstre øjenlåg åbent mens hun

nærmede sig midten af broen. Herfra kunne hun se evigheden, helt til

12


Tåstrup og tilbage igen, sagde hun, eller også tænkte hun det bare. I et

flygtigt øjeblik indså hun hvad der skete med hende. Hun ville snart

miste bevidstheden. Alt hvad hun oplevede nu, var indhyllet i tåge, hun

kunne ikke stole på sine sanser længere.

– Rækværket, hviskede hun hæst og faldt på knæ. Dybbøl, nåede hun

at læse på et skilt inden hendes hænder greb det kolde metal. Hun så sig

over skulderen. – Lad mig være.

Folk samlede sig. Enten var der flere, eller også havde han delt sig i

mange.

– Lad mig være, skreg hun igen.

Et tog kørte under hende, ind på perronen. Ja, tænkte hun. Jeg skal

også videre. Metallet på broens rækværk virkede nogle sekunder som

modgift til den omklamrende uvirkelighed. Metal mod hud. Sort mod

hvid.

– Rust, sagde hun og kravlede op på rækværket. Hvornår mon hendes

tog kom? – Gå væk, skreg hun, da en nærmede sig. Ham hun var flygtet

fra? Djævlen. Lige meget. Om lidt ville hun springe på toget. Toget til

evigheden.

13


Islands Brygge. 23.35

14

2.

Hvad er et mord? Hvad ved vi overhovedet om livet? Og døden?

Sådan tænkte hun, Hannah Lund, mens hun stod på terrassen lige

før midnat ude af stand til at sove. Hun lukkede forsigtigt terrassedøren.

Hun ville ikke vække Niels. Selvom han sikkert allerede var vågen og for

længst havde regnet ud hvad hun fejlede. Niels lagde mærke til alt, hendes

humør, alle de små signaler man sender ud i verden uden at vide

det. Det var derfor han var politiets gidselforhandler, en af de bedste på

sit felt – ham de sendte ud for at tale desperate mennesker fra at gøre

frygtelige ting. Det var jo derfor han var den rigtige for hende. Hun var

også et desperat menneske.

Kulørte lamper, røde og grønne, spejlede sig i det sorte vand, helt

ovre på den anden side af havnen. Hvorfor kun røde og grønne? tænkte

Hannah og tændte endnu en cigaret. Hun burde springe ned i sin kajak

og padle igennem natten – over til dem. Deltage i festen. Det vigtigste

middel mod søvnløshed, og alle de dumme, ubesvarlige spørgsmål der

fulgte med når kroppen nægtede at sove, var at bryde det onde mønster.

Det handlede om ikke at blive uvenner med de mørke timer, ikke blive

søvnens fjende. Man skulle bruge tiden til noget fornuftigt. Man skulle

arbejde mentalt med sine bekymringer, havde hun læst. Okay. Mine bekymringer,

tænkte hun og håbede de kunne tælles på en hånd: Et, jeg er

gravid og har ikke fortalt min mand det. Fordi jeg vil have en abort. Slå

fostret ihjel. Begå mord. Jeg ved ikke om jeg kan producere et normalt


arn. Det eneste barn jeg har født, var defekt. Sygt, sindslidende. Og

endte med at begå selvmord. På den ene side var han velsignet med en

ekstraordinær begavelse. På den anden side forbandet med en ekstraordinær

begavelse. Ligesom mig selv, tænkte hun.

Hannahs forældre havde skammet sig over hende da hun var barn.

Forsøgt at få hende til at være som de andre børn. “Ikke spille så klog”,

som hendes far havde sagt. Det var først da hun som ganske ung var

kommet på Niels Bohr Institutet at hun havde følt sig hjemme i verden.

Hjemme blandt de andre tosser der heller ikke kunne mærke at

de havde madrester siddende i mundvigen, at skjorten vendte vrangen

ud, eller at de havde to forskellige slags sko på. Det var bare noget andre

mennesker ikke kunne forstå. Hvordan den almindelige verden kunne

forsvinde fuldkommen. At det eneste der eksisterede, var den ligning,

den løsning, de tal der væltede gennem hovedet på hende i et sådan

tempo at hun ikke opdagede at cykelhjelmen stadig sad på hendes hoved

selvom det var tre timer siden hun var trådt ind ad døren.

Var det ét problem eller flere? spurgte hun sig selv da hun fik øje

på sit spejlbillede i vinduet. Den skønneste kvinde jeg nogensinde har

set, sagde Niels altid om hende når han lå oven på hende og så hende

i øjnene. Hun kunne ikke få øje på noget skønt lige nu. Kun en kvinde

i midten af 40’erne med halvlangt, mørkebrunt hår. Da hun var lille,

havde hun haft fregner i hele hovedet. Nu var det som om de var vasket

væk, ganske svagt kunne de anes, men kun på en sommerdag. Hun fortsatte

sit nattestudie: pæne former, næsten lige så høj som Niels. Slank,

måske lidt for tynd. Hun havde tabt sig siden hun blev gravid, tabt sig af

bekymring netop nu hvor man skulle tage på. Bortset fra brysterne. De

var måske vokset lidt. Hun førte stearinlyset tættere på vinduet så hun

kunne se sine øjne. Angst. Jeg er hunderæd, tænkte hun. Jeg ved ikke

om jeg elsker ham mere. Niels. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at elske.

Måske er det en evne der ikke er alle forundt?

Hun havde brug for en Gauloise mere, måske sammen med en snaps.

Hun ville gennemgå bekymringerne en gang til inden hun skulle i seng.

15


Islands Brygge. 23.37

16

3.

Telefonen brummede på køkkenbordet. Niels Bentzon så på uret. Det

kunne kun være arbejde. En eller anden håbløs stakkel der ville tage

livet af sig selv eller andre og nu skulle tales tilbage fra afgrunden. Men

ikke i aften, tænkte Niels. De måtte ringe til næste mand på listen over

politiets gidselforhandlere.

Telefonen brummede stadig.

Hannah var mindre end fire meter fra Niels, ude på terrassen, men

alligevel et helt univers væk. Han havde holdt øje med hende mens hun

stod og betragtede sit eget spejlbillede. Hun var ikke tilfreds, kunne han

se. Niels Bentzon lod som om han sov da hun kom ind for at hente cigaretter

og myggespray. Hun anstrengte sig ganske vist for at være stille,

men han havde hørt hende hviske med sig selv ude på terrassen. Ligesom

i går nat. Og de sidste mange nætter. Og han vidste at det kun ville

gøre ondt værre hvis hun følte at hendes søvnløshed også gik ud over

ham. Men det gjorde den.

Den seneste tid havde Hannah trukket sig ind i sig selv. Måske var

det for impulsivt at de havde kastet sig ud i livet sammen. Måske var de

blevet gift for hurtigt. Niels tænkte tit over det. Havde de forvekslet en

barnlig forelskelse med rigtig kærlighed? Var det derfor?

Hannah lukkede forsigtigt døren bag sig og forsvandt ud på terrassen.

Niels kunne se cigarettens glød lyse op og forsvinde igen. Som

en puls, nattens puls. Hvis han ikke vidste bedre, ville han gætte på


at hun var gravid. Hendes bryster var svulmet op på det seneste. Han

havde mærket det en dag i køkkenet hvor han havde grebet hende

bagfra. Hun havde afvist ham. Skubbet bagdelen bagud, vredet sig

fri af hans greb. Sagt noget om hovedpine. Ja, hvis han ikke vidste at

han ikke kunne få børn, ville han have været næsten sikker. Men det

kunne han ikke.

Han så sig om i den treværelses lejlighed. Forsøgte stadig at ignorere

den satans telefon. Hvorfor havde de købt lejligheden? Han kunne jo

ikke lide den, udsigten over Københavns havn var måske fin nok, men

han brød sig ikke om den kliniske stil der kendetegnede nybyggede

lejligheder, alt var så forbandet hvidt. Som et hospital. Men måske var

det bare sådan at nyforelskede skulle besegle deres fælles skæbne med

et tåbeligt indkøb. En alt for gammel bil, en lidt for lille lejlighed, et

faldefærdigt sommerhus. Han tænkte på Kathrine, sin ekskone, mens

gløden fra Hannahs cigaret uden for vinduet kom og gik. Savnede han

Kathrine, eller savnede han følelsen af nærvær? Umuligt at afgøre,

konkluderede han. Nærvær. Nærhed. Alt det man burde have med sin

kone, men som han ikke havde længere med Hannah. Måske var de

blevet gift i et anfald af vanvid? Ja, ja, for fanden. Er forelskelse ikke

det sidste sted vi må opføre os kriminelt uden at blive straffet? Hvor

en smule vanvid er på sin plads? Nej – Niels trak tanken tilbage og

fremsatte en ny: Vi bliver straffet alligevel, bare ikke af staten. Straffen

var tabt nattesøvn, hjertekvaler, at sidde aften efter aften de sidste – to

måneder? Han prøvede at regne efter. Hvornår var det sket? Hvornår

havde hun trukket sig ind i sig selv? Halvanden måned siden? Måske

kun en måned? Det føltes som et år. Han burde flytte. Finde en lille

lejlighed. Niels overbeviste sig selv om at han ikke ville få økonomiske

problemer. Det var ganske vist krisetid. Men når krisen hev og sled i det

lille land, fik Niels travlt, ikke kun ham, men alle politiets forhandlere,

de politimænd der var specialuddannet til at tale med borgere der ville

skyde sig selv eller andre eller hele verden, et antal der steg voldsomt

når konjunkturerne vendte nedad. Ja, han havde nok at lave, ingen

ville fyre ham lige foreløbig. Ergo kunne han godt flytte. Begynde forfra.

Måske finde en ny kæreste? Hans udseende fejlede ikke noget, det

vidste han. Han var højere end de fleste, med en kropsbygning der

17


nærmede sig det firskårne og passede til hans lidt kantede ansigt. Og

selvom han ikke ligefrem var i topform, var han heller ikke i dårlig

fysisk forfatning, og han var god til at tale med folk – også kvinder. Eller

måske skulle han rejse ned til Kathrine? Cape Town var en dejlig

by. Måske kunne de starte helt forfra? I det mindste havde Kathrine

aldrig straffet ham med tavshed og indelukkethed. Hvad ville hun sige

hvis han stod der i morgen i Cape Towns internationale lufthavn, med

sin kuffert i hånden og et usikkert smil på læben? Og når han lå ved

siden af hende, ville han så tænke på Hannah? Og savne hende? Måske

havde han forbrudt sig mod en eller anden gud, og det her var straffen.

For evigt at savne den man ikke er sammen med.

Vrøvl.

Han satte sig op. Alt var fint indtil Hannah forsvandt ind i sig selv.

Han måtte finde sin kuffert. Tjekke ind på et hotel. Komme væk. Få

noget søvn – overophedede følelser og denne sommervarme fungerede

ikke sammen.

– Vækkede jeg dig? spurgte Hannah da Niels trådte ud på terrassen og

tog en cigaret fra pakken på bordet.

– Nej.

– Er du sikker?

Han klaskede en myg der havde sat sig på hånden. I stedet for at se på

Hannah betragtede han blodet fra myggestikket ved håndleddet, lige der

hvor det ser ud som om årerne deler sig og bliver til et delta.

– Er der noget i vejen? spurgte hun.

– Hannah, sagde han indledende, holdt en kort pause, mærkede efter

en sidste gang. Jo. Han var klar til det.

– Det lyder ikke godt, sagde hun.

Telefonen ringede stadig inde fra køkkenet. Niels vendte sig. Hun

greb ud efter hans hånd.

– Hvad ville du sige?

– Jeg bliver nødt til at svare. Det kan kun være arbejde, sagde Niels

og trak hånden til sig.

Inde i køkkenet lå telefonen og lyste op; et blåt, kunstigt lys bag fire

bogstaver på displayet: Leon.

– Det er Bentzon.

18


– Bentzon. Jeg har noget til dig. Leons stemme havde en underliggende

aggressivitet der mere end tangerede det truende, og Niels vænnede

sig aldrig til den. Men sådan talte Leon til alle. Som indsatsleder

hos politiet var han vant til at kommandere med folk.

– Hvad har du til mig, Leon?

– Du skal i krig, Bentzon. Slaget ved Dybbøl.

– Krig?

– Netop. En nøgen, fucked up narkoluder står ude ved Dybbølsbro

og tror hun kan flyve.

Niels tøvede. Så ud på Hannah, og hun så på ham.

– Er der nogen ude ved hende? Niels kunne pludselig høre på sin

stemme at han havde drukket snaps inden han lagde sig.

– Det er du, Bentzon. Om et øjeblik. Hvis hun springer, risikerer vi at

hun laver grimme buler i togene. Det kan vi ikke have. DSB er på røven.

De har ikke råd til den slags.

– Jeg drak til aftensmaden.

Leon overhørte ham: – Smid blinket på. Vi ses om tre minutter. Så

forsøger jeg at underholde hende imens.

23.42

Niels bakkede ud på vejen, præcis som han gjorde efter sit første møde

med Hannah: med følelsen af at hun så efter ham. Og at hun tænkte

på meget mere end hun sagde. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun var

astrofysiker, hendes tanker kørte i et andet gear – nej, forkert metafor:

Hvis hun var en Ferrari, så kørte Niels i en Trabant. Hvordan er det

egentlig at være gift med en kvinde der er klogere end en selv? havde

hans kollega Damsbo drillende spurgt da Niels havde fortalt afdelingen

om Hannah Lund og deres hemmelige bryllup på rådhuset. – Det er

frækt, havde Niels svaret og tilføjet: – Intelligens er sexet, men det synes

din kone åbenbart ikke, Damsbo.

Lige nu var det ikke så frækt. Hannah var en gåde pakket ind i et

mysterium omsluttet af et enigma. Hvem havde sagt det? Churchill?

Nej, hold nu op Niels, fokuser på opgaven. Dybbølsbro. Kvinden der

vil springe. Han burde få fat i Leon, få noget baggrund på kvinden,

19


noget han kunne arbejde med mens han kørte. Men billedet af Hannah,

den måde hun så på ham. Hendes fysiske forandringer. Noget

var helt galt. Lykkelige minder pressede tårerne frem i øjnene på ham:

første gang hun havde vist ham Niels Bohr Institutet. De var lige blevet

kærester. En weekend i sengen sammen, og om mandagen ville

de vise hinanden deres liv. Hun havde forklaret ham om universets

mørke stof og vist ham Niels Bohrs pibe. Og hun havde sat sig på den

gamle mesters bord da Niels lukkede døren til kontoret. Hun havde

mumlet noget om kvantemekanikken der var udregnet netop på disse

kvadratcentimeter, da Niels kyssede hende og pressede sig ind mod

hendes krop.

En bus foran ham bremsede pludselig op, og Niels nåede først i sidste

øjeblik at dreje udenom. Han gned sig i ansigtet og forsøgte igen: Dybbølsbro.

Hvad havde Leon sagt: en narkoman? Nøgen? Det var det han

vidste. Intet andet. Niels undrede sig over hendes valg mens han drejede

af ved Tivoli. Dybbølsbro var ikke særlig høj, men på den anden side høj

nok til at det med meget stor sandsynlighed ville være en enkeltbillet

til himmel eller helvede at springe ud. Hvorfor var det altid teknikaliteterne

omkring folks selvmordsforsøg, der undrede Niels? Hvordan de

ville gøre det? Hvilket tårn de valgte at springe ud fra? Hvilke piller de

slugte? Anvendte de reb eller ledning når de hængte sig selv hjemme i

spisestuen? Drak de salpetersyre, eller tog de deres brudekjole på inden

de skar pulsårerne op? Det var aldrig – som hos de andre betjente – tanken

om hvorfor nogen kunne få den tanke at livet ikke var værd at leve.

Måske fordi tanken også havde strejfet Niels.

Politiradioen hvæsede. Leon.

– Ja?

– Hvor bliver du af, Bentzon?

– To minutter.

– To minutter? Til den tid er hun jo sprunget. Giv mig et godt råd.

– Et godt råd?

– Noget jeg kan sige til hende.

Niels tænkte. Hvad kunne Leon sige til et menneske der var ved at

tage afsked med livet? God rejse? Det skulle jo være ærligt. Det var det

første man lærte som gidselforhandler. Ærlighed var regel nummer et.

20


– Tænker du, eller kan du ikke finde på noget? spurgte Leon i politiradioen.

– Du skal kun sige noget du mener. Det er alfa og omega.

– Noget jeg mener? Jeg mener hun burde få noget tøj på, komme ned

i en fart og så ellers skynde sig at opføre sig bare nogenlunde normalt.

Leons utålmodighed var legendarisk. Måske på grund af hans næsten

overnaturlige evne til at nå hurtigt frem når det gik løs. Lige meget hvad

der skete, og hvor det skete, kunne man altid regne med at Leon var der

som den første. Med pistolen afsikret og et indædt håb om at tingene

ikke kunne ordnes uden magtanvendelse. De unge betjente hviskede

om det bag hans ryg. Niels havde hørt det flere gange. Med en blanding

af foragt og fascination – angst og respekt – omtalte de Leon som en

enmandshær man altid kunne regne med. Ingen brød sig om ham. Det

kunne ikke lade sig gøre. Men Leon brød sig heller ikke om at nogen

brød sig om ham. Leon ville det sådan, alt andet ville gøre ham svag. I

øvrigt havde han efter sigende en hengiven kone og nogle utrolig søde

børn – sådan er livet fuldt af gådefulde modsætninger.

Niels kørte over for rødt ved Fisketorvet, overhalede en taxa og drejede

af ved havnen. Et minut, så var han der. Ved Dybbølsbro. Klos op

ad Fisketorvet. Ikke just en charmerende ramme som slutning på det

hele. Men måske var det ikke det man tænkte på i sådan en situation.

På æstetik og skønhed. Det var almindeligt at vælge broer. Storebæltsbroen,

Øresundsbroen, Vejlefjordbroen. Blandt politiets forhandlere og

psykologer blev der joket med det. At næste gang der skulle opføres en

stor bro, burde byggeriet sponsoreres af Forenede Danske Bedemænd,

hvis der var noget der hed det. Hos forhandlerne jublede man hver gang

politikerne besluttede sig for en tunnel i stedet for en bro. Golden Gate

var selvfølgelig kongen. Det mest populære sted i verden at springe fra.

Cirka 25 mennesker afsluttede hvert år deres liv ved at hoppe i San

Francisco Bay. Var det vandet under broen der trak? Forestillede man

sig at døden ville blive blødere? For det blev den ikke. Fra så mange

meters højde svarede vandoverfladens hårdhed nogenlunde til asfalt.

Måske handlede det om vandet som mytisk kraft? Forestillingen om at

lande i et hav af følelser, at krydse floden til dødsriget?

Det sidste lille ryk op ad afkørslen, og Niels holdt ind med en hård

21


opbremsning. Politibiler, ambulancer, afspærringsbånd, betjente der

forsøgte at udstråle ro og overblik, og allerværst: den flok af nysgerrige

tilskuere der forsamlede sig når der var udsigt til tragedie. De var der

altid. Uden undtagelse. Tidspunkt og sted var underordnet. Niels havde

tit været lige ved at råbe til dem. Råbe at de skulle se at skrubbe hjem,

hjem foran fjernsynet og til aftenkaffen og pligtsexen med lillemor, det

her var ikke en biografforestilling, det var menneskelig tragedie. Men

hvad skulle det nytte? Næste gang ville de være der igen. Nogle endda

med kameraerne fremme.

En sidste ting inden han stod ud af bilen: at tjekke sig i spejlet. At se

ordentlig ud inden man stillede sig op foran det stakkels menneske. Det

var et alvorligt blik der mødte ham. Grønne øjne, bekymrede rynker der

helt sikkert ikke havde været der sidste år.

Niels steg ud og fandt Leon. Varmen var klæbrig. Sveden løb ned ad

Leon da han råbte:

– Jeg har stoppet al trafik på skinnerne. Men vi har travlt.

– Hvad ved vi om hende? spurgte Niels og gav bilnøglerne til Leon.

– Hun blev set løbe op ad Skelbækgade, sagde han og vendte sig mod

broen. Først kunne Niels ikke se hende. Men så fulgte han linjen fra

Leons pegefinger fra broen og op ad elevatortårnet der strakte sig yderligere

nogle meter mod himlen.

– Hvordan er hun kommet derop? spurgte Niels.

– Det må du spørge hende om.

– Et navn?

Leon rystede på hovedet: – Niels. Det er ingenting. Se at komme op

til hende og få det overstået. De har en stige til dig. Gør dit bedste. Jeg

har et hold klar hvis det går galt. Vi står med et par hundrede tusind

københavnere der skal bruge skinnerne om tre timer.

Niels nikkede. Hold. Et neutralt, udramatisk ord der dækkede over

de specialuddannede rengøringsfolk der rykkede ud efter ulykker. Fjernede

ligdele. Vaskede blod og hjernemasse væk. Leon havde drejet hovedet

og stirrede lige på Niels.

– Har du drukket, Bentzon?

Niels nikkede. – Tre snaps. Og en øl.

– Du lugter som et værtshus.

22


– Jeg sagde det jo.

– Gjorde du?

– Hvis du hellere vil ringe efter en anden, forstår jeg det godt.

– Det tager jo en halv time mere.

– Du er indsatsleder. Det er din beslutning.

– Se at komme op til hende. Så vi kan få det overstået og komme

hjem. Der er boksning på Eurosport.

En af teknikerne rakte Niels en sort cylinder af plastik, ikke meget

større end en pastil. – Til øret. Så kan vi tale til dig, sagde han.

– Og sige hvad?

Manden overhørte spørgsmålet. I stedet fastgjorde han en lige så mikroskopisk

ting på kraven ved Niels’ gennemblødte skjorte. – Vi kan

også høre dig, sagde teknikeren og var væk.

Leon nikkede opfordrende til Niels. Han glædede sig, Niels kunne se

det på ham. Oprigtig, barnlig glæde.

– Jeg er ikke så tryg ved det her udstyr, sagde Niels.

Leon trak på skuldrene: – Den moderne verden. Væn dig til det.

Niels gik under politiafspærringen og ud på broen hvor han nu bedre

kunne se den nøgne kvinde stå og balancere oppe på det sorte elevatortårn.

Som en statue, tænkte Niels. Spinkel. En piges krop, en voksens

ansigt. Skind og ben. Kvinden lagde sig ned.

– Bentzon?

Han vendte sig mod Leon som tog et skridt nærmere, helt tæt, forbi

intimgrænsen, så ingen af de andre betjente kunne høre ham:

– Det skal nok gå. Du har aldrig mistet en. Det sker heller ikke i aften,

hviskede Leon og rundede af med et sjældent ærligt smil mens han

klemte Niels’ arm ganske let. Måske var han bare glad for at det ikke var

ham der skulle derop.

23


Dybbølsbro Station. 23.51

24

4.

Nej, hun måtte ikke sove nu. Billedet vendte tilbage: fisken på krogen.

Hvis hun faldt i søvn, ville han slæbe hende med og trække hende ind

og ud af livet. Hun ville blive kastet rundt, døende, og så vende tilbage.

Et utal af gange. I en evighed.

Evighed.

Ordet vækkede hende. Hun satte sig op, ikke helt sikker på hvem hun

var. Eller hvordan hun var havnet her. En ufrivillig latter forlod hendes

mund ved synet af tilskuerne. Et øjeblik forvekslede hun det kolde gitter

på elevatortårnet med en scene. Eller gjorde hun? Hun rejste sig

igen. De råbte ad hende. Hun vidste det var stoffet han havde pumpet

ind i hendes blod, der forvrængede hendes syn og hørelse. Hun fik øje

på ham. Nede blandt de andre tilskuere. Djævlen. Nu smilede han til

hende, vinkede, og hun trådte instinktivt et lille skridt baglæns, væk fra

ham, væk fra den frygt han indgød i hende.

– Jeg kommer op til dig nu, sagde en stemme bag hende.

Var det ham? Eller en anden? Hvordan kunne han være både her og

der? Hun vidste det godt: Stoffet i hendes krop gjorde det umuligt for

hende at skelne. Du kan ikke stole på dit syn, sagde hun til sig selv. Du

kan ikke stole på det du hører. Du må ikke falde i søvn. For guds skyld.

Hold dig vågen.


Dybbølsbro Station. 23.53

5.

– Jeg kommer op til dig nu, sagde Niels og ventede endnu et par sekunder.

Han tog en dyb indånding og lod den sædvanlige tanke komme og

forsvinde igen: at han blandede sig i en dybt personlig beslutning. At

han ingen ret havde. For så vidt var situationen banal: En kvinde har

fået nok af det hele og ønsker at afslutte sit liv. Fair nok. Det er hun

ikke den første i verden der har ønsket. Men det kan samfundet ikke

acceptere. Den måde at løse problemerne på er ikke den rigtige. At tage

sit eget liv er en uciviliseret handling. Vi har endda valgt at lovgive i

mod det. Selvmord er forbudt. Sådan er det. Man må æde, drikke, elske,

hade, slås, ryge, gå i hundene, stryge til tops, leve stort set som man vil,

hvad som helst. Man må endda holde op med at elske den man er gift

med, tænkte Niels og følte et stik af smerte. Men man må ikke dø. Ikke

for egen hånd. Det kan man ikke tillade sig. Og det er så her jeg kommer

ind i billedet. Civilisationens sidste skanse. Ham der bliver tilkaldt

når vi for længst er forbi psykologer, psykiatere, arbejdsløshedskasser,

alkoholafvænningsklinikker, parterapeuter og hvad der nu ellers sættes

ind fra samfundets side for at forhindre at borgerne ender her, midt på

Dybbølsbro en varm sommernat med det åbenlyse ønske at dø; ham der

bliver tilkaldt når situationen er så tilspidset at spørgsmålet om liv eller

død i bogstaveligste forstand drejer sig om nogle få centimeter.

I de godt femten år Niels havde været i drabsafdelingen, havde han

fungeret som gidselforhandler i mere end de ti. Fordi han var god til men-

25


nesker. God til at lytte, god til at se og mærke. Også når det drejede sig om

ekstreme situationer. Gidseltagere. Selvmordstruede. Psykiske vrag.

– Skynd dig. Hun springer, var der en blandt tilskuerne der råbte.

Niels rystede på hovedet. Det drejede sig ikke om at skynde sig. Faktisk

det modsatte. Om at vinde tid. Om at signalere at tiden ikke var

knap. Tværtimod. Når det her var overstået, forsøgte Niels at udstråle, lå

der et langt liv og ventede på at blive levet. Han standsede op på stigen

inden han nåede så langt at hun ville kunne se ham.

– Jeg hedder Niels, råbte han. – Jeg er politimand. Jeg er ubevæbnet.

Jeg vil kun tale med dig. Ikke andet.

Han lyttede. Intet ud over gadestøj, fulde mennesker, en narkoman

der råbte til hende: – Så spring dog, kælling.

Niels så sig over skulderen, stående på stigen. Han havde Leons stemme

i øret, en stakåndet hvisken: – Det skal du ikke tænke på Bentzon.

Bare fortsæt.

Niels så igen tilbage ud over mængden og nåede at se Leon lægge

en eller anden i håndjern med et knæ solidt placeret mellem tåbens

skulderblade. Husk det nu: kun ærlige ord.

– Du skal ikke lytte til dem. De er bare fulde og dumme, sagde Niels

og tog et forsigtigt skridt op. Nu så han hende tydeligt. Første indtryk:

selvsikker. En stilfuld udstråling der grænsede til det arrogante. Hun

havde ikke meget plads at gøre godt med. Et lille skridt til en af siderne

og hun ville styrte ned. Alligevel var ryggen rank. Kroppen rolig. En

misbruger? Hun var spinkel. Men nej. Huden var fin, næsten som silke.

Velholdt. Smuk. Han var oppe på tårnet nu. Undlod at kigge ned. Det

mindede ham om at stå på en vippe i en svømmehal.

– Jeg hedder Niels. Jeg står lige bag dig.

Hun vendte sig om og stirrede på Niels. De havde øjenkontakt. Lang

tid nok til at hun ikke følte sig ignoreret. Hun kæmpede med søvnen,

det bedøvende stof i hendes blod. Heroin, tænkte Niels.

– Hold den fem minutter, Bentzon, skrattede Leons stemme i Niels’

venstre øre. Det var forstyrrende. Et øjeblik overvejede Niels at tage den

lille høresnegl ud. Men nej, bevægelsen ville være utryg for hende. Hun

skulle vide at der ikke var andet end hende i hans verden. Niels mærkede

hvordan hans skjorte klistrede til ryggen.

26


– Fire minutter, Bentzon. Så er de klar til at gribe hende, hviskede

Leon.

Det fungerede ikke at Leon kunne høre ham. I de mange år Niels

hav de forhandlet med gidsler og selvmordskandidater, havde han aldrig

mistet en. Han havde ingen formel, men han vidste hvad der ikke fungerede.

Og Leons stemme i øret fungerede ikke.

Hun så igen ned på skinnerne, derefter ud over mængden. Ledte hun

efter en?

– Forstår du dansk? Spørgsmålet overraskede også ham selv. Men

trods den helt lyse hud var der noget fremmed over hende. Næsten noget

overjordisk.

– Godt tænkt, Bentzon. Prøv på engelsk.

Niels havde lyst til at bede Leon holde kæft.

– English? spurgte Niels. – Do you understand? Where are you from?

Poland? Russia? Ukraine?

Rystede hun på hovedet? Måske ganske let? Men engelsk virkede som

vejen frem.

– Listen. Just tell me your name. Dit navn. Forstår du dansk?

– Prøv med Rumænien, Bentzon. Hovedstaden hedder Bukarest,

sagde Leon.

Niels lukkede øjnene og forsøgte at glemme stemmen i øret.

– Tag hende nu, råbte en tilskuer.

Kvinden reagerede ved at se sig omkring som om hun stod på gaden og

ikke i et elevatortårn. Hun er bange for at falde i søvn, tænkte Niels. Bange

for hvad nogen vil gøre når stoffet har taget den sidste magt fra hende.

– Du skal ikke lytte til dem, sagde han. – Kig på mig. Jeg vil dig intet

ondt. Jeg er politimand. Jeg vil tale med dig. Beskytte dig. Protect.

Leons stemme i øret, som et vindstød af orkanstyrke: – To minutter,

Bentzon.

Niels tog et skridt frem. Hun satte sig på hug, kæmpede med at holde

øjnene åbne. Kvinden udstødte et skrig henvendt direkte til Niels. Hun

var bange for ham, bange for søvnen. Mere bange for søvnen end for

døden, tænkte Niels.

– Jeg er politimand. Du er sikker nu. Jeg vil holde øje med dig når du

sover, sagde han.

27


Kvinden så på ham, men hun så på en anden end Niels. Hvem? En

eksmand? En forfølger? Niels hældede til det sidste.

– Du! Han hævede stemmen for at få kontakt, for at overdøve tilskuerne.

– Hvad hedder du? Jeg hedder Niels. Niels, gentog han og slog

sig forsigtigt på brystet. Som en Livingstone der mødte en indfødt for

første gang.

Hun missede med øjnene, kunne ikke holde sig oppe meget længere.

Hun tog et skridt baglæns mod kanten mens hun forsøgte at finde en

eller anden derude blandt folk. Et øjeblik troede Niels det var for sent,

men med rolige bevægelser stoppede hun op ved kanten af elevatortårnet.

Herfra var der et lodret fald på ti-tolv meter. Han betragtede hendes

ansigt. Ikke en narkomans ansigt.

– Please. Let me protect you. Hold you ...

Hun var i slutningen af tyverne, men så måske lidt ældre ud. Et spinkelt

ansigt. Mørke øjne. Et alvorsfuldt, intelligent blik. Fine træk, høje

kindben, øjenbryn der steg og faldt som en perfekt halv bue. Hun passede

ikke ind i noget billede han havde i sin erindring. Niels havde ellers

set det meste. Hjemvendte soldater der gik amok og skød familien.

Fejlmedicinerede psykisk syge der forvekslede almindelige supermarkedskunder

med dæmonerne i deres mareridt. Sociale tabere der lod

frustrationerne gå ud over deres sagsbehandler. Narkomaner der havde

taget for meget af det forkerte. Men ikke her – hun lignede ikke nogen

han havde forhandlet med før.

– For fanden, Bentzon. Tal til tøsen, sagde Leon i øret: – Hold hende

hen et minut mere.

– Du er træt. Det kan jeg se på dig. Du vil sove. Du er bange for hvad

der sker når du sover. Er det rigtigt? Der sker ikke noget, jeg vil være der,

sagde Niels. – Jeg vil hjælpe dig.

Kvinden sagde ikke noget. Niels gentog på engelsk mens hendes

øjenlåg kæmpede mod det uundgåelige: søvnen.

– Du er bange? Fortæl mig hvad du frygter. Somebody following

you?

Han så på hendes venstre hånd. En tatovering. Fra underarmen og

ned til håndryggen. Et hjerte, måske? Eller et navn?

28


– Må jeg komme nærmere? Closer?

Intet svar. Han kiggede på hendes nøgne fødder. Hendes hæle hang

ud over kanten som hos en der forbereder et olympisk udspring i en

svømmehal.

– Vil du vide noget om mig?

Et lille skridt nærmere mens han talte, umærkeligt fremad.

– Der er altid noget at leve for.

Hvorfor sagde han det? Man må ikke lyve. Man må kun tale sandt.

Han vendte blikket indad. Mente han det? Kendte han ikke selv følelsen

af at man havde opbrugt grundene til at være her? Jo. Han kendte den.

Alt for godt. Men alt det skulle han nok ikke sige nu. Ærligheden havde

sine grænser. Da han igen så op, betragtede hun ham.

– Tal til mig. Hvad hedder du? Just tell me your name. That’s all.

Name? Nome?

Niels gik hen til kanten, i god afstand fra hende. Brandvæsenet var

ved at gøre klar under ham. Hvis bare han kunne holde hendes opmærksomhed

nogle få sekunder længere. Hans knæ rørte på sig, usikkert,

som om de truede med at give efter for vægten. Han lyttede til

hendes vejrtrækning: hektisk, stødvis.

– Husk på: Hvis du springer, er jeg den sidste der ser dig i live. Jeg er

dit afskedsbrev. Er der nogen du gerne vil give en sidste besked? Han

rakte hånden frem mod hende, og hun svarede igen med at slå ud efter

ham. Hun ramte planløst, og hendes velplejede negle rev ham. Niels

mærkede hvordan huden på hans arm åbnede sig, men følte ingen

smerte. Blodet piblede frem og løb ned ad hans hånd, under armbåndsuret,

videre ned på broen. Så flængedes luften af den nøgne kvindes

skrig.

– Bentzon! råbte Leon. – Skal jeg komme op?

Hun så på tilskuerne, ikke dem på broen, men dem på perronen.

Hun havde set en. En hun var bange for.

– Kig på mig! Ikke dem. Der kan ikke ske dig noget. Jeg vil hjælpe

dig.

Hun bevægede sig væk fra Niels, små skridt langs kanten. Der var en

elegance over hendes bevægelser. Skridt for skridt. Centimeter for centi-

29


meter. Hun standsede op. Så Niels i øjnene. Pludselig i stand til at åbne

dem helt. En supernova der lyser op før det uundgåelige.

– Nej, sagde Niels. – Lad være.

– Tyve sekunder mere, Bentzon, sagde Leon.

Hun løftede det ene ben, ganske let, og balancerede kun på tåspidserne

på højre fod.

– Hvis du springer, så springer jeg efter dig.

Så sagde hun noget, et enkelt ord som druknede i de mange skrig fra

perronen. Men i et kort øjeblik, lige før og lige efter hun sagde det, så

hun håbefuld ud. Som om hun igen troede på livet. Og så lod hun sig

falde bagover ud over kanten. Niels sprang frem. Et øjeblik var han på

vej til at holde sit løfte og springe efter hende, svæve igennem luften,

men i stedet forsøgte hans hånd at få fat i hende, fingerspidserne nåede

akkurat at strejfe hendes fine hud på ryggen langs rygsøjlen. Hvis du

springer, så springer jeg efter dig. Han så ned. Så øjeblikket hvor hendes

krop rystede unaturligt, mekanisk, da hendes ryg og nakke ramte de rustbrune

skinner uden en lyd. Mere så han ikke, han var landet på kanten,

og nu var hans ben på vej ud over den. Da han igen så ned, bredte

blodet sig under hendes knuste baghoved. Benene lå spredt ud til hver

sin side. Den ene arm over hovedet, den anden ned langs kroppen. Derefter

hørte han skrig, både fra dem på broen og dem på perronen. Med

begge hænder hang han fast i tårnets kant. Han burde slippe. Springe

efter hende. Det havde han lovet. – Det er bare at give slip, Niels, hviskede

han. Bevægelsen over alle bevægelser: at slippe. Nu gør du det,

tænkte han lige før en kraftig hånd låste sig fast om hans.

30

More magazines by this user
Similar magazines