En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

netpublikationer.dk

En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

Bolivia - en politisk og økonomisk oversigt · Steffen V. Knudsen

Bolivia

En politisk og økonomisk oversigt

af Steffen V. Knudsen


Bolivia

En politisk og økonomisk oversigt

af Steffen V. Knudsen


Indholdsfortegnelse Økonomisk situation ved årtusindskiftet .............. 73

Gælden................................................................. 73

Handelsbalancen .................................................. 75

1. Landet og folket ......................................... 9

Andesbjerge og Amazonas .................................... 9

Befolkning............................................................ 10

Oprindelige folk, bønder og blandinger................ 13

Mange sprog......................................................... 14

Religion................................................................ 15

2. Historie ...................................................... 19

Solens Sønner....................................................... 19

Den spanske erobring........................................... 23

Uafhængigheden .................................................. 23

Tinbaroner og diktaturperioden ........................... 25

Victor Paz Estenssoro ........................................... 26

Demokrati i støbeskeen ........................................ 27

Den militære svingdør.......................................... 28

Banzers diktatur ................................................... 31

Kokainkuppet ..................................................... 32

3. Den nyere politiske udvikling ..................... 35

Diktaturets endeligt ............................................. 35

Konsolidering af demokratiet ............................... 37

Koka – en hellig plante......................................... 38

Den Patriotiske Aftale .......................................... 40

Nye reformer........................................................ 43

Forfatningen og det politiske system..................... 44

Loven om folkelig deltagelse................................. 45

Jordreformloven – INRA...................................... 50

Undervisningsreformen ........................................ 51

March for jord...................................................... 53

Banzer vælges demokratisk ................................... 55

Politiseringen af den offentlige administration...... 59

Korruption........................................................... 60

4. Økonomisk udvikling.................................. 63

Fra mineraler til gas og soja .................................. 63

Inkaskat, bytteøkonomi og gummiboomet ........... 64

Krise, revolution og nationaliseringer ................... 65

Økonomisk kaos .................................................. 66

Dekret nr. 21060 – et økonomisk vendepunkt ..... 68

Nye økonomiske reformer .................................... 71

5. De enkelte sektorer .................................... 79

Landbruget........................................................... 80

Skovdrift og rovdrift............................................. 83

Minedrift ............................................................. 85

Service.................................................................. 88

Den finansielle sektor ........................................... 88

Transport.............................................................. 89

Den uformelle sektor............................................ 91

Kokain ................................................................. 93

6. Sociale forhold ........................................... 99

Fattigdommens ansigt .......................................... 99

Uddannelse .......................................................... 101

Sundhed............................................................... 104

Kvindernes forhold............................................... 108

Menneskerettigheder ............................................ 109

Medierne.............................................................. 110

7. Udenrigspolitik .......................................... 113

Politisk og økonomisk integration ........................ 113

Forholdene til nabolandene .................................. 115

Brasilien ............................................................... 115

Peru...................................................................... 115

Chile .................................................................... 116

Argentina ............................................................. 116

Paraguay............................................................... 117

Forholdet til USA................................................. 117

Forholdet mellem Bolivia og EU .......................... 118

8. Udviklingssamarbejde med Bolivia ............. 123

Koordinering af bistanden .................................... 124

Det danske bistandssamarbejde ............................ 125

Programsamarbejdsland........................................ 126

Oprindelige folk, decentralisering

og folkelig deltagelse............................................. 128

Landbrug og udvikling af landområderne............. 130

Miljø og forvaltning af naturressourcer................. 131

Private organisationer ........................................... 132

Oversigt over partier og bevægelser ................ 135

Mere om Bolivia............................................... 139


Peru

Bolivia – Infrastruktur

0 100 200 300 400 km

Stillehavet

Lago

Titicaca

Tiahuanaco

Cobija

Charaña

Chile

Beni

Rurrenabaque

Apolo

La Paz

D e saquadero

Sabaya

Lago

de Poopó

Madre de Dios

Salar

de Uyuni

Otlague

Oruro

Guajará-

Mirim

Riberalta

San Borja

Ma m oré

San Joaquín

Magdalena

Santa Ana

Rio Grande

Trinidad

Puerto Villarroel

Todos Santos

Cochabamba

Potosi

Uyuni

Sucre

Pilcom ayo

Tarija

Itonam a s

Rio Grande

Camiri

Yacuiba

Villazón

Argentina

Urubicha

Sa n Pablo

San Javier

Santa Cruz

Villa Montes

Rio Paraguay

San José

de Chiquitos

Banados

del

Izozog

San Ignacio

Paraguay

Infrastruktur

Hovedstad

Største byer

Hovedvej

Jernbane

Lufthavn

Mindre lufthavn

Landegrænse

Brasilien

Puerto Suárez

Bolivia – Departementer

0 100 200 300 400 km

4 5

Peru

Stillehavet

Chile

P A N D O

LA PAZ

Lago

Titicaca

Beni

La Paz

D e saquadero

Lago

de Poopó

O R U R O

Madre de Dios

Salar

de Uyuni

P O T O S I

Ma m oré

B E N I

COCHABAMBA

Rio Grande

Pilcom ayo

Itonam a s

Rio Grande

C H U Q U I S A C A

T A R I J A

Argentina

Sa n Pablo

Rio Paraguay

S A N T A C R U Z

Banados

del

Izozog

Paraguay

Brasilien


Fakta om Bolivia

Uafhængig republik:

6. august 1825

Styreform:

Civilt fl erpartistyre

Statsoverhoved:

Præsident:

General Hugo Banzer Suarez

1997-2002

Hovedstad:

La Paz

Areal:

1.098.581 km 2

(26 gange Danmarks størrelse)

Befolkning:

ca. 8,1 millioner

Andel af befolkningen i byer:

Over 60 %

Befolkningstilvækst:

ca. 2,2 %

i årligt gennemsnit 1985-2000

Analfabetisme:

15 %, men der regnes med 55 % funktionelle

analfabeter af den voksne befolkning

Forventet levealder:

63 år

Foto: Mike Kollöffel

Religion:

Statsreligionen er katolicisme.

Især på landet kombineret med oprindelige religioner.

Antallet af protestanter er 5-10%

BNI pr. indbygger:

1026 dollars i 1999

Import:

1854 mio. dollars (1999)

Eksport:

1096 mio. dollars (1999)

Samlet udviklingsbistand:

645 mio. dollars i 1999

= 81 dollars pr. indbygger

Dansk udviklingsbistand:

2000: 162,8 mio. kr.

2001: 125 mio. kr.

2002: 150 mio. kr.

2003: 150 mio. kr.

2004: 150 mio. kr.

2005: 150 mio. kr

Offi cielt sprog:

Spansk

Valuta:

En boliviano = 1,40 kr. (1/4 2001)

6 7

Kilder:

Verdensbanken, IMF, WTO, Danida og INE


Kartoflen er gennem årtusinder

blevet forædlet

af oprindelige folk i

Andesbjergene og forbindes

ofte med Bolivia.

Dyrkningen af planten

er en vigtig aktivitet i

landbruget.

Foto: Mike Kollöffel

Landet og folket

Andesbjerge og Amazonas

Bolivia ligger i Sydamerikas hjerte uden adgang til havet.

Landets areal er 1.099.000 km 2 , eller 26 gange Danmarks.

Bolivia har været over dobbelt så stort som i dag, men

har mistet landområder i krige med Paraguay, Argentina,

Brasilien, Peru og Chile.

Ikke mindst har krigen mod Chile i 1879 været en bitter

pille at sluge. Her forsvandt den vigtige adgang til Stillehavet.

I dag må bolivianerne rejse gennem nabolandene

for at eksportere til verden uden for Sydamerika. Enten via

hovedvejene til Stillehavet gennem Peru og Chile eller via

de store floder gennem Brasilien, Paraguay og Argentina.

Bolivia ligger lidt syd for ækvator og rummer næsten

alle klimazoner fra Andesbjergene – med flere bjerge på

over 6000 m – til Amazonasjunglen. Andeshøjsletten, eller

Altiplanoet, som højlandet hedder i Bolivia, har tempereret

klima, dalområderne (Los Yungas) på bjergenes østside er

subtropiske, og lavlandet mod øst har tropisk klima.

For mange danskere er landet synonymt med højsletter,

inkahistorie, lamaer, kvinder med bowlerhatte og kartofler.

Det er da også korrekt, at de fleste mennesker bor i

Andesbjergene og de tilstødende dale i op til 4500 m over

havets overflade.

Groft opdelt er to tredjedele af Bolivias areal lavland,

Los Llanos, heraf er en stor del tropisk regnskov, men og

savanne og steppe findes. Mod sydøst ligger den tørre og

ugæstfrie Chaco, som er en enorm, sparsomt beboet slette,

hvor temperaturen i visse perioder når over 40 grader.

Længere mod nord, i Amazonas, renser en daglig skylle

luften i den hede regntid, mens store landområder bliver

oversvømmet i månedsvis, og kanoen er eneste transportmiddel.

De store vandmængder samles i hundreder af floder,

der mod nord løber ind i Brasilien og bliver en del af verdens

største flod, Amazonas. Floderne i den sydlige del af landet

8 9

1.


løber sammen i Río Paraguay, der ender i Atlanten tusinder

af kilometer sydpå i Argentina.

I højlandet og i dalområderne regner det betragteligt

mindre, og mange steder er der mangel på vand til landbruget.

Den store højslette, Altiplanoet, og Cochabambadalen

har hvert år problemer med at skaffe vand nok til

landbruget. Bønderne i Cochabambadalen har i århundreder

leveret fødevarer til minerne i højlandet, men dalen

er gradvist ved at tørre ud. Overdreven træfældning og

globale klimaændringer får skiftevis hovedansvaret for

problemet.

Over hele landet varer regntiden fra november til marts.

I regnskoven betyder det, at man i den periode er sikker på

daglig styrtregn, mens man i tørtiden kan opleve uger uden

nedbør. I den store og tørre Cochabambadal og i højlandet

falder der kun få dråber regn fra april til september.

Altiplanoet er en stor, relativt flad slette i 3800 til 4000

meters højde mellem Andesbjergenes østlige og vestlige

kæder. Kæderne løber parallelt fra Chile i syd til Ecuador i

nord. Altiplanoet i Bolivia er det sted, hvor kæderne ligger

længst fra hinanden med op til 100 kilometers afstand. I den

nordlige del af Altiplanoet findes verdens højst beliggende

sejlbare farvand, Titicacasøen. Mod syd findes verdens

største saltsø, Salar de Uyuni, ved den forblæste stations-

og mineby Uyuni.

Befolkning

Ved Bolivias seneste folketælling i 1992 blev det samlede

befolkningstal opgjort til 6.420.792. Det er meget vanskeligt

at tælle folk, både på landet og i byerne. Nærmest

umuligt er det at få en blot nogenlunde pålidelig opgørelse

over, hvor mange mennesker der bor i de sydligste landsbyer

fl ere dagsvandringer fra den nærmeste by. I 1992 var der

i øvrigt en del mennesker, der gemte sig for folketællerne

af frygt for, at de senere hen skulle blive anmodet om at

betale skat.

Den næste folketælling vil løbe af stablen i 2001. Det

forventes ved den lejlighed at være nemmere at få folk til

at lade sig tælle, da kommunerne efter den seneste decen-

10 11

Peru

Stillehavet

Højdekort

0 100 200 300 400 km

Lago

Titicaca

A N D E S B J E R G E N E

Nev.

Sajama

(6542 m)

Chile

Illamyu

(6384m)

La Paz

A L T I P

Illimani

(6402m)

L A N O

Lago

de

Poopó

Salar

de Uyuni

L L A N

L O S Y U N G A S

Co.Uturunco

(6010 m)

Co.Huaillas

(5500m)

Co.Nuevo-Mundo

(6020 m)

O S

Cochabamba Santa Cruz

Argentina

C H A C O

Paraguay

Højdekort

0-200 m

200-500 m

500-1000 m

1000-2000 m

2000-3000 m

3000-4000 m

Over 4000 m

Brasilien


traliseringsreform får overført bloktilskud alt efter, hvor

mange mennesker der bor i den enkelte kommune.

Det nationale statistiske kontor anslår, at der i år 2000

levede over otte millioner mennesker i Bolivia. Men det

skønnes desuden, at over én million bolivianere lever som

arbejdere i Argentina. De fleste af dem uden at være registrerede.

I Bolivia bor der ca. 7,4 personer pr. km 2 . Ifølge det statistiske

kontor bor over 60 pct. af bolivianerne i byområder,

og 68 pct. bor i de tre departementer La Paz, Santa Cruz og

Tidligere kaldte man de

oprindelige folk i Bolivia

for indianere, indio.

Men det opfattes af

mange som en nedsættende

betegnelse.

Foto: Henning Bagger/

Scanpix

Cochabamba. Her ligger landets tre største byer, og her

er den væsentligste økonomiske aktivitet. Af landets ni

amter ligger tre i højlandet. Alle tre er relativt tætbefolket,

mens Pando amt i regnskoven længst mod nord kun har

omkring 50.000 indbyggere. Sammenligner man med

andre lande i regionen, har Bolivia stadig en relativt stor

landbefolkning.

En holdningsundersøgelse fra Planlægningsministeriet

konkluderer, at bolivianerne helst kun vil have 2-3 børn

pr. familie. Men fakta viser, at de får dobbelt så mange.

Prævention er blevet mere almindelig, men det er stadig

kun hver tredje kvinde i den fødedygtige alder, der beskytter

sig mod uønsket graviditet. Konsekvensen er en gennemsnitlig

vækst i befolkningen på 2,2 pct. om året. Da

mange flytter til byen, har nogle landområder oplevet et

fald i befolkningen. Imens vokser byernes indbyggertal

med 4 pct. om året.

Den gennemsnitlige levealder for bolivianeren er 63

år – en stigning på 2,5 år i sammenligning med 1992.

Børnedødeligheden pr. 1000 fødte er 62 – et fald på 13

siden 1992. Den er dog stadig Sydamerikas højeste.

Oprindelige folk, bønder og blandinger

Det er almindeligt at opdele Bolivias befolkning efter etniske

grupper. Oprindelige folk, mestizer (blanding af

indianer og hvid) og hvide er nogle af de mest brugte begreber.

Men det er problematisk at ville klæbe klare etniske

etiketter på folk.

“To ud af tre bolivianere er indianere”, kan man læse i

populære rejsebøger og videnskabelige rapporter. Men gør

man sig den ulejlighed at tage ud på Altiplanoet, højlandet,

og spørge folk, om de betragter sig som indianere, vil man

ofte få det svar, at de er bønder.

Begrebet indianere, indio er for mange oprindelige folk en

nedladende betegnelse fra før revolutionen i 1952. Dengang

var los indios den billige arbejdskraft på landejendommene,

haciendaerne og i minerne. De var sammen med byernes

middelklasse den drivende kraft i revolutionen. Mange

oprindelige folk fik deres egen jord og betragter sig derfor

12 13


med stolthed som bønder. Så selv om mange mennesker

i højlandet klæder sig i poncho, spiller charang, et lille

strengeinstrument der kan være bygget af træ eller skjoldet

fra et bæltedyr, og taler aymará eller inkasproget quechua,

kalder de sig ikke nødvendigvis indianere.

Endelig mener mange antropologer, at quechua ikke

er en kultur, men blot et sprog, som inkaerne pålagde

folk at tale, da de erobrede dem for 600-700 år siden. De

såkaldte quechua – oprindelige folk – består af en lang

række folkegrupper med forskellig musik, klædedragt og

traditioner.

Mange sprog

Resultatet af de store kulturelle, geografi ske og etniske

forskelle er, at over halvdelen af Bolivias befolkning

taler et andet sprog ved siden af det spanske. En ud

af ti taler ifølge folketællingen i 1992 ikke spansk. Det

største indianske sprog er quechua, som tales af 1,7

millioner mennesker. Derefter følger aymará, som tales

af cirka en million. I byerne taler kun en tredjedel af

indbyggerne et andet sprog end spansk. Aymará og

quechua tales hovedsageligt i højlandet og i dalene, der

gennemskærer Andesbjergenes østlige skråninger.

Quechua tales også i de kokaproducerende områder

i junglen. Mange tidligere minearbejdere er efter minernes

lukning vandret ned i junglen i et forsøg på at

overleve i den ulovlige koka- og kokainindustri. Derfor

taler folk i et stort jungleområde med omkring 50.000

familier i dag quechua.

Lavlandet udgør i sig selv en mosaik af sprogstammer.

Alene blandt de ca. 200.000 oprindelige folk i lavlandet

fi ndes ca. 32 sprog, hvoraf en del imidlertid er ved

at uddø. Kun syv sprog tales af fl ere end 10.000 mennesker.

Det største oprindelige sprog i lavlandet er

guaraní, der tales af omkring 50.000 mennesker.

Præsident Gonzalo Sanchez de Lozada (1993-1997) forsøgte

via uddannelseslovgivning og demokratiseringslove at ud-

jævne nogle af de største forskelle mellem befolkningsgrupperne.

Men stadig har de såkaldte mestizer og hvide de

bedste job, tjener fl est penge og ser i øvrigt ofte ned på

los indios.

Mestizer er folk, der mener at have hvidt, europæisk blod

i årerne. Racismen smitter af på de oprindelige folk, der

flytter ind til byen, så man kan høre en “indianer”, der

er hushjælp hos en “hvid” familie i byen, omtale sin egen

familie på landet som indios.

Den kulturelle påvirkning går dog i alle retninger. Fusioner

mellem den oprindelige musik, spansk guitar, rock

osv. har fundet vej til middelklassen i byerne. Det er blevet

almindeligt på disko-instederne i La Paz at spille en halv

time af de nationale fusionsrytmer ud på de små timer, når

publikum har fået nok af Michael Jackson og salsa.

Ligesom de oprindelige folk er et kludetæppe af forskellige

sprog og traditioner, er mestizerne en meget blandet

gruppe. Nogle nedstammer direkte fra spanske familier,

der er blevet blandet med landets oprindelige beboere.

Portugisisktalende brasilianere af blandet oprindelse er

kommet ind over de østlige grænser. Der er desuden alt

fra menonitsamfund, en hollandsk gendøberbevægelse,

til små japanske og tyske grupper. Udvandringen fra Tyskland

omkring anden verdenskrig har også sat sine spor.

Dels flygtede en del venstreorienterede før 1940, dels satte

nazister kursen mod Bolivia i og efter 1945. Den højeste

koncentration af mestizer og europæere findes i lavlandet

omkring byen Santa Cruz.

Endelig findes der i Yungas-dalene uden for La Paz en

lille gruppe sorte. Det er efterkommere af flygtede slaver

fra minerne i Potosí. De har overtaget aymaráindianernes

sprog og klædedragt, men blander afrikanske rytmer ind i

højlandsindianernes musik.

Religion

Katolicismen kom til det nuværende Bolivia med de spanske

erobrere. I dag siges mellem 90 og 95 pct. af befolkningen

at være katolikker. Protestantiske kirker har vundet mellem

5 og 10 pct. af befolkningen. Men uanset hvilken af de to

14 15


etninger folk bekender sig til, er oprindelig tro og religion

meget fremherskende hos fl ertallet af bolivianerne, selv om

spanierne i kolonitiden gjorde deres bedste for at ødelægge

de oprindelige religioner. Inkaernes templer blev ødelagt,

og på de traditionelt hellige steder byggede spanierne deres

kirker. Der var hårde straffe for at bekende sig til andet

end katolicismen.

Men folk holdt ikke op med at tro på Moder Jord (Pachamama)

eller deres bedsteforældres sjæle, der har hjemsted

i bjergtoppene. De adopterede Jomfru Maria og Jesus og

skjulte deres egne guder og skikke i tilbedelsen af dem.

Det afspejles f.eks. i religiøse malerier fra kolonitiden, der

er udført af oprindelige folk. Jomfru Maria er malet midt

i billedet med en stor pyramideformet kjole, som samtidig

symboliserer det hellige Potosíbjerg og dermed symbolet

på Moder Jord. Rundt om jomfruen/Moder Jord ses solen,

den liggende måne og stjernerne, inkaernes tre hellige

symboler, som også er stuerene symboler i den katolske

kirke.

Mange traditionelle ceremonier blev flyttet fra dagtimerne

til ud på natten eller ind i folks huse for at undgå præsternes

opmærksomhed. Den særlige form for blandingsreligion

ses i mange ritualer i dag. I højlandet pløjer ingen bonde

sin mark, før han har ofret til Pachamama. Hun skal have

sukkerstads, alkohol, cigaretter og ikke mindst en god

portion af de hellige kokablade for at være godt tilfreds.

Det hele brændes af, og asken begraves, så Moder Jord kan

fylde sig i løbet af sæsonen.

Hvis hun ikke får sit offer, nedkaster hun forbandelser

over markerne, og afgrøderne bliver ødelagt af hagl og uvejr.

Eller måske falder der ikke en dråbe regn hele foråret, og

afgrøderne tørrer ind. Men under ofringen beder bonden

samtidig til Jomfruen, så han er dækket ind til alle sider.

Jomfru Maria har indtaget sin fremtrædende plads blandt

de andre guder og gudinder.

Tilsvarende ofringer finder sted i offentlige og private

kontorer en gang om året, hvor der hældes en smule alkohol

i alle kontorets hjørner for at holde de dårlige ånder ude.

Den danske ambassade i La Paz går i den sammenhæng

heller ikke ram forbi.

Mellem 90 og 95 pct.

af befolkningen er katolikker

– men man er

ikke holdt op med at tro

på Moder Jord (Pachamama).

Foto: Mike Kollöffel

16 17


Bolivias ældste kultur

havde sit centrum ved

Titicacasøen. Inkaernes

myte om sig selv som

solens sønner tager og

sit udgangspunkt ved

Titicacasøen.

Foto: Mike Kollöffel

Historie

De seneste års forskning rykker jævnligt datoen for, hvornår

de første mennesker kom til Bolivia, men meget peger på,

at det skete for ca. 21.000 år siden. Det var jægere, der i

søgen efter vildt eller måske på fl ugt fra krige søgte sydover

og på et tidspunkt slog sig ned og dyrkede jorden.

Ifølge officiel historie blev Andesbjergene beboet for

3000-4000 år siden. Man har fundet spor af handel mellem

kystsamfund og højlandet fra dengang. Chavin-kulturen

med dens fremragende keramik og arkitektur bredte sig ned

over det nuværende Perus østlige andeskæde fra 1400-400

før Kristus. På det tidspunkt menes aymaráindianerne, som

kommer fra det centrale Peru, at være kommet til Bolivia,

hvor de fordrev de oprindelige beboere.

Solens Sønner

Den ældste markerede kultur i Bolivia, Tiahuanaco-kulturen

stammer fra 1000 år før Kristus. Den havde sit religiøse

center ved Titicacasøen på grænsen til Peru, hvor man

på satellitfotos stadig kan se spor af enorme vandingssystemer.

Området ved Titicacasøen blev siden erobret af inkaerne.

De prædikede, at de var efterkommere af solen. Den sendte

sine første stråler ud over en ø i søen. På øen skulle den

første inka være blevet sendt ned på jorden af sin fader,

som ifølge legenden var solen.

Den mest kendte gengivelse af myten er skrevet i begyndelsen

af 1600-tallet af Inka Garcilaso de la Vega, der var

søn af en inkaprinsesse og en spanier. Garcilaso arbejdede

som kronikør for spanierne. Hans udlægning af myten

lyder således:

Inkaerne siger, at Solen sendte sine to børn, en mand og

en kvinde, ned på denne ø for at vejlede jordens barbariske

mennesker. De siger, at efter syndfloden blev solens stråler set på

denne ø og over den store sø, før de sås nogen andre steder.

18 19

2.


Den første inka, Manco Capac, så, at indianerne ærede søen

og øerne som hellige. Han udnyttede den gamle legende og

brugte sin visdom og digtede en anden legende. Den sagde,

at Manco Capac og hans kone var børn af Solen, og at deres

far havde anbragt dem på øen, så de kunne gå ud i verden og

undervise menneskene.

Gennem legenderne fik inkaerne overbevist indianerne om,

at de virkelig var solens sønner.

Inkaerne kom til det nuværende Bolivia fra Peru. Efter

at have levet et par århundreder som en geografisk set

relativt lille kultur, invaderede inkaerne i løbet af 50-70 år

enorme landområder og andre kulturer. På højdepunktet

i begyndelsen af 1500-tallet nåede inkaimperiet så langt

østpå som Santa Cruz-departementet, mod syd ind i Chile

og mod nord til Ecuador og Colombia. Der blev bygget

veje, fæstninger, samlet hære til at holde sammen på riget

og etableret kornkamre til dårlige tider.

Der står et blandet, men overvejende romantisk skær om

inkaerne. Nogle ser dem som et slags centraliseret socialistisk

styre, hvor få havde for meget, og alle havde nok. Deres

ledere blev betragtet som direkte efterkommere af solguden.

De flyttede rundt på folkeslag og udkæmpede krige mod

de folk, der ikke ville underlægge sig. Det lykkedes dem

imidlertid kun i ringe grad at trænge ned i Amazonas.

Der er megen diskussion om graden af centralstyre i

inkariget. Nogle historikere mener, at mange landsbyer

i Andesbjergene havde en udstrakt grad af selvstyre. Ayllus

kaldes systemet af landsbyfællesskaber. Ayllus var fællesskaber,

der strakte sig over flere klimazoner, og som

derfor havde en høj grad af selvforsyning. Lamaer, hvede

og kartofler fik de fra højlandet, længere nede dyrkedes

majs og afgrøder, der ikke tåler frost. Nede i dalene med

subtropisk klima gav bananpalmerne og maniokrødder

deres del af variationen til kosten.

Helt frem til i dag kan man i nogle landsbyer spore de

gamle magtforhold i aylluer, som har overlevet gennem

kolonitid og republik. Uanset hvor selvstændige aylluerne

var, kommer man ikke uden om inkaernes organisationstalent.

Staten ejede al jord, og skatter blev opkrævet i form

af arbejdskraft til byggeprojekter. Religion og sprog blev

Helvedes Åbne Kældre.

De første par årtier efter

fundet af Cerro Rico

– Det Rige Bjerg – foregik

sølvudvindingen fra

overfladen. Men så blev

der behov for at grave

skakter, og en voldsom

udnyttelse af indianerne

begyndte. De tilbragte

ofte en uge under jorden

og bragte selv majs med

ned og slæbte malmen

med op – en opstigning

der kunne tage 4-5 timer.

Illustration:

Det Kgl. Bibliotek

tvunget ned over de erobrede folk. Dog lykkedes det aldrig

at tvinge folkene omkring Tiahuanaco til at tale quechua.

Her overlevede aymarásproget.

Inkaernes rige blev splittet i begyndelsen af 1500-tallet.

En magtkamp mellem to halvbrødre, der begge ville have

tronen, endte med, at den såkaldt sande inka blev lagt i

lænker, og den uægte halvbror, Atahualpa, tog magten.

20 21


Historisk kort

Peru

Stillehavet

Chile

Lago

Titicaca

La Paz

Argentina

Mistede landområder

Bolivias nuværende

grænse

Bolivia ved selvstændigheden

i 1825

Salpeter-krigen mod

Chile 1879-80

Gummi-krigen mod

Brasilien 1899-1903

Olie-krigen mod

Paraguay 1932-35

Brasilien

Paraguay

Bolivia har mistet over

halvdelen af sine landområder

siden 1825.

Den spanske erobring

Spanierne ankom, netop mens magtkampen mellem de to

brødre stod på. Lederne af de spanske styrker, Fransisco

Pizarro og Diego de Almagro, bragte en lille håndfuld

lejesvende til Andes i 1531. Atahualpa dræbte den egentlige

efterkommer af solen af frygt for konkurrence til tronen.

Broderdrabet førte til, at Atahualpa fi k magtfulde fjender

blandt sine egne, og spanierne forstod at alliere sig med

de stærkeste.

I løbet af to år havde den lille håndfuld spaniere ved hjælp

af deres utrolige historiske held og kraftige geværer slået

Inkariget i smadder. De to ledere af invasionen delte rovet og

inkaernes land imellem sig. Lykken varede dog kort for de

to. Begge blev myrdet inden 1544, det år hvor Sydamerikas

rigeste skatte blev fundet af spanierne. Det var en indianer,

der afslørede sin viden om sølvminerne i Det Rige Bjerg,

Cerro Rico i Potosí, og fundene overgik selv spaniernes

vildeste drømme om El Dorado, Det Forgyldte Land.

Potosí blev med sine 140.000 indbyggere til den største

og rigeste by på den vestlige halvkugle. Sølvet fra Cerro Rico

blev en grundsten i den spanske økonomi i to århundreder

og var starten på en veritabel sørøverkrig i Caribien.

Millioner af slaver blev sejlet over fra Afrika for kort efter

at ende livet i minerne. Bolivianske historikere mener, at

otte millioner mennesker døde i Det Rige Bjergs skakter.

Transporten af sølvet på æselryg hen over den isnende

højslette til Peru var lang og hård. Derfor grundlagde spanierne

i 1548 La Paz, Bolivias nuværende hovedstad, som

en hvilestation på vejen.

Uafhængigheden

Både rebelske efterkommere af spaniere og oprindelige

folk forsøgte fl ere oprør mod kolonimagten i Madrid. Det

vigtigste i 1781 var ledet af Tupac Katari, der repræsenterede

de oprindelige folk. På trods af de mange lokale oprør

ledet af de oprindelige folk skulle det blive det voksende

spansktalende borgerskab, der udløste det endelige opgør

med Spanien. Mine- og godsejere var utilfredse med, at

overskuddet blev soldet op i moderlandet. Spanien lå stadig

22 23


længere væk for hver ny generation af nu sydamerikanske

spaniere.

I 1809 udbrød Sydamerikas første egentlige uafhængighedskrig

mod den spanske krone. Det var i det nuværende

Sucre i Bolivia. Der sprang gnisten, som antændte

uafhængighedskrigene på resten af kontinentet. I 1825

udråbtes republikken Bolivia. Landet blev opkaldt efter

befrielseshelten Simón Bolivar.

Det var begyndelsen til et politisk og militært ragnarok,

tabte krige og ikke mindst sydamerikansk rekord i regeringer.

189 gange har det urolige land haft statskup. Helt op til

over midten af det 20. århundrede var der ingen traditioner

for udviklingen af noget, der bare minder om demokrati.

Befolkningen blev holdt hen i fattigdom og uvidenhed,

mens en meget lille overklasse berigede sig.

Desuden tog samtlige af Bolivias naboer en bid af landet

i krige fra 1879 til 1938. I Bolivia husker man bedst krigen

mod Chile fra 1879 til 1884. Her mistede landet de rige

forekomster af nitrat og kobber og vigtigst: adgangen til

havet. Som kompensation gav chilenerne Bolivia en jernbane

fra La Paz til kysten i Chile. Det ydmygende nederlag

var det første i en lang række nabokrige. I 1903 kæmpede

de hårdtprøvede bolivianere mod Brasilien og tabte igen.

Det var dengang, den irske dyrlæge John Boyd Dunlop

fandt ud af, at saften fra gummitræet kunne bruges til at

fremstille dæk til hans søns trehjulede cykel. Michelin opfandt

det aftagelige dæk, og så brød helvede løs i Amazonas.

Tusinder af oprindelige folk blev taget som slaver for at

tappe gummi til dækindustrien. Brasilien ville udvide sit

tappeområde, sendte hæren ind og overtog næsten uden

modstand den bolivianske Acre-provins.

En tredje vigtig krig blev tabt til Paraguay i trediverne.

Krigen startede med småkampe om nogle militære udposter

på en dårligt defineret grænse i Bolivias sydøstlige hjørne.

Bagved lå interessen for at udvinde områdets olie. Bolivia

havde en aftale med det amerikanske Standard Oil om

udnyttelsen, mens Paraguay havde entreret med det hollandske

Shell. De to selskaber støttede hver sin regering i

krigen, der kom til at vare tre år og koste 65.000 mennesker

livet. Med et befolkningstal omkring de to millioner kan de

bolivianske dødsfald i antal forholdsmæssigt sammenlignes

med Europas i første verdenskrig.

En af forklaringerne på de tabte krige er, at den bolivianske

stat eksisterede mere af navn end af gavn. Der var

kun ringe tiltag til at opbygge uddannelse, forsvar, veje

og statsapparat i øvrigt. Landets ejere og ledere synes at

have haft hurtig rigdom som højeste mål. Landets udvikling

tog de ikke så tungt. Et resultat af krigene er en såret

nationalfølelse og et nationalt mindreværdskompleks af

rang. Ikke bare i forhold til de sejrende naboer, men til hele

omverdenen. I Bolivia er det altid “de stores skyld”.

Tinbaroner og diktaturperioden

1900-tallets minedrift var styret af tre familier, Hochschild,

Patiño og Aramayo. Tin vandt frem og blev vigtigere end

sølv. Der skulle produceres dåser, våben og fl yvemaskiner

til verdenskrigene. Efterspørgslen steg, da USA opkøbte

et strategisk lager af tin for at være rustet til kommende

krige. Tinbaronerne kaldes de tre familier stadig i dag. De

byggede slotte i Schweiz og var blandt verdens rigeste.

De oprindelige folk kom stadig ikke i skole, de var billig

arbejdskraft i minerne og på godserne. Alligevel kunne

de underprivilegerede grupper ikke holdes uden for magten

i længden. Mange var utilfredse med militærets og

regeringens talentløse håndtering af krigen mod Paraguay

i trediverne. Dele af militæret gik ind for en fascistisk,

korporativ stat, mens oppositionen flirtede med alt fra

radikal marxisme til borgerlig nationalisme.

I løbet af 1940’erne modnedes de nationalistiske ideer

i et parti ved navn Den Revolutionære Nationalistiske

Bevægelse, MNR, Movimiento Nacionalista Revolucionario.

MNR vandt valget i 1951, men et af de talrige militærkup

forhindrede partiet i at komme til magten. I protest mod

kuppet besatte minearbejderne mineskakter og togbaner,

så militæret måtte sendes ud over hele højlandet. La Paz var

derfor ikke rustet til modstand, da en bondehær bevæbnet

med hakker og enkelte muskedonnere indtog byen. Regeringspaladset

blev overtaget af MNR i den relativt fredelige

aprilrevolution i 1952.

24 25


Victor Paz Estenssoro

Victor Paz Estenssoro var en af hovedkræfterne bag

revolutionen i 1952, og han blev den første præsident

efter revolutionen.

I 1952 var minearbejderne og det bolivianske LO, COB,

rygrad i gennemførelsen af revolutionen. Da Victor Paz

Estenssoro blev præsident i 1985, var det ham, der

gennem fyring af 21.000 minearbejdere, knækkede

COB’s traditionelt store indfl ydelse på landets politik.

Det skete som led i det strukturtilpasningsprogram,

der skulle stoppe landets galopperende infl ation og

stabiliseret økonomien.

Victor Paz Estenssoro døde 7. juni 2001, 93 år gammel.

Demokrati i støbeskeen

Revolutionen i 1952 betød historiens første systematiske

bestræbelser på en demokratisering af Bolivia. Almindelig

stemmeret, nationaliseringer, jord- og uddannelsesreformer

blev gennemført. Staten overtog tinbaronernes miner.

Mange godser blev delt ud til de oprindelige folk, og alle

fi k ret til at stemme. I 1955 gennemførte MNR en uddannelsesreform,

så mange børn på landet kunne komme i

skole.

Filosofien var, at man af hensyn til landets udvikling ikke

kunne holde over halvdelen af befolkningen hen i analfabetisme

og fattigdom. Arbejdsstyrken skulle kvalificeres og

frigøres af de feudale forhold på landet. Al undervisning

skulle foregå på spansk, som en stor del af landbefolkningen

ikke forstod. Indianerne skulle “civiliseres”, som det hed

i loven.

Minearbejderne, der havde været revolutionens rygrad,

fik relativt gode forhold: Pensionsordninger, mad til kunstigt

lave priser og en beskeden bolig. Fagforeningerne

samlede sig i en fælles landsorganisation, COB Central

Obrera Boliviana (Bolivias LO), der fik stor indflydelse på

regeringen indtil midt i 1960’erne. MNR’s politik med

jord- og uddannelsesreform, udbygning af infrastrukturen,

demokratisering og inddragelse af de oprindelige folk

i samfundslivet er en klar skabelon for det arbejde, den

seneste MNR-regering, med nogen succes, videreførte

fra 1994-1997 under præsident Gonzalo Sánchez de Lozada.

Reformerne gav bønder og minearbejdere en fornemmelse

af, at de for første gang havde en vis repræsentation i

regeringspaladset i La Paz. Partiet sad på magten i 12 år.

Victor Paz Estenssoro og Hernan Siles Suazo skiftedes,

som landsfædre, til at sidde i præsidentstolen. De gennemførte

langsigtede reformer, men det lykkedes ikke på kort

sigt at forbedre de fattiges vilkår. De stærke minearbejdere

blev utilfredse. De sultestrejkede og nedlagde arbejdet.

Regeringen endte med at skære navlestrengen over til de

arbejdere, der havde født revolutionen. Dét splittede MNR,

der trods en svækkelse vandt valget i 1964. Men urolighederne

udmundede i et militærkup anført af den USA-

26 27


støttede general René Barrientos. Kuppet var indledningen

til 18 års militærstyre kun afbrudt af korte, kaotiske perioder

med demokrati.

Den militære svingdør

Bolivias militære regeringer sad for de fl estes vedkommende

kun kortvarigt. To mand var undtagelsen, det var René Barrientos

i 1960’erne og Hugo Banzer i 1970’erne. Imellem

de tos magtperioder skiftede styret fl ere gange. Ideologiske

og personlige slagsmål i de væbnede styrker åbnede for

en række regeringer og koalitioner, der i fl ere tilfælde kun

holdt dage eller få uger. Barrientos sad på magten fra 1964

frem til han i 1969 omkom i en helikopterulykke, der aldrig

er fuldt opklaret.

Barrientos lagde sig hurtigt ud med minearbejderne ved at

fyre 6000 ansatte i et forsøg på at gøre det statslige mineselskab

rentabelt. Minearbejdernes protester kulminerede i

juni 1967, hvor Barrientos iværksatte en massakre i de mest

rebelske minebyer, Catavi og Siglo Veinte. Fagbevægelsen i

byerne blev ligeledes slået ned med hård hånd, mens Barrientos

støttede sig til den indianske bondebevægelse. Resultatet

var et militærstyre, der støttede sig til fattige bønder

og kæmpede mod alle andre faglige grupperinger.

Udenlandsk kapital blev budt velkommen efter mange år

med lukket økonomi. Verdensmarkedsprisen på tin steg til

glæde for både det statslige mineselskab og de private mineejere.

Det gav brede officerskredse en tro på, at militæret

var den eneste kraft, der kunne modernisere landet.

Samtidig blev det kommunistiske spøgelse meget håndfast.

I november 1966 besluttede Cubas forhenværende

nationalbankdirektør, argentineren Ernesto Ché Guevara

sig for, at verdensrevolutionens næste skridt skulle tages i

Bolivia. Han satte sin lejr op i den østlige del af landet, fjernt

fra de revolutionære minecentre i bjergene. Det utopiske

mål var en kopi af den cubanske revolution med støtte fra

landproletariatet.

Ché Guevara overså, at Bolivia allerede havde haft sin

jordreform, og at bønderne var militærstyrets reelle folkelige

opbakning. Chés lille gruppe vandrede rundt fra hytte til

I 1966 flyttede Cubas

tidligere nationalbankdirektør,

argentineren

Ernesto Ché Guevara til

Bolivia for at videreføre

verdensrevolutionen. Her

blev han, med støtte fra

CIA, fanget og henrettet

9. oktober 1967 og vist

frem for verdenspressen.

Foto: Nordfoto

hytte i et halvt år uden at rekruttere nye guerillaer. Bolivias

kommunistparti forrådte Ché Guevara efter intern

uenighed, og med støtte fra CIA satte militæret med et par

geværkugler punktum for det mislykkede guerillaeventyr.

Ché Guevara blev henrettet uden rettergang den 9. oktober

1967.

René Barrientos forblev populær blandt bønderne og i

store dele af middelklassen frem til sin død ved helikopterulykken

i 1969. Dødsulykken blev indledningen til endnu

en række kup og modkup. Situationen blev først stabil

igen, da general Hugo Banzer tog magten ved et blodigt

kup i 1971.

28 29


Hugo Banzer Suarez,

her på et billede fra

1971, var diktator fra

1971 til 1978, en periode

med økonomisk fremgang.

Foto: Polfoto

Banzers diktatur

Hugo Banzer Suarez, som havde været minister under Barrientos,

forsøgte at genoptage bonde-militær-alliancen fra

tiden under Barrientos. Han udbyggede landbrugsreformen

og delte mere jord ud end under MNR’s berømte jordreform

i 1953. Bønderne fra højlandet og dalområderne

fi k jord i lavlandet på regnskovsindianernes bekostning.

Samtidig forærede Banzer mange af sine venner og forretningsforbindelser

i hjembyen Santa Cruz store områder.

For første gang i Bolivias historie opstod en økonomisk og

politisk stærk gruppering uden for højlandet.

Banzer-perioden, 1971-1978, var karakteriseret ved et

økonomisk boom uden sidestykke i Bolivias historie. Landet

oplevede en stigning i investeringer og i den almindelige

bolivianers levevilkår. Mineralpriserne var i top, og adgangen

til internationale kreditter var stort set uhindret. I denne

periode grundlagde Bolivia den enorme udlandsgæld, som

stadig tynger landet. Generelt var perioden præget af politisk

stabilitet i den forstand, at politisk modstand blevet mejet

til side. COB blev forbudt ligesom venstrefløjspartierne.

Antikommunismen blev undskyldning for tortur mod

fanger og institutionel vold mod politiske modstandere af

alle afskygninger. Banzer fastfrøs priserne på landbrugsvarer

for at holde styr på inflationen, og bøndernes protest resulterede

i 1974 i den første konfrontation imellem bønder og

militær siden revolutionen - en massakre på protesterende

bønder i Cochabamba.

Da Jimmy Carter i 1977 satte sig i præsidentstolen i USA

kom menneskerettigheder på dagsordnen, og på det felt

så det ikke godt ud for Banzer. Han måtte sløjfe forbudet

mod partier og love valg. Dog tøvede han med at løslade

hundredvis af politiske fanger, hvilket udløste en massiv

sultestrejke støttet af kirken. Banzer gav efter, udskrev valg

og trak sig tilbage.

Fagforeningslederne genindtog deres poster fra før kuppet

i 1971, og venstrefløjspartierne samlede sig i en blok,

Unidad Democratica Popular, UDP. Militæret gik i panik,

da UDP vandt valget i juli 1978. Et kup gennemførtes

under vanlig forvirring, valget blev erklæret ugyldigt, og

endnu en general af den gamle skole erklærede, at han

30 31


ville regere indtil nye valg i 1979. Det varede dog kun

nogle måneder, så tog en gruppe unge generaler magten

ved endnu et kup. Der blev udskrevet og afholdt flere valg.

UDP stod igen til at få magten i juli 1980, men militærets

hardlinere sagde nej.

Kokainkuppet

Anført af Luis García Meza tog militæret endnu en gang

magten. Det var ikke lykkedes Banzer at knække fagforeningerne,

det ville García Meza gøre mere effektivt. Meza havde

kompetente folk til det beskidte arbejde. 600 stormtropper

med Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie, i spidsen. SSmassemorderen

havde fundet et nyt job sammen med

fremtrædende italienske og argentinske fascister. COB blev

stormet, og en del af de tilstedeværende likvideret på stedet.

Resten blev taget med til tortur og forhør.

Det næste år spredte de paramilitære grupper terror i

gaderne. Kuppet blev kaldt kokainkuppet, fordi García

Mezas folk satte kokainhandelen i system. Under en ellers

vaklende økonomi var det hvide pulver officerernes bedste

mulighed for at berige sig i en fart.

Mens militæret skovlede kokaindollars til sig, sultede folk

på gaden. Det internationale samfund afbrød samarbejdet

med Bolivia. Renten steg og var med til at gøre det umuligt

at betale 1970’ernes lån tilbage. Landet oplevede i 1980

negativ økonomisk vækst med folkelige protester til følge.

García Meza gik af efter et år, og magten blev overtaget af

skiftende juntaer frem til oktober 1982. Da begyndte en

ny æra i boliviansk politik.

Militær i La Paz’s gader

i forbindelse med Hugo

Banzers magtovertagelse

i 1971.

Foto: Polfoto

32 33


Hovedstaden La Paz.

Foto: Mike Kollöffel

Den nyere politiske

udvikling

Diktaturets endeligt

Fra 1950 til 1982 havde Bolivia 18 præsidenter, hvoraf

kun fem var demokratisk valgt. I 1982 kunne generalerne

ikke længere holde fast på magten. Kongressen, der var

valgt i 1980, blev indkaldt med to års forsinkelse. Den

venstreorienterede veteran fra 52-revolutionen, Hernan

Siles Suazo, satte sig i præsidentstolen som leder af venstrefl

øjskoalitionen UDP. Vicepræsident blev Jaime Paz

Zamora fra MIR, Movimiento de la Izquierda Revolucionaria.

Bolivias kommunistparti var med i alliancen, der havde

opbakning fra minearbejderne og bondebevægelsens nye

ledere.

Den nye regering opløste de paramilitære grupper. Klaus

Barbie blev udleveret til retsforfølgelse i Frankrig. Italienere

og argentinere blev sendt hjem. Den største udfordring

for UDP var at redde Bolivia ud af den økonomiske ruin,

militæret havde efterladt. Det lykkedes aldrig, tværtimod.

Ideologiske slagsmål prægede koalitionen fra begyndelsen.

Frem for at opbygge et politisk program, gik tiden

med fraktionsdannelser. Efter tre måneder trådte MIR

ud af UDP for at vende tilbage for en kort bemærkning

i 1984.

I parlamentet mødte UDP-regeringen kraftig modstand

mod sin politik ført an af MNR og ADN, Acción Democratico

Nacional. Endvidere protesterede såvel COB som

arbejdsgiversammenslutningen mod den førte politik. Der

bredte sig en bølge af utilfredshed på tværs af parti- og

interesseskel. Arbejderne i statens miner tabte tålmodigheden

og gik i langvarige strejker. Militærets hardlinere

manifesterede sig ved at bortføre præsidenten. Han blev dog

løsladt efter folkeligt pres. Inflationen satte nye rekorder, og

lønningerne blev udhulet. Det var almindeligt at skaffe sig

34 35

3.


mad ved at bytte, pengene faldt i værdi fra dag til dag. UDPregeringen

endte i et mislykket forsøg på stram statsstyring

af økonomien. Efter en generalstrejke blev Siles Suazo

tvunget til at love valg i 1985, et år før tiden. Venstrefløjen

led et nederlag, den aldrig er kommet sig over.

Valget i 1985 vandt den tidligere diktator Hugo Banzer

med 29 pct. af stemmerne. Mange vælgere huskede den

økonomiske fremgang og relative orden under Banzers

diktatur. Fremgangen dengang skyldtes hovedsageligt eksterne

faktorer som stigning i tinpris og betydelige lån fra

udlandet. Men uanset årsagen var levestandarden steget.

Vælgerne stemte for god økonomi og imod venstrefløjens

kaos.

Valgets nummer to blev den 77-årige centrum-højrekæmpe

fra MNR, Victor Paz Estenssoro. Trods hans støtte

til et militærkup i 1979 huskede folk ham stadig bedst for

jordreformen i 1953. Venstrefløjspartiet MIR, der var gået ud

af UDP-regeringen inden valget, vandt tredjepladsen. MIR

og nogle småpartier støttede Paz Estenssoro, som kunne sætte

sig i præsidentstolen for fjerde gang. Kongressens valg af

Guillermo Fortun Suarez,

leder af Hugo Banzers

parti, ADN, meddeler,

at partiet trækker sig

tilbage fra Parlamentet,

da det ser ud til, at

Hugo Banzer ikke bliver

valgt til præsident, skønt

han fik flest (29 pct.) af

stemmerne ved det netop

overståede præsidentvalg

i 1985. Ny præsident

blev Victor Paz Estenssoro.

Foto: Polfoto

Victor Paz Estenssoro i 1985 markerer for alvor indledningen

til en konsolidering af demokratiet i Bolivia.

Konsolidering af demokratiet

Paz Estenssoro indledte straks et stramt økonomisk strukturtilpasningsprogram

– et program som er blevet videreført

af efterfølgende regeringer. Politisk lagde regeringen sig

ud med minearbejderne ved at fyre 21.000 ansatte i de

urentable statslige miner. Der blev indført undtagelsestilstand

for at bremse tilløb til generalstrejke, og militæret

blev sendt på gaden. Denne gang af en demokratisk valgt

præsident.

Mange var utilfredse med indgrebet, og venstrefløjen gav

udlandet en del af skylden. Den Internationale Valutafond

(IMF) blev hængt ud for at blande sig i Bolivias interne

forhold. Men uanset indgrebets mangel på popularitet lykkedes

det at bremse den galopperende inflation, der havde

gjort livet umuligt for Bolivias befolkning. Politiske og

økonomiske analytikere er enige om, at Bolivia ikke havde

noget alternativ til gennemførelsen af strukturtilpasningsprogrammet.

De he93

nviser til nabolandene Argentina og Brasilien, der havde

lignende problemer. Dér tøvede regeringerne flere år, før

de indførte deres økonomiske chokkur. Det var med til at

uddybe landenes problemer. En forværring af problemerne

i Bolivia i 1985 ville have knækket den bolivianske stat.

Strukturtilpasningsprogrammet blev MNR’s endelige

opgør med minearbejderne, som havde været drivkraften

bag revolutionen i 1952. I 1985 skulle den offentlige sektor

slankes. Kun 9000 ud af 30.000 arbejdere i det statslige

mineselskab beholdt deres arbejde, og COB brød sin historiske

alliance med MNR. En normal protestform ville

have været at gå i strejke, men de havde ingen arbejdspladser

at lamme. I stedet gennemførte minearbejderne en flere

hundrede kilometer lang protestmarch fra minerne til La

Paz. Via marchen lagde de pres på regeringen for i det

mindste at få en aftrædelsesordning.

Den økonomiske kompensation var ringe, men minearbejderne

grundlagde med den lange march en protestform,

36 37


som siden er blevet en del af dagligdagen – ikke mindst

i hovedstaden La Paz, hvor der sjældent forløber en uge

uden en demonstration. Oprindelige folk og bønder har

flere gange marcheret for bl.a. jordrettigheder.

Mange fyrede minearbejdere drog ned i junglen på flugt

fra sulten i minerne. De ryddede jordstykker i regnskoven

og begyndte at dyrke kokablade, som er råvaren til det hvide

guld, kokain. Dette skete samtidig med, at forbruget af kokain

og den billigere crack nærmest eksploderede i USA.

Andre sektorer måtte også lægge ryg til, ikke mindst det

statslige olieselskab, der ligesom resten af statsapparatet var

vokset efter hvert valg. I Bolivia var og er en ansættelse i

den offentlige administration en almindelig belønning for

at have støttet den vindende præsidentkandidat.

Koka – en hellig plante

I den vestlige verden er kokaplanten berygtet som råvaren

til fremstilling af kokain. Men for højlandsindianerne

har planten en helt anden betydning. Den er en gave fra

Gud, en hellig plante, som de bruger hver dag, lige som

deres forfædre har gjort det i årtusind er. Kokabladene

indgår i alle ritualer i Andesbjergene, og ingen bonde

pløjer sin mark uden først at ofre kokablade til Moder

Jord. Minearbejderne ofrer hver fredag koka til djævlen,

som de mener hersker over minegangene.

Men først og fremmest tygger alle højlandsindianere

kokablade. De virker lindrende på en lang række sygdomme

som højdesyge og dårlig mave. I Bolivia produceres

kokate i breve til hoteller og caféer, ligesom

der produceres kokashampo, sæbe og cremer. Koka

bruges også i verdens mest solgte læskedrik, CocaCola.

Hvert år importerer CocaCola tonsvis af kokablade til

USA. Det sker via den såkaldte CocaCola-paragraf, som

er en undtagelse fra eksportforbuddet i FN’s narkolove.

Koka står på FN’s liste over farlig narko.

COB blev voldsomt svækket i takt med, at fagforeningens

rygrad, minearbejderne, mistede deres arbejdspladser.

En af Victor Paz Estenssoros

første handlinger,

da han var blevet valgt

til præsident i 1985, var

at fyre 21.000 minearbejdere.

Minebyerne ligger

i dag stadig hen som

spøgelsesbyer.

Foto: Mike Kollöffel

38 39


Internt i fagbevægelsen gav det plads til nye ansigter i ledelsen.

Efterhånden som minearbejderne gled ud, kom

de indianske landarbejdere ind. For første gang fik den

indiansk dominerede landarbejderorganisation, CSUTCB

(Confederación Sindical Unica de Trabajadores Campesinos

de Bolivia), indflydelse på COB. CSUTCB’s krav gik på

forbedring af landbefolkningens adgang til kreditter, uddannelse

og sundhed.

Paz Estenssoro gik vidt for at få den økonomiske plan

igennem. Han var blevet præsident takket være centrumvenstre-partierne,

men han gik sammen med den tidligere

diktator Banzer for at få flertal for de økonomiske indgreb.

Det gav uro og omrokeringer i partiet. Rokeringerne gav

plads til en ny partileder. Den amerikansk-uddannede

forretningsmand Gonzalo Sánchez de Lozada blev ny leder

for MNR og præsidentkandidat i 1989. Han havde

været den bolivianske hovedmand bag gennemførelsen af

strukturtilpasningsprogrammet i 1985.

I 1989 havde MNR siddet hele regeringsperioden. Det

var første gang siden 1964, at der hverken havde været

militærkup eller nyvalg i en hel valgperiode. Bolivia var ved

at blive et mere politisk stabilt land efter mange år med

hastigt skiftende regeringer.

Den Patriotiske Aftale

MNR sejrede ved valget i 1989, men det lykkedes ikke at

få præsidentposten. MIR var tilsyneladende parat til at gå

meget langt for at lede regeringen. MIR og Jaime Paz var

begyndt som en guerillagruppe, da Banzer var diktator, og

guerillaen forsøgte at vælte diktaturet med vold. General

Banzer havde personligt ledet kampen mod guerillaen, der

havde kostet Jaime Paz Zamoras bror livet. Nu indgik de

gamle ærkefjender, MIR’s Jaime Paz Zamora og eksdiktator

Hugo Banzer Suarez fra ADN, hvad de kaldte Den

Patriotiske Aftale.

Fortiden kunne man ikke se på tv-skærmen, da de to

arvefjender omfavnede hinanden og lagde grunden til de

næste fire års styre i fællesskab. Aftalen gik ud på, at MIR

skulle have posten frem til 1993, og Banzer skulle derefter

tage over. Sådan kom det ikke til at gå. Nationalisme og

populisme var det arbejdsgrundlag, de to kunne blive enige

om. Det var småt med sammenhængende arbejde i retning

af at reformere den bolivianske stat. De to partiers samlende

punkt var, at de først og fremmest ville have magten frem

for MNR.

Udenrigspolitisk gjorde regeringen sig bemærket. Kokadiplomatiet

kaldtes Jaime Paz Zamoras udenrigspolitiske

varemærke. Talerne gik på, at kokabønderne ikke skulle

bære skylden for de rige landes misbrug af kokain. Koka

skulle legaliseres, så bønderne kunne eksportere deres kokaprodukter

til det internationale marked. Men talernes

retorik om legalisering af koka klingede hult, fordi mange

højtstående medlemmer af regeringen og administrationen

gentagne gange blev taget i narkoforbrydelser. Tale om

legalisering af koka gav et mildt sagt spændt forhold til

USA, hvor kokain var udnævnt som en væsentlig årsag

til landets sociale problemer og derfor spillede en stadig

vigtigere indenrigspolitisk rolle.

Jaime Paz Zamora undlod dog ikke at spille med musklerne.

Han gav indenrigsministerposten til en af de mænd,

der havde styret narkohandelen under kokaingeneralen

García Meza i 1980. Det blev dråben, der fik bægeret til

at flyde over. USA truede med at lukke for bistanden, hvis

ikke indenrigsministeren blev afsat straks.

Jaime Paz tabte magtkampen og afsatte sin indenrigsminister.

Indadtil spillede han på bolivianernes mindreværd

over for de store. Han agiterede mod USA’s imperialisme

for at tage trykket fra de indenrigspolitiske problemer.

Samtidig bad Jaime Paz løbende USA, EU og FN om mere

bistand. Argumentet var, at hvis ikke de fattige fik bedre

levestandard, ville de dyrke endnu mere koka. I 1990,

under stor mediebevågenhed, bevilgede George Bushs

administration 78 mio. dollars i bistand og optrappede de

nordamerikanske narkoraids inde i Bolivia.

Kokadiplomatiet afledte delvist opmærksomheden fra de

sociale og faglige organisationers voksende utilfredshed. De

fattige mærkede ikke meget til den makroøkonomiske stabilitet.

Derfor svirrede La Paz af rygter om kup i 1992. Mange

officerer ønskede Jaime Paz Zamora fjernet på grund af hans

40 41


fortid som guerillakæmper mod militærdiktaturet. Modstanden

blev ikke mindre, da Zamora endte med at bryde sit

samarbejde med eksdiktator Banzer. Ifølge aftalen skulle Hugo

Banzer have haft præsidentstolen efter valget i 1993. Zamora

holdt skansen, og de to parter gik til valg hver for sig.

På det indenrigspolitiske område blev Jaime Paz’s regeringsperiode

mest kendt for udarbejdelsen af et udkast

til reform af forfatningen. Forslaget indeholdt bl.a. gennemførelsen

af en undervisningsreform, reform af jordloven

og et forslag til en decentralisering af den offentlige

administration. Zamora-regeringen banede således vejen

for de forfatningsændringer, som skulle blive grundpillen i

den efterfølgende regerings reformprogram. Endvidere stod

Zamora-regeringen fadder til SAFCO-loven, som regulerer

ansættelser og licitationer i den offentlige sektor.

Ved valget i 1993 blev

aymará-indianeren Victor

Hugo Cárdenas valgt

til vicepræsident og var

således med, da reformerne

om folkelig deltagelse

og decentraliseringen

blev vedtaget i 1994.

Foto: Mike Kollöffel

Nye reformer

Valget i 1993 blev igen vundet af MNR. Denne gang fi k

forretningsmanden og mineejeren Gonzalo Sánchez de

Lozada præsidentposten. Sánchez de Lozada førte valgkamp

under kælenavnet Goni, som i folkemunde hurtigt blev

omdøbt til Gringoni på grund af hans nordamerikanske

accent efter tyve år i USA.

I august 1993 blev Gonzalo Sánchez de Lozada indsat

som præsident. En alliance mellem MNR og tre mindre partier

sikrede ham flertallet i Kongressen. Aymará-indianeren

Victor Hugo Cárdenas blev valgt til vicepræsident. Victor

Hugo Cárdenas var leder af MRTKL (Movimiento Revolucionario

Túpac Katari de Liberación), ét af de partier i Bolivia

som søger at fremme de oprindelige folks rettigheder.

Sánchez de Lozada blev valgt på et klart defineret regeringsprogram,

hvilket var en nyskabelse i boliviansk

politik. Han satte magt bag ordene i programmet “Plan

de Todos”. Grundloven blev, som det første, revideret for

at bane vejen for de nye reformer, der kom til at præge

hele Gonzalo Sánchez de Lozadas regeringstid. Baseret

på grundlovsændringer, der bl.a. slår fast, at Bolivia er et

flerkulturelt og multietnisk samfund, introducerede Goni

fra 1993 til midten af 1997 en sammenhængende pakke

af reformer af det bolivianske samfund.

Inden for rammerne af forfatningsændringerne er der

blevet vedtaget love om folkelig deltagelse i beslutningsprocesserne

på kommunalt plan, decentralisering af den

offentlige administration, uddannelse for alle, jordreform

og privatisering af statsvirksomheder.

Salget af de statslige selskaber var et afgørende opgør

med en af hjørnestenene i revolutionen fra 1952. Selskaberne

blev dengang dannet af MNR, som nu privatiserede

dem. De øvrige reformers hovedtemaer var ellers de samme

som under revolutionen: demokratisering, uddannelse,

jordspørgsmålet og varetagelsen af de oprindelige folks

interesser. Politisk set er det vigtigt at lægge mærke til holdningen

til de oprindelige folk. I halvtredserne skulle de

gøres til spansktalende borgere og glemme deres rødder.

I 1990’erne blev deres sprog og organisationsformer accepteret

i lovgivningen.

42 43


Forfatningen og det politiske system

Bolivias politiske system er baseret på forfatningen

af 1967, som senest er blevet ændret i 1994. Den udøvende

magt ligger hos præsidenten og vicepræsidenten.

Som statsoverhoved er præsidenten valgt for fem

år ad gangen. Hvis ingen præsidentkandidat opnår

absolut fl ertal, udpeges præsidenten af Kongressen

blandt de to kandidater, der får fl est stemmer.

Siden 1985 har ingen præsidentkandidat opnået absolut

fl ertal, så Bolivia har været ledet af koalitionsregeringer,

hvor de store partier har været nødsaget til

at afgive indrømmelser over for mindre partier i koalitionen.

Der har på den baggrund været en relativt bred

politisk konsensus om retningen for den økonomiske

og politiske reformproces.

Der skal ifølge forfatningen gå fem år, inden en tidligere

præsident må indtage embedet igen, hvilket og

gælder for vicepræsidenten.

Præsidenten har beføjelser til, uafhængigt af Parlamentet

og Kongressen, at udpege et ministerkabinet, en

række topembedsmænd og præfekter (amtsborgmestre)

samt generalen for de militære styrker. Desuden har

præsidenten i vid udstrækning ret til at regere via dekreter.

Administrationen er bygget op af 14 ministerier,

hvert med fl ere viceministre.

Den bolivianske Kongres har to kamre. Et Senat bestående

af 27 senatorer, med tre valgte medlemmer fra

hvert af landets ni geografi ske departementer/amter

(kort side 5). Det andet er deputeretkammeret bestående

af 130 medlemmer, hvor halvdelen vælges direkte,

mens den anden halvdel vælges indirekte via partinomineringer.

Efter spansk forbillede vælges desuden suppleanter

til alle kongresmedlemmerne. Valg afholdes

hvert femte år, sidste gang i juni 1997. Næste præsident-

og parlamentsvalg er i juni 2002.

Efter fransk forbillede står en amtsformand (præfekt) i

spidsen for den regionale administration. Amtsformanden

udpeges af præsidenten. Amterne fungerer som cen-

tralregeringens politiske og administrative repræsentant.

Amtsrådet består af medlemmer valgt af byrådene.

Landets ni amter er inddelt i 314 kommuner. Kommunerne

har siden en gennemgribende decentraliseringsreform

i 1994 haft selvstyre. Der afholdes kommunalvalg

hvert femte år, det næste i 2004. Borgmesteren vælges

fra de to største partier.

Retssystemet er inddelt i et nationalt og amtsligt niveau.

Således har hvert departement sit eget retssystem

med egen kontrollerende retsinstans. Retsvæsenet

overvåges af en højesteret bestående af 12 medlemmer,

udpeget af Kongressen for en tiårig periode. Medlemmerne

kan ikke genvælges.

Loven om folkelig deltagelse

En af hjørnestenene i den politiske reformproces er loven

om folkelig deltagelse. Loven, der blev vedtaget i 1994,

indebærer, at betydelige ressourcer og ansvarsområder overføres

til kommunerne. De tager sig af investeringer i og

vedligeholdelse af den sociale og fysiske infrastruktur samt

tilrettelæggelsen af offentlige serviceydelser. 20 pct. af den

nationale skatteindtægt overdrages gennem bloktilskud til

de lokale regeringer i et forhold, der svarer til de enkelte

kommuners indbyggertal. Loven har som formål at:

Inddrage de oprindelige folk i den politiske og økonomiske

udvikling af landet.

Iværksætte en decentralisering af den offentlige administration,

for derved at sikre en mere ligelig fordeling og

bedre administration af offentlige ressourcer.

Styrke de politiske og økonomiske mekanismer, der er

nødvendige for at forbedre det lokale demokrati.

Sikre retslig anerkendelse af territoriale basisorganisationer

311 kommuner så dagens lys – i 2001 var tallet kommet

op på 314. Deres grænser blev som regel dannet ud fra de

gamle sektioner. Der var et krav om mindst 5000 indbyggere

i hver af de nye kommuner, ellers blev de lagt sammen

44 45


med nabokommunerne. Der er stadig strid om mange

kommunegrænser ikke mindst som følge af, at bloktilskuddene

fordeles efter kommunernes indbyggertal.

Loven sætter rammerne for et skift bort fra en centralistisk

stat hen imod en mere decentraliseret offentlig forvaltning

og større deltagelse fra borgernes side i kommunale anliggender.

Siden reformerne har kommunernes hovedopgave været

at gennemføre en lokal udviklingsplan, der bl.a. omfatter

biveje, drikkevandsforsyning, kunstvanding og bygning af

skoler og sundhedsposter. Som noget helt specielt boliviansk

har bøndernes og de oprindelige folks traditionelle organisationer

mulighed for at deltage i kommunernes arbejde.

Organisationernes repræsentanter bliver ikke nødvendigvis

valgt direkte til byrådet. De kan udpeges til de såkaldte

overvågningskomiteer. Komiteerne er en folkelig instans,

hvis formål er at godkende kommunalplanen og sikre, at

byrådsmedlemmerne ikke udøver magtmisbrug.

Komiteerne godkender således kommunernes årlige planer

for brug af penge, inden planerne sendes til La Paz

for endelig godkendelse i Finansministeriet. En af de store

diskussioner drejer sig om de områder, hvor en bestemt

etnisk gruppe bor i flere forskellige kommuner. I første

omgang tillod loven ikke at etablere et distrikt på tværs

af kommunegrænserne. Det er nu ændret, og der er i dag

dannet en række etniske kommunedistrikter, ligesom det er

muligt at lave tværkommunale sammenslutninger.

Det første landsdækkende kommunalvalg i Bolivias historie,

som blev afholdt i 1995, var en bekræftelse på, at

de oprindelige folk og bønderne i det mindste delvist har

accepteret de nye spilleregler. Omkring en fjerdedel af de

godt 1600 nye byrådsmedlemmer var ledere fra bonde-

eller indianerbevægelsen, og deres andel var endnu større

ved kommunalvalget i 1999.

Selv kokabønderne deltog. De har ellers traditionelt afvist

alt nyt fra staten. En af dem siger:

“Vi er stadig imod regeringens politik, men denne nye lov

giver os mulighed for at få indflydelse på vores medlemmers

hverdag. Vi bestemmer selv, hvilke veje der skal udbygges,

og hvor skolerne skal ligge.”

Som led i decentraliseringsreformen

bliver vedligehold

af veje nu varetaget

af kommunerne,

som også får tildelt penge

til opgaven.

Foto: Mike Kollöffel

46 47


Det er den udvikling af demokratiet, som har været en del

af sigtet med reformerne. Samtidig har man villet bremse

tilløb til separatisme i landet. Den traditionelle magtkamp

mellem den økonomiske hovedby Santa Cruz og hovedstaden

La Paz er blevet skærpet i takt med den økonomiske

vækst i Santa Cruz. Mens Santa Cruz i perioder har haft

en tocifret økonomisk vækst, har der i mange områder af

højlandet reelt været tale om negativ vækst. Santa Cruz

mener derfor ikke, det er rimeligt, at de skal finansiere

udviklingen i højlandet, som de kulturelt har meget lidt

til fælles med.

Den økonomiske elite i Santa Cruz anførte protester

mod loven om folkelig deltagelse. Samtidig var dele af

fagforeningerne imod reformerne. Den decentrale model –

Ikke alle er lige begejstrede

for reformerne. Især

de trotskistiske lærere er

imod reformpakken og

demonstrerer her i La

Paz’s gader. Urolighederne

medførte indførelse af

undtagelsestilstand, der

varede i et halvt år.

Foto: Polfoto

både loven om folkelig deltagelse og undervisningsreformen

– lægger mere magt ud til lokale organisationer og tager

dermed en del af magten fra de landsdækkende fagforeninger.

Især de trotskistiske lærere var imod reformpakken.

Strejker og aktioner i begyndelsen af 1995 førte til

indførelsen af undtagelsestilstand i hele landet. Det var

fjerde gang, der indførtes undtagelsestilstand siden 1982.

Denne gang varede undtagelsestilstanden et halvt år.

Parlamentet vedtog loven om administrativ decentralisering

i 1995. Loven overfører midler til amtsmyndighederne

(præfekturet), som dog stadig er underlagt centraladministrationen

og dennes prioriteringer.

Loven om administrativ decentralisering har imidlertid

skabt usikkerhed om ansvars- og kompetencefordeling

mellem præfekturer og kommuner. Præfekturerne har udviklet

sig til en bremseklods i gennemførelsen af en effektiv

decentralisering i mange amter. Præfekten udnævnes stadig

af præsidenten. Amtsrådet, som er under stærk kontrol af

de politiske partier, har ikke fungeret som en demokratisk

kontrolinstans af præfekten og præfekturets forvaltning.

Efter gennemførelsen af lovændringerne forvalter amter

og kommuner i dag 62 pct. af det nationale investeringsbudget

i modsætning til 21 pct. i 1993.

Loven om folkelig deltagelse har været en mindre revolution

i et ellers meget topstyret samfund. Reformen og

de efterfølgende overførelser af ressourcer til kommunerne

blev gennemført næsten fra den ene dag til den anden.

Hastigheden var med til at sikre, at de stærke interesser,

der modarbejdede reformen, ikke fik medvind. Men for

kommunerne var hastigheden overvældende, og mange

af de nye kommuner havde ingen erfaring med forvaltning.

Kommunalbestyrelserne var uden erfaring, de lokale

overvågningskomiteer var en nyskabelse uden sidestykke i

Latinamerika, og der var mangel på uddannet personale til

at varetage de nye kompetenceområder.

På trods af de mange fødselsproblemer er decentraliseringsprocessen

i Bolivia år efter år blevet konsolideret. I

de kommende år vil kommunerne få overført endnu flere

ressourcer og ansvarsområder. Kommunerne vil således fra

2001 og 15 år frem få ansvaret for forvaltningen af de cirka

48 49


1,3 mia. dollars, som Bolivia inden for det såkaldte HIPC

II-initiativ (gældsinitiativ rettet mod de mest forgældede

af de fattigste lande) vil kunne anvende til fattigdomsbekæmpelse

i stedet for at tilbagebetale gæld til internationale

kreditinstitutioner.

Endvidere vil kommunerne fra 2001 gradvist overtage

lønninger til lærere og sundhedspersonale. Det forventes, at

de bolivianske kommuner i år 2003 vil forvalte mere end 50

pct. af det nationale investeringsbudget. Decentraliseringen

og styrkelsen af kommunernes rolle i udviklingsprocessen

er med andre ord kommet for at blive.

Jordreformloven – INRA

Hvor de oprindelige folk for få år siden sjældent blandede

sig i politik, er de i dag meget aktive. MNR viste allerede

inden valget i 1993, at man var opmærksom på den politiske

strømning blandt vælgerfl ertallet. Udnævnelsen af aymaráindianerlederen

Victor Hugo Cárdenas til vicepræsident er

udtryk for den opmærksomhed. Til valget i juni 1997 opstillede

ikke færre end tre repræsentanter for de oprindelige

folk som vicepræsidentkandidater.

Velvilligheden over for den oprindelige befolkning går

igen i både jordreformen og uddannelsesreformen. På trods

af den positive holdning over for den oprindelige befolkning

og politisk konsensus om at revidere landreformloven fra

1953, var det først efter en af de største demonstrationer

i La Paz’s historie, at der kom skub i sagen. Parlamentet

vedtog i 1996 en ny jordlov (INRA), som erstatning for

loven fra 1953.

INRA-loven anerkender de oprindelige folks kollektive

ret til at eje jorden. Den kollektive jord kan aldrig sælges

eller lejes ud til andre. Den vil altid være i indianernes kollektive

eje, som det har været traditionen både i højlandet

og i junglen gennem årtusinder. Samtidig fritog den de små

produktionsenheder og de oprindelige folks kollektive jorde

fra at betale skat. Modsat store jordbrug kan de oprindelige

folk lade deres territorier ligge delvist ubenyttede hen, uden

at det kan føre til konfiskation fra statens side.

Jordloven fra 1996 anerkendte 16 oprindelige folks ter-

ritorier (TCO´er) i lavlandet. Det danskstøttede sektorprogram

for oprindelige folk har bidraget til opmåling

af jord og den juridiske gennemgang af ejerskabsforholdene.

I begyndelsen af 2001 var fire af de 16 territorier

blevet overdraget til de oprindelige folks organisationer,

og det forventes, at halvdelen vil have modtaget skøde

ved udgangen af 2001. Efterhånden som processen er

skredet frem, og skøderne er blevet til virkelighed, har

de store jordejere i lavlandet i stigende grad protesteret

mod tildeling af skøder til de oprindelige folk og forsøgt

at blokere udviklingen.

Siden 1996 er der blevet anerkendt yderligere 24 TCO’er,

så der i begyndelsen af 2001 var i alt 40 oprindelige folks

territorier. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at

der er et stigende antal krav i højlandet, som INRA-loven

kun i begrænset udstrækning tog hensyn til. I løbet af 2001

forventes således en række ændringer af lovgivningen for at

imødekomme de krav, som er kommet fra de oprindelige

folk i højlandet.

Undervisningsreformen

Undervisningsreformen blev udviklet under Jaime Paz

Zamora-regeringen, men gennemført af efterfølgende regeringer.

Da reformen blev designet, var undervisningssystemet

ved at bryde sammen på grund af bureaukrati

og elendige vilkår for skoleeleverne. Endvidere gav den

voldsomme politisering fra lærernes trotskistisk dominerede

fagforening sig udslag i endeløse strejker og demonstrationer,

som i perioder dagligt ramte undervisningen.

Formålet med reformen er at forbedre kvaliteten af undervisningen.

Tosproget interkulturel undervisning blev et

vigtigt element i den nye lov. Undervisningen foregår nu i

alle afkroge af landet, på såvel spansk som på de oprindelige

folks egne sprog.

Som noget nyt blev der etableret en slags forældreråd,

hvor forældrene kan øve indflydelse på indholdet af undervisningen.

Desuden blev der lavet nye skolebøger og

undervisningsprogrammer på landsplan. Staten har udarbejdet

skolematerialer på de større oprindelige sprog, bl.a.

50 51


quechua, aymará og guaraní. Endvidere lægger undervisningsreformen

mere vægt på grunduddannelser.

Undervisningsreformen er blevet videreført af Banzerregeringen

(se næste afsnit) og har haft betydelig succes

siden sin fødsel.

Med undervisningsreformen

blev der indført undervisning

på lokalsprogene.

Man ser flere og

flere børn i de hvide skoleuniformer

.

Foto: Mike Kollöffel

March for jord

En kølig dag i maj 1990 marcherede en gruppe oprindelige

folk fra lavlandet ind på pladsen foran parlamentet

i La Paz. De var kommet til fods fra Amazonas og den

tørre Chaco op gennem Andesbjergene. Nu stod de

foran den internationale presse og forklarede, hvorfor

de var vandret så langt. Deres krav var at få juridisk ret

til den jord, deres forfædre har beboet i årtusinder. De

oprindelige folks områder invaderes af kvægfarmere

og tømmerselskaber, der sender bevæbnede mænd

ind for at stjæle mahogni.

Marchen var den foreløbige kulmination på en længere

organisatorisk proces. Den massive pressedækning betød,

at Jaime Paz Zamoras regering blev tvunget til at give

oprindelige folk retten til fi re territorier tilsammen på størrelse

med Fyn. Marchen blev siden fulgt op af en stærkere

organisering af folkene i lavlandet. I 1996 marcherede

de oprindelige folk igen for jorden. Denne gang samtidig

med kokabønder og bønder fra højlandet.

I 1996 stoppede folkene fra lavlandet imidlertid deres

march efter kun 118 km på grund af et løfte om

forhandling fra regeringens side. Lavlandsfolkene havde

forhandlingsgrundlaget klar; i alt 10 territorier skulle

forhandles på plads med regeringen. Mens lavlandsfolkets

leder, Marcial Fabricano, sad til forhandling med

Sánchez de Lozadas regering, kæmpede kokabønder

og oprindelige folk fra højlandet med politiet udenfor.

Deres krav var langt mere vidtgående og urealistiske end

lavlandsfolkenes. De ville vælte regeringen og stoppe

strukturtilpasningsprogrammet.

Da de oprindelige folk fra lavlandet fi k deres territorier,

beskyldte fagforeningerne Marcial Fabricano for forræderi.

Han havde vundet alt, kokabønder og højlandsbønder

fi k intet.

Udfaldet af forhandlingerne er et udtryk for lavlandsfolkets

evne til at passe ind i den nye politik. De er ikke

bundet af fagforeningernes automatiske afvisning af

den til enhver tid siddende regerings politik.

52 53


Samtidig er fagforeningerne, anført af COB, stivnet i

revolutionær minearbejderretorik. Retorikken har ikke

ændret sig synderligt de seneste 10-15 år, hvor fjenden,

regeringen, til stadighed har udvidet demokratiet. I det

hele taget var der fra 1993 til 1997 ikke megen egentlig

dialog mellem regeringen og de folkelige bevægelser,

når man ser bort fra de oprindelige folk.

COB kæmper hvert år for at få astronomiske lønstigninger,

hvilket er umuligt med den stramme indkomstpolitik

fra regeringens side. Regeringen har gennem

1990’erne spillet ud med lønstigninger på under 10 pct.

Parterne kan ikke fi nde et kompromis. Det resulterer

i nærmest rituelle sultestrejker, arbejdsnedlæggelser

og demonstrationer, indtil parterne mødes. Slutresultatet

er hver gang kun en smule over den procentsats,

regeringen har sat fra begyndelsen.

COB er aldrig kommet sig efter 1985, hvor rygraden i

fagbevægelsen, de statsansatte minearbejdere, blev

fyret ved første trin af strukturtilpasningsprogrammet.

Det bolivianske LO,

COB, mistede sin styrke,

da de mange minearbejdere

blev fyret i 1985,

men COB demonstrerer

stadig mod bl.a. privatiseringer.

Foto: Mike Kollöffel

Kun to sektorer under COB har derefter kunnet mobilisere

folk til seriøs modstand mod regeringen. Lærerne

og kokabønderne.

Kokabønderne fordi de sidder på en vare, der er international

opmærksomhed om. Når de går i kamp mod

politiet, som vil rydde deres kokamarker, går de i kamp

mod den amerikanske udenrigspolitik i Bolivia. En stor

del af den udenlandske bistand fra USA, FN og EU kommer

netop til landet for at forhindre bønderne i at dyrke

koka. Ikke mindst derfor er bøndernes kamp i fokus i

Bolivia og internationalt.

Lærernes fagforening er anført af radikale trotskister,

der stadig afviser alt fra statens side. De har brændt nye

undervisningsbøger som en demonstration mod uddannelsesreformen.

Og de lammer hvert år undervisningen

i månedsvis med strejker og blokader. Mange lærere

bakker op, fordi de ikke kan leve af en månedsløn på

nogle få hundrede kroner. De får dog ikke højere løn

trods voldsomme konfrontationer med politi og militær

ved demonstrationerne. Men ligesom resten af COB har

lærernes fagforening ikke forstået at følge med tiden

og blive en konstruktiv mod- og medspiller til skiftende

regeringers politik.

Banzer vælges demokratisk

Valget i 1997 blev et tæt løb mellem fem partier. Således

skilte kun 6 pct. ADN, som fi k fl est stemmer, og UCS,

som kom ind på en femteplads. Vinder blev den tidligere

diktator, General Hugo Banzer Suarez med 22 pct. Vælgerne

placerede MNR på en andenplads med 19 pct. af

stemmerne. MNR var skarpt forfulgt af Condepa, MIR

og UCS, der alle fi k ca.16 pct. Den store taber blev MBL,

det lille venstrefl øjsparti, der havde været med i regeringen

fra 1993 til 1997. Trods en udenrigsministerpost og klare

profi ler i både jordreformen og menneskerettighedsspørgsmål

fi k partiet under 3 pct. af stemmerne.

Ud af landets ca. 4,3 millioner stemmeberettigede var kun

54 55


2,8 millioner indskrevet. Da Bolivia ikke har noget centralt

folkeregister, skal man indskrive sig på sit valgsted. Og det

undlod 1,5 millioner altså at gøre, måske fordi de var trætte

af politik, måske fordi der ikke mindst i landdistrikterne

var for langt til valgstedet. Mange mangler identitetskort,

og kan derfor slet ikke blive indskrevet.

Lige inden valget havde partierne måttet kæmpe med den

sidste af MNR’s reformer, en ny valglov, som siger , at 30

pct. af de opstillede skal være kvinder. Det gav problemer

for flere partier, der i sidste øjeblik måtte skifte mandlige

kandidater ud med kvinder.

General Hugo Banzer Suarez blev indsat som præsident

på nationaldagen den 6. august 1997. Under valgkampen

optrådte han som den hyggelige landsfader i uldne trøjer

eller sportsskjorter uden slips. Alt hvad der kunne minde

om den militære fortid blev omhyggeligt undgået. Det

imponerede dog ikke nationale eller internationale menneskerettighedsorganisationer.

Efterladte til mennesker,

der blev myrdet under Banzers diktatur i 1970’erne, protesterede

over deres nye præsident og krævede, at han blev

stillet til regnskab for drabene.

Hugo Banzer blev den første latinamerikanske diktator,

der vendte tilbage til magten efter et demokratisk valg.

Han dannede en bred regering, en såkaldt megakoalition

med MIR, UCS, Condepa, NFR og PDC. Bolivia har

tradition for koalitionsregeringer, men der er næppe før

set en koalition, der spænder over et så bredt politisk felt

som “Megakoalitionen”. Allerede i august 1998 blev det

mest uregerlige af koalitionspartierne, Condepa, udvist

af koalitionen. En anden koalitionspartner, NFR, forlod

regeringen i begyndelsen af 2000.

Regeringsprogrammet er fastlagt i dokumentet “Para

vivir mejor” (For en bedre tilværelse), der med hovedoverskriften

“Kampen mod Fattigdommen” blev til efter en

bred national dialog. Regeringsprogrammet ad skiller sig

i substans ikke væ sent ligt fra den foregående rege rings,

og stort set alle de reformer, som blev vedtaget i perioden

1994-1997, er blevet vi dere ført om end i et noget langsommere

tempo.

Regeringsprogrammet er struktureret i fire søjler: Lighed

General Hugo Banzer

blev den første diktator

i Sydamerika, der blev

folkevalgt præsident. På

valgplakaterne gjorde

han meget ud af at virke

som en hyggelig bedstefar

med åbenstående skjorte.

Foto: Polfoto

56 57


(Equidad), som omfatter de sociale spørgsmål; Mulighed

(Oportunidad), der omfatter de økonomiske områder; Institutionalisering

(Institucionalidad), som omfatter reformer

af den offentlige sektor, retsvæsenet og kampen mod korruption;

samt Værdighed (Dignidad), der hovedsageligt

vedrører bekæmpelsen af ulovlig kokadyrkning og kampen

mod narkokriminaliteten.

Hugo Banzers største succes – set med internationale øjne

– har været udryddelsen af koka. I 1998 offentliggjorde

regeringen en ambitiøs plan om at udrydde al ulovlig koka

inden år 2002. Bøndernes første svar var en stort anlagt

protestmarch til hovedstaden. Deres krav var, at regeringen

holdt op med at konfiskere jord, at fængslede bønder blev

Præsident Hugo Banzer

har – efter stærkt pres fra

USA – lagt stor vægt på

at få udryddet kokadyrkningen,

og særlige korps

bliver sendt ud for at

rydde kokamarkerne.

Foto: Mike Kollöffel

sat fri, og at kompensationen for at holde op med at dyrke

koka skulle forøges. Regeringen gav ikke efter for bønderne.

Flere soldater blev sat ind for at rydde mere koka. I 1999

flyttede de væbnede styrkers hovedkvarter fra La Paz til

Cochabamba som en understregning af, at kampen mod

koka menes alvorligt. Programmet har opnået forbavsende

resultater, og størstedelen af den ulovlige koka var allerede

udryddet i begyndelsen af 2001. Skønt det er lykkedes

at udrydde størstedelen af den ulovlige kokaproduktion i

Chapare-området, er der stadig arealer med ulovlig kokaproduktion

i Yungas-dalene.

I september 1998 vedtog regeringen “Plan Integridad”, en

plan for god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption.

Planen omfatter bl.a. en embedsmandsreform, en reform

af justitsvæsenet og en omstrukturering af toldvæsenet.

Specielt inden for sidstnævnte område er der gennemført

radikale tiltag, som har reduceret korruptionen væsentligt.

Derimod er retsvæsenet fortsat ineffektivt, langsommeligt

og i mange tilfælde korrupt. Embedsmandsreformer er

under gennemførelse med omfattende støtte fra en række

donorer bl.a. Danmark.

Banzer-regeringen har endvidere udpeget en ombudsmand,

nedsat en forfatningsdomstol, etableret et domstolsråd

og udpeget en ny højesteret.

Politiseringen af den offentlige administration

Bolivia har gennem de seneste 15 år gennemført en række

vigtige politiske og økonomiske reformer. Reformerne

har vendt op og ned på det økonomiske og politiske liv i

landet, men samtidig står landet over for to hovedproblemer

med henblik på at få gang i udviklingsprocessen. Det ene

drejer sig om den voldsomme politisering af den offentlige

administration. Det andet om den udbredte korruption,

som præger samfundet som helhed.

Siden 1985 har Bolivia været regeret af koalitionsregeringer,

som har indført den praksis at dele ministerierne op

imellem partierne, som indgår i koalitionen. Det enkelte

parti har “ret” til at ansætte partifolk på alle niveauer i

det pågældende ministerium. Manglende kvalifikationer

58 59


hos de ansatte i den offentlige administration betyder, at

niveauet for de offentlige serviceydelser er lavt. Samtidig

betyder det, at der er manglende kontinuitet i ansættelsen,

eftersom skiftende regeringer som regel udskifter det meste

af administrationen i forbindelse med regeringsskifte. De

offentlige serviceydelser er således utilstrækkelige og generelt

ineffektive. Som det fremgår af regeringens udviklingsstrategi,

er forbedringen af den offentlige administration

en væsentlig forudsætning for at sikre en vellykket gennemførelse

af udviklingsstrategien.

Hugo Banzers regering har iværksat en embedsmandsreform,

som tager udgangspunkt i en lov om offentligt ansatte

og indsættelsen af en tilsynsførende, som skal overvåge gennemførelsen

af loven. Reformen er rettet mod at bekæmpe

politiseringen og nepotismen i den offentlige sektor. Som

en integreret del af reformen af den offentlige sektor er der

blevet igangsat et embedsmandsprogram i centraladministrationen.

Programmet sigter bl.a. mod at erstatte en lang

række donorfinansierede konsulenter med en kvalificeret og

professionel embedsmandsstand, som sikres en aflønning,

der er konkurrencedygtig med den private sektor, og som

skal indgå i et karriererudviklingssystem.

Bolivia står over for store udfordringer i forsøget på at

forbedre den offentlige administration på centralt, amtsligt

og kommunalt niveau og samtidig sikre befolkningen

større demokratisk indflydelse på forvaltningen. Hverken

amter eller kommuner er i besiddelse af de menneskelige

og tekniske ressourcer, som er en forudsætning for at sikre

administrationen af pengene og planlægningen af den

folkelige deltagelse. Der er et stort behov for at opbygge

viden, kapacitet og ekspertise på dette område. Derfor

er en embedsmandsreform for kommunerne nu under

udarbejdelse.

Korruption

Det andet hovedproblem for den offentlige administration

i Bolivia er korruptionen. I 1997 indtog Bolivia således

den lidet fl atterende plads som viceverdensmester i korruption,

ifølge Transparency Internationals liste. Bolivia

blev kun overgået af Nigeria. Selv om Bolivia siden er kravlet

længere op ad listen, er problemet stadig omfattende. Det

er almindelig praksis, at licitationer af udbudsarbejder er

omgærdet med korruption. Det gælder ikke mindst inden

for det nationale vejdirektorat, hvor der gennem årene

har været et utal af korruptionssager, som har involveret

højtstående politikere.

Et andet væsentligt område for korruptionen har været

toldvæsenet. Her har man søgt at gøre embedsmænd og

system mere professionelle, og det tyder på, at korruptionen

er faldet. Endelig er korruptionen i det nationale skattedirektorat

et stort problem. Her er det ligeledes planlagt, at

der skal ske en professionalisering af de ansatte.

Korruptionen er imidlertid helt normal i dagligdagen.

Det er almindeligt accepteret, at hvis du skal have noget

igennem i den offentlige administration, går det hurtigere,

hvis du betaler et beløb til den ansvarshavende. Samtidig

er der omfattende korruption i samarbejdet mellem den

private sektor og den offentlige administration.

Der er ingen tvivl om, at hvis Bolivia skal videreudvikle

den bemærkelsesværdige reformproces, der har fundet sted

over de sidste 15 år, er det nødvendigt at få bugt med den

omsiggribende korruption og få bragt politiseringen af den

offentlige administration til ophør.

60 61


Det er ikke blot mineselskaberne,

der finder mineraler.

På billedet fra

1972 er en familie i

gang med at gennemsøge

et område for sølv i

det mineralrige Potosiområde.

Foto: Polfoto

Økonomisk udvikling

Bolivias skæbne blev beseglet den dag spanierne i 1541

opdagede inkaernes sølvminer i Det Rige Bjerg, Cerro Rico

ved det nuværende Potosí. Sølvet fra Det Rige Bjerg var den

vigtigste kilde til spaniernes rigdom gennem to århundreder.

Ingen bekymrede sig om landets udvikling, det handlede

om at blive rig i en fart. Dét kan ses på dagens Bolivia,

der trods sine enorme naturrigdomme er det næstfattigste

land på Det Sydamerikanske Kontinent. Kun Guyana er

økonomisk dårligere stillet.

Fra mineraler til gas og soja

Mineraler har igennem fl ere århundreder været Bolivias

vigtigste eksportvare, og store dele af økonomien i højlandet

har været bygget op omkring mineindustrien. Historisk var

først sølv og siden tin de økonomisk vigtigste mineraler. I

dag er zink vigtigst efterfulgt af guld.

Hovedparten af minerne er i dag privatiseret/kapitaliseret.

Der udnyttes forekomster af kobber, antimon, zink, bly,

wolfram, jern, tungsten, bismut og svovl foruden guld.

Udnyttelsen af landets største åbne mine, San Cristobal,

forventes at komme i gang i løbet af 2002. Man regner med,

at driften af San Cristobal vil fordoble Bolivias produktion

af zink, sølv og bly.

Frem til revolutionen i 1952 var minedriften kontrolleret

af tre familier, der drev Bolivia som en privat forretning.

Tidens lille økonomiske elite fik tilnavnet La Rosca, der

betyder Kringlen. Fra 1952 blev minerne nationaliseret,

men staten var dårlig til at administrere og drive minerne.

Der blev ikke investeret tilstrækkeligt i nye maskiner og

teknologi. Desuden faldt tinpriserne på verdensmarkedet

midt i 1980’erne, hvilket var med til at forværre Bolivias

økonomi.

De senere år har udnyttelsen af naturgas og i mindre grad

olie taget fart. I 1999 blev den første gasledning til Brasilien

62 63

4.


åbnet, og i 2000 blev der indgået en aftale mellem de to

lande om etableringen af en ny gasledning. Siden har nye

gas- og oliefund set dagens lys. Den bolivianske regering har

imidlertid indgået en række aftaler med Brasiliens statslige

olieselskab, PETROBAS, som først og fremmest er til brasilianernes

fordel. På trods af det, forventes udnyttelsen af

gas og olie i de kommende år at få samme betydning for

Bolivia, som soja har haft de seneste årtier.

Produktion af soja og de deraf afledte produkter udgør

i dag over 25 pct. af Bolivias samlede eksportindtægter. Sojaproduktionen

er, som det er tilfældet med gas og olie, koncentreret

i lavlandet og er en af hovedårsagerne til det seneste

årtis høje økonomiske vækst i området omkring millionbyen

Santa Cruz de la Sierra. Santa Cruz havde i begyndelsen af

1950’erne kun ca. 30.000 indbyggere, men er i dag Bolivias

næststørste by og landets økonomiske centrum.

Inkaskat, bytteøkonomi og gummiboomet

Før spanierne kom til, havde inkaerne organiseret deres

egen skatteopkrævning. Inkaerne opkrævede skatter i form

af højlandshvede, kartofl er og tvangsarbejde for staten.

Madlagrene skulle bruges til at afværge hungersnød i dårlige

tider. Ruinerne fra inkatiden vidner om en veludviklet infrastruktur

og et sammenhængende økonomisk system.

Desuden har folk drevet bytteøkonomi, som man og

ser det i dag. Ved bryllupper på højsletten deles store gaver

ud. Den gavmilde nabo giver en bryllupsgave, der kan koste

en månedsløn. Men så regner han også med en mindst

lige så stor gave, når hans søn skal giftes. En liste over alle

gaver bliver skrevet ind i et hæfte. Hæftet er en del af et

indviklet system, hvor alle altid ved, hvem der skylder hvad

i landsbyerne i højlandet.

I dårlige tider, eller hvis man vil flytte ind til byen, kan

naboen komme og indkræve den gave, som man skylder.

Systemet er en slags gensidig socialhjælp for de fattigste.

Det sociale liv er flettet tæt sammen med denne naturalieøkonomi,

der er umulig at gøre præcist op i bruttonationalindkomst

og statistikker.

Spanierne derimod tjente først og fremmest deres pen-

ge på mineraler. Sølv var vigtigst indtil begyndelsen af

1900-tallet. Siden tog tin over. I dag spiller naturgas og

soja en voksende rolle.

Spanierne nåede aldrig frem til Amazonasjunglen. Amazonasområdet,

i det nordøstlige Bolivia, kom for første

gang i kommercielt fokus, da gummiboomet omkring

århundredskiftet for alvor tog fat. Gummibaronerne byggede

paladser i junglen. De faldt dog hurtigt fra hinanden

i den varme og fugtige jungle. Desuden tabte Bolivia de

vigtigste tappeområder til Brasilien i krigen i 1903.Og da

gummipriserne faldt i 1909-10, gik forretningen helt ned.

Ikke før i 1970’erne kom der penge ud af lavlandet igen.

Nu fra koka, soja samt gas og olie.

Krise, revolution og nationaliseringer

Tin var Bolivias store indtægtskilde fra 1910 til 1920.

Men efter afslutningen af første verdenskrig faldt Bolivias

tineksport til en tiendedel. Dernæst kostede krigen mod

Paraguay dyrt for statskassen. Oveni kom den internationale

økonomiske depression i 1930’erne. Det slog benene væk

under den skrøbelige bolivianske økonomi.

Minearbejdere og middelklassen begyndte at lufte deres

utilfredshed over, at alle værdier blev trukket ud af landet.

Det første konkrete resultat af utilfredsheden var nationaliseringen

af det nordamerikanske olieselskab Standard Oil

i 1937.

Standard Oils installationer blev til det statslige bolivianske

olieselskab og dermed indledningen til en mangeårig æra

med stor statslig indflydelse på økonomien. Æraens næste

store skridt var revolutionen i 1952, hvor revolutionspartiet

MNR nationaliserede minerne og dannede det statslige

mineselskab, COMIBOL.

Gennem en omfattende jordreform i højlandet blev mange

store godser overtaget af staten, og højlandsindianerne

fik deres egen jord. Nogle af de værste uretfærdigheder i

landet blev forsøgt rettet op, men økonomien gik det ikke

godt for. Reformer af uddannelse, jord og sundhedssystem

kostede staten mange penge. Det var småt med indtægterne,

og de statslige miner blev ikke drevet rentabelt.

64 65


Allerede i 1956 måtte MNR første gang skære i de sociale

budgetter. Nedskæringerne skabte utilfredshed i befolkningen.

MNR oprustede militæret, da minearbejdere og

folkemilitser modsatte sig den økonomiske politik.

Det styrkede militæret, som i 1964 kunne tage magten.

Gennem de næste 14 års militærstyre respekterede de skiftende

generaler i store træk jordreformerne og de sociale

programmer. Men de førte en stram finanspolitik og måtte

ofte bekæmpe fagforeningerne, og militæret forbød i lange

perioder venstrefløjspartier.

General Hugo Banzer Suarez kom til magten i 1971 på

et for ham historisk heldigt tidspunkt. Værdien af Bolivias

eksport tredobledes fra 1971-74, ikke mindst på grund af

drastisk stigende tinpriser på verdensmarkedet. I 1971 var

eksporten 226 mio. dollars værd. I 1974 var den steget til

650 mio. dollars.

Den økonomiske fremgang skyldtes også en voksende

eksport af landbrugsvarer fra lavlandet i Santa Cruz. De

store jordejere begyndte for alvor at eksportere sukker,

bomuld og senere soja. Landbrugsboomet blev finansieret

af udenlandske lån, der fik udlandsgælden til at

vokse. Den lå som en tikkende bombe under landets

økonomi.

Økonomien blev holdt i live med nye lån og en stigende

international efterspørgsel på en række mineraler. Uden

for de officielle statistikker begyndte indtægterne fra kokaproduktionen

også at få betydning. Samtidig med den

økonomiske fremgang holdt Banzer med militærets hjælp

lønningerne nede.

Tilsammen gav de eksterne og interne faktorer en økonomisk

fremgang i 1970’erne, hvis lige man ikke har set

siden. Banzer tog naturligt nok æren for den gode økonomi,

også selv om de væsentlige årsager skulle findes uden for

Bolivia.

Økonomisk kaos

I 1978 blev Banzer presset til at udskrive valg, netop som

økonomien tippede over. Det gik drastisk nedad efter de

gode vækstår. 1978 var det første år med negativ vækst siden Foto: Mike Kollöffel

66 67


1950’erne, og Banzers afgang faldt tidsmæssigt sammen

med begyndelsen på syv magre år.

Da en venstrefløjskoalition ledet af Hernan Suazo Siles,

tog over, var udlandsgælden vokset til 2,6 mia. dollars eller

80 pct. af landets samlede indtægter, BNI. Den internationale

rentestigning var for alvor slået igennem på Bolivias lån,

som derfor voksede eksplosivt. Samtidig raslede prisen på tin

ned, og økonomien brød sammen. Det blev indledningen

til en periode med hyperinflation. Nationalbanken kunne

ikke trykke nye sedler hurtigt nok. Der blev stemplet tre

nuller oven på de sedler, der endnu ikke havde forladt

trykkeriet. Folk med lønarbejde fik udbetalt et seddelbundt

til middag, hvorefter alle strømmede ud på gaden for at

købe et brød eller en pose tomater. Ligegyldigt hvad, blot

det havde en fastere værdi end penge. Butiksejere måtte

have trillebøren til hjælp for at transportere dagens høst af

næsten værdiløse sedler hjem. Blot for at konstatere, at de

næste dag ikke kunne købe noget for pengene.

Bolivia var tæt på at tangere Tysklands verdensrekord

i inflation sat i 1929. I 1985, da det stod værst til, var

inflationen oppe på 24.000 pct. I perioden 1980-85 faldt

gennemsnitsindkomsten for den enkelte bolivianer med 30

pct. Efter tre år ved magten måtte venstrefløjskoalitionen

udskrive nyvalg. Valget skulle blive indledningen til et

vendepunkt i Bolivias økonomiske historie.

Dekret nr. 21060 – et økonomisk vendepunkt

I midten af 1985 overtog MNR med Victor Paz Estenssoro

regeringsmagten. Han gennemførte straks den mest radikale

ændring af Bolivias økonomi siden jordreformer og nationaliseringer

i 1952. Menigmand i Bolivia kender programmet

for dets nummer som regeringsdekret 21060.

Målet med regeringsdekretet var at bremse inflationen,

slanke statsapparatet, privatisere de offentlige virksomheder,

reducere underskuddet på statsbudgettet og åbne Bolivias

økonomi for omverdenen. En stram finanspolitik blev

omdrejningspunktet i den førte politik. De offentlige lønninger

blev indefrosset, udenrigshandelen blev fuldstændig

liberaliseret, valutakursen blev sat fri, der blev indført

moms, og en del af de underskudsgivende offentlige virksomheder

blev privatiseret.

Strukturtilpasningsprogrammet blev til i samarbejde med

Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF),

med Harvard-økonomen Jeffrey Sachs som regeringens

rådgiver. Det lykkedes hurtigt at stabilisere økonomien og

vende nedgangen i produktionen. Indgrebene gav markante

resultater. Inflationen faldt fra de 24.000 pct. først i 1985 til

under 100 i slutningen af 1986. Den har holdt sig relativt

lav siden og var i 2000 nede på 4 pct., hvilket er bedre end

i de fleste andre latinamerikanske lande.

Dekret 21060 kom et par måneder før tinprisen på det

internationale marked kollapsede. Det Internationale Tinråd

gik bankerot. Rådet havde indtil da opkøbt tin for at

holde en kunstigt høj pris i dårlige tider. Fra dag til dag

halveredes værdien af Bolivias tineksport. Desuden var

minerne dårligt drevet. Bolivia var verdens dyreste producent

af de dårligt betalte mineraler. Hvert kilo eksporteret

tin betød penge ud af den bolivianske statskasse.

Minearbejderne blev fyret i tusindvis. Også det statslige

olieselskab holdt for. Resultatet var en arbejdsløshed blandt

de organiserede arbejdere på 20 pct. Lønninger blev fastfrosset,

mens benzinpriserne blev skruet i vejret. Det betød, at

transporten og dermed maden blev dyrere. Toldsatser på

både import og eksport blev sænket.

En bieffekt ved dekret 21060 var, at mange fyrede minearbejdere

drog ned i junglen og begyndte at dyrke koka til den

hastigt voksende kokaineksport. Ligesom den amerikanske

bistand i 1950´erne havde afbødet de værste effekter af de

økonomiske indgreb, sørgede den illegale koka-økonomi for

at afbøde de værste effekter af den stramme finanspolitik.

Samtidig blev bureaukratiet i bankerne lettet, så man ikke

længere skulle gøre rede for, hvor man havde sine dollars

fra. Man kunne fra 1985 sætte sine kokapenge i banken

uden at møde kritiske spørgsmål.

Det er vanskeligt at sætte tal på den illegale kokahandel.

Af gode grunde føres ingen statistikker. Men de fleste økonomer,

der har studeret fænomenet, er enige om, at koka

har reddet den økonomiske model fra at falde sammen.

Fra 1986 til 1990 overgik Bolivias indtægter fra kokain

68 69


efter alt at dømme værdien af den legale eksport. Det store

input af dollars har holdt landet kunstigt i live, mens man

ventede på, at den stramme økonomiske model skulle sætte

gang i økonomien.

I 1989 udløb Paz Estenssoros regeringsperiode. Ny præsident

blev eksguerillaen Jaime Paz Zamora fra MIR, støttet

af eksdiktatoren, general Hugo Banzer. Det umage mak-

Mange tidligere minearbejdere

slog sig på kokadyrkning,

og fra 1985 kunne

man sætte sine kokapenge i

banken uden at blive mødt

med kritiske spørgsmål.

Foto: Mike Kollöffel

kerpar videreførte det økonomiske reformprogram uden

store ændringer. De åbnede yderligere for udenlandske

investeringer, bl.a. fik udenlandske selskaber lov til at lave

joint-ventures med de statslige olie- og mineselskaber.

En særbeskyttelse af nationale investorer blev fjernet, så

internationale firmaer kunne investere på lige fod med de

bolivianske.

Bankvæsenet blev moderniseret og en række statslige

banker lukket. Desuden forberedtes lovgivningen for en

yderligere privatisering af de offentlige virksomheder. Paz

Zamora regeringen konsoliderede således den makroøkonomiske

politik, som var blevet igangsat af MNR. Den

økonomiske vækst bed sig fast med 4 pct. om året og inflationen

var helt nede på 12 pct.

Nye økonomiske reformer

I 1993 kom MNR igen til magten, denne gang anført

af præsident Gonzalo Sánchez de Lozada, som var planlægningsminister,

da strukturtilpasningsprogrammet blev

gennemført i 1985. Han blev også manden, der kom til at

stå i spidsen for fornyelsen af reformerne. Reformerne af

det politiske system og de sociale forbedringer, som var en

del af Sánchez de Lozadas politik, behandles i kapitel 3.

Sánchez de Lozada uddybede den økonomiske politik,

som han selv havde været med til at udvikle otte år tidligere

samtidig med, at den økonomiske stabilitet stadig var

i højsædet. Et af de væsentligste indgreb var den meget

omtalte kapitaliseringsproces. 50 pct. af statens aktier i de

store offentlige virksomheder blev udbudt i licitation til private

investorer. Det drejede sig bl.a. om olieselskabet YFPB;

flyselskabet Lloyd Aereo Boliviano; elselskabet ENDE;

telefonselskabet ENTEL; jernbanerne ENFE, mineselskabet

COMIBOL samt 32 mindre virksomheder.

De andre 50 pct. af aktierne gik ind i pensionsfonde,

som administreres af private selskaber.

Afkastet fra aktierne i pensionsfondene finansierede en

pensionsreform. Efter flere ændringer sikrede pensionsreformen

alle bolivianere, der var fyldt 50 år i 1995, en årlig

pension. Samtidig dæmpede pensionsordningen den tra-

70 71


ditionelle folkelige utilfredshed med udenlandske selskabers

indblanding i bolivianske forhold.

Kapitaliseringsprocessen ændrede afgørende statens rolle

i det økonomiske liv. Fra at være administrator af landets

største virksomheder bruger staten nu sine ressourcer på

at regulere de økonomiske aktiviteter. Indtægterne fra de

offentlige virksomheder faldt fra en andel af bruttonationalproduktet

(BNP) på 53 pct. i 1992 til 33 pct. i 1998 og

er i begyndelsen af 2001 helt nede på ca. 3 pct.

Indtægterne fra salget af 50 pct. af aktierne i de offentlige

virksomheder øgede kraftigt den direkte udenlandske

investering i Bolivia og har været medvirkende til, at den

bolivianske økonomi ikke blev ramt så hårdt af den økonomiske

recession i 1999-2000 som nabolandene.

Under Hugo Banzers seneste regeringsperiode har stabiliseringen

af økonomien fortsat været i højsædet. I 1998

oplevede Bolivia en økonomisk vækst på tæt ved 5 pct.,

med lavinflation og en af de laveste arbejdsløshedsrater i

landets historie.

Denne situation ændredes imidlertid i løbet af 1999

og 2000. Bolivia blev ligesom de øvrige latinamerikanske

lande ramt af den generelle økonomiske afmatning. Samtidig

begyndte effekterne af Banzer-regeringens intensive

bekæmpelse af kokaproduktionen at slå igennem, hvilket

havde en negativ effekt på økonomien og beskæftigelsen.

Det anslås, at den bolivianske økonomi årligt mister omkring

300 mio. dollars, som kokaproduktionen og dens

følgeindustrier tidligere tilførte økonomien. Det svarer til

næsten 1/3 af eksportindtægterne.

Ud over de arbejdspladser, der er forsvundet som følge af

indskrænkningen af kokaproduktionen, har mange mennesker

mistet beskæftigelse som følge af den effektivisering

af toldvæsenet, der har fundet sted siden midten af 1999.

Mange deltidsbeskæftigede, som tidligere var virksomme

i Bolivias florerende uformelle økonomi, har således mistet

deres vigtigste indtægtskilde. Den formelle økonomi

har ikke været i stand til at kompensere for tabet af disse

arbejdspladser. Banzer-regeringen havde indtil begyndelsen

af 2001 ikke formået at fremlægge en økonomisk politik,

som kunne imødegå krisen.

Økonomisk situation ved årtusindskiftet

Ved indgangen til 2001 har Bolivia oplevet 16 år med

stabilisering af økonomien efter de kaotiske år i begyndelsen

af 1980’erne. Den økonomiske vækst i denne periode

andrager ca. 4 pct. om året i gennemsnit. Infl ationen er

under kontrol og en af de laveste i Latinamerika. Væksten

– som geografi sk er meget ulige fordelt, idet lavlandet

oplever høje vækstrater, mens højlandet er i stagnation

eller oplever direkte tilbagegang – er i underkanten af det

nødvendige for at sikre en solid indsats mod landets store

fattigdomsproblemer.

Når dertil lægges, at Bolivia savner en egentlig fordelingspolitik,

er det vanskeligt at se, hvordan landet effektivt

skal bekæmpe fattigdommen. Selv med en 2-3 pct. stigning

i BNI om året, vil det vare mere end 10 år, før Bolivia er

tilbage på et velstandsniveau som det, man oplevede inden

kriserne i 1980’erne.

Statens indtægter fra skatter og afgifter er på ca. 19 pct.

(1999) af BNI. Disse indtægter består helt overvejende af

indirekte afgifter og told. Personlig indkomst beskattes reelt

ikke, og skatteopkrævningen er generelt ikke effektiv. Den

manglende indkomstbeskatning vanskeliggør en fornuftig

fordelingspolitik.

Gælden

Et kerneproblem for den bolivianske økonomi er den store

udlandsgæld. Ved udgangen af 2000 udgjorde Bolivias

offentlige og offentligt garanterede mellem- og langfristede

udlandsgæld 4,4 mia. dollars, hvoraf 2,8 mia. dollars

var gæld til multilaterale fi nansieringsinstitutioner som

f.eks. Verdensbanken. Langt størsteparten af gælden er

et resultat af låntagningen fra perioden i 1970’erne, hvor

Hugo Banzer var diktator. Dengang var de internationale

banker meget ivrige efter at låne penge ud. Bankerne

bugnede af olielandenes overskud, og det var let at få

lån.

Bolivia hører derfor i dag til blandt de såkaldte HIPClande

(højtforgældede fattige lande), og tilbagebetaling af

renter og afdrag er en bremseklods for økonomisk vækst og

72 73


ekæmpelse af fattigdommen i landet. Bolivia har aktivt

forhandlet eftergivelse og om læg ning af landets udlandsgæld.

Den kommercielle gæld blev omlagt og reduceret

i juli 1987.

Ved den lejlighed indgik Bolivia en usædvanlig aftale med

en række private banker om delvis gældslettelse mod til

gengæld at afvikle en del af kokaproduktionen. Samme år

fik Bolivia en aftale med sin største kreditor, Argentina, om

at omlægge gælden, og i 1989 blev gælden til den sydlige

nabo helt nulstillet.

Bolivia havde gennem flere omgange opnået reduktion af

gælden til kreditorerne i Parisklubben, som er et formaliseret

samarbejde mellem en række kreditorlande. Der er og

op nået eftergivelse af gæld ved separate aftaler med en

række enkeltlande, f.eks. Danmark, som har eftergivet 17

mio. dollars i statslån.

Det internationale samfund erkender, at gælden er så

stor, at det er umuligt at slippe ud af gældsfælden uden alt

for store omkostninger for landet. Landene i Parisklubben

har derfor besluttet at slå en streg over 80 pct. af Bolivias

gæld. Verdensbanken fulgte trop i 1998 ved at tage Bolivia

med i HIPC-initiativet og reducerede gælden med et beløb,

der svarer til nutidsværdien af 450 mio. dollars. Danmark

gav ved den lejlighed 55 mio. kroner til multilateral

gældslettelse.

Bolivia indtrådte i 1999 i gruppen af lande, som gjorde sig

fortjent til yderligere gældslettelse under HIPC II initiativet.

En af forudsætningerne for gældslettelsen, som forventes at

andrage 1,3 mia. dollars over 15 år eller ca. 90 mio. dollars

om året, var gennemførelsen af en National Dialog med

civilsamfundet. Den Nationale Dialog blev gennemført

i 2000.

I praksis betyder det, at Bolivia i stedet for at betale 90

mio. dollars tilbage til donorerne hvert år skal kanalisere

disse penge ud til kommunerne med det formål at forbedre

de fattiges levevilkår. Skoler, sundhedsklinikker og vejbyggeri

i landområderne får således højere prioritet i budgetterne.

Det signal fra donorsamfundet, som Bolivia har

rettet sig efter, er altså: Hvis I gennemfører økonomiske

reformer, og landets fattige får gavn af de penge, I sparer

I Verdenshandelsorganisationen

WTO’s statistikker

kan man læse, at

Bolivia ifølge egne opgivelser

importerede varer

for 704 mio. dollars fra

nabolandene Argentina,

Brasilien, Chile og Peru.

Disse lande rapporterede

samme år til WTO, at

deres eksport til Bolivia

var 1512 mio. dollars

– altså næsten det dobbelte.

Forskellen skyldes

formentlig især smuglervarer.

Foto: Mike Kollöffel

på at betale færre afdrag og renter, så slår vi en streg over

en betydelig del af gælden.

Handelsbalancen

Et andet hovedproblem for den bolivianske økonomi er

det kroniske underskud på handelsba lancen. I 1999 eksporterede

Bolivia for 1.096 mio. dollars, men importerede

for 1.821 mio. dollars. Handelsunderskuddet var således

så stort som 725 mio. dollars.

Landets eksport er hængt op på nogle få råvarer, især

mineraler, naturgas og soja.

74 75


Hovedeksportvarer 1999:

Soja 216 mio. US $

Zink 154 mio. US $

Naturgas og olie 93 mio. US $

Guld 89 mio. US $

Kilde: INE; Indicadores socioeconomicos 2000

Svingningerne i priserne på varerne har drastiske konsekvenser

for værdien af eksporten. Forarbejdningsindustrien

er endnu alt for lidt udviklet. Listen over de 40 største

eksportører viser, at man skal helt ned på en 17. plads for

at fi nde forarbejdede varer. Dér ligger strikketrøjer, som

sendes til USA. Dernæst kommer, på 34. pladsen, cigaretter

til Chile. Resten af de 40 største eksportører handler med

råvarer. Samtidig er der en betydelig illegal import af varer

fra de omkringliggende lande. Dagligt kører lastvognstog

over dårligt kontrollede grænser med forbrugsvarer af alle

slags, selv om der med effektivisering af toldvæsenet fra

1999 er sket et betydeligt fald i denne trafi k. Den fremtidige

økonomiske vækst vil være stærkt afhængig af en udbygning

af vejnettet, som skal hjælpe med at integrere Bolivia med

nabolandene.

De udenlandske investeringer i forarbejdningsindustrien

er stadig små. Her er nabolande som især Chile og Brasilien

mere attraktive og fungerer bedre på næsten alle områder.

Så selv om Bolivia burde have en fordel ved at have billigere

arbejdskraft, er det stadig ikke lykkedes at tiltrække tilstrækkeligt

med udenlandske investorer. Det er en alvorlig hæmsko

for økonomisk udvikling på længere sigt.

Problemer er der altså stadig masser af. Men der er grund

til optimisme, når man sammenligner Bolivias økonomi

ved årtusindskiftet med situationen midt i 1980’erne.

Den makroøkonomiske stabilitet giver grundlag for vækst

på lang sigt. Håbet er, at den ventede vækst vil komme

de fattige til gavn, hjulpet af fortsatte politiske og sociale

reformer. Nødvendigheden af indførelse af indkomstskat

og mere målrettede omfordelingspolitikker med henblik på

at bekæmpe fattigdommen, synes dog stadig ikke at have

slået rod i de bolivianske politikeres bevidsthed.

Eksporten spredes langsomt over flere produkter. Dog

knyttes de økonomiske fremtidshåb til råvarer som naturgas,

soja og mineraler. Bolivia har i de seneste år mere end

tredoblet sine fund af naturgas.

Økonomiske nøgletal, 1993 - 1999

1993 1995 1999

BNP (vækst i %) 4,3 4,7 0,6

Inflation (% af BNP) 9,3 12,6 5,5

Udenrigshandel

Eksport i mio. US $ 710 1075 1096

Import i mio. US $ 1154 1376 1821

Statens finanser

Statens indtægter i % af BNP 22,9 25,2 24,3

Statens udgifter i % af BNP 28,9 27,0 28,2

BNP fordelt på sektorer i 1999

Traditionelt har den bolivianske økonomi været baseret på landbrug og minedrift.

Knap halvdelen af arbejdsstyrken tjener sit brød inden for landbruget,

3 pct. er minearbejdere, og omkring 12 pct. arbejder i industrien. Mere end 35

pct. af arbejdsstyrken henter deres indkomst i serviceerhvervene. Et betydeligt

antal bolivianere lever og arbejder i den uformelle sektor, hvis betydning

er steget væsentligt siden igangsætning af strukturtilpasningsprogrammet i

midten af 1980’erne.

Kilde: Verdensbanken, Bolivias centralbank, Economist Intelligence Unit og

76 77

IMF


De enkelte sektorer

Bolivia er rigt på naturressourcer, og forholdet mellem

befolkningens størrelse og landets ressourcer er fordelagtigt.

Derimod er den økonomiske udvikling hæmmet af landets

stærkt varierende geografi ske forhold og beliggenhed uden

adgang til havet, hvad der gør transport og kommunikation

vanskelige og dyre. Bolivia har meget forskelligartede

klimatiske og geografi ske forhold og kan groft inddeles i tre

regioner, med hver sin betydning for landets produktion.

Højlandet, El Altiplano, dækker ca. 20 pct. af landet og

ligger i en gennemsnitlig højde på 4000 m over havets

overflade. Højlandet får meget lidt nedbør, og den naturlige

vegetation er en blanding af steppegræs og dværgbuske.

Omkring 45 pct. af befolkningen lever i dette område,

hovedsagelig quechua- og aymaráatalende småbønder og

minearbejdere. Landbruget i højlandet er karakteriseret

ved småbrug. Jorden blev efter jordreformen i 1952 opdelt

i små jordlodder. Den efterfølgende intensive udnyttelse af

jorden har fået alvorlige konsekvenser for miljøet. Jorden er

stærkt eroderet, og områder er delvist blevet omdannet til

ørken. Det har bidraget til en generel forringelse af jordens

kvalitet. Ca. 75 pct. af landets fødevareforbrug dækkes af

produktionen i højlandet, til trods for at landbruget har

begrænsede muligheder som følge af den intensive udnyttelse

og følgerne på miljøet.

Dalene, Los Valles, dækker omkring 15 pct. af landet og

ligger i en højde over havet på mellem 1000 og 3000 m.

Dalene har både tempereret og subtropisk klima, og det

meste af landbrugsproduktionen sker i småbrug. En stor

del af kokaproduktionen foregår i dalområderne. Ca. 30

pct. af befolkningen lever i disse dale.

Lavlandet, Los Llanos, der strækker sig over hele Amazonbækkenet

og La Plata-bækkenet, dækker 65 pct. af

territoriet, men huser kun 25 pct. af befolkningen. Med

en højde over havet på mellem 100 og 700 meter har lavlandet

tropisk og subtropisk klima. Siden 1952 har der

78 79

5.

På Andeshøjsletten,

Antiplano, er jorden gennem

generationer blevet

delt i mindre og mindre

stykker, der mange steder

nu er så små, at en familie

ikke kan leve af det.

Foto: Mike Kollöffel


i lavlandet været en betydelig økonomisk vækst, baseret

på stordriftslandbrug med afgrøder som soja, grønsager,

sukkerrør, bomuld m.v. samt olie og gasudvinding.

Landbruget

Landbruget bidrager med knap 15 pct. af BNI, men beskæftiger

næsten halvdelen af arbejdsstyrken. Landbruget

i højlandet er præget af små familiebrug. Småbønderne

producerer 70 pct. af Bolivias fødevarer først og fremmest

højlandshveden, quinua, og kartofl er.

Lavlandet er præget af de store industrilandbrug, som bl.a.

producerer Bolivias vigtigste eksportafgrøde, soja, og 20

pct. af fødevarene. Men de store industrilandbrug udnytter

kun 5 pct. af deres jord. Samtidig er mindst 100.000

familier på landet helt uden jord i lavlandet.

I Santa Cruz-departementet produceres soja, der er Bolivias

vigtigste afgrøde. Sojaeksporten er steget eksplosivt

i 1980’erne og 1990’erne. Sukker, paranødder, kaffe og

bomuld er andre vigtige eksportvarer.

Eksportindtægterne fra de fem vigtigste landbrugsvarer

i 1999 i mio. US dollars.

Soja og forarbejdning af soja 242

Sukker 65

Bomuld 18

Paranødder 30

Kaffe 14

Kilde: INE, 2000

Bolivias landbrug lider under en række strukturelle problemer.

For det første er der en skæv jordfordeling. Flere

hundrede tusinde mennesker på landet har ingen jord.

Samtidig ligger enorme, dyrkbare arealer ubrugte hen, fordi

ejerne ikke bekymrer sig om at udnytte jorden.

I højlandet fik mange bønder jord efter jordreformen i

1953. Jordlodderne var små, og siden har bøndernes børn

arvet og delt jorden yderligere op. Og nu er det børnebørnenes

tur. Problemet er, at de udpinte jordlodder er så

Kaffe er en af Bolivias

vigtige eksportafgrøder.

Foto: Mike Kollöffel

små, at man ikke kan leve af dem. Det er almindeligt at se

marker, der kun er brede nok til 10-12 rækker kartofler.

Som en agronom udtrykker det: “Jordstykkerne i højlandet

er ofte ikke store nok til, at ejeren kan blive begravet

i dem.” Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.

Men sandt er det, at mange bønder i højlandet ikke kan

leve af deres små jordstykker. Højlandsbønderne producerer

de fleste af landets fødevarer. Men fortjenesterne er små,

og der er ikke udsigt til forbedringer på kort sigt. Derfor

har parlamentet besluttet, at der må gennemføres endnu

en jordreform.

80 81


Det bolivianske landbrug lider også under, at bønderne

har svært ved at kunne låne penge, en utilstrækkelig infrastruktur

(veje, flodtransport m.v.), dårlig markedsføringssystemer

og mangel på stærke producentorganisationer. Det

er dog ikke de samme problemer, der er størst i forskellige

dele af landet. I højlandet er det særligt presserende

at løse problemerne omkring kunstvanding, transport og

markedsføring, mens det i lavlandet er spørgsmålet om

retten til jorden, der især trænger sig på.

Der er mange penge

i mahogni. Savværkerne

hyrer mænd, der ulovligt

fælder det kostbare træ,

som oprindelige folk bliver

nødt til at sælge billigt

til savværkerne, der forarbejder

og sælger træet.

Foto: Mike Kollöffel

Skovdrift og rovdrift

Godt halvdelen af landet er dækket af skov. Især mahogni

tænder dollartegn i øjnene på savværksejere i hele Bolivias

lavland. Tømmerselskaberne rydder ædeltræet i hastigt

tempo. Man taler ligefrem om mahognigrænsen – den

grænse i junglen, hvor der på den ene side er ryddet for

mahogni, og hvor mahognitræerne endnu står på den

anden – der hvert år fl yttes mod nord og øst i stadig større

afstand fra tømmerhovedstaden Santa Cruz. Eksperter

anslår, at der kun vil gå omkring 10 år, før mahognien

stort set er udryddet i Bolivia, hvis det nuværende tempo

holdes.

Kampen om de eftertragtede kæmpestammer er hård.

Savværkerne skyer ingen midler for at komme først. På trods

af lovgivningen fælder de inde i naturparker og indianske

territorier, og de sender mænd bevæbnede med rifler og

motorsave derind.

De bevæbnede mænd er organiseret i deres egen fagforening.

Savværkerne hverver mændene via fagforeningens

kontor, og i ly af natten falder træerne for de bevæbnede

mænds save. Mændene efterlader stammerne inde i territoriet.

De oprindelige folk, der har ret til træet, har ingen

steder at forarbejde det. Derfor bliver de nødt til at sælge

stammerne billigt til de samme savværker, som har betalt

motorsavs-mændene for at fælde dem.

De oprindelige folk får støtte til at uddanne deres egne

territorievagter, der forsøger at holde de bevæbnede skovarbejdere

ude. Støtten kommer bl.a. fra Danida via Ulandsorganisationen

Ibis. Men hidtil er det ikke lykkedes

at stoppe savværkerne. For landet er mahogni i mere eller

mindre forarbejdet form en stadig vigtigere eksportvare.

I 1990 indførte regeringen et dekret om totalt stop for

fældning af mahogni. Men rovdriften fortsatte som før.

Ingen tog sig af “stoppet”, og myndighederne satte ikke

magt bag dekretet.

I bjergene vil skovbrug især sige dyrkning af eukalyptus.

Eukalyptus er en australsk træsort, som munke bragte til

Sydamerika. Træet vokser hurtigt og giver en god profit

på kort sigt. Stammerne er lange og lige og bruges især i

byggeriet og til afstivning i minerne.

82 83


Men eukalyptus kræver enorme mængder vand. Et 20-år

gammelt træ bruger typisk 500 l om dagen. Det er et stort

problem i det tørre højland. Et andet problem er den gift,

som eukalyptustræer spreder med deres blade. Giften dræber

andre vækster. Planter man eukalyptus i en skov med

sydamerikanske træsorter, vil eukalyptusen i løbet af få år

have dræbt det meste andet liv i området omkring dem.

Men ikke kun mangfoldigheden af planter lider skade.

Dyrene i Andesbjergene kan ikke finde føde i eukalyptusskovene.

De stolte eukalyptusstammer står derfor ranke

hen uden anden form for liv omkring sig. Alligevel planter

skovvæsenet stadig tusinder af eukalyptus hvert år. Der er

gode penge at tjene, inden jorden er udpint efter to-tre

generationer med eukalyptus.

Kun enkelte steder plantes Bolivias egne træsorter i større

stil, og i det hele taget har det hidtil vist sig vanskeligt at

lave bæredygtigt skovbrug. Der skal en mentalitetsændring

til, hvis skovdrift skal gøres bæredygtig i Bolivia. Det gælder

både i junglen og i bjergene. Og afskovningen stoppes

næppe, før de fattige har fået det bedre. Fattige bønder, der

flytter ud i junglen på jagt efter jord, fælder mere regnskov

end alle tømmerselskaberne tilsammen. Og trods en kraftig

stigning af tømmeraktiviteterne op gennem 1990’erne,

bruges der stadig mere træ til brænde, end der går til eksport.

Eksporten af paranødder, der for alvor tog fart i midten

af 1990’erne, er et lyspunkt i den ellers mørke udsigt til at

bevare junglen. Paranødder høstes af vildtvoksende træer,

ikke i plantager. Så når junglen fældes, ryger paranødderne

med. Bolivia står for omkring 75 pct. af verdenseksporten

af paranødder, der først og fremmest sælges til de vestlige

lande. I 1997 gav salget af paranødder 31 mio. dollars til

landet. Markedet kan dog vise sig at være ustabilt, ikke

mindst fordi paranødder indeholder det kræftfremkaldende

aflatoksin, der dannes i nødderne, hvis de ikke tørres korrekt.

Det er derfor vigtigt for Bolivia at forbedre opbevaring

og transport af nødderne, hvis indtægterne fra dem skal

hjælpe med til at redde en del af junglen fra udryddelse.

Ser man på resultatet af en anden ny lov om brugen

af skoven, er der sket store ting. Ifølge loven skal sav-

værkerne betale én dollar pr. ha (100 hektar = 1 km 2 ) om

året for retten til at rydde regnskoven. Kravet om den

ene dollar mødte voldsomme protester fra savværksejerne.

De fik udsat lovens vedtagelse i to år via bestikkelse af

embedsmænd og juridiske krumspring. Da loven endelig

blev vedtaget i 1996, afleverede savværkerne halvdelen af

rettighederne til skovdriften tilbage til staten. De ville ikke

betale den ene dollar pr. ha.

Skovtal

53 pct. (582.500 km 2 ) af Bolivia, især det tropiske lavland,

er dækket af skov, alt sammen ejet af staten.

Heraf er 16 mio. ha (160.000 km 2 ) egnet til kommerciel

brug. Den kommercielle udnyttelse dækker 5,7 mio. ha

(57.000 km 2 , til sammenligning er Danmarks areal på

43.000 km 2 ) og er delt op på 88 koncessioner.

Minedrift

Minedriften tegner sig for omkring 5 pct. af BNP og mere

end 33 pct. af vareeksporten. Lidt over 3 pct. af arbejdsstyrken

er involveret i minedrift. Helt frem til begyndelsen

af 1980’erne var minedrift Bolivias absolut mest betydningsfulde

økonomiske aktivitet. Krisen i 1980’erne

førte imidlertid ikke bare til, at minedriften fi k en mindre

betydningsfuld rolle i den bolivianske økonomi, men og

til en modernisering og spredning af produktionen.

Privatiseringer og toldlettelser har trukket udenlandske

investorer til. De kommer bl.a. fra USA, Sydafrika, Canada,

England, Australien og New Zealand. De private

selskaber har overtaget statens dominerende rolle i det

meste af minebranchen. Nye love beskytter den udenlandske

kapital, og investeringer skal ikke længere igennem

det samme statslige bureaukrati. Og et nyt skattesystem

favoriserer selskaber, der geninvesterer en del af udbyttet

i Bolivia.

Privatiseringen tog fart som en del af strukturtilpasningsprogrammet

– dekret 21060 – i 1985. Her gennemførtes

84 85


Minearbejderne dulmer

deres sult og træthed ved

at tygge kokablade.

Foto:

Steffen V. Knudsen

efter pres fra bl.a. Verdensbanken og IMF, omfattende

ændringer for at redde landet fra total bankerot: landets

valuta blev kraftigt nedskrevet, lønningerne fastfrosset,

hvorved reallønningerne for de mange offentligt ansatte

raslede ned, regeringen skar kraftigt ned på sine budgetter

og stoppede midlertidigt for tilbagebetaling af lån. Der blev

i 1986 indført en statsafgift på 10 pct. på alle forbrugsvarer.

Programmet blev udbygget med kapitaliseringsprojektet

i 1993, hvor 50 pct. af aktierne i de statsejede virksomheder

blev udbudt i licitation, og resten af aktierne indgik

i pensionsfonde, der sikrer alle bolivianere ATP og folkepension.

Pensionsordningen danner grundlag for en slags

kollektivt folkeeje af aktier i de privatiserede virksomheder.

(Reformerne er beskrevet i kapitel 4).

Minedriften tiltrak en tredjedel af de udenlandske investeringer

i Bolivia fra 1990 til 1998. Hvor det statslige

mineselskab COMIBOL stod for 63 pct. af den nationale

produktion i 1980, var det i 1998 små og mellemstore

minejere og kooperativer, der stod for 94 pct. af produktionen.

I samme periode fordobledes antallet af åbne

miner.

Den tørre og forblæste højslette uden for byen Oruro

dækker over enorme guldværdier. Mineselskabet Inti Raymi

med boliviansk og nordamerikansk kapital driver her en

af verdens mest moderne miner. Med computerstyrede

gravemaskiner henter selskabet guld op af jorden i mængder,

der leder tankerne tilbage på spaniernes sølveventyr for

århundreder tilbage. Slaverne er i det moderne eventyr

byttet ud med ingeniører og højteknologisk udstyr.

De nye selskaber betyder dog ikke automatisk gode forhold

for alle minearbejdere. I det gamle Rige Bjerg, Cerro

Rico, i Potosí og andre gamle mineområder sidder minearbejderne

stadig med deres mejsler og korte dynamitlunter

og ødelægger helbredet på få år. De hundredvis af små

grupper minearbejdere, der forsøger lykken på privat basis,

har ikke fået bedre forhold af privatiseringen.

Nye fund og åbning af den største åbne mine i Bolivias

historie, San Cristobal-minen i Potosí-departementet gør

stadig Bolivia interessant for udenlandske investorer og sikrer,

at landets lange historie med minedrift vil fortsætte.

86 87


Service

Servicesektoren udgør omkring 42 pct. af Bolivias BNP. På

det private arbejdsmarked i byerne er cirka 3/4 af arbejdsstyrken

ansat i sektoren. Tidligere var staten den vigtigste

leverandør af transport, telekommunikation, el, gas og

vand. Privatiseringen er gået stærkt, og lovgivningen er på

mange områder stadig undervejs.

Servicesektoren fordelt på andele:

Administration 24 %

Finans og forretning 21 %

Transport og kommunikation 20 %

Handel 16 %

Restauranter og hoteller 6 %

Vand, el og gas 4 %

Øvrige 9 %

Kilde: Bolivias Instituto Nacional de estadística

Den fi nansielle sektor

Banksystemet er ved at komme sig oven på en langvarig

krise, der varede frem til omkring 1995. Adskillige banker

lukkede. Flere af de nu lukkede banker var vokset eksplosivt

på grund af indskud af narkopenge, og nogle opererede helt

uden de nødvendige tilladelser fra staten. De ansvarlige i

statens bankkontrol vendte det blinde øje til, når bankernes

frie midler ulovligt havnede i lommerne på bankernes

ejere.

I slutningen af 1995 blev en ny lov om nationalbanken

vedtaget. Den definerer bankens mandat som regulator af

operationerne i det finansielle system. Det er også hensigten,

at den nye lov skal lette den fortsatte restrukturering

af nationalbanken og nedsætte antallet af medarbejdere

betydeligt. Samtidig har regeringen styrket opkrævning af

skat fra firmaer såvel som fra private borgere.

Indsættelsen af en tilsynsførende for bankvæsenet i 1995,

lukningen af en række problematiske banker samt en forbedring

af banklovgivningen har gradvist bidraget til en

genopretning af banksystemet. På den baggrund har en

Uden ordentlige transportmidler

kan det være

svært for befolkningen i

lavlandet at få deres afgrøder

frem til køberne.

Foto: Mike Kollöffel

række udenlandske banker slået rødder i Bolivia i de seneste

år.

Transport

For en udenlandsk besøgende er rejsen fra La Paz til ferieparadiset

Coroico 150 km nord for hovedstaden et nervepirrende

højdepunkt, man ikke glemmer. Det amerikanske

blad National Geographic har udnævnt vejen til at være

verdens farligste på grund af alle de lastbiler og småbusser,

der ryger i afgrunden. For bolivianerne er der dog intet

eksotisk over korsene, der står tæt langs den snoede grusvej

88 89


gennem bjergene. For dem er vejen et nødvendigt onde,

når de skal fra lavlandet og op til hovedstaden.

I regntiden er kanoen eneste transportmiddel i store dele

af lavlandet. Og i højlandet er transporten ikke indrettet

på, at bønderne skal kunne få deres varer til markedet.

Den dårlige infrastruktur med livsfarlige veje afspejler,

at historisk set har interessen for at udvikle landet været

begrænset. Mineralerne skulle ud af landet, anden transport

har været underordnet. Denne mangel på udbygning bærer

Bolivias vejnet stadig præg af.

Først under den forrige regering kom der for alvor gang

i byggeriet af hovedveje, der skal forbinde Bolivia med

nabolandene og få det store land til at hænge sammen.

Bolivia har først i 1996 indviet sin del af hovedvejen til

Chiles kyster. Aldrig før har man kunnet køre på asfalt fra

Bolivia til kysten i Chile.

Regeringens handelspolitik er nu bundet op på en bedre

udnyttelse af landets position i hjertet af Sydamerika. Den

strategiske placering skal udnyttes, så eksportlastbilerne

kan køre igennem landet.

Asfaltering af eksportvejene har været førsteprioritet i

1990’ernes offentlige investeringer. 1/3 af alle offentlige

investeringer og 1/3 af den udenlandske bistand går til

transportsektoren. Af investeringerne går 85 pct. til vejene

– først og fremmest til asfaltering.

En stor del af bistanden i vejsektoren er ud over vejen til

Chile gået til asfaltering af vejen mellem Cochabamba og

Santa Cruz. Vejen skærer gennem kokainindustriens hjerte.

Målet med forbedringerne af vejen er dels at forbinde to

af landets tre vigtigste byer med en god hovedvej, dels at

hjælpe de bønder, der bor mellem byerne. Mange af dem

har levet af at dyrke koka til kokainfremstilling. Ideen er,

at vejen i stedet skal muliggøre transport af legale afgrøder

som bananer, ananas og mælk til markederne i de to

byer.

Adgangen til markeder er også årsagen til regeringens

voldsomme satsning på asfaltering af veje til nabolandene.

Desværre præges de nyetablerede veje af problemer. Et utal

af korruptionssager, asfalt der er tyndere end projekteret,

og fundamenterne til vejene, der falder sammen, er nogle

af problemerne. Firmaet, der byggede de fleste betydelige

veje fra 1993-1997, fralægger sig ansvaret. Samme firmas

direktør var et fremtrædende medlem af MNR, partiet der

havde regeringsmagten i denne periode.

Bolivianerne står i dag med et vejnet, der nok er forbedret,

men stadig er en alvorlig hindring for effektiv transport.

Trods investeringer på hundreder af mio. dollars er kun 3

pct. af det store lands veje asfalteret. Det er først og fremmest

eksportkorridorerne, der er forbedret. De er sammen

med jernbanerne hovednerven i eksporten.

Bivejene skal ifølge loven om decentralisering vedligeholdes

over kommunebudgetterne. Det er fremskridt i forhold

til tidligere, hvor biveje meget sjældent blev vedligeholdt.

Bolivia har to større flyselskaber og flere mindre mest til

transport i lavlandet. Passagerflyvningen internt i landet

bliver næsten udelukkende varetaget af to selskaber, Lloyd

Aereo Boliviano (LAB) og AeroSur. AeroSur har fra starten

været et mindre, kommercielt selskab. LAB var ejet af staten

indtil privatiseringen i 1995, hvor det blev købt af det

brasilianske VASP. AeroSur klager med jævne mellemrum

over ulige konkurrence. Selskabet kan ikke få tilladelse af

staten til at flyve til udlandet, hvor der er mange penge

at tjene. Her står LAB for 60 pct. af flyvningen. Resten

af flyvningen til udlandet varetages af seks internationale

selskaber.

Med den centrale geografiske placering i Sydamerika

ser bolivianerne landet som et muligt kommende transportcenter

mellem Atlanten og Stillehavet. Men der vil

sikkert gå lang tid før transportselskaberne lægger vejen

over højsletten. Dels på grund af den ringe infrastruktur,

dels fordi toldprocedurerne i Bolivia stadig er komplicerede

og bureaukratiske.

Den uformelle sektor

En stor del af den bolivianske befolkning har en direkte

eller indirekte relation til den uformelle økonomi i byerne.

Denne økonomi er vokset frem i takt med, at der i den

formelle økonomi er blevet nedlagt arbejdspladser. Det

begyndte med færre arbejdspladser i minerne og er siden

90 91


fortsat med privatiseringen af offentlige virksomheder og

slankningen af den offentlige administration.

Den private sektor har ikke været i stand til at opsuge

den ledige arbejdskraft. I stedet er mange søgt over i den

uformelle økonomi, hvor de ernærer sig ved gadesalg. Igennem

mange år har den uformelle økonomi været forbundet

med smugling fra nabolandene af forbrugsvarer, som er

Mange bolivianere

ernærer sig ved at arbejde

i den uformelle sektor.

Man kan som denne

kvinde have et lille madsted

på fortovet i La Paz.

Foto: Mike Kollöffel

blevet solgt i storbyernes gader. Et mere effektivt toldvæsen

har imidlertid ramt den uformelle økonomi, og det har

generelt hævet priserne. I mange tilfælde har det også været

nødvendigt at lukke gadehandlernes boder. Omfanget

af den uformelle økonomi er vanskeligt at vurdere. Men

beregninger peger på, at ca. 30 pct. af arbejdstyrken ernærer

sig her, og det vurderes, at den uformelle økonomi udgør

30-40 pct. af den formelle økonomi.

Kokain

Sammenfaldet af øget behov for kokain på det nordamerikanske

marked og den massive arbejdsløshed, der fulgte

lukningen af minerne i 1980’erne, førte til en eksplosiv

vækst i produktionen af koka i Chapare. Ved udgangen af

1980’erne havde anvendelsen og produktionen af kokain

nået sådan et omfang, at USA erklærede narkohandelen for

den største trussel mod den nationale sikkerhed i relation til

Latinamerika. Produktionen af og handlen med kokain fi k

efterfølgende førsteprioritet i USA’s relationer med kontinentet.

Bolivias regering understregede, at narkohandlen var

et fælles ansvar mellem de lande, som producerede, fordelte

og forbrugte narkoen. Man gjorde klart, at udbuddet af

kokain var et resultat af behovet på især det nordamerikanske

marked. På den baggrund var det ikke sandsynligt,

at man kunne udrydde kokaproduktionen, medmindre

der blev tilbudt alternative beskæftigelsesmuligheder for de

fattige bønder, som levede af produktionen.

Der opstod nye projekter med henblik på at dyrke alternative

afgrøder, som op gennem 1990’erne har fået

betydelig økonomisk bistand fra især USA, EU og FNorganisationerne.

USA insisterede imidlertid også på at

anvende militære midler med henblik på at bremse narkoen

fra syden. Det gav ved flere lejligheder anledning til politiske

og diplomatiske sammenstød mellem den bolivianske og

den amerikanske regering, hvor amerikanerne, ud over

støtte til militære aktioner, truede med at stoppe bistanden.

Siden 1986 har den amerikanske regering gennemført

evalueringer af en række narkoproducerende lande (24 i

92 93


alt), heriblandt Bolivia. Hvis det vurderes, at landet gør et

effektivt arbejde for at nedbringe produktionen og handlen,

bliver landet “certificado” - dvs. godkendt til videre samarbejde.

I modsat fald kan det gå ud over den amerikanske

bistand og eventuelt samhandlen med det pågældende

land.

Siden 1997 har Bolivia været “duksedrengen” i denne

gruppe af lande. Det skyldes bl.a. Hugo Banzers håndfaste

håndtering af kokaudryddelsen. En anden betydelig årsag

til faldet i kokaproduktionen er, at efterspørgslen fra de

colombianske narkokarteller er aftaget. Colombianerne

har besluttet at basere sig på egen produktion af råvaren,

beskyttet af paramilitære grupper og guerillabevægelser.

Dette skabte betingelserne for den succes, som Banzer

har haft med henblik på at bekæmpe kokaproduktionen.

Det er sket uden de voldsomme konflikter, som har rystet

andre lande. Isoleret set har udryddelsen af kokaproduktionen

været Banzer-regeringens største succes. Den illegale

produktion af koka i Chapare var, ifølge regeringen,

i begyndelsen af 2001 stort set udryddet. Samtidig er der

sket et skift i eksportmarkedet. Hvor Bolivia i 1980’erne og

1990’erne var hovedleverandør af koka til det amerikanske

marked, er den illegale produktion nu rettet mod Brasilien

og Europa. Derfor må det forudses, at den amerikanske

indsats gradvist vil aftage over de kommende år.

Siden 1997 har regeringen udryddet mere end 40.000

ha (400 km 2 ) i Chapare, hvilket svarer til over 200 tons

ren kokain om året. Dette er bl.a. sket ved at udbetale en

kompensation på 2500 dollars for hver ha, som bønderne

selv ryddede. Hvis bønderne ikke selv ønskede at gennemføre

rydningen, rykkede militæret efter en tid ud og

fjernede kokaplanterne. Endvidere har en del af bønderne

fået støtte fra udlandet til at starte produktion af alternative

afgrøder. Samtidig med udryddelsen i Chapare-regionen

er kokaproduktionen imidlertid vokset i det andet store

kokaproducerende område Yungas øst for La Paz. Yungas

er hjemsted for produktionen af legal koka, som bruges på

hjemmemarkedet bl.a. til produktion af te og til at tygge

for at dulme sult og træthed og for at imødegå effekterne

af højdesyge. Ifølge koka-loven 1008 er det tilladt at dyrke

Bolivias anti-narkokorps

går hårdt til værks mod

kokainsmuglere og nakomistænkte.

Foto:

Steffen V. Knudsen

12.000 ha (120 km 2 ) i Yungas til det nationale forbrug. I

begyndelsen af 2001 blev ca. 15.000 ha (150 km 2 ) opdyrket,

men regeringen forventer at have udryddet den illegale

kokaproduktion inden udgangen af 2001.

Udryddelsen af den illegale kokaproduktion har på kort

sigt haft en negativ effekt på Bolivias økonomi, hvor det

vurderes, at ca. 300 mio. dollars årligt er forsvundet fra det

økonomiske kredsløb. Desuden søger mange kokabønder

nu mod andre områder af landet for at overleve.

På kort sigt har kokainen givet Bolivia hurtige og store

indtægter, der måske har reddet landets økonomi fra det

totale sammenbrud. Men skadevirkningerne fra den ulovlige

handel er store. Korruptionen gennemsyrer det politiske

apparat. Kun to af de større sager er kommet til offentlig-

94 95


hedens kendskab i 1990’erne. Det ene er sagen om de

såkaldte “narkoforbindelser”, der involverede toppen af

MIR, partiet, der sad på magten fra 1989-1993 sammen

med den tidligere diktator Hugo Banzer.

Ifølge anklagen har MIR’s topledelse modtaget penge til

partiets valgkamp fra landets største kendte narkoforbryder

kaldet Bjørnen. Ekspræsident Jaime Paz Zamora fra MIR

blev i 1995 sat på anklagebænken for sine forbindelser

med Bjørnen. Sagen blev taget op efter offentliggørelsen

af fotos af Bjørnen og ekspræsidenten i tæt omfavnelse.

Det kom frem, at Bjørnen i årevis har holdt fødselsdagsfest

for præsidenten. Paz Zamora forsvandt ud af landet

indtil den værste ballade var overstået. Men MIR’s grå

eminence, Oscar Eid Franco, måtte i fængsel i fire år for at

have modtaget narkopenge til valgkampen.

Det store spørgsmål er, hvorvidt den midlertidige succes

med bekæmpelsen af koka er bæredygtig på længere sigt.

Den alternative produktion bliver aldrig konkurrencedygtig

i forhold til de priser som produktionen af koka giver.

Bønderne kan få langt større indtægter ved at dyrke koka,

end de kan få ved at dyrke alternative afgrøder.

Unge chimanesindianere

med brøleabe skudt

mellem øjnene.

Foto: Mike Kollöffel

96 97


Sociale forhold

Fattigdommens ansigt

Fattigdom skal opleves, lugtes, føles og smages før man

forstår hvilket liv, der gemmer sig bag de mange offi cielle tal

og statistikker. Kort levetid, stor børnedødelighed, manglende

adgang til rent drikkevand, skoler og sundhedsydelser

er blot nogle af de tal, der viser, at Bolivias befolkning lever

i stor fattigdom.

Bolivias nationalindkomst er kun omkring 1/30 af den

danske og meget ulige fordelt. Den mest velhavende femtedel

af befolkningen råder over næsten 60 pct. af nationalindkomsten,

mens den fattigste femtedel må nøjes med

ca. 3 pct.

Op mod to tredjedele af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen,

mens en tredjedel lever i ekstrem fattigdom.

Tallene dækker imidlertid over store regionale

forskelle. Fattigdommen rammer 50 pct. af befolkningen i

storbyerne, 60 pct. i byområder (mindre byer) og 80 pct. i

landområderne. Over 60 pct. af den oprindelige befolkning

i landområderne lever i ekstrem fattigdom.

En bolivianer kan regne med at leve i 63 år, men der er

store regionale forskelle. Blandt minearbejdere i Potosí

er den forventede gennemsnitlige levealder kun godt 45

år.

Analfabetismen i Bolivia er officielt 15 pct. Men langt

flere kan kun læse og skrive meget lidt. På landet og ikke

mindst blandt kvinderne er der mange funktionelle analfabeter,

som måske nok har gået i skole, men det på et

tidspunkt, hvor al undervisning foregik på spansk – et

sprog som mange slet ikke talte. Og mange har glemt det,

de lærte, fordi de ikke bruger det til hverdag.

I 1999 døde 67 spædbørn ud af hver 1000 fødte. Det er

et fald på 22 siden 1989. Men risikoen for at et barn ikke

når at fejre sin etårs fødselsdag er skævt fordelt i landet.

Spædbørnsdødeligheden blandt oprindelige folk i land-

98 99

6.

Mange kan ikke skrive

og læse. Der er derfor god

brug for de små gadekontorer,

der kan hjælpe

med f. eks. brevskrivning

– her i hovedstaden La

Paz.

Foto: Mike Kollöffel


distrikterne er dobbelt så høj som det latinamerikanske

gennemsnit.

73 pct. af befolkningen har adgang til rent drikkevand. I

byerne er tallet 93 pct. På landet er det kun 37 pct. der kan

få rent vand. Samlet er der imidlertid tale om en stigning

på næsten 14 pct. fra 1992 til 1998.

Den officielle arbejdsløshed i Bolivia udgør kun ca. 6

pct., men op mod 40 pct. af de erhvervsaktive er underbeskæftiget

i den uformelle sektor. Og kvindernes løn er i

gennemsnit mindre end det halve af mændenes.

Det er især den oprindelige befolkning og befolkningen

på landet, der er berørt af fattigdom. De lever i gennemsnit

10 år kortere end resten af befolkningen.

Set over de seneste 10-15 år er leveforholdene for en del

af landets befolkning langsomt blevet forbedret, men den

økonomiske vækst er dog stadig ikke nok til at sikre en solid

indsats mod landets massive fattigdomsproblemer. Den

økonomiske vækst har gennemsnitligt været på 4 pct. om året

siden 1985, men samtidig er befolkningstallet vokset, så der

nu er flere munde at mætte. Væksttallene dækker imidlertid

over store geografiske forskelle fra negativ vækst flere steder i

højlandet til tocifrede vækstrater i Santa Cruz-departementet.

Befolkningen i Santa Cruz har bedre skoleundervisning,

bedre sundhed og hyppigere adgang til rent vand, mens

leveforholdene i byer og landområder på højsletten Altiplano

er på niveau med de fattigste afrikanske lande. Den ekstreme

fattigdom er koncentreret i den nordlige del af Potosí, Chuquisaca

amt og den nordlige del af La Paz amt.

42 pct. af det offentlige investeringsbudget er betalt af

udenlandsk bistand. De sociale sektorer tegner sig for godt

35 pct. af de offentlige investeringer, hvilket er lavere end

det latinamerikanske gennemsnit på 41 pct. Tallene dækker

imidlertid over en rimelig udvikling på uddannelsesområdet

og en utilstrækkelig situation i sundhedssektoren. En

betydelig del af midlerne går fortsat til de største hospitaler

og universiteterne.

Ca. 6 pct. af BNP bliver brugt på uddannelse, og niveauet

er således på højde med de mere velstående latinamerikanske

lande. Bolivia har en rimelig dækning for så vidt angår

skoler og lærere. I sammenligning med andre latinameri-

kanske lande falder langt flere elever imidlertid fra tidligt

i undervisningsforløbet, fordi de er tvunget til at arbejde

og bidrage til familiens økonomi.

De offentlige investeringer inden for sundhed halter slemt

bagefter og udgør under 1 pct. af BNP.

Et lands udvikling måles ikke blot på økonomien. FN

har derfor udviklet et Human Development Index (HDI),

hvor forventet levealder, undervisningsniveau og BNP pr.

indbygger er vægtet, så der fremkommer et tal for “den

menneskelige udvikling”.

Bolivia befinder sig som nr. 104 på HDI-listen ifølge

Human Development Report, 2001. Det er på et lavere

niveau end de øvrige sydamerikanske lande, Bolivia normalt

sammenligner sig med. Peru er nr. 73, Chile nr. 39 og

Argentina er oppe på en 34. plads i FN’s indeks for den

menneskelige udvikling.

Der er stor forskel mellem rig og fattig, og landets rigdomme

er skævt fordelt med en lille rig overklasse og en stor

fattig befolkning, som ikke nyder godt af landets samlede

indtægter.

Bolivias udviklingsminister sagde i et interview i 1998,

at gabet mellem rige og fattige er blevet større siden strukturtilpasningsprogrammet

blev indført i 1985. De rige har

fået mere, men de fattige har ikke haft glæde af den årlige

økonomiske vækst på 4 pct.

Uddannelse

Uddannelse, mere uddannelse og bedre uddannelse er en

forudsætning for at trække et land ud af fattigdom. Hvis

folk ikke kan læse og skrive, kan de ikke lære at styre en

maskine for slet ikke at tale om en computer. En bedre

uddannet arbejdsstyrke er nødvendig, hvis Bolivia skal

videre. I øjeblikket regnes næsten halvdelen af befolkningen

for funktionelle analfabeter. Nogle af de funktionelle

analfabeter har måske engang gået et år eller tre i skole.

Men hvis de har lært at læse lidt, glemmer de det tit igen.

På landet fi ndes ingen aviser og meget få bøger. Det er

ingen gevinst at kunne læse og skrive, hvis der ikke er noget

at læse i.

100 101


I 1995 satte regeringen en uddannelsesreform i gang,

som havde været under forberedelse i fem år. Reformen

taler om lige adgang til uddannelse for alle og åbner for

første gang for tosproglig undervisning for den oprindelige

befolkning.

Reformen adskiller sig dermed væsentligt fra MNR’s uddannelsesreform

fra 1955. Dengang skulle alle lære at være

spansktalende borgere i et samfund, hvor man tilstræbte

kulturel ensretning. Al undervisning foregik på spansk, og

mange indianerbørn gik ud af skolen uden at have forstået

meget af, hvad læreren havde sagt.

Med den nye reform fra 1995 er der indtil videre lavet

skolebøger på de tre største indianske sprog, quechua,

aymará og guaraní. Indianernes egne organisationer har

været med i udvalg, der har fremsat forslag til reformens

indhold. I reformen slås det fast, at Bolivia er et multikulturelt

samfund, og at alle har ret til undervisning

på eget sprog. Det bliver dog vanskeligt at føre ud i

livet, ikke mindst for de sprog, der kun tales af få mennesker.

Ifølge den nye uddannelsesreform er det muligt for børnene

at springe et skoleår over, hvis de er modne til det. Og

hvis børnene må gå ud et år eller to for at hjælpe forældrene

med at dyrke jorden eller sælge på markedet, kan de vende

tilbage til skolen og begynde i den årgang, der passer dem

bedst. I gennemsnit skal grundskolen gennemføres på otte

år. Nogle vil måske gennemføre den på seks år, andre vil

bruge ti.

Der skal tages mere hensyn til elevernes behov. Skolen skal

rettes ind efter eleverne og ikke omvendt. Gruppearbejde

skal indføres. En anden nyskabelse er, at landsbysamfund

og beboergrupper i byerne holder kontrol med nyansættelser

og administration. Ideen er at inddrage forældrene

i styringen af skolen. Målet er at effektivisere driften og

mindske korruptionen.

Selv i dag kommer mange børn i Bolivia aldrig i skole.

Problemerne er endnu større, hvis man udelukkende kigger

på den oprindelige befolkning. Og er man pige, ser det

endnu værre ud. En pige af en fattig indiansk landbofamilie

har næsten ingen mulighed for en længere uddannelse.

Med uddannelsesreformen

fra 1995 begyndte

man at fremstille skolebøger

på de lokale sprog,

foreløbigt på de tre store

indianske sprog quechua,

aymará og guarani.

Foto: Fra en bog

quechua

Lærernes trotskistisk dominerede fagforening har generelt

modsat sig undervisningsreformen. Den relativt stærke

fagforening ser reformen som et uacceptabelt tab af indflydelse.

Desuden er fagforeningen imod den del af reformen,

der siger, at lærerne selv skal videreuddannes. En betingelse

for at komme op i en højere lønramme er, at læreren hvert

år består en eksamen. Modstanden førte især i reformens

første år til regulære gadekampe mellem lærere, som ønskede

reformen bremset, og politi. Strejker og gadekampe kostede

således eleverne en del skoledage de første år. De seneste

par år er skoleåret imidlertid stort set blevet gennemført

normalt.

Universiteterne er ligeledes imod reformen. Ikke mindst

fordi de mister en del af deres automatiske tilskud. Før

102 103


eformen fik de 5 pct. af skatteindtægterne i deres amt.

Fremover vil de modtage penge direkte fra centralregeringen.

Bevillingerne vil være afhængige af, om universiteterne

leverer uddannede kandidater. Det er ikke længere nok, at

kun fire ud af hver hundrede universitetsstuderende afslutter

eksamen. Sammenlignet med andre lande i regionen

yder den bolivianske stat stadig et af de højeste bidrag til

universiteternes drift.

På trods af protesterne skrider undervisningsreformen

frem og vurderes fra de fleste sider som meget positiv. Der

er imidlertid stadig lange udsigter for den fattige, pige fra

landet med hensyn til at komme på universitetet.

Uddannelse i tal

66 pct. af de studerende, der starter i grundskolen,

gennemfører sjette klasse. 26 pct. gennemfører 12.

klasse.

Antallet af indskrevne i grundskolen er steget med ca.

20 pct. i perioden fra 1992 til 1998.

Analfabetismen i landområderne er på ca. 30 pct., mens

den på landsplan er 15 pct.

Ca. 40 pct. af kvinderne på landet er analfabeter, mens

det tilsvarende tal for mændenes vedkommende er 18

pct.

Effekterne af undervisningsreformen begynder efterhånden

at tegne sig. Således er udgifterne til uddannelse

vokset fra godt 3 pct. af BNP i 1990 til næsten 6

pct. i 2000. Antallet af lærere er vokset med næsten

23 pct. i samme periode, ligesom antallet af skoler

er øget med ca. 14 pct. Antallet af indbyggere, der

er analfabeter, faldt fra 20 pct. i 1992 til 15 pct. i

1999.

Sundhed

Det ser sort ud, når man sammenligner nøgletallene for

sundhed i Bolivia med nabolandene. Ligesom det er almindeligt

at fi nde landsbyer uden skolelærere, har de fær-

reste landsbyer læger og sygeplejersker. Hvis der er en

sundhedsklinik, er den sandsynligvis dårligt udstyret. Hvis

den da har noget udstyr overhovedet.

Der bliver brugt flest penge på sundhed pr. indbygger i

byerne. På landet bor folk spredt ud over et stort område.

Det er kostbart at hjælpe i hver en flække. Generelt vil læger

og sygeplejersker helst ikke arbejde langt ude i junglen

eller i højlandets yderste afkroge. Det tager timer og dage

at komme fra landet til byen. En udstationeret læge må

undvære familien i måneder.

Det er almindelig praksis op til et valg, at politikerne

tager ud på landet og forærer en sundhedsklinik til befolkningen.

Politikerne vil typisk forære byggematerialer til

landsbyen, der selv lægger arbejdskraft til. I mange tilfælde

bliver byggeriet af klinikken dog ikke fulgt op med tilførsel

af medicin eller sygeplejerske. I de senere år er situationen

forbedret på flere områder. Det kommer bl.a. til udtryk

gennem stadslægen i minebyen Potosí, der er glad for

det fremskridt, han har oplevet i sin tid i amtet. Fra han

startede som stadslæge i 1982 og til 1998, er gennemsnitslevealderen

steget betragteligt. Da han trådte til, levede

folk i gennemsnit 39 år. I 1998 lever de 46 år, oplyser

han.

Den øgede levealder skyldes ikke mindst, at spædbørnsdødeligheden

er faldet drastisk. Dødsfald som følge af

mineulykker og lungesygdomme tager fortsat en stor del

af arbejderne i en ung alder. I Potosí siger man stadig, at

kirkegården er det eneste sted med ordentlig vækst.

Som tidligere nævnt er spædbørnsdødeligheden på landsplan

faldet de seneste 10 år – fra 96 i 1988 til 67 i 1999.

Det er et direkte resultat af, at hovedindsatsen i det seneste

årtis sundhedspolitik har sigtet mod at nedbringe antallet

af døde spædbørn og at hjælpe kvinder i den fødedygtige

alder. Dog ligger antallet af døde småbørn stadig på linje

med andre udviklingslande.

Alt for mange børn dør af sygdomme, der teknisk set

er lette at kontrollere med få ressourcer. Diarre og lettere

lungeinfektioner, der udvikler sig til lungebetændelse,

hører til de mest almindelige dødsårsager for børn under

fem år. Over 40 pct. af de toårige børn lider af diarre –

104 105


og diarre står på attesten for hvert tredje døde barn under

fem år.

Fejl- og underernæring er et andet alvorligt problem, som

er større end i de fleste andre latinamerikanske lande. Der er

en klar sammenhæng mellem uddannelse og fejlernæring.

Jo færre år moderen har gået i skole, jo dårligere og mindre

mad får barnet.

Seks ud af ti børn bliver født i hjemmet uden nogen form

for professionel støtte. Det er for dyrt at bede lægen eller

jordemoren om hjælp. Desuden stoler mange kvinder mere

på deres lokale kloge kone end på lægen inde fra byen.

Undersøgelser peger på, at der mangler koordinering

mellem de forskellige instanser inden for sundhedsvæsenet.

Nogle børn har aldrig fået en eneste vaccination, mens

andre har fået måske fem mod den samme sygdom. Med

den nye lov om folkelig deltagelse overtager kommunerne

nu byggeriet af nye sundhedsposter. Staten skal sørge for

at lønne personalet, men nu kan kommunerne selv styre,

hvor de vil lægge deres lokale investeringer.

Sundhed i tal

Bolivia har sat sig som mål at anvende 2 pct. af BNI på

sundhed. Men indtil videre anvendes omkring 0,7 pct.

(1998), hvilket er tre gange lavere end gennemsnittet

for de øvrige latinamerikanske lande. Statskassen

bidrager kun med 14 pct. af beløbet. Det er omtrent

det samme som den udenlandske bistand til sektoren.

En tredjedel af pengene kommer fra private brugere,

en fjerdedel fra private fi rmaer, der forsikrer deres

folk. Resten kommer fra kommunerne og offentlige

virksomheder.

Antal læger pr. 10.000 indbyggere var i 1999 3,2 – et

fald på 0,2 siden 1995.

Hvert fjerde barn under tre år er underernæret.

Børnedødelighed er 67 pr. 1000 fødte under et år (1998)

– et fald på 22 siden 1989.

Børnedødelighed er 92 pr. 1000 fødte under fem år

(1998) – et fald på 38 siden 1989.

Sundhedspolitikken

satser især på at hjælpe

kvinder i den fødedygtige

alder – og børn.

Foto: Mike Kollöffel

Hushold med adgang til rent drikkevand (1998):

I byerne: 93 %

I landområderne 37 %

Hushold med adgang til sanitet (1998):

I byerne: 79 %

I landområderne: 33 %

Hushold med elektricitet (1998):

I byerne: 93 %

I landområderne 27 %

Kilder: INE og Verdensbanken

106 107


Kvindernes forhold

Indianske kvinder i landområderne er de fattigste og mest

marginaliserede i det bolivianske samfund. Generelt er de

mindre gunstigt stillet end mænd. På trods af, at ligestilling

på en række områder er bygget ind i lovgivning, er der

ikke sket meget fra regeringens side med henblik på at

gennemføre ligestilling i praksis.

På landet udgør kvinderne en vigtig del af arbejdskraften

ikke mindst i højlandet, hvor de står for en stor del af

fødevareproduktionen. Samtidig er kvinder ofte helt eller

delvist familieoverhovedet. Mange mænd og unge drager

til Argentina i høstsæsonen, og en del vender aldrig hjem.

Det efterlader kvinderne som eneansvarlige for familiens

overlevelse. Færre piger end drenge kommer i skole, og

den generelle holdning er, at det er vigtigere, at drengene

får en uddannelse.

Regeringen har oprettet et viceministerium for kønsspørgsmål,

som bl.a. tager sig af ligestillingsspørgsmål. Vi-

Enker efter

minearbejdere.

Foto: Mike Kollöffel

ceministeriet har imidlertid ikke haft megen gennemslagskraft

hidtil og har desuden været præget af dårlig ledelse. I

forbindelse med revideringen af valgloven i 1997 blev det

besluttet, at mindst 30 pct. af de opstillede i hvert parti

skulle være kvinder. Dette har bidraget til, at relativt flere

kvinder er blevet valgt ind i kommunalbestyrelser, hvorimod

der stadig kun er få kvinder i Kongressen.

Menneskerettigheder

Overtrædelserne af menneskerettighederne i Bolivia er

ikke så massive som i fl ere af nabolandene. Størsteparten

af Bolivias menneskerettighedsproblemer – ud over fattigdommen

– er knyttet til overgreb i forbindelse med

udryddelse af koka, et ineffektivt og korrupt retssystem og

elendige vilkår i fængslerne.

Narkopolitiet er uddannet og betalt af USA for at kæmpe

mod narko. De fanger sjældent narkobagmændene. I stedet

bruger de kræfterne på at bekæmpe de bønder, der dyrker

koka til fremstilling af kokain.

Chapareregionen i det vestlige Bolivia, hvor bønderne

dyrkede koka både til det lovlige marked og til kokain, var i

mange år lovløst område. Konfrontationerne har imidlertid

været aftagende de senere år, da den illegale koka i Chapare

stort set er blevet udryddet.

“Under en antinarkooperation i Chapare-regionen den

17. april 1997 gennemført af de væbnede styrker i nærheden

af landsbyen Eterazama blev Alberta Orellana García, mor

til syv, myrdet under omstændigheder, der indikerer henrettelse

uden dom.” Sådan skriver Amnesty International i et

af sine protestbreve til Bolivias præsident. Amnesty skriver

videre, at kvinden knælede foran narkosoldaterne i bøn, for

at de ikke skulle rykke hendes kokabuske op. Hun fik en

kugle i hovedet, og hendes kokabuske blev ryddet.

De ophidsede naboer gik amok, og narkopolitiet åbnede

ild mod mængden. Den dag døde seks, 20 blev såret og 150

anholdt. Den yngste af de døde var 22 måneder, en dreng

på seks år blev skudt gennem hovedet. Massakren er et

af de groveste eksempler på overtrædelse af menneskerettighederne

i Bolivia.

108 109


Bolivias antinarkolov 1008 blev vedtaget i 1988. Ifølge

Bolivias tidligere indenrigsminister, der stod for gennemførelsen

af loven, blev lovteksten skrevet på den amerikanske

ambassade i La Paz. Ifølge loven skal man bevise, at man

er uskyldig, når narkopolitiet kommer med en anklage om

involvering i narkoforbrydelser. Det er ikke politiets job at

bevise skylden, men fangens opgave at bevise, at han intet

har gjort. Lov 1008 rammer først og fremmest bønder og

fattige, der ikke har råd til en forsvarer.

Loven er også blevet brugt mod de aktive i bøndernes

fagforening. Når de klager for højlydt over regeringen,

bliver de anklaget for narkoforbrydelser. Det er almindeligt

at sidde inde i fem år uden dom, når man er anklaget for

narkoforbrydelser. Næsten halvdelen af Bolivias ca. 5000

fanger sidder inde for overtrædelse af Lov 1008. Over

halvdelen af alle fanger har aldrig fået en dom.

Det ineffektive og korrupte retssystem bidrager til at

mindske borgernes retssikkerhed. I narkospørgsmål er

mange af de “store fisk” gået fri, mens de fattige bønder,

der ikke har råd til at betale, lades i stikken.

Bolivia oprettede i 1998 en ombudsmandsinstitution.

Ombudsmanden har spillet en vigtig rolle med henblik på

at dæmpe militærets overgreb i kokaområderne. Samtidig

har institutionen arbejdet med en ny strafferetslov, som skal

gøre det muligt at nedsætte omfanget af fængslinger uden

dom. Endvidere har ombudsmandsinstitutionen kæmpet

for mere humane forhold i Bolivias overfyldte fængsler.

Medierne

Bolivia har pressefrihed, hvilket grundlæggende respekteres

af myndighederne. Generelt har medierne gode vilkår i

Bolivia. Der er en omfattende nyhedsdækning i de større

byer såvel i form af aviser og ugeblade samt tv og radio.

På landsplan er radioen det vigtigste nyhedsmedie. Der

er et væld af lokalradioer i alle amter og i mange kommuner.

Mange af udsendelserne er på den lokale, oprindelige

befolknings sprog.

Bolivia har otte aviser, som har landsdækkende karakter.

Heraf er de fem fra La Paz, to fra Santa Cruz og én fra

Medierne har grundlæggende

gode forhold,

og der er pressefrihed

i Bolivia. Der findes

otte landsdækkende aviser,

men radioen er det

vigtigste nyhedsmedie, og

der eksisterer mange lokale

radiostationer.

Foto: Mike Kollöffel

Cochabamba. Størsteparten af aviserne er uafhængige, men

ejes af en lille gruppe personer. Der er fem landsdækkende

tv-kanaler, hvoraf den ene ejes af staten. Nyhedsdækningen

på tv er stærkt sensationspræget.

110 111


Regionale sammenslutninger 7.

Ecuador

Peru

Stillehavet

Colombia

Chile

Venezuela

Bolivia

Argentina

Guyana

Fransk

Surinam Guyana

Paraguay

Uruguay

Brasilien

Atlanterhavet

Atlanterhavet

Udenrigspolitik

Historisk set har den fornemste opgave i boliviansk udenrigspolitik

været at holde tungen lige i munden blandt de

økonomiske og politiske sværvægtsnaboer, først og fremmest

Argentina, Chile og Brasilien. Tabet af adgangen til

havet ses af mange bolivianere som en afgørende grund til

Bolivias nuværende fattigdom. Det er hovedårsagen til det

særligt anstrengte forhold til Chile, naboen i vest med den

4000 kilometer lange kystlinie.

Boliviansk udenrigspolitik er i dag først og fremmest

bestemt af behovet for økonomisk integration med nabolandene

inden for rammerne af såvel Andinpagten som

MERCOSUR (se næste afsnit). I den sammenhæng lægger

den bolivianske regering i stigende grad vægt på, at

landet skal være transitland for forbindelserne mellem Stillehavet

og Atlanterhavet. Med dette for øje er vejnettet til

såvel Chile som Peru blevet kraftigt udbygget, og der er

forhandlinger i gang med henblik på at udbygge vejene

til Paraguay, Brasilien og Argentina. Med asfalteringen af

hovedvejen til Chile i 1990’erne udskibes en stor del af

Bolivias eksport via de chilenske stillehavsbyer Arica og

Iquique, og en betydelig del af importvarerne kommer ind

via den toldfrie havn i Iquique. Bolivia er derfor økonomisk

afhængigt af et godt forhold til Chile.

Endvidere arbejder Bolivia på at blive omdrejningspunkt

for forsyningen af energi, især naturgas, mellem landene.

Efter mere end tyve års forhandlinger kunne Sánchez de

Lozada i begyndelsen af 1997 underskrive en aftale med

Brasilien om levering af naturgas. Efterfølgende er der

indgået nye aftaler med Brasilien og Argentina.

Politisk og økonomisk integration

To internationale organisationer er toneangivende på Det

Sydamerikanske Kontinent og af stor betydning for Bolivia.

De sydøstlige lande (Argentina, Uruguay, Brasilien samt

112 113


Paraguay) har dannet MERCOSUR. Chile og Bolivia har

indgået associeringsaftaler med MERCOSUR. De nordvestlige

lande (Ecuador, Venezuela, Colombia, Peru samt

Bolivia) er medlemmer af Andinpagten.

Bolivia er det eneste land, som er medlem af Andinpagten

og samtidig associeret medlem af MERCOSUR. Landet har

derfor set det som sin rolle at bygge bro mellem de to regionale

sammenslutninger, som i fremtiden efter alt at dømme vil

blive smeltet sammen under MERCOSUR´s førerskab.

Selv om Andinpagten er ældst, har MERCOSUR for

længst overhalet den indenom, både hvad angår økonomisk

og politisk betydning på vejen frem mod visionen om et

egentligt sydamerikansk fællesmarked. De første skridt til

det “indre marked” er således taget, og samhandelen mellem

landene er mere end firedoblet i løbet af 1990’erne. Planen

er, at alle interne toldsatser skal være fjernet i år 2005.

Desuden har landene indgået investeringsbeskyttelsesaftaler

og aftaler med henblik på at forbedre infrastrukturen især

vej- og flodtransport imellem landene. For Bolivia ligger

der et betydeligt potentiale i de store aftaler om gas og olie,

som landet har indgået med Argentina og Brasilien, der er

de førende lande i MERCOSUR-samarbejdet.

Den politiske dimension i MERCOSUR-samarbejdet

er endnu svagt udviklet, men MERCOSUR har ved flere

lejligheder markeret, at et land sætter sit medlemskab på

spil, hvis landet forsøger at sætte de demokratiske spilleregler

ud af kraft. Paraguay fik et klart signal herom i

1996, hvor generalerne truede med militærkup. Det er

samtidig et håndgribeligt eksempel på ønsket om at udvide

det økonomiske samarbejde til også at indvirke på den

regionale politik i bredere forstand.

Andinpagten har aldrig rigtigt fået den betydning, som

medlemslandene havde håbet på. På det handelspolitiske

område er der indgået en række aftaler landene imellem,

som har bidraget til at lette handelssamarbejdet, og der

er indgået aftaler om at udvikle et “indre marked” inden

udgangen af 2005. På trods af at den politiske dimension i

udgangspunktet har været tiltænkt en højere prioritet end i

MERCOSUR-samarbejdet er det aldrig lykkedes medlemmerne

at tage væsentlige fælles udenrigspolitiske initiativer.

Og pagten har eksempelvis aldrig opnået handelsaftaler

med USA.

Bolivias samhandel med landene inden for Andinpagten

er stadig betydelig større end med MERCOSUR-landene.

Det forventes imidlertid fra boliviansk side, at de økonomiske

fremtidsperspektiver er størst i forhold til MERCOSUR,

hvor landenes økonomier og markeder er betydeligt større

end Andinpagtens lande.

Ud over aftalerne inden for de to regionale fora har Bolivia

indgået bilaterale handelsaftaler med bl.a. Chile, Mexico og

Cuba. De økonomiske aftaler i og uden for blokkene har lagt

grunden til den øgede eksport af især soja og naturgas.

Forholdet til nabolandene

Brasilien

I løbet af 1990’erne har Brasilien placeret sig som den

vigtigste nation i Sydamerika, såvel politisk som økonomisk.

Det gælder både inden for MERCOSUR og i forhandlingerne

mellem MERCOSUR og Andinpagten. Endvidere

har Brasilien spillet en vigtig rolle med henblik på at styrke

samarbejdet mellem Sydamerika og Mellemamerika. Brasilien

får da også i stigende grad betydning for den bolivianske

økonomi. Åbningen af den første naturgasledning

fra Bolivia til Brasilien i 2000 er blevet fulgt op af nye

naturgasaftaler mellem de to lande. Samtidig har nye naturgasfund

i Bolivia i 2000 åbnet for muligheden for en

yderligere ekspansion af denne aktivitet. Brasilien er den

største aftager af soja produceret i Bolivia. En planlagt

vej mellem Santa Cruz og grænsebyen Puerto Suarez vil

muliggøre en endnu større eksport af soja til det brasilianske

marked. Brasilien er endvidere leverandør af en betydelig del

af de smuglervarer, som holder liv i den uformelle økonomi

i lavlandets storbyer, især Santa Cruz.

Peru

Under Jaime Paz Zamora (1989-1993) var strategien at

styrke relationerne til Peru og åbne et alternativ for adgangen

til havet via Chile. På den baggrund indgik de to

114 115


egeringer en aftale om Bolivias adgang til Stillehavet via Ilo

i Peru. Aftalen indeholdt endvidere et fælles vejprojekt på

ruten fra La Paz til Ilo. Perus daværende præsident gjorde

dog klart, at alt kunne forhandles undtagen landets suverænitet.

Peru, Paraguay og Bolivia blev i 1994 enige om

at lave en fælles eksportkorridor. Korridoren skal gå fra

den peruanske stillehavshavn Ilo over Bolivia til fl oderne

Paraguay og Paraná. Det giver Bolivia en alternativ adgang

til Stillehavet, så man ikke længere nødvendigvis skal gennem

Chile. Vejen fra La Paz til Ilo blev indviet i 2000.

Chile

Under Sánchez de Lozada-regeringen (1993–1997) fi k de

økonomiske relationer til Chile et løft. Chilenske fi rmaer

investerede i Bolivia, og et chilensk fi rma overtog kontrollen

med det bolivianske jernbanenet. Samtidig var der løbende

hemmelige forhandlinger mellem landene med henblik på

at genoptage det diplomatiske samarbejde. Forhandlingerne

løb dog ud i sandet, da chilenerne ikke var til sinds at opgive

suveræniteten over de landområder, Bolivia gjorde krav

på. I 1993 var Sánchez de Lozada i Chile som den første

præsident siden en diplomatisk krise i 1979. Den chilenske

præsident Frei besøgte Bolivia under Rio-gruppens topmøde

i 1996 for at vise sin velvilje til forbedrede relationer.

Landene har de seneste år underskrevet hensigtserklæringer

om samarbejde på økonomiske, videnskabelige, kulturelle

og politimæssige områder.

Chile er på sin side i dag mere ivrigt efter at give Bolivia

indrømmelser, efter frihandelsaftalen med Peru er faldet

på plads. Nu har chilenerne ikke længere monopol på at

være stillehavshavn, men har konkurrence fra naboen i

nord. For ikke at miste fodfæstet på det bolivianske marked

introducerede chilenerne den såkaldte Arica-lov. Den

ophæver toldrestriktioner mellem Peru, Bolivia og Chile i

et frihandelsområde i det nordlige Chile.

Argentina

Argentina er Bolivias næststørste handelspartner. Samarbejdet

mellem landene er præget af, at mange bolivianere

er fl yttet til Argentina. En stor del af migranterne er fattige

bønder fra højlandet, som søger til Argentina i høstsæsonen.

Mange slår sig senere ned i landet. Bolivianerne har imidlertid

ved fl ere lejligheder været udsat for umenneskelige

arbejdsvilkår og overgreb, hvilket har ført til offi cielle klager

fra den bolivianske regering. Generelt er samarbejdet mellem

landene imidlertid udmærket.

Paraguay

I 1997 markerede Paraguay og Bolivia i fællesskab årsdagen

for afslutningen af deres indbyrdes krig om det østlige

Bolivia. De to landes ledere konstaterede, at begge lande

havde lidt under krigen, men at sårene var helet. Den fælles

ceremoni beseglede det udvidede samarbejde mellem

landene.

Forholdet til USA

Før Berlinmurens fald i 1989 prægede de storpolitiske

hensyn forholdet mellem USA og hele Latinamerika, således

også Bolivia. Op gennem 1950’erne og 1960’erne

var Bolivia Sydamerikas største modtager af bistand fra

USA. Bevægelser af alle politiske observanser var aktive i

Bolivia, og USA brugte mange ressourcer på at sikre, at de

ikke skulle få fodfæste i landet.

Da Moskva-orienterede officerer kom til magten i 1970,

nåede forholdet mellem landene imidlertid frysepunktet. Et

forhold som først blev forbedret, da general Hugo Banzer

kom til magten i 1971.

Siden begyndelsen af 1980’erne har forholdet mellem de

to lande i høj grad været betinget af kokaspørgsmålet. Ikke

mindst efter at USA i slutningen af 1980’erne erklærede,

at narkohandel var den største sikkerhedsmæssige trussel

mod amerikanske interesser i relationen til Latinamerika.

I 1980 lukkede USA for al støtte til García Mezas blodige

diktatur, der åbenlyst fremmede handelen med kokain.

Da kokaproduktionen for alvor blomstrede fra midten

af 1980’erne, stillede USA krav om, at kokabønderne

skulle rykke deres planter op, for at Bolivia kan få bistand.

Dette krav har ofte skabt et spændt forhold mellem de to

lande.

116 117


Godt støttet af amerikanske militære rådgivere og bistand

til det bolivianske narkotikapoliti har præsident Hugo

Banzer Suarez fået stor anerkendelse fra den amerikanske

regering for den håndfaste udryddelse af kokaproduktionen,

som har fundet sted i Chapareregionen.

Generelt har relationerne mellem de to lande været udmærkede,

og udover den betydelige bistand, som Bolivia

igennem årene har modtaget, har USA ligeledes været en

vigtig samhandelspartner for Bolivia.

Den amerikanske bistandsindsats er koncentreret om

alternative programmer til kokabønderne i Chapareprovinsen.

Man forsøger at øge produktionen af ikke-traditionelle

afgrøder og derigennem øge beskæftigelsen for de tidligere

kokabønder. Endvidere er USA aktiv i forhold til at styrke

retsvæsenet og har en betydelig bistandsindsats inden for

sundheds- og miljøområdet.

USA er Bolivias største samhandelspartner. I 1999 udgjorde

Bolivias eksport til USA ca. 14 pct. af den samlede eksport,

mens importen samme år udgjorde næsten 32 pct.

De amerikanske relationer har som overordnede mål

at hjælpe landet med at reducere produktionen af koka

og udrydde kokainindustrien. Efter at kokaproduktionen

gradvist er kommet under kontrol, og narkohandelen har

fået en mindre fremtrædende rolle mellem de to lande, er

det imidlertid et åbent spørgsmål, om samhandelsmønsteret

og den betydelige bistand vil blive fastholdt i de kommende

år.

Forholdet mellem Bolivia og EU

Relationerne mellem EU og Bolivia har også i en vis udstrækning

været præget af kokaspørgsmålet. Men der er

forskel på EU’s og USA’s tilgang til problemet. Hvor USA

har stået for at kombinere militær støtte med produktionen

af alternative afgrøder, har EU i højere grad lagt vægt på

dialogen og et udvidet bistandssamarbejde.

Bolivia er den største bilaterale modtager af EU-bistand

i Sydamerika. Det bilaterale bistandssamarbejde mellem

Bolivia og EU har siden 1998 været fokuseret på fire hovedområder:

EU’s bistand går bl.a.

til miljø, hvor en af opgaverne

er at afhjælpe

den voldsomme forurening

af vand og jord fra

minerne. På billedet ses

tungmetalforurening.

Foto: Mike Kollöffel

118 119


i. Fattigdomsbekæmpelse: Først og fremmest er bistandssamarbejdet

rettet mod problemer relaterede til a) hygiejne,

sundhed og befolkningsforhold og b) uddannelse.

ii. Støtte til regional integration. Udbygning af infrastrukturen

mellem kommuner og amter.

iii. Alternativ udvikling. Den Europæiske Union støtter

alternative udviklingsprogrammer som et led i kampen

mod kokaen.

iv. Miljøet. Tre områder er blevet identificeret og prioriteret,

a) beskyttelse af amazonområdets naturressourcer, b)

forurening af vand og jord fra minerne samt c) forebyggelse

af naturkatastrofer og erosion.

Foruden mineraler, gas

og olie har Bolivia og

en stor saltproduktion fra

saltsøen Salar de Uyuni.

Foto: Mike Kollöffel.

Samtidig er det økonomiske samarbejde blevet styrket.

Den bolivianske regering og EU underskrev senest i februar

1999 en samarbejdsaftale, hvis formål er at stimulere det

økonomiske samarbejde og øge de tildelte ressourcer.

De samlede EU-investeringer i Bolivia er stigende og

er vokset til en samlet værdi af 260 mio. dollars (2000).

I 1999 beløb Bolivias eksport til EU-landene sig til 253

mio. euro. Tilsvarende var importen fra EU på 179 mio.

euro.

Inden for rammerne af Andinpagten deltager Bolivia i

den løbende dialog med EU. Fra europæisk side lægges

der specielt vægt på dialogen vedrørende narko og koka.

Modsat USA lægger EU vægt på dialogen, som bl.a. kom

til udtryk i underskrivelsen af Cochabamba-deklarationen

fra 1996, som fastlagde fundamentale principper og fælles

ansvar vedrørende narko og koka. Siden er der blevet holdt

årlige møder mellem Andinpagten og EU med henblik på

løbende opfølgning.

EU har fritaget de fleste kokaproducerende lande, inklusiv

Bolivia for skatter på industrielle produkter og en række

landbrugsprodukter. Bolivia og de øvrige narkoproducerende

lande betaler således mindre told til EU end en del

andre lande uden for unionen. Ideen er, at de narkoproducerende

lande skal have lettere adgang til det europæiske

marked for derigennem at blive mindre afhængige af

indtægterne fra kokainen. Økonomisk er virkningen af

toldlettelserne begrænset. En stor del af Bolivias eksport

til EU består nemlig af råvarer, der i forvejen ikke er belagt

med told.

120 121


Bolivias udvikling er

præget af de mange miner

- og den store andel

af oprindelige folk.

Foto: Mike Kollöffel.

Udviklingssamarbejde

med Bolivia

Bolivia er det land i Sydamerika, der modtager mest bistand

pr. indbygger. Næsten 81 dollars pr. bolivianer bliver det

til om året (1999). 81 dollars lyder måske ikke af meget i

danske ører, men til sammenligning har mange bolivianske

familier på landet under 200 dollars i pengeindtægt om året.

Den samlede bistand udgør omkring 645 mio. dollars om

året. Beløbet svarer til ca. 5,8 pct. af BNI eller næsten 70 pct.

af de direkte udenlandske investeringer i Bolivia. Bistanden

har således udgjort et vigtigt bidrag til genopretningen af

Bolivias økonomi siden midten af 1980’erne og til gennemførelse

af en række strukturelle reformer i samme periode.

Nicaragua er det eneste land i Latinamerika, der modtager

mere bistand pr. indbygger.

Den første bistand kom fra USA kort efter engagementet

i anden verdenskrig. Under den kolde krig i 1950’erne gav

USA støtte til kolonisering af store jungleområder i det

nordøstlige Bolivia.

I 1960’erne fulgte flere europæiske lande og FN op med

bistand. Under general Hugo Banzers militærdiktatur i

1970’erne kom de store lån fra Verdensbanken. Hovedparten

af pengene gik til at styrke landbrugsudviklingen

omkring Banzers hjemby, Santa Cruz, samt til udvikling

af oliesektoren og til transportsektoren.

Fra starten havde Bolivias dårligt udviklede statsapparat

problemer med at administrere bistanden. Verdensbanken

og USAID oprettede derfor særlige institutter, der skulle

styre pengene fra udlandet. Institutterne var bedre end

staten til at levere regnskaber, og deres eneste formål var

at administrere bistand. Donorerne er nu gået tilbage til

at støtte direkte via den offentlige administration i stedet

for at opbygge parallelle institutioner.

De tre største multilaterale bidragsydere af kreditter –

dvs. lån – er Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den

122 123

8.


Andinske Udviklingsfond og Verdensbanken. De tre står for

47 pct. af al bistand til Bolivia. EU er den største multilaterale

donor. EU har særligt støttet landbruget i højlandet

og forsøg med at få kokabønderne i junglen til at dyrke

alternative afgrøder.

De største bilaterale donorer er Japan, USA, Tyskland,

Holland, Schweiz, Sverige og Danmark. Japan giver mest

i bistand og koncentrerer sig om store projekter inden for

transport og infrastruktur. F.eks. har Japan støttet forbedringer

og udbygning af lufthavnene i Santa Cruz og La Paz.

USA´s støtte er i særdeleshed rettet mod bekæmpelsen af

kokaproduktionen, men landet yder samtidig bistand til

miljø, sundhed og kommunal udvikling.

Koordinering af bistanden

De internationale bistandsorganisationer og Bolivias regering

søger at koordinere indsatsen inden for de enkelte

sektorer og på et overordnet plan. På det overordnede plan

foregår koordineringen på de årlige konsultative møder,

der siden 1987 er blevet afholdt med et års mellemrum.

Møderne blev tidligere afholdt under forsæde af Verdensbanken,

men fra 1999 har Bolivias regering overtaget formandskabet.

Under dette konsultative møde i 1999 fremlagde regeringen

en plan for, hvordan det fremtidige bistandssamarbejde

burde udvikle sig. Planen er i tråd med den

danske strategi for udviklingsbistand. Således satses der på

at lade enkeltprojekter afløses af bredere bistand til sektorer

(sektorprogrambistand), flerårig budgetplanlægning og tæt

donorkoordinering. De fleste donorer har udtrykt deres

tilslutning til planen og bebudet, at de vil arbejde for, at

bistandssamarbejdet med Bolivia bevæger sig i den retning

i fremtiden. På dette område er den bolivianske regering

på forkant med udviklingen i mange af Danmarks øvrige

programsamarbejdslande.

Bolivia passerede i begyndelsen af 2000 “decision point”

med henblik på at blive optaget i gruppen af lande, som

kan få gældslettelse gennem det såkaldte HIPC II (Highly

Indebted Poor Countries) initiativ.

Efterfølgende har den bolivianske regering udarbejdet en

strategi for at udrydde fattigdommen. Strategien skal danne

udgangspunkt for kanaliseringen af gældslettelsen til sociale

investeringer varetaget af kommunerne. Det forventes, at

Bolivia vil kunne anvende ca. 1,3 mia. dollars til sociale

investeringer i kommunalt regi over de kommende 15 år,

penge som ellers skulle have været brugt til afdrag på landets

gældspost. For mange, især de fattigste kommuner, vil det

betyde, at de skal administrere op til det dobbelte af det,

de allerede modtager i bloktilskud.

Fattigdomsstrategien vil blive udgangspunktet for den

fremtidige udenlandske bistand til Bolivia, og donorkoordineringen

vil derfor blive koncentreret om at støtte gennemførelsen

af denne strategi. I kølvandet på udarbejdelsen

af fattigdomsstrategien har regeringen udarbejdet en lov

for Den Nationale Dialog, som indebærer, at der hvert

tredje år skal gennemføres en konsultation med civilsamfundet

(organisationer, foreninger o.l.) om prioriteringer

for fattigdomsbekæmpelse.

Det danske bistandssamarbejde

Danmarks bistand til Bolivia går helt tilbage til 1970. Op

gennem 1970’erne gav Danmark fem statslån på i alt 190

mio. kr. Pengene er bl.a. gået til etablering og drift af fem

store mejerier med dansk maskineri. Mejerierne er stadig i

dag hjørnestenen i Bolivias mælkeproduktion, selv om især

driften af mejeriet i højlandet har skabt problemer gennem

årene på grund af de begrænsede udviklingsmuligheder for

mælkeproduktionen.

I 1980 afbrød Danmark det officielle bistandssamarbejde

efter kokainkuppet. Folkekirkens Nødhjælp overtog i 1981

mælkeprojektet på højsletten. Målet med projektet var at

forbedre levestandarden for fattige bønder, først og fremmest

ved at styrke mælkeproduktionen.

Mælkeprojektet afspejler forskellige historiske faser af

dansk bistand. I begyndelsen gik den herskende filosofi

ud på at eksportere dansk ekspertise, danske metoder

og dansk teknologi. Det var vanskeligt at tilpasse, og

efterhånden blev der skåret ned på antallet af danskere,

124 125


og produktionsmetoderne blev med tiden mere bolivianske.

Det officielle Danmark genoptog bistanden til Bolivia i

1993, hvor Danmark gav penge til en social investeringsfond,

der især støtter opbygning af skoler og sundhedsklinikker

på landet.

Programsamarbejdsland

Bolivia blev i 1994 valgt som programsamarbejdsland,

dvs. et af de lande, Danmark har mest direkte udviklingssamarbejde

med. I 1995 oprettedes den danske ambassade

i La Paz. Baggrunden for valget af Bolivia til samarbejdsland

var de reformer, der blev igangsat under præsident

Gonzalo Sánchez de Lozada i perioden 1993-1997. Loven

om folkelig deltagelse og decentralisering, undervisningsreformen,

anerkendelsen af de oprindelige folks rettigheder

i forfatningen samt jordreformloven (INRA) (se kap. 3)

passer fi nt ind i prioriteringerne i dansk bistand.

Den overordnede målsætning for det danske bistandssamarbejde

med Bolivia er at støtte politiske og økonomiske

reformer, som har til formål at bekæmpe fattigdommen,

herunder aktiviteter, der tilgodeser de oprindelige folks

interesser.

I 1997 besluttede den danske og den bolivianske regering,

at samarbejdet de kommende fem år skulle koncentreres

om følgende tre sektorer:

Oprindelige folk, decentralisering og folkelig deltagelse

Landbrug og udvikling af landområderne

Miljø og forvaltning af naturressourcer

På tværs af de tre sektorer støtter Danmark en reform af

den offentlige forvaltning med henblik på at forbedre det

offentlige serviceniveau og den offentlige administration

generelt. Reformen er rettet mod at gennemføre en embedsmandsreform

i hele den offentlige sektor og komme den

omfattende korruption til livs. Et forslag til gennemførelse

af en embedsmandsreform i kommunerne er under udarbejdelse

bl.a. med støtte fra Danmark. Sammen med Sverige

støttes ombudsmandens arbejde med at give borgerne mere

viden om deres rettigheder.

I jordreformloven

(INRA) fra 1996 anerkendes

16 oprindelige

folks territorier i lavlandet.

Dansk bistand

hjælper med bl.a. opmåling

af landområder og

juridisk gennemgang af

ejerskabsforholdene.

Foto: Mike Kollöffel

Bistanden er ud over at være koncentreret i sektorer og

koncentreret geografisk i de to fattige naboamter Potosí og

Chuquisaca, der begge ligger i den sydlige del af landet.

I alle tre sektorer er kommunerne en central samarbejdspartner,

ligesom de omfatter et betydeligt samarbejde med

forskellige organisationer i civilsamfundet og med den

private sektor. Programmet i Bolivia har således været på

forkant med den udvikling, som Danidas nye udviklingsstrategi

lægger op til.

Ud over sektorprogramstøtten støtter Danmark og

andre initiativer til styrkelse af de demokratiske institutioner.

Herunder et projekt som sigter på at forbedre administrationen

i Parlamentet. Danmark giver også støtte til La

Paz og Potosí kommuner med henblik på udarbejdelse af

kommunale udviklingsplaner og opgørelser/matrikulering

af byområder med det formål at forbedre skatteopkrævningen.

126 127


Oprindelige folk, decentralisering og folkelig

deltagelse

I 1994 vedtog Folketinget en strategi for dansk støtte til

oprindelige folk. Strategien bliver rost af de oprindelige

folks organisationer for at være progressiv og i tråd med

den internationale udvikling, hvor man i stadig stigende

grad tager hensyn til oprindelige folks og andre truede

befolkningsgruppers særlige behov. Bolivia er med sin store

oprindelige befolkning blevet stedet, hvor strategien prøves

af i praksis. De oprindelige folk spiller en fremtrædende

rolle i Danidas landestrategi for Bolivia.

Det danske sektorprogram

for oprindelige folk

er enestående i Bolivia.

Det hænger nøje sammen

med arbejdet med decentralisering

af administration.

De lokale ledere

inddrages i forbindelse

med kommunalreformen.

Foto: Mike Kollöffel

Uddrag af “Strategi for

dansk støtte til oprindelige folk”:

Oprindelige folk udnytter de områder, de bebor, til

både selvforsyning og kommercielle behov. Samfundenes

og kulturernes overlevelse er afhængige af deres

fortsatte udnyttelse af og kontrol over ressourcerne.

Højeste prioritet vil blive givet til projekter til støtte for

selvorganisering, anerkendelse af rettigheder til land

og ressourcer og arbejde for selvbestemmelse. Høj

prioritet har desuden uddannelsesaktiviteter, eksempelvis

alfabetiseringsprogrammer og opbygning af tosproglig

kompetence og andre relevante færdigheder,

der kan bidrage til at forbedre oprindelige folks retslige

og sociale stilling.

Et vigtigt område er miljøbeskyttelse og genopretning,

hvor de lokale beboere sikres adgang til at fremme en

bæredygtig udnyttelse af de naturlige ressourcer.

Sektorprogrammet til støtte for oprindelige folk og decentralisering

omfatter støtte til de oprindelige folks rettigheder

i forhold til jord og modermålsundervisning. Bistanden

omfatter således gennemførelsen af jordreformloven, INRA,

vedrørende opmåling og registrering/matrikulering af oprindelige

folks kollektive jord i Bolivias lavland. Et samlet

areal på mere end to gange Danmarks størrelse.

Der ydes endvidere støtte til de oprindelige folks organisationer

såvel i højlandet som i lavlandet med henblik på, at de

kan deltage i opmålingen af jord og sikre organisationerne

juridisk ret.

Støtten til oprindelige folk er koblet sammen med decentraliseringen

af landet. De oprindelige folk og bøndernes organisationer

har gennem den nye lov om folkelig deltagelse

direkte indflydelse på udviklingen i deres eget lokalområde.

Programmet støtter således amter og kommuner, så de

kan leve op til det ansvar, de har fået i forbindelse med

decentraliseringen. Styrkelsen af de lokale administrative

og politiske strukturer er en forudsætning for, at disse kan

varetage de øvrige dele i den danske bistand. Støtten omfat-

128 129


ter bl.a. investeringer i biveje, vand- og sanitetsprojekter

samt træning af kommunalt ansatte.

I løbet af 2001 er der i forbindelse med en udvidelse

af programmet igangsat en støtte til matrikulering af de

oprindelige folks jord i højlandet og på pilotbasis iværksat

en støtte til at sikre de oprindelige folks forvaltning af

naturressourcer, efter at skødet er blevet udstedt.

Gennem programmet gives der også støtte til tosproglig

uddannelse for oprindelige folk i lavlandet. Det drejer sig

bl.a. om undervisning i spansk og de oprindelige folks

sprog, om uddannelse af unge alfabetisører og udarbejdelse

af undervisningsmateriale.

Det danske sektorprogram for oprindelige folk er det

eneste af sin art i Bolivia, og Danmark har som følge af

programmet fået en førende rolle inden for donorgruppen

vedrørende spørgsmålet om oprindelige folk.

Landbrug og udvikling af landområderne

Fordelingen af fattigdommen i Bolivia peger klart på, at

udvikling af landbruget må stå centralt i bestræbelserne på at

forbedre de fattigste befolkningsgruppers levevilkår. Landbruget

bidrager med ca. 14 pct. af Bolivias samlede BNP

(1999) og udgører ca. 25 pct. af arbejdsstyrken. Landbrug

og udvikling af landområderne spiller en afgørende rolle, når

man vil bekæmpe fattigdommen og øge beskæftigelsen.

Den danske støtte til landbrug og udvikling af landdistrikterne

i Bolivia er indeholdt i et sektorprogram (1999-2003),

som bl.a. omfatter støtte til småproducenter i Potosí og

Chuquisaca. Programmets formål er at støtte en bæredygtig

landbrugsudvikling i de to amter og dermed en forbedring

af levevilkårene for landbefolkningen gennem forbedrede

produktionssystemer, en forbedret produktionsinfrastruktur,

adgang til kreditter og bedre markedsføring.

Sektorprogrammet omfatter også støtte til tekniske landbrugsuddannelser

under universitetsniveau gennem etableringen

af uddannelsescentre i Potosí og Chuquisaca. Man

regner med, at disse uddannelsescentre vil danne model for

tekniske landbrugsuddannelser i resten af landet.

Programmet støtter udviklingen af mindre og små virk-

somheder i landdistrikterne, som forarbejder og/eller markedsfører

landbrugsprodukter, eller som leverer varer og

tjenesteydelser til landbruget. Der er tale om et pilotprogram,

hvor nye ideer afprøves. Ideer som eventuelt på

længere sigt kan gennemføres på nationalt plan.

Danmark har siden 1996 støttet et program til udvikling

af malkekvægbrug på højsletten, der har til formål at støtte

omkring 12.000 fattige bondefamilier bl.a. gennem forbedret

produktionsteknologi. Programmet er nu ved at blive

overført til mælkeproducenternes egne organisationer.

Miljø og forvaltning af naturressourcer

Miljøbeskyttelse og forvaltning af naturressourcerne er højt

prioriteret i den bolivianske udviklingsstrategi. I Bolivia er

der store miljømæssige problemer på grund af minedrift,

skovrydning, overgræsning og mangel på kontrol med

udnyttelsen af naturressourcerne.

Den danske bistand til miljøsektoren, som startede i år

2000, fokuserer bl.a. på opbygning af miljøforvaltning i

kommuner og amter i Potosí og Chuquisaca. Der indgår

både træning af kommunalt og amtskommunalt ansat

personale og direkte investeringer i konkrete miljøforbedringer.

Programmet omfatter endvidere forebyggelse og udbedring

af forurening i minesektoren og industrisektoren bl.a.

i Potosí, som er det amt i Bolivia, der er hårdest ramt af

mineforurening. I den sammenhæng er der blevet dannet et

samarbejde (mancomunidad) mellem tre kommuner. Man

regner med, at flere dele af støtten til minesektoren, bl.a.

det der gælder forbedret vandkvalitet, skal gennemføres

inden for dette samarbejde.

På industriområdet arbejdes der både med den private

og den offentlige sektor. I den offentlige sektor arbejdes der

bl.a. på at sikre en effektiv miljøregulering og miljøkontrol.

I den private sektor er der indgået en samarbejdsaftale med

FEBOPI (håndværksrådet) og CNI (industrikammeret)

med henblik på at styrke miljøkontrollen inden for de

private virksomheder.

Miljøsektorprogrammet omfatter endvidere miljøunder-

130 131


visning på universitetsniveau samt i folkeskoler og gymnasier.

Den direkte bistand fra Danida, der i 2000 udgjorde 115

mio. kr., ventes at få følgende omfang indtil år 2005:

2001: 125 mio. kr.

2002: 150 mio. kr.

2003: 150 mio. kr.

2004: 150 mio. kr.

2005: 150 mio. kr.

Dertil kommer støtten, der gives via de multilaterale

institutioner og danske NGO’er.

Bolivia er fra 2000 omfattet af Privat Sektor Programmet,

men antallet af aktiviteter er stadig begrænset.

Private organisationer

Folkekirkens Nødhjælp var den væsentligste danske NGO

(ikke-statslig organisation) i Bolivia i perioden 1981–1994.

Folkekirkens Nødhjælp trak sig imidlertid ud samtidig

med, at Danmark valgte Bolivia som programsamarbejdsland.

Ulandsorganisationen Ibis er i dag den største danske

NGO i landet. Siden midten af 1980’erne, da Ibis hed

WUS, har organisationen støttet en lang række projekter

i Bolivia. Støtten er i dag især rettet mod de oprindelige

folk i lavlandet, selv om Ibis også har enkelte projekter

i højlandet. Ibis støtter især opbygning af kapacitet i de

oprindelige folks organisationer, så de kan forsvare deres

territorier samt arbejdet med tosproget undervisning.

AOF fra Give har siden 1994 ydet støtte til voksenuddannelse

for småhåndværkere. CARE Danmark har siden

begyndelsen af 1990’erne støttet landbrugs- og naturressourceprojekter

i Chuquisaca, hvor man forsøger at få

bønder til at dyrke økologisk. Dansk International Bosætningsservice

har siden 1993 bygget lavenergihuse i højlandet.

Projektet stoppede midt i 2001. Foreningen Dialogo

arbejder med et sundhedsprojekt i Chuquisaca.

De medicinstuderende organiseret i IMCC, International

Medical Cooperation Committee, har siden 1980’erne på

barfodslægemaner arbejdet på at forbedre sundheden via

en række projekter nær Sucre.

Private danske organisationer

arbejder sideløbende

med Danida. Ibis

har bl.a. oprettet en systue

for minearbejdernes

enker.

Foto: Mike Kollöffel

132 133


Ny præsident og

regeringsrokade

Efter behandling for lunge- og leverkræft på Walter Reed

Army Medical Center i Washington meddelte den 75-årige

general Hugo Banzer i slutningen af juli 2001, at han få

dage efter – på Bolivias uafhængighedsdag den 6. august –

ville træde tilbage som sit lands præsident.

Vicepræsidenten, den 41-årige Jorge Quiroga, overtog

hvervet som præsident. Næste valg holdes i juni 2002.

Ifølge landets forfatning kan Jorge Quiroga ikke stille op

til det kommende præsidentvalg.

I forbindelse med den nye præsidents tiltrædelse blev tre

fjerdedele af regeringens ministre skiftet ud.

Præsident Jorge Quiroga understregede ved sin tiltrædelse

tre hovedopgaver for regeringen i det næste år:

Økonomien, som befinder sig i en krise med udsigt til

kun 1 pct. vækst i 2001, skal reaktiveres

Den institutionelle reform og bekæmpelse af korruption

skal styrkes

En forfatningsreform skal påbegyndes. Reformen skal

bl.a. indeholde en begrænsning af partiernes rolle og en

åbning for andre gruppers deltagelse i det repræsentative

demokrati

Generelt er der tale om en yngre regering af tilsyneladende

mere reformvenlig tilsnit. Seks af de udnævnte ministre er

uafhængige af politiske partier. Det gælder bl.a. finansministeren,

der er tidligere direktør for Centralbanken.

Eneste kvindelige minister i den nye regering er undervisningsminister

Amalia Anaya.

Udenrigsministeriet

August 2001

Rettet efter redaktionens afslutning

Oversigt over partier og

bevægelser

ADN, Acción Democrática Nacionalista,

Den Demokratiske og Nationalistiske Aktion.

Præsidenten og eksdiktatoren General Hugo Banzers parti.

Partiet blev dannet i 1979 under den langsomme tilbagevenden

til demokrati. Partiet repræsenterer først og fremmest

middelklassen i byerne og de større virksomhedsejere

i Santa Cruz. Partiet har siden midten af 1980’erne støttet

de politiske og sociale reformer, som er blevet gennemført.

Hugo Banzer blev valgt til præsident i juni 1997.

ADN fi k ved den lejlighed 22,3 pct. af stemmerne i et

valgsamarbejde med to mindre partier (NFR og PDC).

MNR, Movimiento Nacionalista Revolucionario,

Den Revolutionære Nationalistiske Bevægelse.

Bolivias ældste parti blev dannet i 1942 og ledes af Gonzalo

Sánchez de Lozada eller “Goni”. Partiet stod bag revolutionen

i 1952 og har i skiftende koalitioner siddet på magten

længere end nogen anden politisk kraft i Bolivia. Først i de

tolv år efter revolutionen, siden i to perioder fra 1985-1989

og 1993-1997. Partiet stod bag indførelsen af almindelig

valgret, nationaliseringen af minedriften og jordreformen i

begyndelsen af 1950’erne, Loven om Folkelig Deltagelse og

administrativ decentralisering, undervisningsreformen samt

INRA-loven i perioden 1993-1997. “Goni” var samtidig

en af hovedpersonerne i forbindelse med det strukturtilpasningsprogram,

som Bolivia har gennemført siden 1985.

MNR fi k 18,2 pct. af stemmerne ved valget i 1997 og kom

ind på en andenplads, men mistede samtidig en betydelig

del af sin parlamentariske indfl ydelse.

MIR, Movimiento de la Izquierda Revolucionaria,

Det Revolutionære Venstres Bevægelse.

Startede i 1971 som væbnet undergrundsbevægelse i kamp

134 135


mod Banzers diktatur i 1970’erne. Dele af partiledelsen blev

udryddet under Banzers diktatur, bl.a. Nestor Paz Zamora,

bror til den senere præsident Jaime Paz Zamora. Partiet gik til

alles overraskelse sammen med Banzer efter valget i 1989 om

ledelsen af landet. Jaime Paz Zamora, partiets indiskutable

leder siden begyndelsen af 1980’erne, mistænkes for at have

modtaget narkopenge til sin valgkampagne i 1988-1989.

Han er nægtet visum til USA af samme grund. Partiet fi k

16,8 pct. af stemmerne ved valget i 1997.

UCS, Unión Civica Solidaridad,

Den Solidariske Borgerlige Samling.

Partiet blev dannet i 1988 som et populistisk og familiestyret

parti, der indtil 1995 var ejet af Bolivias ølkonge,

bryggeriejer Max Fernandez. Hans søn, Johnny Fernandez,

der er borgmester i Santa Cruz, arvede partiet efter faderens

død ved en fl yulykke. Partiet har ikke nogen selvstændig

ideologi, men deltager både i den nuværende og den forrige

regering. Partiet har sin base i Santa Cruz. Fra 1993-1997

gjorde partiet sig bemærket ved ofte at være i opposition til

den koalition, det selv deltog i. Fik 16,1 pct. af stemmerne

ved valget i 1997.

Condepa, Conciencia de la Patria,

Fædrelandets Samvittighed.

Endnu et ungt, populistisk parti dannet i 1988. Partiet blev

stiftet af folkesanger og senere tv-stjerne med egen kanal,

Carlos Palenque. Palenque døde pludseligt i 1997. Partiet

er nu ledet af en aymará-indiansk kvinde, Remedios Loza.

Hun symboliserer partiets kernevælgere, aymará-indianerne

i og rundt om El Alto og i Altiplano i La Paz amt. Hun er

beviset på, at en indianer og tilmed kvinde fra fattige kår har

en chance i det bolivianske samfund. Partiets ideologi ligger

fjernt fra de traditionelle højre-venstrefl øjssonderinger i

politik. Den er nærmere en blanding af indianerpopulisme,

modernisme og traditionel indiansk tro. Partiet fi k 17,2

pct. af stemmerne ved valget i 1997.

NFR Nueva Fuerza Republicana,

Den Nye Republikanske Styrke.

Relativt nyt parti, der især får sine stemmer fra Cochabamba,

hvor dets stifter “El Bombón”, Manfred Reyes

Villa, er borgmester.

MBL, Movimiento Bolivia Libre.

Bevægelsen Frit Bolivia.

Partiet blev dannet i 1985 som en udbrydergruppe fra MIR

og ledes af Antonio Aranibar Quiroga. Partiet hører til

på den politiske venstrefl øj og deltog i regeringen ledet af

“Goni” (1993-1997). Var medarkitekt bag jordreformen.

Partiet allierede sig i valgkampen i 1997 med en af de

fremtrædende indianerledere fra lavlandet, Marcial Fabricano,

men led et sviende nederlag og kom kun lige op over

spærregrænsen.

Movimiento sin Miedo.

Bevægelsen Uden Frygt

Partiet blev dannet i 1999 og ledes af Juan del Granado,

som med partiet som platform vandt borgmesterposten

i La Paz i 2000. Partiet har indtil videre kun deltaget i

kommunalvalget i december 2000, men forventes at stille

op til præsidentvalget i 2002. Juan del Granado, bedre

kendt som Juan Sin Miedo (Juan uden Frygt), er berømt

for at være den, som fi k tidligere diktator Luis García Meza

i fængsel i 30 år. Desuden er den tidligere dommer kendt

for sin kontinuerlige bekæmpelse af korruption og nepotisme.

MAS, Movimiento al Socialismo.

Den Socialistiske Bevægelse

Partiet ledes af kokabøndernes leder, Evo Morales. Et lille

samlingsparti for venstreorienterede grupperinger. Partiet

har sine støtter i dele af fagbevægelsen, bl.a. kokabønderne.

Derudover eksisterer et utal af partier og grupperinger.

Mange holder i meget kort tid, inden de går sammen med

andre, splittes igen eller ophører med at eksistere. Dog har

den mere stabile politiske situation de senere år nedbragt

antallet af partier.

136 137


COB Central Obrera Boliviana,

Bolivias Arbejder Sammenslutning, det bolivianske LO.

COB havde afgørende indfl ydelse på MNR-regeringerne

fra 1952-1964. COB tabte det meste af sin magt i 1985,

da deres vigtigste medlemmer, minearbejderne, blev fyret

fra statens miner. Har ikke siden formået at generobre sin

tidligere position.

CSUTCB, Confederación Sindical Unica de Trabajadores

Campesinos de Bolivia.

Bondefagforeningen, som hører under COB. Er splittet

i fl ere fraktioner.

Mere om Bolivia

Man kan hente aktuelle oplysninger om Bolivia på en række

hjemmesider, der har videre link til fl ere oplysninger:

www.danida.dk

Danidas hjemmeside med bl.a. oplysninger om alle programsamarbejdslandene.

www.udviklingstal.dk

Let tilgængelig hjemmeside udarbejdet i samarbejde mellem

Danida og Geografforlaget. Her fi ndes også en litteraturliste

over bøger om Bolivia.

www.solidaritet.dk/leksikon/html/dk/bolivia.html

Kort beskrivelse af Bolivia med links om udviklingsforhold.

www.netla.dk

Hjemmeside for netværk af latinamerikastudier.

www.boliviatimes.com

Aktuelle nyheder om Bolivia med links (engelsk).

www.boliviaweb.com

Stort og småt om Bolivia, rejser o.l. (engelsk og spansk).

www.lanic.utexas.edu

Latin American network information center, all round

information om Latinamerika – incl. Bolivia.

138 139


Steffen V. Knudsen, f. 1961 er journalist og har boet i Bolivia 1994-1997.

Souschef på den danske ambassade i La Paz, John Nielsen, har medvirket ved

udarbejdelsen af manuskriptet, specielt kapitlerne om udenrigspolitik, de

enkelte sektorer, sociale forhold, det dansk-bolivianske bistandssamarbejde

og de seneste års politiske og økonomiske udvikling.

2001

©Udenrigsministeriet

Redaktionen sluttet maj 2001

Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Asiatisk Plads 2

1448 København K

Tlf. 33 92 00 00

E-mail: um@um.dk

Internet: www.danida.dk

Produktion: Udenrigsministeriets Informationssekretariat.

Forsidefoto: Henning Bagger/Scanpix.

Bagsidefoto: Mike Kollöffel. Der ofres kokablade til mineguden, så han sikrer,

at man kommer levende op igen.

Grafisk produktion: aparte ® design af kommunikation.

Tryk: Kannike Tryk A/S.

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale

udviklingssamarbejde fi ndes i Danidas årsberetning.

Læs om danskfi nansierede udviklingsprojekter og -programmer på

www.danidaprojekter.dk

Årsberetning, pjecer, av-materialer m.v. kan fås ved henvendelse til:

Bech Distribution A/S

Postboks 176

Hedelykken 2-4

2640 Hedehusene

Tlf. 46 55 01 55 · Fax: 46 55 01 69

E-mail:bdm@bech-distribution.dk

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke nødvendigvis

sammenfaldende med Udenrigsministeriets.

ISBN: 87-7964-112-1

More magazines by this user
Similar magazines