A A rizon - Elbo

Konference Af Søren Willert
14 Nr. 18 . 2000 2000
Bevidsthed i
ArizonA At deltage i bevidsthedskonferencen
i Tucson er både oplevelses- og
temamæssigt en blandet landhandel.
Søren Willert har scannet
butikken og fundet både
lette og vanskelige problemer.

Den 10.-15. april
deltog jeg i konferencen ”Toward
a Science of Consciousness” i Tucson, Arizona. Konferencen
var organiseret af Center for Consciousness Studies
ved State University of Arizona. Lignende konferencer
har været afholdt med to-års intervaller siden 1994.
Dette var således den fjerde i rækken. En ny Tucson-konference
er planlagt til år 2002.
Som institution betragtet er Tucson-konferencen et
symptom på bevidsthedstemaets aktuelle situation som
Fugl Fønix i det internationale videnskabelige community.
Fra og med 1600-tallet fik bevidsthed i den vestlige kultur
status som væsentligt intellektuelt omdrejningspunkt.
Psykologiens tilblivelse som selvstændig videnskab i sidste
halvdel af 1800-tallet lægger sig i forlængelse heraf. I
store dele af 1900-tallet blev bevidstheden til gengæld bevidst
(!) sat uden for en parentes i mange faglige, forskningsmæssige
sammenhænge. Dette gælder ikke mindst i
vort eget fag, som – med min studietids københavnerfænomenologi
som en blandt et mindre antal undtagelser –
slog sig på behaviorisme og funktionalisme. Dette skete i
åbenlys frustration over bevidsthedsbegrebets status som
en joker, der i forklaringsmæssig henseende tilsyneladende
kunne bruges til hvad som helst. Og derfor ikke rigtigt
kunne bruges til noget.
Dette mønster er tydeligvis blevet brudt gennem de seneste
tyve-tredive år. Bevidsthed er blevet et varmt emne i
mange fag: filosofi, hjernevidenskab, psykologi, antropologi,
biologi, datavidenskab. Det er tillige karakteristisk
for den således genetablerede bevidsthedsforskning, at
den ofte udfoldes i tværfagligt regi. Center for Consciousness
Studies er et eksempel på en sådan tværfagligt organiseret
forskningsenhed. Blandt konferencedeltagerne
mødte jeg ud over repræsentanter for de netop nævnte fag
tillige sociologer, fysikere, en jurist, buddhistiske munke
og en performancekunstner.
Hårdt og blødt
Tilstedeværelsen af de sidstnævnte personkategorier på
konferencen udpeger et træk ved Tucson-konferencen,
som for mig bidrog til at gøre deltagelsen til en sympatisk
oplevelse. Arrangørerne lægger vægt på at blande den
tekniske forskningsrapportering med humanistisk-kulturelle
synsvinkler. Således bød programmet på fast morgenmeditation
for liebhavere med efterfølgende diskussion.
Denne deltog jeg ikke i. Til gengæld var det en behagelig
overraskelse, at et seminar over temaet bevidsthed
og kropsforankring bød på et indslag, hvor den just omtalte
performancekunstner illustrerede sine faglige pointer
ved hjælp af indlagte bevægelsesdemonstrationer ved
frivillige publikummer. En tiltrængt anledning til at få
rørt og strakt det konferencestive kadaver!
De over 200 posters, som var til beskuelse, frembød tillige
en stilmæssig blanding, hvor traditionel forskningsrapportering
suppleredes med indslag, der snarere havde
karakter af personligt-kreative manifestationer. Den sidste
aften var helliget en særdeles løssluppen Poetry Slam,
som indledtes med, at konferencedeltagere i stort tal reciterede
selvgjorte digte, der kom til at fungere som skæve,
skøre, man også tænksomme kommentarer til konferencedagenes
indhold. Poetry Slam afsluttedes med en halv
time lang fremførelse af Zombie Blues, en Country & Bluesimprovisation
for to slide-guitarer, el-violin og et løbende
meddigtende publikum. Det var faktisk ret fedt, kan jeg
hilse og sige!
Hver konferencedag indeholdt tillige et programpunkt,
hvor et bevidsthedsrelevant tema (fx prosopagnosi, dvs.
manglende ansigtsgenkendelse; synæstesi, dvs. spontan,
tværmodal perception; kultisk indtagelse af euforiserende
stoffer m.m.) blev belyst såvel indefra gennem ’bruger’-beretninger
som udefra, gennem forskerrapportering.
En selvbiografisk beretning, afleveret fra forelæsningspulten,
om et liv levet med prosopagnosien som vilkår
blev i denne sammenhæng en stærk kunstnerisk (sic!)
oplevelse.
I nogle tilfælde, fx i en plenumseance vedrørende den
brasilianske Ayahuasca-kult, befandt begge de to oplægsholdere
(en psykolog og en antropolog) sig i en dobbeltrolle
som på én og samme gang brugere og forskere i forhold
til forskningsgenstanden. Disse systematiske bestræbelser
i retning af at koble eller jævnføre subjektive
vidnesbyrd med objektiverende forsker-dokumentation
var bl.a. en afspejling af, at arrangørerne havde valgt at
gøre det dynamiske forhold mellem et førsteperson- og
tredjeperson-styret perspektiv på bevidstheden til årets
specialtema.
To slags problemer
At deltage i Tucson er både oplevelses- og temamæssigt
en blandet landhandel. Nogle temaer danner i konferenceforløbet
dog kraftigere figur end andre. Specielt vedholdende
og markant blev der blandt oplægsholdere
kredset om, hvad der i Tucson-jargon’en kaldes hen-
Nr. 18 . 2000
15

holdsvis ‘det vanskelige problem’ og ’det lette problem’.
’Det vanskelige problem’ angår selve det kvalitative
omvekslingsforhold mellem bevidsthed og materie. ’Det
lette problem’ vedrører en kortlægning af de præcise
materielle korrelater for givne subjektive bevidsthedstilstande.
Selve betegnelserne
stammer fra filosoffen
David Chalmers, som i sin
bog ”The Conscious
Mind” (1996), gennemførte
en begrebslogisk argumentation
for, at vi inden
for rammerne af hidtil udviklede
forståelsesformer
må acceptere tilstedeværelsen
af en radikal kategoriel
adskilthed mellem
bevidsthedsstof og materielt
stof.
Da jeg oprindelig læste
Chalmers’ bog, opfattede
jeg den som en lidt pernittengrynet stiløvelse uden udpræget
inspirationsværdi i forhold til udvikling af viden
om ‘den virkelige virkelighed’. Tucson-konferencen gav
mig en tydelig fornemmelse af, at bogen i praktisk-intellektuel
henseende har haft en konstruktiv betydning for
bevidsthedsforskningen, nemlig ved at etablere et sæt af
basale sproglige fikspunkter og spilleregler for den teoretiske
og forskningsstrategiske debat på området.
Det er min opfattelse, at ”The Conscious Mind” har
kunnet få denne betydning ved på den ene side at tilfredsstille
‘vores indre dualist’, som intuitivt er af den
opfattelse, at det må gøre en forskel, om en klump materie,
eksempelvis en menneskelig organisme, er udstyret
med bevidsthed eller ej, samtidig med at bogen på den
anden side også tilfredsstiller ‘vores indre rationalist’, i
og med bevidstheden fremstilles som en forskel, der ikke
nødvendigvis gør nogen væsentlig forskel for så vidt angår
vore muligheder for ad videnskabelig vej at videreudvikle
vor erkendelse af menneskelivet og -psyken.
Chalmers’ særlige variant af de psykofysiske parallellitetssynspunkt
synes at have gjort det nemmere for de
traditionelle, i principiel forstand uforenelige bevidsthedsteoretiske
grundpositioner: dualisme, materialisme,
epifænomenalisme osv., at være i stue med hinanden.
Arbejdet går videre
’Det vanskelige problem’ er bevidsthedsforskningens
Mount Everest. Det er så at sige her, Nobel-priserne ligger
og venter (Taylor, 1999). Hjernevidenskab og kvantemekaniske
spekulationer er de to videnskabelig hovedstrategier,
som aktuelt præsenterer sig som kandidater til
for alvor at få skovlen under ‘det vanskelige problem’.
Den hjernevidenskabelige forskningsstrategi omtales,
16 Nr. 18 . 2000
jargonagtigt, ofte via forkortelsen NCC: Neural Correlates
of Consciousness. Betegnelsen antyder, at der her og nu
snarere er tale om eksploreringer inden for ’det lette problems’
domæne.
Den NCC-relaterede forskning, som blev rapporteret på
Tucson-2000, faldt i to ikke klart adskilte hovedkategorier.
En hovedkategori er lokaliseringsstudier, dvs. forsøg på at
indkredse den hjernegeografiske placering af neural aktivitet,
som ledsager forskellig menneskelige eller dyriske aktiviteter.
Den anden hovedkategori går ud på at oplede og
beskrive diverse tidslige mønstervariable: synkronicitet, kohærens,
udvikling og afvikling af funktionelle subsystemer…
– i hjernens funktionsmåde. Disse to hovedkategorier
er en afspejling af den gamle, men fortsat levende diskussion
om, hvorvidt hjernen bedst beskrives ved hjælp af
en maskinmetafor, dvs. som computer, eller snarere bør
forstås feltteoretisk.
❝ Tucson-konferencen gav mig en tydelig
fornemmelse af, at bogen i praktisk-intellektuel
henseende har haft en konstruktiv
betydning for bevidsthedsforskningen
❞
Med baggrund i min, indrømmet, begrænsede viden på
området var det min fornemmelse, at Tucson-2000 ikke
bød på nogen afgørende forskningsmæssige gennembrud
på hjernefronten, men at oplæggene snarere bar vidne om,
at ‘arbejdet går videre’.
For mig personligt fik konferencen dog nyhedsværdi
ved at demonstrere de seneste års teknologiske gennembrud
inden for hjerneforskningen, i form af registrering og
afbildning af hjerneaktivitet on-line. Disse teknologiske
gennembrud gør det muligt at søge svar, både på særdeles
komplekse og på særdeles specialiserede spørgsmål om
koblingen mellem hjerne og menneskelige gøremål.
En forelæsning, jeg overværede, handlede således om
registrering af hjerneaktivitet i forbindelse med skuespilleres
henholdsvis aktive og forestillede indlevelse i Hamlet-figuren
og Macbeth-figuren. En anden forelæsning
rapporterede om tilsvarende aflæsning i forbindelse med
en persons almindelige hverdagsrutiner i ’24 timer i døgnet’-serier.
En tredje forelæser havde (i forbindelse med
hjernekirurgiske indgreb) registreret fyringsmønstre i enkeltneuroner,
som udviste systematisk reaktivitet over for
stimuli så specifikke som ’vrede men ikke glade ansigter’;
’mands- men ikke kvindeansigter’. I et antal tilfælde kunne
det endvidere påvises, at denne enkeltneuron-reaktivitetet
var specifikt generaliserbar til hukommelsesopgaver
i forhold til de samme stimuli.
Den NCC-relaterede forskning er først og fremmest em-

piribaseret. I modsætning hertil har forsøgene på at
knække ‘det vanskelige problem’ ad kvantemekanisk vej
i højere grad spekulativt præg. Hjemmefra har jeg været
bekendt Roger Penroses (1989) principielle argumentation
for, at mennesket besidder mentale kapaciteter, som
rækker ud over en almindelig computers symbolbehandlingskapacitet,
men som til gengæld skulle kunne tænkes
indarbejdet i en databearbejdende enhed baseret på
kvantemekaniske principper. Penroses argumentation er
blevet videreudviklet i et samarbejde med Stuart Hameroff,
som i dag er tilknyttet Center for Consciousness
Studies, og som på Tucson-2000 forsvarede deres fælles
forståelsesperspektiv. Den hypotetiske kvantecomputer
forestilles at have en placering i nogle mikroskopiske
strengstrukturer, mikrotubuli kaldet, med en placering på
langs i hjernens neuron-dendritter. Den faglige diskussion
pro et con kvantesynspunktet går ikke mindst på, om
disse mikrotubuli overhovedet udgør et naturligt miljø,
som tilfredsstiller de særlige betingelser for, at kvantefænomener
lader sig registrere.
Bevidstheden som vejviser
Bevidstheden er det medium, hvorigennem jeg, så længe
jeg er ved bevidsthed, sikres en særlig form for selektiv
kontakt, både til den omgivende virkelighed og tillige til
mig selv som en person, der løbende har bestemte ting
for med denne virkelighed. Med varierende grader af
uundværlighed fungerer bevidstheden som mit hjælperedskab
med hensyn til at få mine daglige praktiske og
sociale gøremål afviklet.
For godt 300 år siden lykkedes det Descartes at skabe
opmærksomhed omkring det hertil komplementære
synspunkt, nemlig at bevidstheden tillige fungerer som et
medium i egen ret: et indre landskab, jeg kan fortabe mig
i, og det i en sådan grad, at min kontakt med den ydre
virkelighed fortyndes eller i øjeblikke måske ganske fortabes.
For Descartes – som brugte meget tid på at gå rundt
og tænke over tingene – fremtrådte sidstnævnte bevidsthedsfunktion
som den vigtige og rigtige. Han gjorde den
ligefrem til kendemærket på, hvad det vil sige at være et
menneske: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Dén opfattelse kom
til at sætte sig dybe spor i vores kulturs opfattelse af bevidstheden.
Da behaviorisme og funktionalisme i første tredjedel af
1900-tallet skubbede den oprindelige bevidsthedscentrerede
psykologi til side, var dette samtidig i formel forstand
en undsigelse af Descartes’ bevidsthedsteoretiske
position. Dette til trods blev det en tilbagevendende oplevelse
hos mig, at bevidsthedssynet, som formidledes fra
Tucson-konferencens forelæserpulte, ofte fik en umiskendelig
cartesiansk flavour.
Ved nærmere eftertanke er der ikke så meget mærkeligt
i dette. Jo mere man i forskningsøjemed zoomer ind på
bevidsthedens ’rene’ bevidstheds-aspekt, jo mere fortyn-
det bliver nødvendigvis bevidsthedens vejviserfunktion i
forhold til virkeligheden. Når en bevidsthedsmæssig problemstilling
først er blevet oversat til et neuralt eller et
kvantemekanisk virkeligheds- og sprogniveau, er det ifølge
sagens natur svært at bevare eller genetablere kontakten
til dét dagligdagens virkeligheds- og sprogniveau, inden
for hvilket menneskers personlige tilværelsesprojekter
udformes og defineres.
Tucson-konferences bød også på inspirerende undtagelser
fra denne hovedtendens. Personlig blev jeg optaget af
en perceptionspsykologisk forskningstradition, som arbejder
med forholdet mellem stabilitet og fluktuation i
kontaktfladen mellem et menneske og dets omgivelser.
Den irske psykolog Kevin O’Regan sammenfattede forskningstraditionens
budskab derhen, at menneskers stabilt
fremtrædende omverden ikke lod sig betragte som et produkt
af deres løbende perceptuelle aktivitet, men snarere
måtte forstås som et eksternt hukommelseslager, som
stod til menneskers rådighed med henblik på nærmere
udforskning (scanning), i den udstrækning de fik konkret
behov derfor.
Totalkontrasten leveredes af
den britiske psykolog Susan
Blackmore i form af en sociologiskreduktionistisk
perspektivering af bevidsthedsfunktionen.
Blackmore koblede vores opfattelse
af selvets og selvbevidsthedens enhed og identitet til et
sociobiologisk analyseperspektiv, inspireret af Richard
Dawkin (Det selviske gen).
Ifølge dette analyseperspektiv har menneskets ankomst
til kloden indebåret, at den naturhistoriske artsdannelsesproces,
baseret på genfællesskab, er blevet suppleret af en
kulturhistorisk differentieringsproces baseret på menneskers
fællesskab om bestemte
idekomplekser:
trosforestillinger, kosmologier,
psykologier osv. Enkeltmenneskets
biologiske
berettigelse er at fungere
som en mest mulig effektiv
bærestruktur for denne
kulturhistoriske differentieringsproces.
Set i dette
lys må enkeltmenneskets
oplevelse af at have skabt
sig selv indefra som en
psykisk enhed beskrives
som en illusion; men kan
samtidig, i evolutionsteoretisk
forstand, beskrives som en nyttig illusion, i og med
den gør os mere velegnede som bærere og videreformidlere
af diverse idekomplekser.
Selvbevidstheden får os (fejlagtigt) til at opfatte os selv
som de personlige ejere af vores trosforestillinger. Vi iden-
Nr. 18 . 2000
17

tificerer os med disse trosforestillinger. Vi lægger vægt
på, at andre kan få del i dem og forhåbentlig komme til at
dele dem, så de kan danne basis for menneskelige fællesskaber
og derved give os en tryghedsbase at operere udfra.
Det interessanteste
Den poster, hvorigennem jeg præsenterede mig selv på
Tucson-konferencen, kunne læses som mit personlige bidrag
til den opfattelse, at det interessanteste ved bevidstheden
ikke er … bevidstheden, men derimod de bidrag
18 Nr. 18 . 2000
Four Stages in a Tucsonite’s Search for
the Holy Grail of Consciousness
First stage: “Either they are autistic or I’m claustrophobic”
A lonesome Dane is walking the streets of Tucson
The sun is shining, the heat is gruesome
In pain he invokes the image of his mother
– but alas – to no avail!
what he needs is to meet the material other
Second stage: Trying his best – honestly he does!
Sitting in the lecture hall, his eyelids start dropping
In vain he fights against the sleep, his qualia start hopping
He dreams that the lecturer is his soul-mate & his brother
– but alas – to no avail!
what he needs is to touch the bodily other
Third stage: Reaching out Toward a Science of Consciousness
Are we zombies, or are we self-conscious computers?
Can we think up any old world that will suit us?
What happens, then, if you think up one world – I another?
– alas – to no avail!
what we risk, then, is never meeting each other
Fourth stage (a happy ending): Quantum-computational
probabilities does it!
The world may be many, the world may be just one
But what does it matter as long as it’s ON
Just look out through your eyes, there’s no need to bother
– whether head or tail –
the coin will help you find your truly loving other
bevidstheden, som fylogenetisk udviklet kapacitet leverer
til formål uden for den selv – eksempelvis formål, som
har at gøre med udviklingen af bevidsthedsbærerens personlige
og sociale livssammenhænge.
Min poster var baseret på erfaringer fra mit psykologisk-professionelle
arbejde over for både enkeltpersoner
(supervisor, psykoterapeut m.m.) og organisationer (konsulent).
I disse professionelle arbejdssammenhænge fungerer
klientens eller klientsystemets selvbevidsthed som
mit primære arbejdsmedium. Gennem mit professionelle
arbejde hjælper jeg (ideelt set) klienten til at foretage så-

danne ombygninger af sin selvbevidsthed (dvs. klientens
billede af sig selv-i-sin-kobling-til-omgivelserne), at problemet,
som oprindelig dannede udgangspunkt for klientens
henvendelse, i bedste fald er blevet løst, i næstbedste
fald kvalificeret og dermed mere håndterligt for
klienten.
Om denne bevidsthedsforståelse vil interesserede kunne
læse mere i Willert, 2000.
Fredagspoesi
Jeg blev undervejs i Tucson-2000 optaget af et pudsigt paradoks:
en kontrast, kunne man sige mellem konferencens
liv og lære.
På den ene side udfolder der sig blandt konferencedeltagerne,
i pauser og om aftenen, et intenst socialt liv, som
– i henhold til det af mig dyrkede bevidsthedsperspektiv
– bl.a. har deltagenes personlige bevidsthed som forudsætning.
Var de ikke udstyret med en personlig selvbevidsthed,
ville de heller ikke være i stand til at snakke
sammen, dvs. møde hinanden i sproget, sådan som det faktisk
sker. Konferencedeltagere taler meget, når de mødes!
På den anden side tematiseredes bevidstheden fra forelæsningspultene
som nævnt ofte, im- eller eksplicit, som
det, der holdt enhver af os fangen i sit eget private mentale
isolationsfængsel; hvis den da ikke ligefrem blev
oversat væk og ud af verden, med risiko for at dens bærer
kun kunne forstå sig selv i et zombie-perspektiv.
Kontrasten mellem zombiens ubodelige ensomhed og
det sociale livs fornøjelige mangfoldighed satte jeg på
vers – se hosstående – og gjorde til mit bidrag til fredagaftenens
Poetry Slam. Afrundet med en coda om den
kvantefysiske udvej, hvor virkelighed på sær vis ender
som et spørgsmål om sandsynlighedsfelter. Men uden
derfor at blive mindre virkelig. Siger de …
Søren Willert er lektor
på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet
Referencer:
Chalmers, D. (1996) The Conscious Mind. New York:
Oxford University Press
Penrose, R. (1989) The Emperor’s New Mind. New York:
Oxford University Press
Taylor, J. (1999) The Race for Consciousness. Cambridge
(Mass.): MIT Press
Willert, S. (2000) Bevidsthedsfunktionen: biologiske og
psykologiske perspektiver. Århus (Psykologisk Institut):
Bulletin for Forum for Antropolosk Psykologi, vol. 7.
Nr. 18 . 2000 2000
19