S.08 S.18 S.20 - Ny i Danmark

nyidanmark.dk

S.08 S.18 S.20 - Ny i Danmark

NyidaNmark

Integrationsministeriets nyhedsmagasin

02 2008

S.08

Tema: eN FÆlleS

oG TryG FremTid

S.18

aT omForTÆlle

eN GHeTTo

S.20

Fra buNdSkraber Til

SkoleNS HøjeSTe SNiT

1


Tema iNdHold

06

02

FOTOS: cOLOrBOx OG POLFOTO

FOrSIDEFOTO: IMAGE2uSE

16

18

S.03 miNiSTerieT aNbeFaler

Tag mor med i skole og undgå kriminalitet og specialundervisning.

Det er ideen med ’Familieklassen’ på Blågårds Skole.

S.06 reHabiliTeriNG på arbejdSpladSeN

Et banebrydende projekt i Århus vender op og ned på den

måde, man normalt rehabiliterer traumatiserede på. For første

gang rykkes et rehabiliteringsforløb ud på en virksomhed.

S. 09 ToleraNCe - eT våbeN mod ekSTremiSme

Inklusion og tolerance er alfa og omega, når det gælder om

at forebygge, at unge tiltrækkes af ekstremistisk ideologi. Det

mener PET-chefen Jakob Ilum og forskeren Jon A. Olsen, som

fortæller om baggrunden for ekstremisme.

S. 11 radikaliSeriNG TaGeS i opløbeT

Statistisk set er problemet forsvindende lille. Alligevel har

man i Århus valgt at sætte kriminalitetsforebyggende gademedarbejdere

ind i kampen mod radikalisering.

S. 14 FÆNGSelSimam: reSoCialiSeriNG er miN viGTiGSTe opGave

Mød Danmarks længst virkende fængselsimam, Leon Soudari-

Hansen. Han mener, at fængslerne kan være med til at nuancere

de indsattes samfundssyn.

S. 16 erFariNGerNe Fra HollaNd

I kølvandet på mordet på Van Gogh søsatte Amsterdam en

indsats mod radikalisering, der bygger på et tæt samarbejde

med lærere, moskeer og lokale organisationer. Den hollandske

indsats inspirerer i Danmark.

S. 18 aT omForTÆlle eN GHeTTo

På borgerportalen aarhusvest.dk forsøger man at skabe et

modbillede til de gængse historier om bydelen. Læserne skal

opleve, at man også i et belastet område kan udrette noget.

S. 20 Fra buNdSkraber Til SkoleNS HøjeSTe SNiT

Said A. Hussein gik fra et gennemsnit på 5,5 til skolens højeste

på 10,4, efter han fik lektiehjælp. Nu har han oprettet sin

egen lektiecafé for at hjælpe andre.

S. 22 SeT udeFra

Når vi umenneskeliggør hinanden gennem sproget, bliver

det nemmere at handle umenneskeligt mod ’den anden’.

Det mener forskeren Garbi Schmidt fra SFI.


NYIDANMARK sætter i hvert

nummer fokus på et anbefalet

projekt fra Integrations-

ministeriets Erfaringsbase.

Erfaringsbasen er en online

database, hvor du kan læse

evalueringer og erfaringer

fra integrationsprojekter fra

hele landet. Projekter, der er

mærket med ministeriets logo,

anbefales af ministeriet.

Find Erfaringsbasen på

www.nyidanmark.dk/

erfaringsbasen

TaG mor med i Skole

På Blågårds Skole på Nørrebro kan man

tage sin mor eller far med i skole. I hvert

fald, hvis skolen vurderer, at man er på vej

ud i problemer og har brug for en særlig

indsats. Det gør skolen for at undgå egentlig

specialundervisning og i sidste ende

kriminalitet. Skolen tilbyder, at udsatte –

primært tosprogede – elever to dage om

ugen kan gå i den særlige familieklasse,

hvor også en af forældrene deltager.

”I Familieklassen sætter vi fokus på

elevens rolle i forhold til både skolen og

forældrene. Vi arbejder især på at styrke

forældrenes rolle over for deres eget barn.

Samtidig arbejder vi med en særlig pædagogisk

indsats over for den enkelte elev,

som vi dagligt evaluerer – i samarbejde

med barnet selv, forældrene og barnets

normale klasselærer,” fortæller Allan

Simonsen, der er leder af specialskolen

Sputnik, som driver Familieklassen.

Holder kontakten til deres egen klasse

Familieklassen fokuserer på den enkelte

elev, uden at denne mister forholdet til sin

egen klasse. Derfor finder undervisningen

i familieklassen sted to dage om ugen i

skoletiden på elevens egen skole.

”I frikvartererne kan børnene frit løbe

Tag din mor eller far med i skole to dage om ugen. Så undgår du

kriminalitet og specialundervisning. Det er ideen med ’Familieklassen’

på Blågårds Skole.

ud og lege med kammeraterne fra deres

normale klasse. Det er vigtigt for os, at børnene

kan beholde forholdet til deres venner

og stamklasse,” siger Allan Simonsen.

Der skal ikke være noget odiøst i at gå i

familieklassen, slår skolelederen fast. Derfor

bruger man også kræfter på at forklare alle

på skolen, hvad der foregår i familieklassen,

så der ikke opstår myter og rygter.

”Den sidste dag en elev er i familieklassen,

har han en kammerat med fra sin

stamklasse. Dermed kan kammeraten se,

at der ikke er noget mystisk på færde, og

han kan hjælpe de andre i klassen med at

forstå, hvad Familieklassen er for noget,”

forklarer Allan Simonsen.

Forældrene bliver styrket

Men det er ikke kun eleverne, der får noget

ud af at gå i familieklassen. Også forældrene

oplever at få styrket deres forældreroller,

samtidig med at de kan spejle sig i, hvad

andre forældre gør – og det er til stor gavn.

”Mange forældre med indvandrerbaggrund

har slet ikke det netværk, som vi

ellers ofte tror, at de har. De mangler tit

kontakt med andre voksne, som de kan lære

af. Og netop i familieklassen får de mulighed

for sammen med andre forældre at disku-

MINISTERIET ANBEFALER FORDI ...

tere forældreroller og alskens andre ting.

Tilmed oplever mange, at deres danskevner

bliver styrket,” siger specialskolelederen.

Frivilligt og ubureaukratisk

Der er ingen tvang i forbindelse med

Familieklassen. Det er et frivilligt tilbud

til forældre med børn, der er på vej ud i

problemer. Og netop det frivillige aspekt

er vigtigt for projektets succes:

”Når en klasselærer vurderer, at der er

brug for en særlig indsats, kontakter vi forældrene.

Herefter er det helt op til dem, om

de ønsker, at de og deres barn skal deltage.

På den måde er vi ikke ’systemet’, der påtvinger

deres barn specialundervisning. Og

samtidig er det også ganske ubureaukratisk.

De sociale myndigheder er slet ikke inde

over Familieklassen, der udelukkende styres

af skolen selv,” slutter Allan Simonsen.

Yderligere informationer kan fås hos

Allan Simonsen, Skolen Sputnik,

telefon: 29 84 95 92,

e-post: allan.simonsen@skolensputnik.dk.

Læs mere på www.nyidanmark.dk/

erfaringsbasen, hvor du bl.a. kan høre

projektlederens svar på fem skarpe.

Projektet etablerer en effektiv måde at få god og positiv kontakt mellem børn med indvandrerbaggrund,

deres forældre og skolesystemet. En kontakt, som er vigtig for at fastholde

udsatte børn og unge i uddannelsessystemet og for integrationsindsatsen i almindelighed.

Ministeriet anbefaler desuden projektet, fordi det bygger på frivillighed. Det lægger fundamentet

for et godt samarbejde og virker befordrende for familiernes anerkendelse af og

ansvar over for projektets aktiviteter.

03


korT NyT

GoddaG Til eN FlyGTNiNG –

HvordaN Gør vi liGe deT?

Er det en god ide at give en nyankommen flygtning

god tid til at ’være sig selv’ efter ankomsten? Nej,

lyder svaret i en ny håndbog, der rådgiver sagsbehandlere

om alt fra bankkonto til boligplacering, når

kommunerne tager imod nyankomne flygtninge.

Integrationen af nye borgere forløber bedst, hvis der

så hurtigt som muligt bliver igangsat en systematisk

indsats, som sikrer, at de bliver afklaret i forhold til

arbejdsmarkeds- og uddannelseskompetencer og

helbredsmæssige forhold.

Det er blot ét af de mange praktiske råd og vink,

som fremgår af håndbogen ’Den gode modtagelse’,

som Integrationsministeriets Integrationsservice

har udgivet. Den retter sig primært mod praktikerne

i kommunerne f.eks. sproglæreren, sundhedsplejersken

og den kommunale sagsbehandler.

Hent den på www.nyidanmark.dk/publikationer

karavaNe Skal FaSTHolde uNGe

En fastholdelseskaravane, dvs. en opsøgende rådgiv-

ningsenhed med medarbejdere fra Integrationsministeriet

og Undervisningsministeriet, vil de næste fire

år gøre en særlig indsats for at fastholde nydanske

elever på landets erhvervsskoler. Målet er at mindske

frafaldet på 15-20 erhvervsskoler, der har særlige

udfordringer med at fastholde elever med indvandrerbaggrund.

Der er i alt afsat 64 mio. kr. fra satspuljemidlerne

og Eu’s socialfond til indsatsen.

Indsatsen bygger videre på de gode erfaringer, som

Brug for alle unge-indsatsen under Integrationsministeriet

har gjort sig med otte erhvervsskoler i 2006

og 2007.

Læs mere på www.brugforalleunge.dk/taskforce

04

videoer om iNTeGraTioN i prakSiS

Hvilke fordele har man af at arbejde på en mangfoldig arbejdsplads?

Hvordan løser man sprogproblemer hos medarbejdere med

indvandrerbaggrund? Og hvordan håndterer man ansattes ønske

om at bede i arbejdstiden?

Få svar på disse og mange andre spørgsmål på nyidanmark.dk,

hvor du i små filmklip kan høre ansatte og ledere fra seks mangfoldige

virksomheder i Danmark fortælle om deres erfaringer med

integration i praksis. Her er råd og vejledning til, hvordan man

klarer integrationen i det daglige på både små og store arbejdspladser.

Hør blandt andet serviceleder Bjarne Laursen fortælle om, hvordan

ISS løser sprogproblemer, og hør produktionsmedarbejder

Birgit Liandris råd til danske medarbejdere, der kan være tøvende

over for at få nydanske kolleger.

Se filmklippene på nyidanmark.dk

kurveN er kNÆkkeT:

Flere kviNder i job

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det går rigtig

godt med at hjælpe nydanskere ind på arbejdsmarkedet.

Antallet af nydanskere i job er således steget

med 47 procent fra 1. januar 2003 til 1. januar 2008.

Især det seneste år er stigningen markant. Fra

1. januar 2007 til 1. januar 2008 er 12 pct. flere

indvandrere fra ikke-vestlige lande kommet ud på

arbejdsmarkedet. Til sammenligning er andelen blandt

danskere stort set uændret.

Størst er stigningen blandt kvinder med indvandrerbaggrund:

Hele 56 pct. flere kvinder fra ikke-vestlige lande

er kommet i fuldtidsbeskæftigelse siden 2003.


Ny pjeCe: daNSk på jobbeT

Det er faktisk ikke så svært at imødegå problemer-

ne, når det kommer til de sproglige udfordringer

på arbejdspladsen. Det viser en række eksempler

i den ny pjece ’Dansk på jobbet – 5 praksiseksempler’.

Her kan du bl.a. læse om, hvordan en virksomhed

har flyttet undervisningen ud på arbejdspladsen

og skabt direkte sammenhæng mellem arbejdet og

indholdet i undervisningen. Du kan også få indblik

i, hvordan sproglig opkvalificering har resulteret

i mere motiverede medarbejdere med selvtilliden

i orden.

Eksemplerne viser, at der efterhånden er udviklet

en bred palet af muligheder for dansksproglig

opkvalificering.

Pjecen ’Dansk på jobbet’ er udgivet af Integrationsservice

som led i integrationsministeriets Mangfoldighedsprogram

’Arbejdsplads til nye danskere’.

Du finder den på www.nyidanmark.dk under

’Info til arbejdsgivere’.

Dansk på jobbet

5 praksiseksempler

Juni 2008

meNTorer Til middaG

Tema

Gæstfrihed og hyggesnak over en god middag. Det

er konceptet for et nyt familiementorprojekt, som

Foreningen Nydansker har søsat i samarbejde med

Integrationsministeriet og en række virksomheder.

Ideen lyder velkendt: Nydanske medarbejdere matches

med kolleger med etnisk dansk baggrund. Men i

modsætning til almindelige mentorprojekter fungerer

de ikke alene som mentorpar på virksomheden, men

deltager også sammen med deres familier i mindst tre

middage med makkerfamilien.

Ideen bag konceptet er gennem familiemiddage

at skabe fællesskab og samtidig fastholde nydansk

arbejdskraft på danske virksomheder.

Projektet blev skudt i gang i slutningen af maj 2008

og afsluttes i 2009 med en konference og/eller

temamøder afholdt i samarbejde med Integrationsministeriet.

Læs mere på www.foreningen-nydansker.dk

05


eHabiliTeriNG

på arbejdSpladSeN

”Vi vender op og ned på det, man plejer at

gøre. Vi starter ude på virksomheden og tager

så rehabiliteringen løbende – hvor man

plejer at tage det i den omvendte rækkefølge.”

Sådan lyder tanken bag et projekt,

som rehabiliteringscenter for Flygtninge i

Århus (rcF) er gået ind i sammen med den

private virksomhed ISS Facility Services

A/S. Det fortæller Jens Sprogø, der er leder

af centret.

Projektet starter med et intensivt forløb

på to måneder, som skal hjælpe kursisterne

med at afklare deres problemer i forhold til

at passe et arbejde. Op mod 80-90 pct. af

deltagerne lider nemlig af posttraumatisk

stresssyndrom (PTSD), anslår han.

”Det, vi gør, er at lade som om, der ikke

er nogen problemer, men det er der altid

med denne her målgruppe,” forklarer han.

”Når der dukker noget op, står vi parat med

hjælp på sidelinjen. Vi går så at sige fra

automatisk hjælp, til hjælp efter behov.”

Projektet gør op med den måde, man

traditionelt rehabiliterer traumatiserede på,

idet forløbet foregår ude på virksomheden

fra dag ét.

”Den første samtale, den traumatiserede

møder op til, finder sted i en bygning, hvor

der med store bogstaver står ISS, og foregår

ude i et industrikvarter i Åbyhøj. Det

signalerer arbejde – og vi ved jo alle, at

det, man fokuserer på, vokser,” siger Jens

Sprogø. Han understreger dog samtidig,

at der gennem hele forløbet kører et sideløbende

fokus på traumer:

”I projektet gør ISS det, de er bedst til,

nemlig arbejdsafklaringen, mens vi i rcF

gør det, vi er bedst til, nemlig at tage os

af de traumerelaterede problematikker,”

siger han.

06

Et projekt i Århus har for første gang flyttet et rehabiliteringsforløb

for traumatiserede ud på en virksomhed. Filosofien er – under

trygge rammer - at skabe mere fokus på deltagernes ressourcer og

mulighed for et liv med arbejde og kolleger end på deres traumer.

Ingen særhensyn under visitationen

Frugten af det utraditionelle samarbejde

skal gerne blive, at i alt 42 traumatiserede

flygtninge i løbet af de næste to år kommer

ud på eller tættere på arbejdsmarkedet. I

midten af februar startede det første hold

med 12 kursister op. De er nu nået til vejs

ende af et fem måneders jobtræningsforløb

med skiftevis undervisning og praktik.

Kun én deltager er stoppet undervejs.

Og det er i sig selv en succes, mener

projektmagerne. under visitationen er der

nemlig ikke taget nogen særlige hensyn:

De kursister, der er blevet visiteret til

projektet, er nøjagtigt lige så traumatiserede

og har lige så barske oplevelser

med krig, flugt og tortur med sig i bagagen

som dem, der almindeligvis visiteres til rcF.

For mange er det derfor en stor omvæltning

at starte på kurset efter i gennemsnit at

have været væk fra arbejdsmarkedet i

syv år:

”De er voldsomt bange, når de starter,

og tror ikke, at de kan klare det. En af

dem græd de første to måneder, hver

gang hun følte sig utryg. Men i dag er

hun glad for at komme her - og nu vil hun

rent faktisk gerne ud i praktik,” fortæller

Kjeld Andersen, der er virksomhedskonsulent

hos ISS.

Selv om projektet er kommet godt fra

start, advarer projektgruppen dog mod

at have urealistisk høje forventninger:

”Man skal ikke forvente mirakler med

vores kursister,” siger projektleder Ann

Louise Slot fra ISS. ”Hvis nogle ender

som ansatte hos os bagefter, så er det

fantastisk. Succeskriteriet er, at de bliver

afklaret i forhold til, om de rent faktisk

er i stand til at varetage et job.”

HVEM ER KuRSISTERNE?

Første hold består af tre kvinder og otte mænd mellem 31-56 år.

Ansvarligt at sende traumatiserede

i praktik?

Som konsekvens af den banebrydende

metode er medarbejderne ofte blevet mødt

med spørgsmålet om, hvorvidt det er ansvarligt

at sende traumatiserede flygtninge

i praktik uden forudgående behandling og

rehabilitering.

Ja, lyder det fra Merete Tonnesen, projektkoordinator

hos rehabiliteringscenter

for Flygtninge:

”Der er mange, der mener, at det er

uansvarligt at sende mennesker ud på

den måde – men der siger vi: ’Nej, måske

er det mere uansvarligt, at vi har nogle

mennesker, som vi ikke tidligere har givet

chancen for at få et normalt liv med arbejde

og kolleger. Alle har krav på at få en chance

– og det er det, vi giver.”

Hun understreger samtidig, at en psykolog

fra rcF underviser deltagerne i PTSD

og lærer dem, hvad de selv kan gøre for at

lære at leve med traumerne. Der er også

tilknyttet en fysioterapeut med speciale i

torturskader – ligesom hver deltager har en

socialrådgiver fra rcF tilknyttet under hele

forløbet.

”Netop det tætte samarbejde med

rcF er det, der gør projektet ansvarligt”,

pointerer Ann Louise Slot fra ISS.

De får opbakning fra Samer Alsaadi på

32 år fra Irak, der er en af kursisterne på

det første hold. Han kom til Danmark som

flygtning under Iran-Irak-krigen og arbejdede

en årrække på et pizzeria, før traumer

fra krigen for et halvt år siden nødvendiggjorde

en sygemelding:

”Når man går hjemme uden at lave

noget, får man det bare værre. Man sidder

bare og bliver sindssyg. Det er bedre at

Flertallet er fra Libanon (statsløse palæstinensere), Irak, Iran og Afghanistan.

De har i gennemsnit været på offentlig forsørgelse/sygedagpenge i syv år

– en enkelt i 19 år.

Seks har haft arbejde i Danmark i minimum to år.

Alle har været udsat for tortur, krig eller flugt, og har diagnosen PTSD eller

PTSD-lignende symptomer.


komme ud blandt andre mennesker. Det

har hjulpet mig i hvert fald.”

Som de fleste andre var hans umiddelbare

reaktion godt nok også en blanding af

forbehold og angst, da hans sagsbehandler

sidste år gav ham tilbuddet om at begynde

på projektet. Men siden er usikkerheden

lidt efter lidt svundet ind, og i dag trives

han og håber på, at hans praktik vil munde

ud i et fleksjob som rengøringsassistent.

Tryghed og tæt opfølgning

Ifølge Samer Alsaadi består hemmeligheden

i, at kursisterne føler, at de er i

gode hænder: ”De ved, hvordan vi har

det – jeg føler mig tryg,” forklarer han.

Og trygge rammer gennem tæt opfølgning

er en helt bevidst strategi fra projektmagernes

side. Kjeld Andersen ringer således

ofte rundt for at følge op på, hvordan

kursisterne har det ude på praktikstederne,

og dukker jævnligt op på praktikbesøg.

”De ved, at de har mit telefonnummer

og kan ringe til mig – uanset hvornår. Vi

fortæller, at det ikke er tvang eller noget

med løftede pengefingre. Vi forsøger i

det hele taget at klæde dem på, så de tør

komme ud og tage den kæmpe udfordring,

det er for dem at komme i praktik.”

Merete Tonnesen supplerer: ”Vi skal

være med til at fjerne de sten på vejen

mht. økonomi, børnepasning, opholdstilladelse,

der kan være en hindring i forhold

til arbejdsmarkedet. Vi prøver hele tiden at

spænde et sikkerhedsnet ud under kursisterne,

men vi går ikke ud og fortæller,

at sikkerhedsnettet er der”.

Overlever i stedet for offer

På trods af kursisternes barske forhistorier

FAKTA OM PROjEKT TRAuMATISEREDE I ARBEjDE (TRIA)

Projektet er et samarbejde mellem ISS jobudviklingscenter og Rehabiliteringscentret for Flygtninge (RCF) og løber fra januar

2008-december 2009.

Målet er, at i alt 42 kursister fordelt på fire hold skal igennem forløbet.

I første fase består forløbet af tre dages praktik og to dages gruppebaseret undervisning, bl.a. psykoedukation om PTSD ved en

psykolog og kropsedukation ved en fysioterapeut.

I fase to skrues der op for praktikken og ned for undervisningen.

er det et gennemgående mantra, at der

skal anlægges et ressourcesyn på deltagerne.

Det kommer bl.a. til udtryk ved, at

man aldrig hører ordet ’torturoffer’, men

derimod ’torturoverlever’, når snakken

falder på kursisterne.

”Alle vores kursister er torturoverlevere.

Jeg har tit prøvet at forestille mig, hvordan

jeg ville have det, hvis jeg var blevet torteret

i 3 ½ år. Jeg tror, at jeg ville lægge mig

til at dø – kursisterne har faktisk overlevet

det. Der er stor forskel på, om jeg kigger

på dig, og siger ’Nej, hvor er det synd for

dig, jeg kan sørme godt forstå, at du ligger

hjemme under dynen’. Eller om jeg kigger

på dig og siger: ’Jeg kan godt se, at du

har en masse problemer, men hvor er du

stærk, at du har overlevet,” forklarer Kjeld

Andersen.

Som led i strategien taler projektgruppen

helt bevidst til deltagernes arbejdsidentitet

i stedet for deres identitet som

traumatiserede. Her er samarbejdet mellem

ISS og rcF en fordel – en knivskarp

linje adskiller nemlig de to: Når det er ISS,

handler det om arbejde – mens rcF tager

sig alt det andet. Hvis en kursist alligevel

begynder at fortælle om sine traumer,

lytter ISS-medarbejderne opmærksomt,

men uden at spørge ind:

”Hvis jeg går ind i deres historier,

kommer de ikke af sted på job, men går

tilbage og sidder ude i fangelejren. Jeg

lytter selvfølgelig til dem og rummer deres

fortælling – men uden at dykke ned. Og når

de så har udtømt sig og drager et lettelsens

suk, spørger jeg ’Nåh, hvordan går det med

praktikken?” fortæller Kjeld Andersen.

Fordi projektet ser på ressourcerne i

kursisterne, indgår information om mulig-

Projektet er et pilotprojekt, som skal udvikle en model for at integrere traumatiserede flygtninge på arbejdsmarkedet.

ISS tilbyder job til de deltagere, som gennemfører et praktikforløb på tilfredsstillende vis.

ALLE MENNESKER HAR

KRAV På AT Få EN CHANCE

– DET ER DET, VI GIVER

Merete Tonnesen. rehabiliteringscenter

for Flygtninge

Kjeld Andersen, Ann Louise Slot og Merete

Tonnesen har netop ført det første hold kursister

gennem det banebrydende rehabiliteringsforløb.

hederne for at blive leder inden for ISS som

en del af forløbet, de skal igennem. Også

selv om deltagerne umiddelbart befinder sig

langt fra arbejdsmarkedet, når de møder op:

”Lige pludselig begyndte det at glimte

i øjnene på nogle af kursisterne. Vi har

bagefter diskuteret, om det er at sigte efter

stjernerne at begynde at tale om lederuddannelse,

men man skal heller ikke underkende,

at der sidder nogle mennesker, som

har haft nogle helt abnorme ressourcer,”

siger Merete Tonnesen.

Hvad får ISS ud af det?

Som en gulerod tilbyder ISS job til alle de

deltagere, som gennemfører deres praktik

på tilfredsstillende vis. Det har virksomheden

gode erfaringer med fra tidligere

beskæftigelsesprojekter, hvor op mod 60

pct. af kursisterne er blevet ansat bagefter.

realistisk set er det dog tvivlsomt, hvor

mange fuldtidsansættelser, der kommer ud

af dette projekt, vurderer projektgruppen.

På spørgsmålet om, hvad ISS så får ud

af at engagere sig i projektet, lyder svaret:

”Vi er en troværdig virksomhed, der

tager vores sociale ansvar seriøst. For nogle

deltagere slutter forløbet her, men så er de

blevet afklaret i forhold til, hvad de kan på

arbejdsmarkedet. Samtidig har kursisterne

fået kendskab til ISS og ved, at de senere

har mulighed for at få arbejde hos os, hvis

de får det bedre. Og de kommunikerer jo

også videre i deres netværk, at ISS har

job,” siger Kjeld Andersen.

07


08

HvordaN Skaber

vi eN FÆlleS oG

TryG FremTid?

Statistisk set udgør radikalisering et forsvindende

lille problem. Alligevel spreder fænomenet stor

utryghed.

En gruppe embedsmænd kommer i en ny rapport

med 41 konkrete bud på, hvordan vi forebygger,

at unge tiltrækkes af ekstremisme.

NYIDANMARK sætter i dette nummer fokus på

begrebet og tager dig undervejs med til århus og

Amsterdam. Læs bl.a. om de hollandske erfaringer

efter mordet på Theo Van Gogh. Og om, hvordan

politiet og socialforvaltningen i århus er gået sammen

om at forebygge voldelig radikalisering blandt

unge. Du kan også møde Danmarks længst virkende

fængselsimam, og høre eksperter forklare, hvorfor

nogle unge tiltrækkes af ekstremisme.


Radikale ideologier tilbyder marginaliserede unge nemme svar,

alternative fællesskaber og en fast identitet. Inklusion og tolerance

er derfor alfa og omega, når det gælder om at forebygge, at unge

tiltrækkes af ekstremisme.

ToleraNCe

- eT våbeN mod

ekSTremiSme

I Yorkshire Evening Post kunne man i sep-

tember 1997 læse om en demonstration i

Leeds arrangeret af The Kashmiri Welfare

Association. Foreningen demonstrerede

mod byrådets beslutning om at udstykke

en byggegrund til ejerboliger i stedet for

et værested for unge. Mohammed Sidique

Khan, en ung socialarbejder, udtalte til avisen:

”Mere end noget andet er der brug for

en ungdomsklub. Der er mange unge, der

har problemer, og vi har brug for et sted at

mødes. Den nuværende ungdomsklub er

for lille.”

En torsdag morgen otte år senere.

Samme unge mand og tre kammerater

sætter sig ind i en lejet Nissan og kører fra

Leeds ind mod London.

Da Mohammed Sidique Khan 7. juli 2005

valgte at sætte punktum for sit liv og 52

tilfældige landsmænds, lod han ikke bare

sin kone og naboer, men resten af verden

tilbage med et stort spørgsmålstegn. For

hvad får en socialt engageret ung mand til

at forvandle sin krop til et levende missil

rettet mod civile i det land, han er født og

vokset op i?

Ikke sindssyge eller social nød

Selv om handlingen kan virke sindssyg,

så er det ifølge flere forskere ikke psykisk

ubalance, der ligger bag.

”Faktisk kræver det et stort mentalt overskud

at planlægge og udføre et terrorangreb

– især uden at blive opdaget,” siger religionssociolog

Jon A. Olsen, der arbejder på et

forskningsprojekt om radikalisering på Dansk

Institut for Internationale Studier (DIIS).

Han afviser samtidig de traditionelle sociale

og økonomiske forklaringsmodeller, man

plejer at ty til, når det gælder om at sætte

fingeren på årsagen til kriminalitet. De kan

under alle omstændigheder ikke stå alene,

når det gælder radikalisering.

Som de fleste andre, der i de senere

år har siddet på anklagebænken for at

planlægge terror, var Mohammed Sidique

Khan velintegreret – eller sådan så det i

hvert fald ud udefra: En ressourcestærk

ung mand med universitetsuddannelse, der

arbejdede med udsatte indvandrerbørn og

snart skulle være far. Men hvis svaret ikke

ligger i sindssyge eller social elendighed,

hvad kan så få en ung mand til frivilligt at

give afkald på at se sit ufødte barn til fordel

for at slå uskyldige ihjel?

Idealisme og globalt fællesskab

Jakob Ilum, der er leder af Politiets Efterretningstjenestes

Forebyggelsescenter peger

på identitet og ideologiske årsager som en

del af forklaringen.

Det hænger sammen med, at nogle unge

fra Europa i højere grad identificerer sig

med et forestillet globalt muslimsk samfund

end med det europæiske land, de er født og

vokset op i, påpeger han:

”Al-Qaeda har haft stort held til at sælge

sit budskab om et muslimsk verdenssamfund.

Et drab på civilbefolkningen i Irak er

også et drab på dem selv og deres familie,

lyder budskabet. Har man købt det, bliver

identiteten i højere grad bundet op på

Fortsættes side 10

9


eN FÆlleS oG TryG FremTid

fortsat fra side 9

noget, der sker i Mellemøsten end i Euro-

pa,” lyder det fra PET-chefen.

Det er demokratiets skyld

Jon A. Olsen er enig i, at identitet spiller en

afgørende rolle, når unge står i farezonen

for at radikaliseres. Ifølge ham starter de

unges interesse ofte som en ungdommelig

søgen efter identitet, inden det for nogles

vedkommende tager en voldelig drejning.

”Det eneste faste kendetegn er, at der

er tale om unge mænd mellem 15-32 år,

dvs. den alder, hvori identiteten grundlægges.

Det kan egentlig ikke overraske, hvis

man tænker tilbage på ens egen ungdom.

Det er jo en tid, hvor man flirter med nye

ideer, hvor grundlaget for den person, man

kommer til at blive, lægges, og man er

modtagelig for en ny identitet,” forklarer

han. ”Man skal heller ikke underkende, at

det i visse miljøer har en vis coolness-faktor

– at man ’kan score damer’ på

at tale om at hjælpe vores brødre

og søstre i Afghanistan.”

Han forklarer den radikale

islams popularitet med, at den

fungerer som afløb for en bred,

vagt defineret samfundskritik. På

samme måde som socialisterne i

70’erne brugte ’kapitalismen’ som

universel forklaring på alt dårligt,

hedder det i dag: ’Det er demokratiets

skyld’.

”Den radikale islam appellerer med

sin aggressive sprogbrug til følelsen

af fremmedgørelse. Den taler

ind i en følelse, de unge i forvejen sidder

med i kroppen, men ikke kan sætte ord på.

Det er ikke sikkert, at man som 16-årig kan

sætte ord på sin utilfredshed med samfundet.

Den radikale islam leverer en teologisk

forklaring, og lige pludselig oplever den

16-årige dreng, at han har magt og kan

gøre sin mening gældende på en helt anden

måde over for skolelærere og forældre,”

siger Jon A. Olsen.

Søger efter et fast ståsted

Mens de fleste unges interesse for ekstremisme

går i sig selv igen, bliver det for andre

startskuddet til en egentlig radikaliseringsproces.

I begge tilfælde er der blandt

forskere bred enighed om, at oplevelsen af

at være fremmedgjort eller udstødt er et

vigtigt element:

Jakob Ilum forklarer: ”Der er ingen tvivl

om, at marginalisering – hvad enten den er

reel eller oplevet – spiller en stor rolle. Det

hænger sammen med, at al-Qaedas tankesæt

bygger på en fortælling om, at Vesten er

i krig med islam. Ikke bare Irak og Afghanistan

bliver læst ind i denne fortælling, men

også de unges egne oplevelser i Danmark.

Oplevelsen af, at man ikke har fået et job,

eller at man bliver sprunget over i en kø.”

10

For disse unge tilbyder radikal islam et fast

holdepunkt i tilværelsen:

”Nogle unge står i et identitetsmæssigt

vakuum, hvor de hverken oplever sig som

del af det danske samfund eller kan forholde

sig til forældrenes kultur. Deres søgen

kan resultere i, at de bliver tiltrukket af den

meget faste, håndgribelige identitet, der

ligger i den militante islamisme. Som alle

andre former for ekstremisme er det et meget

enkelt budskab om, at der er en kamp

mellem det gode og det onde, som du skal

tage del i. Det kan for rodløse unge give

mening og et ståsted”, siger Jakob Ilum.

Når virkeligheden ligner ideologien

Det farlige er, når den virkelighed, de unge

oplever, kommer til at ligne det budskab,

islamisterne gerne vil sælge:

”Den radikale islam siger til de unge: ’I

hører ikke til her. Demokratiet vil jer ikke.

ToleraNCe

- eT våbeN mod

ekSTremiSme

I bliver aldrig accepteret som danskere’. Og

jo mere det billede, de unge danner sig, når

de kigger omkring sig, ligner islamisternes

budskab, jo større er sandsynligheden for, at

det virker tillokkende,” forklarer Jon A. Olsen.

Og selv om forskerne afviser, at marginalisering

og diskrimination kan stå alene

som forklaringsmodel, er man heller ikke i

PET i tvivl om, at fænomenerne spiller ind:

”Det er klart, at reel eller oplevet diskrimination

kun vil medvirke til at understøtte

denne verdensopfattelse,” vurderer Jakob

Ilum og forklarer, at PET af samme grund

er yderst opmærksom på sprogbrugen, når

talen falder på radikalisering.

jihad er et positivt ord

”Man skal være enormt påpasselig med

f.eks. at bruge et ord som ’jihad’ (anstrengelse,

red.), der for de fleste muslimer er et

positivt ladet ord. Det interessante er, at al-

Qaeda har taget ordet til sig og redefineret

begrebet. Hvis vi er med til at understøtte

den særlige udlægning af begrebet, som

al-Qaeda ønsker, bidrager vi bare til deres

dagsorden. Vi skal passe på ikke at falde i

den grøft,” lyder advarslen.

”Vi skal som samfund passe på med

at ekskludere særlige samfundsgrupper,

fordi det kan øge vækstgrundlaget for

ekstremisme. Hvis der sker et terrorangreb

i Danmark, er der ingen tvivl om, at

de, der vil lide mest – ud over de direkte

ofre – er danske muslimer. I vores dialog

med repræsentanter for muslimske miljøer

i Danmark oplever vi en høj grad af vilje til

at yde en aktiv indsats for at modvirke og

forebygge ekstremisme og radikalisering. Vi

ser derfor de muslimske fællesskaber som

en del af løsningen – og ikke som en del af

problemet,” understreger han.

Inklusion på folks egne præmisser

Men hvordan undgår vi, at nye generationer

forføres af militante ideologier? Ikke alene

gennem efterforskning, men også gennem

inklusion og større tolerance, lyder det fra

de to eksperter.

”I PET er vi bevidste om, at vi ikke er de

bedst egnede til at forebygge radikalisering.

Der skal altid være en spids kontraterrorindsats

over for dem, der går ud og

begår terrorhandlinger – men det er

samtidig vigtigt med en bred inkluderende

indsats,” siger Jakob Ilum

og peger på det nye kontor i Integrationsministeriet

(Kontoret for Demokratisk

Fællesskab og Forebyggelse af

radikalisering) som et oplagt sted for

den nye indsats.

Jon. A. Olsen er enig:

”Man siger, at bombemændene i

London var velintegrerede, fordi de

havde uddannelse og job – men er det

det samme som at være velintegreret,

hvis man samtidig føler sig udstødt? Jeg mener,

at der er en gensidighed i integrationsbegrebet,

man tit overser i debatten, nemlig at

vi også er nødt til at inkludere folk på deres

egne præmisser.”

Et godt modargument

Jon A. Olsen ser regeringens beslutning om

at tillade muslimsk hovedbeklædning på

Folketingets talerstol som et vigtigt skridt.

Hermed har unge muslimer nemlig fået

ammunition mod det budskab, radikale

islamister søger at afsætte:

”Når en dansk gymnasieklasse med

samfundsengagerede muslimske piger ser

tørklædedebatten udspille sig i fjernsynet,

er det klart, at de lige synker en ekstra

gang og tænker: ’Har jeg lyst til at gå ind

i politik?’ Nogle vælger måske bare at lade

være med at blive politisk aktive, men man

skal være klar over, at den radikale islam

står som en åben invitation til dem og

siger: ’Der kan I se, hvad vi sagde. I vil aldrig

nogensinde blive accepteret i Danmark.

Demokratiet er ikke for jer’. Når pigerne

kan pege på en kvinde med tørklæde på

Folketingets talerstol, bliver det meget

nemmere for dem at tilbagevise det,”

slutter han.


I århus har man sat kriminalitetsforebyggende gademedarbejdere

ind i kampen mod radikalisering. Tanken er, at fænomenet skal

forebygges i de tidlige stadier. Men at skelne mellem radikalisering

og almindelig religiøs interesse er svært.

radikaliSeriNG

TaGeS i opløbeT

Hvordan reagerer man som frontmedarbej-

der, hvis man opfanger signaler om, at et

ungt menneske er på vej til at blive radikaliseret?

Det spørgsmål har de færreste nok

overvejet, endsige prøvet at levere et klart

svar på. Netop for at undgå den situation,

at en medarbejder sidder inde med en

bekymring i baghovedet uden at handle,

er Århus Kommune og Østjyllands Politi

gået sammen om et pilotprojekt. Ideen er

at lade radikalisering indgå som led i den

almindelige kriminalpræventive indsats.

Opskriften er simpel: udnyt de eksisterende

ressourcer i form af medarbejdere,

der kender de unge fra det kriminalitetsforebyggende

arbejde i boligområderne.

Klæd dem på til at vurdere tegn på radikalisering

gennem større viden. Og – sidst,

men ikke mindst – fortæl dem, hvor de

skal gå hen med eventuelle bekymringer.

Og selv om projektet i sit første leveår

endnu ikke er stødt på et eneste tilfælde

af radikalisering, mener projektleder

Allan Aarslev fra Østjyllands Politi ikke,

at indsatsen er overflødig:

”Når man kigger på de undersøgelser,

der ligger fra Holland og England, ville det

være naivt at tro, at vi ikke har det samme

vækstgrundlag,” vurderer han.

Ingen faste kendetegn

I første omgang er det byens 50 kriminalitetsforebyggende

gademedarbejdere, der

har fået tilføjet forebyggelse af radikalisering

som en del af deres jobbeskrivelse. For

at ruste dem til den nye udfordring er de på

en temadag blevet undervist i tegn på en

begyndende radikaliseringsproces:

”Der findes ingen firkantede faktorer,

men det kan bl.a. være bestemte hjemmesider,

de unge surfer på i ungdomsklubben,

eller pludselige skift i adfærd. Hvis nogen

f.eks. fra den ene dag til den anden holder

op med at lave kriminalitet eller omvendt

pludselig er meget diskussionslysten om

religiøse anliggender efter ikke at have sagt

et ord i klassen i flere år,” fortæller Steffen

S. Nielsen, der er faglig konsulent på

børne- og ungeområdet i Århus.

Formålet er at skabe opmærksomhed

om politisk og religiøs radikalisering, men

langt fra at dæmonisere religiøs ortodoksi.

”Der er jo ikke noget galt i at blive religiøs

eller meget religiøs. Vi går derfor yderst

varsomt til værks i formidlingen af projektet,

så man som frontmedarbejder ikke går

i panik og ser radikalisering alle steder, hvor

det måske bare handler om unge, der er

begyndt at interessere sig for en ortodoks

gren af islam eller for ekstremistisk politik.

Det sidste, vi vil, er at forhindre nogen i at

være religiøst eller politisk søgende,” siger

Steffen S. Nielsen.

Bekymringer tages op på møde

At vurdere, om der er tale om voldelig

radikalisering eller blot politisk eller religiøs

interesse, kræver en så højt specialiseret

viden, at det for den enkelte medarbejder

vil være umuligt at skelne.

”Det drejer sig ikke om at have en kæmpestor

viden om radikalisering, for du får

aldrig viden nok til selv at kunne håndtere

det. Det vigtigste er at vide, hvor man skal

gå hen, hvis man bliver opmærksom på

noget,” slår Allan Aarslev fra Østjyllands

Politi fast.

Som konsekvens har man i Århus valgt

at sætte radikalisering på dagsordenen

på linje med hashrygning, butikstyveri,

pjækkeri og aggressiv opførsel på det

månedlige møde, som medarbejdere fra

socialforvaltningen i forvejen holder

sammen med politiet.

Falsk alarm

Indtil videre har der i 12 konkrete tilfælde

været bekymringer på bordet. Størstedelen

kunne dog straks tilbagevises som falsk

alarm, da det viste sig at handle om unge

med andre problemer. Og i de resterende

Fortsættes side 12

11


eN FÆlleS oG TryG FremTid

fortsat fra side 11

to-tre tilfælde var radikaliseringen på et

så tidligt stadie, at der kunne tages hånd

om den gennem en almindelig pædagogisk

indsats.

”Vi går ud og taler med forældrene eller

med en nøgleperson i omgangskredsen

eller hjælper med at finde et fritidsjob, så

de har noget fornuftigt at tage sig til – og

nogle gange er det i virkeligheden bare det,

der skal til,” fortæller Steffen S. Nielsen.

I et tilfælde var en gademedarbejder

bekymret for en dreng, der var begyndt at

bruge megen tid på at surfe hjemmesider

med ekstremistisk indhold:

”Interessen for religiøs dogmatik bundede

i virkeligheden bare i kedsomhed. Vi

hjalp ham med at finde et job som flaskedreng

– og så holdt han op med at interessere

sig for det,” fortæller han.

unges vrede kan misbruges

Det, at der indtil videre ikke er fundet et

eneste tilfælde af radikalisering i Århus,

betyder imidlertid ikke, at man skal underkende,

at vækstgrundlaget er til stede,

mener projektlederen. Det hænger sammen

med, at det ofte er de samme problematikker,

der kan føre til radikalisering som til

en almindelig kriminel løbebane.

”Der er tale om unge, der falder uden for

deres lokalområde og indeholder en vrede

mod det samfund, de er født og vokset op i.

Kriminaliteten er et symbol på, at de har et

dårligt liv. De føler sig udstødt af lokalsamfundet.

Derfor ender nogle med en almindelig

kriminel løbebane, mens andre ender med en

radikaliseret løbebane,” vurderer Allan Aarslev.

12

INTERESSEN FOR RELIGIøS DOGMATIK STAMMEDE

I VIRKELIGHEDEN BARE FRA KEDSOMHED. VI HjALP

HAM MED AT FINDE ET jOB SOM FLASKEDRENG – OG Så

HOLDT HAN OP MED AT INTERESSERE SIG FOR DET

Steffen S. Nielsen

Derfor vækker den vrede blandt unge med

indvandrerbaggrund, der også i Århus kom til

udtryk i februar, til eftertanke på Politigården

- også når det gælder radikalisering.

”Selv om radikalisering statistisk set er

et forsvindende lille problem, kunne man

godt opstille et skrækscenarium, hvor

nogen går ud og misbruger de unges vrede.

Vi kan bare se, at vreden er til stede blandt

disse unge. Og at der er et potentiale –

derfor er vi nødt til at gøre noget for at

forebygge, at der kommer nogen og forsøger

at trække dem i en forkert retning.”

Tidlig social indsats

På den lange bane kan en indsats mod

radikalisering derfor ikke betragtes isoleret

fra den generelle indsats mod social udsathed,

mener han.

”Det skal spille sammen med integration

i al almindelighed. Jo bedre man integrerer

folk i lokalområderne, jo flere sociale

tiltag, der er – jo færre vrede unge får

man, der potentielt kunne komme på

afveje.”

Formålet med projektet er at komme

ind så tidligt i processen, at de unge aldrig

kommer så langt.

”Vi vil gerne skride ind på et så tidligt

stadie, at det bliver umuligt at måle projektets

succes opgjort i potentielle bombemænd.

Man kan jo aldrig vide, hvor mange

der ville være gået så langt som til at begå

en terrorhandling, men projektet går i virkeligheden

ud på at inkludere de unge i de

lokalsamfund, de er trætte af ikke at være

en del af,” slutter Allan Aarslev.

FAKTA OM ANTIRADIKALISERINGSPROjEKTET I åRHuS

Projektets formål er at forebygge religiøs og politisk radikalisering blandt unge

under 18 år ved at indarbejde radikalisering i det kriminalitetsforebyggende

arbejde på linje med anden risikoadfærd.

Konkrete bekymringer for unge tages op på et såkaldt § 115-møde, hvor de sociale

myndigheder og politiet udveksler oplysninger om bekymringsadfærd blandt unge.

I fase 1, som netop er afsluttet, har projektet omfattet 50 kriminalitetsforebyggende

medarbejdere.

I fase 2 skal projektet udvides til også at omfatte andre faggrupper, der arbejder

med børn og unge, f.eks. skolelærere, klubpædagoger osv.

Efter hollandsk forbillede er der desuden planer om at oprette et informationshus

om radikalisering, der kan bidrage med specialviden og understøtte kontakten til

relevante aktører og eksperter.

Projektet er et samarbejde mellem århus Kommune og østjyllands Politi.

FORSLAG: FOKuS På RADIKALISERING I SSP-SAMARBEjDET

Regeringens arbejdsgruppe mod radikalisering foreslår i en ny rapport, at det lokale

kriminalpræventive SSP-samarbejde skal inddrages i indsatsen mod radikalisering.

For at få mulighed for at komme i dialog med kommuner og andre interessenter er

rapporten sendt i offentlig høring, før den efter planen skal munde ud i en national

handlingsplan til efteråret.

Alle er velkomne til at komme med kommentarer, som kan sendes til demokratikontoret@inm.dk.

Download rapporten på www.nyidanmark.dk


uNderviSNiNG i

demokraTieTS dilemmaer

Når nyankomne udlændinge går til dansk,

lærer de ikke blot det danske sprog, men

får også undervisning i dansk demokrati

og medborgerskab. undervisningen på

landets sprogcentre omfatter i dag mange

forskellige aktiviteter: Der er nye e-læringskurser

på sprogcentret i Hellerup om dansk

virksomhedskultur for medarbejdere i

banker og kreditinstitutter. I Hillerød tager

kursisterne ud og besøger rådhus, skoler

og virksomheder og taler med ledelse,

personale og tillidsrepræsentanter for at

lære om arbejdsforhold og demokratiet i

lokalsamfundet. I Ishøj har sprogcentret

ugentlige møder for indvandrerkvinder, der

har behov for netværk og introduktion til

lokalsamfundet.

En arbejdsgruppe, der gennem det

seneste halve år har beskæftiget sig med

forebyggelse af ekstremistiske holdninger

og radikalisering, foreslår i en ny rapport, at

medborgerundervisningen på sprogcentrene

skal styrkes. Forslaget indebærer bl.a., at

lærerne skal på efteruddannelse, så nyankomne

udlændinge kommer til at arbejde

med demokratiets principper om frihedsrettigheder,

gensidigt ansvar og styring af

samfundet og om det nære demokrati i den

enkeltes hverdag.

Alle skal føle sig hjemme i det danske samfund og tage aktiv del i

demokratiet. Derfor skal medborgerskabsundervisningen på landets

sprogcentre styrkes, foreslår en ny rapport.

”Det er dog vigtigt at huske, at medborgerundervisning

ikke blot er almindelig

samfundsorientering og undervisning

om dansk kultur,” siger Ove Korsgaard,

institutleder og professor på Danmarks

Pædagogiske universitetsskole. Han har

i en længere årrække forsket i medborgerskabsundervisning

og har været med til

at etablere den ny masteruddannelse

i medborgerskab.

Efter Ove Korsgaards mening skal

undervisningen gennem pædagogiske

cases forberede kursisterne på de dilemmaer,

der følger med demokratiet. Det

kan være dilemmaer som at være tolerant

over for folk, man ikke er enige med, men

som man skal indgå et kompromis med,

eller som man skal arbejde sammen med.

Spilleregler og værdier

”undervisningen handler dybest set om

relationen mellem individ og fællesskab

og de spilleregler og værdier, der nødvendigvis

må være i et demokratisk samfund.

Borgerne må have nogle fælles regler og

værdier som en slags overbygning, der

binder samfundet sammen på tværs af den

individuelle, kulturelle, etniske og religiøse

mangfoldighed,” siger han.

undervisningen skal have fokus på både

viden, værdier og kompetencer. Det er

ikke nok at undervise om det politiske

system, om rettigheder og pligter, foreningslivet

og lokalsamfundet. undervisningen

skal også tage fat på kerneværdier

som f.eks. lighed for loven, ligheden mellem

mænd og kvinder og friheden for den

enkelte borger. Kursisterne skal også lære

BORGERNE Må HAVE NOGLE

FæLLES REGLER OG VæRDIER

SOM EN SLAGS OVERBYGNING, DER

BINDER SAMFuNDET SAMMEN

Professor Ove Korsgaard, DPu

de kompetencer, der er nødvendige for at

deltage i en debat, i en forening, forhandle

eller være med til at tage beslutninger eller

løse konflikter.

Ove Korsgaard peger på, at medborgerundervisningen

i bl.a. England i de seneste

år er blevet kraftigt udviklet med nye

lærervejledninger og materialer, som kan

inspirere den danske undervisning.

13


FÆNGSelSimam:

reSoCialiSeriNG er

miN viGTiGSTe opGave

Iklædt korte bukser og med en umiskende-

lig jysk udtale fremstår Leon Soudari-Han-

sen ikke umiddelbart som prototypen på en

imam. Men tag ikke fejl. Han tager sin religion

meget alvorligt, taler flydende arabisk

og har studeret islam i Saudi Arabien i seks

år, før han begyndte som fængselsimam i

Københavns Fængsler for 11 år siden.

Og det er ikke kun i sin fremtoning, at

han adskiller sig fra den gængse opfattelse

af en imam. Mens imamer traditionelt omgærdes

med stor respekt, sætter Soudari-

Hansen pris på at blive sagt imod.

”Jeg kan godt lide, at folk fortæller mig

ligeud, hvis de synes, at jeg siger noget pis

- for så kan vi diskutere det. At være imam

i et fængsel er meget anderledes end ude i

MANGE INDSATTE FåR ET MERE

NuANCERET SYN På DET DANSKE

SAMFuND VED AT SIDDE I FæNGSEL

Fængselsimam Leon Soudari-Hansen

samfundet. Her bygger 75 pct. af min stil-

ling på min personlighed, og højst 25 pct.

på min stillingsbetegnelse. Derfor er det

vigtigt, at de indsatte kan stole på mig og

ved, at jeg gerne vil hjælpe dem med at få

et bedre liv,” fortæller han.

Resocialisering er den vigtigste opgave

Selv ser han det som sin fremmeste opgave

som imam at hjælpe de indsatte til et bedre

liv uden for murene - en mission han deler

med Kriminalforsorgen:

14

Fængslerne kan nuancere de indsattes samfundssyn. Det mener

Danmarks længst virkende fængselsimam, der er positiv over for

et forslag om at knytte flere imamer til fængslerne.

”Meget af mit arbejde består i at hjælpe

folk i den akutte krise ved at høre på dem

og lade dem læsse deres frustrationer af.

Men jeg har altid et underliggende program,

der hedder resocialisering – og det er

jo grundlæggende også hele Kriminalforsorgens

formål. Men det er ikke nemt at holde

op med at være kriminel – det er ikke bare

en beslutning, man tager, og så er man et

nyt menneske. Man skal gøre sig fri af sit

gamle liv,” siger imamen.

I kampen for at komme fri af kriminaliteten

søger mange indsatte råd hos fængselsimamen

– også når de står ude i friheden

igen:

”Mange indsatte ringer til mig for at få

råd om, hvordan de tackler forskellige udfordringer

- også efter, de er blevet løsladt,”

fortæller Soudari-Hansen.

Fængsler kan nuancere indsattes

samfundssyn

Selv om det umiddelbart kan forekomme

paradoksalt, spiller fængslerne set gennem

Leon Soudari-Hansens briller ofte en positiv

rolle for integrationen.

”Mange indsatte får et mere nuanceret

syn på det danske samfund ved at sidde i

fængsel,” siger han.

Det hænger sammen med, at mange

indsatte for første gang får indblik i dansk

kultur og møder danskere i fængslerne.

”Mange 2. generationsdanskere har

siden skoletiden stort set ikke haft noget

med samfundet at gøre. I fængslerne

møder de lærere og andre, der gerne vil

gøre noget for dem, og finder ud af, at der

faktisk er en helt anden side af det danske

samfund, end de oplever i deres kriminelle

miljø,” fastslår imamen, der selv er opvokset

i Hatting i Jylland og konverterede til

islam som 18-årig.

Overvågning kan ødelægge

arbejdsbetingelserne

Selv om Leon Soudari-Hansen i bund og

grund støtter arbejdsgruppens forslag om

flere fængselsimamer, er han ikke ukritisk.

Bl.a. peger han på, at overvågning af

eksempelvis imamens studiekreds, kan give

bagslag.

”Så kan du ligeså godt lade være med at

have imamer i fængslerne. Hvis imamerne

skal kunne fungere, så skal de kunne sige

deres mening og indgå i diskussioner med

de indsatte. uden at de indsatte skal indberettes,

hvis de siger, at de støtter f.eks. Hizb

ut Tahrir eller sympatiserer med al-Qaeda

– så kommer man jo ingen steder. Der skal

være plads til, at imamen kan tage radikale

synspunkter op”, siger Soudari-Hansen.

Ellers risikerer man, at de indsatte ikke

tør betro sig til imamen – og det ville ødelægge

hans arbejdsbetingelser.

”Hvis de indsatte skal have gavn af os,

så skal de kunne stole på os. Ellers fortæller

de ikke, hvad de tænker, og så kan vi

ikke modvirke de radikale holdninger. Så

risikerer vi at blive reduceret til ligegyldige

pauseklovne, der holder fredagsprædiken,

mens de indsatte sidder og sælger narko

til hinanden. Og det vil jeg ikke deltage i.

De mennesker, som jeg vil arbejde med, er

dem, som jeg kan gøre noget for, og som

vil have gjort noget ved deres situation,”

siger imamen.

FORSLAG: RADIKALISERING I FæNGSLER SKAL MODVIRKES

Forskning fra udlandet viser, at der foregår radikalisering i de lukkede miljøer i

europæiske fængsler. For at modvirke dette foreslår regeringens arbejdsgruppe mod

radikalisering en række initiativer. udover efteruddannelse af de fængselsansatte,

undervisning og demokratisk træning af de indsatte skal en bedre adgang til kvalificerede

fængselsimamer forebygge radikaliseringsprocesser i fængsler og på sikrede afdelinger.

For at få mulighed for at komme i dialog med kommuner og andre interessenter er

rapporten sendt i offentlig høring, før den efter planen skal munde ud i en national

handlingsplan til efteråret.

Alle er velkomne til at komme med kommentarer, som kan sendes til

demokratikontoret@inm.dk.

Download rapporten på www.nyidanmark.dk


Tamim Arabi kom til Danmark som palæstinensisk

flygtning i 1980’erne. De seneste 13

år har han arbejdet som fængselsbetjent i

Vestre Fængsel, hvor en tredjedel af de 600

indsatte i dag har indvandrerbaggrund. I løbet

af sin ansættelsestid har Tamim Arabi set

en udvikling, som han ikke bryder sig om.

”Kriminaliteten er blevet hårdere, og de

indsatte med anden etnisk baggrund er blevet

yngre,” fortæller han med en stemme,

der røber en personlig ærgrelse.

”De unge har svært ved at falde til. De

føler sig hverken som danskere eller som

udlændinge – de befinder sig i et kulturelt

og identitetsmæssigt tomrum,” forklarer

Arabi. ”Mange af dem begynder i alderen

13-16 år at ryge eller sælge hash, og det

kan føre til en kriminel løbebane, hvor de i

sidste ende havner i fængslerne.”

Holder øje med ændret adfærd

I fængslerne grupperer de sig ofte med

andre indsatte, som de føler et slægtskab

eller en samhørighed med. For mange nydanskere

betyder det, at de finder sammen

eN FÆlleS oG TryG FremTid

unge indsatte med indvandrerbaggrund føler sig hverken hjemme i

Danmark eller i deres oprindelsesland og har svært ved at finde ud af,

om de er danskere eller udlændinge. For nogle få fører identitetskrisen

til ekstremistiske holdninger, advarer Danmarks første nydanske

fængelsesbetjent.

uNGe iNdSaTTe er i

ideNTiTeTSkriSe

med indsatte med indvandrerbaggrund. Og

det kan være begyndelsen til radikalisering.

Derfor er fængselspersonalet begyndt at

holde øje med andet end narkotika, mobiltelefoner

og andre forbudte ting.

”I det daglige forsøger vi at være opmærksomme

på, om de indsatte udviser

tegn på radikalisering. Det kan f.eks. være

ændret opførsel, indelukkethed osv.,” siger

fængselsbetjenten. Han understreger dog,

at hovedparten af de indsatte med indvandrerbaggrund

ikke er specielt religiøse.

Som nydansker frygter Tamim Arabi

mere end de fleste et terrorangreb på

dansk jord. For det kan føre til et ændret

forhold mellem nydanskere og gammeldanskere:

”I de muslimske miljøer tales der

meget om, at hvis Danmark udsættes

for terror, så vil det få store konsekvenser

for herboende muslimer. Så vil danskernes

tolerence over for muslimer sikkert

blive meget lille, og det vil blive svært

for os at indgå og blive accepteret i

samfundet på lige fod med alle andre.”

15


HollaNdSk ekSperT:

viGTiGT aT SkelNe

mellem reliGioN

oG radikaliSeriNG

Mordet på Theo Van Gogh i 2004 var en

chokerende øjenåbner i Holland. Den kontroversielle

filminstruktør blev skudt ned med

otte skud af den hollandsk-marokkanske

Mohammed Bouyeri. Efter skuddene skar

Bouyeri halsen over på Van Gogh og efterlod

to knive siddende i kroppen sammen med et

fem sider langt brev med trusler mod bl.a.

Holland og demokratiet.

I retten sagde morderen bagefter direkte

henvendt til ofrets mor: ”Jeg føler ikke din

smerte. Jeg har ingen sympati for dig. Jeg

mærker dig ikke, fordi jeg ser dig som en

ikke-troende.”

Brutaliteten satte tankerne i gang. Hvordan

kunne en mand komme så langt ud?

Hvor skal man gå hen med sin

bekymring?

”Der var ellers folk, der kendte Mohammed

Bouyeri, som kunne se, hvor han var på vej

hen. De så ham forandre sig og vidste, at

noget var galt. Men de havde ingen steder

16

Det er afgørende at være i dialog med det muslimske samfund

og at kunne skelne mellem ortodoksi og voldelig radikalisering,

viser erfaringer fra Amsterdam, som har års erfaring med at

modvirke ekstremisme.

eFTer mordeT på vaN GoGH:

erFariNGerNe Fra HollaNd

I Amsterdam var man tidligt på banen med en koordineret indsats

mod radikalisering efter mordet på Theo Van Gogh. Indsatsen er

lokal og med et bredt netværk af lærere, moskeer og lokale organisationer.

Modellen inspirerer i Danmark.

at gå hen med deres bekymringer. De

kunne jo ikke gå til politiet, for han havde

ikke gjort noget ulovligt. Så hvad skulle de

gøre?” spørger colin Mellis, der er hollandsk

radikaliseringsekspert, da han for nylig

besøgte København for at fortælle om den

nederlandske indsats mod radikalisering.

Svaret blev et videns- og informationscenter,

der blev etableret i Amsterdam kort

tid efter mordet.

”Det er en stor ting at gå til politiet med

sine bekymringer. Især for dem, der arbejder

med unge mennesker. Derfor ville vi have et

sted, hvor folk let og anonymt kan sige ’Jeg

er bekymret’. Vi ville have et sted uden en

høj dørtærskel – et sted som ikke var politiet,

og som ganske enkelt var en kommunal,

lokal myndighed,” siger colin Mellis.

Formålet med centret er at få skabt ekspertise

og samle viden om voldelig radikalisering,

så man kan rådgive andre så godt

som muligt. Det sker både ud fra forskning

og ud fra kontakten med folk i øjenhøjde –

f.eks. når folk fortæller, hvad der foregår ude

i skoler og ungdomsklubber. På baggrund af

de erfaringer kan colin Mellis og hans kolleger

samtidig rådgive borgmesteren.

Kræver netværk og tillid

colin Mellis og hans kolleger sidder dog ikke

blot og venter på bekymrede opkald. En

velfungerende indsats kræver netværk og

tillid, fortæller han:

”For at være effektive i vores arbejde må

vi have et stort netværk og personlig kontakt

med en masse mennesker. Folk ringer ikke

bare til et nummer, når de er bekymrede; de

ringer til en person med et ansigt, de kender.

Især når det er noget så følsomt som radikalisering.

Det kræver, at folk stoler på os.”

Derfor går en stor del af colin Mellis’

dagligdag med aktivt at mødes med folk og

skabe kontakter. centret har sågar ansat en

professionel ’networker’, der sammen med

Mellis mødes med bl.a. lærere, NGO’ere og

moskeer.


I Amsterdam rådgiver colin Mellis Am-

sterdams borgmester om radikalisering.

Sammen med sine kolleger arbejder han

aktivt med at skabe modfortællinger til den

ekstreme islam og hjælpe unge mennesker

med større viden, når de søger efter

religiøse svar.

”Vi ser en voksende interesse for information

om islam blandt især unge mennesker.

Der er stor efterspørgsel og samtidig

et meget stort udbud af materiale. Når de

ikke ved bedre, kan de let ende op med

forkert information. Når de ikke bliver vejledt,

bliver de let overbevist om, at radikale

holdninger er sandheden. Og samtidig er

der radikale grupper, der aktivt leder efter

de her unge,” siger colin Mellis fra vidensog

rådgivningscentret om radikalisering i

Amsterdam.

Derfor gælder det ifølge Mellis om at

støtte de muslimske nøglepersoner i at

vejlede unge i deres religiøse søgen. Det

handler om at kunne så tvivl hos de unge,

”Vil tilbyder træning i at håndtere tegn på

radikalisering, og hvordan man griber det

an. Og til sidst går vi ind og fortæller om os

selv og vores arbejde. På den måde får vi

maksimal eksponering udelukkende på vores

ansigter og fortælling,” siger colin Mellis.

Dansk efter hollandsk forbillede

Videns- og informationscentret i Amsterdam

er en del af en større handlingsplan,

som blev sat i gang i løbet af 2004 og

2005. Programmet ’We Amsterdammers’

fokuserer på vidensopsamling, inklusion og

på at skabe en fællesskabsfølelse for alle i

Amsterdam. Derudover er det afgørende at

være lokalt forankret og tæt på de professionelle

aktørers hverdag. Programmet

har siden været model for den nationale

hollandske handlingsplan og er en inspirationskilde

for arbejdet mod radikalisering

i Danmark både lokalt og nationalt.

Inspirationen fra Holland finder man

bl.a. i Århus, hvor man har planer om et

eN FÆlleS oG TryG FremTid

om hvorvidt den radikale vej virkelig er den

rigtige. Det sker ved at være i dialog med

det muslimske samfund og med bevidsthed

om forskellen på at være religiøs og at

være radikaliseret:

”Det er ikke et problem i sig selv, at

der er en større religiøsitet og en større

interesse for islam. Langt de færreste, der

er religiøst søgende, ender i ekstremisme.

Men der er en risiko, og vi vil gerne advare

folk. Vi vil hjælpe med at opbygge en større

modstandskraft hos de unge muslimer. Vi

vil gøre dem i stand til at vende sig væk fra

den her ekstreme fortælling.”

De er vores ortodokse

Som i ethvert andet minoritetssamfund vil

også muslimer gå i forsvarsposition, hvis

de føler sig uretfærdigt angrebet, påpeger

colin Mellis:

”Mange muslimer er bestemt ikke altid

glade for de ultraortodokse, som siger åndssvage

ting om kvinder, bøsser og lignende.

rådgivningscenter efter hollandsk forbillede.

Også i Københavns Kommune skeler man

sydpå i arbejdet. Her er man i gang med en

handlingsplan for integration med navnet ’Vi

KBH’ere’, som også skal have skolelærere og

andre frontmedarbejdere med helt fremme,

når det handler om at spotte unge på vej ud

i ekstremisme – og her samarbejder man

direkte med videnscentret i Amsterdam.

”Det vigtigste, I kan lære i Danmark,

er, at de lokale myndigheder kan spille en

rolle. Fordi de ikke er politiet og ikke er

efterretningstjenesten. Fordi de har meget

lidt at gøre med retssale, vold og politi. Og

fordi kommunerne kan samarbejde med det

muslimske samfund, så de sammen kan

forhindre radikalisering og ekstremisme og

hjælpe de unge, der søger efter identitet og

svar,” slutter colin Mellis.

Find links til den nationale hollandske

handlingsplan og programmet We Amsterdammers

på www.nyidanmark.dk/magsin

Men bliver de uretfærdigt angrebet af udefrakommende,

så siger de: ’Fingrene væk,

de er vores ortodokse’. Det er vigtigt, at man

forstår den reaktion.” colin Mellis er selv liberal

jøde og kender også reaktionen fra det

jødiske miljø – her skal ingen komme udefra

og kritisere de jødiske ortodokse.

”Vi skal selvfølgelig stadig skubbe på for

at skabe frigørelse inden for de muslimske

kredse, men vi skal kunne skelne mellem

ortodoksi og radikal, militant islam. Det føler

vi selv, at vi har gjort godt i Amsterdam

og har bevist det over for vores samarbejdspartnere.

Inden for de sidste par år

har vi set et meget mere villigt og aktivt

muslimsk samfund i Amsterdam. De vil

meget gerne samarbejde og mener selv

at have problemer med ekstremister, som

vi må tage hånd om. Det er et af vores

vigtigste resultater. Kan du klare at lave

den adskillelse, vil du se et meget velvilligt

muslimsk samfund,” slutter colin Mellis.

FORSLAG: DEN TIDLIGE LOKALE

INDSATS SKAL STøTTES

Regeringens arbejdsgruppe mod

radikalisering foreslår i en ny

rapport, at den lokale forebyggende

indsats mod radikalisering og

ekstremisme støttes. Med forbillede

i Holland skal kommuner og andre

bl.a. kunne få rådgivning om etablering

af lokale informations- og

videnscentre, hvor borgere og

lokale aktører kan henvende sig

med konkrete problemer.

For at få mulighed for at komme

i dialog med kommuner og andre

interessenter er rapporten sendt

i offentlig høring, før den efter

planen skal munde ud i en national

handlingsplan til efteråret.

Alle er velkomne til at komme med

kommentarer, som kan sendes til

demokratikontoret@inm.dk.

Download rapporten på

www.nyidanmark.dk

DET VIGTIGSTE,

I KAN LæRE I

DANMARK, ER, AT DE

LOKALE MYNDIGHEDER

KAN SPILLE EN ROLLE.

FORDI DE IKKE ER

POLITIET OG IKKE ER

EFTERRETNINGSTjENESTEN

colin Mellis

17


orGerporTaleN aarHuSveST.dk:

aT omForTÆlle eN GHeTTo

århus Vest er meget mere end kriminalitet, bander og social nød.

Det er den historie, ildsjælene bag borgerportalen aarhusvest.dk,

gerne vil have ud.

Der er kaffe på bordet og plasticindpakket

købekage. Det er torsdag eftermiddag i

kulturhuset Herredsvang i Århus Vest, hvor

maj-solen skinner uden for vinduerne. Det

er næsten så dansk, som det kan blive,

selvom en flok hårde indvandrerdrenge

hænger ud på torvet ved siden af, og vi er i

en af landets mest berygtede ghettoer.

DET ER RIGTIGT, AT VI

FORTæLLER MANGE POSITIVE

HISTORIER FRA OMRåDET. MEN

DET ER FORDI, DER OVERVEjENDE

ER POSITIVE TING AT FORTæLLE

Birger Agergaard

I mødelokalet på kulturhusets første

sal er der dog ingen, der taler om hverken

danskhed eller etniske forskelle. Her er folk

bare folk med historier, som kan fortælles

– hvad enten de hedder Pedersen og bor i

parcelhus eller Hussein og bor i betonlejlighed.

Stemningen er som et standardbestyrelsesmøde

i en vilkårlig forening.

”Jeg vil gerne lave en billedserie med

blomster i Jernaldervej-kilen. Det kan være

med til at vise, hvor dejligt der er her i om-

18

rådet,” siger Jens, en midaldrende mand.

redaktøren Ole skriver ideerne op på

tavlen, mens Birger stiller kritiske spørgsmål

til blomsterne. I samme nu kommer

Pearl ind ad døren. En ung kvinde, der bringer

et par ideer om dans og hip-hop frem

i lyset – hun vil også gerne skrive en af

historierne, selvom hun har travlt for tiden.

Overvejende positive ting at fortælle

Vi er til redaktionsmøde for borgerportalen

aarhusvest.dk. Et lokalt website, der vil i

øjenhøjde med beboerne og fortælle alle de

historier, som man ellers ikke hører. Historier

om andet end belastede boligblokke, integrationsproblemer

og bistandsklienter. Om andet

end kriminalitet, vold og ballade. Og med

journalistisk substans og et mål om at ændre

bydelens image både indadtil og udadtil.

Overskrifterne taler deres tydelige

sprog: ”Smuk dag i Gellerup”. ”Stadig job til

alle i Vestbyen”. ”Gellerupparken som smuk

og lærerig for nutidens arkitekter”. Det

handler om den positive vinkel, der støtter

sammenholdet og viser bydelens mangfoldighed.

Men det behøver ikke kun at være

rosenrøde historier. Det slår projektleder

Birger Agergaard fast, da vi møder ham

inden redaktionsmødet:

”Det er rigtigt, at vi fortæller mange

positive historier fra området. Men det er

fordi, der overvejende er positive ting at

fortælle. Det er dog uden, at vi har pligt til

det. Vi kan sagtens skrive konflikthistorier.

Vi har et frihedsbrev til at skrive, hvad vi

vil. Men det vigtigste er, at vi er trætte af

det ensidige billede, som medierne tegner

af området.”

Det er fællesrådene i Brabrand, Gellerup,

Hasle og Herredsvang, der sammen

med boligforeningerne har taget initiativ

til portalen, som startede i efteråret 2007.

Portalen ledes af Birger Agergaard, der

er uddannet journalist med erfaring fra

lokalpressen og webudvikling. Hans opgave

er at få projektet på skinner, hvorefter han

langsomt skal trække sig ud, når portalen

kører af sig selv. Derefter er det redaktionen

selv, der skal styre siden.

Borgerjournalister med løn

”Kernen i portalen er vores redaktion af

borgerjournalister. Det er borgere fra området,

der har meldt sig til redaktionen, og

de har efterfølgende deltaget i en regulær

uddannelse som borgerjournalist. Det er

nemlig vigtigt for os, at teksterne på siden

har en journalistisk kvalitet af saglighed,

vinkling og neutralitet, så vi fremstår som et

seriøst medie,” fortæller Birger Agergaard.


Af samme grund modtager portalens bor-

gerjournalister også løn for deres arbejde.

Hver måned bliver de således aflønnet med

2000 kroner, og for det forpligter de sig til

at skrive mindst en artikel om ugen. På den

måde sikrer portalen, at der kan publiceres

en nyhed dagligt, og at man kan stille krav

til journalisterne.

Har en klar integrationsvinkel

Selvom det ikke står officielt nogen steder,

har Birger Agergaard en klar integrationsvinkel

på sit projekt.

”Det er et område med mange indvandrere,

og det afspejler sig selvfølgelig i de

historier, vi skriver. Vi skriver om de folk,

der bor her – hvem de så end er. Det handler

om at skabe en fælles følelse af, at man

kan udrette noget, selv om man kommer

fra et socialt belastet område eller ikke er

født i Danmark,” siger Birger Agergaard.

Men det er ikke kun i forhold til artiklerne

på portalen, at integrationsindsatsen er

tydelig. Det gælder også i forhold til redaktionen

selv, der har flere medlemmer med

etnisk klingende navne. Formålet er både at

afspejle områdets etniske sammensætning

og at give unge talenter et springbræt til at

komme videre.

”Det er klart, at vi gerne vil hjælpe unge

mennesker med at prøve deres skrivetalenter

af, for måske kan det føre til mere.

Vi har f.eks. haft en somalisk pige her på

redaktionen, der nu går på mediehøjskole

på Sjælland og har søgt ind på Journalisthøjskolen,”

fortæller Birger Agergaard med

et stolt smil og fortsætter:

”Også ude i Viby, hvor vi lige har åbnet

en borgerportal for Viby Syd, har vi tre tyrkiske

drenge på 16 år i redaktionen. Jeg var

lidt i tvivl i starten, om de kunne klare det,

men det går heldigvis rigtigt fint. Og de får

tilmed markant bedre karakterer i dansk,

siden de er startet som borgerjournalister.“

Vil have indvandrerne med

Selvom aarhusvest.dk har engagerede borgerjournalister

og et godt flow af artikler, er

alt dog ikke ren idyl. Det er svært at komme

ud til beboerne i området og skaffe læsere:

”Vi kan se på vores statistik, at vi kun

har omkring 100 læsere om dagen – og det

er alt for få i forhold til, hvad vi regnede

med. Der bor 30.000 mennesker herude, så

der er ellers nok at tage af. Desuden ved vi

ikke rigtigt, hvem læserne egentlig er, men

jeg har på fornemmelsen, at vi ikke rigtig

har fået indvandrerne med.”

Birger Agergaard vil gerne ud til alle

husstande med en trykt avis, for især nydanskere

er svære at nå med en hjemmeside.

Men den slags er alt for dyrt, slår han

fast, mens han trøster sig med, at de mange

foreninger i bydelen er gode til at bruge

portalen. Og ligeledes har flere af de ’rigtige’

lokalmedier i Århus citeret fra aarhusvest.dk,

hvilket styrker Birger Agergaards

tro på, at projektet kan gøre en forskel.

Yderligere oplysninger om aarhusvest.dk og

vibysyd.dk kan fås hos Birger Agergaard,

leder af portalprojektet, telefon:

61 30 86 99, e-post: birger@bydele.dk.

”jeG elSker aT Skrive

om dem, der virkeliG

kÆmper For deT”

For 36-årige Pearl Andersen handler det som borgerjournalist

om at fortælle alle de positive historier. Hun elsker

historier om dem, der kæmper for deres mål og når det.

Lidt ligesom hun selv har kæmpet for at blive sangerinde og

snart kan udsende sin første cd.

Først er der historien om en ung kvinde, der kæmpede, og til sidst kunne åbne

sin egen kosmetologforretning. Dernæst er der den om den somaliske pige, der

først blev borgerjournalist, siden kom på højskole og nu vil ind på Journalisthøjskolen.

Historierne handler ikke om Pearl selv, men er nogle af hendes bidrag til

webportalen aarhusvest.dk. De kunne dog lige så godt være selvbiografiske, for

den 36-årige sangerinde og borgerjournalist elsker at fortælle historier om folk,

der kæmper for at nå deres mål – ganske som hun selv har gjort det.

”En af mine egne yndlingshistorier handler om en ung rapper på kun 16 år,

der er født i Sandholmlejren og har haft en hård opvækst. Men på trods af sine

kår og unge alder er han nu udkommet på plade. Han har virkelig meget på hjerte

og er meget reflekteret i sine tekster – han burde være 35,” fortæller Pearl.

Pearl kommer oprindeligt fra Botswana, men har boet i Danmark, siden hun

var 14 – de sidste ti år i Århus Vest, hvor hun nu bor i Søvang.

”Jeg startede som borgerjournalist, fordi jeg faktisk havde tiden til det og

tidligere har lavet indvandrer-tv her i byen. Især musikkultur og ungdomsliv har

min interesse, og så elsker jeg generelt at fortælle de mange positive historier

fra området.”

Hun slår fast, at hun i redaktionen føler sig som dansker, men samtidig sagtens

kan dyrke sine afrikanske rødder – især når hun er derhjemme.

”Men først og fremmest er jeg sangerinde, og lige for tiden er jeg faktisk

i studiet for at indspille min første plade. Det har jeg måtte kæmpe hårdt for

igennem mange år, men nu er det lykkedes. Det betyder også, at jeg desværre

ikke har så meget tid til at skrive artikler for tiden,” siger Pearl.

MEDIEHuSE I uDSATTE OMRåDER

Aarhusvest.dk er en del af et projekt, som arbejder for at oprette borgerdrevne web-

portaler i forskellige bydele. Indtil videre er vibysyd.dk også åbnet, men projektleder

Birger Agergaard skal oprette projekter i yderligere tre-fire bydele. Ideen er at oprette

en hjemmeside med nyheder og links til lokalområdet samt uddanne borgerjournalister

til portalen. Projektet i århus Vest er støttet økonomisk af Integrationsministeriet, men

finansieres hovedsageligt af boligforeningerne i Århus.

Læs mere på www.bydele.dk

Også i Odensebydelen Vollsmose er der åbnet et Mediehus. 1. april slog huset dørene

op, og planen er at lave både en hjemmeside for bydelen, en trykt husstandsomdelt avis

samt borgerskabt online tv. Lederen af mediehuset håber på at få skabt en redaktion

med mange forskellige etniciteter og drømmen er, at f.eks. to kvinder fra vidt forskellige

kulturer sammen laver historier om eksempelvis madlavning og børnepasning.

Læs mere på www.vollsmose.dk

Redaktør Ole Nørgaard

Madsen samler

ideerne til artikler

på aarhusvest.dk

Borgerjournalist Pearl

Andersen er også sanger

og udgiver snart sin

første cd.

19


20

10,4

At give sine egne positive erfaringer videre,

så andre unge kan blive inspireret og få

en uddannelse. Sådan forklarer Said A.

Hussein fra Somalia, hvorfor det er så

vigtigt for ham at hjælpe andre unge med

lektierne. Derfor har han taget initiativ til

at oprette en lektiecafé ved Københavns

Internationale Klub, hvor han selv yder

lektiehjælp ved siden af sit ingeniørstudium

Danmarks Tekniske universitet.

”Jeg fik hjælp, da jeg havde brug for

det. De unge er i samme situation, som jeg

var i. Jeg siger ikke, at de skal blive læger

eller ingeniører. Men hvis de ikke får en

uddannelse, ender de på gaden,” forklarer

han.

Ingen hjælp at hente derhjemme

Said A. Hussein ved, hvad han snakker om.

Han havde ikke nogen, der kunne hjælpe

ham - hverken med lektierne eller livets

basale spørgsmål, da han gik i folkeskolen.

Han talte dansk – det gjorde hans mor ikke.

Derfor kunne hun, ligesom mange andre

forældre til indvandrerbørn, ikke hjælpe sit

barn med lektierne.

”Jeg kan hjælpe dem, fordi jeg kender

systemet og taler sproget. For mig betød

det meget, at der var nogen, der gad bruge

deres fritid på mig,” siger Said A. Hussein.

I dag er det en stolt og selvsikker fyr,

publikum møder, når Said A. Hussein fortæller

sin historie på skoler og biblioteker.

Men sådan har det ikke altid været. Med

et gennemsnit på 5,5 i starten af 9. klasse

skulle der intet mindre end et mirakel til,

for at hans drøm om en uddannelse blev til

virkelighed.

Et liv mellem to verdener

Da han startede på Klostervængets Skole

på Nørrebro i 1997, havde han ellers høje

forventninger til skolen og sig selv. Men i

skolen i Somalia var korporlig afstraffelse

af eleverne ikke et sjældent syn – og Said

Said A. Hussein gik fra et gennemsnit på 5,5 til skolens højeste

snit på 10,4, efter han fik lektiehjælp. Nu har han oprettet sin egen

lektiecafé for at hjælpe andre.

Fra buNdSkraber Til

SkoleNS HøjeSTe SNiT

havde svært ved at tackle friheden i det

danske skolesystem:

”’Så kunne jeg lave al den ballade, jeg

havde lyst til’, tænkte jeg. Jeg var sammen

med forkerte venner. Jeg kunne ikke finde

ud af, hvordan jeg skulle opføre mig,” siger

han.

Han følte, han levede to forskellige liv i

samme krop.

”Min mor fortalte mig dagligt, at det

ikke var godt, at jeg fik kæreste, drak og

gik i byen med vennerne. Vores generelle

væremåde var totalt anderledes derhjemme

i forhold til, hvordan jeg skulle være på

skolen. I Danmark er du mærkelig, hvis du

ikke har en kæreste som teenager. Lærerne

forventer også, at du er aktiv i undervisningen.

Jeg skulle for eksempel tale om sex og

krop i syvende klasse. Det var imod alt, jeg

havde lært hjemmefra. Derfor var jeg én

person derhjemme, en anden ude i byen,”

husker Said A. Hussein.

uddannelse eller kriminalitet?

”Jeg overvejede at bruge lektiecaféen på

skolen, men jeg kunne ikke tage mig sammen.

Inderst inde ville jeg gerne, men på

det tidspunkt var jeg meget ung. Jeg ville

bare have det sjovt,” fortæller Said A. Hussein.

Han havde ikke tid til lektierne og endte

med et gennemsnit på 5,5. udsigten til et

liv uden uddannelse og penge gjorde kriminalitet

tillokkende.

”I det her samfund skal du have penge

for at have et godt liv. Det får du enten

ved at få en uddannelse eller ved at tjene

hurtige penge. Mine venner var involveret i

narko og kriminalitet. Nogle af dem havde

endda et godt liv med mange penge,” siger

Said A. Hussein.

Når folk i dag spørger ham, hvorfor han

ville vælge at sælge narko, hvis det ikke

lykkedes ham at få en uddannelse, lyder

svaret: ”Sådan var det bare dengang.”

Said A. Hussein befandt sig i et kulturdilemma.

Og der var ingen hjælp at hente

- heller ikke fra familien, hvor moren var

alene med seks børn. Alligevel havde hun

ambitioner om, at hendes børn skulle blive

læger, advokater eller ingeniører. Said gik i

9. klasse og vidste, at han stod over for en

beslutning om, hvilken retning han skulle gå.

Skolens højeste gennemsnit

I sidste ende vandt fornuften. Han bestemte

sig for at lytte til sin mors råd og mødte

op på lektiecaféen på skolen. Alle var overraskede

over at se ham. Men Muhammed,

lektiehjælperen, tog godt imod ham. De

snakkede om, hvordan han kunne forbedre

sine karakterer.

”Muhammed og min mor sagde altid,

at jeg skulle tage mig sammen. Jeg traf

en beslutning om at holde mig væk fra

vennerne, fordi jeg ville have et godt liv og

realisere min mors drøm,” siger han.

I et halvt år op til terminsprøven fik Said

A. Hussein hjælp til lektierne på skolens

lektiecafé og endte med at score skolens

højeste gennemsnit på 10,4.

Fik støtte til at oprette lektiecafé

I dag læser Said til ingeniør og han får stadig

lektiehjælp af Metin, en Ph.d studerende

ved DTu. Men to gange om ugen bliver rollen

vendt om: Så er det Said, der hjælper

andre unge med lektierne. Said A. Hussein

vil nemlig gerne give sine gode erfaringer

med lektiehjælp videre til andre, der er i

samme situation som han selv var tidligere.

Derfor har han med støtte fra Integrationsministeriet

oprettet sin egen lektiecafé.

Hans vision er, at lektiehjælpen en dag

vil blive udbredt til alle, der har brug for

det:

”Jeg vil gerne opfordre alle til at søge

støtte til at lave deres egen lektiecafé, så

alle i samme situation, som jeg var i, kan få

hjælp,” slutter han.


SuCCeS med lekTieHjÆlp

Skal udbredeS

De tider, hvor kun svage børn og unge med

indvandrerbaggrund sneg sig ind på lektiecaféerne,

er forbi. I dag er det cool at få

lavet lektierne sammen med kammeraterne

og deltage i lektiecaféernes sociale tilbud.

”Her og nu-succesoplevelser, hvor børnene

mærker effekten allerede, når de møder

op i klassen næste dag, er den vigtigste

grund til, at flere benytter lektiecaféerne,”

fortæller konsulent Inaam Illahi Sahibzada.

Han er fra Integrationsministeriets Brug for

alle unge-indsats, som står for lektiecaféerne

i samarbejde med frivillige organisationer,

skoler og biblioteker.

For at sikre at langt flere nydanske børn

gennemfører en uddannelse satte Integrationsministeriet

gang i lektiehjælp i 2003.

Ifølge Inaam Illahi Sahibzada er der sket en

holdningsændring siden da.

”I dag bliver caféerne også brugt af unge

fra ressourcestærke familier, hvor begge

forældre har travlt med deres karrierer.

Det betyder, at det er blevet acceptabelt at

benytte lektiecaféerne.”

Den eneste kontakt til danskere

Hver dag opsøger 1.500 børn og unge en

lektiecafé for at få en hjælpende hånd med

hjemmearbejdet. Populariteten skyldes ikke

alene, at besøgene kan aflæses direkte i

karakterbogen – det sociale samvær med

lektiehjælperne spiller også ind:

”Børnene kan mærke, at lektiehjælperne

På lektiecaféen på GamingSchool, en computerspilskole,

får brugerne lov til at spille computer gratis i én time, når

de har lavet lektier i to timer.

Stadig flere børn og unge bruger lektiecaféer til at få styr på

skolearbejdet. Det giver ikke bare bedre karakterer, men også

socialt samvær og succesoplevelser. Nu skal hjælpen også ud til

skoletrætte drenge.

er frivillige, der vil dem noget. Og at de er

der, fordi de har lyst til at være sammen

med de unge og hjælpe dem,” forklarer

Inaam Illahi Sahibzada.

For mange unge med indvandrerbaggrund

er kontakten til den frivillige lektiehjælper

deres eneste kontakt med etniske

danskere – udover pædagoger og skolelærere.

”Mange har ingen danske venner og

opbygger et personligt forhold til lektiehjælperen,

som de tør stille spørgsmål om f.eks.

følelser, diskrimination og oplevelsen af ikke

at slå til. De zigzakker tit mellem et sæt leveregler

derhjemme og et andet i skolen og

har brug for hjælp til at finde et ståsted,”

fortæller Inaam Illahi Sahibzada.

Som en sidegevinst styrker lektiecaféerne

på den måde børnenes sociale og

personlige kompetencer og giver dem

redskaber til at afkode de uskrevne regler i

samfundet.

Nydanske børn får ikke kendskab til

samfundet ind med modermælken. Den tid,

de bruger sammen med frivillige lektiehjælpere,

er en del af deres dannelsesproces,”

siger han.

Læs lektier i fodboldklubben

Selv om konceptet er populært, er det dog

ikke alle grupper af unge, der synes, det er

attraktivt at få hjælp til lektierne. Eksempelvis

er det sjældent skoletrætte drenge i

FAKTA

Brug for alle unge-indsatsen under Integrationsministeriet har etableret 120

lektiecaféer siden 2003.

Lektiecaféerne har 1.500 brugere hver dag.

8.-9. klasse, der finder det smart at tage på

lektiecafé, når klokken ringer ud.

”Drengene er ofte dem, der klarer sig

dårligst i skolen. De forbinder det boglige

med nederlag og har ikke lyst til at udsætte

sig selv for flere skuffelser. Og det er et

problem, da det ofte er dem, der trænger

mest til hjælp,” siger konsulenten.

For at nå dem er man nu begyndt at

etablere lektiecaféer på utraditionelle steder,

f.eks. online på internettet, i fodboldog

bokseklubber samt på internetcaféer,

hvor mange drenge i forvejen tager hen

efter skole. Konceptet er, at før træningen

skal bøgerne frem – på den måde sparer

de unge tid og får lavet hjemmearbejdet til

næste dag.

”Hvis Muhammed ikke vil komme til

lektiecaféen, så må lektiecaféen komme til

Muhammed,” siger Inaam Illahi Sahibzada

med glimt i øjet. ”Vores vision er, at lektiehjælpen

bliver en del af den sport og leg,

som klubberne tilbyder, og at den foregår

på de unges præmisser.”

Yderligere oplysninger kan fås hos konsulent

Inaam Illahi Sahibzada, Integrationsministeriet,

telefon: 33 95 54 07,

e-post: iis@inm.dk.

Lektiecaféer drives af biblioteker, skoler, frivillige fra humanitære organisationer

og boligforeninger – ofte med økonomisk støtte fra Integrationsministeriet.

Alle kan søge Integrationsministeriets lektiehjælpspulje på 1,5 mio. kr.

udover lektiecaféer i sportsklubber vil der fremover blive etableret online-

lektiecaféer og lektiecaféer på internetcaféer.

Der skal oprettes 100 lektiecaféer på bibliotekerne mellem 2007 og 2010.

21


SeT udeFra

22

GARBI SCHMIDT

Garbi Schmidt er seniorforsker

ved Det Nationale Forskningscenter

for Velfærd (SFI). Hun

har udgivet en lang række publikationer

om bl.a. muslimsk

ungdomsaktivisme, muslimers

identitetsdannelse i Vesten og

etniske minoriteters pardannelsesmønstre.

Frem til 2009

deltager hun i et forskningsprojekt

om værdier og normer

i integrationsprocessen.

I hvert nummer af NYIDANMArK inviterer vi en gæsteskribent til at give sin vinkel på integrationsindsatsen.

Har du et forslag til en kommende skribent, så send en mail til redaktionen på redaktionen@nyidanmark.dk.

radikaliSeriNGeN

STarTer i SproGeT

Når vi umenneskeliggør hinanden

gennem sproget, bliver det

nemmere at handle umenneskeligt

mod ’den anden’. Det mener

forskeren Garbi Schmidt fra SFI.

Lige efter 11. september 2001 interviewede

jeg en imam fra Københavnsområdet

i forbindelse med et større projekt om

muslimsk ungdomsaktivisme. Til sidst i

interviewet sagde han: ”Jeg er sikker på,

at den reaktion, der kom over for muslimer

generelt efter den 11. september, har skabt

en masse ekstremister. Det er en grov

påstand, men jeg er sikker på, at det er

sådan pga. den vrede, man kan opleve ved

konstant at blive mistænkeliggjort.”

Imamens bemærkning rummer nogle

vigtige elementer i at forstå, hvorfor ekstremistiske

ideer kan slå rod i et samfund som

det danske: Følelsen af misforståethed,

manglende anerkendelse og en efterfølgende

vrede.

religion og religiøs identitet kan være

med til at skabe og fastholde ideen om at

være offer, og at man har ret til at gøre

modstand. I Danmark ses dette blandt

andet inden for samfundsekskluderende

bevægelser som Hizb ut-Tahrir. På bevægelsens

hjemmeside finder man utallige

skrifter om, hvordan Vesten igen og igen

har udnyttet og undertrykt muslimer. En

selvforståelse, som også gør sig gældende

i Hizb ut-Tahrir’s tolkning af eksempelvis

karikaturkriserne i 2006 og 2008.

At Hizb ut-Tahrir’s ideer slår rod, selv

i en lille skare af muslimer, skal dog også

ses i sammenhæng med den centrale rolle,

spørgsmålet om religion spiller i den danske

integrationsdebat, og den måde, der tales

om nye borgere med oprindelse i muslimske

lande på. Islam er igennem de seneste

tiår blevet en tilbagevendende forklaringsmodel

på problemer i integrationsdebatten

og en samlende term for indvandrere, som

anses for særligt problematiske. At religion

er en vigtig grundsten i mange menneskers

kulturelle udgangspunkt, er der ikke

noget mærkeligt ved. Spørgsmålet er dog

om religion kan tages til indtægt for alle

handlingsmønstre inden for en bestemt

samfundsmæssig gruppe?

Der er ikke tvivl om, at den øgede fokus

på etniske minoriteters ’muslimskhed’ har

ført til, at det er blevet mere naturligt for

personer inden for disse grupper at beskrive

sig selv som muslimer. Samtidig ser

vi - ikke mindst inden for de grupper, som

er særligt kritiske over for muslimer - en

sprogbrug, der i mærkbar grad ligner den,

som imamen fra interviewet mente, kunne

føre til radikalisering. Det radikale sprog

eksisterer altså ikke alene blandt grupper af

muslimer, men også inden for majoritetsbefolkningen.

På internettet og i den offentlige

debat møder vi stemmer og organisationer,

som på den ene side beskriver Danmark

og danskheden som ofre for islam. Og på

den anden side beskriver denne religion i

stærke termer: Som en bølge, en invasion,

en kraft eller slet og ret ondskab. Det

menneskelige ansigt er – ligesom hos Hizb

ut-Tahrir – forsvundet i beskrivelsen af den

anden. Og selv ser man sig som frihedskæmper

mod invasionsmagten.

Hverken Hizb ut-Tahrir eller frihedskæmperne

for danskheden kan karakteriseres

som radikale bevægelser i den forstand, at

de udfører radikale handlinger. Dog understreger

begge poler i debatten en ubehagelig

tendens i det danske samfund, som

hverken gavner integration eller social sammenhængskraft,

nemlig sprogets radikalisering.

Når man holder op med at beskrive

den anden i menneskelige termer, men

som ’Vesten’, ’islam’, ’ideologi’, forekommer

samtale og sameksistens umuligt. Skal

radikalisering i Danmark forhindres – både

inden for minoritet og majoritet – er et sted

vi kan starte sproget. For sproget skaber

den anden – på godt og på ondt. Det korte

af det lange er: Hvis den anden ikke forstås

som menneske, er det langt lettere at

handle umenneskeligt mod denne.


SideN SidST

NYE PuBLIKATIONER På

INTEGRATIONSOMRåDET

HåNDBOG: DEN GODE MODTAGELSE

Ny håndbog rådgiver sagsbehandlere om alt fra

bankkonto til boligplacering, når kommunerne

tager imod nyankomne flygtninge. Læs bl.a. gode

erfaringer og klare anbefalinger fra kommuner,

der har systematiseret deres indsats over for

modtagelse af flygtninge.

HåNDBOG: TjEKLISTE TIL MENTORER

Hvad er en mentors rolle egentlig? Hvilke opgaver

skal en mentor løse? Og hvordan griber man i

praksis opgaven an? Det er nogle af de spørgsmål,

man kan finde svar på i den nye håndbog

’Tjekliste til mentorer’.

PjECE: DANSK På jOBBET

– 5 PRAKSISEKSEMPLER

Det er faktisk ikke så svært at imødegå

problemerne, når det kommer til de sproglige

udfordringer på arbejdspladsen. Det viser fem

konkrete historier i pjecen ’Dansk på jobbet

– 5 praksiseksempler’.

PjECE: NYDANSKE MEDARBEjDERE I

SMå OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER

Find inspiration til rekruttering og fastholdelse

af nydanske medarbejdere. I let og overskuelig

form gennemgås de mange tilbud, der er for at

få hjælp til at få flere nydanske medarbejdere på

arbejdspladsen. Læs bl.a. om mentorordninger,

virksomhedsrettet danskundervisning og kompetenceafklaring.

EN FæLLES OG TRYG FREMTID

regeringens arbejdsgruppe om forebyggelse af

ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt

unge har gennemgået forskning og udenlandske

erfaringer på området og kommer med 41 konkrete

bud på, hvordan man kan

forebygge radikalisering.

DET FLYVENDE TæPPE

Elektronisk nyhedsbrev om danskuddannelse

udgivet af Integrationsministeriet og undervisningsministeriet.

Læs bl.a. om, hvordan indsatsen

for indvandrere og efterkommere kan styrkes

i folkeskolen.

Find mere info på

www.nyidanmark.dk/publikationer

NyHedSmaGaSiNeT NyidaNmark Nr. 2, 2. årGaNG 2008

uDGIVEr:

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration

Holbergsgade 6

1057 København K.

Tlf.: 33 92 33 80

Fax: 33 11 12 39

www.nyidanmark.dk

rEDAKTION:

Henrik Thomassen (ansvarshavende),

ulrik Sørensen, Peter Villads Vedel,

Thomas Bille Winkel, Tina Lysdahl Hansen

og Mikkel Bækgaard.

kaleNder lÆSerServiCe

SEMINAR OM MARGINALISEREDE

NYDANSKE BøRN OG uNGE

Torsdag d. 21. august 2008 afholder

regeringens arbejdsgruppe for bedre

integration et seminar om marginaliserede

nydanske børn og unge. Det vil sige børn

og unge med indvandrerbaggrund, der har

svært ved at klare sig i uddannelsessystemet

og på arbejdsmarkedet.

Programmet for seminaret omfatter fælles

oplæg og workshopper. Eksempelvis fortæller

familie- og ungdomsrådgiver Ahmet Demir

og skoleleder Lise Egholm om deres erfaringer

fra arbejdet med marginaliserede nydanske

børn og unge. Trine Sick får dagen til at hænge

sammen med sin tæft for den gode historie,

og teatergruppen c:NTAcT giver alle noget

at tænke over, når unge nydanskere optræder

med deres personlige historier.

Arrangementet finder sted kl. 8:30-16:30

i Ingeniørforeningens Mødecenter, Kalvebod

Brygge 31-33 i København.

Der vil være et begrænset antal pladser, som

vil blive tildelt efter ’først til mølle’-princippet.

Find program og tilmeld dig elektronisk via

www.nyidanmark.dk/marginaliseredeunge

senest mandag den 4. august 2008.

Artikler, idéer og forslag til gæsteskribenter

modtages gerne og kan sendes med

e-post til Tina Lysdahl Hansen, tlh@inm.dk.

Gæsteskribentindlæg er udelukkende

udtryk for skribentens egen holdning.

ISSN.: 1902-8385

Elektronisk ISSN: 1902-9764

LAYOuT OG TrYK:

Datagraf

OPLAG: 5.000 eksemplarer

KONTAKTINFORMATIONER/

LæSERSERVICE

Familieklassen på Blågårds Skole:

Skoleleder Allan Simonsen,

Skolen Sputnik,

telefon: 29 84 95 92,

e-post: allan.simonsen@skolensputnik.dk

Projekt Traumatiserede I Arbejde (TRIA):

Projektkoordinator Merete Tonnesen,

rehabiliteringscentret for Flygtninge (rcF),

telefon: 21 76 84 53,

e-post: met@ama.aarhus.dk

Projektleder Ann Louise Slot,

ISS Jobudviklingscenter,

telefon: 20 51 50 62,

e-post: annlouise.slot@iss.dk

Forebyggelse af radikalisering i århus:

Fuldmægtig Steffen S. Nielsen,

Socialforvaltningen,

Århus Kommune,

ungdomscentret,

telefon: 89 40 31 94,

e-post: ssn@fa.aarhus.dk

Politikommissær Allan Aarslev,

Østjyllands Politi,

telefon: 87 31 14 48,

e-post: apa005@politi.dk

undervisning i demokrati

og medborgerskab:

Pædagogisk konsulent

Peter Villads Vedel,

Integrationsministeriet,

telefon: 33 92 20 10

e-post: pvv@inm.dk

Borgerportalen aarhusvest.dk:

Projektleder Birger Agergaard,

telefon: 61 30 86 99,

e-post: birger@bydele.dk

Lektiecaféer:

Konsulent Inaam Illahi Sahibzada,

Integrationsministeriet,

telefon:33 95 54 07,

e-post: iis@inm.dk

Den elektroniske udgave af NYIDANMArK

findes på www.nyidanmark.dk/magasin.

Her kan man også tilmelde sig som abonnent.

Magasinet udkommer fire gange om året.

Artiklerne må gerne viderebringes, når blot det

sker med tydelig angivelse af NYIDANMArK

som kilde.

Deadline for det kommende nummer er

1. september 2008.

Næste nummer udkommer

i oktober 2008.

23


”Erhvervslivet finder de små elegante løsninger

på det, som andre udråber som meget store

problemer. Nogle steder er det ja til tørklæder

– andre steder er det nej. Hovedsagen er, at

man finder ud af, hvor man står, så alle medarbejdere

ved, hvad de har at arbejde ud fra.”

Torben Møller-Hansen, Foreningen Nydansker.

Tal om vejreT, Tak

16. juni 2008 mødtes ledere og

medarbejdere fra 10 mangfoldige

virksomheder i Danmark for

at debattere god kultur på

arbejdspladsen. Det kom der

30 gode råd ud af.

24

”Hvis vi er en mangfoldig arbejdsplads – er vi

en bedre arbejdsplads. I dag er der ingen, der

er i tvivl om, at det giver en bedre omgangstone

og et bedre arbejdsmiljø, hvis der er både

mænd og kvinder på en arbejdsplads. Sådan

er det også med nydanskere.”

Court Møller. Leder i Beredskabsstyrelsen.

(På billedet ses medarbejder Imad Seoud,

Beredskabsstyrelsen).

Skal der tales dansk på arbejdspladsen

– eller er det i orden at kommunikere på

modersmålet indbyrdes? Vil nydanske

medarbejdere gerne have tilbudt bederum

– eller er de trætte af folk, der viser særhensyn?

Og hvordan forholder man sig som

leder af en multietnisk medarbejderskare til

mediedebatten om tørklæder og tegninger?

Det mødtes ansatte fra 10 mangfoldige

virksomheder i Danmark den 16. juni 2008

for at debattere. Anledningen var ’Kultur-

Mødet’, hvor virksomhedsledere, nydanske

medarbejdere og deres danske kolleger

samledes for at dele ud af deres erfaringer

og udarbejde gode råd om kultur på

arbejdspladsen til hinanden.

Inden dagen var omme, var der kommet

i alt 30 konkrete råd på bordet. Bl.a.

gav nydanskerne deres danske kolleger

følgende råd med på vejen:

"Vi kan ikke lide at

blive forskelsbehand-

let. Vi er nøjagtig

lige så dygtige – og

nøjagtig lige dårlige

som alle andre –

derfor vil vi behandles

ligesom dem."

Artyom Fefer,

Jyske Bank.

”Når man er på en arbejdsplads, følger man

reglerne på stedet – og på Rigshospitalet bruger

man operationshuer i stedet for tørklæder

pga. hygiejnen. Når nydanske kvinder søger

job hos os, spørger jeg: ’Bærer du tørklæde?’

Ja. ’Kan du tage det af?’ Nej. ’Så kan jeg desværre

ikke ansætte dig’. Min egen mor tager

også tørklædet af, når hun går på arbejde.”

Meliha Sariboga, ISS.

1. Integration går begge veje

2. Vær en aktiv lytter

3. Begynd samtalen med vejret

– ikke religion! Tak

4. Giv plads til forskellighed

5. Vis tillid – døm ikke på forhånd

Alt i alt blev konklusionen på dagen, at

vores forventninger til god arbejdspladskultur

faktisk ikke ligger så langt fra hinanden:

”Hvor er det egentlig sjovt, at vores forventninger

til hinanden er så lige. Normalt

fokuserer vi altid på forskellene, men jeg

synes, det er slående, at vi har de samme

forventninger til dem, som de har til os,”

sagde deltager Steen Veigaard fra Midtvask.

Læs de 30 råd på www.nyidanmark.dk/

arbejdspladstilnyedanskere

More magazines by this user
Similar magazines