PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

PRÆSTEHØJSKOLEN

1965-2005

Et jubilæumsskrift

Præstehøjskolen 1965-2005. Et jubilæumsskrift

Redaktør: Hans Vium Mikkelsen

Redaktionsudvalg: Helle D. Kjeldsen og Eberhard Harbsmeier

Layout: Benny Grey Schuster

Fotos: Lone Stidsen; enkelte af Benny Grey Schuster,

Fotos: samt ældre fotos venligst udlånt af Christian Thodberg

© Copyright 2005 Teologisk Pædagogisk Center

1. udgave, 1. oplag 2005

ISBN 87-90323-32-7

Forlag:

Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster

Kirkeallé 2

6240 Løgumkloster .

Tlf: 7474 3213

Email: tpc@km.dk

www.locus-dei.dk

Tryk: Jelling Bogtrykkeri A·S, Jelling

INDHOLDSFORTEGNELSE

Hans Vium Mikkelsen: Forord ................................................................................................................................................... 4

Karsten Nissen: Indledning ....................................................................................................................................................... 5

I. DEL: PRÆSTEHØJSKOLENS HISTORIE – REKTORERNE BERETTER

Christian Thodberg: Præstehøjskolens start 1965-1973 ............................................................................................................ 8

Rudolph Arendt: Præstehøjskolen 1973-1976 ........................................................................................................................... 17

Else Noack: Præstehøjskolen 1977-1984 .................................................................................................................................. 19

Niels Thomsen: Præstehøjskolen 1985-2000 ............................................................................................................................. 21

Jens Kristian Krarup: To i én.

Præstehøjskolen og Folkekirkens Pædagogiske Institut 1981-1996 ................................................................................ 24

Eberhard Harbsmeier: Teologisk Pædagogisk Center (1996) 2001-2005

Fra PH og FPI til TPC .................................................................................................................................................... 27

II. DEL: TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER I DAG – TEOLOGISKE BIDRAG

Marianne Bach: Sjælesorg og vejledning i efteruddannelse ....................................................................................................... 30

Benny Grey Schuster: Da Tidsånden kom til Løgumkloster med firetoget.

Om Bibelens forhold til litteratur, kultur og folk (herunder præster) ............................................................................. 36

Hans Vium Mikkelsen: Jesus: Offerlam eller syndebuk?

Om sammenhængen mellem kristologi og forsoning ...................................................................................................... 42

Finn Rosenberg: Indledende konfirmationsforberedelse ............................................................................................................. 47

Marie Kirstine Monrad: Kristendomsundervisning og dåbsoplæring.

Samarbejdet mellem skole og kirke ................................................................................................................................ 52

Eberhard Harbsmeier: At tænke i billeder.

Om børn og religion og det at se med øjet og med hjertet............................................................................................. 58

III. DEL: DOKUMENTATION – OVERSIGTER OG TAL

Ansatte, bestyrelsesmedlemmer m.m. 1964-2005..................................................................................................................... 64

Præstehøjskolens kursusvirksomhed – i tiårige glimt................................................................................................................. 67

Teologisk Pædagogisk Center i tal. Lidt statistik fra de sidste tre år.......................................................................................... 68

Teologisk Pædagogisk Centers (bygnings-)historie i årstal......................................................................................................... 69

Helle D. Kjeldsen: Teologisk Pædagogisk Centers biblioteker..................................................................................................... 71

Litteratur om Præstehøjskolen.................................................................................................................................................. 75

4

FORORD

Præstehøjskolen kan i år fejre 40-års jubilæum. Det var den 15.

september 1965, det første kursus begyndte i Løgumkloster. Det

vil vi markere på to måder: dels med symposium og fest d. 16.-

17. september afsluttende med reception og festgudstjeneste,

dels med nærværende festskrift.

Vi vil hermed benytte lejligheden til at få Præstehøjskolens –

nu Teologisk Pædagogisk Center – historie ført på skrift. Vi har

derfor bedt alle forstandere og rektorer siden 1965 om et bidrag

over deres tid som forstander eller rektor på Præstehøjskolen. Vi

er meget taknemmelige for, at alle har takket ja til opgaven.

Præstehøjskolens første forstander Christian Thodberg bidrager

med en artikel om selve tilblivelsen og etableringen af

Præstehøjskolen – først på Refugiet i Løgumkloster, og dernæst

på det der senere skulle vise sig at blive eksilet på Kofoedsminde

i Nærum, til dets overtagelse af Slottet i Løgumkloster i 1973.

Rudolph Arendt beretter dernæst om de første tre år på Slottet

fra 1973-1976, hvor institutionen, som han siger, kunne “holde

sig indenfor millionen”. Else Noack fortæller om sin og afdøde

forstander Bent Noacks tid på Præstehøjskolen 1977-85. Her får

vi et indblik i Præstehøjskolen set fra sidelinjen – eller måske

burde man sige: et indblik i hvordan det har været at være ulønnet

forstanderfrue. Niels Thomsen, den længst siddende rektor,

skriver om Præstehøjskolens udvikling fra 1985-2000, som var

en tid med nybrud på såvel det faglige som det institutionelle

plan. Jens Kristian Krarup, som først var lektor i religionspædagogik

på Præstehøjskolen og fra 1992 rektor for den selvstændige

institution Folkekirkens Pædagogiske Institut, beretter om tilblivelsen

af Instituttet, som mod forventning ikke blev oprettet

som en afdeling under Præstehøjskolen, men i stedet fik status

som selvstændig institution. Endelig skriver rektor Eberhard

Harbsmeier om mål og visioner for Teologisk Pædagogisk

Center anno 2005.

Festskriftet er ikke kun et tilbageblik over Præstehøjskolens

historie, det er også en præsentation af Teologisk Pædagogisk

Centers arbejde og virke i dag. Præstehøjskolen blev som

bekendt lagt sammen med Folkekirkens Pædagogiske Institut i

2001, og fremstår nu som en samlet efteruddannelsesinstitution

for ikke alene præster, men også andre kirkeligt ansatte, samt

folk i det frivillige børne- og ungdomsarbejde. Vi vil med dette

festskrift give et indblik i nogle af de kærneområder, som har

ikke alene centerets, men også den enkelte undervisers særlige

bevågenhed og interesse, tillige med en artikel om bibliotekets

historie.

Festskriftets tredje del består af et samlet overblik over

Teologisk Pædagogisk Centers historie, herunder lister over tidligere

bestyrelser og udvalg, ansatte medarbejdere ved institutionen

fra 1965 og frem, præsentation af bygningernes historie

mv.

Festskriftet er også en kærkommen lejlighed til at sige tak til alle

præster, kirkelige medarbejdere, frivillige og ansatte i børne- og

ungdomsorganisationerne, studerende og mange andre, der i årenes

løb har gæstet Præstehøjskolen og Folkekirkens Pædagogiske

Institut, nu TPC. Som medarbejder er det en fornøjelse at indgå

i en faglig sammenhæng, hvor teologisk og kirkeligt engagement

er det fælles udgangspunkt. En stor tak skal også lyde til vort

organisatoriske bagland – bestyrelsen for folkekirkens uddannelsesinstitutioner,

de tidligere institutionsudvalg og fagudvalget.

Endelig vil vi også benytte lejligheden til at sige tak til ministeriet

for det gode samarbejde, og den støtte som er blevet institutionen

til del gennem de første fyrre år.

På redaktionsudvalgets vegne

Hans Vium Mikkelsen

INDLEDNING

Af biskop Karsten Nissen, fmd. for bestyrelsen for folkekirkens

uddannelsesinstitutioner for præster

To drenge går en tidlig morgen

ned til stranden for at bade. Den

ene sætter sig på broen, stikker

forsigtigt den ene fod i vandet og

siger: “Uh, hvor er det koldt”. Den

anden går ud på den yderste del af

broen, og springer i vandet med et

plask. Han dykker helt ned i bølgerne,

nyder vandets friskhed og

siger: “Hvor er vandet dog vidunderligt”.

Sådan kan man forholde sig til

svømning og vandgang på to forskellige

måder; sådan kan man

forholde sig til livet på to forskellige

måder – og sådan kan man

forholde sig til præstegerningen på to forskellige måder.

Man kan ligesom den dreng, der blot stikker foden i vandet,

sige: “Hvor er det vanskeligt og besværligt at være præst. Man er

ensom. Man mødes med så mange forskellige forventninger.

Man har ansvar for alt lige fra gudstjenester, begravelser og

vielser til konfirmandundervisning, husbesøg og kirkebogsføring.

Der er ikke tilstrækkelig støtte at få, hverken fra menigheden

eller fra provst og biskop. Og så skal vi bo i et hus med en

stor have, som ejes af menighedsrådet, og vi får en løn, som vi

hverken kan leve eller dø af”.

Eller man kan ligesom drengen, der springer på hovedet i bølgerne,

sige: “Hvor er det skønt at være præst. Hvor er det dejligt

at skulle formidle evangeliets indhold om kærlighed og nåde

videre til mennesker. Hvor er det godt, at vi får lov til selv at

præge vort arbejde, så ikke andre skal fortælle os, hvordan vi skal

gøre det. Og hvor er jeg glad for, at jeg får lov til at prøve det

hele, både gudstjenester, kirkelige handlinger, sjælesorg, undervisning

og administration. Og efter at have boet i en trang studenterhybel

får jeg nu stillet et helt hus med have til rådighed

til en meget overkommelig husleje.”

Sandheden ligger nok et eller andet sted midt imellem de to

synspunkter. Men ét er givet: Man kan ikke være præst på en

halvhjertet måde. Er man det, bliver resultatet, at man vantrives

som præst. Der er ikke noget alternativ til at hoppe ud i det, helhjertet

og med hud og hår. Hoppe ud i præstegerningens mange

forskellige aspekter. Hvis man bare står ved kanten og stikker

storetåen i, går det galt.

At være præst på en helhjertet måde forudsætter, at præstens

faglige kompetence vedligeholdes og udbygges. Det teologiske

studium er tilrettelagt på videnskabeligt grundlag. De teologiske

studerende udfordres til at anvende videnskabelige metoder i

deres tilgang til Gammel og Ny Testamente, kirkehistorien samt

den systematiske og praktiske teologi. I specialet får den teologiske

studerende lejlighed til at dykke ned i ét afgrænset emneområde

igennem et direkte arbejde med kilderne og den relevante

litteratur i øvrigt. At gennemføre et sådant studium giver

både en faglig viden, som er nødvendig for at præsten kan prædike,

undervise og øve sjælesorg, og en faglig stolthed, som er

nødvendig for at præsten kan fastholde sig selv som et helt integreret

menneske i det daglige arbejde som præst i folkekirken.

Det er Teologisk Pædagogisk Centers opgave at give præster

og sognemedhjælpere det faglige input, som er nødvendigt for,

at man fagligt og personligt helhjertet kan være præst eller sognemedhjælper

i folkekirken. I det daglige sker den teologiske

dannelse og videreuddannelse i den nære sammenhæng igennem

samarbejdet med nabopræsterne eller deltagelse i provstikonventer.

Der holdes også stiftskonventer, ligesom der findes

mange konventer og arbejdsgrupper, hvor præster med fælles

baggrund eller interesser mødes i et fagligt udfordrende miljø.

Desuden giver Internettet mulighed for at danne kollegiale netværk.

Siden sin oprettelse for 40 år siden har Præstehøjskolen og fra

2001 Teologisk Pædagogisk Center skabt mulighed for, at præster

kan mødes på tværs af stiftsgrænser og teologiske eller kirkepolitiske

skel. Derfor har Præstehøjskolen igennem årene, for så

vidt angår folkekirkens præster, været en afgørende del af

sammenhængskraften i folkekirken. En væsentlig årsag, til at

dette er lykkedes så godt, er, at Præstehøjskolen – og Teologisk

5

6

Pædagogisk Center – igennem alle årene har været forpligtet på

at øve sin virksomhed på videnskabeligt grundlag. De kirkeministre

og embedsmænd i kirkeministeriet, som gjorde det muligt

at oprette Præstehøjskolen og Folkekirkens Pædagogiske Institut,

har gjort det folkekirkelige fællesskab en meget stor tjeneste,

og fortjener tak herfor.

Forstanderne, rektorerne, lektorerne og de løst tilknyttede

undervisere har alle været forpligtet på det videnskabelige

grundlag, og undervisningens høje kvalitet har skabt respekt om

Præstehøjskolen og Teologisk Pædagogisk Center. Desuden har

medarbejdernes vilje og evne til at skabe et godt socialt og menneskeligt

fællesskab imellem kursusdeltagerne været en medvirkende

årsag til, at så mange præster og sognemedhjælpere

ønsker at anvende Teologisk Pædagogisk Centers kursustilbud.

Endelig må det påskønnes, at en række væsentlige fælles kirkelige

og pædagogiske initiativer i tidens løb er udgået fra

Løgumkloster. Som konference- og mødested har Præstehøjskolen

og Folkekirkens Pædagogiske Institut sat vigtige teologiske

og kirkepolitiske temaer til debat ved at belyse dem sagligt. Der

er således grund til at ønske tillykke med jubilæet med en tak

for den indsats, der er ydet igennem årene, og som stadig ydes på

Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster.

I. DEL

PRÆSTEHØJSKOLENS

HISTORIE

REKTORERNE BERETTER

8

PRÆSTEHØJSKOLENS START 1965-1973

Af fhv. forstander, dr.phil. Christian Thodberg

Præstehøjskolens start var

for mig forbundet med en

serie af eventyrlige oplevelser.

Lang tid førend jeg

havde hørt et ord om en

sådan institution, blev jeg –

vistnok i 1962 – ringet op af

en god bekendt, som – det

erfarede jeg senere – havde

en central position i forberedelserne.

Jeg skal ikke her

røbe, hvem det var, der ringede

mig op! Han erklærede

indledningsvist, at der nu var

sørget for min fremtid, men

sagde det i en så munter og

uhøjtidelig tone, at jeg kun kunne opfatte det som en spøg og

svarede i samme ånd, at den omhu for min person var jeg da

glad for! Jo, forsatte han, der skal bygges en domkirke til dig med

et særligt udskilt sogn samt en herskabelig bolig til dig selv. Ved

siden af skal anlægges en arena til skuespil og friluftsmøder samt

en bolig for præster, som du skal undervise samtidig med, at du

passer kirken og sognet samt foranstalter kulturelle møder i arenaen.

Jeg lo meget af fantasifosteret og fortsatte roligt med mit

eget arbejde uden at tænke mere på “spøgen”.

Men bordet fangede! Uden at tænke nærmere på denne telefonsamtale

blev jeg ved en højtidelig lejlighed, hvor der ikke var

lejlighed til at diskutere, hvad der var alvorligt ment eller kun en

spøg, holdt fast på, at jeg jo havde sagt ja til at være kandidat til

stillingen som forstander på Præstehøjskolen. Det gav anledning

til en masse overvejelser, men stillingen lød jo spændende. På

den anden side var det et spørgsmål, om den institution overhovedet

blev til noget, og for det tredje var det i givet fald en gruppe

helt andre mennesker, der skulle vælge forstanderen.

Det andet eventyr var vedtagelsen af loven om oprettelsen af

Præstehøjskolen. Det skete i folketinget i foråret 1964, og loven

blev énstemmigt vedtaget, selv SF’erne stemte for, et stærkt vid-

nesbyrd om kirkeminister Bodil Kochs politiske styrke og indflydelse.

Begrundelsen for loven var foruden behovet for efteruddannelse

af folkekirkens præster to gavebreve fra I.C. Hempels

Legatfond, hvoraf det ene skænkede grunden samt en halv million

til opførelse af kirke på grunden og det andet ejendommen

Vatelunden i Søllerød Kommune – det sidste dog først et år efter,

at den længstlevende arving af ægteparret Hempel var afgået

ved døden. Kirkeministeriet nedsatte en styrelse for skolen

bestående af to repræsentanter fra hvert af de to teologiske

fakulteter, Pastoralseminariets rektor, en repræsentant for

Præsteforeningen og to læge medlemmer med Helsingørs Stifts

biskop, Jens Bagh Leer-Andersen, som formand. De øvrige medlemmer

var professorerne Bent Noack (næstfmd.), Niels Knud

Andersen, K.E. Løgstrup, Regin Prenter, forstander L. Brøndum,

provst C. Nepper-Christensen, tidl. missionær Gurli Vibe Jensen

og forstander Knud Heinesen.

Samtidig med at erklæringen fra Kirkens ja og nej dominerede

den folkekirkelige debat, blev stillingen som forstander opslået

i efteråret 1964, og det satte sit præg. Derom kan man læse i

Præsteforeningens Blad og andre steder. I november indstillede

styrelsen afdelingsleder Per Salomonsen og mig sideordnede til

den ledige stilling, og jeg blev udnævnt til forstander fra den 1.

december 1964.

Næsten omgående blev jeg inddraget i styrelsens overvejelser

om, hvor virksomheden skulle starte. Den mulighed, som det

andet hempelske gavebrev anførte, var ikke aktuel, og idéen om

et kirkebyggeri bortfaldt, både af økonomiske grunde, og fordi

der ikke var befolkningsgrundlag for udskillelse af et sogn.

Dermed var forudsætningen for modtagelsen af begge de to

gavebreve også bortfaldet. Men fra fabrikant Hempels side henledtes

kirkeministeriets opmærksomhed på den firelængede

bondegård Kofoedsminde, der lå en lille kilometer fra Vatelunden.

Ejendommens ejer, opfinderen dr. Paul Bergsøe, var afgået

ved døden omkring årsskiftet 1963-64, men havde testamenteret

både grund og ejendom til Polyteknisk Læreanstalt, der planlagde

at bygge et kollegium i Bergsøes tidligere grusgrav (nu Paul

Bergsøes Kollegium), mens man ikke vidste, hvad man skulle

bruge den firelængede bolig til. Efter mange forhandlinger

besluttede ministeriet at leje Kofoedsminde til undervisnings-

lokaler for skolen og bolig for forstanderen, og den nærmeste

kollegieblok til opholdssted for de kursussøgende præster. Dog

skulle Kofoedsminde ombygges og restaureres til det nye formål.

Arkitekten mente, at ombygningen ville vare ca. 12 måneder.

Og i denne periode måtte Præstehøjskolen finde et andet hjemsted.

Det var ikke nogen nem opgave, og styrelsen sendte mig ud

på en ekspedition rundt om i landet for at undersøge mulighederne

på folkehøjskoler og refugier, bl.a. Fuglsang og Løgumkloster

Refugium. Det sidste sted kendte jeg i forvejen og indstillede

til styrelsen, at det var det bedst egnede sted trods den afsides

beliggenhed. Efter forhandlinger med Refugiets bestyrelse

vedtoges det, at Præstehøjskolen skulle begynde sin virksomhed

dér i et år fra og med 15.september 1965. Afgørelsen var ikke

ideel for et nyt foretagende – hverken for præsterne eller for forstanderen,

der midlertidigt måtte forlade kone og børn (jeg var

viceefor på Studentergården med ansvaret for økonomien og

118 studenters opførsel!).

Derefter fulgte en hektisk periode med forberedelser. Der

skulle reserveres lokaler til undervisning og opholdsstuer til

præsterne. Heldigvis kunne vi disponere over den tomme bolig,

der egentlig var tiltænkt lederen af Refugiet. Denne stilling indtog

som bekendt den initiativrige sognepræst Bork-Hansen med

bopæl i sin præstegård. Og forstanderinden på Refugiet, frk.

Olga Kaae nøjedes med et par små værelser. Endvidere skulle

købes inventar, først og fremmest fire lange Børge Mogensenborde,

der kunne rykkes sammen til en rektangulær firekant

med plads til ca. 15 personer omkring bordet. Femten deltagere

blev for mig et næsten helligt tal for et seminar, hvor alle skal få

mod til at være aktivt med. Hvis der er over femten, er det de

højttalende, der dominerer, og er der færre end femten, går det

næsten på samme måde samtidig med, at det bliver kedeligt. Jeg

skal villigt indrømme, at det ikke altid gik, som jeg havde tænkt

mig.

I Præstehøjskolens vedtægter hedder det, at efteruddannelsens

indhold skal omfatte: “A. Videreførelse af universitetsundervisningen

navnlig i de eksegetiske fag. B. Videreførelse

af de praktisk-teologiske fag. C. Orientering i tidens filosofiske

og samfundsvidenskabelige, litterære og kunstneriske problemer”,

samt af kortere specialkursus til dygtiggørelse af præster

til særlig tjeneste.

Tre af styrelsens medlemmer dannede et programudvalg, der

skulle vejlede forstanderen. Det var jo i princippet en god idé,

men ét er at få idéer, et andet er at have ansvaret for realisering

af idéerne. Jeg valgte at fremlægge et færdigt velargumenteret

forslag til program og fik min vilje! Men jeg stødte på et andet

problem. I vedtægterne hed det: “Der afholdes normalt to årlige

kursus af 3-4 måneders varighed”. Modellen var tydeligt nok

hentet fra universitetets verden, og hvem kunne drømme om, at

præster frivilligt ville og praktisk kunne forlade kirke og menighed

samt kone og børn i så lange perioder, og kunne rådighedsordningen

tåle den belastning for en præsts kolleger? Jeg nægtede

det simpelthen. Set fra et andet synspunkt var universitetsmodellen

jo et vidnesbyrd om, at det egentlig var et helt nyt

fakultet, man forestillede sig – med en “forstander og hovedlærer”

som den eneste fuldtidsansatte.

Pladsforholdene på Refugiet og hensynet til præsternes virksomhed

i højtiderne samt deres ferieperiode, gav efter min

mening plads til fire kursus af en måneds varighed, og for tiden

i Løgumkloster foreslog jeg to kursus i henholdsvis efteråret

1965 og foråret 1966.

Selv om deltagelse i kursus var frivillig og gratis, og biskopperne

skulle sørge for, at embederne blev passede så længe, var

jeg meget nervøs for, om der overhovedet ville melde sig nogen.

Hvordan kunne man friste præster, den store gruppe af individualister,

til “efteruddannelse” – især når det var en yngre ukendt

mand, der skulle slå på tromme for foretagendet? Jeg meldte

mig i forberedelsestiden som foredragsholder ved alle konventer

og møder; jeg talte ikke om Præstehøjskolen, men om forskellige

teologiske emner. Men tiden inden det første kursus var knap,

og jeg vidste godt, at hvis det første kursus ikke blev fyldt, var

slaget tabt!

Priset være biskoppen i Ribe, Henrik Dons Christensen! Han

indbød mig som foredragsholder ved det årlige stiftspræstemøde,

og jeg klagede forinden min nød for ham, og han sagde: “Når

du har holdt dit foredrag, siger du nogle velvalgte ord om

Præstehøjskolen og tilføjer, at de præster, der nu træder op på

podiet, har samtidig biskoppens tilladelse til at deltage i kursus!”

Det lignede jo et omvendelsesmøde, og det var det jo i grunden

også – og det virkede!

Der var tre emner ved hvert kursus, forstanderen tog det ene

og to indkaldte forelæsere de to andre. Jeg foretrak, at undervisningen

foregik kl. 9-12, og at resten af dagen var fri til læsning

og fordybelse. Andre mente, at der gik for megen tid til spilde på

9

10

den måde, men jeg var af den mening, at travle præster, der rives

ud af embedet, trænger til ro og fred, hvortil kom, at en del af

kursus skulle give anledning til, at præsterne fik tid til at tale

sammen. Enkelte aftener var der foredrag eller andre arrangementer,

f.eks. film i Løgumkloster Bio, som delvis blev lejet til

formålet. Som nævnt havde forstanderen sit emne, men samtidig

skulle han engagere forelæsere til de to andre emner. Det var

ikke lige let, når det foregik i Løgumkloster, og når idealet naturligvis

var, at den fremmede forelæser blev på stedet hele måneden

sammen med sine tilhørere, så at samtalen og diskussionen

kunne fortsætte i større eller mindre grupper efter lyst og behov.

Det var naturligvis også forstanderens opgave at være til stede

ved gæstelærernes undervisning med støtte og formidling af

samtalen samt være med til alle måltider og ganske særligt ved

aftenkaffen i opholdsstuen.

Et par personlige bemærkninger: Jeg har aldrig fremsat nogen

programerklæring. Når stillingen som forstander for Præstehøjskolen

tiltrak mig, var det lysten til at udforme, hvad praktisk

teologi burde være i dansk sammenhæng. Først og fremmest

erfarede jeg hurtigt, at de praktisk-teologiske fag blomstrede på

Præstehøjskolen, mens de visnede i den primære teologiske

uddannelse. Det gjaldt ikke blot de klassiske fag inden for denne

gruppe, f.eks. liturgi, hymnologi, homiletik, religionspædagogik

og sjælesorg, men også de såkaldte “adfærdsvidenskabelige” fag

som sociologi og psykologi. Når de praktisk-teologiske fag vandt

indpas i efteruddannelsen, skyldtes det mest af alt, at præsterne

kom med deres egne erfaringer om både succes og nederlag. Der

var ikke noget fag på Præstehøjskolen, der ikke fik et teologisk

fortegn, simpelthen fordi præsterne interesserede sig for dem,

for så vidt de havde brug for de fags indhold og betydning for

deres praktiske virksomhed. Det åbnede også for en intens debat

om disse fags indhold og betydning i den primære teologiske

uddannelse på de teologiske fakulteter. For mig personligt blev

det en stor inspiration, at f.eks. en gennemgang af gudstjenesten

i historisk og systematisk perspektiv gav så stor genklang.

Det var en særdeles krævende opgave som ene mand at være

forstander og hovedlærer, som embedet hed. Dels skulle hvert

kursus have nyt indhold, dels skulle forstanderen samtidig sætte

sig ind i nye områder. Til gengæld var det spændende hele tiden

at kunne indkalde nye lærere og på den måde give hvert kursus

en særlig farve. Programlægningen blev efterhånden lettere,

fordi de kursussøgende præster indimellem gav gode råd og

fremsatte ønsker om, hvad de gerne ville komme til en anden

gang.

Hvad de enkelte kursus omfattede er nemmest at belyse ved

at nævne de gæstelærere, der medvirkede i den tid, jeg selv var

på Præsteskolen (1964-72), altså både i Løgumkloster og på

Kofoedsminde:

Rudolph Arendt (systematik), Harry Aronson, Lund (Grundtvig),

Ragner Bring, Lund (dogmatik), Frits Bruzelius (kunst), Louis

Brøndum (homiletik), Børge Diderichsen (NT), Andreas

Davidsen (religionspædagogik), Martin Drouzy (film), Herluf

Eriksen (religionspædagogik), H.J. Falk (homiletik), Leif Grane

(homiletik), Torben Gudmand-Høyer (kirkesyn), Thorkild

Græsholt (mission), Götz Harbsmeier, Göttingen (homiletik),

Olov Hartman, Sigtuna (kirkespil), Svend Holm-Nielsen (GT),

Henrik Ivarsson (homiletik), Niels Emil Jensen (religionspædagogik),

Christian Lindskrog (religionspædagogik), Viggo Lissner

(sjælesorg), Budda Leunbach (psykologi), Helge Lundblad (religionspædagogik),

Johannes Møllehave (litteratur), Stefan Jul

Nielsen (religionspædagogik), Bent Noack (NT), Søren

Nordentoft (litteratur), Knud Ochsner (mission), N.J. Rald (kirkespil),

Per Erik Persson, Lund (dogmatik), Ebbe Thestrup

Pedersen (dogmatik), Finn Allan Petersen (mission), Regin

Prenter (dogmatik), Axel Riishøj (etik), Per Salomonsen (religionssociologi),

Hejne Simonsen (NT), Hjalmar Sundén, Uppsala

(psykologi), H.N. Søe (etik), Kaj Thaning (Grundtvig), Jørgen

Thorgaard (religionssociologi), Bertil Wiberg (NT), Gustaf

Wingren, Lund (dogmatik).

Her er opregnet forelæsere, der medvirkede ved månedskursus.

Det er ikke muligt i denne sammenhæng at nævne foredragsholdere

på de enkelte aftener. Det var især ved de lejligheder, at

kunst og litteratur og samfundsproblemer blev taget under

behandling.

Men for endnu engang at vende tilbage til begyndelsen for 40 år

siden: Den 15. september 1965 sad jeg spændt og ventede på, at

kursus skulle begynde og de første præster dukke op. På marken

uden for mit vindue kælvede en ko, og den nyfødte kalv vaklede

af sted på sine tynde ben. Det tog jeg som et varsel. Omsider

hørtes lyd af mange trin og stemmer – der rådede en vis forlegenhed

de første dage, men samtalen både om formiddagen og

ellers kom hurtigt i gang.

Præster møder jo ellers næsten kun hinanden ved konventer,

og når der ved de lejligheder holdes foredrag, når kun enkelte at

spørge eller komme med indlæg; de fleste skutter sig lidt. Men

her gik det anderledes: Jo tættere man kom på hinanden i månedens

løb, des mere løsnedes tungebåndene. Hvad man ikke

nåede at sige den ene dag, nåede man en af de næste. Man kunne

frygte de værste bataljer mellem præster fra forskellige kirkelige

retninger. Meninger og holdninger skjultes ikke, men det daglige

kammeratlige samvær og en god portion humor overskyggede

teologiske divergenser. Til al held blev det fastholdt, at deltagelsen

var frivillig. Der var flere forskellige kursus at vælge imellem.

Der kunne ved et kursus være et af tre emner, der i første

omgang trak, men for mange gik det sådan, at det viste sig, at det

var et af de andre emner, der betød mest.

Det var spændende at se, om de ret interimistiske forhold på

Refugiet svarede til formålet. Det var lidt trangt i “auditoriet” at

få plads til alle omkring Børge Mogensen-bordene. På billedet

kan man se hvordan en del af højre langside så ud (fra venstre

Ejnar Pram Gad, Leif Kaldau, Halfdan Jensen, Frede Haubro,

Svend Axelsen (fra ham har jeg fået ypperlig hjælp med billeder)

og mig selv stående som forelæser.

Dagens rytme lå fast: morgenmad kl. 8.30, kl. 9: morgensang i

kapitelsalen, derefter undervisning til frokost kl. 12, middag kl.

17.45 efterfulgt af aftensang i kirken, og kaffe for præsterne

alene i deres opholdsstue ved siden af “auditoriet”.

Vi skylder Refugiet en meget stor tak, fordi de ville have os!

Det var nemlig ikke uden vanskeligheder. Fra begyndelsen var

Refugiet et sted, hvor gæster, der gerne ville have ro, kunne få

velindrettede værelser med bad (hvad der i 1960erne var en ny

stor luksus). Præster gik jo for at være stilfærdige mennesker, så

alt skulle være i orden. Men de kursussøgende præster var som

en flok kvæg, der første gang blev lukket ud på marken en forårsdag.

Det kom vistnok bag på Refugiets fine, men myndige forstanderinde,

Olga Kaae, der i sine velmagtsdage som missionær

i Indien havde ledet en pigeskole! Men Olga Kaae stod os bi på

enhver måde og blev suppleret af Olga Bartholdy, som jeg kendte

i forvejen fra min tid som elev på Krogerup Højskole, hvor

hun var lærer og bibliotekar og tillige en fremragende pianist.

Olga Bartholdy fulgte siden hen med til Kofoedsminde, hvor

hun opstillede Præstehøjskolens bibliotek.

Det første kursus gik så godt, at vi alle mente, det burde fejres

med en stor fest den sidste aften den 14.oktober. Det blev en

fast tradition i den følgende tid: Præsternes ægtefæller blev inviteret

med, og taler og sange florerede og bekræftede den kendsgerning,

at ingen kan feste som teologer! Ved denne lejlighed

ringede jeg helt naturligt til kirkeminister Bodil Koch og indbød

hende til at deltage. Hun undslog sig med henvisning til aftaler,

hun allerede havde den dag, men jeg fastholdt, at hun var uundværlig.

Og hun kom! Min tale til hende fandt jeg i arkivet, og jeg

synes, den skal med:

Højtærede minister! Ærede forstandere og forstanderinder, kære

brødre og forsømte hustruer!

Forleden dag, da jeg sad under pastor Falks kateder og hørte

på, hvad man kunne finde på at sige 1.søndag efter påske om den

tvivlende Thomas, blev jeg ramt af hans bemærkninger om tvillingens

tvesindethed og skepticisme. Jeg er nemlig selv en sådan

(min broder døde ganske vist tidligt!). Og med henblik på i aften

kom jeg til at tænke på de mange tveheder, der har domineret

min tilværelse som enlig tvilling, naturligvis først og fremmest

hvad kvinder angår. Der har nemlig i mit liv været to Olga’er og

to Bodil’er. Den ene af de sidstnævnte skrev “synes simpelthen jeg

må ned til dig. Tak og på dejligt gensyn. Din hengivne Bodil”. De

ord har glædet mig meget. De ord kom fra den Bodil, der sidder

ved min højre side, skylder jeg at sige. Og kære Bodil Koch! Vi har

alle glædet os meget til at se dig. At du kom, har vi egentlig ikke

på noget tidspunkt været i alvorlig tvivl om. For hvis du ikke skulle

være her i aften, så véd vi ikke, hvem der skulle være det! Og

11

12

når vi hernede synes, at vi har grund til at glæde os over det første

veloverståede kursus, så ønsker vi først og fremmest at dele

denne glæde med dig. Du véd, at jeg på forhånd var let ængstelig

for, hvordan dette foretagende skulle realiseres. Også her har jeg

haft tvillingesind. Og hvordan kan det i øvrigt være andet, når

man betænker den sum, der kommer ud af regnestykket 30 gange

ét præstekonvent! Det kan nok få det til at gyse i én, der skal

stuve præster sammen i så lang tid. Og skjules kan det ikke: Det

har været 30 oprivende dage, men altså oprivende på en anden

måde, end jeg havde forestillet mig. Det har simpelthen været en

forunderlig oplevelse at se alt dét blive kød og blod, som man i

næsten et helt år kun har set i teorien. Og jeg mener på alles

vegne at kunne sige, at i hvert fald Præstehøjskolens første kursus

er blevet til noget af det, som du og Hal Koch havde for øje. Vi

ønsker os selv til lykke med det. Og vi ønsker dig til lykke med

det. Bent Noack skrev forleden til mig om Præstehøjskolen: “Jeg

véd, at du har udrettet meget for den danske kirke. Men måske

Præstehøjskolen netop vil blive det ypperste, hvis det i fremtiden

vil gå, som det er gået her”.

Jeg kommer dernæst til de to Olga’er og bag alle skørterne

skuer jeg også Bork Hansen og Jul Nielsen [forstander for Løgumkloster

Højskole]. Men da stedet her er kemisk renset for kompetencestridigheder,

siger jeg altså to Olga’er. Tak fordi vi har fået en

plads i det spændende samfund, som Løgumkloster med sine forskellige

institutioner rummer. En speciel tak til de to Olga’er for

boglig og ikke mindst legemlig røgt og pleje. Selv på Kaldau kan

det ses, at han får noget med hjem.

Endelig vil jeg rette en tak til dem, der vovede sig ind i folden

som de første urokser. I vil sikkert for eftertiden stå som nogle, der

svagt minder om de første kristne martyrer. Jeg er dybt imponeret

af den entusiasme, hvormed I er gået til arbejdet. Jeg takker

for den énhed, der trods al uenighed har rådet her fra først til

sidst. Midt i en tid, hvor man taler om, at folkekirken revner, er

det en meget stor ting, at være i en gruppe af præster, der føler sig

som et arbejdsfællesskab i bedste forstand. Jeg føler, at vi alle sammen

er blevet åbnet en smule, og at vi vender tilbage med en større

forståelse for den baggrund, som vi hver for sig kommer fra.

Om det så har været en slags velvillig ferieopladthed, véd jeg

ikke. Jeg tror, det er mere end det. Og så også en helt personlig

tak, fordi I har gjort mit job så let. I al fremtid vil jeg vistnok

tænke tilbage på denne måned. Den kan jeg hente opmuntring

fra.

Og til allersidst en tak til mine medlærere. Tak til Falk, fordi du

ville komme og har givet os en fremragende inspiration til det at

prædike, som vi sent glemmer. Og en tak til Per, hvis nærværelse

her jeg af mange grund har værdsat.

Hvad der kom ud af kursus har en af deltagerne, Peter Riemann,

beskrevet i 1965-årgangen af Dansk Kirketidende (ss. 384-85) i

en udredning om den teologiske efteruddannelses nødvendighed:

“Nu er imidlertid teologi læren – altså mennesketanker –

om Gud, og da mennesker forandrer sig med tiderne, er teologien

også i stadig udvikling. Blot en præst er kommet 10-15 år fra

sin studietid, vil han – for så vidt han da ikke er blevet en tom

pladespiller – føle trang til at drøfte spørgsmålene med kolleger

og erfarne lærere. Det første klarer konventerne nogenlunde; det

sidste skal der en præstehøjskole til”.

En “mindetavle” blev lavet. Foruden lærerne ser man på billedet

fra venstre Frede Haubro, L.C. Kaldau, Per Salomonsen,

Ejnar Pram Gad, Jens Christian Chemnitz, Christian Thodberg,

Benneth Østergaard Petersen og Harry Kokholm.

I anledning af 40-års jubilæet er der her gjort så meget ud af det

første kursus. De følgende kursus i vinteren 1965-66 kunne der

også siges meget om. Restaureringen af ejendommen Kofoedsminde

i Nærum blev mere omfattende end forventet, og det

viste sig hurtigt, at man skulle vente nok et år på at få sit eget

sted. Derfor lovede Refugiet at beholde os også i vinteren 1966-

67. Arbejdet gik sin rolige gang. Dog viste det sig hurtigt, at det

i overvejende grad var ældre præster, der meldte sig. Yngre præster

med familier, hvor begge ægtefæller var udearbejdende,

havde ikke de samme muligheder. Hvordan det gik, illustreres af

“mindetavlen” fra februar-marts-kurset i 1967. Tavlen er med

stor fantasi og dygtighed lavet af sognepræst N.E. Jensen, Middelfart,

der underviste i AV-hjælpemidler i konfirmandundervisningen

(se side 16).

Uforglemmelig var også den anden gæste-forelæser, professor

Hejne Simonsen, der – og det vidste folk i Århus ikke! – også var

en stor humorist. Han holdt ved afslutningen en festforelæsning

om “formaningen på Løgumkloster Refugium” med udgangspunkt

i de talrige sedler med regler om dit og dat. Der skulle

være ro og orden. Man måtte ikke på badeværelserne “trække i

snoren” efter kl. 23. Dørene skulle lukkes stilfærdigt, nogle døre

måtte kun bruges i nødsfald. Et sted hed det lakonisk: “Denne

dør må aldrig åbnes!”. Alle disse påbud blev omhyggeligt gennemgået

af Hejne Simonsen med udgangspunkt i parallellerne i

Ny Testamente, og han dvælede især ved det sidst anførte påbud

og ved “den uopfyldelige fordring”.

I løbet af foråret 1967 var restaureringen af Kofoedsminde nået

så langt, at Præstehøjskolen omsider kunne begynde i sine egne

bygninger. Min familie flyttede allerede i juli ud i den firelængede

ejendoms stuehus, en herskabelig bolig med udsigt over den

store park og søen med de smukke åkander.

Vore børn var henrykte! På det næste billede sidder vore to

drenge under et af egetræerne, hvor der fra Bergsøes tid var

ophængt en klokke, der fra nu af blev taget i brug til at kalde til

undervisning og måltider som på andre højskoler.

Til højre ser man døren ind til

skolens køkken. En enkelt skitse

(se næste side) viser hvor

undervisning og foredrag fandt

sted.

På alle måder var det en

begyndelse på et nyt sted. Det

eneste, der fulgte med fra

Løgumkloster var de fire Børge

Mogensen-borde, men Præstehøjskolen

var nu helt sig

selv. Det forøgede forstanderens

administrative pligter

betydeligt. Eget køkken, betjening

til alt arbejde på “gården”. Der skulle ansættes personale,

først og fremmest til køkkenet, og to unge husholdslærerinder

overtog midlertidigt arbejdet. Men der skulle være en fast hjælp,

og på talrige opfordringer og med ligeså mange anbefalinger

drog jeg til Herning Højskole og hvervede skolens fremragende

økonoma, Ellen Jeppesen, der her – det sagde hun selv – fandt sit

ønskejob. Hun var et enestående trofast og flittigt menneske, der

med megen omtanke og fantasi lavede fremragende mad og tillige

havde en sjælden økonomisk sans. Intet gik til spilde. Hvad

der her fortælles, er naturligvis historie for de fleste. Men derfor

skal Ellen Jeppesen alligevel mindes. Til afslutningsfesten 23.

oktober 1969 blev der sunget en sang til Ellen Jeppesens pris

(forfatteren er vistnok Erik Rasmussen, Brande):

Til Ellen Jeppesens pris.

Mel.: I Wittenberg...

På Skodsborgvej ved Nærum by

i huset: Kofoeds Minde,

der lærer præsterne at synes

om en herlig kvinde,

der kan, hvad kvinder helst skal ku’,

om de skal vinde præsters hu

ved hjælp af kog(l)eriets kunst

og krydderurters sære dunst

– hurra for Ellen Jeppesen!

13

14

Den kost fik ikke rigtig smag,

Som Nordentoft og Thodberg

servered os hver formiddag,

hvis ej vor plejemo-der 1

gav os en frokost oveni

hr. Nietzsche’s a-te-i-ste-ri,

og blandede gastronomi

i Thodbergs perikoperi

– hurra for Ellen Jeppesen!

Ellen Jeppesen var tillige en myndig dame – fra Langeland, men

opdraget af Kingos salmer, og sammen med sin moder opretholdt

hun i sin ungdom kirkegangen i den hjemlige sognekirke.

Hun var dybt solidarisk med institutionen: Da en præst gik ud i

køkkenet for at sige farvel og tak, og samtidig hermed udtrykte

sin bekymring for alle de forestående besværlige påskehelligdage,

blev hun vred og dimitterede ham med de ord: “Hvad skaber

De Dem over! Nu skal De jo hjem og forkynde Jesu død og

opstandelse!”

Kursusvirksomheden i årene på Kofoedsminde blev stærkt udvidet,

og antallet af deltagere forøgedes en hel del. Det skyldtes

bl.a., at skolen nu lå i Københavns nærhed, og det blev betydeligt

lettere at hverve gæsteforelæsere f.eks. fra Københavns

Universitet, ja tilmed det teologiske fakultet i Lund (Gustaf

1) “Bedes udtalt, så det rimer på Thodberg”

Wingren, Per Erik Persson og Ragnar Bring) for slet ikke at tale

om de specialister på beslægtede felter, som det var oplagt at

indbyde. Medaljen havde dog en bagside: Det blev vanskeligere

at få gæsteforelæserne til at tage ophold på Kofoedsminde i kursusperioderne.

Noget lignende gjaldt præsterne: Løgumkloster

bød ikke på mange fristelser, og præsterne blev på stedet; det

styrkede sammenholdet! Men København trak! Men kulturelt

betød Københavns nærhed utroligt meget positivt. Det Kongelige

Teaters forestillinger indgik i kursus foruden talrige udstillinger

og arrangementer i Hovedstaden. Det gjorde det nemmere

at opfylde Præstehøjskolens vedtægter om mødet med “den

moderne verden og dens problemer”.

Inden flytningen til Kofoedsminde havde mange kritiseret

Præstehøjskolen for, at man havde forsømt dette område, men i

Løgumkloster lå “den moderne verden” ikke uden for døren på

samme måde som i København. Nu var det anderledes. Et af de

nye initiativer var et specialkursus om narkotikaproblemer (den

1.-8.marts 1972), hvor jeg med forsæt havde engageret en række

af de folk, der gik ind for friere brug af euforiserende midler.

Annonceringen af dette kursus fremkaldte en hidsig debat anført

af Landsforeningen til bekæmpelse af hash og narkotikamis-

ug, der i et brev til samtlige biskopper klagede over, at kurset

var for énsidigt sammensat og advarede direkte imod afholdelsen

af kurset. Der startedes en direkte og velorganiseret hetz

imod mig fra en bestemt organisation, hvis medlemmer ringede

mig op dag og nat med enslydende anklager: Hvis jeg gennemførte

det kursus, ville jeg bliver skyld i flere tusinde børns død.

Det kom bag på mig. Påstanden om, at de præster, der mødte op

ved den lejlighed, skulle lade sig besnakke, var meningsløs. Jeg

kendte efterhånden folkekirkens præster så godt, at jeg vidste, at

de kunne tage fra – bedre end alle andre. Men jeg mærkede også,

at jeg ikke blev bakket op af alle folkekirkelige kredse. Jeg var

stædig, men ked af det. Da skete der noget, som jeg aldrig glemmer:

Professor Bent Noack, der var blevet formand for styrelsen,

ringede mig op og sagde, at han ville aflyse sin undervisning på

universitetet for at deltage i kursus: “Det skal du ikke stå alene

med!” Hvad angår kursusdeltagerne, fremsendte de bagefter en

kritisk vurdering af kursus med en erklæring om, at det ikke

havde været ensrettet; det havde været en oplevelse at fortælle

Tage Voss, hvad kristendom er for noget; man var så optaget af

sagen, at man ønskede et fortsat kursus om emnet; det fandt

sted i januar 1973.

På Kofoedsminde bestod næsten halvdelen af virksomheden i

specialkursus for sygehuspræster, for præster med tjeneste for

institutioner for evnesvage, for præster med tjeneste i fængslerne

og kursus for nyudnævnte provster osv. Endvidere ønskede

biskopperne et kursus for særligt udvalgte til en vurdering af de

forslag til ritual- og alterbog, der var udsendt i løbet af

1960’erne. Og starten på særuddannelse af præster begyndte på

Præstehøjskolen i 1971. Et længe næret ønske om en fast lektor

– altså endnu en lærer – blev opfyldt; oprindelig ønskede man,

at den pågældende skulle stå for Særuddannelsen, hvad jeg satte

mig kraftigt imod. Det var Præstehøjskolen alene, der trængte til

den aflastning. Søren Nordentoft blev ansat fra 1973.

Men i 1971-72 dominerede andre vigtige emner. I Løgumkloster

forventede man, at dommersædet dér skulle nedlægges,

hvilket betød, at den store bygning, “Slottet”, der er bygget sammen

med kirken, måske blev ledig og kunne blive et fast sæde

for skolen. Det gav anledning til forskellige overvejelser. Kofoedsminde

og den tilhørende kollegieblok kostede ret meget i

leje, og i lange perioder (omkring de kirkelige højtider og i ferietiden

(juni-august) lå skolen stille. Ved et tilfælde fik jeg kontakt

med Fængselsvæsenets personaleskole og fik efterhånden vore

tomme perioder udlejet til deres faglige kursus – et initiativ, der

desværre ikke blev udpræget påskønnet i kirkeministeriet, selv

om det var en klækkelig besparelse.

På den ene side mindedes jeg med glæde de to år i Løgumkloster

og den ro og det sammenhold, der havde rådet dér. På

den anden side gav en beliggenhed i Københavns nærhed mange

flere muligheder trods de mange fristelser. Muligheden for et

samarbejde med en anden efteruddannelsesinstitution, der kunne

udnytte Præstehøjskolens tomme perioder gav mig anledning

til at fremsætte den idé, at en sådan institution kunne anlægges

f.eks. lidt vest for Roskilde! København ville være lidt på afstand

og dog i nærheden. En optimal udnyttelse af bygningerne ville

betyde en besparelse. Men idéen slog ikke an!

Den stærkt øgede virksomhed på Kofoedsminde tog på forstanderen,

der var ansvarlig for økonomi og regnskab, for organisationen

og hele tiden havde den daglige ledelse og undervisningsforpligtelse.

Jeg savnede i den grad en fast sekretær, og selv

om jeg på et tidspunkt havde muskelsprængning i begge arme,

ville ministeriet ikke give mig en sekretær. Jeg holdt meget af

mit job, men da det teologiske fakultet i Århus viftede mig om

næsen med et professorat i praktisk teologi, faldt jeg for fristelsen.

Forskning havde jeg ikke haft tid til; det fik jeg nu. Den

stilling blev jeg udnævnt til pr. 1. januar 1973 samt til hjælpepræst

ved Aarhus Domkirke fra samme dato.

Selv om mine efterfølgere fik bedre praktisk hjælp, end jeg

opnåede, vil jeg hævde, at jeg oplevede den bedste tid på

Præstehøjskolen! Helt slap jeg ikke Præstehøjskolen: Fra 1973

blev jeg Århus-fakultetets repræsentant. Noack afløste biskop

Leer-Andersen som formand, og i perioden 1976-90 var jeg selv

formand. Om den følgende periode skal mine efterfølgere fortælle.

15

PRÆSTEHØJSKOLEN 1973-1976

Af fhv. forstander, dr.theol.h.c. Rudolph Arendt

Præstehøjskolen begyndte i Løgumkloster

i september 1965.

Den havde ikke egne lokaler,

men lånte refugiets. Efter et par

år flyttede man til Nærum. Det

havde oprindeligt været tanken,

at Præstehøjskolen skulle ligge i

Nordsjælland; men Christian

Thodberg blev snart klar over, at

Løgumkloster var det rette sted.

Så skete det meget belejligt, at

Slottet blev ledigt, idet Løgumkloster

retskreds blev nedlagt,

og dermed havde man stedet for

Præstehøjskolen med rektorbolig,

undervisningslokaler og det

hele. Vi flyttede så ind i sommeren 1973, og gjorde klar til at

modtage det første hold til september.

Vi betragtede Nærum-tiden som en parentes og talte om det

eftereksilske hold. Det bestod kun af 10 personer, men varede til

gengæld i seks uger, det længste kursus, vi havde. Ellers var maximum

jo fire uger. Vi var kun to ansatte lærere, Søren Nordentoft

og jeg. Som emne havde vi valgt Martin A. Hansen. Det var

Nordentofts idé. Han tog sig af romanerne, og jeg tog Orm og

Tyr. Desuden havde vi en fremragende lærer i Regin Prenter, der

netop var blevet sognepræst i Bedsted. Han gennemgik Luthers

De servo arbitrio. Vi havde ingen rengøringsassistent de første 14

dage, men rengøringen blev fordelt mellem de 10 præster, og de

gik i den grad op i det, at en af dem foreslog, at Præstehøjskolen

nødvendigvis måtte anskaffe sig en elektrisk boremaskine.

Præsterne var nemlig blevet så grebet af rengøringstjansen, at de

ville til at udføre egentlig pedelarbejde. Det blev dog afvist, og

nu rykkede fru Hartkopf ind og tog sig af rengøringen både i min

og senere i Bent Noacks tid.

I 1975 fejrede vi 10 års jubilæet, og havde i den anledning

besøg af kirkeministeren, Jørgen Peter Hansen. Jeg husker, at

han undrede sig over, at man kunne drive en virksomhed som

Præstehøjskolen for under én million kroner om året. Det hang

bl.a. sammen med, at vi havde relativt billige gæstelærere. Vi

aftalte lønnen med hver enkelt, og velviljen overfor Præstehøjskolen

var stor. Vi befandt os i en slags pionertid. Senere måtte

lønningerne følge tariffen, og millionen slog ikke til.

Vi vekslede så mellem lange og korte kurser, de længste på

fire uger, de korteste på én uge. På de lange kurser var Nordentoft

og jeg lærere, og desuden havde vi en gæstelærer udefra. Vi

fortsatte med Thodbergs system: undervisning om formiddagen,

læsning om eftermiddagen og foredrag eller film om aftenen. Af

gæstelærerne husker jeg især Ragnar Bring. Han var jo en af de

store lundensere og var nu emeritus på 80 år. Han var forelsket

i Danmark og dansk teologi og tilsvarende kritisk over for samtidens

svenske. Han forelæste over et emne fra Luthers teologi.

Og der var stor begejstring over hans undervisning. Der var intet

problem med mødepligten til hans timer. Det var der i øvrigt

aldrig. Kursisterne mødte altid veloplagte. En anden emeritus

havde vi også som gæstelærer ved et kursus. Det var Skydsgaard,

hvis forelæsninger var meget påskønnede. Et specielt kursus

havde vi engang for landets biskopper, der så godt som alle deltog.

Det handlede om nye samlivsformer. Det var dog før ritual

for homoseksuelle par var aktuelt.

En del af foredragene var offentlige og blev holdt i Klostersalen,

hvor refugiegæsterne også mødte op. Engang holdt Jakob

Kronika et foredrag om Hitler. Kronika havde jo været journalist

i Berlin under Nazitiden. Han havde besvær med sit gebis,

især når han kom til de tyske citater, som han afleverede med

stor kraft. “Ja, mine damer og herrer, det er galt med tænderne,”

sagde han midt i foredraget, som var fremragende. Men de

utaknemlige tilhørere husker det nok bedst for de løse tænder.

Det fremgik da i hvert tilfælde af revyen ved kursets afskedsfest.

Afskedsfesterne var i det hele taget et kapitel for sig, hvor de

forskellige deltagere fik lejlighed til at udfolde deres talenter.

Med Refugiet havde vi et fortrinligt samarbejde, men kaffen

efter middagen indtog vi dog i vore egne lokaler. For at samtalen

mellem præsterne ikke skulle virke alt for distraherende på

Refugiets gæster. Også med Højskolen havde vi et godt samarbejde.

Bl.a. lånte vi Højskolens filmapparat, når vi skulle have

filmforevisning. Præstehøjskolen havde ikke sit eget. Fjernsyn

17

18

havde vi heller ikke i min tid. Vi forsøgte jo at holde os inden for

millionen.

Ved de lange kurser var der altid en udflugt. Turen gik som

regel til Sydslesvig, hvor vi nød godt af de danske præsters gæstfrihed.

Vi havde en fortrinlig sekretær i Ingrid Hvas. Hun forstod at

omgås præsterne. Som kasserer havde vi pensioneret overklitfoged

Bojesen. Han boede desværre lige op af klokketårnet. Og da

den nidkære Peter Møller var lidt for ivrig til at øve sig, blev det

Bojesen for meget, så han flyttede tilbage til Varde, hvor han

kom fra. Det fik rigsrevisionen til at løfte brynene en kende, da

de kom på besøg. Men de ringede til ham, og han kørte omgående

herned, så det gav ikke anledning til bemærkninger.

I sommeren 1976 søgte og fik jeg embedet som Domprovst

i Odense. Vi var egentlig kede af at skulle flytte, efter kun 3 år.

Men jeg var 59, så skulle jeg have en anden stilling, var tiden

inde. Men da vi erfarede, at Bent Noack ville søge stillingen som

rektor, var det os en stor trøst. Så vidste vi, at Præstehøjskolen

kom i gode hænder.


Af fhv. forstander-/rektorfrue Else Noack

I 1977 blev rektorstillingen på

Præstehøjskolen ledig, efter at

Rudolph Arendt var blevet

domprovst i Odense. Jeg kunne

mærke det rykkede i Bent, som

altid havde haft et stort hjerte

tilovers for Præstehøjskolen,

som han var med til at starte, da

Bodil Koch i sin tid ville have

den etableret. Efter adskillige

opfordringer fra flere sider og da

lysten var stor endte det med et

ja på et tidspunkt, hvor jeg syntes

andre begyndte at tænke på

pension. Bent var 62 og mange

sagde, at nu ville Noack have en

retrætepost. Det syntes jeg nu langtfra det blev. Men vi rykkede

teltpælene i Birkerød op, og drog i embedsbolig på Slottet, som

det kaldes, bygget 1614 af hertug Hans som jagtslot, og vidste,

vi skulle ud senest om otte år. I øvrigt en meget smuk bolig, som

i dag er blevet til opholdsstue for præsterne og kontorer til de

ansatte.

Jeg har en sygeplejerske uddannelse og sagde farvel til et godt

og spændende arbejde, men var klar over, at jeg gerne ville have

noget at lave igen, hvad der nu kunne byde sig her, og da jeg blev

bedt om at komme over på et nyoprettet Amtsplejehjem i

Løgumkloster, med psykiatriske demente patienter, sagde jeg ja

tak. Siden blev jeg sundhedsplejerske i syv af omegnskommunernes

skoler.

Vi fik otte gode år på Præstehøjskolen med den venlige kontakt

med Refugiet, hvor vi ofte spiste sammen med præsterne,

når et nyt hold kom, og når det rejste. Bent spiste frokost dagligt

med kursisterne, så kunne man også af og til fortsætte diskussionen

fra foredragssalen.

Helga Josephsen var forstander dengang og hun tog umådelig

godt og hjælpsomt imod os, sørgede for Bent de måneder han

boede alene, og senere sørgede hun på samme måde godt for os,

mens vi flyttede ind. Da Josephsen blev pensioneret, mødte vi

samme venlighed hos Bork Hansen og Eva Andersen og det sidste

år hos Martha og Kurt Andersen. Ingrid Hvass var sekretær

og hun var på alle måder uhyre hjælpsom mod såvel præsterne

som os. Desuden havde hun stor humoristisk sans, så det kunne

undertiden blive meget muntert. Hun var dygtig til at digte og

skrive sange, og de var ikke kedelige. Bent samlede dem og lavede

et hæfte. Det sidste år vi var der, blev Asta Nørby sekretær,

og hun blev sat godt ind i tingene til den nye rektor skulle

komme.

Bent arbejdede meget både med tilrettelæggelse af kurser,

undervisning og det videnskabelige, det sidste kom altså ikke

helt på hylden. Oveni var der mange foredrag og ofte gudstjenester.

I maj 1977 havde Bent tilrettelagt et kursus på Færøerne for

de færøske præster. Jeg fik lov at komme med, før jeg begyndte

på mit arbejde. Det blev en fantastisk god tur. Det var strålende

solskinsvejr, hvad det bestemt ikke altid er, så det var utrolig

kønt. Da man havde fået bygget flotte veje, og man havde store

amerikanske biler, ville præsterne gerne køre os rundt og vise

deres smukke og storslåede landskab. Vi boede på Sømandshjemmet

i Runavik, hvor undervisningen også foregik. Værten

hed Jacob. Da jeg spurgte Bent: “Hvad mon Jacobs kone hedder?”,

sagde han: “Hun kan vel kun hedde Lea!”, og tænk, det

gjorde hun. De var umådeligt søde mennesker, som sørgede godt

for os med alt.

Præsternes disciplin var ikke så voldsom stor. Hvis det blev

godt fiske- eller jagtvejr, var det det vigtigste, så nogle blev væk

og dukkede op et par dage senere med et stort smørret grin.

I 1984 blev der foranstaltet en tur til Moskva, hvor præsterne

først blev forberedte og såmænd også fik undervisning i russisk

af en kompetent lærer, så man kunne klare dagen og vejen. Arne

Bugge blev kursusleder, og mere russiskkyndig person fandtes

næppe. Han havde opholdt sig mange gange i Rusland, var helt

fortrolig med den ortodokse kirke og talte sproget flydende. Den

tur fik jeg også lov til at være med på, og det blev en stor oplevelse.

Vi skulle jo have en russisk guide, og det var imponerende,

som Bugge kunne tumle det problem og få de ting, han syntes

var tåbeligt tilrettelagt, vendt, så det blev, som han gerne ville

19

20

have det. Det skete med uimodståelig charme, så den unge

guide var helt solgt. Vi fik adgang til mange spændende ting, traf

de russiske dignitarer og overværede deres gudstjenester. Vi kom

også en tur til Leningrad og så Vinterpaladset. Om aftenen var

der ofte festligt samvær. Vodka og kaviar er jo ikke ukendt i

Rusland.

Erik Bock var med, og sjældent er der blevet holdt så mange

flammende og begejstrede taler for

Præstehøjskolen, når lejlighed gaves,

som på denne tur. Der var en tung og

mørk stemning i Moskva på den tid,

alt sammen før Glasnost og Perestrojka.

En aften Bugge besøgte venner,

spurgte jeg dagen efter ved frokosten,

om de havde talt om Sakharov, som

var aktuel på den tid, men jeg blev

hurtigt vinket af, og senere sagde han:

Pas på, det er politisk, og der kan være

mikrofoner.

I dagligdagen på Præstehøjskolen

var min rolle selvfølgelig i baggrunden.

Men havde jeg fri, kom jeg ofte i foredragssalen

og havde et hjørne, der var

mit og sad og hørte på.

Om aftenen gik vi begge ned og

drak kaffe med kursisterne og fik snakket

med præsterne. Jeg blev ofte længere

end Bent, som skulle arbejde. Det

kunne både være alvorlige ting og

sandelig også morsomme, og der var

utrolig mange grinagtige episoder. Jeg

husker engang en meget højkirkelig

præst kom farende lidt for sent til middagen,

greb en øl i farten og i det

samme istemtes bordverset, hvorefter

han stod midt på gulvet, foldede hænderne fromt om flasken,

mens han af hjertens lyst sang: “Alle gode gaver de kommer oven

ned.”

Præsternes daglige rutefart gik som regel til grænsen … og en

kursist, Niels Toft, hed efterhånden kun Niels Aventoft. Engang

var en norsk præst Kjerstin på kursus. Hun havde pas, så der

kunne købes stærke drikke. Hver eftermiddag blev hun inviteret

på køretur, og hun blev gidsel til megen konfirmations- og sølvbryllupsvin,

hvilket hun elskeligt fandt sig i. Engang imellem

blev hun belønnet med konditoribesøg i Tønder.

Mit indtryk var, at præsterne ofte, når de begyndte et kursus,

syntes, det var uoverkommeligt at tænke på, at de skulle blive i

4-5 uger. Men pludselig greb det hele dem, og tiden fløj af sted,

både med arbejde og det gode samvær, så det var vemodigt at

skulle sige farvel, selvom det selvfølgelig

var godt at komme tilbage til familie

og arbejdet.

På de lange kurser, ca. fire årligt,

inviterede vi kursisterne op i lejligheden

en aften til lidt mad, drikke og

hyggeligt samvær. Det blev gerne vellykket,

hvor Bent også sørgede for lidt

underholdning og ellers hyggesnak. Vi

var med til utallige afskedsfester, som

kunne være virkelig morsomme. De

teologer kan jo noget, og er ikke altid

så selvhøjtidelige, så de forstår sig godt

på revykunsten. Bent skulle jo holde

tale hver gang, og efterhånden blev dét

for trivielt. Så fandt han på en føljeton,

hvor personen, der talte, hed Kedde

Hønkys og hans kone Midde fra

Hydevad (to stednavne hernede). Det

foregik på sønderjysk, og ordene var

enfoldige, og samtidig fik han flettet

de ting, der var sket på netop det kursus,

ind på en sjov måde. Det blev vist

lidt af en succes, for i hvert fald gik

rygterne, så nye kursister faldt over

mig og fik mig til at love at sige til

Bent, at de også gerne ville have en

Hønkys historie, inden de skulle hjem.

Den sidste fest, før vi forsvandt, gik det på, at nu skulle Kedde

på pension. Han havde fået en beskyttet bolig, hvor han glædede

sig til at slå sig ned og få fred, men spørgsmålet var alligevel

hvor beskyttet den var, for Midde fulgte jo med. Sådan gjorde vi

så efter otte meget gode og glade år, og vi nåede at få 19 år sammen

i den “beskyttede” bolig, hvor jeg nu bor alene.


Af fhv. rektor Niels Thomsen

Jeg skal fortælle om Præstehøjskolen

fra 1985-2000. Den

gik godt, da jeg trådte til som

rektor. Den var velanskrevet

blandt præster, velbesøgt, havde

et godt samarbejde med universiteterne,

havde anerkendelse

blandt biskopper og provster, og

økonomien var til at leve med.

Opgaven syntes at være at holde

kursen.

Det blev knap så let, som man

skulle have troet. Der kom snart

en lovændring, som var udsprunget

af en anden ånd end

den, der var grundlaget for Præstehøjskolen i 1965 Bestyrelsen

blev omdannet til at være en fællesbestyrelse for fem forskellige

efteruddannelsesinstitutioner for præster, og den fik karakter af

en koncernbestyrelse. Man måtte lære at bestyrelsen – hvori nu

også en kontorchef fra ministeriet havde fået sæde, mens universiteternes

repræsentanter var blevet udelukket – ikke på

samme måde som den gamle bestyrelse havde interesse for

Præstehøjskolens dagligdag eller faglig forståelse for, hvad opgaven

var. Bestyrelsens medlemmer blev sig bevidst om hver for

sig at have et bagland, hvis interesser skulle varetages. Det kunne

være besværligt nok med præsteforening og menighedsrådsforening,

men vi talte dog samme sprog og havde grundlæggende

samme interesse. Vanskeligere var det med ministeriet, fordi

bestyrelsen hele tiden følte sig tvunget til at indrette sig efter,

hvad den ministerielle repræsentant i bestyrelsen lod forstå

kunne accepteres dér, hvor han kom fra. Ministeriet var overbevist

om, at den ny lov var i pagt med tidens ånd. Det var sikkert

rigtigt, men hvad det var gavnligt for, blev ikke klart for mig. Det

islæt af folkehøjskole som havde været grundlaget for Bodil

Kochs vision, og som min forgænger Bent Noack havde markeret

stærkt, måtte vi nu selv holde fast.

Det blev vi også nødt til over for grupper af præster. I mange

fag bredte overtroen på kurser sig. Det gjaldt om at have papir

på, at man havde fulgt et kursus. Det kunne forbedre både

avancementsmuligheder og give løntillæg. Præsterne begyndte

også at efterspørge “kompetencegivende kurser” og eksamenspapirer.

Stort set lykkedes det os at afvise kravene, skønt også de

var i pagt med tidens ånd. Vi kom til at gå på kompromis med

hensyn til uddannelsen i sjælesorg, hvor vi udleverede eksamensbeviser,

men heldigvis var der ikke lønmidler til at bakke

tendensen op. Det var en stor fordel for undervisningen, at den

skulle leve af kursisternes engagement, og ikke af ambition eller

begær.

Det gik alt sammen. Vi lærte at leve med den ny styrelsesform,

og at søge vores faglige inspiration andetsteds, ikke mindst

blandt vore kolleger ved de andre efteruddannelsesinstitutioner.

Vi havde frygtet at komme under strammere økonomisk kontrol,

men det viste sig heldigvis ikke at blive tilfældet.

Tværtimod flød bevillingerne rigeligere. Vi var ikke mere på

finansloven, men finansieredes af de kirkelige midler, der kun

blev kontrolleret af kirkeministeriet selv. Dermed blev det

muligt år for år at øge tilbudene til præsterne. En stor styrke var

det, at relationerne til universitetslærerne blev ved at være nære

og gode, skønt de var blevet lempet ud af bestyrelsen. Universitetslærerne

stod for op mod halvdelen af Præstehøjskolens

undervisning, og universiteternes norm for faglig kvalitet blev

dermed også kravet til den øvrige undervisning. Da fakulteterne

begyndte at få ondt i økonomien, dukkede jævnligt den idé op

hos deres dekaner, at fakulteterne burde overtage undervisningen

(inklusive bevillingerne) i de klassisk teologiske fag. Vi var i

Løgumkloster overbevist om, at det ikke ville være en fordel for

præsterne. Ganske vist var universitetslærernes undervisning

den samme, som de gav på fakulteterne, men den var hos os

udvalgt efter præsternes tarv, ikke efter universitetslærernes. Det

gav en frugtbar ligeværdig vekselvirkning mellem universitet og

kirke.

Mere end det. I formålsparagraffer og selvbeskrivelser stod

der, at Præstehøjskolen havde tre hovedområder: videreuddannelse

i de klassisk teologiske fag (Ny Testamente, Gammel

Testamente, kirkehistorie, dogmatik, etik og religionsfilosofi),

21

22

praktisk teologi og orientering om samtidskulturelle forhold. I

stigende grad blev det klart, at disse tre områder hang sammen.

Der blev ikke undervist i den såkaldte klassiske teologi, uden at

den praktiske teologi blev inddraget. Det kom af sig selv, fordi

præsterne havde deres praksis med i bagagen og stillede spørgsmål

ud fra deres dagligdag til de teologiske emner, der blev

behandlet. Efterhånden kom det også til at betyde, at vi bevidst

og med vilje i kursusudbudet overskred faggrænserne. Det gjaldt

ikke blot forholdet mellem de klassiske teologiske fag og den

praktiske teologi. Det gjaldt lige så meget det, vi havde kaldt

orientering om samtidskulturelle forhold. Det blev netop ikke

orientering, men blev central teologisk behandling af de temaer,

der meldte sig i litteratur, film, psykologi, sociologi og naturvidenskab.

Det blev i stigende grad klart, at det var en teologisk

opgave at forholde sig til de spørgsmål, der meldte sig i det

moderne samfund, og det bidrog, mener jeg, hos lærere og kursister

til at modne en forståelse af, at teologien ikke kan gemme

sig i en ghetto, men må gå i spil med alt, hvad der rører sig i samtiden.

Det er min opfattelse, at Præstehøjskolen i denne henseende

var avanceret i forhold til fakulteterne. Jeg troede længe,

det var en nødvendig forskel, men i de senere år af min tid som

rektor havde jeg lejlighed til at besøge teologiske fakulteter i

andre lande, ikke mindst i Sydafrika og Indien, hvor det teologiske

niveau var fuldt ud på højde med niveauet på danske

fakulteter, men hvor man metodebevidst og kvalificeret drev

teologi på den måde, vi havde famlet os frem til i Løgumkloster.

At vi gjorde det, var udsprunget af de behov, vi mødte hos præsterne.

At fakulteterne i andre lande gjorde det, var udsprunget

af, at fakulteterne dér ikke led af berøringsangst i forhold til den

kirkelige praksis eller den samfundsmæssige virkelighed.

To områder inden for Præstehøjskolens virksomhed blev

stærkt udbygget. Det ene, undervisningsområdet, skal jeg kun

kommentere kort. Det tager Jens Kristian Krarup sig af. Men så

meget vil jeg gerne have med: I grunden havde hverken jeg eller

Jens Kristian Krarup ønsket et selvstændigt institut, men en

udbygget afdeling inden for Præstehøjskolens rammer. Den

daværende kirkeminister var imidlertid gammel skolelærer og

syntes at have en instinktiv modvilje imod at lade noget, der

havde med undervisning at gøre, blive underlagt en institution,

der primært var beregnet for præster. Jens Kristian Krarup og jeg

var enige om, at det ikke skulle gøres til et problem, når blot

begge institutioner kom til at ligge ved siden af hinanden. Det

blev resultatet, og Præstehøjskolen og Folkekirkens Pædagogiske

Institut fik et nært samarbejde, hvor vi i fællesskab udnyttede

hinandens kompetencer. Da der var groet græs over de højtidelige

begrundelser for den besynderlige løsning – og da der var

kommet ny kirkeminister – blev de to institutioner lagt sammen.

Det andet område var sjælesorg. Vægten i Præstehøjskolens

undervisning havde fra begyndelsen været ret ligeligt fordelt

mellem de traditionelle universitetsteologiske fag og de praktisk

teologiske fag. Af de sidste havde undervisningen i prædiken i de

første år haft højest prioritet. Så dæmrede det, at rækkevidden

af at forbedre prædikener var begrænset. Lige meget hvor luthersk

man var, og hvor evangelisk præsterne prædikede, hjalp

det ikke alle dem, der ikke gik i kirke. Det havde først medført

den opprioritering af arbejdet med undervisning, der førte til

ansættelsen af en lektor i religionspædagogik. Men derefter

dæmrede det, at man heller ikke kunne undervise ind i himmerige,

og næste bølge kom til at handle om sjælesorg. Der havde

nok været undervisning i sjælesorg tidligere, men forudsætningerne

havde været den gamle barthianske opfattelse, at sjælesorg

er prædiken til den enkelte. Parallelt med den psykoterapeutiske

bølge og sjælens genkomst, begyndte både folk og præster at

mene, at også præsterne burde kunne sige noget. Men præster

følte sig ukvalificerede til i samtaleform at vejlede mennesker i

eksistentielle spørgsmål. Vanskeligheden ved at tage den opgave

op var, at der ikke var noget teologisk baggrundsfag at holde sig

til ved de teologiske fakulteter. Præstehøjskolen var derfor henvist

til som lærere at hente begavede amatører og erfarne præster,

ikke mindst med baggrund blandt sygehuspræsterne i den

ældre generation. Men fra begyndelsen af 80’erne indløb der

rapporter om, hvilken rivende udvikling sjælesorgen var inde i i

Norge, Amerika og Tyskland. Det smittede af på Præstehøjskolens

kurser, hvor bl.a. sygehuspræst Bent Falk, der havde

gennemført en psykoterapeutisk uddannelse, bidrog til at introducere

den ny forståelse. Vi var tøvende på Præstehøjskolen.

Det argument, der overbeviste bestyrelsen (endnu dengang den

gamle), var, at hvis ikke vi gik i gang med teologisk undervisning

i sjælesorg med inddragelse af psykoterapeutiske teknikker og

forståelser, ville præster søge sig kurser i andet regi uden mulighed

for en kvalificeret teologisk refleksion.

Vi gik i gang med kursusforløb for sygehuspræster og for sognepræster,

og det blev en kolossal succes, siden kun overgået af

Bibelmarathon. Meget tilfredsstillende fandt jeg det, at præsterne

i stedet for at tro, at psykologerne havde nogle håndgreb, der

kunne løse alle vanskeligheder, opdagede, at de slet ikke var så

dårlige endda til sjælesorg. Hvad de havde brug for, var, at kravle

et par trin op ad refleksionsstigen. Det drejede sig ikke om, at

de skulle i gang med en hel anden uddannelse. Det udviklede sig

og gav basis for at oprette en lektorstilling i sjælesorg. Det vil der

blive skrevet om andetsteds. Min glæde var, at det lykkedes os at

forme en uddannelse og en undervisning ud fra en dansk tradition,

i stedet for at kopiere et internationalt koncept.

En kursustype, der også blev meget populær, og som jeg selv

havde glæde af, var vore rejsekurser. Vi kombinerede et ugekursus

i Løgumkloster med en rejse. Kurserne havde et tema. Vi rejste

til Israel for at forstå forholdet mellem jødedom og kristendom

i oldtid og nutid; til Hong Kong og Sydkina for se på

modernitet og religion; til Indien for at forstå noget om religionsmødet;

til Rom for at møde den moderne katolicisme, til

Bulgarien for at se hvad der var blevet ud af ortodoks kristendom

efter 50 års kommunisme. Ikke mindst i kraft af fremragende

danske eksperter, der var med som faglige ledere, kom vi

ind alle vegne (Peder Nørgård-Højen skaffede os en times audiens

hos den nu nyvalgte pave, dengang kardinal Ratzinger, et

uforglemmeligt møde). Udbyttet af rejserne var dobbelt: Det

blev en praksisnær form for kritisk økumenik, hvor vi fik lejlighed

til at spørge til bunds. Det blev også en erfaring af kirkelig

og kristen virkelighed under ganske andre forhold end den danske

folkekirkes, som åbnede for kvalificeret kritiske spørgsmål til

vores egen virkelighed.

Men det meste skete hjemme på slottet. Som leder hæfter

man sig mest ved kursernes indhold. Måske var for mange kursister

det vigtigste samværet med de andre kursister ved måltider,

i opholdsstuerne, og på udflugter. Betydningsfuldt var også

morgensangen i kapitelsalen. Ellers var der kun sjældent organiseret

fromhedsliv, men så meget desto mere bidrog morgensangen

til at sætte et fælles fortegn for alt det, vi var sammen

om. Vi fik utallige forslag til reformer med stor liturgi. Vi afviste

dem alle.

Det skal ikke glemmes, at vi havde den lykke at have damer

til passe os. I stuerne havde vi først Marie Bejer, og siden Tina

Larsen. De så begge ud til at holde af deres arbejde og af os i

huset, kursister så vel som lærere. Af egen drift satte de blomster

ind, og var der ikke nok i haven, så tog de med fra deres egne

haver. På kontoret sad Asta Nørby, vores sekretær, i alle de år, jeg

var der, og tog sig veloplagt af alt, stort og småt, og jo flere kursister

og lærere, der stillede krav, des mere fornøjet syntes hun at

være med alt det besvær kursister og lærere kunne finde på at

bebyrde hende med.

Tæt samarbejde havde jeg naturligvis med lærerne på

Præstehøjskolen. I de første år med den dybt originale Søren

Nordentoft, der altid var lige elskværdig i fremtræden og lige

urokkelig, stædig om man vil, i synspunkter. Samarbejde er måske

et forkert ord i forhold til ham. Han var enegænger, og så det

som høj kvalitet ved huset, at vi hver passede vort. Men alligevel:

Ved foredrags- og filmaftener var han en insisterende, dybtborende

samtalepartner. Samarbejde er derimod det rette ord i

forhold til Jens Kristian Krarup, der havde sine klare mål, som

han forfulgte, men i usvigelig loyalitet. Det fortsatte, da han blev

rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut. Vi drøftede mange

spørgsmål og nåede til enighed, før vi gik videre til bestyrelse

eller ministerium. Jeg tror, det var baggrunden for, at vi kom så

langt, som vi gjorde.

I de seneste år blev samarbejdet stadig frodigere. Vi nåede op

på at være seks fastansatte lærere. Vi var meget forskellige, men

jeg har aldrig været i nærheden af en akademisk arbejdsplads,

hvor det var så oplagt, at vi prøvede at få hinanden til at blomstre.

Det var nu morsomt at arbejde i Løgumkloster i de 15 år.

23

24

TO I ÉN

Præstehøjskolen og Folkekirkens Pædagogiske Institut 1981-1996

Af fhv. rektor for FPI Jens Kristian Krarup

Fusion

“Præstehøjskolen” og “Folkekirkens

Pædagogiske Institut” står

der i skøn sideordning på brevpapiret

under den jubilerende

institutions navn: Teologisk Pædagogisk

Center.

Jeg er fuld af beundring for

dette sproglige resultat af fusionen

mellem Folkekirkens Pædagogiske

Institut (FPI) og Præstehøjskolen.

Indtil videre ved

jeg i hvert fald ikke noget, som

skulle få mig til at feje beundringen

ind under gulvtæppet.

En fusion kan jo være en

besværlig sag. Ganske vist har de to skabninger hele tiden været

under samme bestyrelse, der godt nok også har andre folkekirkelige

uddannelsesinstitutioner under sig. Det er forhåbentligt

stadig, ligesom da jeg var ansat. Bestyrelsen blandede sig kun

lempeligt i arbejdet på de enkelte institutioner. Pengene kom fra

samme kasse, og det var det samme velvillige kirkeministerium,

der stod bagved og stillede sine rimelige, dertil svarende forventninger.

Men alligevel: Det har trods alt været to forskellige

arbejdskulturer og organisationsformer, der skulle forenes.

I Løgumkloster har det ifølge rygterne om, hvad der er foregået,

efter at jeg gik på pension i 1996, vist ikke voldt de kvaler

at fusionere, som det ellers er god handelshøjskolelatin at regne

for det sædvanlige. Tænk på Arla, da det gik i vasken med et eller

andet hollandsk mejeriforetagende, eller på andre af historierne

fra avisernes erhvervstillæg.

Dette navn!

Men navnet? Mit gæt er, at det er min gode efterfølger som rek-

tor for FPI, der med vanlig elegance og raketfart har opfundet

det nye navn: Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster. Hvis

ikke det er rigtigt, sender jeg hermed buketten videre til rette

vedkommende!

I navnet markeres teologi og pædagogik hver for sig og spiller

dog sammen i ligeværdighed og gensidighed. Fagligheden

respekteres fuldt ud. Pædagogik er på den ene side ikke bare en

formidlingsteknik, en metode til at reklamere for kristendommen,

en slags overtrækschokolade, så de modvillige børn sluger

det, som andre velmenende og mere kloge fra det såkaldt “kirkelige

landskab” vil presse ned i halsen på dem. Teologi er på den

anden side heller ikke bare en teoretisk viden med dogmatikken

øverst i fagpyramiden, ophøjet over den platte formidling. Nej,

indhold og form er samhørende, samspillende, måske af og til

også hinanden modspillende, men ikke identiske.

Både Præstehøjskolen med sin nu 40-årige eksistens og den

kun 13-årige teenager, FPI, kan være tilfredse, hvis potentialet i

“teologisk pædagogisk” bliver udnyttet og udfoldet kreativt. Det

har i hvert fald løst et problem, som spillede en rolle, da

Folkekirkens Pædagogiske Institut blev oprettet som en selvstændig

institution i Løgumkloster den 1. august 1992.

Det endte med et udvalg

Siden jeg i januar 1973 havde forelagt en ideskitse til “Kirkepædagogisk

Institut, Løgumkloster” for kredsen omkring Løgumkloster

Refugium og Højskole, havde vi tumlet videre med

planerne om endnu et skud på de kirkelige institutioners stamtræ

i byen. Der var megen interesse for projektet i begyndelsen

og tilsyneladende enighed på tværs af de kirkelige grupperinger,

men da det kom til stykket, kneb det med enigheden. Det blev

svært at komme videre med den store vision om en bred, folkekirkelig

institution for studier, udviklingsarbejde og kurser. Den

skulle ikke bare henvende sig til præster, men også til lægfolk,

dvs. kirkelige medarbejdere i sognene, børne- og ungdomsorganisationers

ledere, lærere fra folkeskole, efterskole, højskole og

fritidsundervisningen, pædagogiske forskere osv. Man kunne

forestille sig et nært samarbejde med andre religionspædagogiske

institutioner, særlig Lærerhøjskolen og Materialecentralen/

Dansk Bibelskole i København.

“Det religionspædagogiske Udvalg i Løgumkloster” blev nedsat

i 1976, formelt i Løgumklosters Refugiums regi. Biskop Johs.

W. Jacobsen blev dets første, utrættelige formand. For dog at

komme videre efter de første skuffelser, tog man fat på nogle af

de opgaver, som et institut kunne have taget sig på. Det drejede

sig om generelle overvejelser og undersøgelser, nogle ganske

stort anlagte seminarer med et par års mellemrum og så et religionspædagogisk

forsknings- og materialebibliotek.

Den religionspædagogiske Studiesamling på Præstehøjskolen

Det med biblioteket var vigtigt. Mange regnede nemlig slet ikke

religionspædagogik for et selvstændigt og seriøst videnskabsfag.

For at få fast grund under projektet skulle der altså findes fondsmidler

og lokaler til “Den religionspædagogiske Studiesamling i

Løgumkloster”. Der kom faktisk et stort tilskud fra Sønderjyllands

amt og en del fondsmidler, men hvor skulle samlingen

være? Da foreslog Præstehøjskolens forstander Rudolph Arendt

under en samtale på sit kontor, at samlingen kunne få gratis

husly på Præstehøjskolen i to lokaler, som netop var blevet restaureret.

Til gengæld ville den så også dér blive et vigtigt

arbejdsredskab for Præstehøjskolens kursister.

Som sagt, så gjort. “Den religionspædagogiske Studiesamling”

blev etableret i 1978. Biblioteksarbejdet blev delt mellem

Refugiets tidligere bibliotekar Olga Bartholdy og mig. Hun fyldte

80 i 1978, men arbejdede ufortrødent og ulønnet og trods stigende

synshandicap med hele den bibliotekstekniske side af

sagen i nogle år. Selv stod jeg for regnskabet og for boganskaffelserne,

med bl.a. daværende sognepræst Søren Lodberg Hvas og

professor K.E. Bugge fra Lærerhøjskolen som konsulenter. I

løbet af nogle år blev det først og fremmest de årlige bidrag fra

stiftsfondene, der sikrede samlingens økonomi.

De religionspædagogiske seminarer

Studiesamlingen blev indviet under det tredje religionspædagogiske

seminar i november 1978. Det var i øvrigt på det seminar,

at TPC’s senere rektor Eberhard Harbsmeier holdt et foredrag,

som fik afgørende betydning for 80’ernes nybrud i arbejdet med

at nyformulere konfirmationens teologi og konfirmationsforberedelsens

didaktik og metodik.

Det blev til i alt fire seminarer mellem 1974 og 1988. Deres

formål var at åbne en bred drøftelse om et aktuelt pædagogisk

emne i den folkelige og kirkelige situation og derved også at

gøde jorden for et institut engang ud i en uvis fremtid. Seminarerne

samlede mange politikere, samfundsdebattører, kirkefolk,

pædagogiske forskere og skolefolk.

Lektoratet i religionspædagogik

Allerede fra de første år havde religionspædagogik og religionspædagogisk

udviklingsarbejde fået en god placering på Præstehøjskolen,

men dens første forstander og i øvrigt senere bestyrelsesformand

efter Bent Noack, professor Christian Thodberg,

slog kraftigt til lyd for, at der burde oprettes et særligt lektorat

i religionspædagogik på Præstehøjskolen. Det skete langt

om længe i 1981, hvor jeg fik embedet. Der blev etableret et tæt

samarbejde mellem lektoratet og den øvrige religionspædagogiske

virksomhed i Løgumkloster, og studiesamlingen blev

et helt uundværligt redskab i det faglige arbejde.

Præstehøjskolens opgave var at undervise, men det blev i

80’erne i stigende omfang muligt at supplere med studiegrupper,

der samledes jævnligt over to år til mere dybtgående drøftelser

og studier, og for at udarbejde didaktisk-metodisk materiale.

Med enkelte undtagelser var indsatsen imidlertid stadig

begrænset til præster og deres behov.

Fra udvalg til studiecenter

Efterhånden havde religionspædagogikken slået så meget rod i

Løgumkloster, at det religionspædagogiske udvalgs virksomhed

kunne ophøje sig selv til en selvejende institution med det ambitiøse

navn “Det religionspædagogiske Studiecenter i

Løgumkloster.” Udvalget blev til en bestyrelse med nu domprovst

Søren Lodberg Hvas som formand. Medlemmerne var

tunge navne og repræsentanter for tilsvarende vægtige faglige og

politiske institutioner. At undertegnede startede som udvalgssekretær

og endte som “leder” af centret gjorde ikke nogen forskel

i praksis. Arbejdet var det samme.

I Refugiets bestyrelse sad der næsten ingen, som havde fulgt

slagets gang fra midten af 70’erne. Derfor slog man sig noget i

tøjret, fordi man skulle give den religionspædagogiske studiesamling

fra sig, men i praksis havde forholdet til Refugiet været

rent formelt, og ikke kostet Refugiet noget økonomisk.

25

26

De afgørende år

Sagen var klar. Nu skulle der gøres tilløb til et officielt folkekirkeligt

pædagogisk institut. Mange gode kræfter arbejdede for det

på rette sted og i rette tid. Det betød givetvis en del, at det nye

folkekirkelige projekt med indledende konfirmationsforberedelse

kaldte på et dyberegående didaktisk arbejde, end der var

mulighed for inden for de hidtidige rammer.

Det er altid farligt at vælge enkelte navne ud, men det må

være på sin plads at nævne, at uden det tætte samarbejde med

rektor Niels Thomsen

på Præstehøjskolen og

uden biskop Herluf

Eriksens ihærdige indsats

og sans for at slå

til i rette øjeblik, ville

det næppe være lykkedes

at komme afgørende

videre. I en

periode forventede

Niels Thomsen og jeg,

at det af økonomiske

og kirkepolitiske årsager

måtte ende med

en institutlignende afdeling

på Præstehøjskolen.

I mellemtiden var

de frie kirkelige børne- og ungdomsorganisationer også begyndt

at tale for et pædagogisk forskningsinstitut i folkekirken.

Det endte med, at institutprojektet fra Løgumkloster kunne

forelægges for kirkeminister Torben Rechendorff med alle biskoppernes

anbefaling. Efter at kirkeministeren havde sikret sig

bred opbakning på møder med kirkelige ledere, institutioner og

organisationer (herunder de børne- og ungdomsorganisationerne,

som havde talt om et andet forskningscenter), blev Folkekirkens

Pædagogiske Institut oprettet i Løgumkloster pr. 1.

august 1992.

En selvstændig institution

Instituttet blev ikke en afdeling af Præstehøjskolen. Det var vigtigt

for kirkeministeren at fastslå, at instituttet havde sin egen

selvstændige opgave og profil, fagligt og organisatorisk. Det blev

mig pålagt som nyudnævnt rektor at finde en passende ejendom

i Løgumkloster, hvor instituttet kunne indrettes midlertidigt,

indtil vi havde fundet ud af, hvor det skulle have sit blivende

sted. Instituttet begyndte i Porthuset ved opkørslen til kirken og

endte i Kirkealléen.

Det sidste sted havde arkitekterne Inger og Johannes Exner

engang i 70’erne opført en spændende privatbolig for lektor ved

Præstehøjskolen Søren Nordentoft. Den blev købt og udvidet på

kirkeministeriets regning. Komplekset i Kirkeallén blev ligeså

herligt, som byggeriet

var besværligt. Bl.a.

var den gamle bygning

ved at falde sammen

undervejs på

grund af byggesjusk.

Selvfølgeligt skulle

der samarbejdes med

Præstehøjskolen, der

fortsat afholdt pædagogiske

kurser i eget

regi alene for præster.

Men det blev aftalt, at

denne undervisning

skulle ledes af instituttets

medarbejdere.

Resultatet af folkekirkens

indsats i Løgumkloster

blev, at der voksede to livskraftige institutioner op,

med hver sin opgave, med hver sine arbejdsformer, og med hver

sin stab, men det kom til at foregå i indbyrdes samarbejde og

gensidig respekt. Både teologien og pædagogikken er blevet

befæstet i Løgumkloster som ligeværdige partnere. Der er plads

til både præster og lægfolk. En vellykket fusion kunne være

mulig.

Uden bindestreg

Og så blev Folkekirkens Pædagogiske Institut og Præstehøjskolen

fusioneret. Begge navne står stadig på brevpapiret. De

eksisterer stadig begge to, men i to-enighed. Det hedder ikke

teologisk-pædagogisk center med bindestreg, men såre simpelt:

“teologisk pædagogisk”. Uden bindestreg. Til lykke med det, og

bliv ved med det – både af navn og gavn!

TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER (1996) 2001-2005

Fra PH og FPI til TPC

Af rektor og adjungeret professor Eberhard Harbsmeier

Hvis det ikke var af hensyn til

de teologiske fakulteters – ganske

grundløse, men psykologisk

reelle – angst for at Præstehøjskolen

skulle udvikle sig til et

kirkeligt fakultet, der overtager

præsteuddannelsen, så ville vi i

2001 have kaldt Teologisk

Pædagogisk Center for noget i

retning af Folkekirkens Akademi

for Efteruddannelse. Det havde

vi internt egentlig allerede

besluttet.

Måske havde det været et

bedre navn – for det signaliserer

en ønsket sammenhæng mellem

videnskabelighed og folkelighed, der på en god måde karakteriserer

dansk kirkeliv og præstegårdsteologi. En sammenhæng

mellem videnskabelighed, kirkelighed og folkelighed, som

Præstehøjskolen altid har stået for.

Nu har man jo som præst ofte oplevet, at forældrene skændtes

heftigt om barnets navn – og jeg har oplevet dybe suk fra den

tabende part, men dog gjort den erfaring, at de i sidste ende altid

blev glade for det navn, det nu blev til. Center er jo tidens tendens,

og udtrykket signaliserer et ja til nutiden og den verden vi

lever i. Godt nok er vi glade for at være placeret et så smukt sted

med dybe rødder i historien; men vi fortaber os ikke i traditionalisme

og jammer over, at det ikke er mere som i de angiveligt

så gode gamle dage.

En præst bemærkede forleden kritisk, at nu var Præstehøjskolen

ikke mere, hvad den har været, nu var det jo et ordinært

kursuscenter, og rektor var ikke længere den, der hilste på

alle kursister, når de kom, og sagde farvel til alle, når de rejste.

Fra højskole til kursuscenter. Det er rigtigt – sikkert også et tab,

men også en gevinst: Vi er blevet større, det hele hviler ikke

mere på en eller to personer, den større anonymitet i et kursuscenter

kan også have sine fordele.

Udbuddet er blevet større – ikke fordi man dyrker mindre

traditionel “klassisk” teologi, det gør vi ligeså meget som før, men

nye udfordringer er kommet til, også nye “målgrupper”. Der er

ikke længere de samme vandtætte skodder mellem præster og

de andre kirkelige medarbejdere, og det før omtalte navneskift i

2001 skyldes jo blandt andet, at vi nu er efteruddannelsessted

for både præster og andre kirkelige medarbejdere. Nogle føler

det som et tab, andre ser også gevinsten i det.

Selvfølgelig er der også kontinuitet med det arbejde, der er

gjort siden 1965. Ofte, når vi engang imellem synes, at vi er helt

nyskabende og moderne, opdager vi, at det havde de gode forgængere

prøvet alt sammen før.

Løgumkloster er et meget privilegeret sted, trods nye centertendenser

stadig et fristed, hvor der er plads til – yderst nødvendig

– afstand fra praksis, men også til konkret vejledning til

samme praksis. Meget mere end i andre lande på brugernes præmisser

– det kan vi mærke på utrolig positive og motiverede kursusdeltagere.

På et punkt må jeg give den før omtalte kritiske kollega ret:

Det er en skam, at de lange kurser ikke indtager samme omfang

som før, det er virkelig en enestående mulighed, som mange

flere præster burde benytte sig af. Den eneste gang, jeg selv var

som præst på Præstehøjskolen, var på et sådant langt kursus, jeg

kunne dengang ikke drømme om at komme til de strømlinieformede

korte kurser. Et lidt nostalgisk fremtidsønske for

Præstehøjskolen ville være, at disse gedigne lange kurser kunne

opleve en renæssance, så vi igen kunne holde tre-fire af dem om

året – så vi virkeligt blev det, jeg hele tiden har drømt om: et

Akademi.

Jeg startede som rektor for FPI, en aflægger fra Præstehøjskolen,

der nu er vendt tilbage. Men min holdning har hele tiden

været, at man ikke skulle se en modsætning eller endda alternativ

mellem den høje teologi og praksis. Der skal være plads til

konkrete, praktiske grydefærdige koncepter – og så også til teologiske

overvejelser og dybdeboringer, der direkte ikke har noget

27

28

som helst med praksis at gøre. Både det gamle FPI og Præstehøjskolen

har godt af sammenslutningen. Det ene kan ikke

være uden det andet.

En anden ting der er vigtig for os i dag, er sammenhængen

mellem de kirkelige efteruddannelser og de akademiske uddannelser,

fakulteterne. Vi lægger stor vægt på samarbejde, har formaliseret

samarbejdet med aftaler med fakulteterne, der signaliserer,

at vi værdsætter den store indsats, fakulteternes lærere gør

i Løgumkloster. Vi vil gerne være et sted, der formidler universitetsteologi

til præsterne – vel vidende, at universitetsteologi altid

er og skal være noget mere kirkefjern og kirkekritisk end vi måske

umiddelbart er. Det modspil har vi og kirken godt af.

Præstehøjskolens fornemste opgave som efteruddannelsesinstitution

er at modvirke den tendens, at man så at sige teologisk

går i stå og kun lever af den teologi, man har lært “dengang”.

Kan være, at man kunne tillade sig det før i tiden – i dag accepteres

det ikke længere. Man kan tolke præsteløftet sådan, at

præster er forpligtiget til at holde sig “up to date”. I den forstand

er vi fakulteternes fortaler overfor præster – og vil gerne modvirke

evt. tendenser til foragt for gedigen teologi.

Men vi vil også gerne holde fakulteterne fast på deres forpligtigelse

overfor kirken. De har – indtil videre – monopol på

præsteuddannelse. Det forpligter.

Det at være præst i dag kræver mere professionalitet end før,

man må acceptere det som et vilkår. Det er ikke længere nok at

være “menneske blandt mennesker”, hvilket jo normalt også er

en ulønnet beskæftigelse. Menigheden er blevet mere “kunde” –

der kræver kompetent og professionel betjening.

Den anden tendens vi oplever er en større internationalisering,

man kan ikke længere koge suppe på den hjemlige andedam.

Det kan ses på vore kurser.

En tredje tendens er ønsket om mere kollegialitet og samarbejde.

Præstehøjskolen tilbyder provstikurser, der imødekommer

behovet, og der er stor efterspørgsel med ventelister.

Generelt må man sige, at Præstehøjskolen har succes, stor

efterspørgsel efter kurser. Det kan man se som krisetegn eller

også, som jeg foretrækker, som tegn på vilje til fornyelse.

Som det fremgår af beretningen for 2003 og 2004, så er der

en meget bred opbakning omkring Præstehøjskolens kurser i

dag. En stor del af præsterne benytter sig af vore tilbud, dertil

kommer som en nyhed et stort antal decentrale kurser, som TPC

afholder i samarbejde med stifterne.

Rammerne omkring TPC (Præstehøjskolen) er blevet meget

forbedret i de senere år. Vi har nu to studiehuse for gæster fra

ind- og udland, der arbejder med forskellige projekter. Også

mange studerende benytter sig af den mulighed. Vi har lagt vægt

på at pleje vores bibliotek, der er et stort aktiv for institutionen,

både for kursister og studerende og forskere, der besøger

Løgumkloster.

Hvad de fremtidige perspektiver angår, så vil jeg fremhæve følgende:

1. Det er vigtigt at fastholde efteruddannelsen for præster

som et fagligt tilbud, der lægger vægt på almenteologiske, praktisk-teologiske

og kulturelle fag. Her vil vi gerne fastholde og

udvikle det tætte samarbejde med universiteterne, idet Præstehøjskolen

bør styrkes som et sted, der knytter akademisk teologi

og kirkeligt engagement sammen. Der skal både være et fagligt

akademisk niveau og åbenhed for kirkens praksis og kulturog

samfundslivet.

2. I en tid, hvor det kirkelige liv er opdelt i forskellige teologiske

og kirkelige miljøer og decentrale tiltag, er det vigtigt at

fastholde TPC som et samlende sted, hvor præster og kirkelige

medarbejdere med forskellig kirkelig og teologisk baggrund kan

mødes.

3. Hvad kurserne angår, er det vigtigt at fastholde den tredobbelte

opgave, som fra starten var sigtet med Præstehøjskolen:

almenteologiske kurser, kurser med praktisk relevans og kurser,

der beskæftiger sig med kulturelle og samfundsmæssige

spørgsmål. Vi vil gerne gøre mere for de lange studiekurser, som

er overordentlig værdifulde – et sted, hvor præster kan forny sig

og få ny og varig inspiration.

4. En særlig fremtidig opgave vil være en stærkere inddragelse

af e-learning i kursusvirksomheden som supplement til og

opfølgning af kurserne, en styrkelse af centrets decentrale virksomhed,

samarbejdet med stifterne og ikke mindst med universiteterne.

5. Endelig ser vi det som en vigtig opgave at styrke TPC’s forankring

i det lokale liv, både folkeligt og kirkeligt. Løgumkloster

er et attraktivt sted, der tiltrækker mange kursister, studerende

og gæster på studieophold til trods for den lidt “decentrale”

beliggenhed. Samarbejdet med de andre institutioner i Løgumkloster,

ikke mindst Refugiet, har fungeret optimalt og betyder

meget for TPC’s arbejde.

II. DEL

TEOLOGISK PÆDAGOGISK

CENTER I DAG

TEOLOGISKE BIDRAG

30

SJÆLESORG OG VEJLEDNING I EFTERUDDANNELSE

Af lektor Marianne Bach

Sjælesorg i tiden

Sjælesorg er kontekstuel teologi.

Den bliver til i konkrete situationer

i et møde mellem mennesker.

I de 10 år, jeg har beskæftiget

mig med sjælesorg i lektoratet

på TPC, tegner det sig stadigt

tydeligere, hvordan en (post)moderne

kontekst stiller udfordringer

til teologien og er noget,

der må tages til efterretning i en

sjælesørgerisk praksis – samtidig

med at der må stræbes efter at

bevare det, som udgør sjælesorgens

egenart. Denne dobbelte

udfordring – som går på relevans p.d.e.s. og egenart p.d.a.s. –

udgør en fagligt central problemstilling og kunne være en

væsentlig grund til, at sjælesorg blev prioriteret som fagområde

inden for efteruddannelse af præster og lektoratet oprettet i 95.

(D)et afgørende spørgsmål bliver, så vidt jeg ser det, hvordan

sjælesorg kan virke på de præmisser, som er tidens, og samtidig

bevare muligheden for at virke til forandring, forsoning, livsmod

og tro? Hvordan kan sjælesørgeren være solidarisk med mennesker

i deres virkelighed uden at blive så pragmatisk, at sjælesorgen

fratages enhver mulighed for at sige noget nyt i situationen?

Eller sagt med en mere klassisk formulering: Hvad er forkyndelsens

mulighed i sjælesorg i dag? Ind i denne problemstilling

viser fortælling sig at blive vigtig, og jeg vil bruge et narrativt

perspektiv i et forsøg på at trække nogle centrale og aktuelle

tråde for sjælesorg og i forlængelse heraf også vedrørende faglig

og åndelig vejledning – to områder, som, måske også som en

følge af tiden, lægger sig til det område, jeg varetager inden for

efteruddannelse af præster.

Fortælling og det narrative perspektiv

Jeg husker min optagethed på et tidligt tidspunkt af

Emmausberetningen og den sjælesørgeriske indsigt, som jeg op-

levede, at den formidlede. Jeg blev nærmest skuffet over senere

at opdage, at andre havde set det samme, og at flere lærebøger

og definitioner af sjælesorg faktisk har brugt Emmausberetningen

som et paradigme på sjælesorg (blandt andre Owe

Wikström og Anders Olivius). Af beretningen udledes fire

dimensioner i sjælesorgen: omsorg, besindelse, tolkning og forandring/fordybelse.

Beretningen om disciplenes vandring mod

Emmaus viser, hvordan et budskab gennem mødet med en

anden perspektiverer deres erfaring, og det bliver til sjælesorg.

Der finder omsorg og besindelse sted gennem samtale, der gives

hjælp til tolkning ved at et perspektiv opstår i mødet, og der sker

en forandring ved, at disciplene får mod til at tage deres liv op

igen og deres tro fordybes.

Jeg skal måske indledningsvist gøre klart, hvordan jeg forstår

en narrativ tilgang i sjælesorgen. Jeg forstår det, at et menneskes

erfaring og situation sættes ind i rammen af en større, meningsbærende

fortælling og derved kan forandres. Det er det, man ved

brugen af en bibelsk fortælling ønsker at kunne udvirke. Jeg forstår

imidlertid også en narrativ tilgang bredere som det, at et

budskab knyttes så konkret og vedkommende til et menneskes

erfaring, at ny indsigt eller nyt liv opstår gennem en identifikation

med budskabet. Hvis ikke der bruges en fortælling, bruges

altså en narrativ struktur, som udvirker en perspektivændring,

der kan sætte fri til nyt liv enten ved forandring eller ved forsoning

og mod til livet. Det konkrete og det vedkommende er det

afgørende ved en narrativ indgang, hvorved den tilbyder et alternativ

til forkyndelse i sit mere dogmatiske udtryk.

Mennesker har altid fortalt fortællinger om sig selv i verden,

om det at være familie, slægt, folk eller kirke, og er blevet dannet

i overensstemmelse med de store fortællinger herom.

Imidlertid anfægtes den store, fælles fortælling i dag, og i stedet

træder de mange små fortællinger. Det betyder, at tradition,

norm og autoritet, som de store fortællinger repræsenterede,

anfægtes. Analyser af den (post)moderne virkelighed beskriver

disse tendenser som pluralitet og en deraf følgende relativering

og fragmentering, hvad angår livssyn og livsformer. Det medfører

– med virkning for forkyndelse – at man ikke længere kan

antage, at et budskab uden videre forstås, modtages og får en

virkning. Ingen steder bliver fordringen om relevans tydeligere

end i sjælesorgens karakter af konkret møde, samtale og omsorg.

Dette bliver vigtigt at medtænke i forbindelse med (efter)uddannelse

i sjælesorg, og her er det, at vejledning viser sig som en

god måde, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Menneskesyn

Menneskesynet er en ufravigelig del af sjælesorg. Hvad siges der

med fortællingen som kategori om det at være menneske? At

det er at være undervejs, at et menneske aldrig er færdigt, men

er en vorden. At et menneske er et dialogisk væsen, der er anlagt

på relationer og er i en stadig dialog med andre og sig selv. Et

menneske fortæller om sig selv i forhold til sin omverden for at

skabe sammenhæng og mening, for at finde identitet og for at

blive i stand til at handle i en stadig mere kompleks verden. Et

menneskes forståelse og selvforståelse er indfældet i en fortælling,

det mere eller mindre bevidst fortæller om sig selv, og mennesker

skaber i høj grad virkelighed med det, de fortæller.

Imidlertid er belastningen ved at være sin egen histories herre

eller iscenesætter indlysende. Hvordan ser nu livsfortælling ud i

et teologisk/kristent perspektiv? Her er Gud forudsætningen, og

det betyder, at et menneske også altid må fortælle om sig selv i

forhold til en Anden, og at gudsforholdet sætter det enkelte

menneskes livsfortælling ind i den større sammenhæng, som

Guds historie med mennesker er. Muligheden er således, at der

bliver to perspektiver på et menneskes fortælling. Et menneske

fortæller ikke blot, det fortælles også – Gud er medfortæller og

er først og sidst den stemme, der bliver den afgørende. Det bliver

et menneskes mulighed at tilegne sig Guds handlen som fortællingen

om sig selv og sin identitet. Perspektivet på livsfortællingen

flyttes fra fortid og faren for at være låst fast på den, til

fremtiden og dens mulighed i kraft af Gud. Det er Guds fortælling

med mig, der skal retfærdiggøre min mere eller mindre vellykkede

livsfortælling og værne den mod selvretfærdiggørelsens

overbelastning. Dette eskatologiske perspektiv på livsfortællingen

er også sjælesorgens.

“Jeg digter, og jeg lader mig digte” siger Kierkegaard om de to

perspektiver, som en kristen forståelse forlener livsfortællingen

med – og jeg fristes til at tilføje “derfor er jeg” som et credo til

modsigelse af Descartes’ “jeg tænker, derfor er jeg”. Disciplene

undervejs til Emmaus oplevede overraskende, ikke blot at fortælle,

men at blive fortalt og derved omfortalt – og de lod den

fortælling gælde som deres. At fortælle sig selv over for Gud og

lade sig fortælle igennem gudsforholdet udgør kernen i sjælesorgen.

Det formelle udtryk herfor er bekendelsen og godtagelsen i

skriftemålet, som langt hen er faldet bort, men menneskers fortællen

livsfortælling til præsten kan forståes netop som et uformelt,

narrativt skriftemål. At menneskesynet ud fra en kristen

forståelse implicerer en religiøs instans betyder, at et menneske

altid er mere end sin situation og altid mere end det, jeg som

hjælper ser. Det andet menneske er dybest set et mysterium,

som jeg ikke får eller skal tage magt over. Sådan er det, fordi det

andet menneske tilhører Gud, og dette agtende menneskesyn er

afgørende og udgør sjælesørgerens grundholdning i mødet.

Betydningen af at fortælle livsfortælling i en kristen forstand

udtrykker på en erfaringsnær måde meget af det, som mere dogmatisk

kan betegnes som et kristent menneskesyn. Udfordringen,

som står tilbage, er, hvordan det kan formidles i forhold

til menneskers konkrete erfaringer. Samtidig med, at den lille

fortælling og den enkelte livsfortælling har vundet betydning på

bekostning af den store, fælles og normative fortælling, herunder

den kristne, tilbyder fortælling/det narrative sig som en mulighed.

Man kan godt sige, at denne mulighed tilbyder sig på baggrund

af en nød, der har at gøre med tendenser i tiden.

Muligheden ligger i fortællingens form, der kan bære et betydningsindhold

frem på en måde, der gør, at det også kan høres

og modtages.

31

32

Det giver mulighed for at formidle et budskab i forhold til en

situation eller erfaring på de vilkår, som gælder for formidling i

dag, som er, at det må ske konkret, virkelighedsnært og i dialog,

idet fortællinger udveksles.

De to fortællinger i sjælesorg

Sjælesorg forudsætter altid nærværet, nærvær på grundlag af et

kristent, agtende menneskesyn. Ofte er nærvær – det vil sige

væren i stedet for gøren – det bedste og mest respektfulde svar

på situationen. Nærværet er ofte trøsten. Det gør i sig selv en

stor forskel over for lidelse og afmagt, samtidig med at præstens

nærvær ofte får lov at repræsentere Guds nærvær i situationen.

Jeg er således på ingen måde interesseret i at skelne mellem sjælesorg

i sin skikkelse af nærvær og af forkyndelse. Nærværet er

således også forudsætning for, at en sjælesorgssamtale kan fordybes.

Min overvejelse og erfaring er, at fordybelse kan finde sted

gennem en dobbelt bevægelse. Først bevægelsen ind i et menneskes

konkrete og “særlige” fortælling, hvor sjælesørgeren

empatisk lyttende og med hele sit nærvær og opmærksomhed

følger den anden for at forstå det, som han forstår. Da kan et

eksistentielt punkt nås, som åbner for en kristen tydning. Og

hermed åbnes der for en bevægelse den anden vej, hvor den

enkeltes fortælling kan bringes ud over sig selv og ind i den

almenmenneskelige og fælles fortælling, som også altid handler

om at være menneske for Guds ansigt

En sjælesorgssamtale kan for eksempel vise sig at handle om

skyld. Det tages da alvorligt at tale om, hvordan din skyld er din

– og det kristne perspektiv vil være at bringe fortællingen om

din skyld ud over sig selv og henvise den skyldige til det menneskelige

fællesskab af syndere og til fortællingen om, at Gud

viser netop syndere barmhjertighed. På samme måde oplever et

menneske det ofte til trøst at få sin lidelse sat ind i rammen af

Jesu lidelseshistorie. Når en samtale fordybes kan der ske det, at

den når et punkt, hvor erfaringen når sin grænse, og stilheden

indtræffer. Og da kan det, som har udgjort en samtale mellem

sjælesørgeren og et andet menneske, formidles til at blive et

menneskes henvendelse til og samtale med Gud.

Som det fremgår, har jeg været optaget af den overvejelse

eller konstatering, at det teologiske perspektiv og menneskesyn

også er det almene og fælles, og jeg mener, det er væsentligt for

den egenart, som er sjælesorgssamtalens. Det betyder, at den

samtale ikke bliver en samtale mellem en ekspert og en klient.

Og det betyder, at i den samtale tages den individuelle og særlige

livsfortælling alvorligt samtidig med, at den holdes fast på en

almenmenneskelig og fælles fortælling. Med den overvejelse er

imidlertid ikke meget sagt om, hvordan det ser ud i en sjælesørgerisk

praksis. Det rejser overhovedet spørgsmålet om, hvordan

sjælesorg kan læres. Det er vanskeligt at lære i teorien, for det

gælder også her, at det der kan læres, skal kunne forbindes med

erfaring – det være sig livs- eller arbejdserfaring eller erfaring,

der opstår ved, at der forekommer et moment af indøvelse i

“læringen”. Den enkelte sjælesørger må virke på baggrund af sit

fag/teologien, sin erfaring og med sig selv som redskab, hvilket

bevarer sjælesorgens karakter af kunst.

Nu er jeg selvklart af den opfattelse, at noget kan læres, at

ikke alt er overladt til vilkårlighed – og heller ikke til Ånd. Det

er en faglig forpligtelse fortsat at danne og dueliggøre sig i embedet.

Med rette kan man måske tale om sjælesorg som kunsthåndværk.

Vejledning

Derfor er samtalevejledning, som tager udgangspunkt i en

præsts erfaring fra den sjælesørgeriske praksis, en solid måde at

arbejde med dygtiggørelse på – en måde jeg, som supplement til

dygtiggørelse gennem kurser, har haft ansvar for gennem de

seneste 10 år. Den fortælling, der arbejdes med i vejledning, er

præstens fortælling om det at være præst. Her reflekteres over

eksempler på sjælesorg med henblik på at lære gennem at se på,

hvad man gør. Hvordan var det sjælesorg? Hvordan var jeg præst

gennem det, jeg gjorde? Fokus er på fagpersonen – på det at

være præst og på, at der er en person involveret i funktionen. I

praksis klinger det spørgsmål eller den fortælling altid med, som

handler om, hvordan præsten forstår sig selv – hvilket handler

om embedssynet i sit konkrete og personlige udtryk.

Vejledning udgør et forum, hvor det er legitimt, at der er

fokus på præstens fortælling. Det sker med et fagligt sigte og er

begrundet i præstens tjeneste for andre. Vejledning udgør, med

et moderne ord, en “kvalitetssikring”. Vejledning har dygtiggørelse

som formål, alligevel er der ikke noget bestemt, præsten

skal lære. Den udgør et forum for samtale, som er til rådighed

for præstens eget arbejde og udbytte. Vejledning er som form

magtfri, og den kompetence, vejlederen har, ligger i at kunne

varetage arbejdsmåden og den etik for samtale, som den implicerer.

Det er en struktureret, pastoralteologisk samtale, der som

sin forudsætning har den motiverede praktiker, en uddannet vejleder

og en gruppe af kolleger.

I eet med, at vejledning dygtiggør udadtil, støtter den præsten

selv. Den enkelte præst oplever hovedsageligt støtte derved, at

der ikke blot er tale om den enkelte præsts fortælling, men at

der fortælles i et kollegialt fællesskab, sådan at den enkeltes fortælling

også her sættes ind i en fælles og almen fortælling, nu om

det at være præst. I den samtale, der føres i vejledning, låner kolleger

øjne og ører til den enkeltes særlige fortælling, som bliver

sat ind i rammen af deres observationer, associationer og overvejelser.

I praksis foregår vejledning sådan, at en præst i gruppen

beretter om en arbejdserfaring, som for ham udgør en vanskelighed,

et anliggende eller en anfægtelse. Præsten beretter – med

fokus på sig selv som sjælesørger og med hensyntagen til tavshedspligten

– først til vejlederen, som søger at uddybe anliggendet

gennem sin måde at spørge på. Herefter, ofte i flere omgange,

inviteres gruppen ind – eventuelt med en specifik opgave

– med henblik på at udvide perspektivet på fortællingen.

Hvad andet og mere er der at sige; hvad er det, præsten ikke selv

ser ud fra sit særlige, individuelle perspektiv? Hvad er det, der

stiller sig hindrende i vejen for, at præsten også kan gøre det,

som han vil (ifølge sin “teori”)? Og hvilke andre handlemuligheder

kunne han have? Det er også her, der kan inviteres til en

bevidst teologisk overvejelse over, hvad problematikken handler

om.

Hvad siger præster selv om udbyttet af vejledning? Jeg vil

lade stemmer fra de evalueringer, der foreligger fra de sidste 10

år, komme til orde. Præsters evalueringer fremhæver næsten

uden undtagelse glæden ved at opleve et kollegialt fællesskab.

Dette at kolleger stiller sig til rådighed for ens fortælling og

oplever at blive mødt med forståelse, solidaritet og nye øjne på

ens fortælling og derigennem ofte også oplever, at noget fastlåst

løses op, fordi der gennem udvekslingen gives nye muligheder

for at forstå og forholde sig. Oplevelsen af, at her taler man med

hinanden på en anden måde, fremhæves – en måde, som er

opbyggelig både som præst og menneske. Præsterne giver gennemgående

udtryk for, at hvem de er som præst, er blevet bedre

integreret med, hvem de er som person og med deres teologi/tro.

Overensstemmelse, så vidt muligt, er vigtig for kvalitet

i arbejdet, ligesom den er det for præstens oplevelse af mening.

Præsterne giver udtryk for, at det støtter dem til at blive bedre

sjælesørgere og præster i det hele taget, og at de får større fri-

modighed og glæde i arbejdet. At det bliver tydeligere for dem

selv, hvad de vil i deres arbejde – og at de også bedre kan formidle

det til andre. De anvender således også deres kræfter

bedre. I nogle tilfælde har præster givet udtryk for, at vejledning

har udgjort forskellen mellem at kunne fortsætte eller holde op.

Træthed og modløshed udgør farer i et arbejde, der som præstens

traditionelt er kendetegnet ved ensomhed og ved omsorg

for andre i mangeartede, ofte eksistentielt udsatte situationer.

Vejledning kan være med til at forebygge sådanne virkninger

ved at åbne en negativ, repeterende fortælling om det at være

33

34

præst op over for at undersøge, om det er muligt at fortælle en

fortælling, som kunne være anderledes.

Om det narrative – igen

Jeg har nævnt nogle tendenser i tiden, som gør, at kirke og kristendom

ikke kan forudsætte forståelse og autoritet på samme

måde som tidligere. At det, som udgør konteksten og menneskers

erfaringer og de mange forskellige fortællinger herom, må

tildeles opmærksomhed og anerkendelse. At dette igen betyder

en relativering, hvad angår menneskers opfattelse af kristendommen

som Sandheden. Og at det fører til, at formidling bliver

afgørende – formidling som “mødestedet” mellem et budskab

og menneskers konkrete liv og erfaring. Sandhed må formidles

konkret i møder mellem mennesker og vise sin overbevisnings-

og bærekraft her. Jeg mener, at denne udvikling ligger

bag, at sjælesorg har vundet stadig større opmærksomhed og

plads inden for de seneste år. Som jeg håber at have vist, giver

den narrative tilgang os en mulighed her, fordi fortælling, og hermed

det konkrete og erfaringsnære, på en ikke-autoritær måde

kan bære et budskab frem. Fortællingen kan, inden for sit eget

rum, formidle et indhold, som har normativ karakter. Det er fortællingens

mulighed inden for sin form at lægge et indhold frem

i samtalen mellem mennesker, som angår mening og sandhed –

til afgørelse. Gennem fortællingen lægges det frem på en måde,

hvor det ene menneske renoncerer på magt over for det andet.

Fortællingen virker i kraft af sig selv – eller også virker den ikke.

Det betyder, at en narrativ sjælesorg kan arbejde solidarisk med

mennesker og med livsvilkåret og samtidig bevare muligheden

for at sige noget nyt i situationen, som situationen ikke kan sige

sig selv. Som mennesker kan spejle deres fortælling i, identificere

sig med eller simpelthen gribes af.

Præst og person

Det interessante, udfordrende eller anfægtende – alt efter hvordan

man ser på det – er nu, at denne udvikling og særlig formidlingens

“nødvendighed” bringer personen i fokus. Det medfører

i realiteten, at udfordringen bliver den enkelte præsts, hvad

angår at varetage formidling p.d.e.s. og egenarten p.d.a.s. Denne

dobbelte udfordring indebærer imidlertid også en belastning på

embedet og den enkelte embedsbærer. Jeg mener, det er en problemstilling,

der kendetegner embedet, men at det er noget, som

accentueres. Jeg tænker herunder på ensomheden i embedet,

det, at man alene og på grundlag af egen motivation står som

“bærer” af Guds virkelighed over for mennesker – vores menighedssyn

til trods. Og at præsten repræsenterer en virkelighed og

magt, som ikke er hans egen – men som han må repræsentere

med sig selv. Embedets kompleksitet udgør, for mig at se, under

ét dets karakter af gave og vanskelighed. Spændingen mellem

p.d.e.s. den magt, som er Guds, og p.d.a.s. menneskelig afmagt i

livsvilkåret, som præsten deler, kendetegner frem for noget

embedet og præstens identitet – ikke blot i en faglig forstand,

men også i en eksistentiel. Dette giver sig på forskellige måder

udslag i præsters “arbejdsproblematik”, og det kan der som vist

arbejdes med i vejledning af faglig karakter, eller der kan arbejdes

med det i regi af åndelig vejledning, hvor den eksistentielle,

personlige og trosmæssige side kan komme i forgrunden.

Betydningen af personen strammer til omkring troværdigheden.

Troværdighed – som handler om en overensstemmelse

mellem præst og person, teologi og praksis – må altid være afgørende,

men meget tyder i dag på, at kristendommens “virkningsmulighed”

generelt står og falder med præsten og dennes person,

og at sandhed i dag må forkyndes som sandhed, en person

står bag – en aktualisering af “pro me” på en moderne præmis.

Det eksistentielle, integrerede, for ikke at sige det inkarnatoriske,

bliver kriterium for, hvordan det er muligt at forkynde i dag.

At skulle legemliggøre budskabet er imidlertid en overbelastning

af den enkelte. I (efter)uddannelse af præster må der derfor

tænkes på, både hvordan præsten kan “klædes på” til at møde

mennesker på tidens præmisser, og hvordan den enkelte præst

kan skærmes mod overbelastningen heri.

Åndelig vejledning

Jeg indledte med Emmausberetningen og de dimensioner i sjælesorgen,

som er blevet udledt af den: omsorg, besindelse, fortolkning

og forandring eller fordybelse. De samme dimensioner

gør sig for så vidt – under et fagligt sigte – gældende i vejledning.

Jeg ser åndelig vejledning som en dimension, der lægger sig til

en faglig vejledning, og som særligt gælder fordybelsens dimension.

Fordybelse er svar på en ydre fordring om og en indre længsel

efter autenticitet. Den fortælling, der fortælles i åndelig vejledning,

er den personlige trosfortælling. Et menneskes – også

præstens – fortælling om tro og anfægtelse, om kamp og forsoning

og om gudsforholdet. Spiritualitet handler om at være åben

over for Guds handlen. Her handler det ikke alene om at få sin

selvforståelse perspektiveret af Guds fortælling, men om hengivelse

til gudsforholdet og om længslen efter at dannes i overensstemmelse

med gudbilledligheden. Den praksis, der føres

samtale om i dette rum, er bønnens, kontemplationens, åbenhedens,

stilhedens. Til forskel fra faglig vejledning er der tale om et

personligt rum, og samtalen, som føres mellem en åndelig vejleder

og “konfidenten”, har grundlæggende karakter af bekendelse

og af at stå ved sig selv over for Guds ansigt med håbet om at få

givet sig selv tilbage på en ægtere og mere nådig måde, end når

jeg alene skal fortælle, hvem jeg er.

Med åndelig vejledning gribes tilbage og knyttes til ved en

klassisk teologisk og sjælesørgerisk tradition. Det er imidlertid

en praksis, som må genopdages inden for en luthersk tradition.

Mens faglig vejledning således er ved at have fundet en praksis,

er åndelig vejledning ny i efteruddannelsessammenhæng. Jeg

finder det spændende, at udviklingen inden for sjælesorgen – og

vist i det hele taget – går i retning af et dobbelt hensyn, hvor det

ene er hensynet til formidling, og det andet opmærksomheden

over for egenarten og i ét hermed vigtigheden af teologisk

refleksion. Interessant er så, at vi træffer på begge bevægelser i

deres konkrete udtryk – henholdsvis som præstens fortælling om

det at være præst og som den personlige trosfortælling – i faglig

og åndelig vejledning. Måske skyldes det netop, at der er brug for

dem i deres konkrete udtryk i dag, og at det er sådan, de må stå

deres prøve.

Sjælesorg omfatter både forandringens og fordybelsens

dimensioner. Faglig og åndelig vejledning udgør på samme måde

to samtalerum for præsten, som indeholder de samme dimensioner,

om end på en mere specifik måde. Der findes en parallel

mellem det, præsten selv har behov for og erfaring med, og det

han skal kunne støtte andre i. Sådan kommer samværet og samtalen

i vejledning ofte til at danne model for, hvordan en præst

bliver i stand til at være til stede for andre. Behovet og udfordringerne

til efteruddannelse giver sig selv, mens der fortsat må

arbejdes med at finde former, som dygtiggør til tjeneste på det

komplekse område, som sjælesorg udgør. I et supplement til kurser

ser jeg her faglig og åndelig vejledning som henholdsvis en

ydre og en indre side af en forberedelse til at være sjælesørger

for andre.

35

36

DA TIDSÅNDEN KOM TIL LØGUMKLOSTER MED FIRETOGET

Om Bibelens forhold til litteratur, kultur og folk (herunder præster)

Af lektor Benny Grey Schuster

Når jeg skal skrive om et emne,

der både afspejler egne interesser

og kan bidrage til at give et billede

af Præstehøjskolens virksomhed

i den periode, hvor jeg har

været ansat, vil jeg gribe helt tilbage

til min udnævnelse. Den

afstedkom, at jeg opnåede langt

mere end de sølle 15 minutters

berømmelse, Andy Warhol engang

forudsagde for enhver af os

i mediesamfundet, for flytningen

til Løgumkloster befordrede, at

jeg blev bærer af selveste Tidsånden.

Hegel mente som bekendt

at have set dette gespenst inkarneret, da Napoleon red

forbi hans vinduer en dag i 1806; og i mit tilfælde indtraf metamorfosen

nogle få måneder efter min ansættelse, mens jeg rejste

på 2. klasse med DSB og stirrede ud af ruden undervejs til

Sønderjylland.

Inspirationen fra Frye

Inden jeg kommer til det magiske øjeblik, vil jeg – for at bevare

spændingen lidt – indskyde lidt baggrundsinformation til belysning

af, hvorfor i alverden Tidsånden valgte mig. I slutningen af

80’erne var jeg præst i Canada, og umiddelbart efter min hjemkomst

derfra havde jeg skrevet nogle artikler, der skulle afspejle

den måde at arbejde på tværs med bibelske tekster, som jeg

havde erfaret at have haft mest glæde af i arbejdet med prædikener

og foredrag. I mangel af bedre kaldte jeg det for “homiletiske

læsninger”, og dem offentliggjorde Præsteforeningens Blad

i 1992.

På næsten samme tid udkom professor Kirsten Nielsens bog

Satan – den fortabte søn?, hvori hun bl.a. slog til lyd for et begreb

om intertekstualitet, og uden på nogen måde at tage hendes bog

til indtægt som en legitimering af min form for fortolkning, forekom

den mig lidt af et vendepunkt inden for dansk eksegese. I

bakspejlet synes jeg stadig, Nielsens bog holder som en forårsbebuder

af den sværm af spændende og anderledes fageksegetiske

bøger, der op gennem 90’erne blomstrede frem.

Så meget havde jeg dog til fælles med Nielsen, at vi begge i

årtiet forud havde læst Northrop Frye. Som noget af det første

efter min ansættelse i vinteren 1991-92 som adjunkt ved Det

teologiske Fakultet i Århus havde jeg afholdt en øvelse for en

håndfuld ihærdige studerende, der sammen med mig stred sig

igennem Fryes litteraturkritiske hovedværk fra 1957, Anatomy of

Criticism. I den bog foretager Frye et opgør med nykritikken, der

på daværende tidspunkt i efterkrigstiden var den nærmest enerådende

metode blandt akademikere og litterater, og som i sin

fokusering på at analysere den enkelte tekst havde haft en tendens

til at isolere kunstværket fra bl.a. dets historiske og genremæssige

kontekst. Helt konkret polemiserede Frye herimod

med påstanden om, at man gjorde sig til en slags funktionel litterær

analfabet, hvis man i omgangen med Vesterlandets store

litteratur så bort fra dens bibelske baggrund. Det synspunkt fik

mange år senere lov til at udfolde sig i endnu et hovedværk fra

Fryes hånd, bogen om Bibelen og litteraturen med den sigende

titel hentet fra et digt af William Blake, The Great Code (1982,

dansk oversættelse: Den store kode, 1992).

Alfa og omega-kursets tilblivelse

Det var med den interesse i bagagen, jeg sad i toget på vej til et

møde med min rektor, hvor jeg skulle komme med forslag til

fremtidige kurser, og mens jeg tumlede med ideer til, hvilke forfatterskaber

man ville kunne arbejde med for at “dokumentere”

Fryes påstand, slog der pludselig en ubehagelig “bjælken-i-diteget-øje”-tanke

ned i mig. Inden man gav sig til at bebrejde

andre deres manglende blik for den bagvedliggende bibelske arv

i moderne digte, romaner og dramatik, og inden man kastede sig

ud i at undersøge litteraturens genbrug af Bibelens billedsprog,

fortællemønstre og forestillingsverden, var det måske en god idé,

at man ... at jeg selv kendte til arvens og genbrugets kilde. Altså

de bibelske skrifter i deres helhed og ikke kun de “highlights”,

som prædikenperikoperne og yndlingsskrifterne og -enkeltversene

nemt kommer til at udgøre.

Den næste tanke var erindringen om det ikke få antal gange i

løbet af årene som præst, hvor jeg fyldt med appetit og beslutsomhed

havde sat mig for at få læst hele Bibelen i sammenhæng

– blot for hver gang at have måttet konstatere, at når israelitterne

nåede frem til ørkenvandringen, kom der en menighedsudflugt

på tværs af læsningen, og hvis jeg en enkelt gang nåede helt

ind i 3. Mosebogs rituelle forskrifter, gik jeg død i teksten, når en

begravelse krævede min tid og opmærksomhed.

Da var det, at Tidsånden steg om bord midt mellem Kolding

og Vamdrup: Hvad nu hvis jeg ikke var den eneste teolog, der

enten ikke havde læst alle Bibelens skrifter eller havde glemt en

stor del af dem igen? Var der måske andre præster, der havde

haft samme ambition om at (gen)læse Bogen i sin helhed, og

som havde haft en tilsvarende erfaring af at blive frustreret deri

af hverdagens gøremål? Hvad med at lave et kursus, hvor der

ikke skulle undervises i gængs forstand, men hvis fremmeste formål

var at give ro og incitament til blot at læse? Inden Rødekro

havde jeg i mit stille sind svaret ja til alle disse og flere lignende

spørgsmål.

I første omgang var det dog som om, Tidsånden var faldet i

søvn i kupéen og var fortsat mod Padborg og videre sydover, for

rektor troede hverken på salgsværdien af eller det fagligt forsvarlige

i et sådant kursus. I ren og skær loyalitet gav han dog

grønt lys for forsøget, blot udmøntede hans skepsis sig i, at konceptet

blev halveret til et to-ugers kursus – for tænk nu om

huset skulle stå tomt en hel måned, hvis præsterne ikke købte

idéen.

Hans anden bekymring viste det sig sværere at gøre noget

ved, for på rad og række betakkede flere eksegeter ved de to teologiske

fakulteter sig for opgaven med at lede kurset, og måske

ville jeg være begyndt at få min tvivl, hvis ikke jeg da var nået

til Nielsen på min liste. Det vil sige, egentlig stod hun øverst,

men hun havde været bortrejst, og da jeg omsider fik fat i hende,

betakkede hun sig lige så bestemt som kollegerne; men til

gengæld kom hun med de forløsende ord: Ideen var glimrende,

men det skulle da selvfølgelig være mig selv, der gennemførte

den.

Muligvis foresvævede der Nielsen det argument, som jeg selv

senere har ræsonneret mig frem til, nemlig at det var helt misforstået

at bede en fagekseget om at påtage sig opgaven.

Simpelthen fordi kurset, alene på grund af dets form, ville udgøre

en konstant trussel imod eksegetens faglighed, da en hele-

Bibelen-på-14-dage-læsning kræver en form for overfladiskhed,

som ikke er umiddelbart forenelig med fagmandens dybde og

grundighed.

I forlængelse heraf må det også gerne skinne igennem, at det

ikke nødvendigvis er på grund af særlig visdom eller enestående

faglig kunnen, man bliver ophøjet til Tidsånd; men snarere fordi

man tilfældigvis er på rette sted til rette tid. Jeg er således temmelig

overbevist om, at var jeg ti år tidligere frem for Stillehavet

flyttet ned til Vadehavet og havde lanceret samme idé, ville den

formentlig være druknet i latter fra såvel kolleger som kursister.

Nu gik det i stedet sådan, at vi blev oversvømmet af omkring

halvtreds ansøgninger til det første kursus, og at vi i år har rundet

det ottende af slagsen. Dog var latteren ikke gemt længere

væk, end at den nu og da dukkede op til overfladen som et

undertrykt journalistisk fnis, når jeg blev ringet op af aviser og

såvel lokal- som landsradio for at forklare, om det virkelig kunne

have sin rigtighed, at præster skulle på kursus for at læse

Bibelen.

Den folkelige udbredelse som bibelmaraton

I et forsøg på at forklare konceptet (og forsvare præsternes ære!)

i den større offentlighed fandt jeg i et interview på at sammenligne

denne læsemåde med et maraton, og den formulering skulle

jeg selvfølgelig have taget patent på, så havde jeg måske i dag

været en holden mand (jeg lader mig dog formane af Herrens

ord i Matt 10,8). Det viste sig nemlig, som det udslagsgivende

bevis på at jeg vitterlig havde været redskab for Tidsånden, at

hvor jeg kun havde haft præstestanden i sigte, overførte sognepræst

Knud Ove Mandrup et par år senere ved årtusindskiftet

ideen til ganske almindelige mennesker i et ganske almindeligt

jysk landsogn – og det med samme overvældende tilslutning,

som vi havde oplevet på Præstehøjskolen.

Hvis man ville have afskrevet dette som et i sig selv overraskende,

men dog enkeltstående udslag af den særlige stemning op

til år 2000 (hvem husker ikke den apokalyptiske angst for globalt

computersammenbrud!), så kom det velsagtens bag på de

fleste – og i hvert fald mig – at ikke kun (iflg. fordommen: kir-

37

38

kelige) jyder, men siden hen – da først Viborg Stift og bag efter

Bibelselskabet hægtede sig på successen – også kjøwenhavnere

og endda fynboere havde lyst til sammen med “deres” præst og

andre mennesker i “sognet” at ofre betragtelige mængder af tid

på selv at læse Bibelen en hel vinter igennem. (Gåseøjnene skal

tage højde for det forhold, at ifølge en stor del af den tilbagemelding,

der er kommet mig for øre, gør der sig det gældende

ved disse bibelmaraton’er, at det i vid udstrækning er kirkeuvante

mennesker, der møder trofast frem.)

Midt i folkekirkens angiveligt dalende betydning og folkets

svigtende opslutning om søndagsgudstjenesten og andre kirkelige

aktiviteter, er der nærmest ud af intet opstået et fænomen,

der – sammen med ”minikonfirmander” og kirkehøjskoler – i

mands minde savner lige i popularitet og hastig udbredelse, og

som i en tidligere tidsalder næppe kunne have undgået at blive

betegnet som andet end en regederlig “vækkelsesbevægelse”.

Lige så lidt som jeg altså kan eller vil tage æren herfor, lige så

lidt kan jeg af gode grunde vide, hvordan det gribes an af de

enkelte præster rundt omkring i sognene, eller, hvad der er

endnu mere interessant, hvorfor danskerne tilsyneladende har

overvundet deres kollektive blufærdighed, for ikke at sige bornerthed

ved at læse i Bibelen, og hvad de så får ud af at gøre det.

Det er der måske lige så mange forklaringer og svar på, som der

har været deltagere; men hvis jeg for egen regning skal vove et

overordnet bud – og samtidig signalere hvorledes denne nye, folkelige

læsning af Bibelen monstro både minder om og adskiller

sig fra den, der for 50-100-150 år siden foregik (og velsagtens

stadig foregår) i missionshusene – vil jeg indskrænke mig til at

foreslå to kendetegn: At folk læser Bibelen selv, og at de læser

den litterært.

Bibelmaratonlæsningens kendetegn

Det første skal jeg ikke opholde mig særligt ved ud over at gøre

opmærksom på, at det slet ikke er så selvindlysende og banalt,

som det umiddelbart kan lyde. Lige som i tilfældet med den

seneste tids megen (kulturog undervisningspolitiske) tale om

kanoner, kan den store deltagelse i bibelmaraton nok tages som

udtryk for en selvbesindende venden “tilbage” til rødderne.

Givetvis kan dét også ses som én af de mere hensigtsmæssige

reaktioner på udfordringen fra landets muslimske indvandrere

og deres anderledes bevidste og synlige omgang med religionen

og dens helligskrift.

Men at der kan ligge andet og mere heri, må være forklaringen

på en af forrige års mest forbløffende avishistorier. At det

lykkedes Kristeligt Dagblad at lokke (?) en universitetslektor til

at udtrykke sin dybe skepsis over for bibelmaraton’ernes popularitet,

lader sig til nød udlægge som bekymring på fagets vegne;

men det turde være et ægte dansk paradoks, for nu ikke at sige

en absurditet, at synspunktet i samme artikel blev delt af en tidligere

generalsekretær for Det danske Bibelselskab. Når hin

enkelte læser Bibelen på egen hånd, kan det sikkert ikke blot

være svært at forhindre, at der kommer egensindige tolkninger

ud af det, men selve den individuelle måde at gøre det på, kan

også opfattes som en unddragelse af den fælles og især gudstjenstlige

given sig hen under Ordet.

Grænsen mellem rettroenhed og sværmeri kan blive gjort flydende,

hvis og når menigmand mener selv at kunne læse sig til

Guds ord uden prædikantens vej- og retledning – men skønt

ikke umuligt turde det i en luthersk sammenhæng være sin sag

at argumentere overbevisende imod det almene præstedømmes

ret til uformidlet adgang til Skriften.

Det leder i og for sig udmærket over til den næste antagelse,

som omvendt ikke forekommer selvindlysende, men samtidig er

den, jeg er mest optaget af. Hvis jeg skal have ret i, at den nye

bibellæsning er litterær, kan jeg selvsagt ikke dermed mene, at

Fryes forfatterskab har opnået folkelig udbredelse; men “litterær”

skal tages i den bredeste betydning. I den her sammenhæng

skal betegnelsen tjene som et forsøg på at pejle sig imellem to

kendte (og ofte indbydes bekrigende) læsemåder.

På den ene side ville det i forhold til fageksegesen naturligvis

være at grave sin egen grav, hvis man ophøjede selve det at læse

meget, hurtigt og overfladisk til en metode; men der er dog et

vist sammenfald imellem den læsning, der affødes af de betingelser,

et maraton fungerer under, og en egentlig litterær metode.

Begge er de langt mere optaget af forløb, af større, overgribende

helheder, af sammenligninger på kryds og tværs og af umiddelbare

indtryk på (og relevans for) den nutidige læser, end af at

opløse teksterne i deres enkeltdele, traditionslag og historiske tilblivelse

og sammenhæng. Til den anden side signalerer “det litterære”

en tilgang til Bibelen, som afgrænser den fra en læsning,

der i mangel af bedre kunne kaldes for en “andagts-læsning” – og

det er denne forskel, jeg her vil opholde mig lidt mere ved.

Stikord til indkredsning af litterær bibellæsning

Det kan være svært præcist at sætte fingeren på, hvori forskellen

består; og der er selvfølgelig også den risiko indbygget, at jo

mere konkret man bliver, desto mindre rammende er det; men

med de forbehold vover jeg at udpege nogle tendenser, der alt

andet lige mere karakteriserer bibelmaraton’ernes nye, folkelige

læsning end den traditionelle.

Når det overhovedet er ulejligheden værd at nævne “det litterære”,

og navnlig når det af nogle opfattes som kontroversielt,

skyldes det jo, at der akkurat har været en tradition for at nære

mistanke til en sådan omgang med Bibelen. Der har været en

udtalt eller oftere underforstået mening om, at der findes en

ikke-litterær læsning, som ikke bare er den rigtige (i hermeneutisk

henseende), men endog den passende (etisk og religiøst

set). Den fordom svarer til en berømt udtalelse af T.S. Eliot

om, at man først begyndte at interessere sig for at læse Bibelen

litterært, da man holdt op med at tro på den. Det synspunkt kan

man både være enig og uenig i.

Jeg mener, det her vil være klargørende at skelne mellem litterær

bibellæsning som udtryk for en holdning eller en metode.

At læse litterært vil helt bogstaveligt sige at læse ... ja, bogstaver

(latin: littera), og i den forstand er det enten nonsens eller løssluppen

spiritualitet at foregøgle sig en ikke-litterær læsning.

Men hvis det reformuleres til udsagnet om, at man ønsker at

læse Bibelen som en roman, ligger den indvending lige for, at

den skam ikke kun er litteratur, at den er Helligskrift. For diskussionens

skyld vedgår jeg derfor, at der kan ligge en postmoderne,

nivellerende eller autoritetsnedbrydende holdning bag en

litterær tilgang, at man læser Bibelen på linje med alle andre

bøger snarere end som Bogen, at man er styret af æstetiske, kulturelle,

historiske eller lignende interesser frem for ønsket om

religiøs opbyggelse. Kort sagt: at man er mere optaget af sin dannelse

end af sin frelse.

Men der kan også ligge noget rent metodisk i det at læse litterært,

som intet afslører om, hvorvidt man tror på en skabende

og opretholdende Gud eller respekterer Skriften som Hans Ord.

Skeptikerne kan gerne beholde ret i, at Bibelen er mere end

(skøn)litteratur; men heraf følger ikke, at den er mindre end

ethvert andet kunstværk. Hvis skrift (bl.a.) bliver til kunst derved,

at forfatteren er sig sine æstetiske, retoriske m.fl. virkemidler

bevidst, står de bibelske forfattere ikke tilbage for deres

verdslige kolleger (jf. Præd 12,10 – bemærk at det hebræiske

ord, som i DO1992 gengives med “rammende”, også kan oversættes

med “smukke”, således som man gør i visse engelske, ikkepuritanske

[!] oversættelser).

Der er rigelige vidnesbyrd i Bibelen om, at det både er vulgært

og anakronistisk at spille skønhed og sandhed ud imod hinanden

som absolutte modsætninger; og derfor kan man sagtens

forstå, at hvis og når man er opdraget til fortrinsvis at studere

Bibelen for at finde det, der driver på Kristus, eller at kunne

skelne ret mellem lov og evangelium, kan det virke overraskende

at måtte – eller skulle – nyde Ordet (jf. Job 12,11; Sl 34,9 og 1

Pet 2,3). Vi er – ikke mindst i kirkelige (og protestantiske?)

39

40

kredse – blevet så vænnet til den i bedste fald naive forestilling

om, at hvis bare man har sandheden, kan det være lige meget,

hvordan den kommunikeres, sandheden skal nok sætte sig selv

igennem. Selvfølgelig gør den det; men det er plat at spille dét

ud som en retorisk forskrift, som et krav om at afstå fra at præsentere

budskabet på bedste – herunder smukkeste – vis.

Denne misforståede fordom giver sig også udslag deri, at

mange bliver forbløffede over at opdage, at når apostelen siger,

at “troen kommer af det, der høres” (Rom 10,17), kan den systematiske

teolog måske nok ophøje dette til en lære om, at høresansen

udpeges til kongevejen, men at der ikke heraf følger, at

de øvrige sanser udelukkes som “biveje” til frelsen. Det turde

være en tilbagevendende øjenåbnende erfaring fra bibelmaraton-læsningerne,

at når først man suspenderer dogmet om ørets

monopol (hvad enten man gør det metodisk bevidst, som en

læsestrategi, eller af ren og skær uvidenhed om traditionens

prioritering), overvældes man af Den hellige Skrifts appel til alle

læserens sanser. Vel at mærke ikke kun det sanselige i seksuel,

erotisk betydning (som alle tiders puritanere aner bag enhver

åbning for sanserne, og som rigtignok selv den mest håndfast

allegoriserende tolkning af Højsangen har svært ved at tøjle), for

Gud åbenbarer sig både for øjet (Joh 2,23), næsen (2 Kor 2,14),

tungen (Sl 34,9 og Joh 2,1-11) og følesansen (Jer 1,9).

Teologisk-dogmatiske spørgsmål er selvsagt oplagte og legitime

at stille til en kanonisk tekst; men hvis man går ud fra, at teksterne

også lader sig nyde, får man en lydhørhed over for Bibelens

andre kommunikations- og forståelsesformer end de rent

forstandsmæssige og etiske. Hvis ikke det var fordi, at diverse

kirkelige og religiøse grupperinger ned gennem historien havde

fortrængt og aktivt bekæmpet det, ville det i grunden være så

frygtelig banalt, at det ikke var værd at nævne. Den litterære læsning

kan medvirke til at gengive os blikket for, at når de bibelske

forfattere skal fortælle om det mest ophøjede, om Gud og

Hans historie med mennesket, gør de først og sidst brug af menneskelige

erfaringer, af dagligdags eksempler (og herunder eksemplets

kraft som forbillede), billeder og metaforer, fyndord og

slagfærdige fortællinger. Alt sammen noget der appellerer til følelserne

og fantasien, som – det kan skeptikerne have så ganske

ret i – kan være umådeligt svære at kontrollere, men som liv og

tro gror af.

Ovenpå disse fremhævelser kan der være god grund til at indrømme,

at det omvendt også ville være anakronistisk at pådutte

de bibelske skribenter en (romantisk) kunstners selvforståelse. I

samme åndedrag med den indrømmelse må det dog fastholdes,

at det er mindst lige så misvisende, hvis man – når evangelisterne

overfladisk betragtet giver udtryk for et rent kronistisk anliggende

(jf. Luk 1,3-4 og Joh 20,30-1) – forveksler det med et

moderne (positivistisk) historiebegreb.

Troens sikre grund hviler ikke på en nok så (snus)fornuftig,

skarp skelnen mellem kendsgerninger og digt. Evangelisterne og

apostlene er ikke ude på at levere dokumentarisme – og selv

hvad angår Det gamle Testamente kan man knapt hævde det for

Krønikeværkets vedkommende. Eller sagt på en lidt anden

måde: Et af de stærkeste argumenter for, at bibelfortolkningen

har mere til fælles med litteraturen end med historievidenskaben,

er, at Jesus ikke blot valgte at forkynde sine vigtigste budskaber

indirekte, det vil sige i billeder og lignelser, men at Han

tillige efterlod dem som “åbne kunstværker” i den forstand, at

det overlades til tilhøreren gennem sin fortolkning (og sit liv) at

“slutte” eller rettere videreføre fortællingen.

Til selvprøvelse

Hvilken slags læsning man selv hælder mest til, kan et par hurtige

(og selvsagt unuancerede) lakmusprøver til slut antyde.

Når man støder på bibelske passager fyldt med farverige

detaljer, opfatter man det så generelt som et stærkt argument

for, at man har med øjenvidneberetninger at gøre? Eller genkender

man det som en litterær form, hvormed forfattere typisk

skaber nærvær og troværdighed? Eller (hvis man er optaget af en

specifik bibelsk poetik) aner man en symbolsk eller sågar typologisk

meningsfuldhed bag de dagligdags begivenheder? I den

ene af de artikler, jeg hentydede til ovenfor, forsøgte jeg på en

konkret perikope at illustrere perspektiverne i den sidste slags

tilgang, samtidig med at jeg en anelse polemisk gerne ville afsløre

de – for mig at se – ufrivilligt komiske tolkninger, der

kom(mer) ud af at behandle detaljerne i Lukas’ mærkværdige

fortælling om apostelens flugt fra fængslet som så og så mange

data. Jeg tillader mig derfor at henvise evt. interesserede til artiklen

“Peters exit fra Acta: En opstandelse? En litterær, homiletisk

læsning af Ap.G. 12,1-17” (Præsteforeningens Blad 1992/34,

ss. 669-80).

Den anden selv-test kunne lyde: Hvad mener man om de

såkaldte evangelieharmoniseringer (jf. f.eks. afsnittet “Vor Herre

Jesu Kristi lidelseshistorie” bag i Den danske Salmebog)? Er man

dem positivt stemt, kan det hænge sammen med, at man opfatter

evangelierne som kildeskrifter og følgelig anser deres indbyrdes

forskelle som – hvad nu grunden end måtte være – diverse

“huller” (lakuner), som man så lykkeligvis kan udbedre ved

hjælp af en omhyggelig redigering (en art historisk rekonstruktion).

Er man mere til det litterære, er man tilbøjelig til at tage kraftig

afstand fra et sådant projekt. For selv om man umiddelbart

kunne forledes til at tro, at den litterære optagethed af intertekstualitet

burde understøtte harmoniseringer, forholder det sig

stik modsat. Modviljen mod f.eks. sammenskrivninger af de syv

korsord skyldes ikke, at det udtrykker disrespekt for den enkelte

evangelists ophavsret. Miséren er snarere, at det afslører en tonedøvhed

over for evangelistens anliggende med at lade sit evangelium

om Golgata klinge ud i just de ord fra den korsfæstedes

mund.

Skarpt formuleret: Den litterære læsning opfatter det ikke

som en mangel hos eksempelvis Markus, at han mangler korsordene

fra Matthæus, Lukas og Johannes. Hvis man tror, at deres

fravær på nogen måde er udslag af Markus’ manglende kendskab

til de historiske kendsgerninger, står man i begreb med at miskende

evangelieskrifternes genre. Studerer man Gak under Jesu

kors at stå’s forlæg og paralleller, vil man erfare, at der er forskellige

måder at “nummerere” korsordene på. Det peger på risikoen

for, at man i sit forsøg på at skabe et (psykologisk)

sammenhængende forløb reducerer de teologisk potente korsord

til så og så mange følelsesudbrud (og så ikke et ord om Mel

Gibson!).

Der er al mulig grund til at være oldkirken taknemmelig for,

at den åbenbart også var “litterært” indstillet, for så vidt den

modstod eksempelvis en Markions forslag om akkurat at nøjes

med ét evangelium og smide de andre væk. Da kanon skulle

fastlægges gjorde man lige modsat det, der for al tid sikrer, at

inden for kristendommen kommer man ikke uden om dét hermeneutiske

“problem”, at vi kun har evangeliet på fortolkningens

vilkår, i og med at fædrene optog fire forskellige, men ligeværdige

versioner af fortællingen om Guds vandring på jorden.

Et lyspunkt?

Måske vil nogen efter endt læsning af ovenstående sidde tilbage

med den indvending, enten at der ikke er noget nyt i det, jeg

giver ud for at være “litterært”, eller at jeg karikerer den posi-

tion, som jeg – udtrykkeligt eller underforstået – har ladet være

den nye læsemådes modsætning. Hertil er der to ting at bemærke.

Dels at jeg ganske rigtigt – og heldigvis – i forbindelse med

undervisning og foredrag ikke sjældent er ude for, at jeg og mine

angivelige modstandere gensidigt kan afmontere fordomme om

hinanden og opdage fælles anliggende. Dels, hvilket er mere

interessant i en sammenhæng, hvor vi ikke taler om diskussioner

mellem kirkelige fløje blandt præster og teologer, men om den

folkelige udbredelse af maraton’erne, at mens jeg gerne lader

mig belære om, at jeg rammer helt ved siden af, hvis jeg slår danske

“andagtslæsere” i hartkorn med tidligere tiders pietister og

puritanere (og vore dages amerikanske fundamentalister), så er

det virkeligt nye i disse år, at almindelige danskere også er på vej

til at opdage det.

Hvis én af de ting, Grosbølls tur i mediemøllen har været

med til at afsløre, er gabet mellem præsters selvforståelse og den

folkelige forventning til dem, og hvis vi endnu må vente og se,

hvordan der vil blive slået bro herover (om stereotypierne må

tilpasses virkeligheden, eller om præsterne – presset af pressen –

lever sig tilbage i rollen), da nærer jeg det håb, at bibelmaraton

er et eksempel på, hvordan folk og præster kommer ud på “den

anden side” sammen. Når den brede befolkning i mange årtier

har ladet (konfirmations-)biblerne samle støv på hylden eller i

kasser på loftet, var det fordi folk troede, at den skulle læses på

en helt bestemt måde, som de ikke selv formåede eller interesserede

sig det fjerneste for – men som de troede præsterne gjorde.

Nu oplever folk i sogn efter sogn, at Bibelen kan læses uden

frygt for ikke at leve op til en forældet og/eller forkvaklet forestilling

om, hvordan kirkens folk gør det. Det er der bevisligt

kommet læselyst ud af, og af det kan der måske ligefrem gro

glæde. Sker det, er der grund til med Paulus (Rom 12,15) at

glæde sig med de glade – og læse videre.

41

42

JESUS: OFFERLAM ELLER SYNDEBUK?

Om sammenhængen mellem kristologi og forsoning

Af lektor, ph.d. Hans Vium Mikkelsen

Iagttager man den teologiske

debat hvad angår forsoning synes

det som om, at man bliver stillet

i et valg mellem to yderpunkter:

Enten holder man fast i en traditionel

udlægning af Jesu død,

som det sidste – og nødvendige –

offer til Gud, eller også fraskriver

man Jesu død nogen frelsesbetydning.

Et skisma som måske

kan tolkes som et spejlbillede på

den for tiden højt besungne forskel

mellem teologi som fagvidenskab

og teologi som praktisk

disciplin, mellem universitet og

kirke. Men er det så simpelt, at man enten må tilskrive Gud hele

ansvaret for Jesu død (Jesus som offerlam) eller mennesket

(Jesus som syndebuk)? Svaret skulle med denne lille artikel

gerne være benægtende.

At turde stille elementære spørgsmål

En gang imellem er det befriende at stille et helt elementært

spørgsmål, og ud fra dette spørgsmål søge at nybesinde sig på

indholdet af skrift og tradition. For med spørgsmålet som prisme

er det muligt at åbne såvel skrift som tradition på en måde,

som i sig selv hverken opfordrer til gold traditionalisme eller til

flad reduktionisme, ortodoksi eller kætteri.

Til læren om forsoning kunne et sådant elementært spørgsmål

være: Hvorfor døde Jesus? Skulle han dø? og så, med udgangspunkt

i disse spørgsmål, gennemgå såvel skriften selv (her

tænker jeg særligt på evangelierne) som traditionen, og deres

forskellige bud på betydningen og indholdet af Jesu død.

Læren om forsoningen har i de sidste par årtier været udsat

for det paradoks, at medens teologien selv har vægret sig ved at

udfolde betydningen af den kristne forsoningslære, har andre

fagområder såsom jura og sociologi knyttet til ved den kristne

forsoningstanke, hvor Gud er garanten for tilgivelsen.

Hævdelsen af at man kan tilgive stedfortrædende bliver her vigtig

for den sociologiske proces. Sandhedskommissionen i

Sydafrika er det mest kendte eksempel herpå. Her er der tale

om mellemmenneskelig forsoning i praksis, som har en klar forankring

i den kristne tros fremhævelse af tilgivelsen, forstået

som fordring – og ikke “blot” som mulighed. En fordring, som

ikke er begrundet i mennesket, men i Gud.

Men hvorfor har teologien, som dogmatisk disciplin, så ikke

selv oplevet et tilsvarende fokus på læren om forsoningen?

Hvorfor er det et underbelyst tema i flere nyere bud på en dogmatik?

Hvorfor spiller det ikke en større rolle i den aktuelle teologiske

debat? Mit bud er, helt banalt, at mange kristne (teologer

som lægfolk) har haft det svært med forsoningslæren. Den

byder dem intellektuelt imod, samtidig med at den i gudstjenesten,

i dens liturgiske ramme, ikke synes at volde hverken

præst eller kirkegænger nogen modstand. Nadveren udlægges

her stadig, og helt ukompliceret, som det sidste og endegyldige

offermåltid. Jf. blot teksten i en af de kendte nadversalmer: O

Du Guds lam uskyldig (DS nr. 203).

Forsoningen har for mange været en alt for blodig affære, som

også har stillet spørgsmål ved selve gudsbilledet. For hvilken

Gud er det, som kræver menneskeofre? Hvilken far er det, som

slagter sin egen søn? Spørgsmål som disse er naturligvis stereotyper,

de fanger hverken skriftens eller traditionens egen selvforståelse

– heller ikke den del af såvel skrift som tradition, der

udlægger forsoningen i offerterminologier. Men ikke desto mindre

bør de være en anspore til igen at formulere, hvad vi mener,

når vi forkynder, at Gud har forsonet sig med mennesket i Jesus

Kristus.

Kritik af de traditionelle udlægninger af forsoningen

Min helt afgørende pointe i denne artikel skal være, at forsoningen

skal udlægges ud fra en forståelse af den indbyrdes sam-

menhæng mellem Jesu liv, død og opstandelse. Forsoningen angår

ikke alene Jesu død på korset, lige så lidt som den angår Jesu liv

eller opstandelse isoleret betragtet. Det er Gud, som forsoner sig

med menneskene igennem Jesu liv, død og opstandelse. Ingen af

disse tre “stadier” må eller kan stå alene, når vi skal udfolde forsoningens

indhold og betydning. Hermed er også sagt, hvorfor

alle tre modeller i Gustaf Auléns velkendte forsoningstypologi

kommer til kort. Hvor den subjektive forsoningslære, i hvert fald

i dens moderne, liberalteologiske udformning, fokuserer på Jesu

liv (Jesus som det gode eksempel), fokuserer den objektive forsoningslære

på Jesu død (Jesu død som Guds nødvendige dom

og straf over det faldne menneske), medens den klassiske forsoningslære

tager sit primære udgangspunkt i opstandelsen (Guds

besejring af døden). Ingen af disse tre velkendte modeller formår

dog at integrere Jesu liv, død og opstandelse med hinanden –

hvorfor de kommer til kort såvel kristologisk som soteriologisk.

Den subjektive forsoningslære tenderer imod en moralisering

af Jesus, idet Jesus her fremhæves som det gode eksempel, eller

det menneskelige urbillede. Hvorfor er det netop Jesus, som bliver

til Kristus, kan man spørge? Er det fordi han besidder et helt

unikt religiøst instinkt? Eller er det fordi, han bliver kaldet af

Gud – og i modsætning til alle andre adlyder dette kald? Ud fra

denne tilgang giver det ikke mening at søge efter et svar på dette

spørgsmål, der går bagom personen Jesus af Nazareth; det er

spekulation, som fjerner sig fra det egentlige: At dette éne (og

indtil videre også det eneste) menneske har udlevet det sande

menneskeliv, sådan som Gud havde “tænkt” det, hvorfor han da

også kan kaldes både “Guds søn” og “Menneskesøn”. Det særlige

ved Jesus er det, han gør. Han bliver til Kristus gennem sit liv,

som slutter på korset. Korset tydes entydigt i lyset af Jesu liv.

Den objektive forsoningslære fremhæver, modsat den subjektive,

at Jesus er Kristus fra selve undfangelsen. Inkarnation og

forsoning tænkes her i udgangspunktet sammen. Det kommer

tydeligt til udtryk i selve titlen på Anselms kendte værk: Cur

Deus homo? (Hvorfor blev Gud menneske?). Problemet med

Anselms måde at sammenkæde inkarnation og forsoning på er,

at han med sin fremhævelse af korset som forsoningens midte og

klimaks, reducerer betydningen af Jesu liv forud for korset, idet

formålet med inkarnationen kan nedskrives til Jesu offerdød på

korset. Jesu død udlægges her som det af Gud villede offer. Dette

skyldes ikke, at Gud er ond, tværtom. Det skyldes, at Gud elsker

mennesket så højt, at Han sender sin egen søn for at redde men-

nesket fra Guds retfærdige vrede. Jesu død er altså også hos

Anselm begrundet i Guds barmhjertighed. Men det er en barmhjertighed,

som kun kan komme til udtryk gennem straf. Deraf

navnet den objektive forsoningslære, idet Gud ikke bare er subjekt

(det er Han i enhver teistisk funderet forsoningslære), men

også objekt for selve forsoningshandlingen. Det problematiske

heri er dog, at Jesus død for det første kommer til at fremstå som

et nødvendigt offer, der har til formål at stille Gud selv tilfreds,

og for det andet at Jesu liv hermed bliver reduceret til at udgøre

det nødvendige præludium for hans død. Jesu liv tolkes entydigt

i lyset af Jesu død.

43

44

Den såkaldt klassiske forsoningslære fremhæver kampen mellem

liv og død. Det er en kosmisk kamp, hvor Gud med Jesus

Kristus befrier mennesket fra fordærvsmagterne. Krigsmetaforer

spiller her en stor rolle. Kristi opstandelse fremhæves på bekostning

af Jesu død. Kristus er Guds soldat, Guds lanse om man vil.

Denne tilgang til forsoningen har i dens oprindelige udformning

været knyttet tæt sammen med påskens liturgi – hvorfor man,

måske med en vis tilsnigelse, også vil kunne betegne denne som

en dramatisk forsoningslære. Den klassiske forsoningslære har

klare dualistiske træk i den måde, hvorpå den udfolder kampen

mellem det gode og det onde, lys og mørke, Gud og Djævelen

på. Korset bliver det nødvendige gennemgangsled til opstandelsen,

hvorved der sker en underbelysning af den lidende Jesus

til fordel for den sejrende Kristus. Opstandelsen kommer derved

til at stå i modsætning til Jesu død på korset, frem for at være en

stadfæstelse af det som skete på korset. Det er ikke for ingenting,

at denne typologi også er blevet betegnet som “Christus

Victor-modellen”. Forsoning og forløsning går i denne model

mere eller mindre ud i et, hvorfor forsoningslæren i moderne

eksistensteologi, til manges overraskelse kan læses som en afmytologiseret

afart af den klassiske forsoningslære.

Auléns typologi kan godt nok forekomme noget skematisk og

forenklende, men den kan være en første brugbar hjælp til at ori-

entere sig ud i de forskellige forsoningslærer. Hvad jeg vil opnå

med denne henvisning til Auléns tredeling er at påvise, at det er

forfejlet at ville vælge et og kun et af de opstillede alternativer.

En forsoningslære, som søger at vægte den indbyrdes relation

mellem Jesu liv, død og opstandelse, må nødvendigvis operere

med flere af de angivne motiver på én gang. Og skønt jeg selv er

en arg kritiker af Anselms objektive forsoningslære, er det vigtigt

at notere, at forudsætningen, også for denne, er en udlægning af

Jesu død som en Guds kærlighedshandling overfor mennesket.

Det ses, hvis man husker på sondringen mellem Guds væsen

(kærlighed) og Guds egenskaber (såsom f.eks. retfærdighed og

barmhjertighed).

Forsoningslære fra oven og fra neden

Men hvordan fremstiller man en forsoningslære, som tager højde

for den indre sammenhæng mellem Jesu liv, død og opstandelse?

Jeg mener, at man her, i forlængelse af en Chalkedonensisk

kristologi, må operere med et oppefra og et nedefra perspektiv.

Så ligesom man taler om, at der findes en kristologi fra oven,

og en kristologi fra neden, må der også differencieres mellem en

forsoningslære fra oven, og en forsoningslære fra neden. Pointen er,

at det ikke er et enten eller, men et både og. Begge aspekter skal

med for at udmønte forsoningens indhold, og begge aspekter

skal medinddrage forholdet mellem Jesu liv, død og opstandelse.

Den systematisk teologiske forudsætning for dette greb er, at Jesus

Kristus på én og samme tid udlægges som den udvælgende

Gud, og som det af Gud udvalgte menneske (et greb, som jeg har

hentet hos Barth). Jeg er mig derfor bevidst, at jeg bruger terminologien

fra oven og fra neden anderledes end det er gængs

indenfor den systematiske teologi, idet de begge i denne udlægning

er anskuet under et trinitarisk fortegn. For kristologien gælder

det da, at sondringen fra oven og fra neden ikke som vanligt

kan sidestilles med distinktionen mellem den forkyndte Kristus

og den historiske Jesus. I stedet sondres der mellem den forkyndte

Kristus og den jordiske Jesus (med det sidst nævnte begreb

afløser en narrativ historieforståelse en materialistisk ditto).

Perspektivet fra oven er trinitarisk. Gud har sendt sin Søn, for at

han skal frelse mennesket. Gud er på én gang den, der sender

(Faderen), og den der bliver sendt (Sønnen), samtidig med at

Han selv er den, som gør det muligt for mennesket at erkende

denne dobbelthed (Ånden). Gud fastholdes her som inkarnatio-

nens ubestridte subjekt. Jesus er Kristus, hvilket er årsagen til, at

denne mands liv og død er unik. Det er altså ikke Jesu død, som

i sig selv er unik. Han er ikke den eneste, som er gået i døden for

andre, lige så lidt som han kan udpeges til at være den, som har

lidt mest for andres skyld. Det er ikke lidelsens størrelse og art,

som er bestemmende for forsoningens indhold. Jesus Kristus er

den udvælgende Gud, som med sit liv og død åbenbarer Guds

kærlighed til mennesket – hvilket er en afsløring af Guds sande

væren og væsen. Det er den evige Gud, som går ind i historien,

og som derved underlægger sig erfaringen af død og endelighed.

Ergo muliggør inkarnationen paradokset, at den evige Gud forandres

gennem inkarnationen. Det er ikke kun verden, men også

Gud, som ikke længere er den samme. Gud tager igennem Jesu

død døden på sig.

Et af de ældste kætterier søgte netop at tage brodden af dette

radikale udsagn, ved at hævde, at Gud havde forladt Jesu krop,

førend at han udåndede. Herved søgte man dels at holde fast i

Jesu guddommelighed, som netop ikke tillod at Jesus – og dermed

Gud – vitterligt døde på korset, dels – i hvert fald indirekte

– at fastholde læren om Guds uforanderlighed.

Trinitarisk begrundet er det helt afgørende at fastholde, at

Jesus – og dermed Gud – vitterligt døde på korset. Så langt har

de moderne kenosistænkere ret, men det er afgørende, at rammen

for udlægningen af denne kenosis-tanke netop er den trinitariske

Gud. For ellers indebærer kenosis-tanken at Gud ophører

med at være Gud. Inkarnation bliver da et synonym for

ophør. At Gud blev menneske er ikke ensbetydende med, at

Gud ophørte med at være Gud. Tværtom afsløres det, at Guds

storhed består i, at Han åbenbarer sig for mennesket som den

lidende tjener (om dette indebærer en afvisning af den metafysiske

Gud, skal jeg lade være udiskuteret her. Men i hvert fald

indebærer det en afvisning af en ikke-metafysisk forestilling om

Gud, som reducerer talen om Gud til at være en metafor for

medmenneskelig omsorg og næstekærlighed).

Opstandelsen ville ikke være mulig, hvis Gud og Jesus anses

for at være helt og holdent identiske. Gud er Jesus, men Jesus er

ikke Gud i betydningen at Gud har et overskud i forhold til

Jesus. Gud er som den treenige Gud på én gang Fader, Søn og

Ånd, hvor Jesus Kristus er en del af den treenige Gud. En forsoningsteologi

fra oven har som sit hverv at gøre rede for, hvordan

det er den trinitariske Gud, som på én gang er både forsoningens

subjekt og objekt, for så vidt at forsoningen ikke kun retter

sig mod mennesket, men også mod Gud selv. Gud udsætter sig

selv for forandring gennem inkarnationen, idet Gud herved

udsætter sig selv for endelighedens erfaring. Hvis Jesus er

Kristus, også forud for opstandelsen, må det indebære, at Jesu

erfaring af døden er en erfaring som indoptages i den trinitariske

Guds væren. Jesu skrig: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du

forladt mig?” er et skrig, som allerede i udgangspunktet er dialektisk

– for selve anråbet til Gud, om at være forladt af Gud,

indeholder en spænding mellem gudsnærvær og gudsfravær.

Spekulativt, ja, men en nødvendig spekulation der har sit

afsæt i inkarnationen – og som derfor heller ikke kan betegnes

som en tom abstraktion. Det sidste er naturligvis en troens

påstand.

Perspektivet fra neden tager et mere håndfast udgangspunkt i de

evangeliske beretninger om Jesu liv, død og opstandelse.

Ræsonnementet er her at udforske, hvad de bibelske beretninger

udsiger om indholdet og betydningen af Jesu liv, død og

opstandelse. En metode, som jeg i anden sammenhæng har

betegnet som et forsøg på at udarbejde en narrativ forsoningslære.

Forsøget går så at sige ud på at gå bagom spekulation, og

evt. motivforskning, til en læsning af teksten med det enkle

spørgsmål: Hvorfor skulle han dø? Et spørgsmål som ikke kan

stå alene, men som også hænger sammen med spørgsmål som:

Hvem var han?, hvad gjorde han?, hvordan forstod han sig selv?,

og hvordan forstod andre ham? At bringe Jesus på formel er ikke

muligt, men lad mig her nævne nogle af de stikord, som kommer

en i hu, når man skal beskrive Jesu gøren og laden: forkynder,

samfundsrevser, mirakelmager, provokatør, oprører, skriftlærd,

healer og leder.

Mere sammenhængende kan de forskellige stikord beskrives

med overskriften: Jesu forkyndelse af Gudsrigets komme. Jesu

tale og handlinger tolkes her som strikt eskatologiske. Med Jesus

er Guds Rige kommet, om end det endnu ikke er fuldendt. Jesu

budskab er et konfronterende budskab, som det ikke er muligt

at forholde sig passivt endsige afventende til. Enten tiltrækkes

eller frastødes man (eller måske begge dele), men man lades

under ingen omstændigheder kold. Det er et budskab, som fordrer

afgørelse. Det er et budskab, som vender op og ned på de

eksisterende regler og normer, både politisk, religiøst og samfundsmæssigt.

Det er et budskab af en anden verden. Ikke blot

skal du “elske din næste som dig selv” (Matt 22,39), men du skal

45

46

elske dine fjender og bede for dem som forfølger dig (Matt

5,44). Det er ikke nok at tilgive din bror op til syv gange, men

du skal tilgive op til syvoghalvfjerds gange (Matt 18,21f.). Til

den, som falder i fortvivlelse over disse krav, lyder forjættelsen:

“For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”

(Matt 19,26). Til den, som i hovmod mener at kunne opfylde

disse bud, lyder dommen, “at det er lettere for en kamel at

komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds

rige” (Matt 19,25). Kort: Jesu forkynder i ord og handling Guds

dom over menneskets selvtilstrækkelighed.

Anskuet fra neden, på fortællingens eget handleplan, skyldes

Jesu død folkemassens afvisning af det radikale budskab. Som

det hedder i en kendt amerikansk protestsang: “If you can’t kill

the message, kill the messenger”. Den politiske og religiøse elite

er ganske vist godt klar over, at de dømmer en uskyldig, men de

vasker hænder (Pilatus), eller henviser til folkets bedste (Kajfas).

Anskuet nedefra er korset menneskets dom over Guds dom, idet

den består i en afvisning af Jesu budskab om Gudsrigets komme.

Guds dom er her ikke at finde på korset, men i Jesu liv (forkyndelse

og handling). Jesu liv kan dermed ikke nedskrives til at

udgøre det nødvendige præludium for hans død, lige så lidt som

døden på korset kan beskrives som formålet med inkarnationen.

Korsets nødvendighed er dermed ikke begrundet i Gud (i et

krav om offer), men i mennesket (i dets syndighed). Men evangeliernes

beretning (i hvert fald Matthæus, Lukas og Johannes)

slutter ikke med korset, men med opstandelsen. I opstandelsen

ser vi atter Guds dom over mennesket, idet Gud i opstandelsen

gør Jesu udsagn om Gud til sine egne selvudsagn. Opstandelsen

er Guds afvisning af menneskets afvisning, Guds endegyldige

dom over menneskets foreløbige dom. Så hvor Guds dom over

det syndige menneske i en forsoningslære fra oven er placeret på

korset, er den her at finde i livet forud for korsfæstelsen og i

opstandelsen efter døden på korset. Blodet er her ikke det primære,

det egentlige – men det er nødvendigt i den forstand, at

det er konsekvensen af Jesu radikale budskab. Men igen: Det er

menneskets syndighed, og ikke et indre skisma i Gud imellem

Guds barmhjertighed og retfærdighed, som begrunder ofret.

Med fremhævelsen af den nødvendige dialektik mellem en forsoningslære

for oven og en forsoningslære fra neden er det muligt

på én og samme tid at se korset som Guds dom over mennesket,

og menneskets dom over Gud.

Hvorfor kan man ikke nøjes med en forsoningslære fra neden,

vil nogen måske spørge? Svaret er det enkle, at man da ville

optere for en forsoningslære, som alene er illustrativ og ikke konstitutiv.

Jesu liv, død og opstandelse ville da alene fremstå som en

tydeliggørelse af det, som allerede var forud for Jesu liv, død og

opstandelse. Inkarnationen tilkendes dermed ikke soteriologisk

betydning. Der sker dermed ikke noget afgørende nyt for hverken

Gud eller mennesket i mennesket. Eller rettere: Der sker i

hvert fald ikke noget afgørende nyt for Gud i inkarnationen. Det

er nemlig muligt, også ud fra en illustrativ tilgang til forsoningen,

at argumentere for, at der med Jesu liv, død og opstandelse

sker en tydeliggørelse af, hvad det vil sige at være menneske stående

overfor Gud. En tydeliggørelse som i sig selv, grundet dens

afslørende karakter, har afgørende betydning for menneskets

forståelse af sig selv, Gud og næsten – og derfor, på trods af dens

illustrative karakter, kan siges at være konstitutivt for mennesket.

Men, i en sådan tolkning levnes der i hvert fald ikke plads til, at

Gud selv forandres eller påvirkes af forsoningen, hvilket jeg

finder er en fastlåsning i en semi-platonsk opfattelse af forholdet

mellem tid og evighed (som særligt den dialektiske teologi har

været en garant for at videreføre).

Med en fastholdelse af den nødvendige dobbelthed mellem

en forsoningslære fra oven og fra neden, bliver det muligt på én

gang at vende sig imod en traditionel udlægning af Jesu død som

det nødvendige offer, samtidig med at der holdes fast i pointen

om, at forsoningen ikke kun påvirker mennesket, men også Gud.

INDLEDENDE KONFIRMATIONSFORBEREDELSE

Af lektor Finn Rosenberg

Løgumkloster og

mini-konfirmanderne

Konfirmationsforberedelse og

anden kirkelig pædagogik har

været et vigtigt, tilbagevendende

kursusemne på institutionerne

i Løgumkloster. Først på

Præstehøjskolen, fra 1992 på

det nyoprettede Folkekirkens

Pædagogiske Institut, og siden

2001 på den fælles institution

Teologisk Pædagogisk Center

Løgumkloster.

Indledende konfirmationsforberedelse

(“minikonfirmander”,

herefter: IK), der efter en syvårig forsøgsperiode blev indført

som et officielt (men ikke obligatorisk) undervisningstilbud i

folkekirken i 1994, med kongelig anordning og ministerielle vejledninger,

var et nyt pædagogisk koncept, som institutionerne i

Løgumkloster på mange måder satte sine fingeraftryk på. Bl.a.

ved udgivelse af en håndbog, undersøgelser (sidst i 2001), rådgivning

og årligt tilbagevendende kurser.

En pædagogisk nyskabelse i folkekirken

“IK (dåbsoplæring)” er et officielt, kirkeligt undervisningstilbud

for børn. Undervisningen, som præsten har ansvaret for, viser tilbage

til dåben og frem mod konfirmationen. Ordningen skal –

ligesom konfirmationsforberedelsen – styrke den lutherske, folkekirkelige

basisviden (den kristelige børnelærdom) og religiøse

praksis (gudstjenesten). Den nye forberedelse, der blev indført,

er altså en del af dåbsoplæringen. Samtidig skal den “styrke

grundlaget for den almindelige konfirmationsforberedelse”

(anordningens § 1). Den nye forberedelse indføres, når præst og

menighedsråd er enige om det (anordningens § 2).

“Minikonfirmanderne” er mellem 9 og 12 år. De mødes i (op

til) 40 lektioner. Forberedelsen foregår uden for skoletiden og på

kirkens præmisser, dvs. på bibelens og bekendelsens grundlag, “ud

fra en gudstjenstlig sammenhæng”. De skal ikke høre om “de

kristnes” tro, men selv bekende troen og høre mere om den tro,

de er døbt til. De skal ikke lære om bøn, men selv bede. De

mødes derfor som menighed, ikke som skoleelever. Derfor bruges

udtrykkes “undervisning” ikke. De “mødes”, hedder det. Det,

de mødes om, er “bibelfortælling, salmer, bibelhistoriske sange,

bøn og bekendelse”. De “forberedes”, helt konkret til den senere

“konfirmationsforberedelse”.

IK har fået stor udbredelse i folkekirkens sogne, og ikke kun i

bestemte kirkelige miljøer. Der er (næsten) halvt så mange minikonfirmander,

som der er konfirmander.

Det var en ny udvikling, at kirkeministeriet tog initiativ til

pædagogiske tiltag i folkekirken og endda bakkede det op i en

ret udførlig vejledning. En sådan har aldrig været udsendt om

den almindelige konfirmationsforberedelse. Det var nyt, at kirkeministeriet

tog konsekvensen af samfundsudviklingen –

ændringerne i folkeskolen og i befolkningen i al almindelighed,

se nedenfor – ved at indføre en ny form for kirkelig undervisning.

Det var også nyt, at IK fik nogle formålsbestemmelser, der

lagde op til en pædagogik med en særlig profil, som jeg vil karakterisere

med ord som: oplevelse af og indlevelse i kirkens univers,

i kirkens fortællinger og dens gudstjenestes bønner, sange

og rituelle form. Kirkeministeriet havde lyttet til den kirkelige

debat og fulgt nogle af de gode råd og ideer, der dukkede op i

70´erne og 80´erne. Bl.a. fra biskop Herluf Eriksen i Århus!

Resultatet er, så vidt jeg kan se, blevet en cocktail af forskellige

kirkelige retningers ønske. Det nye ved IK var ikke kun selve initiativet

og dets karakter, men også den pædagogiske nybesindelse,

det førte med sig. Opstarten og udviklingen af IK styrkede

tankerne om et folkekirkeligt pædagogisk institut. Det var

allerede blevet foreslået som en mulighed af kirkeminister Bodil

Kochs strukturkommission i 1969. Efter oprettelsen af

Folkekirkens Pædagogiske Institut i 1992 blev IK naturligvis et

af de vigtigste arbejdsområder for instituttet. Da IK fik sin kongelige

anordning i 1994, var det næste skridt – udover at holde

kurser – at udarbejde en pædagogisk grundbog for den nye forberedelse.

Den kom i 1996 under navnet: Ud fra en gudstjenstlig

sammenhæng.

47

48

Traditionstab som den negative baggrund

Den negative baggrund for IK er bl.a. de drøftelser, der fandt sted

efter folkeskoleloven 1975. Ved den lejlighed blev folkeskole og

folkekirke skilt fra hinanden. Skolen bibeholdt ganske vist faget

kristendomskundskab, men det var af kulturelle, historiske og

pædagogiske – og ikke kirkelige – grunde. Skolen leverede ikke

længere dåbsoplæring. I de samme år mente flere og flere forældre,

at det heller ikke var deres opgave. Børnene skulle selv have

lov til at vælge, hed det, og af den grund blev en del af dem heller

ikke døbt. Religiøs viden kunne de selv opsøge senere, hvis

de fik lyst til det, de skulle ikke indoktrineres, som det blev sagt.

Resultatet var gradvis afvikling af alt det, dåbsoplæring i

hjemmet kunne indeholde: kirkegang, bordbøn, morgen- og

aftenbøn, bibelfortællinger, og elementær viden om, hvad kirke

og kristendom stod for. Det eneste sted, en bevidst, holdningspræget

dåbsoplæring uden for hjemmet kunne finde sted, var

kirken. I de samme år var det dog en udbredt holdning i kirkelige

kredse, at gudstjeneste og konfirmationsforberedelse måtte

være tilstrækkelige tilbud fra den officielle folkekirke til dens

medlemmer: evangeliet blev forkyndt fra prædikestolen, børnene

kom af sig selv til præst, og noget havde børnene da nok med

sig fra hjemmet eller skolen. Det var i hvert fald ikke noget, kirken

burde snage i eller bekymre sig om.

De børne- og ungdomsorganisationer, som opfattede sig som

folkekirkelige organisationer og prøvede at udmønte det, blev i

mange kirkelige kredse betragtet som amatører eller pietistiske

aktivister, der oplærte børn og unge i “gerningsretfærdighed” i

stedet for i dåbens nåde.

Ikke alle kunne affinde sig med den passive indstilling til

dåbsoplæring. Nogle foreslog en egentlig kirkeskole som erstatning

for folkekirkens kristendomsundervisning. Andre foreslog

supplerende tilbud af officiel karakter. Kirkeministeriet tog

ideen op og lancerede i 1987 et pædagogisk udviklingsprojekt

som pilotprojekt – ganske vist uden vejledning, penge eller personale.

Takket være entusiastiske og energiske præster, medhjælpere

og menighedsråd – understøttet af bl.a. først Præstehøjskolen,

efter 1992 Folkekirkens Pædagogiske Institut – fik udviklingsprojektet

så godt et forløb, at IK blev indført i folkekirken

som en ny – frivillig – ordning. Det har været almindelig retorik

i folkekirkelige kredse, at al fornyelse er kommet nedefra, fra

græsrødderne. Det modsatte kan også hævdes. IK er et af flere

eksempler på fornyelse ovenfra. Selv om fodarbejdet naturligvis

har fundet sted lokalt.

Bedre mulighed for dåbsoplæring – den positive grund til IK

Som sagt er der flere negative grunde til, at IK så dagens lys.

Hvad med de positive grunde? Er der gode teologiske og pædagogiske

grunde til at have minikonfirmander? Ja. Teologisk set er

der lige så gode, positive grunde til at have IK som til at have

almindelig konfirmationsforberedelse, dåbsoplæring i hjemmet,

børnegudstjenester osv.

De “teologisk gode, positive” grunde er helt enkelt ordene i

dåbs- og missionsbefalingen i Matthæusevangeliets kapitel 28.

Dåbsoplæring er ikke en ret for forældrene alene, men en pligt for

hele den kristne menighed, hvad enten de er forældre, faddere,

præster – eller på anden måde får mulighed for at give et bidrag

til dåbsoplæringen. Det gælder ikke mindst i en luthersk kirke,

hvor forståelsen og bevidstheden hos de døbte om troens indhold

altid har været stærkt markeret (jf. Luthers lille katekismus!).

Pædagogisk set er minikonfirmanderne i en gunstigere alder

end konfirmanderne. Børn på minikonfirmandernes alderstrin er

mere ensartede rent udviklingsmæssigt. Puberteten har endnu

ikke holdt sit indtog, og tankegangen er stadig i høj grad børns

måde at forstå og udtrykke sig på. Konfirmanderne i (især) 7.

klasse kan som bekendt befinde sig på flere forskellige udviklingsstadier,

både fysisk og mentalt. Hvis konfirmanderne har

mødt den officielle folkekirke tidligere, f.eks. netop i IK, er der

bedre muligheder for et senere udbytterigt møde mellem præst

og konfirmander. Det tyder mange erfaringer da også på.

Vækst og glæde

IK blev mødt med en del betænkelighed og uvilje af både principiel

og praktisk karakter. Trods alle betænkeligheder fik IK en

eksplosiv vækst i dansk kirkeliv. Børnene er glade for den, forældrene

ligeledes – de får nu et alibi for at tale om kristendom med

deres børn – og skolen kan ofte konstatere, at børnene nu bliver

mere interesserede i kristendomsundervisningen end før.

Adskillige præster har fået uventet stor glæde af arbejdet med de

mindre børn. Flere siger, som jeg selv gør det: Det er noget af det

bedste, jeg har gjort som præst! Mange menighedsråd vil gerne

have IK indført i sognet.

IK har været i konstant vækst. Danmarks Statistik har gjort

det op i tal. Fra 1995 til 2001 blev antallet af deltagende børn

mere end fordoblet – fra 9.236 til 20.071. Fra 2000 til 2001 var

der en stigning på 7 %. Det er ca. 1/3 af alle børn, der nu er

minikonfirmander. Til sammenligning var der i 2001 (hvor der

altså var 20.071 mini-konfirmander) lidt over dobbelt så mange,

der gik til præst, nemlig 45.482. Det er 77% af de 14-15 årige.

Der er dog stor forskel på de enkelte stifter. Århus stift, hvor IK

først var i front, har stadig flest “IK’ere”, og Aalborg og Viborg

følger godt efter. Haderslev er også pænt med. På Sjælland er det

kun København stift, der halter bagefter, men det skyldes flere

særlige lokale forhold. IK finder ifølge samme statistik for det

meste sted i 3. klasse. Der er færre og færre, der bruger 4. klasse.

Der har været delte meninger om, hvilket klassetrin, der var

bedst, pædagogisk eller praktisk set. Det kunne tyde på, at de

fleste lægger vægt på at møde børnene så tidligt som muligt,

også selv om børnene er mindre læsevante og mere legelystne

….

Danmarks Statistik byggede sine tal på spørgeskemaer, som

præster blev sat til at udfylde hvert år. De er nu bortfaldet.

Kirkeministeriet sluttede sit samarbejde med Danmarks

Statistik i 2002, og ministeriet har efter en tænkepause udarbejdet

en ny, kortfattet statistik om folkekirken for 2004. Den oplyser

imidlertid intet om IK. Noget kunne tyde på, at kirkeministeriet

nu tænker rent formelt og statskirkeligt: Ministeriet nøjes

med de tal, der umiddelbart kan udledes af DKN, den nye kirkebog,

og CPR, det centrale personregister – så må andre tage

sig af de mere indholdsbestemte områder, især når de som IK er

af frivillig karakter. Sorteper gives dermed videre til biskopper

eller andre (Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster?), som

kunne have interesse i at holde øje med den side af udviklingen.

Evaluering i 2001

Jeg foretog i år 2000 en spørgeskemaundersøgelse i 100 sogne, 10

i hver af landets 10 stifter. Besvarelserne gik på både IK’s form

og indhold, og på forskellige ydre forhold. På baggrund af besvarelserne

udgav jeg en statusrapport i 2001, dels med nogle konklusioner,

dels med nogle konkrete forslag. Plus en række undervisningseksempler.

Jeg vil her nævne nogle af konklusionerne:

a. De fleste nøjes med forholdsvis korte undervisningsperioder,

ofte kun halvdelen af det maksimumstal på 40, som den kgl.

anordning foreskriver (der er intet minimumstal!)

b. Skolen er mere positiv over for IK end frygtet, og forældrene

er det også – men de er meget passive.

c. Indholdsmæssigt er det temaerne dåb, fadervor, påske og pinse

(og ofte også jul), der dominerer undervisningen.

d. Metoderne er mere alsidige end det ofte ses i almindelig konfirmationsforberedelse.

Der lægges meget vægt på andre

“intelligenser” end de sproglige: aktivitet, kreativitet, leg og

bevægelse spiller en stor rolle. Brugen af kirkerummet og det

lokale personale er ofte vigtige for undervisningen.

Der er delte meninger om, hvordan kompensation for merarbejde

med minikonfirmander kunne finde sted – for det finder

ikke sted! Præsteforeningen har naturligvis fremført, at det

naturlige ville være oprettelse af flere præstestillinger. Den kirkelige

undervisning er vel præstens sag alene? Præsten har jo

ansvaret og dermed arbejdet, ikke sandt? Der er naturligvis den

vanskelighed ved argumentet, at flere præstestillinger ikke uden

videre ville hjælpe. I hvert fald kun i de store sogne, hvor der

kunne være så mange minikonfirmander, at det i sig selv kunne

begrunde et nyt præsteembede. Det er bare svært at vide, hvor

mange minikonfirmander, der ville være, hvis tilbuddet ikke har

været givet før – på grund af præstemangel. En løsning kunne

selvfølgelig være at oprette ekstra præstestillinger for større

områder, for en kommune eller et provsti, men det ville forudsætte

en anden kirkelig struktur, hvor sognegrænser og arbejdsforpligtelser

ikke var så lokalt bundne. En sådan struktur ville

pille ved både menighedsrådenes indflydelse og præsternes

ansættelsesvilkår, så det er måske ikke lige om hjørnet.

Men hvad så med sognemedhjælpere? De kan ansættes og

lønnes af et (eller flere) menighedsråd. Det er en hurtig og elastisk

løsning, som er blevet brugt mange steder – p.t. er der 200

sognemedhjælpere. Sognemedhjælpere kan bruges til og bliver i

vidt omfang brugt til at undervise minikonfirmander – enten i

samarbejde med præsten eller alene (med præsten på sjældne

gæstebesøg). Rent faktisk er IK en væsentlig forklaring på, at

ideen med sognemedhjælpere har vundet udbredelse. Nogle

præster opfatter ganske vist ansættelse af sognemedhjælpere

som et indgreb i deres traditionelle arbejdsområde. Det er det på

en måde også: Sognemedhjælperne er sognets, ikke præstens

medhjælp, og sognemedhjælperen tilrettelægger derfor selv sit

arbejde under ansvar for menighedsrådet, mens sognepræsten

49

50

“kun” på biskoppens vegne har tilsyn med sognemedhjælperens

forkyndelse. Sognemedhjælpere og sognepræst har hver deres

arbejdsgiver. De arbejder for så vidt parallelt – og så alligevel

ikke. I de fleste tilfælde går det godt, men det uafklarede forhold

mellem de to “personalegrupper” giver desværre mulighed for

kompetencestridigheder.

Hvordan IK foregår rundt om i landet

Mange foretrækker korte undervisningsperioder. Mens almindelig

konfirmationsforberedelse har et minimumstal for undervisningens

omfang på 48 lektioner og et maksimumstal på 56 lektioner,

har IK kun et maksimumstal: 40 lektioner. Det er altså

muligt at nøjes med færre end 40. Det er nok mest af hensyn til

præsternes arbejdsbyrde, at der ikke er et minimumstal.

Den teologiske profil for undervisningen afhænger naturligvis af

præstens og sognets kirkelige ståsted. Hvad det bibelske indhold

angår, lægges der størst vægt på Det Nye Testamente. Kun skabelsesfortællingerne

fra Det Gamle Testamente bliver brugt flittigt.

Inden for Det Nye Testamente er det Jesu fødsel og barndom,

hans lignelser og hans lidelseshistorie (topscoreren!), der

fylder mest. (Jesu undere træder lidt mere tilbage). Advent, jul

og påske er på samme måde de dele af kirkeåret, der er mest

fokus på i undervisningen. Pinsefortællingen bruges af en mindre

del, mens kun en af de adspurgte nævner aposteltiden og

Paulus´ liv som emner. Negativt sagt er Det Gamle Testamente

åbenbart kun en slags skabelsesteologisk horisont for Det Nye

Testamente. (Overlades resten af Det Gamle Testamente mon

til skolen, der traditionelt har brugt stor energi på netop denne

del af biblen?).

Kirkeligt set har IK givet bonus. Den har givet større velvilje

over for folkekirken, både hos børn og forældre, og større fortrolighed

med kirken, dens funktioner og medarbejdere. Til gengæld

kan man ikke pege på øget kirkegang eller markant større

paratviden hos de små konfirmander. I stedet har de fået det, der

var formålet med det alt sammen: fortrolighed med tro og kirke

(anordningens § 1). De har fået en god fornemmelse, ikke kun

for kirkens rum, funktioner og personale, men også for det, kirken

står for: det glædelige budskab. Det er et budskab for dem.

De føler sig som “børn af huset”.

Pædagogisk set har IK betydet en markant udvikling af en

undervisning, der tilgodeser “mange forskellige intelligenser”.

Præsterne og deres medhjælpere har i det hele taget været nødt

til at gennemtænke forberedelsen grundigt, da der er så få anvisninger

og traditioner på området: overvejelser over mål og midler,

planlægning, evaluering, videreudvikling. I 2001 var der to

store undervisningsmaterialer: Vi kommer til din kirke og Skibet

er ladet med. Da de adspurgte både skulle svare på, hvad de

benyttede “før”, og hvad de benyttede “nu”, viser det sig, at det

mere praksisbetonede Skibet er ladet med har vundet frem.

Gudstjeneste, andagt og ritualer, herunder sang, fylder meget i

undervisningen, fortæller rapporten. Fortælling bruges flittigt,

selv om nogle foretrækker oplæsning. Kirkerummet synes at blive

anvendt stadig mere som undervisningssted.

Fremtidige udviklingsmuligheder

I min statusrapport formulerede jeg en række forslag til fremtiden

for IK: præsternes indbyrdes videregivelse af erfaringer og

ideer, konkret samarbejde mellem præster, mere forældresamarbejde,

fortsat ansættelse af sognemedhjælpere og/eller inddragelse

af frivillige medarbejdere, og brug af organister eller andre

musikmennesker i forberedelsen. De samme anbefalinger kan

gentages den dag i dag.

IK i et større perspektiv

IK har sat spørgsmålet om folkekirkens pædagogik generelt på

dagsordenen. Var der noget at tage ved lære af i konfirmationsforberedelsen?

Det mener jeg selv. Hidtil har konfirmationsforberedelsen

haft alt for stor opmærksomhed på det faglige indhold,

og nogle præster har stresset sig selv med alt det stof, de

mente, de burde gennemgå. Af IK kunne præsterne få større

mod til at arbejde med et væsentlig mindre stofområde og så i

stedet for lægge vægt på det personlige møde med de unge, hvor

samtalen om det kristne indhold kunne blive konkret og relevant.

F.eks. ved at have konfirmandweekends, hvor de ændrede

rammer kan gøre samtalen friere. De store konfirmander kunne

ligesom minikonfirmanderne mødes i en gudstjenstlig sammenhæng,

så der blev lagt endnu større vægt på bøn, bekendelse og

lovsang. Herunder indøvelse i ritualer og i personlig og kollektiv

spiritualitet.

Og hvad med folkekirkelige pædagogiske initiativer i forhold

til børn i andre aldersgrupper, unge, voksne, ældre m.v.? Der er

mange initiativer på alle disse områder, men agenterne er i høj

grad lokale ildsjæle og traditionsrige frie børne- og ungdomsorganisationer.

Folkekirkelige pædagogiske initiativer på landseller

stiftsplan er stadig i sin vorden.

Som bekendt har folkekirken bevaret en struktur, som andre

kirker – også vore lutherske nabokirker – har forladt: en statslig

rammeordning om lokale menigheder. Kun for de sidstnævnte er

der en egentlig demokratisk struktur, selv om den er begrænset

af skellet mellem præstens embedsvirksomhed og menighedsrådets

beføjelser. Afstanden mellem top og bund har sine fordele,

men også ulemper. De væsentligste ulemper er afstanden

mellem top og bund og mangelen på kommunikation på tværs

af menighederne. Afstanden og kommunikationsmangelen bliver

i disse år gradvis mindsket ved at f.eks. biskopper i højere

grad og på eget initiativ optræder som koordinatorer og inspiratorer,

og ved at præster og menighedsråd i højere grad bliver

opmærksomme på fordelene ved at samarbejde.

Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster er dog et interessant

eksempel på en institution, der har en særlig plads i den folkekirkelige

struktur. Et menighedsrådsmedlem spurgte mig

engang: “Er du biskoppens mand eller kirkeministerens?” Mit

lange svar lød: “Jeg hører ikke under en biskop og et stift. På sæt

og vis hører jeg heller ikke under ministeren. Jeg er ganske vist

ansat af ministeriet (men det er præster og biskopper jo også),

for jeg og min institution hører under en bestyrelse, der har en

biskop som formand og en kirkeministeriel embedsmand som

næstformand. Min institution betales ikke af statsmidler, men af

fællesfonden (landskirkeskatten), kirkens egne midler, som dog

administreres af kirkeministeren.” Det spørgende menighedsrådsmedlem

gik hovedrystende væk, der er virkelig mere

mellem himmel og jord, end man kan fatte! Ja, hvis er vi her i

Løgumkloster? I hvert fald er vi helt vores egne. Og derfor også

meget mobile i det kirkelige landskab. Vi kan efter eget ønske

videreudvikle kirkelige arbejdsformer, tage kirkelige initiativer,

skrive bøger og sætte nye dagsordener – også i samarbejde med

enkeltpersoner, organisationer og institutioner uden for den officielle

folkekirkelige struktur. Eksemplerne er mange. På det

pædagogiske område kan, udover IK, nævnes: efteruddannelse af

sognemedhjælpere, skole-kirke-samarbejdet, Konfirmand Aktion,

voksenpædagogik, specialundervisning, mediesamarbejde,

gensidig konfirmandvejledning (indirekte supervision) for præster,

samarbejde mellem organister og præster – samt adskillige

bøger og hæfter. Ja, vi er frie til at tage ideer og initiativer op og

løbe af sted med dem. Til gengæld er alle andre også frie i forhold

til os. Vi kan ikke pålægge nogen noget som helst. Vi kan

ikke forlange eller beslutte noget, som den øvrige folkekirke

behøver tage sig af.

Et fremtidsperspektiv kunne være at udvikle en sammenhængende

folkekirkelig pædagogik, f.eks. under inspiration fra vores

nabokirke mod nord. Den norske kirke har udarbejdet en ambitiøs,

statslig finansieret dåbsoplæringsplan for børn og unge i 0-

18 års alderen, som nu er under implementering i norske menigheder.

Et projekt, som også i Danmark kunne inspirere stifter,

menigheder og enkeltpersoner til en eller flere helhedsplaner.

For på den måde at skabe sammenhæng mellem de kirkelige tilbud

om dåbsoplæring. IK er, som tidligere sagt, ét succes-initiativ

i folkekirken, men det er stadig kun en mindre del af den

dåbsoplæring, som i grunden aldrig slutter. Dåbsoplæring handler

om os selv: Vi har altid brug for at lære mere om, hvordan

det, der skete med os i dåben, forholder sig til det, vi selv er og

til det, vi kommer ud for i løbet af vores liv. Dåbsoplæring handler

samtidig om at give og modtage som kristne, da vi alle er

“blevet døbt med én ånd til at være ét legeme”, for vi er “Kristi

legeme og hver især hans lemmer” (1. Kor 12).

51

52

KRISTENDOMSUNDERVISNING OG DÅBSOPLÆRING

Samarbejdet mellem skole og kirke

Af lektor Marie K. Monrad

I disse år tales der indenfor folkekirken

meget om traditionstab.

På den ene side er man

opmærksom på det regulære tab

af viden om kristendommen, og

på den anden side er man sig

bevidst om nødvendigheden af

at komme på banen igen som en

del af danskernes bevidsthed

om egen kultur og tradition.

Som en tredje tendens ser vi en

fornyet interesse omkring tro,

religiøsitet og en praktisering af

trosforholdet både i og omkring

folkekirken. Folk spørger efter

meningen med livet og søger svar både i de etablerede religioner

og det alternative. Indenfor kirkens egen undervisning gøres der

et stort og målrettet arbejde med at lave dåbsoplæring “fra vugge

til krukke”. Men som det gerne skulle fremgå af denne artikel,

står folkekirken ikke alene om undervisningsopgaven. Folkeskolen

er nemlig også forpligtet på to af opgaverne; vidensformidlingen

og kulturformidlingen. Det har betydet, at et af de

samarbejdsprojekter, som har kraftig vind i sejlene i disse år, er

samarbejdet mellem skole og kirke.

Forskelle og ligheder i formål og indhold

For kirkens vedkommende kan undervisningen i kristendom

groft koncentreres omkring to kerneydelser: indledende konfirmationsforberedelse

og konfirmationsforberedelse. Den indledende

konfirmationsforberedelse er ganske vist stadig en ordning

, som præsten frivilligt kan påtage sig, men da den tilbydes

i ca. 33% af sognene, har jeg valgt at medtage den her.

Både i den indledende konfirmationsforberedelse og i konfirmationsforberedelsen

vægtes sammenhængen mellem den krist-

ne børnelærdom og gudstjenesten højt. Om den indledende

konfirmationsforberedelse står der i anordningen, at den bør “tilrettelægges

således, at børnene ud fra en gudstjenestelig

sammenhæng mødes om bibelfortælling, salmer, bibelhistoriske

sange, bøn og bekendelse” og om konfirmationsforberedelsen, at

den “bygger på dåben og sigter mod at styrke konfirmandens

fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens

gudstjeneste”. Dermed slås det fast, at udgangspunktet for undervisningen

er det dåbsfællesskab, som gudstjenestefejringen er

et centralt udtryk for. I dåben skænkes troen. Undervisningen er

ikke en undervisning til tro, men i tro. Den tager sit udgangspunkt

i forvisningen om, at Gud er til, og at Han har åbenbaret

sig for os gennem den kristne grundfortælling. I den kirkelige

undervisning samles vi omkring denne historie og hører, hvilken

betydning den har for vort fælles liv som frie, kristne mennesker.

Sammen kan vi forholde os bekendende dertil.

Dåbsoplæringen har en bevarende karakter. Den har til formål

at hjælpe den enkelte i fællesskabet til “at blive i troen, ligesom

den nu ved dåben er indpodet i ham/hende”. Gudstjenestens

centrale betydning skyldes, at det er her, vi samles for i fællesskab

at høre, bekende, bevare og besvare Guds ord om, at

Han har skænket os livet og fortsat opretholder det for os. Det

gøres gennem bøn, lovsang og i modtagelse af nadveren. Kirkens

undervisning er derfor både livsoplysning og livsvejledning, men

langt hen ad vejen også en undervisning i rituel praksis.

For den danske folkeskoles vedkommende har man siden

1975 haft ikke-konfessionel undervisning, dvs. man ikke som

tidligere er forpligtet på at varetage dåbsoplæringen på kirkens

vegne. Efter en årrække med indoktrineringsdebat, værdineutralitet

og tilstræbt objektivitet i alle skolens fag fik vi i 1993 den

skolelov, som stadig er gældende i dag. I Folkeskolens Formålsparagraf

§1 kan man læse, at skolens opgave er “at fremme elevernes

tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og

udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige

udvikling”. Kristendomskundskab er blot ét blandt mange

andre fag, hvorigennem denne alsidige personlige udvikling skal

finde sted. I kristendomskundskab arbejdes med “den religiøse

dimension”, hvilket ifølge undervisningsministeriets faghæfte for

faget skal ses som et tydningsbegreb til menneskets væren, når

det gælder meningen med dets liv og eksistens. Formålet er ikke

at forkynde en bestemt (kristen) tydning af dette, men derimod

at åbne for elevernes spørgsmål og undren over mening og eksistens,

og herigennem tilskynde til egen eftertanke over og oplysning

om de svar, som andre har givet før dem. Her får den kristne

tradition en central placering, fordi den gennem historien

såvel som i nutiden betragtes som den livsholdning og de værdier,

der præger danskerne.

Kristendomskundskab er et kulturbærende fag. Vender vi igen

et øjeblik blikket mod Folkeskolens Formålsparagraf, beskrives i

§1 Stk. 3 de værdier, som eleverne skal gøres fortrolige med:

Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og

bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets

samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse,

medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med

frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må

derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Som man kan læse, er folkeskolens formålsparagraf ikke længere

helt værdineutral, men det mest interessante ligger dog i den

bemærkning, som følger loven: “Det foreslås at tilføre den gældende

formålsparagraf en kulturel dimension, idet det udtrykkelig

understreges, at skolen skal gøre eleverne fortrolige med

dansk kultur, herunder kristendom.”

Til trods for at undervisning er ikke-konfessionel, har kristendommen

med bemærkningen fået en central placering i folkeskolen

som et af kendetegnene ved dansk kultur. Det betyder, at

end ikke den fritagelsesparagraf, som har været gældende for

faget kristendomskundskab siden 1937, kan forhindre, at alle elever

bør opnå kendskab til (fortrolighed med) kristendommen i

diverse fag. Formålsparagraffen gælder nemlig potentielt alle

skolens fag. I praksis kan man dog ikke regne med, at den daglige

undervisning i de enkelte fag omhandler kristendommen.

Den er for en stor dels vedkommende overladt til faget kristendomskundskab

eller de tværfaglige sammenhænge, hvori faget

kan indgå som en del.

Kristendomskundskab fylder ikke meget på skoleskemaet

med sin ene ugentlige time på hvert klassetrin. Trods skolens

ikke-konfessionelle formål er den dog stadig forpligtet på at stille

timer til rådighed for kirken inden for det normale skema på

det klassetrin, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted. Til

gengæld modtager eleverne – hvad enten de vælger konfirmationsforberedelsen

eller ej – ikke undervisning i faget det pågældende

år. I fagformålet lyder det bl.a.: “Formålet med undervisningen

i kristendomskundskab er, at eleverne erkender og forstår,

at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen

hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre.”

Til ethvert fag hører ud over fagformålet også fire centrale

kundskabs- og færdighedsområder (forkortet CKF’er), hvilket er

de fire centrale stofområder, hvori kundskabsformidlingen skal

finde sted. CKF’erne udvælges af Undervisningsministeriet og er

senest blevet revideret med læseplanerne kaldet Fælles Mål, som

trådte i kraft i august 2004. For kristendomskundskab er der tale

om følgende fire områder: A. Livsfilosofi og etik, B. Bibelske fortællinger,

C. Kristendommen og dens forskellige udtryk i historisk

og nutidig sammenhæng og D. Ikke-kristne religioner og

andre livsopfattelser. Under de enkelte CKF’ere giver Undervisningsministeriets

faghæfte for kristendomskundskab en ganske

præcis beskrivelse både af trinmål (dvs. de kundskaber, som

eleverne på et givet tidspunkt bør have tilegnet sig) samt en

læseplan (med angivelser af fagindhold svarende hertil). Som

kirkelig underviser kan man have stor glæde af at kende skolens

læseplan, idet man derigennem vil kunne vide, hvilket stof der

må forudsættes bekendt inden konfirmationsforberedelsen.

Skal man kort opsummere forskellen mellem kirken og skolens

undervisning, kan man sige, at kirkens undervisning er konfessionel

dåbsoplæring og bygger på den tro, som forudsættes

indpodet i barnet med dåben. Undervisningsopgaven består derfor

foruden oplysning om den kristne livstydning og -vejledning

også i en vejledning til ritual praktisering af gudsforholdet privat

(gennem bøn, salmer og bibellæsning) og offentligt (gennem

deltagelse i gudstjenestefællesskabet) med vægt på det sidste. I

skolen lægges der både i formålsparagraffen for folkeskolen og i

faget kristendomskundskab vægt på kristendomsoplysning, men

her er udgangspunktet et andet. Skolens formål er at medvirke

til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling og at gøre eleverne

fortrolige med dansk kultur, idet man samtidig bidrager til

deres forståelse for andre kulturer og menneskets samspil med

naturen. Kristendomskundskab er et kulturbærende fag, som

bygger på samtale omkring og erkendelse af den religiøse di-

53

54

mension. Skolen bygger på åndsfrihed, hvilket medfører, at faget

er ikke-konfessionelt. Skolen er ikke en indføring i den kristne

tro og praksis, men en oplysning om den kristne tro og praksis,

idet praktiseringen ligger udenfor skolens ramme.

Dannelse

En enkel model af undervisning fortæller os, at der i en undervisningssituation

altid er mindst tre ting til stede: læreren/underviseren,

stoffet og eleven. Foreløbig har jeg beskæftiget mig med

udgangspunktet for stofudvælgelsen/kundskaberne, nemlig de

formål, som henholdsvis

kirkens og

skolens undervisning

skal opfylde. Men ét

er kundskaberne, et

andet er, hvordan

man lærer dem. Et

andet spørgsmål er,

hvorfor og hvordan

man i det hele taget

lærer noget? I krydsfeltet

mellem kirken

og skolen kan man

hævde, at der aktuelt

mindst er to forskellige

traditioner på spil.

Den ene har overvejende

tysk oprindelse

og drejer sig om dannelsesbegrebet;

den

anden er overvejende

amerikansk og drejer

sig om læringsbegrebet.

I det følgende vil

jeg i meget forenklet

form forsøge at fremdrage hovedpunkterne i de to traditioner.

Ligheden mellem skolen og kirken er, at man begge steder har

stofindlæringen og det “at lære at lære” tilfælles med det formål

at danne barnet. Dannelsesbegrebet kan have mange betydninger,

men drejer sig grundlæggende om det syn på mennesket, at

det udover at forholde sig til sin egen eksistens også er sat ind i

et fællesskab med andre og for kristendommens vedkommende

også et fællesskab med Gud. I den tyske dannelsestradition

arbejder man ud fra den betragtning, at det med udgangspunkt

i elevernes erfaringsverden og de spørgsmål, som knytter sig hertil,

er muligt at finde frem det helt elementære (grundlæggende)

og nødvendige stof, som de derfor bør præsenteres for. I

krydsfeltet mellem elev og stof opstår det, den tyske dannelsesteoretiker

Wolfgang Klafki har kaldt “den kategoriale dannelse”.

Et eksempel på dette “elementære” kan være næstekærlighed,

der i elevernes erfaringsverden kan komme til udtryk i spørgsmål

om ansvar for andre. Kristendommens kernefortælling om

dette kunne være lignelsen

om den barmhjertige

samaritaner.

Læring

Hvor man i den tyske

tradition mest har

koncentreret sig omkringdannelsesbegrebet

som det, der

ligger mellem elev og

stof med henblik på

det fælles, har man i

den amerikanske tradition

haft langt større

interesse i “anvendt

pædagogik”;

hvordan den enkelte

lærer. Denne tradition

præger i dag

også den danske skoleundervisning.

I dag

er læring om noget

blevet vigtigt, idet vi

lever i et informationssamfund,

hvor viden er let tilgængelig og dagligt mangedobles.

Autenticitet har afløst de gamle autoriteter, og den store

Sandhed om livet er erstattet af de mange meninger. Individets

frie valg består bl.a. i at stole på den, som mest troværdigt kan

fortælle den bedste historie. Fællesskaber opstår spontant og

afsluttes lige så hastigt, idet forpligtelsen i højere grad ligger i at

være tro mod sig selv end i troskaben mod fællesskabet. Når

interessen samler sig om individualiteten, smitter dette naturligvis

også af på interessen for, hvordan den enkelte lærer bedst.

Det er ikke længere nok “at lære at lære”, det handler også om,

at vi måske gør det på forskellig vis.

I den amerikanske forskning omkring læring som viden og

kunnen, er pædagogikken gået i samarbejde med videnskabelige

fag som psykologi, sociologi og hjerneforskning. Især sidstnævnte

har haft stor indvirkning på læringsbegrebet. Da det her vil

føre for vidt at skrive om hele den amerikanske tradition, har jeg

valgt at samle interessen omkring en kort præsentation af de to

professorer Rita og Kenneth Dunns (fra St. John’s University of

New York) beskrivelse af de såkaldte læringsstile. Gennem

forskning i hjernens aktivitet i læringssituationer har de fundet

frem til en række faktorer og elementer, som har betydning for

den optimale læringssituation for det enkelte menneske. Disse

faktorer består af fysiske elementer (f.eks. lys, lyd, temperatur og

design), emotionelle elementer (f.eks. vedholdenhed, motivation

og struktur), sociologiske elementer (f.eks. om arbejdet foregår

individuelt, i par, grupper samt om lærerens rolle), fysiologiske

elementer (dvs. tidspunktet på dagen, sult/mæthedsfornemmelse,

behovet for aktivitet og hvilke sanser, som benyttes) og endelig

de psykologiske elementer, hvor ægteparret Dunn opdeler mennesker

i henholdsvis “holister” og “analytikere”. Holisterne er styret

af højre hjernehalvdel og analytikerne af venstre hjernehalvdel.

Ca. 88% af alle børn (heraf flest drenge) er holister og lærer

altså fortrinsvis ved at benytte højre hjernedel.

Hvad betyder det så? Forskellen mellem holisterne og analytikerne

består f.eks. i, at holisterne lærer bedst, hvis de har

mulighed for at fokusere på helheder, bliver følelsesmæssigt

engagerede, arbejder som par eller i grupper, og hvor læreren

søger diskussion og variation af stof og arbejde. Analytikerne

derimod fokuserer på fakta og detaljer, og de arbejder gerne

alene efter at have fået informationerne præsenteret i logisk

orden og med klare instrukser i, hvad opgaven går ud på.

Læreren har hos dem en central rolle som eksperten i modsætning

til hos holisterne, hvor lærerens rolle mere har karakter af

vejleder og konsulent. Ud over denne nyttige viden kan man

notere sig, at tidspunktet for læring først er optimalt op ad

dagen.

I tillæg til ægteparret Dunns teorier om læringsstile, bør også

Harvard-professoren Howard Gardners teori om de Mange

Intelligenser nævnes. Howard Gardner arbejder kognitivt og

hjernevidenskabeligt med intelligensbegrebet, som han kritiserer

for være indsnævret omkring det sproglige og matematisklogiske.

I stedet udvider han begrebet og opregner otte intelligenser,

som han lokaliserer forskellige steder i hjernen. De otte

intelligenser er henholdsvis den matematisk-logiske, den sproglige,

den musikalske, den krops-kinæstetiske (bevægelse, følesans),

den spatiale (visuel-rumlige), den naturalistiske, den intrapersonelle

og den interpersonelle intelligens. I praksis betyder de

mange intelligenser f.eks., at nogle børn vil have lettere ved at

løse et gangestykke i matematik, hvis de har lært at gange ved

hjælp af en sang om at gange, mens andre elever måske lettere

kan løse stykket, hvis de får en kugleramme. Konklusionen må

blive, at hvor man tidligere var meget opmærksom på, at stoffet

korresponderede med den måde, det blev indlært på, så er man

i dag mere opmærksom på at tilgodese, hvordan tilgangen til

stoffet korresponderer med den læringsstil, som den enkelte elev

er i besiddelse af.

Det store spørgsmål er nu, om et sådant individualiseret forhold

til læring ikke er umuligt at overføre i skolens praktiske virkelighed.

Er kravet om undervisningsdifferentiering ikke en illusion,

hvis det betyder hver elev – sin læringsstil? Et andet

spørgsmål er, hvad der sker med kollektivet og med dannelsen,

hvis skolen lægger op til, at læring er et individuelt projekt hos

hver elev? På nogle danske skoler har man forsøgt at benytte

teorierne i forventning om at skabe fremtidens skole. De foreløbige

resultater ser spændende ud. Det betyder ikke, at eleverne

her som udgangspunkt overlades til sig selv og deres eget individuelle

læringsprojekt, men det betyder, at der i forbindelse med

indøvelse i nyt stof er mulighed for, at eleverne kan trække sig

tilbage og arbejde med stoffet ud fra den stil, som er deres.

Tilhængerne af den nye pædagogik hævder bl.a., at den ruster

eleverne til situationen på arbejdsmarkedet. Her arbejder medarbejderne

også på fælles projekter, men med en opgavefordeling

og en strategi om, at hver yder den del, som han eller hun

er god til. Modstanderne hævder med lige så stor gennemslagskraft,

at dette blot er et bevis på, at markedskræfterne nu slår

igennem allerede i skolen. Ser man på pædagogikken lidt fra

oven, vil man måske kunne sige, at den blot er en udvidelse af

den gamle opdeling mellem “håndens og åndens arbejde”, og at

det gamle gymnasium jo også var delt mellem en matematisk-,

en sproglig-, en musisk og en samfundsfagslinje.

Men hvordan ser det ud i de fleste danske skoler? Her er

55

56

undervisningsansvaret i den enkelte klasse ofte uddelegeret til et

tværfagligt korps af lærere, der tilrettelægger en stor del af klassens

undervisning i en vekselvirkning mellem faglig fordybelse

og tværgående emner og problemstillinger, som tages op gennem

projekter og emneuger fagene imellem. Formålet med den

tværfaglige undervisning er først og fremmest at skabe sammenhæng

i de kundskaber, som eleverne tilegner sig, så disse kan føre

til stillingtagen og selvstændig handling også udenfor skolen.

Konkret foregår undervisningen som regel i blokke à 2 x 45

minutters varighed, hvor der varieres mellem kollektiv undervisning

ved læreren og decentrale elevaktiviteter. Kodeordene

for mange lærere er læring gennem oplevelse, forståelse/fordybelse

og handling.

En direkte sammenligning mellem skolens og kirkens undervisning

kan være svær – ikke mindst fordi der i Danmark aldrig

har været en tradition for at undersøge, hvad der faktisk foregår

i konfirmandstuen. Ofte er præsten alene om undervisningen og

har derfor ikke de store muligheder for at udveksle erfaringer og

evaluere, hvad der virker/ikke virker i den enkelte undervisningssituation.

Vil

man se nærmere på

undervisningsformerne

i kirken, må

man derfor først og

fremmest undersøge

de undervisningsmaterialer,

der

er udgivet til brug i

den indledende

konfirmationsforberedelse

eller konfirmationsforberedelsen.

Et kort blik

på dette giver det

billede, at selve stoffet

er meget ens, og

at udgangspunktet

for undervisningen

ofte er elevernes

egne erfaringer. Variationen

ligger i,

om udgangspunktet

er eksistentielt, bibelnært eller en gennemgang af gudstjenestens

enkelte led. Et gæt på praksis vil være, at den foregår som en

blanding af de tre.

Idet jeg nu vil bevæge mig til de muligheder, som ligger i et

samarbejde mellem kirken og skolen, vil jeg gerne påpege, at

selvom den nye amerikanske pædagogik umiddelbart kan virke

skræmmende med sin fokusering på den enkelte, er mange af

læringsstilene ikke ukendte i den kristne og kirkehistoriske tradition.

Kristendommen handler jo også om “det hele menneskeliv”,

og alene i kirkerummet ligger en guldgrube af æstetiske indtryk

og praktisk-musiske muligheder for oplevelse, fordybelse og

handling.

Folkekirkelige skoletjenester og Skole-kirkesamarbejder

Mange steder samarbejder den lokale præst og skole jævnligt på

initiativ af den ene eller den anden af institutionerne. Det kan

være, at en klasse inviterer præsten op på skolen for at få en snak

om et bestemt emne i forbindelse med et projekt, eller det kan

være præsten, som inviterer en klasse over for at se kirke og kirkegård

eller synge salmer

og høre bibelfortællinger

i kirken. Der er

grund til at beundre

dette arbejde, alene fordi

det for lærerens vedkommende

ofte kan

kræve hårde forhandlinger

på skolen om ekstra

forberedelsestimer,

og for præsten indebærer

et stykke ekstra

arbejde. Selvom fordelene

kan synes mange –

børnenes viden om kristendommenopkvalificeres

og gøres nærværende,

der etableres kontakt

til børnene og evt. deres

forældre – kan samarbejdet

i længden blive en

belastning for både

præst og lærer. Det er

tidskrævende igen og igen at skulle overgå sig selv med nye og

bedre projekter.

En mulighed for aflastning af arbejdet kom derfor, da man i

begyndelsen af 1990’erne etablerede de første folkekirkelige

skoletjenester og skole-kirkesamarbejder på initiativ af menighedsråd,

som gerne ville styrke det lokale samarbejde mellem

skole og kirke. I dag tæller Landsnetværket af Folkekirkelige skoletjenester

og Skole-kirkesamarbejder over tyve etablerede skoletjenester.

For hver skoletjeneste er menighedsråd i et eller flere

provstier gået sammen om at betale for ansættelsen af en præst

(teologisk ressource) og en lærer (pædagogisk ressource) til at

udtænke og producere projekter, som kan udføres i det lokale

område. Arbejdet foregår på skolens præmisser, hvilket vil sige,

at projekterne er bygget op omkring oplysning om kristendommen

på de vilkår, som skolens undervisningsvejledning og læseplan

giver for faget kristendomskundskab. Det har den fordel, at

lærerne kan gå ind i projekterne i tiltro til, at både rammerne

omkring og indholdet af undervisningen er relevant på det eller

de klassetrin, som projektet udbydes til. Men projekterne er

sjældent rettet mod kristendomskundskab alene. I stedet søger

man at lave tværfaglige projekter, hvor andre fag – typisk dansk

samt de praktisk-musiske fag – indgår. På denne måde lever projekterne

ikke blot op til læseplanen for kristendomskundskab,

men også til forventningen om, at kristendommen er en kulturbærende

religion, som potentielt bør repræsenteres i alle skolens

fag. I projektmaterialet lægges der op til, at børnene får indblik

i kristendommen gennem oplevelser, fordybelse og handling i

forbindelse med et bestemt emne: f. eks. et fænomen, en højtid,

kirkehistorien, et arbejdsbesøg i kirkerummet, eksistentielle

emner eller bibelfortællinger. Størstedelen af projektet foregår

på skolen, men undervejs eller som afslutning på projektet vil

der typisk indgå et arbejdsbesøg i kirken, hvor børnene bl.a.

møder præsten.

Skole-kirkesamarbejdet tilstræber at etablere kontakt mellem

den lokale skole og kirke og ikke blot være materialecentral.

Selvom børnene befinder sig i kirken gælder det stadig, at mødet

sker på skolens præmisser. Præstens rolle i samarbejdet er derfor

ikke at være liturg i en gudstjeneste, men derimod en troværdig

ressourceperson, der som kirkens repræsentant kan fortælle,

hvordan man indenfor kristendommen tyder livet. Øvelsen går

med andre ord ud på, at præsten i sammenhængen aldrig kan

blive autoritativ og missionarisk, men nok autentisk. Samtidig er

mødet med børnene en god øvelse i at fremlægge og samtale om

svære teologiske emner på en enkel og elementær måde. Børn

spørger, hvis der er noget, de ikke forstår. Præsten er en levende

og nutidig repræsentant for den kristendom, som børnene almindeligvis

måske ville opleve som fortidig historie.

De landsdækkende projekter

Lad mig slutte med at nævne Landsnetværket af Folkekirkelige

Skoletjenester og Skole-kirkesamarbejder. Landsnetværket er en

sammenslutning af de folkekirkelige skoletjenester og skolekirkesamarbejder,

som årligt mødes på Teologisk Pædagogisk

Center i Løgumkloster. Her laver man erfaringsudveksling og

udklækker idéer til landsdækkende projekter, som siden udarbejdes

af mindre arbejdsgrupper bestående af folk fra de forskellige

skoletjenester; her diskuteres, godkendes og evalueres

projekterne. Teologisk Pædagogisk Center indgår i og koordinerer

dette arbejde, ligesom der også herfra ydes rådgivning til de

steder, hvor samarbejdet foregår på frivillig basis.

Landsnetværket har til dato lavet tre landsdækkende projekter,

hvoraf det seneste, Ser du det store i det små – eller går du bare

og kigger? Zoom på lignelser og eventyr, løber af staben i oktober

dette år. På Landsnetværkets hjemmeside www.skolekirke.dk

kan man få nærmere oplysninger om de enkelte projekter.

57

58

AT TÆNKE I BILLEDER

Om børn og religion og det at se med øjet og med hjertet

Af rektor og adjungeret professor Eberhard Harbsmeier

En nyere bog af Friedrich

Schweitzer, professor i religionspædagogik

i Tübingen og ofte

gæst i Løgumkloster og endda

på et dansk bispemøde, har titlen

Barnets ret til religion.

Grundtanken i denne bog er

den ganske enkle, at det er barnet,

der har brug for og ret til

religion – og ikke kirken, samfundet

eller forældrene, der har

ret til at påvirke børn og instrumentalisere

religion. Det er ikke

sagt for at genoplive den gamle,

lidt primitive indoktrineringsdebat

og den påvirkningsangst, der prægede religionspædagogikken

dengang, men for at understrege, at påvirkning sker for barnets

skyld og på barnets vilkår. Derfor den fornyede interesse for

børns spiritualitet, deres egen måde at se på, at tænke på. Den

må være grundlag for enhver pædagogik, hvis den skal undgå at

blive til overgreb og kirkens, statens eller forældrenes ret til at

bemægtige sig barnet – i stedet for en imødekommelse af barnets

egen ret og behov.

Jeg vil i det følgende komme med nogle overvejelser over

børns gudsbilleder, deres måde at tænke på i billeder – ikke som

nedladende småbørnspædagogik, men som en udfordring til teologien.

For børns måde at se og tænke på stiller vægtige spørgsmål

til de voksne.

Barnlighed og religion

Det er en gammel strid, om religion eller gudsforestillingen i

mennesket er noget, der kommer indefra eller udefra, om religion

er noget, vi lærer, eller om det er i det mindste et naturligt

behov, der melder sig. Det er en gammel strid, og det er en uløselig

strid; men det er, og det er det afgørende, en meget frugt-

bar strid, selvom den aldrig – som de fleste elementære teologiske

spørgsmål – kan afgøres endeligt.

De fleste, inklusive mig, vil nok sige, at det ikke er et enten

eller. Religion og gudsforestillingen kommer både udefra og

indefra, de er, for nu at tale med de store teologiske ord, verbum

externum og indre erfaring. Men problemet er jo ikke løst dermed,

for når man nu ikke kan se det som et eksklusivt alternativ,

så melder spørgsmålet sig, hvilket af de to kommer først, og

hvordan de interne og eksterne påvirkninger forholder sig til

hinanden. Og selvom man ved empiriske religionspsykologiske

undersøgelser måtte kunne påvise det ene eller det andet, så er

sagen dermed ikke afgjort. For om det religiøse nu er et medfødt

behov eller noget tillært, så er det stadig i begge tilfælde muligt

at skelne mellem det, der genetisk-temporalt er det primære, og

det, der ontologisk er primært.

Det er ikke kun et spørgsmål om empiri – det er også et

spørgsmål om det teologiske og pædagogiske grundsyn, der afgør,

hvordan man håndterer disse spørgsmål. Det interessante er

ikke så meget modspillet og statistisk overvægt af antropomorfe

eller symbolske gudsbilleder, eksterne eller interne begrundelser

for religiøsitet – men vekselvirkning og samspillet imellem dem.

Der er selvfølgelig mange teorier om religion og religionens

opståen i barnet. Alt er omstridt og omdiskuteret, ikke kun tidspunktet

for religionens opståen, ikke kun divergerende svar på,

om religion kommer indefra eller udefra; men også det helt

afgørende spørgsmål, hvad det er for erfaringer, der er religiøse

– eller, for nu at tale med Løgstrup, hvad der giver anledning til

det religiøse. Man kan måske dele teorierne i to grupper, der

hver på sin måde benævner grundlæggende “religiøse” erfaringer:

Den ene skole satser på positive erfaringer af en ubegrundet

grundtillid – det at være afhængig af noget, man ikke selv har

magt over. Typisk for disse teorier er, at man daterer det religiøse

og gudserfaringen i et meget tidligt stadie i barnets liv. Det er

den tætte relation til moderen, der står i forgrunden, naturligvis

også erfaringer af adskillelse – men typisk erfaringen af en “urtillid”,

som er helt basal for hele livet (Erikson), eller også teorien

om objektrelationen, hvor barnet lærer at overføre følelser overfor

den fraværende mor til et erstatningsopbjekt (A.M. Rizzuto

m.fl.). Typisk for disse teorier er for det første en meget positiv

vurdering af barnlig religiøsitet (en arv fra romantikken), for det

andet en meget tidlig datering af den første religiøsitet, og endelig

tanken om en “ubevidst” religiøsitet forstået som afhængighedsfølelse.

Hele den religiøse udvikling og socialisation har derfor

den opgave at bevare disse grunderfaringer, bl.a. ved at tolke

dem i lyset af den kirkelige tradition.

En anden skole ser det religiøse ikke i tillidserfaringer, men i

grænseerfaringer. Religion begynder der, hvor det “spøger”

(Rudolf Otto), hvor tilværelsen kommer ud af kontrol. Religion

er, med Ottos berømte vending, både skræmmende og dragende,

et tremendum et fascinosum. Religion er ikke det ubegrundbar

selvfølgelige, men melder sig der, hvor tilværelsen mister sin

selvfølgelighed og bliver fremmed for os. Religion er anderledeshed.

Det er ikke tilfældigt, at disse teorier om religiøs grunderfaring

sætter det religiøse biografisk til et meget senere stade i

barnets liv og mere knytter til ved barnets forhold til faderen og

erfaringer af autoritet og forbud. Det er også indlysende, at disse

teorier ofte ser meget mere kritisk på religion og ofte forstår

dannelsesprocessen ikke som en tilbagevenden til, men som en

frigørelse fra barndommens religiøsitet. Det klassiske eksempel

for denne religionsopfattelse er Freud og hans religionskritik.

Man kunne i dag tilføje en tredje model som den, der har vundet

mest hævd i både skolens og kirkens religionspædagogik. Jeg

vil kalde det den neutrale model, der taler om det religiøse som

en dimension ved menneskelivet. Denne terminologi har været

attraktiv, fordi man derved kunne give religionsundervisning en

objektiv begrundelse. Udtrykket dimension gør omend ikke Gud

så dog det religiøse til en slags objektiv faktum, man giver ligesom

indtryk af, at det menneske, der ikke vil vide af religion,

mangler noget, nemlig en “dimension”. Nu er det jo vanskeligt at

bestride, at religion eller religiøsitet er en realitet også i dag,

udtrykket dimension siger noget om religionens og religiøsitetens

fakticitet, som også en ateist vanskeligt kan ignorere. Sådan set er

det det samme argument som i det gamle gudsbevis e consensu

gentium, ud fra religions forekomst i alle folkeslag: Religion kan

ikke være helt ved siden af, fordi så mange er religiøse.

Man kan dog også anvende udtrykket dimension i en dybere

antropologisk betydning. Religion er, ifølge Paul Tillich, livets

dybdedimension. Det er i virkeligheden et meget ambitiøst reli-

gionsbegreb – i sidste instans slet ikke så neutral, som det foregiver.

For ganske vist er talen om den religiøse dimension åben

og tolerant overfor mange andre religioner, der er med Tillich

tale om en religiøsitet hinsides religionerne, en “God beyond

God”. Men denne position har problemer overfor ateismen. Kan

man virkelig påstå, at ateisten lever overfladisk, at han eller hun

kun er et halvt menneske, der er ukendt med en af livets væsentlige

dimensioner? Skal ateisterne finde sig i at blive betegnet

som halve eller i det mindste overfladiske mennesker? Jeg vil

foretrække at tolke talen om den religiøse dimension mere forsigtigt

ud fra Løgstrup: Den religiøse tydning af tilværelsen har

i dag ikke monopol, det må både lutheranere, katolikker og muslimer

sande. Den religiøse tydning anfægtes af alternative former

for ikke-religiøs tænkning og ikke mindst ikke-religiøs eller

mangel på religiøs praksis. Religiøs dimension betyder ifølge

Løgstrup, at der er træk i vores tilværelse, der giver anledning til

religiøs tydning. Men man må leve med et hæderligt alternativ.

Selvom livet indeholder religiøse “dimensioner”, er det ikke

ensbetydende med, at alle mennesker er religiøse – for dertil

kræves en religiøs praksis, som skal læres, en praksis der kommer

udefra.

Tiderne skifter: Før var teologiens samtalepartner den – som

regel – sekulære filosofi og dens eksistens- og samfundstolkning,

nu står dialogen med andre religioner i forgrunden. Men man

bør i al iver for religionsdialogen ikke glemme, at den sekulære,

religionsløse livsanskuelse i dagens Danmark både kvantitativt

og kvalitativt formentlig stadig er af større vægt end religiøse

alternativer til den folkekirkelige kristendom. Tillichs tale om en

religiøs dimension var netop rettet mod den sekulære, religionsløse

livsforståelse, ikke for at nedgøre den, men for at åbne en

forståelse for det religiøse, så evangeliet ikke bliver afvist, før det

overhovedet blev hørt.

Hvad der gælder i forhold til den sekulære verden, gælder i

høj grad også overfor børn og deres religion og religiøse forestillinger.

De danner egne forestillinger uden smålig hensyntagen

til, om det nu også er den “rette” tro. Og de er – i forhold til

andre religioner og mødet med dem – så at sige fødte synkretister.

En eksklusiv forståelse af kristendommens gyldighed er svært

at formidle overfor dem – her kan man kun komme videre med

inklusive modeller af relationen til andre religioner, der implicerer,

at de også participerer i sandheden. Når man beskæftiger sig

med børns religiøsitet og gudsforestillinger, skal man respekterer

59

60

pluralitet som et vilkår, uden derved at suspendere sandhedsspørgsmålet.

Børn og Gud – at tænke i billeder

Den teologiske grundholdning og religionsbegrebet bestemmer

også vores holdninger overfor børn og deres religiøsitet. Hvad

der er karakteristisk for børn er, at de først og fremmest ikke

tænker i begreber, men i billeder, så at sige på en sanselig måde.

Gud er slet ikke så usynlig og usanselig, som voksne gør ham til.

Det er måske grunden til, at især protestantisk teologi og

religionspædagogik har haft svært ved at tage børns religiøsitet

alvorlig. Forbehold overfor billedet og koncentrationen på “ordet

alene” har ikke været befordrende for det religionspædagogiske

og ikke mindst religionspsykologiske arbejde og for anerkendelsen

af barnets ret til at erfare og formulere Gud og det religiøse

på sin egen måde.

Dog er der med Rousseaus berømte Émile og romantikken

sket et paradigmeskift. Før i tiden betragtedes børn som små

voksne, som man f.eks. kan se det i Breugels berømte billeder af

børn: børn skal så at sige gøres til mennesker ved opdragelse. Nu

vender man det på hovedet eller på benene igen, det barnlige er

det oprindelige, det ægte – og de voksnes religiøsitet er så at sige

præget af en længsel tilbage til den fortabte barndom. Det er en

tænkemåde, der dybt præger moderne religiøsitet. Spørger man

moderne mere eller mindre sekulariserede mennesker om deres

forhold til religion, så taler de oftest om deres barndom, religion

er en form for kollektiv erindring om den mere eller mindre

tabte barndom. Man kan se denne vending også i årets jubilar

H.C. Andersen og hans eventyr. De er præget af dyb barnlig religiøsitet,

men det er så at sige en barnlighed, der er set med de

voksnes øjne, dybt reflekteret. Andersen havde som bekendt

ikke kun succes hos børnene. Det havde han også, men først og

fremmest havde han stor succes i de dannedes saloner, hvor han

læste sine eventyr. For Andersen gælder måske det samme, som

hans store antipode og kritiker Søren Kierkegaard sagde: “Barnet

selv veed jo ikke hvad det er at være Barn” (Samlede Værker 3 4,

217). Barnlighed er de voksnes længsel – og måske projektion –

tilbage til barndommen, en barndom, der som de fleste autobiografier

er en konstruktion og en projektion, men vel at

mærke en legitim projektion. Barndom ikke som sentimental

flugt, men som en ægte venden tilbage til det oprindelige, umiddelbare.

Gud og gudsbilleder er altid projektion og dog samtidig også

mere end det. På samme måde er “barnlighed” og “barnetro”

både voksnes projektion og naturligvis altid også en realitet.

Ingen ringere end selveste Rousseau var meget bevidst om

denne problematik og spurgte kritisk, om vi ikke ofte på en forkert

måde pådutter barnet en religion og religiøse problemer, og

dermed gør mere skade end gavn. “Ethvert barn, som tror på

Gud, er nødvendigvis en afgudsdyrker eller i det mindste en

antroppomorfist. Når fantasien engang har skuet Gud, er det

meget sjældent, at fornuften begriber ham”, siger han i Émile

(cit. efter Schweitzer, 1988, ss. 256 f.). Det virker som en rationalistisk

provokation, men skal dog tages alvorlig, når det er sagt

af en, der var pioner for den opfattelse, at barnet skal tages alvorlig

på egne vilkår. Rousseau begrunder sin opfattelse med, at

barnets fornuft angiveligt ikke “rækker langt nok”, for at fatte

Gud. Her har romantikeren Schleiermacher med rette i sin

pædagogik indvendt det modspørgsmål, hvornår så fornuften

rækker langt nok. For tænker man sådan, kan man aldrig legitimere

religion. Men man kan også vælge at tolke Rousseau mere

positivt. Han protesterer imod at voksne pådutter børn en tro og

gudstro, en antropomorfisme, der kun kommer udefra og ikke

modsvarer noget, der kommer indefra.

Friedrich Schweitzer skelner i denne sammenhæng mellem

tre forskellige opfattelser af forholdet mellem børn og religion.

Det ene er den rationalistiske model, der sigter til det myndige

menneske og reducerer religion til moral. Her skal barnet ikke

konfronteres med religion, da det kun vil give forvrængede forestillinger.

Den anden model er den romantiske, hvor den barnlige

religiøsitet er den egentlige form for religiøsitet (Schleiermacher,

Grundtvig), som det gælder om at vende tilbage til som det

oprindelige. Endelig er der den skolastiske model i dette ords

oprindelige betydning, hvor man tager den religiøse udvikling

alvorligt ud fra den tanke, at fylogenesen svarer til ontogenesen,

dvs. menneskets individuelle udvikling svarer til menneskehedens.

Her drejer det sig om at udvikle en “læreplan”, et forløb,

der svarer til barnets udvikling og tager højde for dets stadier.

Denne sidste model tager barnet alvorlig – uden at idealisere det

på en falsk måde. Det barnlige skal respekteres, men hverken

nedvurderes eller på en falsk måde glorificeres.

Gudsbilleder – konkret og abstrakt

Det er sandt og ofte sagt, at børn tænker i billeder – og vi må

tage disse billeder alvorligt. Det har jo været romantikkens landvinding

at vende tilbage til barndommens billeder for derved at

overvinde en intellektualisering af troen og gudsforholdet. I en

vis forstand er barnets tro mere sand end alverdens bekendelser

og autoriseret ret lære. Det er formentlig forkert at spille billede

og sprog ud imod hinanden, f.eks. ved at spørge om nu fortællingen

om Gud eller billedet af Gud er det mest oprindelige.

Ord og billede betinger hinanden, det ene kan ikke være uden

det andet. Sproget kan give stærke billeder, og billeder, både

børns billeder og stor kunst, kan i høj grad fortælle. Jeg tror, at

moderne teorier om at vi nu lever i en optisk kultur til forskel

fra fortidens skriftkultur ikke kan tåle en forenkling. Hverken

børn eller de moderne medier er så billedfikseret, de blander

netop skrift og billede til en helhed.

Man har ellers ført Luther i marken for at fremhæve ordets

og dermed sprogets primat, når det drejer sig om gudsforholdet.

Og man kan da også finde tidligere ytringer af Luther, hvor han

næsten er ligeså billedkritisk som billedstormere. Billeder skal

væk ligesom messen – det skal bare gå ordentligt til, siger Luther

i de berømte invokavitprædikener fra 1522. Billeder var i virkeligheden

kun tilladt for de svage og enfoldige, af pædagogiske

grunde. Men senere blev Luther klogere, han udfolder en egent-

lig billedteologi ud fra den tankegang, at man slet ikke kan lade

være med at danne billeder, og at den, der ikke kan danne billeder,

heller ikke kan tale. Her kan Luther bruge formuleringer,

der nærmest tilkender billedet primat fremfor ordet:

Jeg ved også med sikkerhed at Gud vil, at man skal høre og læse

om Hans værk, især om Kristi lidelse. Men dersom jeg skal høre

det og tænke på det, så skal det ikke ske på anden måde end at

jeg danner mig et billede af det i hjertet. For enten jeg vil det eller

ej, så danner der sig, når jeg hører om Kristus, i mit hjerte billedet

af en mand som hænger på korset. Det er akkurat som jeg ser

mit ansigt midt i vandet, når jeg ser ned i det. Men dersom det

ikke er synd, men en god ting at jeg har billede af Kristus i hjertet,

hvorfor skulle det da være synd at have det i øjnene? Hjertet

er da vigtigere end øjnene og skal som Guds retmæssige sæde og

bolig endda mindre besmittes med synder. (WA 18, s. 83, 6-15,

fra “Wider die himmlischen Propheten”, oversættelse efter den

norske oversættelse i Værker i Utvalg III, ss. 238 f.).

Luther ligger her egentlig ganske på linie med Kant, der mente,

at begreber uden anskuelse var tomme, og den store romantiske

maler Caspar David Friedrich, der som bekendt var af den opfattelse,

at kunstneren ikke kun skal male det, han ser med øjnene,

men også det han ser med hjertet (citater findes også hos

Heimbrock, s. 19 og passim).

En spændende metafor, at se med hjertet. Det er hvad man af

billeder kan lære om børns religiøsitet og sandelig også af børns

religiøsitet.

En ting, man kan lære af børn, er at overvinde den falske

modsætning mellem konkret og abstrakt tænkning. Det at tænke

i billeder er på en ejendommelig måde både at tænke konkret og

abstrakt, og navnlig når det drejer sig om børnenes så antropomorfe

og konkrete gudsbilleder, skal man ikke tage fejl:

Børns tilsyneladende naive gudsbilleder rummer i høj grad også

refleksioner og “abstrakt” tænkning, og måske er børn endda

bedre i stand til at holde modsætninger sammen end voksne.

Min datter Theodora (dengang vel 7 år gammel) spørger mig

ganske uformidlet foran Brugsen i Løgumkloster, hvorfor vi

egentlig har lagt bedstemor ned i jorden, når hun, som jeg havde

forklaret, skal til Gud i Himmelen. Jeg svarer teologisk korrekt

noget i retning af, at det er fordi Gud både er i jorden og i himmelen.

Dyb tavshed. Efter en par minutter følgende bemærkning:

“Gud er i jorden og i himmelen. Det kan mennesker

61

62

ikke. Men det kan Gud, fordi Gud er Gud og ikke et menneske”.

“Gud er Gud”, det kan både være essensen af Karl Barths dogmatik

– men også et barns umiddelbare både meget konkret og

abstrakte refleksion.

Børn tænker i billeder, det er både konkret, men også abstrakt,

for børn ved udmærket, at der “kun” er tale om billeder.

Det vidste allerede Luther i sit forsvar for billedsproget, jeg gengiver

stedet fra en prædiken i den oprindelige, charmerende

blanding af latin og tysk:

Deus non ist menschlich bild, ut Daniel [Dan. 7,13] malet: Ein

schon alt man, hat schne weis har, bard, rotae etc. et strale giengen

etc., non habet nec barbam, har etc. et tamen sic pingit deum

verum i imagine viri antiqui. Sic mus man unserm herr Gott ein

bild malen propter pueros et nos, si etiam docti: ‘qui me’, ‘et

patrem videt’ etc. Man kan die geistlichen sachen nicht begreifen,

nisi i bilder fasse (WA 46, s. 308, om Joh. 14,9).

Gud er ikke antropomorf, men vi må tegne et billede af Gud i

menneskeskikkelse med skæg, hvidt hår, ikke kun på grund af

børnene, men også på grund af os, der er lærde (docti), for uden

billede kan man intet begribe, man kan kun fatte det i billeder.

Den engelske religionspædagog John M. Hull giver et meget

godt eksempel på denne tænkning i billeder, der både er abstrakt

og konkret og kan rumme modsætninger i sig:

Et barn taler om, at Gud har en hytte, der er i himmelen, i skyerne,

derfor vinder Gud alle kampe. “Hvorfor”, spørger forældrene,

“falder denne hytte ikke ned?” Barnet svarer: “Fordi Gud gør,

at den ikke falder ned. Desuden står den på teglsten, som holder

den fast”. “Virkelig, i himmelen?”, spørger forældrene. “Nej!”, svarer

barnet, “det er på jorden”. “Men har du ikke sagt, at den er

oppe i skyerne”. “Javel, den rækker helt til skyerne, men den står

på jorden. Ja, den starter på jorden, men når til skyerne” (Hull, ss.

36 ff.).

Det er et barns refleksion over forholdet mellem Guds transcendens

og immanens, Gud er både dennesidig og hinsidig. En

højst reflekteret dialog, og billedet er slående, paradokset om

Gud dennesidighed og hinsidighed udtrykt med billedet af en

hytte, der rækker fra jorden til himmelen.

Man kan (ifølge Nipkow, ss. 18 f.) spørge efter børns religiøsitet

og gudsforestillinger genetisk kausalt, dvs. efter samfundsmæssige

og psykologiske forudsætninger for forestillingernes opståen,

man kan spørge funktionelt, dvs. efter den betydning, religionen

har for personens og samfundets udvikling, man kan også spørge

ontologisk, efter virkeligheden bag disse forestillinger – og

sidst men ikke mindst kan man spørge efter sandheden og gyldigheden

i disse forestillinger. Ifølge Hans Georg Gadamer har

man ikke forstået en tekst, hvis ikke man har taget stilling til

dens sandhedsværdi – dette gælder i mindst ligeså høj grad overfor

børns gudsforestillinger. Kan man ikke lære af dem, kan man

heller ikke forstå dem. Det gælder om børn, om deres religiøse

forestillinger, det gælder i virkeligheden religion i det hele taget:

Vil man kun lære om den, men ikke af den, bliver det en gold

og ligegyldig beskæftigelse. Religionspsykologi er altid også en

teologisk disciplin.

LITTERATURHENVISNINGER:

Hans Freiherr von Campenhausen: “Zwingli und Luther zur Bilderfrage”,

i: Das Gottesbild im Abendland, Witten og Berlin 1957, s. 139-172,

her citeret efter genontryk under overskriften: “Die Bilderfrage i der

Reformation”, i: Tradition und Leben. Aufsätze und Vorträge, Tübingen

1960, ss. 361-407. • Eberhard Harbsmeier: “Min Gud, de andres Gud

og kirkens Gud. Gud og gudsbilleder i vores senmoderne tid”, i: Gud –

det er for os!, Unitas 2003, ss. 7-10. • Eberhard Harbsmeier:

“Billedforbud og billedbrug. Om billeder og deres magt”, i: Kritisk

forum for praktisk teologi 98, 2004, ss. 24-39. • Hans-Günter Heimbrock:

“Vom Abbild zum Bild. Auf der Suche nach neuen Zugängen zur

Religiosität von Kindern”, i: Dietlind Fischer & Albrecht Schöll (udg.):

Religiöse Vorstellungen bilden. Erkundungen zur Religion Kindern über

Bilder, Münster 2000, ss. 19-39. • John M. Hull: Wie Kinder über Gott

reden. Ein Ratgeber für Eltern und Erziehende, overs. fra engelsk (God-

Talk with Young Children, 1991), Güterloh 1997. • Eckehard Martens:

Philosophieren mit Kindern. Eine Einführung in die Philosophie, Reclams

Universalbibliothek Nr. 9778, Stuttgart 1999. • Karl Ernst Nipkow:

Erwachsenwerden ohne Gott. Gotteserfahrung im Lebenslauf, München

1987. • Friedrich Schweitzer: “Die Religion des Kindes. Perspektiven

aus der Geschichte der Religionspädagogik”, i: K.H. Nipkow m.fl.

(udg.): Glaubensentwicklung und Erziehung, Gütersloh 1988, ss. 256 f.

∑ Friedrich Schweitzer: Das Recht des Kindes auf Religion. Ermutigung

für Eltern und Erzieher, Gütersloh 2000. • Margarete Stirm: Die

Bilderfrage in der Reformation, Quellen und Forschungen zur

Reformationsgeschichte Band XLV, Gütersloh 1976.

III. DEL

DOKUMENTATION

OVERSIGTER OG TAL

64

ANSATTE, BESTYRELSESMEDLEMMER M.M. 1964-2005

Udarbejdet af Helle D. Kjeldsen

(Ud fra tilgængeligt arkivmateriale og mundtlige oplysninger)

ANSATTE

REKTORER

• Christian Thodberg, konstitueret forstander og hovedlærer på

Præstehøjskolen, 1.12.1964-8.4.1965; forstander 9.4.1965-

31.12.1972 (Nærum 1968-1972)

• Chr. Lindskrog, konstitueret forstander, 1.1.1973-31.3.1973

• Rudolph Arendt, forstander, 1.6.1973-30.10.1976

• Bent Noack, forstander, 1.2.1977-31.8.1985

• Niels Thomsen, rektor, 1.9.1985-29.2.2000

• Jens Kristian Krarup, rektor FPI, 1.8.1992-31.7.1996

• Eberhard Harbsmeier, rektor FPI, 1.8.1996-30.6.2001, rektor

PH, 1.3.2000-30.6.2001, rektor TPC, 1.1.2001-

LEKTORER

• Søren Nordentoft, lektor PH, 1.3.1973-29.5.1996

• Jens Kristian Krarup, lektor PH, 1.1.1981-31.7.1992

• Birgitte Thyssen, lektor FPI, 1.3.1993-31.1.2000

• Viggo Ernst Thomsen, lektor FPI, 1.3.1993-28.2.1997

• Marianne Bach, lektor sjælesorg PH, 1.5.1995 –

• Benny Grey Schuster, lektor PH, 1.1.1997-

• Finn Rosenberg, lektor FPI, 1.6.1997-

• Marie K. Monrad, lektor FPI, 1.2.2000-

• Hans Vium Mikkelsen, lektor TPC, 1.4.2002-

KONTOR

• Birgitte Laursen, sekretær, 1.3.1971-31.12.1971

• Ruth Meyer, sekretær, 1.1.1972-31.3.1972

• Bente Frederiksen, sekretær, 1973

• Arne Bojesen, bogholder, 1.8.1973-juli 1985

• Inger Leerskov, sekretær, 1.8.1975-30.09.1976

• Ingrid Hvass, sekretær, 1.10.1976-31.7.1984

• Asta Nørby, sekretær og fuldmægtig, 1.8.1984-31.8.2004

• Karen-Marie Holst Jannerup, sekretær FPI, 1.2.1993-

31.8.1997

• Margit Olsen, kontorassistent FPI, 7.3.1994-30.6.1995

• Hanne Bech Jensen, kontorassistent FPI, 1.11.1995-

31.8.1997

• Bente Kirchheiner, sekretær og fuldmægtig FPI, 15.9.1997-

30.9.2002

• Lotte Sørensen Hansen, kontorassistent FPI, 1.11.1997-

31.1.2003

• Birthe Jakobsen, sekretær og fuldmægtig, 1.5.2000-

• Helle Sangild Qvist, sekretær, 1.11.2000-

• Rosemari Junker Aarhus, bogholder, 1.9.2004-

BIBLIOTEK

• Olga Bartholdy, bibliotekar, ca. 1968-ca.1980

• Niels Bruun, præst i Branderup, bibliotek (25%), 1.8.1988-

31.3.2000

• Anita Carlson, bibliotekar, 1.11.1993-31.5.94, 1.8.1994-

15.9.1994

• Lars Thomsen, bibliotekar, 1.8.1994-15.9.1994

• Helle D. Kjeldsen, bibliotekar, 19.9.1994 (deltid), 1.4.1998-

SERVICE

• Ellen Jeppesen, økonoma, 1967-31.8.1973

• Kirsten Hartkopf, rengøring, 15.9.1973-31.6.1984

• Marie Bejer, rengøring, 1.7.1984-31.12.1995

• Tina Jørgensen, servicemedarbejder PH, 1.1.1996-

• Ulla Jørgensen, servicemedarbejder FPI, 1.3.1997-

PRÆSTEHØJSKOLENS STYRELSER OG BESTYRELSER

1964-1990

• Biskopper: J.B. Leer Andersen, afl. af Helge Skov

• Kbh. teol. Fakultet: 1. Bent Noack, afl. af Jørgen I. Jensen, afl.

af Mogens Müller. 2. Niels Knud Andersen, afl. af Bent Hahn,

afl. af Ole Jensen, afl. af Eduard Nielsen, afl. af Steffen

Kjeldgaard-Pedersen

• Århus teol. Fakultet: 1. Regin Prenter, afl. af Chr. Thodberg. 2.

K.E. Løgstrup, afl. af Hejne Simonsen, afl. af Viggo

Mortensen, afl. af Erik Kyndal

• Pastoralseminariet Århus: L. Brøndum, afl. af Gerhard

Pedersen

• Pastoralseminariet Kbh.: Mogens Lindhardt

• Den danske Præsteforening: C. Nepper-Christensen, afl. af

Olav C. Lindegaard, afl. af Karen Horsens, afl. af Erling

Albinus, afl. af Mary Holm-Larsen

• Lægfolk: 1. Gurli Vibe Jensen, afl. af Maria Topp, afl. af Lise

Harboe Jepsen, afl. af Kirsten Høffding, afl. af Grethe

Rostbøll. 2. Knud Heinesen, afl. af Knud Munksgaard, afl. af

Knud Ølgaard, afl. af Erik Randel

• Løgumkloster: Chr. Thodberg, afl. af Rudolph Arendt, afl. af.

Bent Noack, afl. af Niels Thomsen

• Sekretærer: Erik Andersen, afl. af K.J. Albrechtsen, afl. af

Søren Nordentoft, afl. af F.J. Hvass, afl. af Asta Nørby

1990-2005

• Biskopper: 1. Herluf Eriksen, afl. af Kjeld Holm, afl. af

Karsten Nissen. 2. Henrik Christiansen, afl. af Søren Lodberg

Hvas, afl. af Kresten Drejergaard, afl. af Niels Henrik Arendt

• Kirkeministeriet: Steffen Brunés

• Pastoralseminariet Århus: Gerhard Pedersen


• Den obligatoriske Efteruddannelse: Ole Jensen

• Den danske præsteforening: 1. Mary Holm-Larsen, afl. af Inge

Bastkær Rasmussen, afl. af Jens Barfod. 2. Kjeld Holm, afl. af

Kresten Drejergaard, afl. af Peter A. Krogsøe, afl. af Sabine

Bech-Hansen

• Landsforeningen af Menighedsråd: Birthe Lund, afl. af Ejvind

Sørensen

• Løgumkloster: 1. Niels Thomsen. 2. Jens Kristian Krarup, afl.

af Eberhard Harbsmeier

• Sekretærer: Erik Andersen, Hanne Lett

DEN PERMANENTE ARBEJDSGRUPPE VEDR. DE FOL-

KEKIRKELIGE UDDANNELSESINSTITUTIONER FOR

PRÆSTER, 1990-2000

• Formand: Kjeld Holm

• Biskopper: 1. Herluf Eriksen, afl. af Kjeld Holm. 2. Henrik

Christiansen, afl. af Søren Lodberg Hvas, afl. af Kresten

Drejergaard

• Kbh. teol. fakultet: John Strange, afl. af Hans Raun Iversen, afl.

af Jens Glebe-Møller, afl. af John Strange

• Århus teol. Fakultet: Viggo Mortensen, afl. af Bent Smidt

Hansen, afl. af Peter Widmann


• Pastoralseminariet Århus: Gerhard Pedersen, afl. af Henning

Thomsen

• Den obligatoriske Efteruddannelse: Ole Jensen

• Den danske Præsteforening: Kaj Bollmann, afl. af Erik Balslev-

Clausen, afl. af Mary Holm-Larsen

• Udpeget af KM: Poul Dam og Dorthe Esbjørn Holck og

Henning Fogde

• Landsforeningen af Menighedsråd: Peder Bitsch Pedersen

• Løgumkloster: Niels Thomsen og Jens Kristian Krarup, afl. af

Eberhard Harbsmeier

• Sekretær: Janne Holm, KM

FAGUDVALGET FOR DE FOLKEKIRKELIGE UDDAN-

NELSESINSTITUTIONER, 2001-

• Kbh. teol. Fakultet: Mogens Müller

• Århus teol. Fakultet: Troels Nørager

• Danmarks Pædagogiske Universitet: Steffen Johannessen

• Afd. for Idéhistorie, Århus: Hans-Jørgen Schanz

• TPC: Eberhard Harbsmeier


• Pastoralseminariet Århus: Henning Thomsen

65

66

INSTITUTIONSUDVALG

(Rektorer og lektorer i Løgumkloster er ikke nævnt i listen)


• Biskopper: Henrik Christiansen, afl. af Erik Norman

Svendsen, afl. af Lise-Lotte Rebel, afl. af Niels Henrik Arendt

• Kbh. teol. Fakultet: 1. Steffen Kjeldgaard-Pedersen, afl. af Jens

Glebe-Møller, afl. af Steffen Kjeldgaard-Pedersen. 2. Peder

Nørgaard-Højen

• Århus teol. Fakultet: 1. Troels Nørager, afl. af Ole Davidsen. 2.

Bent Smidt Hansen, afl. af Peter Widmann, afl. af Niels

Grønkjær

• Den danske Præsteforening: Mary Holm-Larsen, afl. af Erik

Balslev-Clausen, afl. af Mary Holm-Larsen, afl. af Anna

Grethe Christensen

FOLKEKIRKENS PÆDAGOGISKE INSTITUT 1993-2000

• Biskopper: Søren Lodberg Hvas

• Undervisningsministeriet: Hans Fuglsang

• Kbh. teol. Fakultet: Eberhard Harbsmeier, afl. af Inge Lise

Pedersen, afl. af Svend Bjerg

• Århus teol. Fakultet: Troels Nørager

• Danmarks Lærerhøjskole: K.E. Bugge, afl. af Steffen

Johannesen

• Pastoralseminariet Kbh.: Jesper Stange

• Pastoralseminariet Århus: Helge Baden

• Den danske Præsteforening: 1. Peter Fischer-Møller, afl. af

Inger Hjuler Bergeon, afl. af Hans Jacob Hansen. 2. Hans

Olav Okkels

• Landsforeningen af Menighedsråd: 1. Peder Bitsch Pedersen. 2.

Birthe Lund

• Religionslærerforeningen: John Rydahl

• Evangelisk-Pædagogisk Samvirke: Finn Dyrhagen, afl. af

Mariane Sloth

• Foreningen af Sognemedhjælpere: Ingrid Mielke

• De frie kirkelige organisationer: Børge Munk Povlsen

• Organister: Sven-Ingvart Mikkelsen

TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER 2001-2004

• Biskopper: Niels Henrik Arendt

• Kbh. teol. Fakultet: 1. John Strange, afl. af Hans Raun Iversen.

2. Mogens Müller

• Århus teol. Fakultet: 1. Peter Widmann, afl. af Troels Nørager.

2. Ole Davidsen, afl. af Anders Klostergaard Petersen

• Danmarks Pædagogiske Universitet: Steffen Johannessen


• Pastoralseminariet Århus: Henning Thomsen

• Den danske Præsteforening: 1. Mary Holm-Larsen, afl. af

Thomas Kristensen. 2. Anna Grethe Christensen, afl. af Carl.

Chr. Jessen, afl. af Kristina Nilsson

• Landsforeningen af Menighedsråd: Ejvind Sørensen

• Religionslærerforeningen: John Rydahl

• Evangelisk-Pædagogisk Samvirke: Ruth Bjerrum

• Samtaleforum Unge og Kirke: Helga Koldby Kristiansen

• Foreningen af Sognemedhjælpere: Inger Margrethe Jørgensen,

afl. af Anne-Louise Lund Jensen

PRÆSTEHØJSKOLENS KURSUSVIRKSOMHED

I tiårige glimt

EFTERÅRET 1965 (i alt 8 uger)

I (4 uger): Studiekursus

1. Sognepræst og seminarielærer Hans Jakob Falk: Om at prædike

– principielt og i praksis, med gennemgang af prædikener

og udvalgte tekster fra 1. tekstrække

2. Forstander Chr. Thodberg: Luthers gudstjenstlige skrifter

og den lutherske gudstjeneste i dag

3. Forskningsleder Per Salomonsen: Hvorledes ser den ”kirkefremmede”

på kirke, gudstjeneste og præster?

II (4 uger): Studiekursus

1. Sognepræst Paul Seidelin: Jesu opstandelse i beretningerne

og i kirken

2. Thodberg: Som kursus I.

3. Sognepræst Rudolph Arendt: Forholdet mellem kristendom

og religion

EFTERÅRET 1975 (i alt 10 1 /2 uger)


1. Forstander Rudolph Arendt: Gives der en ”naturlig lov”?

2. Lektor Søren Nordentoft: Bibelsyn med særligt henblik på

fundamentalismens problemstilling

3. Valgmenighedspræst Jørgen Schultz: Salmeforståelse

II (2 uger): Specialkursus i pastoralteologi (leder: sognepræst

Anker Nyvang)

III (1 uge): Seminar om Rousseau og hans betydning for eftertiden

(med bl.a. professor Johs. Sløk, lektor Esbern Krause-

Jensen og professor Sv.E. Stybe)

IV (3 dage): Specialkursus vedr. voksenundervisning (leder:

sem.lektor Johs.V. Sørensen og Arendt)

V (2 uger): Sognepræst Søren Lodberg Hvas: Jesu liv og forkyndelse

som konfirmandundervisningens emne



1. Professor Niels Hyldahl: De paulinske breves kronologi

2. Professor Chr. Thodberg: Grundtvig som prædikant – digteren

på prædikestolen

3. Lektor S. Nordentoft: Brudetaler

II (9 dage): Pastoralpsykologi og sjælesorg (med bl.a. psykolog

Rasmus Jordan, mag.art. Jytte Back Grønkjær og hospitalspræst

Axel Jacobsen)

III (1 uge): Lektor Svend Andersen: Teologi og naturvidenskab

IV (4 uger): Studiekursus

1. Lektor Jens Kr. Krarup: Undervisningsmetodik i konfirmandstuen

2. Lektor S. Nordentoft: Kristen etik? Udspring, strukturer og

grænser

3. Rektor N. Thomsen: De apostolske fædre

V (2 uger): Professor Chr. Thodberg: Grundtvig som prædikant



1. Lektor S. Nordentoft: Dantes guddommelige komedie

2. Lektor Niels Grønkjær: Augustins teologi

3. Rektor N. Thomsen: Evangelisk-luthersk kirke- og embedssyn

II (2 uger): Sognepræst Flemming O. Nielsen og rektor N.

Thomsen: Bibelske billeder i det 20. årh.: Chagall, Nolde,

Havsteen-Mikkelsen

III (1 uge): Lektor S. Nordentoft: Gennemgang af C.G. Jung:

Erindring, drømme, tanker

IV (1 uge): Lektor Peder Nørgaard-Højen og rektor N. Thomsen:

Rom og den romersk-katolske kirke før og nu (forberedelse

til 2 ugers Rom-ekskursion april 1996)

V (1 uge): Sognepræst Peter Balslev-Clausen og rektor N.

Thomsen: Brorson i den kommende salmebog

VI (4 uger): Studiekursus

1. Lektor Lone Fatum: Paulus og hans teologisk univers

2. Lektor S. Nordentoft: Paul Gerhardt – den lutherske salmedigter

3. Rektor N. Thomsen: Lovprædiken

VII (2 uger): Lektor Birgitte Thyssen: Fortælling i forkyndelse og

undervisning

VIII (3 dage): Præst for hørehæmmede Jan Grønborg Eriksen:

Stemme, tale og retorik i kirken, Aalborg

67

68

TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER I TAL

Lidt statistik fra de sidste 3 år

Udbuddet af kurser – både internatskurser i Løgumkloster og

decentrale kurser i stifter – bliver søgt af en stor og bred kreds

af præster, som nedenstående statistiske oversigt over de sidste

tre år viser. Der afholdes årligt 90-100 kurser af forskellig varighed,

fra dagskurser til fire ugers studiekurser. Desuden er der

mange præster og teologer – også fra udlandet – der benytter

studielejlighederne til korte eller længere studieophold i

Løgumkloster.

KURSER 2002

91 kurser.

Heraf 54 kurser af 1, 2, 3 eller 4 ugers varighed:

1 kursus på 4 uger

1 kursus på 3 uger

7 kurser på 2 uger

45 kurser på 1 uge

I alt 66 kursusuger.

Derudover 37 kortere kurser/kursusdage, en del af dem decentrale

i stifterne og rekvireret undervisning:

8 kurser på 3 dage

25 kurser på 2 dage

4 kurser på 1 dag

I alt omregnet til uger: ca. 16 kursusuger

Sammenlagt omregnet til uger: ca. 82 kursusuger i 2002.

KURSER 2003

80 kurser.


1 kursus på 4 uger

6 kurser på 2-3 uger

35 kurser på 1 uge

I alt 55,2 kursusuger.

Derudover 28 kortere kurser/kursusdage:

1 kursus på 9 dage

8 kurser på 3 dage


3 kurser på 1 dag

I alt omregnet til uger: 13,8 kursusuger.

Sammenlagt omregnet til uger: 69 kursusuger i 2003.

KURSER 2004

80 kurser.


1 kursus på 4 uger

9 kurser på 2-3 uger

29 kurser på 1 uge

I alt 54,2 kursusuger.

Derudover 41 kortere kurser/kursusdage:

1 kursus på 9 dage

2 kurser på 4 dage

8 kurser på 3 dage


10 kurser på 1 dag

I alt omregnet til uger: 18,2 kursusuger

Sammenlagt omregnet til uger: 72,4 kursusuger i 2004.

Tæller man kursusdeltagere sammen, viser opgørelsen i de sidste

to år, at samlet har der været 1176 (i 2003) og 1530 (i 2004)

kursusdeltagere på TPC’s forskellige kurser. Hovedparten er

præster, ca. 20% af deltagerne er andre, herunder sognemedhjælpere,

organister og andre kirkelige medarbejdere, lærere og

studerende fra seminarierne og universiteterne, folk fra de frie

kirkelige organisationer. Da der er både lange og korte kurser

med en og to dages varighed, er der præster, der er på kursus

mere en end gang om året. Ser man på kurser med en eller flere

ugers varighed, er det yderst sjældent, at præster deltager i flere

end ét af sådanne kurser pr. år. Vi skønner, at ca. 600-800 præster,

dvs. en tredjedel af landets præster, i løbet af et år deltager i

et af TPC’s kurser.

I løbet af 10 år har ca. 1700 forskelige præster været på TPC,

dvs. over halvdelen af alle i det tidsrum ansatte præster i folkekirken.

Desuden et stort antal andre kirkelige medarbejdere.

TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTERS

(BYGNINGS-)HISTORIE I ÅRSTAL


1614 Slottet opført af Johann Adolf af Gottorp, hertug

af Slesvig-Holsten (1575-1616). Bygget af sten fra

klosteret

1627 ”Amtshus”

1627-29 Besat af Wallensteins tropper i 30-års-krigen

1671-1850 Amtmandsbolig for Tønder, Åbenrå, Svavsted

1718 Omfattende nedbrydninger af faldefærdige bygninger

1714-20 Store nordiske krig. 1. sal indrettes til officersfamiliebolig

1717-21 Hans Adolf Brorson huslærer for amtsforvalter

Nicolai Clausens børn

1720 Istandsat. Den rundbuede lille dør mod nord er fra

1700-tallet

1721 Frederik IV overtager slottet som sin ”gottorpske

del”

1844 Stor restaurering. Ny stil. Øverste etage ombygget.

Trappetårn tv. for porten i haven revet ned.

Vestfløjen afkortet.

1850 Tønder amtmandsbolig

1864 Preussiske stat overtager slottet

1867 Løgumkloster Amt opløses. ”Amtsgericht”

1879 Vindeltrappen th. for porten i haven revet ned (nu

skur)

1920 Genforeningen. Den danske stat overtager slottet.

Løgumkloster Retskreds oprettes. Dommerbolig på

1. sal tv. for porten. Dommerfuldmægtig-bolig i

stuen.

Embedslokaler th. for porten i stuen. Retslokale 1.

sal (nu auditorium)

1931-32 Nordfacade restaureres

1947 Den rundbuede dør i nordsiden genåbnes

1965-1967 Præstehøjskolen oprettes. Første kursus på

Løgumkloster Refugiet den 15.9.1965

69

70

1967-1973 Præstehøjskolen i ”Kofoedsminde”, Nærum

1973 Retskredsen i Løgumkloster nedlægges. Slottet

erhverves af Kirkeministeriet.Præstehøjskolen flytter

til slottet. Forstanderbolig på 1. sal tv. for porten.

Første kursus den 1.9.1973

1974 Ombygning og istandsættelse. Arkitekter Rolf

Graae, Hellerup og Aas & Thorup, Varde. Fritz

Bruzelius: Nadverbillede.

1976 Ny Carlsbergfondet deponerer 5 nyere grafiske

værker.Forbindelsesgang bygges mellem slottet og

klostergangen

1977 Landskabsarkitekt J. Junggreen Have udarbejder

skitseforslag til haveanlæg omkring slottet. Planerne

skrinlægges af økonomiske årsager

1978 Den religionspædagogiske Studiesamling åbnes i

forbindelse med religionspædagogisk seminar på

Løgumkloster Højskole 17.-19. november

1985 1.1.1985: Det religionspædagogiske Studiecenter,

Løgumkloster får status som selvejende institution

1990 15.9.1990: 25 års jubilæum. Krucifiks af Niels

Helledie skænket af Anders Bork Hansen

1992 1.8.1992: Folkekirkens Pædagogiske Institut (FPI)

oprettes af Kirkeministeriet

1993 1.1.1993: FPI overtager ”Porthuset”, Slotsgade 9

12.6.1993: FPI flytter ind i ”Porthuset”

Bibliotekar Mette Rønn Olesen forærer FPI et

Beiderwand-vægtæppe, som har tilhørt Regin

Prenter

1994 1.3.1994: FPI overtager Kirkeallé 2 (FPI) og

Klostergade 25 (2 studielejligheder)

1996 1.8.1996: Rektorskifte og rejsegilde i Kirkeallé 2.

Arkitekter Inger og Johannes Exner, Århus. Huset

var oprindeligt bygget af Søren Nordentoft i 1973.

Mursten fra gamle gårde. Tagsten fra slottet. I forbindelse

med overtagelsen udbygges huset med

auditorium, bibliotekstårn og kontorer.

1997 6.5.1997: Indvielse af Kirkeallé 2

1998 Undervisning i sjælesorg i ”Porthuset”. Der oprettes

elektronisk forbindelse mellem FPI,

Præstehøjskolen og ”Porthuset”

2000 I september opretter Kirkeministeriets IT-kontor

elektronisk forbindelse mellem FPI,

Præstehøjskolen, ”Porthuset” og Løgumkloster

Kirkemusikskole

2001 1.7.2001: Præstehøjskolen og FPI sammenlægges.

Nyt navn ”Teologisk Pædagogisk Center

Løgumkloster”. Rektorbolig på Præstehøjskolen

inddrages til bibliotek. Slottet istandsættes.

2002 1.1.2002: Endelig økonomisk og personalemæssig

fusion

6.4.2002: Anna og Jens Kristian Krarup overtager

”Porthuset”

2003 15.1.2003: Klostergade 27 overtages. Tages i brug

som studiehus med 5 værelser i uge 42

2005 Projekt: Formand for Ny Carlsbergfondet, Hans-

Edvard Nørregård-Nielsen, arbejder på at udsmykke

bygningerne med kunstværker af Sonia Brandes

og Ingelise Vestmann.

TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTERS BIBLIOTEKER

Af bibliotekar Helle D. Kjeldsen

De første år

Helt fra begyndelsen var biblioteket

tænkt ind som en vision i

Præstehøjskolens virksomhed. I

de første undervisningsår på

Refugiet i Løgumkloster var der

ingen problemer med at underbygge

undervisningen med teologisk

litteratur, da Refugiets

bibliotek rummede “Det teologiske

Studiebibliotek”, ledet af

førstebibliotekar ved Statsbiblioteket,

J. Vikjær, og “Det SønderjyskeGruppeudlånsbibliotek”,

grundlagt af læge Aage

Lauesgaard fra Toftlund.

Den navnkundige bibliotekar Olga Bartholdy blev en gennemgående

figur indtil ca. 1980. Hun havde med kyndighed

indrettet både Højskolens og Refugiets biblioteker, så da Præstehøjskolen

flyttede til Nærum, indvilligede hun i at oprette

endnu et bibliotek i ladebygningen på “Kofoedsminde”. Tanken

var at skabe et studiemiljø med egne samlinger og supplere med

lån fra Det Kgl. Bibliotek og Statsbiblioteket. Derudover kunne

man også låne depoter fra Løgumkloster Refugiums bibliotek.

Allerede i august 1964 havde G.E.C. Gads Fond bevilget 25.000

kr. til boganskaffelser til Præstehøjskolens fremtidige bibliotek,

og provst P. Otzen havde henvendt sig for at sælge 300-400 bind

af sin bogsamling om prædikenens historie, kateketik, kirkeret

og liturgik. Biblioteker har det med at vokse, og det er kendetegnende

for pionerår, at idéer blomstrer og kræver mere plads,

så på et tidspunkt overvejede man at flytte biblioteket i kælderen.

Det var således pladsproblemer, som var årsagen til, at Gads

fondsgave (med 8 års renteforøgelse) først blev brugt til at købe

Otzens bogsamling for, efter at Præstehøjskolen var flyttet til

Løgumkloster.

Det årlige budget til tidsskrifter og bøger var i starten på ca.

5.000 kr., men pengene blev ikke altid brugt til formålet.

Halvdelen af endnu en gave på 20.000 kr. fra Gads Forlag blev

f.eks.brugt til et stereoanlæg, som der var hårdt brug for. Den

anden halvdel blev brugt til køb af liturgiske bøger. Biblioteket

blev således opbygget ved, at der efterhånden blev købt tematisk

litteratur. Et tema, som Chr. Thodberg ønskede at opdyrke,

var nok det, som senere udmøntede sig i biblioteket for sjælesorgslitteratur,

idet han stræbte efter at grundlægge et specialbibliotek

bl.a. med henblik på sygehuspræster.

Det teologiske Studiebibliotek

En stor del af den klassiske litteratur på Præstehøjskolen stammer

fra “Det teologiske Studiebibliotek”, som var en udløber af

“Det sønderjyske Gruppeudlånsbibliotek” også kaldet “Bogens

Højskole”. Det teologiske Studiebibliotek indgår som den tredje

part i Aage Lauesgaards Bogsamling, hvoraf den første del står

på Løgumkloster Højskole og den anden del på Refugiets bibliotek.

Studiebiblioteket var oprindelig opstillet i et rum ved klosterets

tidligere sovesal, “Abbedens værelse” og tilhører Refugiet,

men allerede i 1978 overtog Præstehøjskolen abonnementerne

på tidsskrifterne. I 1986 blev bøgerne af praktiske grunde permanent

udlånt til Præstehøjskolen. Udgifterne til flytning,

opstilling og integrering i kartoteket blev bekostet af Refugiet,

og Kulturministeriets årlige tilskud bevaret. Indtil 2004 har

praksis været, at Refugiet stod for ansøgninger, mens Præstehøjskolen

administrerede indkøb og regnskab. Det årlige tilskud

til Det teologiske Studiebibliotek rundede i 2001-2002

beløbet 28.000 kr., og er blevet bevilliget fra Biblioteksstyrelsens

“Tips- og lottomidler til puljen Særlige biblioteker og biblioteksformål”.

Det sidste tilskud blev givet i året 2003-2004.

Herefter er forpligtelserne til at fortsætte abonnementerne overgået

til TPC.

For at få tilskud har det helt fra begyndelsen været en betingelse,

at en faglig konsulent skulle sikre, at der blev anskaffet

bøger af videnskabelig lødighed. Derfor indeholder Det teologiske

Studiebibliotek en guldgrube af danske og udenlandske

kildeskrifter, opslagsværker, teologiske serier og tidsskrifter.

71

72

Den religionspædagogiske Studiesamling

Der blev hovedsageligt købt teologisk litteratur til biblioteket,

men efterhånden som Jens Kristian Krarup fik udkrystalliseret

sin vision om den religionspædagogiske virksomhed, opstod der

et behov for at anskaffe religionspædagogiske materialer. I 1977

blev der nedsat et biblioteksudvalg bestående af Jens Kristian

Krarup, Søren Lodberg Hvas og Søren Nordentoft. Disse tog initiativ

til at oprette det religionspædagogiske bibliotek, som skulle

finansieres ved offentlige og institutionelle bidrag udefra. Det

resulterede i, at Den religionspædagogiske Studiesamling blev

åbnet i forbindelse med et religionspædagogisk seminar på Løgumkloster

Højskole den 17.-19. november 1978 med en startkapital

på 35.000 kr. i fondsmidler, hvoraf 20.000 kr. blev skænket

af Den sønderjyske Legatfond. Sønderjyllands amtsråd gav

et tilskud på 50.000 kr. til moderne arkitektmøbler, men det var

på den betingelse, at der skulle være en vis adgang for offentligheden.

Præstehøjskolen stillede gratis de to nyrenoverede renæssancelokaler

i slottets nordvestre del til rådighed. Her grundlagde

Jens Kristian Krarup ved hjælp af Olga Bartholdy, som nu var

80 år og stærkt synshandicappet, en samling af religionspædagogiske

materialer.

Dette nye initiativ fik fra den 1.1.1985 status som selvejende

institution under navnet Det religionspædagogiske Studiecenter,

Løgumkloster. Studiesamlingen voksede til en forsikringsværdi

af 450.000 kr., og blev mest brugt af teologistuderende, som

opholdt sig på Refugiet, ligesom den var en helt nødvendig og

grundlæggende basis for det faglige arbejde.

I 1993 flyttede Den religionspædagogiske Studiesamling ind

i “Porthuset” i Slotsgade, som en del af det nye Folkekirkens

Pædagogiske Institut (FPI). Endnu en flytning blev det til i

1997, da FPI flyttede til Kirkeallé.

At man dengang i 1977 var på forkant med udviklingen er der

ingen tvivl om, for den dag i dag udgør den pædagogiske samling

en unik brik i bibliotekslandskabet. Her kan man fordybe sig

i danske og udenlandske studievejledninger, opbygningen af

undervisningsforløb for alle aldersgrupper og finde inspiration i

undervisningsmaterialer tilbage i tiden og op til i dag. Foruden

bøger er der pædagogisk legetøj, video, musik, cd-rom, dias og

plakater. Hertil kommer en righoldig samling af skole-kirkematerialer.

Sjælesorgsbiblioteket

Det næste skud på stammen er sjælesorgsbiblioteket, som blev

grundlagt med oprettelsen af det nye lektorat i sjælesorg i 1995.

Én af opgaverne var at opbygge en specialsamling, der tog udgangspunkt

i Præstehøjskolens litteratur om pastoralteologi.

Gennem 10 år er denne samling blevet udbygget med litteratur

om pastoralpsykologi, spiritualitet, psykologi, samtalevejledning

og supervision. Her er en vifte af muligheder for at få stillet sin

tørst efter viden om allehånde sjælesørgeriske temaer, men også

om sjælesørgerens faldgruber og muligheder i forvaltningen af

sit fag.

Boggaver

På de fleste teologiske biblioteker består den årlige tilvækst dels

af købte materialer, dels af foræringer fra private bogsamlinger.

Som et positivt tilskud til økonomien forærer flere af de danske

forlag deres nye bøger til TPC. Disse titler registreres hurtigst

muligt og bliver lagt til gennemsyn, så der altid er mulighed

for at orientere sig i den aktuelle litteratur.

Gavmilde præster har gennem tiden foræret Præstehøjskolen

mange kærkomne boggaver. Den fine salmebogssamling, som er

sikkert placeret i glasskabe i Præstehøjskolens trappeopgang er

grundlagt på foræringer. Biskop H. Fuglsang Damgaard har bl.a.

doneret en stor samling religionspsykologisk litteratur, ligesom

Regin Prenter, der tilbragte sin tid som emeritus i Bedsted Lø,

testamenterede sin private bogsamling til Præstehøjskolen. Da

Museet Holmens Nordiske Kirkeprojekt blev afviklet, indgik

den store diassamling og kunstbibliotek. I 2003 donerede Heimatkundliche

Arbeitsgemeinschaft den tyske præst i Haderslev,

Friedrich Prahls bibliotek som permanent depot. Den indeholder

værdifulde salmehistoriske og liturgihistoriske værker.

Efter årtusindskiftet er der kommet mange fine donationer,

som indeholder vægtige værker inden for emnerne dogmatik,

kirkeret, Luther, Grundtvig, Kierkegaard, opslagsværker, prædikener

og Sønderjysk/Slesvigsk kirkehistorie.

Private bogsamlinger er altid omfattet af ejerens særlige hengivenhed.

Det vil blive for omfattende at nævne alle dem, som

har foræret deres “hjertebørn” til Præstehøjskolen, men det er

her på sin plads at sige hjertelig tak til giverne for de utallige

bøger, som har været med til at komplettere bibliotekets samlinger.

En del titler fra disse boggaver har biblioteket i forvejen,

hvilket betyder, at de i fuld forståelse med giverne sættes på en

tag-selv-hylde, hvor bøgerne rives væk af interesserede kursister

og gæster. Det er en sand glæde at opleve, når en præst finder en

titel, som han eller hun har ønsket sig i lang tid.

Faglighed

Med Olga Bartholdy som den utrættelige pioner var den bibliotekariske

faglighed sikret fra starten. At det er en livsbekræftende

beskæftigelse at være bibliotekar, var Olga Bartholdy et

levende bevis på. Da Præstehøjskolen flyttede til Løgumkloster

var hun omkring 75 år og havde stadig mod på at hjælpe med at

tilrettelægge endnu et bibliotek. Hun har stået fadder til 6

biblioteker i Løgumkloster: på Højskolen, Refugiet, Det teologiske

Studiebibliotek, Præstehøjskolen i Nærum og Løgumkloster,

og til slut som 80-årig Den religionspædagogiske studiesamling.

At det var gedigent bibliotekshåndværk hun leverede,

kan den dag i dag aflæses af kartotekskortene, som stadig bruges,

indtil alle bøger er blevet elektronisk registreret.

På fag- og forskningsbibliotekerne er det bibliotekarerne, som

tager sig af det bibliotekstekniske arbejde, mens lektorerne har

ansvaret for valg af litteratur, som skal afspejle videnskabelighed,

historik og aktualitet.

Søren Nordentoft var biblioteksansvarlig på Præstehøjskolen

i den længste periode, fra 1973 til han forulykkede i 1995.

Samtidig med ham og fremover har lektorerne hver især haft

større eller mindre ansvar for anskaffelser, således at alle teologiske

og pædagogiske specialer bliver dækket ind.

Af kilderne fremgår det, at flere medarbejdere gennem tiden

har varetaget katalogisering og andre bibliotekstekniske opgaver.

Én af dem, som har gjort en særlig stor indsats er Niels Bruun,

som ved siden af sin præstegerning i Branderup fra 1988 til sin

pensionering i 2000 arbejdede 25% ved Præstehøjskolens bibliotek.

Med praktisk snilde og teologisk indsigt fik han omplaceret

og klassificeret bogbestanden, så det var lige til at overtage. Med

ham forsvandt der en sand gentleman!

Jens Kristian Krarup havde allerede i sin rektortid lagt kortene

til rette for en fremtidig bibliotekarstilling. Det blev en realitet

i 1998. Rektor Eberhard Harbsmeier fulgte hurtigt op på

dette med sit vidtfavnende og langsigtede blik for, hvad Præstehøjskolens

og FPIs righoldige samlinger skulle bruges til med

bibliotekarbistand. Bibliotekaren skulle stå for indkøb, edbregistrering

af Præstehøjskolens og Løgumkloster Kirkemusikskoles

godt 20.000 bind, overførsel af biblioteksdata til den

nationale biblioteksbase Danbib, bistå med informations- og litteratursøgninger

for institutionernes lærere, studerende, kursister

og enkeltstuderende samt besvare udefrakommende forespørgsler.

Det kræver løbende biblioteksfaglig inspiration og ny viden.

På initiativ af bibliotekarer på Det Kgl. Bibliotek, Statsbiblioteket

og Universitetsbibliotekerne er der oprettet et fagligt

netværk for bibliotekarer og ansatte på de teologiske biblioteker,

stiftsbiblioteker og hele spektret af institutbiblioteker samt det

katolske Skt. Andreas Bibliotek. Næste stormøde skal holdes i

Løgumkloster i november 2005.

Ny teknologi

FPI lagde i 1993 ud med projektet at få Den religionspædagogiske

Studiesamling registreret elektronisk af 2 bibliotekarer i

bibliotekssystemet Tinlib. Dermed begyndte for alvor den

teknologiske udvikling af biblioteket.

Arbejdet blev indledt med at overføre de eksisterende biblioteksdata

til et nyt bibliotekssystem, MikroMarc. Samtidig blev

der ved hjælp fra Kirkeministeriet IT-kontor oprettet elektronisk

forbindelse mellem FPI, Præstehøjskolen og Porthuset, så inddatering

af bogbestanden kunne ske i nærheden af bøgerne. I efteråret

2000 gennemførte Kirkeministeriets IT-kontor igen en stor

73

74

netværksomlægning, så også Løgumkloster Kirkemusikskole

kom med i kirkenettet.

Dette netværk betød endnu et gode for biblioteket og omverdenen,

idet biblioteksbasen blev søgbar via institutionernes fælles

hjemmeside www.locus-dei.dk.

Den seneste omlægning til et nyt bibliotekssystem,

DanskBibliotekCenters Katinka, skete i januar 2004, hvor biblioteksbasen

samtidig blev overført til den nationale base, der

danner grundlag for www.bibliotek.dk, hvor enhver kan søge litteratur

hjemmefra.

Med Præstehøjskolens og FPIs fusion blev lejligheden på slottet

ledig. Det gav startskuddet til en total ommøblering og

opfriskning af biblioteket i efteråret 2001. Dagligstuen og spisestuen

på 1. sal blev indrettet til opholdsstuer for kursisterne.

Biblioteket fik mere plads og rummene udstyret med læsepladser.

Efterhånden som TPC har fået nyt pc-udstyr, er de brugte

pc’er blevet koblet til kirkenettet rundt omkring i biblioteket, så

kursisterne kan bruge internet, hente e-mail og søge i biblioteksbasen.

Fremtiden

Et af de nyeste fremtidsprojekter er at oprette en kirkemusikalsk

grundsamling i samarbejde med FUK, Folkekirkens Ungdomskor.

Her vil Præstehøjskolens samling af J.S.Bach-litteratur og

musik finde en naturlig plads.

Når der er vind i sejlene, skyldes det helt klart rektors fulde

opbakning og klare forventninger til, at biblioteket opfylder sin

rolle som et sted, hvor der findes en solid grundbestand af originale

tekster, hovedværker på originalsproget og vægtige opslagsværker

kombineret med litteratur- og informationssøgning via

de nyeste elektroniske hjælpemidler. Det kræver klare prioriteringer

i det daglige arbejde. Nøgleord som aktualitet, personlig

vejledning og hurtig ekspedition er alfa og omega, hvis brugerne

skal opleve biblioteket som en dynamisk del af TPCs virksomhed.

Derfor er det efterhånden blevet obligatorisk, at sidste modul

i præsternes efteruddannelse begynder med en biblioteksrundvisning,

ligesom studerende og lærere fra universiteter, seminarier

og andre institutioner kan få instruktion og hjælp til litteratursøgninger.

Udviklingen stopper ikke hermed. Der kan udarbejdes dynamiske

bibliotekstjenester på en interaktiv hjemmeside. Der

arbejdes på nye licensaftaler, så mindre biblioteker kan få råd til

at hente artikler i specialtidsskrifter online. Biblioteket kan

kobles på web-portaler, hvor man kan søge i flere fagbiblioteker

samtidig. Eksperimenter med digitale netbiblioteker er i fuld

gang, og fysisk kan der indrettes endnu bedre studie- og pcarbejdspladser.

Ved hjælp af internet og biblioteksbaser er der uanede muligheder

for at finde informationer, tekster og artikler. Hvem havde

i august 1964 kunnet forudse, at man ved Præstehøjskolens 40

års jubilæum i 2005 kan bestille en tidsskriftartikel via internettet

hos Comenius Institut i Münster, og at de efter et par timer

sender en scannet kopi via e-mail. Eller at man kan få lagt bøger

fra TPCs biblioteker og andre biblioteker parat, så man kan

udnytte sit studieophold i Løgumkloster maksimalt. Eller at

man kan være så heldig, at der på internettet findes en sjælden

tekst, som skal bruges i undervisningen om en time?

Visionerne lever, og der vil fremover blive rig mulighed for at

tænke biblioteket ind i nye sammenhænge til gavn for kirken og

dens medarbejdere.

LITTERATUR OM TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER


• Arendt, Rudolph: “Lidt statistik omkring Præstehøjskolen”, i:

Præsteforeningens Blad. 1975, ss. 410-411.

• Arendt, Rudolph: “Præstehøjskolen” (Ordet frit), i: Præsteforeningens

Blad. 1974, s. 28.

• Arendt, Rudolph: “Præstehøjskolens første år i Løgumkloster – efter

tilbageflytningen”, i: Ribe stiftsbog. 1975, ss. 73-77.

• Arendt, Rudolph: “Theologisk Studiebibliotek i Løgumkloster”, i:


• Bach, Marianne: “Samtalevejlederuddannelse. Rapport om et uddannelsesprojekt

i Præstehøjskolens regi. Marts 2000”, i: Præsteforeningens

Blad. 2001, ss. 218-226.

• Bach, Marianne: “Sjælesorg og efteruddannelse i præstehøjskolens

regi”, i: Præsteforeningens Blad. 1996, ss. 866-871.

• Bakkegaard-Olesen, Rudolf: “Præsterne har fået en højskole”, i:

Ukendt titel (Om at være på kursus på Præstehøjskolen, 1.11.1965.

Præst i Købelev, Vindeby/Nakskov 1965-1969.)

• Bartholdy, Olga: “Bogens Højskole”, i: Sønderjysk Månedsskrift. 1965,

ss. 161-167.

• Bartholdy, Olga: “Fra ’Bogens Højskole’ til refugiebiblioteket”, i:

Refugievennen. 1986:juli, ss. 26-29.

• “Bibliotek indviet i Løgumkloster”, i: Jydske Tidende. 1978-11-21.

(Om religionspædagogisk studiebibliotek.)

• “Byggeri klods op ad kirken i kloster vedtaget i amtet. Miljøforeningen

vil ’slås som løver’ for at hindre gentagelser”, i: Vestkysten.

1974 – ukendt dato. (Løgumkloster Miljøforening stiftet den 23.

april 1974, borgermøde den 9.10.1974.)

• “Center for studie af religions-pædagogik. Nyt skud på stammen af

institutioner i Løgumkloster”, i: Vestkysten. 1978-11-18.

• Grymer, Claus: “Bliver man gal i hovedet skal man sige fra. Interview

med Bent Noack”, i: Kristeligt Dagblad. 1995-08-22.

• “Folkekirkens Pædagogiske Institut bygger for 6,5 mio. kr. i Løgumkloster”,

i: Digeposten. 1995-11-29.

• Hansen, Hans Jørgen: “For små fra starten”, i: Kristeligt Dagblad.

1993-07-29. (Interview med Jens Kr. Krarup om FPI i Porthuset.)

• Hansen, Hans Jørgen: “Institut for folkekirkens officielle pædagogik.

Jens Kristian Krarup er udnævnt til leder af folkekirkens eget institut

for pædagogik”, i: Kristeligt Dagblad. 1992 – ukendt dato.

• Hansen, Hans Jørgen: “Stedet for fornuftig samtale”, i: Kristeligt

Dagblad. 1993-07-22.

• Harbsmeier, Eberhard: “Et nyt center – og et gammelt hus. Om

Præstehøjskolen og Folkekirkens Pædagogiske Institut”, i:

Løgumkloster Kirke. 2001-2002:1, ss. 8-9.

• Ivertsen, Ole Chr.: “Bliver Præstehøjskolen svigtet?”, i: Kristeligt

Dagblad. 1971-12-06.

• Jensen, Jørgen: “Hvad sker der på præstehøjskolen i 1974”, i:


• Jørgensen, Inger Margrethe: “Rektorskifte på Folkekirkens pædagogiske

Institut i Løgumkloster den 1. august 1996”, i: Levende Sten.

1996:3, s. 13.

• Kiil Sørensen, Leif: “Præstekursus kom op i Folketinget”, i: Kristeligt

Dagblad. 1996-09-04.

• “Kirken må komme med gode tilbud om undervisning”, i: Jydske

Tidende. 1981-06-28.

• Kolpen, Wagner: “På præstehøjskole”, i: Præsteforeningens Blad.

1974, ss. 128-130.

• Kragelund, Bent: “Første pædagogiske samarbejdsaftale. FPI og

Århus Stiftscentral for Kristendomsundervisning har indgået en

samarbejdsaftale”, i: Kristeligt Dagblad. 1993-11-02.

• Kragelund, Bent: “Hjælp til at åbne Bibelen. To-årigt udviklingsprojekt

om folkelig bibelbrug og Bibelen som livsoplysning”, i: Kristeligt

Dagblad. 1995-12-05 (?).

• Kragelund, Bent: “Præster af alle observanser søger Præstehøjskolen”,

i: Kristeligt Dagblad. 1987-12-14.

• Kragelund, Bent: “Pædagogik og teologi hører sammen. Folkekirkens

Pædagogiske Instituts to første år er gået over al forventning”, i:

Kristeligt Dagblad. Tillæg 1994 (ml. 12.-16.11).

• Krarup, Jens Kristian: “25 års religionspædagogik og Folkekirkens

Pædagogiske Institut”, i: Præsteforeningens Blad. 1998, ss. 82-87.

• Krarup, Jens Kristian: “Folkekirkens Pædagogisk Institut – et nyt redskab

i kirkens kristendomsformidling”, i: NEO. Nordisk Ekumenisk

Orientering. 1994:3, ss. 9-10.

• Krarup, Jens Kristian: Løgumkloster. Guide gennem historie og nutid.

Løgumkloster: Løgumkloster Højskole, 1995.

• Krarup, Jens Kristian: “Den religionspædagogiske bølge og Løgumkloster”,

i: Ribe stiftsbog. 1986, ss. 62-70.

• Lind, Annalise: “Præster på skolebænk. Interview med Vincent Lind

og Hans Peter Erbs”, i: Kristeligt Dagblad. 1979-01-20.

• Løgumkloster-Studier 1. Festskrift til Olga Bartholdy på 80-årsdagen

20. juli 1978. Løgumkloster: Refugiets Kulturforening, 1978.

• Løgumkloster-Studier 4. Løgumkloster: Museet Holmen, Historisk

Forening for Løgumkloster Kommune, 1984.

• Mose Poulsen, Anders: “Danske præster er ikke gode nok. Interview

med Niels Thomsen”, i: Fyens stiftstidende. 1985-07-07.

• Müller, Mogens: “Bent Noack. 15. august 1915-24. oktober 2004”, i:

75

76

Teol information. Det Teologiske Fakultet, Kbh., 2005:31, ss. 6-8.

• Møllehave, Johannes: “Et åndfuldt åndehul”, i: Kristeligt Dagblad.

2003-02-21.

• Maarup, Birgit: “Halvdelen af præsterne har været på kursus her.

Interview med Bent Noack”, i: Vestkysten. 1979-09-05.

• Nielsen, Simon A.: “Rapport om et Provstikursus på Præstehøjskolen”,

i: Præsteforeningens Blad. 1993, ss. 933-934.

• “Nyt bibliotek ved refugiet”, i: Jydske Tidende. 1978-02-19.

• “Nyt lektorat i religionspædagogik ved Præstehøjskolen i

Løgumkloster”, i: Religionslæreren. 198:3, s. 28. (Interview med Jens

Kristian Krarup.)

• Pilegaard, John: “Nye lektorer til Kloster-institut”, i: JydskeVestkysten.

1992-12-29.

• Pilegaard, John: “Rejsegilde og vagtskifte. FPI i Løgumkloster holdt

rejsegilde på million-projekt. Efter rejsegildet var der farvel og goddag

på rektorposten”, i: JydskeVestkysten. 1996-08-02.

• “Præstehøjskolen”, i: Præsteforeningens Blad. 1981, s. 104. (Om Jens

Kristian Krarups nye lektorstilling i religionspædagogik.)

• “Pædagog i kristendom”, i: JydskeVestkysten. 1992-07-30.

• Rasmussen, Vang: “Da ’Porthuset’ var byens fængsel”, i: Årsskrift:

1998. Løgumkloster: Historisk Forening for Løgumkloster

Kommune. 1998, ss. 18-20.

• Ravn, Sven-Erik: “Moderne byggeri i gamle sten. FPI får til huse i en

arkitektonisk spændende bygning”, i: JydskeVestkysten. 1996-08-27.

• “Religionspædagogisk virksomhed i Løgumkloster 1978/79” af Johs.

W. Jacobsen og Jens Kristian Krarup, i: Episkopet. Religionspædagogisk

orientering. 1980:2-3, ss. 16-17.

• Riemann, Peter: “Ugens krønike”, i: Dansk kirketidende. 1965:44, ss.

384-385. (Om Præstehøjskolens start på Refugiet i Løgumkloster

den 15.9.1965.)

• “Sparekassens Hospital for enlige Kvinder”, i: Spare- og Laanekassen

for Løgumkloster og Omegn: 1821-1936, 12. Januar. 1936. (Om

Klostergade 25.)

• “Spross der Volkskirche wächst heran”, i: Nordschleswiger. 1995-07-

08.

• Steens, Jørgen: “Pædagogisk Institut flytter i nyt til 6,5 mil.. FPIs hidtidige

bygning overtages af Præstehøjskolens nye afdeling for sjælesorg”,


• Steens, Jørgen: “Et pædagogisk instituthus til 6,5 millioner”, i:

Kristeligt Dagblad. 1997-05-07.

• Steens, Jørgen: “Tiden vil i dialog med evangeliet”, i: Kristeligt Dagblad.

1997-05-07.

• “Studiesamlingen i Løgumkloster indvies i november”, i: Jydske Tidende.

1978-10-15.

• Svendsen, Jens: “Den hjemvendte præstehøjskole”, i: Præsteforeningens

Blad. 1973, ss. 770-771.

• Thodberg, Chr.: “Orientering om præstehøjskolen”, i: Præsteforeningens

Blad. 1965, ss. 265-268.

• Thodberg, Chr.: “Præstehøjskolen og Løgumkloster”, i: Ribe stiftsbog.

1972, ss. 45-52.

• Thodberg, Chr.: “Præstehøjskolen og præsternes efteruddannelse”, i:

Kirkens verden. 1969, ss. 41-49.

• Thodberg, Chr.: “Religionspædagogik – en sag for præstehøjskolen”,


• Thomsen, Niels: “Klosterliv og nutid. Præstehøjskole i

Løgumkloster”, i: Løgumkloster Refugium. 2000, ss. 9-13.

• Thomsen, Niels: “Løgumklostermiljøet. Til inspiration og eftertanke

for landets præster”, i: Refugievennen. 25 år, 1961-1986. 1986, ss. 40-

41.

• Thomsen, Niels: “Morgensang”, i: Ribe stiftsbog. 2004, ss. 67-70.

• Vestager, Margrethe: “Kirkeministerens tale ved præsteforeningens

repræsentantskabsmøde i Vejle den 9. maj. Om forholdet mellem

kirke og stat, efteruddannelse og arbejdet med den nye salmebog”, i:

Præsteforeningens Blad. 2000:21, ss. 474-478. (Heri om Evalueringsudvalgets

arbejde.)

• Vincents, Claus: “Behov for nutidig katekismus. FPI søsætter i foråret

arbejdet med en nutidig formulering af den kristne tro”, i:

Kristeligt Dagblad. 1995-12-19.

• Vincents, Claus: “Nu bliver vi taget alvorligt. De frie kirkelige organisationer

ser frem til samarbejdet med Folkekirkens Pædagogiske

Institut”, i: Kristeligt Dagblad. 1993-04-22.

PRÆSTEHØJSKOLEN 1965-2005 - Teologisk Pædagogisk Center

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?