INDLEDNING..............................................................

INDLEDNING......................................................................................................3
INTRODUKTION TIL OMRÅDET ..................................................................5
Stedbetegnelser.............................................................................................5
Skoven i Svanninge Bjerge............................................................................7
DEL 1: SVANNINGE BJERGE FØR 1800 .......................................................9
LANDBRUGSSAMFUNDET INDEN LANDBOREFORMERNE .....................................9
Jord og landbrug i Svanninge i slutningen af 1600-tallet...........................10
LANDBRUG I SVANNINGE I 1700-TALLET .........................................................12
Grevskabet Brahesminde ............................................................................12
Svanninge ejerlav under Brahesminde .......................................................14
Græsning og overdrev ................................................................................14
Heste, kvæg og får ......................................................................................15
Tørv.............................................................................................................16
Ny markinddeling........................................................................................17
Stednavne i området....................................................................................22
SKOVBRUGET INDEN 1805................................................................................23
Grevskabets skove.......................................................................................24
Skov i Svanninge? .......................................................................................25
DEL 2: DET ORDNEDE SKOVBRUG............................................................28
DEN GRAM-LANGENSKE FORSTORDNING.........................................................28
FREDSKOVSORDNINGEN 1805 ..........................................................................30
Tilsynet med de private skove .....................................................................31
INITIATIVERNE PÅ BRAHETROLLEBORG ...........................................................32
DEL 3: 1800-TALLET.......................................................................................35
UDSKIFTNINGEN OG SKOVUDSTYKNINGEN.......................................................35
UDSKIFTNINGEN...............................................................................................35
Udskiftningen i Svanninge ..........................................................................36
OMRÅDET BEPLANTES......................................................................................37
Kulturarbejder 1805-1829..........................................................................38
Vilkårene for skov i Svanninge Bjerge........................................................39
P.J. BØVING OG KULTIVERINGEN EFTER 1829 ..................................................40
Kulturarbejder 1829-1860..........................................................................40
DRIFTSPLANEN 1860 ........................................................................................42
Den fremtidige hugst...................................................................................44
SKOVAREALET UDVIDES...................................................................................45
Grevskabets øvrige skove............................................................................45
DRIFTSPLANEN 1881 ........................................................................................47
Inddeling.....................................................................................................48
Svanninge Bjerge anno 1881 ......................................................................49
Planen for fremtiden ...................................................................................51
Træarter......................................................................................................51
Kultiveringen på grevens egne skovudstykninger.......................................52
VEJNETTET I SKOVEN .......................................................................................53
DE ANSATTE I SKOVEN .....................................................................................58
Skovrider og skovfoged...............................................................................58
Tjenestejord i Svanninge Bjerge .................................................................59
Skovarbejderne ...........................................................................................59
SKOVAKTIONER OG MARKEDSVILKÅR..............................................................61
SKOVENES NATURLIGE FJENDER.......................................................................62
Sygdom, svamp og insekter.........................................................................62
Orkanen 1894 .............................................................................................63
DEL 4: 1900-TALLET.......................................................................................64
Første verdenskrig ......................................................................................64
1

EJENDOMSFORHOLD.........................................................................................65
Opløsningen af grevskabet Brahesminde....................................................65
Fabrikant Brønner og Fristed Skov ............................................................67
Steensgård gods..........................................................................................68
SVANNINGE BJERGE UNDER STEENSGÅRD GODS, 1938-85...............................68
Svanninge Bjerge 1938-45..........................................................................68
Anden verdenskrig ......................................................................................69
Driftsplan 1948...........................................................................................70
Ekstraordinær hugst 1951-53 .....................................................................70
Driftsplan 1962...........................................................................................71
Driftsplan 1975...........................................................................................74
Svag eller kraftig hugst? .............................................................................75
NATURFREDNING I SVANNINGE BJERGE...........................................................78
HEDESELSKABET..............................................................................................80
Driftsplan 1986...........................................................................................80
Fristed Skov ................................................................................................81
Hedeselskabets rapport 1992......................................................................84
Driftsplan 1998...........................................................................................85
Orkanen 1999 .............................................................................................86
STATUS I STEENSGÅRD SKOV ...........................................................................91
DEL 5: KULTURHISTORIEN I LANDSKABET..........................................93
DET SPECIELLE OG BEVARINGSVÆRDIGE..........................................................93
Overdrev .....................................................................................................93
Nåleskov......................................................................................................93
LOKALISERBARE HISTORISKE TRÆK .................................................................94
Gravhøje .....................................................................................................95
Højryggede agre .........................................................................................95
Sten- og jorddiger.......................................................................................95
Særlige diger...............................................................................................97
Bygningsspor? ............................................................................................98
Vejnettet ......................................................................................................98
Andre lokaliteter .........................................................................................98
DEL 6: SAMMENFATNING..........................................................................100
Stedbetegnelser.........................................................................................100
KORT RIDS AF DEN HISTORISKE UDVIKLING I SVANNINGE BJERGE .................101
Indtil 1800.................................................................................................101
1800-tallet.................................................................................................102
1900-tallet.................................................................................................104
KULTURHISTORISKE TRÆK I LANDSKABET .....................................................105
KILDER ............................................................................................................107
RIGSARKIVET .................................................................................................107
Rentekammeret .........................................................................................107
Christian 5.s Matrikel...............................................................................107
Kort...........................................................................................................107
KORT OG MATRIKELSTYRELSEN ....................................................................107
LANDSARKIVET FOR FYN ...............................................................................107
Brahesmindes Godsarkiv ..........................................................................107
Fredningsnævnet for Svendborg Amtsrådskreds ......................................108
Fyns Bispearkiv ........................................................................................108
Fyns Statsskovsdistrikt..............................................................................108
STEENSGÅRD GODS........................................................................................108
PERSONLIGE MEDDELERE ...............................................................................108
LITTERATUR .................................................................................................109
VIGTIGE ÅRSTAL .........................................................................................111
2

INDLEDNING
Denne rapport er blevet til på foranledning af Bikubenfonden, der i
december 2005 erhvervede Svanninge Bjerge med henblik på
udvikling af skov- og naturområdet til glæde for kommende
generationer. Formålet med erhvervelsen var gennem naturbevaring at
skabe de bedste muligheder for områdets rigt varierede flora og fauna
og lade området spændende geologiske kvaliteter komme til sin ret.
Samtidig skulle området åbnes for et natur- og kulturinteresseret
publikum.
Der vil i rapporten blive gjort rede for de dyrkningsmæssige
forandringer, der er sket i Svanninge Bjerge, i perioden fra midten af
1600-tallet til i dag. Sammenhænge og forbindelser med lokale forhold
samt den større historiske kontekst vil blive inddraget.
Skoven i Svanninge Bjerge er af en forholdsvis nyere oprindelse.
Bjergene har ikke altid været skovklædte. Skovene i området blev sået
og plantet i løbet af 1800-tallet. Før disse initiativer lå området hen
som en blanding af lyngklædt hede, uopdyrket overdrev, hvor der
græssede får, kun afbrudt at mindre kultiverede områder. Svanninges
bønder opdyrkede i små intervaller den ufrugtbare jord, for så igen at
overlade den til restitution over lange hvileperioder.
Den nåleskov, der blev plantet i Svanninge Bjerge, var udtryk for
en ny type skovdrift; det ordnede eller planlagte skovbrug. I
modsætning til tidligere handlede denne driftsform om at ensrette og
effektivisere skovproduktionen med henblik på både egen
forsyningssikkerhed samt overskudsproduktion med salg for øje.
Beplantning af nåleskov var et moderne fænomen. Nåletræernes lange
lige rækker stod som tydeligt bevis på en hård kamp mod områdets
ufrugtbare natur, ført og vundet af kandidater fra den nyetablerede
forstvidenskab. Nyplantningen i Svanninge Bjerge blev til på foranledning
af grev Preben Bille Brahe stifter af grevskabet Brahesminde.
Den historiske udvikling i skoven i Svanninge Bjerges er derfor
primært interessant i to sammenhænge og perspektiver. For det første
må området og skoven betragtes som en del af et stort grevskab, med
herregårde og bøndergods. Grevskabets beboere brugte, benyttede og
var afhængige af områdets naturressourcer. For det andet må skoven
ses i sammenhæng med udviklingen inden for det moderne skovbrug.
Skovetableringen var et resultat af de nye ideer og arbejdsmetoder, der
så sin begyndelse i Danmark i slutningen af 1700-tallet.
Ethvert valg af perspektiv indebærer selvfølgelig fravalg. I
rapporten vil der ikke blive lagt vægt på den del af områdets historie,
der ligger før Enevældens indførsel i 1660. Dette begrundes for det
første med, at brugen af området før dette tidspunkt med overvejende
sandsynlighed i store træk har lignet de forhold, der vil blive beskrevet
3

for 1700-tallet. For det andet er det svært tilgængelige kildemateriale
begrænset, set i forhold til det vurderede udbytte.
Rapporten falder i seks dele:
1. En generel introduktion til de forhold, der gjorde sig gældende
i området indtil år 1800. Herunder forhold vedrørende
agerdyrkningen, samt området som en del ad Svanninge ejerlav
og grevskabet Brahesminde.
2. En beskrivelse af det ordnede eller planlagte skovbrug, både
den generelle nationale udvikling og de lokale fynske
initiativtagere.
3. En gennemgang af 1800-tallets skovrejsning og plantagedrift i
Svanninge Bjerge. Både hvad angår etablering og planlægning,
samt de mennesker der foretog arbejdet.
4. En redegørelse for udviklingen igennem 1900-tallet, herunder
følgerne af grevskabets opløsning, verdenskrigenes betydning,
driftsplanlægning og prioritering.
5. En opsummering af de kulturhistoriske træk i landskabet, der
også lokaliseres geografisk.
6. Til sidst sammenfattes undersøgelsens hovedlinjer og
konklusioner.
Korttilrettelæggelse i GIS er forestået af Bo Fritzbøger, lektor i
historie ved Københavns Universitet.
Forkortelser:
RA: Rigsarkivet
Rtk: Rentekammeret
LAF: Landsarkivet for Fyn
BrG: Brahesmindes Godsarkiv
StG: Steensgård Godsarkiv
FSsD: Fyns Statsskovsdistrikt
KMS: Kort- og Matrikelstyrelsen
SNS: Skov-og Naturstyrelsen
DKC: Det kulturhistoriske Centralregister
td. (tdr.): Tønde(r)
ha.: Hektar
4

INTRODUKTION TIL OMRÅDET
Landskabet omkring landsbyen Svanninge nord for Fåborg er ganske
specielt. Øst og nord for landsbyen rejser høje ”bjerge” sig i et
dramatisk kuperet landskab. Disse Fynske Alper er en del af en
langstrakt kæde af randmoræner, der strækker sig fra nordvest ned
gennem fra Jordløse sogn sydpå over Håstrup, Øster- og Vester
Hæssinge til Svanninge sogn. Morænerne er dannet i slutningen af den
sidste istid for omkring 20.000 år siden, hvor gletschere skød frem
gennem Østersøen og trængte op gennem bælterne. Randmoræner
dannes ved hjælp af ophobning af materiale ved isranden. 1 Det
kuperede og bakkede landskab omkring Svanninge kaldes samlet for
Svanninge Bakker.
I 1767 blev de fynske Alper beskrevet af Erik Pontoppidan: Paa
den Søndre og Vestre Kant i Svendborg, Foborg og Assens Egn, møde de fleste
Sandagtige og tillige Biergagtige Marker, allermest i Nyeborg Amt, huilken i sin
langagtige Strækning fra Østen mod Vesten giennemskiæres af mangfoldige
Banker eller smaa Bierge, som nogle Mile fortsættes i en vedvarende Kiæde. 2
Stedbetegnelser
I den højeste del af bakkerne ligger det område, der fra gammel tid har
været benævnt Svanninge Bjerge. I modsætning til Bakkerne bruges
betegnelsen Svanninge Bjerge nu specifikt om det skovområde, der
har hørt under Steensgård Skov og som nu Bikubenfonden har
erhvervet. Undertiden ses betegnelsen Steensgård Skov for dette
område. Navnet blev tilsyneladende indført efter salget af Steensgård
gods i 1938 og har siden optrådt på kort og vejvisere. Betegnelsen har
aldrig været særligt udbredt eller brugt i lokalområdet, hvorfor skoven
i denne rapport vil blive benævnt Svanninge Bjerge.
Betegnelsen Svanninge Bakker er udover en generel stedbetegnelse
for hele det bakkede landskab, også blevet en stedspecifik betegnelse
for det statskovsområde, der ligger lige op til Svanninge Bjerge. Med
til denne statsskov hører også Sollerup skov og engene ved Arreskov
Sø. 3 Dette områdes historie som skov- og naturareal med
publikumsadgang og rekreativ funktion går tilbage starten af 1900tallet,
hvor fabrikant Mads Rasmussen, der også stiftede Fåborg
Museum i 1910, opkøbte dele af området. Han var kunstelsker og var
især blevet fascineret af Fritz Syberg berømte maleri Aftenleg i Svanninge
Bakker.
Det er vigtigt at adskille disse stedbetegnelser, idet Svanninge
Bakkers historie adskiller sig en del fra udviklingen i Svanninge Bjerge.
1 Smed 1978 s. 18ff
2 Pontoppidan s. 380. Nyborg og Tranekær amt blev i 1793 slået sammen til samlede
Svendborg Amt.
3 SKNs folder: http://www.sns.dk/Fyn/vandrefl/68svanning.htm
5

Svanninge Bakker er som naturområde tæt forbundet med de
sydfynske malere, der yndede området som motiv for deres malerier.
Malerne var fascineret af det bare og kuperede landskab, bevokset
med lyng, gyvel og krat og fandt nåleskovens lige rækker mere eller
mindre kedelige. 4 Men i perioden omkring 1890-1910, hvor de
sydfynske malere primært udfoldede deres virke, var Svanninge Bjerge
for længst skovklædt. Det betyder, at de overdrevsagtige landskaber de
sydfynske malere er berømte for, fortrinsvis var placeret på vestsiden
af Odense-Fåborg landevejen og området omkring og syd for
Sandbjerggård. Malerierne kan dermed give et indtryk af vegetationen
før Svanninge Bjerge blev tilplantet med gran og fyr, men kan ikke
bruges til en tidsmæssig fastsættelse af dyrkningsforholdene i bjergene.
Centrale dele af Svanninge Bakker blev fredet i 1950’erne, hvor
man på steder valgte at forsøge en naturgenopretning, bl.a. ved at
rydde den skov, der var blevet plantet i området fortrinsvis efter 1910.
I 1974 påbegyndte staten opkøb af skov i området, startende med 30
tdr. land af Mads Rasmussens arvinger. Udvidelsen af statskovsarealet
i Svanninge har siden inkluderet Dalkildegård og dele af Nørremark.
Svanninge Bakker 2006.
Statsskoven i Svanninge Bakker er indtegnet med grønt. Svanninge Bjerge er
markeret med rødt.
4 Guldberg m.fl. 1997 s. 7ff
6

Skoven i Svanninge Bjerge
Skoven i Svanninge Bjerge er 212 ha.. 5 Jordbunden er sand og
lerblandet morænejord, der egner sig fortrinligt til nåleskovsproduktion,
men i mindre grad til agerdyrkning. Dertil kommer
områdets kuperede og bakkede terræn. Netop disse forhold må siges
at være udslagsgivende for de forandringer, der er sket på området.
Det langstrakte skovområde grænser langs hele østsiden op til
Knagelbjerg Skov i Brahetrolleborg sogn. Mod syd mødes skoven af
landevejen mellem Nyborg og Bøjden. Mod nord afgrænses området
af sognegrænsen til Øster Hæssinge og mod vest dels af landevejen
mellem Fåborg og Odense, dels af forskellig privat og offentlig
ejendom.
Matrikulering i Svanninge Bjerge efter den nye matrikel 1844.
Den oprindelige skovudstykning, 1801, bestod af matriklerne 78a og 78b. 31b kaldes
Hesbjerg Plantage. 16k, 17d, 18c og 36a var i perioden 1926-86 ejet af familien
Brønner og gik under navnet Fristed Skov.
5 Ekskl. Hesbjerg plantage på 15,5 ha.
7

Den første skovudstykning foregik i 1801, hvor matriklerne 78a og
78b blev reserveret til nyplantning af nåletræ. Omtrent samtidig indtog
man matrikel 31b syd for landevejen mellem Fåborg og Odense, den
såkaldte Hesbjerg Plantage. I sidste halvdel af 1800-tallet blev
skovområdet i Svanninge Bjerge betydelig større. En lang række
matrikler indhegnedes til fredskov, hver gang der skete brugerskifte
ved den gård, hvorunder lodden hørte. Matrikel 8c kom til i 1872, 10b
i 1876 og 9b og 11b i 1883. Disse områder havde status som samlet
skov under grevskabet. Dertil kom at grevskabets besidder Preben
Charles Bille Brahe Selby selv erhvervede som en del af sin private
ejendom tilstødende matrikler, der ligeledes tilplantedes. Dette drejede
sig om matrikel 16k i 1882, 18e i 1893, 17d omtrent samtidig og 36a i
1907. Ved grevskabets opløsning i 1928, blev grevens private skov
solgt og grevskabets skove kom under Steensgård gods. I 1986
forenedes området dog igen, idet 16k, 17d, 18e og 36d, den såkaldte
Fristed Skov, blev erhvervet af Steensgård. Hele skovområdet
Svanninge Bjerge, på nær Hesbjerg Plantage er i dag samlet under
samme matrikel 8c.
8

DEL 1: SVANNINGE BJERGE FØR 1800
Landbrugssamfundet inden Landboreformerne
Den dyrkningsform og levemåde, landboreformerne ændrede i
slutningen af 1700-tallet, var en århundrede gammel struktur, med
godssystemet som dominerende enhed. Størstedelen af jorden ejedes i
1700-tallet af godsejerne, en mindre del af kronen og en forsvindende
lille del af selvejere. Bønderne havde brugsret til jorden mod betaling
af forskellige ydelser til ejeren, der så til gengæld stod inde for
skatterne til kongen. Landet var præget af en decentral struktur, hvor
den enkelte godsejer havde en stor frihed og råderum over sine
ejendomme, både administrativt og økonomisk, og dette på trods af
den enevældige regeringsform, hvor det i princippet var kongen og de
af ham udvalgte embedsmænd, der styrede alle statens anliggender
Størstedelen af landbefolkningen boede samlet i landsbyer af
meget varierende størrelse. Landsbyerne på Sydfyn var store, set på
landsplan, ofte med over 20 gårde. Foruden tilknytningen til godset
var landsbyen den helt overvejende og vigtigste institution i hver
enkelt landsbyboers liv. Landsbyen var centret for de fleste af
landbefolkningens sociale og kulturelle relationer. Det var inden for
landsbyens grænser, livet primært udfoldede sig. Landsbyen var både
et socialt fællesskab, men dette fællesskab var bygget op over en fælles
dyrkning af byens agerjord og tingene var på mange måder
uadskillelige. Deraf betegnelsen Fællesskabets tid, om tiden før
landboreformerne.
Dyrkningsfællesskabet bestod i at hver bondes jord ikke lå for sig,
men var placeret mange forskellige steder i landsbyen samlede jord.
Landsbyernes jordtilliggende var gerne overordnet opdelt i tre marker
eller vange, der igen hver i sær var opdelt i en række mindre afdelinger,
gerne kaldet åse. Inden for hver ås var selve agrene placeret. Agrene
var lange striber indikeret af pløjfurer. Samlet betød dette at hver
enkelt bonde kunne have sin gårds jord spredt over 100-200 agre
fordelt forskellige steder i bymarken. Agrene var gerne pløjede
højryggede, med en lavning eller ren imellem. Dette skyldtes at
landbosamfundets bønder dyrkede jorden med henblik på
forsyningssikkerhed ikke overskud. På en højrygget ager ville der, lige
meget om sæsonen blev våd eller tør, være et vist udbytte af
afgrøderne, enten på ryggen eller i lavningen. 6
6 Den højryggede ager blev til ved at bonden år efter år førte ploven i samme
plovfure og på den måde skubbede topjord ind mod agermidten, som dermed
langsomt hævede sig. Plovfurerne gik altid på tværs af landskabets højdekurver og
kunne dermed fungere som dræning af vandlidende jord. Dertil kom at lavningerne
eller renerne mellem de højryggede agre højst sandsynligt har markeret
ejendomsgrænser mellem de forskellige bønders agerstriber. Fritzbøger 1998 s. 80
9

Afgrøderne på marken vekslede gennem en treårlig rotation
mellem byg/havre, rug og fælled. Det sidste var betegnelsen for
markens hvileperiode, hvor den blev udlagt til græsning og fik tilført
næring fra dyrenes gødning. Det her skitserede trevangsbrug havde
mange varianter. På Vest- og Sydfyn var rotationen gerne mere
varieret. Her sås ofte flere marker og rotationen var fire eller otteårig.
På grund af jordbundforholdende blev der ofte kun dyrket rug og
boghvede i større omfang. 7
De fleste bønder var fæstebønder og således også bønderne på
Sydfyn. De var derfor tilknyttet godset. Et gods bestod af
hovedgården, dvs. bygninger og hovedgårdsjord, samt det tilliggende
fæstegods. Hovedgårdsjorden blev drevet ved hoveri af godsets
fæstebønder og husmænd, og udover hoveriet betalte fæstebønderne
landgilde til godsejeren, i penge eller naturalier, for deres brug af
fæstegården, samt en afgift ved indtrædelse til fæstet. Bønderne skulle
derudover svare skat til kronen og tiende til kirken. Det var
godsejerne, der stod for indkrævningen af skatterne fra bønderne til
kronen, og som modydelse for dette var hovedgården skattefri, hvis
der var et tilliggende af 200 tdr. hartkorn bøndergods inden for en
afstand af to mil, og alle hovedgårde nød tiendefrihed af
hovedgårdsjorden. 8 Udover skatteindkrævningen skulle godset stå for
soldaterudskrivning blandt godsets unge mænd, samt sørge for en del
sociale funktioner såsom fx. skolevæsen. Disse opgaver var fælles for
alle godser, derudover kunne visse godsejere nyde greve- eller
friherreprivilegium. Et grevskab krævede gods på mindst 2500 tdr.
hartkorn og indbefattede opgaver inden for retsvæsen og kirke. Til
gengæld nød greven skattefrihed af 300 tdr. hartkorn fæstegods. 9
Jord og landbrug i Svanninge i slutningen af 1600-tallet
I Svanninge sogn lå foruden byen Svanninge landsbyerne Østerby,
Millinge og Falsled. Af disse var Svanninge den største af byerne og
her lå også sognets kirke. I 1682 var opført 30 gårde og 11 huse under
Svanninge ejerlav, hvilket var en stor landsby også på landsplan 10 Mod
vest i sognet lå hovedgården Steensgård. Forholdene for landbruget i
Svanninge var betinget af de meget varierende jordbundforhold, det
kuperede terræn, der på steder var meget udsat for vinden.
I slutningen af 1600-tallet var Svanninge ejerlavs jordtilliggende
den såkaldte bymark inddelt i fire marker og et vænge. Disse kaldtes
Nørre mark, Saugsted mark, Syckes eller St. Oluffs mark, Dallum eller
7 Varianten kaldes også Lillebæltssystemet og fandtes også på i Østjylland. Frandsen
1988 s. 32
8 Hartkorn var en måleenhed, der angav forholdet mellem arealets størrelse og
jordens bonitet
9 Skrubbeltrang 1978
10 Pedersen 1928 s. 68
10

Bierge mark og Toubechs vænge. 11 Hver mark var endvidere inddelt i
en lang række åse, som her lokalt kaldtes agerstykker. I disse lå de
enkelte agre placeret i lange strøg gennem landskabet. Svanninge
havde en rotation af afgrøderne på de fire marker, således at to marker
lå fælled, en mark var rugmark, en boghvedemark. Svanninge ejerlav
var stort og byen havde også et stort jordtilliggende. Men
jordbundsforholdene var ikke særlig frugtbare. Dette gjorde at man
var nødt til at lade jorden hvile længe mellem hver dyrkningsperiode.
Efter enevældens indførsel i 1660 var det vigtigt for den
nyetablerede magt at få fast vidnesbyrd om landets ejendoms,
dyrknings- og jordbundforhold, idet disse oplysninger skulle danne
grundlag for en ny skatteberegning. Resultatet blev Christian 5.s
matrikel fra 1688. Arbejdet med at opmåle og registrere alle jorder i
Danmark var enormt og matriklen kom derfor til at danne
skattegrundlaget helt fra til starten af 1800-tallet, hvor en ny
matrikulering blev iværksat. Blandt forarbejderne til matriklen 1688
var opmålinger og optegnelser i marken. Her blev hvert enkelt stykke
jord opmålt og vurderet med hensyn til jordens bonitet eller egnethed
til agerdyrkning. Opmålingen foregik fra ejerlav til ejerlav eller landsby
til landsby. Således også for Svanninge ejerlav i 1682. Disse
optegnelser står opført i den såkaldte markbog.
Svanninge Bjerge var på matrikuleringens tid en del af Dallum eller
Bierge mark, der i 1682 var henlagt til boghvedemark. Da
opmålingsmændene i efteråret 1682 opmålte og beskrev stedet fandt
de et bakket, kuperet og meget varieret terræn med dårlige
jordbundsforhold for agerdyrkning. Om vegetationen i marken udover
de plantede afgrøder nævnes lyng, men hverken skov eller blot træer.
Jorden blev generelt betegnet som boghvedejord af middelmådig
karakter og de fleste af agrene bestod af sand iblandet lidt muld. At
jorden blev betegnet som boghvedejord, betød ikke man ikke kunne
dyrke andre afgrøder. Men instruktionerne til opmålingsarbejdet
dikterede forskellige taksationer og beskrivelser, inddelt i god,
middelmådig eller slet rug-, boghvede-, blandet korn- eller havre-
jord. 12 Jordbunden dikterede hvor lang tid agerstykket skulle hvile
mellem hver dyrkningsperiode for at jorden kunne restituere.
11 RA, Rtk. Christian 5.s matrikel 1688. Markbog over Svanninge ejerlav 1682. At
ejerlavets ene mark kaldtes Saugsted mark er interessant, idet det kan indikere, at der
har ligget en tømmerplads eller et savværk og sådanne placeredes selvfølgelig gerne i
nærheden af skov. Der var dog ingen skov i umiddelbar nærhed i slutningen af 1600tallet
og heller intet savværk. Marken lå i den sydvestlige del af ejerlavet, længst væk
fra Svanninge Bjerge og tættere på Hvedholm gods og Fåborg by. Der er ikke fundet
spor i landskabet der kan støtte teorien om et savværk. Et sådan behøver på den
anden side heller ikke nødvendigvis at efterlade arkæologiske spor. Se fx DKC,
indeholdende de såkaldte Sognebeskrivelser. http://www.dkconline.dk. Syches
mark, lige syd for Svanninge Bjerge, kaldtes også St. Oluffs mark, fordi der i denne
mark lå en hellig kilde.
12 Pedersen 1984 s. 12ff
11

Agerstykkerne i Dallum mark skulle hvile mellem seks og helt op til 24
år mellem hver dyrkningsperiode, der gerne var på to år. Det kunne
nemlig ikke betale sig at dyrke jorden i kortere intervaller, idet det var
tidskrævende og hårdt arbejde at forberede jorden til dyrkning, som
ved Det 3ide agerstyckke kaldis Steen Jord Ager Stykke løbber i øster og vester
maalt fra den søndre side. Taxeret for at brugis 2 Aar til boughvede og ruug hviler
i 9 aar, bestaar af røt Sand och stenet Jord. 13 Hvor de præcise agerstykker
var placeret i landskabet kan ikke fastslås fuldstændig. Retningen på
agrene angav hvilken retning pløjefurerne, eller de højryggede agre,
løb. Det ses af markbogen, at det var en svær opgave at vurdere
markerne i Svanninge, idet jordbundsforholdene var så varierede. Ofte
måtte også de enkelte agerstykker yderlige deles op og takseres
forskelligt.
Landbrug i Svanninge i 1700-tallet
Grevskabet Brahesminde
Steensgård gods i Svanninge sogn har en historie, der går tilbage til
1300-tallet. I den her omhandlede periode har godset primært knyttet
til stamhuset Hvedholm, der siden blev ophøjet til grevskabet
Brahesminde.
Steensgård gods blev i 1712 købt af etatsråd Frederik Jensen Hein,
der fra 1737 var gift med Susanne Brahe. Hun blev samme år ejer af
det nærliggende gods Østrupgård. Susannes broder var Preben Brahe,
ejer af godset Hvedholm. Da Frederik Hein og Susanne Brahe ikke
havde nogle arvinger dannede de i 1751 sammen med Preben Brahe
stamhuset Hvedholm bestående af de fire godser Hvedholm,
Steensgård, Østrupgård og fra 1758 Damsbo. Frederik Hein døde i
1751 og Susanne Brahe i 1760 og derefter var Preben Brahe eneejer til
stamhuset. Preben døde imidlertid ugift i 1786. Stamhuset passerede
over de næste tre år gennem forskellige ejere i kraft af
erektionsbestemmelserne, før ejerskabet stabiliseredes hos Preben
Bille Brahe, der 16 år gammel i 1789 arvede stamhuset og besad det til
sin død i 1857. I 1797 fik han stamhuset ophævet til grevskab, fra nu
af kaldet Brahesminde. Grevskabet havde dog ikke birkeret eller
skattefrihed for 300 tdr. hartkorn bøndergods, som det normalt var
tilfældet for grevskaber. Brahesminde grevskab blev ophævet i 1928. 14
13 RA, Rtk. Christian 5.s matrikel 1688. Markbog, Svanninge ejerlav 1682. En 11 års
rotation i et toårigt sædskifte er svært at udføre i praksis. Agerstykket ville hurtigt
komme ud af trit med resten af marken. Så landmålerens notat må snarere opfattes
som en slags omdriftsbonitering med det formål at give en skønsmæssig vurdering af
den varierende besåningshyppighed. Fritzbøger 1998 s. 77
14 Bjørn 2002
12

Svanninge, Steensgård og Hvedholm, 1774
Videnskabernes Selskab foretog i sidste halvdel af 1700-tallet den hidtil mest præcise
opmåling og korttegning af hele landet. Forarbejderne var de såkaldte konceptkort,
hvorfra udsnittet her stammer. Selvom landsbyen Svanninge og Steensgård Gods lå i
samme sogn, hørte de fleste af bønderne i Svanninge under hovedgården
Østrupgård, der lå lidt nordøst for landsbyen Østrup, der ses øverst på kortet.
Forskellen var dog ikke så stor, idet begge hovedgårde, samt Hvedholm og Damsbo
var forenet under grevskabet Brahesminde. Kort- og Matrikelstyrelsen.
13

Svanninge ejerlav under Brahesminde
Brahesminde var et stort grevskab. Godsets fire hovedgårde havde en
stor mængde bøndergods under sig, primært samlet i nærheden af
hovedgården. Det drejede sig om så godt som al jorden i Horne,
Svanninge og Håstrup sogne, samt det meste af jorden i Jordløse sogn.
I alt 281 gårde og 184 huse. 15 Selvom Svanninge lå i samme sogn som
Steensgård hørte de fleste af Svanninges bønder dog til Østrupgård,
hvor de udførte deres hoveri. I midten af 1700 tallet fortæller
jordebøgerne at antallet af gårde var faldet en smule og at 22 af byens
26 bondegårde hørte under Østrupgård, resten under Steensgård.
Grevskabet var opdelt i to forvaltningsdistrikter frem til 1862;
Hvedholms forvaltningsdistrikt og Steensgårds forvaltningsdistrikt,
der foruden Stensgård omfattede grevskabet sidste to godser
Østrupgård og Damsbo.
Græsning og overdrev
I løbet af 1700-tallet forandrede dyrkningsforholdene sig gradvist i
Svanninge ejerlav. Langsomt ændrede Dallum mark status fra at være
en del af den årlige dyrkning og rotation i bymarken til udelukkende at
blive brugt til kreaturgræsning. Dallum mark blev i stedet byens fælles
overdrev og Svanninge fik i stedet en treårlig rotation på de resterende
marker.
Græsningen af kreaturer er blevet kaldt den nålespids, hvorpå den meget
følsomme økologiske situation i det gamle landbrug balancerede. 16 Kreaturerne
betød både gødning til markerne og trækkraft til dyrkningen og
eftersom man ikke prioriterede foderafgrøder som kløver eller
rodfrugter, var græsningsarealerne og mængden af hø til vinterfoder
helt afgørende. I Svanninge valgte man derfor at overlade de
ufrugtbareste dele af bymarken til de vigtige kreaturer. Samtidig har
udbyttet i Dallum mark været ringe og arbejdet hårdt, når jorden efter
lange hvileperioder igen skulle opbrydes. Jorden under Svanninge by
var generelt ikke af særlig god kvalitet. Det betød at byen havde et ret
stort jordtilliggende til at dække de takserede tønder hartkorn. Men det
blev arbejdsstyrken i byen jo ikke større af og man valgte derfor at
lægge den største indsats på de bedste jorder.
Overdrevet var tilsyneladende ikke indhegnet. Man tøjrede i stedet
kreaturerne. På den måde havde man også en chance for at indsamle
deres gødning og fordele den på de jorder, der skulle dyrkes. Dallum
mark kunne ikke betale sig som agerbrugsland, men som overdrev
forbedrede den i stedet de andre marker. Alligevel fungerede systemet
ikke tilfredsstillende i Svanninge. Ofte rev kreaturerne sig løs og gjorde
skade på de øvrige markers afgrøder. Dette forårsagede mange
konflikter og uenigheder i ejerlavet.
15 Bjørn 2002 s. 30ff
16 Frandsen 1988 s. 13
14

Det traditionelle overdrevslandskab var kendetegnet ved
alsidighed, vekslende mellem skov og slette, med enkeltstående træer
og krat, under hvis beskyttelse nye træer kunne vokse op. Tætheden af
bevoksningerne var afhængig af antallet af kreaturer og jordbunden.
Ofte kunne overdrevene være meget store og deltes mellem flere byers
kreaturer. Overdrevet i Svanninge var anderledes. De dårlige
jordbundsforhold og den udsatte situation for vinden gjorde at lyngen
var fremherskende og der fandtes ingen træer, blot krat. Jorden
udpintes ved græsning uden den fik ny næring eller gødning. På steder
hvor der gik hul på lyngen kunne sandflugt være et problem.
Heste, kvæg og får
På grund af de store græsningsarealer der var til rådighed for bønderne
i Svanninge har ejerlavet sandsynligvis haft et større dyrehold end
mange andre landsbyer på Fyn. I modsætning til landsbyer hvor jorden
var god og man derfor kunne koncentrere sig om agerdyrkningen, var
man i Svanninge nødsaget til at satse lidt bredere. Dette gjordes fx ved
et større dyrehold. Man kan se tendensen gennem de afgifter
bønderne betalte til hovedgården, den såkaldte landgilde. I slutningen
af 1700-tallet bestod landgilden af en pengeafgift og en mængde korn.
Men jordebøgerne opførte også at pengeafgiften tidligere havde været
betalt in natura, dvs. i råvarer eller såkaldte småredsler. For de fleste
bønder i Svanninge havde småredslerne haft form af en otting Smør, et
Lam, en Gaas, to Høns, 20 Æg og en mark lysegarn. 17 Dette fortæller at
malkekvæg og får har været standard på hver gård i landsbyen.
Skifteforretninger foretaget efter bønder og husmænds i Svanninge
i midten af 1700-tallet kan give et indblik i landsbyens dyrehold.
Hestene var flest i antal. Dette skyldtes, at der skulle bruges seks heste
til at trække en hjulplov. Dermed var dette antal minimum for at
kunne dyrke gårdens jord og udføre det hoveri som gården var
forpligtet til. På mange gårde stod mere end seks heste, men det
skyldtes til dels hestenes alder og ydeevne. På nogen gårde stod der
færre, så måtte man låne af landsbyens andre bønder, når disse kunne
undvære. Med køerne var det anderledes. Kvæget var nødvendigt for
gødning og mælkeprodukter, men i mindre grad til trækkraft. Derfor
kunne deres antal varieres mere efter gårdens økonomiske
formåenhed. En lille kreaturbesætning fik først konsekvenser på
længere sigt, men manglede man heste føltes virkningen øjeblikkelig.
Dertil kom at der i midten af 1700-tallet var flere store epidemier af
kvægpest, der gik meget hårdt ud over besætningerne. Generelt var
hestenes antal højere end kvægets på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster.
Dette skyldtes en større godsdominans i disse områder og derfor mere
17 LAF, BrG. 3/7. Jordebog for stamhuset Hvedholm 1787. Måleenheden otting,
svarede til en ottendedel tønde. Vægtenheden mark svarede til et halvt pund.
Lysegarn var garn til at fremstille væger af.
15

hoveri. I Jylland var enkeltliggende og selvstændige gårde mere
udbredt og opfedning af kreaturer med henblik på salg en
indtægtskilde også for bønderne. 18
Den 24. maj 1745 blev der foretaget skifte efter gårdmand Peder
Pedersen i Svanninge. I hans stald og på overdrevet stod fire heste og
tre hopper, hvoraf den ene var gammel. Dertil kom en ko, tre kvier, to
stude, fire kalve, omkring et år gamle samt to spæde kalve. Peder
havde derudover 12 får, fire grise, fire gæs og en gase. Besætningen var
forholdsvis stor og synsmændenes vurdering af dyrenes værdi i
rigsdaler fortæller, at den også var i god stand. Den 12. januar 1754 var
turen kommet til boet efter afdøde gårdmand Jørgen Pedersen, der
efterlod sig: fem heste, fem øg og et lille føl, dertil kom seks køer, en
kvie, en stud, tre kviekalve og to studekalve. Og til sidst seks får, to
svin, en mager so med fire grise, fire gæs og en gase. Husmændene
havde også dyr, men i meget mindre målestok, som fx Jens Rytter over
hvem der blev skiftet 25. juni 1767. Han efterlod to heste, fire får og
en gris. 19 Kun husmandssteder med jordtilliggende havde som
gårdmændene ret til at lade deres dyr græsse på overdrevet og i
marken. Husmænd uden jord måtte betale eller leje sig frem hos
gårdmændene og havde af den grund ofte færre dyr. 20
En jordebog over stamhuset Hvedholm fra 1787 fortæller at der på
dette tidspunkt boede i Svanninge 26 bønder, fire husmænd med jord
og 11 uden jord. 21 Til trods for variationer inden for besætningernes
størrelse har det alligevel været et stort antal dyr, der græssede på
marker og overdrev.
Tørv
I Svanninge Bjerge fandtes flere tørvemoser, dannet i morænebakkernes
dødishuller. Tørv var en udbredt brændselstype, der for
alvor slog igennem i løbet af 1600-tallet. Højst sandsynligt i takt med
at skovarealet mindskedes (se side 25). Mosetørv var ikke en lige så
god energikilde som bøgebrænde. Men mosetørven var trods alt bedre
end de meget dårligere lyngtørv, der brugtes i Vestjylland. Mosetørv
som den i Svanninge har omtrent haft en brændeværdi svarende til
1/3 af bøgebrænde.
Samtidig var tørv en arbejdskrævende energikilde. I gode
tørvemoser blev tørven skåret direkte af tørvemosen, andre steder
skulle de efterfølgende æltes og forarbejdes. – Men der skulle stadig
lægges betydelig mere arbejde i at få stuen varmet op af tørv i forhold
til at gå i skoven og hugge bøgebrænde. I skifterne fra Svanninge har
18 Skrubbeltrang 1978
19 BrG. 8/39
20 Skifteforretningen fortæller desværre ikke om Jens Rytter havde jord til sit hus. En
jordebog for Østrupgård omkring 1760-70 er ikke bevaret.
21 LAF, BrG. 3/7. Jordebog for stamhuset Hvedholm 1787
16

de fleste gårde tørvespader blandt inventaret. I løbet af 1700-tallet
valgte stadig flere godsejere at udvise en del af bøndernes årlige
mængde brænde i tørv i stedet for i træ.
Ny markinddeling
Man besluttede i 1780 at lave en ny markinddeling i bymarken og
samtidig grundigt indhegne hver enkelt mark. Grunden til den nye
inddeling var bl.a. problemer med tøjring af kreaturer, hvilket herefter
blev forbudt. Ved den nye markinddeling forsøgte man igen at gøre
Dallum mark eller Bjerge marken, som den også kaldtes, til agerjord.
Alle markerne deltes i to, men man valgte at beholde vænget.
Nørremarken, deltes i Rødhyls- og Nørremark, Saugsted Mark i Øster-
og Vester Saugsted mark, Syches mark i Pugesøe- og Seebergsmarken
(også kaldet Søegaardsmarken) og Dallum eller Bjerge mark, deltes i
Øverste/Yderste og Nederste/Forreste Bjerge mark. Nu havde
Svanninge altså otte marker og et vænge, der skulle indgå i den årlige
rotation af afgrøderne. Dette gjordes på denne måde: Driften angaaende
saa besaaes 3 Marker hvert Aar; og dette første Aar Rødhyls og Nørre marken
som allerede til dels ere besaaede med Rug og dernæst Pugesøe marken til Falle
korn. Næstkommende Aar 1782 udgaar Rødhylsmarken og tilgaaer Seebergs
marken, 1783 udgaaer Nørre marken og tilgaaer Vestre Saugsted med de nederste
Bierge, 1784 udgaaer Pugesøe marken og tilgaaer Øster Saugsted med
Vestermarken og saa fremdeles afgaaer og tilgaaer i denne Orden aarligen én
Mark og altsaa faar Marken herefter 3 Aars hvile med 3 Aars drift. 22
22 LAF, BrG 5/5. Markinddeling dateret 27.november 1780
17

Markindelingen 1780
Kortet viser den nordøstlige del af Svanninge ejerlav, samt bygningerne i selve
Svanninge By. Dallum mark eller Bjerge marken, der i en periode udelukkende havde
fungeret som overdrev deltes ved den nye markinddeling i de Yderste og de Forreste
Bjerge. På samme måde deltes også ejerlavets resterende tre marker, således at
bymarken kom til at bestå af i alt otte marker. På kortet er detaljer i det område, der i
dag udgør Svanninge Bjerge, medtaget og heraf ses placeringen af det nuværende
skovområde i datidens markinddeling. Den del af Svanninge Bjerge, der ligger syd
for markskellet til Søgårdsmarken, har ikke på noget tidspunkt været en del af
overdrevet, men har på nær under jordens lange hvileperioder, stedse været under
plov. Den sydlige del af Svanninge Bjerge er også karakteriseret af bedre og mere
leret jordbund end den nordlige.
18

Man havde med den nye markinddeling erkendt, at dyrkningsforholdene
i bjergmarkerne var særligt vanskelige, men man vægrede
sig alligevel for helt at opgive overdrevet. Løsningen blev at
bjergmarkerne på skift indgik i rotationen ved at følges med de
mindste af de øvrige marker. Men bjergmarkerne skulle kun opdyrkes
de to første år af den treårlige dyrkningsperiode. De Yderste Bjerge
fulgtes med Rødhylsmarken, de Forreste Bjerge med Vestre Saugsted
mark. Dette mønster gav for bjergmarkernes vedkommende to års
dyrkning og fire års hvile. Det betød at Svanninge stadig konstant
havde i hvert fald den ene bjergmark reserveret til græsning og
overdrev, samt de tre marker der ikke blev dyrket det pågældende år.
Gamle Nye
marker marker
Østre
Saugsted Saugsted
Mark Vestre
Saugsted
Seebergs/
Syches
Søegårds
/ St.
mark
Oluffs
Pugesøe
Mark
mark
Nørre
Nørre mark
mark Rødhyls
mark
Yderste/
Øverste
Dallum
Bjerge
/ Bjerge
Forreste/
Mark
Nederste
Bjerge
1.
År
2. 3. 4. 5 6 7 8 9 10 11 12
X X X X X X
X X X X X X
X X X X X X
X X X X X X
X X X X X X
X X X X X X
X X X X
X X X X
Årlig rotation i Svanninges marker efter den nye markinddeling 1780
Ved X dyrkedes den pågældende mark, ellers hvilede den.
Inden markinddelingen kunne gennemføres skulle de forskellige
lodsejere til ejerlavet høres. En enkelt bonde i Svanninge hørte på
dette tidspunkt under baroniet Brahetrolleborg. Besidderen af baroniet
Johan Ludvig Reventlow (1751-1801) kom en udførlig kommentar til
forslaget. Han betegnede den foregående driftsform og rotation som
den sletteste form der nogensinde kan finde Stæd, men var generelt begejstret
for det nye initiativ. Alligevel havde han dog flere ændringsforslag, der
fortæller lidt om dyrkningsforholdene i Svanninge Bjerge: Bierge eller
19

Dallum mark er vist den sletteste Jord ved Byen og af saa ringe Beskaffenhed […]
at den jord alene med fordel vil bære Boghvede og Rug, samt paa faa steder tillige
Havre[…] ligges den til huile over 3 Aar frygter jeg den vil vedblive at bære Lyng
som hid intil. Det er vel sandt Byen har saa megen Jord til sit Hartkorn at den
ikke trænger til at tage det saa nøje og at tænke paa den større Forbedring, men da
dette [område] er saa betydelig Stort, synes mig det nok fortjener Opmærksomhed,
jo mindre deraf bliver indtaget des bedre kan den saa ivres, forbedres og nyttes især
naar den ikke faaer tid til at bære Lyng. 23 Reventlows betænkninger blev
taget til efterretning og hvileperioden i bjergmarkerne endte på de
omtalte fire år, hvor der oprindeligt havde været foreslået helt op imod
ni års hvile imellem dyrkningsperioderne.
Reventlow havde bl.a. også det forslag, at vænget skulle inddrages
til mark. På den måde kunne man få en endnu længere rotation og
mulighed for at dyrke den nye afgrøde, kløver, der var kommet på
mode blandt fremsynede folk med forstand på landbrug. Derudover
anbefalede han, at afgrødernes altid dyrkedes i rækkefølgen; boghvede,
rug, havre. Til slut ønskede han udelukkende stendiger, idet byen
havde så mange sten og man burde spare på skoven. Reventlow kunne
heller ikke forstå at tøjringen af kreaturer helt skulle forbydes. Grev
Bille Brahe havde som største lodsejer det endelige ord og han mente
ikke at bønderne kunne undvære vænget i dets nuværende form og
fandt det klogest at overlade valget af afgrøderne til landsbyen selv.
Om kreaturerne skrev han: mindskes intet andet med Tøyringens Ophævelse
saa hæves dog mange ubehagelige Disputser i mellem Bønderne derved. 24 – Og
sådan blev det!
Den nye markinddeling kom til at fungere i ca. 20 år før driften
blev lagt om. Som det siden skal beskrives, blev omlægningen næste
gang af en endnu mere omsiggribende karakter. Forsøget på at
genoptage agerbrug i Svanninge Bjerge blev ikke vellykket. En senere
kilde beskrev at området omkring århundredeskiftet benyttedes til
fåregræsning, eller der dyrkedes rug, boghvede eller kartofler, hvor
lyngen var afbrændt. 25 Lyngen og kreaturerne var tilsyneladende det
eneste, der rigtigt trivedes i området.
23 LAF, BrG 5/5. Reventlows bemærkninger til markinddelingen dateret 15.
november 1780
24 LAF, BrG 5/5. Grev Bille Brahes kommentarer på Reventlows bemærkninger.
Udateret.
25 Weismann 1900 s. 75. Oplysningerne om forholdene var overbragt Weismann
gennem skovrider Bøving, der blev ansat på Brahesminde i 1829.
20

Bevoksning i Svanninge Bjerge 1798
På baggrund af udskiftningskortet, opmålt i 1798, har det været muligt at komme
tættere på vegetationen i Svanninge Bjerge. En vis usikkerhed er dog forbundet med
læsning af udskiftningskortet signaturer. De områder, der her er markeret med en
vegetation, kan på kortet entydigt tolkes som sådan. Sværere er det at fastslå præcis,
hvordan vilkårene har været i de ”hvide” områder. Ved kortets tilblivelse havde den
nye markinddeling fungeret i godt 20 år og på baggrund af matrikler og
jordtaksationer må det antages, at disse områder har været brugt til agerdyrkning.
Eftersom jordbunden dikterede lange hvileperioder mellem hver opdyrkning, har
kun et ret lille areal været under plov af gangen. I hvileperioderne har jorden
henligget til græsning og er gerne sprunget i lyng. Dermed har lyngområderne været
mere udbredte, end kortet giver udtryk for.
21

Udsnit af udskiftningskort over Svanninge ejerlav
Kortet blev opmålt og tegnet i 1798. Ved udskiftningen i 1801 blev de nye lodder,
deres matrikelnummer og navnet på brugeren opført. Den planlagte, men endnu
ikke anlagte nye landevej ses også indtegnet. Af kortet kan man få et indtryk af de
brugte signaturer for forskellige bevoksninger. Øverst i venstre hjørne ses et
lyngområde. Kort- og Matrikelstyrelsen.
Stednavne i området
Navngivning af agerstykkerne eller åsene i de forskellige marker kan til
tider give et interessant indblik i et områdets topografi. I markbogen
fra 1682 er agerstykkernes navne i Dallum mark nu ikke særlig
detaljerede. De fleste betegnes blot som bjergstykker. Men flere navne
ses igen i en mere detaljeret gennemgang af agerstykkerne, da de igen
under den nye markinddeling blev takseret kort før udskiftningen. 26
Her optræder fx den allerede nævnte Steen Jords agerstykke, som har
ligget et sted i den Yderste Bjerge mark. Navnene fungerede som
generelle stedbetegnelser i området og ved genopdyrkningen af
overdrevet har man selvfølgelig placeret agerstykkerne omtrent på de
samme mere frugtbare arealer.
26 LAF, BrG 5/5. Grundsætning og Taksation inden udskiftningen, dateret 30.
oktober 1801
22

Mest kendt er selvfølgelig Lerbjerg, områdets højeste punkt.
Navnet optræder ikke i markbogen, men kendes fra 1700-tallets kilder.
Andre af områdets toppe havde også navne. Nord for Lerbjerg lige
over markskellet lå fx Sleegbjerg. Mosen helst nordligt ved skellet til
Sollerup havde navnet Haugmose. Enkelte af navnene bruges stadig.
Det gælder Slagsbjerg Maal lige vest for Sleegbjerg. Maal er en usikker
betegnelse, der blot henviser til et på den tid defineret areal.
Betegnelsen brugtes ofte, fx Rønnebjergs Maal lige syd for matrikel 78b,
eller Miilepælsmaalene, der lå lige nord for den gamle landevej mellem
Nyborg og Bøjden. Ved dette sted må landevejen have haft en milepæl
stammende fra Ole Rømers opmåling af landevejsnettet mellem 1691-
97. Disse milepæle blev beordret fjernet med en ny landevejsforordning
i slutningen af 1700-tallet. 27
Nogle af navnene er ikke beskrivende og deres oprindelse kan man
kun gætte om. Som fx Casselong, Lille Laar Long, eller Fiinehøy, almindeligt
kaldet Suinehøy. Mens forholdene i Smørhullerne sydligt i området lige
vest for det senere skovområde næsten siger sig selv. Som i 1682
beskriver taksationen i 1801 et område med ufrugtbar Lyngjord, med
banker og Hæller. 28
Skovbruget inden 1805
Skoven var vigtig i et samfund bygget op omkring landbrug. Skovens
produkter såsom brænde til opvarmning og madlavning, gærdsel til
hegn og gærder, tømmer til nybygning og vedligeholdelse af gårde var
fuldstændige uundværlige. I situationer, hvor skovens produkter var
svært tilgængelige, kunne krisen øjeblikkelig mærkes blandt bønder og
husmænd. Landbefolkningen levede et liv i dyb afhængighed af
naturens ressourcer og samspillet imellem disse ressourcer.
Skovbruget i fællesskabets tid var rettet mod mange forskellige
brugere med behov for mange forskellige af skovens produkter. Selve
betegnelsen skov var et vidt begreb, idet den dækkede over alle de
steder, hvor der voksede træer, uanset karakteren og placeringen af
bevoksningen. Som topograf Arent Berntsen forklarede det i midten
af 1600-tallet: Alle de Platzer eller Støcker Land, som med Træer ere begroede. 29
Samlinger af træer, hvor imellem der græssede kreaturer eller
periodevis blev opdyrket, talte også som skov. Skoven havde dermed
et åbent og varieret udseende med forskellige træsorter og træer i
mange forskellige aldre på de samme arealer. Grænsen mellem skov og
agerland var flydende. Skovenes udseende var præget at de mange
behov skoven skulle dække. 30
27 Topsøe-Jensen 1966 s. 60
28 LAF, BrG 5/5. Grundsætning og Taksation inden udskiftningen, dateret 30.
oktober 1801. En hælle er et fladt område.
29 Berntsen 1656 s. 36
30 Fritzbøger 1994 s. 61ff
23

Ejerskabet til skoven var opdelt mellem de forskellige brugere,
men ikke forstået som, at hver enkelt bruger ejede hver sin skovlod.
Fæstebønder ejede ikke jord, men havde visse hævdvundne rettigheder
til brug af skovens materialer. Det var godsejeren, der ejede skoven.
Reelt var skoven derfor opdelt i under- og overskov. Overskoven var
et rummeligt begreb, der på forskellig vis var defineret både af
træernes højde, art og alder. Overordnet dækkede betegnelsen de
højtstående træer og al hvad disse medførte af tømmer. Overskoven
var godsejerens domæne. Underskoven derimod betød græsningsmulighed,
brændesamling og gærdsel. Bønderne fik af godsejeren
udvist en mængde træ i overskoven til tømmer, men kunne i et vist
omfang selv forsyne sig af underskoven. Græsning og brug af
underskoven blev internt fordelt og administreret af bøndernes eget
fællesskab, gerne gennem landsbyens vedtægter. 31
Der var dog alligevel ofte forskel på skovene. Godsejere
reserverede i stigende grad skovene i umiddelbar nærhed af
hovedgården til eget brug, mens skove beliggende på fæstejord i højere
grad blev brugt til bøndernes kreaturgræsning og gærdselshugst.
Der blev sjældent gjort en større indsats for at nye træer kunne
vokse op og at skoven blev forynget. Dette var overladt til selvsåning
ved naturligt frøfald. Hugsten i skoven bestod i at godsejeren gennem
sine ansatte i skoven udviste træer til hugst. Kriterierne var varierende
for hvornår et træ fandtes egnet til hugst, men var oftest betinget af
behovet for træ af den pågældende art eller karakter. Man tog først de
træer, som man mente var til mindst skade for skoven. De gamle,
rådne eller dem, der stod i vejen for andre træer, og vægrede sig for at
tage unge og friske træer. Denne form for hugst kaldtes plukhugst. 32
Samlende kan siges at man brugte skoven, man drev den ikke. Men
det betød ikke at man ikke fandt skoven vigtig. I gennem 1700-tallet
kom der et stigende fokus på skoven i takt med at frygten for
træmangel steg. Den hårdhændede behandling af skovene satte nemlig
sit præg. Stor og uplanlagt hugst, kreaturgræsning og manglende viden
og indsats på skovens reproduktion, gjorde skovene åbne og varierede.
Driftsformen forsøgte at tilfredsstille mange forskellige behov, men
gjorde skovene til knap så effektive til produktion af tømmer og
brænde.
Grevskabets skove
Pontoppidan beskrev i 1767 skovene under stamhuset Hvedholm. Om
Selve Hvedholm meddelte han: Aflingen er med de allerstørste i landet, men
Skoven ikkun liden og Fiskeriet got, særdeles ved Havet. 33 Om Steensgård:
31 Fritzbøger 1994 s. 315ff
32 Fritzbøger 1994 s. 267ff
33 Pontoppidan s. 562
24

Skoven er i god stand. 34 Om Østrupgård: Skoven er god, baade af Eeg og
Bøg. 35 Om Damsbo: Dertil er god Bøgeskov og en skiøn Frugthave. 36
Beskrivelsen tegner et billede af, at grevskabet havde fine og
udmærkede skove. Spørgsmålet var blot, om der var nok af den. Dette
svarede Begtrup på i 1806: Denne store og herlige ejendom, som ansees efter
grevskabet Vedelsborg for den største og bedste ejendom, synes intet at savne uden
skov, overensstemmende med ejendommens størrelse. 37 Tilsyneladende
manglede det store grevskab altså skov.
Skovene under grevskabet bestod dels af skove beliggende på
hovedgårdsjorden og dels af såkaldte skovhaver beliggende på godsets
fæstejord. På skovene under hovedgårdene var overskoven mere
udpræget. Bevoksningerne bestod hovedsageligt af eg og bøg og
træerne var gerne større i vækst end i bøndernes skovhaver. Desuden
var bevoksningen tættere eller mere sluttet, idet nogle af
hovedgårdskovene var indhegnet for at holde kreaturerne ude. Andre
hovedgårdskove var dog åbne og placeret i selve hovedgårdsmarkerne,
hvor jorden omkring træerne blev dyrket. – Og også hovedgårdenes
kreaturer skulle jo have steder med græsningsmuligheder. Bøndernes
skovhaver var oftest åbne arealer bevoksede med træer, men
hvorimellem, der både blev græsset og dyrket jord. 38 Bøndernes årlige
udvisning af tømmer og brænde foregik både i hovedgårdskovene og i
skovhaverne.
Skov i Svanninge?
I slutningen af 1600-tallet var der ingen skov af betydning under
Svanninge ejerlav. Men om det altid havde været sådan er sværere at
bestemme. Naturforholdene taler for at Svanninge Bjerge i ”tidernes
morgen” har været skovklædt, men at øget befolkningspres med tiden
har gjort betydelige indhug i bevoksningerne. Det er svært at fastlægge
skovens udstrækning og karakter nærmere, idet kildematerialet er stort
set ikke eksisterende. På den anden side kan man ud fra de større
historiske linjer i Danmarks vegetationsgeografi slutte sig til, at der har
været tale om løvskov, højst sandsynligt eg pga. af jordens lette
kvalitet. Endnu i 1600-tallet fandtes nemlig stort set ikke fremmede
træarter i Danmark og dermed ingen nåleskov, idet den oprindelige
skovfyr var uddød. 39
Skovens udstrækning har naturligvis altid været meget påvirket at
befolkningens størrelse. Frem til omkring 1300 var indbyggertallet
stigende, men derefter satte en betydelige nedgangsperiode ind, først
og fremmest dikteret af Den sorte Død, der ramte Danmark i 1349.
34 Pontoppidan s. 590
35 Pontoppidan s. 597
36 Pontoppidan s. 551
37 Begtrup s. 418
38 LAF, BrG. 16/1, Indberetning om Brahesmindes skove, dateret januar 1806.
39 Fritzbøger 1998 s. 37ff
25

Senmiddelalderens krise havde en positiv effekt på skovenes
udstrækning, idet arealer der tidligere havde været opdyrket nu fik lov
at stå hen, idet man i den grad manglede arbejdskraft. Men fra
omkring 1550 fik en omfattende højkonjunktur godt greb i landet.
Dette medførte bl.a. et stigende folketal, forbedrede dyrkningsmetoder
og deraf inddragelse at mere land til agerdyrkning, større husdyrhold
og et omfattende herregårds- og prestigebyggeri. Skoven fik denne
udvikling at mærke og skovarealet reduceredes betydeligt i perioden
1550-1650. I starten af 1600-tallet nåede skovenes udstrækning et
hidtil uset lavt niveau og højkonjunkturen fik en ende efter krige og
kriser i 1600-tallets første halvdel havde ruineret landet og reduceret
Danmarks areal betydeligt. I perioden efter 1660 satte den nu
enevældige konge alt ind for at begrænse forhugningen af skovene og
redde, hvad der reddes kunne. Skovens areal forblev derefter stort set
stabilt frem til slutningen af 1700-tallet, men nedgangen fortsatte reelt
idet overskoven reduceredes på grund af en voksende befolknings
efterspørgsel på brænde og bygningsmaterialer. 40
Det er svært at fastsætte hvornår den sandsynlige, men ikke særlig
veldokumenterede skov i Svanninge Bjerge, er blevet hugget. Et
muligt bud er, at den er blevet reduceret betydeligt i højmiddelalderen
og at man fra 1550-1650 gjorde det af med det sidste. De dårlige
jordbundsforhold og den udsatte position i Svanninge Bjerge taler
nemlig for, at arealet, når den først var hugget, ikke af sig selv med ret
stor sandsynlighed igen ville springe i skov. Efter 1660 begynder
kildematerialet at blive mere fyldigt og herefter kan der bedre gives et
billede af skovens udstrækning. Men kilderne taler også deres tydelige
sprog: I midten af 1600-tallet er skoven i Svanninge stort set væk.
I 1664 var ejerlavet takseret til 124 svins olden. 41 Denne
værdimåling siger noget om skovens størrelse, idet den angiver hvor
mange fuldvoksne svin, på omkring 3 år, som ege og bøgetræerne i
området kunne brødføde på et godt oldenår. 124 svin var ikke noget
enormt antal for så stort et ejerlav, men sammenlignet med de
omkringliggende byer heller ikke unormalt lille. Tallet fortæller blot, at
der trods alt har været træer i området. Generelt var tæt kratskov af
unge træer dårlig oldenskov, for eg og bøg sætter først frø i 40-50 års
alderen. Omvendt var enkeltstående træer, hvis kroner uhindret kan
brede sig fremragende oldenproducenter. 42 Dermed har skoven i
Svanninge på dette tidspunkt sikkert haft karakter af sådanne
40 Fritzbøger 1994 s. 35ff, s. 51ff, s. 63ff
41 Landsbyregistrering i Fyns Amt 1983. Svanninge ejerlav s. 281ff. Tallet er hentet
fra Frederik 3.s matrikel 1664. Det skal i øvrigt bemærkes at man i
Landsbyregistreringen har foretaget en urigtig og inkonsekvent tolkning af
udskiftningskortets signaturer, hvorfor man har rekonstrueret en kort, der viser et
betydeligt skovareal lige omkring Svanninge. Dette kan på ingen måde bekræftes og
modsiger i øvrigt, hvordan ejerlavet ellers beskrives i værket.
42 Fritzbøger 1994 s. 145ff
26

enkeltstående træer, primært placeret i Toubechs vænge syd for selve
landsbyen og i Syches eller St. Oluffs mark, syd for Bjergemarken.
I 1667 indberettede præsten i Svanninge om præstegårdens
jordtilliggende i byens forskellige marker. Heri oplyste han, at der før i
tiden faktisk fandtes skovparter i tre af byens fire marker. Nu var der
kun skov i den ene mark, St. Oluffs mark og der kun var tale om
ganske få og enkelte træer. 43 I 1682 stod der enkelte træer i et vænge
syd for byen, ellers var skoven aldeles forsvundet. 44
Billedet af den forsvundne skov bekræftes af en kilde fra 1801: Det
er bekiendt at til Svanninge Bye ere mange ringe Jorde i det 2nde Biergemarker
meest bestaaende af Banker, Sand og Gruus, til dels overgroet med Lyng; og det en
saa meget rimeligere at paa disse Sand-Jorde i forrige Tider maa have staaet Skov,
som Svanninge Bye ved Landmaalings Matriculen er ansat for skovskyld hartkorn
5 skp. 2 alb., uagtet at til byen nue aldeles ingen Skov findes. 45 Blot var
skovskylden ikke begrundet af skov i Svanninge Bjerge, men andre
steder i bymarken.
Gennem jordebøgerne kan man få yderligere indblik i, hvad der
fandtes af skov omkring Svanninge. Jordebøgerne var lister over, hvad
hver enkelt bonde i landsbyen skulle svare af skatter og afgifter,
takseret efter gårdens størrelse. En gårds størrelse blev målt i enheden
hartkorn og var baseret på de oplysninger matriklen 1688 fastlagde.
Hartkornet angav gårdens størrelse i forhold til jordens bonitet.
Kigger man på hartkornsangivelserne for gårdene i Svanninge ses det,
at der i modsætning til mange andre landsbyer ikke er opgivet nogen
skovparter. Kun to bønder havde minimale skovparter til deres gård i
1739. Sammesteds er angivet: Samtlige Østrupgaards Tienere i bemeldte
Svanninge Bye efter Nye Landmaalings Matricul findes anført for 4 skp. 1 fj. 1
alb. Skov. 46 Dette var et meget lille skovtilliggende for sammenlagt
størstedelen af byens bønder og indikerer tydeligt, at der ikke har
været noget skovbevoksning af betydning inden for ejerlavet, men blot
enkeltstående træer.
Bønderne i Svanninge måtte dermed klare sig uden de skovhaver,
der var så almindelige for resten af grevskabets landsbyer. I stedet
græssede byens kreaturer på overdrevene i Svanninge Bjerge og
bønderne fik mulighed for at samle brænde og gærdsel i
hovedgårdskovene.
43 Fyns Bispearkiv. Jordebog 1667
44 RA, Rtk. Christian 5.s matrikel 1688. Markbog over Svanninge ejerlav 1682.
45 LAF. Svendborg Amt. Landvæsens Kommissionen udskiftningsprotokol, bind VI,
s. 242.
46 LAF. BrG 3/3 Jordebog til Østrupgaard, dateret 4. februar 1739.
27

DEL 2: DET ORDNEDE SKOVBRUG
I løbet af 1700-tallet bredte der sig en udbredt frygt for mangel på
skovens mange livsnødvendige produkter. Danmark var ikke
selvforsynende med skov, hvilket var blevet forstærket af tabet af det
skovrige Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Derfor importeredes skov
især fra Norge. 47 Dertil kom periodevis træmangel, gerne geografisk
forankret, i stigende grad gav anledning til bekymring og klage. Følger
man derfor skovlovgivningen, ses der også mange forsøg på at
regulere brugen af skoven og begrænse skovarealets tilbagegang. Især
efter 1660 kom der gang i skovlovgivningen, hvorigennem den
enevældige kongemagt søgte at begrænse uhensigtsmæssig brug,
godsejernes hugst i skovene og bøndernes skovtyverier. 48
I midten af 1700-tallet fandt man det ikke længere tilstrækkeligt
kun at fokusere på misbrug af skoven. I Tyskland havde man allerede
haft held med at drive skovene på en anderledes måde. Ved at
planlægge, inddele og ordne skovarealet så man udnyttede arealet
bedre, kunne driften intensiveres og man fik langt større udbytte. Og
efterhånden kom der også i Danmark et udpræget fokus på at man
ikke længere blot kunne hugge i skovene, hvad man nu engang havde
brug for. Græsning i skovene, plukhugst og manglende fremsynethed
havde formindsket skovene i både antal, areal og tæthed. I slutningen
af 1700-tallet, der i forvejen var præget af reformer og opgør med
århundredes traditioner, blev derfor også skovbruget udsat for
stigende overvejelser, forsøg og ændringer og med tiden også for
lovgivning. Udviklingen startede i de kongelige skove og i 1805
udstedtes Forordning om skovens udskiftning, vedligeholdelse og fredning i
kongeriget Danmark, af eftertiden kendt som Fredskovsforordningen,
der blev det lovmæssige grundlag for en tiltrængt ændring i
behandlingen af de private skove. 49
Den Gram-Langenske forstordning
De kongelige skove i Nordsjælland på omkring 27.000 ha. blev de
første i Danmark til at blive udsat for den nye og moderne skovbrug,
hvis bagvedliggende tanke i starten var at sikre forsyning af skovens
produkter på lang sigt. Dette skulle gøres ved ikke at hugge mere, end
hvad skoven producerede. Med tiden blev ambitionerne for det nye
skovbrug yderligere hævet: Skovbruget skulle kunne betale sig og der
skulle tænkes på mere en selvforsyning og i højere grad på overskud.
De nye moderne driftsformer er blevet kaldt det ordnede eller regulerede
skovbrug.
47 Fritzbøger 1994 s. 220ff
48 Fritzbøger 1994 s. 372 ff
49 Forordning 27. september 1805
28

De initiativer, der med tiden blev den vigtigste markør for
indførslen af nye driftsformer inden for skovbruget, blev iværksat af
Carl Christian Gram (1703-1780). Gram havde siden 1747 været
Overjægermester, embedet hvorunder skovene sorterede, og han var
meget interesseret i skoven. Af forskellige veje havde han haft en del
berøring med de nye tanker inden for skovbruget og havde bl.a. selv
forsøgt sig med nyplantning for at begrænse sandflugten i Tisvilde.
Gram erkendte, at der måtte gøres noget for skovene, idet der blev
hugget for hårdt og intet gjort for at vedligeholde arealerne. - Men
Gram manglede den praktiske erfaring. Den berømte tyske forstmand
Johan Georg von Langen (1699-1776), der tidligere havde virket i
Norge, blev spurgt til råds om en mulig kandidat, men endte med selv
at påtage sig hvervet.
Von Langen ankom i 1763 og kom til at forestå, hvad der er kaldt
den Gram-Langenske forstordning. Denne nye måde at drive skoven
på var baseret på planlægning, inddeling, renafdrift og nyplantning.
Konkret indledtes med opmåling og tegning af skovkort, samt at lave
en forstprotokol, hvori vedmassen blev takseret og hugsten planlagt
efter en overordnet mål. For produktionen i skovene i Nordsjælland
var det primære mål at skaffe godt tømmer, til bygninger og skibe. Der
skulle altså laves store træer og man satte derfor omdriftstiden til 100
år. Dette betød at skoven skulle inddeles i en række hoved- og
underafdelinger og hver underafdeling skulle svare til, hvad man måtte
hugge på et år. Da omdriftstiden var 100 år, bestod hver
hovedafdeling i princippet af 100 underafdelinger eller årshugster.
Efter en underafdeling var afdrevet eller hugget skulle der plantes nye
træer i stedet. Dette betød hele skoven i løbet af 100 år ville komme til
at bestå af tætte bevoksninger i alle aldre fra et til 100 år. En sådan
skov med lige store afdelinger, med bevoksning i alle
omdriftsperiodens aldersklasser, kaldtes normalskoven. Det siger sig
selv, at en sådan kun kunne blive en realitet på papiret.
Med denne måde at sætte skovdriften i system blev der lagt
betydelig mere vægt på nyplantning og såning. Der havde tidligere
været forsøg med at opelske ny skov, men Langen systematiserede
dette i indhegnede planteskoler, hvor de nye plantekulturer blev
beskyttet og passet, inden de blev udplantet. Dertil kom en større
variation i valget af træsorter. Skoven i Danmark var præget af eg og
bøg, men nu fik også andre danske arter som ask, elm, el og birk plads.
Desuden indførte Langen nye og mere eksotiske løvtræer som ahorn
og kastanje. Med hensyn til træsorter var det dog mest nåletræerne,
som de nye skovdriftsprincipper blev berømt for. Nåletræer havde
nemlig kun i meget lille omfang tidligere været dyrket i Danmark,
inden Langen satte fokus på dem og deres egenskab af hurtigt
voksende bygningstømmer.
29

Trods det store arbejde der blev lagt i de nye indretninger, kom
projektet dog hurtigt i modvind og efter Langens død i 1776 blev
projektet udskudt, men reelt afbrudt. Grundene til kritikken var
mange. Fra kongemagtens side var det lille tålmodighed og forståelse
for de lange tidshorisonter Langen arbejdede med. Man ville gerne se
hurtige resultater. Desuden indebar omlægningerne store
omkostninger. Blandt folk med skoverfaring brød de nye principper
med den herskende praksis. Man fandt det helt absurd, at man de
første hundrede år, indtil skoven havde fået karakter af normalskov,
skulle hugge både unge og gamle træer imellem hinanden, hver gang
en underafdeling skulle afdrives for plantning at ny skov. – Og det
samtidig med, at der andre steder i skoven stod gamle elle rådne træer,
der i højere grad trængte til at blive hugget. Dertil kom, at der ikke
længere blev plads til kreaturgræsning, idet skovene pga. nyplantninger
og kulturarbejder skulle indhegnes. Yderligere blev vildtet
nedprioriteret. Langens principper fik alligevel stor betydning gennem
hans medarbejdere og elever af den skole, som Gram og Langen
oprettede på Jægersborg og som fungerede fra ca. 1765-70. Langens
elever kom nemlig til at videreføre mange af ideerne i det private
skovbrug.
At den Gram-Langenske forstordning blev udskudt, var udtryk
for, at mere konservative kræfter var kommet til orde inden for
skovbruget. Dette ses også af skovforordningen fra 1781, der gjaldt
for de kongelige skove. 50 Denne forordning rummede intet om
planlægning af skovbruget. Hugsten skulle kun følge et fast
afdelingssystem, når det passede ind i driften, ellers ved plughugst. I
stedet for plantning og såning skulle skovfornyelsen primært ske ved
selvsåning. Græsning og høslet kunne stadig ske i skoven, hvis man
vurderede, det ikke var til skade for den opvoksende skov. Større spor
af Langens ideer sås kun i en opfordring til at afprøve nye træsorter.
Fredskovsordningen 1805
Den delte brugs- og ejendomsret i skovene blev betragtet som et stort
problem for skovenes fremtidige tilstand. Derfor blev der i slutningen
af 1700-tallet efterhånden taget initiativ til at fællesskabet i skoven
skulle opløses og hver bruger have sin separate lod. Udskiftningen af
de kongelige skove påbegyndtes omkring 1780, for de private skove
gik det en del langsommere. Først med fredskovsforordningen i 1805
skete der mærkbare ændringer, men der fandtes stadig i 1830’erne
uudskiftede skove.
Udskiftningen eller separationen af skoven bestod i at inddelingen
i overskov og underskov skulle ophøre og hver brugsform have sit
eget geografisk afgrænsede skovareal, som udelukkende skulle benyttes
50 Forordning 18. april 1781
30

til dette formål. Skovene skulle dermed opmåles og takseres i
overskovsareal, læs gærdsel og kreaturers græsning. På den måde skulle
produktionen i skoven rettes mod et bestemt mål og ikke mange
forskellige produkter og brugere som tidligere. Man valgte at betragte
overskovens ejer, dvs. godsejeren, som den rigtige og egentlige
skovejer og derfor blev overskovsarealet placeret de steder, hvor
trævæksten var bedst og tættest. Græsnings- og høsletsarealerne blev i
stedet placeret i udkanten af skovområdet i gårdvise lodder. 51
Fredskovsforordningen påbød udskiftning af skovene inden fem
år. Dertil kom, at kreaturer ikke længere skulle have mulighed for at
græsse i skovene. Skovene skulle indhegnes eller fredes til
træproduktion. På kort sigt betød udskiftningen og fredningen af
skoven at skovarealet faldt drastisk. Når skoven skulle defineres efter
bestemte formål, blev det areal der udelukkende skulle bruges til
trævækst mindre. Al bevoksning uden for hegnet måtte af samme
grund fældes og derfor mistede græsnings- og høsletsarelaerne
træbevoksningen. På længere sigt var indhegningen og fredningen af
skoven dog nødvendig for at sikre et fremtidigt skovareal. 52
Fredskovsforordningen fastslog nemlig samtidig skovpligt for de
områder, der efter udskiftningen blev defineret som skovarealer. Der
måtte skoven ikke afdrives uden at en tilsvarende areal blev beplantet
og der skulle føres tilsyn og gives tilladelser i forbindelse med salg og
hugst. Landskabets udseende forandrede sig, i takt med at
lovgivningen blev implementeret. I stedet for det spættede landskab
med varierende bevoksninger af blandet skov, agerland og
græsningsområder blev skovene geometrisk afgrænsede lokaliteter
placeret bag hegn og stengærder, adskilt i lige linjer fra det øvrige land.
Med udskiftning, indhegning og fredning af skovene var de fysiske
rammer for et moderne skovbrug tilstede. Nu skulle rammerne bare
fyldes med driftsplaner og inddelinger af de enkelte skove og med
tilsåning og nyplantning i de ofte ganske tyndt bevoksede skovarealer.
Til dette krævedes et uddannet skovpersonel og dette betød at
planlægningen af skovbruget først tog rigtig fart i løbet af 1800-tallet.
Tilsynet med de private skove
Med fredskovsordningen kom også nye regler for tilsynet med de
private skove. Tilsynet deltes i to, et retsligt og et fagligt. Det retslige
tilsyn blev foretaget af amtmændene, der årligt modtog indberetninger
fra skovejerne og videresendte dem til centraladministrationen. De
årlige indberetninger til amtmanden burde være en fortrinlig kilde til
forholdene i de private skove, men reelt var denne
indberetningspraksis kendetegnet af skematiske optegnelser
karakteriseret af det ene års afskrivning af det foregående års skema. I
51 Fritzbøger 1994 s. 338ff
52 Oppermann 1887-89. s. 98ff
31

1888 erkendte man indberetningernes manglende indhold og
indberetningspligten ophørte.
Det faglige tilsyn blev varetaget af forstkyndige mænd udpeget af
centraladministrationen. Det faglige tilsyn havde to aspekter. For det
første et overordnet tilsyn, hvor en forstmand med mellemrum
beordredes rundt på et generelt tilsyn af et større områdes skove.
Disse overordnede tilsyn foregik yderst sjældent og er ikke for
grevskabets skove særligt udførlige. Først da der i 1852 oprettedes
særlige regionale tilsynsdistrikter, kom dette overordnede faglige tilsyn
i system. For det andet et særligt tilsyn hvor nye skovejere i ti år efter
købet skulle have godkendelse af hugst, for et kontrollere om
skovpligten blev overholdt. Med skovloven af 1935 blev det faglige
tilsyn placeret hos distriktets statsskovrider og Svendborg Amts
tilsynskreds oprettet.
Skovplanlægningen på de private skovdistrikter blev ellers ikke
reguleret fra statens side og i princippet kunne privatskovene drives
”planløst”, så længe der var tilfredshed med de årlige indberetninger
om skovenes tilstand og behandling og siden at der ikke fandtes fejl
eller mangler ved distriktets tilsyn. 53
Initiativerne på Brahetrolleborg
Den Gram-Langenske forstordning var den vigtigste markør for det
ordnede skovbrugs indførsel i Danmark, men initiativerne var
kronologisk set ikke de første. På enkelte private godser rundt
omkring i landet var der allerede sket ændringer. Interessant i denne
sammenhæng er endvidere at nogle af disse pionerer inden for
skovbrug var geografisk placeret på Sydfyn og at initiativerne i høj
grad blev fulgt på Brahesminde.
Blandt de allerførste var amtmanden over Nyborg og Tranekær
Amter, Gehejmeråd Adam Christopher Holsten (1717-1801) til
Holstenhus. Allerede i 1750’erne indledtes på Holstenhus omfattende
fredning og indhegning af skovarealer. Der nyplantedes på åbne
arealer i skovene og med tiden blev også tidligere agerland inddraget til
skovbrug. Desværre vides der ikke særlig meget om dette forløb. 54
Større betydning fik de omlæggende ændringer på baroniet
Brahetrolleborg lige nord for Holstenhus og øst for Brahesminde.
Skovdriften på Brahetrolleborg blev i løbet af 1800-tallet i høj grad det
sted, hvor andre skovejere søgte inspiration og hvor resultaterne af de
nye driftsformer tidligst lod sig aflæse. Forholdene på stedet blev
derfor udgangspunkt for mange af de faglige diskussioner, der med
tiden formede skovbruget. På mange måder var Brahetrolleborg det
sted, hvor det ordnede skovbrugs mange principper om inddeling,
planlægning, nykultivering, renafdrift og nye træsorter tidligst blev
53 Serup 2004 s. 42, 161ff
54 Weismann 1900 s. 20ff
32

indført i den gennemførte form og hvor omlægningen vedholdende
blev praktiseret.
Omlægningen af skovdriften på baroniet hørte i høj grad sammen
med at besidderen, den allerede omtalte Johan Ludvig Reventlow
(1751-1801), var en af de mest dedikerede tilhængere af ændringer og
reformer af landbrugets gamle og ofte uhensigtsmæssige praksis. J.L.
Reventlow var broder til Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-
1827), den senere statsminister, der i høj grad var ansvarlig for en stor
del af initiativerne og lovgivning i forbindelse med landboreformerne,
ikke mindst den omtalte fredskovsforordning. Brødrene havde
sammen rejst sammen som unge og var begge dedikerede
Oplysningstidens ideer og tanker. De var desuden begge praktiske,
initiativrige og ikke mindst ejere at skovrige godser, hvor de valgte at
lade deres ideer og tanker komme til udfoldelse.
Efter J.L. Reventlow arvede baroniet i 1775 tog han straks fat på
landbruget og da de mest nødtørftige ændringer var iværksat kom
turen også til skovbruget. I 1786 fik forstmand Georg Wilhelm Brüel
(1752-1829), der bl.a. tidligere havde lagt planer på broderens godser
på Lolland, Christianssæde og Pederstrup, og som i 1805 blev
overførster i Nordsjælland, til opgave at lægge driftsplaner for
Brahetrolleborgs skove. 55 Skoven blev efter de ordnede skovbrugs
principper inddelt afdelinger svarende til årshugster og hugst skulle ske
ved afdrift ikke ved plukhugst. Selv om man ansatte flere skovfolk til
at implementere planerne, var i hvert fald hugstplanerne ikke ført ud i
livet i 1806. Dette år blev der nemlig ansat en ny skovrider på
baroniet, der i sine beskrivelser af skovene ikke var tilfreds med, hvad
han så.
Johan Carl Vincentz Oppermann (1784-1861) kom som skovrider
over distriktet de næste 52 år i høj grad til at forme skovene, idet
inddelinger og årshugster nu ikke længere blot var planer på papiret,
men blev rent faktisk gennemført. 56 Især blev der lagt mærke til nye
måder at foretage udhugning, tynding eller gennemhugning i skoven, således
at den opvoksende skov fik bedre mulighed for vækst. Udhugningen
betegnede den vedvarende reduktion af træantallet, der måtte ske i
løbet af en bevoksnings omdriftstid. Hvor omdriftstiden angav tiden
mellem anlæg og afdrift, gjaldt den endelige renafdrift nemlig kun et
lille antal træer i forhold til, hvad der i første omgang blev plantet.
Reduktionen kunne foregå naturligt, således at træerne forringede
hinandens vækstbetingelser og man derefter fjernede dårligt formede
55 Overførster var betegnelsen for det embede, der havde ansvaret for de kongelige
skove i et bestemt distrikt. Overførsteren var underlagt Overjægermesteren indtil
1778, hvor man adskilte skov- og jagtvæsenet. Derefter arbejdede overførstrene
under en Overforstmester, indtil dette embede blev nedlagt i 1851, hvor
administrationen af statsskovene gennemgik en omfattende reorganisering.
Fritzbøger 1994 s. 382ff
56 Weismann 1900 s. 24ff
33

eller syge træer. Men mere udbredt var den såkaldte udhugning, hvor
stammeantallet reduceredes ved fældning efter en overordnet plan. 57
Oppermann foretog udhugninger oftere og i en langt større målestok,
end hvad man hidtil havde set. Resultatet af den kraftigere udhugning
blev at en løvtræsbevoksning ved omdriftstiden afslutning ofte havde
en større masse end ved svag hugst. Da denne masse samtidig var
fordelt på et færre antal træer, var hvert træ dermed af langt større
værdi. 58
Oppermann lagde også et stort arbejde i nyplantning og
kulturarbejde både på åbne arealer i skovene og på nyindtaget
skovjord. Også hedearealer og ufrugtbart land kom under skovkultur.
Store arealer blev bestemt til nåleskov og efter 1815 kom der rigtig fart
på kulturarbejdet. Fyrretræer blev sået og lærk, rød- og hvidgran blev
plantet, flere steder iblandet brik. Resultatet var vellykket og de fleste
af kulturerne kom godt frem. I Oppermanns tjenestetid voksede
skovarealet på Brahetrolleborg fra 2280 tdr. land til 3054 tdr. land. 59
Initiativerne på Holstenhus og Brahetrolleborg blev i høj grad
bemærket på Brahesminde. Men på nær disse tidligt planlagte
ændringer var der generelt på Fyn ikke særlig opmærksomhed på de
nye forstlige ideer. Det betød dog ikke, at man ikke bekymrede sig om
skoven. Man drev dem, som man fandt det rigtigst og som man altid
havde gjort. Nemlig ved at hugge i skoven hvad man havde brug for til
gods og gård. Ud fra indberetningerne til amtmanden om tilstanden i
de private skove i årene efter fredskovsforordningen ses det generelt,
at der ikke er taget initiativ til ordnet skovbrug, men at man fik
indhegnet og fredet de fleste skove. 60 Man fandt at man passede på og
bevarede skoven, ved ikke at hugge med salg for øje, men man havde
ikke øje for, at skovenes vækstbetingelser faktisk kunne bedres ved en
kraftigere hugst. 61 Først efter 1830 omlagdes skovbruget på flere
godser. Brahesminde var blandt de første, der tog erfaringerne fra især
Brahetrolleborg til indtægt, men af forskellige grunde førte planerne
ikke øjeblikkeligt til ændringer. Også her blev 1830’erne årtiet, hvor
der for alvor kom skred i tingene.
57 Fritzbøger 1994 s. 286ff
58 Weismann 1900 s. 36
59 Weismann 1900 s. 70
60 RA: Rtk. 3322.400-406. 1805-48
61 Weismann 1900 s. 22
34

DEL 3: 1800-TALLET
Udskiftningen og skovudstykningen
Da Svanninge ejerlav i 1801 blev udskiftet og dyrkningsfællesskabet
ophørte valgte grev Preben Bille Brahe at udstykke en del af ejerlavets
bymark i Svanninge Bjerge til skovbrug. Arealet var placeret langs det
østre markskel og fik matrikelnumrene 78a og b. Også et areal syd for
landevejen blev inddraget til skov, nemlig Hesbjerg Plantage, matrikel
31b. De to udstykninger benævnedes ofte samlet, som Svanninge
Bjerge eller Plantage, og havde et samlet areal på 211 tdr. land. 62
Der var mange gode grunde til dette initiativ. For det første var
slutningen af 1700-tallet generelt præget af en frygt for mangel på
skovens livsnødvendige produkter og udskiftning og udflytning af
gårde øgede yderligere efterspørgslen. For det andet var skovarealet
under Brahesminde beskrevet som værende i underkanten af det
passende for et så stort godskompleks. For det tredje havde greven set
og fulgt tiltagene på Brahetrolleborg, hvor Knagelbjerg Skov lige op til
Svanninge Bjerge allerede var udlagt til nåletræsbeplanting. For det
fjerde var jorden i Bjergene ikke særlig veludnyttet. På trods af den nye
markinddeling fra 1780 var det ikke lykkedes at få et ordentligt
agerbrug etableret i bjergmarkerne. For det femte var lovgivningen
omkring udskiftningen gunstig stillet overfor at inddrage nye områder
til skovdrift.
Alt i alt lå det ligefor for en moderne indstillet greve at se
muligheder for en bedre og mere effektiv udnyttelse af de ufrugtbare
jorder. Som fremsynet og initiativrig godsejer lå de nye forstlige ideer
og tanker som en oplagt mulighed for udvikling.
Udskiftningen
Udskiftningen er en af de mest grundlæggende strukturreformer det
danske samfund har oplevet. Processen gik i bund og grund ud på at
vikle bøndernes mange forskellige agre ud af de indviklede net af agre,
åse og marker, bundet i den årlige rotation og af landsbyfællesskabet
beslutninger. I stedet skulle hver enkelt bonde have sin egen
sammenhængende jordlod, som han selv kunne administrere, dyrke og
beslutte over. I mange tilfælde blev udskiftningen fulgt af en
udflytning, hvor man helt praktisk og konkret flyttede de enkelte gårde
væk fra landsbyens samling af gårde og ud på den nye jordlod et sted i
marken.
62 Ved metersystemets indførsel i 1907 ændredes opmålingsenhederne. Tønder (tdr.)
land blev til hektar (ha.), kubikfod til kubikmeter (m³). 1 tdr. land=5516 m² og 1
ha.=10.000 m²
35

Denne proces betød en fundamental ændring for hvert eneste
medlem af landbosamfundet. Fra nu af var fællesskabet af mindre
betydning og den enkelte gårdbruger fik større individuelt ansvar. Den
måde man havde dyrket jorden i århundreder og som på mange måder
havde dikteret sociale og kulturelle tænkemåder og handlinger, blev nu
afløst af en ny praksis. Selve udskiftningen var en omfattende proces,
fordi de ejerlavets jord skulle omfordeles, så hver gård fik et jordlod
nogenlunde i samme størrelse som gårdens tidligere tilliggende,
vurderet ud fra jordens bonitet og ydeevne. 63
I denne grundlæggende omfordeling af jord blev det muligt for
godsejeren at omstrukturere sine egne jorde eller erhverve nye
områder til fordel for hovedgårdsdriften. Jorden i hvert enkelt ejerlav
var beskyttet af udskiftningslovgivningen på den måde, at det ikke var
tilladt godsejeren at nedlægge gårde og inddrage fæstejord til selve
hovedgårdsmarkerne. Men dette gjaldt ikke, hvis jorden i stedet skulle
bruges til udstykning af skov. Altså kunne en godsejer godt gøre en
bys jordtilliggende mindre med henblik på nyopdyrkning af skov. 64
Udskiftningen i Svanninge
Udskiftningens nye fordeling af jorden kan ses på udskiftningskortet
fra 1801 og er dokumenteret i de såkaldte sogneprotokoller, der i
årene efter udskiftningen blev produceret med henblik på en ny
matrikulering og skatteudskrivning baseret på den nye jordfordeling. 65
Her ses hvordan de mindre lodder, der lå op til skovudstykningen og
som senere også skulle blive inddraget som fredskov, alle gik under
betegnelsen bjerglodder. Ejerlavet havde nemlig så varierende
jordbundsforhold, at det med udskiftningen stadig ikke var muligt at
samle hele den enkelte bondegårds jordtilliggende i et enkelt og samlet
lod. Mange gårde fik dermed både en indlod, som var gårdtomten i
byen, en udlod, der var gårdens landbrugsareal og dertil et bjerglod,
hvor bonden alt efter overskud kunne opdyrke dele af den dårlige
jord, eller i stedet bruge arealet til græsning. Bjerglodderne var placeret
i de to gamle Bjergemarker og i Nørremarken og havde dermed ikke
nogen bebyggelse tilknyttet. Efter udskiftningen blev de dermed som
før kun i mindre grad brugt til agerland.
Udskiftningen er dokumenteret i Landvæsenskommissionens
udskiftningsprotokol. Det var ikke alle udskiftninger, hvor
63 Skrubbeltrang 1978
64 Forordningen 6. juni 1769: Her forbydes det at indlemme fæstejord unde
hovedgårdsdriften, med mindre jorden indtages til skovs opelskning og fredning.
Forordningen 8. juni 1787: Her gives skovejerne en mere almindelig ret til at indtage
bondejord til skov. Fredskovsforordningen 1805: Her berettiges godsejeren til ved
fæsteforandring at forbeholde sig skoven som fredskov og udelukke bønderne fra
græsningen. Desuden tillades det godsejeren på nærmere betingelser at nedlægge
enkelte gårde når kulturen indtages til skovkultur. Weismann 1900 s. 156
65 KMS, Udskiftningskort 1801 og sogneprotokol 1810-19. Resultatet blev Matriklen
1844
36

Landvæsenskommissionen blev inddraget, men pga. grevens ønske om
skovudstykning har man ville være sikker på, at der ikke senere skulle
vise sig utilfredse miner. Derfor blev Landvæsenskommissionen
inddraget ved skovudstykningen, hvorved alle parter blev hørt og
afgørelsen fik rettens stempel på dens gyldighed.
Landvæsenskommissionsforretningen foregik 3. oktober 1801.
Forretningen skulle afgøres hurtigt, idet bøndernes såning af
vintersæden rug stod for døren. Birkedommer Jensen, der også var
forpagter på Steensgård, Østrupgård og Damsbo havde på grevens
vegne udsendt et oplæg til hvordan man ønskede skovudstykningen.
Til dette svarede de fremmødte bønder: at de ikke havde noget ved Stifts
Land Inspekteurens Forslag og Birkedommer Jensens Pro Memorias Indhold i
dens første og anden Poster at erindre, uden alene at de aldeles ikke ville have med
Hegnet at giøre for den Grund som bliver indtaget til Skovfredning udi Biergene.
Dertil forsikrede birkedommeren: at hr. Greven ikke agtede enten i denne
eller andre henseende at tilføje Bønderne mindste Fornærmelse, men forsaavidt den
af den giorde Erindring, alene ville henskyde sig under de Kongelige allernaadigste
Anordninger, og til sin Tiid derom forbeholde de fornødne. 66
Det vigtige for bønderne var altså ikke at de mistede en del byens
jordtilliggende, men mere at de frygtede for øget hoveri pga.
stengærder, der var påbudt for at skoven kunne betragtes og holdes
som fredskov. Greven pådrog sig selvfølgelig alle skatter af afgifter af
området.
Området beplantes
Udstykningen af skovlodden var et tydeligt tegn på at greven var
fremsynet og inspireret af reformtankerne inden for land- og
skovbrug. I løbet af grev Preben Bille Brahes levetid forøgedes
skovarealet under Brahesminde betydeligt. I 1806 var det samlede
skovareal under grevskabet på 973 tdr. land, heraf var 338 tdr. fredet
og indhegnet. 67 Ved grevens død i 1857 var arealet vokset til 1200 tdr.
land bevokset med skov i tætte, velbehandlede og indhegnede
skovarealer. 68 Med hensyn til nyplantning af hedearealer var projektet i
Svanninge Bjerge faktisk ligeså tidligt, som de første planer om samme
på Brahetrolleborg. Men hvor beplantningen på Brahetrolleborg gik
planmæssigt og rigtig tog form efter 1815, skulle der i Svanninge
Bjerge gå lang tid, før området for alvor fik en skovkultur, der kunne
kaldes vellykket. Dette skyldtes i høj grad den kompetence, der var til
rådighed de forskellige steder. Hvor Oppermann på Brahetrolleborg
var forstligt uddannet i Tyskland, kom der først for 1829 en skovrider
til Brahesminde, der havde erfaring og viden til det enorme arbejde en
66 LAF: Svendborg Amt. Landvæsens Kommissionen udskiftningsprotokol, bind VI,
s. 242. RA: Rtk. Indberetninger om de private skove. 3322.400: 1805-18.
67 LAF, BrG. 16/1, Indberetning om Brahesmindes skove, dateret januar 1806.
68 . LAF, BrG 16/3. Opmålings- og Taksationsregister 1860
37

nyplantning på et så svært og ufrugtbart område, som Svanninge
Bjerge krævede.
Kulturarbejder 1805-1829
Ambitionerne var ellers høje. Allerede ved den første indberetning til
amtmanden efter fredskovsordningen i 1805 beskrives, hvordan
arbejdet med indhegning med jordvold og dobbelte stengærder er i
fuld gang. 69 Dette arbejde blev ikke udført ved hoveri. Dette var jo
bestemt i landvæsenskommissionens forretning. I stedet fortæller en
hegns- og tørveinddeling fra 1802 at alle tilgrænsende matrikler skulle
forestå halvdelen af indhegningen og grevskabet skulle bekoste den
anden halvdel. 70
I 1810 blev der af centraladministrationen taget initiativ til et
generelt forstligt tilsyn med de private skove, for at få et overblik over
hvordan det stod til med overholdelsen af fredskovsforordningen.
Hofjægermester Frederik Ferdinand von Krogh, der siden skulle blive
Overforstmester, fik denne opgave for Fyns vedkommende. Hans
beskrivelse lader meget tilbage at ønske, når det kommer til detaljer.
Tilsyneladende stolede han på de oplysninger, han fik af de ansvarlige
skovbetjente og tog ikke selv skovene i øjesyn. Han oplyste intet om
forholdene i Svanninge Bjerge, men konstaterede blot at der ikke
fandtes nogen fejl eller mangler generelt i Brahesmindes skove i
forhold til fredskovforordningens bestemmelser, på nær enkelte
forhold i nogle af bøndernes skovhaver. 71
Der er dermed ikke mange oplysninger om skovbruget på
Brahesminde de første år af 1800-tallet. I indberetningen til
amtmanden 1806 fortælles om Svanninge Bjerge at Opelskningen hvorpaa
er begyndt sker ved kunstig Udsaaning da der aldeles ingen Skov eller Træer findes
til at afkaste Frøe. 72 Senere kilder giver enkelte oplysninger. Heraf
fremgår det, at der i perioden fra 1805-26 tilplantedes et areal på ca. 50
ha. med nåleskov, fortrinsvis ved såning af fyr og rødgran, men også
enkelte udplantninger. Af disse kulturer lykkedes kun ret få. 73 Til at
foretage dette arbejde havde greven i 1805 ansat en skovrider ved
navn Kæstel. Han fik en årlig løn på 25 rigsdaler, men hans
efterfølgere på posten fandt ikke, at der var sket meget i hans
tjenestetid. I 1826 afløstes han af Wilhelm Saust, der blot efter tre år
blev afskediget af greven. Årsagerne er uklare, men skyldes vist
69 LAF, BrG 16/1. Indberetning om Brahesmindes skove, dateret 15. januar 1806
70 LAF, BrG 5/5. Hegns- og tørveinddeling, dateret 20. februar 1802.
71 RA, Rtk. 3322.261-335. Protokol II, sag 655.
72 LAF, BrG 16/1. Indberetning om skovene på Brahesminde. Dateret 15. januar
1806
73 LAF, BrG 16/11. Besvarelse af de af Hr. Dalgas stillede spørgsmål. Udateret. I
1830’erne udkom Landhusholdningsselskabets beskrivelser af alle landets amter. Carl
Dalgas havde bl.a. udvirket beskrivelsen over Svendborg Amt, der udkom i 1837. Til
dette arbejde havde han inden udsendt spørgsmål og modtaget svar om en lang
række forskellige aspekter af samfundet. Se yderligere Dalgas 1837 s. 335ff
38

snarere, at der var blevet fundet en mere kompetent mand til hvervet,
end at han var faldet i unåde. 74
I Sausts tre tjenesteår blev der faktisk taget initiativ til en del
arbejde i Svanninge Bjerge. Blandt hans forslag til kulturarbejder ses,
at han i 1826-27 foreslog, at der skulle graves 20.000 plantehuller til
gran. Prisen for gravning og plantning anslog han til at være ca. 8
rigsdaler pr. td. land, hvilket greven mente, var i overkanten. 75 I året
1827-28 foreslog Saust plantning af 40.000 graner som nykultur og
20.000 som efterbedring i de eksisterende kulturer. Langs vestsiden af
Svanninge Bjerge skulle der plantes to til tre rækker popler for at
skaffe læ. 76 Det lader til, at i hvert fald nogle af planerne i blev
gennemført. En udateret beskrivelse af Svanninge Bjerge kan tillægges
Saust. 77 De oplysninger beskrivelsen giver, skal dog tages med
forbehold, idet de er skrevet med henblik på at få forholdene til at
fremstå så gunstige som muligt. Senere beskrivelser finder dem også
for positive. 78 Ifølge Saust var 170 tdr. land af Svanninge Bjerges 211
tdr. under kultur og han ventede at arbejdet om to til tre år ville være
gennemført for hele arealet. Anlægget bestod primært af rødgran og
fyr gerne imellem hinanden. Der var blevet plantet læhegn af hvidgran
og popler. Dertil kom lærk og weymouthsfyr i enkelte dalstrøg.
Kultiveringen var primært sket ved besåning og der, hvor det
mislykkedes, brugtes efterfølgende beplantning.
Men som sin forgænger Kæstel blev også Sausts indsats hårdt
bedømt af efterfølgeren i embedet Poul Jacob Bøving (1799-1885), der
i 1829 flyttede ind i skovriderboligen Hanneslund under Steensgård
gods. Han fandt bestemt ikke, at kultiveringen i Svanninge Bjerge
lignede det, Saust havde beskrevet.
Vilkårene for skov i Svanninge Bjerge
Saust havde beskrevet jordforholdene i Svanninge Bjerge i forholdsvis
positive vendinger. Mange steder groede lyng, men hvor de såkaldte
længere græsarter herskede, var jordbunden fugtig og frugtbar
bestående af gul ler blandet med sand. Denne jordbund mente Saust,
lovede godt for besåningen. Området omkring bjergenes højeste
punkt (Lerbjerg) beskrev han som ikke ufrugtbar ler af brunrød farve.
Det værste for kultiveringen var ikke jordbunden, men snarere den
hårde vestenvind, der fik frit løb gennem slugter og over toppe, hvis
74 Weismann 1900 s. 75
75 LAF, BrG. 16/11 Forslag til kulturarbejde dateret 3. november 1826
76 LOA, BrG. 16/11 Forslag til kulturarbejder 3. november 1927. Samt Weismann
1900 s. 72
77 LAF, BrG 16/11. Besvarelse af de af Hr. Dalgas stillede spørgsmål. Udateret. Det
må antages at Skovrider Saust besvarede spørgsmålene i perioden mellem 1826-29,
idet skovhistoriker Weismann refererer til personlige samtaler med Sausts efterfølger
Bøving, der finder beskrivelserne for positive. Altså kan besvarelsen ikke være
foretaget af Bøving.
78 Weismann 1900 s. 40
39

man ikke plantede læhegn. I alt mente han at den særligt ufrugtbare
jord hvor 2 tommer lyng i forening med Rensdyrlav […] bedækker och næppe det
guule Sand ikke løb op i mere end 8-10 tdr. land. 79
Bøving var ganske uenig i denne vurdering. Han meddelte
skovhistorikere Weismann, at arealets jordbund vekslede fra stift ler
ved Lerbjerg til det usleste sand. 80 I 1860 lød hans generelle beskrivelse
af området anno 1829: Hvornår de første Culturer er paabegyndt er mig ikke
bekjendt, dog er af formodning for at antage at det første og andet Decennier af
dette Aarhundrede. Skovens ufordelagtige Beliggenhed, udsat for Vestenvinden i en
lang smal Udstrækning af over ½ mil paa høyderyggen af Svanninge Bjerge,
Jordbunden af meget uensartet Beskaffenhed fra Ler til lerblandet mest stemt Sand
hvis Overflade ikkun bedækkes af Mosser og Lavvækster gjorde det meget
vanskeligt at opelske Skov. Som følge heraf mislykkedes til dels de første Culturer
som var udførte ved Besaaning med Fyrrefrø. Endmere ugunstigt stillede ved at der
ikke blev sørget for disses Vedligeholdelse ved Udbedringer ved Plantning, saaat
den unge Skov kunde opvokse sluttet. I denne tilstand hensygnede Skoven og for
31 Aar siden bestode disse Anlæg kun gruppevis af faa tønder land sluttet Skov,
den største del af adspredte Træer, som ente hensygnede eller var aldeles udgåede. 81
P.J. Bøving og kultiveringen efter 1829
Bøving virkede som skovrider på Brahesminde i 48 år og i løbet af
hans tjenestetid gennemgik grevskabets skove store forandringer. Det
er også i løbet af hans tjenestetid og igennem hans beskrivelser af
skovarbejdet, det er muligt at komme tættere på udviklingen. Bøvings
hårde domme over forgængernes arbejde skal selvfølgelig tages med
forbehold, idet det får hans egen indsats til at fremstå så meget bedre.
Ikke desto mindre skal han nok alligevel have æren for, at Svanninge
Bjerge i midten af 1800-tallet skiftede permanent status fra åben
lynghede til sluttet nåleskov.
Bøving var kendt med lokalområdets forhold. Han var født og
opvokset i Fåborg og kom efter sin konfirmation til Brahetrolleborg,
hvor han kort efter kom i lære hos Oppermann, således at han i Kiel i
1823 kunne tage en forstlig eksamen. For at få yderligere erfaring
vandrede han en periode rundt i Tyskland for at se skovbruget
nærmere an, hvorefter han vendte tilbage til Brahetrolleborg. Bøving
blev i 1827 ansat som Kgl. Skovrider på Hellerup, men vendte tilbage
til Fyn, da han fik tilbuddet om at blive skovrider på Brahesminde.
Kulturarbejder 1829-1860
Da Bøving overtog Sausts kultiveringsarbejde i Svanninge Bjerge
forsøgte han at supplere og lappe i de allerede besåede arealer.
Efterbedringen i arealerne viste sig dog at være mere vellykket end den
79 LAF, BrG 16/11. Besvarelse af de af Hr. Dalgas stillede spørgsmål. Udateret
80 Weisamnn 1900 s. 75
81 LAF, BrG 16/3. Opmålings- og Taksationsregister 1860
40

oprindelige kultur og i sidste ende blev der reelt tale om en
nykultivering. Udover de mislykkede kultiveringer mente Bøving også,
at hele projektet var blevet grebet forkert an fra starten. Man havde
efter grevens ønske startet i yderkanterne af udstykningen i stedet for
planvis at inddele i årshugster og kultivere afdeling for afdeling. Følgen
blev, klagede Bøving, at når omdriftstiden var inde ville man blive
nødt til at fælde træer i mange forskellige aldersklasser. Den
oprindelige kultivering fulgte altså ikke det ordnede skovbrugs
principper. Dertil kom, at de store variationer i jordbunden gjorde, at
selv træer i samme aldersklasse havde meget forskellige vækst og
størrelse. 82
I perioden fra 1829-34 blev hele det udstykkede areal i Svanninge
Bjerge kultiveret. Men pga. efterbedring var arbejdet dog ikke helt
afsluttet før i starten af 1840’erne. Bøvings kultivering af området
adskilte sig ikke fra de foregående forsøg med hensyn til træarter. Den
primære bevoksning var stadig rødgran og på de mest ufrugtbare
steder hvidgran, skovfyr og birk. På steder der var særligt udsatte for
vinden, blev rødgranen iblandet birk. Det, der adskilte Bøvings
kultivering fra de tidligere kultiveringsforsøg, var hans erfaringer fra
kulturarbejdet på Brahetrolleborg samt hans prioritering af plantning
frem for såning. Kun fyr blev i overvejende grad sået. Bøving lod
rødgranen opvokse i planteskoler i meget tætte bevoksninger. Granen
blev derfra udplantet i fire års alderen, til tider ældre, i større klumper
eller buske med tre gange fire fods afstand. Ofte blev der sået græs
mellem planterækkerne for at beskytte og holde på fugtigheden i
jorden. 83 Mange af disse teknikker havde han lært hos Oppermann,
hvor han jo havde hjulpet til med kultiveringen af Knagelbjerg Skov
lige op til Svanninge Bjerge. Bøving blev siden formand for Den
Fynske Skovriderforening, da denne stiftedes i midten af 1800-tallet. 84
Formålet med foreningen var gensidig belæring ved besøg på
hinandens distrikter og var en del af den professionalisering og
organisation, som forstvidenskaben oplevede i løbet af 1800-tallets
sidste halvdel.
82 LAF, BrG 16/3. Opmålings- og Taksationsregister 1860
83 LAF, BrG 16/3. Opmålings- og Taksationsregister 1860
84 Årstallet er ukendt. Weismann 1900 s. 137
41

Det skovtilplantede areal i Svanninge Bjerge 1860
Hele det område, der ved udskiftningen i 1801 var udlagt til skov, var i 1860
tilplantet med nåletræ. Tilplantningen havde voldt problemer primært pga. af
udstykningens udstrakte facon, med grænsen liggende nærmest på bjergenes
højderyg. Denne position gjorde de nye kulturer særligt udsatte for vinden.
Driftsplanen 1860
I 1860 udfærdigede Bøving et såkaldt Opmålings- og taksationsregister
over grevskabet Brahesminde skove. 85 Reelt var der tale om en
driftsplan anlagt efter det ordnede skovbrugs principper. Grevskabets
samlede skovareal bestod på dette tidspunkt af lidt over 1200 tdr. land
fordelt på ca. 153 tdr. land med eg, 446 tdr. bøg, 40 tdr. ellehøjskov
samt ask og birk, 156 tdr. gærdselsskov, 205 tdr. nåletræ og 80 tdr.
85 LAF, BrG 16/3. Opmålings- og Taksationsregister 1860
42

land på skovarealer, der endnu ikke var bevokset. Det sidste drejede
sig om ukultiveret slette, mose og eng. Til arealet talte også
tjenestejord, engdrag og tørvemoser i skovområderne.
Grevskabets skove bestod af fem skovdistrikter. Hvert skovdistrikt
inddeltes ifølge planen i en række hovedafdelinger, 27 i alt, samlet
bestående af 403 underafdelinger. Intentionen var at planen skulle
løbe over 60 år, fordelt på tre perioder af 20 år. Efter hver periode
skulle planen revideres og status opgøres. Som forberedelse til
udarbejdning af driftsplanen blev skovarealet også opmålt og optegnet
i 1857 med henblik på at udfærdige skovkort over området. Desværre
er disse kort nu gået tabt og det er derfor ikke muligt præcis at
lokalisere de afdelinger, beskrivelser og planlagte forandringer, som
planen foreskriver.
Skovarealet i Svanninge Bjerge var i Bøvings plan inddelt i
hovedafdelingerne A, B og C, der samlet indeholdt 50 underafdelinger.
Hesbjerg Plantage udgjorde hovedafdeling D. Udover at lægge planer
for fremtiden, blev også den øjeblikkelige tilstand i plantagen
beskrevet. Bevoksningen i afdeling A og C var generelt i aldersklassen
31-40 år, blandet rødgran og fyr. Da planterne kunne være oppe imod
seks til otte år ved udplantning, stammede bevoksningerne altså fra
Bøvings store kultiveringsindsats mellem 1829-34. I afdeling B fandtes
et enkelt større område i aldersklassen 21-30 år, men siden starten af
1830’erne havde der ikke været plantet meget i området. I de yngre
aldersklasser fandtes meget lidt, omkring 5000 kvadratalen gran og fyr
i klassen 11-20 år og samme areal i klassen 1-10 år. Moserne i afdeling
A var beplantet med el, men de øvrige moser i området fandt Bøving
ikke lønnede at kultivere. Af andre træsorter fandtes i afdeling B og C
mindre arealer med lærk og weymouthsfyr. To udstykninger var
reserveret til tjenestejord for skovfogeden.
Trods det ikke er muligt at lokalisere afdelinger og underafdelinger
præcist er det alligevel muligt at danne sig et overordnet billede af
geografien. Afdeling A var den største afdeling og lå nordligt placeret
op med grænsen til Sollerup. Afdeling C var den mindste, placeret
sydligst i området op til landevejen mellem Nyborg og Bøjden. I
midten lå afdeling B. Kultiveringen af Svanninge Bjerge var foregået
først i A og C, siden i B. Mod nord til Sollerup udgjordes grænsen af
en dyb grøft med vand. Ellers var hegningen primært foretaget med
stendiger, enkelte steder med jordvold eller risgærder. Beskrivelsen går
ikke tæt på al trævækst i området. Fx nævnes ingen læhegn
overhovedet, hverken af popler eller hvidgran, trods de kendes fra de
øvrige kilder.
43

Omtrentlig placering af afdelingerne i driftsplanen 1860
Den fremtidige hugst
Bøving fandt, at man måtte tage højde for, at den prioritering greven
havde givet kultiveringen i Svanninge Bjerge, havde bevirket at
distriktet nu var i besiddelse af et stort areal med nåleskov i samme
aldersklasse. Dette var endda sket i samme periode, som man også
mange steder på Sydfyn havde kultiveret store arealer med nåleskov. I
alt skønnede han, at der samlet på Brahesminde, baronierne
Brahetrolleborg, Holstenhus og Lehn, på grevskabet Muckadell, samt
mindre godser som Rødkilde, Skjoldemose m.fl. var kultiveret ca. 1200
tdr. land med nåleskov. Bøving bekymrede sig derfor for om
markedet, når plantagerne blev hugstmodne kunne give en rentabel
pris. Den normale omdriftstid på nåleskov, mente Bøving de fleste
steder ville være omkring 40-50 år. Altså ville plantagerne være
hugstmodne inden for 10-20 år. Da han samtidig skønnede, at det
generelle behov for tømmer ville stige, anbefalede han, at man var
forholdsvis mådeholden med hugst i nåletræsarealer i planens første
20-årige periode. Så kunne man, når mætningen af markedet var
overstået og konjunkturerne vendte, benytte de opsparede ressourcer.
44

Skovarealet udvides
Fra omkring 1870 indledtes en proces, hvor fredskovsarealet i
Svanninge Bjerge voksede betydeligt. Hidtil havde det som sagt kun
været matriklerne 78a og b der havde været udstykket til skov, men i
løbet af de næste 10 år nærmest fordobledes arealet. Den overordnede
plan var, at når en af de pågældende gårde i Svanninge by, der havde
bjerglod i området skulle have ny fæster, fx pga. dødsfald eller
svagelighed, erhvervede grevskabet i stedet området og indlemmede
det i fredskovsarealet. Af denne grund blev kronologien i inddragelsen
lidt springende. Første matrikel der indlemmedes i området var 8c i
1872 og 10b kom til i 1876. I 1882 fik 16k status af fredskov, 1883
yderligere 9b og 11b. Efter dette var der en længere pause i forløbet
hvorefter 18e kom til i 1893 og til sidst 36d i 1907. Også 17d købtes af
greven i denne periode, men det præcise årstal kendes ikke.
De nye områder adskiller sig ikke nævneværdigt fra det oprindeligt
inddragede areal. Der er også tale om et kuperet og ganske ufrugtbart
areal. Dog fik den beskrivelsen i 1881: Den nye Plantages Jordbund i
Svanninge Bjerge er vel ikke i sin Helhed fuldt saa ufrugtbar som den gamles, om
end nogle strækninger ikke staa tilbage for dennes, men gennemgaaende kan det
siges at den kun egner sig til Cultur med nøisomme træarter. 86
Ved erhvervelsen af de pågældende matrikler er det interessant, at
ejerforholdene ikke blev de samme. 16k, 17d, 18e og 36a blev grevens
egen private ejendom, hvorimod de øvrige blev underlagt det samlede
grevskab. Grundene til dette er uklare, men kan hænge sammen med,
at man i perioden også var begyndt at sælge fæstejord til bønderne,
som altså derved fik ejendomsret og ikke kun brugsret over deres
gårde. De blev i stedet selvejere. 87 For skovkultiveringen i de
nyindlemmede områder fik de to forskellige ejerskaber den betydning,
at grevens egne besiddelser ikke blev behandlet i de følgende
driftsplaner. Det var dog stadig grevskabets skovrider og
skovfogederne under ham, der havde ansvar og opsyn med
områderne. Med tiden fik de to ejerskaber yderligere den betydning, at
grevens egne ejendomme ved lensafløsningen blev solgt og først i
1986 igen blev en del Steensgårds skovområde i Svanninge Bjerge.
Grevskabets øvrige skove
Ikke kun Svanninge Plantage kom under Bøvings kyndige hånd, også
resten af grevskabets skove havde potentiale for intensiveret drift
under det ordnede skovbrugs principper. Indsatsen gik primært ud på
at slutte spredte bevoksninger og tætne åbne steder i skovene. I stedet
for den naturlige selvsåning, der før tiden havde været anvendt, blev
kunstig besåning af bøg og eg nu anvendt. Carl Dalgas beskrev
86 LAF, BrG. Driftsplan 1881 16/10
87 Bjørn 2002 s. 58
45

skovene således i 1837: For øvrigt er Grevskabets Skove […] såre vel
behandlede, idet man så meget som muligt søger at indføre regelmæssige Hugster og
beplanter Aabningerne. I Enemærket findes således et ikke ubetydeligt Areal
skønne, tætsluttede unge ege, frembragt ved kunstig besåning, og som allerede er
kommet under Udhugning. Malsdam, en skov på 60 tdr. land har en sluttet
bestand af 30-60 årige Bøge og Ege, som ligeledes begunstiges ved Udhugning. I
Skadeløkkerne findes 30 års fyr. 88
Ud over beplantningen af Svanninge Bjerge, høstede Bøving størst
anerkendelse fra de efterfølgende skovfunktionærer under grevskabets
skovdistrikt, for de betydelige nye egebevoksninger i Duered,
Enemærket og Dyreborg. Dertil kom nåletræskulturerne, der efter
1875 blev anlagt i de såkaldte Østrupgaards Bjergjorder. 89 Dette
område var meget lig Svanninge Bjerge i jordbundsforhold og
plantagerne blev derfor meget lig i udformning.
Men udviklingen mod det ordnede skovbrug og den ensartede
produktion var ikke entydig. Fx vedblev bønderne i Falsled, Jordløse
og Haastrup med at have skovhaver til græsningsbrug. Disse skove
blev nemlig ikke indhegnet og fredet, idet de simpelthen var
uundværlige for bøndernes drift, trods fredning og indhegning
oprindelig havde været intentionen. En Landvæsenskommission fandt
ved Jordløses udskiftning i 1788, at det simpelthen ikke var muligt at
frede både Tjære- og Smuttehaverne under byen. I stedet blev kun
Tjærehaverne fredet og når skoven med årene blev stor nok til ikke
længere at tage skade ved kreaturgræsning, skulle fredningen ophæves
og i stedet overgå til Smuttehaverne. Bønderne beholdt endda retten
til gærdsel i Tjærehaverne, idet kun kreaturerne lukkedes ude.
Smuttehaverne beskrives i de årlige indberetninger med ordene:
Smuttehauge, circa 108 tdr. land. Skoven er ikke fredet da Beboerne af Jordløse
For og Efterår må græsse smaa Kreaturer og ligeledes har Gærdselshugst. Skoven
bestaar af adspredte Bøge som ved Naturen er frembragt. 90 Da greven senere i
1811 efter fredskovsforordningens indførelse blev bebrejdet den
manglende fredning, tilbagemeldte han med slet skjult irritation,
hvordan ordningen var opstået. 91 Først med salget af fæstegods i
slutningen af 1800-tallet og bøndernes overgang til selveje ophørte
fællesskabet i skovhaverne og de kom under fred. Så længe grevskabet
havde ansvar og forpligtigelser over for fæstebønderne, var en ensidig
skovdrift udelukkende orienteret om træproduktion ikke mulig.
88 Dalgas 1837 s. 335ff
89 StG, Driftsplan 1962-72. Østrupgårds Bjergjorder blev senere kaldt Østrupgård
Skov.
90 RA, Rtk. 3322.400-406. De årlige indberetninger var nærmest på ordlyd identiske
år for år. Indberetningernes var tilsyneladende en sur pligt for godsejerne og blev
ikke videre studeret og brugt af centraladministrationen. Fx havde Grev Bille Brahe i
1806 indsendt kopi af den omtalte Landvæsenskommissionsforretning vedr.
Jordløse, som altså ikke var blevet taget til efterretning.
91 RA, Rtk. Protokol II, sag 760. Dateret 13. juni 1811 af grev Bille Brahe
46

Alligevel havde grev Bille Brahe behov for at understrege: At jeg
ellers ikke er ligegyldigt for mine Skove og deres opkomst, erfares noksom deraf at
jeg ved Damsbo har indtaget til Fredskov en Strækning af omtrent 30 tdr. land.
Ved Østrupgaard 2nde Fredskove begge paa omtrent 140 tdr. land og paa
Svanninge Byes marker en Strækning af 211 tdr. land, hvorudi paa nogle Aar er
begyndt med saaning af Naaletræer, Gran og Fyr, som saaledes med stor
Bekostning aarligt fortsættes efter at dette store Jordesmon nu for det meste med
Steengierde er bekostet indhegnet. 92
Driftsplanen 1881
Bøving havde dikteret, at hans driftsplan skulle revideres efter en 20
årig periode. Denne opfordring blev rent faktisk fulgt og en ny
driftsplan så dagens lys i 1881. 93 Dette hænger også sammen med, at
grevskabet havde fået ny besidder, der som sin farfar interesserede sig
for skovbruget. Efter Preben Bille Brahes død i 1857, blev grevskabet
overtaget af hans søn Henrik Bille Brahe (1798-1875). Denne var ikke
særskilt interesseret i landvæsenet og godsdriften og kom først til
godset i en moden alder, hvor inden han havde gjort karriere som
diplomat. Han nåede ikke at sætte mange spor i grevskabets historie
og døde i 1875. 94 Hans søn Preben Charles Bille Brahe Selby (1842-
1918) var derimod handlekraftig og fuld af virkelyst og satte kort efter
sin tiltrædelse en omfattede ombygning i værk af hovedsædet på
Hvedholm Gods. Skovbruget fik også hans engagement at mærke og
dermed også nåletræerne i Svanninge Bjerge. 95
Selve planen blev ikke udfærdiget af grevskabets egen skovrider. I
stedet blev arbejdet udført af J. H. Buch, forstkandidat og skovrider på
Grevskabet Gyldensteen. Det er meget interessant, at Buch fik
fuldstændig frie hænder til arbejdet på, nær én meget vigtig detalje.
Greven havde egenhændigt bestemt, at Svanninge Bjerge skulle
reserveres udelukkende til nåleskov! Kun de afdelinger, der allerede
var bevokset med løvtræ, blev undtaget denne regel. Bag ordren kan
indirekte læses, at der havde været planer om at nåleskovsarealerne
gradvist skulle overgå til løvskov, efterhånden som den stadige
kultivering bedrede jordforholdene og gav læ for de mindre hårdføre
løvtræer. Denne intention kendtes også fra de omkringliggende
godser. Dermed havde man altså på ingen måde betragtet løvskov som
noget umuligt i bjergene.
I driftsplanen anes en svag misbilligelse af denne restriktion i
Buchs arbejde, idet han uforholdsvis ofte nævner Grevens udtrykkelige
Ordre. Tilsyneladende havde Buch selv prioriteret en mere alsidig drift.
At greven ville reservere Svanninge Bjerge til nåletræ kan skyldes, for
92 RA, Rtk. Protokol II, sag 760. Dateret 13. juni 1811 af grev Bille Brahe
93 LAF, BrG. 16/10. Driftsplan 1881
94 Bjørn 2002 s. 48ff
95 Bjørn 2002 s. 58
47

det første at det var et sikrere valg i det ufrugtbare område og for det
andet, at nåleskovens med dens kortere omdriftstid ville betyde en
højere indtægt på kort sigt.
Buchs planlægningshorisont var 100 år, fordelt over fem perioder.
Planens udformning begrundede Buch med følgende beskrivelse af
formålet og midlerne til planlægning og regulering: For at hævde
Skovbrugets Berettigelse som Industri maa det være Reguleringens Opgave at
indrette Planen således af der i Skoven i form af Materialforaad og
Jordbundsværdi, udlagte Kapitaler omsættes og anvendes paa den mest rentable
Maade. Den første Betingelse for at opnaa dette synes at være et rigtige Valg af
Træsorter i forhold til Jordbund og Lokalitet, og dernæst bestemmelse af det
Tidspunkt, paa hvilket det forhaandenværende Materialeforraad ved sin Benyttelse
forrenter den største Jordbundsværdi. Disse Arbeider kaldes forstlig talt, at
bestemme Driftsklasserne og Omdriften. 96
Som til planen fra 1860 blev der igen produceret nye skovkort over
distriktet. Disse er som den forrige desværre også gået tabt.
Inddeling
Skovarealet var vokset siden den forrige driftsplan. I 1881 dækkede
grevskabets skovareal 1307 tdr. land. I dette areal var dog inkluderet
lidt over 90 tdr. land bl.a. i Svanninge Bjerge, der var planlagt til
skovbrug, men endnu ikke inddraget og kultiveret. Grevskabets
skovareal var fordelt på ni forskellige skove, der til sammen var opdelt
i 11 hovedafdelinger, nummereret I-XI. Svanninge Bjerge bestod af tre
hovedafdelinger; IX, X og XI.
Inddelingen var altså anderledes and den tidligere driftsplan fra
1860, alligevel kan det ses at flere af afdelingsgrænserne var de samme,
idet de jo på sin vis var dikteret af naturlige skel og den tidligere
beplantning. Inddelingen i Svanninge Bjerge lader sig trods de
manglende skovkort rekonstruere så vidt, at afdeling IX var hele det
nyinddragede område vest for den gamle plantage. Afdeling X var den
nordlige del af den gamle plantage og afdeling XI den sydlige del.
Skellet har højst sandsynligt fulgt den gamle markgrænse mellem de
Yderste og Forreste Bjerge. Driftsplanen indeholdt præcis som den
forrige en beskrivelse af den øjeblikkelige tilstand i skovene, samt en
plan for fremtidens skovdrift. Endda var 1881-planen i sin beskrivelse
endnu mere detaljeret for de enkelte afdelinger og giver derved
mulighed for at komme ganske tæt på de enkelte bevoksninger.
96 LAF, BrG. 16/10. Driftsplan 1881
48

Hovedafdelingernes placering i driftsplanen 1881
Svanninge Bjerge anno 1881
Siden Bøvings store kultiveringsarbejde i starten af 1830’erne havde
skovarbejdet i Svanninge Bjerge primært drejet sig om efterbedring og
udhugning. Matrikel 8c blev inddraget 1872, men først i 1875, med
den nye greves overtagelse, kom der gang i kultiveringsarbejdet.
Buch beskrev det nyinddragede område i IX således: Denne
Hovedafdeling har ikke tidligere været Skov, men er først i løbet af de sidste halve
snese Aar reserveret til Træcultur. Størstedelen er Arealet er nu besaaet eller
tilplantet med Naaletræ, resten henligger som Slette eller Ager, bestemt til at
cultiveres med Skov saa snart Fæsteledighed indtræder. [..] Arealet er fuldstændig
ubeskyttet mod Vest, Nord og Syd. Denne omstændighed i Forbindelse ned
Jordbundens mere eller mindre dårlige Beskaffenhed samt det stærkt cuperede
Terrain vanskeliggjør et heldigt Udfald af Culturerne og kræve nøie Hensyn til
valget af Træarterne samt Anlæg af Læbælter; med ned Hensyn til disse er der
allerede gaaet hensigtssvarende Arbeider forud. Som følge af Terrain og
Jordbundsforholdene vil der ikke være Anledning til at foretage Grøftning i
kommende Tider udover hvad der allerede er sket.
Går man tættere på de enkelte underafdelinger ses, at der hvor
kultiveringen var begyndt, var der plantet læhegn af hvidgran og at
disse voksede godt. De yndede sorter i selve bevoksningerne var
49

ødgran, østrigsk fyr og bjergfyr. Lærk brugtes som efterbedring, hvor
kulturerne ikke så ud til at lykkes. Kulturerne var mellem fire og ti år
gamle, alt efter hvor gamle planterne havde været, da de blev sat ud
ved kultiveringens start i 1875. Generelt så kultiveringerne ud til at
lykkes pænt, især plantningerne af rødgran. Ikke helt så lovende var
fyrren.
Afdeling X lå længst mod nord og den Beliggenhed frembyder gode
Betingelser for Trævækster forsaavidt den eventuelle Cultur vil finde beskyttelse
mod Vinden af andre Skove. Terrainnet er i høi grad cuperet, stærkt vekslende
Bakkedrag og Lavninger. Jordbunden gjennemgaaende let og sandet. Veie
forefindes i tilstrækkeligt antal, navnlig naar de Linier der nærmest maa være at
anse for Brandlinier benyttes til Færdsel, hvor det er muligt. Grøftearbeider vil
fremtidigt indskrænke sig til Bortledning af Vandet fra enkelte Moser. I denne
afdeling var bevoksningen primært rødgran og fyr i aldersklassen 30-
39. 24 af afdelings 62 tdr. var i denne klasse. 16 tdr. var i aldersklassen
10-19 år. Det meste i denne klasse var el, skudt fra roden, der var
blevet brugt til at kultivere afdelingens våde områder og moser. Af
aldersklasserne ses det, at kultiveringen i Svanninge Bjerge trods
hovedindsatsen var afsluttet i 1834 alligevel ikke endte her. Den store
mængde 30-39 årige rødgran og fyr må være dele af den omfattende
efterbedring, der var nødvendig helt op i 1840’erne. I hovedafdelingen
ses også enkelte afdrevne arealer, der sikkert har været vellykkede
kulturer fra starten af 1830’erne. Af andre træsorter ses weymouthsfyr
og hvidgran i enkelte læbælter.
For afdeling XI gjaldt også hvad der er sagt om Afdeling X i henseende til
Terrain, Veie og Vandafledning. Men bevoksningen adskilte sig nu fra
afdeling X. Træsorterne var mere varierede og afdelingen rummede
hel to underafdelinger med omkring 4 tdr. bøgebevoksning i 10
årsalderen, dertil kom hvidgran i læbælter, samt lærk og weymouthsfyr
i større mængder. Desuden en kraftig hindbærvegetation. Området
rummede også en nedlagt grusgrav og flere moser. Størstedelen af
bevoksningen var dog rødgran og fyr i aldersklassen 30-39 år, 85 tdr.
og 40-49 år, 7 tdr.
Arealerne med rødgran blev generelt betegnet som smukke og
Buch fandt dem tilfredsstillende både i højde og vækst. Han mente
den svage gennemhugning i rødgranen var årsag til den gode vækst.
Dette gjorde til gengæld nu, hvor man var begyndt at afdrive i området
at rødgransbevoksningerne især i udkanterne var meget udsat for den
kraftige vind. Mange steder var plantningen af rødgran foregået i
sammenhæng med såning af fyr. Dette havde fungeret godt, men
fyrren måtte vige for granen, som denne var vokset til. Fyrren stod nu
kun holmevis og nogle steder enkeltvis rødgranen i ren bevoksning.
50

Planen for fremtiden
Det ses at Bøvings plan om at være tilbageholdende med afdrivningen
af nåleskoven i store træk var blevet fulgt. Der var i de 20 år, der var
gået, ikke afdrevet nævneværdigt i området og mest i hovedafdeling X.
Den hugst Buch planlagde for den følgende periode, var heller ikke
kraftig, men skulle langsomt stige. Taksering af massen blev foretaget i
afdeling X og XI, idet kultiveringen jo først lige var startet i IX. For
afdeling X beregnedes en årlig tilvækst på 48.000 kubikfod, baseret på
en takseret masse på 160.700 kubikfod. 97 For afdeling XI var
beregnedes den årlige tilvækst til 99.000 kubikfod, den takserede masse
fastsloges til 339.500 kubikfod. En årlig afdrift på ca. 4 tdr. land,
gradvist voksende mod 6 tdr. land ville på baggrund af masse og
tilvækst give et gennemsnitligt årligt udbytte på 33.900 kubikfod.
Afdriften skulle gribes an, så man startede i nord og bevægede sig mod
syd og afdrift i Hesbjerg plantage skulle først begyndes i den
efterfølgende anden periode.
I modsætning til Bøving, mente Buch tilsyneladende godt det
kunne betale sig at forsøge at kultivere områdets våde eller side
områder, som de kaldtes. Både i afdeling X og XI var områder, der
kunne afgrøftes og kultiveres med blødtræ. Til beplantningen af side
områder kunne der åbenbart godt gives dispensation fra
nåletræsmonopolet. Arbejdet med efterbedring og gennemhugning i
bevoksningerne var selvfølgelig også en del af planerne. Desuden
skulle der i afdeling XI underplantes med ædelgran i de 30-40 årige
fyrrebevoksninger.
Træarter
Buch prioriterede lidt anderledes end Bøving med hensyn til træarter.
Rødgranen fik selvfølgelig stadigvæk den vigtigste plads, men den
almindelige fyr som Bøving havde plantet meget af, ville hos Buch
ikke længere finde så stor anvendelse, kun på de allermest magre jorde.
Bjergfyr skulle heller ikke have den store plads og igen kun på dårlig
jord. Østrigsk fyr havde været brugt en del, særligt i de senere år, men
Buch fandt det ildevarslende, at de allerede nu i flere steder var blevet
angrebet af insekter. Han mente dog, at det endnu var for tidligt at
vurdere disse fyrrebesåninger. Derimod var Buch vældig begejstret for
weymouthsfyr og lærk, som ikke i så stor grad tidligere var blevet
benyttet. Disse sorter mente han i høj grad skulle tildeles et langt
større areal i nåletræsområderne. Han mente desuden, at man godt
kunne prioritere ædelgranen højere, måske endda på bekostning af
rødgranen. De steder, hvor han havde plantet ædelgran, havde
væksten været fortræffelig.
97 72 kubikfod=1 favn=2,226 m³
51

Kultiveringen på grevens egne skovudstykninger
Selvom matriklerne 16k, 17, 18e og 36a var grevens personlige
ejendom var deres drift og tilsynet med dem stadig underlagt
grevskabets skovbetjente. Men deres kultivering fremgår ikke af
driftsplanerne. Til gengæld kan man få et lille indblik i tilstanden i
området gennem tilsynet med de private skove. Når en ny lod blev
inddraget til fredskov, skulle det inden for en kort årrække synes, for
at centraladministrationen kunne være sikker på, at arealet rent faktisk
var under kultivering med skov. Denne syning fandt også sted for alle
de nyindtagede skovlodder i Svanninge Bjerge og alle vegne fandtes
forholdene tilfredsstillende. Derfor kunne dette særlige opsyn
efterfølgende ophøre og områderne blev i stedet underlagt den
generelle årlige indberetningspligt for de private skove til denne
ophørte i 1888.
Forstkandidat Otto Frederik Jørgen Bloch havde i slutningen af
1800-tallet (1869-1899) tilsynet med de private skove i det fynske
tilsynsdistrikt og i november 1883 synede han de fleste at de matrikler,
der siden 1872 var blevet inddraget til skov i Svanninge Bjerge.
Grevens matrikel 16k beskrev Bloch således: At dette mod nordøst til
anden Fredskov begrænsede Terrain i hele sin øvrige Ydergrændse mod ikke
Fredskov fandtes forsynet med forsvarligt Hegn samt at Arealet fandtes
fuldstændig tilcultiveret med Naaletræ i god Fremvækst, og tør Eg. 98
I 1896 beskrev Bloch tilstanden i 18e, der var underlagt
fredskovsordningen tre år tidligere: Den pågældende Lod hvis Terrain er
meget kuperet og hvis Jordbund for en del lyngklædt Jordleer er af en meget ringe
Beskaffenhed og som mod Syd for en mindre del indtaget af Tørvemose er
udelukkende egnet for Kultur med Naaletræ og Birk. Den fandtes indhegnet
overalt med Stengærde, Jordvolde og i Sydøst begrændset af andet Fredskov, langs
den vestre Side fandtes anlagt et med Hvidgran, Bjergfyr beplantet Læbælte og den
sydlige Halvdel fandtes med Undtagelsen af Tørvemosen at være i afvigte Aar i
foraaret bredsaaet med Frø af Skov og Bjergfyr samt Rødgran, hvoraf en del
Opvækst var nylig men paa Parcellens nordlige Halvdel var endnu ikke forsøgt
nogen Skovkultivering. 99 På grund af det sidste gik parcellen først ud af
det særlige tilsyn i 1904.
Samlet adskilte behandlingen sig af grevens skovjord sig altså ikke
fra den øvrige og i det daglige skovarbejde har der sikkert ikke været
den store forskel. Økonomisk indgik driften dog selvfølgelig i to
forskellige regnskaber. Kulturerne på grevens skovområde opnåede
dog ikke at blive hugstmoden og indbringe nogen indtægt før andre
begivenheder motiverede til et salg af de private skovlodder.
98 LAF, FSsD. B1.6
99 LAF, FSsD. B1.6
52

Skovens udstrækning 1889
Den sydvestlige del af Svanninge Bjerge, matriklerne 17d, 18e og 36d var på dette
tidspunkt endnu ikke erhvervet af greven og brugtes stadig til agerdyrkning. I 1866
havde skolelærer F.C. Pedersen opført Sandbjerggård lige vest for skovområdet. Til
denne gård hørte også jord beliggende på den anden side af Odense-Fåborg
landevejen. På kortet ses en skovplantet lille jordlod lige vest for landevejen, nord
for den nuværende restaurant Skovlyst. Tilplantningen med gran og fyr var sket i
starten af 1880’erne på Svendborg Amts regning for at begrænse sandflugt. Kort- og
Matrikelstyrelsen.
Vejnettet i skoven
Det oprindelige vejnet af landeveje i området kan man se på kort fra
slutningen af 1700-tallet. En Generalvejskommission var blevet nedsat
i 1778 med henblik på at komme med forslag til en ny vejforordning.
Resultatet blev vejforordningen af 13. december 1793, hvor rammerne
for en større omlægning, udvidelse og nybygning af vejnettet blev
udstukket. Som forberedelser til nyanlæg af veje blev der tegnet en
mængde meget detaljerede kort, der giver fine topografiske detaljer om
det omkringliggende område. Vejforordningen opdelte vejnettet i tre
typer veje. Hovedlandevejene, der skulle forbinde proviserne,
landevejene mellem købstæderne og tilslut bivejene, som var de lokale
veje mellem fx landsbyen og møllen. 100
100 Topsøe-Jensen 1966 s. 157ff, 184ff
53

På Fyn fik vejen mellem Nyborg, over Odense til Middelfart
hovedlandevejsstatus og siden bestemtes videre, at vejen fra Nyborg til
Bøjden skulle have samme karakter. Bøjden blev dermed
hovedfærgested for forbindelsen til Sønderjylland. Hovedlandevejen
erstattede den gamle landevej mellem Nyborg og Bøjden, der med sit
krogede forløb gik gennem selve Svanninge By. Kom man fra Nyborg
havde man inden man nåede Svanninge, fulgt markskellet og stendiget
mellem den Nederste Bjerge Mark og Søegårdsmarken.
Den nye landevej derimod kom med rette vinkler og lige forløb til
at gennemskære Søegårdsmarken og adskille Svanninge og Hesbjerg
Plantage, for derefter at løbe syd om Svanninge. Præcis hvor vejen
løber i dag. Vejanlægget blev forsinket en del bl.a. pga. af krigen, 1807-
14 og statsbankerotten i 1813, men endelig omkring 1820 var vejen
færdig. Efter anlægget af den nye landevej blev den gamle vej en del af
vejnettet i skovudstykningen i bjergene. Skovvejen løbende fra den
nuværende landevej, forbi Fristed og Sandbjerggård er dermed den
gamle eller oprindelige landevej. En hovedfærdselsåre, der som det var
karakteristisk for fællesskabstidens vejnet gik fra landsby til landsby,
følgende landskabets bugtende kurver.
Landevejen mellem Nyborg og Bøjden 1795
Den gamle landevejs snoede forløb, ses gennem Svanninge Bjerge. Den følges
næsten med stendiget, der adskiller Søegaardsmarken og de Forreste Bjerge mark.
Nederst ses påskriften: Disse Svanninge Marker overordentlig Bakkede og Sandede.
Rigsarkivet.
54

Færdselsårerne i Bjergemarkerne inden udskiftningen var få og havde
karakter af hjulspor og gangstier. Men de få veje, der er indtegnet på
udskiftningskortene, ligger nøjagtigt hvor vejene også løber i dag. Se fx
kortet på side 21. Vejene førte til områdets tørvemoser og var ikke
gennemkørselsveje. Karakteristisk for den sammenfaldende vejforløb
er den slyngede vej fra Fåborg-Odense-landevejen ned til matrikel 78b.
Og på samme måde vejstrækningen nordligst i den Yderste Bjerge
mark, lige forbi Haugsmosen. Vejene var slyngede og fulgte
landskabets kurver.
Med udskiftningen blev området udstykket i nærmest kvadratiske
lodder og med denne proces fulgte nye bevægelsesmønstre i
landskabet. De meste af det vejnet, der præger området i dag følger de
nye lodders lige linjer. Men inden i selve skovudstykningerne skulle
der selvfølgelig også anlægges nye veje. Dette arbejde gik som med
indhegningen af den første skovudstykning stærkt og vejnettet blev ret
hurtigt karakteriseret som tilfredsstillende. I driftsplanen 1881 blev
skovens vejnet beskrevet som: Paa hele det Areal som er lagt ind under
Skoven er der sørget tilstrækkelige og gode Veie af hvilke en forholdsvis ringe
Længde endnu er afstukken, resten er i en god fuldført Stand, disse Veie vil senere
være at supplere med nye paa de Arealer der foreløbig henligge ucultiverede. 101 Det
vejnet man kan se af kort over den første skovudstykning fra 1865,
viser et vejnet stort set identisk med det nuværende. Ved arbejdet med
vejene etablerede man lokale grusgrave langs vejstrækningerne.
Sådanne ses i dag enkelte steder i landskabet.
101 LAF, BrG. 16/10. Driftsplan 1881
55

Planlagt placering af den nye landevej i forhold til den gamle 1801
Den nye vej mellem Nyborg og Bøjden, skulle have karakter af hovedlandevej, idet
den forbandt provinserne Fyn og Sønderjylland. Hovedlandevejene skulle anlægges
så lige som muligt og have en bredde af 20 alen. Bøjden blev dermed gjort til
hovedoverfartssted til Sønderjylland. Vejen stod færdig i 1820. På kortet ses
områdets stendiger og lige nord for hovedlandevejen anes en kratagtig bevoksning i
dalstrøgene. Rigsarkivet.
56

Vejnettet og skovens udstrækning 1889
Anlægsarbejde og skovning krævede et godt vejnet, således at nyplantede kulturer og
stående træer ikke tog skade ved færdsel i skoven. Vejnettet i Svanninge Bjerge blev
hurtigt anlagt og karakteriseret som tilfredsstillende. Flere af skovvejene havde gamle
rødder. Vejen, der på dette kort på tværs gennemskærer den sydlige del af plantagen,
lige nord for lyngheden, var oprindeligt den gamle landevej mellem Nyborg og
Bøjden, der i 1820 var blevet erstattet af en ny løbende syd for plantagen. Den
snoede vej helt nordligst kendes også fra udskiftningskortet 1801, på samme vis som
den snoede vej øst for det uopdyrkede areal midt i plantagen. Se fx kortet s. 21.
Den uopdyrkede parcel var tjenestejord for skovfogeden, der boede på Hesbjerggård
ved Hesbjerg Plantage. Jorden blev brugt til agerjord, have og græsning og blev
tilplantet efter grevskabets opløsning i 1938. Endnu i 1962 kaldtes stedet for
skovfogedmarken.
57

De ansatte i skoven
Skovrider og skovfoged
Brahesmindes skovdistrikt var siden Kæstel blev ansat i 1805 blevet
bestyret af en skovrider. Han havde haft et varierende antal
skovfogeder under sig. Skovriderboligen Hanneslund lå ved Stensgård
gods. Driftsplanen fra 1881 beskriver, at distriktet var opdelt mellem
tre skovfogeder, men i fire skovfogeddistrikter. Skovrideren tog sig
selv tog af Steensgård distrikt, der bestod af skovene Hanneslund,
Duered, Møste og Håstrup Have. Yderligere kom Damsbo distrikt og
Østrupgård distrikt. Svanninge Bjerge og Hesbjerg Plantage udgjorde
det sidste skovfogeddistrikt, med skovfogedbolig i Hesbjerg Plantage.
Yderligere var ansat tre jagtfogeder bl.a. en i Svanninge, der skulle
assistere skovfogederne med jagten, skovarbejdet og tilsynet med
skovene.
Skovrideren havde det overordnede ansvar for skovdistriktet og
kommunikerede direkte med greven. Greven skulle godkende de fleste
af skovriderens dispositioner, særligt den vigtige udvisning af tømmer
til godset og til fæstebøndernes fornødenheder. Hvert år skulle han
indsende et forslag til grevens godkendelse om næste års kultur-, vej-
og vandafledningsarbejder samt hugningsforlag og deputatsliste.
Blandt skovriderens vigtigste opgaver var derudover gennemhugningen,
som han gerne personligt overværede. Desuden bestemte han
hvornår og hvor arbejdet i skoven skulle udføres og han fastlagde og
udbetalte lønnen. En stor opgave udgjorde også skovaktionerne, som
skovrideren selv ledede. Forinden skulle der udfærdiges kataloger over
effekterne til salg og der skulle foretages opmåling og optælling af
skovrideren personligt. Efterfølgende skulle alle regningerne skrives.
Da driftsplanen 1881 blev udfærdiget havde Bøving taget sin afsked.
Den nye skovrider blev Bøvings søn Laurits, der havde hvervet
århundredet ud.
Det er muligt at følge de forskellige skovridere med navn og
tjenestetid. Mere uklart er overblikket over, hvem der tjente som
skovfoged i de forskellige distrikter. Skovfogedens opgave var at stå
for det daglige tilsyn med skovene, herunder at forestå det daglige
tilsyn med skovarbejderne under kultivering, skovning osv.
Skovfogeden skulle desuden foretage opmålinger ved anlæggelse af
veje, vandafledninger, hegn eller planteskoler. Sidst men ikke mindst
skulle han føre tilsyn med skovene og holde øje med ulovlig
skovhugst. Til gengæld havde han ingen berøring med skovdriftens
økonomi. Alt der indebar penge var underlagt godsforvalteren og
skovrideren. Skovfogeden i Svanninge lønnedes i 1881 årligt med 600
58

kr., to favne bøgekløvebrænde og 1 favn fagot. 102 Dertil kom hans
tjenestebolig.
Tjenestejord i Svanninge Bjerge
I hvert fald siden starten af 1700-tallet har der været tradition for, at
skovfogeden boede nær eller på den skovpart, han havde opsyn med.
Dette skyldtes, at skovejere havde været opmærksomme på den
interessekonflikt, den enkelte skovfoged kunne komme i, i fald han
boede i landsbyen. Som en del af landsbyfællesskabet var det svært at
angive landsbyfæller for ulovlig skovhugst. 103
På den oprindelige skovudstykning kom skovfogedstedet til at
ligge lige ved det gamle markskel på grænsen til Knagelbjerg Skov,
matrikel 78b. Men hurtigt blev der bygget et større skovfogedsted ved
Hesbjerg Plantage. 78b var dog så vidt kan skønnes stadig tjenestejord
i 1881, men derudover var endnu en lod i bjergene yderligere
inddraget. I alt havde skovfogeden i Hesbjerg et jordtilligende med
have og lodder på over 8 tdr. land. Med de nye skovudstykninger i
1880’erne blev ny jord inddraget til tjenestejord, til gengæld blev de
gamle lodder langsomt beplantet. Den nye skovfogedjord optog store
dele af matrikel 11b, det område der kaldes Slagsbjerg Maal. Højst
sandsynligt har der aldrig ligget noget hus på stedet, men arealet blev
brugt til agerdyrkning og husdyrhold for skovfogeden i Hesbjerg.
Endnu i 1962 kaldes området for skovfogedmarken, selvom det på det
tidspunkt for længst var skovplantet. 104
Skovarbejderne
I løbet af 1800-tallet ændredes mange af vilkårene for grevskabets
fæstebønder. Først udskiftningen af landsbyfællesskabet og for manges
vedkommende yderligere en udflytning af gården fra landsbyen til
bymarken. Næste skridt blev at hoveriet blev erstattet med en
pengeafgift. Nu skulle bønderne altså ikke længere stille til aftalt tid på
hovedgården med kreaturer og vogne, eller en bestemt antal dage om
året transportere landbrugsvarer rundt for grevskabet. De bønder i
Svanninge By, der hørte under Østrupgård, slap for hoveriet så tidligt
som i 1801. I stedet skulle de hver betale 36 rigsdaler årligt fordelt
over fire kvartaler. 105 For de få tilbageværende bønder i byen, der hørte
under Stensgård gods, fortsatte hoveriet frem til 1852. 106
Det nye fokus på skovenes tilstand, forbedring og kultivering
betød et øget behov for arbejdskraft til at udføre de mange
arbejdskrævende ændringer. Det omfattede skovarbejde var altså en ny
ting. Derfor indgik skovarbejde heller ikke i de aftaler om hoveriet, der
102 Favnebrænde, som består af runde, ukløvede, stykker af stamme eller grene.
103 Fritzbøger 1994 s.349ff
104 StG. Driftsplan 1962
105 LAF, BrG 7/116. Hoveriafløsningskontrakt 20.oktober 1800.
106 LAF, BrG 7/116. Hoveriafløsningskontrakt 13. juni 1851
59

i slutningen af 1700-tallet blev indgået på grevskabet mellem herskab
og fæstebønder. 107 Bønderne var kun i skoven for at fælde deres egne
udvisninger. Hoveri var dermed ikke en mulighed, når skovarbejdet på
grevskabet skulle udføres. Det blev derfor i stedet udført af daglejere.
Landbefolkningen i 1800-tallet var voksende og befolkningsstigningen
skete især inden for husmændenes rækker. 108 Mange husmænd var
jordløse og ernærede sig derfor som daglejere hos herremanden, hvis
hovedgårdsmarker ikke længere blev drevet ved hoveri.
Skovarbejdet havde mange aspekter. For nåletræskultiveringen
handlede skovarbejdet om grave huller til plantning og pløje og harve
de arealer, der skulle tilsås. Dette arbejde foregik om foråret, hvor også
selve såningen fandt sted, både på selve arealet og i planteskolerne. I
løbet af sommeren blev der luet og ryddet både i besåningerne og i
planteskolerne. Hen på sensommeren blev planteskolernes planter
udplantet i plantagerne. Og om efteråret foregik den førte pløjning i
de arealer, der de følgende år skulle kultiveres. Vinteren gik med
gennemhugning i bevoksningerne, afdrift af hugstmodne arealer,
tømmerarbejde og transport. Andet skovrelateret arbejde var fx at
indhegne planteskoler, grave grøfter og udbedre veje.
I slutningen af 1800-tallet virkede et fast antal arbejdere under
skovfogederne. 22 mand var ifølge driftsplanen 1881 fastansat til
skovarbejde. I kulturtiden, til lugning og til arbejde i planteskolerne
inddrog man en større styrke dagarbejdere, både mænd og kvinder.
Arbejdet i planteskolerne foregik på dagløn, resten på akkord. Buch
beskrev, at der på denne tid var rigeligt med tilgængelig arbejdskraft og
at det heller ikke var noget problem at skaffe heste til arbejdet fra
områdets bøndergårde. 109
Lønnen for skovarbejde varierede meget fra egn til egn, men var
stødt stigende gennem århundredet. Lønniveauet på Brahesminde var
ret gennemsnitligt, men svingede en del idet den som mange andre
steder rettede sig efter kornpriserne. Arbejdspriserne blev fastlagt
hvert år ved vinterarbejdernes begyndelse.
107 LAF, BrG 7/116. Fx Hoveriforeningen af 16. oktober 1792 for Stensgård,
Østrupgård og Damsbo Godser.
108 Burchardt 1984 s. 16. Befolkningen i landområderne under det nuværende
Fåborg Kommune steg med omkring 4000 personer i løbet af 1800-tallet, fra ca.
7000, år 1800 til 11.000 personer, år 1900.
109 LAF, BrG. Driftsplan 1881 16/10. Samt 16/8
60

År Dagløn
100 stk.
plante-
huller
18x18”
1 favn
ris-
gærde
1 favn
grøft,
2 alen
bred
1 favn
kløve-
brænde
1 spand-
dag
1 alen
bygnings-
tømmer
1830 50 48 5 130 200 5
1838 56 36 6 6 120 160 5
1848 64 56 8 144 256 6½
1868 83 50 8 17 150 400 6
1878 143 63 8 15 220 500 7
1888 140 69 8 23 220 500 9
1897 140 69 8 15 220 500 12
1905
175/
mænd
124/
kvinder
Priser på skovarbejde på Brahesminde gennem 1800-tallet
Priserne er angivet i øre. For årene 1830-48 er der omregnet fra skilling. 110
Skovaktioner og markedsvilkår
70-150 6-8 244 500-600
I starten af 1800-tallets nyindhegnede skove blev skovdrift lig med
træproduktion. Et flersidigt skovbrug, med græsning og gærdselsskov,
blev kun enkelte steder bevaret som fx i skovhaverne under enkelte af
Brahesmindes landsbyer. Selvom en samlet hugststatistik for
århundredes ikke findes, er det tydeligt, at produktionen af træ steg
enormt efter fredskovsordningen skabte rammerne om det ordnede
skovbrugs gennemførsel. 111
På Brahesminde steg træproduktionen også. Dette skyldtes for det
første den mere intensive drift det ordnede skovbrug medførte, for det
andet skovrejsning på nye arealer og for det tredje prioriteringen af
nåletræ, der med den kortere omdriftstid hurtigt skabte omsætning.
Baggrunden for de første nye skovudstykninger såsom plantagen i
Svanninge Bjerge var primært et ønske sikkerhed i selvforsyningen,
snarere end tanke på direkte indtjening og afsætning på et større
marked. Men i løbet af århundredet blev produktionen mere rettet
mod salg end selvforsyning. Markedet for træet var dog stadig meget
lokalt forankret. Ganske enkelt fordi mulighederne for transport af
træet var begrænsede og dyre. Fåborg blev først tilkoblet
jernbanenettet i 1882. 112
110 Gengivet efter Weismann 1900 s. 153. For året 1905 stammer tallene fra
Sorterings og Arbejdspriskurant for Brahesmindes Skovdistrikt, april 1905. LAF,
BrG 16/11
111 Fritzbøger 1994 s. 225ff
112 Burchardt 1984 s. 14
5x7”
61

Udviklingen ses også i måden træet blev solgt. I starten af
århundredet blev de træer, der ikke direkte blev udvist til grevskabets
fæstebønder, solgt på roden. Det betød at køberen fik træet udvist,
men selv, nøjagtig som bønderne, skulle sørge for skovning og
transport. Dette var muligt, fordi køberne altid var lokale. Men
efterhånden som træproduktionen steg, indførtes nye
afsætningsformer og salgsmetoder. Skovaktionen blev i stedet rammen
om træsalget. Aktionen foregik sidst på vinteren, når
skovningsarbejdet var færdigt og blev forestået af skovrideren. Nu
stod varen ikke længere på roden, men lå i råt opskovede stammer i
skoven i fast definerede dimensioner. Ved aktionen oplæstes først
reglerne eller betingelserne, fx hvornår det fældende træ, tømmer og
brænde skulle være fjernet fra skoven, hvilke veje køberen må bruge
og hvordan der skulle tages hensyn til de omkringliggende
bevoksninger. Oven i aktionsbeløbet blev lagt et salær, der på
Brahesminde var 1/8 af prisen på effekterne. Ved siden af aktionerne
foregik et større salg underhånden, hvor pris, levering og tidspunkt
forhandledes direkte mellem skovrider og køber. Underhåndssalg
skulle på Brahesminde godkendes af greven. 113
Skovenes naturlige fjender
Ud over den geografisk betingede ufrugtbare jord og hårde
vestenvind, bød der sig også andre problemer for nåletræsplantagerne i
Svanninge Bjerge.
Sygdom, svamp og insekter
I store ensartede trækulturer har virkningerne af sygdom såsom angreb
af svamp eller insekter, selvfølgelig været meget tydelige. Dertil kom at
plantageskove med nåleskov var mere følsomme og dermed oftere
blev udsat for angreb. For nåletræet var de primære skadevoldere
dengang som i dag rodfordærversvamp, honningsvamp, samt rod- og
snudebiller. For fyrrebevoksningerne udgjorde insektet fyrrevikleren
yderligere en fare. 114
Men plantagen i Svanninge Bjerge blev ikke voldsomt hårdt plaget
i løbet af 1800-tallet, alligevel stiftede man dog bekendtskab med
forskellige insekter og svampe. 115 Allerede fra 1740’erne var
fyrrevikleren et problem i især fyrrebevoksningernes topskud. Østrigsk
fyr var særlig følsom og Buch beskrev i driftsplanen 1881 hvordan
flere bevoksninger var angrebet. Følgerne forventede han ville blive højst
skadelige dersom man ikke modarbejder dette Dyre Angreb[..] Dette simpleste
Middel til at ødelægge denne Vikler er at de angrebne unge Skud, som ere
overordentligt let kjendelige indsamles med de deriværende Pupper i de første Dage
113 Fritzbøger 1994 s. 230. LAF, BrG 16/10. Driftsplan 1881
114 Holmsgaard m.fl. 1999 s. 40
115 Weismann 1900 s. 74
62

af Juni Maaned og afbrændes. 116 Insektproblemet var dog endnu ikke
større, end Buch endnu mente, det var for tidligt at vurdere, om man
burde forlade den østrigske fyr som træsort i plantagerne. Dette
skiftede dog, da samme træsort i 1890’erne blev så hårdt angrebet af
svamp, at omkring 36 tdr. land blev ødelagt. Dette var faktisk hele den
samlede bestand af østrigsk fyr. 117
I 1880’erne blev oldenborrerne et stort problem. Årene 1883 og
1887 var såkaldte sværmerår og man havde erfaret at det netop i disse
år var lettest med en forebyggende indsats. Denne bestod i at indsamle
insekterne, der ved parringen hang fuldstændigt ubevægeligt ned fra
træerne i flere timer. I denne tilstand kunne de rystes ned, indsamles
og efterfølgende brændes. Derved forhindrede man at de fik chance
for at lægge nye larver. Man foranstaltede masseindsamlinger efter
retningslinjer som: Oldenborrene maa samles fra tidlig om Morgenen til senest
kl. 10 om Formiddagen. Indsamlingen maa helst foretages i smaa Selskaber,
bestaaende af én voxen og 2 a 3 Børn. Hvert hold maa faar at kunne ryste de
siddende Oldenborrer ned af Træerne eller Buskene hvor de findes være forsynet
med en Stang med Krog og helst tillige med et gl. Lagen eller Tæppe der bredes paa
Jorden og hvori Nedrystningen for en del kan ske, hvorved Opsamlingen vil kunne
lettes meget. 118
Orkanen 1894
Skovkulturen i Svanninge Bjerge har i dens knap 200 årige historie
flere gange været udsat for orkaners meget skadelige virkninger, sidst i
1999. Orkanernes kraftige indgreb i bevoksningerne har udover at føre
stor økonomisk skade også haft betydning for den fremtidige drift og
kultivering, idet store arealer er blevet raseret, eller med en pæn
omskrivning afdrevet før tid, således at pludselig nyplantning eller
såning måtte finde sted.
Den 12. februar 1894 faldt et stort antal stammer i Svanninge
Bjerge og vindens virkning blev ekstra kraftig, idet det havde regnet
meget i den foregående tid, hvorfor jorden var opblødt og træernes
rodnet mindre stabilt. Skaden var dermed størst på de lerede og
fugtige jorde, end på de sandede og tørre, hvor vandet havde bedre
afløb. De fleste træer var pga. fugten ikke knækkede, men omblæste
med roden. Dette havde selvfølgelig en positiv betydning for træet
kvalitet i salgsøjemed. I alt faldt 5 % af fyrretræerne og frilagde
omkring 1½ td. land. For rødgranen var arealet ca. 8 tdr. land, også
svarende til omkring 5 %. 119 For Fyn generelt voldte orkanen stor
skade, men mest på Sydvestfyn.
116 LAF, BrG 16/10. Driftsplan 1881
117 LAF, BrG 16/11 Årsoversigter 1889-93.
118 LAF, BrG 13/69. Vejledning til indsamling af Oldenborrer. Udateret.
119 LAF, BrG 16/11. Indberetning om orkanen 1894
63

DEL 4: 1900-TALLET
Ved indgangen til det nye århundrede var plantagen i Svanninge Bjerge
veletableret og drevet. Hele det område, der i dag danner Svanninge
Bjerge var under kultur. De bevoksninger, der var etableret under
Bøvings store beplantning i 1830-40’erne var ved århundredeskiftet
enten afdrevet eller snart afdriftsklar. I mellemtiden var nye kulturer
plantet og sået. Dertil kom at det store areal med Østrigsk Fyr, der var
gået til af svampeangreb i starten af 1890’erne også var blevet
genplantet med nye træsorter. Det samme var sket med stormhullerne
efter orkanen i 1894. Derfor var det omkring 1900 de lave
aldersklasser, der dominerede i Svanninge Bjerges bevoksninger, hvor
nåletræerne stort set var enerådende pga. besidderens dispositioner
omkring 1880.
Kilder til beskrivelse skovens og bevoksningernes historie i første
halvdel af 1900-tallet er ikke mange. Dette skyldes bl.a. at der ikke blev
lagt nogen nye driftsplaner over en lang periode. Grundene til dette
kan være mange og behøver ikke skyldes, at man ikke prioriterede
skovene på grevskabet. I 1902 blev der på grevskabet ansat en ny
skovrider ved navn Bølling, der virkede til og med 1937. I private
skovdistrikter sås det ofte, at der opstod en konsensus blandt ejer og
skovfunktionærer, om måden skovene skulle drives på. Af samme
grund fandt man det ikke nødvendigt at revidere planerne, idet alle var
klar over både den langsigtede strategi og dag-til-dag
prioriteringerne. 120 En sådan konsensus kan man muligvis læse ud af
de manglende driftsplaner og bekræftes af de udførlige skovregnskaber
som ses for samme periode. 121 Skovene blev drevet efter økonomiske
rationelle målsætninger. Den ene nåletræskultur skulle i princippet blot
afløses af en ny når bevoksningerne med deres korte omdriftstid var
hugstmodne. Det behøvede man ikke nødvendigvis at skrive ned i nye
planer, idet denne retning allerede var udstukket i de eksisterende
planlægninger.
Første verdenskrig
Selvom Danmark ikke var direkte involveret i verdenskrigen, var
landet på ingen måde upåvirket. For skovene fik de stigende priser på
verdensmarkedet stor betydning. Danmark importerede inden krigen
store mængder kul fra England, som supplement til de indenlandske
brændsler som brænde, tørv og brunkul. Ved krigens udbrud blev
tilførslen af kul stærkt begrænset og priserne væsentligt højere. Dette
120 Serup 2004 s. 111. Ifølge Serup sås der faktisk i mange private skovdistrikter flere
steder en direkte aversion mod driftsplanlægning i de første årtier af århundredet.
Interessen for planlægning og de økonomiske perspektiver ved samme vendte først
tilbage efter 1940.
121 Fx LAF, BrG 18/206
64

iblandet frygt for den generelle forsyningssikkerhed satte
brændselsspørgsmålet på den indenrigspolitiske dagsorden og
resultatet blev en mere end fordobling af den årlige hugst. 122
I 1916 kom en henstilling til at forøge brændehugsten. Derudover
blev der fastsat maksimalpriser på flere brændeeffekter og
aktionssalget blev begrænset. I løbet af 1917 blev indgrebene skærpet,
idet der blev indført maksimalpriser på alle brændselseffekter og al
aktionssalg blev forbudt. Ved Lov om fremskaffelse af indenlandske
brændselsmaterialer indførtes reel pligthugst. 123 Hugsten i tidsrummet 1.
oktober 1916 til 1. september 1917 skulle fordobles i forhold til den
normale hugst, der blev beregnet som et gennemsnit af hugsten i
årene1912-15. Der blev dog taget hensyn til de privates skovejere egne
dispositioner, idet de fik stor frihed til at udføre hugsten, som de fandt
den mest passende på netop deres distrikt. Pligthugsterne fortsatte helt
til 1921 dog med aftagende mængde. Og statsskovene blev pålagt
relativt større ydelser end privatskovene.
Også på Brahesminde blev der hugget mere, men de præcise tal
kendes ikke. Ud fra betragtninger om aldersklassefordelingen i
skovene ved krigens udbrud og den aldersklassefordeling, der kan ses
af senere driftsplaner, må det konkluderes at hugsten primært foregik
ved udhugning og ikke afdrift. Som det sås på mange andre godser,
skal det ikke udelukkes, at de kraftige hugster i krigsårene faktisk
gavnede mange bevoksninger, der led under svag hugst. Dette endte i
hvert fald med at være konklusionen blandt mange forstkandidater. 124
Mange skovejerne var selv interesserede i at udnytte de
ekstraordinære indtjeningsmuligheder og det blev reelt en
indbringende tid for dansk skovbrug. Ganske vist var der loft over
brændepriserne, men gavntræet kunne, når der ses bort fra
eksportforbud sælges uden restriktioner og til markedspris.
Efterspørgslen var jo stor pga. manglende indførsel udefra.
Ejendomsforhold
Opløsningen af grevskabet Brahesminde
4. oktober 1919 vedtog Rigsdagen loven om lens, stamhuses og
fideikommisgodsers overgang til fri ejendom. Denne lov fik
indflydelse på mange forhold i det område, der snart ikke længere
skulle være en del af grevskabet Brahesminde, herunder skovbruget.
Baggrunden for loven var at skaffe jord til den stadig voksende
befolkning og gøre dem til selvstændige husmænd. Formålet var
dermed at komme den stadig stigende sociale utilfredshed i forkøbet
og formindske fraflytningen fra landet mod byen. – Men bag loven lå
122 Serup 2004 s. 181ff
123 Lov af 20. april 1917
124 Serup 2004 s. 182
65

selvfølgelig også, at med den samfundspolitiske situation siden
Grundloven 1849 havde adelen mistet sin selvfølgelig indflydelse og
dermed argumentet for særlige og privilegerede ejendomsforhold.
Loven foreskrev hvordan majoratsbesidderen, for Brahesmindes
vedkommende greven, skulle betale 25 % af grevskabet værdi, samt
udstykke 1/3 af jorden til husmandsbrug. For den udstykkede jord fik
besidderen erstatning og for de 25 % af ejendommenes værdi fik
besidderen ejendomsfrihed, hvilket betød to ting. For det første at
staten opgav hjemfaldsretten til ejendommen, i fald der ingen arvinger
var og for det andet at ejeren for fremtiden selv kunne opsplitte,
overdrage og sælge i besiddelserne efter for godt befindende. Det
sidste blev for de fleste strengt nødvendigt for overhovedet at frigøre
en kapital på 25 % af ejendommens værdi. Afløsningen var formelt
frivillig, men reelt obligatorisk, idet besiddere, der ikke havde indgivet
anmodning om afløsning inden udgangen af 1920, blev pålagt store
ekstrabeskatninger af ejendommens værdier.
I 1928 var lensafløsningen gennemført for hele landet. Samme år
opløstes også grevskabet Brahesminde, for hvis besiddere forløbet var
en hård proces. 125 Generelt blev ejendommenes værdi fastslået af
staten efter en skøn, der sjældent var til besidderens fordel, dvs.
ganske højt. For det andet var konjunkturerne i landbruget lave, både
for jord og landbrugsprodukter, hvilket gjorde det svært at rejse den
fornødne kapital. Udstykningen til husmandsbrug foregik primært på
Østrupgårds jorder, i alt udstykkedes 456 tdr. land. For at skaffe
kapital blev bl.a. Hvedholm Slot afhændet til staten og Hvedholm
avlsgård bortforpagtet og senere afhændet. Det samme gjaldt for
Damsbo i 1922, Østrupgård i 1927 og flere andre ejendomme under
grevskabet. Ved afløsningen afslutning var der til staten indbetalt
1.851.000 kr., men også oprettet en successorfond på lidt over 900.000
kr. Tilbage til grev Henrik Bille Brahes Selby var godset Steensgård,
hvor han havde boet siden 1897. Ejendommen var på 954 ha. med et
betydeligt skovområde, hvilket i de næste år dannede rygraden i
grevens personlige økonomi, idet landbruget bortforpagtedes. Ved
grevens død i 1938 solgtes godset, som dermed røg ud af Bille Brahe
Selby-slægtens eje.
Lensgreve Henrik Bille Brahe Selby blev Brahesmindes sidste
besidder. Han var ikke kendt som en mand med udprægede
økonomiske talenter, faktisk havde han det meste af sit liv haft svært
ved at vænne sig til, at han trods lensgrevetitel og som arving til en
stor ejendom overhovedet behøvede at tænke på forholdet mellem
udgift og indtægt. Blandt resultaterne var fx at han i 1913 blev sat
under administration af retten i Fåborg og at forholdet til hans fader
Preben Charles Bille Brahe Selby belastedes. Han overtog grevskabet
125 Bjørn 2002, s. 87ff
66

ved faderes død i 1918. 126 Rejsningen af den nødvendige kapital til
afløsningen krævede en omfattende omstrukturering og gennemgang
af både grevens egen økonomi og hele grevskabets.
Med lensafløsningen skiftede mange af skovene ejere og de fire
forskellige skov- eller opsynsdistrikter under grevskabet blev
selvfølgelig opløst. I stedet oprettedes under Steensgård et enkelt
skovdistrikt, hvor mange af de skove, der før havde været under
grevskabets øvrige godser også blev indlemmet. Dermed var vilkårene
for inddeling i både driftsafdelinger og skovfogeddistrikter naturligvis
helt forandret i forhold til driftsplanen 1881, som i princippet stadig
var gældende. Alligevel blev en ny driftsplanlægning først prioriteret i
1948.
Fabrikant Brønner og Fristed Skov
I 1926 erhvervede tapetfabrikant Peder Lorentz Brønner grevens
private skovlodder i Svanninge Bjerge. Ifølge den mundtlige
overlevering på stedet skete erhvervelsen ved at grev Henrik Bille
Brahe Selby skovlod for skovlod spillede hele området væk til
fabrikant Brønner under en aftens ivrig pokerspil. 127 Det kan dog også
tænkes at greven frasolgte den private skovejendom for at rejse kapital
til lensafløsningens store omkostninger.
For Brønner var hensigten med erhvervelsen at anlægge et privat
og landligt fristed i skovområdet, en lystejendom for familien.
Fabrikant Brønner var en kendt mand i Fåborg, hvor han i 1896 havde
oprettet tapetfabrikken Fiona A/S, der i perioden op til første
verdenskrig havde udviklet sig til Skandinaviens største tapetfabrik
med filialer i København og i Sverige. Inspirationen og mønstrene til
tapeterne havde bl.a. udspring i det kunstneriske miljø, der i slutningen
af 1800-tallet havde udviklet sig i Fåborg. 128 Familien blev meget nært
tilknyttet området og selve den ejendom de byggede på matrikel 17d,
kaldet Fristed. Så nær var tilknytningen at de valgte at etablere et
urnegravsted på ejendommen. Her blev P.L. Brønners urne nedsat i
1941, hans kone Cathrines i 1952, og deres søn Hother Brønner i
1978. 129 Ved Hother Brønners kones død, valgte den efterladte familie
at sælge ejendommen tilbage til Steensgård Gods.
Lovgivningen om de private skove dikterede, som allerede nævnt,
at der ved salg af skov skulle føres særligt tilsyn med skovområdet i ti
år efter salget. Den nye ejer skulle hente særlige tilladelser til hugst
beregnet for salg og dokumentere hvordan afdrevne områder igen
kom under kultur. Da skoven blev synet i 8. juli 1936, ti år efter købet
126 Bjørn 2002 s. 85ff
127 Fortalt af Henning Bastrup, januar 2006
128 Blomberg 1956 s. 401ff
129 StG. Deklarationer af Justitsministeriet af 3. marts 1941, 11. november 1952 og 4.
oktober 1978
67

fandt tilsynet: Ved eftersyn D.D. af ”Fristedskoven”, Ejer Hr. Direktør
Brønner, København, konstateredes det af Tilsynets Bestemmelser i det store og hele
er overholdt og at der ikke i Skovene henligger ukultiverede Arealer. 130 I den
tiårige periode havde Brønner ikke hugget med salg for øje, men blot
inden for den tilladte mængde, der var vurderet ud fra ejerens behov
og selvforsyning, samt skovenes naturlige udvikling.
Steensgård gods
Ved grev Henrik Bille Brahe Selbys død i 1938 blev Steensgård gods
solgt til forlægger Michael T. Hansen, hvis børnebørn i dag ejer
ejendommen. Godset er nu et aktieselskab som foruden en herregårdspension,
der er forpagtet til Anne Bille Brahe, et tipoldebarn til
Preben Bille Brahe, omfatter landbrug, stort kreaturhold, skovdrift,
mejeri og campingplads.
Svanninge Bjerge under Steensgård gods, 1938-85
I grevskabets sidste årtier var der i Svanninge Bjerge blevet prioriteret
en smule anderledes en tidligere. I modsætning til hans far havde
Henrik Bille Brahe Selby ikke de store betænkninger ved anlæggelse af
løvtræskulturer på plantagejord. På bjergenes mere frugtbare jorder, de
sydlige strøg ved landevejen mellem Nyborg og Bøjden, blev plantet
eg og bøg. Eg blev også plantet helt nordligt i plantagen og samme
træsort plantedes som læhegn langs den nordøstlige grænse ved
landevejen mellem Fåborg og Odense. 131
Svanninge Bjerge 1938-45
Ved godsets salg skete der ikke umiddelbart de store ændringer med
hensyn til målsætninger, dispositioner og drift af skoven. Efter
skovridder Bølling i 1937 havde forladt posten, blev hvervet under
godsets nye ejer overtaget af skovrider S. P. Hansen, der allerede fra
1916 havde været skovfoged ved Svanninge og Hesbjerg Plantage.
Lige som med Brønners Fristed Skov skulle også Svanninge Bjerge
underlægges det særlige skovtilsyn i ti år efter salget. I denne periode
havde den nye ejer altså ikke frie hænder til at disponere driften. Han
skulle indhente tilladelse til hugst med salg for øje og gøre rede for
anlæg og kulturarbejder, der kunne modsvare den hugstmængde, som
tilsynet vurderede, var passende. Dette kan forklare, at der i perioden
ikke sås de store tiltag og forandringer i Svanninge Bjerge.
Hele distriktets årlige hugst blev fastlagt til 5400 m³, hvoraf langt
det største mængde blev hugget i nåleskovsarealerne. For hugståret
1938-39 måtte fx i Svanninge Bjerge afdrives 4 ha. rødgran, i stedet
skulle sås eg og douglasgran. Derudover opfordrede tilsynet til, at et
stormfaldshul omkring Leerbjerg skulle plantes med bøg. Det sidste
130 LAF, FSsD. B.8
131 StG. Driftsplanen 1962-72
68

skete dog først i 1943. 132 Da tilsynet året efter vendte tilbage,
konstaterede man, at hugstmængden ikke var overskredet. De påbudte
kulturarbejder var også anlagt tilfredsstillende, men tørke havde ramt
nåletræet hårdt. Biller var desuden gået på douglas’en og musene i
egen. Igen bestemtes i hvilke afdelinger afdriften skulle foregå og at
der i stedet skulle plantes douglas iblandet rødgran eller ren rødgran. 133
Men året efter måtte tilsynet konstatere: Kulturarbejdet har været energisk
proceret og der er foretaget nyplantninger paa i alt 28 tdr. land. Paa grund af den
korte kulturtid efterfølgende tørke, stærk Snudebilleangreb m.v. lade nogle af de
udførte kulturer noget tilbage at ønske og der vil paa flere sider kræves omfattende
efterbedringer for at fuldføre de i aar og i fjor udførte udplantninger. En nærmere
præcision af disse arbejder vil blive for omfattende og behøves efter det indtryk
Tilsynet faaer af den energi hvormed arbejdet udføres heller ikke. 134
I de ti år det særlige tilsyn overvågede distriktet, var der generelt
udpræget tilfredshed med forholdene. Hvor kulturarbejdet ikke
lykkedes og hvor hugsten blev overskredet havde det sine helt klare
årsager. Som det opsummerede i en tilsynsrapport: Som resume af
Distriktets behandling maa anføres at bestandsplejen er overordentlig dygtigt og
energisk udført og at Kulturarbejdet overalt er fundet i en Mønsterværdig Orden. 135
Anden verdenskrig
I modsætning til under første verdenskrig var Danmark nu besat. Det
betød, at skovene ikke kun blev påført pligthugster for at forsyne den
danske befolkning med energi og byggematerialer, men at den tyske
værnemagt også beslaglagde træ og at skovarealer i sig selv var af
interesse til anlæg af depoter, flyvepladser m.m.. Lige som under første
verdenskrig indførtes maksimalpriser på brænde, men nu også på
gavntræet. I juni 1940 kom den første af en lang række
bekendtgørelser om pligthugst af brænde. Samtidig forsøgte man at
fremme merhugst af gavntræ af frivillighedens vej bl.a. gennem
skattelettelser. I statsskovene blev der hugget mere end i
privatskovene. Privatskovene blev pålagt en skovning på 35 % udover
den planmæssige hugst, mens der i 1939-50 sammenlagt blev hugget
41 % mere end planlagt i statsskovene. 136
På Steensgård blev påbuddet om pligthugst også efterfulgt og den
blev udregnet ud fra en årlig hugst for distriktets skove på 5400 m³.
Det særlige tilsyn vurderede samtidig at den for de kommende aar paalagde
hugst vil kunne præsteres uden vanskelighed. 137 Hen mod afslutningen af
krigen konstateredes det at: At hugsten i de forløbne 10 år i udstrakt grad er
132 LAF, FSsD. B.8. Tilsynet dateret 12. september 1938
133 LAF, FSsD. B.8. Tilsynet dateret 17. august 1939
134 LAF, FSsD. B.8. Tilsynet dateret 18. juni 1940
135 LAF, FSsD, Indberetninger 2. Besigtigelsesattest for Steensgaard Skovdistrikt. 26.
august 1937
136 Serup 2004 s. 195ff
137 LAF, FSsD. B.8. Tilsynet dateret 17. oktober 1941
69

sket ved afdrift af daarlig mose, nedhugning af gærdselsskov samt ved afdrift af
enkelte gamle afdelinger bøg i Malsdam og Enemærket. […] I Svanninge Plantage
har fundet nogen afdrift af gran sted men ikke mere end rimeligt. 138 Distriktet
var kommet gennem krigen uden de store skrammer.
Driftsplan 1948
Da distriktet i 1948 overgik fra det særlige tilsyn, til blot at være
omfattet af skovlovens normale bestemmelser, fandt man på
Steensgård det nødvendigt at få lagt en samlet driftsplan over skovene.
Nu kunne der nemlig tænkes langsigtet og egenhændigt disponeres
over hugst og kulturer. Samtidig var der kommet ny skovrider til
distriktet: S. P. Hansen virkede som skovrider indtil 1946 hvor W.
Stougaard-Andersen trådte til.
Planen fra 1948 er i dag ikke bevaret. Men planen blev revideret i
1962 og 1975, uden der blev lavet om på hverken inddelinger,
afdelingsnummerering eller overordnede strategier. Det er derfor
muligt ud fra de efterfølgende planer, at slutte en del om hvordan
planen i 1948 var udformet. Det ses derved at Steensgård skovdistrikt
blev opdelt i to skovparter eller opsynsdistrikter; Steensgård skovpart
og Hesbjerg skovpart. Den sidste rummede udover Svanninge og
Hesbjerg Plantage også Dyreborg skov, der før lensafløsningen havde
hørt under Hvedholm gods.
Skovplanlægningen under Steensgård var som tidligere, præget af
de meget forskellige jordbundsforhold, distriktet kunne opvise. I den
nye planlægning gik man konsekvent til værks og opdelte slet og ret
skovarealerne i henholdsvis skove og plantager. Skovene var:
Hanneslund, Enemærket, Stubbedam, Malsdam, Enghaven og
Bommelund, i alt 330 ha. og plantagerne: Svanninge Bjerge, Hestrup
Plantage, Strandparken, Falden og Østrupgård Skov, i alt 260 ha.
Denne driftsplan må have været tiltrængt efter næsten 70 år uden
skriftligt formuleret planlægning for området og i de næste 40 år
beholdtes planens overordnede inddeling.
Ekstraordinær hugst 1951-53
Muligvis har krigstidens pligthugster yderligere fremskyndet behovet
for planlægning, men merhugsterne i distriktet stoppede faktisk ikke
med krigens afslutning. Hugsten i starten af 1950’erne viser, at krigen
ikke kan have påvirket skovene synderligt, idet man på distriktet fra
1951 valgte at afdrive meget store arealer især i Svanninge Bjerge.
På grund af stigende efterspørgsel på gavntræ forsøgte man i
starten af 50’erne fra officielt hold at opfordre, men ikke påbyde
merhugst af gavntræ. Dette blev gjort ved at give store skattefordele til
skovejere ved salg af gavntræ. På Steensgård valgte man at følge
opfordringen og hugsten steg dermed voldsomt. I skovåret 1951-52:
138 LAF, FSsD, B.8. Tilsynet dateret 24. august 1944
70

14.000m³ nåletræ og i 1952-53: 18.500 m³ nåletræ. I årene inden havde
hugsten ligget omkring 2000 m³ nåletræ årligt. Merhugsten var
udelukkende på nåletræ, hvis gavntræsprocent var højere. 139
I årene derefter blev hugsten droslet meget ned og kræfterne blev
brugt på anlægs- og kulturarbejder på de store frilagte arealer. Frem til
planrevisionen i 1962 blev der plantet næsten 50 ha. med rødgran i
Svanninge Bjerge. Dertil kom betydelige arealer med andre former for
nåletræ primært grandis og douglasgran.
Merhugsten i starten af 1950’erne og den efterfølgende kultivering
kom i den rad til at sætte sit præg på Svanninge Bjerges videre historie.
Hvis aldersklasse-fordelingen havde været skæv før, pga. at de ligesom
periodevise gentagne kultiveringsindsatser, blev den nu aldeles
forvredet, med næsten 82,5 ha. nyplantet rødgran på distriktets 260 ha.
store plantageareal.
Driftsplan 1962
Planen fra 1948 blev revideret i 1962 og som udgangspunkt lader det
til, at der ikke har været de store principielle forskelle. Alle inddelinger
og afdelingsnummereringer bibeholdtes. Bevoksningerne i bjergene
var primært granskov og mindre fyr, men der fandtes også flere yngre
bevoksninger med løvskov og to afdelinger med ældre bøg fra 1870.
På nær disse løvtræer fandtes ingen bevoksninger fra før
århundredeskiftet, hvor langt største delen, som nævnt, var plantet i
1950’erne.
I planlægningen blev driftens formål var ikke eksplicit formuleret.
Af denne grund må det tænkes, at skovdriften under Steensgård, som
under Brahesminde, primært var disponeret ud fra økonomiske
betragtninger. Alligevel er der flere punkter, hvor man tydeligt kan se
hvordan overordnede tendenser og prioriteringer havde udviklet sig
gennem årene. Karakteristisk var kategorierne værnskov og lystskov,
der optræder for første gang i 1962. Altså skovområder der ud fra
alder, lokalitet og æstetiske udtryk vurderedes som specielle og
bevaringsværdige. Intet af skoven i Svanninge Bjerge blev dog
karakteriseret som værnskov, på nær en lille stribe af elm helt nordligt i
plantagen. Lystskoven var primært Strandparken, en
nåletræsbevoksning ud mod vandet, anlagt i 1951.
139 StG. Driftsplanen 1962-72
71

Fordelingen af aldersklasser i Svanninge Bjerge 1962
Kortet viser tydeligt de unge bevoksninger i plantagen, primært rødgran plantet i
midten af 1950’erne. I årene fra 1951-53 var der skattefordele ved merhugst af
gavntræ. Dette medførte renafdrift af store arealer nåletræ i Svanninge Bjerge.
Arealerne blev hurtigt genplantet og den efterfølgende skæve aldersklassefordeling
kom derved til at sætte sit præg på bjergene.
72

Forholdet mellem løv - og nåletræ 1962
73

Træarter i Svanninge Bjerge 1962
Driftsplan 1975
I 1975 begyndte virkningerne af de store hugstår i starten af 1950’erne
at blive tydelige: Aldersklassefordelingen for BØG er forholdsvis jævn, og der er
relativt store arealer i de ældre afdriftsmodne aldersklasser. For EG er fordelingen
meget ujævn, idet mellemaldrende EG praktisk taget mangler. For GRAN findes
der store arealer i aldersklasser 2 [anlagt mellem 1946-55] og 3 [anlagt
mellem 1936-45], men der næsten ikke findes granbevoksninger, der vil opnå
optimal omdriftsalder i den kommende periode. Aldersspektret er bredere for
ANÅL [andet nåletræ] end for GRAN, men med det samme uforholdsmæssigt
74

store areal i aldersklasse 2. 140 Med denne beskrivelse opsummeredes de
mange foregående års anlægsarbejder og prioriteringer i skovene.
I driftsplanen for 1975 måtte man derfor også begynde at gøre sig
overvejelser om, hvordan denne skæve fordeling blev til mindst mulig
gene for udviklingen i bevoksningerne, men også hvordan man sikrede
sig et jævnt økonomisk udbytte. Rammerne for den fremtidige drift
skulle fastlægges: Tyndingen i granbevoksningerne bør forøges og tilrettelægges
således, at en del af de yngre bevoksninger dimensionsmæssigt forceres frem for at
kunne forynges om 10 eller 20 år, mens hovedformålet for rødgransbevoksningerne
gerne skulle blive en omdriftsalder på 60 år eller mere. 141 Planen viser hvordan
forrige tiders kraftige hugst nu måtte afbetales, idet der ville gå lang tid
inden omdrift. En slags opsparing af vedmasse blev derfor resultatet,
således at den årlige tilvækst var betydelig større en den årlige hugst.
Dette var ikke kun en økonomisk sikring af fremtiden men den
kalkulerede vedmasseopsparing må betragtes som ”næsten nødvendig” med den
store bølge i granarealet, der bevæger sig gennem aldersklasserne. En væsentlig
forøgelse af foryngelsesarealerne i BØG og EG ville være risikabelt under
hensyntagen til distriktets økonomiske stabilitet ved eventuelle nye
stormfaldskatastrofer. 142
I driftsplanen 1975 bibeholdtes den samme inddeling i afdelinger
fra 1948 og også den overordnede skelnen mellem skove og plantager
fandtes også hensigtsmæssig at opretholde. Til gengæld blev der
oprettet en ny driftsklasse, nemlig pyntegrønt, der tidligere havde hørt
under gran. Man fandt nu i stedet, at nobilis og nordmannsgran med
den aktuelle drift og prioritering behøvede sin egen klasse.
Siden 1962 var der ikke i særlig høj grad anlagt nye kulturer i
Svanninge Bjerge. Arealet stod jo allerede med unge rødgran og man
ventede på frugterne af 40’erne og 50’ernes anlægsarbejde. I de nye
kulturer der anlagdes, sås en tendens til prioritering af cypres.
Pga. rationaliseringer valgte godset i 1975 at overflytte den ene
skovfoged Niels Hansen til arbejde på godskontoret. Fra dette år var
skovfoged og skytte Knud Hansen dermed distriktets eneste
fuldtidsansatte skovfunktionær. Nye tekniske hjælpemidler,
skovmaskiner og traktorer, havde åbnet nye muligheder for
omlægninger af driften, besparelser og effektiviseringer. 143 Knud
Hansen kom med sin lange embedsperiode til at få stor betydning for
skovdistriktet, hvori han arbejdede fra 1959 til 1994.
Svag eller kraftig hugst?
De ekstraordinære hugstår i 1951-53 og den efterfølgende tilplantning
kom til at sætte sit præg på bevoksningerne mange år frem pga. den
140 StG. Driftsplan 1975-85 s. 104
141 StG. Driftsplan 1975-85 s. 131ff
142 StG. Driftsplan 1975-85 s. 142
143 Meddelt af Henning Bastrup og Knud Hansen, januar 2006
75

meget skæve aldersklassefordeling. Dette gjorde også, at resultater og
virkninger af hvordan man valgte at udhugge de store arealer i samme
aldersklasse, blev ret tydelige. En anbefalet gennemhugning eller
udtynding er selvfølgelig afhængigt af træernes driftsklasse og alder.
Hugstindgreb i løv- og nåleskov er forskellig fx med hensyn til i
hvilken alder hugsten er mest hensigtsmæssig, samt hvor ofte der skal
udhugges. Dertil kommer at hugsten kan varieres alt efter hvilket slags
ved, man ønsker at producere. Målet for gennemhugning er dog den
samme uanset driftsklasse, nemlig at skabe en så god bevoksning som
muligt af en eksisterende ungskov. 144
Følger man niveauet i hugstmængden gennem 1900-tallets anden
halvdel ses forskellige tendenser. Den samlede hugst inkluderer
selvfølgelig både gennemhugning og renafdrift, men kan som
sammenligningsgrundlag alligevel sige noget om udviklingen og synet
på udtynding i bevoksningerne.
Det særlige tilsyn havde for perioden 1938-48 fundet en
hugstmængde på 3500 m³ nåletræ om året hensigtsmæssig. Samlet
måtte der hugges 5400 m³ i distriktet. Denne samlede hugstmængde
blev stort set fulgt helt frem til 1962, men med betydelige
forskydninger indenfor de forskellige driftsklasser, idet der efter de
ekstraordinære afdriftsår i starten af halvtredserne ikke skulle hugges
særligt kraftigt i nåletræet i årene lige derefter. I driftsplanen 1962 blev
den årlige hugst for de næste ti år fastlagt til 4000 m³ årligt. Den reelle
hugst kom nu til at ligge et stykke over, primært pga. stormfald i 1962
og 1967.
I planlægningen 1975 blev, som beskrevet, udstukket retningslinjer
for en kraftig udtynding i nåletræsplantagerne for at forcere en
udvikling i bevoksningerne, så omdriftstiden kunne nedbringes og den
skæve aldersklassefordeling langsomt udlignes: En del af de 20-29 årige
bevoksninger vil det derfor være rimeligt hugstmæssigt at forcere frem, og i øvrigt
kan man i dag anbefale en stærk hugst i ungdommen (fra 18-30 år), hvorefter den
formindskes kraftigt. Derved opnås den størst mulige diameterforøgelse, samtidig
med at de stærke hugstindgreb foretages inden det 30. år og inden bevoksningerne
bliver over ca. 15 m. Herefter lader man bevoksningerne stå næsten urørte eller
svagt huggede indtil omdriften. Erfaringer viser jo, at stormen især er gået ud over
bevoksninger, der har været tyndet indenfor de sidste 2-4 år. 145 Den årlige hugst
blev sat til 4742 m³ pr. år. Hugstoversigter for årene 1975-86 viser dog
at den reelle hugst i modsætning til tidligere kom til at ligge lavere end
den planlagte, nemlig på omkring 4200 m³. Retningslinjerne i
driftsplanen blev dermed ikke fulgt. Men var distriktets niveau egentlig
udtryk for en svag eller kraftig hugststyrke?
Under anden verdenskrig klarede Steensgård Skovdistrikt de
ekstraordinære pligthugster stort set udelukkende med kraftig
144 Henriksen 1988 s. 320ff
145 StG. Driftsplan 1975-85 s.131ff
76

udhugning og ikke ved afdrift. Bevoksningerne tog dermed ikke
nævneværdig skade. Dette kunne tyde på, at der på distriktet var en
tradition for relativ svag hugst i forhold til, hvad der rent faktisk var
muligt.
På den anden side viser tilsynets senere rapporteringer at de fandt
at niveauet var sat rigeligt højt i betragtning af de ændringer
bevoksningerne havde været udsat for siden krigen. Se fx tilsynet d. 3.
december 1967: Steensgård overtaget 1.7.1963 af Harald Peter Mikael
Hansen. Hugsten 63/64 var ca. 5000 m³ og for 64/65 er foreslået samme
kvantum på grund af spredte stormfaldsrester m.m. [efter orkanen i 1962] På
basis af opgivelse af Arealer for tynding og afdrift delvis besigtet i skoven kan
denne hugst godtages som undtagelse, idet planen anviser 4000 m³, hvilket efter
tilsynets mening er rigeligt højt under Hensyn til aldersklasseforholdene i Gran.
Kulturarealerne er vel tilplantede og passede og der forefindes ikke utilplantede
fredskovspligtige Arealer. 146
Diskussionen om den kraftige eller svage hugsts påvirkning og
udvikling af bevoksningerne er en kontroversiel diskussion, der med
blodig alvor er blevet ført blandt forstfolk siden C.D.F. Reventlow og
C.V. Oppermann i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet
udførte nogle forsøg med bøgebevoksninger under kraftig udhugning.
De observerede en hurtigere og, mente de, bedre udvikling af træerne,
samt højere gavntræsprocenter og lavere omdriftstid. 147 For udhugning
i granbevoksninger anbefales i dag oftest, præcist som i driftsplanen
fra 1975, at bevoksningerne udhugges meget kraftigt i de unge år, for
derefter at overgå til svag udhugning. I de sidste år inden afdrift
anbefales ingen udhugning overhovedet. Fordelen ved denne strategi
er en større diametertilvækst på det enkelte træ og da prisen for
gavntræ stiger med diameteren, er begrundelsen klar. Samtidig kan
omdriftsalderen nedsættes. Men strategien kan diskuteres, idet den
rent faktisk ikke giver en større vedmasse pr. hektar, end hvis man
under hele omdriften kun huggede svagt. Ved denne strategi får man
så til gengæld en mere stormstærk og stabil skov, der ved afdrift også
har stærkere ved. 148
Denne uenighed blandt fagfolk spores både i ovenstående
tilsynsrapport, men også i megen anden korrespondance vedrørende
distriktets skovdrift. I perioden omkring til lensafløsningen udtrykte
skovrider Bølling ønske om at få lov at hugge kraftigere i fabrikant
Brønners skove, hvis drift godset må have varetaget i årene omkring
salget. Ønsket blev tilbagevist af den distriktets tilsynsførende
skovrider Lykke Meyer med ordene: Jeg maa derfor tilstaa at jeg ikke mener
der med rimelighed kan hugges mere og da saavidt jeg har forstaaet alt paabudt der
kunde udhugges blev hugget umiddelbart før Salget i sin tid er der jo ogsaa hugget
146 LAF, DSsD. B.11
147 Fritzbøger 1994 s. 286ff
148 Henriksen 1988 s. 365 ff
77

meget de sidste 4 år. 149 Men dette ønske om ekstraordinær hugst
grundede jo netop i salget af skovene og kan dermed ikke tages til
indtægt for en generel tendens til kraftig hugst på Steensgård under
den sidste greves besiddelse.
I driftsplanen 1881 overlod man gennemhugningen til bestyrerens
eget skøn, idet det vilde være et Misgreb om Regulatoren gav bestemte Regler for
Gjennemhugningen eller fastsetter en Gjennehugningstaxt […] da det kræver det
nøie detaillerede Kjendskab til bevoxningernes Udvikling Aar for Aar, som alene
bestyreren kan komme i Besiddelse af. Derfor måtte Bestyreren gives frie Hænder i
Valget baade af Deel og Turnus. 150 Men på nær den tradition Oppermann
startede på Brahetrolleborg var den stærke hugst generelt ikke udbredt
på Fyn i løbet af 1800-tallet. I Bøvings plan for 1860 var det stadig for
tidligt at udtale sig om hugsten i nåleskoven, men inspireret af
Oppermann har Bøving nok praktiseret en forholdsvis kraftig hugst. 151
Det anbefalede hugstniveau har selvfølgelig været afhængigt af
træernes driftsklasse og alder. Hvor kildemateriale er tilgængeligt ses
det at hugsten i Steensgård skovdistrikt gennem århundredet har ligget
på et ret konstant niveau med hensyn til den samlede mængde målt i
kubikmeter og sammenholdt med udviklingen i skovdistriktets
størrelse. Store hugstår er efterfølgende fulgt af svag hugst, hvilket gør
niveauet jævnt. Kigger man på hugsten opmålt pr. hektar inden for de
forskellige driftsklasser svinger den selvfølgelig, dikteret af udviklingen
i aldersklasserne og den deraf nødvendige og mulige hugst. Men en
markant prioritering skiller sig ud, nemlig at man valgte ikke at følge
anbefalingerne i driftsplanen 1975. Netop i den tiårige periode fra
1975-85 hvor driftsplanen anbefalede en kraftig hugst i
bevoksningerne plantet i midten af 1950’erne ligger hugstmængden pr.
hektar i nåleskovsarealerne faktisk under gennemsnittet for både
perioden før og efter.
Naturfredning i Svanninge Bjerge
Landevejen mellem Odense og Fåborg har i den nordøstlige del af
Svanninge Sogn siden midten af 1800-tallet skilt to ret forskellige
naturlandskaber. Øst for vejen i Svanninge Bjerge blev de kuperede
strækninger beplantet med nåletræ. Dette påbegyndtes vest for vejen
først for alvor efter 1910. I øst bredte skoven sig lod for lod i
slutningen af 1800-tallet, alt imens bjerglodderne vest for vejen stadig
blev brugt til agerdyrkning og græsning og dermed bevarede den
overdrevagtige karakter, med vekslende vegetation i bl.a. lyng og krat.
Denne landskabstype kendes fra de sydfynske malere, der fandt deres
motiver i området syd og omkring Sandbjerggård og vest for
landevejen, da de omkring 1900 udfoldede deres virke.
149 LAF, FSsD, Indberetninger 4. Brev til Bølling dateret 11. juni 1929
150 LAF, BrG. 16/10. Driftsplan 1881
151 Weismann 1900 s. 160
78

Op gennem 1900-tallet fortsatte vejen med at markere et skel
mellem forskellige driftsformer. Landskabet vest for vejen var præget
af, at de mange forskellige lodsejere havde en del forskellige interesser.
– Men fælles for dette område i første halvdel af 1900-tallet blev en
tiltagende beplantning med nåletræ. Det første initiativ til anlæg af
naturarealer som udflugtsmål blev taget af fabrikant og kunstelsker
Mads Rasmussen i 1910. Området blev hurtigt populært, trods hans
efterkommere havde ikke samme syn på offentlighedens adgang. I
1953 blev familien Rasmussens 30 tdr. land fredet. 152
Skoven vest for vejen var dermed præget af, for det første mange
lodsejeres forskellige prioriteringer og for det andet af overordnede
mere æstetiske hensyn og overvejelser omkring naturlighed og
oprindelighed. Øst for vejen derimod stod Steensgård skovdistrikts
store og ensartede nåletræsplantage, hvis bevoksninger var begrundet i
økonomiske overvejelser om overskudsproduktion og markedssalg. –
Og i den sydlige del udgjorde Fristed Skov et skovområde, der var
drevet ud fra private naturinteresser og præferencer, men ikke for
offentligheden.
Da staten i midten af 1970’erne begyndte opkøb af den fredede
jord i Svanninge Bakker var det selvfølgelig ud fra en større
overordnet tankegang omkring naturbevaring og genopretning.
Arealerne skulle åbnes og gøres tilgængelige for offentligheden. Der
skulle etableres et system af gangstier, under hensyn til de specielle
naturforhold, der samtidig skulle formidles til et naturinteresseret
publikum.
Det er interessant at fredningsplanerne i denne periode også
inkluderede områder i Svanninge Bjerge og i Fristed Skov. I 1976
lavede Fredningsplansudvalget for Fyns Amt et forslag om en sådan
udvidet fredning. 153 Forslaget indebar at publikum skulle have adgang,
ikke gennem nye stisystemer, men via de allerede eksisterende
skovveje til de centrale dele af bjergene vest for Sandbjerggård.
Omkring Lerbjerg skulle der ryddes for skov og skabes et
udsigtspunkt og i Fristed Skov skulle der etableres toiletfaciliteter.
Forslaget blev ikke gennemført og med tiden blev statsskovsarealet i
stedet udvidet mod nord, først med opkøb af Dalkildegård i 1988 og
siden, i løbet af 1990’erne, med opkøb i den gamle Nørremark. På den
måde fortsatte landevejen århundredet ud med at danne skillelinje
mellem forskellige naturlandskaber, der var resultatet af meget
forskellige måder at varetage, passe og drive skov.
152 Mehr 1997, Skaef 1996, Guldberg m.fl. 1997
153 StG. Forslag om yderligere fredning i Svanninge Bakker, dateret 10. januar 1977.
Da arkivalier fra Fredningsplansudvalget for Fyns Amt ikke er bevaret, har det ikke
været muligt at fastlægge, hvorfor forslaget aldrig blev rejst i Fredningsnævnet for
Svendborg Amtrådskreds, hvor fredningssagen skulle behandles. Ved gennemgang
af Fredningsnævnets forhandlingsprotokoller er sagen nemlig ikke fundet.
79

Hedeselskabet
Driftsplanerne i 1962 og 1975 havde været lagt af Dansk
Skovforening, der i dag ikke længere udbyder denne konsulentydelse. I
1980’erne ophørte Steensgårds medlemskab af foreningen og
Hedeselskabet overtog i stedet Skovforeningens rolle som
driftsplanlægger. Hedeselskabet havde som statsstøttet selskab primært
haft fokus på nåletræsplantager og nyopdyrkning af ufrugtbare arealer.
Men med tiden havde selskabet forandret sig og konkurrerede nu på
frie markedsvilkår om mange slags projekter omkring landskabspleje
og varierede bevoksninger. Selskabets varetog dermed en stigende
antal konsulentopgaver som tilsyn, rapportering og driftsplanlægning.
På mange både mindre og større godser sås en tendens til at lade
Hedeselskabet overtage driften, idet det var dyrt at opretholde en lokal
ekspertise, selvstændigt at drive skoven og lønne forstuddannet
personale.
På P. M Hansens andet skovdistrikt Nedergård i Nørre Snede i
Jylland, havde Hedeselskabet i en årrække stået for driften, da det i
midten af 1980’erne blev nødvendigt for en ny driftsplanlægning på
Steensgård. Nedergård Skov var primært præget af nåletræsplantager,
men man fandt nu at Hedeselskabet også havde kompetencer til at
vurdere den meget bredere sammensætning i Steensgårds skove.
Resultatet blev at selskabet i 1986 lagde en ny driftsplan for Steensgård
skovdistrikt.
Driftsplan 1986
Med Hedeselskabets driftsplan blev Steensgård skovdistrikt inddelt på
nu. Den nye inddeling var karakteriseret af færre og større afdelinger
med flere underafdelinger. Hvor de forrige driftsplaners afdelinger
oftest var defineret af en hovedbevoksning i samme aldersklasse, var
afdelingerne nu større indeholdende flere drifts- og aldersklasser.
I løbet af de 11 år siden forrige driftsplan var den forudsagte
vedmasseopsparing som planlagt vokset betydeligt i bjergene, hvor
rødgransarealerne fra starten af 50’erne selvfølgelig dominerede. I
1986 kunne derfor opstilles tre forskellige hugstplaner for det samlede
distrikt, hvor selv den lavest satte af de tre var baseret på en større
hugst pr. hektar end i de tidligere planlægninger.
Af bevoksningernes aldersklasse ses det, at der ikke var anlagt nye
kulturer i Svanninge Bjerge siden 1975, på nær en del lærk og enkelte
rødgransbevoksninger i Fristed Skov. De fremtidige prioriteringer var
også påvirket af alderklassefordelingen i gran. Derfor var kulturplanen
ikke omfattende og samlet skulle 4,5 ha. afdrives og nykultiveres i
Bjergene. Fx en del mindre arealer i den gamle Fristed Skov, hvor der i
stedet skulle anlægges douglasgran.
80

Fristed Skov
I 1986 blev Fristed Skov igen underlagt Steensgård og arealet er derfor
medtaget i Hedeselskabets driftsplan. Denne viser tydeligt, hvordan
den forrige ejer af Fristed Skov havde haft andre driftsprioriteringer
end på Steensgård. I Fristed Skov var bevoksningerne mindre i
størrelse og flere træsorter indgik. Løvskoven var mere udbredt og
arter som ask og birk var blevet plantet i 40’erne, hvilket ikke sås på
Steensgårds areal. Det såkaldte frimærkeskovbrug som de mange små
bevoksninger indikerede, tyder på overvejelser om variation og
æstetiske hensyn.
Driften af Brønner-familiens skov på i alt 54 ha. havde været
varetaget af skovrider Lars Brorson. Denne ejede også Knagelbjerg
skov lige øst for Svanninge, som Brahetrolleborg havde frasolgt. Der
var blevet lagt driftsplaner for Fristed Skov af Dansk Skovforening i
1971 og 1981, hvor planen fra 1981 er bevaret. 154 Her ses hvordan
løvskoven udgjorde 27 % af det samlede bevoksede areal, altså langt
mere end i det øvrige af Svanninge Bjerge. Også
aldersklassefordelingen var mere jævn, ret ligeligt fordelt over
anlægsårene 1940-80. Samlet stod 8 ha. af fortrinsvis løvskov, der var
anlagt tidligere. Brønner familien havde ikke på samme måde
renafdrevet nåletræ i starten af 1950’erne.
I driftsplanen for Fristed Skov 1981 overlod man beslutninger om
hovedskovning eller renafdrift til lokal afgørelse undervejs i
driftsperioden. Planen udtalte sig dermed kun om det årlige niveau i
udhugningen. Denne sattes til 8,5 m³ pr. ha., hvilket, om gennemført,
betød en stærkere hugst end i det øvrige Svanninge Bjerge i starten af
1980’erne. Hugstopførsler for Fristed Skov er ikke bevaret.
154 StG. Driftsplan for Fristed Skov 1981-1991
81

Fordelingen af træsorter i Svanninge Bjerge 1986
Fristed Skov blev tilbagekøbt af Steensgård Gods i 1986. Det ses hvordan
afdelingerne i Fristed Skov var mindre og med en mere varierende bevoksning end i
det øvrige Svanninge Bjerge. Løvtræ havde også fået en højere prioritering.
Driftsplanlægningen i Fristed Skov har dermed taget flere æstetiske hensyn, på
bekostning af økonomiske, idet bevoksningerne lå op til Familien Brønners
landssted Fristed.
82

Fordelingen af aldersklasser 1986
Da orkanen i 1999 ramte Svanninge Bjerge gik det primært ud over det store
ensartede rødgransareal, plantet i starten af 1950’erne. På dette kort områderne i
aldersklassen 23-38 år. Rødgranerne i denne aldersklasse havde været gennemhugget
svagt i de unge år og meget kraftigt i de senere. Denne kombination gjorde dem
særligt følsomme for vinden.
83

Fordelingen af løv- og nåleskov i Svanninge Bjerge 1986
Hedeselskabets rapport 1992
Det århundrede gamle og meget følelsesladede kontrovers omkring
hyppigheden, styrken og typen af hugstindgreb i bevoksningerne viste
sig i starten af 1990’erne på Steensgård at være lige aktuel. En kritisk
rapport baseret på en syning foretaget af Hedeselskabet fik i 1992
Steensgård til at omlægge den hidtil kørte driftsform og niveau i
hugstmængden. 155 Hedeselskabet fandt nemlig at de i driftsplanen
1986 udstukne retningslinjer for hugst ikke var fulgt og at
bevoksningerne led under dette. Selskabet var fortaler for en langt
155 StG. Tilstandsrapport over Steensgård skovdistrikt foretaget af Hedeselskabet,
dateret 17. juli 1992
84

kraftigere hugst og havde gode erfaringer med skånsom
maskinskovning, en metode de ikke mente godset i nødvendig grad
havde taget til sig. De mente at godset med den nuværende drift gik
glip af gode indtjeningsmuligheder.
Godset tog rapportens konklusioner til efterretning og udførte i de
efterfølgende år en meget kraftig udtynding især blandt
nåletræsbevoksningerne. De årlige indberetninger til Danmarks
Statistik, der dækker skovdistriktets samlede areal, viser denne
udvikling. Kigger man på distriktets samlede årlige hugst i nåletræ, steg
den mærkbart. I perioden 1987-92 var den gennemsnitlige hugst af
nåletræ på ca. 2500 m³. I perioden 1994-97 steg den til omkring 4300
m³ årligt, hvor der især blev hugget kraftigt i 1994-95. 156
På grund af rapportens konklusioner og den efterfølgende
driftsomlæggelse, valgte Steensgård samtidig også at lade
Hedeselskabet overtage driften med selve skovene. Derved var der i
den efterfølgende periode ikke forstligt uddannet personale ansat på
selve godset. Hedeselskabet varetog driften gennem skovrider Bent
Møller Hansen, der samtidig drev skovene under godset Gyldensteen.
Driftsplan 1998
Tolv år efter den forrige plan fandtes tiden moden til en ny. I de
mellemliggende år var der sket meget i distriktets bevoksninger. Men
forandringerne var netop sket uden for og på tværs af eksisterende
planlægning og illustrerer, at der altid er forskel mellem teori og
praksis. Driftsplanen 1998 ligner dermed den fra 1986 i dispositioner
og formål. – Men om dens retningslinjer i modsætning til den
foregående skulle blive fulgt, kan på grund af orkanen i 1999 ikke
vides. Grundlæggende havde den ændrede drift resulteret i stærkere
udhugning, men ikke i afdrift i Svanninge Bjerge. Skovkortene ligner
dermed til forveksling kortene for driftsplanen 1986. Dertil kom, at
der ingen nye kulturanlæg havde været siden sidste driftsplan. De
mindre arealer, især i Fristed Skov, som driftsplanen 1986 havde
foreslået afdrevet og kultiveret bl.a. med douglasgran stod endnu med
den gamle bevoksning. Den visuelle ændring i tidens virkelige skov har
dog nok været meget mærkbar efter denne korte årrække med meget
kraftig hugst og udtynding.
156 StG. Årlige indberetninger over hugsten i skove og plantager til Danmarks
Statistik. Tællingsårene 1985-1999 er bevaret på nær 1993.
85

Orkanen 1999
Driftsplanen 1998 kom ikke til at få den store betydning, idet orkanen
natten mellem den 3. og 4. december 1999 i løbet af få timer satte en
anden dagsorden. Det var ikke første gang skovområdet fik en hård
medfart af vinden. Orkanen i 1894 er allerede beskrevet, siden var en
del flere kommet til. Det er ikke muligt at beskrive dem alle nærmere,
fx har det ikke været muligt at finde oplysninger om, hvordan
distriktet klarede den såkaldte Julestorm i 1902, som andre steder
ramte nåletræet hårdt. Men Sydfyn blev hårdt ramt i 1962 og igen i
både februar og oktober 1967. Den store orkan i november 1981 gik
heldigvis nordom. – Men til gengæld fik distriktet lov at betale dyrt i
december 1999, hvor det som så ofte før især gik ud over de mere
stormfølsomme nåletræsbevoksninger. Ca. 75 % af den samlede
vedmasse i Svanninge Bjerge blev ødelagt. Og særligt hårdt ramt, blev
det store rødgransareal plantet i startet af 1950’erne. De store graner lå
smidt mellem hinanden som et mikado-spil – nogle var væltet på rod,
andre var knækket 2-6 m oppe. Resultatet var en helt ufremkommelig
skov, hvor alle adgangsveje var spærret af væltede og knækkede træer.
Steensgård gods indgik efterfølgende en aftale med Hedeselskabet
om at forestå al oprydning, planlægning og gentilplantning i
overensstemmelse med vilkårene i de statslige tilskudsordninger, der
opstod i kølvandet på orkanen, idet skaderne også på landsplan var
enorme.
Arbejdet med oparbejdning af det ødelagte træ, rydning af
hugstaffald og gentilplantning blev herefter påbegyndt. Hugstaffaldet,
bestående af rødder, grenaffald og ukurant træ, blev skubbet sammen i
lange kvasranker, hvorefter der blev foretaget stribevis
jordbearbejdning med en rilleplov. Kvasrankerne kan i dag erkendes
som nord-sydgående striber på de seneste flyfotos, og vil kunne
genfindes i mange år frem.
Steensgård Skovdistrikt beskæftigede i perioden efter stormfaldet
fem fastansatte skovarbejdere, samt et relativt stort antal
skoventreprenører. Arbejdet var afsluttet i efteråret 2003.
Efterfølgende opsagde godset driftsaftalen med Hedeselskabet, idet
forstkandidat Kristian Gernow samtidig blev ansat som godsforvalter
og bestyrer af godsets skove.
Alle skovbrugsfaglige ressourcer på Steensgård gods blev i
perioden 2000-2003 anvendt til gentilplantningsarbejdet, som også
ramte Steensgårds øvrige skove hårdt. I denne periode blev der derfor
ikke foretaget nogen hugster og udtyndinger i de ikke-stormramte
bevoksninger. Samtidig var markedspriserne på nåletræ og bøg faldet
til meget lave niveauer. Oprydningen efter orkanen mættede markedet.
Da tilplantningen var gennemført, blev det derfor nødvendigt at
reducere aktivitetsniveauet i skovene kraftigt. Ved udgangen af 2003
86

var der således ansat to faste skovarbejdere på Steensgård og et år
senere var der kun en enkelt skovarbejder tilbage, som i øvrigt også
arbejdede med vedligeholdelse af godsets udlejningsboliger.
Den 8. januar 2005 ramte endnu en orkan landet. Denne gang slap
Sydfyn lettere, men det nordlige Jylland blev hårdt ramt. Steensgård
blev dog indirekte berørt af orkanen, da al skovning af stående træ
efterfølgende blev indstillet. Man regner i dag ikke med, at
oparbejdningen af 2005-stormfaldet er tilendebragt før hen mod
sommeren 2006, og indtil da påregnes en meget træg afsætningssituation
for nåletræ.
Der kan altid spekuleres i om den driftsform, der i mange år havde
været valgt i Svanninge havde betydning for den hårde medfart skoven
fik. Havde skovene været udhugget hårdere i deres unge år og fået lov
at stå i de højere aldersklasser, havde de udviklet sig stærkere og
sikkert bedre kunne modstå stormen. Men havde man på den anden
side ikke valgt at udhugge så kraftigt i årene lige inden orkanen havde
bevoksningerne i stedet stået tætte og kompakte og givet hinanden
stabilitet.
I sidste ende kan man sige at følgerne af orkanen umiddelbart
skabte en situation, der egentlig har været meget karakteristisk for
beplantningens historie i Svanninge Bjerge. Endnu engang skulle
området opleve en stor kultiveringsindsats på de store afdrevne
arealer, der som så mange gange før med den følgende skæve
aldersklassefordeling ville sætte sine spor mange år ind i fremtiden.
87

Fordelingen af aldersklasser 2005
Præcis som i 1950’erne er Svanninge Bjerge i dag præget af unge bevoksninger,
plantet i årene 2000-2003, efter at orkanen i december 1999 havde ødelagt omkring
75 % af den stående vedmasse.
88

Fordelingen mellem løv- og nåletræ 2005
For første gang i Svanninge Bjerge, siden indførelsen af det regulerede og moderne
skovbrug i starten af 1800-tallet, er nåletræet ikke længere eneherskende. På grund af
statsstøtten til hjemmehørende og robuste træarter blev der plantet løvtræ i årene
efter orkanen.
89

Træarter i Svanninge Bjerge 2005
Tilplantningen efter orkanen foregik i såkaldte blandede bevoksninger med enten eg
eller bøg som hovedtræsort. I store træk foregik tilplantningen således at man
startede mod nord, hvor egen primært blev dominerende. Siden fortsatte man
sydover, hvor bøgen i stedet fik mest plads. Prioriteringen skyldtes de bedre
jordforhold i den sydlige del af bjergene. Som indblandingsarter brugtes birk, ahorn,
fuglekirsebær og rødel, samt lærk og douglasgran.
90

Status i Steensgård skov
Siden orkanen er arealerne i Svanninge Bjerge igen blevet beplantet.
Bevoksningerne er anderledes end de tidligere prioriteringer på stedet,
idet staten ydede orkanstøtte til nyplantning af hjemmehørende og
mere robuste træsorter i blandede og varierede bevoksninger. 157
Dermed var nåletræernes lige rækker for første gang ikke længere
dominerende i Svanninge Bjerge.
I september 2005 udførte Hedeselskabet en bevoksningsbeskrivelse
af Steensgård skovdistrikt. 158 Heri fremgår hvordan
kultiveringen af Svanninge Bjerge efter orkanen tog form.
Nytilplantningen foregik stort set udelukkende i blandede
bevoksninger. I grove træk blev den nordlige halvdel af arealet i
Svanninge Bjerge tilplantet med eg som hovedtræart, og den anden
halvdel med bøg som hovedtræart. Som indblandingstræarter blev
anvendt løvtræer som birk, ahorn, fuglekirsebær og rødel, samt
nåletræerne lærk og douglasgran. Stort set alle kulturer blev hegnet
mod vildtskader, fra råvildt og harer.
Intentionen bag at blande forskellige træsorter i samme afdeling er
at de med deres forskellige udviklingshastigheder og fysiske
udformning kan beskytte og fremme hinandens vækstbetingelser. 159
Denne form for tilplantning er i de senere år blevet populær blandt
forstfolk, hvilket er interessant at se, idet det på mange måder kan
siges at være en gentagelse af tidligere praksis. Også skovrider P.J.
Bøving forsøgte i midten af 1800-tallet sig med blandede
bevoksninger. Bøving tog præcis som i dag primært de blandede
bevoksninger i brug, for at beskytte opkomsten af løvtræ. De
indblandede hjælpetræer, fx af rødgran, skulle dermed hugges
efterhånden, som deres beskyttende funktion blev udtømt og de i
stedet blot stod i vejen for hovedbevoksningen. 160
Da der ikke i nævneværdig grad blev plantet løvtræ i Svanninge
Bjerge, var denne tilplantningsform ikke meget udbredt i dette
område. I stedet brugte Bøving rækkevis at indblande rødgran med
enten birk eller fyr. I modsætning til den første blandingsform skulle
indblandingen her være af mere varig karakter. Det var hensigten at de
forskellige træsorter skulle støtte og stabilisere hinanden gennem hele
omdriften. 161
Fra omkring 1870 faldt de blandede bevoksninger i unåde og det
blev anset for helt forkert at blande især løv- og nåletræ. Ville man
blande måtte det ske med anlæggelse af holme med bestemte sorter,
157 http://www.sns.dk/Blanketter/stormfald/stormfald_vejl.pdf
158 StG Bevoksningsbeskrivelse, dateret 27. september 2005
159 Henriksen 1988 s. 463ff
160 Weismann 1900 s. 141. Ifølge Weismann var Bøving den første på Fyn, der
iblandede gran i en hovedbevoksning af bøg.
161 Weismann 1900 s. 72ff
91

ikke ved rækkevis indblanding. Dette skete samtidig med at området i
Svanninge Bjerge blev reserveret udelukkende til nåleskov. Men
blandede bevoksninger vandt dog terræn igen. Først med varige
blandinger i plantage- og hedebevoksning, siden med indblanding af
hjælpetræ til opvækst af løvtræ. Metoden må nu siges at være meget
udbredt, da den som sagt indgår som krav for statsstøtte efter
orkanskade.
Bevoksningerne i Svanninge Bjerge er i dag dermed stadig præget
af en skæv aldersklassefordeling, med store arealer plantet primært
mellem 2000-2003. Til gengæld er fordelingen af løv - og nåletræ
meget mere jævn, end det før har været set.
I de kommende år vil skovdriften primært dreje sig om
gennemhugninger af de ikke-stormfaldsramte bevoksninger, afretning
af randtræer, samt renholdelse af de tilplantede stormfaldsarealer, der
flere steder lider under en kraftig gyvelbevoksning. Driften vil
selvfølgelig ske afstemt og i overensstemmelse med Bikubenfondens
planer for naturgenopretning og etablering af publikumsfaciliteter.
92

DEL 5: Kulturhistorien i landskabet
Det specielle og bevaringsværdige
Overdrev
Svanninge Bjerge har i kraft af beliggenhed, vejr-, vind- og
jordbundforhold givet nogle begrænsninger og nogle muligheder for
områdets beboere. Begrænsningerne var betinget af, at jorden var
ufrugtbar og forholdene barske. De kuperede jorde var simpelthen
ikke velegnet til agerdyrkning. Trods flere forsøg med hårdføre
afgrøder og lange hvileperioder mellem hver enkelt
opdyrkningsperiode, lykkedes det aldrig rigtigt for bønderne i
Svanninge at få den store arbejdsindsats til at modsvare udbyttet, når
den sandede jord i Svanninge Bjerge skulle opdyrkes.
I løbet af 1700-tallet brugtes området som overdrev, hvor byens
store kreaturhold stod tøjret til græsning. Overdrevslandskabet var
karakteriseret af mindre vækster, græsser, mos, lyng og krat, men ingen
træer. Selvom bjergene muligvis en gang har været skovklædte, var der
ingen skov overhovedet i Svanninge Bjerge fra i hvert fald slutningen
af 1600-tallet. Et sådant overdrevslandskab vidner i dag om tiden før
udskiftningen. – En tid hvor dyrkning og dermed græsning af
kreaturer skulle aftales og koordineres blandt alle ejerlavets bønder.
Samtidig fortæller overdrevene om det store dyrehold det
førindustrielle landbrugssamfund kunne mønstre, idet hestene var helt
uundværlige som trækkraft for ploven, og kreaturer gav nødvendig
næring til de trængende jorder.
Nåleskov
Heller ikke som overdrevsareal kunne befolkningen dog få det
genstridige område til at give mening. Mulighederne begyndte i stedet
at vise sig, efterhånden som skovbeplantningen begyndte at lykkes
Tilsyneladende uden de store indvendinger fra bønderne, kunne
greven indtage et stort areal af ejerlavets landbrugsjord til
skovplantning. Dette må sige lidt om den værdi, landsbyen med det
store jordtilliggende tillagde de mest kuperede og vindomblæste
områder af bymarken. Først lykkedes det ikke, men med den rigtige
ekspertise og en enorm arbejdsindsats udøvet af lønnede daglejere fra
Svanninge og de omkringliggende byer lykkedes det efterhånden at få
nåleskoven til at beklæde lyngbakkerne.
Nåleskoven viste at områdets ejer var fremsynet og moderne.
Først var hensigten med skovplantningen sikkerhed i forsyningen.
Udskiftning og senere udflytning af gårdene krævede byggematerialer,
men efterhånden voksede ambitionerne hos grevskabet. Der var et
marked der skulle forsynes. Der kunne tænkes på økonomisk vinding,
93

på indtægt og overskud. Med nåleskoven kunne skovbruget betale sig.
Hvor prioriteringer i bevoksningerne gennem den første tilplantning
var dikteret af først af få området under skov, men med tiden
medtænke løvtræer, som tradition og selvforsyning syntes at kræve,
blev grevskabets ordre i slutningen af 1800-tallet klare. Blandingsskov
var umoderne og området skulle reserveres til nåletræ! – Skovdriften
skulle indrettes efter markedet og nåletræer var på lette jorder
nemmere at få i vækst og omdriftstiden kortest. Med den nye forstlige
viden blev det for første gang muligt at få et reelt udbytte ud af
bjergene.
For områdets beboere har nåleskoven gennem de sidste i hvert
fald 150 år været et kendetegn ved området. Udover udsigten fra byen
til den tætte nåleskov i Svanninge Bjerge, betød skoven også arbejde
for den voksende husmandsstand gennem 1800-tallet, indtil
maskinerne i midten af 1900-tallet forandrede skovarbejdet
fuldstændig. På den anden side af Odense-Fåborg-landevejen blev der
først i 1900-tallet også plantet skov, men denne fik en kort historie,
idet området hurtigt fik rekreativ karakter med de anderledes
prioriteringer dette medførte. I Svanninge Bjerge derimod dominerede
nåletræerne og fortalte om Steensgård Gods realistiske muligheder for
drift, med de nødvendige overvejelser dette krævede om økonomisk
bæredygtighed.
Lokaliserbare historiske træk
Nåleskoven i Svanninge Bjerge er dermed i høj grad et vigtigt
kulturhistorisk træk, der fortæller om en driftsform, der har været
prioriteret i næsten 200 år. Men ser man bort fra bevoksningerne er
der mange andre forhold i landskabet, der giver vidnesbyrd om den
historiske udvikling. De kulturhistoriske spor, der følgende vil blive
omtalt, kan geografisk lokaliseres via kortet på side 99.
Det skal anføres at besigtigelsesforholdene for fund af
kulturhistoriske spor i landskabet på nuværende tidspunkt er meget
dårlige i Svanninge Bjerge. Dette skyldes tre ting: For det første at der
er store arealer med ung skov i opvækst, som dækker jordbunden tæt.
For det andet en udbredt og på nogen steder meget kraftig
gyvelbevoksning. Og for det tredje eksistensen af mange langstrakte
såkaldte kvasranker af stormfaldsrester og affald, såsom rødder og
grene efter orkanen i 1999. Flere af disse kvasranker er oven i købet
enkelte steder placeret oven i digeforløb. Dermed er der chancer for,
efterhånden som skoven bliver højere, kvasrankerne fjernes og
skovbunden åbnes, at nye kulturhistoriske spor vil vise sig, idet
besigtigelsesforholdene dermed bedres.
94

Gravhøje
De tidligste menneskelige spor i landskabet skulle efter sigende være
fire gravhøje fra oldtiden. Disse blev i 2000 identificeret af Fyns
Stiftsmuseum på udskiftningskortet over Svanninge ejerlav, opmålt i
1798. Gravhøjene optræder dermed i den landsdækkende database
over fortidsminder, Det Kulturhistoriske Centralregister, DKC, også
kaldet sognebeskrivelserne. 162 De fire gravhøje har registreringsnumrene
SB113-16. Gravhøjene blev ikke på daværende tidspunkt
lokaliseret på stedet eller i marken af en arkæolog og i betragtning af
områdets kuperede karakter og udskiftningskortets varierede
topografiske beskrivelser, måtte identifikationen betegnes som meget
usikker.
I januar 2006 blev lokaliteterne besigtiget og det blev konkluderet
at det ikke under de nuværende forhold i området var muligt positivt
at bekræfte eksistensen af gravhøje. Som gyvelen ryddes og skoven
vokser kan forholdene dog ændre sig.
Højryggede agre
I perioden inden udskiftningen i 1801 er det primært relevant at kigge
efter to ting i landskabet. Nemlig højryggede agre, samt stendiger, der
har fungeret som markskel, fx som følge af den nye markinddeling i
1780.
Ved besigtigelse i skoven er fundet et større område, hvor
højryggede agre er synlige. Området er placeret i den sydlige del af
Svanninge Bjerge, hvor jordbundsforholdene for agerdyrkning var
rimelige. Lige så karakteristisk er, at noget af området er placeret inden
for den oprindelige skovudstykning fra 1801, et område der dermed
aldrig blev oppløjet efter udskiftningen. Meget tyder nemlig på, at man
ved udskiftningen forlod denne pløjningsmåde, idet man ikke længere
havde brug for de højryggede agre til at indikere ejendomsgrænser
mellem bøndernes forskellige agerstriber.
De er kendetegnende at de nuværende bevoksninger på det sted,
hvor de højryggede agre blev lokaliseret, havde karakter af højskov
med åben skovbund. Besigtigelsesforholdene var dermed gunstige.
Det skal ikke udelukkes, at der også andre steder i området kan findes
højryggede agre, efterhånden som skovbunden synliggøres og åbnes.
Sten- og jorddiger
Der findes en mængde forskellige digeforløb og systemer i Svanninge
Bjerge. Områdets historie taget i betragtning har digerne samtidig
forskellig tilblivelseshistorie og datering og har endda haft skiftende
funktion gennem tiden, som fx sogne-, mark- og matrikelskel.
162 www.dkconline.dk
95

Overordnet er det hensigtsmæssigt ikke at opdele digerne i sten-
og jorddiger, idet flere diger, som i dag optræder som jorddiger faktisk
er halvvejs tilgroede eller tildækkede stendiger. Digerne har nemlig
efterhånden som de mistede deres funktion og betydning udviklet en
betydelig svagere profil. De er langsom sunket sammen på grund af
manglende vedligeholdelse og de grøfter, der oftest gravedes langs
digerne er blevet fyldt op af nedskredet materiale, blade og lignende. 163
I stedet er inddelingen her begrundet i hvor og i hvilke
sammenhænge, digerne optræder på eksisterende kort og i
kildematerialet. Digerne kan dermed inddeles i fire grupper:
1) Stendiger der blev fredet i 1957. 164 Disse er alle positivt lokaliseret i
skoven, hvor de fremstår tydeligt i landskabet. Markeret med blå farve
på kortet, side 99.
2) Diger, der er noterede på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk
Danmark 1:25.000, de såkaldte 4-cm kort. Disse diger er lokaliseret på
baggrund af luftfoto og er ved deres tilstedeværelse i dette kortværk
omfattet naturbeskyttelsesloven. Digerne er alle positivt lokaliseret i
skoven. Farve: Gul
3) Diger der optræder på skovkort over Steensgård skovdistrikt. Disse
er alle positivt lokaliseret i skoven. Farve: Rød
4) Diger der kendes fra ældre kortværk. Det er logisk at tage
udgangspunkt i det første samlede kortværk over Danmark, de
såkaldte Høje Målebordsblade, der for dette områdes vedkommende
er opmålt i 1865 og rettet i marken i 1889. På dette kort optræder
samtlige matrikelskelsdiger og enkelte supplerende diger. Kortet
visualiserer dermed det størst mulige omfang og udbredelse af diger i
området. Netop for denne sidste gruppe af diger gælder, at mange vil
være at finde i landskabet, men langt fra dem alle. Ved fremtidigt
skovarbejde bør man dog nok være opmærksom på de pågældende
steder. Farve: grøn.
Naturbeskyttelse af jord- og stendigerne indebærer, at der ikke må
foretages ændring i tilstanden. Digebeskyttelsen indebærer dog ikke, at
digets bevoksning med træer og buske er beskyttet. Der er derfor
heller ikke forbud må indgreb i beplantning eller bevoksning i form af
traditionel beskæring, ligesom fældning af træer eller buske på diget
heller ikke betragtes som en tilstandsændring. Udbedring af evt.
eksisterende levende hegn på et dige ved indplantning af enkelte træer
eller buske kan også ske uden tilladelse. Optrækning af stød eller
rødder efter en fjernet bevoksning på et dige betragtes derimod som
en ændring af tilladelsen og kræver dermed dispensation.
163 Vejledning om beskyttede sten- og jorddiger. SKN 2001
164 StG. Fredningsoverenskomst, dateret 1. oktober 1957
96

Særlige diger
Enkelte digeforløb, deres oprindelse og funktion skal her omtales
særskilt.
Ældst af digerne er højst sandsynligt det lange og ubrudte stendige,
der løber langs Knagelbjerg Skov (a). Diget er placeret på
sognegrænsen mellem Svanninge og Brahetrolleborg sogn. Da denne
administrative inddeling har rødder tilbage til jernalderen, er det
usikkert præcist hvornår selve stendiget er bygget, men på diget står
flere gamle egetræer, der indikerer at hegnet sagtens kan være ældre
end 1780, hvor det først optræder i kilderne.
Ved den nye markinddeling i 1780 blev der bygget nye stendiger,
for at adskille markerne og holde kreaturerne ude. Dele af disse er det
stadigt muligt at se i landskabet, idet de meget karakteristisk blev
”genbrugt” og skiftede funktion til matrikelskel efter udskiftningen i
1801. Dele af et sådan dige ses lige syd for ejendommen Fristed (b).
Diget her dannede før 1801 markskel mellem Søgårdsmarken og de
Forreste Bjerge. Netop dette skel er yderligere interessant, idet det
også må have dannet skel under den gamle markinddeling fra før 1780
og dermed kan være betydelig ældre. Skellene under den gamle
markinddeling var dog ikke hegnet, hvoraf problemerne med
kreaturer, der rev sig løs af tøjringen opstod.
Markskellet mellem de Yderste og Forreste Bjerge blev også
opretholdt i landskabet efter udskiftningen, idet dele af skellet kom til
at danne matrikelskel (c). Diget fremstår i dag som en på steder
afbrudt jordvold i stærk vekslende bevaringstilstand. Det skal ikke
udelukkes at diget, når besigtigelsesforholdene bedres vil vise sig som
et meget sammensunket stendige.
Ved udskiftningen i 1801 blev området udstykket i en række
bjerglodder foruden den store skovudstykning langs det østre
markskel. Ved denne lejlighed skulle de nye lodder indhegnes, på
samme måde med det udstykkede fredskovsareal. Efterhånden som
bjerglodderne i slutningen af 1800-tallet også blev inddraget i
fredskovsarealet, blev digerne efterset og udbedret, hvis der var
mangler. Af dette enorme hegnsarbejde vidner først og fremmest
områdets mange jordvolde, hvoraf mange kan være tilgroede og
jorddækkede stendiger. Kilderne nævner nemlig i flæng begge
digetyper. Diget (d) er fx tydeligvis et stendige, trods det ikke blev
medtaget i den samlede fredning af stendiger 1957. Mest markant er
den nord-syd gående jordvold langs den oprindelige skovudstykning
midt gennem Svanninge Bjerge (e). På det sidste stykke ned til
landevejen mellem Nyborg og Bøjden bliver digets oprindelige
karakter af stendige tydelig.
97

Bygningsspor?
Perioden efter udskiftningen, hvorunder området langsomt blev
skovdækket, har resulteret i andre kulturhistoriske træk i landskabet.
På tjenestejorden for skovfogeden i Svanninge Bjerge har aldrig ligget
bygninger. Disse var koncentreret på Hesbjerggård. Derfor er der ikke
de store spor i landskabet efter tjenestejorden, udover de velbevarede
jordvolde. Følger man området på kortene op gennem 1900-tallet ses
det, at området først blev skovbeplantet i 1940’erne. Dette indikerer at
området ophørte med at være tjenestejord efter den sidste greves død
og godsets salg. I driftsplanen fra 1962 betegnes området stadig som
Skovfogedmarken.
Vejnettet
Vejnettet kan på samme måde også fortælle sine historier. Den østvest
løbende vej forbi Fristed og Sandbjerggård ligger hvor den gamle
landevej mellem Nyborg og Bøjden løb. Denne blev i 1820 afløst af
den nye hovedlandevej, der følger den nuværendes forløb og som
adskiller Svanninge Bjerge og Hesbjerg Plantage. Dertil kommer at
flere af de snoede veje, der følger landskabets kurver, har rødder i
fællesskabstidens færdselsveje (fx f). Andre af områdets veje stammer
fra udskiftningens kvadratiske udstykninger. Disse veje er lige og
følger de gamle matrikelgrænser. Dertil kommer skovvejene, der var
nødvendige for skovens drift. Disse blev hurtigt etableret og var i
hvert fald færdige i 1865.
Andre lokaliteter
På Leerbjerg er opsat et såkaldt gradmålingsmærke, bestående af en
firkantet prismatisk granitblok. Gradmålingsmærket er fastmuret i
grunden og stikker lidt over 3 fod op over jorden. 165 De er ikke muligt
præcist at fastlægge hvornår gradmålingsmærket er opsat, men det er
sket kort før 1892, hvor mærket blev tinglyst. 166 Gradmålingsmærket
blev opsat i forbindelse med at det første landsdækkende
præcisionsnivellement blev gennemført i perioden fra 1885-1905. For
arbejdet stod Den Danske Gradmåling, en institution oprettet i 1816,
med det formål at udføre præcisionsnivellement, astronomisk
positionsbestemmelse samt tyngdemåling. Målingerne fulgte
hovedlandevejene og højderne udregnedes ud fra middelvandstanden
målt i perioden 1884-1910 i ti havne fordelt over hele landet.
Om familien Brønners tilknytning til Fristed Skov fortæller bl.a.
urnegravstedet på matrikel 17d, hvor P.L. Brønners urne blev nedsat i
1941, senere efterfulgt af hans kones og hans søns urner.
165 1 fod = 0,31m
166 StG. Deklaration hvori greven anerkender gradmålingsmærket. Læst i Salling
Herreds ret 13. juni 1892. Kopi af 9. marts 1964
98

Kulturspor i Svanninge Bjerge
På kortet ses de fire mulige gravhøje, der dog på nuværende tidspunkt ikke
kan forefindes i landskabet. Derudover er indtegnet de forskellige
digesystemer. Fredede stendiger (blå). Allerede registrerede diger (gul). Diger
fra skovkort (rød). Yderligere diger, der eksisterede i 1889 og muligvis stadig
kan forefindes (grøn). Tjenestejord (brune striber). Areal med højryggede
agre (pink).
99

DEL 6: SAMMENFATNING
Svanninge Bjerge er et kuperet og på mange måder ufrugtbart område,
formet at istidens smeltevandsaflejringer. De sandede og bakkede
jorde, med en udsat position for vinden, har gennem tiden i udpræget
grad sat dagsordenen for det samspil mellem natur og mennesker, der
har formet områdets kulturhistorie.
Naturforholdene taler for at der engang i ”tidernes morgen” har
stået skov i Svanninge Bjerge. Men den skovdrift, der i dag præger
landskabet, er af meget nyere oprindelse. Det er svært at fastsætte
hvornår den oprindelige løvskov blev hugget. Et muligt bud er, at den
er blevet reduceret betydeligt i højmiddelalderen og at man fra 1550-
1650 gjorde det af med det sidste. I midten af 1600-tallet var der i
hvert fald ingen egentlig skov under Svanninge ejerlav. Skovene i
området blev først sået og beplantet i løbet af 1800-tallet. Før disse
initiativer lå området hen som en blanding af lyngklædt hede,
uopdyrket overdrev, hvor der græssede får og kreaturer, kun afbrudt at
mindre kultiverede områder. Svanninges bønder opdyrkede i små
intervaller den ufrugtbare jord, for så igen at overlade den til
restitution over lange hvileperioder.
Den historiske udvikling af dyrkningen af Svanninge Bjerge, i
perioden fra midten af 1600-tallet til i dag kan dermed overordnet
inddeles i to perioder:
I den første periode var området præget af agerbrug, men da
jorden var ufrugtbar var der reelt mere tale om at området havde
overdrevsfunktion.
I den anden periode, der indledes i starten af 1800-tallet, startede
en storstilet skovrejsning. En indsats, der gjorde at området omkring
1880 var så godt som dækket af veldreven nåleskov.
Stedbetegnelser
Det er vigtigt, når man behandler historien omkring det kuperede
terræn nord og øst for Svanninge, at man er opmærksom på de
forskellige stedbetegnelser. Betegnelsen Steensgård Skov er af nyere
oprindelse og har aldrig været hverken sædvane eller særlig populær i
lokalområdet. Derfor er betegnelsen Svanninge Bjerge her blevet brugt
om det skovområde Bikubenfonden har erhvervet.
En anden betegnelse, der ofte bruges er Svanninge Bakker. Denne
betegnelse er dog primært knyttet til det nuværende statsskovsområde
øst for Odense-Fåborg-landevejen. Det er vigtigt at adskille disse
betegnelser, idet Svanninge Bakkers historie adskiller sig meget fra
udviklingen i Svanninge Bjerge. Svanninge Bakker er som
naturområde tæt forbundet med de sydfynske malere, der yndede
området som motiv for deres malerier. Dette områdes historie som
100

skov- og naturareal med publikumsadgang og rekreativ funktion går
tilbage starten af 1900-tallet, hvor fabrikant Mads Rasmussen, der også
stiftede Fåborg Museum i 1910, opkøbte dele af området. Svanninge
Bakker blev fredet i 1950’erne, hvor man på steder valgte at forsøge en
naturgenopretning, bl.a. ved at rydde den skov, der var blevet plantet i
området fortrinsvis efter 1910.
Kort rids af den historiske udvikling i Svanninge Bjerge
Indtil 1800
I slutningen af 1600-tallet var landsbyen Svanninges jordtilliggende
den såkaldte bymark inddelt i fire marker og et vænge. Landsbyen
udgjorde et ejerlav eller et dyrkningsfællesskab. Dette fællesskab var
bygget op omkring, at hver enkelt bondes jord ikke var placeret hver
for sig, men spredt mange forskellige steder i bymarken. Alt arbejde
vedrørende dyrkningen, fra afgrødevalg, til pløjning, såning og høstens
tidspunkter blev derfor besluttet i fællesskab af landsbyens gårdmænd.
Hver enkelt at de fire marker var endvidere inddelt i mindre afdelinger
kaldet åse. Heri var de enkelte bønders agre placeret i lange strøg
gennem landskabet. Svanninge havde en rotation af afgrøderne på de
fire marker, således at to marker lå fælled, en mark var rugmark, en
boghvedemark. Svanninge ejerlav var stort og byen havde også et stort
jordtilliggende. Men jordbundsforholdene var ikke særlig frugtbare.
Dette gjorde at man var nødt til at lade jorden hvile længe mellem hver
dyrkningsperiode.
Svanninge Bjerge var en del af Dallum mark eller Bjergemarken,
der i 1682 var henlagt til boghvedemark. Da opmålingsmænd i
efteråret 1682 opmålte og beskrev stedet fandt de et bakket, kuperet
og meget varieret terræn med dårlige jordbundsforhold for
agerdyrkning. Om vegetationen i marken udover de plantede afgrøder
nævntes lyng, men hverken skov eller blot træer. Faktisk var der
overhovedet intet skov under ejerlavet, i modsætning til de
omkringliggende landsbyer.
I løbet af 1700-tallet forandrede dyrkningsforholdene sig gradvist i
Svanninge ejerlav. Langsomt ændrede Dallum mark status fra at være
en del af den årlige dyrkning og rotation i bymarken til udelukkende at
blive brugt til kreaturgræsning. Dallum mark blev i stedet byens fælles
overdrev og Svanninge fik i stedet en treårlig rotation på de resterende
marker. Byen havde mange heste og kreaturer, der skulle brødfødes,
gerne seks heste pr. gård og op til samme antal malke- og hornkvæg.
Dertil kom et betydeligt antal får, svin og fjerkræ. Overdrevet var ikke
indhegnet. Man tøjrede i stedet kreaturerne. På den måde havde man
også en chance for at indsamle deres gødning og fordele den på de
jorder, der skulle dyrkes. Dallum mark kunne ikke betale sig som
agerbrugsland, men som overdrev forbedrede den i stedet de andre
101

marker. Alligevel fungerede systemet ikke tilfredsstillende i Svanninge.
Ofte rev kreaturerne sig løs og gjorde skade på de øvrige markers
afgrøder. Dette forårsagede mange konflikter og uenigheder i ejerlavet.
Man besluttede i 1780 at lave en ny markinddeling i bymarken og
samtidig grundigt indhegne hver enkelt mark med stengærder.
Samtidig forsøgte man igen at gøre Dallum mark til agerjord. Alle
markerne deltes i to og Dallum mark, deltes i Yderste og Forreste
Bjergemark. Nu havde Svanninge altså otte marker og et vænge, der
skulle indgå i den årlige rotation af afgrøderne. Den nye markinddeling
kom til at fungere i 20 år før driften igen blev lagt om. Forsøget på at
genoptage agerbrug i Svanninge Bjerge blev ikke vellykket. En senere
kilde beskrev at området omkring århundredeskiftet benyttedes til
fåregræsning, eller der dyrkedes rug, boghvede eller kartofler, hvor
lyngen var afbrændt. Lyngen og kreaturerne var tilsyneladende det
eneste der rigtigt trivedes i området.
Landsbyen Svanninge var som resten af byerne i sognet og
yderligere langt størstedelen af gårde og huse Horne, Håstrup og
Jordløse sogne en del af grevskabet Brahesminde bestående af
hovedgårdene Hvedholm, Steensgård, Damsbo og Østrupgård.
Bønderne var fæstebønder, hvilket betød at de betalte en bestemt
afgift til greven for brugsretten til jorden. Bønderne skulle derudover
yde hoveri fortrinsvis ved at varetage dyrkningen af de store marker
under hovedgårdene. Bønderne ejede dermed ikke den jord, de
dyrkede. Til gengæld indebar fæstesystemet at bønderne havde mange
hævdvundne rettigheder fx omkring udvisning af tømmer, brænde og
gærdsel. Dertil kom også mere udefinerbare rettigheder som fx at
godset skulle hjælpe på forskellig vis i svære tider, hvis høsten slog fejl
eller sygdom ramte kvæget.
1800-tallet
I 1801 blev Svanninge ejerlav udskiftet. Dette indebar at
dyrkningsfællesskabet ophørte og hver bonde fik sin jord samlet i en
enkelt lod i stedet for at have agerstriber liggende mange forskellige
steder i bymarken. Under denne grundlæggende og meget omfattende
omfordeling af jord valgte grev Preben Bille Brahe at udstykke en del
af ejerlavets bymark i Svanninge Bjerge til skovbrug. Jordloden var på
ca. 180 tdr. land og placeret langs det østre markskel. Den oprindelige
udstykning udgør i dag ca. halvdelen af det nuværende skovområde i
bjergene. Også et areal syd for landevejen blev inddraget til skov,
nemlig Hesbjerg Plantage på ca. 30 tdr. land. De to udstykninger
benævnedes ofte samlet, som Svanninge Bjerge eller Plantage.
Der var mange gode grunde til dette initiativ. For det første var
slutningen af 1700-tallet generelt præget af en frygt for mangel på
skovens livsnødvendige produkter og udskiftning og udflytning af
gårde øgede yderligere efterspørgslen. For det andet var skovarealet
102

under Brahesminde beskrevet som værende i underkanten af det
passende for et så stort godskompleks. For det tredje havde greven set
og fulgt tiltagene på Brahetrolleborg, hvor Knagelbjerg Skov lige op til
Svanninge Bjerge allerede var udlagt til nåletræsplanting. For det fjerde
var jorden i Bjergene ikke særlig veludnyttet. På trods af den nye
markinddeling fra 1780 var det ikke lykkedes at få et ordentligt
agerbrug etableret i bjergmarkerne. For det femte var lovgivningen
omkring udskiftningen gunstig stillet overfor at inddrage nye områder
til skovdrift.
Umiddelbart efter udskiftningen gik man i gang med at indhegne
den nye skovudstykning med jordvolde og stengærder, men med selve
skovplantningen gik det langsommere. Det område man havde valgt at
starte i, lå nemlig meget udsat for vinden med dens langstrakte form
og dertil kom den kuperede og ufrugtbare jord. Trods gentagne forsøg
lykkedes skovrejsningen først da den veluddannede og erfarne
forstkandidat P.J. Bøving i 1829 blev ansat som skovridder på
grevskabet. Bøving virkede som skovrider på Brahesminde i 48 år. I
perioden fra 1829-34 blev hele det udstykkede areal i Svanninge Bjerge
kultiveret. Men pga. efterbedring var arbejdet dog ikke helt afsluttet
før i starten af 1840’erne.
I 1860 udfærdigede Bøving et såkaldt Opmålings- og
taksationsregister over grevskabet Brahesminde skove. Reelt var der
tale om en driftsplan anlagt efter det ordnede skovbrugs principper.
Driftsplanen blev afløst af en ny i 1881. I denne fik planlæggeren,
skovrider Buch fuldstændig frie hænder til arbejdet på, nær én meget
vigtig detalje. Greven havde egenhændigt bestemt, at Svanninge Bjerge
skulle reserveres udelukkende til nåleskov!
Den foretrukne og mest udbredte træsort har gennem hele
perioden været rødgran. Men hvor Bøving var begejstret for skovfyr
og hvidgran, prioriterede Buch lærk, ædelgran og weymouthsfyr.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev skovområdet i Svanninge Bjerge
betydelig større. En lang række tilstødende bjerglodder indhegnedes til
fredskov under grevskabet. Dette skete når forholdene på den gård,
hvorunder lodden hørte ændrede sig. I sidste halvdel af 1800-tallet
havde mange fæstebønder under grevskabet fået mulighed for at købe
deres gård. Dertil kom, at når en fæstebonde døde eller blev for
gammel til at drive gården, benyttede grevskabet også lejligheden til at
lade gården overgå til selveje, i stedet for at fæste en ny bonde. Det var
i denne proces man udskilte nogle gårdes bjerglodder fra gårdenes
samlede jordtilliggende og indtog dem til fredskov. Fra 1872 til 1883
blev tre tilstødende bjerglodder indtaget til skov under grevskabet.
Dertil kom yderligere at grevskabet besidder Preben Charles Bille
Brahe Selby købte fire bjerglodder som privat ejendom i perioden fra
1882-1907.
103

Ved udgangen af århundredet var plantagen i Svanninge Bjerge
veletableret og drevet. Hele det område, der i dag danner Svanninge
Bjerge var under kultur. De bevoksninger, der var etableret under
Bøvings store beplantning i 1830-40’erne var ved århundredeskiftet
enten afdrevet eller snart afdriftsklar. I mellemtiden var nye kulturer
plantet og sået. Dertil kom at et stort areal med Østrigsk Fyr, der var
gået til af svampeangreb i starten af 1890’erne også var blevet
genplantet med nye træsorter. Det samme var sket med stormhullerne
efter en orkan i 1894. Derfor var det omkring 1900 de lave
aldersklasser, der dominerede i Svanninge Bjerges bevoksninger, hvor
nåletræerne stort set var enerådende pga. besidderens dispositioner
omkring 1880.
1900-tallet
Loven om lensafløsning i 1919 fik stor indflydelse på mange forhold i
det område, der snart ikke længere skulle være en del af grevskabet
Brahesminde, herunder skovbruget. I 1928 opløstes grevskabet og
skoven i Svanninge Bjerge kom til at høre under Steensgård gods. Ved
grev Henrik Bille Brahe Selbys død i 1938 blev Steensgård gods solgt
til forlægger Michael T. Hansen, hvis børnebørn i dag ejer
ejendommen.
I 1926 erhvervede tapetfabrikant Peder Lorentz Brønner grevens
private skovlodder i Svanninge Bjerge. I skoven byggede familien
landstedet Fristed, som de blev meget nært knyttet til. Skoven fik deraf
navnet Fristed Skov. Først i 1986 forenedes området igen, idet
Steensgård Gods fik tilbud om at tilbagekøbe området.
Bl.a. på grund af de mange ændringer i områdets ejendomsforhold
i første halvdel af 1900-tallet blev driftsplanen fra 1881 ikke erstattet af
en ny før 1948. Indtil da er det dog muligt at følge områdets udvikling
gennem statens tilsyn og kontrol. Generelt fandtes forholdende
tilfredsstillende eller som det i 1937 opsummeredes i en
tilstandsrapport: Som resume af Distriktets behandling maa anføres at
Bestandsplejen er overordentlig dygtigt og energisk udført og at Kulturarbejdet
overalt er fundet i en Mønsterværdig Orden.
Under århundredets to verdenskrige blev påbud om pligthugst
også efterfulgt på distriktet. Men begge gange kom skovene
ubeskadiget igennem, idet det lykkedes at klare den ekstra hugst ved
udtynding og udhugning i områder, der rent faktisk trængte til det.
Først i 1950’erne medførte statens opfordringer til merhugst af
gavntræ, store omvæltninger i Svanninge Bjerge, hvor meget store
arealer blev renafdrevet. Når man følger de driftsplaner, der er blevet
lagt for distriktet i henholdsvis 1948, 1962, 1975, 1986 og 1998, ses det
hvordan skovdriften i Svanninge Bjerge efterfølgende døjede med en
meget skæv aldersklassefordeling pga. af de store arealer, der blev
nyplantet med rødgran i midten af 1950’erne.
104

Da Hedeselskabet i 1986, samme år som Fristed Skov blev
tilbagekøbt, fik til opgave af lægge en driftsplan for området indledtes
en ny epoke i skovområdets historie. Siden midten af 70’erne havde
man på Steensgård valgt at prioritere en forholdsvis svag hugst selv i
unge bevoksninger. Diskussionen om hyppigheden, styrken og typen
af hugstindgreb har siden slutningen af 1700-tallet været en
kontroversiel diskussion, der jævnligt har sat sindene i kog blandt
forstfolk. Hedeselskabet var fortaler for en kraftigere hugst og fandt
ikke godsets skovdrift for hensigtsmæssig. Hedeselskabet udfærdigede
i 1992 en rapport omkring skovens tilstand, hvori det blev konkluderet
at godset hvert år gik glip af indtjening. Dette førte til omlægninger af
driften på godset og Hedeselskabet overgik fra konsulentstatus til at
overtage selve skovdriften.
Generelt må skovområdets historie siges at være karakteriseret af store
kultiveringsindsatser efterfulgt af år med relativ lille indblanding i
bevoksningerne. Beplantningsindsatserne kan opsummeres i tre store
anlægsperioder, nemlig for det første i nykultiveringen i den
oprindelige udstykning i 1830-45. For det andet i kultiveringen af de
tilstødende skovlodder i 1875-85 og for det tredje i tilplantningen efter
de store afdriftsår i 1950’erne. Indimellem har selvfølgelig været
løbende afdrift og kulturarbejder, men disse tre bølger af
kultiveringsarbejde har med den medfølgende skæve aldersklassefordeling
sat sit præg på skovområdet. Denne tendens kan i princippet
se ud til at fortsætte. Orkanen i 1999, der på ganske få timer ødelagde
75 % af den stående vedmasse, kan nærmest siges at have
”renafdrevet” så store arealer i Svanninge Bjerge, at den efterfølgende
tilplantning i starten af det nye årtusind nu kan betegnes som den
fjerde kultiveringsbølge.
Kulturhistoriske træk i landskabet
Svanninge Bjerge fremstår i dag som et meget åbent areal, idet
området er præget at de nytilplantede blandingsbevoksninger i primært
bøg og eg, anlagt i årene 2000-2003. Orkanen ramte fortrinsvis
nåleskoven og netop nåleskoven må siges at være et meget
karakteristisk træk i det kulturlandskab, der er skabt af
dyrkningsformer og prioriteringer gennem de sidste knap 200 år. Det
nuværende åbne areal giver til gengæld associationer i retning at det
overdrevslandskab arealet fortrinsvis henlå som, inden
nåletræskultiveringen startede omkring 1830. Et kulturlandskab der
ellers ikke længere er spor af i landskabet.
Men andre forhold vidner om områdets kulturhistorie. Her skal
blot nævnes de vigtigste. Om agerdyrkningen i Svanninge Bjerge før
udskiftningen i 1801 vidner enkelte spor af højryggede agre. Disse er
lokaliseret i den sydlige del af bjergene, hvor jorden også er af bedre
105

karakter. De højryggede agre var resultatet af en bestemt
pløjningspraksis, som man brugte i dykningsfællesskabet både for at
afgrænse den enkelte bondes agre, men også for at holde på væden i
jorden eller i våde perioder dræne marken.
I overgangen fra at området blev brugt som overdrev og forsøgsvis
opdyrket, til det regulerede skovbrug og plantagedriften overtog,
foregik der en del anlægsarbejde i området. Dette arbejde udmøntede
sig i stendiger og jordvolde, hvoraf mange står endnu. Nogle af disse
diger er placeret oven i gamle markskel fra dengang området blev
dyrket og trækker dermed linjer i landskabet, der kan have meget
gamle rødder. De fleste af digerne følger udskiftningens jordlodder, de
senere matrikelskel. De blev dermed anlagt i starten af 1800-tallet og
forbedredes efterhånden som de lod for lod blev inddraget til
fredskov.
Vejene i området har også historie og enkelte har rødder til
fællesskabstidens færdselsårer. Andre igen er anlagt som skovveje i
løbet af 1800-tallet. En enkelt vej er endelig den ældre
hovedfærdselsåre, landevejen mellem Nyborg og Bøjden, der i 1820
blev erstattet af den større landvej, der som nu løb lige syd for
Svanninge Bjerge.
106

KILDER
Rigsarkivet
Rentekammeret
3322.251-60 Forstkontoret. Sjælland-Fyn-Jyllands forstjournaler.
3322.261-335. Forstkontoret. Sager til Sjælland-Fyn-Jyllands
forstjournaler
3322.400-406. Indberetninger om de private skove. Svendborg Amt.
1805-48
Christian 5.s Matrikel
Markbøger. 1682-83. Salling Herred. Nyborg Amt. Nr. 385-86.
Svanninge Sogn
Kort
1289. Vejdirektoratet. Vejen fra Bøjden mod Nyborg. 1795
1290. Vejdirektoratet. Landevejen fra Nyborg til Fåborg og Bøjden
over Svanninge Byes mark. 1801
1296. Vejdirektoratet. Vejen fra Assens til Fåborg. 1797
1328. Vejdirektoratet. Landsbyplaner i Svendborg amt. Svanninge Bye
1795.
Videnskabernes Selskabs kort over den sydlige del af Fyn. 1783
Kort og Matrikelstyrelsen
Videnskabernes selskab, konceptkort over dele af Salling Herred 1774
Udskiftningskort, original 1, opmålt 1798 udskiftet 1801.
Sogneprotokol, 1810-19
Høje Målebordsblade, 1865, rettet i 1889
Generalmesterstabens topografiske kort. Brede Målebordsblade,
opmålt 1922, rettet i 1937, 1946, 1955, 1967
Landsarkivet for Fyn
Brahesmindes Godsarkiv
2/4. Adkomster på Steensgaard. 1579-1758
2/6. Adkomster vedr. Østrupgaard. 1632-1815
3/3. Jordebog for Østrupgaard og Steensgaard godser. 1739-54
3/7 Jordebog for Steensgaard. 1760-1796
5/5. Udskiftningsforretninger m.m. Svanninge Sogn 1780-1846
5/12. Udstykning og magelægsforretninger. Svanninge sogn. 1840-81
7/111-112. Hoveriprotokoller Steensgaard. 1832-48
7/115-116. Diverse dokumenter vedr. hoveriet. 1769-1904
8/39. Østrupgaard skifteprotokol 1744-1795
107

13/69. Indkomne breve til lensgreve Preben Bille Brahe Selby ang.
sogneråd, foreninger mm.
14/3. Personalesager for hele godset. 1792-1928
16/1. Taksationer og skovsyn. 1787-1831
16/3. Opmålings- og taksationsregister. 1860
16/8. Skovregnskab. 1829-30
16/9. Skov- og vedregnskaber for grevskabet. 1879-1892
16/10. Driftsplan for Brahesmindes skove. 1881-1902
16/11. Diverse sager vedr. skovvæsenet. 1787-1918
18/206. Bilag til årsregnskabet for grevskabet vedr. skovvæsenet.
1905-18
21/1. Udateret kort over Svanninge og Hesbjerg plantage.
Fredningsnævnet for Svendborg Amtsrådskreds
Lbr.nr. 12-13. Forhandlingsprotokol 1974 - 1988.
Fyns Bispearkiv
Salling Herreds breve 1539-1689
Fyns Statsskovsdistrikt
BI.6-7 Sager vedr. hovedgårdsskove. Salling Herred, Svendborg Amt.
1853-1932
B.8, 11 og 14. Tilsynsprotokoller. Svendborg Amt. 1935-58, 1936-66
og 1955-74
2-3. Fredskovskonstateringer i Svendborg Amt, generelle beskrivelser.
1929-58
7-8. Fredskovskonstateringer i Svendborg Amt, beskrivelser af arealer
og ejendomme, Fåborg retskreds. 1943-51
2-4. Indberetninger om skovenes tilstand, love og cirkulærer. 1936-
1939, 1851-1941, 1868-1915.
Steensgård Gods
Bl.a. Driftsplaner over Steensgård Skovdistrikt med tilhørende
skovkort. 1962, 1975, 1986, 1998
Driftsplan for Fristed Skov 1981-1991
Personlige meddelere
Bastrup, Henning. Godsforvalter på Steensgård Gods, 1967-2003
Gernow, Kristian. Administrator på Steensgård, 2003
Hansen, Knud. Skovfoged på Steensgård. 1959-1992
108

LITTERATUR
Begtrup, Gregers Otto Bruun: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i
Danmark, Fyn, Langeland og Ærø. Bind III København 1806.
Berntsen, Arent: Danmarkis og Norgis fructbar Herlighed udi fire Bøger
forfattet. Bind II. København 1656 (genoptryk 1971)
Bjørn, Claus: Brahesminde – Et grevskabs historie. København 2002
Blomberg, Aage Fasmer. Faaborg Bys Historie 1750-1914. Faaborg 1956.
Bind II
Burchardt, Jørgen: Provins Industri. Fåborg 1984
Dalgas, Carlo: Svendborg Amt beskrevet. 1837. Udgivet med indledning
og kommentarer af Finn Stendal Pedersen. Udgiverselskabet for
Historisk Samfund for Fyns Stift 1992
Dragsbo, Peter: Vestfynske Herregårdsplantager. I De fynske skove og
kulturmiljøet. Kulturmiljøråd Fyn 2004
Fritzbøger, Bo: Det åbne lands kulturhistorie. Biofolia 1998
Fritzbøger, Bo: Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. Gyldendal
1994
Guldberg, Jørn og Lars Qvortrup: Fynboernes natur. Odense
Universitetsforlag 1997
Henriksen, H.A.: Skoven og dens dyrkning. Dansk Skovforening.
København 1988
Holmsgaard, Erik og Karsten Raae (red.): Drift af små skove og plantager.
Jordbrugsforlaget 1999
Landsbyregistrering i Fyns Amt: Historiske Forhold i Fåborg Kommune.
Fyns amtskommune. Udvalget for teknik og Miljø 1983
Løgstrup, Birgit: Den bortforpagtede statsmagt. I Bol og By 1985:1. Side
21-59.
Matthiessen, Hugo: Fra det gamle land. København 1942
109

Mehr, Kaj: Fra bjergelodder til naturpark. Træk af Svanninge Bakkers historie.
Stavn 1997 s. 29
Oppermann, A.: Bidrag til det danske Skovbrugs Historie 1786-1886.
Særtryk af Tidsskrift for Skovbrug, X. København 1887-89
Pedersen, Henrik: De danske Landbrug 1688. Fremstillet på grundlag af
Forarbejderne til Christian V’s Matrikel 1688. København 1928
Pedersen, Finn Stendal: Fyns Landbrugs vilkår 1682. Odense
Universitetsforlag 1984
Pontoppidan, Erik: Den danske Atlas. Bind III. København 1767.
Genoptryk af Rosenkilde og Bagger. 1968
Porsmose, Erland (red.): De fynske skove og kulturmiljøet. Kulturmiljøråd
Fyn 2004
Porsmose, Erland: De fynske landsbyers historie. – i Dyrkningsfællesskabets
tid. Odense Universitetsforlag 1987
Trap, J.P.: Danmark. Svendborg Amt. Bind V, 2. Gad 1957
Topsøe-Jensen, Torben: Ad hjulspor og landeveje. København 1966
Serup, Jette: Ordnet skovbrug i Danmark 1800-1950. Planlægning og
dyrkning på Silkeborg Statsskovsdistrikt og Hvidkilde Skovdistrikt. Ph.d.
afhandling KVL 2004
Skaef, Bent Hansen: Fra overdrev til golfbane. Stavn 1996 s.45
Skrubbeltrang, Fridlev: Det danske Landbosamfund 1500-1800. Den
danske historiske Forening 1978
Staun, Henrik: Stævningsskove og stubhaver på Fyn og Langeland. I
De fynske skove og kulturmiljøet. Kulturmiljøråd Fyn 2004
Smed, Per: Det fynske landskab. Geografforlaget 1978
Vejledning om beskyttede sten- og jorddiger. Skov- og Naturstyrelsen. 2001
Weismann, C.: Skove og Skovbrug paa Fyn i det nittende Aarhundrede.
Odense 1900
110

VIGTIGE ÅRSTAL
1664: Frederik 3.s matrikel.
1688: Christian 5.s matrikel. I årene inden opmåling og taksering af
Svanninge ejerlav.
1708: På grund af store skatterestancer tilfalder Steensgård Gods
kronen.
1712: Frederik Hein køber Steensgård gods.
1751: Frederik Hein opretter med sin kone Susanne Brahe og dennes
broder Preben Brahe stamhuset Hvedholm, bestående af godserne
Hvedholm, Steensgård og Østrupgård. Fra 1758 inkluderes yderlige
Damsbo gods. Efter Frederik Hein og Susanne Brahes død overtager
Preben Brahe stamhuset.
1780: Ny markinddeling i Svanninge ejerlav.
1789: Preben Bille Brahe (1773-1857) arver stamhuset Hvedholm.
1798: Stamhuset Hvedholm ophæves til grevskabet Brahesminde.
1801: Udskiftning af Svanninge ejerlav. 211 tdr. land langs ejerlavets
østlige grænse udstykkes til skovrejsning.
1805: Skovrider Kæstel ansættes ved grevskabet.
1805: Fredskovsforordningen. 27. september 1805.
1826: Skovrider Saust ansættes ved grevskabet.
1829: Skovridder P.J. Bøving ansættes ved grevskabet.
1829-34: Stor kultiveringsindsats i Svanninge Bjerge. Efterplantning
dog nødvendig op i 1840’erne
1857: Henrik Bille Brahe (1798-1875) arver grevskabet.
1860: Første driftsplanlægning over grevskabets skove.
111

1872: Det tilstødende lod, 8c, indtages til fredskov. I de følgende 20 år
indtages og tilplantes yderligere 9b, 10b, 11b, 16k, 17d og 18e.
1875: Preben Charles Bille Brahe Selby (1842-1918) arver grevskabet.
1877: Laurits Bøving, søn af P.J. Bøving, ansættes som skovrider.
1881: Ny driftsplan. Greven fastlægger at Svanninge Bjerge skal
reserveres til nåleskov
1894: Orkan
1901: Skovrider O. Bølling ansættes ved grevskabet.
1907: Det tilstødende lod, 36d indtages til fredskov.
1914-18: Første verdenskrig. Maksimalpriser på brænde, samt påbud
om pligthugst.
1918: Henrik Bille Brahe Selby (1870-1938) arver grevskabet.
1919: Lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri
ejendom. 4. oktober 1919
1926: Fabrikant Brønner overtager grevens private skovlodder i
Svanninge Bjerge og kalder området Fristed Skov.
1928: Grevskabet opløses. Svanninge Bjerge kommer under
Steensgård Gods.
1937: Skovrider S.P. Hansen ansættes ved distriktet.
1938: Steensgård gods købes af forlægger Michael T. Hansen.
1940-45: Anden verdenskrig. Maksimalpriser på brænde og gavntræ,
samt påbud om pligthugst.
1946: Skovrider W. Stougaard-Andersen ansættes ved distriktet
1948: Ny driftsplanlægning.
1951: Over to år afdrives store arealer i Svanninge Bjerge. Årsagen er
lempede skattevilkår for salg af gavntræ.
1956: Carl P.M. Hansen overtager Steensgård gods.
112

1958: Godsforvalter H.P. Dahl tiltræder. Samtidig stopper skovrider
Stougaard-Andersen.
1959: Skovfoged Knud Hansen ansættes ved Steensgård skovpart.
Efter 1975 er Knud Hansen eneste skovfunktionær på distriktet, hvor
han virker frem til 1992.
1960: Skovfoged Niels Hansen ansættes ved Hesbjerg skovpart, hvor
han virker frem til 1975
1962: Orkan
1962: Ny driftsplanlægning, foretaget af Dansk Skovforening.
1963: Peter M. Hansen overtager Steensgård gods.
1967: Orkan
1967: Henning Bastrup bliver godsforvalter ved Steensgård.
1975: Ny driftsplanlægning, foretaget af Dansk Skovforening.
1977: Fredningsplaner for Svanninge Bjerge afblæses.
1986: Steensgård gods tilbagekøber Fristed Skoven.
1986: Ny driftsplanlægning af Hedeselskabet.
1992: Hedeselskabets aflægger rapport om tilstanden i distriktets skove
og overtager derefter driften ved skovrider Bent Møller Hansen.
1998: Ny driftsplanlægning af Hedeselskabet.
1999: Orkan.
2003: Forstkandidat Kristian Gernow bliver godsadministrator på
Steensgård og godset opsiger aftalen med Hedeselskabet.
2005: Bikubenfonden erhverver Svanninge Bjerge.
113