Læs et uddrag

More documents

Recommendations

Info

gaards kærlighed og er derfor, hvad Brandes kalder usynligt mærket. Formuleringen, usynligt mærket, er velvalgt, men angiver også i al sin modsætningsfyldthed, at Brandes havde ventet at møde Kierke gaards yndige ungdomskæreste, men i stedet blev modtaget af Schlegels lovformelige hustru, der med snehvide lokker gik belevent omkring og skænkede te. Som så mange før og siden har Brandes sikkert håbet, at Regine ville åbne en dør bare lidt på klem ind til sin spektakulære fortid, så Brandes derigennem kunne komme den røde tråd i den kierkegaardske labyrint noget nærmere. Men han skuffes, Brandes, mærkbart endda, fordi den kvinde, som ligger inde med uvurderlig viden om mennesket bag geniet, minsandten selv er en gåde, en flygtig og uindfangelig figur, der ikke under sig den fornødne ro til at lytte eller samtale, men uden videre varsel bryder ud af sin gruppe, fordi hun åbenbart har travlt med at være alle mulige andre steder end lige netop dér, hvor Brandes står og tripper med sine brændende spørgsmål. Hvad den videbegærlige Brandes bragte med sig hjem fra sammenkomsterne i hjørnehuset derude på Nørrebro, ved vi ikke; heller ikke ved vi, om han har betroet Regine, at han i længere tid havde beskæftiget sig indgående med Kierkegaards skrifter og gik med planer om at forfatte en biografi om manden og derved umuligt kunne undgå at komme ind på det højspændte drama, som deres passion for hinanden ikke bare udviklede sig til, men ret beset vedblev at være. Hvor unge Brandes forgæves forsøgte at fange fru Schlegels opmærksomhed, kom jeg for alvor i berøring med Regine som følge af en række tildragelser, der var så lykkelige, at nemesis formentlig før eller siden begynder at røre på sig: En sensommeraften i 1996 befandt jeg mig i den lille lollandske by Søllested, hvor jeg havde holdt foredrag om Kierkegaard for højskolens elever og de interesserede i lokalområdet. Ved det efterfølgende kaffebord blev jeg anbragt over for et velbevaret ældre ægtepar, hun med en sirligt arrangeret frisure, der indrammede et par livfulde øjne, han stilfærdigt 10
smilende og ulasteligt iført butterfly og en dybblå, nypresset blazer med blanke messingknapper. Kvinden viste sig at være et barnebarn af Regines storesøster Cornelia og fremsatte uden videre varsel et tilbud, der fik mig til at forstumme og mærke en slags ildtunger ved tindingerne: Hvis det kunne have min interesse, var jeg mere end velkommen til at læse de mere end hundrede breve, som Regine havde vekslet med Cornelia under sit ophold i Dansk Vestindien, hvor hendes mand havde beklædt stillingen som guvernør i en femårig periode. Om jeg var interesseret? En uges tid senere havde manden med butterfly og blå blazer været forbi mit kontor og på skrivebordet anbragt en prunkløs papkasse, hvori der engang havde været varer, som ifølge de mørkegrønne typer på kassens låg burde opbevares ved minus 18 grader, men nu rummede de breve, som Regine havde siddet og skrevet til sin yndlingssøster i sitrende tropevarme på den anden side af kloden. Papkassen bekræftede således på det snurrigste den mistanke, som Kierkegaard forelægger sin læser i forordet til Enten–Eller: At det indvortes ikke altid er det udvortes og det udvortes derfor heller ikke altid det indvortes. I kassen befandt sig en mængde nyere C5-kuverter forsynet med årstalsangivelser, der strakte sig fra 1855 til 1878. Nede i kuverterne gemte sig nogle små konvolutter, som med sirlig hånd var stilet til »Regina Schlegel. Sankt Croix«. De frimærker, der skulle bringe brevene vidt ud i verden, var alle blevet klippet bort, formentlig af en lidt for entusiastisk filatelist. I de fleste tilfælde manglede dog også konvolutterne, hvorfor brevene blot var holdt sammen af et stykke kvadreret, træholdigt papir, som man kender det fra skoletidens billige kollegiehæfter. Brevene var skrevet på det tyndeste tynde papir, gerne gråligt eller let blåligt, og bar tydelige spor af at være foldet et par gange, før det af de skrivetrætte fingre var blevet fiflet ned i konvolutten. Efterhånden som jeg fik stunder til at sysle med de skrøbelige dokumenter, der i de ledige aftentimer ét for ét kom op af kassen, begyndte Regine og Cornelia at genopstå fra brevenes tyste rige sammen med de mennesker og miljøer, der omgav dem. Regine efter- 11
Page 1 and 2: Joakim Garff Historien om Kierkegaa
Page 3: Forord Gik man ud ad Nørrebro, laa
Page 7 and 8: men også ansvaret for den vestindi
Page 9 and 10: Jane, der åbnede deres hjem for mi

Læs et uddrag

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?