5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

LIpIzzaneRe:
når de hvide heste danser ballet
De fleste kender sikkert til de verdens-berømte hvide lipizzanerhingste på Den
spanske hofrideskole i den østrigske hovedstad Wien. for mig har disse heste en
helt særlig betydning. jeg har nemlig selv haft en lipizzaner for mange år siden, og
i sommeren 2012 oplevede jeg et kært gensyn med de smukke klassiske barokheste
på en rejse i slovakiet, Østrig og slovenien.
tekst & fotos:
Anette lillevang Kristiansen
Med tonerne af Strauss og Mozart føler man sig
hensat til en ældgammel scene fra baroktidens
hof. De tunge prismelysekroner skinner om
kap med kvindernes similibesatte gallakjoler,
og historiens vingesus smyger sig lydløst
gennem det gamle ridehus i hjertet af Wien. Forventningens
glæde er tydelig, og tiden synes at gå i stå. Ind kommer
en hel kvadrille af hvide heste med ryttere i dragter á la
Napoleon med hvide svineskinds-ridebukser, højskaftede
støvler med messingsporer og mørke skødefrakker.
Der ikke så meget som blinkes med et øje eller bevæges
på et hesteøre, alle følger musikken til højeste grad af
perfektion. Samspillet mellem hest og rytter fungerer til
fuldkommenhed og giver et helhedsindtryk, som var det
florlette englevæsner, der dansede ballet. Man efterlades i
åndeløs benovelse, tørrer diskret et par vildfarne tårer væk
og mindes aldrig at have set noget så yndefuldt i hele sit liv.
Sommeren 2012 havde jeg planlagt at rejse rundt
i Centraleuropa, hvor jeg som noget af det første i den
østrigske hovedstad opsøgte Hofburg, hvor jeg havde
været for 23 år siden – og hvilket gensyn! Det var
nøjagtigt lige så rørende som dengang, og da jeg stod og
så en reklamevideo med opvisning af hingstene fra Den
Spanske Hofrideskole, måtte jeg igen kæmpe lidt med
tårerne. Lipizzanerne var med et trylleslag vendt tilbage
i mit liv, og der gik da heller ikke ret lang tid, før jeg stod
med en billet til næste dags morgentræning i hånden.
GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 26
Mit eget personlige eventyr med lipizzanerheste
begyndte, da jeg var teenager. I adskillige år havde jeg
været ”hestetosset”, som omgivelserne omtalte mig. ”Ja,
hun er jo bidt af en gal hest,” kunne de såmænd også
finde på at sige, mens de hovedrystende så til, når jeg for
117. gang cyklede hen til naboens fedtede shetlandspony
for at passe det charmerende kræ. Jeg måtte nemlig ikke
selv få en hest. Undskyldningerne fra min fars side var
utallige, men da jeg stod med 7.000 kr. i hånden efter at
have plukket jordbær en hel sommerferie, måtte han bøje
sig og lade mig få den hest, jeg så inderligt drømte om.
Se nu ville ethvert forældrepar jo så have hjulpet deres
hestebesatte datter til at finde et passende fornuftigt eksemplar,
men de reagerede med himmelvendte øjne, da jeg kom
hjem og opførte mig som en snotforelsket skolepige og fortalte
om det smukkeste væsen af en hest, jeg nogensinde havde set.
Hun skulle oven i købet have lipizzanerblod i årerne.
forelskede sjæle overvinder alt
Hoppen var kulsort, og jeg fandt hende langt ude på en
gård i Vestjylland hos en ældre landmand. Guderne må vide,
hvordan sådan en skønhed var havnet der, men jeg stivnede
simpelthen, da jeg stod og så ind i hendes mørke øjne, der
med et strejf af midnatsblåt bare slog fast, at det var kærlighed
ved første blik. Men ak, det viste sig snart, at jeg skulle få kam
til håret.
Hun var 2½ år gammel og aldeles skrækslagen for
mennesker. Frygten stod malet i øjnene, og jeg brugte
adskillige eftermiddage på at sidde i hendes krybbe, mens
jeg med lavmælt snak forsøgte at opbygge en tillid, som hun
aldrig havde kendt.
Selvom hun var smurt ind i hestemøg, og man (de lange
hår, der sidder fra hoved til ryg) og hale lignede et par brugte
filthjemmesko, så så jeg et eller andet i hende, som kun et