Gaver til arkivet - Glostrup Bibliotek

NYT FRA
ARKIVET
Glostrup Lokalhistoriske Arkiv
Nr. 51 • 2008

Glostrup Lokalhistoriske Arkiv
Hovedvejen 134
2600 Glostrup
Åbningstid:
Mandag kl. 13 - 19
Torsdag kl. 13 - 17
(samt efter aftale)
Telefon: 4343 5838
E-mail:
lokalarkiv@glostrupbib.dk
Arkivleder:
Hans-Henrik Rasmussen
Nyt fra Arkivet
udkommer fire gange årligt
Redaktionen afsluttet:
November 2008
Redaktion:
Hans-Henrik Rasmussen
Grafisk tilrettelæggelse
og nutidsfotos:
Eric Klitgaard
Tryk:
Odsgard A/S
Oplag: 2000 ex
ISSN 1398 - 859X
Indhold
Forord ........................................ 3
Religionsstrid og brand .......... 4
På rejse i tidsmaskinen ......... 22
Omslagsfoto:
Murermester og formand for Indre Missions Samfund i Glostrup, Peder Pedersen,
og hustru, Abelone Kirstine Pedersen, ved parrets hus, Stationsvej 20

Forord
Der er ikke så ofte, at man hører om religionsstridigheder
i Glostrup. Men det var just, hvad sognets
nyudnævnte præst, Ludvig Koch, i 1890’erne
kom til at opleve. Striden var en overgang meget hård,
men al strid ophører på et tidspunkt, og det skete også
denne gang.
Få år senere udbrød byens største brand, og den ødelagde
fuldstændig den gamle præstegård. Det var med nød og
næppe, at præsten fik reddet det vigtigste. En ny præstegård
blev dog opført året efter.
Sognepræsten var i 1800-tallet en mand af stor autoritet.
Det gjaldt ikke bare på det åndelige område. Det spirende
lokale demokrati havde brug for sådanne mænd, der helst
skulle have både social forståelse og en vis konservativ
samfundsopfattelse. Præsten var det oplagte valg, og han
fik derfor vigtige poster i det politiske system.
Præstegårdens brand kan stå som symbol for en periodes
afslutning. Med indførelse af demokratiet i Danmark var
privilegiesamfundet ved at være forbi. Præsten var stadig
en mand af autoritet, men folkevalgte politikere overtog
nu den politiske magt i de små samfund.
Læs videre nedenfor om en spændende periode i Glostrups
historie.
3

Religionsstrid
og præstegårdsbrand
Den 27. december 1892 overtog en ny mand embedet
som sognepræst i Glostrup. Hans navn var Ludvig
Koch (1837-1917), og han havde som 55-årig det meste af
sin karriere bag sig.
Pastor Ludvig Koch, ca. 1907
4

Han var søn af en provst og blev teologisk kandidat i
1861. Han deltog som menig i krigen i 1864 og opnåede
senere at blive både privatskolebestyrer og højskoleforstander.
Han blev derefter kaldskapellan og sognepræst
forskellige steder i landet, inden han i 1880 modtog embede
som sognepræst for Brønshøj-Rødovre.
Han steg et skridt op ad karrierens trin, da han i 1882
havde held til at blive udnævnt til provst for Sokkelund og
Smørum Herreder.
Præsten havde to døtre, som begge blev kendte forfatterinder,
nemlig Lucie Hørlyk og Anna Koch Schiøler.
Sønnen, Hans Koch, blev provst og fader til den kendte
professor Hal Koch.
Pastor Kochs store interesse var dansk kirkehistorie. Især
dyrkede han rationalismen og oplysningstiden, og hans
forfattervirksomhed på området blev med tiden meget
omfattende.
Pastor Kochs døtre, Lucie Hørlyk og Anna Koch Schiøler, i præstegården, ca. 1907
5

Om sig selv skriver han i Dansk Biografisk Lexicon:
”Koch var en præst af fast, ortodoks tro. I forholdet til sine
menigheder ville han være den gammeldags sognepræst uden tilknytning
til nogen vækkelsesretning. Ikke teologisk men som
praktisk kirkemand havde han tilknytning til idealer fra den
oplysningstid, som hans studier førte ham ind på at skildre”.
Oplysningstiden havde sin storhedstid i Danmark i slutningen
af 1700-tallet og et stykke ind i 1800-tallet. Tiden
var præget af en nærmest ubegrænset tillid til den menneskelige
fornuft (ratio). Den prægede også tidens præster,
som nedtonede tidligere tiders overdrevne fromhed (pietisme)
og fundamentalistiske bibelforståelse.
Nu gjaldt det om at være et ordentligt menneske, som
ydede sin indsats på praktiske og jordnære områder. Det
kunne være indenfor landbruget, som vi så det ved udskiftning
af jorderne, eller medvirken til opførelse af skoler
for de fattiges børn.
Pastor Ludvig Hansen,
ca. 1870
En præst af netop den type havde
Jacob Ludvig Hansen (1785-1874)
været. Han blev sognepræst i
Glostrup i 1832 på et tidspunkt,
hvor nye biskopper med mere
pietistiske holdninger var kommet
til magten.
Han oplevede tre bispevisitatser,
og de kom ham ikke til
gode. Han blev beskyldt for at
være rationalistisk, hvilket var
tidens værste fyord.
6

Glostrup Kirkegård havde indtil 1960 denne smukke indgangsportal, 1910
Biskoppen ville af med ham, og han blev afskediget fra sit
præstekald i 1858.
Det gik med andre ord hårdt ud over anderledes tænkende
i disse år. Flere vækkelsesbølger gik hen over landet.
Fromheden skulle tilbage.
En vækkelsesbevægelse af den type opstod i et lille sjællandsk
sogn i 1853. Bevægelsen kaldte sig Indre Mission,
og dens repræsentanter var ikke teologer. Der var tale om
almindelige kirkegængere, som ønskede en langt større
fasthed, når det gjaldt tro og bibelforståelse. Man havde
ingen intentioner om at løsrive sig fra den officielle kirke,
tværtimod. Opgaven var at søge indflydelse indefra i samarbejde
med de lokale sognepræster.
7

Det var dog lettere sagt end gjort. Rabiate vækkelsesprædikanter
prøvede at påvirke udviklingen, og dem var der
ganske mange af i disse år. Alligevel fik bevægelsen hurtigt
stor succes. Omkring 1900 var den blevet en magtfaktor,
som man måtte regne med. Dens syn på kristendom, moral
og nøjsomhed havde fået tag i brede kredse i samfundet.
Under de betingelser var det vel til at forudse, at provst
Koch let kunne få problemer. Hvis han havde håbet at
kunne læne sig tilbage og bruge al sin fritid på kirkehistoriske
studier, måtte han hurtigt tro om igen. Banen var ved
at blive kridtet op til kamp, også i Glostrup.
I begyndelsen af Kochs embedsperiode var kun få kirkegængere
i Glostrup påvirket af den nye retning, og
bevægelsens repræsentanter tog egentlig godt imod den
nye sognepræst. Han prøvede til gengæld at inddrage dem
i det kirkelige arbejde, vel at mærke uden at give køb på
egne holdninger.
Det skulle dog vise sig at være en stakket frist. Der var tale
om folk, som fulgte vækkelsesprædikanten, pastor Henrik
Muhle Hoff (1849-1928) i Vallensbæk, og de lod sig ikke
standse. De fulgte hans parole om ”det klare skel” mellem
seriøst troende og alle andre, og helt galt blev det efter den
såkaldte Harboøre Sag.
Den 21. november 1893 druknede 26 fiskere fra Harboøre
under et stormvejr, og ved fællesbegravelsen udtalte den
indremissionske præst, Carl Moe, at kun de troende blev
salige, medens de vantro var fortabte.
8

Provst Koch kunne ikke samarbejde med mennesker af
sådanne synspunkter.
Indre Mission var på sin side klar over, at de ikke havde
noget godt at vente fra præsten. De måtte kæmpe deres
sag uden hans hjælp.
Murermester og indremissionær Peder Pedersen, 1890
Den 18. januar 1897 mødtes fire mænd for at drøfte planer
om opførelse af eget missionshus i Glostrup. De fire
kaldte sig ”Vennerne”, og selv om de ikke var ganske
enige, besluttede de at arbejde videre med planerne. Som
leder valgte de murermester Peder Pedersen (1859-1919),
som beholdt ledelsen til sin død.
9

Pastor Koch var selvsagt meget imod disse planer. Han
var inderligt imod alle kirkelige retninger og opdelinger.
For den troende var der kun ét sted at gå hen, nemlig til
den lokale sognekirke og dens sognepræst.
Missionshuse og nye organisationer ville kun skabe fjendtlighed
i sognet.
Pastorens uvilje bidrog både til at skærpe fjendtligheden
mod ham og beslutsomheden om at opføre huset. Missionen
erhvervede grunden, Sydvestvej 7, og formanden
var som nævnt selv var murermester. Han både planlagde
og opførte egenhændigt det nye hus. Allerede 18. november
1897 kunne man indvie Emaus, som huset blev kaldt.
Navnet er taget efter den landsby, hvor Jesus efter sin genopstandelse
havde vist sig for sine disciple.
Missionshuset Emaus på Sydvestvej blev opført af Peder Pedersen i 1897, ca. 1911
10

Første side i protokol fra Indre Missions Samfund i Glostrup. De fire underskrifter
tilhører muremester Peder Pedersen, malermester F.V. Peulicke, slagtermester Leo
Brion og en mand ved navn C.J. Hansen. Det var på dette møde, at planerne om
opførelse af et missionshus i Glostrup for alvor tog form, 18. januar 1897
11

Den oprindelige præstegårds præcise beliggenhed fremgår af ovenstående billede
Forholdet mellem parterne blev snart endnu værre. Indre
Mission ønskede støtte til huset og rettede derfor henvendelse
til befolkningen.
Huset var nødvendigt ”for at komme den forsømte menighed til
hjælp”, udtalte man. Udtalelsen var en hån mod præsten.
Han opfattede den med rette som en kritik af sit arbejde,
og han svarede igen med at undsige parolen om ”det klare
skel”, som var så vigtig for missionen.
Samtidig lukkede han kirkens dør for bevægelsens præster,
der tidligere havde fået lov at tale fra prædikestolen. Indre
Mission havde fået en stærk fjende, og de var nødt til at
finde et passende svar. Det gjorde de ved at foranstalte
bønner for ”præstens omvendelse”.
Således fortsatte kampen i lang tid. Sårene var dybe, men
som tiden gik, blev konfrontationerne dog færre. Forholdet
mellem de to parter bedredes gradvist.
Man kan stille spørgsmålet, hvor skylden for konfrontationerne
egentlig lå. Svaret er, at ingen af parterne kan sige
sig fri for kritik.
12

Indre Mission var selvfølgelig set med provstens øjne i sig
selv en provokation, og dens fremfærd var ikke just venlig.
Men hans måde at håndtere sagen på var til gengæld heller
ikke egnet til at skabe forsoning. Han havde ry for at være
en snobbet akademiker, som så ned på lægfolkene og deres
kristendom.
I følge enelærer i Hvissinge, Christian Langhoff, udtalte
han efter lærer I.C. Christensens udnævnelse til kultusminister
(skole- og kirkeminister): ”Jeg skal ikke have mine
direktiver fra en skolelærer”.
Lærer i Hvissinge, Christian Bøegh Langhoff, ca. 1920
13

Den stråtækte præstegård ved Roskilde Landevej. Bemærk soen i vejkanten, ca. 1895
De første år efter 1900 er det øjensynligt gået nogenlunde
stille af i det lille sogn. Men provstens genvordigheder
var ikke forbi. Et nyt slag skulle komme, men denne gang
var det ikke foranstaltet af mennesker. Der var tale om et
hændeligt uheld.
På Hovedvejen 93 havde tømrermester Peter Martinsen sit
værksted. Det var økonomisk gode tider i den lille by, og
tømrermesteren har sikkert haft nok at bestille. Elektricitet
fandtes endnu ikke her ude på landet. I stedet anvendte
Martinsen en petroleumsmotor som energikilde. Den
var netop blevet repareret og kunne vel holde en rum tid
endnu, har han sikkert tænkt, da han satte den i gang hin
skæbnesvangre morgen. Man skrev 9. juni 1905, da maskinen
eksploderede og udløste den største brand i mands
minde.
Det tog selvsagt ikke ilden lang tid at
fortære selve tømrerværkstedet. Den
fortsatte derefter ud på pladsen bagved,
hvor tørt træ lå i sirlige stabler
parat til brug. Her stod også brygger
Axel Hansens berømte trehjulede motorcykel,
og den blev aldeles ødelagt.
14

I mellemtiden var byens brandsprøjte kommet til stedet,
og brandfolkene kunne hurtigt se, at dette oversteg deres
formåen. Man indkaldte derfor straks hjælp fra nabolandsbyerne,
som efter reglerne også var forpligtet til at træde
til. Alt disponibelt mandskab blev indkaldt, men man havde
odds imod sig. Byens nye vandværk var under bygning
og ikke klar til brug. Det betød, at det nødvendige vand
skulle hentes, og det tog tid. Uheldigvis blæste netop den
formiddag en stærk sydøstlig vind og satte yderlige fart på
ilden. Den sprang skråt over landevejen og fik fat i præstegårdens
stråtag.
Flammerne kunne ses helt til København, og derfra begyndte
det at strømme til med både tilskuere og brandbiler.
Samtidig kæmpede de lokale bandfolk en heroisk
kamp mod ilden.
Et lille hus på hjørnet af Østervej brændte, og også kirken
kom i fare. Flere huse op ad Østervej var en overgang
truet, men de blev reddet efter et dygtigt udført arbejde af
Brøndbyvesters sprøjte.
Østervej set fra bryggeriets tag. Bemærk sprøjtehuset til højre, 1905
17

Pastor Koch reagerede hurtigt og beslutsomt på faren.
Han reddede først sin datter, Lucie, som lå syg i et gavlværelse,
i sikkerhed. Dernæst reddede han kirkebøgerne,
sin store bogsamling og en del af indboet. Men så var det
også slut. Nu faldt taget sammen, og hele præstegården
stod i flammer.
Kl. 11.30 var ilden nedkæmpet, og yderligere undsætning
fra København kunne afblæses. Til gengæld var landevejen
et ubeskriveligt kaos, og et stort oprydningsarbejde var i
vente.
Provsten og hans familie stod nu uden tag over hovedet,
men heldigvis havde bogbindermester Sophie Schiøler
netop opført en etageejendom på Hovedvejen 136 lige
vest for den nedbrændte præstegård. Den havde reddet sig
fra branden, og hun gav beredvilligt præstefamilien lov til
at rykke ind i en af lejlighederne.
Ludvig Koch stod nu overfor den store opgave at planlægge
opførelse af en ny præstegård. Her var brug for
nytænkning, for der var i befolkningen stor utilfredshed
med, at præstegården og i øvrigt også Sophie Schiølers nye
ejendom tog synet fra den smukke kirke.
18
Bogbindermester
Sophie Schiølers nye
hus var til manges
fortrydelse opført lige
foran kirken, ca. 1906

Som arkitekt på byggeriet valgtes Johannes Magdahl-Nielsen
(1862-1941), som havde været med ved planlægningen
af Det Kongelige Bibliotek.
Da man havde fået nok af brandfarlige bygninger, blev
den nye præstegård opført i sten og med tegltag. Af hensyn
til kirken blev den anbragt en smule østligere end forgængeren,
som havde ligget på nutidens græsplæne foran
kirken.
Opførelsen tog sin begyndelse 2. oktober 1905, og 10. juli
1906 kunne præstefamilien flytte ind i de nye omgivelser.
Det blev dog en kort fornøjelse. Med udgangen af 1907
faldt Ludvig Koch for aldersgrænsen og måtte gå på pension.
Som de fleste ved, findes det smukke hus endnu, men det
benyttes ikke længere som præstebolig. Det ejes nu af
Glostrup Kommune, som stiller stueetagen til rådighed
for både kommunale institutioner og private foreninger.
På første sal findes Glostrup Lokalhistoriske Arkiv.
Den nye præstegård blev opført i sten og forsynet med tegltag, 1909
19

Gaver til arkivet
Egon Funch: To festsange forfattet af giver. Anledning: Udgivelse af
Holger Pedersens bog, Film i Glostrup (2008) samt Glostrup Kommunes
Pensionistudflugt (2008).
Bent Petersen: Kroppedal Museum: Årsberetning 2007. Den Ny Falkerøsten (tidsskrift):
syv numre fra perioden 1991-1998. Tobaksdyrkning på gartneriet
Birkebo (Gamle Landevej 21) 1941-1946. To siders historik.
Henning Lundemann: Havareret bil på Nørre Allé, ca. 1954. 2 fotos. Havareret
bil i Glostrup Politis gård, ca. 1954. Foto.
Dan Harrestrup: Propforeningen P. Glostrup. 1 prop.
Verner Hansen: Scrapbøger fra Folkebladet 1971-1990. 4 bind.
Ulla A. Simonsen: Hovedstadens Cementstøberi (filial på Eriksvej), medarbejdere
på pladsen, ca. 1933. Foto. Samme firma: anbefaling til Alfred
Jensen, ca. 1948. Papir.
Steen Mejlgaard Jensen: Glostrup Apotek, 1921. Foto. Henrik Fabers
bog, Glostrup Apotek (fotokopi), 1979. Glostrup Apotek: Historik med
biografier 1863-1975 (fotokopier). Apotekskuverter (forskellige år).
Ole Møller Andreasen: Nordvangskolens realklasse 1957-1958 fejrer 50års
jubilæum, 20.6.2008. Foto.
Jørgen Rasmussen: Hvissingestenens flytning, 1967. Foto i Berlingske Tidende
18.5.2008.
K.A. Henriksen: Glostrup Menighedsråd 1988-1994. Papirer.
20

Eric Klitgaard: Hovedvejen med tre personer, 1941. Foto. Arbejdernes
Samaritter Forbund (gruppe), 1941. Foto. Ejby-broen ved Vestvolden, 1942.
Foto. Folk på Hovedvejen (Danmarks Befrielse), maj 1945. Foto. Bil pyntet
med dannebrogsflag nær købmand Elkjær (Danmarks Befrielse), maj 1945.
Foto.
Inge Riisgaard: Glostrup Kommuneskole, 2 klassebilleder, ca. 1910 og ca.
1917. Hus på Vestervej med murer Hans Vilhelm Rasmussen og familie,
ca. 1913. Foto. Samme hus på Vestervej med Maren Kirstine Rasmussen og
pigebarn, ca. 1913. Foto.
Sys Olesen: Fad fra Den Kongelige Porcelænsfabrik med Glostrup Rådhus
som bundmotiv. Skænket af Glostrup Kommune til svigerfaderen, ekspeditionssekretær
Henning Olesen, ved dennes pensionering i 1985.
Willy Torholdt: Feltpostbrev afsendt fra Børge Demandt Hansen til Max
Eltzholtz, 8.12.1944.
Carsten Sørensen: To malerier udført af Ib Friis.. Ses herunder sat sammen
til ét billede. De viser strækningen fra
Østervej 10 til Glostrup Kirke.
21

På rejse i tidsmaskinen
På arealet foran kirken indviedes i påsken 1942 et trækrucifiks udført af Jørgen
Windfeldt-Schmidt. Øverst den endnu eksisterende bryggervilla. Til højre Sophie
Schiølers hus, som her anvendes af politiet. Nederst samme udsigt, 21. juni 2001
22