Begravelsen - Aalborg Teater

HVEM ER VI?
– om den forbigangne tid og den nærværende
Af Mogens Rukov
Hvem er vi, hvem er jeg, er egentligt det spørgsmål, al drama
handler om, ligegyldigt om det behandles igennem en figur som
Ødipus eller folk, der venter på Godot. Vi er hele tiden på jagt efter
det samme, den menneskelige identitet. Ja, i virkeligheden er det
det, al kunst og al menneskelig virksomhed, privat og offentlig,
drejer sig om – også for en teatergænger. Hvem er jeg, der sidder i
parkettet 3. række eller parterre 1. række?
Og det samme gælder forfatterne. Det var nysgerrigheden efter
at vide, hvad der var sket med familien efter Festen, der fik os til
skrive Begravelsen. Thomas havde fået en opfordring til at instruere
et stykke på det store Burg Theater i Wien. Her var det så, han kom
tilbage til sin tanke om at se på familien en gang til:
”Jeg har faktisk haft den her historie i hovedet lige siden, jeg havde
færdiggjort Festen. Men fordi Festen blev sådan en gigantisk succes,
følte jeg, at det på alle måder ville være forkert, patetisk og farligt at
lave en filmisk fortsættelse”, udtalte Thomas Vinterberg til Jyllands-
Posten, efter at han havde indgået aftale med det østrigske teater
og dets dengang nyudnævnte direktør, Matthias Hartmann, om at
opføre teaterstykket.
Jeg vidste, hvor tæt Thomas følte sig på disse personer, at han havde
dem lige under huden, Helge, Christian, Michael og de andre. De var
hans sjælelige følgesvende. Så det var en fornøjelse at skulle deltage
i at skrive på denne Odyssé 10 år senere. Sjovt nok varede netop
Odysseus’ fravær fra hjemmet, fra sønnen Telemachos og hustruen
Penelope, også 10 år.
Det tog jeg privat som et tegn på, at det var tid at vende tilbage til
familien. Under Festen havde nemlig Odysseen hele tiden foresvævet
mig, på grund af faderopgøret og på grund af den ustandselige
soven og opvågnen, som var et af de træk, de bar rundt på, lige som
Odysseus blev vækket af Nausikaa og hendes tjenestepigers leg på
stranden, hvor han selv ligger nøgen og sover efter skibbruddet.
Kvinden hjælper ham med at få fat i noget tøj og at klæde sig
på, sådan som tjenestepigen Pia mentalt i sin tid gjorde med
Christian. Den skygge lå bag Christian. Christian vender tilbage til
fædrenehjemmet, ligesom Odysseus vender tilbage til sit hjem og
sin familie.
Og nu var far Helge altså død. Hvad var der sket med børnene, hvad
med konen, med moren, hvad var der i det hele taget sket? Hvad
kan der ske på ti år, hvilken afstand er der mellem personernes
identitet? Ligner man sig selv efter ti år, hvor meget har man
forandret sig, hvordan fremstår man, hvordan er relationerne
mellem en selv og ens nærmeste?
Det er på en eller anden måde det klare kernespørgsmål i en moderne
fortælling. Identiteten! Fordi tiden er dybt engageret i spørgsmålet
om, hvem jeg er, hvor meget kan jeg forandre mig, hvor meget slæber
jeg rundt med, hvor meget bindes jeg af det, der var mig?
Det er noget af det, der er baggrunden for vores almindelige
selvkredsen i dag – noget af det, der ligger bag den næsten sygelige
narcissisme, der får lov til at styre menneskers reaktioner og deres
brutale selvhævdelse, der giver grundlag for vores stolte kredsen om
vores ret til at vurdere alt ud fra vores egoistiske behov. Det er vores
samtid, der sættes til doms.
Alt er et spørgsmål om, hvad jeg selv synes, om mine egne
tilbøjeligheder, om mine private vurderinger. Jeg er på en gang lov og
lovgiver. Jeg er følelsernes og følsomhedens eneste ophav.
Sådan er det ikke. Kun i oppustetheden er det sådan. Engang så man
den ekstreme egocentri som frihedens mulighed. Nu hvor enhver