har ret til sin egen egocentri, hvor egocentrien faktisk er blevet al tings målestok, narcissismen dødbringende omverdensforståelse, kan vi se, at det er en blindgyde, der har ensomheden som resultat, ikke friheden. Det er ikke egocentrien, der giver frihed. Friheden ligger snarere i en afklaring af de betingelser, man lever under. Det er betingelser, som ligger lige uden for en, som er ens egen aktualitet, og betingelser, som ligger bagved en, langt tilbage, som ens egen oprindelse eller som det umiddelbart overståede. Måske er det også betingelser, der ligger engang i fremtiden, og som ens sind allerede er ved at indstille sig på. Det var gentagelsens mulighed, som vi var optagede af. Den uhyggelige gentagelse af den irrationalitet, som man måske kunne tænke sig udelukket. T.S. Eliot, den moderne poesis fader, skrev engang: Time present and time past / Are both perhaps present in time future / And time future contained in time past / If all time is eternally present / all time is unredeemable / What might have been and what has been / Point to one end, which is always present Det som kan have været, og det som har været, peger I en retning, som altid er nærværende. Det siges, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det kan forstås enkelt som et udsagn om, at livet foregår, og at det er bagefter, i erindringen, at man forstår det – en meget trist og defaitistisk holdning. Men det kan også forstås i lyset af Eliot, mere svimlende. Det er nemlig svimlende, hvis man på én gang skal befinde sig i livets løb, mens livet forgår, og samtidigt fokusere bevidstheden om det forgangne og det kommende, altså samtidigt være i gang som handlende og erindrende. Det er det, nærværende stykke handler om – næsten græsk tragisk: Time past og time present – og for publikum om sammenhængen mellem de to tider i deres eget liv.