En analyse af gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark

Beskrivelse af storkegylpene
De analyserede 362 storkegylp (ca . 6,5
kg) havde i gennemsnit en vægt på 18 g,
idet de letteste kun vejede ca . 3 g, mens
de tungeste vejede ca . 70 g (fig . 3) . Små
gylp kan stamme fra storkeunger, men
kan også skyldes, at storken ikke har
produceret ret meget gylp, hvilket bl .a .
forekommer, når den overvejende lever
af padder eller fisk, der udelukkende består
af fordøjelige stoffer, som afgives fra
storkens kloak, bl .a . som urinsyre . Dette
er observeret hos storke i fangenskab,
som primært fodres med fisk og kun gylper,
når de engang imellem fodres med
kyllinger (P . Thellesen, pers . medd .) .
Nogle storkegylp indeholder et antal
små sten og andre ufordøjelige genstande,
som storken antagelig har slugt
. Figur 3. Vægtfordeling blandt de i alt
362 analyserede storkegylp. Interval: 5 g.
Bemærk: De tunge gylp udgør en større
masse og de små gylp en mindre masse,
end denne fordeling (efter antal) viser.
80
60
40
20
ANTAL
for at befordre vanskelige gylpmassers
struktur og omsætning, og sådanne
gylp kan være forholdsvis tunge . Det
gælder bl .a . for serien fra Brøns (SV-Jyll .),
hvor gylpene har en gennemsnitsvægt
på ca . 36 g . Disse gylp indeholder
mange sten og desuden meget sand,
idet storkene har ædt mange regnorme,
men kun ganske få byttedyr med større,
bestandige rester (skeletdele, hår og
fjer), der kunne strukturere gylpmassen .
Sten udgør dog normalt kun en meget
lille del af gylpenes samlede vægt .
Det hænder også, at gylpene indeholder
græsstrå og andre større plantedele,
som storken antagelig har slugt af
lignende årsager, men disse udgør en
endnu mindre del af gylpenes samlede
vægt .
Gylpenes masse udgøres langt overvejende
af ufordøjeligt restmateriale fra de
byttedyr, som storken har ædt, i danske
storkegylp især fra følgende grupper:
• Regnorme bidrager generelt stærkt
til storkens føde såvel som til gylpenes
0 10 20 30 40 50 60 70 GRAM
7
vægt, idet de indeholder store mængder
sand, jord og plantedele, som
storken ikke kan fordøje – ifølge egne
målinger 30-40% af regnormenes vægt,
bl .a . afhængigt af, hvor fine partikler, der
medregnes .
• Voksne pattedyr og fugle efterlader
stærkere knogler, næb og kløer samt
hår eller fjer i gylpene, og disse dele
udgør antagelig 5-15% af dyrenes
legemsvægt – i denne analyse primært
muldvarpe og markmus .
• Blandt insekterne efterlader mange
biller et moderat fraktioneret kitinskelet,
mens de fleste andre insekter efterlader
mange, stærkt fraktionerede og spinkle
kitindele, men dog intakte smådele, bl .a .
kæber . Mens de ufordøjelige dele af billerne
ofte (ifølge egne målinger) udgør
20-30% af deres vægt, udgør de hos
andre insekter formentlig noget mindre .
• Skalbærende snegle efterlader den
ufordøjelige skal, men fortæres dog ikke
særlig ofte af storken .
• De største springpadder og fisk kan
efterlade enkelte, stærkere skeletdele,
men de fleste padder og fisk fordøjes
fuldstændigt .
Storkegylpene består således overvejende
af de ufordøjelige rester af storkens
byttedyr, idet op til 40% af massen
returneres i gylpene, i denne undersøgelse
antagelig 25-30% . Det kan også
udtrykkes således, at når storken producerer
100 g gylp, har den spist 300-400 g
delvis ufordøjelige byttedyr .
Bemærk: Idet en voksen stork (vægt:
2½-4½ kg) fortærer 400-500 g byttedyr
om dagen (Skov, 2003; Kosicki & al .,
2006), vil den producere 120-150 g gylp,
hvis den lever af byttedyr, hvor 30% af
vægten er ufordøjelig . Lidt mere, hvis en
større andel er ufordøjelig (regnorme);
noget mindre, hvis kun en lille andel
er ufordøjelig (pattedyr); eller meget
mindre, for så vidt den har fortæret fuldt
fordøjelige byttedyr, der ikke medfører
gylpdannelse, som padder og fisk .