Vold er ikke løsningen - Nanoq

naalakkersuisut.gl

Vold er ikke løsningen - Nanoq

Isumaginninnermut Naalakkersuisoqarfik

Departementet for Sociale Anliggender

Februar 2010


Vold er ikke løsningen – rapport om konferencen om vold

Februar 2010

Udgivet af:

Departementet for Sociale Anliggender og Tusagassiivik, 2010

Layout:

Naqitat A/S Grafisk produktion

Fotos:

Rosa Thorsen og Kathrine Kruse, Tusagassiivik

Trykt hos:

Naqitat A/S Grafisk produktion


Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Vold og seksuelle overgreb i Grønland . . . . . . . 6

Krisecentre i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Kommuneqarfik Sermersooqs krisecenter . . 15

Dannerhuset i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Hvorfor går hun ikke bare ? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

Vold set fra børnehøjde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Stop familievold NU – nul tolerance . . . . . . . . . 30

Kærestevold – unge oplever også

partnervold! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Forebyggelse af og tiltag mod vold . . . . . . . . . . 36

Samlivsrelateret vold og præventiv

indsats for unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36

Samtale i stedet for vold . . . . . . . . . . . . . . . . 36

Programmer for voldsudøvere . . . . . . . . . . . 37

Matu – døgninstitution for drenge . . . . . . . 38

Dilemmaer og konflikter i tværfagligt

og -sektorielt samarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39

Hvis du vil vide mere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46


Den 25 .-26 . november 2009 afholdtes konferencen

Vold er ikke løsningen“ . Baggrunden for at afholde

konferencen var de mange undersøgelser, der gennem

det seneste årti har bekræftet, at vold i nærrelationer

er et udbredt problem i vores samfund .

Måske så udbredt, at vi er begyndt at betragte den

som almindelig, ja, ligefrem som naturlig?

Men vold er aldrig løsningen . Tværtimod . Den har

en lang række negative konsekvenser både for

offeret og udøveren . Det er det budskab, Naalakkersusisut

gerne vil slå fast med konferencen, og vi

mener, det er på tide, at vi som samfund gør op med

vold i nærrelationer som tabu . Endvidere ønsker vi

at sætte fokus på krisecentrene .

I dag er der 7 krisecentre i Grønland for voldsramte

kvinder . Disse centre udfører alle et stort stykke

arbejde, men samtlige centre melder om mangel på

pladser . Ydermere er de alle beliggende i Syd- og

Vestgrønland, så mange voldsramte kvinder har i

dag reelt ikke noget sted at gå hen .

At gøre op med vold som tabu betyder også, at vi

må gøre op med vores vante forestillinger om vold .

Det er således ikke udelukkende kvinder, der er

ofre for vold i nærrelationer . Vold i nærrelationer

rammer også mænd, børn og unge . Og til disse

grupper har vi endnu færre tilbud end til voldsramte

kvinder .

Et af konferencens helt centrale budskaber er, at

vold ikke er en privat sag . Det er altså ikke naboens

egen sag, om han slår sin kone, eller om konen

slår ham for den sags skyld . Det er i højt grad et

samfundsanliggende: Vi må som samfund gøre os

klart, at vi ikke accepterer vold . Samtidig har vi alle

et ansvar for at reagere, når vi møder volden, hvad

enten det er gennem vores arbejde eller i vores

opgang .

For at sikre, at der bliver fulgt op på konferencen,

er der allerede næste år afsat ekstra midler til krisecentrene

. Endvidere vil der blive igangsat tiltag,

der skal sætte fokus på og forebygge kærestevold .

Denne rapport er udarbejdet på baggrund af konferencen

. Rapporten skal dels give en kort introduktion

til emnet vold i nærrelationer, dels give

inspiration til, hvor man som læser finder yderligere

oplysninger .

God læselyst!

Maliina Abelsen

Medlem af Naalakkersuisut for

Sociale Anliggender


Psykisk vold

Psykisk vold kan udmønte sig i jalousi, kontrol og

manipulation samt trusler og ydmygelser, herunder

kritik af partnerens tanker, følelser og handlinger

. En kritik, der ofte nedbryder partnerens

selvfølel se, dømmekraft og realitetssans .

Fysisk vold

Fysisk vold kan f .eks . være fastholdelse, lussinger,

rusken, slag, spark, kvælningsforsøg, brændemærkning

og knivstik samt anden aggressiv

anvendelse af genstande eller våben . I værste

fald kan fysisk vold føre til drabsforsøg . Det kan

også være manglende tilfredsstillelse af fysiske

behov, f .eks . forhindring af tilstrækkelig søvn,

mad m .m .

Seksuel vold

Seksuel vold er enhver seksuel handling uden

partnerens samtykke . Den indebærer seksuelle

krænkelser . Partneren nedgøres og mishandles

seksuelt, tvinges til sex og former for sex, som

vedkommende ikke ønsker og har lyst til .

Materiel vold

Materiel vold kan udmønte sig i, at indbo og

personlige ejendele ødelægges eller fratages .

Udøveren af volden kan f .eks . kaste med ting,

ødelægge personlige ejendele, smadre møbler,

klippe uerstattelige fotos i smådele, rive tøj i

stykker og pifte partnerens cykel .

Økonomisk vold

Økonomisk vold kan komme til udtryk ved, at

partneren forhindres i at have rådighed over sin

egen økonomi . Vedkommende nægtes adgang til

sin egen og en eventuel fælles bankkonto, eller

forhindres i at have en indtægt, og presses derved

ud i at skulle tigge om penge . Måske tvinges

partneren også til at underskrive et lån, der

gældsætter vedkommende . Konsekvensen er ofte

økonomisk underdanighed og afhængighed .

Kilde: www .dannerhuset .dk


Af Bodil Karlshøj Poulsen, afdelingschef v . Paarisa,

redigeret af Mads Byrialsen, Departementet for

Sociale Anliggender

Inuuneritta – Folkesundhedsprogrammet har vold

som indsatsområde . Målsætningerne for perioden

2007 til 2012 er:

• At vold og voldtægter skal begrænses

• At børne- og ungdomsliv skal være uden vold,

voldtægter og seksuelle overgreb

• At skabe offentlig debat om voldens omfang,

karakter og konsekvenser

• At styrke borgernes ansvarsfølelse og omsorgskompetence

• At sikre behandlings- og rådgivningstilbud for

både offer og gerningsmand

I folkesundheden arbejdes på tværs af faggrænser,

derfor er et fælles sprog nødvendigt . Arbejdsgrupperne

bag udformningen af „Vold og sek suelle

overgreb – Idékatalog“ har diskuteret sig frem til

nedenstående definitioner:

Vold omfatter fysisk og psykisk vold . Fysisk vold

er at krænke eller skade et andet menneske fysisk .

Psykisk vold er at dominere et andet menneske, så

det ændrer adfærd af frygt for konsekvenserne .

Seksuel vold er alle former for seksuelle overgreb,

hvor barnets tillid udnyttes til at tilfredsstille den

voksnes seksuelle behov . I „Vold og sek suelle overgreb

– Idékatalog“ fra Inuuneritt er også med-

taget definitioner på vold og seksuelle overgreb

fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, fra Red

Barnet og fra FN’s Børnekonvention .

Underretningspligt

Lovgivningen tager klart afstand fra vold og placerer

ansvaret for beskyttelse mod vold i alle former

. Lovgivningen indeholder både tavshedspligt,

under retningspligt og skærpet underretningspligt .

Vi bør således alle kende til vores underretningspligt,

der giver pligt til at underrette kommunen,

når det erfares, eller der er mistanke om, at forældre

eller voksne omkring barnet ikke lever op til

deres forpligtigelser . Skærpet underretningspligt

giver såvel private som offentligt ansatte i social-,

skole- og sundhedssektoren pligt til at underrette

kommunalbestyrelsen, hvis de er bekendte med, at

et barn har behov for hjælp .

I forbindelse med udformning af „Vold og sek suelle

overgreb – Idékatalog“ for Inuuneritta blev indsamlet

dokumentation for omfanget heraf . Disse tal er

her suppleret med nyere data fra Politiets Virksomhedsberetning

2008 . De fleste data herfra er

landsdækkende, der gøres opmærksom på, at der

er store geografiske forskelle .

Det mest ultimative udtryk for vold er drab, som

i de seneste 30 år har ligget på omkring 10 om

året . I 2008 blev anmeldt 22 drabsforsøg, det er

en stigning i forhold til 2007, hvor der blev anmeldt

17 . Politimesterembedets opgørelser over


anmeldelser af vold viser en fordobling over en

15-årig periode: fra 419 anmeldelser i 1980-1984

til 809 i 2004-2008 . Et naturligt spørgsmål er,

hvorfor disse tal fortsat stiger . Politimesterembedet

angiver, at befolkningens holdning til vold

er ændret, således at man i forhold til tidligere

er mere tilbøjelig til at anmelde voldsepisoder til

politiet . Politiet er i dag mere opmærksomt på

vold, men politimesteren skriver også, at det ikke

kan afvises, at der er sket en reel stigning i forekomsten

af vold . Politiet vurderer, at umådeholden

indtagelse af alkohol er den primære faktor til

voldskriminaliteten . I politimesterens årsberetning

for 2008 står, at „de voldelige forbrydelser

Figur 1 Indførsel af ren alkohol

begås erfaringsmæssigt næsten udelukkende af

personer, der er påvirkede af alkohol eller andre

rusmidler i gerningsøjeblikket, ligesom ofrene også

tit er påvirkede“ . Rimer dette så med tallene for

alkoholforbrug, som vises i Figur 1? Figuren viser,

at i den seneste fireårs periode, hvor voldsanmeldelser

steg fra 745 til 809, faldt alkoholforbruget

markant .


Der er store geografiske forskelle på voldsanmeldelser

. Den største hyppighed i forhold til indbyggertallet

er registreret i Paamiut . Når landsgennemsnit

angives med indeks 100, optræder Paamiut

med indeks 218 . Uummannaq, med indeks 84, og

specielt Upernavik, med indeks 37, ligger langt

under landsgennemsnittet .

Politiets statistikker viser en støt stigende tendens

i anmel delser af sædeligheds- og voldsforbrydelser .

Det er vigtigt at holde sig for øje, at stigningen skal

ses i sammenhæng med det øgede fore byg gel sesfokus

fra både central og kommunal side samt det

højere uddannelsesniveau og heraf større viden . Det

formodes, at der blandt anmeldelserne er tale om

en del overgreb, som er begået tidligere, eller som

har stået på gennem lang tid, men først nu kommet

for dagens lys .

I 2008 modtog politiet 164 anmeldelser vedrør ende

voldtægt og forsøg herpå . Tallene svinger fra år til

år . I 2001 lå anmeldte voldtægter og voldtægtsforsøg

på 191, herefter faldt det til 148 i 2004 .

Voldtægter og voldtægtsforsøg indgår i, hvad

politiet definerer som sædelighedsforbrydelser .

Dem var der i alt 391 anmeldelser af i 2008 . Sædelighedsforbrydelser

er altså summen af voldtægter

og voldtægtsforsøg samt incest, kønsligt forhold til

børn, blufærdighedskrænkelse og kønslig udnyttelse

af psykisk abnormitet samt forførelse . Også

her ser vi en stor geografisk spredning . Tasiilaq

Politidistrikt tegner sig for et indeks på 218, hvor

landsgennemsnit er indeks 100 . Nuuk ligger på 55 .

Én ting er de hårde data fra politiet, men der er

også en hel del viden at hente fra en række befolkningsundersøgelser,

hvor mennesker selv udtaler

sig enten i interviews eller gennem spørgeskemaer .

„Unges trivsel i Grønland 2004“ er resultatet af en

videnskabelig undersøgelse fra Statens Institut for

Folkesundhed i samarbejde med Paarisa . Det var en

computerbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt

skoleelever i alderen 15-17 år . Health Behaviour

in School-Aged Children gennemføres i Grønland

hvert 4 . år . Rapporten fra 2006 fik navnet „Sundhed

på Toppen“ . Denne undersøgelse gentages i

2010 . „Inuusuttut Akisunnerat“ var et kombineret

radio- og hjemmesideprojekt, hvor unge skrev

til en brevkasse samt gik i dialog med hinanden .

Statens Institut for Folkesundhed står bag store

befolkningsundersøgelser, den første i 1993 og den

seneste i 2005-2007 . I 2007 kom en undersøgelse

fra Departementet for Familie og Sundhed og SFI

om børns vilkår . Her blev mødre til børn mellem 0 og

14 år interviewet .

Nedenfor følger data fra de nævnte rapporter .

Først antal personer, som har været udsat for

alvorlige trusler eller vold . I Inuuneritta’s „Vold og

sek suelle overgreb – Idékatalog“, Figur 2, er en

oversigt over, hvor mange personer, der i spørgeundersøgelser

selv angiver at have været udsat for

alvorlige trusler eller vold . Det fremgår, at 62 %

af kvinderne har været udsat for trusler om vold,

og det samme har 56 % af mændene . Inden for de

seneste 12 måneder gælder det for 16 % og 13 % .

Vi ved ikke, om de unge har været udsat for trusler

igennem hele livet eller inden for de seneste 12


måneder, men søjlerne for unge er bemærkelsesværdigt

høje i forhold til voksne .

Figur 2 Antal af trussels- og voldstilfælde

Ser vi ud fra befolkningsundersøgelserne på seksuelle

overgreb, er det tydeligt, at seksuelle overgreb

primært sker over for børn . Blandt de voksne

angiver 9 % af kvinderne at have været udsat for

seksuelle overgreb som voksne, 13 % har oplevet

det som unge, men 21 % har været udsat for overgreb

som børn . De unge taler selv gennem „Unges

Trivsel“, her angiver 28 % af de unge kvinder at have

været udsat for overgreb, og 13 % heraf som under

13-årige . Tallene for kvinder er høje, men vi må ikke

glemme mændene, også her er det rigtig mange,

der har oplevet seksuelle overgreb . De forskellige

befolkningsundersøgelser har vist, at de, der har

været udsat for voldelige eller seksuelle overgreb,

også lider af en række helbredsproblemer såsom

kroniske sygdomme og psykiske problemer .

Vi ved ikke, hvorfor tallene for vold og seksuelle

overgreb stiger, måske er der flere og flere overgreb

. Det kan også skyldes, at der er kommet mere

fokus på både vold og seksuelle overgreb i samfundsdebatten

. I dag siges det højt, at seksuelle

overgreb ikke er acceptabelt, og at offeret ikke

selv er skyld i overgrebet . Vi ved, at et par lærere

i Tasiilaq efter Paarisa-kampagnen i skolerne og

på TV spurgte ind til emnet, og at en stor gruppe


ørn derefter betroede sig til lærerne . Det førte til

anmeldelser og heldigvis også til behandlingstilbud

til disse børn .

Paarisa driver to telefonrådgivninger, hvor alle

gratis kan ringe og få råd fra professionelle . Børn-

og Ungetelefonen har nummer 134, denne telefonrådgivning

blev i 2002 oprettet som led i forebyggelse

af selvmord og seksuelt misbrug af børn .

I årsrapporten for Børn- og Ungetelefonen 134 kan

ses, hvilke problemer børn og unge søger hjælp til .

For 2008 var hovedproblemerne: mobning 21 %,

vold 14 %, skænderier 12 %, misbrug af rusmidler

10 % og børn, der er overladt til sig selv 10 % . Vold

forekommer højt på listen, men børn har ikke kun

ét problem . Dykkes ned bag tallene kan ses, at 40

% af dem, der har „vold“ som hovedproblem, også

oplever skænderier og/eller misbrug af rusmidler,

29 % nævner skilsmisse og 27 % har selvmord

tæt på livet . I rådgivningssamtalerne for Børn- og

Ungetelefonen 134 bliver det registreret, hvorvidt

opkal deren havde oplevet seksuelt misbrug eller

krænkelse . I 2008 angav 23 børn og unge at have

sådanne oplevelser, deraf havde 43 % været udsat

for voldtægt . Små tal?

Ja, men det drejer sig om 10 levende børn . Telefonrådgivningen

„Attavik“, med nummer 146, åbnede

i 2007 . Målgruppen er personer, der overvejer

selvmord, eller som på anden måde er i en personlig

krise . De fleste opringninger kommer fra byerne,

kun 17 % fra bygder . De fleste henvendelser

kommer fra kvinder . I årsrapporten kan ses, hvilke

problemer der søges hjælp for . Paarisa må erkende,

at registreringen er mangelfuld, idet der for

knap 30 % af samtalerne ikke er registret årsag til

henvendelsen . I 2008 angav 18 % af henvenderne

„ensomhed“ som årsag til at ringe, derefter kommer

„traumatisk begivenhed“ og „psykisk sygdom“ .

9 personer var blevet voldtaget, og 3 havde voldtaget

andre .

Unge har på hjemmesiden „Inuusuttut akisunnerat“

skrevet om vold . Unge mænd oplever sammenhæng

mellem den vold, der udøves fra faderen, og den

vold, de selv udøver . Unge kvinder oplever sammenhæng

mellem deres oplevelse af vold og den vold,

som deres mødre har oplevet . De unge kvinder

føler, at de selv er ansvarlige for den vold, der

bliver udøvet mod dem, samtidig med at de mener,

volden er en kærlighedserklæring til dem . De unge

kvinder skriver også, at deres børn er vidner til

volden . Således er sikret, at volden kan fortsætte i

næste generation!


Af Regine Enoksen, formand for Q .P .K

De syv krisecentre, der er på Grønland i dag, findes

i følgende byer: Narsaq, Qaqortoq, Paamiut, Nuuk,

Sisimiut, Aasiaat samt Ilulissat .

Krisecentrene på kysten køres på foreningsbasis,

og driften af disse aftales med kommunalbestyrelserne

. Krisecentrene er underlagt socialforvaltningerne,

mens tilskud til driften bliver betalt af

kommunerne og Selvstyret .

Vi kan imidlertid ikke køre videre under de nuværende

forhold, f .eks . er der vidt forskellige tilskudsformer

i de 4 storkommuner . Krisecentre ne

har behov for større tilskud for bl .a . at kunne

forbedre vilkårene for medarbejderne .

Formål med og arbejdet ved krisecentrene

Grundlaget for oprettelsen af krisecentrene er

at yde samtaler og anden service for voldsramte

og truede kvinder samt deres børn . Dette foregår

gennem rådgivning, vejledning, samtaler og andet .

Gennem disse skal vi yde hjælp til selvhjælp, og

derudover skal vi sørge for indkvartering af klienterne

.

Efter klienternes behov bliver sagerne videreført

til eksempelvis politi, socialforvaltningerne, sundhedsvæsenet,

præstegældet m .v .

Organisationen

Krisecentrenes forening stiftede den 27 . september

1989 en organisation . Hvert 3 . år afholdes der

kongres, og i den valgte formands hjemby placeres

sekretariatet . I 2007 blev sekretariatet placeret

i Sisimiut, og efter genvalg af formanden i år i maj

måned forblev sekretariatet i Sisimiut .

Hvert år afholdes der kursus for personalet i

kri se centrene, hvor kurserne bliver tilrettelagt af

fagfolk .

Kurserne plejer at indeholde: supervision/kontakter,

vejledning, rådgivning, personlig udvikling,

hjælp til seksuelt misbrugte m .v . Derudover indeholder

kurserne vejledning om drift af foreninger

samt udveksling af erfaringer . I 2008 blev der

ansat en koordinator i sammenslutningen, som har

været til stor gavn .

Krisecentrenes personale

I de fleste krisecentre på kysten plejer der kun at

være ansat én person, og da henvendelserne foregår

på vidt forskellige tidspunkter, er vi ansatte

nødt til at stå til rådighed døgnet rundt .

Den ansatte skal fungere som leder, administrator,

socialrådgiver, rengøringsdame og meget andet .

Hvis der kommer henvendelser eller bliver indleveret

klienter om aftenen eller natten, er vi nødt til at

tage på arbejde igen, og uanset hvor lidt søvn vi har


fået, er vi nødt til at møde på arbejde om morgenen,

da der er behov for os .

Om weekenden bliver der tilforordnet to ekstra

medarbejder . Men problemet med mangel på vagter

er voksende, og den største grund til dette er

den meget lille løn, som medarbejderne får .

Vi, der er ansat i krisecentrene, kan ikke undvære

vagterne i weekenderne . Vagterne i weekenderne

plejer at være folk, der har arbejde ved siden af

eller pensionister samt førtidspensionister .

Krisecentrenes forpligtelser

Krisecentrene fungerer som hjem for mange kvinder

og deres børn i kortere eller længere perioder .

De fleste klienter er kvinder, der som børn har

været med deres mødre i krisecentrene, eller kvinder,

der kommer fra utrygge hjem og er opvokset i

voldelige familier .

Klienterne har efter omstændighederne behov for

samtalepartnere, som kan forstå og hjælpe dem,

derfor henviser vi disse kvinder til uddannede fagfolk,

som har erfaringer med sådanne samtaler .

Naturligvis deltager vi og støtter dem under denne

proces .

Børn, der kommer i krisecentrene sammen med

deres mødre

Set i forhold til befolkningstallet er der forholdsvis

mange børn, der kommer med deres mødre i krisecentrene

i Grønland .

Når vi ser på statistikkerne fra krisecentrene og

finder gennemsnitstallet for børn, der kommer i

krisecentrene sammen med deres mødre, kan jeg

med sikkerhed sige, at børnene beslaglægger mere

end halvdelen af sengepladserne i krisecentrene .

Derfor er antallet af børn, der har behov for hjælp,

meget stort, og vi kan ikke blot lukke øjnene for

disse forhold .

Mødrene bliver oplært i familieforhold samt pligter

som mødre, og mødrene føler først, at de har disse

færdigheder, når de selv begynder at anvende dem

i deres dagligdag .

Vi ved, at kimen til at vælge en partner senere hen i

livet allerede bliver lagt i barndommen .

Hvis vi skal den fysiske og psykiske vold til livs, kan

vi ikke komme uden om børnene .

Vi kan bl .a . opleve disse stemninger blandt børn,

der kommer i krisecentrene sammen med deres

mødre: misstemning, sorg, bekymring, frygt, angst,

muthed, tilbageholdenhed, skam, ensomhed samt

opmærksomhedskrævende og grov opførsel .

Når vi oplever, at børnenes opførsel og sindsstemning

ikke er normal, indberetter vi dette til de

social myndigheder, og i nogle tilfælde er vi nødt til

at indberette børnene uden mødrenes samtykke på

grund af vores underretningspligt .


Kvindelige brugere af krisecentrene

Nogle af kvinderne henvender sig selv til krisecentrene

eller bliver indleveret af politiet, socialforvaltningerne

eller andre .

De kvindelige brugere af krisecentrene er fra 18 år

og til op over 70 år . Vi modtager også unge under

18 år, når de kommer med deres børn, og disse mindreårige

klienter er vokset i antal de seneste år .

Vi kan nævne et stort problem, som vi hører om

oftere og oftere: omsorgssvigt af børn . Vi plejer

at opfordre mindreårige mødre til at rette henvendelse

til de sociale myndigheder og prøver så vidt

muligt at støtte dem, så der kan blive sørget for

dem .

Det er disse mødre, der til sidst ikke har flere kræfter

til deres børn, hvis de ikke bliver støttet, og

konsekvensen bliver omsorgssvigt af børnene .

Vi kan ikke give dem kræfter ved blot at sørge for

en bolig samt underhold til disse . Vi skal ikke blot

tænke på deres opretholdelse af livet . Det er af

yderste vigtighed at støtte disse unge, hvis der

skal ske forandringer og give dem kræfter til at

komme videre i deres liv .

Mandlige brugere af krisecentre

De mandlige brugere af krisecentrene henvender

sig mest for at få samtaler, men naturligvis er der

også nogle, der henvender sig for at få natlogi . Men

det er vi tilbageholdende med, da vi prioriterer

kvinderne samt deres børn . Deres ønsker om samtale

kan være begrundet i forskellige forhold, f .eks .

tendens til vold, skilsmisse, en dårlig barndom, opdragelse

i en voldsramt familie, seksuelle overgreb

under barndommen eller fysisk og psykisk vold .

Fremtidsvisioner

• At der bliver ansat børnepædagoger

• At der ansættes fastansat personale i de krisecentre,

der ikke har fastansat personale

• At der oprettes krisecentre i de byer, hvor der

ikke findes krisecentre

• At der samarbejdes om at oprette steder, hvor

mænd kan henvende sig

• At der oprettes støttegrupper for voldsramte

kvinder


Af Grethe Siegstad, socialrådgiver, krisecenteret

Nuuk

Kommuneqarfik Sermersooqs krisecenter er et

midlertidigt opholdssted for kvinder, der har været

udsat for psykisk eller fysisk vold eller trusler

herom . Kvinderne kan medbringe deres børn .

Krisecenteret er beliggende på Sipisaq Kujalleq

7A, 1 . sal . Der er 5 1-værelseslejligheder samt et

børne-/fælleslokale . I kælderen er der mulighed

for at låne vaskemaskine samt tørretumbler .

På Krisecenteret er beboeren selv ansvarlig for

madlavning, rengøring af lejligheden samt tøjvask .

Ved fraflytning skal lejligheden være ryddelig og

rengjort .

Ophold koster 115 kr . pr . døgn for voksne og 95 kr .

pr . døgn pr . barn (2-14 år) . Børn fra 0-2 år er gratis .

Opholdsbetaling kan betales direkte til personalet

i Børne- og Familieafdelingen eller til kommunens

kasse på rådhuset . Ellers sender vi en regning, som

bliver indkrævet via kommunens inkassokontor .

Hvis man ikke kan betale for opholdet, skal man

inden 2 dage efter indflytningen rette henvendelse

til en sagsbehandler i socialforvaltningen for at

søge om hjælp til betaling af opholdet . Såfremt

socialforvaltningen giver afslag eller kun delvist

bevilger beløbet, vil det resterende skyldige beløb

blive opkrævet via kommunens inkassokontor .

Personalet på krisecenteret har tavshedspligt og

ingen notatpligt . Derudover kan kriseramte ved

kortvarigt ophold vælge at være anonyme .

Såfremt personalet får kendskab til, at et barn

lever under forhold, der bringer dets sundhed eller

udvikling i fare, skal de, ifølge lovgivningen, give

socialforvaltningen besked om dette .

Under opholdet på krisecenteret beder krisecenteret

brugerne om ikke at viderebringe de oplysninger,

man får om de andre beboere og deres forhold,

således at de kvinder og børn, der har ophold på

krisecenteret, kan være trygge og „beskyttet“ .

Den kriseramte og hendes børn bliver modtaget

af personalet . Hvis henvendelsen sker i hverdage

i dagtimerne mellem kl . 08 .00-16 .00 er det personalet

fra krisecentret, der tager imod . Uden for

dette tidsrum vil den vagthavende tage imod . Det

påhviler personalet at sørge for, at den kriseramte

og eventuelt medbragte børn får anvist et sted at

sove samt bliver tilbudt mad . Det påhviler endvidere

personalet at yde råd og vejledning, såfremt

det vurderes, at der er et akut behov for dette . Personalet

forlader først krisecenteret, når brugeren

føler sig tryg og rolig . På krisecenteret er der et

„nødkaldeapparat“, der sikrer direkte forbindelse

til personalet i Børne- og Familieafdelingen, politiet

og den vagthavende .


Når man flytter til krisecenteret, bliver man tilbudt

krisesamtaler . Samtalerne omhandler situationen,

samt hvorfor man er på krisecenteret . Ligeledes

tilbydes deltagelse i selvhjælpsgrupper, som kører

internt i krisecentret .

Et længerevarende ophold forudsætter, at man og

eventuelt familie ønsker at arbejde med at forbedre

situationen . Personalet vil under opholdet også

komme og tilse brugeren og eventuelle medbragte

børn .

Børn på Krisecenteret

At tage ophold på krisecenteret er følelsesmæssigt

en svær beslutning, som også påvirker børnene

. Deres dagligdag bliver anderledes; de er væk

fra deres vante omgivelser – og de har måske

oplevet skænderier, vold eller andre voldsomme

episoder i hjemmet . Der er indrettet et børne-/

fælleslokale, hvor børnene kan være sammen

med andre børn, lege og „være børn“ . Krisecenteret

tilbyder også mor-barn-samtaler, individuelle

børnesamtaler (efter samtykke fra moderen) samt

samtaler sammen med andre børn .

Personalet står altid til rådighed med råd og vejledning

i forhold til, hvordan man kan hjælpe børnene

bedst muligt, men pasningen af børnene er brugernes

eget ansvar .

Ved fraflytning kan der afholdes en samtale . Her

vil den fremtidige situation blive drøftet, og valget

vil blive respekteret . Personalet gennemgår, om

værelset er rengjort, ligesom det bliver tjekket,

om der mangler ting, eller noget er gået i stykker .

Hvorefter der så bliver lavet en samlet regning for

opholdet .


Af Lene Johannesson, sekretariatslede, LOKK

LOKK er en dansk landsdækkende nonprofit interesseorganisation,

hvis formål er ud fra et kvindepolitisk

grundlag og med et samfundsmæssigt

perspektiv at synliggøre, forebygge og eliminere

mænds vold mod kvinder og børn .

LOKK repræsenterer 40 af Danmarks 42 kvindekrisecentre

. Krisecentrene i Danmark er meget

forskellige – nogle har udelukkende professionelt

personale, andre har 2 ansatte og måske 70

frivillige tilknyttet . Nogle er kommunale, andre

er selvejende med eller uden driftsaftale med en

kommune .

LOKK udgiver hvert år en statistik, som beskriver

forholdene omkring kvinderne – alder, indkomst,

voldens karakter, hvor de flytter hen m .v ., og en

børnestatistik, som tilsvarende beskriver, hvad

børnene har været udsat for eller overværet af

vold, hvilke hjælpeforanstaltninger der sættes ind

med og lignende .


En rejse fra Grevindens stiftelse til moderne

social- og ligestillingspolitisk aktør

Af Dannerhuset

Danner er en gammel dansk institution . Huset, som

ligger i Nansensgade i København, er bygget af

Grevinde Danner i 1876 med det mål at huse fruentimmere

af de arbejderkår, hun selv var rundet af .

I sine første 100 år var stiftelsen rammen for fattige

kvinders alderdom i overensstemmelse med

grevindens ønske .

I 1979 skiftede Dannerhuset ejere og formål .

Huset blev besat af rødstrømperne, og Danner blev

en af tidens vigtige græsrodsorganisationer, som

opbyggede et af landets første krisecentre . En af

aktivisternes største sejre fra dengang var med

stor dygtighed af få sat vold i hjemmet på dagsordenen

. Gør det private politisk, lød parolen .

Ekspertise og empowerment

Danner er nu i sin 3 . tidsregning . Sådan opfatter

vi det i hvert fald . Vores arbejde er stadig først og

fremmest målrettet kvinder . Vores mål er fortsat

at stoppe vold mod kvinder og børn med afsæt

i den ekspertise og empowerment-metode, som

husets første græsrødder grundlagde . Den arv fra

rødstrømperne har vi taget med os .

Men verden er i dag en anden, og Danner har på de

30 år udviklet sig fra at være en græsrodsbevægelse

til en moderne organisation . Vi er gået fra

at være baseret på frivillige alene til i dag at være

en organisation med 30 ansatte og 200 frivillige .

Vi er gået fra et helt fladt basisdemokrati til en

organisation, som ligner de fleste andre med klart

defineret ledelse . Vi er gået fra at være et tilbud

om tag over hovedet til i dag at være et sted med

mange specialiserede tilbud til kvinder og børn, der

har oplevet vold i deres nære relationer . Vi er gået

fra en tid, hvor økonomien var særdeles sparsom

til en situation, hvor økonomien stadig er trang,

men med den væsentlige forskel, at kommunerne

i dag er forpligtede til at betale for den ydelse, vi

leverer . Vi er gået fra alene at være for kvinder til

i dag at have et udbygget samarbejde med mænd .

Værdierne har vi til gengæld ikke ændret meget

ved . Solidaritet og empowerment ligger bag alt,

hvad vi gør . Alt sammen fordi vi ønsker at fremme

sagen bedst muligt og yde det bedste, vi kan for

voldsramte kvinder og børn .

Ligestilling

Det moderne Danner arbejder i dag på 3 fronter:

Vi hjælper kvinder og børn, som lever med vold i

deres nære relationer, med råd og hjælp i vores

krisecenter . Vi arbejder med vidensopsamling og

metodeudvikling i vores nye videnscenter Danner-

Viden . Og endelig arbejder vi med forebyggelse

gennem vores netværk . Vi ved, der er en sammenhæng

mellem omfanget af vold og udbredelsen


af ligestilling . Derfor ønsker vi at være til stede i

ligestillingsdebatten og sammen med alle Danners

frivillige og Danners venner at skabe fornyet debat

om, hvordan vi hver især kan komme til at udfolde

os som frie og ligeværdige individer på tværs af

køn og på trods af kønsstereotyper .

Myte 1: Vold i hjemmet er tilfældig!

Fakta: Vold i hjemmet rammer altid den samme .

Fakta: Vold i hjemmet sker hver dag .

Fakta: Vold i hjemmet sker måske i fuldskab, men ikke på grund af fuldskab .

Fakta: Vold i hjemmet sker uden vidner .

Myte 2: Hun kan da bare gå!

Fakta: Vold udvikles over tid – den begynder „i det små“ og udvikler sig langsomt over tid .

Fakta: Samværet veksler mellem ømhed og vold, hvilket fører til uforudsigelighed i forholdet og øger forvirringen

og usikkerheden hos den voldsramte .

Fakta: Volden tiltager i grovhed og hyppighed – den gror som en spiral og kan blive fatal .


Af Lene Johannesson, sekretariatsleder i LOKK

Som landsorganisation for kvindekrisecentre

(LOKK) i Danmark støder vi ofte på bemærkninger

om „hvorfor går hun ikke bare?“ . Det synes at være

så let – blot at gå, når man udsættes for vold fra sin

ægtefælle eller samlever .

Det voldelige forhold udvikles imidlertid typisk

over tid, og volden tiltager i grovhed og hyppighed .

Et voldeligt forhold kan stå på i længere tid, ofte

i årevis, mens volden langsomt tiltager og bliver

værre, i værste fald livsfarligt .

Voldens cyklus

Volden kan deles op i faser . Voldens cyklus kan

beskrives som:

• Spændingsfasen – optakten til voldsudbruddet:

Manden opbygger en vrede, han bliver

mere og mere utilfreds . Der er måske mindre

voldsepiso der eller trusler . Kvinden forsøger at

glatte ud og undgå konflikter .

Voldsudbruddet: Spændingen kulminerer

manden bliver voldelig .

• Fortrydelsesfasen: Fasen efter voldsudbruddet,

hvor voldsudøveren ofte fortryder sine handlinger

og er bange for at miste sin partner .

Oftest er forholdet fredeligt i begyndelsen, men

udvikles efterhånden til at blive mere voldeligt .

Jeg har mødt en godt begavet kvinde, som bestred

en høj stilling . Hun havde mødt en mand via nettet .

Han sat i fængsel, hvor han var dømt „uden at have

gjort noget som helst“, forklarede han hende . Han

havde blot stået i køkkenet med en kniv i hånden,

og så var hans tidligere svigermor gået ind i den .

Hun var bare så klodset .

Kvinden troede på historien . Manden var det sødeste

og mest belevne, hun kunne forestille sig . De

fik hurtigt en dreng og en pige – tvillinger . Alt var

lykkeligt . Hun troede på hans historie lige indtil den

dag, hvor hun sagde ham imod . Hun havde hentet

børnene i vuggestuen og var ved at køre hjem . Han

fulgte efter dem og blev ved med at køre op i hendes

bil . Hun søgte tilflugt på en tankstation, hvor

han kørte døren af, da hun åbnede den .

Kvinden søgte tilflugt på et krisecenter med børnene,

og først da gik det op for hende, at manden

var voldelig .

Kærlighed gør blind!


Voldsspiralen

Professor i sociologi Eva Lundgren fra Upsala Universitet

i Sverige taler om voldsspiralen . En teori,

vi kan genkende på krisecentrene .

Teorien sætter fokus på volden i parforhold som en

proces . I processen er der mange mekanismer, som

hver for sig og i kombination gør volden til en aktiv

og dynamisk proces med dybtgående konsekvenser

for både voldsudøveren og den voldsudsatte

kvinde .

Voldsprocessen er kendetegnet ved, at volden

normaliseres for begge parter . Volden opleves som

en naturlig del af hverdagen .

Jeg vil forsøge at beskrive, hvilke virkninger volden

har for såvel manden som kvinden .

Mandens strategier

Det er vigtigt at sige, at man ikke kan se på manden,

at han udøver vold mod sin kone . Det står ikke

i panden på ham . Det ville være så let . Han ser helt

almindelig ud . Nogle kan måske opfatte ham som

utrolig sød og omgængelig og som enhver svigermors

drøm .

Det er også vigtigt at sige, at han ikke kun er den

voldelige, men også den rare, omsorgsfulde mand

og kærlige far .

Den voldelige mand udøver kontrolleret vold over

for kvinden . Han udvikler strategierne for at opnå

magt over kvinden . Han udøver ikke volden, fordi

han ikke kan styre sit temperament . Bl .a . slår og

sparker manden oftest kun de steder, man ikke kan

se, når kvinden har tøj på, og hvis han raserer hele

hjemmet, går det ikke ud over hans egne ting .

Volden forekommer ikke i det offentlige rum, men

forekommer typisk i hjemmet uden andre tilskuere

end f .eks . børnene i familien .

Manden har således kontrol over, hvor hårdt han

slår, og hvor meget han slår, samtidig med at han

sikre sig, at der ikke er vidner

Den anden strategi, „isolation“, udøves gennem

overvågning eller afhøring . Han følger efter

kvinden, han ringer til hende i tide og utide, han

kontrollerer hendes mails og hendes telefon, hvem

har hun ringet til, vil vide, hvornår hun kommer hjem

– f .eks . ved han lige nøjagtigt, at det tager kvinden

20 minutter at gå fra arbejdet til hjemmet – nu har

det taget hende 35 minutter . Hvor har hun været

henne? Hvad har hun lavet? Har hun en anden?

Den hyppigste strategi er veksling mellem ømhed

og vold eller trusler . Det er en strategi, vi også

kender fra torturofre . Isolationen af kvinden forstærker

effekten, fordi kvinden bliver afhængig af

manden . Manden er på en gang den, der krænker

kvinden, og den, der giver hende trøst og omsorg .

Resultatet er, at kvinden til sidst ikke kan skelne

mellem vold og kærlighed og sætter ofte lighedstegn

mellem disse .

Alle disse strategier efterlader kvinden svag med

manglende selvværd . Manden opretholder sin forestilling

og et selvbillede om den rigtige mand – en

mand med overtag og styrke .


Kvindens overlevelsesstrategier

Kvinder udvikler over tid en række overlevelsesstrategier

– eller tilpasningsstrategier – for at

forhindre volden i at opstå .

Kvinden fortrænger eller undskylder årsagen

til volden . Hun udtrykker, at det var et uheld, en

ulykke . Hun kan retfærdiggøre volden ved at forklare,

hvor svær en opvækst manden har haft – det

er synd for ham .

Efterhånden slipper de brugbare undskyldninger

op, og grænsen for, hvad hun vil finde sig i, bliver

udvisket . Hun får sværere ved at skelne mellem,

hvad der er normalt og hvad der er vold .

Kvinden bliver skamfuld over at blive udsat for vold

og ønsker ikke at blive konfronteret med andre

mennesker . Måske har hun oplevet andres tavshed

eller direkte fordømmelse af, at hun bliver hos ham .

Det er derfor nemmere at isolere sig .

Hun har derfor efterhånden kun manden at holde

sig til . Ligesom man hører, at torturofre identificerer

sig med bødlen, på samme måde begynder

kvinden over tid at tilpasse sig manden og hans

opfattelse af hans handlinger, hans adfærd og hans

motiver for volden . Hun kan ikke længere vælge

selv .

Kvinden udvikler et lavt selvværd som følge af at

være i et voldeligt forhold – jo længere tid hun har

været i forholdet, jo lavere er hendes selvværd .

Kvinden begynder at se sig selv med mandens

øjne . Og har en oplevelse af, at det er hendes egen

skyld . Det kræver derfor en stærk kvinde at kunne

forlade en voldelig mand .

Jeg har kendt en kvinde, stor og stærk, leder af

en daginstitution . Hun var gift med en mand, alle

kunne lide . Han havde et tillidserhverv i kommunen

. Han havde ofte gæster, og hun vidste, at når

gæsterne var gået, ville hun blive udsat for vold .

Hun forsøgte at gøre alt, hvad han ønskede . Men

alligevel gik det galt . Enten smilede hun for meget

til gæsterne, eller hun smilede for lidt, hun serverede

for mange bajere eller for få – et eller andet

ville gå galt .

Når gæsterne var gået, stod hun til regnskab . Han

gennemtævede hende . Han låste hende inde på et

værelse eller bandt hende til en stol . Han ringede

til hendes arbejde og sagde, at „nu havde hun

migræne igen“ . Det lykkedes hende en dag at slippe

fri og at tage på krisecenter i den anden ende af

landet, hvor hun ankom slemt forslået . Kommunen

blev kontaktet, da kvinden ingen penge havde .

Sagsbehandleren i kommunen troede ikke på, at

kvinden havde været udsat for vold . Det kunne den

pæne og rare mand, som alle kendte, ikke finde på .

Kvinden måtte være fuld af løgn .


Hvordan oplever børnene i familien volden

Vi har i mange år talt om, at det lille barn, der gemmer

sig i kosteskabet eller forsøger at gå imellem

for at beskytte mor, overværer volden .

Nej, barnet overværer ikke volden . Barnet udsættes

for vold!

Børn, der vokser op i en familie med vold, påvirkes

negativt . Det har konsekvenser for deres trivsel og

udvikling, og det er lige så skadeligt for et barn at

se eller overhøre vold med en nærtstående voksen,

f .eks . deres mor, som det er selv at blive udsat for

vold!

Forældre i familier med vold bruger ofte deres

energi på at overleve og har derfor sjældent overskud

til at se og høre børnene og give børnene den

psykiske omsorg, de har behov for .

Manglende åbenhed og kommunikation er en af

de skadelige mekanismer, som bevirker, at den

skadelige effekt af volden øges . Børn bliver angste .

Nogle kan forsøge at reducere angsten ved at

handle f .eks . ved at gå imellem far og mor eller hente

hjælp hos naboerne eller selv ringe til politiet .

Ved at børnene er i stand til at handle, kan de få en

oplevelse af styrke og selvtillid . Andre børn bliver

paralyseret, bliver skræmte og efterfølgende plager

de sig selv med, hvad de burde have gjort .

Børnene påtager sig ofte også skylden for, at far

begynder at slå – det kan være, de vælter et glas

mælk, eller de støjer for meget – hvilket mor bliver

bebrejdet og derefter udsat for vold . Børnene kan

udvikle følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder,

som kan præge dem hele livet .

De grusomheder, der udfolder sig i hjemmet, hvor

børn skulle føle sig allermest trygge, gør hjemmet

til en krigszone . Børnene ved aldrig, hvornår næste

slag står . De er derfor i konstant alarmberedskab,

og deres liv er uforudsigeligt .

Børnene betaler prisen

Det bevirker, at de let misforstår eller overreagerer

også i andre situationer . Det kan udløse en

aggressiv adfærd over for andre eller vendt mod

dem selv .

Uanset om der er en årsag til børnenes aggression,

kan deres adfærd være uacceptabel for omgivelserne

. De bliver derfor ofte mødt med afvisning og

fordømmelse både fra voksne og deres jævnaldrende

.

Børnene får et negativt selvbillede og opfatter sig

selv som uacceptable personer, som ingen kan lide .

De har samtidig en opfattelse af, at de klare sig

dårligt i skolen .

Børnene bliver isoleret og har ofte ingen venner .

Samtidig tør børnene ofte ikke tage venner med

hjem, fordi de aldrig ved, hvordan situationen er

derhjemme .

Børnene var i mange år oversete på krisecentrene .

De fulgte bare med mor . Det er der heldigvis rettet

op på . På alle kvindekrisecentre i Danmark er der

børnepædagoger, som taler med børnene .


Jeg ved, at krisecentrene i Grønland ligeledes har

stor fokus på børnene . På krisecentrene ydes det,

vi kan kalde psykisk førstehjælp . Det handler om

at hjælpe børn til at håndtere situationen her og

nu . Hjælpe og støtte dem til at sætte ord på de

voldelige oplevelser for på den måde at kunne

bearbejde dem . Ofte har børnene aldrig talt med

nogen om volden tidligere . Eller i hvert fald har der

ikke været en voksen, som har reageret på, hvad

børnene har fortalt .

Det kræver også sin mand at kunne rumme, når

børn fortæller de tragiske historier – fulde af tragiske

og traumatiske oplevelser .

Jeg har flere gange hørt børn fortælle, at de havde

prøvet at sige til en lærer eller en pædagog, hvad

der foregik derhjemme, men var blevet afbrudt

med et „det-taler-vi-om-senere“ . Alligevel var den

voksne ikke vent tilbage . Så prøver man ikke igen,

specielt ikke når man er barn .

Stop volden – bryd tavsheden

Vi ved fra behandlingssteder for mænd, at over ¾

af de voldsudøvende mænd har oplevet vold i barndomshjemmet

. Det er derfor vigtigt, at vi bryder

tavsheden og taler om den vold, som vi ser, også

når den foregår inden for hjemmets 4 vægge . Det

er forebyggelse .


Af Naaja Hjelholt Nathanielsen, psykolog, på vegne

af 8 . marts-gruppen 1

Der er utroligt megen vold i Grønland – faktisk er

vold en del af så mange grønlænderes hverdag, at

man kan få den tanke, at vold er en almindelig del

af vores måde at omgås hinanden på . Volden er

et tabu, der er svært at bryde . Jeg tror, at vi alle

kender eller har kendt nogen, der bliver slået, og

vi ved, hvor svært det er at konfrontere dem med

problemet og for alvor gøre noget ved det . Derfor

er det meget vigtigt, at vi lærer at tale om volden

i familier, i vennekredsen og på arbejdspladsen .

Konsekvenserne, hvis ikke volden stoppes, er dybt

alvorlige og vil påvirke vores samfund meget negativt

i de kommende år .

Børn, der er vidne til vold i hjemmet, har øget risiko

for også at skulle leve med volden som voksne,

enten ved selv at udøve vold eller ved at blive

voldsoffer i et voldeligt parforhold .

Børn i familier med vold lever i en krigslignende

situation – fulde af angst for døden, uden tryghed

og i konstant uvished . Børn, der ser forældre slås,

lever i en evig frygt . De kan have tanker som: Hvornår

sker det igen? Hvor slemt bliver det? Dør mor

denne gang? Bliver jeg eller mine søskende slået?

Vil der være nogen, der kan stoppe det? Vil jeg selv

kunne stoppe det? Også helt små børn uden meget

1) 8 . marts-gruppen er en græsrodsbevægelse med fokus på ligestilling

sprog vil have disse angstfulde tanker som en fornemmelse

i kroppen . Forestil dig et øjeblik at være

3 år og se far slå mor – forestil dig den rædsel og

magtesløshed, der må fylde din krop .

Ud over angsten for volden vil barnet føle et

enormt svigt fra sine forældre . De mennesker,

der skulle skabe tryghed, skaber i stedet angst og

utryghed .

Isbjørn i stuen

Barnet føler sig alene, også selvom der er søskende

i familien . Volden er som en kæmpestor truende

isbjørn i stuen, som ingen taler om . Alle tænker:

Hvis vi lader være med at tale om den, så forsvinder

den nok . Efter volden er far måske ekstra sød over

for mor og børnene, og mor har ikke travlt med at

bringe volden på banen . Hun tænker måske, at det

kunne være sidste gang, det sker . Både voldsoffer

og voldsudøver er ramte af skyld og skamfølelser .

De er dybt berørte af at være en del af denne voldsspiral

. De skammer sig over, at deres børn ser det,

og de er tynget af skyld . Børn fra voldsramte familier

er derfor alene med deres viden og deres angst .

Det er en sort hemmelighed, de bærer rundt på .

Vrede er også en del af barnets reaktion på volden .

Hvordan kan man fortælle sin omverden, at man

lever i et helvede? Nogle reagerer indad og bliver

stille og tilbageholdende, mens andre reagerer med


vrede . De bliver vrede på forældrene, der svigter,

og vrede på de andre voksne i deres liv, der ikke ser

deres magtesløshed . Det er f .eks . naboer, familiemedlemmer,

lærere og pædagoger .

Barnet selvværd påvirkes

Også barnets selvværd påvirkes dybt . Barnet lærer

at tilsidesætte sig selv og sine behov til fordel for

andre . Barnet lærer, at dets følelser ikke er lige så

vigtige som de voksnes .

Børn fra familier med vold har nogle helt klare

behov . Først og fremmest har de brug for tryghed .

Man skal altså sikre sig, at barnet ikke længere

skal være vidne til vold . I andre lande har man

erfaring med at fjerne voldsudøveren fra hjemmet,

også selvom lejligheden står i hans navn . Børn fra

familier med vold har brug for, at tabuet brydes .

Selvom de ikke selv er i stand til at tale om volden,

har de brug for, at de voksne kan . De skal have mulighed

for at deltage i grupper, hvor man taler om

volden og om den måde, volden påvirker en familie .

Børn fra familier med vold har fået påført et traume,

og det skal de have mulighed for at bearbejde .

Vi bliver nødt til at bearbejde de oplevelser, barnet

har med vold, hvis vi for alvor vil bryde den onde

cirkel . Det er ikke nok at stoppe volden fra at ske

igen . Barnet skal have mulighed for at komme af

med angsten og vreden og meget gerne samtidigt

med, at forældrene også tilbydes hjælp og støtte .

Som samfund er det vigtigt, at vi tager aktivt

afstand fra volden . Mange er bange for at blande

sig i andres forhold, og nogle er måske også bange

for selv at blive udsat for vold . Men vi kan ikke bare

sende ansvaret videre til de sociale myndigheder

og til politiet . Vi er selv en del af løsningen, og vi

må hver især tage et ansvar på os . Vi må forstå, at

også den voldsramte kvinde er en del af os . Hun er

en del af vores samfund og en del af vores fremtid,

og hvis vi vil fremad, skal hun med . Og det samme

gælder for hendes børn og voldsmanden . Vi må tro

på, at det nytter at gøre en indsats .


Af Ingrid Leth, lektor v . Institut for psykologi,

Københavns Universitet, og Rosa Thorsen, Informationsmedarbejder,

Landsstyreformandens

Departement

Hvordan kan man slå et menneske, som man elsker

så højt?

Fordi de mennesker, man er stærkest knyttet til,

også er dem, der fremkalder de stærkeste følelser

hos en selv . Er du selv opvokset med vold, har du

lært at slå, og det kan være svært at lade være .

I en familie er der stærke og svage medlemmer .

Der må styring, ansvar og masser af kærlighed

og overbærenhed til, for at en familie kan være

velfungerende .

Volden begynder ofte som en glidende overgang

fra opdragelse til vold .

Hvorfor er det en dårlig idé at slå børn?

• Fysisk afstraffelse skaber angst og usikkerhed

• Fysisk afstraffelse hæmmer indlæring

• Fysisk afstraffelse lærer børnene at blive

aggressive

• Fysisk afstraffelse lærer børnene, at konflikter

skal løses med vold

Forældre fristes til at slå:

• Når de ikke kan komme igennem med, hvad de

mener, er rimelige krav over for børnene

• Når de forgæves har prøvet flere løsninger

Undertiden er forældre ikke i stand til at klare

opdragelsen fornuftigt, fordi de er påvirket af:

• Impulsivitet

• Arbejdsløshed

• Økonomiske problemer

• At være enlig forsørger

• Opvækst i voldelige familier

• Psykisk sygdom

• Misbrug af stimulanser, alkohol eller stoffer

Hver gang en mor eller en far løfter hånden for at

slå eller ruske eller rive hårdt i deres barn, skal de

tænke: NU har jeg brug for hjælp! Det her kan jeg

ikke klare på egen hånd .

Bed om hjælp! Find ud af, hvem i dit nærmiljø der

kan hjælpe!

Vold er ikke alene fysisk afstraffelse . Nedenfor ses

en model, der beskriver de forskellige kategorier

af vold, og hvordan de kan være aktive eller passive

. Modellen kan gøre det lettere at identificere

voldens mange aspekter:


Kategorier &

dimensioner

AKTIV Udsætte børn

for fysisk vold,

tilfældigt eller som

fysisk afstraffelse

PASSIV Lade børn overvære

vold i familien,

såsom hustruvold

Her skal du lægge mærke til…

FYSISK VOLD PSYKISK VOLD OG

PSYKISK

FORSØMMELSE

PSYKISK VOLD OG FORSØMMELSE

Enhver form for vold rammer dig i hjertet, din personlighed

og din selvagtelse, og den smerte tager

længere tid at komme over end smerten efter den

fysiske vold . Derfor er den psykisk vold hård ved

børn, som skal opbygge en god selvfølelse . De kan

ikke imødegå eller identificere psykisk vold, de

bliver bare ofre for den .

Psykisk vold

• Ledsager alle andre former for omsorgssvigt/

vold mod børn

• Er den eneste form for omsorgssvigt, som kan

optræde alene

• Kan give de længstvarende konsekvenser set i

et livsperspektiv

Verbalt/skælde ud,

udsætte for ydmygende

behandling,

trusler, løgne og

vrangforestillinger

Forhindre børns

skolegang eller

fritidsinteresser,

manglende stimulering

af små børn

VANRØGT, FYSISK

FORSØMMELSE

Yde fejlagtig

omsorg, udsætte

et barn for livsfare

etc .

Uden pasning eller

fysisk omsorg, undlade

vaccinationer

og sundhedsplejerskebesøg

• Det er den hyppigst forekommende form for

vold

• Udvikles i en tæt relation

Eksempler på psykisk vold:

SEKSUEL VOLD

Seksuelle overgreb,

seksuel udnyttelse

af børn

Vise pornografi

for børn, lade børn

overvære sex

Aktiv

• Verbal fjendtlighed og modvillige holdninger

• At kritisere, skælde voldsomt ud, true, latterliggøre,

ydmyge, nedgøre og intimidere

Passiv

• Glemme børnene, så de er uden pasning eller

voksenovervågning

• Undlade fysisk omsorg og personlig hygiejne

• Undlade vaccinationer og lægebesøg


Grænsen for følelsesmæssigt omsorgssvigt nås,

når denne adfærd bliver typisk for kontakten og

samværet med barnet .

ALLE forældre gør undertiden noget dumt og

tanke løst over for andre familiemedlemmer, som

man kan fortryde og gøre godt igen . Børn er gode

til at tilgive .

Den daglige omgang med børn skal rumme ros og

kys og knus og masser af kærlighed .

SEKSUEL VOLD MOD BØRN

Forekomsten af seksuelle overgreb i Grønland er

meget høj: 28 % piger og 9 % drenge (Unges trivsel

i Grønland, 2004 ) .

Ung grønlænder:

„Jeg har oplevet at blive befølt og det var meget

ubehageligt for mig . Jeg er nu begyndt at kunne

snakke om det . I dag er jeg gladere . Jeg håber at

børn som har oplevet at være misbrugt kan begynde

at tale om det .“

SEKSUEL VOLD mod børn: Der er flere definitioner

på seksuelle overgreb mod børn og unge, såsom:

• At inddrage børn og unge i seksuelle aktiviteter,

som de ikke forstår, og som de ikke kan give

informeret samtykke til, og som strider imod

sociale tabuer omkring familiemedlemmernes

indbyrdes roller (Schechter & Roberge, 1976) .

Der er mange former for seksuelle overgreb:

• Ekshibitionisme (en voksen, der blotter sine

kønsdele foran barnet)

• Seksuel berøring af barnet (i straffeloven kaldt

anden kønslig omgang)

• Forsøg på eller gennemført voldtægt

Det er ikke alle børn, som er i fare for at blive udsat

for seksuel vold:

• Forsømte og svigtede børn er mere tilbøjelige

til at tage imod denne slags kontakttilbud end

velstimulerede børn med gode sociale relationer

.

• Børn anbragt uden for hjemmet

• Børn med handicaps

• Børn med dårlig begavelse

Der er børn, som krænker andre børn seksuelt . Det

kan være fordi, de selv har været udsat for seksuelt

overskridende handlinger fra en voksen, eller

fordi de ikke kan skelne mellem sociale kærtegn

mellem mennesker og seksuelle handlinger .

HUSK: Der er ikke noget, der hedder: Det er barnets

egen skyld .

Børn skal beskyttes, selvom de er nysgerrige og

måske af nogen af de ovenstående grunde siger ja

til seksuelle handlinger sammen med en voksen, er

det forkert og strafbart, og det fritager ikke den

voksne for ansvar .

Børn kan ikke give samtykke: Seksuelle overgreb er

de voksnes ansvar .


Hvad skal der gøres?

Forebyggelse og tidlig opsporing:

• Sørg for et beredskab i hver skole, daginstitution

eller døgninstitution og informer børnene

om det .

• Uddannelse af alle relevante personalegrupper i

tegn og signaler på seksuelle overgreb

Ved tilfælde af seksuelle overgreb mod et barn:

• Barnet skal i sikkerhed og beskyttes mod yderligere

overgreb

• Barnet skal undersøges /vurderes for at afdække,

om der er behandlingsbehov (heldigvis

er det ikke alle børn, der har behov for langvarig

psykologisk bistand)

Behandling/intervention kan være:

• Rådgivning

• Psykoedukation af forældre

• Familiebehandling/-terapi

• Gruppebehandling af børn

• Individuel behandling

Det allervigtigste er Åbenhed .


Af Nina Maria Schütt, tidligere videnskabelig

assistent v . Statens Institut for Folkesundhed,

Syddansk Universitet

I mange år har man talt om partnervold, som var

det et problem, der udelukkende ramte voksne,

og hvis børn og unge oplevede det, var det som

vidner, når det foregik i hjemmet . Men det er ikke

kun voksne der oplever, at partneren kan udøve

ekstrem kontrol eller ligefrem være voldelig . Unge

er derimod i en hel særlig risikogruppe pga . deres

begrænsede erfaringer med at danne kæresterelationer

og manglende øvelse i at håndtere de voldsomme

følelser, som ofte følger med den første

kærlighed . Dette betyder, at mange unge er ekstra

sårbare i forhold til ikke at kunne sætte grænser

eller ligefrem kommer til at fejltolke kontrol og

vold som kærlighed .

I USA har man siden 1980’erne været opmærksom

på, at partnervold ikke kun er et voksent problem,

og man har i mange år arbejdet aktivt for at forebygge

kærestevold ved bl .a . at lære unge om sunde

forhold . I Danmark har man først for nyligt fået

øjnene op for denne dimension af partnervold med

rapporten „Unge og kærestevold i Danmark“, som

udkom i 2008 .

Kærestevold kan ligesom partnervold blandt voksne

tage mange former . Det kan eksempelvis være,

at kæresten igennem kontrol og trusler vil bestemme,

hvem man må se, og hvad man må have på .

Det kan også være trusler om at gøre sig selv eller

andre ondt eller ydmygende bemærkninger om, at

man aldrig vil kunne finde en anden kæreste . Det

kan ligeledes være fysisk, seksuel eller digital vold .

Sidstnævnte er særlig udbredt blandt unge, hvilket

kan hænge sammen med deres omfattende brug af

digitale medier . Digital vold kan eksempelvis være

overdreven brug af SMS til kontrol af ens færden,

det kan være trusler eller ydmygelser skrevet på

internetfællesskaber såsom Arto og Facebook, og

det kan være distribution af intime billeder og film

over MMS og på internettet .

I lighed med partnervold blandt voksne har man

fundet, at det at blive udsat for vold fra en person,

man har haft tillid til og stærke følelser for, kan

have store konsekvenser for ens trivsel – også når

man er ung . Unge, der udsætter for kærestevold,

har således ofte en ringere trivsel end andre unge .

De har bl .a . oftere psykiske problemer, og blandt

unge, som er udsat for kærestevold, er der en øget

risiko for at have forsøgt selvmord . Derudover

udviser unge, som udsættes for eller selv udøver

kærestevold, oftere risikoadfærd som eksempelvis

at drikke alkohol, tage stoffer eller have haft en

tidlig seksuel debut sammenlignet med andre unge .

Kæreste- og partnervold blandt voksne har således

mange ting til fælles . Dette kommer også til

udtryk i den stærke sammenhæng, der er mellem

at have oplevet kærestevold som ung og risikoen

for også at opleve vold i parforhold som voksen .


Der er ligeledes en stærk sammenhæng mellem at

være vidne til vold mellem ens forældre og selv at

indgå i kæresteforhold præget af kontrol og vold

som ung . Volden kan således gå i arv fra generation

til generation, da forældre via deres måde at løse

konflikter på bliver rollemodeller for de unge . Når

unge oplever konflikter med deres kæreste, vil de

i mange tilfælde anvende de handlemåder, som de

har set deres forældre bruge . Det er dog heldigvis

ikke alle unge, der har oplevet vold i familien,

som tager det med sig ind i ungdomslivet, hvilket

påpeger en vigtig mulighed for forebyggelse af

ikke bare kærestevold, men også partnervold

blandt voksne . Ved at lære unge om sunde forhold

og hvordan man konstruktivt håndterer konflikter

uden vold, kan man give unge forudsætninger for at

kunne skabe sunde kæresteforhold ikke kun som

ung – men også som voksne .

Der er dog også forskelle mellem kærestevold

blandt unge og partnervold blandt voksne, som

er vigtige at tage højde for i forebyggelsesøjemed

. I modsætning til vold i voksnes parforhold

finder man blandt unge også relativt mange unge

mænd, som udsættes for kontrol og vold fra deres

kærester . Disse unge mænd rammes i lige så høj

grad som unge kvinder af det tabu, der omgærer

vold i unges kæresteforhold . Kombineret med det

forhold, at partnervold i overvejende grad bliver

anskuet, som noget kvinder udsættes for, og mænd

udøver, er det endnu sværere for de unge mænd

at erkende og forstå, at det de oplever, er forkert .

Det er derfor vigtigt, at arbejdet med at forebygge

kærestevold giver rum til unge kvinder såvel som

unge mænd og deres oplevelser .

Erkendelsen af, at partnervold ikke kun er forbeholdt

voksne, vil på længere sigt, hvis den tages

alvorligt, og der gøres en aktiv forebyggende

indsats, medvirke til, at færre voksne oplever vold

i deres parforhold . Dette vil på sigt også betyde, at

færre børn vokser op i familier med vold og dermed

er i risiko for selv at tage volden med sig ind i

ungdoms- og voksenlivet .


Af Morten Nielsen, vicepolitimester

Politimesterembedet i Grønland er ofte den første

instans, der kommer i kontakt med unge, der lever

i voldelige parforhold . Fra politiets side har man

erfaret, at det kan være vanskeligt at få de unge til

at indgive en anmeldelse om kærestevold . Det kan

der være mange grunde til, men det betyder ikke

nødvendigvis, at politiet ikke kan gribe ind . Politiet

efterforsker således af egen drift voldssager, når

man eksempelvis i forbindelse med husspektakler

bliver opmærksomme på, at der er synlige skader

på den ene part .

Fra politiets side er man generelt opmærksomme

på mulighederne for at inddrage de sociale myndigheder

tidligt, og man er særligt opmærksomme,

når der er børn involveret, i og med en tidlig indsats

giver de bedste muligheder for at forhindre unge i

at havne i en voldsspiral, der kan skade deres børn

og være svær at bryde ud af senere i livet .

Politiet medvirker til at forebygge vold blandt

unge gennem kurserne „Samtale i stedet for vold“,

der finder sted på 8 . klassetrin i flere folkeskoler i

Grønland .

Af Poul Hansen, formand for Grønlands ligestillingsråd

„Samtale i stedet for vold“ er et todageskursus

tilpasset 8 . klassetrin i folkeskolen . Poul Hansen,

der er kriminalpræventiv medarbejder hos politiet

i Nuuk, er underviser på kurset . Kurset har været

en del af politiets kriminalpræventive indsat siden

1998 og har kørt i flere politidistrikter i Grønland .

Konceptet bag „Samtale i stedet for vold“ handler

om forebyggelse og kommer oprindeligt fra

Esbjerg Politikreds . Hovedtemaet på kurset er

verbal kommunikation og konfliktløsning .

Kurserne bliver afholdt i lokaler uden for skolens

område, så eleverne får en følelse af at være på

et rigtigt kursus . Under forløbet bliver eleverne

informeret om deres rettigheder og de retslige

konsekvenser af voldshandlinger . Underviseren

tilskynder eleverne til at tale åbent sammen om

volden og fremkomme med forslag til, hvordan volden

kan begrænses . Til sidst udfærdiger eleverne

et manuskript til et skue-/rollespil, som de skal

fremføre og optage på video .

Forældreinddragelse er et vigtigt aspekt i kurset,

i og med forældrene er børnenes vigtigste

ressource personer . Derfor bliver forældrene


inviteret til et fællesmøde om aftenen på kursets

sidste dag, hvor resultater og konklusioner bliver

diskuteret .

Den grundlæggende ide med „Samtale i stedet for

vold“ er, at eleverne får nogle redskaber, der kan

hjælpe dem til at håndtere konflikter på en ikkevoldelig

måde .

Af Inger Kreutzmann, forsorgsfuldmægtig

v . Kriminalforsorgen

Tal fra kriminalforsorgen viser, at langt hovedparten

af de indsatte på anstalterne i dag er voldsudøvere

. Retskommissionen har udarbejdet en række

anbefalinger med særligt henblik på at forebygge

de mange tilbagefald blandt tidligere indsatte .

Kommissionens anbefalinger er behandlet og godkendt

politisk i både Landstinget og Folketinget .

I grønlandsk sammenhæng handler anbefalingerne

bl .a . om, at forsorgsarbejdet i anstalterne skal

udvikles, og at afsoningstiden i anstalterne skal

indbefatte tidssvarende tilbud om behandling, så

de domfældtes personlige og sociale færdigheder

kan udvikles og komme samfundet til gode .

Visitationer og handleplaner vil fremover blive

retningsgivende for behandlingsforløb efter

domsafsigelser . Det kan eksempelvis være for-

løb, hvor den domfældte bliver trænet i at sætte

ord på følelser og problemer samt indgå i sociale

relationer baseret på gensidig respekt og ligeværd .

Kriminalforsorgen arbejder desuden på at udvikle

tidssvarende behandlingstilbud i forhold til alkohol

og hash (og muligvis ludomani) både på grønlandsk

og dansk .

Når reformen af retsvæsenet træder i kraft fra

2010, vil der blive åbnet op for at idømme kriminelle

samfundstjeneste . Som følge heraf er

Kriminalforsorgen i færd med at skabe kontakter

til arbejdspladser, der kan tilbyde kriminelle

samfundstjeneste . Særligt i forhold til unge vil

man bestræbe sig på en anden foranstaltning end

ophold i anstalten . Hvis samfundstjeneste ikke er

en mulighed, ønsker man derfor som alternativ at

oprette særafdelinger for unge (og kvinder), i og

med de er en særligt udsat gruppe .

Indsatte med psykiske problemer er ligeledes en

udsat gruppe, der ofte influerer negativt på miljøet

i anstalterne . De har vanskeligt ved at håndtere

vrede og andre stærke følelser og er ofte ramt

af sorg og depression . Derfor arbejdes der på at

skabe et struktureret samarbejde mellem psykiatrien

og anstalterne med henblik på tværfagligt

samarbejde og udveksling .


Af Fie Hansen, forstander for Døgninstitutionen

Angerlarsimaffik

Matu er en døgninstitution for drenge med særlig

aggressiv adfærd .

Matu blev startet op på baggrund af en hændelse i

døgninstitutionen Aja, hvor en dreng var ved at slå

en medbeboer ihjel . Som følge deraf foreslog en

medarbejder at skabe et målrettet tilbud til drenge

med særlig aggressiv adfærd for at kunne rumme

dem i institutionerne .

Drengene på Matu har været udsat for omsorgssvigt

af en karakter, hvor de som forsvar har

udviklet en krænkerpersonlighedsforstyrrelse . De

møder generelt verden med vrede og mener, at alt

er alle andres skyld . De bløde følelser har de gemt

grundigt væk, og de vil ikke have hjælp . De er ikke

selvmordstruede, men truer med at slå andre ihjel

og signalerer: „Bliv fra mig“ .

Pædagogikken i Matu var i opstarten baseret på

lange overlevelsesture . Drengene fungerede bedre

ude i naturen, men pædagogikken havde ikke en

langtidsvirkning, og drengene faldt hurtigt tilbage

i deres gamle roller . Man måtte derfor skabe en

metode, der inkluderede drengene i samfundet,

hvorfor man indslusede dem i byens idrætsliv . På

den måde ville man give drengene en oplevelse

af at blive opfattet som gode og dygtige frem for

farlige .

Metoden i Matu har reguleret drengenes adfærd

positivt, om end den ikke har givet dem evnen til

empati . De fleste af drengene går i skole, og hver

dag efter skoletid træner de med det formål at

deltage i konkurrencer . Flere har påbegyndt uddannelser

og klarer sig godt . Andre har desværre ikke

stået distancen .

Metoden i Matu er beskrevet i bogen: „At fare vild

sammen“ af Peter Berliner og Stephen Hackesberg .


Af Tryggvi Kaldan, centerleder for Familiecenter

Løvdal

Alt for mange børn og deres familier er blevet ofret

i de professionelles magt- og territoriekampe .

Alt for mange børn og familier har måttet vente alt

for længe på, at nogen tog ansvaret for at handle .

Alt for mange børn kan som voksne sige: „Hvorfor

var der ikke nogen, der gjorde noget?“

Min interesse for og ønske om forandring af den

måde det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde

fungerer på i en kommune i Danmark har rod i

oplevelser af udsatte børn og deres familier vilkår,

og den måde det offentlige reagerer over for dem

på . Først som lærer i Helsingør Kommune og senere

som konsulent, hvor jeg kom til at arbejde med

de professionelle (lærere, pædagoger, rådgivere,

psykologer og sundhedsplejersker) . Det, der blev

tydeligt for mig, var: Jo mere udsat barnet er, des

større er sandsynligheden for, at sagen falder ned

mellem to stole . Dertil kom, at vi kunne registrere,

at der var alt for få underretninger til de sociale

myndigheder, og at de kom for sent i barnets liv .

Også selvom alle kunne se, der var noget galt . Det

er ligesom om, at alle havde en forventning om, at

nogle andre skulle gøre noget . Der var især for få

underretninger fra dagtilbuddene (vuggestuer og

børnehaver) . Skolerne var mere flinke til at underrette;

men der var en tendens til at vente, til sagen

var gået i hårknude . Og så var der en forventning

om, at „nu må nogle andre tage over“ . I første

omgang blev det skolens psykolog . Når det havde

kørt et stykke tid, typisk et år, og det ikke hjalp,

så fik man taget sig sammen til at lave en underretning

til de sociale myndigheder, i forventning om

at miraklet lå lige om hjørnet . En forventning om at

man på socialforvaltningen havde noget, der kunne

løse problemet for skolen „her og nu“ . Desto større

blev skuffelsen, når det viste sig, at der ikke var nogen

mirakler . At man ikke blev inddraget i arbejdet,

fordi man ikke er part i sådan en sag . Det var der

ikke forståelse for . Desuden tager en undersøgelse

på baggrund af en underretning fra 3 måneder til ½

år . Og resultatet fortonede sig . Imens blev barnet

mere og mere svigtet . Jeg kunne også konstatere,

at rådgiverne havde en vis tendens til at „monopolisere“

sagerne . De var eksperterne og rådede

over de fornødne foranstaltninger . Ofte blev der

iværksat handlinger eller foranstaltninger, som

dagtilbud eller skole ikke var klar over . Der var altid

den samme undskyldning: forvaltningsloven . Det er

imidlertid sådan, at intet forbyder de professionelle,

hvor de end befinder sig, i at indhente familiens

samtykke i at indgå i et tværfagligt samarbejde til

barnets bedste . Derudover overtrumfer hensynet

til barnets trivsel og udvikling altid forvaltningsloven

.

De fagpersoner, der er tættest på barnet og ser

barnets mistrivsel hver dag, skal handle adækvat .

Det gør de til en vis grad også; men de venter for

længe . I vuggestuen siger man: „Nej, nu skal han

snart i børnehave . Skal vi ikke se tiden an og give


ham en chance?“ Hvis det fortsætter, kan børnehaven

tage over“ . Det samme sker i børnehaven –

og børnehaveklassen, fordi disse forløb er relativt

korte . Man har en tendens til at vente, til der er

et langt træk . Typisk i skolen . I mange dagtilbud

råder man heller ikke i tilstrækkelig grad over

specialister, man kan konsultere . Det gør man i

skolen . I skolen råder man over en psykolog . Ofte

er det bare sådan, at hvis ens eneste værktøj er en

hammer, har alle problemer en tendens til at blive

til søm! Alt for mange trivselsproblemer bliver

angrebet på en psykologfaglig måde, hvor barnets

mistrivsel bliver iboende, eller barnet/familien

bliver sygeliggjort eller føler sig stigmatiserede .

Der er brug for en meget mere løsningsfokuseret,

handlende, praktisk og pædagogisk tilgang til hele

problemkomplekset . Og der er brug for at inddrage

familierne . Alt for mange behandlingsmøder har

eksperter for bordenden, der er alt for meget ind

over i sagen . Når man er gammel og svag og skal på

hospitalet, har man brug for et familiemedlem, der

kan holde snor i ens sag, ellers kører den ikke særlig

godt, og i værste fald af sporet, med det resultat

at patienten dør . Der er brug for empowerment

af de personer, der er tæt på barnet og elsker det .

Der er brug for empowerment, så familien selv kan

holde snor i sagen . Det er af afgørende betydning

for en sag, at alle de professionelle kender deres

kompetenceområder, deres position og magt i hierarkiet

. Altså at alle de tværfaglige aktører kender

deres portefølje . Det er ligeledes helt afgørende,

at kompetencen ligger så langt ude ved frontlinjemedarbejderne,

at handling og forandring til barnet

og familiens bedste bliver en realistisk mulighed .

Det er selvsagt ligeså vigtigt, at familie og/eller

barn oplever sig som styrmestre på deres egen

udviklingsproces, væk fra omsorgssvigt, voldelige

relationer og misbrug .

Hvorfor er det så svært?

I Danmark er lovgrundlaget vidt forskelligt for de

fagpersoner, der er ansat til at passe, undervise

og lære børn, og så de medarbejdere, der er ansat

til at udøve myndighed . For den første gruppe er

relationen barn-voksen . Det er svært at se på, at et

barn bliver mere og mere marginaliseret . Man har

barnet tæt på hver dag og følger med i dets liv og

færden . For rådgiverne er relationen voksen-voksen,

og man ser ikke tilværelsen gennem barnets

perspektiv, men gennem klientens . Man har borgerens

livssituation på professionel afstand . Man er

del af et system, der er sat til at forvalte skatteborgernes

penge ud fra et givet lovgrundlag .

Morten Ejernæs udgav en undersøgelse om det

tværfaglige samarbejde i 2004 . En af hans hovedkonklusioner

er, at der er en kolossal variation for

den enkelte faggruppe mht . fagpersoners indgreb

i en sag . Jo mere omfattende – personligt indgribende

– indgrebet bliver, jo mindre bliver enigheden

. Der er professionsforskelle; men generelt går

varia tionen i svarene på tværs af faggrupperne .

Ingen af de undersøgte sociale baggrundsfaktorer

giver særlig forklaring på forskellige svar . Professionen

betyder mere end køn, alder og kommune

– det er det eneste, man kan sige om professionens

betydning . Hvis man spørger til fagpersoners

ideelle forestillinger og faktiske forventningerer

det sådan, at hvis vi som faggruppe er i mindretal,

ved vi det ikke selv, vi forventer, at alle andre handler

som os selv! Der er en myte om enighed – medarbejderne

har ofte urealistiske forventninger om


professionskonsensus . Generelt er der overdrevne

forventninger om konsensus inden for egen faggruppe

og andre faggrupper .

Uenighed vil manifestere sig i tværfaglige fora,

fordi det er der, man diskuterer de kontroversielle

spørgsmål . Derfor er det vigtigt at etablere

sådanne fora, så man kan arbejde med læring og

evaluering .

Det er sagsbehandlerne, der primært siger nej

til det tværfaglige samarbejde; og det er dem,

der sidder på pengekassen . De står i langt højere

grad til ansvar for deres handlinger end de øvrige

fagpersoner, og det kan ses direkte på kommunens

udgifter . Der er stor uenighed om, hvordan sager

skal drøftes og en uenighed om, hvilke faggrupper

der skal deltage . Mht . forældredeltagelse er der

lige mange, der er for og imod inddragelse . Der er

meget forskellige holdninger til centrale spørgsmål,

når man skal handle, og det skyldes sjældent

professionsforskelle . Jeg mener, at transparens og

forældredeltagelse er et „must“ .


Hvad skal der så til? Har vi værktøjerne?

Vi skal i langt højere grad koordinere mellem

forvaltningsinstanserne . Der er brug for forbindelsespersoner,

der har kompetence til at lægge en

ensartet strategi mellem alle aktørerne i en børnesag

. Det drejer sig om: sundhedsplejersker, pædagoger,

børnehaveklasseledere, lærere, psykologer,

socialrådgivere m .fl .

Hvis samarbejdet skal lykkes, skal der etableres et

forum for koordinering . Systemet skal ledelsesforankres

på direktørplan og på politisk plan . Der

ikke være en profession, en faggruppe eller organisation,

der regnes „finere“ eller får tildelt mere

magt end andre . Alle parter skal være ligeværdige

OG ligestillede . Det er vigtigt at huske i denne

forbindelse, at direktører og ledere har en særlig

forpligtelse til at demonstrere samarbejdsevne- og

vilje, idet de er rollemodeller for alle de medarbejdere,

de repræsenter .

Koordinering mellem projekter . Der er alt for

mange løsrevne projekter og knopskydninger i

systemet . Mange medarbejdere etablerer med stor

ildhu små og store projekter inden for deres egen

forvaltning . Det kan selvfølgelig være udmærket i

sig selv, idet det giver arbejdsglæde, og det smitter

. Men det er af afgørende betydning, at man alle

steder i systemerne opfatter sig som en del af det

store system og ikke udvikler en urealistisk selvopfattelse

. Mange underentreprenører, især i små

enheder, udvikler en selvopfattelse af, at de er de

bedste, og de kunne lære hele systemet, hvordan

de kunne gøre det hele meget bedre . Det er fint at

være stolt af sit arbejde, men det er ikke fint ikke

at respektere andres .

Vi skal introducere fælles sprog, fælles referencerammer

og fælles kontekster, sådan at vi faktisk

kan kommunikere ud fra en fælles forståelsesramme

. Kommunikationen på tværs af forvaltningsgrænser

er ofte vanskeliggjort af et fagsprog, der

kendetegner en specifik profession eller tradition .

Det kan man komme til livs ved at etablere fælles

uddannelse og kurser på tværs af enheder, forvaltninger

og sektorer . En af de ting, vores medarbejdere

i Helsingør Kommune var mest optaget

af og glade for, var, at de havde fået ansigter

hinanden . Det er meget lettere at „snakke sammen“

i telefon og på mail, når man har set hinanden, lært

hinanden at kende og været på kursus sammen .

Personkendskabet fremmer samarbejdet mere

end noget andet . Man oplever, at andre faggrupper

kan noget, har noget at byde på og at de ikke

er så „farlige“ . Socialrådgiverne er meget optaget

af fællesskabet, de er altid i mindretal . Der er

mange af de andre faggrupper, at de let føler sig

alene . De sidder også på en meget vigtig nøgleposition

i samarbejdet og er derfor vigtige at have med .

I den forbindelse er det afgørende, at de også kan

deltage i „kan-opgaver“ og ikke kun i „skal-opgaver“ .

Det har været meget betydningsfuldt for rådgiverne

at stille deres faglighed til rådighed i sager,

der ikke kræver myndighed . Altså at kunne deltage

i det forebyggende og opsporende (sam)arbejde .

En anden vigtig faktor er gæstfrihed og at give

slip på pladsen ved „bordenden“ . At slippe af med

at stille krav til hinanden og i stedet for forholde

sig til den konkrete sag med det, ens kompetence

og faglighed kan „byde ind med“ . På den måde får

alle faggrupper en mulighed for at stille sig til

rådighed med det ansvar, de nu engang har i forhold


til den konkrete sag . Ingen skal „tage over“, men

i stedet melde ud med, hvad de kan tilbyde, eller

hvad der er i ens „butik“ . Det giver arbejdsglæde

og synergi, og det er der meget ofte brug for i

komplicerede børnesager . Det er vigtigt at huske,

at det er professionelle, der skal være sammen

med den konkrete „sag“ hver dag . De skal tages

alvorligt . Der skal ikke handles overilet; men med

autoritet og professionalisme . Alle møder slutter

med et beslutningsreferat, som skal sendes

ud dagen efter mødet, sammen med en beslutning

om, hvornår sagen skal evalueres . Alle referater og

beslutninger sendes ligeledes til nærmeste leder .

Evalueringen sker typisk efter 3 måneder . Hvis der

ikke er grund til mindre bekymring for barnet, må

deltagerne ændre indsatsen, så man kan opnå den

ønskede forandring . Alle deltagere er forpligtet på

de beslutninger og tidsfrister, der er aftalt .

Som fælles referenceramme har Helsingør Kommune

valgt „Børnelinealen“ (se side 44-45) . Den er

udviklet af socialrådgiver Lis Hillgård i samarbejde

med Odense Kommune . Alle medarbejdere har pligt

til at bruge denne referenceramme i samarbejdet

med hinanden . Alle forholder sig til denne fælles

model . Det fremmer forståelsen for, hvilke fagpersoner

der skal på banen i en givet sag, og hvor hurtigt

der skal handles . Mit motto er, „at hurtig hjælp

er dobbelt hjælp“ . Det er ikke ok for en familie eller

et netværk at vente 3 måneder eller mere, før de

kan komme i gang med at handle på en bekymring .

Derfor skal responstiden på lave niveauer i hierarkiet

sættes ned . Vi skal etablere muligheder for

aflastning for børn, familier og de fagpersoner, der

arbejder med barnet i frontlinjen .

Det vil føre for vidt at komme ind på selve børnelinealen

i denne artikel . Jeg vil blot fremhæve,

at den ikke beskæftiger sig med diagnoser, men

med barnets, forældrenes og netværkets signaler,

og det er de signaler, vi som fagpersoner har en

forpligtelse til at reagere tidligt og resolut på, til

glæde og gavn for fremtidige generationer . Et „spin

off“ er, at statskassen måske også får det bedre .

De børn, der har mest brug for nærhed, signalerer

distance!


BØRNELINEALEN

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18

Børn i optimal

udvikling

Almindelige børn

med almindelig

problemer

80% af alle børn

Generelle problemer

Tidstypiske

problemer

Børn med midlertidig

risiko for

trivselsproblemer

Sarte børn

Børn med specifikke

behov af

kronisk/eller

længerevarende

karakter

20%

Truede børn i Servicelovens forstand

Børn med væsentligt

behov for særlig støtte

Børn med åbenbar

risiko for at lide

alvorlig skade

Pligt til indsats og mulighed for

myndighedsudøvelse

Foranstaltninger jf. Servicelovens

§ 40.2.1-11

Heraf de 5%


SAMARBEJDSMODEL

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18

Læger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Sundhedsplejersker _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Tandlæger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

(Pædagoger) _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

(Lærere) _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Ergo-/fysioterapeuter _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Skolepsykologer _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Tale-/hørepædagoger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Støttepædagoger _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Specialklassekonsulent _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Kurator _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Klinisk psykolog _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

– – – – – – – – – – Socialrådgivere – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Familierådgiver _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Prof. personlig rådgiver _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Medarb. fra diverse projekter _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

(Døgnophold) _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _


Vold og seksuelle overgreb i Grønland

Rapporter og redegørelser m .m .

Acheson, D . (1998) . Public Health in England . The

Report of the committee on inquiry into the future

development of public health function . London, Her

Majesty’s Stationary Office

Bjerregaard, Peter & Inger Kathrine Dahl-Petersen

(2008): Befolkningsundersøgelse i Grønland 2005

– 2007 . Levevilkår . Livsstil og helbred . Schultz A/S

Christensen, Else m .fl . (2008) . Børn i Grønland .

En kortlægning af 0 – 14-årige børns og familiers

trivsel . Departementet for Familie og Sundhed . SFI

publikationer

Curtis, Tine & Kim Moesgaard Iburg & Peter Bjerregaard

(1997): Familie, børn og sundhed i Grønland .

DIKE

Curtis, Tine m .fl . (2206): Unges trivsel i Grønland

2004 . Forlaget Atuagkat ApS

Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Sundhed

2007, Inuuneritta – Folkesundheds-program Landstyrets

strategier og målsætninger for folkesundheden

2007 – 2012

Lynge, Lona (2007): Hvad fortæller de unge om

vold i Oqalliffik? Præsentation til Nuna Med konference

2007, september 2007 Nuuk

Niclasen, Birgit m .fl . (2007): Sundhed på toppen .

Resultater fra Health Behavior in School-Aged

Children (HBSC) undersøgelsen i Grønland 2006 .

Forlaget Atuagkat ApS

Peqqisutsimut Naalakkersuisoqarfik, PAARISA

2009, Vold og seksuelle overgreb – Idékatalog .

www .peqqik .gl

Politi: Virksomhedsberetning for politiet i Grønland

2008

Ungdomsparlamentet (2007) . Ungdomsparlamentets

slutdokument 2007

World Health Organization . Ottawa Charter for

Health Promotion (1986) . www .who .int

World Health Organization . Bangkok Charter

(2005) Bangkok Charter for health promotion in a

globalized world . www .who .int

Hjemmesider

www . Inuusuttutakisunnerat .gl

www .nanoq .gl

www .paarisa .gl

www .peqqik .gl

Vold i parforhold og familier

Rapporter og redegørelser m .m .

Minister for Ligestilling/SIF (2004): Mænds vold

mod kvinder

LOKK, Vfc Socialt udsatte (2005): Når vold er

hverdag


Formidlingscentret for socialt udsatte (2002):

5230 børn på krisecentre

Hjemmesider

www .lokk .dk

www .voldmodkvinder .dk

www .servicestyrelsen .dk

Kærestevold

Forskningsprojekter og rapporter

International Dating Violence Study ledet af

Murray Strauss, oversigt over publikationer http://

pubpages .unh .edu/~mas2/ID-Sample-4-04 .htm

Vangie Foshee, Professor ved The University of

North Carolina har forsket i kærestevold i mange

år . http://www .sph .unc .edu/?option=com_profil

es&Itemid=1874&profileAction=ProfDetail&p

id=701439680

Schütt, N ., Frederiksen, M . & Helweg-Larsen, K .

(2008): Unge og kærestevold i Danmark, Statens

Institut for Folkesundhed, SDU

http://www .si-folkesundhed .dk/upload/unge_

og_k%C3%A6restevold_i_danmark_samlet_001 .pdf

Danske forebyggelsesinitiativer

www .ditforhold .dk (Det Kriminalpræventive Råds

hjemmeside til information om og

forebyggelse af kærestevold)

www .hjerteogsmerte .dk (LOKK’s hjemmeside, der

indeholder materialer til undervisning og til at

skabe dialog omkring kærestevold)

www .familievold .dk (Foreningen for børn og unge

i voldsramte familier, som bl .a . laver temadage på

skoler, gymnasier m .v . om kærestevold)

Internationale forebyggelsesinitiativer

www .chooserespect .org

www .loveisrespect .org

www .loveisnotabuse .org

www .startstrongteens .org

www .breakthecycle .org

www .mwaves .org

www .preventconnect .org

Tværfagligt og -sektorielt samarbejde

Ejernæs, M . (2004), Faglighed og tværfaglighed

– vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger,

sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere,

Akademisk forlag

More magazines by this user
Similar magazines