En politisk og økonomisk oversigt af Kathrine Toftkær Larney

netpublikationer.dk

En politisk og økonomisk oversigt af Kathrine Toftkær Larney

Malawi - en politisk og økonomisk oversigt · Kathrine Toftkær Larney

Malawi

En politisk og økonomisk oversigt

af Kathrine Toftkær Larney


Malawi

En politisk og økonomisk oversigt

af Kathrine Toftkær Larney


Indholdsfortegnelse Det parlamentariske liv ......................................... 68

Partipolitik og valgkamp ....................................... 69

1. Malawierne og deres land ................ 9

Malawierne ........................................................... 9

Religion ................................................................. 10

Børn ...................................................................... 10

Skolegang .............................................................. 13

Kvinder og familie ................................................ 14

Penge og arbejde ................................................... 15

Malawis geografi ................................................... 17

Malawis tre regioner ............................................. 17

Maravi-riget ........................................................... 20

2. Fra 1850 til Første Verdenskrig ......... 23

En bølge af indvandringer ..................................... 23

Da Livingstone kom til Malawi ............................ 24

Missionærerne ....................................................... 26

De europæiske indvandrere .................................. 29

Kolonimagt ........................................................... 30

John Chilembwe ................................................... 31

3. Fra 1914 til uafhængigheden ............ 35

Skatter og pengeøkonomi ..................................... 35

Jernbaner og tobak ................................................ 37

Det politiske liv .................................................... 39

Imperiets slumkvarter ........................................... 40

Oprør og uafhængighed ........................................ 43

4. Bandas Æra 1964 til 1994 ................ 47

Opposition og enevælde ....................................... 47

Heksejagt .............................................................. 48

Vindere og tabere .................................................. 51

Krise og valg ......................................................... 52

“Jeg er Kamuzu” ................................................... 55

5. Forholdet til udlandet ...................... 59

Malawi og det sydlige Afrika ................................ 60

Malawi og den rige verden ................................... 61

Malawi og Danmark ............................................. 62

6. Det demokratiske Malawi 1994 til 1999 .. 67

Forfatning og nye institutioner ............................. 67

Lokal administration og politik ............................ 72

Retsvæsnet ............................................................. 76

Hær og politi ........................................................ 77

Medier og ytringsfrihed ........................................ 78

Civilsamfundet ...................................................... 80

7. Statens økonomi ............................. 83

Devalueringer og budgetunderskud ...................... 83

De offentlige lønudgifter ...................................... 86

Skatter og afgifter .................................................. 87

Privatiseringer ....................................................... 89

Lån og gæld .......................................................... 91

U-landsbistand ...................................................... 92

8. Infrastruktur ................................... 97

Jernbaner og veje.................................................... 97

Energi ................................................................... 98

Kommunikation ................................................ 100

9. Erhvervsliv og handel .................... 103

Miner, skove og fiskeri ....................................... 103

Industri og byggeri ............................................. 104

Turisme .............................................................. 107

Dagligvarehandel ............................................... 108

Business på landet .............................................. 110

10. Landbrug ...................................... 115

Fødevareforsyning .............................................. 115

Strukturtilpasning og nødhjælp ......................... 116

Majsbønder og pengebønder ............................. 117

Udvikling ........................................................... 120

Jordspørgsmålet .................................................. 121

11. Sociale forhold .............................. 127

Fattigdom .......................................................... 127

Aids .................................................................... 129

Uddannelse for de få .......................................... 131

Grundskolerne ................................................... 133

Sagt om fremtiden .............................................. 135

Kilder og citater ................................. 136


Malawi – infrastruktur Malawi – regioner

4 5


6

Fakta om Malawi

Selvstændigt:

1964

Styreform:

Republik, demokrati

Præsident:

Bakili Muluzi

Hovedstad:

Lilongwe

Størrelse:

118.000 km 2

Befolkning (1999):

10,8 millioner

Befolkningsvækst pr. år (1990-1999):

2,6 pct.

Offi cielle sprog:

Chewa og engelsk

Religion:

Kristendom, islam, traditionelle religioner

Analfabetisme over 15 år (1998):

58 pct.

Befolkning pr. læge:

50.000

Befolkning under fattigdomsgrænse:

54 pct.

BNI pr. indbygger (1999):

190 dollars

Vækst i BNI pr. år (1990-1998):

0,8 pct.

Udenlandsk bistand pr. indbygger (1998):

41 dollars

Samlet udlandsgæld (1999):

2,69 mia. dollars

Dansk bistand (1999):

165,06 mio. kr.

Kilder:

Verdensbanken, Human Development Report 2000, Economic Intelligence Unit

7


Der skal mange aktiviteter

til at opretholde livet

i Malawi, som er et af

verdens fattigste lande og

det fattigste af Danidas

samarbejdslande.

Foto: Heine Pedersen/

Billedhuset

Malawierne og deres

land

Flyet har passeret Sahara, og nu er landet nedenunder kun

nuancer i grågrønt. Hist og her glitrer et vandløb, og en gang

imellem skærer en uendelig vej sin lige lyse linie gennem

bushen. Men resten er en ubrudt tør grågrøn fl ade. Indtil

det øjeblik landskabet skifter, og tusindvis af små lysegrønne

marker breder sig som et tæppe over jorden. I det fjerne

ligger en varmedis over søens blå skær. Sådan dukker Malawi

frem som en lysegrøn kile i Afrikas bushland.

Malawierne

Malawierne er et blandet folk sammensat af indvandrere, der

er kommet til landet fra andre steder i Afrika på forskellige

tidspunkter. I tidens løb har de forskellige grupper optaget

skikke og sprog fra hinanden, nogle er blevet delt i mindre

grupper, andre er smeltet sammen. Især i Malawis Southern

Region, som er den befolkningsmæssigt mest sammensatte,

er det meget almindeligt med ægteskaber mellem de forskellige

grupper. Malawis forskellige stammer er altså langtfra

entydigt afgrænsede og uforanderlige størrelser. Enhver malawier

har et modersmål, et sæt af skikke og en forestilling om,

hvor hun kommer fra. Men enhver malawier er også bonde

eller fi sker, skolelærer eller håndværker, og disse gruppers

interesser går på tværs af stammerne. Den politiske debat

i landet handler overvejende om prisen på tobak, majs og

kunstgødning, om job, skatter og korruption, om fattigdom

og aids, om uddannelse og jordmangel. Stammespørgsmålet

eller “det etniske kort” er dukket op i de forskellige partiers

valgkamp og i forskellige politikeres retorik. Men ude i

landet omtaler malawierne gerne “de andre” med respekt,

som regel med en understregning af, at deres mere eller

mindre uforståelige danse, sange, sprog og ritualer må blive

deres egen sag.

8 9

1.


Bortset fra små indiske og europæiske mindretal er alle

mala wiere afrikanere, og langt de fleste – 80-90 pct. – bor på

landet. Siden uafhængigheden i 1964 er befolkningen vokset

voldsomt, og Malawi er i dag Afrikas tættest befolkede land

efter Rwanda og Burundi. Det betyder først og fremmest, at de

fleste landbrug er ganske små. Over halvdelen af landets bønder

har mindre end en tønde dyrkbart land, og jordspørgsmålet er

et af de varmeste politiske emner i Malawi.

Religion

De fl este malawiere er stærkt religiøse, og alle deler troen

på de højere magter. Men det er ikke altid til at fi nde ud

af, præcis hvilke magter der er tale om.

I landets fjerneste afkroge ligger lerhytter med korsets tegn

på væggen, i byerne murstenskirker fra århundredskiftet, og

centralt placeret ved hovedvejene hæver nye kirker – betalt

af udlandet – sig højt over de små marker og lerklinede

hytter i landskabet. Ved søen skyder moskeerne op, nye og

funklende, bygget for Mellemøstens oliepenge.

Her er et mageløst udbud af trosretninger fra syvendedagsadventister

og baptister til romerske katolikker, skotske

presbyterianere og sunnimuslimer.

Kampen om Malawis sjæle er ikke ny. Med de arabiske

slavehandlere kom islam til landet i midten af 1800-tallet, og

i slutningen af samme århundrede strømmede europæiske

missionærer til Malawi.

Langt de fleste malawiere tilhører en kirkeretning, samtidig

med at de har beholdt en kultur, hvor det først og fremmest

er afgørende at være i kontakt med sine forfædre. På samme

måde er varsler og heksekunst en del af malawiernes hverdag.

Forfædre, varsler og trolddom bliver passet med lige så stor

opmærksomhed som salmesang i kirken eller fredagsbøn

i moskeen.

Børn

En malawisk kvinde føder i gennemsnit seks børn i sit liv, og

skønt mange ønsker sig knap så mange, bliver børn i Malawi

hilst velkomne som en Guds gave. De er beviset på kvindens

Islam er i fremgang.

Langs søen og i syd bygges

moskeer og religiøse skoler

for penge fra de rige oliestater

i Mellemøsten.

Foto: Jørgen Schytte

frugtbarhed og mandens styrke, og så er der i øvrigt brug

for deres arbejdskraft. Hvad børnene selv måtte have brug

for, bliver der sjældent taget hensyn til, og statistikkerne taler

deres eget sprog om de vilkår, der bliver disse Guds gaver til

del: Ud af hver 1000 nyfødte børn dør 136, inden de fylder

fem år. Aids og malaria kræver mange ofre blandt børnene,

men tusindvis af malawiske børn dør ogaf sygdomme

som mæslinger, diarre, kolera, lungebetændelse eller polio.

Sygdomme som sjældent er et problem i Danmark, men

som hærger i Malawi, fordi levestandarden er lav og børnene

i forvejen er svækkede. Halvdelen af Malawis børn er kronisk

underernærede, de får for lidt mad, og den mad, de får, er

for fattig på proteiner. Der står sjældent kød eller fjerkræ på

menuen, tørret fi sk kan købes på de fl este markeder, men

det koster penge. Den daglige spise består af majsgrød kogt

på vand eventuelt med lidt vild spinat, tomat eller løg. Når

10 11


lagrene af majs er tømt, tyer mange familier til rodfrugten

kassava, som giver stort udbytte og fylder i maven, men er

fattig på næring. Æg og mælk er en sjælden luksus i de fl este

malawiske hjem.

Op gennem 1990’erne er gadebørn og børneprostituerede

blevet et stigende problem i Blantyre og på turiststederne

langs søen. Problemet hænger tæt sammen med fattigdom

og aids, som lægger et enormt pres på familierne. Antallet

af forældreløse børn er stærkt stigende, og fattigdommen

sætter en grænse for, hvad deres familier kan gøre for dem.

Mor er den helt centrale figur for Malawis børn, og hvis

hun dør, må de i realiteten ofte klare sig selv, fordi faderen

har forladt familien.

Der bliver ikke gjort stads af børnene i Malawi, men som

regel bliver de behandlet med samme respekt som andre

familiemedlemmer. Udgangspunktet er kærlighed og stolthed,

men børnene må meget langt skøtte sig selv, og de

Legetøj hører til sjældenhederne

især for piger,

som meget tidligt får

ansvar for husarbejde og

mindre børn.

Foto: Heine Pedersen/

Billedhuset

skal arbejde, allerede fra de er fire-fem år. Pigerne bærer

mindre børn på ryggen og hjælper med husarbejdet og i

marken. Drengene løber ærinder, vogter dyr og går i marken.

I byerne får børnene tidligt ansvar for at bidrage til familiens

indtægter ved f.eks. at arbejde på markedet. Sammenlignet

med Danmark er børneopdragelse i Malawi en ganske afslappet

affære; børn skal spise pænt, hilse respektfuldt på de ældre

og så i øvrigt passe sig selv og bidrage til familiens overlevelse.

Det hører til sjældenhederne at se et barn indendørs, hvor

de kun kommer for at spise og sove. Til gengæld er hver

eneste landsby i Malawi et leben af råbende, legende og

ubeskriveligt pjaltede unger.

Skolegang

Skolen repræsenterer en anden kultur. Med over 70 elever i

gennemsnit i hver klasse, uden skolebøger, med et forældet

pensum og ofte med en utilstrækkelig uddannelse i ryggen

forsøger mange lærere at holde disciplin med straf, prygl

og kommandoer. Skolerne er så overfyldte, at en stor del

af undervisningen foregår udendørs, og i højlandet Malawi

betyder det tit brændende sol eller blæst og småregn. Og

skolevejen er lang, ofte mange kilometer til fods. Mange

familier vælger først at sende deres børn i skole, når de er

9-10 år og kan klare den lange skolevej. Men en stor del af

Malawis børn kommer overhovedet ikke i skole, og mange

andre forlader den hurtigt igen.

60 pct. af Malawis voksne befolkning er analfabeter, og

det handler ikke om at kunne læse Shakespeare eller ej,

for de bliver snydt for meget mere end verdenslitteraturen.

Analfabeter står svagt over for folk, der kan læse. De er

meget langt afhængige af de informationer, de får fra andre,

fordi de er afskåret fra selv at skaffe sig viden f.eks. om

deres lovfæstede rettigheder. Samtidig er analfabeter mere

tilbageholdende med eksperimenter. F.eks. viser undersøgelser,

at bønder med mangelfuld skoleuddannelse også er

dårligere til at dyrke salgsafgrøder, som de kan tjene penge

på. Malawis uddannelsesniveau er katastrofalt ringe, og

når man sammenligner med de fattige nabolande Tanzania,

Zambia og Mozambique. Først i september 1994 blev det

12 13


gratis at gå i skole. I løbet af kort tid blev en million nye

børn indskrevet i de allerede overfyldte skoler. Det samlede

elevtal steg fra 1,9 millioner børn i september 1994 til 2,9 i

slutningen af samme år, og manglen på lærere, klasseværelser,

tavler, kridt, læsebøger, papir og blyanter eksploderede. Der

er stadig ikke skoler nok til Malawis børn.

Kvinder og familie

Det kan være svært at fi nde ud af, hvordan en malawisk

familie er skruet sammen, men udgangspunktet er altid et

hus med en kvinde. Som regel kan man udpege hendes

børn i det almindelige mylder. Men resten er – set med

europæiske øjne – et indviklet og forgrenet net af mostre,

grandfætre og krydskusiner, som alle sammen hører til i den

forstand, at de alle sammen har et ansvar for hinanden. Når

høsten slår fejl, træder familiesammenholdet til. Børnene

bliver sendt til deres moster eller onkel eller deres mors

moster eller onkel, eller hvem der nu har mad i huset. Ligeså

med de unge, der læser videre efter grundskolen. Det er

hele familiens ansvar at huse dem og betale for deres studier.

Til gengæld forventes de at betale tilbage til familien, når

de engang får et job. Familien er malawiernes eneste sikkerhedsnet.

Og som landet ligger rent økonomisk, er det

også det eneste, de får at holde sig til i de næste mange,

mange år.

Omkring to tredjedele af malawierne er matrilineært organiseret.

I praksis betyder det, at manden flytter til kvindens

landsby ved ægteskab, og at børnene bliver henregnet til

moderens slægt. Mændene i moderens familie har formelt

myndigheden over hendes børn, men i bund og grund er

børnene morens ansvar. Det matrilineære familiemønster er

et af Malawis kendetegn, men det skal endelig ikke forveksles

med et matriarkat, hvor kvinderne har magten. Det kan

diskuteres, om det matrilineære familiesystem stiller kvinderne

ringere end de familier, hvor fars ord er lov. Malawiske

kvindeorganisationer peger på, at det er en stor styrke for

kvinden, at hun forbliver tæt knyttet til sin familie, selvom

hun er gift, og at ingen anfægter hendes ret til at have sine

børn hos sig, selvom hun bliver skilt. På den anden side er det

svært at hænge ægtemanden op på noget ansvar for kone og

børn. Formelt er han underordnet i forhold til sin svoger og

svigerfar, og børnene tilhører jo under alle omstændigheder

hans svigerfamilie. Et eksempel er flerkoneri, der er meget

udbredt. Når faderen gifter sig med en ny kone, tager han

sjældent noget ansvar for sine børn af første ægteskab eller for

deres mor. Det samme gælder ved skilsmisser. De fleste par

bliver traditionelt gift, og skilsmisser afgøres af landsbyens

ældre. Typiske årsager til skilsmisse er, at manden forsømmer

sin kone eller at han ønsker at tage sig en kone til. Problemet

er, at det er mændene, der tjener penge. Det er traditionelt

kvinderne, der dyrker jorden og sørger for mad til familien,

mens manden står for reparationer, giver en hånd med ved

høst og pløjning og tjener penge uden for hjemmet. Når

ægtemanden eller morbroren svigter, står kvinden tilbage

med børnene, og hun må bruge al sin energi på bare at

dyrke fødevarer til eget forbrug.

Loven ligestiller kvinder og mænd, og det samme gør

traditionen på nogle punkter. I de matrilineære samfund

kan en kvinde f.eks. godt blive valgt til landsbyformand.

Men i realiteten halter kvinderne bagefter, fordi de er dårligt

uddannede, fordi de ikke kender deres rettigheder, fordi det

traditionelt er mændene, der tegner sig for pengeindkomsterne,

og fordi de er bundet af deres ansvar for børnene.

Alle statistikker viser, at enlige mødre udgør den svageste

og allerfattigste gruppe i Malawi, hvad enten de er formelt

fraskilte eller forladt af deres mænd.

Penge og arbejde

“Et helt folk sat på livslang sultekur” (1). Så enkelt kan

malawiernes tilstand beskrives med et citat fra Verdensbanken.

I det store og hele kan malawierne lige præcis holde

sig i live med de afgrøder, de selv dyrker. Noget andet er

spørgsmålet om at tjene penge. Fra 2000 forventes der en

årlig tilgang til arbejdsmarkedet på omkring 300.000 mennesker,

men der er kun job nok til at beskæftige ca. 35.000

af dem. Budgetterne dækker knap til at betale løn til de

ca. 130.000 mennesker, der allerede er ansat i det offentlige,

og landet har næsten ingen industri. Nok er der brug

14 15


for arbejdskraft i landbruget, hvor alt arbejde foregår ved

håndkraft, men lønarbejde er der sjældent tale om.

Resultatet er et folk på farten. På ladet af vakkelvorne

biler, i overfyldte busser med dæk af lapper, på cykler og

til fods rejser Malawis mænd rundt efter penge og mad.

En skare selvlærte entreprenører med et skarpt blik for de

muligheder, som nuet byder dem: Et læs soltørret fisk kan

køres til byen. Et bilvrag kan skilles i reservedele til markedet.

En majsmølle kan repareres, og en tobaksbonde har brug

for en hånd i marken eller har råd til at få bygget et nyt hus

af mursten. Muligheden er nu, i dag. Ingen kan vide, hvad

der sker i morgen.

Manglende transport er

en bremse på udviklingen,

og kun de færreste

har råd til en cykel.

Foto: Jørgen Schytte

Malawis geografi

Enhver akvarieenthusiast kender Malawi, for i Malawisøen

lever Malawi-cicliderne, smukke ferskvandsfi sk, som udruger

deres yngel i munden. Fiskene er højt skattet af alverdens

akvariefolk og udgør en af landets få unikke eksportartikler.

I det hele taget er Malawisøen et enestående naturområde

med en stor rigdom af fi skearter, som kun lever dette ene

sted i verden. Søen er blevet skånet for industriforurening,

men langs bredden er der store problemer med bilharziasnegle,

som forårsager sygdommen bilharziose, der i værste

fald er dødelig for mennesker. Problemet hænger sammen

med manglende kloakering og udledning af spildevand fra

de tætbefolkede områder ved søens bredder.

Malawisøen er Afrikas tredjestørste sø, over 500 km lang

og sine steder over 500 meter dyb. Den ligger i den sydligste

del af Great Rift Valley, der strækker sig fra Etiopien og

Kenya gennem Tanzania og Malawi.

Sydøst for Malawisøen ligger Chilwasøen, ikke nær så dyb,

men rig på fisk og omgivet af store sumpe med et rigt fugleliv.

Chilwasøen er for nylig blevet erklæret for bevaringsværdigt

område under den internationale Ramsar-konvention om

beskyttelse af vådområder.

Malawi er søernes land, men også et land af bjerge og

højsletter. I nord rejser bjergene sig omkring Nyika- og

Viphyaplatauerne, i syd omkring Dedza og Zomba. Og

Mount Mulanje i det sydøstlige Malawi er med sine 3000 m

det højeste bjerg i Afrika mellem Kilimanjaro og Drakensbjergene.

Malawi ligger i det sydlige Afrika mellem 9. og 17. sydlige

breddegrad og 33. og 36. længdegrad. Landet er langt, 900

km, og smalt, mellem 80 og 160 km. Størstedelen af landet

ligger vest og syd for Malawisøen, og landet har grænser til

Mozambique i syd og øst, til Zambia i vest og til Tanzania

i nord og vest.

Malawis tre regioner

Geografi sk er Malawi inddelt i tre regioner, og et stykke af

vejen har regionernes befolkninger hver deres politiske og

økonomiske interesser. Det viste sig tydeligt ved Malawis

16 17


første frie valg i 1994, hvor de tre store partier Aford, MCP

og UDF hver især hentede stemmer fra henholdsvis Malawis

Northern, Central og Southern Region.

Northern Region er vild, storslået og fattig. Det er den

tyndest befolkede og mindst udviklede del af landet. Her

findes næsten ingen industri, området er bjergrigt og uvejsomt,

og store dele af landet er svært eller umuligt at opdyrke.

Ngoni- og ngondefolkene i nord er traditionelt kvægholdere,

og kvæg er i det hele taget et supplement til agerbruget i

Northern Region.

Den største by i området er Mzuzu, som i stigende grad

markerer sig som uddannelses- og handelsby.

Fra gammel tid har der været stor udvandring fra det fattige

nord. Mændene har søgt arbejde i Sydafrika og Zambias

miner eller på farme og plantager i nabolandene eller i det

sydlige Malawi. Mange af dem er vendt hjem med ny politisk

bevidsthed om f.eks. fagforeninger. Området har en lang

tradition for skolegang, og det har gennem årene ført til,

at folk fra nord er blevet stærkt repræsenteret i politik og

i landets offentlige sektor. Økonomien i området baserer

sig på landbrug og kvæg og på de penge, som udvandrerne

sender hjem.

De største sproggrupper i nord er tumbuka og ngoni

og det største parti i området er Aford. Northern Region

omfatter fem distrikter: Chitipa, Karonga, Mzimba, Nkhata

Bay og Rhumpi.

Central Region er præget af højsletten, der strækker sig

fra grænsen til Zambia i vest og ud mod Malawisøen i øst.

Langs søen er landet fladt og sumpet, mod syd stiger landet

langsomt mod bjergene ved Dedza. Jorden er god, Central

Region er først og fremmest landbrugsland, og sådan har

det altid været. Området har ingen grundfæstet tradition for

skolegang, og analfabetismen er udbredt. Det er måske en

forklaring på de meget ringe sundhedsmæssige og sociale

forhold i området. Spædbørnsdødeligheden er den højeste i

Malawi, og det samme gælder mødredødelighed i forbindelse

med svangerskab og fødsler.

I 1975 blev Malawis hovedstad flyttet fra Zomba i Southern

Region til Lilongwe i Central Region, dels fordi byen

ligger centralt midt i landet, dels fordi Malawis mangeårige

Teplukkere i Southern

Region, hvor store

områder er helt domineret

af plantagedrift.

Plantagearbejderne hører

til blandt de dårligst stillede

i Malawi.

Foto: Jørgen Schytte

diktator, Hastings Banda, havde sin magtbase i Central

Region. Lilongwe er i hastig vækst ikke mindst på grund

af de mange europæiske bistandsarbejdere, men det har

ikke givet Central Region nogen industri af betydning. Vil

man tjene penge i Central Region, er mulighederne stadig

begrænset til landbrug eller fiskeri.

De største sproggrupper i området er de chewa- og nyanja-talende

folk. Ved valget i 1994 hentede Hastings Bandas

gamle Malawi Congress Party (MCP) størstedelen af sine stemmer

i Central Region, der fortsat er MCP’s magtbase. Central

Region omfatter ni distrikter: Dedza, Dowa, Kasungu,

Lilongwe, Mchinji, Nkhotakota, Ntcheu, Ntchisi og Salima

Southern Region strækker sig fra Malawisøens sydlige del

som en kile ind i Mozambique. Landskabet er som et maleri

18 19


med grønne bjerge og brede dale. Det er Malawis tættest

befolkede region med den mest sammensatte befolkning.

De største sproggrupper er chewa, nyanja, yao og lomwe,

men her bor også grupper af kokola- og sena-talende folk.

I Blantyre, Malawis største by, bor størstedelen af Malawis

indiske befolkning og en del indvandrere fra det nordlige

Malawi. Southern Region er præget af plantagedrift. Det var

her, de første europæiske settlere slog sig ned og inddrog store

områder til te- og tobaksplantager. De fleste europæere er

for længst rejst, men plantagerne ligger her stadig. Sammen

med den store befolkningstæthed betyder det, at bønderne

i syd er henvist til at dyrke bittesmå jordlodder, der mere

ligner køkkenhaver end marker. Fattigdommen er udbredt

især langs Shirefloden. Regnen falder i bjergene, og bønderne

i flodlandet lider under den ringe nedbør. Men Southern

Region er også stedet, hvor tingene sker. Skønt Blantyre

har mere til fælles med Maribo end med Ruhr-distriktet, er

byen ikke desto mindre hovedsædet for Malawis sparsomme

industri, som især er forarbejdning af bomuld og fødevarer.

Det var stemmer fra det folkerige syd, der bragte landets

regeringsparti United Democratic Front (UDF) til magten i

1994, og det er her, partiet fortsat har sin magtbase.

Southern Region omfatter 13 distrikter: Balaka, Blantyre,

Chiradzulu, Chikwawa, Machinga, Mangochi, Mulanje,

Mwanza, Namwera, Nsanje, Phalombe, Thyolo og Zomba.

Maravi-riget

Det moderne Malawi har sit navn efter det eneste større

samlede rige, der nogensinde har eksisteret i området.

Maravi-riget.

Omkring år 1200 begyndte mennesker fra Katanga i det

nuværende Congo at udvandre til Malawi. Indvandrerne

var organiseret i klaner med hver deres overhoved. Den

dominerende klan var phiri-klanen, de andre var bandaklanen,

mwali-klanen og nkhoma-klanen. Tilsammen

udgjorde disse klaner maravi-folket. Maravi-folket var

agerdyrkere, og de slog sig ned ved Malawisøens vestlige

og sydlige bredder. Langsomt fortrængte de landets

oprindelige jægerfolk. Gennem de næste 250 år fortsatte

maravi-indvandringen, de forskellige klaner delte sig, og

omkring år 1600 strakte deres område sig fra Luangwafl

oden i det nuværende Zambia til Det Indiske Ocean,

fra Dwangwafl oden i nord til Zambezi i syd. Trods den

imponerende størrelse var Maravi-riget ikke et imperium,

snarere en løst sammenholdt konføderation af

selvstændige klaner med en øverste leder, Kalongaen.

Forholdet mellem Kalongaen og de enkelte klanledere

byggede ikke på magt og underkastelse, men i højere

grad på gensidige fordele. Kalongaen fungerede som

mægler i stridigheder mellem de forskellige ledere, og

han fordelte goder og indkomster mellem folk.

Meget tyder på, at der allerede i det 11. århundrede var

et handelsnet, der strakte sig fra Kongobassinet til Det

Indiske Ocean. Kalongaen opkrævede i perioder told af

al handel i området, ligesom han havde store lagre af

mad. I dårlige tider fordelte han overskuddet, så grupper

ramt af tørke eller fejlhøst ikke sultede. I det 16

århundrede beskrev den portugisiske opdagelsesrejsende

Camitto i begejstrede vendinger Maravi-rigets

dygtige håndværkere og smede og de enestående fl otte

broer i området. Camittos ordvalg er dog noget mere forbeholdent

i beskrivelsen af landets indbyggere. “Disse

mennesker”, skrev han, “er berygtede som tyve og løgnere

langt ud over landets grænser”.

I slutningen af 1600-tallet førte arvestridigheder til en

svækkelse af Kalonga-titlens personlige magt, og skønt

roen blev genoprettet, fortsatte tendenserne mod decentralisering

og opløsning først og fremmest på grund af den

stigende handel med omverdenen. De klaner, der fi k nye

muligheder for indtjening, blev mindre afhængige af fællesskabet,

og omkring år 1800 havde mange klanledere

etableret deres egne selvstændige kongedømmer.

Men Maravi blev bevaret i navnet Malawi. Forskellen i

stavemåden hænger sammen med, at chewa-sproget

ikke skelner mellem udtalen af r og l. Malawi betyder

fl ammer af ild.

20 21


Fra den anglikanske

katedral på Likoma

Island, bygget i årene

1903 - 05, da kristendom

endnu var noget,

missionærerne bragte med

sig udefra. Se også billede

på side 28.

Foto: Mike Kollöffel/

Billedhuset

Fra 1850 til Første

Verdenskrig

I slutningen af 1800-tallet herskede kaos i landet langs

Malawi-søen. Slavehandel, plyndringstogter, hungersnød,

epidemier, indvandring og invasioner havde defi nitivt

udslettet den eksisterende orden. Men omkring århundredskiftet

begyndte billedet at tegne sig af det land, der

senere skulle blive til Malawi. Det er her, man skal lede

efter grundlaget for nogle af nutidens brændende spørgsmål

om stammer, religion, uddannelse, landbrug og fordeling

af jorden.

En bølge af indvandringer

Det var handel, der for alvor åbnede det centrale Afrika

mod omverdenen i 1700-tallet. Men udlandets efterspørgsel

efter Afrikas jern, skind, bivoks og lokal tobak blev snart

overhalet af interessen for to helt andre varer, elfenben og

slaver, og den interesse resulterede i et hundrede år langt

plyndringstogt mod det centrale Afrika. Det var fra Afrikas

østkyst, at arabiske slavehandlere udskibede slaver til den

arabiske verden og til plantagerne på de franske besiddelser

på Reunion og Mauritius. Med det britiske stop i 1850 for

slavetransporter andre steder blev den arabiske slavehandel

mere intens, og araberne trængte længere og længere ind

i Afrika østfra.

Men det var ikke kun “handel”, der bragte ufred til landet

ved Malawisøen. Sydpå rasede erobringskrigene under zulukongen

Shaka og sendte en bølge af flygtninge mod nord.

En del af dem var beslægtet med zuluerne, men var kommet

i opposition til Shaka, og nu plyndrede de sig vej op gennem

Afrika og grundlage kolonier og bosætninger flere steder så

langt mod nord som Tanzania.

I 1835 krydsede de Zambezi under ledelse af høvding

Zwangendaba. Da de nåede Malawi, befæstede de sig i enkla-

22 23

2.


ver i det sydlige, centrale og nordlige Malawi langs det, der

senere skulle blive grænsen mod Zambia. Det var ngonifolket,

der kom til landet, og deres ankomst mindede mest

om en invasion. Ngonierne var som zuluerne hierarkisk

organiseret, og traditionelt var de kvægholdere. I bund og

grund forskellige fra de løst organiserede agerdyrkere, der

i forvejen boede i området. Ngonierne plyndrede området

for kvæg og afgrøder, og al modstand blev slået ned. Den

største gruppe ngonier slog sig ned i nord, og der gik ikke

længe, før tumbukaer og andre folk i landets nordlige del

måtte betale skat til ngonierne.

I det sydlige Malawi var situationen ikke meget bedre. I

1860’erne invaderede grupper af yao-folk fra Mozambique

området. Yaoerne var et gammelt handelsfolk, og de havde

bl.a. levet af at samarbejde med de arabiske slavehandlere,

men ufred og hungersnød drev dem til at søge nye områder.

Dem fandt de i det sydlige højland, hvor de etablerede

sig i små hierarkisk organiserede grupper og hurtigt blev

dominerende i forhold til de løst organiserede mang’anjafolk

og andre folk i området.

Indvandringerne rystede og splittede landet. Men de blev

også begyndelsen til nye grupperinger og integration. I nord

led ngoni-hæren, som alle andre hære, af mangel på kvinder.

Dem fandt de hos den lokale befolkning, og resultatet

udeblev ikke. Tumbukaerne overtog en række af ngoniernes

skikke og ritualer f.eks. det at betale brudepris. Til gengæld

talte ngoniernes børn tumbuka-sproget, som jo var deres

modersmål. I syd kom det hurtigt på mode at være yao, og

en stor del af de slagne folk overtog yaoernes muslimske

tro.

Det var således to modsatrettede bevægelser; på den ene

side nye identiteter som enten sejrherre eller offer, på den

anden side integration, blandede ægteskaber og skikke. At

tilhøre en stamme var ikke kun et spørgsmål om fødsel,

men også et valg.

Da Livingstone kom til Malawi

Midt i denne urolige tid opdagede Livingstone Malawi, som

han kaldte Nyasaland efter chewa-sprogets ord for søen. I

David Livingstone, en

kompliceret stivstikker og

stor opdagelsesrejsende.

Hans dagbøger hører

stadig til blandt verdens

store rejselitteratur.

Foto: Det Kongelige

Bibliotek

24 25


virkeligheden skulle han slet ikke have været den vej, for han

havde lovet sine sponsorer at sejle fra Det Indiske Ocean

op ad Zambezi til det “rigdommens paradis” (“paradise of

wealth”), som han mente fandtes der. Men da Zambezifl

oden viste sig at være umulig at sejle på, valgte han i stedet

at lede sin ekspedition i en anden retning. Nytårsdag 1859

satte han kursen mod nord op ad Shirefl oden. Målet med

ekspeditionen var at fi nde land, hvor håndværkere og landmænd

kunne slå sig ned, og denne målsætning fi k stor

betydning for ekspeditionens følger. Livingstone hadede

slaveriet af et sandt hjerte og viede sit liv til at bekæmpe det.

Men han var afhængig af de kommercielle interesser, der

betalte for hans ekspeditioner. Bag Livingstone stod mennesker,

som nok delte hans ønske om at bringe kristendom

og frihed til det mørke kontinent, men som også drømte

om råstoffer, rigdomme, handelsforbindelser og områder,

hvor hvide mennesker kunne bosætte sig og dermed lette på

befolkningspresset i de engelske og skotske byer. I september

1857, kort før sin afrejse, talte Livingstone på Cambridge

University: “Jeg drager tilbage til Afrika for at søge at skabe

en åben vej for handel og kristendom”, sagde han. Han

lovede sine sponsorer mulighedernes land, og to år senere

gav han dem, hvad de ønskede. Hans begejstrede beskrivelser

lod ingen tvivl mulig; mulighedernes land lå i højlandet

ved Shirefl oden.

Var Livingstones forsikringer blot en desperat mands klamren

sig til den ønskedrøm, som betød så meget for ham selv

og andre? Eller mente han virkelig, at han havde fundet

det jordiske paradis? Historikerne har diskuteret det i snart

hundrede år. Et faktum er det i hvert fald, at Livingstone

banede vejen for den tredje indvandring i Malawi på få

år. I hans fodspor ankom missionærerne, som direkte og

indirekte skulle komme til at præge landet ind i det næste

århundrede og årtusinde.

Missionærerne

De første missionærer ankom i 1861 under ledelse af biskop

Makenzie og havnede midt i en hvepserede i det sydlige

Malawi. Grupper af folk, der få år tidligere var blevet inva-

deret af yaoer, søgte beskyttelse hos Makenzie. Samtidig

fortsatte slavetransporterne på fuldt blus, og den lille håndfuld

missionærer kunne intet stille op. Uden soldater og

britisk administration i ryggen var de fortabt. Makenzie døde

af malaria, og resten af missionærerne forlagde hovedkvarteret

til kysten ved Det Indiske Ocean.

Men hjemme i Skotland levede drømmene om handel,

om rigdom, om at sætte en stopper for portugiserne, som

var ved at sætte sig godt fast i Mozambique, om at bringe

oplysning og kristendom til de sorte, om at befri dem fra

slaveriet, og om at åbne deres land for verden og bringe dem

den livgivende markedsøkonomi. Hundrede af forskellige

drømme var drivkraften bag den næste bølge af missionærer,

der drog til Malawi, De to førende kirker var Church of

Scotland og Free Church of Scotland, og en ting var de

enige om: Frelsen ligger ikke i det hinsides alene. De mødte

Afrika med en holdning sammenfattet i ordene fra David

Scott, lederen af missionen i Blantyre: “Afrika for afrikanerne

har fra begyndelsen været vores politik. Og vi tror, at Gud

har lagt dette land i vore hænder, så vi kan opøve dets folk i

at udvikle dets utrolige ressourcer til sig selv” (2).

De skotske missioner fik fodfæste i landets sydlige og nordlige

del, fordi de åbnede muligheder for store dele af befolkningerne

i disse områder. I nord blev missionsstationen i

Livingstonia en modvægt til ngoniernes dominans. De undertrykte

tumbuka-folk kastede sig bogstaveligt talt over missionens

undervisningstilbud, deres ledere indførte skolepligt

for alle børn og grundlagde dermed det nordlige Malawis

tradition for uddannelse som en vej til magt. På samme måde

vandt missionen i syd mange tilhængere blandt mang’anjaer og

andre folk, der havde lidt under yaoernes undertrykkelse.

Fra begyndelsen kom kristendommen i Malawi til at handle

om mere end sjælens frelse. Religionen var også en vej til

sociale forandringer, et redskab til retfærdighed. Gang på gang

skulle kirken blive samlingspunktet for befolkningens raseri

og fortvivlelse. I 1909 ledede tonga-præsten Maluma sine

tilhængere i kamp med disse ord: “Nu er tiden kommet til at

slås mod de hvide. Vi skal begynde nu og kæmpe gennem hele

regntiden. De sorte mennesker vil rejse sig og drive alle hvide

ud af landet” (3). Og i 1915 ledte præsten John Chilembwe

26 27


sine tilhængere ud i direkte konfrontation med de europæiske

plantageejere i Malawis mest berømte oprør, der skulle blive

symbolet på landets uafhængighed.

De væbnede oprør var forholdsvis lette for kolonimagten

at slå ned. Værre var det med de dommedagsbevægelser,

som gang på gang opstod i det sydlige Malawi. Ikke overraskende

herskede der en udbredt tro på dommedag blandt

malawierne, og når muligheden bød sig, greb de tilbuddet

om frelse. I stort tal forlod de deres marker, hoveriarbejde

og deres daglige gøremål i denne verden – som alligevel ikke

skulle stå meget længere – for at berede sig til en ny tilværelse

i det hinsides. Og det var helt uforeneligt med kolonistyrets

mål om skatter og billig arbejdskraft. Dommedagsbevægelser

blev forbudt af koloniadministrationen, og forbuddet mod

Jehovas Vidner holdt sig i Malawi helt til 1995.

Malawierne har taget

kristendommen til sig.

Både i den katolske og

i den anglikanske kirke

er Gud, Jesus og hans

disciple for længst blevet

en afrikansk tradition.

Her et lokalt træsnit af

den sidste nadver.

Foto: Fra tidsskriftet

“Religion in Malawi”

De europæiske indvandrere

Magtforholdene i 1880’ernes Malawi var uklare. I nord dominerede

ngonierne tumbukaerne og andre folk uden dog at

have fuld kontrol med området. Det centrale Malawi var

præget af chewa-folkets traditionelle decentrale organisering.

I syd havde yao-krigsherrer, slavejægerne og en katastrofal

hungersnød på det nærmeste lagt landet øde. Markerne var

sprunget i skov, og en stor del af befolkningen havde søgt

tilfl ugt i bjergene. De europæiske settlere, der fulgte i missionærernes

fodspor, fandt derfor et meget sparsomt befolket

land i syd, og det annekterede de. I begyndelsen kneb det

med at fi nde frem til egnede afgrøder, men ret hurtigt lagde

settlerne sig fast på te, tobak, jordnødder og bomuld.

Arbejdskraft var der rigeligt af, for det sydlige Malawi blev

i disse år oversvømmet af mange forskellige folk på flugt fra

slavejægere, hungersnød og senere fra skatter. Det anslås, at

der alene mellem 1895 og 1907 flygtede 50.000 mennesker

fra Zambezidalen i den portugisiske koloni Mozambique

til de britiske kolonier i Nord- og Syd-Rhodesia (Zambia,

Zimbabwe og Malawi) for at undgå den portugisiske skat.

Disse mennesker talte forskellige sprog og havde forskellige

kulturer som f.eks. lomwe og sena, men i europæernes

terminologi blev de slået sammen til en gruppe, “nguru”,

skønt der aldrig har eksisteret et nguru-sprog. Det blev

disse mennesker, der leverede arbejdskraft til europæernes

plantager i form af hoveri. De fik et stykke jord at dyrke mod

at arbejde en måned om året for plantageejerne. Hoveriet

blev kaldt thangata, og “nguru” blev synonymt med “landarbejder”,

underklasse. De europæiske settlere interesserede

sig kun for malawiernes arbejdskraft. De fleste af dem forbød

missioner på deres områder, og resultatet blev bl.a., at det

netværk af skoler, som efterhånden udviklede sig i det nordlige

Malawi, aldrig blev så udbygget i syd.

Settlerne havde stor magt. De rådede over udstrakte landområder

i syd, og de var kun underlagt deres egen autoritet.

De kom til landet allerede i 1880’erne, og gennem hele

kolonitiden skulle de blive de toneangivende i forhold til

koloniadministrationen. Først i 1891 erklærede Storbritannien

området som sit under navnet British Central Africa

Protectorate.

28 29


Kolonimagt

Storbritanniens mål var først og fremmest at sætte en stopper

for portugiserne, der bredte sig ind over Afrika fra østkysten.

Men indlemmelsen af landet i Det Britiske Imperium var

også et skridt på vejen til virkeliggørelsen af den store vision:

Et britisk Afrika, der strakte sig fra Cape til Kairo. Det var

altså ikke Livingstones drøm om et “vældfærdens paradis”,

der omsider fi k Storbritannien til at erklære landet som sit.

Der lå ikke en forestilling om, at lige præcis det område var

betydningsfuldt. Man kan sige, at Malawi blev taget med i

købet, da imperialismen var på sit højeste.

Malawis første generalkonsul var Harry Johnston, som

indtil 1894 desuden var ansat i British South African Compagny,

et mægtigt selskab med interesser i hele det sydlige

Afrikas miner, plantager og mineralrigdomme. I den rolle

opkøbte Johnston store områder i “sit” nyerhvervede land.

Ved Berlin-konferencen i 1895 delte de europæiske lande

Afrika mellem sig, og kontinentets sære grænser blev trukket.

Udgangspunktet for delingen var de områder, som

landene allerede havde sat sig på, men en betingelse for

at kunne beholde et område var, at kolonimagterne oprettede

en effektiv administration i området. Administration

koster penge, og for første gang blev der udskrevet skat i

Malawi.

Resultatet gav genlyd. Den splittede befolkning rejste

sig gruppe for gruppe i protest, og gruppe for gruppe blev

de nedkæmpet af Johnstons soldater. Krigen mod yaoerne

varede længst. På Malawisøens østre bred kæmpede de

forbitret mod overmagten og holdt stand i fire år, før de

til sidst blev slået. Nedkæmpningen af yaoerne satte en

endelig stopper for slavehandelen og gav briterne monopol

på handel i området. De landområder, som yaoerne havde

kontrolleret, blev udlagt til “crown land”, statsejet jord. Op

gennem 1890’erne kæmpede Johnstons hær mod andre

grupper, der heller ikke ville underkaste sig brititsk styre

og skatter. Ngoniernes angreb på englænderne blev kvalt

i et blodbad, og i 1896 døde chewaernes legendariske

høvding Mwase Kasungu. Han dræbte sig selv, efter at

chewaernes militære modstand var blevet knust af Johnstons

soldater.

“Child of the baboon.

Come down from the mountains.

The country is on its feet again” (4).

Sådan blev der sunget i det hærgede land i det sydlige Malawi

ved briternes ankomst i 1891. Men da de fordrevne kom

ned fra bjergene, havde kolonimagten overtaget landet. Store

landområder i syd var enten udlagt til statsejet land, opkøbt

af Johnston eller annekteret af de europæiske settlere. Den

afrikanske befolkning var banket på plads, og det samme

gjaldt missionærerne. Johnston havde afsat David Scott,

lederen af Blantyremissionen og fortaler for “Afrika for afrikanerne”.

Fra nu af skulle landet ledes til fordel for settlerne.

Det skulle være Afrika for europæerne.

John Chilembwe

Ved landsbyen Magomero i det sydlige Malawi ligger en

rød murstenskirke. Den blev bygget i 1921 på det sted,

hvor tidligere the New Providence Industrial Mission havde

ligget, og den er mere end noget andet symbolet på nationen

Malawi. Missionen blev grundlagt ved århundredskiftet

af to yderst markante personligheder, den skotske missionær

Joseph Boots og den malawiske vækkelsesprædikant

John Chilembwe. Deres projekt gik ud på at sprede Guds

ord til de lokale og samtidig sætte skub i lokalt håndværk

og produktion for at skaffe bønderne billige varer produceret

af deres landsmænd. Det lykkedes over al forventning.

Missionen tjente gode penge. Stedet voksede til en lille by,

og tilhængerne strømmede til. Men succesen var en torn

i øjet på de europæiske farmere, ikke mindst på grund af

Boots tordnen mod thangataen, det tvangsarbejde som

malawierne var tvunget til at udføre, hvis de boede på

europæiskejet jord. På et tidspunkt fi k farmerne koloniadministrationen

til at deportere Boots hjem til Skotland.

Ved begyndelsen af Første Verdenskrig var Chilembwe

alene på missionen, hvor han fortsat fortalte om det

Guds rige, der snart skulle komme på jorden. Hans budskab

var lighed for alle, europæere og afrikanere, og han

30 31


talte mod alle former for forskelsbehandling. I 1914 tog

han til genmæle mod administrationens forsøg på at få

malawierne til at deltage i krigen: “... de arme afrikanere,

som i døden kun efterlader sig en lang række af enker og

faderløse i bitter nød og frygtelig ulykke, bliver hidkaldt

for at dø for en sag, som ikke er deres. ... I fredstid er alt

kun for europæerne ... Men i krigstid er det pludselig

nødvendigt, at vi ofrer vores blod i fællesskab”.

Brevet blev bragt i Nyasaland Times i november 1914

og udløste uro hos farmerne og administrationen. Missionen

blev lukket. Skolen blev lukket. Produktionen

blev lukket, og folk fi k forbud mod at nærme sig stedet.

Men Chilembwes tilhængere forblev tro mod ham, og i

januar 1915 gik de i ly af natten til angreb på en stor europæisk

farm nær Magomero. En europæer blev dræbt, og

oprøret blev slået ned i løbet af et par dage. Chilembwe

selv fl ygtede mod syd. Han blev skudt nær Mulanje ved

grænsen til Mozambique. Missionsbygningerne blev

sprængt i luften med dynamit og jævnet med jorden.

Den dag i dag diskuterer historikerne, hvorvidt oprøret

var et reelt forsøg på at opnå større afrikansk indfl ydelse,

eller om det var en slags kollektivt selvmord blandt medlemmerne

af en religiøs kult. Men historiens uklarheder

har ikke forhindret John Chilembwe i at blive en myte,

tværtimod. Hans mod til at tale de undertryktes sag, hans

tro på Gud og hans martyrium har gjort Chilembwe til

Malawis store nationalhelt. I dag er hans billede trykt på

Malawis pengesedler, og historien om John Chilembwe

er pensum i skolernes læseplaner.

John Chilembwe med sin

kone og barn. Under

sin uddannelse i USA

oplevede han racediskriminationen,

og hans

New Providence Industrial

Mission var en af

de første kirker i det sydlige

Afrika ledet af afrikanere.

Foto: Fra bogen

“Independent African”

Shepperson & Price

32 33


Fra 1914 til

uafhængigheden

“Dette land er et landbrugsland, og her er ingen plads for den

højtuddannede indfødte”.

Så enkelt kunne det siges af en europæisk plantageejer i

kolonien Nyasaland i 1915 efter Chilembwe-opstanden. De

næste 50 år skulle både bevise og modbevise hans påstand.

De foregående 60 år havde lagt grunden til det moderne

Malawis jordfordeling og etniske grupperinger. Fra 1914

til 1964 blev Malawi for alvor åbnet mod verdensmarkedet

og den internationale økonomi. Her blev grunden

lagt til nutidens økonomiske og administrative skævheder,

men også til det demokrati, som malawierne endelig fik

i 1994.

Skatter og pengeøkonomi

Det var britisk politik, at kolonierne skulle hvile økonomisk

i sig selv uden tilskud fra “moderlandet”, medmindre de

havde politisk eller strategisk betydning. Nyasaland havde

ingen af delene, og kolonien lignede fra begyndelsen et

fallitbo.

Allerede Johnston havde udskrevet skatter i hele landet,

men der var stadig problemer med at inddrive dem. Lettest

gik det i nord, hvor tumbukaer og andre folk havde været

vant til at betale skat til ngonierne. Disse gjorde derimod

vildt oprør mod skatterne, og selvom kolonimagten flere

gange måtte gribe til våben, dæmpede det ikke ngoniernes

utilfredshed over, at der også skulle betales skat i år med

dårlig høst. Til gengæld var pengeøkonomi ikke længere

noget ukendt begreb i nord. Folkene i det fattige og underudviklede

område havde opdaget de muligheder, der lå i de

hurtigt voksende mine- og plantageøkonomier mod syd,

og allerede ved århundredskiftet arbejdede 6000 malawiere

uden for landets grænser. I midten af 1950’erne var tallet

34 35

3.

Nyasaland 1959. Lokale

oprørere under arrest efter

indførelsen af undtagelsestilstand

og forbuddet

mod Malawi Congress

Party.

Foto: The Illustrated

London News


steget til 150.000, og i 1960 arbejdede 400.000 malawiere

i Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe), 100.000 i Zambia,

20.000 i Tanzania og 5.000 i Zaire foruden et ukendt antal

i Uganda, Angola og Mozambique. Størstedelen af disse

migrantarbejdere kom fra det nordlige Malawi.

Det sydlige Nyasaland baserede sig fortsat på plantageøkonomi,

hvor arbejderne måtte erlægge det forhadte hoveriarbejde

thangata og desuden betale skat til kolonien. Også

de bønder, der ikke udførte thangata, betalte skat, hvis de

ikke kunne unddrage sig. Men skattenægtelse var udbredt,

og allerede ved århundredskiftet havde administrationen fået

øjnene op for bl.a. den udbredte praksis med at flytte frem

og tilbage over den “britisk-portugisiske” grænse mellem

Nyasaland og den portugisiske koloni Mozambique for at

uddrage sig de to landes respektive skattesystemer. I den

sammensatte befolkning i syd var det ofte umuligt at finde

ud af, hvem der egentlig burde betale skat i Nyasaland, og

hvem der hørte til andetsteds.

Det centrale Nyasaland havde på mange måder været

uberørt af koloniadministrationen. Stort set alle indbyggere

var chewa-talende folk, og de havde bevaret en stærk

decentral social organisering, nyau-samfundene, som gjorde

dem mindre åbne over for indtryk udefra. Den væsentligste

kontakt med europæerne var missionerne, som i dette

område mest var katolske. Men missionerne, og dermed

skolegang, slog ikke an i det centrale Nyasaland som i resten

af landet. For det første delte missionærerne i området ikke

de skotske missioners holdning om at oplyse og befri afrikanerne,

men holdt sig til det mere klassiske budskab om

en dadelfri tilværelse i dette liv og frelse i det næste. For det

andet var her ikke en undertrykt befolkningsgruppe, som

tumbukaerne i nord og “nguruerne” i syd, der kunne have

en vis fordel af europæisk indflydelse. For det tredje holdt

chewaerne sig til deres ældgamle nyau-kultur; skoleklasser

og salmesang kom i anden række.

I modsætning til resten af landet var her ingen indlysende

muligheder for at etablere en pengeøkonomi. Området lå

transportmæssigt for decentralt til plantagedrift, europæerne

holdt sig væk, og chewaerne holdt sig hjemme. For jorden

var god, og man kunne overleve her. Først omkring 1916

begyndte kolonistyret at foretage regelmæssig opkrævning

af skat i det centrale Nyasaland.

Jernbaner og tobak

Det ringe skattegrundlag ændrede ikke på, at koloniadministrationen

havde brug for penge, dels til at holde sig selv i

live, dels til at udvikle den europæiske økonomi i området.

Det sidste skulle ske ved opbygningen af infrastruktur, så

salgsafgrøderne fra plantagerne kunne blive transporteret

til de britiske kommercielle markeder i Sydafrika og den

britiske koloni Rhodesia (Zimbabwe).

I 1903 indgik koloniadministrationen en aftale med det

private firma Shire Highlands Railway Compagny om at

bygge en næsten 30 km lang jernbane fra Blantyre til Chimoro.

Undervejs blev projektet udvidet, og i 1908 blev

landets første jernbane åbnet. Den løb fra Blantyre til Port

Herald ved den mozambiquiske grænse allersydligst i landet.

Koloniadministrationen kunne ikke betale for jernbanen

med penge, og i stedet blev jernbaneselskabet aflønnet med

land. Op gennem 20’erne og 30’erne fortsatte koloniadministrationen

med at udbygge jernbanerne, og Nyasaland blev

forbundet med omverdenen. Men jernbanerne havde slugt

hele administrationens budget og desuden skaffet landet

en gæld på omkring 3,5 mio. pund. Afdragene tærede på

økonomien, og 30’ernes krise og senere Anden Verdenskrig

forhindrede, at jernbanen resulterede i de forventede indtægter.

Ude i landet var der til gengæld ved at komme gang i pengeøkonomien

takket være en ny økonomisk sværvægter, der

var kommet for at blive. Tobakken. Hidtil havde malawierne

stort set kun kunnet skaffe penge ved at arbejde for andre.

Landbruget tjente først og fremmest til selvforsyning, men

havde aldrig spillet den store rolle i landets pengeøkonomi.

Fra gammel tid havde landets handelsvarer været elfenben,

slaver, skind og honning, ikke landbrugsprodukter. Men

det blev der vendt op og ned på med det store tobaksboom

i 1920’erne.

I syd var malawiske landmænd allerede i begyndelsen af

århundredet begyndt at dyrke tobak, og i 1920 kom tobakken

36 37


til det centrale Nyasaland, da to europæiske farmere lejede et

stykke land i Lilongweområdet til tobaksproduktion. Ideen

blev hurtigt grebet af de lokale, som så åbenbare fordele i den

nye afgrøde. Først og fremmest var det en salgsafgrøde, og det

betød penge uden hoveri og uden udvandring. Arbejdskraft

var det heller ikke svært at få fat i. Den blev først og fremmest

leveret af områdets mindre bemidlede skatteskyldnere.

Desuden kendte bønderne i det centrale Nyasaland til at

dyrke lokal tobak, og området havde masser af træ og dermed

brændsel til at tørre bladene ved.

Tobaksboomet var altså en helt anden affære end de europæiske

teplantager i syd. Det var en malawisk affære. For

første gang blev der reel konkurrence mellem malawiske

og europæiske producenter. Som svar oprettede koloniadministrationen

Native Tobaco Board (NTB), der med

skiftende navne skulle overleve både kolonistyre og diktatur

og lægge økonomiske bånd på landets småbønder helt op

i 1990’erne.

Det var missionsstationernes

fortjeneste, at de

lokale håndværkstraditioner

blev vedligeholdt og

udviklet under kolonistyret.

Foto: Jørgen Schytte

Kolonistyret havde flere grunde til at gribe ind i malawiernes

tobaksproduktion. For det første betød den store

efterspørgsel efter tobak en trussel mod briternes handelsmonopol,

priserne steg helt ude af kontrol. For det andet var

det en torn i øjet, at malawierne endelig havde fundet en vej

til at tjene egne penge. Det var en trussel mod den billige

lokale arbejdskraft, som plantageejerne var helt afhængige af.

For det tredje var det en udbredt opfattelse blandt briterne,

administration såvel som plantageejere, at malawierne ikke

var i stand til på egen hånd at få noget igang. Skulle en

“indfødt” drive nogen form for forretning, måtte han først

oplæres til det. Og det blev han selvfølgelig ikke, for konkurrence

fra den kant var ingen interesseret i.

Native Tobaco Board blev etableret i 1926 for de penge,

der kom ind ved en særlig skat på malawiskproduceret tobak.

Bestyrelsen bestod af en række europæiske plantageejere.

Som svar på et dyk i verdensmarkedsprisen på tobak i slutningen

af 20’erne besluttede de, at den eneste vej til højere

priser var at begrænse den malawiske tobaksproduktion.

Det blev tilladt embedsfolk og europæiske farmere at rykke

tobaksplanter op fra malawiske marker. Resultatet udeblev

ikke. I 1934 kunne distriktskommissæren i Dedza melde,

at den lokale tobaksproduktion var uddøende på grund af

“modløshed og forsømmelse”.

Det politiske liv

Skatter, hoveri og restriktioner på dyrkningen af tobak.

Offentlig piskning af skatteskyldnere og fl ere og fl ere forbud

mod lokale skikke og traditioner. Utilfredsheden ulmede i

befolkningen, og den fi k næring fra andre samfundsmæssige

skævheder. I snart fi re årtier havde landets missioner, først og

fremmest de skotske missioner i landets nordlige og sydlige

del, uddannet årgang efter årgang af malawiere. Men hvad

skulle de bruge deres uddannelse til? Koloniadministrationen

var ikke stor nok til at rumme dem og havde i øvrigt en

række restriktioner for malawiske ansatte. Plantageejerne så

som bekendt “ingen plads for den højtuddannede indfødte”. Og

malawierne havde ikke mulighed for at begynde for sig selv,

først og fremmest på grund af pengemangel. Mange af dem

38 39


søgte til udlandet, og som migrantarbejderne kom de hjem

med et nyt udsyn mod verden og nye tanker om, hvordan

den kunne være. I Sydafrika og Rhodesia (Zimbabwe) havde

de set, hvordan det hvide mindretal i stigende grad påtvang

landene uhyggelige racelove. Men de havde også set, hvordan

sorte arbejdere organiserede sig i fagforeninger og politiske

partier.

I øvrigt havde malawierne ikke ligget på den lade side i

denne udvikling. Den allerførste fagforening i det sydlige

Afrika, Industrial and Commercial Workers Union, blev

grundlagt i Cape Town efter en militant strejke blandt havnearbejderne.

Strejkeleder og grundlægger var Clements

Kadalie fra Malawi. I Rhodesia spillede malawieren Charles

Mzingeli en ledende rolle i 30’ernes fagbevægelse, og en

række andre malawiere markerede sig som politiske talere

og ledere i hele det sydlige Afrika.

Hjemme begyndte malawierne også at organisere sig i politiske

bevægelser. Den første, North Nyasa Native Asociation,

var blevet dannet i 1912 af en gruppe tumbuka-talende intellektuelle

i nord med stærk støtte fra den skotske missions leder

i området, dr. Robert Laws. I mellemkrigsårene fulgte en række

andre bevægelser som Mombera Native Association i nord

(1919), The Central Province Universal Native Association

(1927) og Blantyre Native Association (1920).

Bortset fra Communist Party of Nyasaland (1920) var

der ikke tale om egentlige politiske partier, men i højere

grad om regionale interessegrupper samlet omkring den

problemstilling, der var dominerende i deres område. Groft

sagt interesserede bevægelserne fra nord sig for jobskabelse

for veluddannede malawiere. Bevægelserne i syd ville af

med tvangsarbejdet og have jord at dyrke. Og den politiske

bevægelse i det centrale Nyasaland ville sikre malawiske

bønders mulighed for at dyrke salgsafgrøder.

Imperiets slumkvarter

Fra begyndelsen havde Storbritannien drevet Malawi som en

forretning, hvor det drejede sig om at få et maksimalt udbytte

for færrest mulige investeringer. Allerede i 1924 erklærede

den daværende guvenør Charles Bowring, at Nyasaland

Hastings Banda sammen

med Joshua Nkomo fra

Rhodesia (Zimbabwe) på

vej til forhandlinger om

selvstændighed i Downing

Street 10.

Foto: Polfoto

40 41


ikke havde interesse som landbrugsland for hvide farmere.

Området lå for afsides og var for underudviklet. Op gennem

kolonitiden opkøbte administrationen land fra de europæiske

farmere og udstykkede det til malawierne. Men europæerne

fortsatte med at sidde på de økonomiske sværvægtere

i landbruget, te, tobak og kaffe. Der blev ikke foretaget

nogen investeringer i de malawiske bønder, og i en tidsalder,

hvor den vestlige verden gik fra hestekraft og selvbindere til

traktorer og mejetærskere, forblev hakken det eneste tekniske

hjælpemiddel i Nyasaland. Samtidig blev landets industrielle

udvikling holdt på et minimum, og i stedet for at styrke

lokal produktion blev markedet dækket af varer fra Rhodesia

(Zimbabwe) og Sydafrika.

Nyasalands økonomi var blevet en del af verdensøkonomien,

og malawiernes plads i Det Britiske Imperium lå fast;

de skulle levere billig arbejdskraft til de europæiske farmere

og til nabolandene. Ikke andet. Først i 1948 fik landet

en “secondary school”, hvor det var muligt at få en mellemskoleuddannelse,

og i årene 1956 til 1963 faldt antallet

af skolesøgende børn trods en betydelig befolkningstilvækst.

Uddannelsesforholdene var elendige selv efter kolonitidens

målestok.

I 1950 udbrød der hungersnød i det sydlige Nyasaland.

Kolonistyret uddelte såsæd og stiklinger til bønderne og

mad til de gamle, børnene og de døende. Men det var en

nødhjælpsindsats. Der blev ikke ændret på de skævheder,

der førte til stigende fattigdom og forarmelse.

Titusindvis af malawiske migrantarbejdere har gennem

1900-tallet været med til at opbygge minerne, industrien

og økonomien i det sydlige Afrika, og malawiske fagforeningsfolk

har bidraget til at udvikle den politiske kultur

i nabolandene.

I 1992 indledte en gruppe unge malawiere bogen “Malawi

at the Crossroads” med disse ord: “Intet land i det sydlige

Afrika har som Malawi bidraget til regionens udvikling både

på det politiske og det økonomiske område” (5).

Men så sandt som det er sagt, er det også, at landet selv

forblev håbløst underudviklet gennem hele kolonitiden.

Malawi var ikke bare den mindste sten i imperiets krone,

det var imperiets slumkvarter.

Oprør og uafhængighed

I 1953 etablerede briterne Den Centralafrikanske Føderation.

Føderationen bestod af Syd-Rhodesia (Zimbabwe),

Nord-Rhodesia (Zambia) og Nyasaland, og den var beregnet

på at sikre de europæiske interesser i området. Indtægterne

fra kobberminerne i Nord-Rhodesia skulle fi nansiere

investeringer i industrien i Syd-Rhodesia. Nyasaland skulle

levere billig arbejdskraft. Sagen var klar for briterne, men

det var den også for malawierne. De kendte udmærket

racelovene i Syd-Rhodesia, og ingen behøvede at fortælle

dem, hvad det ville sige at leve under total europæisk dominans.

Modstanden mod føderationen fik den almene utilfredshed

til at bryde frem i lys lue, og ikke overraskende var de

første til at reagere, de hårdt prøvede indbyggere i syd, hvor

det kom til plyndringer og voldelige overfald på europæiske

og asiatiske indbyggere. Optøjerne blev slået ned, men fra nu

af stod kolonistyret i et uløseligt dilemma. På den ene side

krævede Nyasaland Congres Party, på vegne af befolkningen,

at landet holdt sig ude af føderationen. På den anden side

dikterede London, at føderationen var en realitet, uanset

hvad malawierne måtte mene om den.

London vandt i første omgang, men Congress-partiet

gav ikke op. I 1958 ankom den brillante politiske strateg

Hastings Banda fra England hidkaldt af partiet efter mange

års liv i udlandet. Han overtog ledelsen af partiet og gik

sammen med sin højre hånd, Orton Chirwa, i gang med at

mobilisere befolkningen. Banda rejste land og rige rundt.

Han holdt flammende taler og blev mødt med vild begejstring,

hvor han kom. En engelsk undersøgelseskommission

beskrev senere begivenhederne således: “... hans modtagelse i

Nyasaland og den ærefrygt og tilbedelse, han mødte overalt, var

nok til at fordreje hovedet på selv den mest beskedne mand; og

det er dr. Banda ikke; den tanke kunne end ikke strejfe ham,

at selv hans uudtalte ønsker ikke var lov” (6).

Kolonistyret satte sikkerhedsstyrkerne ind mod befolkningen,

adskillige blev dræbt. Banda og en række andre

aktivister blev sat i fængsel, Nyasaland African Congress

blev forbudt, og partiet blev mere populært end nogensinde

før.

42 43


Som en erstatning for det forbudte parti blev Malawi

Congress Party (MCP) dannet, mens Banda sad fængslet.

Stifterne af MCP var Orton Chirwa og Aleke Banda, to

politikere som på hver deres måde skulle få stor betydning

for landet fremover. De gjordet det helt klart, at Hastings

Banda var partiets egentlige leder, og at han ville indtræde

som leder, så snart han blev løsladt.

Det skete i 1960, og Hastings Banda genoptog straks

forhandlingerne med kolonistyret. Men nu var det slut med

at tale om løsrivelse fra føderationen alene. Denne gang

lød kravet på fuld selvstændighed. Resultatet blev Malawis

første valg i 1964, og trods begrænsninger i, hvem der

havde adgang til at stemme, blev det en overvældende sejr

til Malawi Congress Party. Føderationen var død, og en

overgangsregering under Hastings Banda blev etableret.

I 1964 blev den britiske koloni Nyasaland selvstændigt

under navnet Malawi, og Malawi Congres Party blev eneste

tilladte parti.

Den britiske avis, The

Guardians, kommentar

til landets forsøg på at

styre udviklingen i Den

Centralafrikanske Føderation

i 1950’erne. “Sort

daggry” lyder teksten.

Foto: The Guardian

Malawierne havde fået deres uafhængighed. De overtog et

af verdens fattigste lande, en jernbane, 431 km asfalteret vej,

en underudviklet økonomi og en ganske lille administration.

Den politiske magt lå i hænderne på landets præsident

Hastings Banda. Men det var endnu uklart, hvordan han

ville anvende den.

44 45


His Exellency The Life

President Ngwazi Dr.

Hastings Kamuzu

Banda. I 30 år regerede

han Malawi med jernhånd.

Foto: Poul Popper/

Polfoto

Bandas Æra

Der skulle gå 30 år fra uafhængigheden til Malawis første frie

valg. I disse år fra 1964 til 1994 fi k Malawi for første gang

en regering, der gik aktivt ind i den økonomiske udvikling,

men samtidig voksede fattigdommen støt.

Malawi fik en ny klasse af lønarbejdere og en politisk

opposition. Men samtidig voksede den politiske og økonomiske

undertrykkelse i et omfang, så Malawi med en britisk

forfatters ord blev til “landet hvor stilheden hersker”.

Opposition og enevælde

Hastings Banda var en stærk leder af Malawi Congress Party

(MCP), han var karismatisk med et stort organisationstalent

og brillante talegaver. Og så stod han på god fod

med briterne, som foretrak ham som forhandlingspartner:

En uddannet læge, som havde levet en stor del af sit liv i

Storbritannien, en mand med victoriansk moral og klare

antikommunistiske synspunkter. Frem til uafhængigheden

var de fl este malawiere ubetinget loyale mod Bandas lederskab.

Det var, som om der herskede en stiltiende aftale om,

at kritik måtte vente, til Malawi havde fået foden under eget

bord. Men tre måneder efter uafhængigheden slog modstanden

mod Banda ud i lys lue. Mens han var i udlandet,

dannede en gruppe ministre en alternativ regering under

ledelse af Bandas højre hånd Orton Chirwa, manden der

sammen med Aleke Banda havde stiftet MCP i 1960.

Oppositionen havde flere kritikpunkter: For det første

angreb de Bandas udenrigspolitik som bl.a. betød en tæt

alliance med de racistiske regeringer i Sydafrika og de portugisiske

kolonier Angola og Mozambique. For det andet

kritiserede de hans indædte antikommunisme, som havde

fået ham til at afslå bistandshjælp fra Kina. Desuden var de

vrede over hans ide om, at befolkningen skulle betale for

sundhedsydelser og hans langsommelige “afrikanisering” af

landets administration, som betød, at hvide embedsmænd

46 47

4.


stadig havde de bedste job, og at de fik højere løn for samme

arbejde end deres malawiske kolleger.

Sidst men ikke mindst var oppositionen godt trætte af

Bandas enehersker-tendenser, som bl.a. gav sig udslag i, at han

konsekvent omtalte sine kolleger i regeringen som “my boys”

og traf alle politiske beslutninger på egen hånd. På den baggrund

opstod Malawis berømte “kabinetkrise”, det vigtigste

politiske vendepunkt i landet før 1994, det tidspunkt hvor

Hastings Banda en gang for alle hævdede sin egenmægtige

magt til at bestemme over landet.

En vigtig politiker manglede ved kabinetskrisen. Den

populære og radikale Henry Chipembere var på officielt

besøg i Canada, da hans kolleger dannede den alternative

regering. Han hastede hjem og forsøgte at mægle, men

forgæves. Seks ministre tog deres afsked i protest, og samtidig

blev de ekskluderet af partiet. Orton Chirwa og hans

kone Vera, grundlæggeren af partiets kvindeorganisation,

blev dømt til døden. Dødsstraffen blev senere forvandlet

til livsvarigt fængsel, og gennem hele deres fængselstid blev

ægteparret jævnligt taget på en rundtur i landet, så de med

egne øjne kunne se de fremskridt, Banda havde skabt i

Malawi. Henry Chipembere selv gik under jorden, og i byen

Fort Johnston holdt hans tilhængere stand mod regeringen

i flere måneder. Oprøret blev slået ned, 400 mennesker blev

fængslet og Henry Chipembere flygtede ud af landet og døde

senere i eksil. Stilheden sænkede sig over Malawi, og i 1970

udråbte parlamentet Hastings Banda til livstidspræsident.

Heksejagt

Den åbne modstand mod Banda gav startskuddet til en

målrettet jagt på “forrædere”. I 1966 vedtog parlamentet en

lov, som åbnede mulighed for at fratage folk ejendom og

retten til at drive økonomisk virksomhed alene af politiske

årsager. Under loven kunne enhver få frataget sin ejendom

alene på mistanken om forræderi. Den skæbne overgik f.eks.

75 kristne, indiske familier i 1976. Deres ejendom blev

konfi skeret, og de blev landsforvist, angiveligt fordi de ikke

havde lyttet til en af præsidentens taler. Politiet fi k ret til at

fængsle enhver på mistanke om forræderi. I 1966 etablerede

partiet desuden Malawi Young Pioneers, en paramilitær

ungdomsgruppe, der i årenes løb voksede til en fast styrke

på 5000 bevæbnede unge med uindskrænket magt til at

anholde og straffe “forrædere”. Der er ingen sikre tal på

ofrene. De fremtrædende politikere og kunstnere, der døde

i fængslerne eller fl ygtede, bliver husket i bøger og taler. Det

samme gælder Malawis indiske mindretal, som blev notorisk

undertrykt og forfulgt under Bandas styre. Men bag dem

står tusinder af malawiere, der blev fordrevet fra deres jord

og hjem, blev fængslet uden rettergang, blev pryglet ihjel af

Malawi Young Pioneers eller bundet på hænder og fødder

og kastet i søen.

Ved siden af de åbenlyse overgreb gjorde regimet en stor

indsats for at ødelægge alle grupperinger, som kunne udgøre

en trussel mod partiets enemagt. Det gik bl.a. hårdt ud

over en række dansegrupper. I Malawi er der tradition for,

at mændene danser udklædte ved højtidelige lejligheder

som bryllupper, begravelser og barnedåb. Traditionen er

ældgammel og har overlevet tidernes skiften, men den var

en torn i øjet på regimet. Banda angreb i sine taler igen og

igen malipenga-danserne i nord og beni-danserne i syd og

beskyldte dem for dovenskab og uduelighed. Det samme

gjaldt for bao-spillerne i syd. Bao minder om skak, og baospillerne

var organiseret i klubber ligesom danske skakspillere.

I den paranoide atmosfære blev de harmløse danse

og spil en trussel og en risiko, for var man ikke 110 pct. med

styret, kunne det alt for nemt antages, at man var imod.

Danserne og bao-spillerne henlagde deres sysler til hemmelige

steder og nattens mulm og mørke. Som titusindvis

af andre malawiere sørgede de for at undertrykke sig selv,

før andre gjorde det.

Gennem hele sin regeringstid holdt Banda en hårfin balance,

hvor han på skift hængte landets forskellige stammer ud og

holdt liv i de gamle historier f.eks. om yaoerne som slavejægere

eller ngonierne som plyndrende voldtægtsforbrydere,

selvfølgelig altid med en understregning af, at det naturligvis

ikke var sådan nu til dags.

Bandas strategi var en simpel del og hersk-politik, som

skulle sikre, at Malawis forskellige grupper ikke sluttede sig

sammen, men derimod forblev adskilte og kun tro mod

48 49


hans udgave af national enighed – den totale underkastelse.

Malawis stærke kirker indordnede sig også, og der var næsten

fuld religionsfrihed i Malawi under Banda. Dog opretholdt

han kolonimagtens gamle forbud mod Jehovas Vidner. Men

præster og kirkefolk led samme skæbne som resten af befolkningen,

hvis anklagen “forræder” blev rettet mod dem. Med

del og hersk og undertrykkelse af alt og alle sikrede Banda

sig i næsten 30 år, at malawierne – i hvert fald på overfladen,

levede op til partiets motto: “Enhed, lydighed, loyalitet

og disciplin”. Regimets kontrol og undertrykkelse var gennemført

ud i det groteske, men der lå en klar plan bag det

tilsyneladende vanvid. Det hele handlede om magt og penge,

og undertrykkelsen var et redskab til at sikre begge dele for

Banda og hans udvalgte landsmænd.

Præsident Hastings Banda

modtages i Blantyre lufthavn

efter sin årlige rundrejse

til Malawis diskrtiker.

Han er ankommet til festen

i en åben vogn, han har

rullet sig ud i taler og modtaget

folkets hyldest. Gruppe

efter gruppe af kvinder

træder frem og danser for

ham, og trods sine mere end

80 år, danser han med.

Foto: Malawi Daily

Times

Vindere og tabere

I modsætning til nabolandene Tanzania, Zambia og Mozambique

var der intet anstrøg af socialisme over Bandas styre.

Det var klart kapitalistisk orienteret. Målet for den økonomiske

politik var at udvikle den industrielle base, som landet

aldrig havde haft, og at skabe en klasse af “entreprenører”,

småproducenter og kommercielle farmere, som kunne drive

økonomien. Et netværk af støttemuligheder blev udviklet

for selvstændige erhvervsdrivende, og industrien blev bygget

op under beskyttelse fra høje afgifter på import. Der blev

satset på produkter, som kunne erstatte importen fra Syd-

Rhodesia (Zimbabwe), Sydafrika og Storbritannien. Malawis

industri blev bygget op om forarbejdning af fødevarer og

tekstiler. En ny gruppe af lønarbejdere og selvstændige så

dagens lys, men de markerede sig ikke i det politiske liv.

Fagforeningerne var i sagens natur tandløse, og ville man

drive det til noget som selvstændig, måtte man holde sig

gode venner med styret.

Inden for landbruget fortsatte regeringen englændernes

politik med en todelt landbrugsproduktion, hvor de kommercielle

landbrug dyrkede salgsafgrøder til eksport, først

og fremmest tobak, te, kaffe og bomuld. De almindelige

landbrug derimod skulle holde landet selvforsynende med

fødevarer, først og fremmest majs. Regeringen opretholdt

kolonitidens gamle restriktioner på småbøndernes produktion

af salgsafgrøder, f.eks. var det forbudt småbønderne

at dyrke Burley-tobak, som indbringer høje priser

ved salg.

Den ensidige favorisering af de kommercielle landbrug

øgede problemerne med fordelingen af jorden. I Malawi

tilhører jorden traditionelt landsbyen, hvis leder fordeler den

mellem indbyggerne. Men nu begyndte en ny praksis, hvor

regeringen udstykkede privatejede jorder, hvorpå det var tilladt

at dyrke salgsafgrøder. Udstykningen af disse “estates” var

dels et led i satsningen på salgsafgrøder, som kunne indbringe

landet importindtægter, dels en måde at belønne tro støtter

af styret. Men det betød samtidig, at de oprindelige beboere

mistede deres jord og nu måtte arbejde som daglejere. Et

skøn lyder på, at 40 pct. af Malawis traditionelt ejede jord i

denne periode blev omlagt til privatejede “estates”.

50 51


I Bandas regeringstid forvandlede Malawi sig således fra

et undertrykt kolonisamfund til et klassesamfund, hvor

gruppen af selvstændige og kommercielle farmere nød visse

fordele, mens den brede befolkning sank dybere ned i fattigdommen.

De store tabere var det flertal af befolkningen,

som boede på landet og dyrkede jorden på traditionel vis.

Det var dem, der leverede den billige arbejdskraft til de

kommercielle landbrug og dem, der halede penge til landet

gennem migrantarbejde. Men de fik ingen glæde af de gode

verdensmarkedspriser op gennem 1970’erne, for det var

forbudt dem at dyrke salgsafgrøder.

Krise og valg

En dag i marts 1987 oplevede en dansk journalistelev under

et besøg i Malawi dette sceneri: “Solen brænder på de hundredvis

af tilskuere, og de færreste har en paraply til at skærme

sig mod varmen og lyset. Stedet er lufthavnen i Blantyre.

His Excellency The Life President Ngwazi Dr. Hastings

Kamuzu Banda er vendt hjem fra sin årlige majsinspektion,

og nu taler han til sit folk: “Jeg har set majsen. Og jeg siger

jer, folket i Karonga, i Nkhotakota, i Kasungu, i Salima, de

gør, som deres Kamuzu siger. De arbejder hårdt i markerne”.

Og folket klapper og råber og danser. For som deres hårdt

arbejdende landsmænd i Karonga, i Nkhotakota, i Kasungu

og i Salima har også tilskuerne i Blantyre for længst lært at

gøre, hvad “deres Kamuzu” siger, de skal. Men rundt om

i landet, på tomandshånd, er malawierne begyndt at tale

om, hvad der skal ske “bagefter”. Det er ikke i første række

censuren eller den politiske undertrykkelse, malawierne

hvisker om. Deres utilfredshed går på den lave salgspris på

majs og de stigende priser på alt andet” (7).

Allerede i begyndelsen af 1980’erne var det begyndt at

knage i Malawis økonomi. Verdensmarkedspriserne faldt

og dermed landets eksportindtægter, væksten gik i stå, og

landet fik problemer med at afdrage på sin udenlandsgæld.

Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF)

trådte til med nye lån til gengæld for økonomiske strukturtilpasninger,

devaluering, lønstop, beskæring af de offentlige

udgifter og liberalisering af importen. Malawis beskedne

Jubel i Blantyres gader

efter folkeafstemningen i

1993, der banede vejen

for flerpartivalg.

Foto: Polfoto

hjemmeindustri kom under pres fra billige importerede varer

fra udlandet. For den almindelige malawier var resultatet

højere priser f.eks. på medicin og højere arbejdsløshed. Samtidig

blev salgspriserne på småbøndernes produktion holdt

kunstigt nede. Ifølge loven måtte de kun sælge deres afgrøder

gennem den statslige opkøbsorganisation ADMARC, som

holdt en fast pris. Energiske bønder smuglede majs over

grænsen både til Zambia og til Mozambique, hvor de kunne

få en højere pris, men det var ikke nok til at rette op på den

økonomiske nedtur.

Og de skulle blive meget værre. I nabolandet Mozambique

rasede borgerkrigen, og fra slutningen af 1980’erne husede

Malawi mere end en million mozambiquiske flygtninge.

52 53


Sammen med tørken, der ramte høsten først i 1992 og

siden i 1994, slog de mange ekstra munde bunden ud af

landets selvforsyning. Og i 1992 indefrøs den vestlige verden,

herunder Danmark, al ikke-humanitær hjælp til Malawi i

protest mod den notoriske undertrykkelse af menneskerettighederne

i landet. Bunden var nået, og i 1994 lå landets

bruttonationalprodukt 7,4 pct. lavere end i 1991.

Gennem 30 års undertrykkelse var kirkerne det eneste

samlingspunkt, malawierne havde fået lov til at beholde,

og det var også herfra protesten kom. I 1992 sendte Malawis

katolske biskopper et åbent brev til regeringen. Dette

såkaldte “Pinsebrev (Lenten letter)” var en lang opremsning

af Malawis plager, den stigende forskel mellem rige og fattige,

det katastrofale uddannelsesniveau, det lige så katastrofale

sundhedsniveau, aids-epidemien, censuren, forbuddet mod

foreninger og det politiserede retssystem. Brevets tone var

ydmyg og meget langt fra et åbent angreb på regeringen.

Men i det stille og forkuede land blev det et afgørende

skridt på vejen til åbenhed. På universitetet demonstrerede

de studerende, og i Zambia samledes en gruppe eksilerede

malawiere under den gamle fagforeningsmand Chakufwa

Chihana med kravet om demokrati. Og skønt universitetet

blev lukket, og Chihana blev arresteret ved sin tilbagekomst

til Malawi, var lavinen ikke til at stoppe. Det kom til optøjer

og plyndringer i Blantyre og Lilongwe og endelig, i september

1992, udskrev Banda en folkeafstemning, hvor malawierne

kunne stemme om, hvorvidt de ønskede demokrati.

Det gjorde de. 14. juni 1993 stemte et flertal af malawierne

i Northern og Southern Region for indførelsen af demokrati.

Kun i Central Region var der flertal for en fortsættelse

af Bandas enevælde. I alt 63 pct. stemte for demokrati.

Resultatet blev offentliggjort nogle dage efter af valgkommissionens

leder, som huskede at takke præsident Banda

for hans tilladelse til at holde afstemningen. Banda selv

talte til sit folk over radioen, hvor han forberedte dem på

et flerpartivalg og samtidig understregede, at han havde

magten i landet, indtil det var blevet afholdt. Og således

gik den gamle livstidspræsident ind i sit sidste regeringsår. I

maj 1994 blev han stemt ud, og Malawis første demokratisk

valgte regering trådte i hans sted.

Endnu en gang gik malawierne ind i en ny epoke, som

de havde gjort det ved uafhængigheden 30 år tidligere. Men

nu var jernbanen stort set ubrugelig på grund af borgerkrig i

Mozambique, der var nu 2849 km asfalteret vej i landet, men

økonomien var mere skæv end nogensinde. Administrationen

og befolkningen var forkuet og præget af selvcensur

og frygt for at træffe selvstændige afgørelser. Den politiske

magtfordeling var uklar, de økonomiske magtforhold uigennemskuelige.

Men helt sikkert var det, at Malawi stadig var

et af verdens fattigste lande.

“Jeg er Kamuzu”

I november 1997 trængtes tusindvis af mennesker ved

politiafspærringerne omkring Chipiri Conference Centre

i Lilongwe, hvor deres gamle præsident lå lit de parade.

Hastings Kamuzu Banda var ikke længere blandt de

le ven de.

Han var født i Kasungu-distriktet i det centrale Malawi,

han tog sin lægeuddannelse i Amerika og blev en af de

første uddannede malawiske læger. Bagefter arbejdede

han i en menneskealder i Skotland, England og Ghana,

hans engelsk var lydefrit, han forstod europæererne, og

så var han ugift og barnløs. Som ung mand i Nyasaland

gik han på sine fødder til Sydafrika for at tage mellemskoleeksamen,

og mange år senere vendte han tilbage

til Malawi for at spille en central rolle i uafhængighedskampen.

Ved hans død anslog lægerne hans alder til

101 år.

Banda var ikke intellektuel eller nogen stor politisk

tænker. Men han kunne tale til sit folk, og han udtrykte

sig altid helt klart. Som da han i 1963 på et massemøde

gav sin udlægning af lederskab:

“ ... Dette, hvor en leder siger et, men andre siger noget

andet, hvem er så lederen? Det er ikke det malawiske

system. Det malawiske system, den malawiske stil er,

at Kamuzu siger “sådan er det”, og så er det afsluttet.

Uanset om nogen kan lide det eller ej, det er sådan det

er her. Ikke noget vrøvl ...” (8).

54 55


Med sin bløde hat og sit ulastelige jakkesæt stak han

ud fra sine pjaltede landsmænd, og hele hans livsforløb

hævede ham langt over den gemene hob. Det var

Bandas magi. I dag hylder malawierne demokratiet og

stemmer på andre partier end Bandas MCP, men det

rokker ikke ved respekten om “den gamle doktor”, der

nu er indtrådt i rækken af forfædre og dermed indiskutabel.

Skønt en meget stor del af malawisk politik

siden 1994 har drejet sig om opgøret med hans styre,

har der kun været få angreb på hans person i den politiske

debat. Hans portræt hænger stadig i mange malawiske

hytter og huse.

Historien om Banda er fuld af modsætninger: Han sad i

fængsel under uafhængighedskampen, for bagefter at

plyndre sit land. Han tog titlen ngwazi (store kriger), men

også navnet Kamuzu (lille rod). Han regerede med jernhånd

for til sidst af bukke under for et demokratisk valg.

Hans modstandere døde som fl uer, men selv kunne han

gennem hele sin regeringstid lade sig hylde stående

i en åben vogn. I 1992, da Malawi kogte på randen af

en revolte, kørte Banda i festtog gennem Blantyre på

uafhængighedsdagen. Tusindvis af mennesker var mødt

frem, men der var ingen tegn på, at sikkerhedspolitiet

holdt mængden i skak. Han lefl ede ikke for folkestemningen,

men tordnede mod sine modstandere og holdt

sine “egne personlige undersåtter” til arbejdet. Sin egen

rolle og berettigelse udtrykte han kort og klart således:

“I’m not just another african. I’m Kamuzu” (9).

Ngwazi Dr. Hastings Kamuzu Banda fi k en statsbegravelse

med deltagelse af præsident Bakili Muluzi og

tusindvis af andre mennesker. Han blev stedt til hvile

i en bronzekiste, som er garanteret rustfri i de næste

100 år. Hastings Banda med

majssække. Inspektionen

af årets høst var et vigtigt

led i hans kontakt med

befolkningen.

Foto: Polfoto

56 57


Møde med internationale

bidragydere i

landbrugsministeriet.

Sammen med det regionale

samarbejde er

u-landsbistand det vigtigste

element i Malawis

forhold til udlandet.

Foto: Mikkel

Østergaard/Billedhuset

Forholdet til udlandet

Bortset fra en enkelt træfning mellem tyskere og britere

under Første Verdenskrig har Malawi ikke været i krig i

nyere tid. I størstedelen af Hastings Bandas regeringstid var

Malawi et populært land i den vestlige verden på grund af

sin privatkapitalistiske udviklingsmodel. Til gengæld var

forholdet til nabolandene temmelig anstrengt på grund af

Hastings Bandas åbenlyse samarbejde med apartheidregimet

i Sydafrika.

.

Handel med udlandet (opgjort i mio. dollars)

1994 1995 1996 1997 1998

Eksport til:

Sydafrika 52 56 66 87 99

USA 57 40 71 80 59

Tyskland 50 57 51 69 57

Holland 22 24 31 62 49

Japan 45 44 24 30 42

Storbritannien 36 23 23 20 16

Samlet eksport (a) 427

Import fra:

427 494 671 670

Sydafrika 193 211 242 271 308

Zimbabwe 86 106 124 137 156

Zambia 4 9 55 60 69

Storbritannien 33 24 35 33 24

Japan 32 15 21 22 34

USA 21 20 15 19 16

Samlet import (a) 576 615 736 801 855

Udviklingen i Malawis handel med udlandet fordelt på de seks største handelspartnere

og I samlede tal (a).

Kilde: Den Internationale Valutafond, IMF, Direction of Trade Statistics.

Siden 1994 er forholdet til nabolandene Mozambique, Tanzania

og Zambia blevet normaliseret, og Malawis udenrigspolitik

har i det hele taget været præget af venlighed til alle

58 59

5.


sider. Også nogle af de mere tvivlsomme. Det skabte røre i

Malawis parlament og presse, da præsident Bakili Muluzi

i 1997 og 1998 tog på statsbesøg i Libyen. Og det førte

til løftede øjenbryn hos amerikanerne, da Malawi optog

diplomatiske forbindelser med Cuba.

Overordnet set har Malawis udenrigspolitik båret præg

af kortsigtede overvejelser frem for klare målsætninger.

Malawi og det sydlige Afrika

I de seneste 100 år har Malawi været lillebror i det sydlige

Afrika, og i Zambia, Zimbabwe og Sydafrika trækker man

smilende på skuldrene af det tilbagestående bondeland med

de venlige og underbetalte indbyggere. Forholdet mellem

Malawi og landene i det sydlige Afrika er præget af en tæt

afhængighed og stærke kulturelle og stammemæssige bånd

til især Mozambique og Zambia. Det viste sig endnu en

gang under Mozambiques 16 år lange krig, hvor Malawi

husede over en million mozambiquiske fl ygtninge. Og

skønt Malawi fi k et grimt omdømme i regionen på grund

af samarbejdet med Apartheidsydafrika og sin påståede

støtte til Mozambiques oprørsbevægelse, RENAMO, blev

Malawi ikke smidt ud af det regionale samarbejde.

I 1992 var Malawi blandt de lande, der dannede Southern

African Development Community (SADC) med det

formål at styrke handel og samarbejde i regionen. SADC

omfatter alle lande i det sydlige Afrika samt Mauritius,

Seychellerne og Den Demokratiske Republik Congo. I

SADC er der bl.a. planer om at etablere en regional udviklingsbank,

og det er besluttet at oprette en frihandelszone

i det sydlige Afrika. Trods sit tilhørsforhold til SADC har

Malawi holdt sig neutralt i forhold til konflikten i Den

Demokratiske Republik Congo.

Zimbabwe og Sydafrika er Malawis største handelspartnere,

skønt handelen stort set kun består af import af

sydafrikanske og zimbabwiske varer. Malawis traditionelle

eksport af arbejdskraft til de andre lande i regionen er gået

voldsomt ned i 1990’erne. I 1991 blev størstedelen af de

malawiske migrantarbejdere i Sydafrika sendt hjem, og de

sydafrikanske mineselskaber lukkede deres hvervekontorer

i Malawi. Op gennem 1980’erne havde minearbejderne

indbragt Malawi en årlig indtægt på mellem 15 og 18 mio.

dollars. Siden 1994 har Malawis regering gentagne gange

forhandlet med Sydafrika om igen at åbne for malawiske

migrantarbejdere, men der er ikke noget, der tyder på,

at det vil lykkes. Sydafrika har selv en tårnhøj arbejdsløshed,

og heller ikke her er der kommet de investeringer

fra udlandet, som man håbede ved de første frie valg i

1994.

Den politiske uro i Zimbabwe i foråret 2000 truede

også Malawi. I Zimbabwe blev der slået hårdt ned på den

politiske opposition blandt landarbejderne, hvoraf en del

er migrantarbejdere fra Malawi. Udviklingen peger mod,

at også Zimbabwe vil blive lukket for migrantarbejdere fra

Malawi, som derved mister endnu en indtægtskilde.

Malawi og den rige verden

Malawis forhold til USA, Japan og Europa er venligt, men

det er og bliver forholdet mellem bistandsklient og socialkontor.

Malawi er et sårbart land, hvor økonomien er helt

afhængig af eksport til og bistand fra udlandet. Et eksempel

er Burley-tobakken, der tegner sig for omkring halvdelen

af Malawis eksportindtægter. Burley er en fi n fyldtobak,

der blandes med aromatobakker – som Virginiatobak – i

cigaretter. Vesteuropa og USA er de store aftagere af Burley.

Men når ikke-ryger-trenden tager til i den vestlige verden,

rammer det Malawis Burley-eksport og indtjeningen for

tobaksbonden. På samme måde rammer konjunkturerne

på verdensmarkedet direkte ind i Malawis andre store

eksportafgrøder, sukker, te og kaffe.

Sammensætningen af Malawis udenrigshandel har ikke

rokket sig mange centimeter siden kolonitiden. Derimod

har den vestlige verden ændret politiske signaler et par

gange, siden Malawi blev selvstændigt. I 1970’erne og

1980’erne tegnede Malawi til at blive noget af en bistandssucces.

Pengene kom i de rigtige lommer, administrationen

var nem at samarbejde med, og u-landsbistanden fungerede.

Hastings Banda selv var også populær, ikke mindst i Storbri-

60 61


tannien, hvor Margaret Thatcher og den britiske kongefamilie

plejede omgang med livstidspræsidenten. Men sammen med

Berlin-muren faldt også en del af den gamle verdensorden.

Malawis rolle som antikommunistisk enklave omgivet af

erklærede socialistiske lande mistede sin betydning.

Samtidig blev landets egen politiske situation mere og

mere uklar, og i 1992, da Malawi kogte af politisk uro, trak

det internationale bistandssamfund sig ud af landet. Der

blev lukket for hjælpen udefra, og den økonomiske nedtur

blev en medvirkende årsag til Bandas fald. I slutningen af

1993 begyndte bidragyderne at vende tilbage til Malawi. De

største bidragydere til landet var i 1999 Japan, USA, Tyskland

og Danmark, og blandt de internationale organisationer

Verdensbanken og EU. Men den udenlandske bistand til

landet havde i 1999 stadig ikke nået niveauet fra før 1993.

(Se ogafsnit om u-landsbistand i kapitel 7).

Malawi og Danmark

Danmark var sammen med Japan det første land, der belønnede

Malawis overgang til demokrati med konkret støtte i

form af u-landsbistand. Oprindeligt var Malawi ikke med

på listen over de 20 lande, programsamarbejdslandene, som

Danida for fremtiden skal koncentrere bistanden om. Men

Etiopien gled ud, og i stedet for blev Malawi valgt som det

sidste programsamarbejdsland i slutningen af 1995.

Helt ukendt land var Malawi dog ikke for Danida. Siden

uafhængigheden har Danmark støttet en del udviklingsprojekter

i landet, bl.a. en teknisk skole ved Zomba, et hospital

i Lilongwe og et vandforsyningsprojekt i landsbyer i det

nordlige Malawi. Desuden gav Danmark i årenes løb en

række statslån til Malawi. Men som de øvrige internationale

bidragydere trak Danmark sig helt ud af landet i 1992.

Efter valget af Malawi som programsamarbejdsland tog

Danida fat på at opbygge bistandssamarbejdet helt fra bunden.

I 1997 beskrev chargé d’affaires ved Danmarks ambassade i

Lilongwe, Bo Jensen, udgangspunktet sådan: “Det (bistandsprogrammet)

afspejler en ide om, at de har brug for alt. Derfor

skal de have støtte på flere vigtige felter på en gang” (10).

Danida valgte som udgangspunkt at støtte opbygningen af

tre sektorer inden for infrastruktur, produktion og det sociale

område, nærmere betegnet telekommunikation, landbrug

og uddannelse.

Derudover yder Danmark en generel budgetstøtte på omkring

40 mio. kr. om året til Malawi.

Endelig støtter Danmark miljøområdet gennem bevillinger

fra Miljø- Freds og Stabilitetsrammen.

I telesektoren gik Danida ind med støtte, dels hjælp til

at afvikle puklen af folk, der ventede på at få en telefon i

Malawis største by, Blantyre, dels til at udarbejde planer

for liberalisering af telesektoren – herunder at opsplitte det

tidligere post- og telemonopol (MPTC) i to selvstændige

selskaber. Den økonomiske liberalisering af telesektoren er

siden gået hurtigt, og den danske støtte til MPTC forventes

stort set at høre op i 2002. I efteråret 2000 var det dog

under overvejelse i Danida fortsat at støtte enkelte dele af

telesektoren, bl.a. telekommunikation i landdistrikterne.

Planerne for støtte til landbrugssektoren sigtede fra begyndelsen

bredt, og på det område er udviklingen ikke gået nær

så hurtigt. Danida ønsker at støtte Malawis egen landbrugspolitik,

den skal bare udformes først. Malawis overordnede

landbrugspolitik betegnes Malawi Agriculture Sector Investment

Programme (MASIP), og processen med at udforme

den begyndte i Malawis landbrugsministerium i 1998. Siden

er den blevet forstyrret og forsinket af interne problemer i

Landbrugsministeriet og af en meget ringe koordinering af

de internationale bidragyderes indsats. En masse forskellige

aktiviteter med vidt forskellige mål har på det nærmeste

drænet Landbrugsministeriet for ressourcer til at tage sig

af udviklingen af MASIP, og dermed udviklingen af en

overordnet plan. Danida har finansieret etableringen af et

MASIP-sekretariat i Landbrugsministeriet.

Samtidig har Danida forberedt sin støtte til andre dele af

landbrugsområdet. Et program for kunstvanding ligger færdigt

på tegnebrættet og gik i gang i 2000. Målet med programmet

er at øge landbrugsproduktionen blandt småbønderne ved

at introducere lavteknologiske kunstvandingsmetoder. I den

forbindelse støtter Danida en række pilotprojekter i forskellige

dele af landet samt forstudier til og udformningen af en

national politik på området.

62 63


I 2000 indledte Danida desuden støtte til udvikling af

husdyrbrug, dels ved at støtte Landbrugsministeriets arbejde

på området, dels ved at støtte folkelige organisationer, der

arbejder med husdyrbrug. Et pilotprojekt, der introducerer

fjerkræproduktion til landsbykvinder, er godt i gang.

Desuden forberedte Danida et projekt, der skal etablere

lånemuligheder for både individuelle og grupper af landmænd

for at styrke den private sektors rolle i landbrugsproduktionen.

Men fordi processen med MASIP har været svær og langsommelig,

har det været vanskeligt at tilrettelægge den danske

støtte til sektorprogrammet.

Siden Danida besluttede at bakke op om Malawis uddannelsesreform,

der skulle sikre fri grundskole til alle børn,

har bistanden til undervisningssektoren udviklet sig. En

række internationale bidragydere støtter udbygningen af

grundskolerne, og Malawis regering ønskede derfor som

udgangspunkt, at Danida rettede sin bistand mod andre

dele af undervisningssektoren. Siden er de svævende planer

blevet til konkrete aktiviteter i forhold til læreruddannelser,

mellemskoler og tekniske uddannelser.

På mellemskoleområdet lagde Danida ellers ud med at

sidde med korslagte arme, indtil regeringen tog sin politik

på området op til overvejelse. Danida ønskede ikke at støtte

en mellemskole, hvor stort set alle ressourcer gik til dyre

kostskoler med relativt få elever. Derimod støttede Danida

som udgangspunkt pilotprojekter med lokale mellemskoler,

hvor eleverne bor hjemme. Med udgangspunkt i disse forsøg

gennemførte Malawis undervisningsministerium en reform,

der på længere sigt skal afvikle kostskolerne og overføre ressourcerne

til lokale mellemskoler. Siden har Danida støttet

udviklingen af nye og reviderede læseplaner for Malawis

mellemskoler.

Støtten til undervisningssektoren har forgrenet sig, men

det oprindelige mål, grundskolerne, er ikke tabt af syne.

Danida støtter efteruddannelse af lærere og skolebyggeri i

forskellige dele af Malawi. Modellen er den samme overalt;

Danida betaler materialer og løn til de lokale, der får en

tiltrængt indtjening ved at bygge klasseværelser til deres

børn.

Danidas støtte til Malawis tekniske uddannelser har linier

tilbage til et af Danmarks allerførste bistandsprojekter, Nasawa

Tecnical School nær Zomba, som blev bygget for danske

penge i 1968. Skolen står der stadig og fungerer fint, bortset

fra at der stort set hverken er kommet nyt værktøj, udstyr

eller læseplaner siden 1968.

I 1997 besluttede regeringen at samle landets tekniske

uddannelser under Arbejdsministeriet. Dermed fik

Danida en ny samarbejdspartner på undervisningsområdet,

og bistanden tog nye former. I 1999 indledte Danida

støtte til opbygning af tekniske uddannelser, der som de

danske arbejdsmarkedsuddannelser er baseret på moduler.

Desuden omfatter støtten til de tekniske uddannelser

et stipendieprogram for piger og en iværksætterfond for

elever, der vil etablere egen virksomhed.

Overskriften for Danidas bistand til miljøet er “forvaltning

af lokale naturressourcer”. I 2000 omfattede bistanden bl.a. et

træplantningsprojekt, et projekt til bekæmpelse af bilharziose

i den sydlige del af Malawisøen og støtte til opbygningen

af en forvaltningsplan for Chilwasøen. Bistanden til miljøområdet

skal ikke udmunde i et overordnet sektorprogram

for den danske bistand, som det er tilfældet med bistanden

til landbrug og undervisning. Planen er, at miljøstøtten

skal koncentrere sig inden for tre områder: Miljø- og naturforvaltning

på lokalt plan, alternativ energi (sol og vind),

bymiljø og industri.

Danidas strategi for samarbejdet med Malawi er fra 1996.

I 2001 vil den blive revideret bl.a. på baggrund af høringer

i Danmark og Malawi, og en ny strategi for samarbejdet

vil blive udarbejdet.

64 65


Stemmeoptælling efter det

første frie valg i Malawis

historie, maj 1994.

Foto: Alexander Joe/

Polfoto

Det demokratiske

Malawi

I maj 1994 gik omkring tre millioner malawiere til stemmeurnerne

og valgte lederen af koalitionen United Democratic

Front (UDF), Bakili Muluzi, til landets nye præsident. Med

47 pct. af stemmerne vandt han over lederen af Alliance for

Democracy (Aford) Chakufwa Chihana (19 pct.). Hastings

Banda selv fi k 33 pct. af stemmerne. Den gamle diktator

var stemt ud, og en nærmest postrevolutionær eufori greb

det før så stille land. Nu skulle demokratiet bygges op. Men

hverdagen har for længst meldt sig, og den politiske udvikling

i Malawi siden dette første demokratiske valg har på en gang

været præget af viljen til forandring og frustrationerne over

at skulle tilpasse sig de nye tider.

Forfatning og nye institutioner

17. maj 1995 bekendtgjorde parlamentet Malawis nye forfatning.

Den sikrer fl erpartidemokrati, uafhængige domstole og en

fri presse. Desuden er præsidentens beføjelser kraftigt beskårede

i forhold til Banda-tiden, hvor præsidenten ikke alene var

livstidspræsident, men også juridisk stort set var enevældig.

Politisk er Malawi opdelt i valgkredse efter indbyggerantal,

og parlamentet har 194 pladser fordelt med 33 medlemmer

fra Northern Region, 74 fra Central Region og 87

fra Southern Region. Malawis valgsystem foreskriver suppleringsvalg,

hvis et parlamentsmedlem dør eller udtræder, og

disse suppleringsvalg kan rykke den politiske sammensætning

i parlamentet i løbet af en valgperiode.

Ved valget i 1999 blev 17 kvinder valgt ind i parlamentet,

mod ni i perioden 1994-1999.

Forfatningen foreskriver etableringen af en række demokratiske

institutioner bl.a. en ombudsmand. I august 1998 blev

Malawis første ombudsmand imidlertid sat fra bestillingen

på grund af beskyldninger om korruption, og i begyndelsen

66 67

6.


af 1999 blev en ny ombudsmand indsvoret. I 1998 nedsatte

parlamentet desuden en menneskerettighedskommission.

I 1997 fik Malawi en institution, der skal bekæmpe korruption,

og siden er the Anti-Corruption Bureau (ACB)

nærmest druknet i henvendelser. Ifølge det internationale korruptionsindeks

1999 (CPI) fra organisationen Transparency

International scorer Malawi lidt under middel, 4,1 point ud af

ti mulige, det samme som Zimbabwe og noget mere end f.eks.

Mozambique og Uganda. Problemet har stor opmærksomhed

i Malawis presse, og i november 2000 afsatte præsident Muluzi

tre ministre, der var anklaget for korruption. I november

1998 gjorde vicedirektøren for ACB, Alexius Nampota status

over det hidtidige arbejde. Bureauet havde på daværende

tidspunkt modtaget 3634 klager fra borgerne. Størstedelen

af klagerne faldt ikke ind under ACB’s område, men det er

tankevækkende, at så mange malawiere ikke bare har følt sig

dårligt behandlet, men også har haft tillid til, at det kunne

nytte at klage til en offentlig institution.

Det parlamentariske liv

Malawis parlament har indimellem haft problemer med

at tilpasse sig de nye demokratiske spilleregler og til tider

også med at få klarhed over, hvad reglerne overhovedet går

ud på. En række sager har måttet bringes for Højesteret

for at få klaret begreberne. Et eksempel er den række af

parlamentarikere, der skiftede parti efter valget i 1994. Det

gav problemer, fordi forfatningen ikke havde taget højde for

politikeres partiskift. I 1997 fastslog Malawis Højesteret, at

der også i malawisk politik er mulighed for, at parlamentsmedlemmer

fortsætter deres periode ud som løsgængere.

Et andet eksempel var, da oppositionspartierne Aford og

MCP i en periode boykottede parlamentet, og spørgsmålet

opstod, om UDF som eneste regeringsparti og uden fl ertal i

parlamentet overhovedet havde ret til at lovgive. I maj 1997

fastslog Højesteret, at det havde de.

De parlamentariske sager for Højesteret har afsløret en

række uklarheder i forfatningen, og de har ført til politiske

kriser og periodevis stilstand i det parlamentariske liv. Skønt

retssagerne har haft grund i forfatningsmæssige huller og

uklarheder, er de først og fremmest udtryk for oppositionens

kampagne mod regeringen og den uforsonlighed, der præger

malawisk politik.

Partipolitik og valgkamp

Siden valget om fl erpartidemokrati eller ej i 1993 har malawisk

politik været domineret af de tre partier, som siden

valget i 1994 har været repræsenteret i parlamentet, United

Democratic Front (UDF), Malawi Congress Party (MCP)

og Alliance for Democracy (Aford).

Ved valget i 1994 blev UDF Malawis største parti, dog

uden at have absolut flertal i parlamentet. Det lykkedes dog

senere partiet at opnå flertal bl.a. ved at få støtte fra udbrydere

fra de andre partiers parlamentsgrupper. Heller ikke ved valget

i juni 1999 opnåede UDF flertal i parlamentet til trods for,

at partiet i realiteten havde monopol på sendetid i radioen

under hele valgkampen. UDF fik 91 sæder i parlamentet,

mens valgalliancen mellem MCP og Aford fik 94 sæder (65

til MCP og 29 til Aford). Men også efter dette valg har UDF

opnået flertal i parlamentet ved at vinde suppleringsvalg og

tilslutning fra uafhængige parlamentsmedlemmer. I perioden

1994-1999 har UDF dannet regering enten alene eller i koalition

med Aford. Siden valget i juni 1999 har UDF alene

haft regeringsmagten.

United Democratic Front (UDF) er bannerfører for de

økonomiske liberaliseringer og ytringsfrihed. Men samtidig

er UDF gentagne gange blevet beskyldt for korruption og

for at købe loyalitet af parlamentsmedlemmer fra MCP.

UDF har markedsført sig selv som Malawis nye nationale

parti, men er i realiteten nærmere en politisk massebevægelse

med magtbase i Southern Region. UDF’s leder er Malawis

præsident, Bakili Muluzi. Han er tidligere forretningsmand

og minister under Banda. Fra 1991 ledede han kampen

for flerpartidemokrati og blev flere gange fængslet. Muluzi

kommer fra Southern Region.

Malawi Congress Party (MCP) er Malawis gamle parti,

synonymt med kampen for selvstændighed. Men også synonymt

med Banda-tidens politiske undertrykkelse og ragen til

sig på befolkningens bekostning. Partiets kernevælgere er den

68 69


altovervejende chewa-talende landbefolkning i Central Region,

MCP’s mærkesag er da også landbrug, og partiet kritiserer bredt

regeringens økonomiske liberaliseringer på området. Ved valget

i 1994 stod Hastings Banda selv i spidsen for MCP. Op til

valget i 1999 indgik MCP en valgalliance med Aford, og MCP’s

Gwanda Chakuamba var de to partiers fælles præsidentkandidat.

Han opnåede 45,2 pct. af stemmerne.

Alliance for Democracy (Aford) har sin højborg i Northern

Region. Partiets ledelse består mest af menneskerettighedsaktivister,

fagforeningsfolk og tidligere eksilerede, og Aford

markedsfører sig selv som de rene hænders parti i forhold

til Banda-tiden. Ved valget i 1994 havde Northern Region

den markant højeste stemmeprocent. Aford havde altså godt

tag i sine kernevælgere, og det er stort set lykkedes partiet at

fastholde vælgertilslutningen. Til gengæld har det haft store

problemer i parlamentet, hvor en række ledende medlemmer

trak sig ud, efter at partiet brød ud af regeringssamarbejdet

med UDF i 1996. Partiets leder er Chakufwa Chihana, tidligere

fagforeningsmand fra Northern Region.

De tre partier er forskellige for så vidt angår geografisk

forankring, størrelse og historisk baggrund (se ogafsnittet om

Malawis tre regioner i kapitel 1). Men politisk og ideologisk er

det svært at se forskel. Alle går de ind for fri markedsøkonomi,

og der har været langt mellem politiske markeringer og nye

visioner fra de tre partier. I stedet har den politiske debat i

høj grad været præget af enkeltsager og enkeltpersoner. Både

i parlamentet og i pressen er det føget med beskyldninger om

korruption, ineffektivitet og forbryderisk virksomhed fra og

mod alle sider. Der er ingen tegn på, at et af de tre partier i

fremtiden vil kunne opnå bred national opbakning fra hele

landet. Set i det lys er den aggressive og uforsonlige tone

partierne imellem et alvorligt problem for demokratiet.

Valgkampen op til parlamentsvalget i juni 1999 blev præget

af forbitrede angreb partierne imellem, både verbale og voldelige.

Alle tre partier var involverede i voldelige overfald

på andre partiers vælgermøder. Selve valget var skæmmet af

en totalt kaotisk forberedelsesfase, hvor det f.eks. ikke lykkedes

landets valgkommission at registrere alle landets stemmeberettigede.

Ikke desto mindre betegnede internationale

valgobservatører valget som “grundlæggende frit og retfærdigt”.

I mangel af massemedier

foregår den politiske

debat på møder i en farverig

blanding af politiske

taler, korsang, teaterstykker

og maskeklædte

dansere, der repræsenterer

forfædrernes ånder. Her

venter en tilhænger i Chiradzulu

på præsidenten,

der skal indvie en skole.

Foto: Morten Nielsen

70 71


Men oppositionen krævede omvalg med henvisning til, at den

mangelfulde vælgerregistrering havde været til UDF’s fordel.

Desuden slog oppositionen på, at forfatningen kræver, at en

præsidentkandidat opnår mindst 50 pct. af de stemmeberettigedes

stemmer for at blive valgt. Det gjorde Bakili Muluzi

ikke, han fik lidt over halvdelen af de afgivne stemmer.

Men efter valget i juni 1999 begyndte en ny tendens at

vise sig i malawisk politik. En gruppe politikere fra de tre

partier tog initiativ til en freds- og forsoningsproces, der

skal bane vejen for en konstruktiv politisk dialog i landet.

Gruppen har bl.a. (med støtte fra Danida) inviteret det

sydafrikanske center for konfliktløsning til Malawi for at analysere

problemerne og bane vejen for en egentlig fredsproces.

Partiernes ledere er ikke begejstrede for initiativet, men det

ledes til gengæld af de næstkommanderende, som ikke kan

forfølge deres egne politiske ambitioner i det fastlåste og

konfrontationsprægede klima.

Forsoningsinitiativet er ikke det eneste tegn på kommende

ændringer. Ved valget i 1999 blev to tredjedele af parlamentsmedlemmerne

udskiftet, og de nye politikere har deres klare

loyalitet i deres valgkredse. I landsbyerne har befolkningen

for længst oversat “demokrati” til “udvikling”, og det er

disse mennesker, der skal vælge politikerne. Det er derfor

i politikernes interesse, at parlamentet fungerer, så de kan

hente udviklingsprojekter hjem til deres vælgere.

Den nye tendens i retning af forsoning og praktisk politisk

arbejde vil sammen med afholdelse af lokalvalg og dermed

yderligere decentralisering næppe rykke på det faktum, at

de tre partier henter deres stemmer i Malawis tre forskellige

regioner. Men den kan have afgørende betydning for det

demokratiske klima i landet.

Lokal administration og politik

Administrativt er Malawi inddelt i 27 distrikter. Hvert distrikt

ledes af en District Commissioner (DC). DC’en hører direkte

under præsidentens kontor og er udpeget af regeringen. Som

hovedregel rekrutteres DC’en fra en anden region og dermed

en anden stamme end det område, hvor han bliver ansat. De

forskellige ministerier har lokale kontorer i hvert distrikt, hvor

de fungerer som en slags teknisk forvaltning under DC’ens

ledelse. Desuden står DC’en bl.a. for den lokale skatteopkrævning

fra de handlende på markedet. Den overordnede

planlægning af udviklingen i distriktet, f.eks. skolebyggeri,

anlæg og infrastruktur, foregår i de såkaldte District Development

Committees under ledelse af DC’en. Under sig har

DC’en et netværk af såkaldt traditionelle ledere, høvdinge,

der ligesom DC’en bliver afl ønnet fra centralt hold.

Den administrative model blev opbygget af det engelske

kolonistyre og senere anvendt af Banda-regimet. Begge parter

havde for øje at holde ro og orden og at trække det størst

mulige økonomiske overskud ud af distrikterne. Men den

politiske ledelse lå i begge tilfælde et helt andet sted, nemlig

i den centrale regering. Både DC’en og de traditionelle

ledere var bindeleddet mellem den nationale regering og

befolkningen, men deres interesse lå først og fremmest i

at gennemføre love og regulativer fra den centrale administration,

de selv var økonomisk afhængige af. Den lokale

administration delte altså ikke nødvendigvis befolkningens

interesser, den var ikke ansat til at høre efter eller formidle

befolkningens behov, og udvikling af distrikterne stod ikke

på dens dagsorden. Denne skævhed præger stadig Malawis

lokale administrationer, som desuden er svækkede af

manglende ressourcer og en til tider kaotisk og desperat

budgetlægning fra centralt hold.

Malawis landsbyer er organiseret omkring landsbyformanden,

som har til opgave at sørge for, at ritualer og skikke

bliver videreført til den næste generation. En ny formand

vælges som regel blandt slægtninge af den afdøde formands

mødrende slægt, og i visse områder – især blandt chewa- og

nyanga-folkene i det centrale og sydlige Malawi – kan og

kvinder vælges til formænd. Hvad enten landsbyformanden

er muslim eller kristen og uanset vedkommendes politiske

ståsted, er det hans eller hendes pligt at bevare traditionen

og afgøre tvister mellem beboerne. Landsbyformandens rolle

er først og fremmest vendt mod landsbyens liv, og disse

mennesker blander sig sjældent i den politiske debat.

100 års tradition i Malawi foreskriver, at politik foregår

nationalt, mens de lokale distrikter og dermed landbefolkningen

må nøjes med en administration til at gennemføre

72 73


den nationale politik i deres område. Men tirsdag den 21.

november 2000 blev landets første lokalvalg afholdt, og

Malawi tog første skridt i opgøret med den centralistiske

magtstruktur. 860 lokalpolitikere blev valgt til 27 distriktsforsamlinger,

8 byråd, 1 købstadsråd og 3 storbyråd ved

de længe ventede lokalvalg. Oprindeligt skulle lokalvalgene

have været afholdt allerede i 1994, men regeringen har gang

på gang udskudt dem under henvisning til, at der manglede

penge. UDF-regeringens manglende iver efter at få gennemført

valgene har formodentlig også hængt sammen med

den decentralisering af den politiske magt, som etableringen

af lokale råd vil betyde.

Lokalvalgene bød på flere overraskelser, først og fremmest

det stilfærdige forløb. På de 4872 valgsteder ventede

vælgerne, til det var deres tur til at få stemmesedlen læst

højt, få blæk på en finger som bevis på, at de havde stemt og

endelig at afgive deres stemme og putte stemmesedlen i en

af de valgurner, som Danmark leverede til parlamentsvalget

i 1999. Alt sammen i god ro og orden.

De fredsommelige og velafviklede lokalvalg stod i modsætning

til tumulterne omkring parlamentsvalget i 1999.

Det samme gjorde opstillingen af uafhængige kandidater

ved lokalvalgene. De mange kandidater udenfor partierne

betød, at lokalvalgene blev præget af større åbenhed end

parlamentsvalget, selvom Malawis valgsystem efter engelsk

model, hvor kandidaten med flest stemmer vinder alt, stadig

favoriserer de store partier.

Endnu en modsætning til parlamentsvalget var den lave

stemmeprocent. Kun 14 pct. af de 5 millioner registrerede

vælgere stemte ved lokalvalgene.

Lokalvalgene viser forskellige tendenser. For det første at

malawierne, ligesom danskerne, stemmer anderledes ved lokalvalg

end ved nationale valg. Partipolitik betyder tilsyneladende

mindre end det lokale kendskab til de enkelte kandidater.

For det andet viser den lave stemmeprocent, at det kræver

en indsats at få malawierne til stemmeurnerne. Der er forskellige

forklaringer på det lave tal. Dels var det ikke alle steder

særlig tydeligt, hvem der var opstillet til valget. Dels må der

ifølge valgloven kun opstilles en kandidat for hvert parti i

hver valgkreds. I en række valgkredse var der kun opstillet en

Præsident Bakili Muluzi,

tidligere forretningsmand.

Han har ikke den gamle

diktators karisma. Til

gengæld er han en

glimrende kommunikator

med sans for sine vælgere

og de problemer, der

optager dem.

Foto: The Nation

74 75


kandidat overhovedet, og det begrænsede i sagens natur den

debat, valget ellers kunne have givet anledning til.

For det tredje var kvinderne stærkt repræsenteret ved lokalvalgene,

både som opstillede og som valgte.

Trods den lave stemmeprocent er lokalvalgene et gennembrud

i Malawis demokratiske udvikling. I Malawis 39

lokalråd sidder de folkevalgte politikere, desuden deltager

lokale høvdinge og lokale parlamentsmedlemmer uden stemmeret

og endelig har hvert lokalråd som deres første gerning

udpeget fem medlemmer fra lokale “særlige interessegrupper”,

f.eks. kvinder, unge og handicappede. Hidtil har statsadministrationens

embedsmænd været eneherskere i deres

lokalområder. Lokalrådene har givet malawierne de første

folkelige repræsentanter i debatten om den lokale udvikling,

som landet har så hårdt brug for.

Retsvæsnet

Med demokratiet forsvandt kolonitidens dobbelte retssystem,

hvor en række sager blev dømt efter “traditionel praksis”

under såkaldt traditionelle ledere. I dag har Malawi kun

én lov og ét retssystem, selvom traditionel praksis stadig er

udbredt f.eks. i forbindelse med arv og skilsmisser.

Retsvæsnet er utroligt hårdt presset. Malawi har kun 100

uddannede jurister, og universitetet uddanner hvert år mellem

seks og ti nye. Samtidig har lovlydigheden fået nogle knæk

gennem de senere år. Fattigdommen driver flere ud i prostitution

og kriminalitet, og skrækken for repressalier sidder

ikke så dybt i malawierne som tidligere. Domstolene er

overbebyrdede med arbejde, og ventelisterne er alenlange.

Malawis fængsler er overfyldte med indsatte, mange af

dem skyldnere, som kun sidder inde, fordi de er idømt

en bødestraf, de ikke har råd til at betale. I nogle fængsler

er mellem 80 og 100 fanger stuvet sammen i celler, der er

bygget til at rumme 40, og i 1995 led ni mennesker i et

fængsel i Lilongwe kvælningsdøden i en overfyldt celle. I

begyndelsen af 1999 kom fængslerne endnu en gang i rampelyset,

da det kom frem, at de indsatte i Chichiri Remand

Prison i Blantyre ikke havde fået mad i to dage. I forvejen

lever landets fanger på sulterationer. Det totale stop for mad

i fængslet i januar 1999 opstod, fordi fængselsvæsnet ikke

havde råd til at betale sine regninger. Der er konstant mellem

6000 og 7000 indsatte i Malawis fængsler.

Der er stor opmærksomhed om fængslerne, regeringen har

nedsat flere kommissioner til at se på problemerne, ligesom

internationale menneskerettighedsorganisationer har kig på

Malawis fængsler. Blandt de mest markante kritikere er Vera

Chirwa, der i sin tid grundlagde MCP’s kvindeorganisation

og i øvrigt var gift med Orton Chirwa, Hastings Bandas

højre hånd i befrielseskampen. Ægteparret sad fængslet i

næsten 30 år, og Orton Chirwa døde i fængslet. Efter sin

løsladelse blev Vera Chirwa leder af Legal Ressources Centre

og har siden været med til at fastholde opmærksomheden

omkring de rystende forhold i fængslerne.

Malawi har stadig dødsstraf, skønt landets regering er

imod. Præsident Bakili Muluzi har lovet Amnesty International,

at der ikke vil blive eksekveret dødsdomme i hans

regeringstid, og har i flere tilfælde forvandlet fangers dødsdom

til livsvarigt fængsel. I den løbende og heftige debat om

dødsstraffen har bl.a. landets høvdinge og visse dommere

fremført det synspunkt, at det vil være umuligt at opretholde

lov og orden, hvis truslen om dødsstraffen forsvinder.

Hær og politi

Malawis hær er en styrke på omkring 5000 professionelle

soldater, heraf 80 i luftvåbenet. Hæren er upolitisk, og under

Malawis skiftende regeringer har dens loyalitet altid ligget hos

staten og den siddende regering. Hæren har generelt et godt

omdømme i Malawi, og på det seneste er det blevet muligt

for kvinder at gå ind i militæret. 6. december 1999 begyndte

de første 63 kvindelige rekrutter deres seksmåneders militære

træning. De var udvalgt blandt de mere end 4000 kvindelige

ansøgere. Udgifterne til militær udgør mindre end 1 pct. af

bruttonationalproduktet.

Mere broget er billedet af Malawis politi, som sammen

med den paramilitære styrke Malawi Young Pioneers stod for

den systematiske undertrykkelse under Banda-regimet. Siden

har der ikke været foretaget nævneværdige udskiftninger i

politistyrken, og skønt blandt andre England siden 1995

76 77


har støttet reformer i politiet, har det ikke bedret styrkens

omdømme.

I februar 1999 rettede fodboldkommentatoren Charles

Nyirenda fra avisen The Nation dette angreb på politiet efter

voldsomme slagsmål ved en fodboldkamp i Blantyre: “Så vidt

offentligheden ved, får politiet deres ublu lønninger for at sikre

ro og orden ved fodboldkampe ... Det er derfor utroligt, at de, i

stedet for at arrestere lovovertrædere, vælger at vende det blinde øje

til. Saboterer de bevidst regeringen for at give indtryk af, at staten

ikke længere kan beskytte sine borgere?” Nyirenda er langtfra

den første til at stille spørgsmål ved politiets demokratiske

sindelag, og beskyldningen for obstruktion mod regeringen

er heller ikke ny. Men også oppositionen beskylder politiet

for partiskhed på grund af styrkens åbenlyse problemer med

at håndtere politiske slagsmål ved vælgermøder.

Problemet ser ud til at ligge i, at Malawis økonomisk udsultede

og dårligt uddannede politistyrke har svært ved at klare

sine opgaver. Politiet ønsker næppe et politisk magtskifte,

men styrken er nok den offentlige instans, der lider mest

under forvirringen i det ideologiske tomrum, der stadig præger

Malawi efter diktaturets fald. Fra at udgøre den absolutte

magt sammen med Malawi Young Pioneers mangler politiet

stadig at finde sin plads i det demokratiske samfund.

Medier og ytringsfrihed

Malawis aviser har to store problemer. Det ene er manglen

på penge og ressourcer. De færreste journalister har transport,

de fl este skriver i hånden, hvorefter sekretærer renskriver

deres historier. Kommunikationen foregår via landets sammenbrudte

telefonnet. Det andet store problem er omstillingen

fra diktatur, censur og selvcensur til en fornuftig

administration af ytringsfriheden. Siden 1994 har pressefriheden

været Malawis demokratiske stolthed, om end udbuddet

har været mere imponerende end indholdet. Hadske

rygter, vilde overdrivelser og tyndbenede beskyldninger hører

til dagens orden i landets aviser. Set med danske øjne er den

journalistiske standard ringe, og den trykte presse når kun

ud til en ganske lille del af befolkningen. Men de mange

aviser er ikke desto mindre med til at fastholde debatten i

landet og gøre opmærksom på problemer både i og uden for

parlamentet. Samtidig har landets politikere, trods mange

skarpe angreb på pressen, stort set holdt sig på måtten og

respekteret pressefriheden.

Efter valget skød nye dag- og ugeblade op som paddehatte,

mange gik ind igen, men nye er hele tiden kommet til. De fleste

dagblade i Malawi har dog store problemer med økonomien,

ligesom distribution er et problem i det transportsvage land. De

fleste aviser er økonomisk afhængige af politikere eller politiske

partier og stærkt præget af deres politiske tilhørsforhold. Landets

to største trykte medier er Daily Times og The Nation. Daily

Times var ejet af Hastings Banda personligt, indtil hans død.

Avisen drives i dag videre af MCP. Største aktionær i The Nation

er landbrugsminister Aleke Banda (UDF).

Mens Malawis trykte presse kun når et fåtal af befolkningen,

kan den statsejede radio Malawi Broadcasting

Compagny (MBC) høres af 80 pct. af malawierne. Siden

1994 er radioen desuden begyndt at sende på flere sprog

end engelsk og chewa, så en række af Malawis forskellige

befolkningsgrupper nu kan høre radio på deres eget sprog.

MBC har to kanaler.

I november 1998 vedtog parlamentet en Communications

Act, som liberaliserede hele kommunikationsområdet

herunder radioen. Men det statsfinansierede MBC er stadig

præget af arven fra diktaturet, en udbredt selvcensur og frygt

for repressalier, og radioen er primært et ukritisk talerør

for regeringens synspunkter. Under valgkampen op til parlamentsvalget

i juni 1999 havde UDF i realiteten monopol

på taletid i radioen, skønt både oppositionen og det internationale

samfud gentagne gange opfordrede såvel regering

som radio til at lade andre komme til orde.

I 1998 begyndte Malawi Posts and Telecoms (MPTC) at

udstede sendetilladelser til private og kommercielle udbydere.

Den første tilladelse blev udstedt til Alaudin Osman, forretningsmand

og talsmand for præsident Bakili Muluzi.

Senere har blandt andre sundhedsministerens søn Harry

Thompson og en græsrodsbevægelse, Malawi Media Women

Association, fået sendetilladelser.

1. april 1999 fik Malawi som et af de sidste lande i verden

fjernsyn. Indtil videre sender TV Malawi kun til byerne

78 79


Blantyre, Zomba, Lilongwe og Mzuzu. TV Malawi er et

aktieselskab, og en af de største aktionærer er den statslige

Malawi Development Corporation (MDC). Vicedirektør

i MDC, Patrick Makina, anslog kort efter åbningen, at

TV Malawi havde 250.000 seere, det svarer til 2,5 pct.

af landets befolkning. I forbindelse med åbningen af tvstationen

forklarede informationsminister Sam Mpasu, at

fjernsynet først og fremmest ville lægge vægt på emner som

landbrug, fødevaresikkerhed, uddannelse, miljø og forebyggelse

af kriminalitet. I samme forbindelse advarede præsident

Bakili Muluzi de ansatte ved tv mod at reducere indholdet

til “en kanal for vulgaritet og vold”.

Civilsamfundet

Det politisk-ideologiske tomrum eksisterer ikke kun i Malawis

parlament, men også i civilsamfundet, hvor en række

økonomiske interessegrupper nok markerer sig, men mest

med krav om penge, ressourcer og lovgivning på deres eget

område.

Malawis fagbevægelse er domineret af de offentligt ansattes

organisationer, som er de bedst organiserede, og de mange

strejker, som har ramt Malawi siden 1994, har alle haft

højere løn og bedre arbejdsvilkår til de offentligt ansatte

som omdrejningspunkt (se ogafsnittet De offentlige lønudgifter,

side 86).

Malawis græsrodsorganisationer er for størstedelens vedkommende

stadig små og begrænsede til enkeltsager, som

regel udviklingsspørgsmål og menneskerettigheder. De fleste

er støttet fra udlandet.

Det hidtil stærkeste politiske modspil til parlamentet og

partierne kommer fra kirkerne, som i snart 150 år har markeret

sig som politiske aktører i landet. Det var landets

katolske biskopper, der udløste diktaturets fald med offentliggørelsen

af det såkaldte Pinsebrev, der på en række områder

angreb regeringens fejlslagne politik. Siden har både den

katolske og den lutherske kirke udført et omfattende hjælpe-

og udviklingsarbejde i Malawi og har desuden med jævne

mellemrum blandet sig i den politiske debat. Malawis kirker

er uafhængige af partipolitik, men har alligevel formået

Hjemmebrygget øl kan

købes langs Malawis veje.

Bryg og salg af øl er

en vigtig indtægtskilde for

mange familier.

Foto: Heine Pedersen/

Billedhuset

at give både parlamentet og regeringen politisk modspil.

F.eks. har kirkerne gang på gang kritiseret de økonomiske

liberaliseringer, som har ramt befolkningen gennem højere

priser især på transport og kunstgødning. Kirkerne har og

kritiseret regeringens kontrol af radioen og i det hele taget

været med til at fastholde fokus, når parlamentets og partiernes

demokratiske kurs har slingret faretruende.

Malawis såkaldt traditionelle ledere, høvdingene, har ikke

som kirken udstukket visioner for udviklingen. Men siden

demokratiets indførelse har de markeret sig kraftigt i pressen

bl.a. om jordspørgsmålet og dødsstraffen. Der er ofte en god

portion demagogi og populisme i høvdingenes udtalelser,

men de er den eneste gruppe foruden kirkerne, der formår

at få den offentlige debat til også at omfatte forholdene for

de 90 pct. af befolkningen, der bor på landet og ikke har

adgang til massemedierne.

80 81


Tørke og fejlslagen høst

er en evig trussel mod

Malawis økonomi. Her

uddeles nødhjælp efter

tørken i 1992.

Foto: Martti Peltonen/

Lehtikuva Oy

Statens økonomi

Med demokratiet eksploderede de offentlige udgifter.

Nu skulle der gøres op med fortidens sociale uretfærdigheder.

Folk skulle have en ordentlig løn. Børnene skulle

i skole. Der skulle gang i den tilsandede økonomi, og infrastrukturen

skulle udbygges til gavn for erhvervsliv, handel

og udenlandske investorer. I 2000, seks år efter den demokratiske

æra blev indledt, viste en række snapshots af statens

økonomi bl.a. underbetalte offentligt ansatte, embedsfolk

på forlænget ferie for at spare på lønnen, of fentlige kontorer

uden transport og offentlige biler uden benzin, hullede

veje, ubrugelige telefoner og tusindvis af børn uden skoler.

Men ikke kaos. Siden 1994 er det i lange perioder lykkedes

staten at holde styr på de løbske udgifter og skaffe indtægter

fra skatter og u-landsbistand. Forvaltningen af Malawis

statsfi nanser er en balancegang mellem økonomisk fallit

og politisk pres hen mod målsætningen om at bekæmpe

fattigdommen. Vejen til målet går væk fra tidligere tiders

statsstyrede økonomi over privatiseringer og bedre forhold

for det private erhvervsliv.

Devalueringer og budgetunderskud

I Malawi er underskuddet på statsbudgettet lige så sikkert

som amen i kirken. Spørgsmålet er kun, hvor stort det er,

og hvor mange penge udlandet vil hælde i det. Det sidste

afhænger i høj grad af Den Internationale Valutafond (IMF).

Hvis landet ikke opfylder IMF’s betingelser for at få støtte,

kan det som regel heller ikke regne med at få hjælp fra andre

sider.

Siden 1994 har regeringen kæmpet for at kontrollere

statens udgifter, så regeringen hvert år kunne holde budgetunderskuddet

på det beløb, man havde aftalt med IMF.

Bl.a. indførte regeringen i 1995 “the cash budget system”,

som betyder, at de enkelte ministerier ikke kan bruge flere

penge, end Finansministeriet har overført til dem. I finans-

82 83

7.


året 1998/99 er det blevet fulgt op af endnu en stramning,

så ministerierne nu kun får udbetalt halvdelen af deres

tildeling i begyndelsen af måneden. Inden den 10. i hver

måned skal ministeriet aflægge rapport om forrige måneds

forbrug til Finansministeriet, og først når det er gjort tilfredsstillende,

får ministeriet udbetalt den anden halvdel

af sine penge.

I det store hele er det lykkedes regeringen at holde underskuddet

på det aftalte niveau, men der skal ikke meget til,

før budgetterne løber løbsk. Det skete f.eks. i 1997, og det

var der flere årsager til. For det første havde Malawi været

vært for det årlige møde for sammenslutningen af stater i det

sydlige Afrika (SADC). For det andet var Malawis møntfod,

kwachaen, blevet nedskrevet, så statens import var blevet

dyrere. For det tredje var der kommet færre midler fra de

internationale bidragydere end ventet, og for det fjerde var

den internationale majspris steget, så staten måtte betale

mere for den majs, man var nødt til at importere for at

afhjælpe manglen på fødevarer i landet. Budgetunderskuddet

for finansåret 1997/98 blev mere end 200 pct. højere

end forventet, og IMF standsede støtten til Malawi. Den

blev dog genoptaget i begyndelsen af 1998 under nye løfter

fra regeringen om at føre en strammere økonomisk politik.

Eksemplet viser, hvor svært det er i praksis. Et års tørke

er nok til at få Malawis statsbudget til at vakle i sin grundvold.

I efteråret 1998 skred budgettet endnu en gang. Først

var tobakssalget slået fejl, og eksportindtægterne fra

tobak blev 80 mio. dollars mindre end forventet. Bagefter

op stod der usikkerhed om, hvor meget bistand

Malawi ville få fra udlandet. Dernæst nedskrev Malawis

vigtigste handelspartnere, Sydafrika og Zimbabwe, deres

valuta, og så raslede kwachaen ned. Det førte øjeblikkeligt

til prisstigninger den ene dag på benzin og diesel, den

næste dag på majs.

I foråret 2000 blev udviklingen i Zimbabwe fulgt med

tilbageholdt åndedræt. Zimbabwe er Malawis største samhandelspartner,

og det politiske kaos i landet kan få katastrofale

følger for Malawis sårbare økonomi.

I juli 1998 fremlagde finansminister Cassim Chilumpa

budgettet for finansåret 1998/99. De samlede udgifter blev

anslået til omkring 15 mia. kwacha (ca. 4 mia. kr). Til

sammenligning var Københavns Kommunes udgifter til

drift og anlæg på 22,9 mia. kr. i 1999. Cassim Chilumpas

budget viste først og fremmest, at den højt besungne uddannelsesreform

med gratis skolegang for alle børn er mere

end ord på et stykke papir. 38 pct. af budgettet er afsat til

sundhed og undervisning. Til sammenligning sluger landets

militære styrker på 5000 mand mindre end 1 pct. af statsbudgettet.

Mens statsbudgettet afspejler regeringens vilje, bliver tingene

mere komplicerede, når det kommer til fordelingen

af pengene i praksis. Alle dele af Malawis offentlige sektor

er alvorligt udsultede. Udviklingen siden 1994 har vist, at

fordelingen af statens midler sker på baggrund af umulige

valg mellem løn til skolelærere eller mad til de indsatte

i fængslerne, løn til sygeplejesker eller vedligeholdelse af

hospitalerne.

Statens indtægter og udgifter (opgjort i mio. kwacha)

1994/95 1995/96 1996/97 1997/98 1998/99

Statens indtægter (a) 3.702 6.423 7.756 10.554 16.208

Skatter 1.175 2.733 4.250 5.953 7.929

Internationale skatter 857 1.121 1.364 1.976 1.871

Øvrige indtægter 200 583 434 533 2.157

Bistand 1.470 1.986 1.708 2.092 4.251

Statens udgifter (a) 5.782 7.868 8.738 13.213 17.253

Lønninger 1.018 1.664 1.750 3.619 2.949

Renter 717 1.654 2.245 2.281 2.287

Løbende udgifter

Heraf:

3.602 5.659 6.999 11.405 12.770

Udviklingsprojekter 1.066 1.598 1.738 1.808 4.482

Tørke 425 - 0 152 1.230

Balance uden bistand -3,551 -3,432 -2.689 -4.751 -5.295

Balance inkl. bistand -2,081 -1,445 -981 -2,659 -1.045

Tabellen viser statens indtægter og udgifter fordelt på hovedposter. Posterne Statens indtægter og Statens

udgifter (a) angiver de samlede indtægter og udgifter.

Kilder: Ministry of Finance; IMF; National Economic Council, Economic Report 1999.

84 85


De offentlige lønudgifter

Malawis omkring 130.000 offentligt ansatte er en magtfuld

og veltalende gruppe. Skolelærere, sygeplejesker, politibetjente,

toldere, skatteopkrævere og ansatte i statsadministrationen

er helt nødvendige for samfundet. De udgør gruppen

af de få veluddannede malawiere, men ellers er der ikke

noget eksklusivt over deres tilværelse. Lønniveauet er lavt,

og reallønnen og købekraften bliver løbende udhulet af

devalueringer og prisstigninger. Siden 1994 har de offentligt

ansatte igen og igen været på gaden med krav om lønstigninger

og protester mod prisstigninger og øget skattetryk.

Regeringen har indtil videre svaret igen med lønstigninger,

og i januar 2000 annoncerede regeringen en historisk lønstigning

på 50 pct. til de offentligt ansatte. Men situationen

er uholdbar. Lønnen og købekraften er så lav, at mange

offentligt ansatte må supplere deres løn med andre indtægter

fra landbrug eller forretningstransaktioner og i nogle tilfælde

korruption. Det svækker effektiviteten og kan underminere

hele den offentlige sektor.

I 1995 indledte regeringen et strukturtilpasningsprogram

som betingelse for støtte fra Verdensbanken, og det er

bl.a. lykkedes at reducere underskuddet på statsbudgettet.

Derimod er den reform af den offentlige sektor, som og

er et led i strukturtilpasningerne, ikke slået an. Reform af

den offentlige sektor betyder i denne forbindelse bl.a., at

der skal skæres ned i de offentlige lønudgifter, og det igen

betyder fyringer. Når reformen på det nærmeste er gået

i stå, hænger det nok sammen med, at det vil få uoverskuelige

konsekvenser at skære ned i antallet af offentligt

ansatte. Fordi staten opfylder en del af sine sociale forpligtelser

ved at ansætte folk. Fordi den offentlige sektor i

landet har brug for ansatte og på visse områder – først og

fremmest i undervisningssektoren – har larmende mangel

på arbejdskraft. Og fordi landets økonomi og politiske

fred kan få et voldsomt knæk, hvis Malawis store gruppe

af arbejdsløse bliver øget med en ny gruppe af afskedigede

offentligt ansatte.

En opgørelse fra Malawis finansministerium viser, at

statens udgifter til løn i finansåret 1995/96 (1,664 mio.

kwacha) lå lidt over de samlede udgifter til udviklingsformål

Bag de fleste af Malawis

mange dejlige butiksfacader

gemmer sig tomme

rum uden varer og omsætning.

Skattegrundlaget er

elendigt.

Foto: Jørgen Schytte

(1,598 mio. kwacha). Den absolut største udgiftspost i

dette finansår var afdrag på gæld, som beløb sig til 2,378

mio. kwacha.

Skatter og afgifter

Omkring 30 pct. af statens budget bliver dækket af indtægterne

fra indkomstskat og fra den såkaldte “surtax”. Alle

lønindtægter over 6000 kwacha om året beskattes med 15

pct. for de laveste indkomster og helt op til 25 pct. for

de højeste. “Surtax” er en særskat på importerede varer,

visse industriprodukter samt på services i den registrerede

del af hotel- og restaurationsbranchen. En mindre del af

statens indtægter stammer fra selskabsskatten på 35 pct.,

beskatning af “frynsegoder” f.eks. gratis bil eller bolig og

86 87


ejendomsskatten, som skal betales af al ejendom med en

anslået værdi på over 30.000 kwacha og endelig fra skat

på eksport.

Det første problem med skatterne er, at skatteopkrævningen

er ineffektiv. Indkomstskatten f.eks. skal tilbageholdes

af arbejdsgiveren for så senere at blive betalt til staten. Men

mange arbejdsgivere vælger at bruge pengene på deres egne

vaklende budgetter i stedet for at betale dem til staten.

Heller ikke selskabsskatten bliver opkrævet effektivt nok.

Som i Danmark udarbejder virksomheden selv sit skatteregnskab.

Men Malawis skattemyndigheder mangler kapacitet

til at påligne virksomhederne skat, hvis de ikke selv

indleverer skatteregnskabet. Det handler om mangel på

uddannelse og rutiner, men også om mangel på computere,

strøm, biler og benzin. Resultatet er en massiv gæld til det

offentlige. I de seneste år har Malawis regering gennemført

en del reformer på skatteområdet, og det er lykkedes at

øge statens skatteindtægter. Bl.a. nedsatte man i juli 1998

the National Revenue Authority, en institution som skal

styrke skatteopkrævningen.

Det andet problem med skatterne er, at selve skattegrundlaget

er meget lille. Når halvdelen af befolkningen lever

under fattigdomsgrænsen på 1 dollar om dagen, og en stor

del af resten lever lige over, er der grænser for, hvor mange

penge man kan drive ud af dem. En løsning er selvfølgelig

at opkræve flere penge fra virksomheder og andre, der har

penge, men også det har sin begrænsning. For hvis man

brandskatter de få økonomiske aktiviteter i landet, risikerer

man at kvæle erhvervslivet. Et eksempel er de såkaldte

“treasuary bills”(statsgældsbeviser). Da regeringen i 1996

lancerede en 15-pct.-skat på “treasuary bills”, kom reaktionen

fra finansverdenen prompte: “en kvælning af kapitalmarkedet

før det er født”.

Der har i de senere år været en tendens til at omlægge

skatter og afgifter fra produktion til forbrug. I 1996 annoncerede

daværende finansminister Aleke Banda f.eks. et fald

i afgifterne på importerede råvarer til lokal produktion.

Således faldt afgiften på importeret råolie fra 25 til 10 pct.

Til gengæld blev en ekstraskat på 10 pct. lagt oven i prisen

på madolie.

Privatiseringer

I 1994 overtog Malawis nye regering en af de mest koncentrerede

økonomier i Afrika. 30 pct. af landets bruttonationalprodukt

kom fra ét selskab, Press Corporation Limited

(PCL). PCL havde 21 datterselskaber, fi re associerede selskaber,

38.000 ansatte, og aktiviteterne omfattede alt fra

bankvirksomhed, byejendomme og forsikringsselskaber til

jernbaner, cementproduktion og stordriftslandbrug. PCL

var ejet af Press Trust Corporation, og det var i mange år

en udbredt opfattelse, at Hastings Banda selv ejede Press

Trust. Men efter valget fortalte daværende fi nansminister

Aleke Banda parlamentet en anden historie. Aleke Banda

havde selv været leder af PCL, før han faldt i unåde og blev

fængslet i 12 år. Nu kunne han fortælle, at pengene i Press

Trust var offentlige midler, og han foreslog på den baggrund,

at hele foretagenet blev nationaliseret. I 1997 kom det til

en retssag om ejerskabet, og den malawiske stat vandt over

Hastings Banda og hans støtter i Malawi Congress Party.

Domstolen slog fast, at Press Trust er en selvejende almennyttig

fond.

Nu begyndte afmonteringen af det forretningsimperium,

der i så mange år havde domineret Malawis økonomiske liv.

I 1998 blev PCL noteret på Malawis børs som det fjerde

firma efter National Insurance Compagny, Blantyre Hotels

Limited og Sugar Corporation of Malawi (SUCOMA). Alle

selskaber havde tidligere været ejet af staten.

I 1998 fik Malawi også en privatiseringskommission, men

vejen blev banet allerede i 1996 med vedtagelsen af en privatiseringslov.

Privatiseringerne er en del af det strukturtilpasningsprogram,

Malawi har aftalt med Verdensbanken.

Formålet med privatiseringerne er at skabe konkurrence

og effektivitet i landets økonomiske liv, at inddrage flere

malawiere i det økonomiske liv, at hjælpe statens betrængte

økonomi og at få de ansatte til at deltage i virksomhedernes

drift ved at gøre dem til aktionærer.

Privatiseringen af statsvirksomheder har bl.a. omfattet salget

af statens aktier i Portland Cement, hvor den engelske kongefamilie

nu er den største aktionær. Salget indbragte den

malawiske stat 4 mio. dollars. Også det statslige forsikringsselskab

Nico er blevet solgt for 1,5 mio. dollars. Dwanga Sugar

88 89


Corporation og SUCOMA indbragte staten henholdsvis 5,7

og 3 mio. dollars, da de blev solgt. I midten af 1998 skønnede

Malawis finansminister Cassim Chilumpa, at 5000 malawiere

nu ejede aktier i Malawiske virksomheder.

I 1999 indledte regeringen forarbejdet, der skal føre til privatisering

af bl.a. Malawi Post and Telecommunications Corporation,

Air Malawi og det statslige elselskab ESCOM.

Kritikkere af privatiseringsprogrammet peger på, at den

malawiske stat sælger ud af arvesølvet og fraskriver sig kontrol

over virksomhederne. Men udenlandske investeringer

har været den eneste mulighed for at tilføre kapital til de

betrængte offentlige virksomheder. En stor del af dem glider

nu over på udenlandske hænder, som det f.eks. skete med

Malawis mejeriindustri, hvor den største aktionær i dag er

et zimbabwisk mejeriselskab.

Skolereformen er regeringens

flagskib, men det er

landsbyerne, der leverer

det store input til byggeriet

med arbejdskraft og

mursten af egen produktion.

Foto: Jørgen Schytte

Lån og gæld

Alt efter høstudbyttet har Malawis udlandsgæld i de seneste

år udgjort lidt mere eller lidt mindre end landets samlede

bruttonationalprodukt, værdien af alt, hvad landet producerer

på et helt år. Siden 1994 har afdrag på gælden slugt

op mod 25 pct. af landets eksportindtægter. Gælden dræner

landet for udenlandsk valuta og øger underskuddet på de

offentlige budgetter. Den sluger penge fra skoler og uddannelse,

sundhed og infrastruktur, erhvervsfremme og jobskabelse.

Det er ikke Malawis demokratiske regering, der har gældsat

landet. Låntagningen eksploderede omkring 1990, da

Hastings Bandas regering optog store lån i udlandet. Baggrunden

var dels, at en række udenlandske bidragydere havde

tilbageholdt u-landsbistanden til Malawi på grund af den

politiske situation i landet, dels at Banda-regeringen brugte

store pengesummer i de sidste regeringsår i et forsøg på at

sikre sig befolkningens opbakning bl.a gennem lønstigninger

for offentligt ansatte. Med renter og renters rente skyldte

Malawi i 1999 2,3 mia. dollars til udlandet. Det svarer til

127 pct. af landets bruttonationalprodukt det år. En mindre

del af gælden er bilateral, det vil sige penge, som Malawi har

lånt af et andet land. De bilaterale kreditorer har eftergivet

en stor del af Malawis gæld, men det har ikke rokket meget

ved landets gældsbyrde, fordi langt størstedelen – 80 pct.-

af gælden er multilateral, altså gæld til internationale banker

og institutioner. Verdensbanken er den største kreditor i

Malawi.

I 1996 lancerede Verdensbanken et gældsinitiativ for højtforgældede,

fattige lande (HIPC). Under dette initiativ kan

et land få nedbragt sin gæld til et bæredygtigt niveau, hvis

det vel at mærke bliver godkendt til gældssanering. Det blev

Malawi ikke i første omgang, fordi landet ikke opfyldte

betingelsen om, at gælden skal udgøre mere end 250 pct.

af landets eksportindtægter. En af årsagerne er, at landets

regering siden 1994 har overholdt sine forpligtelser, når det

kommer til afdrag på gæld og renter og i stort omfang og

i forhold til disciplin i de offentlige budgetter. Præsident

Bakili Muluzi har gentagne gange forbitret angrebet denne

politik, og på et møde med 27 internationale bidragydere i

90 91


Malawi i december 1998 sammenlignede han det internationale

samfunds holdning med en læge, som nægter at give

patienten medicin, før den syge ligger på sit yderste.

I sommeren 1999 blev Malawi godkendt til at komme

ind under HIPC-initiativet engang i år 2001, hvis ellers

landet i øvrigt overholder de stillede krav i strukturtilpasningsprogrammet.

Men det vil have sin pris at få gældslettelse

under HIPC. Japan, som er den næststørste internationale

bidragyder i Malawi, har truet med at indstille sin støtte til

landet, hvis Malawi går med i HIPC. Den japanske støtte

er bl.a. lån, og landet frygter angiveligt aldrig at få sine

penge igen, hvis Malawi indgår aftale om gældslettelse under

HIPC.

Danmark har siden 1996 ydet såkaldt betalingsbalancebistand

til Malawi. Pengene bliver brugt til at nedbringe

statens gæld. Støtten er på i alt 243 mio. kr. og er blevet

udbetalt i tre rater (se ogafsnittet om Malawi og Danmark

i kapitel 5).

Malawis gæld (opgjort i mia. dollars)

1995 1996 1997 1998 1999 2000

Samlet gæld 2,2 2,3 2,2 2,4 2,69 2,97*

*Tallet er et overslag fra EIU.

Kilde: EIU Country Report.

U-landsbistand

Gældssituationen kan rejse tvivl om, i hvor høj grad Malawi

egentlig blev uafhængigt i 1964. Det samme gælder forholdet

til u-landsbistanden og til de internationale bidragydere, der

står bag den. I 1999 blev omkring 80 pct. af alle offentlige

investeringer og 40 pct. af det offentlige driftsbudget dækket

af bistand fra udlandet. Hvert eneste regeringsprogram er

blevet til i en eller anden form for samarbejde med den

udenlandske organisation eller stat, der har skudt penge i

det. Det bliver til mange møder for de malawiske ministerier,

der dækker de bistandstunge områder, og de malawiske

embedsfolk skal være gode til at omstille sig fra den ene

bidragyder til den anden.

Efter diktaturet hungrer

malawierne efter uddannelse

og nye muligheder.

Men de får kun chancen,

hvis der kommer udenlandsk

bistand til landet.

Foto: Mikkel

Østergaard/Billedhuset

For skønt der er bred enighed om, at Malawi har brug for

hver en kwacha, er bidragyderne langtfra enige om, hvilke

områder der har brug for bistand, og hvordan. Nogle sværger

til lukkede brøndboringer, fordi de er rene, mens andre går

ind for åbne brønde, fordi de er billige. Nogle vil bygge

skoler med tilhørende lærerboliger for at gøre det attraktivt

for lærerne at flytte ud i landsbyerne, mens andre vil

overlade byggeriet af lærerboliger til de lokale for at give

dem medansvar for skoleprojekterne. Nogle vil bekæmpe

aids ved at uddele kondomer, mens andre vil have lokale

foredragsholdere og teatergrupper til at oplyse om sygdommen

osv. osv. Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med

hverken viljen eller ideerne, men det kan nok diskuteres,

92 93


hvor let det er at udvikle en ny, selvstændig og visionær

national politik med så mange medspillere.

Malawis økonomi er bygget på bistand, og debatten

mellem landets regering og de internationale bidragydere

afspejler, at der trods mange gode viljer er langt til en

jævnbyrdig dialog. Siden 1994 har den politiske debat

gang på gang tydeligt vist, at blandt de mange grupper,

regeringen skal tage hensyn til i sin politik, vejer gruppen

af internationale bidragydere tungt. (Se ogafsnittet om

Malawi og Danmark i kapitel 5).

.

Udviklingsbistand 2000 (opgjort i mio. dollars)

Beløb % af bilateral bistand

Bilateral bistand

Storbritannien 77,64 19,5

Japan 41,68 10,7

Tyskland 28,66 7,2

USA 27,82 7

Danmark 27,81 7

Norge 12,43 3,1

Italien 10,49 2,6

Holland 6,95 1,7

Canada 5,78 1,5

Sverige

Multilateral bistand

3,62 0,9

IDA (a) 74,60

EU 80,13

Tabellen viser bilateral bistand til Malawi fordelt på de ti største bidragydere

samt deres andel af den samlede bilaterale bistand til Malawi. Tabellen omfatter

både ren gavebistand og udviklingslån, hvoraf mindst 25 % af beløbet er givet

som gavebistand.

(a) Verdensbankens Udviklingsfond, International Development Agency.

Kilde: Udenrigsministeriet i Danmark.

Malawis økonomi er lille og meget skrøbelig. Udviklingen

siden 1994 viser, at der ikke skal ret meget til, før det går

galt. Men udviklingen viser også, at økonomien kan påvirkes

positivt. Det er lykkedes regeringen at holde nogenlunde styr

på renten, at undgå hyperinfl ation og stabilisere kwachaen.

Det er hårdt slid at være

fattig i Malawi. Uden

arbejde dør man. Med

arbejde overlever man

kun lige.

Foto: Jørgen Schytte

Det er lykkedes at skabe en forholdsvis effektiv skatteopkrævning.

Men regeringens problem er, at den på den ene

side skal leve op til krav om en stram økonomisk politik

for at opnå den livsvigtige bistand fra udlandet, og på den

anden side skal imødekomme kravene om lønstigninger og

sociale forbedringer. Hvis Malawi skal vinde kampen mod

fattigdom, analfabetisme og aids, er landet helt afhængigt

af bistand fra udlandet. Selvom økonomien er så beskeden,

at et års offentlige udgifter eller den samlede udlandsgæld

kunne betales med et greb i lommen af den rige verden.

94 95


Ambassadekvarter i

Lilongwe.

Foto: Jørgen Schytte

Infrastruktur

Jernbaner og veje

Den korteste vej til havet er jernbanen gennem Mozambique

til havnebyerne Beira og Nacala, og indtil 1982 passerede

95 pct. af Malawis handel den vej. Op gennem 1980’erne

og i begyndelsen af 90’erne blev jernbanerne i Mozambique

imidlertid mål for landets oprørsbevægelse, RENAMO.

Jernbanerne blev mineret, bombesprængt og angrebet, og

Malawi var tvunget til at fragte sit gods gennem de fjernere

havne Dar es Salaam i Tanzania og Durban i Sydafrika. De

øgede transportomkostninger lagde alen til landets økonomiske

underskud.

Siden fredsslutningen i Mozambique har Malawi først

og fremmest satset på Nacala-banen. Den 618 km lange

transportkorridor blev åbnet i 1970, men var derefter lukket

under den 16 år lange krig i Mozambique, først i 1997

blev Nacala-banen genåbnet for trafik. Siden 1997 er en

stigende del af Malawis handel igen gået gennem havnen

i Mozambique.

I 1993 gik det statslige jernbaneselskab fallit som følge af

tabene under krigen i nabolandet. Det førte til lukninger af

visse ruter, afskedigelse af 1000 arbejdere og oprettelsen af to

jernbaneselskaber, Railway Services og Lake Services. Kuren

hjalp, og siden 1995 har Malawi Railways givet overskud.

I 1999 udbød regeringen Malawi Railways til salg. Planen

er, at Malawis jernbaner for fremtiden skal drives på rent

privat basis.

Også i selve Malawi er der problemer med transporten,

for landets vejnet er mangelfuldt for nu at sige det meget

pænt. I 1995 havde Malawi 14.594 km vej, 2849 km var på

et eller andet tidspunkt blevet asfalteret. Et enkelt regnskyl

forvandler de fleste jordveje til et meterdybt, sæbeglat mudderlag.

De gamle asfalterede veje er noget farligere, fordi

manglende vedligeholdelse har resulteret i huller med hårde

kanter af asfalt. I 1997 nedsatte regeringen The National

96 97

8.


Roads Authority (NRA), som har ansvaret for vedligeholdelse

af landets vejnet. NRA får penge fra en afgift på benzin

og diesel og bliver desuden støttet at EU. Siden er vejene

blevet udbedret, først og fremmest er der ved at komme

ny asfalt på hovedvejene. De nye veje er brede og lige. Der

kører sjældent biler på dem, til gengæld er der en livlig

trafik af cykler, oksekærrer og først og fremmest fodgængere.

Vogterdrenge driver flokke af geder og kvæg langs vejsiden,

kvinder bærer vand og tunge sække på hovedet, skolebørn går

i grupper til og fra skole. Der er hverken cykelstier, fortove

eller afskærmning på vejene, og hvert år bliver hundredvis

af mennesker dræbt i Malawis trafik til trods for, at landets

vognpark ikke tæller over 20.000 motorkøretøjer.

I 1995 afskaffede regeringen alle subsidier på benzin som

et led i de økonomiske liberaliseringer. Siden har de gentagne

devalueringer ført til stigende benzinpriser, og det har igen

givet de øvrige forbrugspriser en tand opad. Malawis transportsektor

er domineret af private, og landets vognmænd

og minibusejere er en stærk pressionsgruppe, som gang på

gang klager højlydt over transportsektorens ringe vilkår og

de høje benzinpriser. Men det er den almindelige malawier,

der betaler prisen i form af højere billetpriser og højere priser

på forbrugsvarer. 1. februar 1999 afskaffede regeringen alle

restriktioner på import af benzin og diesel i håb om, at

det vil føre til øget konkurrence og prisfald på markedet.

I efteråret 1999 steg benzinpriserne med 25 pct. efter en

global stigning på benzin.

Energi

Malawis træer forsvinder hurtigt, for over 93 pct. af landets

energiforbrug dækkes af træ og trækul. Offi cielt har kun 4

pct. af befolkningen elektricitet, men tallet kan snyde, fordi

en del af befolkningen i byerne formodentlig har hægtet

sig på elnettet uden at betale, mens andre alligevel bruger

træ, fordi elektriciteten er dyr og ustabil. Elektriciteten

kommer fra vandkraftværkerne ved Shirefl oden, som løber

fra Malawisøen til Zambezi. Men i de senere år er vandstanden

i fl oden faldet, og det har givet problemer med

energiforsyningen. Strømafbrydelser hører til dagens orden

Bro over flod i Southern

Region.

Foto: Morten Nielsen

98 99


i Blantyre og Lilongwe, hvor aviserne annoncerer de planlagte

strømafbrydelser og indbyggerne forsøger at vænne

sig til de uvarslede strømudfald, der kommer oveni.

Den øjeblikkelige løsning kan være at importere energi fra

Mozambiques enorme Cabora Bassa vandkraftværk, men

på længere sigt løser det ikke problemerne med den dårligt

udbyggede elforsyning og rovdriften på træerne. En mindre

del af Malawis energiforsyning kommer fra landets eneste

kulmine, Mchenga Coal Mine. Minen blev i 1995 solgt af

staten til private, og der er planer om at øge udvindingen af

kul. På samme måde vedtog regeringen i løbet af 1998 en

række love, der har åbnet for en økonomisk liberalisering

af energiområdet og i sidste ende en privatisering af det

statslige elselskab Electricity Supply Corporation of Malawi

(ESCOM).

Diskussionen om kul og elektricitet drejer sig næsten

udelukkende om industrien og erhvervslivet i byerne, som

tegner sig for omkring 60 pct. af det kommercielle energiforbrug.

En udbygning af elforsyningen til landdistrikterne

er delvist strandet på, at forbrugerne ikke har råd til at

betale for elektriciteten. Elforsyning på landet i Malawi og

dermed til langt størstedelen af befolkningen er en vision

for en meget fjern fremtid med de nuværende energikilder.

Indtil videre er planerne for alternativ energi begrænset

til enkelte forsøg med biogas, som man udvinder af f.eks.

gylle, bananskræller eller affald fra produktionen af majs

og sukker. I 1999 indledte Danida støtte til udviklingen

af bæredygtig energi i Malawi. Programmet omfatter bl.a.

forsøg med solcelleenergi på landet.

Kommunikation

For hver 1000 malawiere er der ideelt set seks telefoner til

deling. I gennemsnit. Men ud af Malawis omkring 65.000

telefonlinier er det kun omkring 30.000, der fungerer, så

det virkelige tal er nærmere tre telefonlinier for hver 1000

malawiere. Størstedelen af telefonerne fi ndes i byerne Blantyre,

Zomba og Lilongwe. Årelang mangel på penge, investeringer

og vedligeholdelse har givet Malawi noget af en

bundplacering, når det drejer sig om teleservice i Afrika. Det

er besværligt og dyrt at anskaffe en telefon, ventetiderne er

lange, og endnu værre står det til med reparationer. I 1995

kom mobiltelefonen til Malawi, og i 1998 åbnede Malawis

første internetudbyder. Men situationen på disse områder er

lige så tvivlsom. Mobilnettet er endnu ringere udbygget end

telefonnettet, og e-mail og internetforbindelser lider under

de konstante forstyrrelser på telefonnettet.

Der er omkring 800 internetabonnenter og 10.000 mobiltelefonbrugere

i Malawi, og problemerne med telekommunikation

rammer først og fremmest erhvervslivet og befolkningen

i byerne. Herfra har det til gengæld ikke skortet på

kritik af det statsejede Malawi Posts and Telecommunications

Coorporation (MPTC), der frem til 1998 reelt havde

monopol på landets telekommunikation, idet selskabet og

har interesser i mobil- og internetselskaberne. I november

1998 vedtog parlamentet en ny kommunikationslov, som

vil bringe store ændringer i sektoren. Loven etablerer en

selvstændig tilsynsmyndighed på området, adskiller post- og

teleservice, åbner for muligheden for andre teleoperatører

og lægger op til en privatisering af MPTC. Danmark har

støttet udformningen af den nye kommunikationslov. (Se

ogafsnittet Malawi og Danmark i kapitel 5).

100 101


Manpower er stadig et

vigtigt input for Malawis

produktion af tømmer.

Men det er hårdt og farligt

at være skovarbejder.

Foto: Jørgen Schytte

Erhvervsliv og handel

Siden uafhængigheden har Malawi hyldet det private initiativ,

og med de senere års privatiseringer og økonomiske

liberaliseringer er bolden for alvor spillet over til den private

sektor. Som staten har også det private erhvervsliv åbenlyse

problemer med pengemangel, prisstigninger, elendig infrastruktur

og en alt for stor vægt på service frem for produktion.

Og ingen kan med sikkerhed sige, hvilke sektorer der

har potentialet til for alvor at give landets økonomi et skub

fremad.

Miner, skove og fi skeri

“Malawis ikke-eksisterende mineindustri udgør 0,01 pct. af

bruttonationalproduktet”. Så tørt konkluderede en malawisk

journalist på en konference om minedrift i det sydlige Afrika.

Men historien er lidt længere, for Malawi har faktisk mineraler.

Der er bare ikke rigtig nogen, der ved hvor og hvor

mange. I 1980’erne blev der fundet fosfat i Mulanje i det

sydlige Malawi, og en produktion af kunstgødning blev sat i

værk, en kærkommen støtte til den trængte handelsbalance.

Malawi producerer også gips, cement og kul, men i lille

skala. Først i 1989 begyndte eftersøgningen efter mineraler

i Malawis undergrund. Det er engelske og franske fi rmaer,

der står for arbejdet.

Minedriften er i sin vorden, værre ser det ud for en anden

af Malawis velkendte naturressourcer, træ. Landet har en

formel produktion af tømmer, men derudover er træ den

eneste energikilde for langt de fleste malawiere. Der går

meget træ til madlavning over åben ild. Desuden bruges

brænde til at tørre tobaksbladene, og den øgede produktion

af tobak har ført til øget efterspørgsel efter træ. Rovdriften

på træ er et faktum. Restriktion på træfældning blev indført

allerede i kolonitiden, og i Hastings Bandas regeringstid blev

naturbeskyttelse som alt andet holdt i hævd med jernhånd.

Det var strafbart at fælde et træ uden at plante et nyt.

102 103

9.


Afskovningen løses dog næppe med restriktioner. I Karongadistriktet

havde den øverst ansvarlige embedsmand, District

Commissioner Ernest Kaitano, i 1997 denne kommentar

til problemet: “Folk ved udmærket, at de ikke skal fælde alle

træerne, og at de ikke skal fange alle fiskene i søen. Men de er

fattige, og de vil ikke sulte. Vi har brug for en ændring af vores

syn på naturen. Og jeg tror, at den ændring hænger sammen

med penge” (11).

Med tanke på trækanoerne ved Malawisøen og Chilwasøen

virker begrebet “overfiskning” i første omgang lidt

malplaceret. Men befolkningstætheden og fattigdommen har

også ramt landets fiskeri. Tidligere tiders hårde restriktioner

på fiskeri i ynglesæsonen er blevet afløst af et mere lempeligt

syn på lov og orden, og i dag er der mangel på fisk i de dele

af Malawisøen, der kan nås med trækanoer fra kysten. Det er

en katastrofe for den kvarte million mennesker, der primært

lever af fiskeri, og det er et stort problem for fødevareforsyningen

i et land, hvor fisk i stort omfang er det eneste supplement

til den daglige majsgrød med løg og tomater. Også

eksporten af fisk er raslet ned. Fra at eksportere 140.000

tons fisk i 1988 har Malawi overhovedet ikke eksporteret

nogen siden 1993 bortset fra en lille eksport af akvariefisk,

Malawi-ciclider.

Landets øvrige dyreliv er til at overse. Der er vilde dyr i

nationalparkerne, men elefanter, flodheste og krokodiller

er ikke velkomne i landsbyerne, hvor de er til fare for både

mennesker og afgrøder. Bortset fra husdyr, er det mus, man

oftest ser i landsbyerne. Det er en udbredt praksis i Malawi at

spise stegte mus, ligesom biller og larver udgør et proteinrigt

kosttilskud.

Industri og byggeri

“Product of Zimbabwe”, “Made in Taiwan”, “Produced in

South Africa”, udbuddet er ikke ringe, men etiketten “Made

in Malawi” kan være svær at fi nde i Malawis butikker. Om

det så er tomatketchup, er det den zimbabwiske udgave, der

sælges i landbrugslandet Malawi. De økonomiske liberaliseringer

har været en hård tørn for den lokale industri, som

blev bygget op i Hastings Bandas regeringstid under beskyt-

telse af høje afgifter på varer fra udlandet. Siden Malawi for

alvor gik ind i Verdensbankens strukturtilpasningsprogram

i 1995, er importafgifterne blevet lempet eller helt fjernet.

Ideen var at skabe konkurrence på markedet og dermed

prisfald. Indtil videre er det mest iøjefaldende resultat, at det

malawiske marked er blevet oversvømmet med udenlandske

varer. F.eks. har lempelserne af importskatterne betydet,

at der er blevet importeret bjerge af genbrugstøj fra den

vestlige verden, mens landets egen tekstilindustri kæmper

for at overleve.

Der er ca. 100 forarbejdningsvirksomheder i Malawi, og

de beskæftiger sig stort set alle sammen med forarbejdning

af landbrugsprodukter som te og tobak, der produceres til

eksport. Desuden har landet nogle bomuldsspinderier og

tekstilvirksomheder, lidt slagteri- og mejerivirksomhed, et

Carlsberg bryggeri, en cementfabrik og nogle savværker.

Som Malawis øvrige økonomi er også industrisektoren sårbar

og afhængig af landbruget. Et års tørke og dårlig høst betyder

afskedigelser og tab i de virksomheder, der forarbejder landbrugsprodukter,

og i de virksomheder, der lever af at sælge

til hjemmemarkedet. Men i år med god regn er der som

regel også god vækst i Malawis industri – selvom det stadig

er langtfra nok til at dække de nødvendige investeringer.

I 1995 åbnede regeringen mulighed for at oprette såkaldte

Export Processing Zones (EPZ). Siden har 16 virksomheder

fået tilladelse til at producere under denne ordning, som

giver dem favorable vilkår i forhold til skatter og afgifter.

Andre landes forsøg med EPZ er blevet voldsomt kritiseret,

fordi landene får en alt for lille del i profitten fra

disse virksomheder. Men ordningen forsvares af Watipaso

Mkandawire, lederen af Malawis Investment Promoting

Agency. I november 1998 understregede han, at Malawis

EPZ havde skabt over 10.000 nye job og øget Malawis

konkurrenceevne. Sideløbende har regeringen søgt at lette

vilkårene for industrien bl.a. ved at lempe importafgifterne

på de varer, som skal bruges i produktionen, og ophæve

restriktionerne på diesel og benzin.

Men skal Malawis industri stabilisere sig og blive konkurrencedygtig,

kræver det massive investeringer, og den slags

penge har landet ikke. Skønt udenlandske selskaber har vist

104 105


Frygten for bilharzia i

Malawisøen har fået

mange turister til at søge

andre rejsemål.

Foto: Jørgen Schytte

interesse for at købe aktier i de tidligere statsejede virksomheder,

har perioden siden 1994 ikke budt på mange direkte

investeringer i Malawis produktionsapparat. (Se også kapitel

7 om statens økonomi).

Udlandet investerer heller ikke i byggeri, men sektoren har

alligevel oplevet en god vækst. Det skyldes først og fremmest

byggeriet af skoler og sundhedsklinikker på landet,

og pengene hertil kommer fra u-landsbistand fra udlandet.

Byggeriet foregår sådan, at udlandet finansierer tag, døre,

vinduer og lignende, mens landsbyen leverer mursten og står

for selve byggeriet. Det skaber arbejde og indtjening, men

det udvikler ikke nødvendigvis landets byggesektor. Malawis

største byggeprojekt var byggeriet af regeringskvarteret i

den ny hovedstad Lilongwe i 1970’erne og 1980’erne, og

det var stort set kun sydafrikanske firmaer, der stod for

det. Situationen har ikke ændret sig meget siden dengang

– Malawi har gode bygningshåndværkere, men der er ikke

nok af dem, og landet har ingen større entreprenører.

Turisme

“Du spørger hvor Malawis økonomiske potentiale ligger ... Tjah,

hvad skal jeg sige. Jamen, her er jo smukt, egentlig burde her

være masser af turister ...” (12). Manden, der taler, er professor

i økonomi ved Malawis universitet i Zomba. Denne aften

sidder han i et mørklagt hotel i Lilongwe. Han er sent på

den, og det er blevet for mørkt til at køre ad de hullede

veje hjem. I den sidste time har professoren forsøgt at ringe

til sin kone i Zomba for at fortælle hende, at han først

kommer hjem i morgen. Og ganske vist fungerer hotellets

telefon, men noget er brudt sammen et andet sted i telefonnetværket.

Skønt infrastrukturen ikke fungerer, mener professoren det

med turismen som et økonomisk potentiale for landet. Og

Malawi er virkelig smukt. Malawisøens bred er et bountyparadis,

og søen selv byder på spændende dykkeroplevelser

blandt farvestrålende tropefisk. Landskabet er storslået,

malawierne er et venligt folk, kriminaliteten er lav, og det er

priserne også. Men ikke lave nok. Malawis store turistmarked

ligger i Sydafrika, og i de senere år har sydafrikanske rejsear-

106 107


angører været hårde i deres kritik; Malawi er for sløvt til at

markedsføre sig selv, infrastrukturen er for ringe, der er for

få dyr i nationalparkerne, og det er alt for dyrt at rejse dertil.

Efter at den internationale isolation af Sydafrika ophørte,

foretrækker mange sydafrikanere i dag en billig chartertur

til Mozambique eller Comorerne.

Det ser ikke ud til, at turistboomet er på vej. Problemerne

med bilharziose ved turistområderne i Malawisøen er en

alvorlig hindring for udviklingen af en turismeindustri.

Samtidig får de høje rejseomkostninger og Malawis ringe

infrastruktur stadig charterturister og pengestærke oplevelsesturister

til at søge andre rejsemål. Det er mest rygsækturister,

der rejser gennem Malawi på turen fra strandene og

nationalparkerne i Kenya til Zimbabwe og Sydafrika. Og

rygsækturisterne lægger ikke mange penge i Malawi.

Alligevel er der penge i turistsektoren, i hvert fald når det

kommer til hoteller og restauranter. Landets hoteller har

en god belægning bl.a på grund af de mange udenlandske

bistandsarbejdere, der i disse år strømmer til landet. Mange

af dem kommer på kortere ophold og bor på hotel og spiser

ude.

I 1993 fik den sydafrikanske hotelkæde Protea Hotels kontrakt

på at drive de syv større hoteller, der findes i Malawi. I

1997 var deres profit på 32, 7 mio. kwacha. Kontrakten med

Protea Hotels er tidsbegrænset, og planen er, at hoteldriften

derefter skal privatiseres.

Dagligvarehandel

Halvdelen af malawierne lever under fattigdomsgrænsen og

har sjældent penge mellem hænderne. De fl este andre har

kun råd til det allermest nødvendige som salt og sæbe. Med

andre ord sætter befolkningens købekraft en grænse for, hvor

mange penge man kan tjene ved at være handlende i Malawi.

Men handlet bliver der, mest på de lokale markeder, hvor

udbuddet af majs, tomater, løg, fi sk og reservedele til cykler

som regel er rigeligt, men noget ensidigt. I hver provinsby

ligger desuden en PTC. Det står for Peoples Trading Centre,

og her handles varer som sæbe, køkkengrej, madolie, reservedele

til vandpumper, bonevoks, krus og tallerkner af emalje.

Ventetid før transporten

til markedet.

Foto: Jørgen Schytte

PTC er ejet af den almennyttige fond Press Trust, og butikkerne

har som regel gode forsyninger, men heller ikke her er

udbuddet af varer overvældende. Egentlige supermarkeder

fi nder man kun i Blantyre og Lilongwe, hvor en sydafrikansk

butikskæde har bygget moderne supermarkeder med

frysediske og varer fra Sydafrika og Zimbabwe. I byerne er

der også en del specialbutikker med importerede varer som

elektronik, biler, tøj, fotoudstyr mv. De fl este af disse butikker

er ejet af Malawis indiske mindretal, som traditionelt

har udgjort landets handelsstand.

De økonomiske liberaliseringer har ført til turbulens også i

Malawis dagligvarehandel. Først og fremmest er der politisk

fokus på priserne, og regeringen har flere gange forsøgt at

skyde skylden for prisstigningerne over på de handlende.

108 109


Debatten har til tider haft stærkt rascistiske overtoner, når

regeringens kamp mod overpriser f.eks. har resulteret i øjeblikkelige

lukninger af butikker ejet af indere. Samtidig

har regeringen dog arbejdet på udformningen af en såkaldt

Competition and Fair Trading Bill, som skal give grundlag

for at gribe ind mod overpriser.

Væksten i Malawis dagligvarehandel er hæmmet af fattigdommen,

og her vil der næppe ske det store skred i de

første mange år. Derimod er Malawi ved at få et pengemarked.

Regeringens privatiseringspolitik har sat en stor del

af landets økonomi på aktier, og stemningen er lutter smil

på landets børs, der blev etableret i 1994. I 1996 blev de

første malawiske firmaer noteret på børsen, og siden er

finanstransaktionerne gået slag i slag blandt en lille kreds af

malawiske institutioner og en noget større kreds af udlændinge.

Prisudviklingen (1990=100)

1995 1996 1997 1998 1999

Nationalt 404,2 556,2 607,1 788,0 1.140,5

Ændring % 83,3 37,6 9,2 29,8 44,7

i byer 418,3 551,1 615,3 826,8 1.273,3

Ændring % 74,9 31,7 11,6 34,4 54,0

på landet 399,0 557,3 602,9 772,6 1,085,3

Ændring % 87,2 39,7 8,2 28,1 40,5

Tabellen viser udviklingen i forbrugerpriserne. Der er, som det fremgår, store

prisforskelle mellem land og by. Dette skal ses i sammenhæng med de store

lønforskelle mellem land og by. Langt de fleste uddannede og fastansatte bor

i byerne, hvorimod en stor del af landbefolkningen lever af egne afgrøder evt.

kombineret med naturalieøkonomi.

Kilde: National Statistical Office.

Business på landet

“Phiri & sons” står der på det håndmalede skilt over stråhytten

i Southern Region. Det er blikkenslageren, der har bygget

hytten, og “sons”, der har malet skiltet. Sidstnævnte er ikke

til stede i dag, men det er også blikkenslageren selv, der

står for forretningen. Han er udlært på en missionsstation

Blikkenslager Mr. Phiri i

sit værksted.

Foto: Kathrine Toftkær

Larney

110 111


og driver sin egen business i en landsby ved en endeløs

jordvej et par hundrede kilometer fra Blantyre. Rundt om

i værkstedet er hans varer – vandkander, spande og baljer –

nydeligt opstillet, men nogen udstilling er der ikke tale om.

Blikkenslageren har sin faste kundekreds, alle ved, hvad han

sælger, og som regel kommer de til ham. Der er over 30

kilometer til den nærmeste markedsplads, og det sker ikke så

tit, at blikkenslageren eller hans sønner har kørselslejlighed

dertil.

Foran de større ting står en række olielamper bøjet og

svejset af tomme spraydåser og kasserede elpærer, hvor indmaden

er pillet ud. Han laver dem nærmest for sjov, siger

han, men det hænder, at skolelæreren eller en tobaksbonde

køber en enkelt eller to. Blikkenslageren arbejder, så længe

han har materialer, og så begynder den tilbagevendende

jagt på transport. Der går ingen busser herud, og en bil er

der ingen i nærheden, der har. Men i Blantyre bor hans

fætter, og han kan en gang imellem organisere en bil. Og

hvis det falder sammen med, at blikkenslageren har penge

nok til at købe råvarer, så kommer der nye forsyninger til

forretningen.

Som blikkenslageren lever 80-90 pct. af befolkningen på

landet, og de fleste af dem har næppe lagt mærke til, at Malawi

har fået en børs, eller at jernbaneselskabet er blevet privatiseret.

Til gengæld er regeringen og de internationale bidragydere

ved at få øjnene op for, at Malawis helt store økonomiske

potentiale formodentlig ligger på landet, i landbruget selv og i

den foretagsomhed og iderigdom, der bedst kan sammenfattes

i et af malawiernes yndlingsudtryk “business”.

Blikkenslageren er kun en af de hundredetusinder af malawiere,

der supplerer deres landbrug med business, og visse

undersøgelser tyder på, at denne uformelle produktion beskæftiger

lige så mange mennesker som landets samlede industri,

og at en meget stor del af indtægterne på landet stammer

herfra. Men det er svært at få et fuldt overblik over denne del

af Malawis økonomi. Den unddrager sig som regel enhver

form for registrering og skatteopkrævning, og den afspejler

sig kun delvist i bruttonationalproduktet.

Indtil midten af 1980’erne blev business på landet i Malawi

totalt ignoreret. Lån, kreditter og andre støttemuligheder var

forbeholdt “rigtige” firmaer, som kunne stille med regnskaber,

fast ejendom og kreditværdighed. Siden har både Hastings

Bandas regering og den demokratiske regering arbejdet på

at opbygge støttemuligheder, der også omfatter business på

landet. I 1996 lancerede regeringen bl.a the Youth Development

and Credit Scheme, som har til formål at hjælpe folk

mellem 15 og 30 med at etablere en forretning. Projektet er

som andre lignende tiltag blevet kritiseret for at opstille for

skrappe regler for, hvem der kan få støtte. Men det største

problem med støtteordningerne ser ud til at være, at folk på

landet simpelthen ikke aner, at de eksisterer.

Business på landet er altså stort set stadig “business as usual”,

malawierne brygger øl, smeder hakkejern, driver skrædderforretninger,

fletter kurve, snedkrer møbler, sælger kartoffelkager

osv. osv. Business på landet er mad, når høsten slår fejl. Men

indtil videre sætter økonomien en grænse for, hvor meget og

hvor hurtigt denne sektor kan udvikle sig.

Bruttonationalproduktet (BNP) fordelt på erhverv (opgjort i mio. kwacha, 1994 =

konstante priser)

1995 1996 1997 1997/98 %-ændring

Landbrug 3.237,7 4.279,7 4.419,8 4.582,8 3,7

Småbønder 2.331,6 3.286,5 3.314,9 3.609,4 8,9

Kommercielt landbrug 906,0 993,3 1.104,9 973,4 -11,9

Minedrift 47,2 100,2 106,7 111,9 4,9

Forarbejdning 1.684,8 1.661,5 1.672,2 1.659,1 -0,8

Offentlige værker (a) 152,0 151,8 160,7 170,5 6,1

Byggeri 173,6 218,1 222,3 232,6 4,6

Distribution 2.619,3 2.645,1 2.971,2 3.125,9 5,2

Transport & kommunikation 492,7 492,8 530,0 529,6 -0,1

Finans & forretningsservice 832,1 852,1 917,9 908,4 -1,0

Ejerskab af boliger

Privat service &

166,7 171,5 176,4 181,5 2,9

tjenesteydelser

Offentlig service

215,3 236,5 260,1 262,0 0,7

& tjenesteydelser (b) 1.197,7 1.167,6 1.200,5 1.220,9 1,7

Tabellen viser udviklingen i forskellige erhverv eller grupper af erhvervs andel af BNP. (a) er f.eks. energi- og

vandforsyning, (b) er f.eks. undervisning.

Kilde: National Economic Council.

112 113


Landbrug

I 100 år har Malawis politiske og økonomiske udvikling

været en fortælling om majs og tobak, om fødevarer og

penge. Over 80 pct. af malawierne lever af at dyrke jorden,

og landbruget leverer 90 pct. af eksportindtægterne. Men

landbrugssektoren er sårbar og underudviklet. Halvdelen af

landets småbønder er så forarmede, at de ikke kan leve af

det, de dyrker, og Malawis store fattigdom ligger på landet.

Ikke desto mindre ligger Malawis økonomiske potentiale

mest af alt i landbruget.

Fødevareforsyning

Både i kolonitiden og under Hastings Bandas regering var

det overladt til småbønderne at sikre landets produktion

af fødevarer. Det var pålagt dem at dyrke majs, uanset om

jordbund, klima og nedbør gjorde andre afgrøder mere

velegnede. Landbrugspolitikken favoriserede ensidigt de

kommercielle landbrug, der dyrkede eksportafgrøder som

tobak, te og sukker. Småbønderne var fastlåst i rollen som

majsdyrkere uden adgang til lån, kreditter og støtteordninger,

som kunne have hjulpet med til at udvikle deres landbrug

og dermed også landets fødevareforsyning.

Efter uafhængigheden etablerede regeringen et statsligt

opkøbs- og distributionsselskab, ADMARC. Selskabet havde

monopol på at opkøbe majs fra småbønderne, og det blev

gjort til faste lave priser. På samme vis stod ADMARC for

alt salg af kunstgødning, og her blev priserne også holdt

nede med anseelige statstilskud. ADMARC forsynede småbønderne

med billig kunstgødning, småbønderne forsynede

ADMARC med billig majs, men regnestykket gik ikke op.

For ADMARC og dermed staten tjente mere på majsen, end

de gav ud på kunstgødning. Overskuddet fra den forretning

blev ikke investeret i småbønderne og fødevareproduktion,

men gik til investeringer i industri og frynsegoder til landets

lille elite af blandt andre de offentligt ansatte. Samtidig

114 115

10.

Majsgrød og ikke ret

meget andet er daglig

mad for de fleste. Den

ensidige kost giver problemer

med fejlernæring og

vitaminmangel.

Foto: Mikkel

Østergaard/Billedhuset


hindrede de faste lave priser småbønderne i selv at oparbejde

et overskud fra deres produktion.

Op gennem 1980’erne begyndte systemet at krakelere.

Befolkningen voksede, jordlodderne blev mindre, og jorden

udpint, fattigdommen steg, og majsproduktionen faldt. I

visse distrikter blev fødevaremanglen kronisk, i andre områder

faldt reserverne, så de ikke længere var store nok til at

modstå en fejlslagen høst. I de seneste år er produktionen

af andre fødevareafgrøder som hirse (Sorghum), bønner,

kartofler og frugt dog steget. Noget tyder på, at det i vidt

omfang opvejer faldet i majsproduktionen, fordi dyrkningen

af flere forskellige fødevarer gør produktionen mindre sårbar

over for klimatiske udsving som tørke. Ernæringsmæssigt

er der også tale om et skridt i den rigtige retning, fordi

bælgfrugter indeholder langt flere proteiner end majs.

Strukturtilpasning og nødhjælp

Økonomisk liberalisering af landbruget er en af grundstenene

i det strukturtilpasningsprogram, som regeringen

efter valget i 1994 aftalte med Verdensbanken. Ideen er

at introducere markedsøkonomi, hvor priserne styres af

udbud og efterspørgsel. Som et led i strukturtilpasningerne

ophævede regeringen i 1995 ADMARC’s monopol på at

opkøbe småbøndernes produkter, og markedet blev åbnet

for andre opkøbere. Målet var at sikre fri konkurrence og

prisdannelse til fordel for bønderne, og især tobaksbønderne

har fået højere priser for deres produkter end tidligere. Men

når det kommer til majs, har regeringen fortsat holdt forbrugspriserne

nede for at tækkes befolkningen i byerne

(de offentligt ansatte) og holde lønomkostningerne nede.

Derfor får Malawis fødevareproducenter, majsbønderne,

ikke nok for deres majs, og det har gjort dem sårbare over

for økonomiske liberaliseringer på landbrugsområdet, især

den frie prisdannelse på kunstgødning. I forbindelse med

strukturtilpasningen fjernede regeringen i 1995 alle tilskud

til kunstgødning, og siden har prisen været på himmelfl ugt

bl.a på grund af devalueringer og høje transportpriser. I

første halvdel af 1998 steg prisen på kunstgødning i gennemsnit

60 pct., og 50 kg af den billigste kunstgødning,

ammoniumsulfat, kostede pr. 1. april 1998 375 kwacha,

umuligt at betale for langt de fl este småbønder.

I et forsøg på at øge produktionen af fødevarer lancerede

regeringen i efteråret 1998 i samarbejde med EU, UNDP

og den britiske regering det såkaldte “Starter Pack Scheme”.

Programmet retter sig mod 2,3 millioner af de fattigste

småbønder, som får uddelt gratis kunstgødning og såsæd.

Siden er kritikken haglet ned over initiativet. Bl.a. Danida

peger på, at der er tale om en sammenblanding af nødhjælp

og landbrugsstøtte, som kan forrykke konkurrencen i hele

sektoren. Oppositionspartierne og fagbevægelsen mener, at

gratis uddeling til visse udvalgte er den lige vej til korruption,

bestikkelse og uigennemsigtige fordelingssystemer.

Tilbage står, at mange års skæv udvikling i landbruget,

tørke og de økonomiske liberaliseringer har skabt en situation,

hvor en stor del af småbønderne har brug for nødhjælp.

Mere end 50 pct. af Malawis majs bliver dyrket af familier,

der har mindre end 1,5 ha jord. 50 pct. af Malawis befolkning

tjener mindre end Verdensbankens minimumsgrænse

for, hvad der skal til for at dække de basale behov. 40 pct.

af malawierne lever under Verdenssundhedsorganisationens

(WHO) grænse for det daglige kaloriebehov. Sagt på en

anden måde er halvdelen af Malawis befolkning fattige selv

efter afrikansk målestok, og det er majsbønderne og de

jordløse, der er mest sårbare. Der er langt flere kvinder end

mænd blandt de fattigste, bl.a. fordi det traditionelt er kvinder,

der dyrker fødevarer, mens mænd dyrker salgsafgrøder.

Og hvor kvinderne stadig står for arbejdet i marken, er det

fortsat mændene, der kontrollerer pengene.

Majsbønder og pengebønder

Mens majsbønderne er sunket dybere ned i fattigdommen,

har en anden gruppe småbønder gang på gang opvist imponerende

økonomiske vækstrater. Det er pengebønderne,

dem der har jord og overskud nok til at dyrke salgsafgrøder,

og de fi k deres første chance, da Hastings Bandas regering i

slutningen af 1980’erne begyndte at lempe restriktionerne på

småbøndernes produktion. For at bekæmpe fattigdommen

på landet begyndte regeringen af udstede licenser, der gav

116 117


nogle af småbønderne adgang til at dyrke salgsafgrøder som

jordnødder, ris og bomuld, men først og fremmest Burleytobak,

som er en af verdens fi neste tobakssorter og en af de

mest indbringende.

Overalt i landet greb småbønderne ud efter den begrænsede

mængde licenser, og nogle af dem gik i gang med at så

salgsafgrøder sammen med majsen. I dag bliver halvdelen

af Malawis Burley-tobak produceret af småbønder. Siden

1994 har småbønderne haft adgang til frit at sælge deres

salgsafgrøder som f.eks. tobak til højestbydende, og især de

småbønder, der dyrker Burley-tobak, har haft succes.

Produktionen af salgsafgrøder (målt i 1000 tons)

1994 1995 1996 1997 1998

Te (a) 35,1 34,2 37,2 43,9 40,4

Tobak (b) 97,6 130,2 141,7 153,9 134,3

Jordnødder (c) 3,1 2,3 1,2 9,2 4,5

Bomuld (c) 3.5 11,9 24,9. 15,5 6,7

Majs (c) 50,0 87,1 62,9 13,8 53,5

Bælgfrugter (c) 3,4 11,2 14,5 6,1 8,2

Sukker (a) 195,4 223,8 212,0 192,8 219,4

Ris (c) 7,0 8,8 3,8 6,3 15,0

Statistikken omfatter ikke afgrøder, først og fremmest majs, som bønderne

dyrker til eget forbrug, og den siger derfor ikke noget om fødevareforsyning og

-sikkerhed. Derimod giver den et fingerpeg om udviklingen i den kommercielle

landbrugsproduktion.

(a) Total produktion. (b) Mængde solgt på auktioner. (c) Opkøbt af det statslige

opkøbs- og distributionsselskab ADMARC.

Kilde: Reserve Bank of Malawi, Financial and Economic Review.

I 1997 dannede en gruppe bønder National Smallholder

Farmer Association of Malawi, NASFAM. Det er den første

sammenslutning af småbønder i landets historie, og medlemmerne

har det til fælles, at de dyrker salgsafgrøder som tobak,

paprika og kaffe på traditionelt ejet jord med traditionelle

dyrkningsmetoder. NASFAM interesserer sig først og fremmest

for støtte- og afsætningsmuligheder for de småbønder,

der dyrker salgsafgrøder, og er endnu et eksempel på det

stadig dybere skel mellem “majsbønder” og “pengebønder”.

Der er ingen maskiner

i landbruget, hvor hakke

og manuelt arbejde er

de vigtigste input. Under

spidsbelastningerne ved

pløjning og høst mangler

der ofte arbejdskraft.

Foto: Mikkel

Østergaard/Billedhuset

118 119


Men organisationen repræsenterer samtidig noget helt nyt

i malawisk landbrug og politik, nemlig en sammenslutning

af mennesker der mod alle odds og ved egen kraft har skabt

økonomisk fremgang. Det er endnu uvist, hvilken politisk

rolle NASFAM eller andre bondeorganisationer kommer til

at spille. Men der er en styrke i Malawis pengebønder, som

også kommer til udtryk i NASFAM’s valgsprog: “Fremtiden

tilhører de organiserede”.

Udvikling

Men pengebøndernes succes løser ikke alene de dybe problemer

i Malawis landbrug, småbønderne er stadig helt

afhængige af prisen på nogle ganske få afgrøder og af, om

regnen kommer til tiden. Det er stort set kun landets sukkerplantager,

der dyrkes med overrisling, og skønt småbønderne

er fl ittige til at vande deres marker med vandkander,

har de ikke noget reelt alternativ, hvis regnen svigter. Og

de 50 pct. af Malawis småbønder, der ikke kan skaffe nok

udkomme af deres egen jord, er tvunget til at søge arbejde

andre steder. De lave lønninger betyder billig arbejdskraft og

øgede indtægter for andre, men samtidig en yderligere forarmelse

af de fattigste. Gennem 100 år er Malawis småbønder

blevet holdt nede og udbyttet af regeringer, der havde deres

interesse alle mulige andre steder. I dag er pengebønderne i

stand til at gribe de chancer, der ligger i markedsøkonomien,

mens samme markedsøkonomi truer med at knuse de fattigste.

I 1998 påbegyndte regeringen arbejdet med at udvikle en

plan for udvikling af landbrugssektoren, Malawi Agriculture

Sector Investment Programme (MASIP). Den sigter

mod at forbedre fødevaresikkerheden, udvikle alternative

indkomstmuligheder på landet, at øge eksporten og introducere

flere eksportafgrøder. Men arbejdet med MASIP går

langsomt, for administrationen er presset. De ansatte i Landbrugsministeriet

og lokale embedsfolk skal dels koordinere

forskellige krav og ønsker fra de internationale bidragydere,

dels omstille sig fra diktaturets kultur med selvcensur og

ordrer fra oven til en demokratisk kultur bygget på dialog

og selvstændighed under ansvar. Indtil videre står Malawi

altså stadig uden den sammenhængende landbrugsreform,

som landet har så hårdt brug for. Lanceringen af det såkaldte

“Starter Pack Scheme” er bare et eksempel på, at Malawis

landbrugspolitik stadig flakser mellem økonomiske liberaliseringer

og nødhjælp. De grundlæggende problemer med fattigdom,

manglende overskud blandt småbønderne og udpint

landbrugsjord er stadig ikke løst. Derfor er jordspørgsmålet

stadig det mest brændende emne i Malawi.

Jordspørgsmålet

Baironi Masina fra Thyolo-distriktet i Southern Region har

mærket jordproblemet på sin egen krop. I 1998 blev han

idømt en bøde på et beløb svarende til 10 dollars for ulovlig

indtrængen, efter at han sammen med andre beboere i sin

landsby havde opdyrket nogle jordstykker på en nærliggende

teplantage. Baironi Masina tjener, hvad der svarer til 15 dollars

om måneden på sit arbejde som landarbejder på plantagen, og

hans eneste mulighed var at låne pengene af plantageejeren.

Thyolo ligger i Malawis Southern Region, hvor befolkningstætheden

er 173 mennesker pr. km2 . Baironi Masinas historie

er ikke enestående. Siden 1994 har småbønder og jordløse

igen og igen besat privatejede jorder. Og de traditionelle ledere,

høvdingene, har især i Southern Region rejst kravet om, at

den private jord gives tilbage til småbønderne.

Ifølge malawisk tradition tilhører jorden de levende, forfædrene

og de ufødte, og det er derfor umuligt at tale om

et ejerskab, der f.eks. kun dækker et menneskes levetid.

Derfor kan jord traditionelt heller ikke sælges, kun kan

retten til at dyrke den fordeles. I praksis fordeles denne

ret af landsbylederen mellem beboerne, som så i reglen

bevarer retten til et bestemt stykke jord livet igennem, hvorefter

retten overgår til et barn eller et andet familiemedlem.

Landsbylederen lægger ingen restriktioner på, hvad den

enkelte familie vælger at dyrke, eller hvordan de gør det.

Langt de fleste malawiere lever på traditionel jord, men

siden de første europæere ankom til landet i 1890’erne,

har systemet været under stadigt pres. Især i den første del

af kolonitiden solgte administrationen jord til private (freehold).

Senere gik Banda-regeringen over til at udleje jord

120 121


Træerne bliver fældet og

al jord inddraget til dyrkning.

På denne skråning

skal de små stabler af

sten og de vandrette plovfurer

forhindre regnen

i at vaske jorden ned.

Spørgsmålet er, hvor

længe det holder.

Foto: Kathrine Toftkær

Larney

til private (leasehold) som regel med en lejekontrakt på 99

år. I daglig tale slås freehold og leasehold sammen under

fællesbetegnelsen “estates”, og begrebet dækker alt lige fra

kolonitidens mægtige te- og sukkerplantager til ganske små

tobaksplantager på nogle få ha.

Op til midten af 1980’erne har det udelukkende været

ejerskabet, der er blevet lagt til grund for, hvilke bønder

der fik statens støtte og opbakning, og hvem der ikke fik

den. Efter uafhængigheden overtog Hastings Banda kolonimagtens

ideologi om, at traditionelle afrikanske bønder ikke

duer til andet end at producere fødevarer. Skulle der satses på

økonomisk vækst, betød det eksportafgrøder, og de kunne

kun dyrkes af enkeltpersoner med et sundt kapitalistisk drive.

Selvfølgelig lå der en pæn portion gustne overlæg bag; de

europæiske farmere var ikke interesserede i lokal konkurrence,

og det samme gjaldt Hastings Bandas skiftende kreds

af støtter, som ofte blev belønnet for deres tjeneste med et

stykke jord.

Gennem 100 år er estate-sektoren blevet favoriseret på

bekostning af småbønderne. Estate-ejerne havde lov til at

dyrke eksportafgrøder som te, sukker, kaffe, gummi, macadamianødder

og Burley-tobak, afgrøder som modstår tørke

langt bedre end småbøndernes majs. Det var også tilladt

estate-bønderne at sælge deres produkter direkte til højestbydende,

og siden Malawis første jernbane stod færdig, har

denne del af Malawis landbrugssektor således fungeret på

kommercielle vilkår, mens småbønderne har været underlagt

statsstyring og udbytning. Estate-ejerne har haft mulighed

for at oparbejde et overskud fra deres produktion og investere

pengene i f.eks. kunstvanding.

Et skøn lyder på, at 40 pct. af Malawis traditionelt ejede

jord blev omlagt til estates i Hastings Bandas regeringstid,

og det har skabt dybe sociale og økonomiske skel mellem

malawierne. Op gennem 1970’erne og 80’erne voksede

befolkningen, og de stadig flere småbønder måtte klemme sig

sammen på stadig mindre jord. Mest åbenlyst er problemet

i Southern Region, hvor mange af kolonitidens mægtige

plantager ligger. I det tætbefolkede syd er al jord opdyrket.

Småbøndernes marker går helt op til bjergenes top og helt

ned til flodbredderne, og det slider hårdt på jorden. Der er

122 123


ikke plads til det traditionelle skiftemarksbrug, hvor markerne

ligger brak i perioder, og på grund af de stigende priser

på kunstgødning får de fleste marker kun næring fra afbrændingen

af træer og affald fra afgrøderne. Overdyrkningen er

en trussel mod både miljøet og landbrugsproduktionen.

I 1990 krævede Verdensbanken som betingelse for yderligere

støtte til Malawi, at regeringen ophørte med at udstykke

jord til private. I dag optager den samlede estate-sektor

omkring 1,15 mio. ha af Malawis landbrugsjord.

4,1 mio. ha af Malawis landbrugsjord dyrkes af småbønder,

men et resultat af udviklingen er, at deres jordstørrelser er

skrumpet. I de distrikter, hvor al traditionel jord er fordelt,

er eneste løsning at dele den enkelte families marker op i

endnu mindre bidder. Samtidig er det udbredt praksis at

overdrage brugsretten til sin jord mod penge, og det har

en del fattige familier benyttet sig af. En undersøgelse fra

1993 viser, at 78 pct. af familierne på landet dyrker mindre

end 1 ha jord. 41 pct. af Malawis småbønder dyrker mindre

end 0,5 ha jord, og de er officielt klassificeret som jordløse.

En tommelfingerregel siger, at der skal mindst 0,2 ha til at

forsørge en familie på seks medlemmer med mad i et år,

dertil kommer det overskud, der skal til for at få dækket de

mest basale behov. 65 pct. af Malawis jordløse er kvinder.

I 1996 nedsatte regeringen en jordreformkommission,

der fik til opgave at afdække ejerforholdene og udnyttelsen

af Malawis landbrugsjord. I oktober 1999 offentliggjorde

kommissionen sin endelige rapport, og dens anbefalinger

er et opgør med 100 års jordpolitik. Rapporten anerkender

nemlig fælles ejet (traditionelt ejet) jord som udgangspunktet

for en fremtidig jordfordeling.

Rapporten anbefaler, at Malawis freehold-land, typisk de

gamle privatejede plantager, omdannes til land, der er lejet

af staten. Desuden foreslår kommissionen en skat på estatejord

for at sikre, at den bliver dyrket optimalt.

Rapportens konklusion er, at landbrugets overordnede

problem er manglende produktivitet. Småbøndernes produktivitet

er for lav, fordi der mangler arbejdskraft i højsæsonen,

og fordi de teknologisk set befinder sig på jernalderstadiet.

Produktiviteten i estate-sektoren er heller ikke nær så høj,

som man kunne have forventet, og især er den lav på de

De seneste års økonomiske

opsving for tobaksbønderne

er et eksempel

på, at arealstørrelse ikke

er den eneste faktor i

landbrugsproduktionen.

Malawis jordspørgsmål

handler også om, hvordan

jorden bliver udnyttet.

Foto: Mikkel

Østergaard/Billedhuset

estates, hvis ejere bor i byen – med andre ord de landbrug,

der blev givet som frynsegoder til tro embedsmænd under

Hastings Banda.

De overordnede konklusioner i rapporten bliver bakket

op af undersøgelser, der viser, at jordspørgsmålet ikke kun

er et spørgsmål om jordfordeling og mangel på jord. Problemet

er først og fremmest, at jorden udnyttes for dårligt

på grund af den dybe fattigdom blandt Malawis småbønder

og dermed manglende input til landbrugsproduktionen. En

omfordeling af alle landets estates til småbønderne vil ikke

i sig selv øge produktiviteten i landbruget.

Men jordspørgsmålet er en politisk sag, ikke mindst i

Southern Region, hvor befolkningspresset er størst, hvor en

række freehold-plantager i dag ejes af politikere fra UDF

og MCP, og hvor konflikten næres af jordbesættelser og

af politisk retorik. Derfor vil kampen om Malawis jord

fortsætte som et udtryk for den dybe armod blandt Malawis

småbønder.

124 125


Rent vand tæt ved huset

er afgørende for folkesundheden

og for det

enkelte menneskes livskvalitet.

I Malawi må

tusinder af kvinder og

børn stadig gå timer og

kilometer hver dag efter

vand.

Foto: Heine Pedersen/

Billedhuset

Sociale forhold

Bekæmpelse af fattigdom, fri grundskole til alle børn og

bekæmpelse af aids. Det var i nævnte rækkefølge de mål,

Malawis første demokratiske regering satte for sit arbejde, da

den tiltrådte i 1994. I begyndelsen af 2001 efter næsten syv

års demokrati lever halvdelen af malawierne fortsat under

fattigdomsgrænsen, titusindvis af børn kommer stadig ikke

i skole, og omkring en fjerdedel af den uddannede arbejdsstyrke

er hiv-positive. Intet tyder på et økonomisk mirakel,

og det er en trossag, om økonomiske liberaliseringer

og strukturtilpasninger kan få landet på rette kurs. Men

malawierne vil fremtiden, skønt de skal kæmpe mod mange

problemer for at vinde den.

Fattigdom

Deres tøj er snavset og pjaltet, for de har ikke råd til sæbe.

Deres stråtage er hullede, for de har ikke kræfter til at reparere

dem. Deres marker er forsømte, fordi de må arbejde andre

steder for at skaffe mad. De er analfabeter, og deres børn

kommer ikke i skole, fordi der er brug for deres arbejdskraft.

De skammer sig og ser ned i jorden, når de beder deres

slægtninge om mad. De slider og slæber, men får aldrig råd

til mere end lige akkurat at overleve. Og når tørken rammer

deres landsby, er deres børn de første, der bukker under

for sulten. De er Malawis fattige, og de udgør halvdelen

af befolkningen. Levevilkårene er så ringe, at en nyfødt

malawier ikke forventes at leve, til han eller hun fylder

40 år. For det enkelte menneske er fattigdommen en ond

cirkel, som det er næsten umuligt at bryde. For samfundet

er fattigdommen en trussel mod hele udviklingen, fordi det

koster penge og ressourcer at skaffe mad til de millioner af

mennesker, der ikke kan forsørge sig selv.

Med støtte fra Verdensbanken indledte regeringen i 1995

sit program til bekæmpelse af fattigdommen, Malawi Social

Action Fund (MASAF), der i bedste new deal-stil skal be-

126 127

11.


kæmpe fattigdommen ved at iværksætte offentlige anlægsarbejder.

Programmet har to grene, en for lokale projekter og

en for offentlige anlæg. De offentlige anlæg finansieres af

Verdensbanken og er f.eks. vejbyggeri, udbedring af veje og

dæmninger. En del af disse projekter er blevet afviklet som

“food-for-work”-programmer, hvor folk bliver aflønnet med

mad. Det giver de offentlige arbejder karakter af nødhjælp

med de problemer, der er forbundet med den form for bistand

– den betyder overlevelse her og nu, men på længere sigt sætter

den ikke nødvendigvis den enkelte i stand til at forbedre sin

egen situation. Til gengæld har den anden gren af MASAF,

de lokale projekter, vist de ressourcer, der ligger i Malawis

landsbyer. De lokale projekter er først og fremmest skolebyggeri,

og her betaler landsbyerne selv 80 pct. af omkostningerne

ved at levere gratis mursten og arbejdskraft.

I begyndelsen af 1999 lancerede regeringen anden del af

MASAF, som især fokuserer på projekter inden for sundhedssektoren

rettet mod grupper som forældreløse, gadebørn

og aids-ramte.

Offentlige arbejder er et

af elementerne i regeringens

strategi for at

bekæmpe fattigdommen.

Foto: Martti Peltonen/

Lehtikuva Oy

Aids

De fl este malawiere lægger deres liv og sundhed i Guds

og forfædrenes hænder, for der er ikke mange andre steder

at få hjælp. Malawi har to læger pr. 100.000 indbyggere,

sundhedsvæsnet er aldrig blevet udbygget, og de få faciliteter

er nedslidte og økonomisk udsultede. Der er langt imellem

klinikker og hospitaler og alt for lidt sundhedspersonale.

De traditionelle doktorer og medicinmænd fi ndes over hele

landet og er f.eks. eksperter i at kurere slangebid. Men de

store dræbere, malaria, diarre, kolera, mæslinger, polio, aids,

underernæring og mangel på rent drikkevand står de magtesløse

over for.

I 1999 kunne en nyfødt malawier forventes at leve ca. 39

år. I gennemsnit. Det er det laveste tal i det sydlige Afrika

og et af de laveste i verden. Verdensbanken skønner, at den

gennemsnitlige levealder vil falde yderligere gennem de næste

ti år på grund af aids.

Det første tilfælde af aids i Malawi blev rapporteret i 1995,

efter at regeringen i årevis havde benægtet, at sygdommen

fandtes i landet. I 2000, fem år senere, skønnede Verdensbanken,

at 10 pct. af befolkningen er hiv-positive, og at 20

pct. vil være smittede i 2010, hvis den nuværende udvikling

fortsætter. Verdensbanken skønner, at 25 pct. af arbejdsstyrken

i den formelle sektor vil dø af aids i løbet af de næste

ti år. Mens man i det danske sundhedsvæsen i dag opererer

med begrebet “raske smittebærere”, er hiv en dødsdom i

Malawi. For de kombinationsbehandlinger, der i Danmark

kan udskyde udbruddet af aids i årevis, koster titusindvis

af kroner for bare et enkelt års behandling, en umulighed

i det fattige Malawi.

I begyndelsen af 2001 lagde en række vestlige medicinalfirmaer

sag an mod Sydafrikas regering, der siden 1997 har tilladt

import af billige kopier af den dyre aids-medicin. Med

henvisning til deres patentrettigheder kræver medicinalfirmaerne,

bl.a. Novo Nordisk og Lundbeck, et internationalt forbud mod

den billige kopimedicin. Vinder de retssagen, bliver der lukket

endnu mere effektivt for hjælp til de mere end 25 millioner

mennesker i Afrika, der er smittet med hiv.

Sandheden er grusom, og malawierne spinder den ind

i et net af myter. Det svirrer med rygter og historier om

128 129


aids, denne Guds straf og forbandelse, der ikke som andre

sygdomme tager de gamle og svage, men rammer mænd

og kvinder i den erhvervsaktive alder. Myterne vil vide, at

aids kan helbredes, og at de ramte nok selv er ude om det.

De hiv-positive bliver brændemærket, mange skjuler deres

sygdom, og deres tavshed giver næring til myterne.

I 1995 dannede en gruppe hiv-positive the National

Association of People with hiv/aids (NAPHAM). Stifterne

havde alle oplevet at blive fyret fra deres job eller udstødt

af deres familie på grund af deres hiv-diagnose, og organisationen

har som mål at få hiv-positive til at stå åbent frem

Hun blev født med hiv.

Hendes forældre er døde,

og der er ingen redning

for hende.

Foto: Jørgen Schytte

og med deres egen historie være med til at bekæmpe aids.

NAPHAM var den første organisation til at gå til kamp

mod malawiernes fornægtelse af virkeligheden, og det har

givet resultater. Medierne har taget tråden op, problemet

er blevet offentligt, debatten er blevet åben, og det kan

måske i længden bekæmpe malawiernes frygt, fordomme

og fornægtelse. Samtidig oplyser NAPHAM, at flere og

flere frivilligt lader sig teste for hiv.

I oktober 1999 offentliggjorde regeringen sin politik for

bekæmpelse af aids. Strategien er oplysning, en kampagne

som frem til 2004 skal øge malawiernes bevidsthed om

sygdommen.

Åbenheden er et lyspunkt, men der er lang vej igen.

For i Malawi, som overalt i Afrika, er aids fattigdommens

følgesvend. Det er dårlig sundhed, uvidenhed og fattigdom,

der har skabt de fortvivlende tilstande.

Det er skik i Malawi at lægge en kvist med blade på

vejen, når der er begravelse. Kvisten ligger, til bladene er

tørret ind, og det hele til sidst bliver fejet væk af vinden eller

en forbikørende bil. Der ligger mange kviste på Malawis

veje.

Uddannelse for de få

16. januar 1999 var en trist dag i mange malawiske hjem. Da

blev resultaterne af landets mellemskoleeksamener offentliggjort,

og de var intet mindre end en katastrofe. Ud af 42.000

tilmeldte bestod kun de 6000 eller 16,07 pct. Det laveste

tal i Malawis historie. Ikke desto mindre er det nærmest

et privilegium at komme så langt som til at dumpe til mellemskoleeksamen,

for Malawis uddannelsessystem er et forhindringsløb

af de helt store. I 1997 så billedet sådan ud:

Omkring 30 pct. af de elever, der begyndte i første klasse

gennemførte otte års skolegang. Af dem begyndte omkring

10 pct. i mellemskolen. I den anden ende er scenariet det

samme, hvert år kæmper omkring 120.000 unge om de sammenlagt

omkring 8000 pladser på de videregående uddannelser,

universitetet, teknisk skole eller lærerseminariet. Det

antal, der kommer ind, svarer til 0,2 pct. af de elever, der i

sin tid begyndte i første klasse.

130 131


Malawis uddannelsessystem er elitært, økonomisk udsultet,

forældet og meget langt fra landets behov. Det eneste gode,

der er at sige om det, er, at det er ved at blive lavet om.

I Hastings Bandas regeringstid var hovedformålet med

uddannelse at sikre, at der blev uddannet tilstrækkeligt med

mennesker til at besætte stillinger i administrationen og industrien.

Ud fra den ideologi var det ligegyldigt, om alle kom

i skole, og det betød mindre, at størstedelen faldt fra undervejs.

Samtidig blev toppen af uddannelsessystemet vægtet

på bekostning af den primære undervisning, f.eks. var det

gratis at gå på universitetet, mens det kostede penge at gå i

grundskolen, og på mellemskoleniveau gik stort set alle ressourcer

til kostskoler efter engelsk mønster, mens regeringen

forsømte at udbygge de lokale mellemskoler, som er langt

billigere i drift. I løbet af 1980’erne fik regeringen øjnene

op for, at uddannelse også samfundsmæssigt er en profitabel

social investering, og samtidig voksede befolkningens krav om

uddannelse. Det førte til et skift i uddannelsespolitikken, men

på det tidspunkt var landet røget ud i alvorlige økonomiske

problemer, det internationale samfund fastfrøs hjælpen til

Malawi, og budgetterne rakte ikke til en undervisningsreform.

Efter 1994 tog landets nye regering fat på at reformere

undervisningssektoren. Indførelsen af gratis grundskole

for alle børn i 1994 var første skridt på vejen til et skift

i fokus fra eliteuddannelse til folkeuddannelse. Siden er

reformarbejdet nået et godt stykke videre, der er vedtaget

en ny lovgivning for de faglige uddannelser og en ny mellemskolepolitik,

der sigter mod på længere sigt at afvikle

de dyre kostskoler og til gengæld udbygge og forbedre de

lokale mellemskoler. Statsbudgettets poster er det håndgribelige

bevis på, at regeringen mener reformen alvorligt.

Men efterslæbet er enormt, og samtidig er kvaliteten af

undervisningen styrtdykket.

De over 80 pct. af eleverne, der dumpede til mellemskoleeksamen

i 1998, er kun et symptom på krisen i undervisningssektoren,

hvor problemerne hober sig op. En stor del

af lærerne i mellemskolerne er kun uddannet til at undervise

i grundskolen, der er mangel på undervisningsmaterialer,

biblioteker, materialer og faglokaler. Men endnu værre står

det til i de lokale mellemskoler. Mange af dem er oprettet

på lokalt initiativ, og de deler ofte lokaler med de overfyldte

grundskoler. Det er her, langt de fleste unge forsøger at få

en mellemskoleeksamen, men størstedelen af mellemskolebudgettet

går stadig til de dyre kostskoler.

På den lokale mellemskole i Mwanza i det sydlige Malawi

deltes 600 elever i 1997 om fire klasselokaler. Der er pulte

i et af dem. Skolen ligger i en lavning, brændende hed om

sommeren, men her er ikke noget vand. Toiletter er her heller

ingen af. Ingen af lærerne har en uddannelse over folkeskolelærerniveau,

og skønt der er tavler i alle fire klasselokaler,

må eleverne deles om de få og umage skolebøger. Eksemplet

er sigende for forholdene i Malawis mellemskoler, og problemerne

vil vokse yderligere i de næste år, når de store årgange

fra grundskolen søger videre i uddannelsessystemet.

Under bistandssamarbejdet støtter Danida forbedringer

af de lokale mellemskoler og dermed en social udligning i

uddannelsessystemet (se ogafsnittet om Malawi og Danmark,

side 62).

Grundskolerne

Eksamensresultaterne fra 1998 fi k endnu en gang debatten

om uddannelsesreformen til at blusse op, en diskussion der

siden 1994 har været præget af lige dele eufori over, at det

endelig skete, og frustration over, at intet fungerer, som det

skal. I september 1994 blev det for første gang i Malawis

historie gratis for alle børn at gå i skole, og malawierne

kvitterede ved at sende deres børn i skole. Det samlede

elevtal i grundskolen steg fra 1,9 millioner børn i september

1994 til 2,9 millioner i slutningen af samme år. Resultatet

var kaos og en række hurtige løsninger, som ikke holder i

længden.

For at afhjælpe den akutte mangel på lærere ansatte regeringen

i 1994 19.000 nye lærere. Ingen af dem har lærereksamen,

og de færreste har mere end ti års skolegang bag

sig, men de skal ikke desto mindre undervise børn i klasser

med op til 130 børn. Undervisningsmaterialer er der ikke

mange af, syv malawiske skolebørn må deles om en bog,

men tallet er gennemsnitligt, og på mange skoler findes

132 133


der overhovedet ikke bøger. Mange steder findes der ikke

engang en skole. Og skønt undervisning under et træ tager

sig smukt ud på billeder, er udendørs skole ikke nogen spøg

i Malawis højland, hvor klimaet veksler mellem småregn og

kold vind og brændende sol. Når man dertil lægger, at langt

over halvdelen af Malawis børn er kronisk underernærede,

er det ikke svært at forstå, hvorfor mange falder fra især

i løbet af de første to undervisningsår, men også gennem

resten af de otte års grundskole.

Pigerne er særligt hårdt ramt. Til trods for, at næsten lige

mange piger og drenge begynder i skolen, er mindre end en

tredjedel af eleverne i ældste klasse piger, for de fleste piger går

ud igen efter fire-fem års skolegang. Det skyldes i høj grad, at

piger traditionelt har flere huslige pligter end drenge og derfor

er “dyrere” at sende i skole, men det hænger også sammen

med, at mange børn først begynder skole i 10-12-års alderen.

På grund af den sene skolestart er mange piger giftemodne

efter kun få års skolegang. Mange forlader skolen, fordi de er

gravide, eller også tager deres forældre dem ud for at forhindre,

at de bliver det.

Som et led i undervisningsreformen er mellemskolen gjort

gratis for piger, men det løser ikke det problem, at kun en

fåtal af dem overhovedet når så langt.

Men historien om Malawis grundskoler har også en lys

side. I Malawi er der tradition for, at lokalbefolkningen selv

bidrager til grundskolerne, og efter at brugerbetalingen blev

ophævet i 1994, begyndte Malawis landsbyer at bygge skoler.

Hundredvis af skoler er skudt op i alle afkroge af landet, og

overalt brændes mursten i store miler. Malawierne yder det,

de kan, gratis arbejdskraft og mursten. Også internationalt er

der god opbakning bag indførelsen af den gratis grundskole,

og adskillige bidragydere skyder penge i klasselokaler og

skolebøger. Danmark støtter bl.a byggeriet af landsbyskoler

og efteruddannelse af lærere. De internationale bidrag er

langtfra nok til at dække de nuværende behov, men der er

trods alt håb om, at undervisningsministeriet ad åre kan

indfri sine planer om bl.a kun at ansætte uddannede lærere,

at have skoler nok til alle børn og en klassekvotient på maksimum

60 elever, så også grundskolerne i Malawi en dag

kan blive til folkeskoler.

Foto: Heine Pedersen/

Billedhuset

Sagt om fremtiden

“You are becomming a new person now

my son don’t you know that the future’s in your hands

you get a change to plant what you want

and it’s what you sow that you will rib ...

The world of tomorrow will mean education”

Fra sangen “Education” af den malawiske sanger og samfundsrevser Lucius Banda.

“Det er ikke nok at bygge skoler. Vi må gøre op med os selv, hvad al den uddannelse

skal føre til. Vi må tale om, hvad børnene skal lære. Vi skal have musik og sang og

håndværk ind i skolerne, for vi har brug for mennesker, der kan skabe noget af egen

kraft. Malawi har ikke brug for flere slaver” (13).

Joseph Khutemba Mwale, mangeårig leder af Center for Uddannelsesforskning, Malawis Universitet:

“Vi har fået vores politiske frihed, nu mangler vi bare at vinde den økonomiske. Det

kommer nok til at tage nogen tid” (14).

Journalist, Steven Nhlane.

134 135


Kilder og citater

Kilder til Malawi

Nedenfor nævnes en række bøger, tidsskrifter og hjemmesider,

der er benyttet ved udarbejdelsen af denne bog, hvad

enten de er direkte citeret eller har virket som inspiration

under skrivningen.

Malawi at the Crossroads (Guy C.Z. Mhone (red)).

Sapes Books, Harare 1992. Er skrevet af en gruppe malawiske

forskere og giver en spændende og bred fremstilling

af Malawis politiske og økonomiske udvikling fra

uafhængigheden frem til 1992 samt bud på landets økonomiske

og politiske fremtidsperspektiver.

The Politics of Despair (T. Davis Williams). Cornell

University 1978. En klassisk historisk beskrivelse af Malawis

politiske og økonomiske udvikling.

The Political Economy of Poverty, Equity, and Growth.

Malawi and Madagascar. A World Bank Comparative

Study. (Frederic L. Pryor). Oxford Press 1990. Et hurtigt

og grundigt overblik over Malawis økonomiske udvikling.

Kamuzu Banda of Malawi. A study in promise, power

and paralysis. Malawi under dr. Banda 1961 to 1993.

(John Lloyd Lwanda) Dude Nsomba, Glasgow 1993.

En beretning om Hastings Bandas regeringstid, hans

støtter og modstandere, skrevet med sjæl og følelse af en

eksileret malawier i Skotland.

Country Profile: Malawi og kvartalsudgivelsen Country

Report Malawi, Economist Intelligence Units (EIU).

Giver en bred opdatering af de sociale, politiske og økonomiske

forhold i Malawi.

Fellesrådets Afrika Årbok, Fellesrådet for Afrika, Norge.

Giver hvert år en opdatering på udviklingen i alle Afrikas

lande og behandler desuden hvert år et udvalgt tema.

Human Development Report, UNDP. Den årlige oversigt

over udviklingen i verdens lande. Indeholder bl.a.

Human Development Index, der lister verdens lande

efter en række mål for borgernes livskvalitet, levealder,

sygdomme, forurening, skolegang, arbejdsløshed osv.

General History of Africa, UNESCO 1985. En anderledes

Afrikahistorie med vægt på afrikanske synsvinkler

på begivenhederne.

The Nation, Malawi. Avisen har siden 1994 udviklet sig

til den avis i Malawi, der bringer de mest velunderbyggede

og dækkende historier.

En lillebitte butik, Thomas Vinding, Udenrigsministeriet

1997. En fortælling for børn og voksne om Malawi.

Julekalenderlandet Malawi, temanummer om Malawi.

Udvikling nr. 9, december 1997.

Religion in Malawi, Department of Theology and Religious

Studies, University of Malawi. I denne årlige udgivelse

findes artikler om religiøse, politiske og kulturelle

forhold i Malawi.

KuNgoni Manuscripts. En fascinerende serie publikationer

udgivet fra Mua-missionen i det centrale Malawi.

Artiklerne omhandler religiøse, kulturelle og historiske

forhold med vægt på chewa-folkets tradition.

Citizen and Subject, Mahmood Mamdani, Princeton

University Press 1996. Bogen handler ikke særskilt om

Malawi, men er en prægtig fremstilling af Afrikas kolonitid.

Malawi and Madagascar, Frederic L. Pryor, Verdensbanken

1990. Indeholder en meget nøje gennemgang

af Malawis økonomiske udvikling og muligheder for

fremtidig vækst.

Disse og andre materialer om Malawi kan skaffes gennem

Mellemfolkeligt Samvirkes Bibliotek, Center for Udviklingsforskning

eller de organisationer, der har udgivet dem.

136 137


Citater:

(1) The Political Economy of Poverty, Equity,

and Growth.

(2) The Politics of Despair.

(3) The Politics of Despair.

(4) General history of Africa.

(5) Malawi at the Crossroads.

(6) Politics of Despair.

(7) Personlig reportage, 1987.

(8) Kamuzu Banda of Malawi.

(9) Kamuzu Banda of Malawi.

(10) Personligt interview, 1997

– gengivet i “Udvikling” nr. 9 1997.

(11) Personligt interview, 1997.

(12) Personligt interview, 1987.

(13) Personligt interview, 1997.

(14) Personligt interview, 1998.

Foto: Jørgen Schytte

138 139


Kathrine Toftkær Larney f. 1963, journalist.

2001

© Udenrigsministeriet,

Redaktionen sluttet februar 2001

Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Asiatisk Plads 2

1448 København K

Tlf. 33 92 00 00

E-mail: um@um.dk

Internet: www.danida.dk

Produktion: Udenrigsministeriets Informationssekretariat

Forsidefoto: Frokost mellem tobaksblade,

Mikkel Østergaard/Billedhuset.

Bagsidefoto: Heine Pedersen/Billedhuset

Grafi sk produktion: aparte ® design af kommunikation

Tryk: Kannike Tryk A/S

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale

udviklingssamarbejde fi ndes i Danidas årsberetning

og i loven om internationalt udviklingssamarbejde.

Beretning, pjecer, av-materialer m.v. kan fås ved henvendelse

til:

Bech Distribution A/S

Postboks 176

Hedelykken 2-4

2640 Hedehusene

Tlf. 46 55 01 55 · Fax: 45 55 01 69

E-mail: bdm@bech-distribution.dk

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke nødvendigvis

sammenfaldende med Udenrigsministeriets.

ISBN: 87-7964-019-2

140

More magazines by this user
Similar magazines