Jagten på den røde tråd - Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

8
De kommende år vil antallet af kandidater fra DPU’s nye uddannelser stige. Hvilken slags
karriere gør kandidater fra DPU? Hvordan får de mest muligt ud af deres studier? Hvilke
problemer møder de undervejs? Asterisk har spurgt tre af universitetets nyuddannede.
Jagten på den røde tråd
De gennemførte på normeret tid. De afleverede
deres speciale og fik kandidatgraden i vinteren
2004/2005. Nu sidder de i gode faste stillinger og
trækker på kompetencer, de blandt andet erhvervede
på DPU. Et bedre job til en bedre løn.
Jan Nielsen, Helle Hollbaum Bjerregård og Henrik
Fenger Olsen er tre af det seneste års kandidater fra
Danmarks Pædagogiske Universitet. Som nogle af
de første med en kandidatgrad bliver de eksempler
på, hvilken slags karriere DPU’s nye kandidatuddannelser
kan føre til.
I 2003 uddannede DPU den første kandidat fra
universitetets nye kandidatuddannelser. Siden er i
alt 52 kandidater blevet uddannet. De kommende år
forventes produktionen at stige til 200 kandidater
årligt ved udgangen af 2008.
Skal man sammenfatte Jan Nielsen, Helle Hollbaum
Bjerregård og Henrik Fenger Olsens oplevelser
af DPU som studiested, er det historien om at
Jeg tror på netværk og på at have et
fokus med sin uddannelse.
komme ind på en ønskeuddannelse, blive udfordret,
forandret og tilegne sig en række brugbare akademiske
kompetencer. Men det er også historien om et
forløb, hvor de har oplevet at stå alene med at
knække den kode, der kan åbne for mulighederne
og åbenbare den røde tråd.
Er de glade for deres kandidatgrad? Ja. Var det forvirrende
og frustrerende undervejs? Ja. Føler de
trang til at udtrykke kritik, forslag til forbedringer og
give råd til medstuderende på DPU? Også det.
Vi begynder med studiestarten.
Den første eufori
Henrik Fenger Olsen begyndte på kandidatuddannelsen
i februar 2002. For Helle Hollbaum Bjerregård
og Jan Nielsen var det september 2003.
Jan Nielsen forklarer, hvordan han oplevede den
første tid på studiet:
Danmarks Pædagogiske Universitet
»Jeg kan huske, at alle på holdet mødte op med
meget store forventninger. De første gange, vi mødtes,
var der simpelthen så meget erfaring og kompetence
samlet på ét sted, at det var helt overvældende.
Det var folk med høje kvalifikationer og fast
arbejde, som de ville passe ved siden af studiet. Men
hurtigt gik det ned ad bakke, og efter det første år
havde der kun været ét kursus, som jeg syntes godt
om,« siger Jan Nielsen.
Helle Hollbaum Bjerregård fortæller, at hun var
forberedt på, at universitetsundervisning stiller større
krav til studerendes selvstændighed. Men hun blev
skuffet over, at næsten al undervisning var tilrettelagt
som lærerstyrede forelæsninger.
»På forhånd havde jeg forventet, at man på pædagogikkens
højborg brugte andre og mere interessante
undervisningsformer end bare forelæsninger.
Det viste sig, at de fleste undervisningstimer ikke involverede
de studerendes erfaringer, kompetencer
og spørgsmål. Jeg accepterede efterhånden situationen,
men hvis man spørger mig, er det ikke måden at
undervise på,« siger Helle Hollbaum Bjerregård.
Et af problemerne var oplevelsen af manglende
koordination mellem underviserne, siger Jan Nielsen.
»På en overbygningsuddannelse er det et rimeligt
krav til de studerende, at de kan binde de forskellige
undervisningsmoduler sammen. Men det bør være
undervisernes opgave at skabe sammenhæng på
det enkelte modul. Vi havde otte forskellige undervisere
på et modul, og de gik i hver sin retning. Det er
ikke hensigtsmæssigt,« siger Jan Nielsen.
Den røde tråd
Henrik Fenger Olsen siger, at han savnede en rød
tråd i studierne. Han mødte undervisere, der vidste
fantastisk meget om et lille område – men hvis man
ikke lige interesserede sig for det, var det svært at se
relevansen.
»Jeg bandt projekterne sammen ved at koble dem
til mine interesser. For eksempel vidste jeg tidligt, at
jeg ville bruge korrespondanceanalyse i mit speciale,
så det fokuserede jeg en del på,« fortæller Henrik
Fenger Olsen, mens Helle Hollbaum Bjerregård nikker
genkendende.
Hun fandt den samme nøgle til at gøre modulerne
meningsfulde:
»Min røde tråd blev demokratisk medborgerskab.
Det var det perspektiv, jeg brugte til at kæde modulerne
sammen«, siger Helle Hollbaum Bjerregård,
der i dag kan se, at det også havde sine fordele, at
hun kunne præge sit studie så meget.
»Jeg har langt hen ad vejen selv bestemt, hvilke
emner og hvilken litteratur jeg ville beskæftige mig
med, så længe vejlederen sagde god for indhold og
niveau. Den frihed har jeg brugt til at skræddersy
min egen uddannelse. Men det føltes ret ensomt undervejs,«
siger Helle Hollbaum Bjerregård, der manglede
en vejleder eller mentor, der kunne rådgive
hende.
»Jeg savnede en præsentation af universitetets
forventninger og en fast vejleder, som jeg kunne
spørge til råds,« siger hun.
Jeg fik jobbet, fordi de kendte mig i forvejen,
og fordi de har et godt indtryk af DPU.
Jan Nielsen mener, at han ville have fået mere ud
af studierne, hvis han havde fået bedre vejledning.
»Nogle gange fik vi bare stukket nogle litteraturlister
i hånden med besked om, hvad vi skulle læse.
Andre vejledere var meget entusiastiske og interesserede
i, at jeg kastede mig ud i vilde eksperimenter,
der kunne udvikle mig. Men det tog mig lang tid at
finde ud af, hvilke krav jeg kunne stille til min vejledning.
Jeg mener, universitetet bør stille løbende vejledning
til rådighed. Man har brug for en vejleder
med entusiasme og et skarpt teoretisk blik,« siger
han.
Mere inddragelse af de studerende
Hvad angår tilrettelæggelsen af undervisningen er
Jan Nielsen, Henrik Fenger Olsen og Helle Hollbaum >

Fotos:Henrik Stein
Helle Hollbaum Bjerregård
er 30 år og blev uddannet cand.pæd. i generel pædagogik
i december 2004. Hun er oprindeligt uddannet
ernærings- og husholdningsøkonom. Hun har været
aktiv i folkeoplysningsorganisationer i Danmark og
Norden, partiet Venstre og foreningen Webgrrls.
Hun arbejder i dag som foreningskonsulent i FDB
med projektansvar for fornyelse af årsmøder, generalforsamlinger
og kongressen – blandt andet med henblik
på at tiltrække flere yngre til foreningsarbejdet.
Hun er skribent på det interne magasin til medlemsvalgte
og varetager kontakt til andre organisationer.
Bedste fagbog
Lars Geer Hammershøj: ‘Selvdannelse og socialitet’.
Råd til nye DPU-studerende
Du skal selv skræddersy din uddannelse, så find en
retning og følg dine interesser. Desuden skal du
benytte dig af de tilbud, der findes på universitetet, for
eksempel studievejledningen.
Bedste modul
Pædagogisk filosofi og idéhistorie. Det gav mig indsigt
i klassikere og inspiration til de fundamentale diskussioner
om pædagogikken, som jeg er optaget af:
Demokrati, borgerens rolle, statens rolle og medborgerskab.
Hvad ville du gøre anderledes?
Jeg ville bruge vejlederne mere og være mindre tilbageholdende
med at stille krav til dem.
Asterisk · 24 · 2005
9

10
Danmarks Pædagogiske Universitet
Jan Nielsen
er 35 år og uddannet cand.pæd. i pædagogisk
antropologi i januar 2005. Har fået
ansættelse som souschef ved pædagogisk
opholdssted med projektafdeling og intern
skole.
Bor på Nørrebro med sin kæreste og søn
på 9 måneder.
Bachelor i europæisk etnologi og tilvalg i
pædagogik ved Københavns Universitet.
Har i en årrække været medarbejder på
forskellige socialpædagogiske institutioner
og projekter.
Bedste fagbog
Michel Foucaults: ‘Overvågning og straf’. Jeg
har læst den så mange gange, at den
næsten er ved at falde fra hinanden. Det er
en fortsat kilde til inspiration.
Råd til nye DPU-studerende
Før hvert kursus er det en god ide at gøre
sig klart, hvilke kompetencer man gerne vil
have ud af det.
Bedste modul
Kulturteori 2. Kulturmøde og institutionsanalyser.
Hvad ville du gøre
anderledes?
Jeg ville læse 100 gange så meget. Studietiden
kommer ikke igen, så gå i dybden,
mens du har muligheden for det.
Henrik Fenger Olsen
er 39 år og cand.pæd. i pædagogisk
sociologi fra december 2004. Er oprindeligt
uddannet elektronikmekaniker og pædagog.
Er med kandidatgraden gået fra timeansat til
fastansat adjunkt på Ballerupseminariet.
Han har dyrket badminton og karate på
konkurrenceniveau og siden 1996 afholdt
teambuilding- og samarbejdskurser for virksomheder
og institutioner. Bor i København
og har en søn på 1 år.
Bedste fagbog
Pierre Bourdieu: ‘Distinction’. »Alt, hvad jeg
tidligere havde læst, faldt i hak, da jeg læste
den bog. Jeg kunne se, hvorfor samfundet
grupperer sig, som det gør, og relatere det
til mig selv, min familie, mine venner. Det
hele passede sammen.«
Råd til nye DPU-studerende
Find den rigtige studiegruppe. Det vil sige
studerende, der har de samme ambitioner
som dig selv.
Bedste modul
Det var et åbent forløb, hvor vi var otte
studerende, der bad en underviser om at
introducere os til Bourdieus teorier.
Hvad ville du gøre
anderledes?
Jeg skulle have læst mere almen faglitteratur.

Bjerregård enige om, at undervisningen i højere grad
bør inddrage de studerende. De har lært mest af forløb,
hvor underviserne har præsenteret deres egen
forskning og inddraget de studerende. Eller når studerende
skiftevis har præsenteret centrale værker
for resten af holdet.
Jan Nielsen fortæller om et kursus, hvor lektor Eva
Gulløv fortalte om sit feltarbejde i børnehaver.
»Hun forklarede, hvordan pædagoger og lærere
har et bestemt antal roller – for eksempel ‘banditten’,
‘tossen’ og ‘duksen’ – som bare venter på at
blive besat. Med andre ord er det pædagogiske rum
tilrettelagt på forhånd, rollerne skal bare fordeles,
når børnene begynder i institutionen. Den fremstilling
gav mig en aha-oplevelse, og det åbnede hele
institutionsfeltet for mig,« siger Jan Nielsen.
»Teorier og begreber bliver mere interessante og
nærværende, når forskeren præsenterer sine egne
resultater,« siger Henrik, der også var glad for et kursus,
hvor otte studerende gik sammen om at spørge
lektor Ulf Brinkkjær om et Pierre Bourdieu-forløb.
»Vi havde den samme underviser hele vejen igennem,
og der var en rød tråd i undervisningen,« siger
Henrik Fenger Olsen.
Jan Nielsen fortæller, at han en dag læste en interessant
artikel i Asterisk med adjunkt Claus Haas fra
Institut for Curriculumforskning.
»Jeg ringede til ham og spurgte, om han havde tid
til at tale med mig. Det havde han, så vi mødtes, og
han gav mig en masse interessante perspektiver. Det
er fedt, at den slags kan lade sig gøre – men som ny
studerende aner man ikke, at mulighederne findes,«
siger Jan Nielsen.
De strategiske karrierevalg
Da Helle Hollbaum Bjerregård nærmede sig slutningen
af sin uddannelse, traf hun en række strategiske
valg for at gøre sig selv mere attraktiv for potentielle
arbejdsgivere.
Hun skiftede for eksempel studiejob fra at arbejde
i et centralkøkken til et mere studierelevant evaluerings-
og forskningsprojekt ved CVU Storkøbenhavn.
»Når jeg siden fik jobbet som foreningskonsulent
i FDB, var det, fordi jeg kunne sige, at jeg havde haft
et relevant studiejob, og at jeg havde specialiseret
mig på studiet. Jeg kunne dokumentere, at jeg vidste
meget om demokrati og foreningsarbejde.«
Hun siger, at hun har mødt en del studerende,
som ikke har haft en strategi. De har ment, at det var
tilstrækkeligt, at de fik titlen som cand.pæd.
»Jeg tror personligt mere på netværk og på at have
et fokus med sin uddannelse,« siger Helle Hollbaum
Bjerregård.
Henrik Fenger Olsen vidste, at der ventede en adjunktstilling
på ham, når han fik sit eksamensbevis.
Derfor gjorde han ikke noget særligt for at gøre sig
salgbar over for arbejdsgivere.
Når man kommer ud som færdiguddannet,
kan man se, hvad man har lært.
»Min kone var desuden gravid, mens jeg skrev
speciale, så jeg valgte emne efter, hvad jeg vidste
noget om i forvejen, nemlig eliteidrætsudøvere,«
siger han.
Jan Nielsen valgte at lave sit speciale i Cuba, efter
at lektor Ulla Ambrosius Madsen havde forklaret, at
det var muligt at søge internationalt kontor om at
skrive speciale i udlandet.
»Når jeg tog til Havanna for at følge hverdagen på
en bokseskole, var den eneste strategi, at jeg ville
forkæle mig selv. Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst
til at komme ud i verden.«
Jobbet som souschef på et anbringelsessted fik
han på grund af personlige kontakter og en vis portion
held.
»Jeg havde tidligere arbejdet på institutionen og
mente, at de manglede en medarbejder med mine
kvalifikationer. Jeg kontaktede dem og forklarede,
hvordan jeg forestillede mig, mit job skulle se ud.
Ved et lykketræf var jeg så heldig, at en stilling var
ledig. De valgte mig, fordi de kendte mig i forvejen,
og fordi de i øvrigt har et godt indtryk af DPU på
arbejdspladsen,« siger Jan Nielsen og tilføjer:
»Men jeg kunne lige så godt have endt alle mulige
andre steder.«
Har lært kanon meget
Nu hvor jobbet er en realitet, er de tre DPU-kandidater
enige om, at det er en tilfredsstillelse at have et
arbejde, hvor de bliver værdsat for deres kompetencer
og kan dele ud af deres viden og erfaring.
»Det er en god fornemmelse at være eksperten
blandt kollegerne. Det er en position, jeg kan til-
skrive min uddannelse på DPU. Det har helt klart
givet noget at læse her – meget mere end jeg oplevede,
da jeg var her,« siger Helle Hollbaum Bjerregård.
Henrik Fenger Olsen siger, at han har lært ‘kanon
meget’ på DPU.
»Når jeg kigger på alle bøgerne hjemme på hylden,
tænker jeg: ‘Har jeg virkelig læst alle de bøger?’
Selvfølgelig er der ting undervejs, som ikke har fungeret.
Sådan er det alle steder. Men når man kommer
ud som færdiguddannet, kan man se, hvad man
har lært,« siger han.
Henrik Fenger Olsen mener, han har fået en mere
akademisk tankegang og nævner, at han blandt andet
er blevet bedre til at finde det almengyldige i
diskussioner om pædagogiske spørgsmål.
»I den pædagogiske verden bliver indlæg i en
diskussion ofte knyttet til en personlig oplevelse.
Det sker, når folk siger: ‘Jeg har oplevet en, der
gjorde sådan og sådan’. Jeg er blevet bedre til at
svare: ‘Jamen, vi har alle sammen mødt nogle, der
har gjort noget’. Men hvis vi kigger mere generelt
på det, hvordan forholder det sig så?« siger Henrik
Fenger Olsen.
På spørgsmålet om, hvordan det er at sidde i et
job, de besluttede sig for at uddanne sig til, siger
Henrik Fenger Olsen:
»Når man kommer ud og får et arbejde, finder
man ud af, at der jo også er en hverdag. Nogle gange
kan jeg godt savne de øjeblikke af ny indsigt, som en
diskussion på pædagogisk sociologi kunne medføre.
Diskussioner, hvor jeg cyklede hjem og slog op i fagbøgerne
for at finde de rigtige svar. I dag kan jeg se,
at jeg måske ikke nød studierne nok, mens det stod
på,« siger han.
Jan Nielsen forklarer det således:
»Jeg sidder nu i et job, hvor alt, hvad jeg laver, er
relevant i forhold til min uddannelse. Men jeg kan
ikke tillade mig at gå ud ad en tangent. Faktisk har
jeg nogle gange lyst til at vende tilbage til DPU for at
genopleve den intense teoretiske sparring og følelsen
af at blive blæst omkuld.« y
Jakob Albrecht
jaal@dpu.dk
Asterisk · 24 · 2005
11